1. No category

Skjoldungerne
Skjoldungerne
Robert Dumong efter Saxo
Stregtegninger: Karsten Heising
Frem til Saxo, som var historieskriver for biskop Absalon, er hovedparten af den historie vi kender
om det ældste Danmark mundtlige overleveringer. Skjalde, Omrejsende og fastansatte samme ved
stormændenes hof, underholdt og videregav historien, som givet er blevet poleret og pyntet i henhold
til den til enhver tid herskende klasse.
Skjoldungernes stamtræ
LejreBogen 2011
Skjoldungerne
Dan og Angel
Kongetitlen eksisterede ikke på den tid, hvor krøniken starter. Det danske land var regeret af mange
mindre høvdinge, som hver havde deres område at regere. De første, med høj status var Dan og Angel,
sønner af Humble.
Dan og Angel, er de først nævnte i Skjoldungeslægten. De havde deres område i omegnen af Lejre og
Roskilde.
Brødrene kom vidt omkring på deres vikingefærd, og det siges at Angel underlagde sig England – og
landet bærer sit navn efter ham. Dette bevidnes af den navnkyndige munk Bedas skrifter.
Dan skulle være manden, som lagde navn til riget Danmark, og det er hans efterkommere som har
siddet på den danske kongemagt, da denne titel senere kom i spil, lige siden.
Med den mangfoldighed af børn, som var karakteristik for de senere konger, er det ikke usandsynligt,
at dette er korrekt. At hele den samlede befolkning stort set, kan påvise et vist slægtskab, om end langt
ude i nogle tilfælde.
Humble og Lother
Dan fødte sønnerne Humble og Lother. De er muligvis er de første som har brugt kongetitlen.
Der var ikke tradition for en egentlig arvefølge, og høvdingen blev kåret af samtlige frie mænd i
området. Valget af lederen skete på en stor sten, som ragede op i landskabet, idet man mente, at den
kårede leder burde være hård og urokkelig, som stenen under ham..
Kåring af kongen
Humble var givetvis den ældste søn, efter sædvane opkaldt efter sin farfar, og han blev først kåret,
men Lothar var mere ambitiøs og herskesyg, så han fortrængte broderen fra tronen – og tog selv
magten.
LejreBogen 2011
Skjoldungerne
Det syntes ikke at bekymre Humble nævneværdigt, at han således blev fortrængt. Han syntes at trives
ganske godt og efter sigende lykkeligt. mens Lother i stadig frygt for et modkup var evigt på vagt over
for mulige modstandere og bejlere til magten,
Han herskede med hovmod – og gik ikke af vejen for at udføre forbrydelser.
De ypperste mænd stræbte han efter liv og gods – og i alle så han en fjende. Humbles tilhængere tog
han til fange, stjal deres gods – og henrettede dem.
Til sidst blev det omgivelserne for meget. Man slog sig sammen imod ham, og de der havde givet ham
riget tog hans liv.
Kong Skjold
Loters søn Skjold, skyldte vel sin fader livet, men i adfærd og levemåde, var der ingen tegn på et
slægtskab. I stedet for at træde i sin skændige fader fodspor, tog har sin farfader dyder op som en
arvelod.
Han havde fysikken med sig – og allerede i sin pure ungdom fortælles det, at han ene mand
overmandende en bjørn. Da han ikke havde våben med sig – pacificerede han den ved at binde den
med sit bælte, og holde den fast til forstærkning nåede frem.
Skjold i kamp med bjørnen
Uden personlig styrke og evnen og ikke mindst viljen til kamp var det en umulighed, at fungere som
konge. Og Skjold tog da også sine tvekampe, hvor han besejrede selv velvoksne kæmper.
Sin dronning. Alvilde, fik han efter duel med en bejler, og den fagre mø som var kampens pris, fødte
ham sønnen Gram.
Men det var ikke alene på sine fysiske fortrin, at Skjold imponerede. Han var en barmhjertig hersker,
og hjalp gerne de som var i nød. Han bragte de syge lægedom, og de der havde det svært bragte han
LejreBogen 2011
Skjoldungerne
trøst og hjælp. Han gav landet gode og retfærdige love, afskaffede de love som ikke var rimelige, og
satte ikke sjældent landets velfærd over egen. Han kunne sågar finde på at udrede andres gæld af egen
lomme.
Sine folk, gav han ikke alene sold, når de kæmpede for ham, han lod dem også dele byttet, som blev
taget fra fjenden.
Således skulle en talemåde hos ham være: at byttet tilkommer krigerne. Æren er kongens.
Saxos historie om kong Skjold er egentligt forbavsende kort – i forhold til mange andre beskrevne
levnedsløb. Og dog er Skjold vel nok en af de konger, som har fået plads i mange danskeres
bevidsthed og historiske viden.
