Pulsvod

Pulsvod
Pulsvod hører til gruppen af håndvod. Håndvod var meget anvendt til kystfiskeri. I særlig grad
i Limfjorden. Håndvod var generelt mindre end landdragningsvod, fordi fiskeriet med håndvod
foregik ude på vandet. Fiskeri med pulsvod foregik oprindeligt fra to både.
Pulsvod krævede to redskaber. Voddet og pulskøller.
Voddet var et finmasket net. I midten var der en stor sæk. Ud til hver sider var der et sidestykke.
Nederst på nettet var der bundet lodder, som skulle holde sidestykker og sæk nede på bunden.
Øverst på nettet var der bundet korkstykker, som skulle holde det løftet op. Voddet kom på den
måde til at ligne en stor
åben mund.
Indhalingstovene var
bundet i enden af de
to sidestykker.
Der var typisk 4 mand
i 2 både.
Voddet blev med den ene
båd roet ud i en stor bue.
Når det var afsluttet, begyndte indhalingen.
Hver båd holdt fast i hvert
sit tov. Lå bådene langt fra
hinanden kunne man
strække voddets sidestykker ud til siden, og der var
en stor åbning. Lå de tæt
på hinanden blev åbningen
mindre. De to både blev ved indhalingen trukket hen mod voddet.
Samtidig brugte én mand i hver båd sin pulskølle. Pulskøllen var en
lang stang med et hult klokkeformet hoved. Manden med pulskøllen slog den hårdt lodret ned i vandet.
En søjle af små luftbobler steg op gennem vandet og en luftblære
for ned mod bunden, hvor den virkede nærmest som en bombe.
Boblerne og larmen fik fiskene til at flygte bort. De blev drevet lige
ind i nettet.
Under hele forløbet lå voddet samme stod på bunden,
Pulsvod blev mest anvendt på lavt vand i Limfjorden for at fange ål
og helt.
Mange gange i historien har man betragtet denne form for fiskeri
som rovdrift, fordi man også fangede en del fiskeyngel. Allerede i
1570 forbød Frederik 2. al brug af pulsvod i Limfjorden.
Foto: Limfjordsmuseet
Op gennem tiden blev der foretaget små justeringer af bestemmelsen. Mange steder omkring
Limfjorden tog de lokale myndigheder det lidt afslappet med at håndhæve bestemmelserne.
Der var både tilhængere og modstandere, og det kunne give anledning til en del lokale stridigheder.
Tekst og foto: Finn W. Mosegaard