1. No category

UG E NS TE M A
“Ældrebyrden” kan blive en
samfundsøkonomisk gevinst
HOVEDPUNKTER
• Danmark og resten af verden står foran radikale ændringer af befolkningssammensætningen
• Hidtil er den stigende levealder hovedsagelig blevet set som en
trussel mod samfundsøkonomien
• Men de stadig flere funktionsduelige ældre er også en kolossal
ressource
• Skal den udnyttes, stiller det langt flere reformkrav til samfundet
end hidtil antaget
HIDTIL ER DET STÆRKT VOKSENDE antal ældre verden
over næsten udelukkende blevet set som en trussel. Navnlig i den rige del af verden – herunder Danmark – har bekymringen for øget belastning af de offentlige budgetter,
øget gældsætning mv. helt fordunklet det faktum, at den
forøgede levealder, der er hovedårsagen til den aldrende
befolkning, i bund og grund må ses som sejr for civilisationen.
Fra den enkeltes synsvinkel må et længere liv ses som et
fremskridt. Navnlig hvis det medfører flere gode leveår.
Derfor vil det voksende antal ældre ikke nødvendigvis
blive den belastning, som mange frygter. Tværtimod kan
et voksende antal funktionsduelige ældre blive en ny ressource, både på det almindelige arbejdsmarked og i civilsamfundet. Det forudsætter dog, at overvejelser om f.eks.
efterløns- og pensionsalder suppleres med diskussioner
om de ændringer i f.eks. sundheds-, arbejdsmarkeds- og
uddannelsespolitikken, der skal til for at indfri de potentielle gevinster.
Sådan lyder hovedkonklusionen på Mandag Morgens
analyse af det aldrende samfund og dets udfordringer og
muligheder, der er udarbejdet i samarbejde med Center
for Sund Aldring ved Københavns Universitet. Se tekstboks. Analysen baserer sig bl.a. på en lang række rapporter
og videnskabelige undersøgelser samt samtaler med både
uden- og indenlandske eksperter inden for områder som
gerontologi, demografi og økonomi.
Den viser bl.a.:
• At den nuværende udvikling i den såkaldte middellevetid – den estimerede gennemsnitlige levetid for en 0årig – efter alt at dømme vil fortsætte med at vokse. Hver
anden danske pige, der fødes i dag, kan forvente at blive
over 100 år.
• At de ældre i dag langtfra er en homogen og svagelig
gruppe. Det store flertal er både funktionsdygtige og
meget tilfredse med deres personlige fremtidsudsigter.
• At den udvikling har gode muligheder for at accelerere
i de kommende år, hvis man indretter sundhedssystemet
rigtigt, og der sker yderligere forskningsmæssige fremskridt.
• At en udnyttelse af potentialet i det aldrende samfund
vil stille store krav til vores omstillingsevne – både som
individer og samfund.
En ny tidsalder
Ændringen i den globale befolkningssammensætning
markerer et helt nyt kapitel i menneskehedens historie.
Den rige verdens befolkninger ældes hastigt – og de fattige
lande er kun et par tiår bagud. Ifølge FNs seneste fremskrivning af verdensbefolkningens sammensætning,
World Population Prospects, vil andelen af over 60-årige
fordobles i løbet af de næste 40 år – fra de nuværende ca.
11 pct. til ca. 22 i 2050. Så stor er andelen allerede i den
4. oktober 2010 21
Aldersfordeling på hovedet
Det alderbedste samfund
For 100 år siden udgjorde de over 65-årige ca. 7 pct. af den danske befolkning. I 2050 vil de udgøre en fjerdedel. Tendensen er global, men har først
vist sig i den rige del af verden. Det stadig voksende antal ældre er en helt
ny udvikling i menneskehedens historie, der vil stille store krav til samfundenes omstillingsevne.
Den forøgede levealder, er i bund og grund et fremskridt for civilisationen.
Alligevel betragtes det voksende antal ældre næsten udelukkende som en
trussel – først og fremmest mod de offentlige budgetter.
Mandag Morgen har indledt et samarbejde med Center for Sund Aldring
ved Københavns Universitet om at udforske, hvordan det aldrende samfund
kan vendes til en ressource for samfundet. Det vil bl.a. ske på baggrund af
de seneste års forskningsresultater, der viser, at aldring ikke nødvendigvis
betyder tab af arbejdsmæssig, social og mental kapacitet.
De kommende uger vil Mandag Morgen offentliggøre fem analyser af, hvordan aldringen kan blive en gevinst for både den enkelte og samfundet. Vi
har samtidig samlet ca. 500 nøglepersoner og beslutningstagere i et panel,
der løbende skal bidrage med input til analyserne samt kommentere og debattere problemstillingerne på vores onlineplatform, Mandag Morgen Share.
Forslag og analyser vil senere blive samlet i et stort særtillæg.
rige del af verden, hvor den forventes at stige til en tredjedel i 2050, hvor næsten en ud af ti vil være over 80 år.
I Danmark forudser den seneste befolkningsprognose,
der er lavet i et samarbejde mellem Danmarks Statistik og
den uafhængige forskningsinstitution DREAM, at andelen
af over 65-årige stiger fra 16 pct. i dag til 25 pct. i 2042,
hvorefter den vil falde svagt. Se figur 1.
Den største tilvækst vil ske i den første halvdel af perioden. Frem til 2050 vil andelen af over 65-årige vokse med
ca. 60 pct., og omkring 2020 vil denne gruppe for første
gang i historien være større end de 0-17-årige Andelen af
over 80-årige vil stige med ca. 140 pct. Der vil således ikke
alene være tale om, at den danske befolkning bliver ældre.
