November 2011
hus forbi nr. 11 november 2011 15. årgang | pris 20 kr. | 8 kr. går til sælgeren | køb af sælgere med synligt id-kort heftig ministerdebut Karen Hækkerup ’overfaldet’ køb årskalenderen Hjemløses drømmejob hjemløsedagen Køb kun avisen af sælgere med synligt ID Hus forbi må ikke sælges i togene Holger fik prisen hus forbi REDAKTION ANSVARSHAVENDE REDAKTØR Ole Skou [email protected] REDAKTØR-VIKAR Thomas Hye-Knudsen [email protected] FORSIDEFOTO Holger E. Henriksen KORREKTUR Bro Kommunikation A/S LAYOUT salomet grafik | leder | Klædt på eller klædt af… KONTAKT REDAKTIONEN tlf. 5240 9069, [email protected] SALGSAFDELING Jimmy Rohde, tlf. 5133 8128, [email protected] Morten Munk Hansen, tlf. 8161 6689 René Køhn, tlf. 5240 9079 SÆLGERKONTAKT tlf. 5133 8128 ADMINISTRATION Rasmus Wexøe Kristensen, sekretariatsleder, 5240 9049, [email protected] Ole Skou, formand, tlf. 4073 3537, [email protected] Ruth Kristoffersen, bogholder, 5240 9089, [email protected] UDGIVER Foreningen Hus Forbi Bragesgade 10 B, stuen, 2200 København N Tlf. 8993 7471, www.husforbi.dk DISTRIBUTION Boformer for hjemløse, varmestuer, medborgerhuse m.m. kan fungere som distributør for Hus Forbi – dvs. være udleveringssted af avisen til sælgerne. Kontakt os på: tlf. 5133 8128 (se listen af distributører på www.husforbi.dk). ABONNEMENT STANDARDABONNEMENT: 465 kroner (12 numre om året – inklusive moms, porto og gebyr). STØTTEABONNEMENT: 665 kroner Henvendelser om abonnement på tlf. 7026 7006 eller [email protected] BIDRAG Hvis du vil give et bidrag til Hus Forbi, kan du sætte beløbet ind på kontonummer (9541)60028842. Mærk indbetalingen ’bidrag’. TRYK Dansk Avistryk OPLAG 75.000 LÆSERTAL 402.000 (4. kvartal 2010 & 1. kvartal 2011) ifølge Index Danmark/Gallup ANTAL registrede SÆLGERE 844 ISSN 1397-3282 Næste nummer udkommer den 1. december 20111. OM HUS FORBI Hus Forbi udkom første gang i 1996 og sælges af hjemløse og tidligere hjemløse eller andre socialt udsatte mennesker. Avisen sætter fokus på udsatte mennesker og fattigdomsproblemer. Formålet er at nedbryde fordomme om marginaliserede grupper både via indholdet af Hus Forbi og i mødet med sælgeren. Hus Forbis sælgere er alle udstyret med et id-kort udstedt af Hus Forbis sekretariat. Salget af Hus Forbi fungerer for sælgerne som et alternativ til tiggeri og eventuel kriminalitet. Indholdet i Hus Forbi produceres primært af professionelle freelancere, fotografer og illustratorer. Hus Forbi er medlem af det internationale netværk af gadeaviser, INSP. ’De mest udsatte grupper fortjener en særlig opmærksomhed. Regeringen ønsker at gøre op med både marginalisering, udstødelse og uværdige livsbetingelser. Regeringen vil derfor tage konkrete initiativer til blandt andet at nedbringe den store dødelighed blandt misbrugere på gaden i blandt andet København samt sikre en bedre indsats over for kvinder i prostitution og mennesker, der lever som hjemløse. Det enkelte menneske skal være omgivet af både respekt, krav og omsorg. Socialt udsatte borgere skal være omgivet af den nødvendige retssikkerhed, hvorfor samarbejdet mellem den enkelte borger og den kommunale og sociale indsats skal forenkles og forbedres. Regeringen er endvidere optaget af at sikre øget brugerindflydelse for udsatte grupper og vil derfor tage initiativ til at oprette flere udsatteråd i kommunerne.’ Ovenstående 120 ord og ni linjer var ordene, der i regeringsgrundlagets var afsat til udsatte grupper. De udgør 0,04 procent af det 80 sider lange manifest ’Et Danmark, der står sammen’. Begrebet ’hjemløse’ blev nævnt én gang, mens ordet ’vækst’ forekom i 59 udgaver, og begrebet ’krise’ blev nævnt 20 gange. Hvad fortæller den historie – om noget overhovedet? Den siger i hvert fald noget om, hvad der reelt fylder noget inde i hovederne på regeringspartierne – og hvad der skal tales op for at tegne et billede af initiativrigdom og regeringsduelighed. Det handler om vækst og initiativer, der kan fremme væksten og sætte fut i Danmark. Fordi der er ’krise’. Hvis man måtte være i tvivl om det, så kan man google ’krise’ – og få knap 40 millioner hits, mens begrebet ’vækst’ kun returnerer godt fire millioner hits. Det interessante ved den øvelser er imidlertid, at ’hjemløse’ boner ud med 738.000. Danskerne er altså ti gange mere optaget af krise end af vækst. Og hjemløse fylder også en del mere i folks bevidsthed, end regeringens taleskrivere har fundet nødvendigt. Regeringens konklusion må være, at forudsætningen for at gøre noget for at afhjælpe hjemløshed er, at der skal gang i væksten. Har vi hørt den før? Eller har vi ikke på et tidspunkt haft så meget gang i væksten, uden at det reelt har ført til reelle og markante forbedringer for de udsatte? Den nye social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) valgte at lade sit første officielle besøg udspille sig hos Hus Forbi. Til en håndholdt, åben debat med avisens sælgere. Hun var kommet for at lytte og blive klædt på til jobbet som også de hjemløses minister. Og selv om debatten til tider var heftig, så ville en del af både de mandlige og kvindelige debattører både kysse, knuse og holde i hånd. Karen Hækkerup blev dog ikke klædt af, men om hun efterfølgende følte sig bedre klædt på til jobbet skal være usagt. Ministeren afgav ingen bindende løfter, bortset fra en hurtig indsats for at skaffe midler til julehjælp og et løfte om, at ingen hjemløs skal få lov til at dø af kulde i løbet af vinteren. Altså penge til oprettelse af ekstra nødherbergspladser. Måske man kunne have forventet en smule mere, hvis man altså undlader at skele til, at de hjemløse blot blev nævnt med ét ord ud af de 26.654 i regeringsgrundlaget, der måske skulle have heddet: Et Danmark, der står sammen – når vi synes, vi har overskud og råd. Thomas Hye-Knudsen, redaktørvikar Vi støtter Hus Forbi v/Annemette Lyngh Vil du også støtte Hus Forbi? 2 Det koster 5.000 kroner om året at få sit firmalogo her på siden. Send en mail til [email protected] | HUS FORBI | nr. 11 november 2011 | 15. årgang | indhold | 4 + bagsiden 8 Holger, Holger, Holger En minister kom forbi Han er ’hjemløs’ inde bag brillerne og under alpehuen, selv om han har en lille lejlighed i Gentofte. Han er en ildsjæl, der 24 timer i døgnet er til rådighed for hjemløse, der har brug for en snak – og måske et billede til scrapbogen. Han er hjemløsefotograf og blev på Hjemløsedagen årets modtager af Hjemløseprisen. Den nye socialminister, Karen Hækkerup (S), aflagde sit første officielle ministerbesøg hos Hus Forbi, hvor hun både fik knus og kram – og et par ’borgerlige ord med på vejen’. Debattørerne var Hus Forbi-sælgere, der ønskede svar på tiltale. Andre var tilfredse med hendes hjertelighed og imødekommenhed. 12 26 18 hus forbi har vokseværk i aarhus 20 noter Krise i England gør ondt på de hjemløse Udsatte, der kan tåle mosten Den borgerlige regering skal finde for 56 milliarder kroner besparelser på socialområdet. Folk må forlade deres egne boliger og klumpe sig sammen i ufrivillige bo’fællesskaber’ eller søge ophold på overfyldte herberg. Velkommen til London. Misbrug og psykiske vanskeligheder kan stå i vejen for en plads på arbejdsmarkedet. Langt væk fra storbyens virak og fristelser – på det skønne Bornholm – har en virksomhed gjort en dyd ud af at ansætte mennesker, der ellers ikke står først i køen. De bliver høje af æblemost og cider. | et billede fra gaden | foto Lise Thøstesen, Aarhus Jeg sender jer hermed et foto af min datter, Manuella, og sælgeren Peter. Jeg holder meget af at tale med Hus Forbi-sælgere, og Peter var ingen undtagelse. 21 mindeord 22 2012-årskalender fra hus forbi 24 x-ord og dusaduku HUS FORBI | nr. 11 november 2011 | 15. årgang | 3 foto Lars Erntsen foto Lars Erntsen foto Holger E. Henriksen En dag for de hjemløse 17. oktober er hjemløsedag, og alle inviteres med til festen, så de kan møde socialt udsatte og få indblik i livet på gaden. I år stod arrangementet i frivillighedens tegn, og en overrasket prisvinder blev hædret for sin frivillige indsats. foto Lars Erntsen 4 | HUS FORBI | nr. 11 november 2011 | 15. årgang af Trine Kit Jensen Holger. Holger. Holger. Sådan gjalder det højlydt og taktfast fra flokken af hjemløse, der har samlet sig foran scenen på Nytorv i hjertet af København. Formanden for Folketingets socialudvalg, SF'eren Özlem Cekic, har netop løftet sløret for, hvem der løber med årets hjemløsepris. Men den 72-årige hovedperson, der får prisen for ’en helt særlig frivillig indsats’, står stadig nede på pladsen. Helt uforberedt på pludselig selv at være i fokus klamrer han sig til det kamera, der er den faste følgesvend. - Han er et beskedent og uegennyttigt menneske og ville næppe være mødt op i dag, hvis han havde fået at vide, at han er modtager af Hjemløseprisen. Modstræbende kommer Holger E. Henriksen på scenen for at få prisen – en pyramideskulptur af gamle 25-ører, fremstillet med kærlig hånd af Hus Forbi-sælger Søren Lambæk. På FN's internationale fattigdomsdag er det hjemløsedag i Danmark, og Nytorv er omdannet til en festlig markedsplads, hvor udsatte mennesker kan mødes med såkaldt ’almindelige’ borgere. 