Det skyldes ikke mindst Grundtvigs digt – hvor kong Skjold gør sin entre på ganske anden vis.
Grundtvig siger direkte:
I gamle dage det var engang, at danske folk var i kongetrang, de gode græd, og de onde lo,
hvor ingen hegner, kun torne gro.
Da kom en snekke for fulde sejl, med løve-hoved og hjerte-spejl, med guld og våben og stads
om bord, men ikke en sjæl ved mast og ror.
Der kom en snekke for fylde sejl …..
LejreBogen 2011
Skjoldungerne
Dog var der liv, for en lille dreng alene lå i den store seng. Et neg var bundet med aks og
strå, det hvilede drengen sit hoved på.
Og hvor han sov både spæd og spag, dér vajede over et kongeflag, så liljehvidt og så
rosenrødt,
som kun hos Freja på kinden mødt!
Hvor det i landet blev hørt og spurgt, det tyktes alle et jærtegn stort. De hviskede: Barnet er
Odins søn, til hjælp os skikket fra ham i løn!
De satte neget da på sin rod, hvor dannedrotten han ellers stod, så tog de store den lille op
og kønt ham satte i aksestop.
Da nyt man spurgte med våbengny, og højt det gjaldede i vilden sky: Hil dig, vor konning,
bliv rund og bold, så Skjalde sjunge om Danmarks Skjold.
Her fortælles om et folk i kongetrang – og handlingsforløbet som her er beskrevet, falder godt i tråd
med den romantiske tidsepoke i litteraturen som Grundtvig var en del af. Højere magter ser ned på
jorden – og Odin sender så sin søn, som skal redde skærene for den stakkels befolkning, hvor de gode
græder og de onde ler.
Men en konge får danskerne dog, den første af navn, og landet bliver reddet. Skjold indfører et af love
styret rige – og da han dør som en gammel mand – sendes han tilbage på havet i den samme båd, som
bragte ham.
En Guddommelig indgriben har frelst landet – bragt det på fode, og alle romantiske strømninger fra
Adam Oehlenschläger til Grundtvig har tilfredsstillet tidsånden og dens behov for romantik
og myter.
Men historien ligger noget fra Saxos udlægning.
Gram
Skjold søn Gram slægtede faderen på i dyder og herlige anlæg.
Han øvede flittigt i våbenbrug – og kunne både hugge og bøde for sig. Af taknemmelighed til sin
fosterfader, Roar, gifter han sig i en ung alder med dennes datter, som er hans jævnaldrende diesøster.
Men ægteskabet kan næppe betegnes som dybfølt eller styret af kærlighed – for siden forærer han
pigen til sin våbenbroder, Besse, som er en så tæt knyttet stald- og kampfælle, at det er svært at sige
om det er hans egen eller Besse tapperhed, han har at takke for den hæder og ære han vinder.
Bryllup med Graa
Selv bliver han tiltrukket af svenskekongens datter Graa, og han bliver meget oprørt da det fortælles,
at hun er lovet bort til en Jætte.
Sammen med Besse – begiver han sig til Sverige – formummet i en dragt af gedeskind og vilde dyrs
huder. Han er et faretruende syn og skaber en naturlig afstand, hvor han kommer frem. Som våben
medbringer han synligt en vældig kølle, så han er meget let at forveksle med en jætte.
Tæt ved svenskekongens gård møder han Graa, som kommer ridende gennem skoven med nogle af
sine terner. Hun er på vej til at bade i en skovsø, men bliver grebet af angst da hun ser Gram – og
antager, at det ham, som hun er lovet bort til.
LejreBogen 2011
Skjoldungerne
Gram møder Signe
Hun beder til at hendes syn svigter hende, og der under kappen skjuler sig en anden.
Besse tager ordet og forklarer, at det er kongesønnen Gram, som kommer for at befri hende for
kæmpen.
Graa råder dem til at flygte inden hendes far fanger dem, for gør han det. vil de viseligt blive klynget
op i galgen.
Men Besse er fortrøstningsfuld. Mener ikke at svenskekongen er mand for en sådan dåd, men det
snarere vil være hans eget hoved, som bliver skilt fra kroppen hvis det kommer til strid.
Nu kan Gram ikke længere holde sig tilbage. Bedåret af den smukke mø – fortæller han først om sine
hidtidige bedrifter, som gør ham rolig overfor en kommende strid, og han smider derefter de mange
dyreskind – og viser sit sande udseende.
Ligeså ræd Graa var før – ligeså optændt af attrå efter ham bliver hun nu. De lover hinanden ægteskab
og Gram – forærer hende på stedet de fæstegaver han har medbragt.
Hun rider så i forvejen, men undervejs forsøger to røvere et baghold mod Gram og Besse. Det bliver
dog med et ringe udbytte – for de to danskere hugger dem umiddelbart ned.
