1. No category

Træk af den danske liberalismes historie
Af Anders Lundkvist
I antologien Dansk Nyliberalisme (Frydenlund 2009) undersøgte flere bidrag nyliberalismens
gennembrud i Danmark omkring 1982, da Schlüter kom til magten. Men hvordan med liberalismen
som sådan? Det er en ganske interessant historie.
Den marxistiske grundhistorie er at liberalismen er borgerskabets ideologi, og at den slog igennem
og opnåede hegemoni samtidig med kapitalismen. Det klassiske tilfælde er England, hvor
gennembruddet normalt sættes til 1846, da frihandlen blev indført med afskaffelsen af korntolden;
da tog borgerskabet og kapitalen over fra aristokratiet og jordejendommen.
I andre lande var der visse forskydninger i forhold til dette mønster, faktisk har hvert land sin
særlige historie. Fx var den franske revolution nok en borgerlig revolution, i den forstand at
(små)borgerskabet tog over og destruerede feudalismen, men der var endnu ikke megen kapitalisme
af den moderne slags, for Frankrig blev først industrialiseret i anden halvdel af 1800-tallet.
Hvordan var udviklingen i Danmark?
Første generation af danske liberale: De Nationalliberale (udviklingen frem til 1866)
Den fredelige, danske revolution i 1848 afskaffede enevælden og gav os en fri, liberal forfatning
med vigtige demokratiske indslag (men det egentlige demokrati måtte vente til parlamentarismens
indførelse i 1901). Grundloven i 1849 var hovedsageligt de Nationalliberales værk, om end
Bondevennerne under J.A.Hansen og Tcherning også spillede en vis rolle.
Principielt har liberalismen lige så lidt som socialismen plads til nationalisme; økonomisk er
frihandel centralt og politisk forfægtes universelle menneskerettigheder. Men overalt i Europa blev
liberalismen sammenvævet med den nationalisme, der først brød igennem i 1800-tallet. Således
også i Danmark, hvor konflikten om Slesvig gjorde liberalismen national (Ejder-politikken, hvor
målet var at udskille Holsten og indlemme Slesvig).1
De Nationalliberale var det bedre borgerskab, folk som Orla Lehmann, C. C. Hall og Ploug. Men
lige så lidt som i Frankrig (1789) var det kapitalistisk i moderne forstand, eftersom det industrielle
gennembrud først skete omkring 1875 (eller 1895, som nogen hævder, jf. Hansen, 1972, s. 286ff.).
Lad os undersøge bevægelsen nærmere.
Politisk var partiet som sagt hovedkraften bag afskaffelsen af enevælden. Og mere end det:
Forfatningen fra 1849 var formentlig den mest demokratiske forfatning i Europa, idet både folketing
og landsting var baseret på almen valgret, om end kvinder og folk uden selvstændig husstand var
udelukket; det udelukkede svendene i byerne og ’tyende’ i by og på land. Et sådant kvantespring i
retning af demokrati var især muligt, fordi den første slesvigske krig 1848-50 havde nødvendiggjort
almen værnepligt, og når alle skulle forsvare landet havde alle vel også ret til at bestemme? Sådan
argumenterede Danmarks første store demokrat, Tscherning, og det var svært at gå imod. Krigen
gav Bondevennerne, dermed menigmand, en vis magt.
1
Alligevel kan det undre at borgerskabet gik med til almen valgret. Senere (1860) sagde Orla
Lehmann at magten skulle ligge hos ’de begavede, de dannede og de rige’, dvs. hos dem selv, og ser
man sig omkring i Europa – England, Frankrig og Tyskland – var de liberale kræfter ikke
demokratisk sindede (noget af historien om forholdet mellem liberalisme og demokrati kan findes i
min Hoveder og Høveder, Frydenlund 2004, bind 3).
Forklaringen er måske, at bønderne kun i begrænset omfang gjorde deres indflydelse gældende. I
1850erne og 1860erne var valgdeltagelsen meget lav (20-30%), og på Rigsdagen havde
Bondevennerne, der vel repræsenterede det store flertals interesser, en distinkt, men underordnet
stemme. Kulturelt oplevede folket sig som en almue, der gjorde bedst i at overlade styret til dem,
der havde forstand på det. Et fungerende folkestyre forudsatte, at bønderne både i indstilling og
reelt hævede sig op til ligeværdighed med samfundets dominerende klasser, at almuen forvandledes
til et selvbevidst folk. Den udvikling kom imidlertid først efter 1875, da andelsbevægelsen gav
bønderne økonomisk magt, da højskolebevægelsen gav bønderne indsigt, og da Hørup og andre
undergravede overklassens monopol på intellektuel magt ved at afsløre hulheden i megen
’dannelse’. Især Hørup indså, at en kulturrevolution, der eliminerede almuefølelsen, var en
forudsætning for folkestyre.
