1. No category

KULTURCAMPING
OG SCENEKUNST PÅ
GADEPLAN
Dokumentation af Københavns Musikteaters projekt
fra den 12. august til den 21. september 2013
www.hjemmeikbh.dk
2
Kort om
projektet
Mandag den 12. august sendte Københavns Musikteater seks campingvogne bemandet
med kunstnere på gaden i København. Frem til den 21. september 2013 stod de forskel-
lige steder i Amager V., Amager Ø., Nørrebro, Nordvest, Vesterbro, Østerbro og Frederiksberg. Her skulle mødet mellem kunstnere – en blanding af skuespillere, dramatikere,
instruktører, musikere, koreografer og komponister – og borgere, der ikke normalt bruger
kulturinstitutionerne, bestemme form og indhold for en række performances i byrummet.
Målet med projektet var at skabe en række procesorienterede scenekunstværker via en
publikumsudviklende indfaldsvinkel og lade kunsten opstå i interaktionen mellem borgeren og den enkelte kunstner. Og ultimativt at give borgeren en oplevelse af, at kunst er
både genkendeligt og vedkommende.
Projektet havde
tre fokuspunkter:
* At fortælle de ukendte københavnerhistorier.
* At give borgerne en mulighed for at opleve, at kunst og hverdag
kan have en kobling gennem et ligeværdigt møde.
* At skubbe til vores egne kunstneriske processer ved at tage
udgangspunkt i det ukendte møde frem for et færdigt manuskript.
”I København har jeg hjemme” er en interaktiv københavner-scrapbog, der samler på
fortællinger fra hele København. Her fik Københavns borgere mulighed for at dele alt det
smukke, alt det grimme, al storheden, al forfaldet, alle minderne, alle drømmene, alt det
lumre, alt det lækre, alt det banale, det ekstraordinære, det spektakulære, alle hemmelighederne og de fantastiske historier, byen gemmer på.
På projektets hjemmeside www.hjemmeikbh.dk har vi nu et øjebliksbillede af København
set gennem beboernes øjne og samtidig et lager med inspiration, der potentielt kan blive
til mange nye oplevelser på Københavns Musikteater.
3
Allan Klie: ”I København har jeg hjemme” er et kunstnerisk projekt, der både er dialogskabende
og har et kunstnerisk output. I nordisk sammenhæng er det ret specielt. I Sydeuropa har man
længe arbejdet med den meget opsøgende form for outreach, men heroppe nordpå har vi måske
været for vant til, at den førte kulturpolitik har været fulgt at støttekroner, mens man sydpå i højere
grad har arbejdet på markedsvilkår og været støttet af mæcener. Men den verdensomspændende
økonomiske krise har givet opgaven med publikumsudvikling øget bevågenhed.
Anne Rasmussen: Derfor har Københavns Musikteater også oplevet stor interesse for projektet
Teatercheferne
fortæller
På Københavns Musikteater præsenteres musikdramatiske forestillinger i alle genrer.
Men teater er ikke kun det, der foregår inde i teatersalens mørke. Her fortæller
teatercheferne om, hvordan de fik idéen og lysten til at sende campingvogne og
kunstnere ud på gaden.
Allan Klie: Vi havde længe haft et ønske om at fortælle vores bys historie, men vi var ikke
interesserede i at fortælle vores egen historie for et publikum, der ligner os selv. Det gør
vi generelt alt for ofte i teaterverdenen. Vi ville i stedet snakke med dem, der ikke nor-
malt bliver hørt, og som ikke bruger vores kulturinstitutioner. Parallelt med, at vi havde
de tanker på Københavns Musikteater, kørte Marcelo Lerer og The Secret Company rundt
med en campingvogn og bød folk indenfor til en snak om stort og småt. De havde fundet
frem til en udvekslingsteknik, hvor Marcelo Lerer først delte en historie fra sit eget liv,
hvorefter gæsten fortalte en historie fra sit. Efterlivet af de her møder var publikationer
og udstillinger, men aldrig scenekunst. Vi blev enige om at forsøge et samarbejde.