Den aldrende befolkning vil også blive ældre end hidtil.
Bag udviklingen gemmer sig to langsigtede tendenser
og en kortvarig:
• Mennesker lever betydeligt længere end tidligere. I løbet
af de sidste 100 år er levealderen i den rige del af verden
vokset med 2-3 måneder pr. år. I Danmark er middellevetiden for mænd ca. 77 år og for kvinder ca. 81.
I første halvdel af det 20. århundrede var det især faldende
børne- og ungdomsdødelighed, der fik den gennemsnitlige levealder til at vokse. Siden har udviklingen især været
drevet af faldende voksen- og ældredødelighed. Faldet
skyldes først og fremmest en lavere dødelighed af hjertekar-sygdomme, hvilket tilskrives en forbedret livsstil og
mere effektive behandlingsmetoder. Det hænger dog formentlig også sammen med, at de nye ældreårgange ikke
er så fysisk nedslidte som tidligere, og at de har oplevet
færre infektioner. Deres immunsystem er dermed mindre
“slidt”.
I løbet af de sidste 50 år er den såkaldte restlevetid for
80-årige kvinder i lande med lav dødelighed næsten fordoblet. Danmark er ingen undtagelse, selvom udviklingen
i levealderen har været ujævn og halter bagud i forhold til
en række andre lande, vi plejer at sammenligne os med.
Restlevetiden for 65-årige i dag er ca. 18 år for kvinder og
15 år for mænd.
Hvor stor en revolution der i virkeligheden har været
tale om, kan man konstatere ved at studere den omkalfatring af den såkaldte befolkningspyramide, som er sket i
de sidste 100 år. I 1910 var der faktisk tale om en pyramide
med de 0-29-årige som den største befolkningsgruppe, de
30-59-årige som den næststørste og dem over 60 år som
pyramidens spids. I dag er den godt i gang med at blive
vendt på hovedet. Se figur 2.
Spørgsmålet er selvfølgelig, om udviklingen vil fortsætte.
Ifølge professor James Vaupel, Max Planck Institute for
Demographic Research i Rostock, er der ingen tegn på, at
den er ved at gå i stå: “Min forventning er, at levealderen
vil fortsætte med at vokse i samme tempo som nu, og måske oven i købet accelerere. Usikkerheden er dog betydelig
– især når man vil forsøge at se mere end 20 år frem i tiden,” siger han.
Der kommer flere og flere ældre
Aldersgruppers andel af den samlede befolkning, pct.
2010-2050
40
• Mennesker overalt i verden får færre børn end før, så de
yngre generationer får stadig sværere ved at konkurrere
i antal med de ældre. Tendensen er nyere end den voksende levealder og slog først igennem i de rige lande,
hvor kvinderne i dag får 1,6 barn i gennemsnit – altså
mindre end der skal til for at opretholde befolkningstallet. I Danmark har kvinders fertilitet været svagt stigende igennem de seneste år og ligger nu på ca. 1,8.
35
40-64 år
30
18-39 år
25
65 år+
20
0-17 år
15
10
5
0
• De rigtig store efterkrigsgenerationer – både i Danmark
og resten af den rige verden – er på vej op i pensionsalderen, mens de generationer, som er på vej ind på arbejdsmarkedet, er forholdsvis små.
2010
Figur 1: Andelen af ældre over 65 år vil i 2042 udgøre en
fjerdedel af den danske befolkning.
Kilde: DST.
22 MM34 Innovation by Communication
2050
Fra befolkningspyramide til befolkningsurne
Den danske befolkning fordelt på aldersgrupper og køn i 1910 og i 2010, i tusinder
1910
2010
85- år
80-84 år
85- år
80-84 år
75-79 år
Mænd
Kvinder
75-79 år
70-74 år
65-69 år
70-74 år
65-69 år
60-64 år
55-59 år
50-54 år
45-49 år
40-44 år
35-39 år
30-34 år
25-29 år
20-24 år
15-19 år
10-14 år
5-9 år
0-4 år
60-64 år
55-59 år
50-54 år
45-49 år
40-44 år
35-39 år
30-34 år
25-29 år
20-24 år
15-19 år
10-14 år
5-9 år
0-4 år
250 200 150 100 50
0
50 100 150 200 250
250 200 150 100 50
0
50 100 150 200 250
Figur 2: I løbet af de sidste 100 år er aldersfordelingen af den danske befolkning næsten vendt på hovedet.
Kilde: Danmarks Statistik.
Vaupel, der er en af verdens mest anerkendte demografer, har i samarbejde med Cambridge-professoren Jim
Oeppen påvist, at stort set alle tidligere forudsigelser af et
loft for levealderen har vist sig for konservative. Og de seneste over 100 år har der været en forbløffende konstant
udvikling, hvis man ser på de lande, der periodevist har
haft den højeste levealder.
Mere liv til årene
I de rige lande har den hidtidige debat om det aldrende
samfund næsten udelukkende handlet om de problemer,
som det voksende antal ældre kan skabe for holdbarheden
af de nuværende pensionssystemer og for social- og sundhedsudgifterne. En af forklaringerne er naturligvis, at vi
grundlæggende opfatter aldring som noget negativt.
Men ser man nærmere på udviklingen bag tallene, er
der baggrund for optimisme.
De mange økonomiske dommedagsprofetier, som Verdensbanken, OECD, EU etc. med jævne mellemrum udsender, fokuserer som oftest på den såkaldte ældrekvote –
forholdet mellem antallet af ældre over 65 år og antallet af
voksne i den erhvervsaktive alder (15-64-årige). I de rige
lande er der typisk udsigt til, at der i fremtiden vil være 23 erhvervsaktive for hver ældre borger, mod 4-5 i dag.