Indtil 1866 lå den politiske magt hos de Nationalliberale, dvs. byernes overklasse. Som sagt var det
kun en begrænset andel af bønderne, der stemte, og overklassen på landet – godsejerne – var
politisk marginaliseret, bl.a. fordi deres stemmer ikke talte mere end andres; i det første Folketing
efter Grundlovens vedtagelse var godsejerne slet ikke repræsenteret (Thorsen, 1953: 38).
Hvordan forvaltede datidens liberale borgerskab den demokratiske arv fra Grundloven?
Det viser sig at de passivt accepterede eller aktivt støttede en indskrænkning af princippet om
indflydelse efter ’hoveder’ til fordel for princippet om indflydelse efter ’høveder’ (rigdom):
1) Efter den 1. slesvigske krig modsatte stormagterne sig Ejder-politikken og krævede helstaten
bevaret. Derfor måtte der vedtages en fællesforfatning for Danmark, Slesvig og Holsten, således at
Grundloven kun gjaldt Danmark, mens den nye forfatning omhandlede fællesanliggender (især
udenrigspolitik). Trods modstand fra Bondevennerne, der stædigt søgte at holde fast i de
demokratiske principper, vedtog Rigsdagen i 1855 en sådan fællesforfatning med den
Nationalliberale C.C.Hall som garant (Thorsen, 1953: 43). Fællessagerne bestyredes af et ’rigsråd’,
bestående af 20 kongevalgte og 30 personer, der skulle vælges af de rigeste i helstatens 3 områder.
2) Samme år vedtoges landkommunalloven, hvorefter knap halvdelen af sognerådenes medlemmer
skulle vælges af alle skatteydere (i sig selv en begrænsning), mens de resterende skulle vælges af de
20%, der betalte mest i skat.
3) I 1860 kom så købstadskommunalloven, der også opererede med privilegeret valgret.
Som Thorsen skriver (s. 43) ”styrkedes naturligt nok Venstres /Bondevennernes/ mistillid til de
nationalliberales gode vilje overfor den almindelige valgret”.
Alt i alt: Den første generation af liberale i Danmark lagde i 1849 ud som fuldblods demokrater (om
end til dels presset hertil af de allierede hos Bondevennerne), men svingede gradvist over til mere
eliteprægede principper.
Lad os dernæst se på de Nationalliberales økonomiske program.
Her levede de smukt op til de liberale idealer ved at få gennemført loven om Næringsfrihed i 1857,
der afskaffede laugene. Disse havde i århundreder reguleret udbudet (tilgangen til et fag) og
kontrolleret kvaliteten af produkterne. Da dette system blev afskaffet, forsvandt denne rest fra det
feudalt prægede samfund, og vejen lå åben for en kapitalistisk udvikling. Det tidligere system med
2
mestre og svende, hvor svendene kunne regne med senere at blive mestre, kunne ikke overleve
indførelsen af frihandel i byerne (og mellem by og land, - produktion og handel i byerne havde
været beskyttet mod konkurrence fra landet). Den frie konkurrence tvang mestrene til at blive
profitmaksimerende kapitalister, der ikke havde råd til patriarkalske følelser overfor nogen svende;
de fleste af disse reduceredes til lønarbejdere.
Denne lov må være den vigtigste økonomiske lov i nyere tid i Danmark, eftersom den dekreterede
en ny produktionsmåde.2
Det er fascinerende at følge samfundsstriden om loven og debatten på Rigsdagen, der udmundede i
at loven blev vedtaget med stort flertal i Folketinget (62 stemmer mod 19). Det system, der nu blev
afskaffet, ”havde til formål at sikre fagmæssig kvalitet og løse vigtige humanitær-sociale opgaver”,
men: ”Det er betegnende for tiden, at et så dybt og i sine virkninger så vidtrækkende indgreb vel
forårsagede stort røre i de kredse, hvor reformen brød ind i hidtil fastlagt tilværelse, men at dette
røre kun krusede debatterne i folketing og landsting...” (Vigen, 1950: 392f)
Baggrunden for loven var en løfteparagraf i Grundloven, nemlig §88, hvorefter ”alle
indskrænkninger i den frie og lige adgang til erhverv, som ikke ere begrundede i det almene vel,
skulle ophæves ved lov.”
