1. No category

Johannes’ Evangelium
Lina Haahr Andersen
- om allusioner i to digte af Johannes V. Jensen
Sommereksamen 2009
Indledning
”Lovet være Verdens Lys i min Tanke(..)Af Gnist under Asken genopstaar Ilden. Evig bedaarer mig
Dagens Under.” Sådan skriver Johannes V. Jensen1 i første strofe i digtet ”Takkesprog” fra 19222. I
sit korte hyldestdigt tager Jensen her adskillige kristne vendinger og metaforer i brug som sit
takkesprog til naturen. Denne tendens er gennemgående i Jensens forfatterskab3 og har siden første
bekendtskab med hans værker vakt min interesse. Der synes at være en spænding i hans forhold til
det religiøse, som kommer til udtryk ikke mindst i forholdet mellem sprogbrug og tematik. At hans
forhold til kristendommen var problematisk, fortæller biografierne, men alligevel benytter han sig
ofte af dens termer. Der er ingen tvivl om, at Jensen har en pointe med at gøre, som han gør, og har
et budskab at formidle, men hvilket?
Fokus for følgende opgave vil være, hvordan Jensen
bruger kristne metaforer og allusioner i to digte og en efterfølgende diskussion af hans
livsanskuelse. De udvalgte digte er ”Det røde Træ4” fra digtsamlingen Digte 1906 og ”Naturens
Afsked5” fra Aarets Højtider, digt- og kroniksamlingen, der udkom i 1925. To analyseobjekter er
selvfølgelig langt fra repræsentative, men giver til gengæld mulighed for at foretage en nærlæsning.
Yderligere er tanken med at vælge to digte med næsten tyve år imellem sig at finde forbindelser og
forskelle ved en sammenligning.
Det røde Træ (1906)
Samlingen ”Digte 1906” udkom den 14. november på Adam Oehlenschlägers fødselsdag og
indeholder 19 digte. Tilblivelsen for de fleste af digtene menes at være sket på Jensens jordomrejse i
foråret 1902, hvor han blandt andet besøgte Singapore6. ”Sådan noget arbejder jo i erindringen”7,
mente Jensen.
Men i 1906 var digtene klar til tryk, og betød ifølge Leif Nedergaard: ”Det
moderne prosadigts gennembrud i dansk litteratur.”8 Flere af digtene er skrevet i en
eksperimenterende form og behandler moderne problemstillinger, som for eksempel jegets splittede
stemninger i det 20. århundrede. Blandt samlingens mere kendte digte tæller ”Interferens” og ”På
Memphis Station”, men ”Det røde Træ” står bestemt ikke tilbage for disse.
1 Herefter Jensen
2 Af ”Cimbrernes Tog”, 1922
3 Der strækker sig fra perioden 1894 -1950
4 Se bilag 1
5 Se bilag 2
6 Nedergaard 1993, s. 220
7 Harrits 2000, s. 87
8 Nedergaard 1993, s. 318
1
Johannes’ Evangelium
Lina Haahr Andersen
- om allusioner i to digte af Johannes V. Jensen
Sommereksamen 2009
”Nu mødes Høst og Foraar / ved Lynlys og under blændende Regn/ i Singapores rødtblomstrende
haver”. På forunderlig vis smeltes årstider, naturfænomener og elementer sammen og bliver en
åbenbaring for digterjeget ved synet af et blomstrende træ i Singapore. I ”Det røde Træ” mødes
paradokserne, og tiden står stille i et ”nu”, der på en gang er i tid og udenfor for tid, tidsbundet og
evigt. Fokus for følgende læsning vil være de forskellige modsætninger, der opstår i digtet med
særligt henblik på troper og allusioner. Hvad er det for en åbenbaring, der møder digterjeget i ”Det
røde Træ”, og hvilken erkendelse ligger bag?
Titlen ”Det røde Træ” kan forstås på flere måder. På den ene side forestiller man sig et konkret træ
med røde blade eller blomster. Omvendt er titlen mere abstrakt og kan forstås billedligt, nemlig at
træet ”gøres rødt” af noget udefrakommende, som for eksempel solen, lynet eller noget helt tredje.
Digtets ni strofer er skrevet i frie vers af forskellig længde, der rummer både
bogstavs- og vokalrim. Allitterationer ses i strofe 2, hvor ”Solen staar op i et Skybrud”, og” Lynet
springer”, og i strofe 3 og 69. I strofe 2 er der assonans med vokalrim i næsten alle endelser:
Skybrud, Gry, Lyn, Kraft, Stave af Vand, Glasting i luften. Typografisk er det værd at bemærke at
strofe 8 indeholder fem udråbstegn foruden interjektionerne Ho! og Thalatta!, og strofe 9 to
spørgsmålstegn.
Handlingsforløbet udspiller sig umiddelbart over et kortvarigt
naturscenarie i Singapores haver i overgangen fra nat til daggry. Det regner og solen står op, mens
et lyn slår ned og oplyser et træ, der bliver genstand for digterjegets opmærksomhed. Dette
underbygges af tempus, der i strofe 5, 6 og 7 ekspliciteres med ordet ”nu”. Samtidig leges der med
tidsbegrebet, som jeg vil vende tilbage til senere. Digterjeget er i de første syv strofer en
observatør, der iagttager begivenhederne omkring træet. Men i strofe 8 træder jeget frem og gør
opmærksom på sig selv, og taler efterfølgende direkte til læseren i sidste strofe. To aktører, der er
med fra sidelinjen er de to hærførere, Kyros den Yngre og Napoleon den 1., der refereres til i strofe
8 som henholdsvis taber og vinder af to historiske slag. Digtets mest aktive aktør er dog naturen.
Verberne i strofe 1 -7 viser, hvordan naturen blandt andet syder, fraader, springer, staar stille,
udbreder, sekunderer, øges, suser, mødes, drypper, løfter osv. Denne påstand underbygges også af
troperne, som vil blive belyst i det følgende.
