Malteserriddernes Historie
Side 1 af 13 Malteserriddernes Historie Copyright Owner: Malta Tourism Authority / Clive Vella Side 2 af 13 Indhold Oversigt over Malteserordenens Historie ......................................................................................................... 1 Malteserriddernes Kaldenavne: .................................................................................................................... 3 Grundlæggelsen af Hospitalsordenen af Den Hellige Johannes af Jerusalem .............................................. 3 Johanitterordenens interne organisation ..................................................................................................... 4 Riddere af Rhodos ......................................................................................................................................... 4 Riddere af Malta ............................................................................................................................................ 5 Den Store Belejring i 1565 ............................................................................................................................. 6 Malteserridderne efter 1565: ........................................................................................................................ 8 Kystforsvaret på Malta: ............................................................................................................................... 10 Malteserriderne efter Malta ....................................................................................................................... 11 Referencer: .................................................................................................................................................. 13 Fagbøger: ................................................................................................................................................. 13 Skønlitteratur:.......................................................................................................................................... 13 Side 3 af 13 Malteserriddernes Kaldenavne: - Hospitalsordenen af den Hellige Sankt Johannes Johanitterriddere Riddere af Rhodos Malteserriddere Riddere af Malta Hospitalsordenen Grundlæggelsen af Hospitalsordenen af Den Hellige Johannes af Jerusalem Stormesteren omgivet af de højestrangerede riddere. PHGCOM / Wikimedia Hospitalsordenen af den hellige Sankt Johannes blev grundlagt i midten af 1000-tallet. Jerusalem var allerede i midten af det 7. Århundrede faldet under muslimsk herredømme igennem kampene imellem Rashidun Kalifatet og det Byzantinske Imperium. Ifølge Islam døde profeten Muhammad i Jerusalem i år 632, og Jerusalem anses derfor for den 4 mest hellige by i Islam, hvorfor det var vigtigt for Rashidun Kalifatet at sidde på magten over byen. Men da Jerusalem også var et vigtigt pilgrimssted for kristne igennem hele perioden, var der behov for at de kristne pilgrimme kunne indkvartere sig og blive behandlet for forskellige sygdomme. I 1023 fik en gruppe italienske handelsmænd tilladelse af den Egyptiske Kalif til at bygge et hospital til kristne pilgrimme. Hospitalet blev bygget oven på et gammelt kloster dedikeret til Johannes Døberen, og kom derfor til at blive kendt som den Hellige Johannes’ hospital. Efter kristne tropper i 1099 indtog en stor del af Levanten, inklusive Jerusalem, og oprettede det Kristne Kongedømme Jerusalem, som en kristen bastion omgivet af muslimske imperier, blev den orden der hidtil havde været koncentreret om at drive den hellige Johannes’ hospital, delt i en militær og en hospitalsgren, dog begge med religiøs baggrund. Den militære del af ordenen koncentrerede sig om bevæbnede eskorter af kristne pilgrimme samt om kongedømmets forvar imod de muslimske styrker. Ordenens første stormester, den hellige Gerard, fik i 1113 et pavebrev der fastslog at hospitalsordenen af den hellige Johannes var en suveræn orden, der kun stod til ansvar overfor paven, og var undtaget kongers og kejseres nationalpolitik. Ordenen kunne derfor ikke afkræves tiende, og havde fået tilladelse til selv at besidde ejendom. Hospitalsordenen af den Hellige Johannes kom hurtigt til at være en af de mest indflydelsesrige ridderordener i Jerusalem, og var sammen med tempelridderne en af de vigtigste forsvarsenheder af Jerusalem. De blev kendt for at være frygtløse i kamp og var ansvarlige for adskillige sejre over muslimske styrker. På trods af deres udbredte ry som store krigere, var ordenens primære formål stadig at pleje