Dette harmonerede naturligvis med de Nationalliberales idéer, men også Bondevennerne havde i
deres program fra 1846 krævet ’næringsfrihed for by og land’; bønderne havde jo en klar interesse i
at bryde købstadsprivilegierne. Bl.a. derfor støttede en bondeven som Tscherning loven:
”Landboerne er kommet fra /dvs. fri af/ det egentlige adelskabs herredømme, nu kommer de fra /fri
af/ kjøbstadadelens herredømme” (cit. efter Vigen, 1950: 399).
Men en anden fremtrædende bondefører, J.A.Hansen, var imod, fordi han anede ’bymatadorenes
arrogante holdning over for håndværkere og småhandlende’ og især ville han bevare svende- og
mesterprøverne som en kvalitetsgaranti. Han så at svendene ville blive proletariseret, og hans
perspektiv var ”at skabe føling mellem ’underklassen’ i by og på land” (Vigen, 1950: 392).
Laugenes håndværkere var naturligvis imod.
I København havde de i 1840 organiseret sig i Håndværkerforeningen, og de gik nu på
barrikaderne. Man var villig til at modernisere duelighedsprøverne, men argumenterede i øvrigt, at
loven ville være en katastrofe for byerne, fordi handel og håndværk ville flytte til landet.
Håndværkerforeningen indsamlede 15.000 underskrifter, og sendte endog en deputation til kongen
(egentlig var et folketog med faner og musik planlagt) og bad ham at undlade at underskrive loven
(ikke særlig demokratisk!). Men alt var forgæves.
De Nationalliberale var hovedmændene bag loven. De vidste, hvad de gjorde, og hvorfor.
Det udvalg, der udarbejdede udkastet til loven, havde øje for det frihandelsprincip, som netop i
disse år bredte sig fra England til kontinentet.3 Argumentationen forekommer mærkelig bekendt:
Grundlovens §88 opstiller ”den samme næringsfriheds-grundsætning, der har fundet anerkjendelse
i alle de lande, som kunne tjene os til forbillede ved vor uddannelse og oplærelse, men som tillige
true med at overvælde os med deres fabrikater, såfremt vi ikke i godhed og priisbillighed kunne nåe
deres standpunkt. De år, hvori vi nu leve, danne efter vor overbevisning ikkun indgangen til en ny
tidsalder, i hvilken jernbaner, dampskibe, telegrapher og muligen andre opfindelser ville
efterhaanden bringe rummet meer og meer til at forsvinde mellem de forskjellige stater, som
mellem by og land, og ville fremme samqvem for personer og varer i en grad, som hidtil har været
ukjendt. .. Vi mår derfor gjøre os forberedte på, at den concurrence, som den danske industri siden
3
1797 meer eller mindre har havt at udholde fra fremmede staters side, i den nærmeste fremtid vil
blive væsentlig føleligere. Vi antage imidlertid, at den dannelse, dygtighed og selvfølelse, der i de
sidste decennier, hvis vi ikke feile, så kjendelig har åbenbaret sig hos den danske håndværks- og
handelsstand, ville sætte dem istand til at holde sig opret under de vanskeligheder, som fremtiden
kan medføre, når de kun ikke bindes ved unødvendige hindringer i at bruge deres hænder og hoved,
og når ikke capitalisterne skræmmes bort fra dem ved en for dybtgående indblanding fra
lovgivningens side i forholdet mellem arbejde og capital” (cit. efter Vigen, 1950: 396f).
I dag hedder det konkurrenceevne og tilpasning til globaliseringen, men ellers er alt ved det gamle.
Anders Vigen skrev i 1950 (s. 400) særdeles kritisk om loven:
Rigsdagen raserede ”uden alvorlige betænkeligheder hele laugsvæsenets bygværk af
arbejdsløsheds-, sygdoms- og alderdomshjælp, som i håndværket var af stor betydning, og lige så
ubekymret brugte man loven som et pennestrøg ikke blot overfor brøstene /manglerne/, men også
over værdierne i det gamle system, under hvilket navnlig hovedstadens håndværkere havde nået et
højt fagligt stade og en dertil svarende standsbevidsthed. Man lod friheden om at ordne
paragrafferne, og ganske rigtigt afløstes laugene af håndværkerforeninger, men de var kun for
mestre. Medens industrialiseringen opklækkede en stadig voksende samfundsgruppe af ikkefaglærte arbejdere, isoleredes også svendene fra arbejdsgiverne og gled efterhånden over i en
solidarisk arbejderbevægelse. En ny samfundsstruktur havde fundet en fødselshjælper i rigsdagen.”
