LÆRINGSMATERIALE The Falling Man - Poetisk musikteater om tyfoner og konkurs 14. februar - 1. marts 2014 Gæstespil på Københavns Musikteater af Johns Teater Indhold FORORD ............................................................................................................................................................. 3 KORT OM PROJEKTET ........................................................................................................................................ 4 BAGGRUND OM DRAMATIKEREN...................................................................................................................... 4 TEKST-EKSEMPLER ............................................................................................................................................. 6 2. .................................................................................................................................................................... 6 36. .................................................................................................................................................................. 6 17. .................................................................................................................................................................. 7 44. .................................................................................................................................................................. 7 1. .................................................................................................................................................................... 8 KOMPONISTEN FORTÆLLER .............................................................................................................................. 9 EUROPA SYNGER toneart ok........................................................................................................................ 10 DEN NYE VERDEN toneart F#m ................................................................................................................... 11 OM JOHNS TEATER .......................................................................................................................................... 12 MUSIKDRAMATIK PÅ KØBENHAVNS MUSIKTEATER ....................................................................................... 13 CV’ER FOR DET KUNSTNERISKE HOLD ............................................................................................................. 14 PRAKTISKE INFORMATIONER .......................................................................................................................... 17 BILLETBESTILLING ............................................................................................................................................ 17 FORSLAG TIL OPGAVER .................................................................................................................................... 18 THE FALLING MAN Skuespillere: Karin Norrinder og Hadi Ka-koush Musikere: Stephan Grabowski, Anders Graversen og Jonas Stampe/Snöleoparden Instruktør: Erik Pold Dramatiker: Joan Rang Christensen Komponist: Stephan Grabowski Scenograf: Mona Møller Schmidt Lysdesign: Mikkel Jensen Lyd: Morten Frank Produktionsleder: Gur Marit Pedersen Forestillingsfoto: Thomas Cato Skolemateriale: Københavns Musikteater/pressemedarbejder Signe Ravn og teaterchef Anne Rasmussen Spillested: Københavns Musikteater, Kronprinsensgade 7, 1114 København K. Spilletider: 14. februar - 1. marts; mandag-fredag kl. 20 og lørdag kl. 17. FORORD Når ulykken rammer, eller krisen kradser, kan det være breaking news, eller den stille katastrofe, der aldrig når bredt ud. I bedste fald ender den med at blive målet for et indsamlingsshow i Europa, når den dårlige samvittighed har naget velbjergede borgere, eller fristet kynisk kalkulerende tv-folk, længe nok. Det geografiske punkt, hvor katastrofen rammer, er altafgørende for chancen for at overleve. De små østater i Østen og en endeløs række af nationer i Afrika kan for eksempel ikke hjælpe sig selv i nødens stund. I Vesten har vi ressourcerne til at klare os, og her rammer katastroferne jo sjældent. Men også i vores del af Verden er klimaforandringerne begyndt at være mærkbare - herhjemme med jævnlige skybrud og orkaner, og i Tyskland og Østrig var regnmængderne så sent som i sommeren 2013 så massive, at det skabte enorme oversvømmelser og mudder- og jordskred, der kostede menneskeliv. ”Vi er midt i en finanskrise; banker og finansinstitutter krakker, arbejdsløsheden stiger, vores huse falder i værdi, velstanden smuldrer mellem fingrene på os; det hele er fiktive penge. Rundt omkring os er det endnu værre.” Sådan beskriver