syge og sårede pilgrimme og riddere, og ordenen havde således adskillige menige munke som arbejdede på hospitalet og det forventedes at riddermunkene arbejdede på hospitalet når det lod sig gøre. Det var også stadig en religiøs orden, med krav om cølibat, ydmyghed og arbejdsomhed for alle dens medlemmer, munke såvel som riddere. Hospitalsordenen af den hellige Johannes kom i løbet af tiden til at blive kendt som Hospitalsordenen eller Johanitterordenen. Ordenens munkekutte var sort med et hvidt 8-takket kors, og oprindeligt bar ridderne en udgave af denne munkekutte over deres rustning når de var i kamp. Denne begrænsede dog deres bevægelsesfrihed, og i Side 4 af 13 1248 fik de af den daværende pave godkendt et standardiseret militært udstyr, der foreskrev en rød våbenkappe med et stort hvidt kors udover rustningen. Således blev den røde kappe med det hvide kors, johanitterriddernes kendetegn, og blev efterfølgende kendt som både Maltas og Johanitternes flag. Det ligner til forveksling det danske flag, og har da også en fælles historie. Johanitterordenens interne organisation I 1301 var ordenen blevet så populær at der var et behov for at strukturere den mere stramt. Ordenen blev således delt ind i 7 sprog (Langues), navnlig: Provence, Auvergne, Frankrig, Spanien, England og Tyskland. Alle riddere tilhørte således det sprog, som deres nationalitet hørte under. Hvert sprog blev ledet af en militær leder, som kun var ansvarlig overfor stormesteren. Sprogene var opbygget som mindre ordener i den store orden, og hvert sprogs hovedkvarter var deres respektive herberger hvor ridderne boede, spiste og opholdt sig. Sprogene var igen opdelt i mindre priorater, som bl.a. administrerede sprogets ejendomme. Hvert sprog havde et Grand Prior råd, hvor den militære leder og et udvalg af priorer og officerer sad. Dette råd administrerede sproget, dets riddere, dets ejendomme og dets velgørende aktiviteter inklusive dets opgaver på hospitalet. Samtidig var hvert sprog ansvarlig for forskellige dele af byens forsvar og havde visse pligter som de skulle tage sig af. De skulle også bidrage med et fast antal riddere til ordenens hovedkvarter. Denne organisationsmodel er stadig i brug i dag, dog har antallet af sprog varieret igennem tiden. Riddere af Rhodos Slaget om Acre, malet af Dominique-Louis Papéty. PHGCOM / Wikimedia Da kongedømmet Jerusalem faldt endeligt i 1291 ved slaget om Acre, søgte Johanitterne tilflugt på Cypern. Dette var utilfredsstillende for ridderne der indtil for nyligt havde været herrer i eget hus, og uafhængige af konger og adelige. På Cypern var de afhængige af kongens gunst og var således dybt involveret i cypriotisk politik. Den daværende stormester begyndte at lede efter et nyt opholdssted for ridderne, og besluttede sig for at erobre Rhodos som på det tidspunkt var under Byzantinsk herredømme. I 1309 blev de byzantinske tropper på Rhodos besejret, og ridderne installerede sig i deres gamle by. I de 212 år ridderne havde magten på Rhodos, blev øen stærkt befæstet. I denne periode blev Johanitterordenen, eller Ridderne af Rhodos som de blev kaldt nu, en primært militær orden, idet Rhodos var under konstant pres fra osmanniske pirater der sejlede ud fra dét vi i dag kender som Marokkos nordkyst. Det skal dog også nævnes at Ridderne i denne periode udbyggede deres egen flådestyrke, og begyndte at angribe osmanniske og andre ”hedenske” fartøjer i det østlige Middelhav. Således var ridderne en torn i øjet på det osmanniske imperium, der ønskede den totale kontrol med det østlige Middelhav, hvilket ridderne effektivt forhindrede med deres tilstedeværelse. Ridderne modstod to invasioner i 1400-tallet, den første var et invasionsforsøg af den Egyptiske Sultan i 1444, og det andet af Sultan Mehmed II i 1480. Sultan Mehmed havde i 1453 besejret det byzantinske styre i Konstantinopel og Johanitterriderne på Rhodos var nu en fremskudt kristen bastion i et ellers muslimsk domineret landskab. Sultan Mehmed vendte sig nu mod Rhodos for at få endelig kontrol over det østlige Middelhav og samtidig sætte en stopper for det kristne pirateri der var rettet mod osmanniske skibe, men hans invasionsforsøg blev slået tilbage. Side 5 af 13 Først i 1522 mistede ridderne grebet om Rhodos, da Sultan Suleiman (II) den Storslåede, sendte en overvældende styrke på ca. 100.000 mand imod Rhodos. Riddernes bevæbnede styrke talte i alt en bevæbnet styrke på ca. 7.500 mand, hvoraf kun 700 var riddere. Suleiman den Storslåedes belejring af Rhodos varede fra. 26. juni 1522 til d. 22. december 1522, og ridderne modstod således den