Det lyder dramatisk. Men problemet med den type
fremskrivninger er, at man ser de ældre som en homogen
og uforanderlig kategori og glemmer de ændringer i den
aldrende befolknings funktionsevne, der ligger bag udviklingen, såvel som de store individuelle forskelle inden for
gruppen. Sat på spidsen kan f.eks. en amerikaner i 70’erne
enten sidde i kørestol eller som John McCain stille op til
præsidentvalget.
Ikke mindst i lyset af de seneste års forskning må man
konstatere, at de 70-årige ikke er, hvad de har været. En
dansk undersøgelse fra 2008 viser, at de seneste 15 års levetidsforlængelse ikke alene har lagt flere år til livet, men
også givet mere liv til årene.
Det viser sig oven i købet, at de aktive leveår – uden
funktionsnedsættelse – stiger endnu hurtigere end levetiden. Helt rosenrødt er billedet dog ikke, for samme undersøgelse viser, at de ekstra leveår også vil omfatte flere år
med sygdomme.
Ifølge lektor Bernard Jeune, Dansk Center for Aldringsforskning ved Syddansk Universitet, der er en af bagmændene bag undersøgelsen, bør det hverken undre eller skabe
bekymring:
“Forklaringen er, at vi er blevet stadig dygtigere til at diagnosticere og behandle f.eks. kroniske sygdomme som
diabetes. Det betyder på den ene side, at flere har sygdommen, når de bliver 65, men på den anden side kan de leve
med den i flere år end tidligere, uden at det går ud over
deres funktionsevne. Og det sidste er det afgørende i forhold til f.eks. deltagelse på arbejdsmarkedet eller afhængighed af hjælp.”
Vil man absolut tænke i kronologiske aldersgrupper,
mener Jeune, at man burde ændre definitionen af ældrekvoten, så det kun var de over 80-årige, der blev talt med.
I så fald ville kvoten være mindre end 1 til 10.
Men selv blandt de ældste ældre er der en positiv udvikling at spore. Ifølge en undersøgelse fra Dansk Center
for Aldringsforskning, der fulgte en gruppe 92-årige i en
længere årrække, viste det sig, at de få tilbageblevne 100årige var lige så funktionsdygtige som de 92-årige, man
var startet med.
4. oktober 2010 23
Ikke en homogen gruppe
Udgangspunktet er positivt
Under alle omstændigheder er billedet af de over 65-årige
som en homogen og svag gruppe allerede meget langt fra
virkeligheden. F.eks. er det trods alt kun ca. en femtedel i
aldersgruppen, der modtager hjemmehjælp, og selv blandt
de ældste ældre bor langt de fleste i eget hjem.
Fra diverse undersøgelser ved vi, at navnlig de 60-69årige – men også de 70-79-årige – føler, at de har godt styr
på livet. F.eks. er det et absolut fåtal, der klager over pengemangel, og det store flertal mener, at fremtiden tegner
godt for dem selv.
Kirsten Avlund, professor ved Center for Sund Aldring
ved Københavns Universitet, vurderer, at den store tilfredshed blandt de ældre generationer bl.a. hænger sammen med, at man med alderen bliver bedre til vælge fra:
“Det generelle billede er, at ældre mennesker med god
funktionsevne er mere tilfredse end de yngre. En forklaring er formentlig, at man med årene bliver bedre i stand
til at se tingene i perspektiv og til at håndtere sine bekymringer. Adskillige undersøgelser peger i hvert fald på, at
ældre med årene bliver bedre til at prioritere de dele af deres sociale netværk, som de har glæde af, og at det har en
stor betydning for deres tilfredshed.”
Specielt når det gælder “de yngre ældre”, er der heller
ikke meget, som tyder på, at de er inaktive i forhold til det
omliggende samfund, selv om de har forladt arbejdslivet.
Det gælder f.eks. den nærmeste familie, hvor f.eks. pasning
af børnebørn står højt på dagsordenen. Ifølge den såkaldte
Ældredatabase, som SFI – Det Nationale Forskningscenter
for Velfærd opdaterer med fem års mellemrum, har mere
end halvdelen af 62- og 67-årige passet børnebørn inden
for den sidste måned – og ca. en tredjedel af de 72- og 77årige.
Den øgede levealder betyder, at de generationer, der i
øjeblikket trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet, adskiller sig fra tidligere ved at deltage i såkaldte firegenerationsfamilier, hvor der både kan være forpligtelser over for forældre og børnebørn. Ifølge Ældredatabasen drejer det sig
om hver fjerde af de 57-årige og hver femte af de 62-årige.
Ifølge en undersøgelse fra 2007 er specielt de yngre
ældre også godt med, når det drejer sig om at yde frivilligt
arbejde. Omkring en tredjedel af de 60-69-årige deltager i
forskellige former for frivilligt arbejde, hvilket er helt på
linje med de erhvervsaktive generationer. Men de ældre
frivillige arbejder flere timer om ugen. 19 pct. af de 60-69årige arbejder således mindst 6 timer om ugen, mens det
kun gælder for 12-13 pct. af 40-59-årige.
Ifølge Kirsten Avlund er der allerede i dag mange eksempler på, at yngre funktionsduelige ældre sætter sig i
spidsen for projekter af social og kulturel karakter: “Det
kan være en lokal biograf, et stisystem i en kommune eller
et højskolekursus. I det hele taget er det blevet meget svært
at se de over 65-årige som en svag gruppe. Man er heller
ikke automatisk mindrebemidlet, bare fordi man er over
65. Derfor kan det være svært at forstå, at det udløser et
hav af rabatter, bare fordi man når en bestemt alder.”