forestillingens idékvinde, initiativtager og dramatiker Joan Rang Christensen sit tematiske udgangspunkt for forestillingen. Men hvad gør vi i det øjeblik, vi står overfor en uoverstigelig katastrofe - når netop den raffinerede levevis, der har reddet os igennem årtiers trivielle hverdagsproblemer pludselig ikke slår til længere, ja faktisk er hele problemets rod? Netop den situation giver ”The Falling Man” et bud på. Dette studiemateriale giver baggrund og en mulighed for at arbejde videre med forestillingen i undervisningen. ”250 år gammel tragedie er et præcist portræt af vor egen tid” var overskriften på en teateranmeldelse af Aalborg Teaters opsætning af ”Clavigo” på Politiken.dk den 25. november 2013. Og netop den rubrik indrammer, hvad teater kan, når det er allerbedst. Nemlig at sige noget om den verden, som publikum i salen lever i. Når dramatikeren, i førnævnte tilfælde Goethe (17491832), for alvor rammer rigtigt, så er forestillingens universelle temaer behandlet så fint, at de ikke lader sig slide af tidens tand. De vedbliver tværtimod med at være relevante for os som publikum. Om dét projekt lykkes i tilfældet ”The Falling Man”, vil kun tiden vise, men det er dramatiker Joan Rang Christensens udtalte ønske, at hendes dramatik bliver afsæt for en debat, der kan være med til at skabe mere engagerede, oplyste og bevidste borgere i vores samfund. Hendes dramatiks budskaber sigter efter at bide sig fast i publikums bevidsthed, så tandaftrykket er synligt længe efter, at publikum har forladt salen. Naturkatastrofer og klimaforandringer, finanskrise og det stigende antal af mennesker, der knækker psykisk er i ”The Falling Man” samlet under betegnelsen krisen. Den har vi kendt til alle tider. Alting var ikke nødvendigvis bedre i de gode gamle dage. Men hvad kan vi gøre for at sikre, at der vil være gode dage i fremtiden? Signe Ravn Cand.mag. i Teatervidenskab og pressemedarbejder på Københavns Musikteater KORT OM PROJEKTET ”The Falling Man” er en nyskrevet musikdramatisk forestilling om, hvordan vi reagerer, når årtiers overforbrug, økonomisk krise og klimaforandringer har bragt den vestlige verdens civilisation på randen af undergang. Forestillingen er en collage af sange, monologer, spoken word og slow jams uden en traditionel fortløbende handling, men med et samlende tematisk og æstetisk greb, der dramaturgisk binder forestillingen sammen. ”The Falling Man” sætter tematisk finanskrisen, klimakrisen og den psykologiske krise på dagsordenen og spørger: Kan vi finde lapper nok til dække hullerne i civilisationen? Eller bør vi ændre hele vores levevis for at overleve? I en krisetid forsøger forestillingen i underholdende musikalsk form at forstå, hvorfor det gik, som det gik, og hvad vi kan gøre - før det er for sent. The Falling Man henter æstetisk inspiration fra den mexicanske dødekult, storbyforfald og katastrofefilmgenren, og udspiller sig i et dystert og billedstærkt univers. Musikken er komponeret af Stephan Grabowski og tager udgangspunkt i en blanding af mørk, urban blues, ny-klassisk pop, neo-folk og modernistisk opera fra voldsomme til helt stille passager. Den vil være beslægtet med navne som P. J. Harvey, Scott Walker og Talk Talk. BAGGRUND OM DRAMATIKEREN Dramatiker Joan Rang Christensen har gennem sit dramatiske virke og ikke mindst som debattør, blandt andet i adoptionsdebatten grundet sin koreanske baggrund som adopteret, været drevet af en trang til at engagere sig i samfundsrelevante forhold. Dem søger hun altid at få ind på scenen. Publikum skal ikke forvente at blive strøget med hårene, til gengæld får de hver gang en klar opfordring til at tænke selv og tage stilling til den samtid, som Joan Rangs til tider besk morsomme dramatik spejler. De unge og alle former for minoriteter har en særlig plads i Joan Rangs Christensens univers og produktion. Med ”69 - en rockteaterkoncert” satte hun i 2008 for eksempel ord på de frustrationer, som de unge stod tilbage med, da deres Ungdomshus på Jagtvej i København blev jævnet med jorden. Siden da har hun skrevet ”Den hvide mand - en kompliceret kærlighedserklæring” (2011) og ”Jazz, Love & Henderson” (2012), forestillinger, der kredser om det at være anderledes, føle sig fremmed og søge efter et sted at høre til. Netop det kærligt kritiske spark, som Joan Rang Christensen vil give publikum med ”The Falling Man”, både form- og indholdsmæssigt, er tiltrængt i en tid, hvor der generelt bliver færre og færre penge at lave teater for, og samtidig bliver flere øvrige kulturtilbud at vælge imellem for publikum. Det fortæller skuespiller Hadi Ka-koush, der også medvirker i ”The Falling Man”: ”… så savner jeg samfundsrelevant teater, så det ikke kun bliver hr. og fru Danmark og hat og briller, men man får noget at gå hjem at tænke over. Vi laver kunst, så vi skal ud og provokere og sætte tanker og debatter i gang. [..]