1. No category

Min vestjyske barndom - som jeg oplevede den.
- fortalt af Knud Erik Green
Det er altid svært at vide, hvor langt man egentlig husker tilbage. Meget knytter sig til billeder, man
senere har set eller hændelser man har fået fortalt, men lad mig starte med nogle få facts:
Jeg blev født den 17. maj 1935 på gården ”Granly” i Sdr. Grene, Skarrild sogn, Ringkøbing amt.
Gården var på 83 tønder land – mest sandjord. Dertil eng langs Døvling bæk og Skjern å samt en
tørvemose beliggende i Døvling ca. 7 km væk.
“Granly” – mit fødehjem, som mine forældre købte i 1934.
Gården kom i familiens eje 1895.
Den nære familie…
Min far, Jacob Peder Pedersen – i daglig tale Peder Green - var født på gården den 30. august
1905 og havde fem søskende:
Kathrine, gift med Morten Lund og bosat i Drongstrup, Sdr. Felding, hvor de havde en gård med
eng ned til Skjern å.
Emilie, gift med Hans Kjær Jensen bosiddende i Billund, hvor de havde slagterforretning på
hovedgaden.
Marie, som var gift med Kristen Kristensen, landmand og bosat i Arnborg.
Søren, som døde af den spanske syge som 22- årig samt
Dagny, som døde som 4-årig.
Min mor, Else Marie Green, var født på nabogården, Damholdt og havde syv søskende:
Kirstine, som var gift med Karl Nielsen, bosat i Silstrup, hvor de havde en ejendom.
Kathrine, som var gift med Søren Eg, bosat i Karstoft, hvor de havde en gård.
Olga, gift med Eli Rahbek bosiddende i Vilhusted , Kibæk, hvor de havde et husmandssted.
Mary, som var gift med Laurids Kronborg Pedersen. De havde en ejendom i Hjøllund, Arnborg.
Helga, gift med Johannes Sørensen, som var tømrer i Rækker Mølle.
Laurids, gift med Jenny Jensen. Forstanderpar på Voldby Ungdomsskole på Djursland.
Anton – tvillingbror til Laurids – gift med Signe Rosenquist. De havde hans – og altså min mors fødegård i Sdr. Grene. Mine forældre var fætter og kusine.
Mine forældre blev gift den 31. maj 1934 og havde købt min fars fødegård ”Granly” af min farmor
og farfar, Ane Cathrine og Jens Peder Pedersen – i daglig tale Jens Green, som havde købt hus i
Skarrild.
Min mormor, Petrine Else Kirstine og min morfar Peder Green var ligesom min farfar
hedeopdyrkere og boede efter at have afhændet gården ”Damholdt” til sønnen Anton i et dejligt hus,
bygget tæt ved gården. Der er en mindesten for dem som hedeopdyrkere i Kongenshus Mindepark.
Begge de nævnte ejendomme var i 1895 erhvervet af min oldefar Jacob Peder Pedersen, Nr.
Grene ved en tvangsauktion. Det var da én ejendom, som efterfølgende blev delt mellem de to
søskende Ane Cathrine og Peder.
Jeg har tre søskende, Kaj Egon f. 1. sept. 1936, Villy f. 30. marts 1939 og Jens Peder f. 26. januar
1944. Endvidere mistede mine forældre i 1941 en dreng (Jens Peder), som kun levede nogle få timer
efter fødslen.
*
Aner - glimt fra fotoalbummet
Marie og Peder – mine forældre 1966
Cathrine og Jens Green ca. 1907
Farmor og farfar
Granly 1909 – min fars fødehjem
Petrine og Peder Green med familie ca. 1917
Mormor og morfar samt mormors forældre
Damholt 1921 – min mors fødehjem
Mette og Lauritz P. Pedersen
Tofthøj Mark
Mine oldeforældre
Min mormors fødehjem på Tofthøj Mark, Hedegård ca. 1910
Det at være født på en gård, beliggende midt i vestjysk natur med blot 50-75 m ned til Døvling bæk,
som i størrelse og dybde måske burde benævnes ’en å’ for at understege farligheden, med skov og
marker omkring og de voksnes travlhed for at klare det daglige arbejde, gav naturligvis farlige
situationer ind imellem, men først og fremmest store og dejlige oplevelser.
Greb gennem foden.
Der var episoder, som jeg husker uden at kunne sige, hvornår de præcist skete. Vi havde en ret stor
køkkenhave, som rummede vore frugtbuske, og hvor fortrinsvis min mor dyrkede de grøntsager,
som skulle bruges i husholdningen. En dag, hvor jeg var på egen hånd, havde jeg fået fat i en stor
møggreb, som min mor eller far havde brugt. Den tabte jeg så uheldigt, at en af ’fingrene’ gik
direkte gennem min fod, så den stak 4-5 cm ud på undersiden. Det gjorde naturligvis ondt. Min far
tog greben ud, og jeg kom til læge. Her fik jeg en indsprøjtning mod stivkrampe og fik renset såret.
Herefter forestod et længere sygeleje, - så langt, at jeg havde glemt at gå, da jeg endelig måtte
komme op! Jeg kan huske, at jeg en søndag formiddag i køkkenet øvede mig i at gå frem og tilbage
mellem min mor og min kusine, Dagny. Senere på formiddagen kom min farmor og farfar
imidlertid cyklende på besøg, hvorefter jeg glemte alt om min manglende evne til at gå, og løb ud
på gårdspladsen for at tage imod dem.
Maveforkølelse.
En gang havde jeg pådraget mig en maveforkølelse, hvilket gjorde usigelig ondt. Lægen, Søgaard
fra Sdr. Felding, blev tilkaldt, og jeg blev bedt om at drikke noget grønt stads, som smagte
forfærdeligt. Heldigvis fik jeg dagen efter nogle tabletter, som var overtrukket med chokolade,
hvilket var bedre. Men smerterne var store, og jeg husker, at det eneste, der kunne trøste mig var,
når jeg kunne få lov at holde min far i hånden.
Trætoppen knækkede.
Vi havde jo skov, som på vestsiden gik helt op til gården. Her var det bl.a. en yndet beskæftigelse at
klatre op i de højeste grantræer, og få udsyn ud over Skovbjerg plantage (800 tønder land), - et
imponerende syn. Men en dag gik det galt. Egon og jeg skulle se, hvem der kunne komme højest.
Det gjorde jeg nok, men toppen knækkede, og jeg faldt ned gennem grenene og landede på jorden
med et bump. Jeg slog mig kraftigt. Jeg kan huske jeg ikke sagde noget, men gik direkte ind og
lagde mig på divanen i spisestuen. Her lå jeg resten af dagen med en kraftig hovedpine. Jeg havde
klart pådraget mig en hjernerystelse; men af frygt for straf fortalte vi intet til mine forældre. Min
mor var ikke hjemme den dag, og far var i marken.
Hændelsen fik bl.a. det til følge, at jeg havde glemt en masse. Bl.a. kunne jeg indtil denne hændelse
alle julesalmerne udenad. Dem havde jeg den følgende jul fuldstændig glemt!
Isfænomener og leg i engen o. 1942-44
I de hårde vintre i 40’erne havde vi en herlig legeplads i engen. Den gang var engen jo indrettet til
overrisling i foråret og sommeren, hvilket vil sige, at der var gravet grøfter på alle de høje ‘linjer’ i
engen, hvorfra vandet kunne ledes - enten videre til andre ‘systemer’ el. strenge i systemet - eller
kunne stoppes, så vandet flød over og overrislede omgivelserne.
I perioden 1942-44 var vandet således om vinteren ’stivnet’, dvs frosset over hele engen, altså også
ned ad skråningerne fra vandingsgrøfterne, hvilket gav en skøjtebane af fantastiske dimensioner. Vi
kunne løbe op og ned ad skrænterne og ud over store flader som vi lystede. En fantastisk legeplads.
I øvrigt var der flere småsøer i området fx et mindre vandhul eller oversvømmet lavning lige nord
for det nordlige skel inde på min fars fætter, Anton Pedersens jord og et vest for skellet inde på
Skovbjergs område - ovre til sønder. Her var det ikke let at få lov til at løbe, idet min mor anså det
for farligt. Alligevel vovede vi pelsen, når mine forældre ikke var hjemme. Èn gang gik det galt jeg røg igennem isen, men kom heldigvis op igen ved egen hjælp - og hjem for at få tørt tøj på. Det
fortalte vi aldrig til nogen af de voksne!
Leg i Laden.
Ofte legede vi i laden – især om vinteren, eller når det var dårligt vejr. Korngulvene var som oftest
fyldte med kornneg, som vel altid svandt lidt, når de havde ’sat’ sig eller der havde været gang i
tærskningen. Dette bevirkede bl.a., at der i hjørnerne blev plads til, at man kunne kravle ned til
bunden af gulvet. Det helt store gys!! – men garanteret ikke ufarligt.
En anden sport var at løbe på hanebjælkerne. Det var strengt forbudt! Der var trods alt en 4-5 meter
ned på det bare cementgulv i selve ”kørringen”. Denne leg foregik også om sommeren, hvor
farligheden naturligvis ikke var mindre. Populært var det også at springe ned i negene; kunne man
lave forlæns salto undervejs var det jo flot. Om sommeren i tordenvejr, morede det os at lukke østporten op, og på kornsække ligge og iagttage lynene og regnen.
Andre lege
Andre lege, som var populære var fx Antonius. Det legede vi ofte når der var familiebesøg eller
børnefødselsdag. Her deltes man i 2 hold, og placerede sig på hver sin side af kostalden, hvorefter
man skulle kaste en bold over taget, hvorefter alle råbte Antonius. Nu gjaldt det om at gribe bolden,
liste sig om til hushjørnet og derefter råbe Antonius. Samtidig forsøgte man at ’stikke’ en fra det
andet hold, som forsøgte at flygte (havde fristed ca. 25 m fra huset). Den der rammes må flytte med
over på det ’gribende’ hold. Spillet fortsatte, til alle var samlet på det ene hold.
Vi spillede også ’pind’. Man tog 2 mursten, en lille pind til at lægge på tværs – og en større til at slå
med. Her var reglerne ret indviklede. Først delte man deltagerne i et ’inde’- og et ’udehold. Spillet
havde 3 omgange. 1. Man sætter slåpinden under den lille pind, og vipper pinden så langt ud som
mulig. Gribes den er man ude – og den næste tager over. Gribes den ikke, lægger man slåpinden på
tværs af stenene, og én fra udeholdet skal kaste kortpinden i forsøg på at slå den store pind ned.
Lykkes det, er spilleren ude – hvis ikke, kommer vi til 2. sværhedsgrad: den lille pind holdes i
hånden, og slås ud med den store (herefter samme procedure, som ved ’vippet’. 3. sværhedsgrad:
pinden lægges igen på stenene, og skal nu vippes op i luften, hvorefter man slår den ud. Her er det
vigtigt, at man på forhånd aftaler, hvor mange forsøg spilleren har!
Ståtrold var også populær - 3 skridt og en spytklat…
Vi byggede også hytter, bl.a. ovre til sønder i den lille plantage ned mod bækken. Det var et
hyggeligt sted; på den tid var der vand i det voldgrav-lignende omløb, som omgav stedet. Jeg
formoder det har været hensigten engang, at lave et haveanlæg, måske lidt efter mønsteret til
’anlægget’ hos min morfar…
Sjovt nok fik den sidste hytte vi byggede lov at stå og forfalde gennem en lang årrække. Nu er den
vist ikke synlig mere.
Gemmeleg i kostald og lade…
Det var altid spændende at lege gemmeleg. Der var jo et utal af gemmesteder. Hvis vi ikke på
forhånd begrænsede områderne, var det nærmest umuligt at finde alle.
Gynge i kostalden i mørke…
En yndet vinterleg var at gynge i kostalden. Gangen mellem svine’bøvlene’ og kalvene var
velegnet. Her var en gynge hængt op i jernbjælken, og man kunne nu gynge i timevis. Var det
mørkt kunne man forestille sig alverdens uhyrer, som ville bide én i tæerne. Gys, gys…
Køer og heste af flintesten med hul i…
Om sommeren legede vi selvfølgelig ude, og mens vi var mindre var det oplagt at lege ’landmænd’
hvilket bl.a. forgik bag laden. Her kunne vi bygge ’stalde’, og præsentere store besætninger af
flintesten med hul i, som dyr.
Leg i skolen.
Men, det var ikke blot hjemme på gården, vi havde en god legeplads. Vi søskende gik jo i Døvling
skole, en èn-klasses skole med kun én lærer ansat - lærer Hansen. Han var oprindelig uddannet
smed. Om vinteren havde han forståelse for vores legetrang. Bl.a. byggede han en fantastisk slæde,
som var styrbar og kunne rumme en 8-10 elever ad gangen. Slæden havde et lavt rækværk,
fodhvilere og i den forreste ende var mederne drejelige. Den som sad forrest kunne med et
snoretræk styre slæden - og det var en ære at være udpeget til denne post!
Ca. 150-200 m fra skolen fandtes en fantastisk skrænt – i øvrigt skolevej for de nærmest liggende
gårde. På toppen er der en høj, som er Geodætisk Målepunkt og nedenfor et moseareal, som i
krigsårene blev brugt til produktion af tørvesmuld til briketfremstilling, dvs. man rev med en harve
smuldet op, hvorefter man med store skrabere forspændt en hest skrabede smuldet sammen. Dette
efterlod nogle store, helt flade områder, som om vinteren enten var belagt med et tyndt lag is eller
sne. Alle kan nu forestille sig hvor utrolig spændende det var først at få stærk fart på slæden ned ad
den stejle skrænt og dernæst dreje slæden ind på det flade areal, hvor farten kunne opretholdes et
meget langt stykke. Vi fik altid forlænget middags-frikvarter, når vejret var til det.