Svend Thorsen skriver tilsvarende:
”Håndværkets organisationer blev pludselig slået i stykker, der opstod fare for, at kapitalen ville
ruinere de gamle håndteringer til fordel for industrien, og det var betænkeligt at duelighedsprøven
nu blev afskaffet. Ved næringsfrihedsloven af 1857 indledtes i virkeligheden den sprængning af den
gamle, nedarvede borgerstand, som den hele udvikling ganske vist befordrede. Byerne begyndte at
opløse sig i de modstående bestanddele, vi nu kender: arbejdere, arbejdsgivere, funktionærer,
detailhandlere o.s.v.” (Thorsen, 1953: 41f).
Men var der noget alternativ til at drukne det gamle halvt feudale, halvt merkantilistiske system i
kapitalismens iskolde vand?
Alle var enige om at der var stivhed og andre mangler i det gamle system, så at de danske byerhverv
hurtigt ville blive udkonkurreret af udlandet, hvis ikke der skete noget (de Nationalliberale gik
naturligvis også ind for at sænke tolden betydeligt, hvilket skete i 1863). Men da landbruget efter
1875 følte presset fra udlandet i form af billigt korn fra USA og Rusland, blev svaret ikke
liberalisering og omdannelse til kapitalistisk produktion. Bønderne formåede at omlægge fra
vegetabilsk til konkurrencedygtig animalsk produktion. Den økonomiske organisationsform for
denne omlægning var andelsforeningen, denne særlige form, der nok accepterede markedet, men
ikke var individualistisk og kapitalistisk, men kooperativ; denne form var i stand til i op mod
hundrede år at holde stand overfor kapitalismens pres.
Måske kunne man have gjort noget tilsvarende i byerne, så det kapitalistiske gennembrud, med
skabelsen af et forarmet proletariat, var blevet om ikke forhindret, så dog udskudt i mange år. Da
arbejderbevægelsen voksede sig stærk i slutningen af århundredet forsøgte man noget sådant,
nemlig de forskellige kooperativer for produktion af brød, øl osv.
4
I november 1863 fik de Nationalliberale vedtaget en ny fællesforfatning, der kun gjaldt Danmark og
Slesvig, mens Holsten udskiltes; i Rigsrådet (se ovenfor) stemte de konservative og Bondevennerne
imod, de første fordi de var tilhængere af helstaten, de sidste fordi den nye forfatning var lige så
udemokratisk som fællesforfatningen fra 1855 (Hjelholt, 1949: 317).
Man søgte altså at gennemføre Ejder-politikken, skønt man vidste at Preussen var imod. Det var
ikke klogt, og helt afsindigt var det, at man efter Dybbøls fald ikke accepterede et Preussisk tilbud
om deling af Slesvig på grundlag af en folkeafstemning, der ville have givet os nogenlunde den
nuværende grænse. Danmark tabte hurtigt i de efterfølgende kamphandlinger og måtte afstå hele
Slesvig, altså også det nuværende Sønderjylland.
De Nationalliberale havde det altovervældende ansvar for denne nationale katastrofe, og mistede
derfor legitimitet som statsbærende parti. De gik i opløsning som politisk bevægelse og gik i årene
frem til 1870 op i det nye parti, Højre, hvor godsejerne dominerede. Den gamle overklasse, der som
nævnt var blevet marginaliseret i 1849, kom således til ære og værdighed, især fordi kongen – der
udnævnte regeringerne – foretrak godsejerne frem for de Nationalliberale.
I 1866 vedtoges en ny Grundlov, alene for Danmark (der var jo ikke andet tilbage). Den almene
valgret til Folketinget bevaredes, men der indførtes privilegeret valgret til Landstinget. Hvordan var
dette markante demokratiske tilbageskridt muligt?
Konseilpræsidenten under den senere forfatningskamp, Estrup, var blevet indenrigsminister i 1865,
og det var ham, der var arkitekten bag den nye grundlov; hans grundidé var, at dem, der ejede
fædrelandets jord, også skulle være statsbærende, og privilegierne var da også således indrettet, at
godsejerne – snarere end byernes borgerskab – kom til at dominere i Landstinget.
Den nye grundlov blev båret igennem af de Nationalliberale og godsejerne, men blev også støttet af
J.A.Hansen og hans allierede indenfor Bondevennerne. Hvorfor? En katastrofe kan styrke
venstrefløjen (Rusland 1917 fx), men det kan også gå i den anden retning. Det var tilfældet efter
1864, hvor der var stærke kræfter, der helt ville afskaffe demokratiet og vende tilbage til enevælden.