… der skal satses meget mere, for helvede... Fornyelsen kommer nedefra. Og den er tiltrængt, inden alt bliver samlebåndspop”. (Politiken 31. okt. 2013) I skrivende stund (november 2013) er ”The Falling Man”’s sigte at være en debatskabende og vedkommende forestilling langt væk fra det gængse samlebåndspop. Noget, som Joan Rang Christensen, med den Reumert-belønnede ”69- en rockteaterkoncert” beviste, at hun evner. De følgende teksteksempler er skrevet før prøvestart, og det vides derfor ikke, om de alle ender i den endelige forestilling. TEKST-EKSEMPLER 2. Jeg er ikke den type, der forandrer mig. Det siger jeg med stolthed og uden skam. Jeg forandrer mig ikke. Jamen, hvorfor skulle jeg? Jeg lever mit liv her. Hvad er der galt i det? Det kan vel aldrig blive mit problem, hvad man gør i andre lande, hvad man gør i Grækenland, Italien, Spanien, på Maldiverne? De siger, at vandstandene stiger, jeg hader vand. Jeg interesserer mig ikke for politik. Jeg har ikke rod i min økonomi, jeg har ikke mistet noget. Jeg kan li’ at gå i biografen. Jeg kan li’ at slå græsset og klippe hækken om min have. Jeg kan li’ mit liv og mit sommerhus. Jeg kan li’ en god flaske rødvin, en dybrød og tung Amarone, jeg kan li’, at en vin har fylde. Jeg kan li’ at grille, og jeg kan li’ min kone. Jeg har en stationcar, jeg frygter ikke noget. Jeg har et fladskærms-tv, som nogen siger, er produceret med giftigt materiale i skærmen. Hvis alle i hele verden skulle have sådan et, ville vi overbruge af jordens ressourcer. Det er et 47” Full HD Smart LED-TV med Wi-Fi af mærket Sony. Det har naturlige farver og giver rolige billeder selv ved hurtige bevægelser. Det er energimærket i klasse A+. A+! Jeg tror på, at der er plads til, at vi alle kan få sådan et fjernsyn. 36. Nogen burde gøre noget. Nogen burde simpelthen gribe ind nu og gøre noget. Det er på tide, at noget bliver gjort, og nogen burde gøre det. Nogen burde tage sig sammen, det er ikke for tidligt. Der skal gøre noget, det er så meget på tide, at der bliver gjort noget. Noget skal gøres, og nogen burde gøre det. Hvad venter vi på? Nogen burde gøre noget. NU. 17. Jeg længes mod skibskatastrofer og mod hærværk og pludselig død. Jeg længes mod blod og kanoner og krige der flænser vort kød Jeg længes mod volden og magten der river alting med i sit fald Jeg længes mod unge soldater drevet af indre kald Jeg længes mod store tårne der synker sammen i grus Jeg længes mod ilden i øjet der gennembrænder hvert hus Jeg længes mod altings ophør og tiden hvor alt bliver sort Jeg længes mod altings forsvinden, det er stort, det er større end stort. 44. Verden skal slutte Den skal dø Alting skal forsvinde Menneskene skal forsvinde Deres begær og deres grådighed har drevet denne verden i sænk Alt det onde kommer fra dem De udpiner jorden Der hvor de går er jorden død De efterlader jorden udpint og død De myrder hinanden De dræber alt fordi de vil have Jeg er træt af livet som det leves af menneskene Træt af verden Af dem der vil have Verden skal slutte Den må slutte og dø Og alting begynde forfra 1. Når jeg lukker øjnene, forestiller jeg mig de forfærdeligste ting. Jeg ser mennesker, der mister alt. Jeg ser dem miste deres job, deres bolig, deres ting. Jeg ser ting, der brænder. Penge, der brænder. Jeg ser regn, der falder fra himlen. Blandet med støv og affald og noget ingen ved, hvad er. Jeg ser orkaner og stormfloder og tsunamier. Have der hvirvles op. Enorme bølger, der overskyller jorden. Jeg ser jorden gå under igen og igen. Jeg ser menneskene, jeg ser dem gå, flere kommer til, pjaltede og fattige, forvredne ansigter, beskidte og tomme i blikkene, de stavrer afsted, de kan dårligt gå, horder af menneskemasser, som lemmings mod klippekanten... Jeg ser en mand. Jeg ser han bløder, han bløder gennem huden. Jeg ser, de bider af hinanden... Jeg ser en mand, der tager en bid af en anden. Sætter tænderne i ham og flår huden af. Blodet løber ned af hans kæber, mens han grådigt og dyrisk smæsker det rå kød i sig. Og manden, der er blevet bidt af, jeg ser han skriger... Den slags ser jeg. KOMPONISTEN FORTÆLLER Stephan Grabowski fortæller om musikken og to af sangene: ”EUROPA SYNGER” og ”DEN NYE VERDEN”, hvis tekster kan læses herunder. Musikken til "The Falling Man" er skrevet til en musikalsk fortælling, hvor både det sungne og det talte ord slynger sig indimellem hinanden på skift og med lige stor ret. The Falling Man" er altså ikke en teaterkoncert, heller ikke beat’n’poetry, men måske mere noget vi ikke rigtig har hørt eller set før i dansk teater. Stilistisk afsøger den tre hovedområder, nemlig blues, nyklassisk pop samt neo-folk. Men i blues-delen går vi ikke bare tilbage