Andre tider af året var der andre - sommetider lidt barske - lege. Bl.a. fik vi somme tider lov at lege
i den lille plantage, der lå på den anden side landevejen, som gik lige forbi skolen. Her kunne vi
lege skjul, klatre i træer, lege ‘røvere og soldater’ og binde røverne til træerne. Barskest var det i
sensommeren, nå de grønne grankogler, hårde og skarpe i kanterne - og i øvrigt klæbrige af harpiks
- blev brugt som kasteskyts mellem 2 grupper, som bekrigede hinanden. Jeg husker i den
sammenhæng, at jeg somme tider var så heldig at komme på ‘de stores’ hold, da jeg havde en
fætter, som var et par år ældre - og godt ville have mig med! Egentlig foregik denne leg oftest efter
skoletid - der var vist forbud mod den i frikvartererne.
Legepladsen var i øvrigt så stor, at alle grupperinger havde plads. Der kunne spilles bold, leges ‘ta’,
fortælles frække historier i hullet i den inderste række træer i hækken etc.
Min skolegang.
Jeg startede i Døvling skole onsdag d. 1. april 1942. Det var en solklar dag og min far fulgte mig op
til skolen. Af en eller anden grund kom jeg for sent, og det var jeg meget flov over. En stor dreng Jens Nygaard - var oppe i salmevers –”Nu ringer alle klokker mod sky”, da vi kom ind ad døren og
‘forstyrrede’. Årsagen kender jeg som sagt ikke, men der skulle selvfølgelig malkes først, så…
Nu var Døvling skole jo en såkaldt én-klasses skole. Dvs. at skolen kun havde ét klasseværelse og
kun én ansat lærer - på dette tidspunkt og i øvrigt hele min skoletid - lærer I. P. Hansen , som stod
for Jens Peder Hansen - ansat 1921.
Systemet fungerede på den måde, at eleverne var delt i 2 klasser, den ‘lille’ klasse og den ‘store’
klasse. Den ‘lille’ klasse svarede vel til 1.-3.klasse og den ‘store’ til 4.-7.klasse. Den ‘lille’ klasse
gik så i skole 4 dage om sommeren og 2 dage om vinteren, mens det var omvendt for den ‘store’
klasse.
Da jeg således tren ind ad døren den første dag sammen med min far, var de ældre elever i gang
med undervisningen - og morgensangen var forbi.
Nu var vi jo ikke så mange, der startede skolegangen dette år - bare 2. Elly Christensen fra Døvling
og mig, så det vakte nok ikke den store opsigt.
I øvrigt var det jo i krigens tid, og der var sommertid, hvilket betød, at klokken egentlig kun var 6
morgen, da skolen startede kl. 7. Jo, man var vant til at stå tidligt op, der ude på landet!
Men, jeg havde åbenbart problemer i så henseende - selv om jeg ikke husker det så tydeligt. Det
endte i alt fald med, at min far henvendte sig til lærer Hansen for at gøre ham begribeligt, at det var
urimeligt at 6-årige skulle møde så tidligt. Det resulterede i, at skolen fremover startede kl. 8.
Jeg har kun gode minder fra min skoletid. Jeg elskede at gå i skole, og det bekom mig aldrig vel,
når vi af den ene eller anden grund skulle have fri fra skole. Så skulle jeg hjælpe til derhjemme, og
det var ikke min allerstørste lyst. På de fastlagte ‘hjemme-dage’ var det naturligvis ok, da hørte det
bare med, men på egentlige skoledage??, - det var snyd!
Når jeg opfatter lærer Hansen, som en dygtig lærer, havde det måske også med det faktum at gøre,
at jeg havde temmelig let ved at lære udenad. Jeg kan f.eks. huske, at jeg altid lærte hele salmen
udenad, når vi fik salmevers for. Ofte fik jeg så lov at fremsige alle versene på én gang, hvorefter
jeg i flere uger var fri for at blive hørt. Det nød jeg.
Fagene var de elementære: dansk, regning, skrivning, religion, historie - men også biologi, geografi
og sang. Jeg ved ikke hvornår skoleradioen egentlig startede, men i den sidste del af min skoletid
kom vi med ind i privaten for at høre skoleradioudsendelse, som supplement til undervisningen. Det
var vist ret avanceret i 40’erne.
Han var en god fortæller. Stammede som sagt fra Køge-egnen - samme egn som Svend Gønge hvilket pirrede fantasien. Vi havde også et bibliotek! Det bestod af et bogskab med 2 glaslåger, og
jeg kan i alt fald prale af at have læst hele biblioteket. Der var mange gode bøger fx Den gule Ulv,
Ingemann’s historiske romaner, en bog om vikingetiden, som jeg desværre ikke husker titlen på
m.fl. Jeg elskede at læse, og gør det stadig. Jeg har altid haft evnen til at ‘forsvinde’ i en bog. Så er
jeg vanskelig at råbe op.
Døvling skole ca. 1948.
Bageste række: Knud Pedersen, Peder Green, Egon Green, Mary Jensen, Ruth Jakobsen, Alfred
Pedersen, Villy Green.
Mellemste række: Fritz Jørgensen, Jens Jensen, Arthur Jørgensen, Edith Jakobsen, Elly Jensen,
Knud Erik Green.
Forreste række: Kristina Pedersen, Marie Pedersen, Ellen Margrethe Hansen, fru Kirstine Hansen,
lærer I. P. Hansen, Elly Christensen, Margot Rasmussen.
I øvrigt sluttede hver dag med at der blev læst historie. Jeg husker endnu lærer Hansen siddende i
sin kurvestol foran klassen - ofte kørende den ene hånd gennem sit hvide hår, hvilket efterlod en
mængde skæl på den ene skulder!!
Nogle af mine bedste timer var sangtimerne. Han var dygtig og meget musikalsk og givet skyld i
min interesse for sang og musik. Lærer Hansen spillede violin, og gjorde det ret godt. Det
forhindrede selvfølgelig ikke frække elever i at forstyrre sangtimerne. Der vil vist til alle tider være
elever, som ikke bryder sig om sang og musik. Jeg husker ham somme tider jagtende et par elever,
som var ret skrappe. Men kun en enkelt gang knækkede en violinbue i forsøget på at stoppe larmen.
Normalt blev der sunget af livsens lyst. Også her blev skoleradioen brugt. Jeg husker fx den dag,
hvor vi i privaten gennem radioen blev præsenteret for komponisten Poul Schierbeck og en anden
dag, hvor salmen “Du gav mig, o Herre en lod af din jord” blev gennemgået.
Men mange er mine erindringer fra disse timer. Mine drømme tog altid fart, når vi sang. Således
knytter der sig specifikke minder til sange, som fx “På Sjølunds fagre sletter”, “Du kære, blide
danske bæk”, “Se det summer af sol”, “Rosen blusser alt i Danas have”, ”Der dukker af disen min
fædrene jord” osv., osv. - jeg kunne blive ved. Underligt nok følte jeg nok ofte som barn en
udlængsel, - en drøm om at blive noget stort, at komme ud at se noget. Og det oplevede jeg gennem
sangene. Min kærlighed til Ingemann’s morgen-og aftensange med Weyses melodier stammer
selvfølgelig også derfra. Hver morgen sang vi, bad Fader vor - og sang igen. Jeg kan ikke takke
lærer Hansen nok for denne del af min skoletid, som klart blev medvirkende til, at jeg selv endte
som sang-og musiklærer.
Jeg har altid været meget præget af og påvirket af det visuelle. Lykkeligvis gik jeg i skole i en tid,
hvor læsebøgerne altid var rigt illustrerede. Jeg plejer at sige, at hvad jeg husker fra min skoletid,
husker jeg fra billederne. Det er virkeligt rigtigt, at de historier jeg husker fra læsebøgerne skyldes
illustrationerne. Det gælder også historier som “Lille Blakken” - af Vesaas - tror jeg. En forfærdelig
historie i den forstand, at jeg tudede over den, så jeg ikke kunne læse op! (Allerede den gang havde
jeg det med at blive rørt over visse hændelser.)
Ligeledes husker jeg Detleff Boolsen’s “Bogen om Lasse og Dyrene” som i 1941 blev udgivet af
Jagtrådet for at fremme forståelsen af livet på landet og dyrenes ve og vel.
Som alle andre skoler på den tid, havde vi også de gode gamle historiske farvetavler hængende på
væggen - igen sendtes tanken på flugt. Romantiseret? - ja, men arne for den positive tanke i
modsætning til nutidens evindelige koncentration om det negative, ulykkerne osv. som frustrerer
ethvert skolebarn i dag og giver frygt for såvel tiden som fremtiden.
Faget gymnastik fandtes ikke! Vi havde en dejlig stor legeplads med græs omkranset af en dobbelt
granhæk , hvor der blev leget i alle frikvarterer. Enkelte gange blev en buk eller en plint taget frem og ud på græsset. På klasseværelsets bagvæg var det ribber - men jeg husker ikke vi brugte dem.
Mon ikke vi alle fik rigelig motion i landbruget, som de 98% af os stammede fra - og hvor vi måtte
hjælpe til ?
Ikke langt fra skolen lå optagelseshjemmet ”Lyng”. Herfra flygtede sommetider nogle af de
’indsatte’. Jeg husker en hændelse meget tydeligt. 2 ’fanger’ var blevet meget uvenner, og den ene
blev skarpt forfulgt af en anden, som indhentede ham lige ud for skolen. Det blev første gang, jeg
blev vidne til et regulært slagsmål mellem voksne, og hvor det måske gjaldt liv eller død, hvis ikke
lærer Hansen havde fået dem skilt ad.
Tordenvejr.
Vi havde ofte tordenvejr. Var det nat, blev vi søskende altid kommanderet op. Alle skulle være
parate til at forlade huset, om lynet skulle slå ned og antænde bygningerne. Jeg har altid sovet ekstra
godt i tordenvejr, så det var altid ’træls’, når man måtte forlade sin varme seng. Om dagen greb det
jo naturligvis ind i arbejdet, - men en halv fridag efter tordenregn var jo altid velkommen fx i høeller kornhøsten. Men det kunne sommetider være tæt på. Jeg husker en gang, hvor et kraftigt
tordenvejr havde tvunget alle hjem fra marken, og vi sad i køkkenet og drak kaffe. Pludselig lød der
et brag, og røg og sod stod ud af vores skorsten. Vi havde jo komfur i køkkenet, så skorstenen var i
brug daglig. Alle fór ud for at se, om der var ild nogen steder. Det var der ikke, så vi slap med
skrækken.
Kuglelyn
Et fænomen vi ofte oplevede var kuglelyn. Det var en lille ’ildkugle’, som for rundt hid og did. En
dag, hvor vi høstede ’til sønder’ fór disse lyn frem og tilbage foran hestene. En anden gang husker
jeg dem i laden, hvor de som glødende kugler fór rundt. Min fornemmelse er, at de ’kom ud’ af
målerskabet, men ved ikke om det var tilfældet.
En søndag var vi nede i ’æ omle’ for at fiske. Det blev meget kraftig tordenvejr, og vi begav os
hjem. Det viste sig så, at vores nabo, Herman Møller havde fået dræbt 2 heste, som lå på marken
med græs i munden. En brun, sveden stribe gik over marken og gennem de 2 heste.
Morfar dræbes af et lyn
Den værste oplevelse var naturligvis, da min morfar, Peder Green, d. 18. august i 1947 blev dræbt
af lynet. Han havde hjulpet morbror Anton med at køre korn ind. Da det blev tordenvejr og regnen
kom besluttede de, at karlen skulle køre hjem til gården med kornlæsset, mens min morfar ville skrå
over marken, hjem til mormor. Desværre nåede han kun ca. 20 m væk fra vognen før et lyn ramte
ham, og han var død på stedet. Også her viste en sveden stribe ned gennem kroppen lynets vej.
Det var før telefonens tid, og det var ofte børn, der var ’stafetter’ i sådanne og andre tilfælde. Jeg
blev således bedt om at cykle til Silstrup for at fortælle Kirstine og Karl, at hendes far var dræbt.
Egentlig en barsk opgave for en 12-årig, men sådan så man ikke på det.
Dette ændrede ikke min fascination af tordenvejr, og jeg har også senere i livet erindringer fra
’store’ oplevelser – fx udsigten fra mit hus i Barrit over Vejle fjord en aften med masser af lyn, eller en nat fra Bornholmerfærgen, hvor vi - en 7. klasse med lærere - sov på dækket og oplevede et
sandt lys-show – for ikke at tale om den aften i 1987, hvor vi i fly forlod Toronto og fløj ind i et
stærkt tordenvejr, med flotte lyn – og en masse ubehagelig turbulens til følge.
Skypumper.
Et andet almindeligt fænomen i min barndom var skypumper. En dag, hvor vi netop var færdige
med at stakke hø fra et stort område, kom der en skypumpe – en meget kraftig hvirvelvind. Den
sugede høet langt op i luften og spredte det hele, så vi kunne starte forfra med at rive resterne
sammen og stakke igen. En anden gang løftedes morbror Antons staklade op, førtes ca. 4-500 m
med vinden og knustes ind i skrænten ved bækken. Men den største oplevelse havde vi en
vinterdag, hvor en skypumpe tømte sit indhold af sild på marken oppe til nord - et fantastisk syn på
en snedækket pløjemark . Det var i en af de hårde krigsvintre. Min far havde netop bygget en kane
til arbejdsbrug. Et stykke arbejde, han kom rigtig godt fra og som jeg husker, jeg var meget stolt af.
Nu spændte han hestene for kanen, og hele familien kørte op i marken for at iagttage fænomenet.
Der lå simpelthen sild over alt. Skypumpen kom ude fra Vesterhavet, hvor den havde haft held til at
suge en sildestime op – og gik så i opløsning over Sdr. Grene. Jeg har været en 6-7 år, så det har
været ca. 1942.
Familiebesøg.
Familiebesøg var ikke sjældne. Det var skik at mine forældres søskende med eller uden børn kom til
alle fødselsdagene, samt selvfølgelig til konfirmationer og andre ’indbudte’ begivenheder.