Så for at bevare det folkevalgte Folketing gik J.A.Hansen med til det privilegerede Landsting; hertil
kom at han havde nogle – naive, viste det sig – ideer om et samarbejde mellem de ’små og store
bønder’, vendt mod byernes borgerskab. En anden Bondeven, Tscherning, var kategorisk imod, og
gik så vidt som til sammen med Grundtvig at opfordre kongen til ikke at skrive under.
Den første generation af danske liberale var altså ikke i tvivl.
Så længe underklassen spillede andenviolin kunne man godt lege med idéer om demokrati, men da
det kom til stykket – og da muligheden viste sig – foretrak man et styre af ’de begavede, de dannede
og de rige’, selv om en anden fraktion af overklassen blev dominerende. Og de overlevende rester
af denne type liberale havde ingen problemer med at støtte op om Estrups senere angreb på liberale
kerneværdier såsom ytringsfrihed og forsamlingsfrihed, jf. fx fængslingen af Hørup og Berg.
I alt dette må det huskes at demokratiet i hele perioden fra 1849 til systemskiftet i 1901 var
begrænset af, at kongen suverænt udnævnte regeringen. Den lovgivende magt lå hos Rigsdagen
(Folketing plus Landsting), mens den udøvende magt lå hos kongen.
Dette er i smuk overensstemmelse med magtadskillelseslæren, hvor de forskellige statsorganer skal
afbalancere hinanden (’checks and balances’), således at ingen bliver dominerende. Denne lære
stammer fra Montesquieu, hvor formålet var det fornuftige at moderere den ellers enevældige
konges magt, men senere afspejler den liberalismens negative statsopfattelse, hvor det først og
fremmest drejer sig om at forhindre at staten udvikler sig til et tyranni; og det sker bedst ved at
statsorganerne neutraliserer hinanden.
5
Denne liberale statsopfattelse var altså indskrevet i Grundloven af 1849. Modstykket hertil er den
demokratiske statsopfattelse, mest klart udtrykt i Hørup’s slagord: ’Ingen over og ingen ved siden af
Folketinget’. Dette er parlamentarismens princip – accepteret i 1901, men først indskrevet i
Grundloven af 1953 – om at den udøvende magt skal være underordnet Folketinget, som er udtryk
for hele folkets vilje. Folketingets magt skal ikke neutraliseres eller modereres af andre magtcentre,
så derfor skal en regering gå af, hvis Folketinget udtrykker sin mistillid til den. Her er staten ikke en
fjende, der skal neutraliseres, men det positive udtryk for det organiserede folk og dettes mening
om, hvordan samfundet skal indrettes.
Denne grundlæggende forskel mellem liberal og demokratisk statsopfattelse forplumres gerne, også
i moderne politisk teori, der ikke ser at magtadskillelse og demokrati er principielt uforenelige
størrelser.
Men i 1866 kom der altså en yderligere begrænsning af demokratiet, fordi kun de velstående fik
valgret til Landstinget, så der var nu to hurdler for folkeviljen: Landstinget og kongen (der dog var
politisk enige, således at der i realiteten kun var én hurdle).
Anden generation af danske liberale: Venstre fra 1870 til 1905
Vi kommer nu til næste kapitel i liberalismens danske historie.
I 1870 dannes Det forenede Venstre som afløser for Bondevennerne:
”Der sker derved det yderst bemærkelsesværdige, at byerne, som jo oprindeligt bar den liberale
bevægelse, blev konservativ, medens liberalismen samtidig sejrede på landet, der oprindeligt havde
forholdt sig tøvende, idet man nu her bekendte sig til den politiske, åndelige og økonomiske frihed,
stik modsat hvad tilfældet er i de fleste andre lande, hvor bybefolkningen i reglen er liberalt, de
jordejende bønder konservativt indstillet” (Thorsen, 1953: 59).
Gårdejerne på landet blev liberale, og mere end det: De blev den befolkningsgruppe, der bar
kampen for demokrati (parlamentarisme) under forfatningsstriden.
Hvorfor gik det sådan? Hvorfor denne danske undtagelse? Vi kan sammenligne med Tyskland og
England.