osmanniske styrke i 6 mdr. I den periode var der blodige kampe og store tab på hver side. Ridderne holdt byens bastioner, selv under konstant bombardement, indtil midten af december, hvor fæstningsmuren med tilhørende bastioner, flere steder var faldet, og riddernes daværende Stormester Phillippe Villiers de L'IsleAdam udbad sig våbenhvile til fredsforhandlinger. Suleiman den Storslåede var overraskende gavmild. Han gav de overlevende riddere 12 dage til at forlade øen med våben, rustninger og de religiøse symboler de ville bringe med sig. Han gav frit lejde til alle civile på øen, og lod det dermed være op til øboerne selv om de ville blive på øen under osmannisk herredømme, eller om de ville følge med ridderne. Den 1. januar 1523 marcherede de resterende riddere ud af deres hovedby, iført fuld kampuniform og med vajende bannere, og sammen med et par tusind øboere gik de ombord på 50 osmanniske skibe og deres egne 7 der herefter sejlede dem alle til Kreta. Belejringen af Rhodos havde kostet begge sider mange tab. De nøjagtige tal er ikke kendt, men det anslås at mellem 20.000 og 50.000 osmanniske mænd og 2000 af riddernes mænd omkom under kampene. Riddere af Malta Efter tabet af Rhodos var ridderne uden nogen fast base i 7 år, og mange af ridderne drømte om en storslået sejr over osmannerne, så de kunne vinde Rhodos tilbage. Dog var stormester Phillippe Villiers de L'Isle-Adam mere realistisk, og i 1530 skænkede Kejser Karl V via pavebrev øerne Malta og Gozo samt den nordafrikanske by Tripoli til Johanitterordenen. Ordenen forpligtigede sig samtidig til at forholde sig neutrale i enhver krig imellem kristne nationer, at støtte Kejser Karl V i eventuelle kampe mod Osmannerne, og at forsvare Tripoli imod osmanniske pirater. En forpligtigelse som skulle vise sig svær at overholde, idet deres flåde var decimeret til kun 7 skibe efter nederlaget ved Rhodos. Ved ankomsten til Malta slog ridderne sig ned i den gamle hovedstad Birgu og udbyggede de befæstninger der allerede eksisterede. Fra Malta fortsatte Ridderne, der nu kaldte sig selv Malteserriderne, med at angribe osmanniske handelsfartøjer og nordafrikanske byer under osmanniske herredømme, og fortsatte således konflikten mellem kristne og muslimer om overherredømmet i Middelhavet. I 1551 forsøgte Sultan Suleyman at invadere Malta. Riddernes fortsatte angreb på osmanniske skibe og byer forhindrede igen osmannisk dominans over det Østlige Middelhav. Ridderne havde dog lært af slaget på Rhodos, og moderniseret samtlige befæstninger, samt fyldt mad og vand i byerne, inden de blev forseglet mod den osmanniske invasion. Den Osmanniske hær påbegyndte en belejring af Mdina med 10.000 mand. Efter kun nogle få dage valgte den osmanniske general Turgut Reis dog at bryde belejringen. Legenden fortæller at skt. Agathe, Mdinas skytshelgen, viste sig for en nonne i et kapel viet til hende. Her rådede hun nonnen til at man skulle gennemføre Messe i byen, iklæde sig festklæder og gå i festprocession igennem byen med hendes billede samt lade hendes billede vaje fra byens bastioner. Da osmannerne så dette blev de så overvældede af den store styrke som gemte sig bag Mdinas mure, at de valgte at opgive belejringen. Uanset hvad årsagen til at osmannerne brød op, slap Mdina uskadt fra den første osmanniske belejring. Det samme kan dog ikke siges om Gozo, som Turgut Reis valgte at belejre i stedet. Efter flere dages bombardement af Citadellet på Gozo besluttede malteserriddernes guvernør på Gozo at overgive sig selv og byen, og åbnede portene for osmannerne. De osmanniske styrker bortførte herefter størstedelen af Gozos beboere, næsten 5000 mennesker, og solgte dem efterfølgende som slaver. Det lykkedes kun at Side 6 af 13 1Stormester Jean Parisot de Valette under den store belejring. PHGCOM / Wikimedia spore enkelte af beboerne og købe dem fri. Langt størstedelen af Gozos bønders skæbne er ukendt i dag. Adelsmanden Bernado Dupuos gravsten i katedralen på Gozo giver et indblik i kampen om Citadelllet i Gozo. Bernado Dupuo døde under forsvaret af byen, men ikke før han selv havde slået sin kone og sine døtre ihjel for at forhindre at de skulle blive solgt som slaver eller konkubiner. Efter Gozo var faldet sejlede Turgut Reis videre til riddernes garnison ved Tripoli, som hurtigt faldt i Turgut Reis hænder. Herefter overtog han kontrollen med Tripoli, og førte samtlige kampagner fra denne havn. Efter invasionsforsøget i 1551 forventede daværende stormester Juan de Homedes endnu et invasionsforsøg indenfor et år, og han forstærkede derfor der allerede eksistrende Fort Angelo endnu