Anne Rasmussen: ”I København har jeg hjemme” har vist sig at være mere end bare et projekt,
der drejer sig om at lave scenekunst på gadeplan. Vi oplevede, at campingvognene i nogle
områder blev et længe tiltrængt socialt mødested, en slags helle, hvor man pludselig kunne
allerede før, vi var gået i gang. Da teatret i juni måned 2013 var vært for European Audience Net-
works store konference om publikumsudvikling, inviterede konferencedeltagere fra Norge, Sverige
og Finland sig selv på besøg hos ”I København har jeg hjemme”. Teaterfolkene ville se mikset
mellem dialog og kunstnerisk proces og output og opleve skabelsen af kontakt til ikkebrugerne.
Ved kulturcamping opnår teatrene den ultimative personlige henvendelse. Projektet har også
vakt stor international opmærksomhed, så vi i alt har haft kulturaktører fra 12 forskellige lande
på rundtur i campingvognene i løbet af perioden. Alle har de været interesseret i at opleve den
direkte kontakt, vi har med borgerne.
Allan Klie: Men heldigvis er det ikke kun kolleger, der har vist interesse. Over 600 københavnere
har været så generøse at fortælle kunstnerne om deres liv indenfor i campingvognene, og det
dobbelte har vist interesse og fået en snak udenfor. Det er gået over al forventning. Undervejs
har kunstnerne samlet inspiration til nye værker og fundet frem til andre og nye arbejdsmetoder
til at skabe forestillinger med. Det interessante er, at det menneskelige møde og den fælles
oplevelse 1:1, som teatret vel i sin grundform handler om, blev mere interessant for os som
kunstnere end at insistere på at give historierne vores eget kunstneriske filter. Flere af kunstnerne
i vognene valgte også at give historierne tilbage til borgerne i en meget ren form. I det hele taget
har valget af kunstnere og producenter været afgørende for successen. De er håndplukket fra
undergrunden, er vant til selv at producere, og så har de alle længe haft et ønske om at udvide
deres kunstneriske horisont gennem et direkte møde med deres publikum.
Anne Rasmussen: At opdyrke og lære et nyt publikum at kende er en langstrakt proces, som
på denne måde både bliver en integreret del af vores dagligdag og et nysgerrighedspirrende
element i vores potentielle publikums hverdag.
hilse på og tale med dem, man ellers tidligere i bedste fald kun havde nikket til i forbifarten.
Allan Klie: Som 47-årige Anders, der i campingvognen på Vesterbro delte historier fra sin
vores tilstedeværelse. På den måde fik projektet pludselig to spor. Et kunstnerisk og et socialt.
på Vesterbro og i Nordvest: ”Det er en oplevelse, jeg tager med mig”. Så vores arbejde er kun
Pludselig blev vi og kunsten samlingspunkt i kvarteret og fik ofte en katalysatorrolle gennem
Der var grupper, for hvem teatret er meget længere væk i bevidstheden, end vi havde regnet med.
De mennesker måtte vi møde et andet sted. Det gjorde vi - til glæde for alle parter. Her blev
opgaven at skabe et positivt socialt fællesskab centreret omkring kultur, blandt andet musik,
interimistiske sprogskoler, ønsketræer, madlavning og fantastiske historier.
fortid og nutid, sagde om de forestillinger, han så som afrunding på campingvognens ophold
lige begyndt.
Anne Rasmussen & Allan Klie
Teaterchefer, Københavns Musikteater
5
6
Historie:
Fattig og
lykkelig
Jeg er så glad for, at min familie endelig er begyndt at se, at min
livsstil ikke kun er tosset. Jeg har boet i Thylejr og på Christiania, og
de syntes alle sammen, at det var noget underligt noget. Min søster
boede i et hus i Rungsted og i et hus i Hornbæk. Indtil hun blev ramt
af en boligboble, der eksploderede.
Da læsset væltede, kom hun til mig, og så var det mig, der skulle lære
hende, hvordan man kan være fattig og lykkelig på én gang. Nu har
jeg mødt en stenrig mand, og han inviterer mig på restaurant, når vi
har lyst til det.
N, Østerbro, den 6. september 2013
Historie:
Tilflytteren
Jeg kom fra Vipperød som 11-12-årig til Kapelvej, boede lige bag ved
Allotria, med strip og det hele. Af en eller anden grund bed det ikke
på mig, at de syntes, jeg var mærkelig og kom fra landet – en dag kom
nogle af de seje og spurgte, om jeg ville være med til at planke den.