De døde røvere anbringes i opret stående stilling – støttet af træer og grene, så det umiddelbart kunne
synes, som var de stadigt i live. Den svenske konge skulle jo nødigt få den opfattelse, at stimændene er
blevet nedkæmpet som en gestus til ham.
LejreBogen 2011
Skjoldungerne
Røverne i skoven
En spåmand havde fortalt Gram, at den svenske konge ikke kan besejres med våbens, men alene ved
guld, og Gram lader derfor sin store trækølle beslå med det ædle metal.
Det bliver en blodig strid på den svenske kongsgård.
Først banker Gram kong Sigtryg ned med sin guldbeslåede kølle, og derefter gør han svenskerne det
klart, at det nu var ham der er stedets hersker.
En høvding fra Gøta-land, Svarin, er ikke helt tilfreds med dette – og udfordrer til tvekamp. Han er
dog ikke en alvorlig trussel mod Gram, som gør kort proces – og fælder ham.
Seksten brødre har Svarin, og da de ville efterfølgende vil hævne drabet, udvikler det sig til en kamp,
hvor alle Svarins brødre nedlægges. Man må formode, at Gram i denne kamp har fået god støtte af
Besse.
Gram rejser herefter tilbage til Lejre med sin brud – og Skjold, der på det tidspunkt er en gammel
mand – gør ham til sin medregent. En høvding, Ring, finder det forkert, Han mener at Skjold er for
gammel til at herske og Gram for ung, og han opildner en del af stormændene til at gøre oprør.
Det kommer til blodige kampe, hvor Skjold og Gram trækker det længste strå og blandt andet Ring får
sin bane.
Resultatet af striden kunne således tages som et bevis på, at mod og manddom kan trives i alle aldre.
Ægteskabet med Signe - og Grams endelig
Gram brugte som en ægte viking det meste af sin tid på togter. Dels rene plyndrings- og
berigelsestogter – dels fordi han havde travl med at håndhæve de provinser, som allerede var underlagt
de danske konger. Konger i flertal fordi Gram og Skjold delte magten.
LejreBogen 2011
Skjoldungerne
Skjold har siddet som den milde alfader, og regeret det nære miljø, mens Gram har faret vidt omkring.
Det fortælles, at han på et togt mod finnerkongen Sumble, blev så betagen ved synet af hans datters
skønhed, Signe, at han umiddelbart nedlagde våbnene og fra at være en fjende blev til bejler.
Hans frieri blev accepteret – på betingelse af at han ville forskyde sin dronning hjemme i Lejre. Langt
fra hjemmet – og med kroppen gennemstrømmet af mandlige hormoner – og behov for at
imødekomme disses krav, var det ikke noget problem at love dette, men inden et bryllup kunne
effektueres var Gram nødt til at drage mod den norske konge, som havde skændet både hans søster og
hans datter.
Togtet mod nordmændene tog sin tid, og Gram fik nys om at Signe, mens han var væk, var blevet
trolovet med sakserkongen Henrik,
Det var mere end Gram kunne acceptere. Hans elskov til møen var større end hans kærlighed til sine
krigsfolk, og han begav sig straks af sted – alene og klædt til ukendelighed i pjalter.
Han nåede frem netop på bryllupsdagen, og da han gav sig ud for at være kyndig i lægekunster, blev
han indbudt til gildet.
Som festen var bedst i gang, og lystighed og larm herskede i hallen, tog han til orde mod bruden.
Bebrejdede hende sit svig – og mindede hende om hans fordums bedrifter. Nu har Signe, Sumbles
datter, sveget mig så hjertet svider. Ingen tro på kvinders tale, kun på løgn og list de pønse ….Sagde
han.
Og med de ord sprang han frem og borede sit sværd i Henrik. Enkelte gæster gjorde indvendinger mod
dette, og måtte lide samme skæbne.
Gram dræber Henrik
Signe rev han ud af brudeternernes kreds – og sejlede bort med hende.
Og således blev brudefærden til ligfærd, og finnerne fik den lære, at de gjorde klogest i at holde sig fra
andres elskovssager.
Megen glæde fik Gram dog ikke af sin nye kvinde.
Han drog umiddelbart tilbage til kampene mod den norske konge. Men blev her slagen og faldt.
Dette ikke mindst på grund af at sakserne havde sendt den norske konge en stor hær til undsætning.
Ikke så meget for den norske konges skyld – som for at hævne Henriks død.
LejreBogen 2011
Skjoldungerne
Hading & Guthorm
Gram havde to sønner Guttorm, som han havde med Graa, og Hading, som Signe havde født ham.
Den norske konge Svibdag, som havde besejret Gram, var nu regerende konge i det danske rige, og de
to drenge blev sejlet til Sverige, for at blive opdraget og kunne leve under beskyttelse af jætterne,
Vagnhoft og Hafle.