mere end det allerede var forstærket. Han byggede også to nye forter der bevogtede den naturlige havn ved hovedstaden Birgu, Fort st. Elmo og Fort st. Michael. Den næste invasion kom dog først 14 år efter, i maj 1565. I mellemtiden var Jean de Parisot de Valette blevet valgt til ny stormester. De Valette var en broget figur, der dog er blevet udråbt til Malteserridernes helt efter hans lederskab under den store belejring og hans store strategiske evner. I 1538, i en alder af ca. 40 år, blev han idømt 4 måneders ophold i en ”Guva” et underjordisk fangehul, fordi han havde tævet en lægmand næsten til døde. Herefter blev han sendt til Tripoli i to år hvor han fungerede som guvernør. I 1541 blev han taget til fange, og opholdt sig som galejslave på et af Turgut Reis skibe i et år. I 1554 blev de Valette udnævt til Øverstbefalende General over ordenens flåde, en stilling hvori han blev berømt og berygtet for sine store strategiske evner og sit sømandsskab. Da der i 1557 skulle vælges ny stormester, var ridderne overbevist om at osmannerne snart ville gøre endnu et forsøg på at invadere Malta, og deres valg faldt således på de Valette, som var den bedste og mest erfarne strateg ridderne kunne præstere. Den Store Belejring i 1565 Matteo Perez d'Aleccio: Tyrkerne går i land på Malta. 16. årh. Allerede i 1560 udsendte Stormester de Valette en ordre til samtlige grene af ordenen om at de skulle holde sig klar til at vende hjem og forsvare Malta mod osmanniske styrker. Dog var det først i 1565 at hans spioner i Konstantinopel kunne berette om en kæmpe flåde i Konstantinopel. De Valette begyndte straks at rejse tropper i Italien, at opbygge ordentlige korn og fødevare-lagre i byerne samt at færdigbygge de tre forter der bevogtede Birgu. De historiske kilder varierer meget i deres troppeangivelser, og opregner alt fra 15.000 (i et brev fra Stormester de Valette) til omkring 48.000 tyrkiske mand (øjenvidne dagbog fra den italienske handelsmand Francisco Balbi de Correggio). Det nøjagtige antal af tyrkiske invasionstropper vil sandsynligvis aldrig blive kendt, men adskillige uafhængige historikere har (ved at tælle det kendte antal af tyrkiske fartøjer og derefter regne ud hvor mange tropper de forskellige skibe har kunnet transportere) anslået antallet af tyrkiske Side 7 af 13 Matteo Perez d'Aleccio, Tyrkernes Flugt. 16. årh. Fort st. Elmo tropper til lige under 30.000 mand, som desuden blev suppleret med piratflåder fra Tripoli og Algier, der udgjorde op mod 6.000 mand. Det endelige antal tyrkiske tropper anslås altså til ca. 34.000-36.000 mand. Mod denne overvældende styrke stod omkring 8.500 mand på Malteserriddernes side, dog var kun ca. 500 af disse riddere, ca. 2100 var soldater fra andre kristne lande, ca. 500 var galejslaver og resten var frivillige fra den maltesiske befolkning, der ingen særlig våbentræning havde. 18. Maj 1565 gik tyrkiske styrker i land ved Marsaxlokk, næsten 10 km. fra Birgu og havneindsejlingen, mens den osmanniske flåde kastede anker i Marsamxett, lige nord for havneindsejlingen. Dette signalerede starten på den 5 måneder lange Belejring af Malta, som stadig i dag anses for at være et af historiens største slag, og de Valettes modstand mod osmannerne anses stadig i dag som en af militærhistoriens mest imponerende bedrifter. Ridderne bragte befolkningen ind i de befæstede byer, forskansede sig med vand, mad og ammunition. Desuden høstede de samtlige afgrøder umodent såvel som modent og forgiftede brøndene med giftige urter og døde dyr. Osmannerne koncentrerede sig først om at erobre Fort Elmo, det vestligste af de tre forter der bevogtede havnen, og således det fort der var en umiddelbar trussel mod den osmanniske flådes ankersted. Det siges at over 60.000 kanonkugler blev affyret mod Fort Elmo igennem den ugelange belejring. På trods af dette erobrede tyrkerne først fortet den 23. juni, en måned efter det første angreb. Men sejren havde kostet tyrkerne op mod 6000 mand, og den øverste general, Turgut Reis, døde under de sidste dages kampe. Efter erobringen af Fort Elmo, henrettede de Osmanniske styrker samtlige 1500 forsvarere og lod deres kroppe flyde over havnen. Som et svar på dette lod de Valette samtlige tyrkiske fanger halshugge, og fyrede deres hoveder ind i den tyrkiske lejr med kanon. Belejringen fortsatte, og koncentrerede sig nu om forterne St. Michael og St. Angelo, som stadig bevogtede indsejlingen til Valletta bugten. Flere gange i løbet af de næste måneder troede byrådet i Birgu som var samlet på Fort st. Angelo at byen ville falde, og ønskede derfor at overgive sig