2011 er europæisk frivillighedsår, så omdrejningspunktet for arrangementet er den frivillige sociale indsats. - Frivillige kan ikke erstatte professionelle aktører, men de kan indgå i et samarbejde. Frivillige kan noget særligt, fordi de ikke er myndighedspersoner. De opererer i et magtfrit rum, møder de socialt udsatte som medmennesker og kan give nærvær og omsorg, siger Gitte Frydensberg, koordinator af Hjemløsedagen. Gitte Frydensberg er udviklingskonsulent hos Missionen blandt Hjemløse, der sammen med Projekt Udenfor, Kirkens Korshær, Hjemløsehuset, Kofoeds Skole og en stribe andre foreninger og organisationer har indtaget pladsen, blandt andet i håb om at rekruttere nye frivillige. Rum for indsigt - Et arrangement som det her revolutionerer ikke verden. Men måske kan vi flytte nogle mennesker ved at give dem indsigt og viden om hjemløses forhold, siger hun til tonerne fra et af de bands, der spiller på skift. I et telt midt på torvet har Hus Forbi dækket op med duge af rød velour og fine lysestager. Der serveres en fornem tre-retters menu, og hver anden stol er reserveret til hjemløse. De resterende pladser er til 'almindelige' gæster, så de to grupper kan falde i snak. Ved et af bordene sidder Nicoline Christensen, der læser socialvidenskab på RUC. Hun er sammen med en anden studerende i gang med et kandidatprojekt, og restaurant-besøget er et feltstudie. HUS FORBI | nr. 11 november 2011 | 15. årgang | 5 foto Helga C. Theilgaard foto Holger E. Henriksen foto Holger E. Henriksen foto Lars Erntsen foto Holger E. Henriksen foto Lars Erntsen Nicolines bordherre hedder Juulut, og han siger lige nu ikke så meget. For grillet oksemørbrad, ovnbagte rodfrugter og pommes Anna med sauce bordelaise er ikke hverdagskost. - Initiativet er super, og maden smager rigtig godt. Men jeg blev bare så mæt, får han sagt med undskyldende blik ned på tallerkenen, der stadig er halvt fuld. Et andet sted på pladsen har Mændenes Hjem kørt en gullaschkanon med varm suppe i stilling. Der er kager i overflod, men også sunde sager i de mange boder. Det gælder for eksempel hos FødevareBanken, der deler frugt ud. Her møder vi Jørgen Pedersen. Han er frivillig chauffør på en kølebil, der hver måned kører 20 tons overskuds-fødevarer ud til værdigt trængende. Og den tjans er han glad for. - Hver gang jeg kommer med en kasse æbler eller bananer, kan jeg se, hvordan de stråler af glæde. Det er min løn, siger han. 6 | HUS FORBI | nr. 11 november 2011 | 15. årgang Næsten samme melding lyder, hver gang vi støder på frivillige, der har valgt at gøre en forskel for socialt udsatte. Hos Giv Din Hånd, projekt Gjaestebud eller et af de andre foretagender, der er troppet op for at informere om det arbejde, de udfører. Cathrine Larsen finder vi ved en massagebriks, hvor ømme rygge kan få det bedre. Hun er professionel massør med klinik i Karise. Men hver anden fredag tager hun turen til Kollegiet på Gl. Køge Landevej i Valby, så hårdt plagede hjemløse kan få glæde af hendes færdigheder. - Rent fagligt kan jeg se, at de fysisk får det langt bedre. Og den positive respons, de giver tilbage, er en stor motivationsfaktor, fortæller hun. Som dagen skrider frem, kommer der flere og flere mennesker – og hunde – på Nytorv. Såvel ældre damer som forældre med små børn er en del af mylderet, og tidligere hjemløse, der nu har tag over hovedet, møder venner fra gaden. Også rum for alvor Foran scenen bliver der danset. Men der er også rum for alvor og stille eftertanke, da gadepræst Mia Rahr Jacobsen holder andagt for de hjemløse, der i årets løb er døde. Livet på gaden er hårdt, og fra en Hus Forbi-trailer er der uddeling af vinteruniformer til avisens sælgere: Skiundertøj, termosokker, fleece-trøjer, forede smækbukser og jakke plus støvler. Andre hjemløse kan rundt omkring på torvet forsyne sig med varmt tøj og soveposer, så også de er beredte, når kulden sætter ind, mens Holger får varmen ved at signere eksemplarer af Gadens Konger. Han er ombejlet som en popstjerne og har det lidt svært med postyret. Men prisen betyder noget. - Den betyder alt, siger han. | ny socialminister: Der skal være en grænse for fattigdom Starthjælpen skal væk. Kontanthjælpsloftet skal fjernes. Og der skal indføres en officiel dansk fattigdomsgrænse. Det er tre af den nye S-R-SF-regerings vægtigste ambitioner i det varslede opgør med de seneste års stigende ulighed og fattigdom. af Morten Bruun Mens man allerede på næste års finanslov er villig til at bruge de 650 millioner kroner, det vil koste at afskaffe starthjælp og kontanthjælpsloft, kommer der til at gå længere tid, før Danmark ligesom de fleste andre lande i EU får sin egen fattigdomsgrænse. Regeringen vil i første omgang nedsætte et ekspertudvalg, som skal belyse, hvordan man opgør fattigdom, og derefter komme med forslag til en fattigdomsgrænse. Partierne fremhæver, at der især er behov for at følge udviklingen i antal børn, der lever i fattigdom, og mennesker, der lever i langvarig fattigdom. En grænse forpligter Den nye socialminister, Karen Hækkerup (S), understreger, at ambitionen om at få en officiel dansk fattigdomsgrænse skal tages meget bogstaveligt. Og hun afviser, at ekspertudvalget ’blot er endnu et udvalg med karakter af syltekrukke’. - Den gamle regering ville in- genting på dette område. Venstre og Konservative ville slet ikke snakke om, at fattigdom handlede om penge. For dem handlede det om andre værdier og alt muligt pis – og du må gerne citere mig for at sige ’pis’. Og selv om EU og OECD allerede har defineret deres - Fattigdomsgrænsen skal være det redskab, der definerer, hvornår man er så fattig, at det ikke længere er acceptabelt i Danmark. Socialminister Karen Hækkerup (S) bud på en fattigdomsgrænse, er vi nødt til at gå grundigt til værks og nedsætte dette udvalg, siger Karen Hækkerup og tilføjer: - Det er nemlig ret svært at finde ud af, hvordan man skal lave en fattigdomsgrænse. For når vi først fastsætter sådan en grænse, er vi også forpligtet til at handle, hvis folk ryger under den. Derfor skal man tænke rigtig godt og grundigt over kriterierne, og at den bliver lavet retfærdigt, så det er de rette mennesker, der bliver omfattet. Hvad skal fattigdomsgrænsen bruges til? - Den skal være det redskab, der definerer, hvornår man er så fattig, at det ikke længere er acceptabelt i Danmark. Og hvis det ikke længere er acceptabelt, så har vi en forpligtelse til enten at acceptere, at vi har fattigdom i Danmark, eller handle og gøre noget ved det. Er det hjælp til nye fodboldstøvler, en tandlægeregning eller…? - Det er det rigtigt gode spørgsmål. Det er sådan noget, udvalget skal hjælpe med, og det vil være forkert af mig at drage konklusioner, før udvalget har talt. Jeg ved ikke, hvornår det sker – jeg kan bare love, at vi gør det så hurtigt som muligt, siger Karen Hækkerup. Ulighed gør ondt i hjertet Socialministerens egen grænse går dér, hvor folk ikke længere har råd til som minimum at betale husleje, mad, tøj og julegaver til børnene. Tilsvarende skal børnene også have mulighed for at deltage i eksempelvis fødselsdage. - Det gør mig rigtig ondt i hjertet at opleve den ekstreme ulighed, der er kommet. Der er børn, der skjuler deres behov – eksempelvis for et par nye sko – fordi de ved, at deres mor bliver ked af det, fordi hun ikke har råd til at hjælpe dem. Modsat er der børn, der både har været i Sydamerika og Sydafrika og holder jul på Mauritius. Forskellene er nu blevet så store, at dem, der lever på bunden af samfundet, føler sig som det skidt, vi andre træder på. Det kan vi ikke være bekendt, siger Karen Hækkerup. De nyeste tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd – opgjort på baggrund af data fra Finansministeriet – viser, at antallet af fattige personer i årene 20022009 blev øget med 55 procent, så der i dag er 234.000 personer, der lever i fattigdom. Heriblandt knap 18.000 børn, der har levet i fattigdom i mindst tre år. | Udsigt til Julepakke Om blot en måned står tusindvis af danskere igen i kø for at søge julehjælp hos organisationer som Frelsens Hær. Og igen i år vil en del modtage afslag, fordi der ikke er penge nok til at hjælpe alle. Men ligesom sin forgænger – den konservative Benedikte Kiær – er den nye socialminister, Karen Hækkerup (S), klar med en økonomisk håndsrækning, der skal begrænse antallet af afslag. - Min intention er, at ingen skal opleve juleaften, uden at de har fået den hjælp, de kan have behov for. Så allerede nu arbejder jeg på at finde en ekstrabevilling, siger Karen Hækkerup. Den melding bliver modtaget med glæde i Frel- sens Hær, som er den største af de organisationer, der uddeler julehjælp. Her håber informationschef Lars Lydholm, at bevillingen kommer på plads tids nok til, at man undgår sidste års kaotiske forløb. Dengang kom ekstrabevillingen på i alt tre millioner kroner først på bordet 8. december – og altså efter at organisationerne havde modtaget og behandlet ansøgningerne om julehjælp. I Frelsens Hær, der blev tildelt 1,2 millioner af ekstrabevillingen, måtte man rent fysisk stoppe breve med afslag. - Hvis pengene var kommet en dag senere, havde vi ikke nået det, siger Lars Lydholm. Samtidig er det Karen Hækkerups ønske, at staten skal undgå det ’hovsa’-prægede forløb i forbindelse med disse tilskud til organisationerne: - Når vi skal til at forhandle satspulje-penge, vil jeg arbejde for, at vi indarbejder støtte til både jule- og sommerferiehjælp, siger hun. I 2010 var der 11.000 familier, der søgte Frelsens Hær om julehjælp. 2.700 af dem fik afslag. Lars Lydholm forventer, at man i år modtager op mod 12.000 ansøgninger. - Der vil være en lidt mindre stigning, end vi har været vant til de seneste år. Men der er stadig tale om en stigning, siger Lars Lydholm. HUS FORBI | nr. 11 november 2011 | 15. årgang | 7 Talelysten var stor, og mødedisciplinen lettere anarkistisk, da den nye socialminister, Karen Hækkerup, mødte Hus Forbis sælgere. Det var hendes første møde med virkeligheden – og hun drog hjem med adskillige gode ideer til sit politiske arbejde. Det var ikke mange forståelige ord, Jari fik sagt til ministeren. Men han fik sin drøm om at blive fotograferet med hende opfyldt. Billedet skal sendes til hans mor i Finland. Jeg er her mest for at lytte af Morten Bruun foto Holger E. Henriksen Hun bruger ikke cykelhjelm. Til gengæld har hun hår på brystet. Det afslørede socialdemokraten Karen Hækkerup, da hun på sin 10. dag som ny socialminister besøgte Hus Forbi og mødte knap 40 af bladets sælgere i avisens café i Bragesgade på Nørrebro. Den første detalje var nem at iagttage, da hun lod ministerbil være ministerbil og i blændende efterårssol ankom på en pistaciegrøn Van de Falk-cykel, som hun havde lånt af en pressemedarbejder i ministeriet. Den anden detalje var sværere at få øje på. Men den røbede Karen Hækkerup selv, da TV2 Lorry efter seancen ville vide, hvordan hun – som journalisten formulerede spørgsmålet – ’havde oplevet det rimeligt heftige møde’: - Folk var vildt engagerede. Og når folk er engagerede, kan de næsten ikke vente med at få ordet, og nogen bliver kede af det eller vrede eller irriterede og kan ikke holde deres udbrud tilbage, når der kommer et svar. Det her var mennesker, som de er, når de er rå og upolerede. Og når man får sandheden fra dem, må man have hår nok på brystet til at tage det hele med, svarede ministeren. Det var Karen Hækkerups første møde med 8 | HUS FORBI | nr. 11 november 2011 | 15. årgang virkeligheden, siden hun 3. oktober skålede med dronningen og forlod Amalienborg som nyudnævnt minister. Og ligesom der er en kongelig etikette, er der også en særlig Hus Forbi-etikette. Mødt med kys af Kisser og Pølse Således havde Karen Hækkerup dårligt nok parkeret cyklen, før landevejsridderen Pølse og Hus Forbi-sælgeren Kisser indstillede deres fællessang og overfaldt gæsten med kindkys. Og mens ministeren forcerede både Bjørnebryg, barnevogne med tøj og tæpper og andet hjemløse-habengut, så Den Flyvende Hollænder sit snit til at fotografere hende med sin mobiltelefon, før hun fandt sin plads i cafeen og fik ordet. - Det er en fantastisk ære, at mit første besøg som minister er hos jer på Hus Forbi. Det kan godt være, nogle af jer ikke giver meget for politikere, men I må æde jeres fordomme. Den nye regering vil gøre det bedre for jer. Jeg