Dem vi kom mest sammen med var faster Emilie og onkel Hans fra Billund – med døtrene Eva og
Edith. Det var altid dejligt, når de kom. Der blev altid holdt udkik efter deres bil, og dejligt var det,
når den dukkede op på ’æ overvej’! Vi havde det fortrinligt sammen med vore kusiner, og det er
ikke få frække historier, der er fortalt i årenes løb – ikke mindst når vi søgte ud i deres bil, hvor vi
uforstyrret kunne snakke om hvad vi havde lyst til. Ellers blev der leget i køkkenet, spillet firkort
eller leget ”Sig nu!” – eller hvad der nu var populær i tiden.
Også moster Mary og onkel Laurids var hyppige gæster. Laurids var altid familiens muntre hoved –
altid god for en vits eller den sidste frække historie. Måske var ikke alle de voksne lige begejstrede,
men vi børn forgudede ham. Han kunne altid sætte fut i selskabet. Fx husker jeg en søndag, hvor
familien var inviteret til middag. Mary og Laurids kommer ind og hilser rundt – Laurids med
spørgsmålet: ”hvor sidder pinsen på en kvinde”? Jo, for han havde i bilradioen hørt, at der var en
kvinde, der var blevet skudt i pinsen!!
Moster Katrine og onkel Søren delte vi gris med, dvs. vi skiftedes til at slagte gris, og fik således en
halv ad gangen. Det var jo i en tid, hvor grisen endte i saltkarret i kælderen. Senere fik vi anpart i
frysehuset i Døvling, da det blev bygget.
Det var også før telefonens indførelse, så kommunikationen foregik enten pr. post eller ’med
kurrer’! Jeg gik som før fortalt i klasse med min fætter Emil, så sommetider blev jeg bedt om at tage
med ham hjem for at spørge, om det var tid at slagte (når karret var ved at være tomt). En gang var
jeg så heldig, at de netop var færdige med at bjerge høsten. De havde den skik, at det bl.a. blev
fejret med en tur i rejsebiografen. (I mit hjem gik man ikke i biografen!) Jeg var således så heldigt
at få se både ”Barken Margrethe af Danmark” og senere Jeppe Åkjærs ”Når bønder elsker” – et
herligt lystspil . Visse fordele var der ved at være den ældste i søskendeflokken.
En anden skik jeg mødte hos Sørens var, at de altid fik pandekager om lørdagen!!
Vi børn var jo ofte med, når der var fødselsdag eller andre familiebegivenheder som barnedåb el.
konfirmation i de øvrige familier. Der var altid mange børn (jeg har 57 fætre og kusiner i alt), så der
var jo liv og glade dage. Familierne levede fuldt ud op til mundheldet: hvor der er hjerterum er der
også husrum. Til eksempel havde min moster Olga og onkel Eli i alt 16 børn – og et lille
husmandssted. Men aldrig erindrer jeg, at der ikke var plads. Vi børn sad altid i køkkenet – og har
givet siddet meget tæt, men det forhøjer jo blot stemningen. De mange børn gav jo også anledning
til mange lege. De foregik både ude og inde. Der spilledes komedie, legedes ”pot og find”, spilledes
pind osv. Ind imellem lidt barske og farlige lege – men sådan var det.
Jeg husker bl.a. når vi i Velhusted passerede Herning-Troldhede jernbanen for at lege med
tipvognene ved brunkulslejet i nærheden. Her kørte vi tipvognene op ad skinnerne, et par børn op i
dem og så et skub, så de fik fart på. Nå de så ramte stopklodsen ved ’endestationen’ ku’ de rejse sig
på ’bagbenene’!! Uha!
En gang til fætter Emils fødselsdag legede vi som så ofte ’røvere og soldater’. Vi delte os i to hold
og den pågældende dag var jeg røver, blev fanget, lagt op på og bundet til siddepindene i et tomt
hønsehus, - hvor de øvrige drenge glemte alt om mig, da der blev kaldt ind til chokolade og
lagkage. Først da festen var slut savnede man mig, og jeg blev fundet og løst – godt radbrækket.
Min onkel Laurids havde en Rottweiler, som min fætter Bent havde fået fremstillet en vogn til. Så
han spændte hunden for vognen og kørte ture i omegnen. Den var enorm stærk, elskede legen og
agerede hest til alles fornøjelse.
Sommerferie.
Hver sommer var vi på en uges ferie hos onkel Hans og faster Emilie i Billund. Det var årets
oplevelse. Det var dejligt at blive installeret i loftsværelset, og bl.a. vågne om morgenen til lydene
fra mælkekuskene, der leverede spande med mælk ind på mejeriet på den anden side af gaden.
Mandag fik vi som regel lov at følges med Hans til Samlestaldene i Grindsted, hvor han købte
kreaturer ind til forretningen. Jeg husker ikke, om de leveredes samme dag, men dagen efter skulle
de slagtes. Det var hårdt arbejde. Vi andre var jo hjemmefra vandt til at grise blive slagtet, men her
drejede det sig om heste og kvier. Det var voldsomt at se dem blive skudt med boltpistolen, og dejse
om på slagtehusets gulv. Det hele foregik i baghuset, hvor der var en lille stald, selve slagterummet
og et stort kølerum. Desuden plads til cykler, brændsel og – hunden. De havde en dalmatiner.
Når der skulle slagtes fik min onkel hjælp af Alfred, som boede i et hus nabo til haven. Jeg husker
han havde tatoveringer, og var stærk – og glad for børn. Men hvad han egentlig lavede ved jeg ikke.
En gang imellem kom en bestemt skærslipper forbi. Han havde eneret på at slibe min onkels knive –
var den eneste, han mente kunne gøre det godt nok.
Torsdag og fredag kørtes der så landtur. Min onkel havde i mange år en Chrysler, hvortil han havde
fået fremstillet en kasse til opbevaring af kødet. Modellen var den med ekstra passagersæde under
en klap bag på vognen. Han kørte rundt til gårdene og solgte kød, pålæg osv. Hjemme passede
Emilie butikken; hvilken salighed at komme ind og mærke duften af renhed og kød – og få lov at
smage pålæg lige fra pålægsmaskinen.
Ved middagstid var forretningen formentlig lukket – jeg erindrer ikke kunder, der forstyrrede i
middagspausen. Efter maden skulle Hans have sin middagslur, som foregik i en lænestol. Sådan var
det også, når han var i byen. Han kunne folde hænderne på maven, lukke øjnene og – sove 5-10
minutter. Så var han frisk igen.
Var vejret godt cyklede vi til Randbøldal, hvor der var friluftsbad med vandrutschebane! En stor
oplevelse. I øvrigt husker jeg en hændelse, hvor vi på hjemvejen blev angrebet af en bidsk hund.
Man fornemmede altid, at børn havde det godt i det hjem. En gang havde Edith forbrudt sig med et
eller andet, hvorefter hendes far tog hende på knæet og forklarede hende det uheldige i hændelsen.
Sådan foregik tingene ikke lige i mit hjem – men vi var jo også drenge!
En gang husker jeg Emilie serverede æbleskiver til os børn. Og vi åd!! Så vidt jeg husker spiste jeg
18 – og var vist ikke den der vandt! Utroligt at hun gad bruge tid og kræfter på at bage og bage,
mens hun også skulle passe butikken.
Jo, ferierne i Billund var uforglemmelige.
Lystfiskeri.
Ofte siger jeg, at jeg er ”født med en fiskestang i hånden”. Dette hentyder naturligvis til alle de
vandløb, der omgav os i vores barndom og hvor vi fiskede tidligt og sent. Jeg har fået fortalt, at min
mor frygtede bækken og hvad, der kunne ske, om uheldet var ude. Endvidere, at jeg som lille havde
den vane med at gemme mig, - og ikke svare når min mor kaldte.
Ikke noget pænt træk af mig!
Men vi havde mange vandløb. Hjemme ved gården var der dels Døvling bæk, dels
vandingskanalen. Nede i ’æ omle’- havde vi ”Dalgas kanalen”, Karstoft å som her løb i Skjern å. Så
der var fiskemuligheder nok, og de blev naturligvis udnyttet.
I Døvling bæk fiskedes først og fremmest gedde, skalle og ål. Man kom hurtigt derned, hvorfor den
naturligvis benyttedes meget. Min mor lavede fiskefrikadeller af gedde og skaller.
Vandingskanalen løb i bækken nedenfor hønsehuset. Her havde min far lavet et vandfald,
hvorunder der stod en sammentømret kasse, med kyllingetråd som den ene ende. Her fangedes ål –
og i sensommermånederne – mange ål. Efter en nat med tordenvejr var en 50-80 stykker ikke
usædvanlig – herligt. Hos os blev de ikke flået. Min mor rensede skindet med salt – hvorefter de
blev stegt. Ikke mindst skindet smagte vidunderligt.
I Karstoft å var der først og fremmest stalling – i store flokke. Der har altid været ret mange træer
og buske langs åen ,der gjorde det vaskeligt at kaste fluen. I åbningerne kunne man se fiskene stå i
stimer. Det frustrerende var, at det ikke var der de var til at fange. Men man kastede jo
fortrøstningsfuld ormen eller fluen ned midt i flokken, hvilket ikke generede dem synderligt. Nej,
skulle der fanges stalling, var det i de mange streams; steder hvor vandet strømmede ned over
grusbankerne, i svingene, under brinkerne osv. Ofte var det med megen gymnastisk udfoldelse,
man kunne nå de gode steder. Men en stegt ’blåmand’ var en herlig spise. I Skjern å var det kæmpe
gedder, bækørreder og enkelte laks der fangedes. Men jeg husker ikke de store fangster der - ud
over ål. Når der i august tattedes ål, var fangsterne ofte gode. Nu var formaningerne med hensyn til
at færdes ved Skjern å også store. Strømmen var stærk og åen bred og med enorme vandmængder.
Et fejltrin, og man skulle ikke regne med at komme op igen, - slet ikke ved egen hjælp.
I kanalen var det især aborre, der fangedes. De var ikke store, men meget velsmagende. Også her
brugtes ruse til især fangst af ål.
Ellers var ”St. Mededag” sæsonens højdepunkt. Her var såvel Carl som Paul Wellendorf ofte med
ved åen.
I min drengetid blev ’æ omle’ – engstykket ved Skjern å - jo passet, dvs. afgræsset og og der blev
bjerget hø. Derfor var der også meget smukt dernede og mange, mange søndag eftermiddage
tilbragtes der med hygge, medbragt kaffekurv – og fiskeri og badning. I mange år var det skik, at
grundlovsdag tilbragtes dernede. Her og Pinselørdag havde familien Johnsen (vores nabo, som var
medejer af området) også fast tradition med øl og smørrebrød. Her blev stemningen ofte høj.
Specielt husker jeg en gang, hvor en af deltagerne mistede sine forlorne tænder i åen. Nu brugtes
resten af eftermiddagen med at dykke i det dybe sving efter tandsættet – men uden resultat!
I søen fiskede vi også, og der lå altid en båd dernede, så vi kunne ro os en tur (næppe tiltænkt os).
Her var smukt med de store skrænter, skoven omkring, engen med masser af engblomme,
trevlekrone og gøgeurt. Her så jeg også min første fiskeørn svæve hen over søen – højt oppe.
Om efteråret var det et svir at få lov at være med far på fasanjagt og andetræk dernede – senere, da
jeg blev ældre, og måske ikke helt lovligt fik lov at låne bøssen, var det et herligt sted at stå i
mørket og høre andeflokkene komme flyvende og lande i åen. Ikke fordi det var nemt at komme til
skyde, - men stemningen var god.
I min tid på seminariet og min første tid som lærer tilbragte jeg altid morgenerne i Kr.
Himmelfartsferierne ved Karstoft år. Det gav god fangst, men bedst af alt: fuglesangen var
fantastisk.
- her kan der fanges Stalling…
2. verdenskrig, som jeg oplevede den…
Den 9. april 1940 blev Danmark besat af Nazi-Tyskland. Jeg fyldte en måned efter 5 år og egentlig
undrer det mig, hvor meget jeg husker fra den periode på de ”5 forbandede år”. Jeg husker ikke de
mange flyvemaskiner på selve besættelsesdagen, men til gengæld husker jeg tydeligt den trykkede
stemning, der var derhjemme.
Selv om vi boede ’langt ude på landet’, var der alligevel mange hændelser, som på én eller anden
måde berørte os. Størst selvfølgelig nedskydningen af en engelsk ’flyvende fæstning’ i august 1944.
Det første jeg husker, var som sagt den trykkede stemning omkring besættelsen. Samtidig blev der
indført tvungen mørklægning, og der er mange vinduer i en landbrugsejendom. I stuehuset klarede
vi det ved at min far fremstillede nogle trærammer, hvori blev fæstnet noget sort stof. Værre var det
at mørklægge stalden, hvor der jo var mange vinduer. Jeg husker ikke præcist hvad vi gjorde, men
har en fornemmelse af, at det bl.a. klaredes med salpetersække og halm.
Vi havde selvfølgelig tyskerne relativt tæt på, idet de var – eller rettere – indkvarterede sig i
Skarrild skole, som de beslaglagde de sidste krigsår. Så vi så dem, hver gang vi var i Skarrild for at
handle. Ligeledes mødte vi dem, når vi i samme anledning var i Herning. Jeg husker tydeligt når de
kom marcherende forbi i gaderne, - syngende. Jeg syntes det lød enormt flot!
I Sdr. Omme havde tyskerne en forlægning, hvor de på ’Svollibjerg’ (se topografisk atlas) havde en
lyttepost, som vi var noget generet af. Blandt andet havde de nogle enormt stærke lyskastere, som
kunne nå hele egnen omkring posten. Jeg husker for eksempel en aften, hvor jeg kom gående ovre
’til sønder’, på vej hjem fra besøg hos mormor og morfar. Her blev jeg indfanget af lyskeglen, som
fastholdt mig et stykke tid.