til osmannerne, men Stormester de Valette nægtede hver gang. Først 7. september, knap 4 måneder efter belejringens start, ankom 8000 mand fra Spanien som forstærkning til ridderne. I starten af september havde den osmanniske general beordret sine landstyrker til at marchere mod Mdina, idet han havde i sinde at indtage byen og overvintre i den. Dog var de osmanniske tropper på dette tidspunkt demoraliserede og udslidte efter flere måneders hård kamp og allerede d. 8. september, dagen efter at de spanske tropper var landet på Malta, selvom osmannerne endnu ikke vidste dette, besluttede General Mustafa at trække sig tilbage fra belejringen af Mdina. I mellemtiden havde de spanske forstærkninger taget opstilling langs en Side 8 af 13 naturlig højderyg imellem osmannerne og deres skibe. Ifølge Maltesisk legende var det nogle få unge spanske riddere som, da de så de tilbagetrækkende osmanniske styrker, ikke kunne kontrollere deres vrede og begyndte et angreb. Dette tvang den spanske hærfører til at beordre et generelt angreb, og resultatet var en massakre af de udslidte tyrkiske styrker. De overlevende flygtede til deres både og d. 11. september forlod invasionsstyrken Malta, og Malteserridderne stod som sejrherrer efter 4 måneder belejring og store tab på begge sider. Sejren over osmannerne i 1565 anses af mange historikere for at være den sidste gang en ridderstyrke har vundet en virkelig sejr, og bliver stadig den dag i dag omtalt som et af de største slag i historien. Hvor mange mennesker der omkom under belejringen, er et ligeså omstridt emne, som hvor mange der deltog. Dog mener de fleste historikere at de forskellige kilder angiver et tabstal på ca. 25.000 osmannere. En tredjedel af riddernes styrke omkom, og mange blev gjort midlertidigt ukampdygtige. Da osmannerne forlod Malta, havde ridderne kun omkring 600 kampdygtige mænd tilbage. Også befolkningen led store tab, og ca. en tredjedel af Maltas befolkning omkom i kampene, primært unge mænd. Under belejringen havde de Europæiske kongedømmer været i noget nær panik. Malta blev anset som et værn imod de muslimske styrker, og det var en udbredt tro at hvis osmannerne lykkedes med at erobre Malta, ville de bruge øen som base for en videre invasion af Europa igennem Italien. Da det lykkedes ridderne at modstå den osmanniske invasion blev Europas adel så taknemmelig at pengene begyndte at strømme til Malta. Pengene blev bl.a. brugt til at finansiere konstruktionen af den nye befæstede by Valletta. En af de første bygninger der stod færdige i den nye by var hospitalet, som hurtigt blev berømt i hele Europa. Det havde plads til 573 faste patienter, men i nødstilfælde kunne der være op mod 900. De fleste patienter blev indkvarteret i sygesalen, et langt rum, hvor sengene stod i to rækker langs væggen. Som noget helt enestående havde hver patient sin egen seng, som kunne afskærmes fra de andre, via et forhæng. De finere langtidssyge blev indkvarteret i mindre rum, som de kun skulle dele med én eller to andre. Hospitalet havde et virkelig godt ry i Europa, og havde da også en høj overlevelsesprocent. Der var flere ting der gjorde at riddernes hospitaler var mere succesfulde end almindelige hospitaler. Én af årsagerne var at alle instrumenter blev kogt før brug på ordenens hospitaler. Man havde observeret at rødglødende knive skar bedre end kolde knive. Al mad på hospitalet blev serveret på tallerkener af sølv, fordi man havde observeret at patienterne ikke fik nær så mange følgesygdomme når tallerkenerne var af sølv, som når de var af træ. Riddernes observationer førte altså til en virkelig høj hygiejnestandard, men de var ikke selv klar over at det var denne hygiejne der gjorde at de havde en dødelighed på 8 %, hvilket i Middelalderens samfund var rekordlavt. En anden årsag var at man på Maltas hospitaler havde afdelinger der fokuserede på Anatomi, kirurgi og medicin, og at man derfor havde virkeligt dygtige kirurger der vidste en del om menneskekroppen, i modsætning til mange andre hospitaler. Malteserridderne efter 1565: Efter 1565 indså stormester Jean Parisot de Valette at der var et behov for at flytte hovedstaden til et sted der var nemmere at forsvare, og valgte derfor at bygge en helt ny hovedstad på Xiberras halvøen. Oprindeligt var det meningen at forbjerget skulle gøres plant, men dette viste sig at være for dyrt hvorfor Valetta i dag er fyldt med trapper. Stormester Valette nåede aldrig at se byen blive færdig, han døde en naturlig død d. 21. august 1568, ca. 74 år gammel, men alligevel blev han byens første officielle indbygger da den stod færdig