Modsætninger mødes
Naturen besjæles nemlig, som de aktive verber peger på. Yderligere sættes der nogle interessante
billeder og figurer i spil, som åbner op for de komplekse betydningslag i digtet. Ved digtets
begyndelse sammenlignes tropenatten med en sydende kedel, ”der fraader over mod Morgen”. En
sydende kedel sat i forbindelse med tropenatten leder tankerne hen på et auditivt aspekt, lyden af
græshopper og cikader, der synger, og den høje temperatur under de sydlige himmelstrøg. Samtidig
bruges billedet til at beskrive, hvordan natten hælder over mod morgen. Med dette billede skydes
digtet i gang, og billedsproget får herefter frit løb. Et gennemgående tema er de to metaforklynger,
der knytter sig til vand og ild i de syv første strofer. Et sted midt imellem disse to bliver træet en
åbenbaring for digterjeget.
Vand og ild mødes som paradokser, og igennem denne
bevægelse skabes der noget nyt. I første strofe lyder det: ”Regn, Regn fra Zenith”, hvilket er en
9 Strofe 3, vers 5, strofe 6, vers 4, 5 og 6.
2
Johannes’ Evangelium
Lina Haahr Andersen
- om allusioner i to digte af Johannes V. Jensen
Sommereksamen 2009
bemærkelsesværdig sammenstilling. Zenith bruges oftest til at beskrive det punkt på himlen over
ækvator, hvor solen står højest og er varmest. Her kommer regnen derimod fra zenith, og ikke
solen, som forventet. Det samme billede genskrives og uddybes i strofe 2 som et slags
betydningsenjambement, ved at ”Solen staar op i et Skybrud”. Ud af det besjælede daggry springer
så lynet, mens øjeblikket fastholdes af regndråber, der ”staar stille som Glasting i Luften”.
Som lynets bevægelse, oppe fra og ned, samles regn og sol og lige netop dér fremkommer
træet. Dækket af regnens gitre udbreder træet sin ildrøde kæmpekrone og bliver i en eksplosion af
lyd, lys og farver en åbenbaring for jeget. Den omvendte bevægelse sker imidlertid i strofe 3’s to
sidste linjer. Scenariet sammenlignes nemlig her med ”en hed Eruption af Blod fra Jordens
Hjærte”. Eruption er, når jordplader mødes og skaber vulkaner, der går i udbrud, en proces, der
tager flere millioner af år. Her sker det på et splitsekund, samtidig med lynet. Den røde lava bliver
her sammenlignet med jordens hjerteblod.
Efter braget bliver der stille i strofe 4, og herefter udfolder det største paradoks sig i et oxymoron af
dimensioner: ”Nu mødes Høst og Foraar/ ved Lynlys og under blændende Regn”. De uforenelige
modsætninger, høst og forår, mødes i træet, der blomster og bærer frugt på samme tid.
Efter at det ikke-mulige er blevet muligt, ser jeget nu træet ligefor, og i strofe 6 beskrives det
forunderlige syn. Ild og vand mødes, idet træet både drypper og flammer af blomster, og regnen
bliver levende og stryger ”med Varme Vandhænder” og fejer de visne blade bort, så knopperne kan
springe ud. Som regnen er også træet levende med knopperne, der ”aabner deres Øjne”, mens
kronen nu både drypper, flammer og ryger af væde. Træet står fast med roden i jordens hjerte, men
løfter sig i strofe 7 mod himlen som fugl Fønix, den flammende fugl, der dør, men rejser sig fra
asken igen og igen. Blomsterpragten sammenlignes igen med ilden, som ”et udødeligt Baal/
hvorfra der sner Aske”.
De sidste to strofer skifter tonen, og billederne
skifter karakter. Regnen har nu en syndflodstone, og jeget står frem og hører et ”Ridt af Tiderne”
med heste, pauker, trommer og pile, der suser. Endelig er der ikke anden lyd tilbage end et kvak fra
hans tungsindige Sumphjærte og spørgsmålet: ”Hvem har snydt mig for min lynende Skæbne”?
Hvem er det, der har snydt jeget, og hvordan skal naturåbenbaringen
forstås? En masse ting er nu sat i spil, og vi skal se nærmere på digtets forhold til tid, og de vigtigste
allusioner.
En ildrød åbenbaring
Som nævnt leges der med tiden i digtet, idet der er tale om en ”nu og her”-hændelse, samtidig med,
at der underløbende skabes forbindelse til en mytisk, evig tid. Dette fornemmes særligt i strofe 3 og
6, hvor der refereres til jordens indre og eruption af lava, og visionen af træet, der springer ud og
løfter sig for øjnene af jeget. Høst og forår, årstidernes gang finder sted i løbet af sekunder, tiden
står stille, og bevæger sig på en og samme tid. Åbenbaringen bliver derfor mytisk, evig og udenfor
tiden. I de sidste to strofer kommer verdenshistorien på banen, og der skabes igen et
modsætningsforhold til digtets ”nu”.
”Det røde Træ” er spækket med
intertekstuelle referencer og allusioner, og et kig på dem kan være med til at åbne op for flere
tekstlag. I strofe 3 beskrives træet som en åbenbaring i morgenrøden. Begge ord har bibelske
konnotationer. I salme 139, vers 9, står der: ”Låner jeg morgenrødens vinger og slår mig ned, hvor
3
Johannes’ Evangelium
Lina Haahr Andersen
- om allusioner i to digte af Johannes V. Jensen
Sommereksamen 2009
havet ender, så leder din hånd mig også der.10” Morgenrøden bruges flere steder i Bibelen til at
symbolisere Kristi genkomst, der er lige så sikkert, som at solen står op, og skaber lys og vækst
over jorden.11 Hos Hoseas sammenlignes Messias’ komme med morgenrøden og som forårsregnen,
der skal kvæge jorden, hvilket passer godt til scenariet i strofe 3.12 Ordet åbenbaring bruges oftest i
forbindelse med en religiøs oplevelse, hvor en gud meddeler sig direkte igennem et syn, for
eksempel kendt fra Johannes’ Åbenbaring13 i biblen. I strofen før nævnes lynet, der springer af en
uhyre lysbringende kraft. Spørgsmålet er nu, hvem eller hvad det er (eller ikke er), der åbenbarer sig
for jeget.
Digtets omdrejningspunkt, træets betydninger, peger ligeledes i flere
retninger. I strofe 6 står træet flammende af blomster, som Moses’ syn på Horebs bjerg, hvor Gud
åbenbarer sig for ham i en brændende tornebusk14. Busken er i brand, men bliver ikke fortæret af
ilden, og da Moses nærmer sig, taler Gud til ham inde fra busken og fortæller, hvem han er. Som
træet står tornebusken i et udødeligt bål.