Skal den fortsatte aldring af samfundet vedblive med at
være en ressource – og ikke en belastning – er det naturligvis en forudsætning, at den positive udvikling i de ældre
generationers funktionsduelighed vil fortsætte. Som professor Kaare Christensen, Dansk Center for Aldringsforskning ved Syddansk Universitet, udtrykker det, er det den
biologiske virkelighed, der er afgørende: “En forhøjelse af
efterløns- og pensionsalderen vil jo kun nytte, hvis biologien tilsiger, at de pågældende ældre kan forblive på arbejdsmarkedet.”
Den positive udvikling i funktionsevnen gælder ikke i
alle rige lande. Hvad det lige præcis er, der gør det ene land
til vindere og det andet til tabere, ved man ikke med sikkerhed. Men man kunne f.eks. forestille sig, at det bl.a. afhang af, hvordan landene prioriterede deres sundhedsvæsen med hensyn til forebyggelse, behandling og rehabilitering. For de ældste ældre spiller det sidste i hvert fald en
stor rolle for deres funktionsevne.
Udgangspunktet er imidlertid positivt. For de kommende ældregenerationer, der er vokset op i efterkrigstiden, vil generelt være bedre uddannede, have haft bedre
livsbetingelser og en bedre livsstil end tidligere ældregenerationer. De er vokset op i en tid, hvor børn blev vaccineret, og hvor infektionssygdomme kunne behandles med
antibiotika, og de har været på arbejdsmarkedet i en periode, hvor arbejdsmiljøet er blevet væsentligt forbedret.
Derfor er de ikke så nedslidte som tidligere generationer.
Som det allerede er tilfældet i dag, vil den funktionsduelige aldring i fremtiden være præget af to modsatrettede
24 MM34 Innovation by Communication
De arbejdsmarkedsegnede
1945- og 1950-generationernes vurdering af deres
nuværende arbejdsevne i forhold til, hvordan den var, da
den var på sit højeste, pct.1
Helt eller næsten på niveau
Ikke helt på niveau
1 0,8
Slet ikke på niveau
Ved ikke
1,3 0,3
14,3
19,4
Pct.
Pct.
78,8
1945-generationen
84,8
1950-generationen
Figur 3: De kommende pensionistgenerationer er efter deres
egen vurdering særdeles arbejdsmarkedsegnede. Godt otte ud
af ti vurderer, at deres arbejdsevne er på samme niveau – eller
næsten på samme niveau – som da den var på sit højeste.
Note 1: I det oprindelige spørgsmål blev interviewpersonerne bedt om at
give karakter fra 0 til 10 for deres nuværende arbejdsevne sammenlignet
med, hvordan den var, da den var på sit højeste. Karakteren 0 angav, at
man var helt uarbejdsdygtig, og 10, at den var på sit højeste. I tabellen er
karakteren 0-3 = slet ikke på niveau, 4-6 = ikke helt på niveau og 7-10 =
helt eller næsten på niveau.
Kilde: Ældredatabasen.
tendenser: På den ene side lever vi længere, fordi vores
sundhedstilstand er blevet bedre. På den anden side lever
vi længere, fordi lægerne bl.a. er blevet bedre til at behandle en række kroniske sygdomme som f.eks. diabetes.
Det sidste koster trods alt penge. Og når Kaare Christensen skal vurdere fremtidens muligheder, peger han
også på de risici, som det voksende antal kronikere udgør:
“Forestiller vi os f.eks., at vi her i landet udvikler en fedmeepidemi i samme størrelsesorden som i USA, vil det
være en meget stor udfordring.”
En fremtidig målrettet forebyggelse og rehabilitering vil
derfor spille en central rolle, og det vil selvsagt også være
afgørende, at vi får en større forståelse af de risikofaktorer,
der fører til udvikling af kroniske sygdomme og tidligt tab
af funktionsevne. Vi skal bl.a. blive bedre til at identificere
tidlige faresignaler, så forebyggelse og behandling kan sættes i gang i tide.
Lige så vigtigt vil det ifølge Kaare Christensen være, om
vi kan finde en fornuftig balancegang mellem naturlige
følger af aldring og uacceptabel funktionsnedsættelse: “Vi
må på tværs af generationerne finde et rimeligt forventningsniveau, for behandlingspotentialet er jo nærmest
uendeligt.”
Et nyt livsperspektiv
Beder man de kommende ældre selv vurdere deres arbejdsevne, er det optimismen, der er i højsædet. Ifølge SFIs
ældredatabase betragter de sig som særdeles arbejdsmarkedsegnede. I både 1945- og 1950-generationen, der på
svartidspunktet befandt sig på hver sin side af de 60 år,
svarede godt otte ud af ti, at deres arbejdsevne var på
samme eller næsten samme niveau, som da den var på sit
højeste. Se figur 3.
Det er dog ikke noget, som samfundet vil få glæde af automatisk. Af samme undersøgelse fremgår, at en endnu
større andel af de to generationer selv vil foretrække at forlade arbejdsmarkedet senest som 65-årige.
En af årsagerne til, at der er så stor folkelig modvilje
mod at forhøje f.eks. efterløns- og pensionsalderen, er formentlig, at vi endnu ikke har forstået, hvor stor en revolution der i virkeligheden er tale om.