Tyskerne oprettede jo deres eget telefonvæsen, og deres linjer gik langs vejen forbi skolen. Det var
en udbredt fornøjelse for os skolebørn – på vejen hjem fra skole – at ’knalde’ disse
porcelænsklokker, som ledningerne var fæstet til. Jeg husker tydeligt hvilken ’skideballe’ vi fik af
vores lærer, da han opdagede vores foretagsomhed. Det følte vi var uretfærdigt, men vi forstod
selvfølgelig ikke, hvilke konsekvenser det kunne få for skolen og for ham.
I en periode var tyskerne meget aktive på markerne nord for vores have, hvor de foretog målinger
og satte markeringsstokke op. De voksne snakkede om, om der skulle graves skyttegrave. Måske
har det haft med planerne om at bygge fæstningsværker inde i landet til forstærkning af
’vestvolden’ at gøre. Der skete imidlertid ikke mere.
I Sønder Omme-forlægningen var der også krigsfanger, som var tvunget ind i den tyske hær. Det
hændte at de flygtede – oftest uden større held.
En dag, hvor vi var i tørvemosen for at grave tørv, så vi to personer komme løbende langs vejen fra
Sdr. Omme. På et tidspunkt skråede de ind over mosen, men blev øjensynligt bange for at blive
fanget i gamle tørvegrave fyldte med vand og vendte derfor tilbage til vejen – hvilket tydeligt
sinkede dem. Kort efter blev vi opmærksomme på et gevaldigt råberi. Det var en tysk officer, som
på cykel havde optaget forfølgelsen. Han skreg med mellemrum ”Halt”, hvilket ikke fik fangerne,
som senere viste sig at være en polak og en franskmand, til at stoppe – tvært imod. Med mellemrum
sprang han af cyklen og skød med sin pistol efter de flygtende. Ud for vores del af mosen kunne de
endelig forlade vejen og forsøge at nå over til en lille plantage. De skulle forcere flere pigtrådshegn,
og faldt flere gange undervejs. Hver gang frygtede vi at de var blevet ramt. Den tyske officer
forsatte sit skyderi, og vi måtte søge dækning i en gammel tørvegrav, hvor han så skød hen over
hovederne på os. Vi undgik at blive ramt, det samme gjorde desertørerne. Kort efter ankom 2
lastvogne med soldater, som blev sendt efter de flygtende. Det lykkedes dem dog at gemme sig i
trætoppene, idet franskmanden den følgende nat henvendte sig på en nabogård, hvor han fik mad og
tøj og fortsatte sin flugt. Lige så heldig var polakken åbenbart ikke, idet han efter sigende dagen
efter blev iagttaget på gaden i Sdr. Omme med flænger i uniformen. Måske var hans sprog en større
hindring for at kunne klare sig – måske var han blevet ’stukket’.
Som krigen skred frem blev vi konstant generet at natlige overflyvninger. Vi lå direkte i den
flyverute, de engelske bombefly fulgte på deres vej til bombning af de nordtyske byer. På kort kan
man se, at de fløj ind over Ringkøbing Fjord og derefter drejede sydover stort set følgende den
jyske højderyg. De kom fast kl. 24 med kurs sydover og kl. 04 med kurs hjemad. Jeg var hver nat
meget bange og vågnede hver gang de passerede. Jeg kunne høre flyene længe før mine forældre og
vidste altid, når de var på vej. Ofte blev de forfulgt af tyske jagere, som beskød bombeflyene.
En af de voldsommere episoder indtraf en nat, hvor de engelske fly for at lette vægten smed deres
last af bomber og brandbomber lige øst for Døvling skole. Det betød, at hele horisonten pludselig
stod i flammer. Jeg græd. Men jeg kan huske at min lillebror, Egon trøstede mig med ordene, ”at det
måtte have været meget værre på Skarrild kro”, - den var brændt nogle dage forinden. Min far blev
kaldt ud som brandvagt, og måtte midt om natten af sted for at tage del i slukningsarbejdet.
27. august 1944
Den største hændelse indtraf søndag d. 27. august 1944 kl. ca. 04, hvor et af de engelske bombefly
af typen Lancaster ME 650 med 7-mands besætning blev skudt ned på vores mark lige udenfor
haven. Maskinen var sammen med flere fly på vej tilbage fra et bombetogt mod Königsberg. Over
Vestjylland blev de imidlertid angrebet af tyske jagerfly, og vi vågnede ved de skarpe smæld fra
projektilerne, der lavede flere huller i taget på kostalden. Samtidig oplyste et skarpt lysskær gården
og omgivelserne. Min far stod op, og så da et fly i brand meget højt oppe over gården. Han kunne
ikke gøre andet end at iagttage det brændende fly og håbe, at det ikke ville ramme gården. Far
varskoede os andre, som nu var samlede i soveværelset – og flyet ramte jorden bare 50-70 m fra
gården.
Jeg fulgtes i det dunkle morgenlys med min far op til flyet, hvor vi bl.a. kunne se nogle store sorte
tingester ligge, hvilket bevirkede, at vi ikke turde gå nærmere af frygt for, at det fx kunne være
bomber. Det viste sig senere at være landingshjulene. Min far kontaktede derefter Carl Frederik
Wellendorf, vores nabo, hvorfra de ringede til landbetjenten i Kibæk. Han var ikke helt klar over,
hvor stedet var, så de aftalte at mødes med ham i Clasonsborg. Det blev Wellendorf, der fik denne
opgave. Mens han ventede dukkede tyskerne op, og han blev tvunget til at stå med hænderne bag
nakken. Wellendorf talte flydende tysk og forklarede hvorfor han var der, men de antog ham vel for
at være en flygtende engelsk flyver, der havde overlevet styrtet – eller engelsk spion. Betjent
Christensen kom dog og reddede ham ud af kniben. På spørgsmål om, hvorfor han ikke blot skulle
have hænderne i vejret, fik han at vide, at engelske spioner var kendt for at gemme en lille revolver
i hånden, som de, når de blev visiteret, kunne skyde fjenden med.
Da det blev lyst, kunne vi rigtig se, hvad der var sket. Ved siden af flyet lå agterskytten med knust
baghoved. Han var slynget ud af flyet eller havde søgt at springe ud, og var blevet ramt. De øvrige 6
mand sad fastspændte, men forkullede på deres pladser. Det var ikke noget smukt syn, - og jeg ser
dem stadig for mig.
Senere dukkede tyske soldater op, og området blev delvist afspærret for nysgerrige. Da det var
søndag havde egnens befolkning jo tid og god lejlighed til at tage katastrofen i øjesyn.
Mange vragstumper lå spredt rundt omkring. I hedeområdet ved plantagen nær Clasonsborg lå fx
halepartiet, hvilket gav anledning til, at det i avisen og i pressen forlød, at flyet var skudt ned på
Clasonsborgs jorder.
Flyet lå tæt på, men syd for ’æ overvej’. Nord for vejen havde vi kartofler, som på det tidspunkt var
ret kraftige i bladene, - og derfor var et godt skjulested for diverse vragrester. Her fandt vi bl.a.
patron-rinkninger, til at lægge i maskingeværer. Vi gik række op og række ned, og fandt vi patroner,
tog vi dem omkring foden og ’gik videre’, hvorefter de kom op under jakken eller bare op i heden
oven for. Senere havde vi dem liggende på hanebjælken på loftet. De viste sig at passe til de
geværer, hjemmeværnet fik efter krigen. Hver 5. patron var i øvrigt en sporepatron, dvs. de var
selvlysende, så man kunne se, hvor de ramte.
Wellendorf’s søn, Otto, som var manufakturhandler og - frihedskæmper, hvad hans forældre på
dette tidspunkt ikke vidste - fandt en faldskærm, som på den tid var meget populær, da stoffet kunne
anvendes til kjoler. Han smed faldskærmen ind i vores havehæk for at hente den senere, men da
dagen var gået, - var skærmen væk. Der var hundredvis af besøgende denne søndag, og meget
forsvandt. Også den dræbte flyvers støvler, havde nogle den frækhed at trække af ham og stjæle!
Jeg kan huske at Egon og jeg i en kartoffelrække fandt en underlig genstand, som havde boret sig
ned i sandet. Det var som et rør med en hvid pose inden i. Vi kunne ikke trække den op – men da vi
bad om hjælp fra min far, fik vi omgående besked om at holde fingrene fra den.
Over middag skulle jeg besøge min sidekammerat i skolen, Knud, som boede i ”Vesterled”, det lille
hus over for ”Vestergård” i Døvling. Vi havde aftalt at lege. Da jeg sidst på eftermiddagen vendte
hjem, var der sket en hel masse. Der var folk alle vegne, der var tyske militærlastbiler i gården, og i
køkkenet var tyske officerer bænket omkring køkkenbordet, og min mor havde fået ordre på at lave
mad til dem. Det var overvældende.
De følgende dage skulle resterne af flyet skilles ad og bringes til stationen i Sdr. Felding, hvorfra de
fragtedes til Tyskland. Det betød, at en deling tyske soldater blev indkvarteret i vores lade, og der
hang udrustning alle vegne, bl.a. på tærskeværket og kværnen.
Det mest generende var, at der var vagtskifte midt om natten med motorlarm, kommandoråb,
raslende våben – og ikke mindst en larm fra køer og grise i stalden, som troede det var fodringstid.
Det var en periode, der gav mange nerver for hele familien, måske især på grund af manglende
søvn. En af de ting jeg husker fra perioden var de tyske soldaters vaner. Blandt andet luskede de
rundt for at finde hønsereder. Vi havde mange høns, som havde den vane at lægge æg rundt
omkring. Når de fandt sådan en redefuld æg prikkede de blot hul i æggene og slugte det hele råt! Vi
børn var forundrede.
A pro pos vaner: en anden ting, der undrede os, var deres måde at skære rugbrød på. De brugte
tykke skiver, som blev skåret på god, gammeldags vis ved at tage brødet op til brystet, og skære
rundt med en brødkniv. Da min mor ville hjælpe dem, og satte brødmaskinen ind på bordet, anede
de ikke, hvordan de skulle bruge sådan en. Jeg ser dem endnu sidde omkring bordet i spisestuen.
Min far opdagede på et tidspunkt, at danske arbejdere under overvågning af soldater var i gang med
at grave et stort hul uden for vores køkkenhave. Da han havde sine bange anelser og fik spurgt sig
for, var hensigten ganske rigtigt at begrave flyets besætning i hullet.
Han fik nu fat på politibetjenten igen, og det lykkedes efter megen opstandelse, at få lov at få dem
begravet på kirkegården i Skarrild. Betingelserne var, at vi selv sørgede for kister og transport til
Skarrild, samt at arbejdet skulle være færdiggjort før kl. 16, hvor de danske arbejdere - i tysk
tjeneste - havde fyraften.
Kisteproblemet tog snedkeren i Skarrild sig af. Transportproblemet var større. Vore heste og karlen
var i tørvemosen – som ligger 7 km hjemmefra. Derfor henvendte far sig sammen med betjenten på
Clasonsborg, hvor Fr. Lauersen indvilgede i at stille vogne og heste til rådighed. Så langt så godt.
Men på vejen til kirkegården opdagede en tysk officer, at man over nogle af ligene havde lagt et
gammelt, slidt Dannebrog. Han blev splitter tosset og krævede arrangementet aflyst. Han blev dog
bragt til ro med undskyldninger om, at man i skyndingen ikke havde set, det var det danske flag!!
Begravelsen havde samlet mange mennesker, som havde fået nys om, hvad der foregik. Da
begravelsen var ved at være færdig, og de 7 engelske, australske og canadiske flyvere var sænket
ned, stemte forsamlingen spontant i med ”Altid frejdig når du går”, hvilket igen fik den tyske
ansvarlige til at fare i flint. Med skældsord og trusler råbte han op om, at forsamlingen ’vist var
meget engelskvenlige’. Man fortalte ham naturligvis, at det var en god, dansk skik, og ikke havde
noget med at være engelskvenlig at gøre. Men nu var tiden gået, og han var helt tosset. Kun da man
lovede at gøre arbejdet færdigt og selv rydde op, lod han sig formilde og forlod stedet.
Som sagt var seks af flyets besætning stærkt forkullede, hvorfor det var umuligt at få alt med, da de
blev lagt i kister. De sidste rester blev skrabet sammen, og begravet i det allerede gravede hul ved
køkkenhaven.
De dræbte var: bombekaster B.Mc.Laughlin, Canada (23 år), pilot E.G.W.Bowers, England (23 år),
navigatør J.W. Fingland, Canada (30 år), flyvemekaniker G.R.Stott, England (21 år), kanonskytte
A.M. Langridge, England (19 år), kanonskytte W.J. Carrier, Australien (21 år) og radiotelegrafist
Leslie Thompson, England (22 år).
Flyvergraven på Skarrild Kirkegård
Da den værste oprydning var overstået, og de fleste vragdele fjernet, fik vi et fast vagthold, som
blev indkvarteret hjemme hos os. Holdet ankom mens der var begravelse og bestod af en leder, hans
oppasser samt 2 menige soldater. De var ikke nazister, hvad de ikke lagde skjul på. Lederen var fra
Königsberg, hvor flyet netop havde bombet og da min far kom hjem blev han spurgt, om
begravelsen var overstået. Da min far bekræftede dette, var officerens bemærkning: ”Gut, Gut, Sie
sind auch Menschen“.
Han længtes som de øvrige hjem, og viste os senere på aftenen billeder af sin kone – klædt i pels –
med barnevogn og et barn på armen. Han havde ikke set eller hørt fra familien siden billedet var
taget. Hans oppasser var fra Wien, forvalter på et stort gods. Så var der en elektriker fra Dortmund
og en bager fra Aachen. Det var i høj grad almindelige mennesker, som vi havde god kontakt til, og medfølelse med.
Min far havde fødselsdag den 30. august. Det var en dejlig varm sommerdag, og som altid kom
familien på besøg. Det var den gang almindeligt, at man efter eftermiddagskaffen spillede kroket.
Den pågældende dag blev der spillet oven for haven, hvor der var et fladt stykke med græs. Mange
af de tyske soldater var indkvarterede rundt omkring på de øvrige gårde i nabolaget. Lederen af
denne gruppe var en ilter ’satan’, som ofte skældte og smelte, hvis tingene ikke gik stærkt nok.
