SORG Det er to et halvt år siden, Kristoffer mistede sin far – men det kan stadig gøre ondt af og til “Ingen kunne se, at jeg var knækket indeni” Du har måske kendt en mand, der mistede og havde svært ved at sætte ord på sine følelser. Få 23-årige Kristoffers historie om, hvad der foregik indeni, da han mistede sin far – og lær, hvordan du tackler mænds sorg Af Cordelia Weber Foto: Trine bukh K ristoffer er hjemme hos sin far i hans lej lighed på Christians havn i København. Far og søn har et tæt forhold, og det er en fast tradition, at de klipper hinandens hår. Men da faren tager badekåben af, får Kristoffer et chok. Hans far er ekstremt tynd og ser syg ud. “Et par uger tidligere havde min mor ringet og spurgt, om jeg ikke ville se til min far, fordi han havde klaget over mavepine. Jeg boede tæt på, og det blev hurtigt rutine, at jeg købte ind, lavede mad til os og hjalp med de praktiske ting. Han havde været syg af kræft et par år tidligere, og jeg blev bange for, at han var blevet syg igen.” Kort efter får Kristoffer og hans søskende at vide, at faren har kræft igen. Lægerne siger, at han har et år til halvandet tilbage at leve i. “En aften sad min bror og jeg i hans lejlighed og snakkede om, at far ville dø af det her. Vi var taknemmelige for, at vi havde noget tid at arbejde med. Vi talte om, hvordan vi skulle håndtere ikke læn gere at have en far, og vi skiftede mellem at grine og græde. Det var syret – men det er også en aften, vi begge husker i dag.” Kristoffers forældre blev skilt et par år tidligere, men nu flytter faren igen hjem til moren. De er stadig tætte, og hun passede ham også den første gang, han var syg. “Jeg gik på kokkeskole, da han blev syg, og jeg brugte meget energi på at fortrænge det. Men det kunne jeg selvfølgelig ikke, så jeg gik rundt i en underlig halvtåge. Jeg snakkede med mine venner om, at han skulle dø, og jeg brugte dem, når jeg var bange eller presset. Men jeg tror ikke, at folk, der ikke kendte mig godt, kunne mærke noget på mig.” Afsked Kristoffer og hans bror holder fest i deres fars lejlighed med en masse venner, da te lefonen ringer. Det er moren, der fortæller, at deres far er blevet indlagt, fordi han har det rigtigt dårligt. Da brødrene kommer ind på stuen, rusker deres mor i den kz-lejrtynde mand, der ligger i hospitalssengen. “De er her!” siger hun. “Der er I!” svarer faderen. Og så mister han bevidstheden. Fra det punkt har de ikke flere samtaler med deres far. Men når Kristoffer taler til ham, kan han mærke, at han klemmer hans hånd. “Der gik fire måneder, fra min far fik at vide, at han var alvorligt syg, til han døde. I den sidste tid var han meget påvirket af smerter og medicin, så han sov meget af tiden og kunne ikke lave en skid. Vi var meget hos ham, og vi talte åbent om, at han ikke ville være der, når vi skulle giftes, når vi fik vores første barn og så videre. Vi legede ikke sådan en du-skal-ikke-dø-leg.” “Jeg snakkede med mine venner om, at han skulle dø, og jeg brugte dem, når jeg var bange” Det er 23. december, og Kristoffer og hans søskende har i løbet af det sidste døgn været inde på deres fars stue for at tage afsked. De sidder der alle, da Kristof fers far begynder at trække vejret mere besværet. Til sidst stopper hans åndedræt. Kristoffers mor bryder grædende sam men, og hans søskende græder. Kristoffer krammer de andre. Han går ud på gangen, tænder en cigaret og finder sin telefon frem for at ringe til en kammerat og fortælle, hvad der er sket. Kristoffer når at sige: “Nu er han død,” og så knækker han. Han græder og ryster så voldsomt, at han ikke kan trække vejret. “På vej hjem i bilen sad jeg og kiggede ud ad vinduet. Der gik en mor forbi med sit lille barn i en klapvogn, og jeg tænkte, at det ikke havde nogen betydning for resten af verden, at han var død. Hele min verden var stoppet, men det havde kun betydning for os. Ingen kunne se, at jeg var fuldstæn digt knækket indeni.” Afmagt Kristoffer flytter ind i sin fars lejlighed, men han har svært ved at håndtere sorgen. Han drikker og begynder at eksperimen tere med ecstasy – alt, hvad der kan lægge låg på følelserne. Men det virker ikke. “Jeg var dybt ulykkelig, og jeg græd hver aften. Jeg kunne slet ikke overskue, hvordan jeg skulle fortsætte mit liv. Ikke fordi jeg var suicidal, men jeg kunne ikke forestille mig, hvordan jeg skulle smile og opføre mig, som jeg plejede, og lade, som om alt var okay. For det var det jo ikke.” Det står efterhånden klart for Kristof fer, at han ikke kan fortsætte med at drikke og tage stoffer. I stedet begynder han at tilbringe hele dage i sengen foran fjernsynet. Han er færdig på kokkeskolen, kan bo gratis i lejligheden og har fået nogle penge af staten efter farens død, så han er fri til at isolere sig i lejligheden. Det eneste tidspunkt, han kommer ud, er, når han løber tør for cigaretter og cola. Han drikker fire en halv liter cola om dagen. I dag kan