Altså kravle over plankeværkerne og pigtråden i baggårdene, som der
var masser af den gang – de var meget galante, holdt pigtråden væk og
lod mig kravle over (…) Det var som om, jeg var accepteret efter den tur.
JL, Amager Ø., den 5. september 2013
7
Historie:
Bøsse fra
provinsen
Der var plads til alle, da jeg flyttede herover, og som bøsse fra provinsen af, var det meget
anderledes end der, hvor jeg kommer fra. Her kunne man være uden at gemme sig.
Det var alt fra transluderne nede på Halmtorvet og til indvandrerfamilierne, og de var mere
tydelige i billedet dengang. Vi havde specielt en, hun var nu ikke transvestit, men hun var
nordmand og enormt stor, virkelig, virkelig stor med nogle små, små, små bitte fødder.
Og hun sad lige nedenfor vores vindue, når hun havde fri, fordi hun var den, der havde
travlest af dem alle sammen. Det var sådan lidt spøjst, og når familien var herovre, så
skulle de hen og op at sidde i vindueskarmen og tælle hvor mange kunder, hun kunne
nå at få og sådan.
Mand, Vesterbro, den 28. august 2013
Historie:
Selverkendelse
En vinder er en, der er ærlig, og en taber er en, der er grådig – og som bliver ved med at
slå dig i nosserne…
Da jeg boede på Nørrebro, lavede jeg meget ballade. Alle laver ballade på Nørrebro – det
gør man bare. En gang på en tur med min fritidsklub f.eks., der skulle alle være med til at
bygge en stor slikbutik op. Så var man delt op i grupper. Mig og tre af mine venner skulle
lige prøve, om døren ind til slikket var låst. Det var den så ikke… Så tog vi tre store kasser slik.
Hver. Og begyndte at stikke af – og så mødte vi en pædagog og blev bustet. Da vi prøvede
døren senere, var den låst…
Så ok, jeg har faktisk været en taber engang – jeg var ikke ærlig, og jeg var grådig. Faktisk
er jeg stadig en taber, for jeg er ikke altid ærlig … Men nu er jeg det og erkender, at jeg
ikke er ærlig, så gør det mig jo til en vinder, faktisk. Gør det ikke?
Dreng fra 7. klasse på Søndervang Skolen, Amager Ø, den 14. september 2013
9
Det siger
kunstnerne
Her fortæller kunstnere fra tre af campingvognene om deres oplevelser som kulturcampister under ”I København har jeg hjemme”:
Dramatikerne Joan Rang Christensen
og Daniel Wedel på Nørrebro:
På Nørrebro fik dramatikerne Joan Rang Christensen og Daniel Wedels første indsamlede
historie betydning for, hvordan de greb resten af perioden an. En kvinde fortalte om sin
Fordi det ikke var en forestilling på den måde, så følte folk ikke, at de skulle give respons.
Det er helt ok, for det er også med til at gøre teatret lidt opstyltet. Nogle er kunstnerne, nogle er
tilskuerne. Når kunstnerne er færdige, så skal tilskuerne klappe og sige, nej hvor var det godt.
Her har vi historier fra dem (borgerne), der går gennem os og tilbage igen i redigeret form, så det
kommer fra dem, og så de føler ikke trang til at sige tak. Så bliver vi en del af gaden. Vi bliver ikke
en optræden på gaden. Det er måske noget, teatret kunne lære noget af.
Det er jo meget normalt, at man i forbindelse med en forestilling nærmest trygler folk om at
komme, til sidst forærer man billetterne væk. I Danmark er der ikke mange, der har arbejdet
med at integrere publikum tidligere i processen, så folk får et medejerskab, og det er mærkeligt,
det ikke er forsøgt før. Al ære til Københavns Musikteater for at tage det initiativ, hvor man i virkeligheden ikke anede, hvad det skulle ende med. Det er et ægte eksperiment. Det er virkelig fedt
at få lov at tage del i.
bedstefar, der var vicevært på Nørrebro og gik og fejede fortovet hver dag. Associationer
Vi anede ikke, hvad det blev til. Og det er en god ting, at vi var nødt til at kaste os ud i noget,
iførte sig beige kitler og blev til viceværterne John og Doc.