At samfundets strukturer ikke har fulgt med stigningen
i levealderen og forbedringen af de ældres funktionsevne,
fremgår f.eks. også af udviklingen af pensionsalderen sammenholdt med middellevetiden. Da Danmarks første alderdomsforsørgelseslov for “værdigt trængende” blev indført i 1891, blev pensionsalderen fastsat til 60 år. Det er det
samme som den nuværende grænse for at gå på efterløn.
Forskellen er imidlertid, at den forventede levealder dengang var omkring de 50 år, mens den – som nævnt – er
vokset ganske betragteligt siden. Se figur 4. Fortsætter udviklingen i samme tempo, vil hver anden danske pige, der
fødes i disse år, kunne regne med at blive mere end 100 år.
Det giver ifølge aldringsforskere som James Vaupel og
Bernard Jeune anledning til at revidere tidligere forestillinger om, hvordan den enkelte vil indrette sit liv: “Dør
Fra 60 år til 60 år
Forventet middellevetid for mænd og kvinder sammenholdt med pensions- og efterlønsalder, 1900-2000.
85
80
Kvinder
75
Mænd
70
65
Pensionsalder
60
Tilgangsalder
for efterløn
55
50
45
40
1900
1920
1940
1960
1980
2000
Figur 4: Den nuværende efterlønsalder svarer til pensionsalderen i den første alderdomsforsørgelseslov fra 1891.
Dengang var den forventede levealder betydeligt lavere end
pensionsalderen.
Kilde: Det aldrende samfund 2030 og Velfærdskommissionen.
man ikke i 70’erne, som man hidtil har forestillet sig, er
der grund til at se meget kritisk på den måde, vi i dag har
indrettet vores liv på. Man uddanner sig, til man måske er
i slutningen af 20’erne, og i 30’erne pukler man som et bæst
for at stifte familie, føde børn, købe hus og skabe sig en
karriere. At så meget skal nås på de ti år, forekommer jo
fuldstændig vanvittigt, når man tænker på de mange gode
år, der faktisk ligger forude. Derfor må spørgsmålet melde
sig, om det ikke ville være en bedre ide at sprede arbejdslivet over flere år,” siger Bernard Jeune.
Hvor den politiske dagorden i det 20. århundrede i høj
handlede om omfordeling af befolkningens indkomster,
forudser James Vaupel, at dagsordenen i det 21. århundrede vil komme til at handle om omfordeling af arbejdet.
Forudsætningen er et opgør med den nuværende forestilling om, at vores livsforløb falder i en række på forhånd
fastlagte faser, hvor det er den kronologiske alder, der uden
hensyn til den biologiske udvikling fastlægger vores forpligtelser over for samfundet: Om vi skal uddanne os, arbejde eller trække os tilbage.
En mere jævn fordeling af uddannelse, arbejde og fritid
vil ifølge Vaupel rumme mange fordele. F.eks. vil et mere
variabelt timetal på arbejdsmarkedet gøre det nemmere
for de yngre generationer at få det antal børn, som de ønsker. Hvilket – set fra samfundets synspunkt – vil bidrage
til at mindske tempoet i den nuværende aldring.
Det aldersintegrerede samfund
En gruppe forskere var i 2006 inde på samme tankegang,
da de udarbejdede en rapport om det aldrende samfunds
muligheder og udfordringer for Forskningsstyrelsen og
Det Strategiske Forskningsråd. Her slog de til lyd for, at
man i højere grad burde stræbe mod at udvikle et “alders4. oktober 2010 25
integreret samfund”, hvor den enkeltes samfundsmæssige
rolle ikke var bestemt af den kronologiske alder, men af
vedkommendes fysiske og psykologiske funktionsevne.
Professor Jørn Henrik Petersen, Center for Velfærdsstatsforskning ved Syddansk Universitet, der var formand
for udvalget – og i øvrigt medlem af Velfærdskommissionen – understreger, at det ikke er aldringen af samfundet
i sig selv, der er et problem: “Problemet består snarere i, at
samfundets strukturer ikke er fulgt med den biologiske
udvikling, og derfor hverken hænger sammen økonomisk,
socialt eller menneskeligt.”
Hvis man vil inddrage de ældres ressourcer, er der ifølge
Jørn Henrik Petersen flere lavthængende frugter at plukke.
Det kunne f.eks. være, at de funktionsduelige ældre påtog
sig en række opgaver i det civile samfund, evt. i form af en
slags civil værnepligt for efterlønsmodtagere og pensionister. Det kunne dreje om forskellige former for frivilligt
arbejde, f.eks. på ældreområdet, hvor der er udsigt til mangel på arbejdskraft i de kommende år.
En anden mulighed var, at ældre i langt højere grad fungerede som mentorer på arbejdsmarkedet: “Det kunne
både lette adgangen for bl.a. indvandrere og sikre, at den
viden, som de ældre besidder, bliver videreformidlet til
næste generation.”
Begge dele ville ifølge Jørn Henrik Petersen kunne bidrage til at bilægge den generationskonflikt, som risikerer
at opstå, når det for alvor går op for de yngre generationer,
hvor meget de skal yde for at kunne finansiere de nuværende tilbagetrækningsordninger.
Grundlæggende er han dog ikke i tvivl om, at det forudsætter reformer af både efterløns- og pensionsalderen,
hvis det aldrende samfund skal blive en samfundsgevinst.
Når den hidtidige aldring af samfundet ikke allerede har
bragt Danmark på fallittens rand, skyldes det i høj grad, at
kvinderne har udgjort en kærkommen arbejdsmarkedsreserve, der har øget statens skatteindtægter. Det nummer
kan kun gennemføres én gang. Derfor finder Jørn Henrik
Petersen det indlysende, at man må se sig om efter en anden arbejdskraftreserve, og at det voksende antal funktionsduelige ældre er det logiske valg: “At øge arbejdsstyrken er langt den bedste løsning, hvis man vil skabe sammenhæng i de offentlige finanser, fordi man på en og
samme tid både får øget skattebetaling og færre offentlige
udgifter. Hvad kan man forlange mere?”