til delta-folkene i 30’erne, men hele vejen tilbage til de afrikanske rødder, hvor bluesmusikken oprindeligt kom fra.01 En sang som "Europa synger", er f.eks. indspillet med topmusikere i Etiopien og benytter sig bl.a. af etiopiske instrumenter som Masinko, (en enstrenget violin), og Kirar, (et 4-strenget harpelignende instrument). En anden sang som "Den nye verden (1492)" bliver i forestillingen til at blive sunget af operasangerinden Karin Norrinder, og vil lægge sig et sted mellem opera, Phil Spector og Scott Walker. Derudover er teksterne til alle sangene stærkt politiske, dog uden på nogen måde at være partipolitiske. "Europa synger" er f.eks. en beretning set fra afrikanske bådflygtninges side. "Den nye verden (1492)" er den vestlige verdens grundlæggende imperialistiske verdenssyn, fortalt gennem en beretning fra en febersyg kvinde på et af de første skibe til den nye Amerika i 1400-tallet. Forestillingen er gennemkomponeret. Den indeholder 12 sange samt 22 stykker instrumentale passager. Værket varer i alt ca. 75 min. Værkets instrumentation er: Guitar, piano, trommer, citar, masinko, kirar, xylofon, bas, cello, div. percussion. Stephan Grabowski EUROPA SYNGER Dagen er hård og hvid, dagen er hård og hvid Og solen brænder ørkensandet glødende rødt der hvor vi går Vi går i mange dage, vi går i mange dage Gennem ørkenen hvor nattens blæst er frysende hård Vi går fra brændte marker, går fra brændte marker Vi går fra brændte liv og vejen den kan aldrig gå tilbage Vi går mod manden oppe i nord, går mod manden oppe i nord Han har en bil der kører mod frihedens hav af lyse dage Europa det synger, Europa det synger Europa synger i mit hjerte, - frihedens sang Ved havet venter der en båd, Ved havet venter der en båd Vi giver dem alt vi ejer og sejler ud i nattens sorte ly Og båden er et eventyr, båden er et eventyr Som Noah´s ark der er tynget ned af alt for mange menneskedyr Europa det synger, Europa det synger Europa synger i mit hjerte, - frihedens sang Og stormen rammer os, stormen rammer os, stormen rammer os En storm der har fulgt mig hele mit liv Kroppe i vandet hvor en havfrue bærer mig ind Vi ligger her på stranden ved enden af rejsens lange vej Jeg er din Adam og jeg ved du er min Eva Ved ilden i din ånde, da du blæser livets kys ind i mig Europa det synger, Europa det synger Europa synger i mit hjerte, - frihedens sang DEN NYE VERDEN Havmåger synger velkomstsang Havmåger synger velkomstsang... Og landet dukker op af havets dis Med grøn skov så langt øjet rækker Ja, Gud er stor, vi synger til hans pris For Edens have har vi fundet Den nye verden har vi vundet De vilde på den hvide strand De smiler og synger os en ukendt sang Og den endeløse rejse gav mig feber Og syner kommer til mig nu Lad himlen briste, gå itu Så da vi døber de vilde i regnen Og de tror at vi er guder Der kan jeg se langt ind i en fremtid; Jeg ser to tårne styrte i den nye by Og mørket det får vinger overalt på ny Vi bliver talrige som stjerner på himlens blå Vi behersker alt, jord, ild, vand og luft Og vi høster uden at ville så Den ild der brænder i os, brænder alt ned Det er noget vi ikke vil vide, skønt vi godt ved At syndefaldet ikke kan være en kvinde, Men kun mørket i os selv vi ikke kan overvinde, Jeg ser det pludseligt i Kaptajnens øjne, Et hav af blod, af guld og jord der sletter hvert et lovet ord... Så da vi døber de vilde i regnen Og de tror at vi er guder Der kan jeg se langt ind i en fremtid; Og den ligner noget jeg kender, En mørk drøm der aldrig ender Jeg ser mit Babelstårn der styrter i grus på ny I hver en fremtidig by. OM JOHNS TEATER Vision Johns Teater arbejder ud fra en vision om gennem scenekunsten at bidrage til at skabe en verden, hvor mennesker er oplyste, glade og nærværende. Johns Teater er opbygget omkring figuren John; en tilsyneladende dansk, midaldrende, hvid, heteroseksuel mand - en majoritetsrepræsentant i dansk teater, der dog evigt bortrejst på eventyr i en globaliseret verden, søger at følge med tiden og være åben for al det nye. Mission Johns Teater er dybt forankret i sin samtid og udspringer af en aktivistisk og politisk stillingtagen til det æstetiske; en nødvendighed udtrykt gennem kunsten. Johns Teater skaber forestillinger der beskæftiger sig med tematikker i spændingsfeltet mellem det undertrykte, det tabuiriserede og det skjulte i sin samtid, samtidig med et klart kunstnerisk ønske om at udvikle scenekunstens udtryk og muligheder. Alle forestillinger er skabt og produceret med principper for mangfoldighed for øje. Det er ikke noget, vi bruger lang tid på at snakke om i Johns Teater - vi gør det bare! Som en naturlig del af hvem vi er, og hvad vi tror på. Og en af de ting, vi tror på er, at forandring kommer med handling. Vi mener, at den egentlige