Kristoffer se, at han havde en depression efter sin fars død. “Det er svært at beskrive følelsen, men det svarer lidt til at være ubehageligt fuld. Hvis du lægger dig ned, bliver det værre. Hvis du rejser dig op, er det ubehageligt på en ny måde. Du kan ikke gøre noget for, at det bliver bedre. Jeg fik det ikke bedre af at drikke, og jeg fik det ikke bedre af at være alene. Det hjalp heller ikke at gå ud blandt andre mennesker, for jeg følte mig akavet. Så jeg blev derhjemme, og så kom mine venner og besøgte mig. Der var det på mine vilkår.” På den anden side Det er sommer, et halvt år efter farens død, og Kristoffer er på Roskilde Festival for første gang. Han nyder festivalen i fulde WOMAN.DK 55 drag og møder en sød pige, som han bliver kæreste med. Han får et deltidsarbejde og begynder langsomt at få det bedre. Og efter et stykke tid opsøger han organisationen Børn, Unge og Sorg. “Jeg kom til et punkt, hvor jeg måtte er kende, at intet af det, jeg selv havde prøvet for at komme ovenpå, fungerede. Først havde jeg forsøgt at drikke mig lam – det duede ikke. Så havde jeg råbt og skreget – det duede ikke. Jeg prøvede at sove – det duede heller ikke. Jeg havde hørt, at tiden læger alle sår, og det gør den måske også. Men da jeg stod midt i sorgen, var den tanke fuldstændigt absurd. Jeg tænkte: ‘Hvordan skal jeg nogensinde kunne få et velfungerende liv, når jeg har den her følelse i kroppen?’.” Kristoffer begynder at gå hos en psykolog, og han starter i en sorggruppe med andre unge, der har mistet. Men efter et stykke tid stopper han begge steder. “Jeg begyndte på hf, havde et arbejde, og det gik godt mellem min kæreste og mig. Så sorgen fyldte ikke så meget længere. Det var nok meget naturligt. Jeg sammenligner det lidt med, at hovedet er et rum, og da jeg lå på min sofa og lod dødsfaldet fylde hele rummet, påvirkede det mig meget. Men da jeg begyndte at rykke studie, kæreste og arbejde ind i rummet, tog det noget af pladsen. Og så blev de ting en del af min identitet, i stedet for at jeg kun var ham, der havde mistet sin far.” I dag er Kristoffer frivillig i Børn, Unge og Sorg. Han har arbejde og bor stadig i sin fars lejlighed. Savnet er der, men han husker oftere faren med et smil på læben frem for med en tåre i øjet. Det er en kliché, men den passer meget godt. “Det har ændret mig, at jeg mistede min far. Jeg kan stadig godt have svært ved at tage folk seriøst, når de brokker sig over småting, men det er blevet bedre. Jeg er blevet mere hærdet, for uanset hvilken modgang jeg møder, har jeg prøvet det, der var værre. Det sværeste er, at jeg gerne ville vise min far, hvem jeg er i dag. Og jeg ville ønske, at de mennesker, der er tæt på mig, havde kendt ham. For jeg ligner ham nemlig meget, har jeg fået at vide.” “Jeg er blevet mere hærdet, for uanset hvilken modgang jeg møder, har jeg prøvet det, der var værre” Kender du en mand, der har mistet? VÆR DER: Vis interesse og omsorg, og lad aldrig som ingenting. Hvis du er i tvivl om, hvordan du skal håndtere en situation, så spørg direkte i stedet for at lade som ingenting. VIS OMTANKE: Send en sms eller mail, der viser, at du tænker på ham. Gå med til begravelsen, eller send blomster. Tilbyd din hjælp for eksempel med praktiske ting. Invitér ham til ting, og husk at holde kontakten, mens han er væk fra studie eller arbejde. Hvis I er i kontakt løbende, er det lettere at komme tilbage igen. SPØRG IND: Når den, der har mistet, har lyst til at tale, så spørg til detaljer. Du må ikke lade dig spise af med et: ‘Det ved jeg ikke’. Du skal 56 WOMAN.DK spørge ind til detaljer, så I kan tale sammen om det, der skete. ACCEPTÉR ET NEJ: Det er okay, hvis din kæreste, ven eller bror siger fra, når han ikke orker at tale om det. Vær indstillet på at få et nej en gang imellem, men lad det ikke slå dig ud. FRYGT IKKE TÅRER: Du skal ikke være bange for at gøre den, der har mistet, ked af det. Hvis han kommer til at græde, er det, fordi han allerede er ked af det. GIV PLADS: Forstå, at den, der har mistet, sagtens kan være glad den ene aften og meget ked af det dagen efter. Han kan holde sorgen væk en tid, men ikke altid. VÆR RUMMELIG: Du behøver ikke at forstå ham fuldstændigt – det er jo ikke dig, der har mistet en, du elsker. Han forventer ikke af dig, at du skal gøre sorgen mindre. Det vigtigste er at prøve at rumme hans følelser. GIV HAM FRIRUM: Hjælp den, der er ked af det, til også at have et fristed. Det kan være studiet eller arbejdspladsen eller en fest, hvor sorgen ikke fylder så meget. VÆR TÅLMODIG: Regn ikke med, at sorgen forsvinder. Det kan tage år, før den ikke længere overmander ham, når det pludselig er nu, hans far, mor, bror eller ven skulle have været her. KRÆV: Han er stadig din ven, som også er parat til at høre på dine sorger. Prøv at balancere, at tingene er anderledes for ham, men at han forstår, at dit liv fortsat er, som det er. Kilde: Børn, Unge og Sorg