Men skal man for alvor udnytte mulighederne i det aldrende samfund, vil det kræve langt større ændringer:
“Virksomheder, organisationer, politikere osv. vil i mange
år frem være nødt til at revidere en lang række politikområder, f.eks. sundheds-, beskæftigelses- og uddannelsespolitikken. Aktørerne på arbejdsmarkedet må være opmærksomme på de udfordringer, der ligger i det aldrende samfund, og aktørerne på varemarkedet må være opmærksomme på det potentiale, som ligger i form af ældre og
aktive forbrugere,” siger han.
Poul Albret [email protected]
På sporet af aldringens gåde
DANMARK OG DE FLESTE ANDRE LANDE i den rige del
af verden står over for et afgørende valg: Skal den stadigt
voksende gruppe ældre i fremtiden betragtes som en samfundsmæssig byrde eller en ressource?
Perspektiverne i dette valg sættes under lup, når 120 af
verdens førende aldringsforskere i morgen mødes i København til den internationale kongres ”Ageing, Longevity
and Health”. I denne uge er Københavns Universitet med
det nye forskningscenter Center for Sund Aldring i front
vært for en stor international kongres om ”sund aldring”.
Under kongressen præsenteres og diskuteres den nyeste
frontforskning inden for aldring og aldringens processer.
Se tekstboks.
Kongressen giver nyt brændstof til debatten om det aldrende samfund. Forskningen viser, at ældre i dag er sundere og friskere end tidligere generationer – og giver stadigt mere præcise svar på, hvad ældre som befolkningsgruppe er i stand til og har brug for. Se figur 1. Ifølge Lene
Juel Rasmussen, professor i molekylær aldring og leder for
Center for Sund Aldring ved Det Sundhedsvidenskabelige
26 MM34 Innovation by Communication
Fakultet, Københavns Universitet, udfordrer de resultater,
som forskerne de næste dage vil præsentere og diskutere,
den negative forestilling om fremtidens aldrende samfund.
“Allerede i dag byder aldringsforskningen ind med nye
Boom i aldersforskning
Der investeres verden over store summer i aldringsforskning og i oprettelsen af særlige aldringsforskningscentre
• The National Institute on Ageing i USA bruger ca. 6
milliarder kr. om året.
• Der er afsat 150 millioner kr. til Center for Sund
Aldring over de næste fem år.
• I EUs forskningsprogram FP7 er der fra 2007 til 2013
afsat 6 milliarder euro til forskning i sundhed – hvoraf
forskning i aldring er et af de primære indsatsområder.
• Den britiske regering har i 2008 - 2010 afsat 485
millioner pund til forskning i aldring.
Center for Sund Aldring
Center for Sund Aldring blev oprettet i 2009 og er de næste
fem år finansieret af Nordea-fonden med mulighed for forlængelse i yderligere fem år. Centret har både danske og internationale topforskere ansat. I øjeblikket er der tilknyttet
25 fuldtidsansatte medarbejdere, som forventes øget til omkring 100 i løbet af nogle år.
Centret forsker i, hvordan mennesker kan få en sund og
aktiv livsbane – hele livet – og hvordan man kan begrænse
belastningerne af aldersrelaterede biologiske forandringer
samt kroniske sygdomme som demens, Alzheimers, hjertekar-sygdomme og diabetes. Samtidig forsker centret i ældres
muligheder og position i et sociologisk og samfundsmæssigt
perspektiv.
Center for Sund Aldrings tre primære fokusområder er
sundt liv og aldring, biologi og sygdomme samt egen forvaltning af helbred. De overordnede forskningstemaer er: 1)
Neurobiologi, 2) Muskel- og bindevæv, 3) Individuel aldring i
livsløbsperspektiv, 4) Sundhedspolitik og forebyggende medicin hos ældre, 5) Sundhedsfremme, formidling og brugerdrevet innovation.
Center for Sund Aldring arbejder med aldringsprocesserne
på tværs af faggrænser. Det vil sige, at der bringes både biomedicinske, psykologiske og sociale faktorer i spil. Således
inkluderer centret både antropologer, sociologer, biologer og
medicinere som del af det samlede forskerteam.
perspektiver, som skubber til vores forestilling om det at
blive ældre. Ældre bliver sundere og sundere, og de kan
mere og mere. De vil i stigende grad kunne ses som en
samfundsmæssig kapital. Det betyder ikke, at alle problemer med de demografiske fremskrivninger er løst. Men
vores viden kan være med til at skubbe til strukturelle omstillinger og levere input til nye organiseringsmuligheder
for det aldrende samfund, som kan åbne døren til en anden fremtid, end vi forestiller os nu”, siger hun.
Ny frontlinjeforskning
Hvordan får vi mennesker et sundere og længere liv? Netop dette spørgsmål er omdrejningspunktet for aldringsforskningen, der fokuserer på at levere ny viden om aldringens koder, processer og stadier for at give større indsigt i,
hvordan fremtidens ældre kan få en sundere aldringsproces.
Aldring er et eksplosivt voksende forskningsfelt på globalt plan. Verden over investeres der milliarder i forskning
i alderdommen – fra sygdomme, der typisk rammer ældre,
til viden om, hvordan man kan bremse aldringsprocessen.
I de seneste år har universiteter i næsten alle vestlige lande
oprettet særlige institutter, centre og forskningsprogrammer for aldring. Se tekstboks.