Gennem sit giftermål med en datter af Skjold, og en datter af Gram til venstre hånd, var den norske
konge tæt forbundet til skjoldungerne, og efter pres accepterede han at Guthorm blev kaldt tilbage fra
sin landflygtighed – og sat til at råde over Danmark, imod at han svarede skatter til Norge.
Hading derimod ville ikke acceptere nogen velgerning fra sin fjende. Han foretrak at hævne sin far,
som han vel dårligt har haft et personligt kendskab til, og allerede fra barnsben havde han gennem
ihærdig træning rustet sig mod dette mål.
Hans hu stod alene til kamp, og Grams appetit på kvinder syntes ikke at være en del af hans natur..
Vagnholfts datter Hartgrepe, som havde været hans amme under opvæksten, mente at denne holdning
var helt forkert. Hun siger til ham: dig som barn mit bryst jeg bød, nu min gunst jeg glad dig byder. I
min favn du finder lykke, som du aldrig smagte før….
Hading fristes af Hartgrepe
Men Hading afviser hende, Siger hun er alt for stor af vækst – til at noget menneske kan favne hende.
Dette er dog et mindre problem for en jættes datter, forklarer Hartgrepe. Har hun behov for styrke –
kan hun gøre sig stor – men søger hun elskov indretter hun kroppen til dette. Lydig mit legeme lystrer
mit bud, strækker mig ud eller skrumper mig sammen, forklarer hun. Vil mand med vold min vilje
tvinge, rejser jeg mig så ræd han flyr, giver jeg mand min gunst og gammen, gør jeg mig faur og fin og
lille ….
Og Hading lader sig overtale – og de finder behag i hinandens favntag. Men alliancen blev kun af kort
varighed.
LejreBogen 2011
Skjoldungerne
Da Hading vil besøge sit fædreland tager hun med, og da de overnatter i en skov, kommer der
pludseligt en gigantisk jættenæve ind i teltet – og afsøger det. Hading gribes af rædsel, men Hartgrepe
gør sig jættestor – og griber fast om hånden. Hun trækker den hen til Hading og byder ham at hugge
den af. Materie og snavs flyder fra såret – kun sparsomt blod.
Jætterne, som omgiver teltet, bliver rasende over hendes handling – og de river hende i stumper og
stykker.
End ikke hendes jættenatur eller størrelse hjalp hende her. Hading lader jætterne urørt.
Togter til de baltiske lande og områder nær Balkan
Efter tabet af sin fostermoder og indfører i elskovens mysterier, syntes Hadings lykke at være brugt
op. En tid slår han følge med en anden kriger Liser, men deres kampe mod folkene i de baltiske
randstader bringer ikke megen ære eller sejre.
Det fortælles, at han møder en gammel mand på en hest – som spår hans skæbne – både inden
kampene mod balterne og siden, da han er besejret. Den gamle tager ham op på sin hest – og sammen
flyver de ind over landskaber i stor hast.
Man kunne forestille sig, at Hading under kampene i Kurland er blevet hårdt såret, og siden i en
feberdøs transporteret bort af sine folk, og i den febrile tilstand, plaget af sår fra kampene, har haft
drømme og mareridt, som senere er refereret som ridtet med den gamle.
Da han omsider genvinder sin styrke – går han straks i krig mod landene længere mod Øst, og her
vinder han en sagnomspunden sejr, da han foran en belejret by – fanger småfuglene – og binder
brændende svampe til dem, så de antændte byens huse, når de om aftenen vender tilbage til deres
reder.
Kampe om overherredømmet med nordmændene
En smule træt af det omflakkende liv i felten – går han derefter mod den norske konge. Svibdag, som
havde besejret Gram, og nu var konge over det meste af Norden. I et stort slag ud for Gotland –
besejrer han nordmændene – og kan nu ombytte mange års landflygtighed med herredømmet i sit eget
fædreland.
Asmund, den norske konges søn, vil hævne sin far, men da han midt under kampene får besked om, at
hans egen søn Henrik er faldet i kamp, bliver han på en gang desperat af sorg og blind af raseri. Han
sætter al forsigtighed overstyr, kaster sit skjold om på ryggen, griber med begge hænder om sit sværd
og hugger ned for fode – uden at ænse fjendens våben.
Hading bliver betænkelig, da han ser at kampen var ved at vende – og han kalder sin fosterfader
Vagnhoft til hjælp.
Men selv ikke jætten kan skræmme Asmund, som håner den store mand og sværger at han vil kløve
hans store krop med sit sværd.
Men i kampens hede syntes Asmund helt at have glemt Hading, som i samme stund jager sit spyd
gennem den norske kongesøn. Så optændt af kampen er Asmund, at han inden han dør, har kraft til at
hugge sin banemand i foden. Sådan satte den ene livet og den anden sin førlighed til, for resten af sine
dage var Hading halt.