meste i forvejen, og det kan nogle gange være dræbende. Film er det allerværste, fordi det er det
til den kittelklædte vicevært Meyer fra ”Huset på Christianshavn” resulterede i, at de
Daniel Wedel: Det var godt, for når man tog den kittel på, var man på arbejde, og når
man tog den af, havde man fri. Så kunne man bedre skille det ad. Det kan blive ret
intenst at stille sig til rådighed for historier, og det er svært sætte grænse for, hvornår
man stopper, og hvornår man ikke vil høre mere. Kitlerne signalerede, at det ikke er
hvert øjeblik, man kan tages til indtægt.
Det er godt at være mand og kvinde, når man skal falde i snak med så mange mennesker.
Nogle ville helt indlysende tale med den ene i stedet for den anden.
De to afsluttede med en improviseret lydperformance ”Gadernes Genlyd - Remix
the Streets!”, hvor de, ledsaget af elektroniske lydspor, læste historier og tekster
op foran campingvognen, mens trafik og fodgængere gled forbi eller stoppede op.
vi ikke havde prøvet før. Det er sjældent, man får lov til det. Ellers ved vi som dramatikere altid det
dyreste. Folk vil helst se filmen, inden de køber den. De store institutionsteatre er det næstdyreste.
De vil vide nøjagtig hvilken forestilling, man vil lave, før man laver den. Det går imod, at det
bliver godt. Man kan risikere at aflive det kreative, hvis man vil vide alt på forhånd. Skizofrenien
ligger i, at alle gerne vil opleve den nye Lars Von Trier, men man må spørge sig selv, om man
kan finde det, hvis man ikke er modig. Det er jo lykkedes at få støtte, og det siger jo også, at
det ikke kun er Københavns Musikteater, der er modige, det er de folk, der har givet penge til
projektet, også.
Vi tager en bunke tekster med os, som man nok vil kunne se reminiscenser af i mit og Joans arbejde
de næste mange år. Og så tager vi et makkerskab med. Det er ikke sidste gang, at John og Doc laver
noget sammen, og så tager vi noget med ind på Københavns Musikteater i fremtiden,
som vi skal lave. Som vi ikke ved, hvad er endnu.
11
Koreograf Pernille Garde
og musiker Martin Pedersen
på Vesterbro og i Nordvest:
Pernille Garde: Det har været en personlig rejse for os begge to. De fordomme, man
umiddelbart kan have om andre mennesker, forsvinder i mødet i campingvognen, og
det er noget andet, der træder i stedet. Det har også været en kunstnerisk udviklingsrejse,
for jeg er kommet tættere på noget, som jeg kan arbejde videre med; små intime rum,
den helt nære kontakt mellem publikum og spiller, og at man får lov at høre lyden helt
tæt på. Og det at prøve at lade ideerne komme undervejs og have tillid til, at det skal
nok komme.
De første tre uger på Vesterbro blev afsluttet med en udendørs danseforestilling
på Litauens Plads med seks dansere. Men i Nordvest skrællede de alt overflødigt
væk og skabte en forestilling inde i selve campingvognen, der var mørkelagt. Der
var plads til fire publikummer ad gangen, lyskilden var en lommelygte, og som et
element i forestillingen blev der undervejs også lindet på gardinet, så publikum
kunne se et lille tableau med en danser udenfor, mens de optagede historier var mikset
sammen med et nykomponeret elektronisk lydspor. Samtidig var der skabt et stuelignende
og socialt rum udenfor, hvor publikum kunne vente på, at det blev deres tur.
Det, der var ret vildt, var, at vi på to dage formåede at skabe en lille forestilling, som til fulde
gjorde det, vi gerne ville - skabe et intimt rum. Et nænsomt rum. Jeg har haft en intention om at
give historierne tilbage med samme nænsomhed, som de er blevet givet til os. Det har jeg i hvert
fald tænkt meget over. Folk har åbnet op og fortalt os meget fine og private ting. Det har jeg haft
lyst til at behandle med respekt.
Det var vigtigt for os at få scenekunsten ud til folk, der måske ikke normalt ville gå i teatret.