I Tyskland dominerede de store godser (junkerne), i hvert fald i øst. I England var landbefolkningen
allerede i 1850 reduceret til 50% af landets befolkning. ’Enclosures’ drev landboerne ind til byerne,
hvor de blev et proletariat, og på landet forpagtede de store jordejere jorden til kapitalister, der
ansatte landarbejdere som ordinære lønarbejdere. I Danmark, derimod, skabte landboreformerne i
slutningen af 1700-tallet en stor klasse af selvstændige gårdmænd, altså landmænd, der selv ejede
jorden og selv bearbejdede den, samtidig med at den sene industrialisering betød, at den egentlige
kapitalisme først sent slog igennem. Det muliggjorde, at den bærende klasse på landet kunne holde
sig fri, både af den store grundejendom (godsejerne) og den store kapital. Andelsbevægelsen blev
netop skabt som et bevidst modspil til godsejerne og til byens ’matadorer’; et sådant frirum var der
ikke i andre lande. Først i de seneste årtier er landmændenes selvorganisering i andelsforeninger
reelt blevet afløst af store kapitalistiske virksomheder (jf. Arla og Danish Crown), ofte i
aktieselskabsform.
Gårdejerne blev liberale i økonomisk forstand. I kraft af andelsforeningerne kunne man konkurrere
med godserne, og man kunne organisere den ovenfor omtalte omstilling fra vegetabilsk til animalsk
produktion (mælk, ost, bacon etc.). Man havde ’råd’ til at hylde både konkurrence og frihandel,
6
dermed markedsøkonomi. Faktisk fik gårdejerne nu en interesse i billigt udenlandsk korn som
råstof, - modsat godsejerne der ofte stadig satsede på kornproduktion.
Venstre var i begyndelsen også klassisk liberalt i socialpolitisk henseende. Enhver skulle klare sit,
gerne indenfor det frivillige andelssamarbejde. Sociale spørgsmål som alderdomsunderstøttelse og
fabrikslovgivning nævnes ikke i partiets program fra 1872, og da Estrup – som sin konservative
kollega Bismarck i Tyskland – begyndte at arbejde for en socialreform (i 1875) var Venstre imod, i
den frie konkurrences navn (Thorsen, 1953: 61 og 78). Men omkring 1890 nærmer Venstre sig
socialliberalismen og får sammen med Højre vedtaget flere vigtige love om fattighjælp,
alderdomsunderstøttelse, sygekasser og ulykkesforsikring. Velfærdsstaten var indvarslet. Det er i
øvrigt værd at bemærke, at Venstre på dette tidspunkt var dybt splittet, og at den drivende kraft i
denne lovgivning var den moderate, forhandlingsvillige del af Venstre (under ledelse af Bojsen),
der havde en strategisk interesse i aftaler med Højre, mens partiets centrum under Berg og dets
venstrefløj under Hørup var modstandere af en aftale – ingen aftaler med grundlovsbryderne i
Højre! – og derfor var mere betænkelige ved en sådan lovgivning (Thorsen 1953: 104-06). Først
under Madsen-Mygdal i 20erne vender Venstre tilbage til mere klassiske liberale socialpolitiske
standpunkter.
Det mest bemærkelsesværdige er imidlertid at denne Anden generation af danske liberale som
nævnt var den drivende kraft i kampen for demokrati (parlamentarisme). ’Bemærkelsesværdigt’,
fordi liberale i de fleste andre lande i bedste fald var forslæbende her. Liberalismen i fx England var
ideologien for borgerskabet og kapitalejerne, som ikke havde nogen interesse i at dele magten med
folket (Lundkvist, 2003: Bind 3).
’Den danske undtagelse’ bestod i at liberalismen her i landet knyttedes til en mellemstand, der blev
holdt væk fra den politiske magt af overklassen, nemlig godsejerne på landet og borgerskabet i
byerne. Gårdejerne (og husmændene, som der faktisk var flere af) havde en åbenbar interesse i
demokrati.
Kampen for demokrati var naturligvis især en forfatningskamp, men det var også en bestræbelse for
at organisere det økonomiske liv på mindre kapitalistiske og mere demokratiske principper.
Andelsforeningerne bygger jo på det demokratiske princip om ’én person, én stemme’, i
modsætning til det kapitalistiske princip om indflydelse efter rigdom (således som vi ser i
aktieselskaber, hvor der stemmes efter antal aktier). På den anden side er det ikke socialisme, for
landmændenes udbytte fra foreningen afhænger af deres omsætning. Der er tale om en kooperativ
bevægelse indenfor markedsøkonomiens rammer, men med front mod kapitalismen.
Tredje generation af danske liberale: Venstre 1905-40
Venstre var en meget sammensat flok. Der var husmænd, gårdejere og byernes radikale, der var
grundtvigianere og ateister, antimilitarister og forsvarsvenner. Det eneste, der holdt dem sammen,
var kampen for demokratiet, så da den kamp var vundet med systemskiftet i 1901, måtte det komme
til en splittelse.