Han bar dog ikke nogen form for nag. Priste i stedet den norske kriger i høje toner, og gav ham en
ligfærd, som var en konge værdig. Det fortælles, at Asmunds dronning Gunhild begik selvmord, da
hun erfarede gemalens skæbne, og det gjorde et sådan indtryk på de danske krigere, at de som en
hyldest lod hende jordfæste i samme grav som Asmund.
I tiden efter blev Hading i Sverige for at sætte sig i respekt. Men da Asmunds søn Uffe, som ikke
vovede en direkte konfrontation med Hading – i stedet tog på togt i Danmark, og da begge krigere
LejreBogen 2011
Skjoldungerne
efter en tid indså det formålsløse i at røve i fremmed land, mens eget land blev udplyndret, skiftede de
snart – og vendte begge tilbage til ejet landområde.
Hjemme i Lejre
Hading kunne straks ved sin hjemkomst konstatere, at der var gået svind i hans rigdomme, og efter
umiddelbart at have hængt skatmesteren, lovede han amnesti til alle de, som havde beriget sig på hans
bekostning. Han lovede sågar, at de der bragte det stjålne tilbage skulle blive rigeligt belønnet.
Umiddelbart levede kongen op til dette løfte, og det lokkede mange, så de kom frem med deres
tyvekoster, men straks efter fik de deres velfortjente straf – og kom til at dingle i galgen.
Af dette kan man lære ikke at være for godtroende, og at holde tand for tunge. Thi de havde ikke været
i fare om de havde tiet stille.
Kampe mod svenskerne
Men krigslykken syntes at være vendt for Hading.
I løbet af vinteren genoprustede han sin hær og da isen smeltede drog han atter mod Sverige.
Hele 5 år varede dette togt, men der var ikke megen glans ved det. De svenske byer var så godt
befæstede, at han måtte belejre dem – for at udsulte indbyggerne, men i stedet var det hans egen hær,
som kom til at lide afsavn. Krigerne måtte lade sig nøje med svampe, der voksede i skoven – hestekød
og hundeådsler. Ja sågar direkte kannibalisme når nøden var størst.
Mytiske væsner blandede sig i kampene mellem danskerne og svenskerne, og Hading måtte trække
sine styrker tilbage.
Hading dræber havdæmonen
LejreBogen 2011
Skjoldungerne
Han forsøgte sig i de nordligst liggende områder, men krigslykken var for alvor vendt.
Da han en eftermiddag i den varme sommertid ville svale sin krop i et bad i den kolde elv, mødte han
et sælsomt uhyre, som han straks dræbte med mange slag og stød.
Stolt gik han tilbage til lejren og berettede om sin bedrift, men en kvinde forklarede ham, at han havde
dræbt en gud i dyreham, og som straf ville alt hvad han rørte ved medføre vanheld – og alt omkring
ham ville visne og sygne hen.
Hendes forudsigelser gik i opfyldelse. Intet lykkedes for Hading – og først efter han havde ofret kvæg
til guden Frø – blev trolddommen brudt. Og lykken vendte igen.
Hading og Ranghild
Med årene havde Hading fået mere smag for det modsatte køn, og hans vilje til at optræde som
beskytter for møer, som skulle indgå tvangsægteskab, kunne lignes med faderen Gram, så da nithernes
konge Hagen havde bortlovet sin datter Ragnhild til en jætte, mente han at det var en sag han burde
stoppe.
Hading drog mod jætten og fældede ham efter en blodig kamp, Da Ragnhild efterfølgende forbandt sin
beskytter, som forblev anonym, lagde hun en ring ind under huden på hans skinneben.
Da hun senere fik lov til at vælge egen ægtemand – og Hading mødte op blandt bejlerne, mærkede
hun på de fremmødtes underben, og faldt begejstret Hading om halsen, da hun mærkede ringen, som
stadig sad under huden.
Hadings sidste tid
Helt uden dramaer var Hadings sidste leveår ikke. I alt regerede han 54 år – og selv i en fremskreden
alder var han rede til strid.
Uffe, den svenske konge, som før havde udfordret ham, og vedvarende havde et brændende ønske om
både at hævne sin far og farfar, som begge var faldet i kamp mod Hading. Forsøgte ved list at opnå
sine mål.
Han indbød kongen til gilde – under foregivende af at ville forhandle positiv, men danskerne, som
blev lokket med gæstebud – blev en efter en halshugget – efterhånden, som de forlod festsalen.
Hading fik Uffe dog ikke ram på, Han nåede at flygte, og vendte så tilbage med en slagkraftig styrke,
som en gang for alle definitivt fik gjort op med den siddende svenske kongeæt.
Uffe gav han dog en kongelig jordfærd, og for at bilægge kommende stridigheder – gav han
kongemagten til hans bror Hunding, dog under Hadings vedvarende overherredømme.