i 1571. Side 9 af 13 De første mange år efter belejringen strømmede pengene fra de rige Europæiske kongedømmer til Malta, men langsomt stoppede strømmen. Malteserordenens oprindelige formål var at pleje pilgrimme i den hellige by og kæmpe for kristent overherredømme i det hellige land, men denne mission var af økonomiske og militære årsager ikke længere realistisk og de Europæiske kongedømmer ønskede ikke længere at støtte en orden hvis grundlag var forældet og urealistisk, og som oven i købet var katolsk. Ordenen led nemlig også under reformationen i Europa, som sendte chokbølger igennem den katolske verden, og de europæiske kongedømmer. Allerede i 1517 da Martin Luther udgav sine 95 teser, begyndte den gradvise reformation af de europæiske kongedømmer, som resulterede i at størstedelen af de Nordeuropæiske nationer i løbet af kort tid konverterede til protestantismen. Ordenens ejendom og formue i de nye protestantiske lande, blev behandlet meget forskelligt. Værst gik det ud over den engelske orden, som i forbindelse med Henry VIIIs konversion til protestantisme og hans raseri mod den katolske kirke blev forbudt, fik konfiskeret al ejendom og formue, og ordenens engelske medlemmer risikerede henrettelse. Store dele af Sydeuropa forblev katolsk, men den katolske kirke var i dyb krise under reformationen og de sydeuropæiske nationer var involveret i adskillige konflikter om bl.a. arvefølge på dette tidspunkt. Den massive strøm af penge til Malteserordenen efter den store belejring, tørrede altså hurtigt ind ordenen måtte finde andre finansieringsmuligheder. De begyndte nu i større grad at fokusere på at forsvare kristne handelsskibe i Middelhavet, angribe de osmanniske pirater og befri de kristne galejslaver ombord på piraternes skibe. Dog førte den mærkbare reduktion i ordenens finanser til en tydeligt nedsat levestandard for ordenen, og i slutningen af 1500-tallet begyndte et større antal riddere at slå sig på pirateri og angreb muslimske og jødiske handelsfartøjer hvor de konfiskerede såvel last som besætning som herefter blev solgt videre i Valletta. Denne udvikling førte til at ordenen gennemgik en moralsk nedtur og mange riddere lod sig indskrive i andre landes flåder i jagten på eventyr og rigdom. Tiden symboliserer noget af et paradoks i riddernes historie. For det første var den flåde som gjorde størst brug af malteserridderne, den franske, og Frankrig var som det eneste Europæiske land på god fod med det Osmanniske Rige, riddernes erklærede fjende. For det andet måtte ridderne, som lejesoldater i en kristen flåde, i flere tilfælde udkæmpe slag mod andre kristne flåder, og brød således det løfte de i 1530 havde givet overfor Kejser Karl V, om altid at forholde sig neutrale i konflikter imellem kristne nationer. Ordenens rygte i Europa ændrede sig i århundrederne efter den store belejring, og der var en generel opfattelse af at ridderne var rige på grund af deres piratvirksomhed i Middelhavet og deres hyre i Europæiske flåder. De Europæiske stater var i denne periode selv optagede af forskellige konflikter og ønskede ikke at støtte en organisation der havde rygte for at tjene mange rigdomme på deres kapringer i Middelhavet. Denne uvillighed til at støtte malteserridderne startede en ond cirkel. Efterhånden begyndte ridderne også at ransage handelsfartøjer fra kristne nationer, og hvis der var den mindste mistanke om at skibet var associeret med osmannerne, blev skib, lastning og besætning konfiskeret og solgt videre i Valletta. Efter mange kristne handlende og konger havde klaget til stormesteren og hans rådgivere over behandlingen af deres handelsskibe, blev der oprettet en domstol hvor kaptajner der følte sig uretfærdigt behandlet kunne få deres sag behandlet. Ofte førte disse sager til en frifindelse af kaptajn, last og besætning. Omkring år 1700 var malteserordenen forvandlet fra en religiøs orden med meget stramme leveregler til en nationalstat der primært fokuserede på handel og økonomi, og hvor ordenens medlemmer levede et rigt og udsvævende liv. Side 10 af 13 Maltas Vestlige kyst er naturligt svært tilgængelig og derfor har kystforsvaret altid været koncentreret om den østlige kyst. Det er også her de naturlige havne er placeret, og her Vittoriosa, den gamle ridderhovedstad og Valletta, den nye hovedstad er placeret. Maltas Østkyst har derfor været svært befæstet allerede fra romertiden, dog er de vagttårne man kan se langs kysten i dag alle sammen fra riddertiden, navnlig kan de dateres til 3 stormestre: Kort over Malta fra: Gabriel Bucelin: Historiae universalis cum sacrae, tum profanae nucleus. 