De radikale kræfter blev i 1905 til det Radikale Venstre, der samlede ’intelligensen’ og en stor del
af husmændene; de søgte samarbejde med Socialdemokratiet. Men størstedelen blev til det Venstre,
vi kender i dag; disse moderate kræfter fandt efterhånden sammen med Højre (der i 1915
accepterede demokratiet og skiftede navn til det Konservative Folkeparti). Vi fik en naturlig
opdeling mellem underklassen på land og by (tilsat den nævnte ’intelligens’) på den ene side, og de
mere velbjergede, igen både på land og i by, på den anden side. Mellem venstreorienterede og
højreorienterede partier.
7
Det Radikale Venstre definerede sig som socialliberalt, og blev især under 1. Verdenskrig, med Ove
Rode som indenrigsminister, eksponent for en gennemgribende demokratisk styring af økonomien,
mens Venstre efterhånden fandt tilbage til den mere klassiske, statsfjendtlige liberalisme, klart
udtalt i programmet fra 1925 og brutalt praktiseret under Madsen-Mygdal regeringen 1926-29 med
nedskæringer af især sociale udgifter og angreb på fagbevægelsen og dens ’organisationstvang’
(’tugthusloven’). Men verdenskrisen tvang landbruget, dermed Venstre, i planøkonomisk retning;
med Kanslergadeforliget fra 1933 mellem regeringen – radikale og socialdemokrater – og Venstre
fik sidstnævnte parti indført støtte til landbruget og i anden omgang endog korntold (traditionelt det
store dyr i åbenbaringen for gode liberalister). Dette skift kodificeredes i partiprogrammet fra 1938,
der talte positivt om en moderat regulering af økonomien og af sociale forhold (Thorsen, 1953:
206f). Liberalismens principielle minimaldemokrati,4 hvor fællesskabet blander sig mindst muligt,
måtte vige for landbrugets kontante interesser i statsindgreb.
Hvordan forholdt dette Venstre sig til demokratiet (i snæver politisk forstand)?
Det startede godt med kommunalvalgsreformen i 1908, hvor den tidligere nævnte privilegerede
valgret blev afskaffet, samtidig med at kvinder og ’tyende’ fik valgret. Derimod var Venstre – under
reel ledelse af I.C.Christensen – mere fodslæbende i den grundlovssag, som de Radikale, støttet af
Socialdemokraterne, snart rejste (Thorsen, 1953: 140 og 144). Det drejede sig om at udvide
valgretten til Folketinget til kvinder og ’tyende’ samt at afskaffe den privilegerede valgret til
Landstinget. Dette lykkedes med Grundloven af 1915, fordi Højre (Konservative) accepterede det,
mod at der indførtes forholdstalsvalg (det tidligere system med flertalsvalg i enkeltmandskredse
havde været til stor skade for Højre, der fik langt færre mandater end svarende til
vælgertilslutningen).
I 1920 støttede Venstre under Påskekrisen Kongens brud med parlamentarismen (demokratiet), da
han afskedigede den radikale regering, der havde Folketingets støtte. Samme år bekæmpede partiet
energisk, men forgæves, en ny valglov, der gav en mere ’matematisk’ retfærdig fordeling af
mandaterne (den tidligere ordning havde favoriseret Venstre).
Også i 1920 modsatte Venstre sig – sammen med de konservative – med held at den nye grundlov,
der var nødvendiggjort af Genforeningen, reviderede Landstinget, så det blev mere i
overensstemmelse med den aktuelle politiske opfattelse og så dets mulighed for at blokere
Folketinget mindskedes. I mellemkrigstiden styrkedes socialdemokratiet stadig, hvilket betød at SD
og radikale havde flertal i Folketinget 1924-26 og efter 1929, men flertallet kunne kun i begrænset
omfang udnyttes, fordi valgreglerne til Landstinget betød at dettes sammensætning haltede bagefter
denne venstredrejning, og da en lov skulle vedtages i begge ting, kunne de borgerlige partier i
realiteten nedlægge veto mod socialdemokraternes og de radikales reformforslag, på samme måde
som Kongen før 1901 kunne blokere for Folketingets vilje; hvorimod de borgerlige, når de havde
flertal i Folketinget (1920-24 og 1926-29), kunne gennemføre deres politik. Denne betydelige
indskrænkning af demokratiet – som få i dag er opmærksom på – var kun mulig, fordi de borgerlige
i 1920 havde insisteret på at svække Folketingets magt.
1800-tallets forfatningskamp fortsatte således, nu med Venstre blandt de anti-demokratiske kræfter.