er som minister optaget af, at alle har det godt og mødes med omsorg, støtte og værdighed, og jeg glæder mig meget til at høre, hvordan jeres hverdag er, sagde Karen Hækkerup og kiggede ud over den skov af hjemløse fingre, der fra starten signalerede stor spørgelyst. En af de første, der fik lov til at udfordre Karen Hækkerup, var Pølse. - Fru minister – eller frøken, det ved jeg ikke, om du er… Hvordan kan det være, at herberget i Nykøbing Falster skal lukke, blot fordi der mangler en million kroner. Nu må folk ligge på bænkene, fortalte Pølse og tilføjede, at han i løbet af de seneste tre år har mistet 15 venner, og det er for mange. Hvorfor ikke containerbyer? Lars spurgte, om den nye regering agter at overholde alle sine løfter. Per ville vide, om regeringen virkelig agter at fjerne starthjælpen og droppe loftet over kontanthjælpen. Michael interesserede sig for den nye retssikkerhedskommission, regeringen har varslet. Og Martin fortalte om de problemer, de hjemløse i København oplevede i forbindelse med sommerens skybrud. - Herbergerne blev ramt af vandskader, og så kunne vi ikke være der. Hvorfor er der ikke nogen containerbyer, vi kan bruge i sådan en situation? Det har de i Holland og Belgien, forklarede Martin og henviste til Hus Forbis oktobernummer. - Der har vi en historie om containerne, og du må gerne købe bladet af mig, når vi er færdige, lokkede han. Der var knus og kram fra Kisser og Pølse til Karen Hækkerup, da hun havde parkeret cyklen. Spørgelysten var stor – og det samme var tålmodigheden. Ministeren var god til at stikke en finger i jorden, når hun blev afbrudt, mens mange sælgere tålmodigt stak en finger i vejret og ventede, til det var deres tur. Også Kisser kom på banen – denne gang dog uden at kysse ministeren. - Her på Nørrebro er der lige brugt en masse penge på nye cykelstier og alt muligt andet. Men der er altså mange hjemløse, der oplever helt andre problemer, og hvorfor kan man ikke bruge nogen af pengene på at bygge et overdækket sted til os på Skodagrunden (hjørnet af Lygten og Nørrebrogade, red.), spurgte Kisser, mens Per foreslog gratis offentlig transport til hjemløse. - Det koster 750 kroner, når man bliver knaldet, og det bliver rimeligt meget i løbet af en måned, forklarede han, og den bemærkning besvarede ministeren med et hurtigt skud fra hoften: - Jeg kan ikke love noget. Men jeg har tit set folk som jer få bøder og tænkt, hvorfor gør man det... Det mest utaknemmelige job Lige så hurtig var hun, da Henrik gratulerede Karen Hækkerup med 'det mest utaknemmelige job, du nogen sinde kunne få'. - Sådan har jeg det ikke, kom det prompte fra Karen Hækkerup, før Henrik fortsatte med et tema, der gik igen og igen: - Der er så mange nedskæringer, der rammer de hjemløse. Når man kommer til Kalundborg, er der ikke længere et sted at sove, fordi herberget er lukket, og i Holbæk er der kun to akutpladser. Jeg ved godt, det har noget med Martin fik ikke helt sagt det han ville under debatten. Men det fik han rådet bod på bagefter, hvor Karen Hækkerup gav sig tid til at lytte. penge at gøre, men vil du være med til at rette op på det? lød Henriks direkte spørgsmål. Alle skal have en varm seng Og selv om sælgernes talelyst var enorm og mødedisciplinen tangerede det lettere anarkistiske – sådan er det bare på Hus Forbi – fik den nye socialminister undervejs mulighed for at kommentere de mange indlæg. - Jeg er her mest for at lytte, og det overrasker mig blandt andet at høre jeres historier om de lukkede herberger. Vi nærmer os den kolde tid, og ingen af jer skal tvinges til at sove på gaden. Alle skal have en varm seng at sove i, understregede Karen Hækkerup og henviste til den hjemløsestrategi, som den forrige regering vedtog med støtte fra blandt andre de tre nye regeringspartier. - Her bruger vi 500 millioner kroner på området, og når perioden udløber i 2012, skal vi evaluere forløbet og se på, om pengene er brugt på den rigtige måde. Derfor kan jeg endnu ikke sige, hvordan vi følger op på strategiplanen – jeg kan kun garantere, at det skal blive bedre. Og jeg er glad for mange af de gode ideer, I har givet mig i dag, om blandt andet flere skæve boliger og minibyer, forsikrede Karen Hækkerup. Brevet fra provinsen I dagene op til ministermødet havde Hus Forbis sælgere uden for København haft mulighed for at sende deres spørgsmål til ministeren. Den chance havde en kvindelig sælger benyttet sig af, og der blev undtagelsesvist helt stille i cafeen, da sekretariatsleder Rasmus Wexøe Kristensen læste højt fra hendes beretning om en hverdag med angst, depressioner og psykiatriske indlæggelser. - Jeg er bange for at bo alene, og derfor er det ikke godt, at jeg sendes alene hjem i en lejlighed, når jeg udskrives fra hospitalet. Jeg er også bange for herbergerne, og jeg savner, at der bygges nogle små beskyttede bofællesskaber, der kan bruges til udslusning, lød nødråbet fra den kvindelige sælger. Det nødråb gjorde indtryk på ministeren. I det øjeblik, Karen Hækkerup foldede brevet sammen og gav det til sin ministersekretær, lignede hun i hvert fald en politiker, der havde fået endnu en god ide med hjem – og endnu et vidnesbyrd om, hvorfor den nye regering har lanceret sit program under overskriften ’Det handler om mennesker’. Og hvis hun ikke havde forstået budskabet, gjorde landevejsridderen Pølse sit til at skære det ud i pap: - Det handler bare om, at vi gerne vil have en værdig tilværelse, sagde han. - Det lover jeg, Pølse. I skal kunne mærke den nye regering, svarede fru Hækkerup. - Jamen skal vi så ikke sige tak og rejse os og klappe af Karen, foreslog Kisser og lod ministeren drage af sted. Uden cykelhjelm, men med hår på brystet. | HUS FORBI | nr. 11 november 2011 | 15. årgang | 9 Gratis kanyler giver adgang til sundhed på Vesterbro af Anna Klitgaard foto Holger E. Henriksen Urolige kroppe står på hjørnet af Lille Istedgade og Istedgade bag Københavns Hovedbanegård. Klokken er otte om morgenen, og bag den store trædør er personalet på Mændenes Hjem ved at gøre klar til dagens arbejde. Morgenmaden er under tilberedning i køkkenet, og et bord bliver stillet op ved indgangen. På det bliver der sat kurve frem, og en stor skraldespand køres op for enden. Dog er kurvene ikke ment for rundstykker, men for kanyler, sprøjter og andet fixeudstyr, som brugerne har brug for for at begrænse sundhedsskaderne ved deres stofindtag. Selv om bordet med kurve først bliver sat frem nu, så kan man på Mændenes hjem hente fixeredskaber 24 timer i døgnet. Ved siden af står nemlig et stort skuffedarium, hvor indholdet er det samme som på bordet. Og skufferne bliver brugt ofte. Mellem 10 400 og 600 forskellige brugere kommer hver dag igennem den store trædør, men i alt åbnes den over 2.000 gange i døgnet, siger lederen, Robert Olsen, og sådan har det været, siden Mændenes Hjem overtog kanyleordningen i 2003. Anonym ordning - Selv om misbrugsmønsteret har ændret sig lidt med tiden, så udleverer vi omkring en million sprøjter om året. Man kan efter behov tage en kanyle, en sprøjte eller et ryge- eller fixesæt, som består af steril syre til rensning af huden, lidt vat, rent vand og så selvfølgelig nåle og sprøjter. I kurvene er der flere forskellige former for sprøjter og kanyler, alt efter hvilke brugerne foretrækker. Alt kan afhentes ved at træde et skridt ind ad døren fra gaden, åbne skufferne i reolen og så hurtigt komme ud og videre igen. Netop anonymiteten har været med til at give ordningen succes, | HUS FORBI | nr. 11 november 2011 | 15. årgang mener Robert Olsen. For nogle brugere ønsker måske ikke at ses eller at snakke med personalet. De fleste denne morgen træder da også bare ind ad døren, fylder hurtigt jakkelommerne med det, de skal bruge, og forsvinder så ud i solen igen. Men nogle få bliver, spiser måske morgenmad eller snakker med Morten, som arbejder på stedet til daglig og her til morgen står ved døren. Samtalerne med ham eller andre af medarbejderne har vist sig at være effektive. For igennem dem kan brugerne få adgang til stedets andre sundhedstilbud eller socialhjælp, og det er der et stort behov for, siger teamleder og klinisk udviklingssygeplejerske Lone Hviid fra Sundhedsrummet på den anden side af Halmtorvet. - Det er et hårdt liv på gaden og som stofbruger. De fleste har komplekse sygdomshistorier, hvor både somatiske og psykiske lidelser samt sociale problemer spiller ind. I Sundhedsrummet har vi en socialrådgiver, fem sygeple- jersker, en læge og en fodterapeut ansat, som har tid og kan hjælpe her og nu, og vi arbejder både her og ude på gaden. Rensemiddel som våben Det var også igennem snakke med brugerne her og ude, at tanken om udviklingen af endnu et tilbud blev til. For i dag ryger flere crack, kokain eller heroin end tidligere, og sundhedspersonalet så til deres overraskelse, at leverbetændelse også spredtes blandt rygerne. Ved at spørge ind til, hvordan rygningen foregik, fandt medarbejderne ud af, at brændte læber og deling af piber overførte smitten, og derfor fik folkene bag Mændenes Hjem produceret et rygesæt med en pibe, flere mundstykker, filtre og en lille pose natriumbikarbonat, i stedet for salmiakspiritus. - Mundstykkerne vil afhjælpe spredningen af leverbetændelse, og udleveringen af natriumbikarbonatet har allerede hjulpet på forholdene på gaden. Ofte bruger rygerne salmiakspiritus til at - I Sundhedsrummet har vi en socialrådgiver, fem sygeplejersker, en læge og en fodterapeut ansat, som har tid og kan hjælpe her og nu, og vi arbejder både her og ude på gaden. Lone Hviid teamleder og klinisk udviklingssygeplejerske En million gratis kanyler bliver hvert år udleveret fra Mændenes hjem i København. Fixesæt er en lille hjælp i en kaotisk hverdag, men redder liv, fordi de ikke blot forebygger hiv, leverbetændelse, bylder og infektioner, men også giver brugerne en chance for at få adgang til andre sundhedstilbud. blande i stoffet, men vi har set mange skader med det, og ikke blot på lungerne. Det er blevet brugt som våben i handler, hvor det er smidt i øjnene på andre og har gjort dem blinde. Derfor vil vi gerne have det væk fra gaden, siger Lone Hviid og tilføjer, at 10.000 sæt allerede er udleveret. Rent vand og syre Siden sprøjteordningens lancering er der også sket en udvikling i poserne med fixeredskaber. Førhen brugte mange stofafhængige nemlig urent vand fra for eksempel vandpytter i sprøjterne, som gav dem bylder og infektioner. I dag er der en lille ampul rent vand med i sættet, ligesom der er lidt sterilt syre og vat til at rense huden, hvor der skal stikkes. De ekstra ingredienser i poserne er kommet til, efter at Gadejuristen (frivillig forening, der hjælper hjemløse og udsatte i forhold til retssikkerheds-spørgsmål, red.) for