Interview. Mette Moestrup digter om køn, krop og sorg i sin nye, store digtsamling, »Dø, løgn, dø.« Bogen har været længe undervejs. Det både begyndte og sluttede med en ulykke. Med kroppen som vidne Foto: Søren Bidstrup Af Søren Kassebeer // [email protected] M ette Moestrup så noget forfærdeligt. Det var i juni 2007. En kvinde faldt ud af et vindue, lige over for hendes lejlighed på Vesterbro i København. Hun døde samme aften på Hvidovre Hospital. »Bagefter skrev jeg på en anden måde,« fortæller Mette Moestrup. »Oplevelsen udløste en vrede og en sorg og en lede ved sprogets magtesløshed. Jeg begyndte også at få flashbacks, og det er en almindelig chokreaktion, fik jeg at vide af Røde Kors. De fleste, der har været vidne til voldsomme ulykker, får det. Men de her flashbacks påvirkede mig meget som skrivende menneske. De blev et vendepunkt i forhold til at skrive billeder. Oplevelsen kvalificerede mig til at begynde på en ny slags digte. Men det var en ret voldsom måde, det skete på. Det at være vidne til og skrive om en andens lidelse, det handler jo også om noget dybt etisk.« På fredag udkommer Mette Moestrups nye, store digtsamling, »Dø, løgn, dø«. Det var den, hun begyndte på efter ulykken, som også er med. Bogen er grum og nogle gange meget morsom. Som den 42-årige digter ofte er det. Den er som flere bøger i én. Den tog lang tid at afslutte. Der skulle en helt særlig hændelse til. »I juni sidste år var jeg så selv ude for en bilulykke. Jeg endte, ligesom kvinden overfor, med at ligge på et spineboard med en nakkeskinne på og kigge op i den blå junihimmel. Det var der, jeg stoppede med at skrive på »Dø, løgn, dø«, det var først der. Og det lyder måske fuldstændig psykobørge, men jeg tror, det skyldtes, at med ét vidnede jeg med kroppen i stedet for med ordene. På den måde hænger det at skrive og det at leve sammen. Men man kan først se det tilbageskuende.« Hvad betyder det overhovedet at vælge et liv som digter? »Jeg lever jo ikke på samme måde som de af mine jævnaldrende venner, der har tre børn og sommerhus og bil. Jeg har ikke engang taget kørekort. Jeg har ligesom erkendt, at man ikke kan få det hele. Men jeg kan leve som digter, og det er lige så usikkert, som det er frit. Jeg har så helt utroligt forskellige dage. Lige for tiden laver jeg radio hver aften på Radio 24syv, men jeg rejser også meget. Jeg har et barn, som jeg deler med faderen, og det kræver planlægning, og at man kan samarbejde, så jeg er ret taknemmelig for min eksmands fleksibilitet. Jeg er sammenlagt væk en tredjedel af året, meget i Norge og Sverige. Jeg besøger også meget gerne provinsen, hvor jeg selv kommer fra. Jeg kan stadig huske, dengang Dan Turèll optrådte på mit gymnasium. Det betød meget for mig, at han havde gidet tage helt op til Hjørring!« Hvordan har du det selv med at møde dit publikum? »Nogle gange kan der være pinagtigt få tilhørere. Andre gange kan det være et super sus, der bekræfter én i, at litteratur ikke kun foregår i er en lille lukket rum, hvor alle kender hinanden. Jeg elsker fællesskaber, og det klinger måske hippieagtigt. Men der er stadig behov for fællesskaber, der ikke handler om penge. For der er vildt meget i forbrugersamfundet, der drives af kapital,og det gør poesi altså ikke.« MØDERNE i fællesskabet handler nogle gange også om at mødes på andre måder. Under navnet She’s a show mødes Mette Moestrup med den eksperimenterende musiker Miriam Karpantschofs lydunivers. Mottoet er: AGGRESSION AND FUN. Det må også gerne være sært, skært og skævt, siger de. Mette Moestrup har selv gået på musiklinjen i gymnasiet, og i »Dø, løgn, dø« er der tekster om at opgive klaveret til fordel for skrivemaskinen, og musikken er en konstant inspiration. Man mærker det i hendes lydlige arbejde med ordene. Men hun læser også meget og har bl.a. været optaget af teori om etik. I sine nye digte tematiserer hun ikke bare køn, men raser også mod racisme og hudfletter hvidhed. Men kræver det forhåndsviden at værdsætte hendes poesi? »»Nej, det håber jeg sgu ikke,« siger hun og smiler. »Mine digte er digte, jeg er ikke filosof. Man behøver ikke at være nørd som jeg selv for at læse dem. Og den her bog har en rummelighed, den undersøger nye tankeformer, men der er også knald på sanser og følelser.« »MIN KITTEL er for kort, og det er noget lort,« står der i »arbejdersangen« af samme navn, et sted i »Dø, løgn, dø.« Til sidst digter Mette Moestrup om tusinder af kvinder, der former en kolossal, sort trekant – og ler og ler og ler. Vil hun medgive, at hendes poesi rummer noget, som kun en kvinde kunne have skrevet? »Der er referencer til kvindekroppen i mine digte, ja, men nogle gange bliver min skrift også kaldt maskulin og, hallo, kvindekroppen er en menneskekrop! Der står jo forresten kvinder m/k i det sidste digt, mænd må hjertens gerne være med. Når du ser på min bog, som den ligger der, så er den løsrevet fra min afsenderkrop. Og den handler meget om, at vi har huden til fælles, uanset hudfarve og køn. På engelsk skelner man mellem »sex«, det biologiske køn, og »gender«, det kulturelle køn, men herhjemme skal vi altid begynde med Adam og Eva, fordi vi kun har dette ene ord: Køn. Der findes seksuelle forskelle og biologiske forskelle, selvfølgelig, men der findes også kulturelle forskelle. Vi bliver ikke født med lyserødt tøj på. Det, man har mellem benene, behøver ikke betyde, at man har specielt lyst til at støvsuge. Jeg har ikke.« B SEKTION 3 . LØRDAG 21. APRIL 2012 . FRI . BERLINGSKE . 09