Mødte en soldat fx ikke til tiden, kunne han om morgenen gribe sin cykel, og spurte af sted til en af
nabogårdene efter ham. En af de vagter, der var hos os, blev inviteret med til at spille kroket. Men
da han var en forsigtig, lidt genert type, trillede kuglen ikke rigtig nogen steder i det måske lidt
lange græs; det var jo ikke nogen plæne. Da kommer just den iltre befalingsmand forbi, - kikker på,
og kan godt se, at hans landsmand er lidt til grin i al sin tilbageholdenhed. Han griber da køllen ud
af hånden på staklen, og smækker til kuglen, så den ryger af sted op på ’kartoffelbakken’ – langt
uden for banen. Nu kan han så godt se, at han for alvor har dummet sig, så han smider – rød i
hovedet – køllen, styrter i løb op efter kuglen, løber tilbage og lægger den for foden af soldaten, og
forsvinder på sin cykel. Dagens oplevelse!
Se i øvrigt Viggo Vandkær Thomsen’s interview af min far i FamlieJournalen fra 31. august 1981
og i artikel i Herning Folkeblad 30/8 1978.
Oprydningen fik en ende, men krigen var jo ikke forbi og spændingen om, hvordan det ville ende
steg, som tiden gik. Jeg husker fx, at min bror Egon og jeg en dag var på vej op til
’kartoffelbakken’, da en infernalsk støj blev kraftigere og kraftigere. Frem over trætoppene dukkede
en flok engelske bombefly op, flyvende så lavt, at vi tydeligt så ansigterne på piloter og øvrige
besætningsmedlemmer. Datoen var den 31. oktober 1944, og maskinerne – hvad vi ikke vidste den
gang - var på vej for at bombe Aarhus universitet – kollegium 4 og 5 – hvor tyskerne havde
arkiverne over bl.a. jyske modstandsfolk.
En dag, hvor vi stod ved østenden af laden og sorterede kartofler, blev himlen pludselig helt fyldt af
bombefly, som var på vej sydover. Der var så mange, at vi opgav at tælle dem. Jeg ved ikke hvilken
aktion de var på vej til, ej heller datoen, men det må have været en af de store aktioner i efteråret
1944. Det underlige for os var, at det skete ved højlys dag, hvor vi var vant til at maskinerne kom
om natten mellem 12 og 04. Måske var det Hamborg, der var målet. Det var sådan, at vi en gang
imellem, når der bombedes kunne mærke jorden dirre under os.
Jeg husker en anden oplevelse, hvor et lille jagerfly – jeg tror den var engelsk – fløj under de
elektriske tråde mellem to el-master. Hvorfor har jeg ingen anelse om, men kunne tænke mig at det
var en rekognoscering forud for angrebet på Århus universitet. Det gjaldt jo om at undgå at blive
opdaget af lytteposten på Svollibjerg. I øvrigt oplevede vi også at der blev smidt stanniol strimler
ned, hvilket skete for at forstyrre tyskernes sporing af de engelske fly.
Vi børn fulgte selvfølgelig med i hvad der skete, læste aviser, lyttede med når vore forældre hørte
de illegale udsendelser fra BBC og loddede i det hele taget stemningen hos de voksne.
Min sidekammerat i skolen, Knud, var så heldig, at hans far havde skrivemaskine. Den måtte vi
låne. For eksempel skrev vi frihedssangen ”En vinter lang og mørk og hård” af, da den kom i
slutningen af 1944. Ved hjælp af karbon-papir lavede vi ekstra eksemplarer, som vi delte rundt. Jeg
har stadig et eksemplar liggende.
Ligeledes har jeg et eksemplar af en tegning vi havde megen glæde af at dele rundt lige efter krigen.
Den forestiller en tysk soldat, som han så ud da han kom til Danmark (mager og tynd), men hvis
man vender billedet om, kan man se, hvordan han så ud, da han forlod Danmark (fed og
overvægtig)!
Egentlig undrer det mig, hvor aktive vi var. Men vi ser jo også i dag, hvor aktive børn er i
krigsramte områder, - selv om det er de voksnes krig.
Da vi nærmede os maj 1945 blev situationen jo mere og mere tilspidset. Vi lyttede dagligt til BBC,
som sendte de berømte hilsener til danske modstandsgrupper. I begyndelsen af maj stod det klart, at
enten stoppede krigen eller også kom krigshandlingerne til at foregå i Danmark. Derfor startede vi
med at grave ud til beskyttelsesrum i plantagen bag ved gården – ned mod bækken. Der blev gravet
sand ud, fældet kraftige træer, som blev lagt over udgravningen som tag. Spisepauserne blev lagt, så
de passede med udsendelserne fra England, så man ikke spildte tiden. Den 4. maj arbejdedes der
hektisk. Kusine Dagny var hos os og hun og min mor var så nervøse, at de havde diaré, hvorfor de
skiftedes til at sidde ude på vores gammeldags wc. Det betød, at da budskabet om tyskernes
kapitulation lød fra højttalerne sad min mor ude på ’wc’et’. Jeg kan huske, at jeg for ud og råbte
hele vejen, at tyskerne havde overgivet sig.
Fra Skovbjerg plantage lød der maskingeværskud, og vi forestillede os forskellige grunde dertil. Det
viste sig at være nogle modstandsfolk, som havde skydeøvelse, og som ikke anede, at krigen var
slut for Danmarks vedkommende.
Men der var glæde, lettelse og blev festet til langt ud på natten.
Dagene efter befrielsen var jo én stor fest – alt var præget af den lykkefølelse, befrielsen havde
skabt.
Jeg husker bl.a. grundlovsmødet en måned senere i Tarp skoles have. Her var lærer Mølgaards
datter på ca. 10 år klædt i en hvid kjole med et rødt bælte og hun sang – stillet op på et podium -
”Der rider en konge” så smukt og gribende, at alle havde en klump i halsen. Sangen blev skrevet af
Hans Hartvig Seedorff Pedersen i 1940, som en hyldest til kong Christian X, hvorefter Poul
Schierbeck skrev melodi til den.
Der er ingen tvivl om, at de oplevelser vi havde under krigen på mange måder har sat deres spor. I
Sdr. Grene bliver vi jo stadig mindet om nedstyrtningen i ’44 – ikke mindst grundet de mange fund
fra maskinen. Der pløjes stadig mindre vragrester op. I øvrigt blev min far på et tidspunkt bange for
at have de mange patroner liggende på stuehusloftet, hvorfor han gravede de fleste af dem ned bag
kostalden. Men da krigen var slut, kunne han ikke præcist huske, hvor det var, - så de ligger der
formentlig stadig.
I øvrigt kan det her nævnes, at både min bror Egon og jeg 10 år efter befrielsen som soldat indgik i
de allieredes besættelse af Tyskland, og var stationeret ved ”Det danske Kommando” i Itzehoe.
Sådan så de ud da de kom!
- og sådan da de rejste…!
Frihedssangen – mangfoldiggjort på Knuds fars skrivemaskine ved hjælp af karbon-papir i
slutningen af 1944 eller i begyndelsen af 1945.
Turene til mosen
Det meste af vores jord lå samlet på matriklen 4a i Sdr. Grene, men fra gammel tid havde man
enkelte stykker jord med speciel funktion placeret andre steder. Således havde vi et stykke skov i
Skarrild Kratplantage (senere ophævet, da man ikke kunne finde ud af, hvor i skoven det lå), et
stykke eng ved Karstoft å / Skjern å samt et mosestykke i det nordlige Døvling. Her gravede vi hver
sommer tørv. Det var altid spændende at komme med i tørvemosen, - selv om det var hårdt arbejde.
Vi havde 6-7 km til mosen, hvorfor det var et heldags-projekt. Når vi var færdige med
morgenarbejdet i stalden, blev hestene spændt for en arbejdsvogn, diverse redskaber som skovle og
spader, tørvespade, skærejern – og ikke mindst høkassen med mad til hele dagen - blev læsset på
vognen.
Velankommen til mosen, blev drikkevarerne sat til afkøling i en af de gamle tørvegrave, høkassen
stillet i skygge og arbejdet gik i gang. Arbejdsfordelingen var klar: far gravede tørvene op, karlen
tog de tunge ’spolte’ og lagde dem på en slags slæde (muldfjæl)og kørte dem ud på tørrepladsen,
hvor vi drenge skulle skære dem til tørv.
Når tørvene nogle uger senere var så tørre, at de hang sammen skulle de stakkes. Det var et ’træls’
arbejde – og hårdt for fingrene. De blev sat i runde stakke, hvor de skulle tørre færdige inden de
blev kørt hjem og sat ind i tørvehuset. Vi fyrede altid med tørv i min barndom i såvel komfur som
kakkelovne.
Brugen af høkasse var spændende. Den fungerede selvfølgelig som en stor madpakke; havde vi
varm mad med, holdt det sig glimrende varm frem til middag. Der var en særlig stemning omkring
måltiderne – måske også fordi pauserne var meget velkomne.
Foruden selve arbejdet er der selvfølgelig hændelser, som man husker. F.eks. den morgen, hvor jeg
på cykel kørte ind i en hegnstråd, som en nabo havde spændt over vejen. Min far var kørt i forvejen
med hestene, så vores karl, min fætter Axel og jeg kørte om kap på cykel. Det var uheldigvis
lykkedes mig at komme foran på cykelstien, da jeg kørte ind i den heldigvis glatte hegnstråd. Vores
nabo Erik var ved at drive køerne ud fra morgenmalkningen og havde ikke regnet med trafik. Jeg
husker ikke hvor gammel jeg var, men min cykel var så lille, at den smuttede under tråden, som jeg
fangede med halsen. Jeg fik en dyb flænge, som jeg stadig har et ar efter. Hænger man ikke en klud
på sådan en tråd, er den praktisk talt usynlig. Erik var naturligvis ked af det, og glemte næppe
senere at markere det, når vejen var spærret.
Udflugten til Munkebjerg - og endnu et tordenvejr
Min mors moster Kirstine boede hos os de sidste år af sit liv. Hun var gammel og gik til hånde i
køkkenet samt var barnepige for os drenge, når vore forældre skulle i byen. Desværre drillede vi
hende somme tider, hvilket jeg stadig kan have dårlig samvittighed over.
Et år – den 27. august 1949 – gav hun hele familien (måske sammen med mormor) – en tur til
Munkebjerg ved Vejle – en fantastisk tur. Hun lejede en bus, og så var alle i familien inviteret med.
Jeg husker, hvordan vi børn legede på skrænterne, samt at vi var inde at spise i nogle røde
pavilloner. På vejen hjem besøgte vi Hans og Emilie i Billund – vores faster og onkel. Det
resulterede i, at jeg blev der på en lille ferie. Men de øvrige fik noget af en overraskelse, da de
nærmede sig Sdr. Grene. Et enormt tordenvejr havde nemlig passeret området med hagl så store
som dueæg og masser af vand. Det betød bl.a. at vandet i Døvling bæk var svulmet op, så det stod
over broplankerne, da bussen skulle aflevere min morbror Anton og tante Signe og deres børn.
Anton fik fat i en lang kæp, smøgede buksebenene op og gik foran for at sikre, at broen var der. Det
gik fint med at komme over og for bussen at køre tilbage for at aflevere resten af familien – men
næste morgen var broen væk! Langs vejene lå driver af hagl, som havde det været snestorm.
Vores eng var totalt oversvømmet og vandet stod op til gården, og det er meget sjældent. Vi havde
fået ællinger klækket den dag, og de svømmede nu ude i dette ’store’ vand; jeg husker min mors
bekymring, om de nu kunne finde tilbage. Det gjorde de. Men den stakkels hønemor, gik kaglende
rundt klangs bredden.
Vi havde katte, som havde været ude i det forrygende vejr, og som nærmest var blevet skøre i
hovedet. Vores nabo, Eskild havde været i mosen for at hente tørv og var på vej hjem, da uvejret
brød løs. Han søgte ly hos Mads Thomsens men var inden han nåede i læ så forslået af hagl, at han
havde hovedpine længe efter.
I en artikel på internettet kan man læse forskellige Skarrild-boeres beretning om denne dag. Her
fortælles også om, hvordan de fleste vinduer mod øst og vest blev knust og hustage løftede sig.
Afgrøderne tog også skade, men til alt held var det meste af kornhøsten i hus. Adskillige broer var
ødelagt ligesom Stemmeværket og Nørrekanalens overføring over Lustrup bæk. Mølledammen i
Skarrild var simpelthen væk.
Dyrskuer
Nogle af højdepunkterne var de årlige dyrskuer, som gik på skift mellem Skarrild, Sdr Felding og
Kibæk (Sdr. Felding, Assing og Skarrild Landboforening) Her var der blæsermusik, stemning og
masser af dejlige dyr. Her mødtes høj og lav og drøftede dagens begivenheder. Om aftenen var der
fest, sommetider med friluftsspil. En enkelt gang fik jeg lov til om aftenen at overvære årets
sommerspil på friluftsscenen i Sdr. Felding (ca. 13 år). Jeg husker ikke titlen på stykket, men husker
til gengæld tydeligt, at sangen ”Ridder Rap, Ridder Ro” indgik. Det var en stor oplevelse i mit unge
liv. Jeg mindes den hver gang vi danser ”Svensk Maskerade”, hvor melodien traditionelt indgår.
Jagten
Jagt var en del af livet derhjemme, som fiskeriet var det. Min far gik på jagt, naboerne gik på jagt
og sikrede sig på denne måde et tilskud til kosten. Udbyttet var især harer, agerhøns og rådyr samt
ænder – og senere fasaner. Især ”Æ Omle” kunne give mange ænder. Det var altid spændende, om
der blev hængt noget op på ladeporten,når far havde været på jagt.
Til jagten hørte også klapjagterne på henholdsvis Skovbjerg og Classonsborg. Dengang var det en
naturlig ting, at man kunne få fri for skole, når man skulle agere klapper på disse jagter.