nogle år siden blev klar over problemets omfang, og lige siden har det hjulpet mange i området, siger Robert Olsen. Det samme har de gratis nåle gennem årene, for selv om hiv stadig er et problem i gruppen af injicerende brugere, så har adgangen til gratis ’værktøj’ kraftigt nedsat risikoen. At tilbuddet er populært på hjørnet af Istedgade, er der da heller ikke nogen tvivl om. Døren går op mellem 2.000 og 2.500 gange i døgnet, og mens nogle runder morgenmadsbuffeten, så stopper rigtig mange også blot op ved bordet og skuffedariet ved indgangen. Og det er vigtigt, mener Lone Hviid. For så længe stofbrugerne kommer for at hente nye rygeeller fixesæt, så kan personalet igennem samtaler nå dem og med tiden måske få dem til at kigge forbi Sundhedsrummet. Derved kan mange af de alvorlige infektioner og sygdomme afhjælpes eller forebygges, og et ofte kaotisk liv gøres en lille smule lettere. | En dråbe i havet har også ret Kampen mod hiv og aids i Odessa er svær uden myndighedernes opbakning. Alligevel kæmper NGO’er og aktivister mod virussen, som på 20. år spreder sig med lynets hast og gør Ukraine til det land i Europa med flest smittede. tekst og foto Anna Klitgaard Yura står i parken, der omgiver den ene af Odessas to metadonbehandlingsklinikker. Han er hiv-positiv og har multiresistent TB, og derfor betyder det meget for ham at kunne modtage gratis metadon, så han ikke længere skal jage rundt dagen lang efter penge og stoffer. Aids-hovedstad uden medicin Sortehavskystens havne i Ukraine har længe tiltrukket søgende sjæle, skibe og stoffer. Med Sovjetunionens sammenbrud for 20 år siden gik økonomien dog i stå, sundhedssystemet kollapsede, og byen som landet oplevede store sociale omvæltninger. Dengang fandt mange unge mod til at se mod en utryg fremtid i stofferne, og hiv spredtes hurtigt. I dag er der intet, der tyder på, at epidemien er ved at komme under kontrol, for der bliver stadig smittet 60 nye personer hver dag i Ukraine, og med svær adgang til metadon- og ARV-behandling er der ingen tegn på, at antallet af 6 nye tilfælde vil falde i den nærmeste fremtid. Billige stoffer spreder aids Stofferne findes over hele Ukraine, men værst er situationen i Odessa på den ukrainske Sortehavskyst. Her kæmper 40.000 stiknarkomaner hver dag for at skaffe penge til narkotika, men kampen er hård. Et sted, de kan spare, er ved at skifte de dyre morfinstoffer ud med billige kemiske samt at dele nåle, men det går hårdt ud over helbredet, siger Dr. Angela Yuryeva, der er leder af det ene af blot to metadonbehandlingssteder i byen. - Vi kan se de psykiske og fysiske skadevirkninger af de Uforståelig attitude Store udfordringer 40.000 stiknarkomaner, hvoraf mellem 60 og 70 procent er hiv-positive. Velkommen til turistmagneten Odessa på Ukraines Sortehavskyst, hvor kun et fåtal har mulighed for at få optimal behandling og medicin. tekst og foto Anna Klitgaard ikke love dem nogen hjælp bagefter, så hvorfor skulle de blive ved med at teste sig? Den her situation vil skabe endnu flere hiv- og aidssyge, det kan ikke andet, mener hun. Solen bager ned fra en skyfri himmel. Rundt omkring i den bagerste del af parkens skygger sidder unge som ældre og kigger sløvt ud i luften eller tripper nervøst omkring. De er kommet fra morgenstunden for at modtage medicin for hiv, aids, tuberkulose (TB) eller bare modtage deres daglige ration metadon. Det ene af Odessas blot to metadonbehandlingssteder ligger bagerst på grunden, hvor TB-hospitalet holder til. Det har fået huset og pladsen, fordi de 17 tidligere narkomaner, som stedets fire læger og socialarbejdere dagligt tilser, alle lider af TB, og 13 desuden er hiv-positive. Behandlingen af dem er ofte svær, men med tålmodighed, et åbent sind og imødekommenhed er personalet kommet langt, siger Dr. Angela Yuryeva, der er daglig leder af centeret. hjemmelavede narkococktails, som bliver brugt nu. Brugerne bliver markant mere skadede – både mentalt og kropsligt. Og de bliver også mere opgivende og ligeglade med dem selv, siger hun. Ingen hjælp at hente Et af resultaterne er, at der bliver delt kanyler. Med en forekomst på hiv og aids på mellem 60 og 70 procent blandt narkomanerne, spredes sygdommen stærkt, men det samme gælder ikke for behandlingstilbud, siger narkotikaspecialisten og lægen Dr. Tomila Ayvardgi. - Det er staten, der skal købe ARV-medicin (antiretroviral og livsforlængende aids-medicin, red.). På grund af korruption er der i længere tid ikke blevet bestilt nye varer, og det kan vi begynde at mærke nu. Ingen nye patienter kommer i behandling, og de, der allerede er i gang, må ofte skifte medicin, hvilket kan være smertefyldt og farligt. Selvom lægen kun kan ryste på hovedet og smile skævt af korruptionen i regeringen, så er det ikke nogen spøg for misbrugerne på gaden. Mange af dem vil på et tidspunkt blive konfronteret personligt med den aids-epidemi, der holder Odessa i skak, og uden mulighed for behandling betyder diagnosen døden for mange. | | HUS FORBI | nr. 10 oktober 2011 | 15. årgang Hun har været med, siden centeret startede i 2009. Dengang var der flere metadonbehandlingssteder i byen, men i dag er der blot to. Det i TB-hospitalet, som hun arbejder på, og et andet ved aids-centeret, som dagligt ser 156 patienter. At hjælpen, de to steder kan tilbyde, blot er en dråbe i havet, er hun ikke i tvivl om, for med 40.000 stiknarkomaner i en by med en million indbyggere, er behovet enormt. Men det er ikke muligt at hjælpe flere lige nu, siger hun, for staten, politiet og andre læger står i vejen. - Der er mange, der gerne vil væk fra stofferne og kriminaliteten på gaden og på metadon. Men kommunen vil ikke betale gildet, politiet er imod, fordi betjentene mister indtægter i form af penge under bordet fra pushere og misbrugere, flere læger er modstandere af behandlingsformen, og regionen har ikke pengene. Tidligere havde centeret 45 patienter, men i dag kommer der kun 17 hver dag, fordi det er så svært at skaffe metadonen. Svært at råbe politikerne op Lægerne bagerst på TB-hospitalets grønne grund er ikke de eneste, der kæmper. Lidt derfra sidder aktivisten Tetiania Afamasiadi i en kælder omgivet af kamæleoner, edderkopper, katte og fisk. Dyrene er med til at gøre kælderen mere indbydende for de stofmisbrugere, som hver dag kommer her for hjælp og samtaler, og er Tetianias idé. Hun sagde i 2005 ja til Tetiania Afamasiadi er aktivist og tidligere stofmisbruger. Hun modtager dagligt metadon og er på livsforlængende ARV-medicin, men alligevel bliver hun aldrig træt af at kæmpe for, at hjælpen, som hun selv modtager, skal nå ud til flere af Odessas 40.000 stiknarkomaner. at blive regional koordinator Alliance Ukraine for Odessa-regionen, og lige siden har hun kastet sig ud i en både personlig og ideologisk kamp for denne socialt udstødte gruppe. - Jeg har selv været stofmisbruger, er hivpositiv og får stadig metadon hver dag. Jeg er et levende eksempel på, at hvis man får hjælp, så kan man få et godt og normalt liv, men det har politikerne svært ved at forstå. Lige nu kæmper vi for at få bedre behandlingsmuligheder for de, der gerne vil væk fra stofferne, men også at få flere i livsforlængende ARVbehandling. (antiretroviral og livsforlængende medicin, red.) Hver uge mødes Tetiania med byrådspolitikerne samt andre sundhedsorganisationer fra byen, og selvom hun håber på et bedre samarbejde med den nye borgmester end den gamle, så er hun langt fra optimist. - Lige meget hvem man taler med, så er der meget få penge. Vi forsøger at hjælpe, så godt vi kan, men det er svært. Vi har gode folk, der arbejder for os, har skabt kontakt til stofmisbrugerne på gaden og har fået dem til at teste sig. Det har taget lang tid, men lige nu kan vi Heller ikke brugerne af metadonbehandlingsstedet bagerst på TB-hospitalets grund forstår politikernes attitude. Denne morgen venter Yura på 34 år udenfor i skyggen. Han har et langt livs misbrug bag sig, TB og hiv, men alligevel er han tilfreds, for metadonbehandling har forandret hans liv. - Min familie er begyndt at smile, når de ser mig, forklarer Yura, der har multiresistent TB og ved, at han kommer til at dø af det. - Det har de ikke gjort i mange år. Jeg startede med stoffer, da jeg var 16 år, og lige siden har jeg været ind og ud af fængsler, stjålet og snydt. I dag kan jeg leve et næsten normalt liv ved at komme her en gang om dagen, og det er det jeg har drømt om længe – et normalt liv. Selvom Yura erkender, at livet nok aldrig bliver helt normalt, så ved han, at mange andre ud over ham selv kan få det bedre af behandlingen, som centeret tilbyder. Hvis bare politikerne ville tillade det. Hiv sender unge i fare Der er dog intet, der tyder på, at et skift i den officielle holdning er på vej lige foreløbig. Imens kæmper 40.000 stiknarkomaner videre i byen for at mætte deres afhængighed, og sprøjterne går fortsat på omgang. Godt nok er der andre NGO’er, der gratis deler kanyler ud samt samler de brugte ind, men mange misbrugere har givet op og er ligeglade, siger gadearbejderen fra herberget Way Home, Inna Nikiforova. Hun har i otte år arbejdet blandt byens gadebørn, og hun ved af erfaring, at en diagnose på hiv kan være dødbringende på mere end en måde. - Vi ser igen og igen, at de unge giver op. De tager endnu flere risici, deler sprøjter, har usikker sex og går helt i hundene. De ved jo godt, som tingene står lige nu, at de ikke bliver gamle, hvis de er misbrugere og har hiv, siger hun. Alligevel forsøger hun som lægerne på TBhospitalet og Tetiania at hjælpe. For selvom en dråbe i havet ikke er meget, siger Tetiana, så kan den alligevel gøre en forskel. Og det vil de blive ved med på hver deres måde, indtil politikerne går aktivt ind i kampen mod hiv og aids. | HUS FORBI | nr. 10 oktober 2011 | 15. årgang | 7 I oktobernummeret af Hus Forbi blev der bragt en artikel om forholdene for de 40.000 stofafhængige i Odessa i Ukraine. HUS FORBI | nr. 11 november 2011 | 15. årgang | 11 Massive engelske besparelser sender flere på gaden Blot et år efter at den nye koalitionsregering satte sig til rette i parlamentet i Westminster, er antallet af hjemløse steget, og det samme er ventelisterne til billigere sociale boliger i Storlondons 33 kommuner. tekst og foto Anna Klitgaard 30 milliarder engelske pund eller godt 256 milliarder danske kroner. Så mange penge mener den engelske regering skal spares de næste fire år, hvis landets økonomi skal have en chance for at komme igennem den nuværende krise. Som Europas finansielle hovedstad blev landet ramt hårdt, da bankerne i 2008 på stribe begyndte at krakke, og som svar på regningen fra dengang beder koalitionsregeringen nu englænderne spænde livremmen ind. Flere på gaden Mens langt de