Det blomstrende træ, der også er drægtigt (strofe 8),
altså bærer frugt, leder også tankerne hen på Kundskabens træ i Edens have, der ifølge
kristendommen fik afgørende betydning for menneskeheden15. I forlængelse heraf udvides Fønixfuglens betydning med en forbindelse til H.C. Andersens version af sagnet. Han fortæller nemlig, at
fuglen oprindeligt boede under Kundskabens træ, men at dens rede blev sat i brand af englen med
flammesværdet, der skulle jage Adam og Eva ud af Paradiset16.
Den sidste gammeltestamentlige reference, der her skal nævnes, er ”Regnens
drukne Syndflodstone” i strofe 8. Denne allusion passer godt sammen med billederne fra de
tidligere strofer, hvor sol og regn mødes. Hvor der burde dannes en regnbue17, står i stedet det røde
træ. Syndflodsreferencen18, hvor Gud lod en vandflod udslette det meste af menneskeheden,
kommer så alligevel i næstsidste strofe, sammen med hestevrinsken, pile og soldaterhære. Et
undergangstema er begyndt.
10 Se også Jensens ”Buris Holm”, hvor disse vers bruges til at sige, at gud ikke er der.
11 Esajas kap. 58, vers 8, Joels bog, kap. 2, vers 2.
12 Hoseas kap. 6, vers 3.
13 Dette kunne referere til en anden Johannes’ åbenbaring, nemlig Jensens
14 2. Mos. kap. 3
15 1. Mos. kap 3
16 Eventyr og historier, bd. 5, H.C. Andersen, Sesam 1988
17 Regnbuen er en velkendt figur hos Jensen, og bruges fx i ”Hverdagene” (Digte 1906)
18 1. Mos. kap. 6
4
Johannes’ Evangelium
Lina Haahr Andersen
- om allusioner i to digte af Johannes V. Jensen
Sommereksamen 2009
Et kvak fra sumpen
Med interjektionen ”Ho!” skifter tonen som antydet karakter i de to sidste strofer, og bliver her
distanceret og ironisk. Jeget træder frem, og scenen skifter fra naturrummet til et historisk rum med
referencer til to store slag, der har fundet sted. Udråbet ”Thalatta” er græsk og betyder ”havet”, og
er en hentydning til slaget år 401 før kristus, hvor Kyros den Yngre ledte 10.000 mænd i kamp mod
det persiske rige og tabte. Da hans mænd når frem til Sortehavet, lyder glædesråbet ”Thalatta!
Thalatta!19” Austerlitz var stedet, hvor Napoleon den 1. vandt det såkaldte Trekejserslag i 1805,
hvilket siden er anset som en af hans mest brillante sejre. Ligeledes lyder paukerne i linje 4, som i
Det Gamle Testamente ofte bruges til at proklamere sejr20.
Mange ting bliver bragt i spil med disse to krigsherrer, der begge må siges at have haft en
lynende skæbne. Napoleon er sejrsherren, men Kyros taber slaget og dør i 401. Ligesom Cæsar kom
han, og så – men døde så, som der står i strofe 9.
Samtidig samles
der op på ild og vand-billedet, der har været brugt digtet igennem udråbet: ”Thalatta! Solen ved
Austerliz!”. Her mødes nemlig sol og hav, den største ildmasse og vandmasse i universet i en linje.
Men det, der til slut står tilbage efter elementernes sammenstød, er i sidste strofe jegets tungsindige
sumphjerte, altså jord og vand. Dette kan betyde, at ilden, der satte træet i brand, og den
lysbringende kraft, der gjorde træet rødt, altså ingen magt havde i sidste ende.
I
digtets første syv strofer viser verden sig som en åbenbaring i træet, der løfter sig sejrrigt som Fugl
Fønix, der også er et symbol på poesien ifølge H.C. Andersens sagn. Men i strofe 8 standses
billedstrømmen, åbenbaringen rinder ud, verden rykker frem og dør, og jeget efterlades alene med
sit ”ru Kvak”. Den virkelige verden træder i kraft, og i stedet for en hed eruption, som man kunne
ønske sig, er der kun sumphjertet tilbage.
I forholdet
mellem digt og virkelighedens verden kan man sige, at en åbenbaring af denne slags kun kan lade
sig gøre i digtet, på det sproglige plan. Ikke engang her lykkes åbenbaringen, da den i de to sidste
strofer bliver punkteret.
Et kunstnerisk crescendo
Digterjeget beskriver i de første 7 strofer en åbenbaring, hvor flere religiøse allusioner kommer i
spil. Samtidig tager han på sin vis afstand til dette i de sidste to strofer, hvor der skabes en ironisk
distance, da tonen skifter og scenariet bliver et andet. Men hvad er digterjegets åbenbaring? En
sidste intertekstuel reference kan være med til at belyse dette.
Schack von Staffeldt21 har i 1804 skrevet digtet ”Ved et Æbletræ”, der bærer undertitlen:
”som i Sept. 1804 paa engang bar Frugter og Blomster.”22 Dette digt beskriver som ”Det røde
Træ”, et syn, der centreres omkring et træ. Ligheden er især slående i verslinje 6-8: ”Seer jeg den
spæde Blomst slynget om modnende Frugt(..)Tvende Aarstider nu samler i samme Moment”. Høst
19 Nedskrevet af den græske soldaterhistorieskriver Xenophon i værket ”Anabasis”.
20 2. Mos. kap. 15
21 Herefter Staffeldt
22 Samlede digte 1- 3, C.A. Reitzel, KBH 2001
5
Johannes’ Evangelium
Lina Haahr Andersen
- om allusioner i to digte af Johannes V. Jensen
Sommereksamen 2009
og forår mødes altså ligeledes i dette træ, og bliver en åbenbaring for jeget, der bliver til i det nu,
han ser det. I samme nu løftes det konkrete plan, og billedet og digtet hæves ud over tiden.
Men det er to vidt forskellige erkendelsesmæssige livsanskuelser, der
kommer til udtryk i de to digte. Hvor det for Staffeldt er ånden, der skænker ham dette syn23, er det
anderledes for Jensen. Selvom han bruger bibelske allusioner til at beskrive synet, er det i sidste
ende digteren selv, der fremskriver det. Men selv denne proces er en kamp, og til slut føler hans
digterjeg sig snydt.