inklusion er nået, når farvede, handikappede, aldrende eller andre minoritetsfortrængte skuespillere og scenekunstnere, kan udeføre deres kunst, uden at den skal omdøbes til noget med “ghetto” eller “Mohammad” foran. På den måde hylder og hæver vi kunsten til det øverste princip for teatret. Strategi Vi tror på teatret som platform for samfundsforandrende virksomhed og vil hellere lave forestillinger, der udfordrer på både form- og indholdssiden, end forestillinger der kan blive til en flot samtalebog efterfølgende. Johns Teater er skabt til at gå i kødet på samtidens ømme punkter. Johns Teater har således bragt sit lands uerkendte racisme (Den Hvide Mand, 2011*) på scenen, sin verdensdels grådighed, som er urørlig, selvom den truer med at udslette vores klode (The Falling Man, 2014) og har forestillinger på tegnebrættet, der udforsker vores kønssyn (Calamity/Ulykkesfuglen - et western hørespil om den transseksuelle Calamity Jane, WDR Tyskland 2014), vores syn på international adoption (The Astounding Adoption Magic Show) og barnvoksenforholdet (Astrid - En musikforestilling om Astrid Lindgrens liv). *Produceret af teater danskdansk, men skrevet af kvinden bag Johns Teater. Johns Teater er formelt set koncentreret i særlig grad om at drive teatervirksomhed med udgangspunkt i forfatter og dramatiker Joan Rang Christensens kunstneriske virke. Joan Rang Christensen var medstifter af teatergruppen danskdansk i 2009, og hun har siden 2012 været drivkraften bag Johns Teater. Johns Teater blev stiftet d. 15. marts 2013. Johns bestyrelse består af: Instruktør Christoffer Berdal (bestyrelsesformand). Forsker og ph.d. v. Aarhus Universitet Lene Myong (kasserer). Dramatiker og instruktør Daniel Wedel. Skuespiller, instruktør og performancekunstner Ellen Nyman. Johns Teater er til dagligt ledet kunstnerisk af Joan Rang Christensen og administrativt af Steen Nørgaard. “Der har været mange berømte John’er i tiden løb. Og en hel del paver, faktisk. John er den engelske afledning af navnet Johannes. Johannes er hebraisk og betyder “Gud har handlet nådigt”. En tidssvarende og retfærdig udlægning af John bør i dette tilfælde dog nok nærmere være noget i retning af: “Kors i røven, godt det ikke gik værre!” John, fra Johns Teater MUSIKDRAMATIK PÅ KØBENHAVNS MUSIKTEATER Undergrundsteatret Københavns Musikteater er en gæstespilsscene, der præsenterer en lang række af forestillinger og arrangementer, der alle falder under kategorien ”iscenesatte musikoplevelser”. Teatrets ledelse er stærkt dedikeret til, at teatret skal fungere som et væksthus for den musikdramatiske genre. Dette ud fra devisen om, at København i en periode kun har haft to kulturhuse viet til den musikdramatiske genre: Operaen med de overdådige operaopsætninger og Det Ny Teater med musikalske reproduktioner fra London og Broadway. To yderpunkter i en genre, der rummer så meget mere. Musikdramatik er en samlebetegnelse for en række musikalske genrer, som på forskellige måder forener tre elementer, nemlig den dramatiske tekst, musikken og den sceniske handling. De tre elementer og deres kombination kan imidlertid fremstå meget forskelligt. Den dramatiske tekst kan spænde fra lyriske tekstforløb med begrænset handling til de mere episke eller stærkt dramatiske handlingsforløb. I ”The Falling Man” er der tale om en række tekster, der sammensættes til en collage med krisen som den røde tråd. Den musikalske dramaturgi kan være enkel, statisk og ensartet eller sammensat, dynamisk og symfonisk. Hertil kommer sangen, som kan spænde fra talesprogsnær deklamation til skønsang og fra musicalens sprøde ”feel-good-stemme” til operaens følelsesladede vibrato (som man kan opleve på Det Ny Teater eller Operaen). Den sceniske aktion har altid været stærkt præget af tidens skiftende dramaturgiske idealer og historisk i stigende grad af instruktørens personlige idéer. Den er samtidig resultatet af teatrets, skuespillernes og hele holdets bestræbelser, og det er det, som publikum oplever i en her og nu situation. Endvidere har selve teksten selvfølgelig en væsentlig rolle i den sceniske action, som kan være et spektrum fra virkelighedsnære handlingsoperaer eller symbolistiske, psykologiske, stiliserede og lidet handlingsprægede værker til musicalens ”larger than life”-opbygning, hvor musikken sætter ind, når alt er spændt til det yderste, og den sceniske handling derfor understøtter dette med en storslået pompøsitet. I spændingsfeltet mellem disse ekstremer placeres produktionerne på Københavns Musikteater, hvor der eksperimenteres med genren, hvor musikken er nyskrevet, den dramatiske tekst enten er ny i forhold til genren eller nyskrevet, og den sceniske handling et resultat af tiden, valget af instruktør, tema og den eksperimenterende idé. CV’ER