fleste penge skal findes i sundhedssektoren, så rammes de sociale boligbyggerier, velfærdssystemet og de hjemløse også hårdt. Op mod 56 milliarder kroner skal der findes i budgetterne her, og det vil komme til at gøre rigtig ondt, siger direktøren, Mike McCall, fra hjemløseorganisationen St. Mungo’s i London. - Vi kan allerede nu se, at antallet af hjemløse på gaden vokser, og at køen for at få en billig bolig hos kommunen er blevet markant længere. Helt konkret er antallet af dem, der sover på gaden, steget med otte procent siden sidste år, mens 15 procent flere fattige enlige og familier efterspørger sociale boliger i Storlondons 33 kommuner. Det reelle antal menes dog at være langt højere, for som pengene er blevet mindre i kommunekasserne, så er kravene for at få hjælp blevet skrappere. Færre herberger Hvor det stigende antal hjemløse skal søge hen, er dog endnu uvist. Men med færre penge i kommunernes kasser ved organisationer som St. Mungo’s, der er den største udbyder af herbergs- senge i hovedstaden, at flere af deres steder må lukke. Det samme billede tegner sig ifølge paraplyorganisationen Homeless Link for alle udbydere, for med slunkne offentlige kasser er tilskuddene til dem, der hjælper, også for nedadgående, siger lederen, Alice Evans, fra Homeless Link. - England har siden 2002 haft et program, ’Supporting People’ (understøtte mennesker, red.), der garanterede en vis mængde penge til hjemløsesektoren. Den garanti har den nuværende regering fjernet, så det er nu op til de individuelle kommuner, hvordan de vil støtte os. I nogle ser vi besparelser på op til 40 procent på den konto. For St. Mungo’s betyder det, at de må lukke et herberg i den sydlondonske kommune Lambeth, hvor der lige nu er 120 beboere. Herberget er fyldt hver nat, men pengene til driften er der simpelthen ikke fra april næste år. Lukningen er blot en af flere, siger Mike McCall, for også i andre kommuner må projekter, der støtter mentalt syge hjemmeboende, ophøre, og det bliver dyrt i længden. - Der er måske nok besparelser i det lige nu, men på sigt bliver det dyrere. Disse mennesker er socialt udsatte, de har ofte komplekse problemer og er derfor svære at hjælpe. Vi prøver at forblive optimistiske på trods af udfordringerne, men lige nu ser det ikke godt ud for de nuværende hjemløse eller dem, der er i farezonen for at blive det, siger Mike McCall. | Læs mere om EU’s arbejde med en fælles indsats for at afhjælpe hjemløshed på www.husforbi.dk Sociale boligbyggerier i London har tidligere været og er stadig mange fattiges eneste mulighed for at finde tag over hovedet i storbyen. Ofte er der på grund af den udbredte fattigdom store sociale problemer og kriminalitet forbundet med dem. Her er det Stockwell Park Estate mellem Brixton og Stockwell i Sydlondon. 12 | HUS FORBI | nr. 11 november 2011 | 15. årgang Charlie er 27 år og fra det nordlige England. Han har været hjemløs siden februar måned i år og sover bag et luksushotel blot et par hundrede meter fra Embankment Undergrundsstation, hvor han sælger Big Issue (Englands svar på Hus Forbi, red.). Charlie har oplevet et voldsomt brud med sin familie og har været en tur i fængsel for butikstyveri, men i dag drømmer han om en frisk start. Om drømmen går i opfyldelse kommer dog an på, om han finder et sted at bo, for med de nye besparelser bliver det svært for ham. En dyr vej ud af krisen En cocktail af velfærdsreformer, økonomisk krise og massive offentlige besparelser vil de næste år ramme unge arbejdsløse, hjemløse og udsatte familier hårdt i England. For regeringen drejer det sig om at få landets økonomi på ret kurs igen, men for mange fattige er ruten ikke den rigtige, advarer flere eksperter og organisationer. De risikerer nemlig at ende på gaden i mange år fremover, siger de. tekst og foto Anna Klitgaard Charlie står i sin lyserøde t-shirt uden for Embankment Undergrundsstation i det centrale London. I sin røde vest er han let at få øje på og de, der kommer forbi, er da heller ikke i tvivl om, hvad han vil. ’Big Issue, Big Issue’, lyder det fra ham med korte mellemrum, men fra de fleste får han bare et forstående smil. Lørdag eftermiddag er det nemlig ikke Hus Forbi eller Big Issue, de fleste kommer her forbi for at købe. I stedet er det Covent Gardens butikker, Soho’s restauranter og barer og Charing Cross’ kulturelle tilbud, som trækker strømmen af mennesker, der bevæger sig op ad den brostensbelagte gade. En hård frihed Charlie har været hjemløs, siden han i februar i år kom ud af fængsel. Han sad inde for butikstyveri, men da han kom ud, var der ingen til at hjælpe ham videre. På grund af hans homoseksualitet slog familien hånden af ham, og hos de sociale myndigheder var der ingen hjælp at hente for en ung, arbejdsløs mand på 27 år. - Jeg kan få en herbergsseng, men jeg bryder mig ikke om at være der. Der er for mange stoffer, alkohol og usikkerhed, derfor valgte jeg gaden, siger han. Flere i klemme Han endte i en opgang bag det luksuriøse Savoy Hotel, der ligger lige ud til Trafalgar Square, blot et par hundrede meter fra stedet, hvor han siden maj har forsøgt at sælge hjemløsebladet. Indtægten fra salget er det eneste, han lever af, for det har ikke været muligt for ham at få noget fra det offentlige, siger han. HUS FORBI | nr. 11 november 2011 | 15. årgang | 13 velfærd i england Velfærdssystemet i England begyndte så småt at blive bygget op fra starten af det forrige århundrede. Siden er det udbygget igen og igen, men i dag kræver regeringen gennemgående reformer af det. Et af de områder, den ønsker at skære i, er tilskud til husleje. Siden april i år er der derfor indført et loft på omkring £220 (1.830 kroner) per uge for enlige over 35 år og et maksimum på £500 (4.150 kroner) per uge for storfamilier. For unge under 35 år kan der kun ydes beløb svarende til, hvad en delelejlighed eller et delehus koster. Ud over støtten til husleje får arbejdsløse i England omkring £70-80 om ugen til at dække faste udgifter, mad, tøj og eventuelt differencen mellem boligstøtten og den faktiske husleje. fald i herbergssenge I alt er der 42.991 hostelsenge i England, hvoraf 13.173 findes i London. Ifølge paraplyorganisationen Homeless Link er antallet af senge i London siden sidste år faldet med over 1.000, og på samme tid er antallet af de, der ikke kunne finde plads i et herberg, steget fra 18 til 26 procent. Beverly O’Sullivan arbejder for Brixton Advice Centre i kommunen Lambeth i det sydlige London - en af dem, der skal spare meget. Centeret har ligget på samme adresse i 40 år og hjælper folk med husleje- og gældsrådgivning og retssager. For et år siden talte de otte medarbejdere med 30 mennesker om dagen, men i dag er det tal steget til 40, og der er ofte en lang kø udenfor, når de møder ind om morgenen. Charlie er langtfra den eneste, der er kommet i klemme i det system. I takt med at velfærdsreformer, den nuværende økonomiske krise og massive offentlige besparelser har ramt England på en gang, er kravene til dem, der kan få hjælp, blevet strammere, og køen længere. Siden sidste år har det betydet, at otte procent flere sover på gaden i London, mens yderligere 15 procent har føjet deres navn til de i forvejen lange kommunale ventelister, fordi de har brug for en billig offentlig bolig. Hjemløseorganisationerne i landet advarede allerede sidste år regeringen om, at de store besparelser ville sende flere tusinder på gaden. Alligevel ser det ikke ud til, at politikerne er villige til at stoppe reformerne, og det giver ekstraarbejde ude omkring i Londons gader. En af dem, der har mærket dette, er Beverly O’Sullivan fra Brixton Advice Centre. Foreningen hjælper og rådgiver borgere gratis i sager om boligstøtte og gæld, og for nylig har de måttet ansætte flere folk, fortæller hun. - Sidste år talte vi måske med 30 mennesker 14 | HUS FORBI | nr. 11 november 2011 | 15. årgang om dagen, i dag er det tal steget til 40 i gennemsnit. Når vi møder ind om morgenen, står folk i kø udenfor, og et af de helt store problemer for mange er gæld og huslejestigninger. Vi har set en stor stigning i antallet af retssager, som vi fører for folk, og i det sidste år har vi måttet ansætte ekstra medarbejdere for at hjælpe. Alligevel sender vi nogle herfra uden assistance, fordi deres sager ikke er alvorlige nok, siger hun. Som andre organisationer i London ved Beverly O’Sullivan dog, at der fra næste år vil være blot halvdelen af det budget, som de har i år. Tilskuddet fra kommunen svinder ind, fordi den også skal spare, så hvordan hun og hendes kollegaer i fremtiden skal hjælpe den stadig voksende kø udenfor, ved hun ikke. Dyr husleje En af de store udfordringer for hende som for de andre organisationer, der forsøger at støtte hovedstadens udsatte, er de velfærdsreformer, der er - og snart vil - træde i kraft. Tidligere fik arbejdsløse, fattige pensionister og syge betalt enten hele eller dele af deres husleje af det offentlige og fik lidt penge i understøttelse. Med de nye reformer forsvinder det sikkerhedsnet dog, og i London, hvor enorme huslejer er hverdagskost, vil det give mange problemer, siger hun. - Tidligere var det kun unge op til 24 år, der fik penge til et værelse i et dele-hus ellerlejlighed. Fremover vil alle op til 35 år skulle dele. Tidligere fik alle på lav indkomst fra 24 år og opefter dækket hele deres husleje, hvis den var rimelig, men i dag er der et loft på omkring 1900 kroner per uge. Selv i Lambeth Kommune, som er en af de fattigere, giver det ikke adgang til mange boliger. Også direktøren for hjemløseorganisationen St. Mungo’s er bekymret for forandringen i boligstøtte. For mange unge ønsker ikke at bo permanent i delelejligheder, hvor alkohol og stoffer ofte florerer, og det efterlader dem i herbergets senge eller på gaden, siger han. - Allerede nu ser vi, at folk bor på vores herberg i gennemsnit mellem ni og 12 måne- varslede besparelser I løbet af de næste fire til fem år ønsker regeringen at spare op mod 30 milliarder pund eller 248 milliarder kroner på de offentlige budgetter. Mens sundhedsvæsenet står over for den største besparelse på 20 milliarder pund (166 milliarder kroner), så rammes den sociale boligsektor med krav om at finde 5.8 milliarder pund (48 milliarder kroner) og hjemløsesektoren 211 millioner pund (1,75 milliarder kroner). Oven i dette er penge, der tidligere var øremærket til de hjemløse nu frigivet til andre formål, og det betyder i nogle kommuner, at hjemløsebudgettet er barberet med op mod 40 procent.r. sociale uroligheder England og specielt London har i de sidste måneder oplevet store demonstrationer imod de besparelser, som koalitionsregeringen bestående af De Konservative og De Liberale sidste år efter valget varslede. Dog