Det kunne såmænd være træls nok at være klapper – især hvis vejret var vådt. Vi blev jo med
passende afstand mellem hver enkelt sendt igennem skoven, og skulle som sådan passere såvel åbne
som tætte afsnit af skoven. Man kunne sagtens risikere at være gennemblødt længe før middag på
en uheldig dag.
Men det spændende var jo, at man var ude i naturen, blev oftest kørt fra såt til såt, og mødte en
masse andre drenge. På Skovbjerg var der altid ’krig’ mellem drengene fra Sdr. Felding og os
andre.
Der blev mobbet godt dagen igennem, og efter at jagten var slut, skulle tvistighederne afgøres,
hvilket gav adskillige brådne pander.
Da jeg var blevet konfirmeret fik jeg så småt lov at gå med på jagt – og til at låne min fars bøsse,
mod at være meget forsigtig.
Bekkasinerne
Jeg har altid været til fuglevildt. Selv om jeg har skudt harer følte jeg altid størst spænding ved at
skyde ænder, agerhøns og skovduer. En af de spændende fugle var bekkasinerne henne i engen.
Deres flaksende flugt gjorde det til en ekstra sport at ramme præcist. Oppe i tørvemosen i Døvling
var der altid snepper, - men jeg fik aldrig en sådan på tasken. I min barndom var der også urfugl,
som jeg bl.a. har set i tørvemosen. Vi boede jo heller ikke så langt fra en af de gode urfugle-revirer,
nemlig Borris hede.
Tyttebær
I eftersommeren var vi børn som regel med mor ude at plukke tyttebær. Vi havde en del ovre til
sønder. Men ofte fik vi lov at plukke i Skovbjerg Plantage, hvor bestanden var stor. Jeg ser stadig
sceneriet for mig. Enten plukkedes der med rumpen i vejret, eller siddende. Det kunne godt være
hårdt arbejde, men belønningen havde man jo i den helt uundværlige syltetøj til vildtretterne.
Hugorme
Hugorme var – og er - en almindelig del af faunaen i Vestjylland. Det at slå hugorme ihjel og
bagefter hænge dem op på en hegnstråd, var en dagligdags begivenhed. Det lød altid, at man ”ikke
måtte røre en død hugorm før dagen efter, da den ikke døde før solen var gået ned”. Jeg aner ikke,
om der er noget om snakken, eller om det var en fiks måde at sikre sig mod at vi børn tog ved en
halvdød hugorm og risikerede at blive bidt. ’Drabet’ foregik altid med en kæp af passende størrelse.
En dag vi plukkede tyttebær kravlede en hugorm frem mellem mine fødder og forsvandt i lyngen –
så var man advaret!
Det daglige arbejde
Men også det daglige arbejde kendte vi fra vi var små. Vi var selvfølgelig med i stalden og i
marken, når der skulle hakkes roer, tages kartofler op, slås-, rives- og stakkes hø, - som også skulle
køres hjem og sættes op på høloftet over kostalden – en meget varm forestilling.
Rammerne var jo en 3-længet gård med 87 tdr. land jord til. Alt sammen placeret i meget skønne
omgivelser ved Døvling bæk med Skovbjerg og Clasonsborg plantage tæt på – samt Skjern å,
Karstoft å og Dalgas-kanalen omgivende den ene af gårdens enge.
Jeg blev jo født kort tid efter depressionen i begyndelsen af 30’erne. Men dette forhold har aldrig
påvirket vores hverdag. Rige var vi vel ikke, men vi manglede til gengæld ikke noget. Min far
havde den ufravigelige regel, at der ikke måtte stå mindre en 10.000 kr. i banken, og det var jo
mange penge i 30’erne – og sikkert affødt af erfaringerne fra starten af årtiet.
I starten havde vi altid både karl og pige, men som i det øvrige landbrug forsvandt disse ’goder’
sammen med mekaniseringen – og det er jo blevet langt værre siden.
Driften var som for de fleste alsidig, dvs. at vi havde køer, svin, heste og høns og var i det store og
hele selvforsynende. Jorden var sandet og mager, men fik den blot vand nok, var udbyttet alligevel
’ikke så ringe endda’.
Det daglige arbejde startede selvfølgelig i stalden, hvor der skulle malkes – med hånd – og fodres
dyr. Var det sommer skulle såvel køerne som hestene hentes hjem fra nattens græsning. Hestene
skulle have deres første ’gjøvt’ (måltid) hurtigst, så de fik tid til at indtage den, før de skulle i sving.
Køerne skulle malkes, og det foregik i min første barndom som sagt med håndkraft. Derfor lærte vi
børn at malke så snart vi kunne håndtere en malkespand; malkningen var jo tidkrævende, så det var
fint at få al den hjælp, der kunne gives. Vi havde på det tidspunkt ca. 12-14 køer foruden opdræt,
hvilket vil sige kvier og kalve. Malkningen foregik 3 gange om dagen – morgen, middag og aften.
På dette tidspunkt troede man, at ydelsen på denne måde var større. Køerne stod i tøjr, og skulle
flyttes flere gange om dagen. Jeg husker ikke, hvornår min far gik væk fra denne form og over til
indhegning med pigtråd, - men det har måske haft noget at gøre med krigen og mulighederne for at
skaffe hegnstråd.
Det var også engang i mine første leveår, vi fik lagt elektricitet ind. Først kraft og kort tid efter 220
volt til belysning. Derfor husker jeg petroleumslampen - både i stuerne og i kostalden. Når der
skulle aftenmalkes, var det en meget sparsom belysning, en enkelt petroleumslampe kunne skaffe.
Men det vænnede man sig naturligvis til. Man ser jo også bedre i mørke, hvis man undgår skarp lys!
Ja, i virkeligheden er det jo sjældent helt mørkt. Derfor adskiller min barndom på dette punkt sig
også alvorligt fra nutiden. Vi oplevede jo den gang virkeligt forskellen på lys og mørke – samt
overgangene. For at tage malkesituationen først, så var det her man oplevede, den ’månelyse nat’,
når man for hver malket ko skulle ud i gården for at tømme spandens indhold i sien over i
’mejerispanden’, som det hed i Vestjylland – andre steder kaldet mælkejungen. Man kom fra den
dunkle stald og ud til en stjernebesat himmel med månelys langt stærkere end skæret fra lampen ved
grebningen. Måske skal det lige nævnes, at aftenmalkningen foregik efter aftensmaden, hvilket vil
sige ved 19-20 tiden.
Indendørs var lyset ligeledes sparsomt, selv om vi havde flotte, store petroleumslamper til stue-,
og spisebordsbelysning. Belysningen var jo altid centralt placeret i rummet, hvorved der langs
væggene var masser af skygger. Det styrkede fantasien. Man kunne altid forestille sig alverdens
trolde og uhyrer, når man så skyggerne bevæge sig bag stole og andet inventar. Man tændte
selvfølgelig ikke lys før det var nødvendigt, hvilket betød, at vi holdt ’mørkning’. Her fortalte min
mor ofte historier og eventyr, mens vi sad på vore skamler foran hende. Det var almindeligt, at hun
digtede mange af historierne selv. Desværre husker jeg kun brudstykker fra disse historier, men de
havde ofte baggrund i livet på landet. Fx var der historien om Jens, som skulle bringe en madkurv
ud i engen til dem, der arbejdede der. Uheldigvis legede han undervejs og kom så sent frem, at det
var ved at blive mørk, så han ikke kunne finde høstfolkene. Store, mørke uhyrer ragede op i
landskabet indtil han fandt ud af, at det var høstakke. Han måtte nu lægge sig til at sove, og først da
solen stop op fandt han frem, og fik sin belønning: pandekagen, som havde ligget oven på
syltetøjet…
Som voksen har jeg flere gang udfrittet min mor om at få nedskrevet disse historier, - men, hun
påstod hun ikke kunne huske dem…!
Tilbage til stalden. Når malkningen var overstået, skulle såvel køerne som grisene have foder, og
der skulle muges ud. Derefter var der morgenmad. Når den var overstået rykkede karlen i marken,
og far gjorde færdig i stalden, før han sluttede sig til karlen eller gik i gang med noget andet.
Mælkekusken hentede mælken, som leveredes til ”Aalykke”, Skarrild Mejeri. Han kørte med heste
og var oftest tilbage ved 11-12 tiden. Herefter skulle returmælken, som bestod at syrnet mælk og
valle fordeles i de rette tønder – og spandene gøres rene, så de var klar til næste malkning. Dette
arbejde stod enten pigen eller min mor for. Mor var også med om morgenen i stalden, når der skulle
malkes, - ligesom hun altid var med i marken, når der skulle hakkes roer, rives hø, høstes og tages
roer og kartofler op. Det var utroligt hvad min mor overkom, - og hun var dygtig! Det var de
færreste der kunne gøre deres arbejde hurtigere og bedre end hende. Når hun var med i marken
skulle hun kl. 11 hjem for at lave middagsmad, som serveredes kl. 12. Derefter var der – alt efter
årstiden – pause. Det var i mit hjem sådan, at fra Borris forårsmarked til Borris efterårsmarked blev
der sovet middagssøvn. Den var på det nærmeste tvungen. Ganske vist listede vi børn ofte ud for at
lege imens, men der faldt brænde ned, hvis ikke der var absolut ro til kl. 13. Den øvrige del af året
startede man igen kl. 12.30. Det havde bl.a. noget at gøre med tidspunktet, man stod op på. Om
sommeren var det senest kl. 06 – ellers kl. 07 – så vidt jeg husker.
Der var formiddagskaffe kl. ca. 10 og eftermiddagskaffe kl. 15. Var man hjemme på gården kom
man ind i køkkenet. Var man i marken havde man den enten med eller den blev bragt ud. Det var
før termokandens tid!
Der blev jo arbejdet sent – set med vore nutidsøjne. Det blev til en konflikt med min far, da vi
drenge begyndte at spille håndbold. I høsten især mente min far ikke der eksisterede
’sluttidspunkter’, og det harmonerede dårligt med fritidsinteresser, så det endte flere gange i nogle
skænderier, som vi gerne havde været foruden. Men vi mødte ikke megen forståelse. Pjat for sig og
arbejde for sig.
Forårsarbejdet bestod jo i at gøre den efterårspløjede jord tjenlig til såning. Det foregik med
henholdsvis fjederharve, tandharve og letharve. Skulle gammel græsmark tages ind til andet formål
skulle det skrælpløjes, hvilket foregik med en gammel dobbelt skrælplov. Såningen foregik i
30’erne med hånd, men på ét eller andet tidspunkt kom såmaskinen ind i billedet. Hvornår husker
jeg ikke, men den tekniske udvikling gik jo i gang i 30’erne og 40’erne og tog fart efter krigen.
Ligeledes skulle der samles sten. Der kom hvert år mange sten op af jorden, som senere kunne
ødelægge knivene i henholdsvis slåmaskinen eller selvbinderen, hvis ikke de blev samlet sammen.
Et træls arbejde.
Vi dyrkede havre, lidt byg og rug især. En del med udlæg i, dvs. græsfrø, så marken efter høst
overgik til græsning. Desuden runkelroer (sukkerroer), kålroer og turnips samt kartofler og
gulerødder. Til såkaldt staldfoder såede vi lupin, lucerne og foderærter, som om sommeren daglig
hentedes hjem til grisene – høstet med le. Ligeledes høstedes der hø til vinterfoder – dels kløverhø
dels enghø. Høhøsten foregik omkring grundlovsdag. Høet blev høstet med slåmaskine forspændt 2
heste. Efter et par dage – afhængigt af vejret – skulle det vendes, hvilket foregik med håndrive. Når
det var tørt blev det revet sammen med hesterive og stakket – oftest for kløverhøets vedkommende
– på stativer.
Vi bjærgede hvert år enghø fra engen neden for gården langs med Døvling bæk. Engen blev slået
med slåmaskine, hvor det var muligt, men det var mindsteparten. Resten blev slået med le. En af
mine dejligste erindringer fra min barndom drejer sig faktisk om dette. Jeg vågnede en morgen ved
lyden af slibestenen, idet min far og karlen var i gang med at gøre klar til at slå enghø. Det var
strålende sol, og svalerne kvidrede. Jeg havde en enorm lykkefølelse i hele kroppen, og glædede
mig til at komme med. Selvom det var hårdt arbejde, var det dejligt. Enggræs er meget blødt at gå
på, og vi havde naturligvis bare fødder – eller undtagelsesvis gummistøvler på, hvis det var koldt.
Årsagen var naturligvis, at der mange steder stod blank vand. Alt skulle jo med, så vi gik så tæt på
’bløderne’, som det var muligt. Det græs, som lå direkte i vand skulle straks bjærges, og bæres op
på tørrere områder, og støes ud der. Høet på øen blev stakket, og senere båret derfra på
’bærestænger’ – runde, afbarkede og senere lakerede fyrrestænger tilspidset i begge ender.
Når høet var slået og havde tørret nogle dage, skulle det vendes med rive og senere rives sammen
og stakkes. At vende hø er et spørgsmål om teknik, som så meget andet. Det var meget afgørende
for min far, at vi fik lært at bruge riven til begge sider, så vi ikke skulle gå baglæns eller i værste
fald gå tilbage for at begynde forfra. Når høet var tørt blev det kørt hjem og sat ind på loftet over
kostalden og saltet for at give smag. Det var vigtigt at det var ordentlig tørt, ellers kunne det brænde
sammen og i værste fald selvantænde. Det var et uhyggelig varmt job at være den, der blev placeret
inde på loftet under pandepladerne for at stampe høet sammen, så det fyldte mindst muligt. Så
kunne en dukkert i bækken – mellem læssene – være kærkommen.
Vores eng var meget blomsterrig. Meget karakteristisk var plettet gøgeurt og trevlekrone, som der
var mange af. Desuden engblomme, eng-nellikerod, engkarse, lav ranunkel, engkabbeleje,
lancetbladet vejbred o.m.fl.