At trække teatret ud fra salene og ud på gaden, der hvor folk kom forbi. Og superfedt, det var
gratis, for så kunne vi bare invitere alle. Alle kan komme, der er ingen begrænsninger.
Dette er kun begyndelsen på noget, der kan udvikle sig til meget mere end det her. Camping-
vognen er en fantastisk setting til at få historier fra folk. Historier, der kan danne grundlag for
forestillinger, der er vedkommende for folk. Køn, alder, baggrund er lige meget - dette
er for alle.
13
14
Skuespiller Morten Nielsen
i Amager V. i Urbanplanen:
Morten Nielsen: Vi har forsøgt at omdanne pladsen fra at være et gennemgangssted til at
være et samlingssted og mødepunkt for mennesker og historier.
Jeg oplevede simpelthen, at vi, i løbet af de seks uger, vi var her, virkelig udfyldte et hul.
min egen villavej. Jeg ville nok være nysgerrig, men også overveje, om havde jeg tid til det. Folk var
meget generøse med deres tid, og kom tilbage, hvis de ikke havde tid, når vi lige spurgte dem.
Der var en gruppe på 5-15 mennesker, der kom til vognen nærmest dagligt. Så vi blev en lille familie
på en måde. Det var enormt interessant. Den gruppe kunne jeg godt tænke mig at lave et projekt
med på et tidspunkt. Føle at være en del af en familie, der havde en kæmpe diversitet med hensyn
til etnicitet, køn, baggrund og alder.
Jeg kunne mærke, at campingvognen byggede ovenpå et behov for et samlingssted og for et
På samme måde som med udstillingen på grønthandlerens væg, hvor vores portrætter af folk blev
som jeg fik et klart indtryk af, ikke kendte hinanden i forvejen.
kulturer og mad for den sags skyld. Vi er jo kunstnere, så det afspejler sig i den måde, vi spørger ind
sted at mødes. Det, der kom ud af det, var de her meget forskellige møder mellem mennesker,
Det var ret interessant at høre historierne og lade folk møde hinanden via os. Der opstod
ideen også, at andre skulle høre historierne. For der var en stor nysgerrighed omkring,
hvem er de andre?
Det minder en del om de projekter, jeg har lavet tidligere, som er researchbaserede, så på
den måde er det i familie med ting, jeg har lavet før. Det nye er at være det samme sted seks
hængt op, så blev vores små sprogskoler et samlingssted for at møde hinandens historier, sprog,
til folks historier og formidler dem på. Vi er jo ikke socialarbejdere.
Vi er jo et nummer i rækken af ret fantastiske projekter, der har været der i Urbanplanen. Så det er
ikke uvant for folk, at der kommer nogen, der gerne vil noget godt der. Men så går der jo et år, hvor
de igen bare er en betonørken. Så på den måde er vi helt anderledes, for vi er jo allerede nu inde i
konkrete overvejelser om, hvordan vi kan vende tilbage.
uger og blive ved med at folde det ud og finde teknikken. Skal man have folk op i vognen
Morten Nielsen afsluttede perioden i Urbanplanen med en festdag ”Urbanhistorier”,
agtigt nærmest. Vil du ikke fortælle mig noget mere eller ha’ en kop kaffe? - ellers er du for
nogle af de mange nationaliteter, der er på stedet, der blev spillet livemusik, sunget,
overhovedet? Man skal finde måder at gøre folk nysgerrige og så slå til tidligt. Sådan sælger-
hvor der blandt andet blev serveret mad kokkereret af beboere, der repræsenterer
langt henne i forløbet, og så bliver det for intimt at starte forfra med en båndoptager, når folk
læst historier op, en stærk mand fra Urbanplanen optrådte, der var open mic for lokale
næsten er færdige med at fortælle. Det var svært.
Folk har spurgt, om der ikke var nogle, der bare sagde ”fuck off”, og det har vi stort set ikke
oplevet. Jeg har tænkt over, hvordan ville jeg selv reagere, hvis der stod en campingvogn på
rappere og til sidst blev de indsamlede ønsker fra ønsketræet, man i perioden kunne
hæfte sit største ønske fast på, læst højt og sendt til vejrs fæstnet til balloner - en
event, der fik adskillige af gæsterne, både børn, unge og gamle, til at spørge, hvornår
vognen kommer igen.
