AARHUS UNIVERSITET FACULTY OF ARTS Resumé Metaskulptur Kritiske analyser af skulpturmediale grundlagsproblemstillinger Denne ph.d.-afhandling bidrager analytisk og begrebsligt til en diskussion og fornyelse af, hvordan man kan analysere, teoretisere og historisere ældre såvel som nyere skulpturværker. Det sker med afsæt i en diskussion af begrebet metaskulptur ud fra tre tematiske indfaldsvinkler: For det første i en kritisk diskussion af relationen mellem skulptur som billede og som objekt med udgangspunkt i to historiske perioders brug af bemalede skulpturer og nyere reception heraf. For det andet gennem en debat af ’stedet’ som skulpturteoretisk privilegeret begreb og for det tredje via analyser af skulpturer og skulpturopfattelser, der bevæger sig på kanten eller ud over en kunstsfære. Afhandlingen tager på én gang kritisk og konstruktivt afsæt i Rosalind Krauss’ skulpturanalyse og W.J.T. Mitchells medie- og billedteori. Det er en særlig pointe i afhandlingen at minde om, at skulpturer også altid er billeder og må fortolkes som sådan – et faktum der imidlertid forbises i mange analyser og karakteristikker af mediet til fordel for en entydig fokusering på skulpturers fysiske, rumlige nærvær. Afhandlingens forskningsbidrag består først og fremmest i en operationalisering på skulpturfeltet af aktuel medieteoris ’dobbelte’ viden om, at alle medier altid er blandede medier – uden at være ens. Afhandlingen er i forlængelse heraf tænkt som et grundlag, hvorpå man kan overveje en revision af centrale, men ifølge afhandlingen også historisk og værksligt ekskluderende måder at karakterisere og analysere skulpturer. Skulptur- og medieteori I afhandlingens præsenterende og afgrænsende indledning pointeres det, at det ikke er ærindet at udvikle begreber mhp. at afgøre, hvorvidt noget kan eller bør kaldes en skulptur. Skulpturmediet er i denne afhandlings optik analytisk tiltrækkende, fordi det bl.a. indbefatter mange skala- og funktionsspring og spænder over fx monumenter og objekter, statuer og figurer, maskotter og gudebilleder. Afhandlingen har derimod fokus på at lave forsøgsopstillinger mellem fremtrædende karakteristikker af begrebet skulptur og en række konkrete skulpturer for at nytænke, hvad forbindelseslinjerne mellem lille s (skulpturerne) og store S (skulpturbegrebet) indebærer. AARHUS UNIVERSITET FACULTY OF ARTS I kapitel 1 ”Skulptur- og medieteori. Indledende overvejelser om skulpturteori i et heteromedialt perspektiv” tager jeg kritisk udgangspunkt i den amerikanske kunsthistoriker Rosalind Krauss’ indflydelsesrige tekst ”Sculpture In The Expanded Field” (1979). Til trods for tekstens udbredthed har dens skulpturteoretiske og -historiske præmis ikke hidtil været genstand for kritisk diskussion. Jeg problematiserer imidlertid ideen om en ’monumentlogik’ som et ekskluderende og billedfjendsk udgangspunkt for at diskutere, hvad skulpturer er og kan. Foruden en række andre nyere skulpturteoretiske positioners opfattelse af skulptur som medie, inddrager jeg i forlængelse heraf Krauss’ ”Art in the Post-Medium Condition” (1999). Denne position nuanceres med W.J.T. Mitchells ofte citerede udsagn om, at ’alle medier er blandede medier’ – og at de altid har været det. Mitchell påpeger desuden, at den renhedsdiskurs, som ikke mindst kunstneriske medier i perioder har været indskrevet i, imidlertid har stor kulturhistorisk betydning og dermed analytisk relevans. I kapitlet opsummeres Mitchells karakteristik af medier med medialitetsforsker Jørgen Bruhns begreb ’heteromedialitet’, som gøres til den medieteoretiske horisont, hvorfra afhandlingen foreslår, at skulpturmediet bør (gen)tænkes. Metaskulptur I kapitel 2: ”Metaskulptur. Samtale med W.J.T. Mitchell” diskuterer jeg med afsæt i Mitchells begreb om ’metabilleder’, hvad metaskulptur er. Dvs. på hvilke måder skulpturer selv reflekterer deres måde at være medie på. I kapitlet inddrages desuden en samtale jeg i 2008 havde med Mitchell, hvori han påpeger tre centrale forskelle mellem billeder og skulpturer, der har betydning for deres mulighed for overhovedet at overskride sig selv og komme i en reflekterende og kommenterende metaposition. For det første fastslår Mitchell, at når det gælder skulptur, er billedet objektet og objektet billedet – i modsætning til fx et maleri der har en billedforside og en blændrammebagside. For det andet har skulpturer typisk ingen ramme, der fungerer som grænse eller overgang mellem et indenfor og et udenfor – fx i modsætning til i billedet og uden for billedet. For det tredje kan billeder i modsætning til skulpturer nemt kan være ikke-kunst. I henhold til Mitchells brede billedbegreb er billeder overalt og giver mening i vekslende kulturelle sammenhænge, mens skulpturer begrænser sig ved kun at give mening inden for en kunstkontekst. Afhandlingen har en kritisk indfaldsvinkel til rækkevidden af disse forskelligheders udsagnskraft, som udfoldes tematisk i afhandlingens tre hoved-analysekapitler. 