Når man slog med leen, eller rev hø sammen skulle man tage sig i agt for jordbier og humlebo, som
man let kom til at rive toppen af. Sammen med hvepsene og hestebremserne kunne de være ret
aggressive. Der var også et rigt fugleliv. Storken var daglig gæst i perioder og bekkasinerne
trommede under deres himmelflugt. Især om aftenen var det en liflig musik at lytte til hjemme fra
gårdspladsen.
Vi slog også hø nede i ” æ omle” - engen ved Skjern å. Her var til- og frakørselsforholdene ikke
gode med høstvogne. Men det skulle alt sammen udnyttes, så der var foder nok til vinteren. Græsset
her var kraftigt og egnede sig bedst til hestefoder. Kreaturerne kunne ikke tåle det – nok til
græsning, men ikke som hø. Det var også ofte svært at få høet tørret ordentlig mellem de mange
træer og buske. Når høet skulle køres hjem skulle vognen jo gennem såvel det sumpede område
som dæmningen og op ad bakken til fast vej. Derfor brugtes et ’læssetræ’ – en afbarket, glat
træstamme, som blev lagt midt på læsset og surret fast med reb. Forinden var vognen naturligvis
forsynet med ’skraw’ – en ramme, der gjorde vognen dobbelt bred, og som med jernpigge i
hjørnerne stabiliserede læsset under den ujævne kørsel.
Når engene var tømt for græs blev de brugt til græsning for både kvier og heste. Ved Skjern å var
det oftest hestene, der fik opgaven. Vi red derfor hestene ned om aftenen og hentede dem igen
næste dags morgen. I engen hjemme ved gården græssedes der med større forsigtighed – kalve i tøjr
– eller afsnit ad gangen, idet der bl.a. skulle passes på vandingsgrøfterne.
Når engen gav så meget græs om sommeren, som tilfældet var, skyldtes det den intensive vanding i
forsommeren. Der var som tidligere nævnt ’flade grøfter’ med lukke-og fordelingsmulighed på alle
de forhøjede, digelignende strækninger rundt i engen. Dette arbejde passede min far nidkært. Det
var et fint system i en tør egn. Vandet kom til os gennem en gravet kanal, som udskildtes fra
Døvling bæk oppe i Døvling, og derefter forsynede lodsejerne langs ’ruten’ for at gå tilbage til
bækken hos os. Ved kanalens slutning – kort før bækken – havde far eller farfar lavet et lille
vandfald, hvor vi som sagt fangede ål i sommermånederne.
Ellers skulle der jo tyndes roer. Det var før enkeltfrø-såmaskinernes tid. Så det var række op og
række ned for at fjerne dels de overflødige roeplanter dels det ukrudt, der matte være kommet op.
Det var et kritisk tidspunkt på året. Fik vi regn nok gik starten fin for de små planter, især hvis vi
undgik sandflugten (sandknog). Det gjorde vi sjældent. Forårsstormene anrettede ofte store skader,
og mange gange måtte det hele sås om. Det kunne fyge med sand, så man knap kunne se en hånd
for sig, og hvad der ikke fløj væk med sandet blev ofte slidt af og ødelagt (sandblæst!). Når det
skete og der skulle ’lappes’ – altså sås nye roefrø - var det ikke altid lige let at få rækkerne til at
ramme de oprindelige, og det kunne resten af året se lidt rodet ud.
Vi boede jo på en kartoffelegn, og havde hvert år op til en 7-8 tdl. land med kartofler. De skulle
frem fra kulerne, hvor de havde været opbevaret vinteren igennem. Nu skulle de sorteres og de
mindste gøres klar som læggekartofler. I mine første år blev de lagt med ’hånd’, dvs. man pløjede
en omgang – derefter kartoffelsækken over nakken, og så blev kartoflerne lagt med den passende
afstand, før man igen pløjede og dermed tildækkede de lagte kartofler osv. Senere fik vi en
kartoffellæggemaskine, som vi så vidt jeg husker delte med nogle andre; den klarede jo det hele, og
gjorde det noget lettere og hurtigere at få den fase af arbejdet overstået.
Efter roehakningen skulle man i mosen, som omtalt. Herefter var det høet der skulle bjerges, ny
hakning af roerne, hvis der var brug for det, rensning af kartoflerne, som ligesom roerne skulle
radrenses og til sidst hyppes.
Dernæst skulle hele gården kalkes; et stort arbejde – men prikken over i’et – på kalkstensgårdene.
Nu var de fine til sommeren, hvor der ved siden af det daglige staldarbejde kunne slappes lidt af og
samles kræfter til kornhøsten, som startede noget senere end i dag.
Når kornet var tjenligt – modent – blev der først ’høstet for’ med le. Der måtte ikke køres i kornet
med høstmaskiner! Det vil sige, at den første omgang med slået med le, stråene samlet og bundet i
neg på gammeldags facon og sat sammen med de øvrige, når selve høsten startede.
Det skete hos os med selvbinder af mærket Deering. Forinden var gået mange dage med
forberedelser. Sejlene skulle ses efter og evt. lappes. Maskinen skulle smøres, knive slibes,
bindegarn købes ind etc.
Det var et hårdt arbejde for hestene at trække selvbinderen. Der blev spændt 3 heste for, men
selvom vi havde flade marker – men forholdsvis sandede – husker jeg, hvordan hestene var våde af
sved og skummede. Samtidig var fluer og insekter en stor plage. Vi lavede af jute-sække en slags
åbne muleposer, som kunne skærme næseborene lidt af for angreb af bremser, fluer og andet utøj. I
den periode blev der taget meget hensyn til hestene. Min far kørte selvbinderen, og vi andre satte
negene sammen i ’sæt’, som bestod af 6 eller 12 neg. Man gjorde mængden op i traver (60 neg).
Når kornet (negene) var tørt skulle det køres hjem i laden og sættes i gulvene. Et festligt, men hårdt
arbejde, der gav følelse af tryghed. Udkommet for vinteren og næste år var sikret. Var høsten stor,
kunne det ske, at vi måtte sætte hæs uden for laden, men jeg mindes ikke det skete ret tit. Derimod
husker jeg enkelte år, hvor regnen havde svigtet, og hvor mine forældre var bekymrede for, om
afgrøderne nu slog til. Et år måtte vi i meget streng kulde midt i januar slå lyng, for at skaffe foder
nok til køerne. Det var i en af de hårde krigsvintre, og jeg kan huske, at Egon og jeg fik avispapir
ind under tøjet for at holde varmen. Men vi havde også ned til 40 graders frost i disse isvintre.
Det var en stor dag, når høsten var i hus. Det blev altid fejret med noget godt mad – uden at der
direkte var tale om høstfest.
Herefter gjaldt det optagning af kartofler. Der foregik ved at ligge på knæ og bruge fingrene. Var
vejret godt, dvs. lunt, var det et udmærket arbejde, men var det regnfuldt og koldt var det rædsomt.
Hvis vejret drillede kom vi sommetider så langt hen på året, at der kunne være rim på toppene, når
man startede om morgenen. Så var det koldt.
Min far brugte hakken, mens vi andre samlede kartoflerne op i kurve og spande, som far tømte – om
han kunne nå det – enten i en kule gravet på marken eller i en vogn, hvorefter de blev kørt til
kartoffelbakken eller til katoffelkælderen hjemme.
På et tidspunkt fik vi en speciel plov, som var i stand til at ’løfte’ kartoflerne op, så jorden var løsnet
og blød, og det var let at tage om toppen med den ene hånd og under kartoflerne med den anden og
på den måde vippe kartoflerne op på overfladen. Var marken ren var denne metode fin. Var der
senegræs hang jorden for meget sammen og det var mere besværligt. Fra begyndelsen af 50’erne
blev arbejdet klaret af en stor kartoffeloptager.
I en årrække dyrkede vi kartofler til eksport og havde kontrakt med SAJYKA, en sammenslutning
af jydske kartoffeldyrkere. Så skulle kartoflerne efter optagningen sorteres, fyldes i sække,
kontrolleres, vejes, plomberes og læsses på en lastvogn. Sorterne var især Bintje, Up to date og lidt
King Edward som tidlig spisekartoffel. Ofte var det en kold hyre at sortere kartofler – især for
fingrene, når man stod i laden med ladeportene åbne for at få lys nok ind.
Kunne man få kartoflerne solgt til en rimelig pris i efteråret, var det en stor fordel. Man slap for
opbevaringsproblemerne vinteren igennem, og kunne få pengene hjem straks. Men oftest var
priserne bedst i foråret, og så skulle kartoflerne opbevares, enten i kuler på ’kartoffelbakken’ eller i
bunden af et korngulv i laden, hvilket var svært at holde frostfrit – eller i kartoffelkælderen, som
ikke var særlig stor, og som regel blot rummede vore egne spisekartofler, samt en del af
læggekartoflerne til næste år.
Min barndoms jul – i 40’erne.
. Jeg kan faktisk ikke huske, om vi havde adventskrans, mens jeg var barn – men jeg tror det ikke.
Derimod var det en fest, når vi skulle i skoven for at fælde juletræet. Oftest fik vi lov at fælde vort
juletræ i Skovbjerg Plantage – her var udvalget størst. Skoven grænsede op til vores skov og lå blot
100 m borte, så ofte kunne vi ’hjemmefra’ udpege ønsketræet. Det var min fars opgave at pynte
juletræet, og det varede længe, inden nogle af os børn fik lov at hjælpe til. Træet måtte ikke ses før
juleaften, så der var adgang forbudt til ”æ pææn stou”- før træet var tændt.
De første forberedelser startede først i december med juleslagtningen. Oftest fik vi det til at passe,
så det var tid at få slagtet, netop når julen nærmede sig. Grisen var selvfølgelig udset for længst.
Når dagen oprandt var det om at få varmet vand, hvilket foregik i gruekedlen, som der blev fyret op
under tidligt om morgenen, så der var skoldhedt vand, når Thomas-slagter kom. Senere, efter
Thomas’ død, var det Jacobi, der overtog jobbet. Han kom på cykel med sin knivkasse, og hvad han
ellers skulle bruge til slagtningen.
Saltkarret var klar og en bred tønde, var vendt på hovedet, så den var klar til at modtage grisen.
Grisen blev stille og roligt indfanget, fik et reb om øverste halvdel af trynen, samt omkring det ene
for- og bagben. Med et snuptag blev grisen lagt op på tønden med skrig og skrål til følge. Benene
blev surret sammen, så den var til at holde fast. Nu var slagteren klar med kniven, og enten min mor
eller en af os børn med spanden, som blodet skulle løbe ned i. Jeg fandt det altid spændende at røre i
blodet, som herefter blev blandet med rugmel og gjort klar til blodpølse.
Grisen blev efter stikningen taget ned, og karret vendt om og fyldt med skoldhedt vand. Nu skulle
grisen igen løftes op og sænkes ned i vandet for at skoldes, så man kunne skrabe hår og yderste
hudlag af.
Når det var overstået blev grisen hængt op på en stige – et snit bag bagbenets stærke sene – en stok
igennem, og op på stigen, så bugen var klar til at blive sprættet op og indvoldene taget ud.
Spændende at se på! Tarmene skulle renses, tyktarmen til blodpølsen og tyndtarmene til
medisterpølse. Selv blæren blev brugt! Den fik vi børn lov at få. Når den blev pustet op ved hjælp af
en cykelpumpe og fik lov at tørre en 8-dages tid, havde man en fin fodbold – om end lidt let i det.
I køkkenet var der travlt. Så snart tarmene var renset og saltet skulle blodmassen fyldes i, og
pølserne koges i gruekedlen. Grisen blev jo parteret. Noget skulle saltes og lægges ned i saltkarret i
kælderen, mens andet skulle tilberedes til ”halv fabrikata” med det samme. Der var gang i
kødhakkeren – et dejligt job.
Når slagtningen var ovre, var julemaden sikret – og alle glædede sig til at få serveret nylavet
medisterpølse den første aften. Næste morgen var havregrøden skiftet ud med blodpølse, som
serveredes med fedtegrever – indtil de slap op; så kunne vi få lov at få sirup til – hvilken fryd – selv
om fedtegreverne også smagte godt.
Julebagningen var en anden aktivitet, der blev set frem til med længsel. Vi børn fik naturligvis lov
at være med, og selv om dejen smagte godt blev det meste dog til vanillekranse, fedtebrød, brune
kager osv. Herefter blev kagedåserne lukkede og måtte ikke røres før julen. Dog var der enkelte,
som lige havde fået rigelig lang tid i ovnen og som blev serveret til eftermiddagskaffen.
Det var skik, at der skulle gøres ekstra rent op til jul – ikke bare i stuehuset, men også i stalden og
rundt om gården, så der blev ryddet op til den store guldmedalje. Der skulle også køres roer ind,
hvilket ville sige at fragte dem fra kulen til roehuset, som kunne rumme roer til 8-14 dage ad
gangen. Det var nemlig fast skik, at der i juledagene ikke foregik almindeligt markarbejde. I
helligdagene blev dyrene passet – ikke andet. De øvrige dage – frem til Hellig Tre Konger –
arbejdedes der kun om formiddagen. Arbejdet kunne bestå i lidt oprydning, strigling af køerne –
kort sagt ting, som der var mindre tid til til hverdag. Om eftermiddagen holdt man fri bortset fra
malkningen og fodringen af dyrene.
Juleaften fik dyrene ekstra foder – køerne fx hø i stedet for halm. Når malkningen var overstået,
samledes vi i spisestuen, hvor middagen stod på flæskesteg – som efter nogle år afløstes af andesteg
- og ris a la mande.
Derefter blev der danset om juletræet og delt gaver ud. Min far læste altid juleevangeliet og - når
man var gået over til kaffen og julegodterne – en god historie fra ”Ved julelampens skær”, som altid
blev indkøbt til lejligheden.
Det var i øvrigt min fars job at købe julegodter ind. Han tog altid et par dage før jul over til
købmand Bundgaard, hvor der købtes chokolade, bolsjer, cigarer og en flaske kirsebærvin til
desserten.