15
16
Historie:
Montenegro
og Danmark
Jeg kommer fra Montenegro, vi havde et rigtigt dejligt land, Jugoslavien, som det hed dengang,
men USA ville gerne lave en base og så… Jeg kom til Danmark dengang, de manglede arbejdskraft,
for 20-25 år siden. Vi havde et rigtig fint og dejligt land, dengang Tito levede, men da han døde,
blev der helt ustabilt.
Jeg er alligevel glad for at bo her, men jeg kan godt lide at besøge min familie, mit land. Jeg
savner min familie. Men hvad så, hvis jeg bor dernede, de er jo fattige mennesker. Hvad skal jeg
give til mine børn?
Jeg har to søstre nede i Montenegro og en i Beograd. Jeg har en bror og en søster her.
Jeg selv kommer fra en rigtig sød familie. Min far var sød, og min mor var sød. Vi var otte børn.
Historie:
Min første
kærlighed
Min historie er fandeme svær at fortælle. Jeg kom hertil sammen med min ekskæreste, da jeg
var 18 år. Han sagde til mig, at vi skulle tage hertil for at arbejde og alt sådan noget. Men sådan
var det slet ikke. Jeg blev prostitueret... for han sagde ligesom: Lad os tjene nogle penge til
vores fremtid og blive gift, men først må du gøre det her i et år.
Og jeg gjorde det, fordi jeg var forelsket.
Han var min første kærlighed.
Og så… ville han bare have flere penge, og så fik han endnu en pige hertil. Den samme historie.
Få pigen til at forelske sig i ham og gøre det samme, som jeg gjorde. Så gik det op for mig, at
det ikke skulle være mit liv at lave den slags ting. Og det var ret svært at slippe ud af…
Syv søstre og en bror. Jeg er den mindste. Jeg var otte, da min far døde. Mine forældre havde en
De ting, jeg gjorde som prostitueret, det var alt det, som jeg bedst vidste, hvordan man skulle
Så der var mad, og vi var ikke sultne. Det betyder meget. Men vi brugte ikke så meget luksus.
ansigtet, så du er så god som ny. Det var en rolle. Altid smile, altid… Det var ligesom en rolle
bondegård, de havde masser af dyr og marker. Vi dyrkede majs, kartofler, salat og en masse andet.
Alle os søstre hjalp hinanden. Jeg er den sidste, og de passede alle på mig. Men en er specielt i
mit hjerte… Hun bor stadig i Montenegro og hedder Milena, hun kaldte mig altid med kælenavnet
gøre. Man skal ligesom bare lade som om, at alt er okay, at alt er rart, putte noget makeup i
på det tidspunkt, den rolle, som jeg var bedst til at spille.
Kvinde, 21 år, Nordvest, den 5. september 2013.
Gila, så nu kalder jeg også hende for Gila. Hun var rigtig sød ved mig, men da hun blev gammel
nok til at giftes, så stjal min svoger hende, og hun skulle giftes. Hun vidste ikke, at han var muslim.
Jeg kan huske, at hun kom op på bjerget og gav mig et kæmpe kram og knus og kys, og så
begyndte hun at græde, og så skulle hun af sted. (begynder at græde) Det glemmer jeg aldrig.
Efter det så vi ikke så meget hinanden, men jeg rejser stadig ned og besøger hende…
Keka, Frederiksberg, den 30. august 2013
17
18
Historie:
Viceværten
Vi havde en helt fantastisk vicevært. Han er død nu. Han var sådant et generøst menneske,
og var genial til at reparere alt muligt. Jeg kan huske, da vi fik vores første, som nu er 18,
så han stod der som en af de første og lykønskede os, og havde chokolade med (…)
Det eneste, der var med ham, var, at han drak.
Man skulle ikke tale med ham efter klokken 19, for så kunne man ikke forstå, hvad han
sagde. Han havde arbejdet meget af sit liv på Tuborg-bryggerierne. Han startede, da
han var 13, og han havde ikke været ædru en dag siden. Men uanset, at han drak utrolig
meget, så passede han sit arbejde. Og han passede det med ære. Han kunne f.eks. noget
med vores fyr. Hele blokken kunne mangle varme, mens vi fyrede uden problemer.