En alvorlig trussel var også jyden Toste, som var kendt over det ganske land for sin ondskab. Han går i
kompagniskab med den tyske hertug Siegfried og vinder et slag mod Hading, som dog slipper fra
valpladsen ved list.
Senere kommer det til en direkte tvekamp mellem den gamle konge og Toste. Andre krigere havde
tilbudt at kæmpe for kongen, men han mente nok at det var bedre at udsætte ham selv frem for sine
krigsfolk for fare. Og det var korrekt. I en alder, hvor kongen vel havde rundet de 60 år, havde han
stadig en fysik, som gjorde ham til den sejrende i tvekamp mod en langt yngre udfordrer.
De sidste år levede han et fredeligt liv og kunne frygte at lide strådøden.
For en viking var der intet værre end at dø i sengen. Døden skulle komme i kamp og eneste
acceptable alternativ kunne være juledøden, hvor man i muntert og festligt lag – åd og drak til man
faldt om.
LejreBogen 2011
Skjoldungerne
Flere intriger i Hadings sidste år forsøgte at styrte ham fra tronen. Hans søster, som er blevet gift med
en simpel bonde føler sig forfordelt, og forsøger med snigmord, men hendes planer er kommet til
Hading i en drøm – og attentatet forebygges. Dog går der rygter om kongens fald, og i sorg holder
hans nyvundne svenske ven og konge, et mindegilde, hvor han for at hædre den Hading, selv serverer
de stærke drikke for sine gæster.
Kong Hadings død
Uheldigvis falder Hunding i det store kar med øl – og drukner, og da det kommer Hading for øre,
bliver han så bevæget over den svenske konges skæbne, at han som et tegn på påskønnelsen over
Hunding gode vilje til at mindes ham og den efterfølgende ulykke på grund af samme – tager sit eget
liv, ved at hænge sig i folkets påsyn.
Frode den Første
Hading blev efterfulgt af sin søn Frode.¨
Han var en velvoksen kriger, veluddannet i våbenbrug og kamp, og han var klar til at udfylde faderen
plads, som hersker over store landområder.
Desværre havde Hadings mange krige gjort en ende på rigets finanser, og Frode havde ikke mulighed
for at udrede sold til sine krigsfolk.
En kriger fortalte ham, at der ikke så langt borte fandtes en farlig drage, som vogtede over en stor skat.
Det var en arrig og rasende drage, med spidse tænder – og en tunge, som spyede ild. Men hvis Frode
indhyldede sig i huder, ville dens spy ikke kunne ramme ham. Selv var dragen næsten usårlig – klædt i
pansret og skællet hud, som intet sværd formåede at gennemtrænge. Dog havde den en svaghed.
Under bugen havde den en lys plet, som var sårbar.
LejreBogen 2011
Skjoldungerne
Kunne Frode gennembore den netop i denne plet ville han kunne besejre dragen.
Frode drog mod dragen, og måtte sande, at hans spyd blot prellede af på den hårde hud.
Frode kæmper mod dragen
Men efter en hård kamp – får Frode omsider held til at se den lyse plet på dragens bug – og han jager
sit sværd dybt i uhyret. Den forsøger i sin dødskamp at bide gennem hans skjold – og spyer gift og
edder mod ham, inden den endeligt opgiver ånden.
Det var en anseelig skat Frode bemægtigede sig, og betød at han straks rykkede i felten mod
svenskerne.
Men de havde lært af tidligere slag – og sad i godt befæstede og uindtagelige borge.
Frode belejrede dem en tid, mens han fra det omgivende land røvede alle fødevarer – så byen ikke
kunne få nye forsyninger.
Men de hold ved,
Frode udtænkte da en plan.
Omkring byen gravede hans folk dybe grave, som de dækkede til med spinkle grene og græstørv.
Herefter lod han det rygte udsprede, at han havde mistet modet – og erkendte sit nederlag. Svenskerne
følte sejrens sødme, og i overmod ville de følge danskerne på vej. Men da de kom stormende ud fra
byen svigtede jorden alle vegne undere deres fødder, og de blev overdænget med danskerne kastespyd,
da de hjælpeløse stod i faldgrupperne.
LejreBogen 2011
Skjoldungerne
Kampen mod russerne
Beruset af krigslykken drog Frode derefter direkte mod russerne.
Når Saxo siger russerne – er det formodentligt de svenskere som boede omkring det der senere blev til
Stockholm. Den store ø her i den svenske skærgård, Roslagen, har senere givet navn til det store land
mod øst, da det blev invaderet af svenske vikinger, fra netop dette område, Men på Saxos tid er det vel
sandsynligt at det var Roslagens indbyggere, som blev kaldt russere.
Frode var en listig mand. Som han havde vundet de første kampe ved list – så vandt han også over
russerne ved list.