2 AARHUS UNIVERSITET FACULTY OF ARTS Billede Kapitel 3 har titlen: ”Billede. Om relationen mellem skulpturobjekt og skulpturbillede belyst gennem analyser af bemaling”. Heri afdækkes en sag om påstået skulpturvandalisme i 1970’ernes New Yorkkunstmiljø. Rosalind Krauss anklager således kunstkritikeren Clement Greenberg for at befordre en sandblæsning af nogle bemalede skulpturer af den fremtrædende amerikanske skulptør David Smith. Pointerne i denne fremstilling forbindes med den fornyede energi, forskning, formidling og reception af antikkens bemalede skulpturer, som de seneste 10-15 års rekonstruktioner af antik polykromi har medført. I begge eksempler forskydes opmærksomheden fra skulptur som stabilt, fysisk objekt til skulptur som kendetegnet ved en foranderlig og ustabil overflade. Disse analyser af skulpturbemalingens receptionshistorie såvel som af modernistiske og antikke bemalede skulpturer godtgør, at ’skulpturbilledet’ noget utraditionelt ikke er objektet, men ligger uden på objektet, og at netop forhandlingen mellem objekt og billede er afgørende for fortolkningen af skulpturerne. Afslutningsvis perspektiveres denne problemstilling med analyser af bl.a. to danske samtidsskulpturer ud fra et begreb, jeg kalder ’smygning’. Sted Kapitel 4 ”Sted, bevægelse og umonumentale dimensioner” har en kritisk indfaldsvinkel til stedsbegrebets ellers veletablerede status i megen skulpturteori. Jeg overvejer i den forbindelse ’bevægelse’ og ’umonumentale dimensioner’ som analytiske veje til at diskutere og nuancere stedets betydning for skulpturoplevelsen og for mediet som sådan. Disse temaer bruges som analytiske greb i forhold til værker af to danske skulptører. Bevægelsestemaet giver et alternativt bud på betydning i værker af Kirsten Ortwed, og det umonumentale diskuteres som skulpturel strategi i Bjørn Nørgaards oeuvre. Desuden overvejer jeg kapitlets samlede tema – sted, bevægelse og umonumentale dimensioner – i forhold til den antikke skulpturgruppe Laokoon og dens særlige skulpturhistoriografiske og medieteoretiske status. Jeg lægger særlig vægt på Laokoons ’mange steder’, såvel historisk og arkæologisk som i kopieret, afstøbt og remedieret form. Kapitlets teoretiske udgangspunkt er desuden bl.a. Mitchells tekst ”What Sculpture Wants”, hvori han konkluderer, at 'skulptur vil have et sted at være og være et sted'. Jeg diskuterer på dette nye grundlag igen forskellen mellem Mitchells udsagn om, hvad henholdsvis billeder og skulpturer ’vil have’ (jf. bogen What Do Pictures Want, 2005) og sammenligner hans analyse med Krauss’ forestilling om en særlig stedsbetinget ’monumentlogik’. 3 AARHUS UNIVERSITET FACULTY OF ARTS Ting og stole I kapitel 5 ”Ting og stole. Skulptur som kulturelt migrerende fænomen” inddrager jeg indledningsvist populærkulturelle skulpturfænomener og overvejer skulpturmediets status i relation til ’tingteori’. I forlængelse heraf diskuteres aspekter af den danske skulptør og skulpturteoretiker Willy Ørskovs skulptur-/objektteori, herunder hans skelnen mellem ’skulptur’ og ’skulptur som kunst’. I kapitlets anden halvdel analyserer jeg eksempler på en udbredt tendens til i skulpturkunst at inddrage stole som materiale og motiv. Efterfølgende undersøger jeg, hvordan modernistiske såvel som aktuelle designdiskurser bruger forskellige skulpturbegreber til at karakterisere stole med. Generelt spørger jeg i afhandlingen til ’hvordan skulpturer er’ og ikke ’hvad kunst er’. Tilgangen er i den forstand mediekritisk, ikke æstetikteoretisk. I kapitel 5 trækker jeg dog på en æstetikteoretisk og -historisk argumenteret skelnen mellem design, kunsthåndværk og billedkunst. I kapitlet vægtes undersøgelsen af en skulpturel grænsetrafik på kanten af et kunstbegreb snarere end en radikal overskridelse heraf. Mod et heteromedialt skulpturbegreb I den opsummerende og perspektiverende afslutning overvejer jeg afhandlingens metodiske og afgrænsningsmæssige valg og skitserer nogle af de forskningsperspektiver inden for bl.a. materielle kulturstudier, som jeg mener afhandlingen giver anledning til. Desuden pointeres det, at en heteromedial bevidst analysestrategi for skulpturer indebærer en øget sensibilitet overfor skulpturers billedlighed, en udfordring af stedet som analytisk forståelsesnøgle samt et blik for skulpturs evne til at migrere mellem forskellige kulturelle sammenhænge og forskellige kunstbegreber. Ph.d.-afhandling indleveret af mag.art. Lise Skytte Jakobsen til Faculty of Arts, Aarhus Universitet med henblik på erhvervelsen af ph.d.-graden. Afhandlingen er antaget til forsvar torsdag den 15. december 2011 kl. 13.15 på adressen: Æstetiske Fag, Langelandsgade 139, bygning 1584, lokale 124, 8000 Aarhus C. Afhandlingen ligger til gennemsyn på adressen Æstetiske Fag, Langelandsgade 141 (139), bygning 1586, lokale 220, 8000 Aarhus C Aarhus Universitet, Æstetiske Fag, den 22. november 2011 4