Han var perfektionist.
Når han blev syg, fik feber, så skulle han have to flasker rom for at svede sygdommen ud.
Vi boede ikke ret langt fra hans lejlighed, og vi kunne altid høre, når han var færdig med
de to flasker rom, så sang han! Og han sang fantastisk. Og rommen fik bugten med
feberen, og så stod han der dagen efter og ryddede sne, til trods for sygdom og dårlig ryg.
Han var meget vellidt og afholdt. Han havde det med at ‘samle’ på mennesker, faktisk
bumser eller drukkammerater. F.eks. gamle håndværkere, som ikke arbejdede mere.
Og han følte sig forpligtet til at pleje og passe dem. Så han var altid i pengenød, fordi han
brugte dem på øl og sprut til kammeraterne.
Det gik for alvor galt med helbredet, da han fik at vide af lægen, at han havde jernmangel.
Så begyndte han at drikke rødvin, som han faktisk ikke kunne lide, fordi han havde hørt,
at der var jern i rødvin. Det kunne kroppen ikke klare.
Så døde han. Han blev 56 år.
Der kom utrolig mange til hans begravelse. Han var så afholdt. Og mange af hans venner
kom i gården i tiden efter han død og hjalp hans kone med at rydde ud i kælderen.
Hans kone døde kun et halvt år efter. De havde været sammen hele deres liv, delt arbejdet,
livet og flasken, og da han døde, så kunne hun ikke overleve ham.
T, Østerbro, den 2. september 2013
19
Det er et
frontløberprojekt
Center for Kunst & Interkultur (CKI) er et nationalt videns-, kompetence- og formidlingscenter, der arbejder med udvikling af et kulturelt mangfoldigt kulturliv,
både på nationalt plan og i forhold til, hvordan dansk kunst præsenteres i udlandet.
Her er, hvad centerleder Niels Righolt noterer sig om ”I København har jeg hjemme”:
”Det er en måde at undersøge den dialogiske form. Det er en måde at undersøge,
hvordan man kommer i kontakt med sit publikum. En måde at undersøge, hvordan
man kommer i kontakt med ikkebrugerne. Det er også en måde at udfordre kunst-
erfaringsdeling af metoder, mål, ideer og kreative udtryk, der skabte en mangfoldighed i
det, der kom ud af projektet.
Han ser konceptet som relevant i alle større byer, hvor man kæmper for at få offentlige
kulturtilbud ud til en bredere målgruppe.
”Her kan ”I København har jeg hjemme” som projekt være med til at skabe social bæredygtighed,
urban udvikling, kulturel kvalitet og innovation og en masse andre af de plusord. Der er et
demokratiaspekt og byudviklings- og samfundsudviklingselement, som de fleste godt kan se.
Det er derfor, der allerede har været mange studiebesøg, de kan se, at her er der noget.”
”Det er et potentielt europæisk indtægtshjul. Det kan blive et helt forretningsben for
teatret relativt langt frem i tiden, hvis man kan udvikle konceptet yderligere og lave det i
tæt samarbejde med lokale aktører. Det er et nyt potentielt europæisk projekt - et ”Europe
Speaks - I Europa har jeg hjemme”. Der er masser af potentiale i projektet.”
nerne på, som rykker ved hierarki og kunstnerens rolle. Og så kan projektet noget
”Projektet er også interessant som forskningsobjekt. Der er en enorm spænding mellem,
og sprede deres publikum mest muligt.”
der er stof for grundforskning: Hvordan udmønter spændingen sig i et nyt narrativ og ny
omkring, hvad offentligt finansierede kulturinstitutioner kan gøre for at nå ud til alle
”Det er et frontløberprojekt på den måde, at det er et af de første projekter, hvor
hvordan materialet bliver indsamlet, og hvordan det bliver formidlet. Det er sådan noget,
scenekunst?”
man virkelig siger: Nu skaber vi en ramme, og det handler om fortællinger, men folk
”Det er i dag 34 % af danskerne, der ikke bruger den offentligt finansierede kultur, fordi
som jeg enormt godt kan lide, fordi den er i øjenhøjde. Man byder indenfor til en kop
være projekt til at være en rigtig målgruppe. Men det bliver de med ”I København har jeg
kulturinstitutionen er det en afgivelse af magt og en ny måde at tale med sit publikum.”