Hvor Staffeldt som en af de første skriver sig ind i
organismetænkning og lyrisk panteisme, skriver Jensen næsten hundrede år senere. Men selvom de
begge leger med det samme billede og det samme erkendelsesmæssige mulighedsfelt, er resultatet
lysår fra hinanden. Hvad der for Staffeldt er panteisme, bliver for Jensen en form for ateistisk
anfægtelse. Han skriver sig op imod dette digt og dets betydningsmuligheder, men bruger det til at
tage afstand fra det.
Med ”Det røde Træ” prøver Jensen at skrive det nye,
modernistiske digt (anno 1906), der anerkender det eviges manifestation i verden, men kun i
kunsten. Jensen viser, at det er muligt at skrive sig op af evigheden med et langt crescendo, hvor
han digtet igennem stiger i styrke og slutter med et vældigt klimaks i strofe 8 med trommer, lurtoner
og pauker, der kulminerer i råbet ”Thalatta!” Han imiterer så at sige fremskrivningen af det
guddommelige moment udenfor tiden, men i sidste strofe punkterer han sit eget klimaks rent
erkendelsesmæssigt, ved at lade alverden rykke frem og dø. Så selvom det er muligt at fremskrive
en religiøs åbenbaring er erkendelsen af det eviges mulighed straks sværere, og jeget i dette digt
føler sig eksistentielt snydt for sin skæbne og sidder tilbage med et tungsindigt sumphjerte.
Som nævnt er betydningerne i ”Det røde Træ” mange, og som troperne, er de modsætningsfyldte.
Digterjegets åbenbaring er på den ene side religiøst ladet med sin brug af kristne metaforer og
allusioner. Det evige, religiøse perspektiv på tilværelsen kan han altså ikke komme uden om i
beskrivelsen af sin åbenbaring. Samtidig ender jeget et andet sted, nemlig alene med sin skuffelse
og et sumphjerte, og uden åbenbaring.
Naturens Afsked (1925)
I løbet af 1925 skrev Jensen en række artikler til bladet ”Social-Demokraten”, der sammen med otte
digte blev til samlingen ”Aarets Højtider”24. Her gennemgår Jensen årets gang, og reflekterer
undervejs over højtiderne. I denne digt- og kroniksamlingen sættes der: ”gyldige alternativer op til
den forlorne kristendom”, skriver Lars Handesten25, hvilket Jensen gør ved at skrive en art verdslig
ritualbog. Idéen var, skride til handling nu og skabe en folkelig, fælles institution, nu hvor kirken
havde spillet fallit, og når man læser samlingen er det klart, at Jensen har et budskab til folket.
”Opgaven bliver at forsyne Højtiderne Aaret rundt med nye Tekster, nye Sange, som forløser
Menneskets naturlige Andagt, uden at smykke sig med Perspektiver eller Løfter der ikke for en
23 Vers 31
24 Nedergaard 1993, s. 470
25 Handesten 2000, s. 318 (herefter Handesten)
6
Johannes’ Evangelium
Lina Haahr Andersen
- om allusioner i to digte af Johannes V. Jensen
Sommereksamen 2009
Nutidsforstand kan forsvares,26”skriver Jensen. Handesten mener dog ikke, at dette lykkedes særlig
godt for Jensen, da de fleste af digtene, på nær ”Danmarkssangen” er gledet ud i glemslen.27
Følgende læsning vil forhåbentlig vise, at digtet, ”Naturens Afsked”, i den grad er et bekendtskab
værd.
I ”Naturens Afsked” sættes forskellige temaer i spil. En bevægelse i digtet går fra efterår til livets
forgængelighed, og en anden fra den grønne jord til himmelrummet. Tid, død og menneskets
eksistentielle livsvilkår opsummeres blandt andet i strofe 4, hvor det lyder: ”Men skønt er Nuet
naar det farer!/ Er Himlen fjern, den er dog blaa!” Hvad disse verselinjer kan betyde, og hvilke
erkendelsesmæssige vilkår, der ligger bag ”Naturens Afsked”, vil være fokus for følgende læsning.
Titlen leder tankerne hen på efterår, den tid, hvor året går på hæld, og
naturen aflægger sig sommerpragten. Dette underbygges i digtet, hvor æbletræerne bærer frugt og
nattefrosten er på vej. Samtidig har ordet ”afsked” en vemodig klang og knytter sig til det
forgængelige og døden, der også er på færde i digtet. Både tematisk og formmæssigt har dette digt
hertil flere ligheder med salmegenren, hvilket også ses i de formmæssige aspekter.
Modsat ”Det røde Træ” er formen nemlig langt mere stringent. Digtets
fem strofer er homostrofiske og sangbare, med mandlige og kvindelige stavelsesrim fordelt i
rimstrukturen aBBaaB. Allitterationerne er at finde i samtlige strofer og optræder parvis, som i
strofe 1’s tre sidste vers: mejet Markens/gammel Graver/ Landet Le. Stilen og sproget er altså
markant anderledes end ”Det røde Træ”, og tematikken passer ved første øjekast godt til
salmebogen, som jeg vil vende tilbage til. Digtet står i præsens, dog skiftes der to steder til
præteritum, i strofe 1, hvor Sædemanden gik over landet, og i sidste strofe: Velsignet alt hvad
Jorden bød. Yderligere er der i strofe 4 en futurum, nemlig at ”din Aske, skal forgå” og tre hele
imperativer i strofe 2 og 5. Der ses i digtet tre tankestreger, to spørgsmålstegn, syv udråbstegn og en
enkelt parentes. Dette er et tegn på, at teksten ønsker at kommunikere med sin læser og fange
dennes opmærksomhed.
I et afskedslys
”Naturens Afsked” handler om efterår, høsttid og frugter. På det konkrete plan beskrives en
almindelig efterårsaften ude på landet, hvor tidsforløbet muligvis foregår fra solnedgang og til
nattefrosten kommer snigende i sidste strofe. Men der sker en udvidelse af perspektivet i digtet, der
går fra det enkelte modne strå til naturens altomfattende, vældige kræfter. Fra bonden på marken
skifter scenariet til himmelrummet, og dernæst tilbage til naturens orden; at mennesket skal dø (så
pludseligt som den snigende frost).