FOR DET KUNSTNERISKE HOLD JOAN RANG CHRISTENSEN, f. 1976 Dramatiker Er uddannet dramatiker fra Dramatikeruddannelsen i 2004 og har siden fået produceret 25 skuespil og hørespil. Af væsentligste værker kan nævnes ”Jazz, Love & Henderson” (2012), ”Den hvide mand - en kompliceret kærlighedserklæring” (2011), ”69 - En rockteaterkoncert” (2008, turne 2009) og ”Den forsvundne fuldmægtig” på Det Kongelige Teater i 2008. Har modtaget flere hædersbevisninger blandt andet en Reumert for Bedste Musikteaterforestilling i 2009 for ”69 - En rockteaterkoncert”, som hun skrev sammen med Jesper B. Karlsen, Dansk Blindesamfunds Radiospilspris 2006 for “Blodets Bånd” og en 3. plads ved Prix Nordica i 2006 for ”Verdens Største Faldskærmsudspringer”. Var medgrundlægger af teater Danskdansk og var fra 2009-2012 co-kunstnerisk leder på teatret. Grundlagde i 2013 Johns Teater, hvor hun nu er kunstnerisk leder. STEPHAN GRABOWSKI, f. 1964 Komponist og musiker Er komponist, sanger, producer, arrangør og musiker. Har medvirket som komponist/ musiker på teaterforestillingerne ”The Bollywood Trip”, Republique i 2011, ”Iqbal Farooq”, Det Ny Familieteater i 2010, "Hr. Nedersen" og "Jesus Christ Superstar" på Østre Gasværk i 2003 og 2002, "Supermax show” og "Lillerød", Dr. Dante i år 2001 og 2000. Har gennem de sidste 25 år spillet trommer for blandt andre Lars H.U.G, Caroline Henderson, Pernille Rosendal Project (med Tim Christensen), Loveshop, RadioUnderholdningsOrkesteret, Peter Belli, Nordkraft teater, Nanna Lüders og Nina Forsberg. Har derudover medvirket som sessionsmusiker på adskillige album siden 1990, og har produceret og arrangeret for blandt andre Nanna Lüders, Ali Kazim, Liva Andersson og Channe Nussbaum. Har som solist stået bag syv albums siden 1993. Senest ”The Bollywood Trip” i 2012. Pladen ”Bombay Feber” fra 2009 fik følgende ord med på vejen af Klaus Lynggaard i Information: ”Sangskrivning på et niveau hvor både melodier og tekster rager op. Masser af kunstnerisk temperament, dirrende nerve i udførelsen, nysgerrighed og vovemod som ledestjerner. Et sjældent helstøbt værk.”. ERIK POLD, f. 1971 Instruktør Tog diplomuddannelsen i Kunst- og Kulturledelse på Odsherred Teatercenter fra 2009-2011 og har desuden en BA i dans og koreografi fra School for New Dance Development (SNDD) i Amsterdam, Holland fra 1994-1998. Arbejder som instruktør, koreograf og performer. Var instruktør på forestillingen ”Tehran mon amour” (2012), der blev præmieret af Statens Kunstfond. Lavede koreografi til ”Romeo og Julie” på Århus Teater i 2010, og varetog både koreografi og instruktion på børneforestillingen ”Den helt vildt sørgelige historie om den lille pige med svovlstikkerne” i 2010. Skabte ”Lyst” til Edison i 2008 i samarbejde med dramatikeren Christian Lollike. Er sammen med Adelaide Benzon kunstnerisk leder af LiminalDK og har i det regi skabt adskillige forestillinger, der har spillet på Plex Musikteater, Københavns Museum, Vejle Musikteater, Kanonhallen, i Berlin, Dansehallerne og Teater Momentum. Har varetaget flere bestyrelsesposter i teaterbranchen og er medstifter af Scenekunstnere uden scene (SUS) og Uafhængige Scenekunstnere (US). MONA MØLLER SCHMIDT, f. 1980 Scenograf Er uddannet scenograf på Statens Teaterskole i 2009. Har siden skabt scenografi og kostumer til en lang række forestillinger, en musikvideo og et par kortfilm. Har i 2012 lavet kostumer til " Black Fairytale" (koreografi: Oded Graf og Yossi Berg) på Dansescenen samt scenografi og kostumer til "Media Machine" og "Jazz, Love and Henderson" på Østre Gasværk Teater. Har siden 2005 løst opgaver for blandt andre Grob, Grønnegade Teatret, Skuespillerskolen v. Århus Teater, Teatret Masken og Odense Teater. MIKKEL JENSEN, f. 1977 Lysdesigner Har arbejdet som lysdesigner fra 1999 og har siden år 2000 været fast tilknyttet Københavns Musikteater (det tidl. Den anden opera og Plex Musikteater). Han har lavet design og afvikling af koncerter og skabt lysdesign til en lang række teaterforestillinger - senest danseforestillingen ”Polar Bear” i Dansehallerne i 2013. På Københavns Musikteaters egenproduktioner har han været lysdesigner på blandt andet Vild sjæl, Splinten i øjet og På lånt tid. Har derudover lavet lys til en række turneforestillinger og har løst opgaver for Livingstones Kabinet, Kanonhallen, Folketeatret, Landsteatret, Plan B, Prøvehallen, Teater Zeppelin og Café Teatret. SØREN GRAVERSEN, f. 1960 Musiker Er cand.phil i musikvidenskab fra Århus Universitet i 1985. Hovedinstrumenter: Piano, hammondorgel, synth/sampler, vokal. Bi-instrumenter: Harmonika, theremin, percussion, guitar. Arbejder desuden som komponist. Blandt teateropgaverne ses Maestro (2012), ”Teaterkoncert Bob Dylan” (2011 og 2010), ”Von Scholten” (2010), ”Nick Cave