Ifølge Ralf Hemmingsen, rektor ved Københavns Universitet, er dette en direkte konsekvens af den demografiske udvikling:
“I hele verden ser man med bekymring på de kæmpe
generationer af ældre, der er udsigt til. Det er potentielt en
stor belastning for samfundet. Det har medvirket til en sti-
Center for Sund Aldring er med i det internationale forskningssamarbejde, Ageing, Longevity, and Health. Forskningsprojektet indgår i det internationale forskningsnetværk IARU,
International Alliance of Research Universities, hvor Københavns Universitet deltager sammen med Yale, Oxford, Cambridge, Berkeley og fem andre universiteter fra Vesten og
Sydøstasien. Sammen med Peking Universitet er KU tovholder på forskningsprogrammet om aldring og sundhed. Gennem det internationale forskningssamarbejde har centret
kontakt til førende internationale forskningsmiljøer og adgang
til værdifulde, globale forskningsdata. Center for Sund Aldring samarbejder desuden med det amerikanske National Institute of Health (NIH).
I denne uge er Centret vært for den internationale kongres
Ageing, Longevity, and Health, hvor forskere fra hele verden
præsenterer de nyeste resultater inden for en række forskningsområder:
• Biologien bag aldringsprocessen
• Kognitive ændringer ved aldring – den måde, vi tænker på
• Forhindring og forebyggelse i forhold til aldersrelaterede
sygdomme som diabetes og Alzheimer
• Sundhedsfremme og syn på aldring
• Sundhedspolitik – brugen af medicin, pleje og behandlingsformer
gende global interesse for aldring som forskningsfelt. Det
er blevet populært at forske i sund aldring: Hvordan kan
man forebygge sygdomme, forbedre livskvalitet og skabe
en sundere aldringsproces for den voksende gruppe af
ældre? Forskning i aldring er blevet noget, man interesserer sig for,” siger han.
Lene Juel Rasmussen oplever aldersforskning som et
stadig mere prestigefyldt forskningsfelt: “Det hører i dag
hjemme i kategorien frontlinjeforskning. Det har et godt
omdømme og regnes for relevant. Derfor tiltrækker det
også flere og flere af de store forskere. De seneste år er der
således flere førende forskere, som har ændret vinkel i deres forskning. Nu fokuserer de på aldring og aldringsprocessen frem for eksempelvis en konkret sygdom,” siger
hun.
Forskningsområdet nyder også stigende politisk interesse. I EU arbejder man på nuværende tidspunkt med at
etablere et europæisk center for aldringsforskning, og EUs
kommissær for forskning, videnskab og innovation, ireren
Máire Geoghegan-Quinn, udtalte for nylig, at aldringsforskning er et område med “stor social, politisk og økonomisk betydning for EU”.
Danske politikere er nået til samme erkendelse: “Vi bliver nødt til at nytænke aldring, hvis vi skal løse de massive
demografiske problemer, som vi i dag står over for. Vi er
nødt til at skabe ny viden, finde nye løsninger og tænke
nye tanker, der kan hjælpe os til at se på aldring på en ny
måde. Derfor står aldringsforskning højt på vores prioriteringsliste både i dag og i fremtiden”, siger sundhedsminister Bertel Haarder.
4. oktober 2010 27
Ældre bliver sundere og sundere
Andel med god fysisk mobilitet blandt 60-årige
eller derover, pct.
100
1987
52,5
1994
47,5
55,6
2000
44,5
64,3
demografiske udfordring an og hjælpe sund aldring på vej.
Det kan være afgørende i processen hen mod en bæredygtig model for fremtidens ældre samfund,” siger Bertel Haarder.
Ifølge Bertel Haarder kan aldringsforskning være med
at løse to af samfundets største økonomiske udfordringer
i fremtiden:
35,7
FLERE RESSOURCER
2005
68,3
31,7
Andel med hård/mellemhård fysisk aktivitet i fritiden, pct.
1987
1994
2000
2005
43,7
40,2
16-24 år
41,8
47
24,4
27,1
25-44 år
• En sundere alderdom vil give ældre mulighed for at leve
et rigere liv og bidrage til samfundet i længere tid end i
dag. Det kan bane vej for nye normer på arbejdsmarkedet, der afhjælper den faldende arbejdsstyrke, mindsker
manglen på kvalificeret arbejdskraft og styrker produktiviteten. Regeringen har beregnet, at den allerede vedtagne forhøjelse af efterløns- og folkepensionsalderen
fra 2006 på langt sigt vil forbedre de offentlige finanser
med 4 pct. af BNP og øge arbejdsudbuddet markant. Se
figur 2.
27,6
33,6
10,3
18,4
45-66 år
18,1
22,3
MINDRE UDGIFTSBYRDE
• Velfærdsudgifter til ældre er i dag en stor del af de offentlige budgetter, og andelen stiger støt hvert år. En
sundere alderdom og mere viden om aldersrelaterede
sygdomme vil kunne begrænse behovet for behandling
4,1
67+ år
7,4
Presset letter
8
12,2
Figur 1: Ældre bliver mere aktive og mere mobile.
Kilde: Statens Institut for Folkesundhed og http://susy2.si-folkesundhed.dk/
susy.aspx.
Ændring i offentlige finanser fra 2015 med og uden
Velfærdsaftalen, pct. af BNP
2
0
Med Velfærdsaftalen
-2
Lev stærkt – dø sund
Forskning i aldring kan ifølge Ralf Hemmingsen levere et
uvurderligt bidrag til svaret på de demografiske udfordringer.