1650 Kystforsvaret på Malta: -Stormester Alof de Wignacourt (1601-1622), som byggede 7 vagttårne, hvoraf 5 overlever til idag - Paul Lascaris Castellar (1636 – 1657), byggede 7 vagttårne. - Martin de Redin (1657 – 1660) byggede 13 tårne, der skulle fungere som bavnetårne, og forsvarsværker De Redins senere tårne er i mange tilfælde bygget ovenpå tidligere fæstningsfundamenter og mange forskere mener derfor at de tidligste tårne bygget af Wignacourt og Lascaris, muligvis har skullet fungere som supplement til et tidligere system for kystforsvaret. Wignacourts tårne var bygget som små fæstninger i sig selv, og det var meningen at de skulle forsvare sårbare steder på Maltas kyststrækning. Derfor var de en vigtig integreret del i Maltas forsvar. De har generelt form som større kvadratiske borglignende strukturer, med udskudte hjørnetårne med brystværn, dog har tårnene forskellige features der adskiller dem lidt fra hinanden. Et af de første tårne Wignacourt byggede var Sct. Marys tårn på øen Comino, hvilket førte til at osmanniske pirater ikke mere kunne overfalde skibe imellem Gozo og Malta. Alle tårnene havde kanoner, som senere er blevet moderniseret, og en del af tårnene blev brugt under 2. Verdenskrig. Lascaris vagttårne var, med undtagelse af et enkelt vagttårn der er bygget efter Wignacourts model, mindre, og bestod af en bygning med 2 etager, fladt tag og et brystværn hele vejen omkring taget. Lascaris tårne var, i modsætning til Wignacourts fæstninger, ment udelukkende som vagttårne, og det var ikke meningen at de skulle tage aktivt del i forsvaret af Malta. Da de Redin i 1657 blev stormester var hans første projekt at udbygge en yderligere forstærkning af øens kystforsvar. De Redin var en erfaren soldat og dygtig strateg, og han var bekymret over Maltas manglende kommunikationslinjer og kystforsvaret, som på trods af hans forgængeres vagttårne stadig havde mange svage punkter og huller. De Redin forestod konstruktionen af vagttårne hele vejen langs Maltas kyst. Det styrende princip var at man fra hvert tårn skulle kunne skimte sine to naboer. Således kunne man hurtigt signalere imellem tårnene både om dagen og om natten, hvilket styrkede kommunikationslinjerne til Valletta signifikant. Desværre er mange af de Redins tårne i rigtig dårlig stand, da deres vedligeholdelse blev underprioriteret i senere tider. Side 11 af 13 Malteserriderne efter Malta Efter Protestantismens indtog på det Europæiske kontinent mistede ridderne de fleste af deres ejendomme, men sad dog stadig stærkt på magten på Malta. Dette ændredes dog, da Napoleon Bonaparte gik i land på Malta, på vej til sin berømte ekspedition til Egypten i 1798. Inden Napoleon nåede til Malta, havde den daværende stormester Ferdinand von Hompesch zu Bolheim modtaget meldinger om at Napoleon havde til sinde at invadere Malta på vejen til Egypten. Von Hompesch ignorerede dog disse advarsler, og tog ingen forholdsregler. Da Napoleons flåde ankom til Malta, krævede den franske Kejser frit lejde for hele flåden, med den undskyldning at de skulle opfylde deres vanddepoter. Da han fik at vide at kun 2 skibe ad gange kunne få adgang til havnen, anså han det som en provokation, og begyndte at lande sine styrker på Malta. Napoleons styrker blev støttet af lokale oprørere der var trætte af riddernes overherredømme, og d. 11. juni 1798, kun to dage efter Napoleon ankomst til Malta, kapitulerede von Homspech. Han forklarede den hurtige kapitulation med at ridderne var forpligtede til ikke at kæmpe mod andre kristne, dog kan dette syne underligt idet ordenen var blevet opløst i Frankrig i 1789 i forbindelse med den Franske Revolution, og samtlige ordenens ejendomme og værdier blev beslaglagt af den franske revolutionsregering. Desuden forsøgte den franske revolutionsregering fuldstændig at afskaffe kirken i Frankrig, igennem en omfattende kampagne hvor adskillige fremstående præster blev guillotineret og religiøse fester forsøgtes erstattet af sekulære fester. Men disse forhold lod ikke til at forhindre von Hompesch i at forklare sin kapitulation med den gamle forpligtigelse. D. 12. juni 1798 underskrev han en traktat der overdrog øerne Malta, Gozo og Comino til den Franske Republik. Til gengæld lovede den Franske Republik at sørge for at stormesteren modtog et fyrstedømme det svarede til det han opgav, samt en årlig pension. Denne traktat gjorde mange riddere utilfredse med von Homsperch og han blev tvunget til at gå af som stormester i juli 1799. Ordenens riddere spredtes over Europa og ordenen var efterfølgende meget svækket, men vedblev dog