Teaterkoncerten” (arrangør og kapelmester, 2009) og ”Sult” (2008). Desuden utallige koncerter, turneer, pladeindspilninger samt radio/TV-optrædener i ind- og udland med en lang række kunstnere. Var fra 1996-2001 keyboardspiller i bandet ”Inside The Whale”. ”Nick Cave Teaterkoncerten” blev præmieret med en Reumert for ”Årets Forestilling 2007”. JONAS STAMPE, Snöleoparden, f. i München 1978 Musiker Studerede antropologi på Aarhus Universitet, men har været professionel musiker siden 1996. Var fra 1998-1999 sitarelev under Pdt. Ravi Shankar i Indien. Som hyremusiker har Jonas Stampe lavet både teater og filmmusik for Teater Republique (2011), Teater Lampe (2010), Olafur Eliasson (film, 2009), Sproglaboratoriet (DR, 2009), Mig og Che (film, 2007), Art Rebels (compilation, 2007), Swan Lee (remix, 2004), Anti Gape (film, 2006). Har været livemusiker for Ravi Shankar (IN), Meher and Sher Ali Qawwal (Pak), Gonga Sain (Pak), Ron Sexsmith (US), Per Møller (DK), Bjørn Svin (DK), Lost Kids (DK) og Hans Krull (kunstmaler, DK). Har desuden været involveret i pladeudgivelser med blandt andre I Got You On Tape, Broken Beats og Puddu Varano. Udgav albummet ”Snöleoparden” i 2008. HADI KA-KOUSH, f. 1983 Skuespiller Er uddannet skuespiller fra Teaterskolen i 2010. Har siden medvirket i en række teaterforestillinger. Heriblandt ”Ondt blod (2012), ”Tilbage til ørkenen” (2012), ”En kliche” (2012), ”Juleferie i Nøddebo Præstegård” og ”Nordkraft” (2011). Har på tv medvirket i ”Rita” og ”Borgen” (2013) og i ”Broen” (2011). Lagde derudover stemme til karakteren Hassan i DR’s julekalender ”Yallahrup Færgeby” i 2007 og har siden lagt stemme til Alibert i ”Ronal Barberen” (2011). KARIN NORRINDER, f. 1971 Sanger og skuespiller Gik på Sangskolen Sankt Annæ Gymnasium og er uddannet på Det Kongelige Klassiske Musikkonservatorium 1996-02. Medvirkede i blandt andet ”Happy days in the art world” på Det Kongelige Teater i 2012, Schou tour Revy (2011) og Ole Bornedals film ”Fri os fra det onde” (2009). Har derudover medvirket i flere af Kenneth Kreutzmanns forestillinger, herunder ”Das”, ”Make up” og ”Reservoir” (2005, 2001, 1998). Har sunget i flere professionelle kammerkor, senest Mogens Dahls kammerkor. Derudover solist ved en lang række forskellige events og koncerter - bl.a. i Händels Messias og Carmen. Komponist i sit eget orkester, Beautiful Mary, der havde sin debutkoncert på Københavns Musikteater i 2010. PRAKTISKE INFORMATIONER Spilletider: Forestillingen har urpremiere d. 14. februar og spiller frem til d. 1. marts. Spilletider; mandagfredag kl. 20 og lørdag kl. 17. Find teatret: Flere af vores førstegangspublikummer tager fejl af vores adresse og møder i stedet op i Kronprinsessegade. Selvom der ikke er langt mellem de to gader, så er det ærgerligt at tage fejl. Husk derfor, at teatret ligger på den knapt så lange "tronfølgervej" i centrum af København. Det er nemt at komme til teatret med offentlige transportmidler. Tag tog, bus eller metro til Nørreport og gå ned af Købmagergade indtil Købmagergades posthus. Kronprinsensgade ligger på venstre side lige efter posthuset. Teatret ligger i nr. 7 lige overfor Café Sommersko, og vi deler indgang med Cheap Monday og Whiite. Dørene åbner: Teater, bar og billetkontor åbner en time inden forestillingen begynder. Der er unummererede pladser til alle arrangementer. Døren til teatersalen åbner umiddelbart inden, forestillingen begynder. Dørene lukkes præcis, og af hensyn til forestillingen og det øvrige publikum, er det ikke muligt at blive lukket ind herefter. Adgangsforhold: Teater- og koncertsalen ligger på 2. sal, og der er desværre ikke elevator. For nærmere information kontakt teatrets administration. Varighed: Ca. 75 minutter uden pause. BILLETBESTILLING Online salg: Køb dine billetter direkte på hjemmesiden (www.teaterbilletter.dk eller www.kobenhavnsmusikteater.dk ) og print dem hjemmefra. Reservation: Bestil billetterne på tlf. 33 32 55 56 alle hverdage mellem 13-15 eller via mail: [email protected]. Bemærk, at man ved større gruppereservationer hæfter for køb af alle billetter. Afhentning: Bestilte billetter kan afhentes på forestillingsdagen. Billetkontoret åbner en time før forestillingen, og billetterne skal være afhentet senest 30 minutter før start. Priser: Der er unummererede pladser i salen, og derfor er der ingen graduering på priserne. Til gengæld tilbyder vi den samme række af rabatordninger, som byens øvrige teatre. Vores priser er derfor således: 140 kr. (alm.), 100 kr. (gruppe voksne), 80 kr. (+Kunde), 70 kr. (ung), 40 kr. (gruppe ung). Læs evt. mere om rabatterne på www.teaterbilletter.dk. Ung-gruppe: Ung-gruppe er en særlig kampagne for unge under 25 år. Er I mindst 6 unge, der sammen går i teatret og køber billetterne samlet, kan