Hvor stedsangivelsen i ”Det røde Træ” var Singapore,
er vi her kommet hjem til Danmark, i bondens haver. Men fra dette landlige rum udvides
perspektivet til at omfatte hele jorden, ja endda selve himmelrummet i strofe 3 og 4. Hvad der
begyndte som en beskrivelse af efterår på landet, ender altså i langt tyndere luftlag, nemlig i
overvejelser omkring kosmos, liv og død.
Digtet har intet eksplicit jeg, men
henvender sig i strofe 3 og 4 direkte til et ”du”, der kan ses som et kollektivt du, som vi også kender
26 Aarets Højtider 1925, s. 81
27 Handesten 2000, s. 321
7
Johannes’ Evangelium
Lina Haahr Andersen
- om allusioner i to digte af Johannes V. Jensen
Sommereksamen 2009
det fra salmegenren. Digtet ønsker at kommunikere et altomfavnende budskab ud til folket.
Yderligere er aktørerne bonden, den gamle sædemand og graver, naturen, der navngives:” Den
rundelige Alt-Ernærer ”og døden, der tiltales i sidste strofe.
Et kig på verberne er med
til at illustrere tonen og bevægelsen i digtet. I de første to strofer er verberne knyttet til naturen der:
blusser, smykker, blomstrer, bærer, lærer. Herefter skifter stemningen med en sfære, der svæver og
mennesket, der bæver, og i de sidste to strofer bliver det mere dystert med verberne: ender, forgår,
farer, sniger og går under.
Troperne placerer sig ligeledes omkring naturen og himmelrummet. Ved digtets begyndelse kastes
et ”Afskedslys” ind over bondens haver. Umiddelbart forestiller man sig solens sidste stråler, der
skinner på æblet og får det til at blusse. Med ordet ”afsked” sættes rammen for digtet, og det bliver
hurtigt klart, at det ikke er dagen, men noget større, der her skal tages afsked med. Samtidig stilles
denne afsked overfor nuet i første strofe, ved at æblet blusser nu, i afskedslyset. Denne modstilling
mellem ”afsked og nu” kan følges gennem hele digtet.
I strofe 1 indskydes en parentesen med billedet ”(Men hvor er Vaarens Blomstersne?)”. At
dette spørgsmål stilles her virker lidt besynderligt, da det må ses som selvfølgeligt at
blomstringstiden er forbi, eftersom æblet hænger på træet. Det kunne ses som en konstatering af, at
tiden går og at efterårets komme er pludseligt, eller en modstilling til det, der skal komme –
vinteren, der ikke har blomster, men bare frost og sne. At sætningen stiller sig op i mod resten af
strofen, underbygges af det indledende ”Men”. Det handler ikke om forår her, men noget andet.
Modsat ”Det røde Træ” kan dette træ ikke blomstre og bære frugt på samme tid.
Næste komplekse sætning er strofens to sidste verselinjer, der står i præsens,
og beskriver den gamle sædemand og graver, der går over landet med sin le. Det er her svært, ikke
at få associationer til døden, som dette kunne ses som en personificering af. Dog rummer billedet
mere, da det er både sædemanden og graveren, der er på færde. Sædemanden er én, der sår og
skaber nyt, og graveren er én, der lægger de døde i jorden, altså repræsenterer disse to i en forstand
både liv og død, der er parallelle spor gennem digtet, skrevet i nutid. Samtidig påpeger det
possessive pronomen”sin”, at sædemand og graver er en og samme person, og altså rummer både
liv og død i sig, som to sider af samme sag.
Som ”den rundelige Alt-Ernærer” beskrives
naturen i strofe 2, et billede der giver religiøse konnotationer i flere retninger. I et kristent øjemed
ville han, som opretholder liv og velsigner jorden, være Gud. I tredje verselinje bedes naturen da
også om at velsigne jorden. Men her kunne det ligeså godt være en reference til Brahman, den
hinduistiske betegnelse for det absolutte, evige princip, hvorfra alt udgår og alt vender tilbage. Hele
universet ses omfattet af en guddommelig kraft, der gennemsyrer tid, energi, rum og væren – og
natur og mennesker. I strofe 3 knyttes der da også an til universet som: ”En Sfære som i Rummet
svæver”, som menneskelivet er knyttet til. Naturen har altså kosmologiske egenskaber, men også
mere end det, som jeg vil vende tilbage til.
I strofe 2 besjæles
selve året, idet det flygter, blomstrer og bærer, og herigennem bliver det pointeret, at året er cyklisk
(og rummer forskellige årstider, der kan blomstre og bære) og tiden går. De sidste troper, der skal
fremhæves, er fra de sidste to, mere komplekse strofer. I strofe 4 og 5 nævnes jordens skarer og
grønne riger, der kan referere til mennesker (og dyr) og naturen. I strofe 5 kommer nattefrosten
snigende sammen med søvnigheden, der føles sød. Men sengekantsscenariet bliver mere dramatisk i
8
Johannes’ Evangelium
Lina Haahr Andersen
- om allusioner i to digte af Johannes V. Jensen
Sommereksamen 2009
digtets sidste verselinjer, hvor den stille død, mørket og jordens undergang bydes velkommen.
Grammatisk og indholdsmæssigt rummer især strofe 4 ekstremt gådefulde og paradoksale
modstillinger, som jeg vil vende tilbage til senere.
Til jord skal du blive
Men før der kan åbnes op for digtets videre betydningslag , skal de vigtigste allusioner udpeges.
Som nævnt har dette digt flere ligheder med salmegenren, og det underbygges i første strofe, i
verselinjen: Trindt ligger mejet Markens Gaver, hvor der refereres til visen ”Marken er mejet28” og
høstsalmen ”Nu falmer skoven trindt om land29”. Udover at spille op ad salmegenren er disse
referencer med til at understrege årstiden, høsttid, og knytter ydereligere an til den landlige idyl, der
forekommer i digtets begyndelse. Sædemandsbilledet, der har været omtalt, kan også ses som en
kommentar til Jesu lignelse om Sædemanden fra Matthæusevangeliet30. Jesus bruger en
sædemand,der sår, til at illustrere, hvor svært det kan være at modtage Guds ord og forstå det. I
digtet bruges sædemanden her til at illustrere liv og høst.