”Jeg læste om Østerbro-vognen, at en kvinde havde sagt: ”I har rørt vores hjerter”.
kan fortælle det, de har lyst til. Det er det unikke. Det er en social interaktionstilgang,
de oplever, at de ikke bliver taget seriøst, tror jeg dybest set. De oplever ikke at gå fra at
kaffe, og beder dem ”betale” for kaffen med en historie. Det er enormt enkelt, men for
hjemme”.”
”Det er tæt på at være genialt, at Københavns Musikteater involverede andre teaterproducenter,” fortæller Niels Righolt og henviser til, at det har skabt grundlag for
Det er hun nok ikke den eneste, der føler. Det her projekt har skabt noget, der er
helt unikt.”
21
22
Historie:
Ind med
4-toget
Jeg har lyst til at fortælle om Guldbergsgade, hvor jeg flyttede til i 1986.
Det var centrum for en provinspige, der lige var kommet ind med
4-toget, og jeg følte mig hjemme lige med det samme. Det var som
om, jeg flyttede fra en landsby lige over i en anden. Jeg flyttede
ind i en ejendom, der er revet ned nu. Det var inde i en baggård,
lejligheden kostede 600 kroner om måneden. Jeg kendte ham,
der havde den, og han var kommet på balletskole nede i Tyskland,
og så kunne jeg bo i hans lejlighed. Det stod aldrig på nogen papirer,
at jeg boede der.
Det var et fantastisk hus at flytte ind i. Der boede Lillebror og
Skraldemanden og Johnny Hundehader, og så boede der Anders,
der var skolelærer, og som spillede trædeorgel lige inde ved siden af.
Der var så lydt, at når han spillede salmer, stod jeg på den anden side
af væggen og sang til. Og så boede Søren Berlev i huset, for han var
lige kommet hjem fra USA og havde brugt alle pengene fra Gasolin og
arbejdede nede i kælderen på Rigshospitalet. Det var et sammensurium
af mennesker, der boede i det hus. Og Københavns Kommune havde
aldrig gjort noget ved det, det var noget faldefærdigt lort (…).
Min dagligstue var Pepino nede på Skt. Hans Torv. Det er der, hvor Pussy Galore ligger
nu. Der sad alle de gamle bluesmusikere, der sad Jan Toftlund og Peter Thorup og Benny
Holst og en masse andre, så der var altid nogen, der sad og spillede guitar. Man kom ind
ad døren, og så var der nogen, der råbte: Hej Mette! og så blev der knappet en Tuborg op,
for det vidste de, jeg gerne ville have, og så sad man dernede og snakkede om livet og
døden og sang blues sammen…
Man følte sig hjemme, og det havde verdens største betydning. Hvis du ikke føler dig
hjemme, så føler du dig ensom, så føler du dig ikke elsket, så føler du dig ikke set. Så er
man alene. Hvis man føler sig hjemme, så er der nogen, der ser en, så er der nogen, der
hilser på en, så er der nogen, der møder en. Så kan man næsten klare hvad som helst.
Kvinde, Balders Plads på Nørrebro, den 14. september 2013
23
24
AfrundinG
Ønsker du at vide mere om projektet, se listen af medvirkende, presseomtalen, eller vil
du bare læse flere gode københavnerhistorier, henviser vi til projektets hjemmeside:
www.hjemmeikbh.dk
”I København har jeg hjemme” er udarbejdet af Københavns Musikteater og bygger
på et koncept udviklet af Marcelo Lerer/The Secret Company.
Projektet er støttet af: Statens Kunstråds Scenekunstudvalg,
Københavns Kommunes Scenekunstudvalg, Nørrebro Lokaludvalg,
Kreativt Forum og Områdefornyelsen Vesterbro,
Amager Vest Lokaludvalg, Amager Øst Lokaludvalg,
Østerbro Lokaludvalg, Frederiksberg Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg,
Nordea-fonden og Overretssagfører L. Zeuthens Mindelegat.
Københavns Musikteater modtager driftsstøtte fra Kunstrådets Musikdramatiske pulje.