I komme af sted for kun 40 kroner pr. billet. Billetterne købes online på www.teaterbilletter.dk. Bemærk, at systemet kun tillader at købe 16 billetter ad gangen. Har I brug for at købe billetter til en større gruppe, kan billetterne købes af flere omgange. Volder dette problemer kan I kontakte Københavns Musikteaters billetkontor på telefon 33 32 55 56 (hverdage mellem 13-15). Særarrangementer: Vi vil gerne forsøge at arrangere en snak med skuespillerne eller musikerne i forbindelse med en større gruppebookning. Særlige forespørgsler omkring rundvisning, ledsagerbilletter, særarrangementer mv. kan rettes til teaterchef Anne Rasmussen på [email protected] FORSLAG TIL OPGAVER Undergang i medierne ”The Falling Man” behandler, hvordan vi i Vesten reagerer med direkte udsigt til undergang. Diskutér, hvordan medierne i dag håndterer historier med undergangs-temaer i form af naturkatastrofer (oversvømmelser, tyfoner, orkaner, vulkanudbrud), tragedier (skoleskyderier, bortførelser, kidnapninger m.v.), personsager etc.. Hvilken rolle spiller almindelige mennesker i dag i dækningen af disse sager? Giv eksempler. Johns Teater ”Vi tror på teatret som platform for samfundsforandrende virksomhed”, skriver Johns Teater i sin vision. Hvilke elementer i ”The Falling Man” synes du understøtter den vision? Hvilken rolle spiller teater i dag? Hvilken rolle burde teater overhovedet spille i dag efter din mening? ”Johns Teater arbejder ud fra en vision om gennem scenekunsten at bidrage til at skabe en verden, hvor mennesker er oplyste, glade og nærværende.” Hvordan kan det aflæses i forestillingen? ”Johns Teater skaber forestillinger, der beskæftiger sig med tematikker i spændingsfeltet mellem det undertrykte, det tabuiriserede og det skjulte i sin samtid.” Nævn steder fra forestillingen, hvor du ser, at forestillingen beskæftiger sig med det nævnte. ”Alle forestillinger er skabt og produceret med principper for mangfoldighed for øje,” står der blandt andet i Johns Teaters mission. Hvordan afspejler det sig i forestillingen? Om genren musikdramatik Musikdramatik er gennemkomponerede forestillinger, hvor ord og musik findes side om side. Diskutér forskelle og ligheder mellem ”The Falling Man” og en mere traditionel genre indenfor musikdramatik såsom teaterkoncerter (eksempelvis ”Hey Jude”, ”Come Together”, ” Mozart Teaterkoncert” og ”Nick Cave Teaterkoncert”). Anmelderi For de fleste teaterforestillinger er anmeldelser meget vigtige. Diskutér, hvad teatrene kan bruge, og bruger, anmeldelser til? Skriv din egen anmeldelse af forestillingen, hvor du forholder dig til de forskellige elementer i forestillingen (f.eks. tematik, virkemidler, scenografi, de medvirkendes præstationer). Tænk over, at det ikke bare bliver udsagn, men at du også begrunder, hvorfor du synes noget. Hvordan ville anmeldelsen være forskellig, hvis den blev skrevet til facebook, en blog, et webmedie, et dagblad, et magasin, eller skulle formidles i radio eller tv? Diskutér, hvilke virkemidler, der kendetegner de forskellige mediers anmeldelser. Indenfor anmelderiet taler man om to typer anmeldere; publikumsrepræsentanterne, der ikke har faglige forudsætninger for at bedømme en forestilling, og specialisten, der er uddannet indenfor faget. Diskutér fordele og ulemper ved de to typer anmeldere. Hvilken type anmeldelse foretrækker du, og hvorfor? Tekst 2 om manden, der bare vil have ret til sit fladskærms-tv: Hvad kendetegner denne mand? Hvilke værdier har han? Hvilke eksempler kan du finde på denne type person, virkelige såvel som fiktive, andre steder i medierne (trykte, web og tv), litteraturen eller lignende? Hvordan reagerer manden med fladskærmen på krisen i forhold til nogle af de andre stemmer, man møder i ”The Falling Man”? Hvilke eksempler fra dit eget liv (dig selv, familie, omgangskreds) er der på forskellige måder at håndtere en krise/modgang på? Hvad er det ifølge ”The Falling Man”, at vi i Vesten skal ændre? Hvilken rolle spiller det enkelte menneske i den proces? Hvordan kan du selv hjælpe? Det visuelle udtryk På forsiden af undervisningsmaterialet er der et foto, der lige er taget til forestillingen. Under dette opgaveforlæg er en illustration, der blev lavet, da dramatiker Joan Rang Christensen for godt og vel to år siden begyndte at arbejde på ”The Falling Man” - en titel, der i øvrigt begyndte som en ren arbejdstitel. Lav en billedanalyse af illustrationen herunder. Hvordan afviger den oprindelige illustration fra det billede, der nu er lavet til forestillingen? Hvordan hænger det visuelle udtryk sammen med det, I oplevede på scenen? Diskutér, hvordan det visuelle udtryk kan bruges i en salgsproces, og hvilken betydning billeder af en forestilling har for, hvorvidt man køber billet eller ej.
© Copyright 2024