Inden kampene havde hans mænd ved nattetide sneget sig ind på de russiske skibe – og boret huller i
skibenes skrog. I hullerne havde de anbragt træpropper – og en krog, hvortil var bundet en snor. Da
det senere kom til kamp på åbent hav, trak Frodes folk i snorene og trak propperne ud af skibene, som
begyndte at synke.
Kampen mod Russerne
På den måde stormede ulykken fra begge sider ind over de stakkels mennesker, som ikke vidste om de
skulle forsøge at bjerge sig ved at svømme bort eller tømme både for det indstrømmende vand. De
havde to dødsmåder for øje, og det var ikke let at afgøre, hvad der voldte dem mest fortræd – vandet
eller fjendens sværd. Den som værgede sig for fjenden blev slugt af det indstrømmende vand, og den
der søgte at stoppe vandet faldt for sværdhug, og vandet blev farvet rødt af de faldnes blod.
Svanhvide
På vej hjem fra russerne fandt Frode det hensigtsmæssigt at aflægge sin søster Svanhvide et visit.
Svanhvide var år tidligere taget til Sverige for at mægle i en strid.
LejreBogen 2011
Skjoldungerne
Thordild, som var enke efter Hunding, den afdøde konge, som havde været på så god fod med
Svanhvides far Hading – havde forstødt 2 stedsønner, som hun frygtede ville stræbe efter kronen, og i
et forsøg på at mægle, og komme gode venner til hjælp, rejser Svanhvide til det svenske land.
Her mødte hun Regnar, som var en af Hundings forstødte sønner.
Han havde klædt sig i pjalter, og optrådte som var han en træl. Men Svanhvide havde ikke svært ved at
gennemskue ham og hans sande identitet. Hun faldt på stedet for ham, den ædle sjæl der lyste fra hans
øjne- og det klare blik, som tydeligt vidnede om høj byrd. Og da han lagde pjalterne, så hun en
skikkelse, som umuligt kunne have et ringe ophav. Ædelt blod havde sat ædelt præg på hans pande –
og hun kunne se den ædle slægt, i hans blik, som var det et spejl.
De faldt straks for hinanden – og gik imod den onde dronning som havde forjaget Regner.
Sammen går de efter magten og dronningen, som benytter trolddom til at bevare sin position, får de
dræbt.
Det er denne tiltagelse af magt, som ikke huer Frode, som er den formelle overkonge. Hvilket han
mener, bør slås fast.
Først kommer det til en mindre træfning, hvor Frode står som den slagne. Men han har før vendt et
slag ved list – og om natten krydser han rundt mellem fjendens skibe, for at søge en lejlighed til at
sænke dem.
Men Svanhvide kender sin bror, og de mødes i hver sin lille båd i den mørke nat.
Hun bebrejder ham hans holdning – og holder ham fast på, at hun frit har kunnet vælge sin ægtemand,
som hun jo har. Og i samtalens løb, kommer de to søskende overens.
Frode accepterer at Regner er konge over svenskerne – med ham selv som overkonge, og da parterne
skiltes i væbnet neutralitet får Frode det antal krigere af Regner, som han har tabt i de forudgående
kampe, så det vederstygge nederlag, han havde lidt, blev opvejet af en smuk velgerning.
Ulvilde
Noget mere besvær havde Frode med sin anden søster, Ulvilde.
Hun havde fået en ægtemand, Ubbe, som lå langt under hendes stand – og det pinte hende, at Frode,
som var på evige togter i det fremmede, var landets hersker.
Derfor pressede hun til stadighed sin ægtemand, og mens Frode kæmpede i det fremmede – erklærede
Ubbe sig for landets nye hersker.
Det blev dog en kort regeringstid, og en umiddelbar afgang fra tronen, da Frode kom hjem. Nogen
egentlig afstraffelse mente Frode ikke der var behov for, han har vel kendt sin søster og hendes
ambitioner og overtalelsesevner, men Ulvilde som blev anset for den egentlige skyldige, bortviste han
fra landet, efter han først havde skilt hende fra Ubbe og i stedet tvunget hende til at ægte en af hans
gode krigere, Skotte.
Og da alt igen var under kontrol på hjemmefronten – tog Frode igen på togt.
Kampe mod frisere, germaner og englændere
Det blev noget af en turne.
Først mødte Frodes flåde friserne – ud for området som i dag hedder Holland.
Det var ikke specielt veltrænede krigere, og mens de danske vikinger begrænsede aktiviteten til at
blæse i kamphornet – sendte friserne deres pile mod de danske skibe.
Da pilene var slut – tog danskerne så over, og dels med de opsamlede frisiske pile, dels de sædvanlige
nærkampsvåben, sværdet og øksen, splittede de fjendes styrker totalt. I panik flygtede mange på land –
hvor flere druknede i de mange grøfter som hele området var velkendt for.