synes regeringen stålsat på at presse reformerne og besparelserne igennem, og det får flere sociale organisationer i bydele som Brixton til at frygte uroligheder. Brixton – som andre fattige London-bydele – har flere gange gennem de sidste 30 år været centrum for voldsomme gadekampe på grund af store etniske og sociale skel. Med mange unge med uddannelse men ingen udsigt til job, boliger eller fremtid synes scenen sat til en gentagelse, siger de. De kommende besparelser er noget, der vedrører alle på gaden og den store gruppe, der lige nu lever på kanten af fattigdommen i England. Mellem de hjemløse i London er det noget, der bliver talt meget om, da det for mange betyder, at der bliver endnu længere fra fortov til egen bolig. Her er det den nuværende og den tidligere hjemløse Wayne og Tom, der diskuterer i Covent Garden. der. Derefter forsøger vi at sluse dem ud til egen bolig. I fremtiden bliver det sværere, fordi alle de under 35 år skal dele. Derfor frygter vi, at opholdet bliver meget længere for mange i fremtiden, eller at flere vender tilbage til gaden. Social udrensning I et radioprogram for nylig kaldte Londons overborgmester, Boris Johnson ,det, der demografisk kommer til at ske i hovedstaden, en ’Kosovo-agtig social udrensning’. For de fattigere samfundslag vil fremover ikke have råd til at blive boende i millionbyens centrum, hvis reformerne træder i kraft, og dermed er de tvunget til at flytte til yderkommunerne og langt væk fra mulige arbejdspladser. Mike McCall fra St. Mungo’s er enig i overborgmesterens beskrivelse, og han håber, at hans ord vil få regeringen til at tænke sig om igen. - Allerhelst ser vi, at reformerne bliver sat i bero. Ingen siger, at der ikke er behov for nogle af dem, men måden, det bliver gjort på, rammer skævt. London er i dag en by med en blanding af mange forskellige mennesker og kulturer. Hvis det forsvinder, vil vi se store ghettoer vokse op ude omkring som i Paris. Hverken han eller Beverly O'Sullivan fra Brixton Advice Centre ønsker at se dette, og derfor vil de også med de midler, de har til rådighed, forsøge at hjælpe de mange, som kommer i klemme. Ingen nem løsning Charlie er en af dem. Hans alder gør nemlig, at han kun kan modtage støtte til ét værelse i en delelejlighed eller –hus, men det vil han ikke. Han ved fra herbergerne, at hvor der er mange mennesker samlet, er der også stoffer og alkohol, og lige nu er det ikke, hvad han har brug for at leve med. Efter bruddet med sin familie, tiden på gaden og i fængslet har han brug for fred og ro – ikke fristelser og ballade. - Min drøm er mit eget sted. Bare et værelse, men mit eget sted med mit eget køkken og bad. Jeg har kontakt til en hjemløseorga- nisation – Connexions, som prøver at hjælpe mig, men jeg ved, det bliver svært med de nye regler. Alligevel vil jeg ikke dele, for det vil ikke hjælpe mig i længden – så hellere blive på gaden. Mens Charlie taler, myldrer mennesker forbi. Ud fra de fyldte poser i deres hænder er det svært at få øje på den økonomiske krise i England, men det er bare at forlade Trafalgar Square og tage undergrunden nogle få stop. For eksempel til bydelen Brixton i syd, hvor køen foran døren til boliganvisningen bliver stadig længere, og diskussionerne i receptionen stadig mere ophedede. Her som i andre bydele er der kamp til stregen for at få fingre i billige sociale boliger, men efterhånden som nedskæringerne træder i kraft, bliver der færre af dem, og det gør kravene til de heldige større. Charlie har i denne som andre lignende køer ikke en chance, for som enlig, ung mand må han kæmpe for sig selv eller søge hjælp hos Londons stadig mere overbebyrdede hjemløseorganisationer. | HUS FORBI | nr. 11 november 2011 | 15. årgang | 15 alt, hvad jeg har Hvad er det nødvendigt at have med sig rundt på gaden, når man er hjemløs? Og hvad gemmer der sig i de tasker, poser, barnevogne og indkøbsvogne, som de hjemløse slæber rundt på eller har fået opmagasineret hos venner, i en kirke eller på et herberg? af Birgitte Ellemann Höegh foto Ulrik Jantzen, das büro Hus Forbi har mødt syv mennesker, der bor på gaden eller herberg, og bedt dem om at tage alt, hvad de har, med sig hen til en fotograf i Kødbyen i København. Det blev bredt ud på jorden foran dem. Nogle ville gerne helt selv pakke ud for at få overblik, andre fik hjælp. Nogle fandt ting i deres gemmer, som de ikke havde set længe. For eksempel dukkede der i en oppakning en sten op formet som Grønland, som sælgeren holder meget 16 | HUS FORBI | nr. 11 november 2011 | 15. årgang af. En anden oppakning gemte på et brugt kondom med knude på – det blev dog smidt i skraldespanden efter ejerens ønske. Én af de medvirkende havde ugen forinden en barnevogn, som han gik omkring med. Men den var i mellemtiden gået i smadder, så nu havde han bare en rygsæk til sine ejendele. Fire ud af syv medvirkende havde ikke nogen mobiltelefon og var derfor ikke kontaktbare fra første møde, til de dukkede op til fotografering. De fleste ejendele har ejerne klunset sig til. Soveposer og tøj kan man for eksempel ofte få udleveret på herberger og i varmestuer. Nogle får vasket tøjet på varmestuerne, mens de sover, mens andre tager nyt tøj på og efterlader det beskidte. Dyk ned i billederne, og tænk lidt over, hvad du egentlig selv gemmer på derhjemme, hvad du bruger hver dag, hvad der har størst betydning for dig, og hvilke af dine ejendele du egentlig ville tage med dig, hvis du skulle overleve på gaden. Se de andre billeder i de næste numre af Hus Forbi eller på www.husforbi.dk Ud over det, Linda har med her, har hun to sække med tøj, dvd’er, hundemad og fiskegrej i herberget i Hillerødgades kælder. Det kunne hun ikke hente, da hun var bange for, at de så ikke længere ville lade hende opmagasinere det for hende. Linda Christina Hansen, 34 år (31. august). Hus Forbi-sælger. Har boet på gaden de sidste otte måneder. Før da havde hun værelse på herberget i Hillerødgade i København. Sover ofte i natcaféen i Hillerødgade eller i telt sammen med en kammerat. Hendes hus i Holbæk brændte ned for to år siden. Har med sin ekskæreste seks børn i alderen fra tre til 15 år. De er alle i plejefamilier. Hun har kontakt til de to ældste. Har altid levet på kontanthjælp. Hvorfor bor du på gaden? Hvad er det vigtigste, du har med dig nu? Fordi vores hus brændte ned på grund af en skorstensbrand. Vi blev ikke genhuset, fordi vi ikke havde nogen forsikring. Min hund, Malou, som jeg har fået tilbage fra min ekskæreste for halvanden måned siden. Og så mit sælgerkort til Hus Forbi, men det har jeg forresten lige mistet. Hvad har du mistet undervejs? Alt indbo i huset, der blev ødelagt under branden. Hvad ville du købe, hvis du havde ubegrænsede midler? Hvad er du mest ked af at have mistet? Et hus, så jeg kunne få alle mine børn hjem, og vi kunne være der alle sammen. Det må gerne ligge i Haslev, hvor de er i plejefamilie. Alle de ting, børnene har lavet. Tegninger og malerier – de kommer aldrig igen. Og så alle billederne af børnene. HUS FORBI | nr. 11 november 2011 | 15. årgang | 17 Hus Forbi har vokseværk i Aarhus 18 | HUS FORBI | nr. 11 november 2011 | 15. årgang Værestedet i Jægergårdsgade distribuerer næsten 10.000 aviser om måneden og er konstant på jagt efter nye sælgere. Sælgernes motivation og udsigt til et bedre liv er drivkraften bag succesen. af Helle Horskjær Hansen foto Claus Sjødin Tre mænd med gule Hus Forbitasker over skulderen trasker væk fra Værestedet i Jægergårdsgade. Det er den 1. september. Dagen før landede 10.000 nye aviser til stedet. Uret siger 8.30, og i det ene hjørne på kontoret er avissalget allerede i gang. Et par tusinde aviser står i bundter op ad væggen – resten er i kælderen. Ved skrivebordet er en 500-krone-seddel ved at skifte ejer. ’500 bucks delt med 12’. Lommeregneren bliver hevet frem fra skuffen. Hurtigt og bestemt bliver tallene tastet. - Du får 42 aviser, så har jeg givet dig fire kroner i rabat, Alex, siger Ove Abildgaard. Han er leder af det aarhusianske værested, - De fleste sælgere får håb og tro på et bedre liv. som har distribueret Hus Forbi siden 1998. ’… 40, 41 og 42. Værsgo, og god arbejdslyst’. Sælgeren takker, tager aviserne og putter dem forsigtigt i tasken uden at lave æselører. Han sælger sine aviser på Aarhus Hovedbanegård. - Vi er tre, der skiftes til at sælge på banegården. Jeg sælger hver dag efter 13.30, men jeg gider ikke sælge efter den 15. i måneden, for der synes jeg, at avisen er for gammel, fortæller Alex Garjo. 10.000 aviser om måneden Ove Abildgaard åbner det hvide ringbind. Det er her, medarbejderne noterer sælgerens nummer og løbende holder regnskab med salget. Det er gået stærkt med at fylde ringbindene ud. Siden stedet begyndte at distribuere Hus Forbi, er salget af aviser og antallet af sælgere steget voldsomt. - Hvis vi bare kigger fem år tilbage, var der ti sælgere af avisen, og der blev solgt 1.500 til 4.000 aviser om måneden, fortæller lederen. I dag har Værestedet omkring 40 aktive sælgere og et månedligt salg på næsten 10.000 aviser. Et tal, som gør stedet til en af landets største distributører af Hus Forbi. En af årsagerne til, at Værestedet klækker så mange sælgere ud, er, at alle medarbejdere har stort fokus på hjemløseavisen og ikke mindst på, hvad den betyder for den enkelte sælger. - Vi er gode til at motivere vores brugere. Motivere dem til at rykke sig og komme et skridt videre, siger socialpædagog Lars Peter Levin Olsen om Værestedet, der huser omkring 150 brugere. Hjemløse, misbrugere og psykisk syge. Lars Peter Levin Olsen har det daglige ansvar for salget af hjemløseavisen, en avis, han ser som en af Værestedet vigtigste aktiviteter. - For sælgerne er avisen ikke blot en kærkommen mulighed for at supplere pension eller kontanthjælp, men også en mulighed for at få lidt stolthed ved at tjene sine egne penge. De fleste sælgere får håb og tro på et bedre liv, fortæller han. des til. De er lasede, snavsede og forhutlede. Og når vi kan se, at sælgerne af Hus Forbi får mere stabilitet i deres kaotiske hverdag, forsøger vi selvfølgelig at hverve så mange sælgere som muligt, siger Lars Peter Levin Olsen og fortsætter: - Vi tager en snak med vores brugere, hvor vi fortæller, at vi kan tilbyde dem at blive Hus Forbi-sælgere. Virker de interesserede, følger vi op på det og hjælper dem i gang. For halvandet år siden blev Alex Garjo også hjulpet i gang. - Jeg blev spurgt om jeg ikke ville sælge Hus Forbi. Der var også nogle af mine venner, der solgte avisen. Jeg ville gerne prøve. Jeg elsker Hus Forbi, fordi jeg har fået mulighed for at spare penge sammen. Min drøm er at komme ned til min familie, der bor i Gambia, fortæller han. | værestedet jægergårdsgade i aarhus Værestedet