I strofe 2 nævnes det modne strå på marken, der lærer: ”at grønnes og at visne
smukt”. Billedet af det modne strå, der må grønnes og visne, kan alluderes til en analogi fra bibelen,
hvor menneskelivet sammenlignes med græsset, der skal blomstre, men:” når vinden blæser hen
over det, er det der ikke mere”. 31 Mennesket skal dø, ligesom det modne strå, livet på jorden er
kort.
Perspektivet udvides i strofe 3 til en sfære i universet, som det korte menneskeliv er
knyttet til. Pointen i denne strofe er, at naturen er autonom og underfuld, og at mennesket (uanset
dets kløgt og kunnen) aldrig vil blive i stand til at forstå den. Naturen er så at sige både
altdominerende, alternærende og alvidende, og heroverfor må mennesket bøje sig. Denne tankegang
passer godt ind i den tid, digtet er blevet til i, hvor mennesket for alvor begyndt at udforske naturen
og universet32.
I strofe 4 bliver det som nævnt mere komplekst. Ved første
øjekast giver verslinje 1 -3 problemer, da det virker som om, der er et led for meget, nemlig ordet
”med” i 3. verselinje.” I Jorden ender Jordens Skarer/ Og Jorden som du stedes paa/ med samt din
Aske, skal forgaa”. I 1. Mosebog kapitel 2 står der om, hvordan Gud formede Adam af jorden, og
her efter stedte ham på jorden. Essensen i strofe 4 er, at jorden (som mennesket er lavet af) sammen
med mennesket skal forgå. Disse linjer alluderer til det kristne begravelsesritual: ”Af Jord er du
kommet, til Jord skal du blive, og af Jord skal du igen opstå.33” Den afgørende forskel er her, at
både mennesket og jorden skal forgå. Herved elimineres al mulighed for kødets genopstandelse, og
28 Tekst: Mads Hansen, 1868
29 Tekst: N.F.S. Grundtvig, 1844
30 Matthæus kap. 13, vers 18
31 Salme 103, vers 15
32 I 1905 udkom fx Albert Einsteins Relativitetsteori, der medførte et paradigmeskift i vores måde at se verden på.
33 Den Danske Salmebog, ”Jordpåkastelse” s. 875
9
Johannes’ Evangelium
Lina Haahr Andersen
- om allusioner i to digte af Johannes V. Jensen
Sommereksamen 2009
tilbage er absolut intethed. Bekender digtet sig her til en altopslugende nihilisme?
Det er
interessant, at eftersom jorden også skal dø/ eller gå under, efterlades mennesket som tredje led i en
slags naturslovskæde. I digtet placeres naturloven sig altså som følger: (3) Mennesket, (2) Jorden/
naturen, (1) Døden/ det forgængelige. Jorden er alt-ernæreren, mennesket er under naturens lov, og
jorden er under dødens lov.
Erkendelsesmæssigt er dette en
tankevækkende kosmologisk rækkefølge, der peger i flere retninger. Det, at selve jorden skal forgå,
kan betyde, at noget højere end jorden vil forårsage dette. Omvendt kunne også betyde, at der ikke
findes noget højere, men at jorden en dag vil forsvinde med et brag (så pludseligt som den opstod) i
forlængelse af Darwins teorier. Under alle omstændigheder er det et faktum, at hele universet ligger
under for forgængelighedens lov. Intet, der er under mælkevejen, skal vare ved.
Carpe diem, memento mori
Men dernæst følger en anden interessant betragtning, nemlig den paradoksale sætningskonstruktion:
”Men skønt er Nuet naar det farer!” Det er en fornuftsstridig påstand, at nuet kan flytte sig og være
i bevægelse, alt imens det vedbliver et ”nu”. Samtidig bliver denne sætning i sig selv rent
ortografisk en mimetisk afbildning af tid. Nuet står symmetrisk i centrum, og når man som læser
har læst sætningen, må man erkende at nuet er faret forbi. Den indholdsmæssige erkendelse bliver
da også en konkret erfaring for læseren af denne sætning, og en oplevelse af, hvad nuet er.
At denne sætning kommer lige efter proklamationen om jordens undergang,
har nok også et formål. I verselinjen inden denne var vi helt ude i intetheden, men nu siges det, at
nuet findes, og at det er skønt, selvom tiden går. Herved ophæves noget af det tragiske ved
forgængeligheden, døden er nær, men nuet er her nu. Den sidste verselinje i strofe 4 sammenfatter,
at himlen er fjern, men dog blå. Heri slås det igen fast, at det handler om at nyde tiden på jorden,
den blå himmel og naturen.
Oven på disse erkendelser kan digterjeget nu slutte af
med at byde døden velkommen i sidste strofe. Som frosten og mørket kan den komme an, og jorden
med alt sin naturrigdom kan gå under. Efterræssonementet lyder: ”Velsignet alt hvad Jorden bød!”
Det er her og nu, naturen og livet skal nydes, fra det blussende æble til det modne strå på marken,
for en dag vil det ikke være mere.
Afslutningsvis skal en sidste betragtning tilføjes. H.A. Brorsons salme fra 1765, ”Her vil ties, her
vil bies34” beskriver, hvordan længslen efter forår fylder mennesket i de trange vintermåneder. I
denne tid, hvor dagene trænges, og jorden er dækket af frost og sne, er det kun håbet efter forår, der
kan holde mennesket i gang. I denne forårslængsel ligger længslen efter Kristi genkomst til jorden,
og den evige vår.
I Jensens digt er det anderledes. Her bydes naturens afsked og vinteren
velkommen, som noget uundgåeligt og ikke nødvendigvis negativt. Våren nævnes kun flygtigt i en
parentes i første strofe som noget, der ikke er til stede (eller burde være genstand for længsel af
nogen art). Finalen, der hos Brorson er det himmelske håb (bragt af en due), er her anderledes. Der
skal ikke komme nogen vår, himlen er fjern, og der findes ikke noget, der er værd at længes efter.
Til jord skal vi blive, og selv asken vil forgå. Det flygtige nu skal sanses, mens tid er, for døden er
på trapperne. ”Carpe diem, memento mori.”
34 Se bilag 3
10
Johannes’ Evangelium
Lina Haahr Andersen
- om allusioner i to digte af Johannes V. Jensen
Sommereksamen 2009
I ”Naturens Afsked” leges der med salmegenren, både formmæssigt og tematisk, og som salmen har
digtet ligeledes et budskab at formidle. Igen bruger Jensen kristne greb til at formidle dette budskab.