En fast skik var også ved 18-tiden juleaften at lytte til radioudsendelsen ’Hilsner til søens folk’ samt
hilsenerne til det grønlandske folk og færingerne. Her følte man rigtig trygheden ved
kakkelovnsvarmen og det at familien var samlet, når nu disse søfolk skulle holde jul i Rio eller på
havet på vej til Rotterdam osv.
I juledagene slappede vi af. Der blev leget, spillet firkort, lagt puslespil m.v. eller gået lange ture og
foretaget familiebesøg. I 40’ernes hårde vintre blev der endvidere løbet på skøjter og kælket.
Min far var i en periode snefoged, og jeg husker en 2. juledag, hvor han måtte af sted, fordi
landevejen var lukket af sne. Så måtte de enkelte gårde – alt efter størrelse – stille med et fast antal
karle til at ’kaste sne’ eller køre sneploven, som blev trukket af 4-6 heste.
Sneploven var hjemmelavet af svære egeplanker og belagt med store kampesten, for at holde den
nede. Det var et svir, når vi børn enkelte gange fik lov at køre med på ploven.
Men hvilket arbejde at kaste sneen fra den ene ’bænk’ til den næste afsats – selv om der også var
megen morskab, fortælling af historier og godmodig mobning forbundet med det. Snedriverne var i
disse hårde vintre ofte så høje, at de tyske telefonmaster kun lige akkurat ragede op over sneen, når
vejen var ryddet.
Nytårsaften var vi også hjemme. Her serveredes hamburgerryg og kartofler samt en dessert – og så
gik man ellers på visit hos naboerne for at hilse på - og ud for at lave nytårsløjer. Nok var der
udviklet nytårsskyts, men det var ikke noget min far satte penge i. Men en prop mod et vindue
kunne også gøre det. Eventuelt hundepropper, hvis det gik vildt til.
Til gengæld var det en sport at drille, om man kunne komme af sted med det. Landbrugsredskaber,
der ikke var sat ind, var stærkt udsatte for at blive flyttet ligesom alle døre helst skulle være låste
eller bundne indefra, så der ikke forsvandt malkespande, koste, skovle eller hvad det nu kunne
være. Et år havde vi åbenbart ikke fået sikret døren til malkemaskinerummet godt nok, for da vi
nytårsmorgen skulle til at malke måtte vi konstatere, at alle spandene stod langs med Nedervejen
med 50 meters afstand mellem hver.
Det ’vildeste’ jeg var med til i Sdr. Grene – og jeg var ikke så gammel, at jeg var stort andet end
tilskuer og med i flokken – var at skille en ’kassevogn’ – datidens arbejdsvogn - og igen samle den
på taget af Eriks Pedersens kostald. En anden yndet sport var at hejse en cykel, en harve eller i
værste fald en fyldt wc-spand op i flagstangen. Havelåger var ligeledes meget udsatte. A pro pos
wc-spand var det også en dåd, om man kunne komme til at putte en pakke gær i spanden – det
havde en god virkning.
Oftest sluttede vi turen af med at gå i kirke kl. 24. Her kunne man så samle tankerne om de drømme
og ønsker man havde – og lytte til såvel præstens prædiken som de dumpe drøn fra fyrværkeriet
udenfor.
Nytårsdag var der jo noget stille, - men det nødvendige staldarbejde skulle gøres – og havde nogen
været ’på besøg’ måtte man have tingene fundet frem igen.
Det var jo før fjernsynets tid, men nytårskoncerten fra Wien og skihopkonkurrencen fra Garmich
kunne nydes i radioen.
Drømmene?
Jeg ved ikke om vi alle drømmer i vores barndom – men jeg gjorde. Uanset at jeg befandt mig
usædvanlig godt i det miljø, jeg er født i – drømte jeg altid om at ’komme ud’. Jeg husker altid en
lyst til at se nye steder, opleve andre lande osv. Måske havde det også at gøre med, at jeg ikke var
så vild med markarbejdet, men meget hellere ville i skole. Alligevel var det vanskeligt at distrahere
fra det faktum, at man var ’født’ landmand. Derfor var drømmen ofte at få en stor gård, tjene mange
penge osv. Jeg husker bl.a. at en fætter var blevet fæstet for et år på Sindinggård, og skulle have
12000 kr. ! – i vore øjne en svimlende sum. Jeg husker at Egon og jeg drøftede muligheden for at
tjene så mange penge, når vi engang blev voksne. Her satte vi os virkelig et mål for fremtiden.
Nu er jeg nok også romantisk anlagt. Ofte var det som nævnt de sange vi sang i skolen, der var
årsag til mine drømme. For eksempel Poul Martin Møllers ”Rosen blusser alt i Danas have” – især
linjer som ”Under lyse bøg den danske bejler med sin herligtvoksne pige går” – ”Klerken råber i
Manilas rønner”, eller Tom Kristensens digte fra det fjerne østen – fx ”Bananer, bananer på gaden i
dag, bananer , bananer fra Java. Tag én og tag mange, tag hvad du vil ha’, de gror på vulkaner og
lava”.
Men der var også god tid til at drømme, når man hakkede roer – række op og række ned – gik efter
harve og plov eller satte neg sammen efter selvbinderen.
Vi der er født før 2. verdenskrig har grundigt lært lektien: Ting ta’r tid! – og så kan man passende
bruge tiden til at tænke, - eller drømme.
En af drømmene var også at få lov at komme på realskole. Men den nærmeste lå jo i Herning, og
det var dyrt med rutebil frem og tilbage hver dag. Lærer Hansen var på besøg for at overtale mine
forældre til at give mig lov, men uden held. Dog sagde min far, at hvis jeg vidste hvad jeg ville
være kunne jeg få lov – men det vidste jeg jo ikke – så derved blev det. Jeg blev skrevet ud af
skolen, og skulle til at klare mig selv. Sådan var vilkårene i 1949.
Konfirmeret – og voksen?
Jeg blev konfirmeret den 3. april 1949 i Assing Kirke. Jeg havde gået til præst hos Pastor Jens
Dalum Christensen den foregående vinter, hvilket havde været en stor oplevelse. Dels på grund af
den humor timerne altid var fyldt af, dels de mange nye kammerater jeg fik.
Vi startede i Præstegårdens Konfirmandstue, så vidt jeg husker 36 i alt, men efter kort tid måtte vi
flytte til Missionshuset i Kibæk for at få plads. Der var – som Dalum Christensen udtrykte det –
ikke plads til at slå en ordentlig lussing i konfirmandstuen. Men det betød også, at jeg fik 2
kilometer mere at cykle. Vi gik til præst 2 gange om ugen, og der var 12 km hver vej, så det at cykle
blev en god rutine.
Egentlig skulle jeg naturligvis havde gået til præst i Skarrild, men Pastor Ingerslev var ikke rask, og
nægtede at have konfirmander denne vinter. Han blev kort derefter afskediget på grund af sygdom.
Pastor Dalum Christensen var meget afholdt og hørte til dem, der kunne fylde sin kirke søndag efter
søndag. Han hørte til Indre Mission, men var ikke kedelig. Tvært imod oplevedes det ofte, at
kirkegængerne nærmest ’lå flade af grin’ under en gudstjeneste når han fyrede flere af sine mange
vittigheder af.
Han var oprindelig landbrugsuddannet, og havde bl.a. været forvalter på et stort gods på Lolland.
Derfor interesserede egnens bønder og deres bedrifter ham også meget, og man sagde, at alle
gårdene i Assing sogn var ’pastoriserede’!
Han kom til at betyde meget for mig i en lang periode. Da vi var færdige med
konfirmandforberedelsen besluttede jeg, at jeg ville høre alle prædikentekster i begge tekstrækker
for at være hjemme i bibelen. Derfor fulgte jeg så vidt muligt gudstjenesterne hver søndag i Assing
kirke de 2 følgende år, hvilket jeg aldrig har fortrudt. Senere rejste han fra sognet, og fik embede på
Sjælland.
Konfirmationsfesten derhjemme husker jeg som en god dag med hele familien samlet. Som ved alle
større fester var soveværelset ryddet, så der var plads til alle. Selv ’det lille værelse’ var taget i brug.
Herinde sad blandt andre onkel Laurids . Jeg tror det eneste der ærgrede mig den dag var, at jeg
skulle sidde i stuen ved ’hovedbordet’ – ude af stand til at høre hans vittigheder og følge den livlige
og muntre diskussion derinde.
Landbrugets lyksaligheder.
Som det tidligere er fremgået var landbrugsarbejdet ikke mit helt store nummer, men det var jo det
man var født ind i og kendte til, så det gik jo også. Jeg blev en slags tjenestekarl derhjemme – uden
fast eller aftalt løn. Det var nok det værste. Jeg har altid hadet at tigge om noget, og sådan følte jeg
altid det var, når jeg skulle have penge til det ene eller det andet, og da især hvis min far ikke var
enig i nødvendigheden af mine ønsker.
Derfor vil jeg heller ikke påstå, at forholdet mellem min far og mig var særlig godt. Der var mange
skænderier, og jeg var sikkert ikke uden skyld. Det hjalp lidt, at jeg i perioder hjalp til hos vores
nabo Eskild Johnsen, som var gift med mine forældres kusine Anne. Det var et dejligt sted at være,
og de penge jeg tjente der, var mine egne og blev udbetalt prompte.
Ud at tjene
Men den 1. november 1952 rejste jeg hjemmefra – og har siden kun været på besøg. Jeg havde fået
plads på en gård i Ålling nær Skovlund vest for Grindsted. Jeg var fæstet for et år hos en farbror til
min ven, Gunnar.
Selve ankomsten husker jeg tydelig, idet det var en mørk og regnfuld dag. Hen under aften fandt
man ud af, at gårdens heste var løbet ud af indhegningen og var stukket af. Jeg husker endnu,
hvordan jeg storkede af sted gennem et lettere uvejsomt, moseagtigt terræn efter nogle heste jeg
ikke kendte, men kun havde fået en mundtlig beskrivelse af.
Men jeg fandt dem græssende et par kilometer hjemmefra og fik dem gennet ind igen.
Det var et år med mange oplevelser og udfordringer. For det første længtes jeg i starten meget efter
min mor – og havde i en periode regulært hjemve, hvilket ikke er nogen rar fornemmelse. Jeg skulle
vænne mig til nogle helt andre forhold, og har sikkert i nogle tilfælde virket noget umoden. Men der
var nok at rive i, og tiden forløb ganske godt.
Et af problemerne var, at husbond var meget hidsig. Det gik somme tider ud over mig, til andre over
den øvrige familie, men værst af alt over dyrene. Han kunne blive så rasende på en ko, der generede
ham, at han kunne sparke og slå den, så blodet flød. Det var ikke rart at se på, men heller ikke nemt
at gøre noget ved, - han var trods alt den, der bestemte.
Men til andre tider var han flink nok. For eksempel husker jeg, at det om sommeren i høhøsten var
meget varmt, hvilket resulterede i, at han efter middagsmaden stoppede alle i bilen, og kørte til Kvie
sø, hvor vi så kunne bade og tage solbad hele eftermiddagen, hvorefter der om aftenen blev kørt hø
ind. Det ville aldrig være sket hjemme, da passede man sit arbejde uanset vejret.
Der blev også indkøbt traktor det år. En af de velkendte grå Ferguson-modeller. Det var et svir om
efteråret at pløje med sådan én i modsætning til hestene, som jo blev trætte og umulige når aftenen
nærmede sig.
Jorden var lavtliggende og sort med megen fugt – en klar modsætning til det relativt tørre jord
derhjemme. Derfor var det også tungt at arbejde i. Men vi havde dog kartofler, som skulle samles
op. Det var i sig selv ikke den store oplevelse, - og vandt arbejde. Oplevelsen var, at der på
græsmarken ved siden af gik flokke af stor regnspove, som med deres flotte næb og sørgmodige
sang forlystede os.
Fritiden var travlt optaget af forskellige gøremål. Min ven Gunnar tjente ikke langt derfra, så vi
fulgtes ad til det meste. I Skovlund havde KFUM’s Idrætsforbund en selvstændig afdeling. Her gik
vi til gymnastik, hvor vi havde et fint og stort hold. Der var både pige- og karlehold – der trænede
samme aften – så der blev flirtet og snakket meget. Der var også klub-aftener, hvor en af lederne var
den stedlige skrædder, Harder tror jeg han hed. Jeg husker bl.a. at han en aften samlede alle os
’unge mænd’ for at lære os at binde et slips! En god og nyttig ting, som jeg altid siden har haft nytte
af.
En af de største oplevelser fra tiden i Skovlund var nok nytårsaften 1952. Det var let frost, ingen sne
og fuldmåne. Det perfekte vejr at lave sjov i.
Jeg havde gemt pulsatorerne til malkemaskinen på mit værelse og låst døren, - alligevel hørte vi
først på aftenen støj derfra, og da jeg åbnede døren så jeg en person forsvinde ud af det øverste lille
vindue (!) – og væk var de. Heldigvis fandt jeg dem næste morgen gemt i stalden. Møgbøren havde
jeg lagt i en plovfure nær gården, hvorefter alle troede, at der havde været nogen for at gemme den.
Hen på aftenen samledes mange unge for at følges ad på sjov. Ideen denne aften var at samle så
mange landbrugsredskaber som muligt, og anbringe dem ved Skovlund Mejeri. Der var sidst på
natten rigtig mange, og de sidste blev da heller ikke fjernede igen før hen på sommeren. Spøgen var
jo ikke spændende for dem det gik ud over, og som ikke vidste, hvor redskaberne var bragt hen.
Nogle var fragtet en ret lang vej ’hjemmefra’. Men vi syntes selvfølgelig det var sjovt!!
Efter vinterens gymnastik blev der spillet håndbold, som var den typiske sport i KFUM idræt’s
afdelinger. Her knyttedes mange venskaber.
Den 31. oktober var det slut, - hvad jeg trods alt ikke var ked af. Gunnar og jeg var meldt ind på
Tommerup Højskole på Fyn…