Efter denne ulige kamp sejlede Frode ned af tyske floder, til han nåede Tyskland yderste grænse.
LejreBogen 2011
Skjoldungerne
På vej tilbage mødte han de skibe, som friserne ikke havde mistet, under de første kampe, og han
gjorde kort proces med de resterende krigere.
Optændt af krigslykke gik han herefter mod England, øgede sine rigdomme betydeligt, og var klar til
at gå mod skotterne i nord.
Imidlertid havde den engelske konge fået samlet en betydelig styrke – som fulgte efter de danske
ransmænd.
Frode indså den vanskellige situation ved at have fjender både foran og bag sig, og for at aflede
englænderne foreslog han, at de kastede deres bytte fra sig.
Det var ikke et forslag som vandt umiddelbart gehør.
De mest veltalende af vikingerne mente nok, at det var en besynderlig adfærd, først at tilkæmpe sig
nogle værdier i ærlig kamp – og siden blot kaste dem fra sig igen – uden sværdslag. Det var
besynderligt sådan at fjenden fik en fornemmelse af at de var bange for kamp – de der netop havde
vundet byttet ved at kæmpe mod de samme, som man så efterfølgende skulle være bange for. Man
kaster nødigt bort. Hvad man har erhvervet sig ved at udsætte sig for stor fare, og giver ikke villigt
afkald på hvad man har opnået ved at sætte livet på spil.
Men man fulgte trods de kraftige indvendinger Frodes forslag – og spredte de indsamlede skatte over
et stort område.
Og taktikken virkede.
Da de engelske krigere kom frem og så guldet og sølvet glimte i græsset, begyndte de ivrigt at samle
op. Kongen advarede mod de fyldte arme, som ikke efterfølgende ville kunne håndtere våben, men
krigerne var ikke meget for at efterkomme kongens påbud om at lade guldet ligge.
Englænderne samler guldet
LejreBogen 2011
Skjoldungerne
De mente, at kongens sagtens kunne se stort på de rigdomme, som oprindeligt havde været deres.
Guldet tilhørte dem selv – for danskerne havde ikke bragt guld til landet.
Så ivrige og lysne efter de gyldne metaller var de, at de flåede græsset op, sammen med
kostbarhederne. Der opstod indbyrdes stridigheder – og mange huggede hinanden ned, De glemte helt
fjenden, og ænsede ikke gamle venskaber – så besatte var de af havesyge.
I mellemtiden var Frode kommet frem til den skotske grænse, og skotterne, som kun var bevæbnet
med lette kastevåben foretrak at forlade valpladsen inden kampene overhovedet var kommet i gang, da
de så danske vikinger.
Frode rykker mod skotterne
’
Og med en hær, som var blevet suppleret op med Skottes krigere, som var kommet fra de nordlige dele
af Skotland, tog Frode tilbage til englænderne – og genvandt let de mange rigdomme, som
englænderne møjsommelig havde samlet op. Lige så let han havde kastet guldet fra sig – ligeså let
vandt han det igen, og englænderne måtte bøde for deres havesyge med deres blod, og kunne i deres
sidste minutter ærgre sig over ikke at have fulgt deres konges råd.
Vikingerne gik derefter mod London, som var en meget stærkt befæstet by – men atter fik Frode
overtaget gennem list.
Efter først forgæves at have belejret byen – og erkendt at en indtagelse ikke var muligt, lod danskerne
det rygte sprede, at deres konge var død – at de var meget handlingslammede og fortvivlede af samme
grund og følgelig overgav sig til høvedsmanden i London,
Den sejrstolte englænder var imødekommende overfor de der havde belejret – og forslog at de kunne
vælge en ny høvding blandt hans stormænd. Danskerne lod som var de meget optagne af dette valg,
men om natten omringede de den intetanende høvedsmand og dræbte ham.
Efterfølgende hærgede de så byen – og tog for sig af rigdommene.
LejreBogen 2011
Skjoldungerne
Frodes sidste år
Mæt af sejre, gods og guld tog Frode så tilbage til Danmark.
Flere udfordrede ham til holmgang – men selv om det havde været naturligt at bruge en stedfortræder,
stillede Frode gerne op – og nedkæmpede alle udfordrere.
Dette kunne måske skyldes, at Ulvilde havde foræret ham en kjortel som gjorde ham usårlig –
muligvis det faktum, at ham dagligt dryssede sin mad med guldstøv.
Der var dog evige intriger og anfald mod hans magt, og det var i kamp mod sin svenske svoger
Regner, at Frode fik sin bane. Ikke ved sår eller hug, men kvalt af hede i kroppen på grund af sin tunge
dragt og sine tunge våben.
Han efterlod sig sønnerne, Halvdan, Ro og Skate.
LejreBogen 2011