Modsat ”Det røde Træ”, hvor digterjeget sidder tilbage alene og snydt, stiller dette digt sig afklaret
og eksalteret overfor døden og undergangens komme: ”Ja, nærm dig gerne, stille Død!/ Gaa under,
Jordens grønne Riger! ”Til slut velsignes naturen, for alt hvad den bød, og det er det der skal nydes
i det flygtige ”nu”.
Jensens Evangelium35
”Jeg er bange det gaar mig og ”Religionen” som Snemanden i H.C. Andersens Eventyr der var
forelsket i Kakkelovnen, de kunne ikke faa hinanden.36” Udsagnet er tydeligvis ironisk og tilhører
Jensen i værket ”Introduktion til vor Tidsalder” fra 1915. Handesten tilføjer endnu et Jensen-citat
fra samme værk: ”(..) jeg bekender mig endnu til den gamle, lidt mistænkliggjorte ”Darwinisme”,
jeg tror paa en materiel Verden og ikke paa noget andet eller mere.” Denne ”anti-trosbekendelse”
illustrerer Jensens problematik. Han kan ikke befri sig fra den religiøse diskurs, og befinder sig igen
og igen lige midt i den. Netop dette har vi også set i ”Det røde Træ” og ”Naturens Afsked”.
De næste par sider skal handle om, hvilken livsanskuelse, der
kommer til udtryk i de to digte, og hvordan de forbindes og adskiller sig. Undervejs vil der også
blive refereret til andre relevante tekster, der kan være med til at belyse dette. Men først et par
tekniske betragtninger om digtenes visuelle udtryk. Hvor ”Det røde Træ” indskriver sig i den
modernistiske, mere eksperimenterende tradition med frie vers, er ”Naturens Afsked” et eksempel
på ”den klassiske Jensen”, der her med en stram form og rimstruktur viser, at han mestrer
digtekunstens ældre værktøjer.
En natur-lig åbenbaring
Tematisk forbindes digtene på flere niveauer. Begge beskæftiger de sig med liv, død og tid, dog gør
de det på meget forskellig vis. I ”Det røde Træ” mødes paradokserne med et brag, så gnisterne
flyver og jorden nærmest rokker i sin grundvold. Digerjeget leger med tidsbegreberne, billederne og
ikke mindst sproget og sin ironiske distance til sidst.
Fra det eksotiske Singapore er vi i ”Naturens Afsked” hjemme i bondens haver, og der tales
implicit til et kollektivt du. Der er umiddelbart en anderledes ro og idyl i dette digt, der bevæger sig
taktfast som året fra start til slut. Dog bliver der også spillet med musklerne i digtets to sidste
strofer, hvor der for alvor rulles op for djævlerierne. Metaforerne kredser i begge digte om naturen,
og er med til at udpege de tematikker, der er på spil.
Naturen bliver i begge digte gjort til genstand for hyldest. I ”Det røde Træ” er jegets
åbenbaring et sammenstød af naturelementer, og i ”Naturens Afsked” lovprises jorden for sin
frugtbarhed og kløgtighed. Naturen bliver en erstatning for det religiøse, eller rettere sagt får
religiøse egenskaber37, hvilket også troperne er med til at bevidne.
35Evangelium: [Glædeligt budskab]
36 Handesten 2000, s. 268
37 Jensen udfolder f.eks. sin naturreligiøsitet i ”Solsommerhverv” (1931).
11
Johannes’ Evangelium
Lina Haahr Andersen
- om allusioner i to digte af Johannes V. Jensen
Sommereksamen 2009
I Jensens’ senere forfatterskab mener flere, at han vender tilbage til en mere klassisk,
harmonisøgende poesi. Handesten skriver, at Jensen i mange af sine senere digte varierer over
Adam Oehlenschlägers tema i salmen fra 1813: ”Lær mig o skov, at visne glad.38” Dette tema ses
som en påmindelse gennem mange af hans digte, og ligeledes i ”Naturens Afsked”. Igennem
naturen kan man opnå fred, rigdom, lykke, og deri er alt, man behøver. Men der gemmer sig mere
bag disse betragtelser.
I ingenmandsland
Begge digte benytter sig flittigt af bibelske allusioner, men på forskellig vis. I ”Det røde Træ”
knytter de fleste allusioner sig til træet, der bliver digterjegets åbenbaring. De religiøse betydninger
peger her i mange retninger, blandt andet bruges der en række gammeltestamentlige referencer, som
den brændende tornebusk, syndfloden og Kundskabens træ. I ”Naturens Afsked” spilles der på
salmegenren, og digtet bliver et alternativt bud til den kristne salme. Det er nu blevet tid til at se
nærmere på, hvilket livs- og verdenssyn, de to digte giver udtryk for.
Først skal det handle om, hvilken åbenbaring digterjeget møder i Singapore. I
sin læsning af ”Det røde Træ” forklarer Flemming Harrits39 antimetafysikkens risiko som: ”at den
kan skrive sin dyrker ind i nihilismens annaler.40” Ifølge ham kan digtet sættes på samme formel
som myten ”Fusijama41”, men hvor det mytedannende her har en positiv karakter, er den i ”Det røde
Træ” en negativ eskatologisk erfaring, der efterlader jeget i den dybeste dysfori. Her bliver
naturoplevelsen nemlig i sidste ende forbundet med ensomhed, livslede og undertrykkelse, mener
Harrits.
Som nærværende læsning viser, blev der i de to sidste
strofer etableret en ironisk distance til åbenbaringen, der herved ophæver dens mytologiske og
religiøse betydning. Det er ikke nogen transcendent sandhed, der møder jeget, men hans egen
kunstneriske bedrift i sproget, som han efterfølgende tager afstand til. Konsekvensen bliver
skuffende, jeget sidder ene tilbage. Han føler sig snydt.
Sammenstillingen med Schack Staffeldts
digt ”Et Æbletræ” viser, hvordan Jensen skriver sig op af den romantiske tradition, men samtidig
tager afstand fra den. Han imiterer digterens funktion som medium for den åndelige dimension og
bruger den i stedet som kunstnerisk strategi. Herved udhuler han tanken om evigheden, og digteren,
som formidler af den, og viser, at dette kan han også gøre, selvom han har et andet
erkendelsesgrundlag. Dette gør ham til forløber for modernismens lyrik, hvor sproget bliver
grænsebrydende og indhold lig form.