Først i 1936 mistede de borgerlige flertallet i Landstinget.
De Konservative kastede nu håndklædet i ringen og støttede i 1939 regeringens forslag om en
grundlovsrevision, der helt skulle afskaffe Landstinget. Selv om dette ikke længere var en skanse
mod socialisme og radikalisme, var Venstre af gammel vane betænkeligt. Partiet krævede en fastere
sikring af ejendomsretten og mindretalsrettighederne, altså liberale garantier, som betingelse for at
medvirke, men det ville de øvrige partier ikke acceptere (Thorsen, 1953: 202-11). Derfor anbefalede
8
Venstre at undlade at stemme, hvilket betød at der manglede ½ % i at nå op på de krævede 45% jastemmer. Forslaget faldt altså, og først med grundloven af 1953 blev Landstinget afskaffet.
Sammenfatning
Hvis vi skal sammenfatte den danske liberalismes holdning til demokratiet, må det blive:
Første generation af liberale (de Nationalliberale) var oprindeligt tilhængere, men fandt – i takt med
at folket blev selvbevidst og bl.a. begyndte at stemme – ud af at borgerskabet ikke havde en
interesse i at folket bestemte. Anden generation (Venstre fra 1870 til 1905) blev derimod den
bærende kraft i kampen for det demokrati, der sejrede i 1901. Tredje generation (Venstre efter
1905) var i både 1915, 1920 og 1939 en hæmsko for andre partiers bestræbelser for at
fuldkommengøre demokratiet.
Ser vi på den økonomiske liberalisme fik den sit afgørende gennembrud med Næringsloven fra
1857, og den var i høj grad de Nationalliberales værk. Under forfatningskampen blev det Venstre,
der holdt den liberale fane højt, men samtidig modereredes markedsøkonomien – og især
kapitalismen – af andelsbevægelsen, der gav økonomien et vigtigt demokratisk indslag; og mod
slutningen af perioden blev partiet nærmest socialliberalt. Efter 1905 fandt det nye Venstre
efterhånden tilbage til den klassiske, statsfjendtlige liberalisme, men denne position måtte opgives
under verdenskrisen.
Litteratur:
Engelstoft, Povl 1951: Under Grundloven af 1866, i Den Danske Rigsdag 1849-1949, Bind II,
Schulz Forlag.
Hansen, Svend Aage 1972: Økonomisk vækst i Danmark, Bd. I: 1720-1914, Gads Forlag.
Hansen; Svend Aage 1974: Økonomisk vækst i Danmark, Bd. II: 1914-1970, Akademisk Forlag.
Hjelholt, Holger 1949: Under Junigrundloven (1849-1866), i Den Danske Rigsdag 1849-1949, Bind
I, Schulz Forlag.
Lundkvist; Anders 2001: De Riges Samfund, Frydenlund.
Lundkvist, Anders 2003: Hoveder og Høveder. En demokratisk kritik af det private samfund, Bind
3, Frydenlund.
Lundkvist, Anders (red.) 2009: Dansk Nyliberalisme, Frydenlund 2009.
Thorsen, Svend 1953: Folkets Veje, forlaget Fremad.
Vigen, Anders 1950: Rigsdagen og erhvervsorganisationerne, i Den Danske Rigsdag 1849-1949,
Bind III, Schultz Forlag.
Noter
9
I vore dages Venstre er der kraftige antydninger af den samme tendens til en fusion af liberalisme
og nationalisme.
1
Afskaffelsen af den egentlige feudalisme, nemlig fæstesystemet på landet, er naturligvis også
centralt, men det skete mere gradvist. Ophævelsen af stavnsbåndet og fæsternes mulighed for at
købe ’deres’ gårde ved de store landbrugsreformer i slutningen af 1700-tallet markerede det
afgørende brud, men en betydelig del af bønderne var stadig fæstere til langt op i 1800-tallet.
Bondevennerne og senere Venstre kæmpede energisk for at få fæstesystemet helt afviklet, men der
var længe stor modstand, også blandt de Nationalliberale, især med det gode liberale argument at
tvangsaflæsning af fæste ville være et indgreb i godsejernes ejendomsret.
2
Men i slutningen af 1870erne blev frihandel afløst af protektionisme i Frankrig og Tyskland,
hvilket muliggjorde den tyske industrialisering. En kort historisk oversigt over frihandelens historie
kan findes i Lundkvist, 2001:.109ff.
3
Venstres principprogram: ”De folkevalgte forsamlinger skal tage sig så kvalificeret som muligt af
så lidt som forsvarligt” (www.venstre.dk).
4