Læsninger i romersk litteratur – en foredragsrække Torsdag d. 15. september 2016 Erik Kristensen om Catul og Martial Den romerske digter Catul er på det nærmeste en klassiker i forbindelse med undervisningen i latin i gymnasiet og Martial læses også ganske flittigt i den sammenhæng. I faget oldtidskundskab læses de mindre flittigt, selvom op til halvdelen af stoffet i faget kan være romersk. Dette foredrag/oplæg vil give en introduktion til forfatterne, en læsning af udvalgte digte (primært i dansk oversættelse) og give et bud på, hvad forfatterne kan bruges til fagligt-tematisk. Torsdag d. 13. oktober 2016 Ole Thomsen: “De romerske digtere om kærlighed” Kærlighed som sygdom, vanvid og fængsel. Og kærlighed som det eneste befriende. Begge sider fremstilles af de romerske digtere med så stor kraft, at Europa aldrig har glemt det. Jeg vil bede deltagerne om at have læst Vergils 2. ekloge ”Den håbløst forelskede hyrde”, Properts’ elegi 4.8 ”Nattesjov i digterhjemmet” og Juvenals 9. satire ”En gigolos mareridt” (alle tre findes de oversat og kommenteret i min bog Veje til Rom). Disse tre har jeg udvalgt, fordi jeg vil mene, at de er gode at læse i skolen (men det er der også mange andre romerske erotiske digte, der er). Nøglebegreber: morbus amoris (læs stykket fra Lukrets’ 4. sang!), love & money (komedie, satire), servitium amoris, den tilbedte som domina, militat omnis amans, kærlighedskrige, amor versus arma, rus som modpol til krig, otium som en erotisk-musisk- irenisk- ludisk livsform (Catul, elegikerne), idyl, utopi, simple living (bukolikken), AMOR UNIUS (divinus ille Veronensis). Vel mødt! Torsdag d. 10. november 2016 Hans Gregersen og Lasse Pedersen om Seneca Når man læser Seneca, kan man glemme tidsforskellen. Modsætningerne gammelt/nyt, klassisk/moderne eller antik/aktuel fordufter, og man møder en samtalepartner. Foredraget vil kredse om det gode liv, om at leve med sig selv og de andre, om balancen mellem integration og integritet. Det er Seneca og den stoiske livsfilosofi, der interesserer, mindfulness, otium og ansvar, frihed og afhængighed. Senecas indtrængende psykologiske touch og den på samme tid rationelle håndtering af det moderne livs dilemmaer anbefaler ham til læsning i gymnasiet. Vi skal se eksempler, særligt fra brevene til Lucilius, på både slående aktuel og forbavsende fremmed livshjælp. Torsdag d. 8. december 2016 Simon Laursen: “Ovid – midt i en forvandling” Ovids forfatterskab starter med små tekster om unge menneskers kærlighedsliv. Men hans plads i verdenslitteraturen skyldes hans Metamorfoser, og de skal være i fokus den 8. december - og med lidt held kan vi også fange hans fortælling om Proserpinas rov (Met. 5,250-678), som han også behandlede i en anden tekst, Fasti (4,417-620). Der er grund til at tænke over, hvordan de to versioner forholder sig til hinanden - og til den homeriske hymne til Demeter. Og vi må vel også rundt om, hvorfor Ovid endte sine dage i eksil ved Sortehavet og klagede sin bitre nød i lange, lange digte. Alle teksterne er oversat, de fleste af Otto Steen Drue.
© Copyright 2024