”Det røde Træ’s”
digterjeg strander i et ingenmandsland, i sumpen, hvor han ikke kan skrive sig i land. Åbenbaringen
er passeret, og selvom den var skøn og storslået, kan den ikke hjælpe ham nu. Om jegets
sindstilstand virkelig er dysfori, eller om den skal læses mere ironisk, vil jeg lade stå åbent.
38 Se bilag 4
39 Herefter Harrits
40 Harrits 2000, s. 89
41 Af ”Myter og Jagter” 1907
12
Johannes’ Evangelium
Lina Haahr Andersen
- om allusioner i to digte af Johannes V. Jensen
Sommereksamen 2009
”Vi er her nu”
”Naturens Afsked” rummer i én forstand et klarere evangelium, som vi nu skal se nærmere på. Som
tidligere nævnt, ville Jensen med Aarets Højtider komme med et bud på verdslige ritualer og
salmer, som alternativ til kirkens. Dette ses tydeligt i digtet, der har adskillige lighedstræk med
salmegenre, og som henvender sig aktivt til et kollektivt du med noget på hjerte. Hans budskab
handler om nuet og døden, at det handler om at nyde nuet, da døden er uundgåelig og alt-udslettelig,
ja selv jorden skal forgå. Erkendelsen om, at døden sætter mennesket fri til at leve i nuet, er temaer,
der går igen i den moderne, ateistiske eksistentialisme, der så småt begynder at blomstre op i
1920’ernes Tyskland hos Frederich Nietzsche og Martin Heidegger42. Disse tankegange foregriber
Jensen, i dette digt.
Handesten skriver, hvordan Jensen i sine senere år forsøgte at forsone
sig med døden, og om, hvordan hans analogi til naturens gang bliver et forsøg på at gøre døden
mere forståelig og tålelig: ”Når alt andet må gå under, så må individet det selvfølgelig også. Det er
den kollektive, kosmiske skæbne, der venter alt skabt, og dén gælder det om at lære at elske.43” Det
må siges at være denne holdning, Jensen plæderer for i dette digt. Døden bliver gjort til noget
naturligt, ja, nærmest smukt, en ting så selvfølgelig som at gå til ro for natten. I sidste strofe råbes
næsten sejrssikkert ud: så kom da, stille død!
Ydereligere er det klart, at Jensen ikke vil holde
denne erkendelse for sig selv. Digtet henvender sig til en læserskare, der skal indvies i hans
hemmelighed. Som nævnt er Aarets Højtider Jensens alternativ til kristne salmer og ritualer, og det
fornemmer man i dette digt. Her bliver det slået fast, at der ikke er nogen himmel eller
genopstandelse at satse på, når det kommer til døden. Til gengæld gør det ikke noget, for ”skønt er
Nuet naar det farer! Det handler om at gribe dette nu, så vidt muligt, og samtidig lade det fare i en
accept af, at tiden går. ”Vi er her nu, venner”, synes digtet at bekende44, og det er det, der tæller.
Den sidste tekst i Aarets Højtider er
”Baalfærdssang”, en verdslig salme, som Jensen har skrevet til brug ved den borgerlige begravelse.
I strofe 3 lyder det: ”Frimodig, prøvet Sjæl skal sande, at det er vakkert: at forgaa./ Det varer ved,
det fagre Spil, om ogsaa du ej mer ser til”. Disse strofer vil jeg lade opsummere ”Naturens
Afsked”, og Jensens bud på et verdsligt evangelium.
Fra 1906 til 1925 er der selvfølgelig sket en udvikling i Jensens forfatterskab. Det ses ikke mindst i
formsproget, hvor ”Det røde Træ” er eksperimenterende, og ”Naturens Afsked” mere klassisk. Men
også i digtenes udsigelse er der forskelle at spore.
”Det røde
Træ” afsluttes med en ironisk, bitter kommentar, og et digterjeg, der må give op, og overgive sig til
sumpen og ensomheden. Hertil er der i ”Naturens Afsked” en anderledes kommunikationssituation,
hvor der tales til et kollektivt du med noget på hjerte. Dette digt har en klar dagsorden og
proklamerer et eksistentialistisk budskab. Der er ikke længere tid til at sidde i sumpen og kvække,
for døden er nær, men at nuet er her nu, og det skal nydes.
42 ”Existentialism”, The feminist encyclopedia of German literature.
43 Handesten 2000, s. 324
44 ”Jeg er her nu” lyder en formel som Aage Schiøttz-Christensen sætter på ”den JVJ’ske myte” i sin disputats i 1956.
13
Johannes’ Evangelium
Lina Haahr Andersen
- om allusioner i to digte af Johannes V. Jensen
Sommereksamen 2009
Afslutning
”Hvad mon kvæge som vilde Kilder? Lykkeligt at die Landets Aarer/ Aaben Himlen ankrer til
Haabet. Husvilde Stavkarl, velsign Støvet.” Sådan lyder sidste strofe af digtet ”Takkesprog45”, og vi
er tilbage, hvor vi begyndte. I denne strofe samles trådene, der har været spredt igennem denne
opgave. Naturen er værd at lovprise, og i den findes der håb.
Læsningerne af ”Det røde Træ” og ”Naturens Afsked” viste, at Jensen brugte bibelske
referencer, og religiøst mættet sprogbrug til at fremskrive en moderne erkendelsesform. Vi så,
hvordan digtene adskilte sig i form og udtryk. I ”Det røde Træ” blev åbenbaringen fremskrevet ved
hjælp af naturbilleder og gammeltestamentlige referencer, men i sidste ende tog digterjeget afstand
til det skrevne og erkendte, at det kun lod sig gøre i kunsten. Samtidig kunne dette ses som en
imitation af den romantiske tradition. ”Naturens Afsked” viste sig at have forbindelse til
salmegenren både formmæssigt og tematisk. Digtet henvendte sig til et kollektivt du med et
budskab om, at jorden og menneskene skulle forgå, og at de derfor skulle værdsætte nuet og
naturen.
Erkendelsesmæssigt kunne en forskel spores fra Digte
1906 til Aarets Højtider, hvor udsigelsen i ”Naturens Afsked” har karakter af et verdsligt
evangelium, og ”Det røde Træ’s” digterjeg endte med at ligge en ironisk distance til sin egen
åbenbaring.
45 Jf. indledning
14