med at eksistere. Blandt andet i Rusland, hvor den russiske Kejser Paul I tog imod et stort antal riddere og etablerede en lokal gren af ordenen med ham selv som stormester. Han blev dog aldrig blev anerkendt af paven idet han var russisk-ortodoks kristen og ikke katolik. Efter Paul I’s død i 1801 blev ordenen ledet af forskellige officerer indtil pave Leo XIII i 1879 udnævnte en ny stormester for ordenen, Giovanni Battista Ceschi a Santa Croce. I 1834 havde ordenen flyttet sit hovedkvarter til Rom, hvor det ligger den dag i dag. I denne periode søgte ordenen også tilbage til sine rødder, det humanitære hospitalsarbejde, og begyndte at etablere humanitære institutioner i de lande hvor ordenen endnu eksisterede. Malteserriddernes hospitalsaktivitet havde stor betydning under begge verdenskrige, og er stadig deres primære beskæftigelse i dag, hvor de driver ambulanceservice i flere lande, bl.a. Italien, og har adskillige andre humanitære aktiviteter omkring i verden. Malteserridderne er i dag anerkendt som suveræne af 104 nationer og har observatør status i FN. Ordenen har økumeniske grene i mange lande, inklusiv Danmark, og er i stor fremgang. Ordenens organisation er dog ikke så stringent som den var før i tiden. Da ridderne i 1799 spredtes for alle vinde, var der en del riddere der etablerede små uafhængige grene af ordenen, hvilket betyder at man i dag har adskillige forskellige Malteserordener. Dog er den af Rom anerkendte stormester Matthew Festing, den tredje engelske stormester siden ordenens oprettelse i det 11 århundrede. Side 12 af 13 Ridderkorset og Ridderflaget Riddernes flag, et rødt kvadrat med et hvidt kors minder meget om Dannebrog, og det er faktisk også det samme flag. Johanitterne deltog i adskillige korstog, også i Europa, inden de slog sig ned på Malta. Deres flag var en variation over deres våbenkappe som jo var rød med et hvidt kors, og således var deres flag et kvadratisk rødt flag med et hvidt kors. Under slaget ved Lyndanis i Estland deltog både johanitterriddere og danskere. Under kampene rev Johanitternes flag sig fri fra deres standard, og fløj med vinden indtil det til sidst dalede ned i favnen på den danske Valdemar Sejr. Den danske legende om at vi fik flaget foræret fra himlen er altså til dels sand. Malteserkorset. Artur Jan Fijałkowski. CC BYSA 2.5 Johanitternes kors fik vi dog ikke med. Korset er usædvanligt idet dets ender er delt i 2 således at korset har 8 takker. Det er siden blevet kendt som Malteserkorset eller Amalfi korset. De 8 takker på korset har en dyb betydning der bunder i de 8 dyder som enhver johanitterridder skulle forsøge at besidde. De 8 dyder er: Tålmodighed, retfærdighed, barmhjertighed, anger, godhed, sindsro, retfærdighed og dødsforagt. Men de 8 takker repræsenterer også de oprindelige 8 Sprog i ordenen. Det er uvist præcis hvornår Johanitterordenen tog det 8-takkede kors i brug, men det var i hvert fald i brug da ridderne tog magten på Rhodos. Inden tiden på Rhodos lader det til at har ridderne mange forskellige slags kors, men da det 8 takkede kors først blev standard kom der hurtigt betydninger til takkerne. Side 13 af 13 Referencer: Vil du gerne vide endnu mere om Johanitterriddernes historie, før, under og efter tiden på Malta, er her et lille udvalg af referencer. Der findes mange flere bøger, så finder du ikke hvad du ønsker, så spørg på bibliotektet: Fagbøger: Attard, J. (1988) Britain and Malta. Malta: PEG Ltd. Elliot, P. (1980) The Cross and the Ensign. Great Britain. Patrick Stephens. Luke, Sir H. (1949) Malta – An Account and an Appreciation. Great Britain: Harrap. Mallia-Milanes (ed), V. (2008) The Military Orders. Vol. 3. Ashgate Publishing Ltd. Nicholson, H. J. (2001). The Knights Hospitaller Noonan, J.C. Jr. (1996). The Church Visible: The Ceremonial Life and Protocol of the Roman Catholic Church Peyrefitte, R. (1960). Knights of Malta. Secker & Warburg, London, 1960 Riley-Smith, J. (1999). Hospitallers: The History of the Order of St John. Hambledon Stephenson, C. (2004) The Fortifications of Malta 1530–1945. Great Britain: Osprey Publishing Ltd. Tyerman, C. (2006). God's War: A New History of the Crusades. Allen Lane. Skønlitteratur: Ball, D. (2003) Ironfire: An Epic Novel of Love and War. Delacorte. Dunnett, D. (1966) The Disorderly Knights. Bog 3 af The Lymond Chronicle. Vintage Publishers. Jackson, J. (2007) Blood Rock. John Murray Publishers Ltd. Prata, N. (1997). Angels in Iron. Arx Publishing. Turell, D. (2004 ) Mord på Malta. Borgen. Willocks, T. (2006) The Religion. Farrar, Straus and Giroux Publishing.
© Copyright 2024