“Mere forskning og viden om, hvordan man opnår en
sund aldringsproces, kan på langt sigt forventes at spare
det offentlige for udgifter til ældreområdet. Viden om aldring og aldringens processer kan åbne døren for en forbedring af den enkeltes alderdom med øget livskvalitet,
bedre sundhed og flere ressourcer,” siger han.
De aldringseksperter, Mandag Morgen har talt med, er
enige om, at det ikke er den aldrende befolkning i sig selv,
der er en udfordring. Udfordringen ligger snarere i at
holde ældre sunde og få omstillet samfundet til at udnytte
deres ressourcer. Der er således en stor samfundsmæssig
nytteværdi i viden om, hvordan man påvirker aldringsprocessen positivt, og i kvalificerede bud på fremtidens
model for det aldrende samfund.
“Samfundet vil have stor gavn af ny viden om sund aldring. Det kan den nye forskning bidrage med. Den kan
dels levere viden om, hvordan den enkelte lever stærkt og
dør sund, dels om hvordan myndighederne skal gribe den
28 MM34 Innovation by Communication
Uden Velfærdsaftalen
-4
-6
2015
2060
Præsterede arbejdstimer pr. indbygger med og uden
Velfærdsaftalen, timer pr. år
820
800
Med Velfærdsaftalen
780
760
740
Uden Velfærdsaftalen
720
700
680
2000
2060
Figur 2: Regeringens tilbagetrækningsreform fra 2005 viser,
hvor stor betydning det har for både arbejdsstyrken og Danmarks BNP, at ældre bliver længere tid på arbejdsmarkedet.
Kilde: Finansministeriet.
og pleje. Det vil begrænse den forventede stigning i udgifterne på ældreområdet. Allerede i dag ser vi effekten
af dette. Finansministeriet og vismændene kom i september i år med en markant nedjustering af deres skøn
over den fremtidige vækst i sundhedsudgifterne – og
begrundelsen var sund aldring.
Lene Juel Rasmussen påpeger dog, at gevinsterne ikke
kommer af sig selv: “Vi har i dag masser af ældre, som ikke
”koster” samfundet ekstra, og som vil være i stand til at bidrage mange år frem. Men det kræver, at vi bliver langt
bedre til at se rigtigt på de ældre – at vi erkender, at aldring
ikke betyder forfald for den enkelte og for samfundet generelt. Kun med det udgangspunkt kan vi finde de rigtige
modeller for, hvordan vi som samfund kan udnytte de ældres ressourcer,” siger Lene Juel Rasmussen.
Danmark som foregangsland
Danmark har gode muligheder for at erobre en global førerrolle i arbejdet med at identificere, udvikle og implementere løsninger på de udfordringer, som det aldrende
samfund stiller os over for. Vi har allerede i dag en massiv
forskningsindsats inden for sund aldring, og tre universiteter har centre for aldringsforskning. Ifølge Lene Juel Rasmussen er Danmark internationalt godt placeret inden for
mange af de afgørende forskningsområder:
“Danmark er ikke førende på alle punkter af aldringsforskningen – det kan vi ikke være, når vi ikke er større.
Men inden for flere fagdiscipliner er vi med langt fremme
og markerer os positivt på den internationale scene,” siger
hun.
Særligt er Danmark i front, når det gælder tilgangen til
aldringsforskning. Med Center for Sund Aldring har Københavns Universitet lagt et helt nyt tværfagligt snit i forhold til aldringsforskningen.
“Vi dækker hele spektret fra celleniveau til samfundsniveau. Det sker ud fra en holdning om, at vi ikke finder
løsningen ved kun at kigge på biologiske eller psykologiske
aldringsprocesser. Man finder ny viden ved at kombinere
de forskellige tilgange. Dette er vi nogle af de første til at
arbejde med, og det er langsomt ved at vinde indpas i ald-
ringsforskningen på globalt plan,” siger Lene Juel Rasmussen.
Med denne uges kongres markerer det danske forskningsmiljø, at forskning inden for aldring er et vigtigt og
prioriteret indsatsområde de kommende år, og at Danmark agter at spille en nøglerolle.
“Som vært for kongressen har vi stor mulighed for at
gøre vores forskning synlig på den internationale scene.
Det skal på længere sigt hjælpe os til at få skabt et internationalt funderet forskningsmiljø inden for aldringsforskning, hvor forskere og studerende fra hele verden vil
komme til Danmark,” siger Ralf Hemmingsen.
Han mener, at kongressen er en unik mulighed for at
styrke det internationale forskningsnetværk og lægge kimen til en global alliance om forskning i aldring:
“Kongressen åbner døren for en international vidensudveksling med verdens førende forskere. Det kan lægge
grunden for en mere koordineret indsats inden for forskning i aldring,” påpeger han.
Anna Eriksen Fenger [email protected]
Alderbedst
FØLG DEBATTEN PÅ MANDAG MORGEN SHARE – MM.DK
UGENS SPØRGSMÅ L
Hidtil er det aldrende samfund næsten udelukkende blevet set som en trussel, men det voksende antal funktionsdygtige ældre kan blive en ressource
for det danske samfund, hvis vi som individer og som samfund tilpasser vores strukturer til den biologiske virkelighed.
HVILKE KONKRETE INITIATIVER BØR REGERINGEN TAGE FOR
AT GØRE DET ALDRENDE SAMFUND TIL EN RESSOURCE?
Mandag Morgen kortlægger en række udfordringer og muligheder for det aldrende samfund. Hver uge stiller vi et centralt spørgsmål til et panel på ca. 500
deltagere på vores onlineplatform Mandag Morgen Share – mm.dk
4. oktober 2010 29