henvender sig primært til særligt socialt udsatte voksne. Målgruppen er hjemløse, misbrugere og psykisk syge. Mange har haft en svær start på livet med adskillige svigt og har ofte vanskeligt ved at benytte de tilbud, der ellers er. Værestedet henvender sig til hele Aarhus Kommune, dog kommer en stor del af brugerne fra Aarhus midtby. Stedet lægger vægt på, at brugerne deltager i alle daglige praktiske gøremål. I værkstedet er der aktiviteter som kunstmaling, mosaikker, fluebinding, læderarbejde etc. En gang om ugen bliver der holdt brugermøde. Unge under 18 år har ikke adgang. Kilde: Værestedet Jægergårdsgade. På røven Det giver altså sælgeren et andet indhold i dagligdagen, men det giver også medarbejderne en mulighed for at få en anderledes relation til den enkelte. - Der foregår mange samtaler i løbet af dagen i forhold til Hus Forbi. Sælgerens selvbillede er pludseligt blevet ændret. Fra bruger til sælger. Fra at være arbejdsløs til at have et arbejde, og det vokser de fleste af, siger Lars Peter Levin Olsen. Tilbage på kontoret er der stadig gang i salget. De gule tasker strømmer ind ad døren. Nogle funkler mere end andre. Værestedet forsøger hele tiden at rekruttere nye sælgere. - 99,9 procent af vores brugere er på røven og har det ad helve- Ove Abildgaard er daglig leder af Værestedet i Jægergårdsgade i Aarhus midtby. På få år er antal aktive sælgere vokset fra fem til i dag cirka 40, som har fået nyt indhold i tilværelsen. HUS FORBI | nr. 11 november 2011 | 15. årgang | 19 vagtskifte ved dæmonernes port To markante skikkelser inden for det socialpolitiske feltarbejde i Danmark trykker hånd 1. november. De har mødt hinanden mange gange. Men denne dag er noget særligt. Den ene er en yngre ’håndværker’, som er kommet for at sige ’goddag’, mens den anden måske kan kaldes ’åndværker’ – og tager imod for at sige farvel. Der er godt en generation mellem dem, og de er begge insisterende, trofaste og stædige. Det har de bevist igennem tre årtier. Men 1. november er det slut for Jens Aage Bjørkøe, der i 1979 overtog ledelsen af Kofoeds Skole. Han nåede næsten at sidde på posten i lige så mange år, som han var, da han tiltrådte, nemlig 32. Han er i dag 65 år og har valgt at gå på pension. Hans afløser er knap 15 år yngre, men næsten lige så uopslidelig. Navnet er Robert Olsen, som i 17 år har ledet Mændenes Hjem i Istedgade. | Hus Forbi bringer i december et dobbeltportræt af de to markante personligheder, som hver især har sat deres præg på udviklingen af dansk udsatte-politik. Hjem til Mad Den globale non-profit-organisation Junior Chamber International (JCI) afholder hvert år i oktober en national kongres. Der laves forskellige workshopper og holdes foredrag – alt sammen med organisationens mål for øje – nemlig at give unge mellem 18 og 40 udviklingsmuligheder, der styrker dem i at skabe positive forandringer. Det førte til projekt Hjem til Mad – Mad med hjemløse for at bygge bro mellem lokalbefolkningen og hjemløse og give både hjemløse og lokale beboere en god oplevelse, de selv var med til at skabe. Med råvarer sponsoreret af lokale butikker og grønthandlere skulle kokken Gorm Wisweh, kendt fra Go’Morgen Danmark på TV2 binde en lækker menu sammen og 'styre slagets gang' i Beboerhuset søndag den 4. september 2011. En udfordring, der kræver en ildsjæl som han – på dagen havde man ingen anelse om, hvilke råvarer man ville have til rådighed, eller hvor mange der havde lyst til at kigge forbi og deltage. Det lykkedes at engagere 15 sponsorer og samarbejdspartnere. Der blev uddelt næsten 1.000 foldere på væresteder og på gader, torve og stræder i København. Heraf en stor del af én af Hus Forbi’s trofaste sælgere, Karsten, og der blev ophængt cirka 150 plakater i opgange, forretninger, caféer og beværtninger på Christianshavn. På selve dagen kiggede, ud over cirka 15 medlemmer fra lokale JCIafdelinger i Københavnsområdet, cirka 15 lokale beboere, børn og voksne og cirka 30-35 hjemløse, unge og ældre, forbi. Tallene kan ikke beskrive taknemmeligheden, folk udtrykker med smil og krammere, eller glæden ved at se en 12-årig pige lytte intenst til røverhistorier fortalt af en Hus Forbi-sælger, eller grin i køkkenet, når 'gadedrengene' viste, at de falder ganske udmærket ind i ’kokkejargonen’. En deltager havde lyst til at blive hængende og havde ikke lyst til at gå. Hun strålede af glæde, og da hun gik med sin doggy bag, var det tydeligt, at det havde været en rigtig dejlig dag. Følelsen af at have været med til at gøre en forskel blot ved stor frivillig arbejdsindsats og ellers ganske få midler er noget, de syv i projektgruppen vil glædes over meget længe, og det er en glæde, der aldrig kan opgøres i tal. Derfor er JCI Ørestad også parat til at gentage succesen – flere erfaringer rigere end sidst. I marts 2012 er der planer om at lave endnu en omgang ’JCI Hjem til Mad’, og de håber, at endnu flere vil deltage, og bidrage til at gøre en positiv forskel.| Vil du vide mere om projektet, så kontakt [email protected] ANNONCE Christiania udsteder folkeaktier Christianias Folkeaktie kom flyvende fra start d. 26/9 2011 ved et brag af en fødselsdagsfest, hvor hele København fejrede, at Christiania i fyrre år har givet plads til det kreative, krøllede og utilpassede, midt i centrum af Danmarks hovedstad. Efter 40 års kærlig kamp og 10 års udmattende forhandlinger har Christiania fundet en forhandlingsløsning med Staten hvor en ny Christiania-fond skal frikøbe fristaden. Selvom der er et lån, som skal betales, skal Christiania fortsat kunne rumme millioner af gæster og være en åben, vildtvoksende bypark med plads til dem, der ikke er plads til andre steder, med kreativ kultur og med smukke huse, som fattigrøve har råd til at bo i. 20 | HUS FORBI | nr. 11 november 2011 | 15. årgang Christiania har brug for hjælp til at løfte den store opgave. Derfor udsteder Christiania folkeaktier med det mål at rejse 76 mio. kr. til støtte af frikøbet. Christianias Folkeaktier sælges via hjemmesiden www.christianiafolkeaktie.dk for 100 kr. og opefter, men tager man selv ud på Staden, kan man købe sig en Folkeaktie for helt ned til 20 kr. | mindeord | Terkel blev 47 år og var i mange år fast inventar på Christianshavns Torv, hvor han i den seneste tid før sin død sad i kørestol efter at være blevet påkørt af en bil. Han fik ikke passet sin genoptræning. Familien har fortalt mig, at Terkel altid var meget humoristisk og hjælpsom. Og når han trådte ind af døren, var der liv og glade dage. Han holdt sig ikke altid til sandheden, men folk kunne godt lide ham alligevel. I januar sidste år var der et tre-siders portræt i Ekstrabladet, hvor man kunne få en fornemmelse af Terkels liv og livssyn. ’Kulden har skubbet Danmark ud i noget, der minder om en undtagelsestilstand. København er farvet gråhvid af sne og sjap. Overalt taler folk om vejret og kulden og spørger sig selv, hvornår det hele mon vender. Men ikke Terkel... Han sidder i busskuret på Christianshavns Torv og ser på travle forbipasserende, der småløber til bageren med armene slynget om sig selv eller tripper ved metroen i et forsøg på at holde varmen. - Bevares, jeg kan da også godt mærke, at det er koldt, men når jeg ser de der mennesker, tænker jeg: ’Så klæd jer da ordentligt på’, siger Terkel. I næsten ti år har han overnattet på en bænk på Christianshavns Vold. Sommer og vinter har han lagt sig til at sove under åben himmel. - Det er ikke så vanskeligt at leve på gaden. Det er sådan set bare at hoppe i posen og lyne til. Mit liv er faktisk ikke så svært, som andre gerne vil gøre det til. Det er det samme liv som andres – bare koldere. Jeg står ikke op om morgenen og går på arbejde, jeg står op og fryser. Morgenerne er de værste. Jeg skal lige op og i gang, drikke en øl og gå lidt rundt, før jeg har fået varmen, og kroppen virker igen. Jeg kunne da godt tænke mig at springe det første kvarter over hver morgen. Terkel bruger ellers ikke megen tid på at drømme om ting, han godt kunne tænke sig, og han kigger helst heller ikke bagud. Han hænger ikke fast i barndommens kostskoleophold i Jylland, tiden som messedreng på et skib i de europæiske farvande, uddannelsen til brolægger eller bruddet med sin ringforlovede, som han har to voksne børn med. Da Terkel forlod sin forlovede og deres to børn, havde han lidt sparepenge på lommen og strejfede omkring. Nætterne tilbragte han på forskellige kammeraters sofaer i København og omegn. Men med tiden følte han, at han var til ulejlighed hjemme hos sine venner og bekendte. Og pludselig var der ikke langt fra at være sofa-surfer til at være vaskeægte hjemløs med egen bænk i et af byens parkanlæg. Terkel havde ingen adresse og fik ingen penge fra kommunen. Han tjente til dagens forbrug af øl, sprut, mad og cigaretter – cirka 200 kroner – ved en gang imellem at sælge de hjemløses blad, Hus Forbi, og ved at stille sig op på Strøget og ’platte penge’, som han selv kaldte det. Når han huskede at spise, var det på Kirkens Korshær, hvor en gang gullasch med kartoffelmos kostede 10 kroner. Her får han også et varmt bad, når han trængte. Ellers etagevasker han ved en offentlig vandpost med iskoldt vand på voldene. Terkel søgte lejlighed, men fik at vide et sted, at der kunne gå op til syv år. Hans kommentar til det var: ’Det er sgu i orden – jeg venter bare her!’ Nu venter Terkel ikke på noget længere. Æret være hans minde. Asser Skude, sognepræst Adam Thomsen var en værre charmetrold, han var vellidt, gik gerne til hånde. Han gik særligt op i sine klæder og var stort set altid velklædt og proper. Han startede dagen med at sige ’Godmorgen Danmark’. Han var glad, humoristisk og positiv af sind. Det, der fyldte mest i Adams liv, var hans datter, Isabella, som han så frem til at møde. Selv om de ikke havde kontakt, så håbede han, de snart fik det. Adam talte meget om Isabella. Da han endelig efter flere år fik lejlighed i Bellahøjhusene, var målet at få så meget styr på sig selv i almindelighed og på livet i særdeleshed, at han kunne få kontakt til hende igen. Adam knyttede sig hurtigt til Helle fra Hjemløseenheden, og det var rigtig vigtigt for Adam, at de sås, hver gang han var i huset. Han kom ned på kontoret for at få sin daglige medicin og vitaminer, som var nødvendige for at styre alkoholforbruget, som var Adams største fjende. Han blev engang spurgt, hvad der skulle til for, at han fik et godt liv. Hans svar var klart og tydeligt: Alkohol skulle forbydes! Adam har nu fået fred, efter at han i ekstase og beruselse styrtede ned, mens han forsøgte at lege klatrer mellem to altaner i sin nye lejlighed. En tragisk ulykke, som forårsagede Adams alt for tidlige død. Han blev 44 år. Adam ligger nu på Bispebjerg Kirkegård og har fået en urnegravsten, der har nummer 2644. Man kan finde stedet på oversigtskortet på kirkegården. Hvil i fred. Asser Skude/Thomas Hye-Knudsen Landsforeningen SIND, Region Hovedstaden FRIVILLIG ET ENSOMT MENNESKE HAR BRUG FOR DIG! Kan du afse 1-2 timer om ugen eller hver 14. dag som besøgsven hos et menneske med en sindslidelse eller psykiske problemer? Så vil du komme til at opleve et berigende og udfordrende forhold. Sindslidende er også spændende, hjertevarme, humoristiske, interesserede og vidende mennesker, men de har ofte svært ved at holde personlig kontakt. Du får supervision, undervisning, vejledning og interessante kurser og foredrag som frivillig i SIND-Nettet samt et spændende samvær med andre frivillige. Lad os få en snak, hvis du er interesseret. Kontakt: Lokalkoordinator for SIND-Nettet i Ballerup, Albertslund og Lyngby Christel Lous, tlf.: 20 47 97 26 eller mail: [email protected] HUS FORBI | nr. 11 november 2011 | 15. årgang | 21 r e m m ø r d En hjemløsekalender bliver til af Birgitte Ellemann Höegh. foto Holger E. Henriksen ’Det her, det er altså stort’, siger Kisser og puster røg ud fra en cigaret. Hun sidder i en atriumgård mellem Cirkusrevyens bygninger på Bakken, og hun skal i de næste par timer iklædes kostumer fra Cirkusrevyen og fotograferes. Kisser har altid drømt om at blive skuespiller i den humoristiske genre, og det er jo lige præcis det, skuespillerne i Cirkusrevyen er gode til at levere. Sæsonen er slut, og Lisbet Dahl og Ditte Hansens påklæder, Susanne Lassen, går og rydder op i årets kostumer. På væggene hænger billeder af revystjernerne og deres kolleger sammen med små hyldestbreve og sjove rekvisitter. Jeg har hentet Kisser hos hendes søster, som hun har overnattet hos, for at være ordentlig klar til fotosessionen. Susanne og Kisser bliver enige om, at Kisser skal klædes pompøst på – det er sjovest – så vi finder fjer, hat, netstrømper, paillettrikot og tårnhøje hæle frem. I den næste time tager vi billeder af Kisser på scenen og foran Cirkusrevyens indgang. Det er overvældende – og flere gange løber mascaraen. For dels har Kisser altid været vild med Cirkusrevyen, dels er hun vokset op i samme kvarter som Lisbet Dahl – så hende føler hun en særlig tilknytning til. Vi ender fotoseancen i Lisbet Dahls garderobe. Og det er de billeder, vi ender med at synes bedst om til kalenderen. Bagefter sætter vi os ud på en bænk i Dyrehaven og taler sammen. Kisser har svært ved at samle tankerne og få sat ord på, hvorfor det har været hende så stærk en drøm i livet at blive skuespiller – for som hun forklarer mig på mailen et par dage efter, var det her en af de bedste dage i hendes liv - og dén skulle lige sætte sig. Drømmene på plads Vi har portrætteret 12 Hus Forbi-sælgere i 12 forskellige jobdrømme-scenarier til årskalen- 22 | HUS FORBI | nr. 11 november 2011 | 15. årgang får 30 kr. res arbejde. lgere er stolte af de 84 4 Hus Forbi-sæ evel drømt om noget helt andet. Men nogle har allig i årskalenderen. r Mød 12 af dem he ren Pris 50 kr. – sælge hvad hus forbi I halvanden måned var Hus Forbi sammen med 12 hjemløse rundt omkring på 12 af landets arbejdspladser for at skabe Hus Forbis årskalender for 2012. Det blev til en hel masse pragtfulde, gakkede og meget rørende oplevelser. ? m o du drømme! til at forfølge sine et år i ge da 5 36 Der er r din! Håber, du forfølge deren for 2012. Og det skulle vise sig, at vi fik kam til håret. Først skulle vi finde 12 Hus Forbi-sælgere, der repræsenterede sælgerstaben rundt omkring i landet. Jeg havde fat i 42 varmestuer, herberger og forsorgshjem for at få dem til at høre, om der var nogle af deres sælgere, der havde lyst til at dele ud af deres jobdrømme. Det var der heldigvis flere, der havde, og sådan dumpede de langsomt ind til os på redaktionen. Andre mødte vi på gaden og spurgte ind til. Da drømmene var på plads, skulle vi lave aftaler med blandt andre en brandstation, en landmand og Tycho Brahe Planetarium, og så var det vigtigt at være på rette sted på rette tid. For det ene sted kunne man risikere, at hele brandmandsstaben blev kaldt ud til en brand, det andet sted skulle køerne ud på marken, inden de blev for utidige, og på Tycho Brahe Planetarium havde vi 15 minutter at fotografere i mellem to filmvisninger – og i øvrigt en sød tekniker, der lagde sig ned under stolerækkerne og holdt fast i Jens Erik Olau Hansens ben, da han skulle fotograferes som astronaut. Ellers var han drattet ned af de stejle stolerækker. Udenfor skulle Jens Erik bagefter have sig en cigaret at komme ned på igen, og en hel skoleklasse fra Vesterbro var henne og spørge nysgerrigt ind til manden og hans udstyr. ’Århh mand, er du en rigtig astronaut?’ og ’Kommer du lige ude fra rummet?’, lød spørgsmålene fra børnene. ’Joee’ og ’Jaee’, mumlede Jens Erik og grinede i skægget over ungernes fascination af det hvide NASA-kostume, vi havde lånt af Danmarks Radio. Og så tog de ellers billeder af hinanden sammen med astronauten på deres mobiltelefoner. Selvindsigt belønnet En af sælgerne fra Århus, som jeg ringede op for at minde om vores aftale, var så besoffen, at det lød, som om han reciterede digte på spansk, da jeg talte med ham. Men han dukkede op næste dag og sang så rørende i Stengade 30. En anden sørgede for at sove inde omkring Israels 2012 Plads natten op til, hun skulle fotograferes. Hun har altid drømt om at blive falkoner, og selvom hun i denne periode af sit liv var ret svær at fastholde i aftaler, var hun på pletten den morgen, vi kørte op mod Falkonergården i Fredensborg. Hun fik lov til at holde to rovfugle. Falkoneren, Edith Wenzel, var imponeret over Sabinas ro og fortalte, at det langt fra er alle mennesker, som fuglene reager så tillidsfuldt over for. På vejen hjem i bilen talte vi om en masse ting, men flere gange brød Sabina ind midt i en sætning og sagde: ’Prøv lige at hør her – dét her var altså en vild oplevelse’. Tak til politiet Jeg tror, det for alle de medvirkende har været store oplevelser, selv om vi kraftigt blev udfordret af, at vi gerne ville have sælgerdrømme fra hele landet, men at deltagerne var nødt til at komme til København, hvis de ville være med. Flere sælgere fra provinsen dukkede aldrig op, hvorfor vi overtalte nogle af distributørerne til at hjælpe os med at få de jyske drømme-sælgere i hus. Vi fik en kontaktperson på et herberg i Jylland til at købe en billet sammen med en sælger og sætte ham på toget om morgenen. En præst fra Kirkens Korshær valgte at køre en repræsentant hele vejen fra Horsens til København og sammen fik de en dag i København, en tur på Christiania og var også nede forbi Mariatjenesten i Istedgade og aflægge visit. En af sælgerne skulle pludselig i fængsel, så vi måtte lave en aftale med fængslet om udsættelse i seks timer. En anden sælger røg på hospitalet, men fik lov til at smutte til København midt i det hele. Jeg kunne blive ved. Hvert et kalenderbillede har sin egen historie, og det var alle sammen ualmindeligt fine og sjove oplevelser at være med til. Jeg håber, at I får fornøjelse af kalenderen og tilstrækkeligt med nærvær og humor i Holger E. Henriksens skønne billeder, når I begynder at bladre i år 2012. | HUS FORBI-kalender 2012 er på gaden nu!!! Her er et smugkig af nogle af de medvirkende. Se, hvad de drømmer om og læs om hvorfor. Årskalenderen er ikke en del af avisen og må kun sælges efter særlig tilladelse i november, december og januar. Den er trykt i 26.000 eksemplarer. Sælgerne investerer selv 20 kroner i hver kalender og tjener 30 kroner, hvis de får kalenderen solgt. Vi har søgt forskellige organisationer om økonomisk støtte til udgivelsen, men har foreløbig kun fået positiv respons fra: Denne kalender-annonce bringes også i december og januar. Hvis du vil støtte de hjemløses job-drømme og gøre reklame for dit eget fag eller uddannelse, så kontakt os – så dit logo også kan få plads i december- og januar-udgaven. Pris 5.000 kroner. Køb kalenderen sammen med Hus Forbi. Pris 50 kroner – sælgeren tjener 30 kroner HUS FORBI | nr. 11 november 2011 | 15. årgang | 23 off line Om du løser alle eller én opgave, gør ingen forskel. Alle rigtige besvarelser deltager i lodtrækningen om 2x2 boggaver – fra vores helt egen verden. Løsning på X-ord: Gæt udtrykket i midten. Vil du vinde DUSADUKU Her bestemmer du selv sværhedsgraden... SEND LØSNINGER TIL: Hus Forbi, Bragesgade 10 B, 2200 Kbh. N senest 5. december 2011 Mærk kuverten 'OFFLINE' Navn _________________________________________ Adresse ______________________________________ Postnr ____ By ________________________________ X-ord er kreeret af Anne Jensen. 24 Fatum | HUS FORBI | nr.Franck 11 november 2011 |DUSADUKU. 15. årgang Karsten og Søren har lavet Vinderne får direkte besked og offentliggøres på www.husforbi.dk Du kan også sende X-ordsløsningen på mail til [email protected] hus forbis sociale mediebarometer har talt Man er økonomisk fattig, hvis man ikke kan forsørge sig selv eller sin familie. Det mener 73 procent af Hus Forbis sympatisører på Facebook. Den nye socialminister har sat sig for at nedsætte et ekspertudvalg, der skal komme med et bud på en fattigdomsgrænse. Hun har andetsteds i bladet gjort klart, at fattigdom OGSÅ handler om kroner og øre – og hvad det koster og kræver at leve et nogenlunde værdigt liv her. Hus Forbi har i de seneste par måneder indsamlet viden blandt vore venner på Facebook. De er altså ikke eksperter, men har formentlig svaret med maven, følelserne eller hjertet, som vist nok gør sig bedre i lidenskab end i videnskab. Selv om eksperter næppe var blevet netop dét uden lidenskab. I den meget håndholdte og ikke-videnskabelige undersøgelse har vi spurgt: Hvornår er man økonomisk fattig i Danmark? Og for ikke at ende i en meget ideologisk diskussion, som ville være umulige at kvantificere, gav vi 10 svarmuligheder. (Næppe helt i overensstemmelse med Danmarks Statistik og Videnskabsetiks Velfærdskommission, men trods alt gav det nogle bud!) 723 personer har deltaget og har kun fået mulighed for at vælge ét svar. | Når man ikke kan forsørge sig selv eller sin familie: 536 stemmer | Når man ikke kan spise sig mæt hver dag: 118 stemmer | Når man ikke har råd til tandlæge, fritidsinteresser, telefon, internet og gaver: 21 stemmer | Når man ikke har råd til at købe Hus Forbi eller støtte en indsamling: 13 stemmer | Når man kun har sin folkepension/kontanthjælp: 12 stemmer | Når man skylder mere, end man ejer: Ni stemmer | Når man ikke er kreditværdig og kan låne penge: Syv stemmer | Når man ikke har penge til at forkæle sine børn/partner: Fire stemmer | Når man ikke har råd til at rejse på sommerferie/vinterferie/efterårsferie: To stemmer | Når man ikke har råd til invitere gæster: Èn stemme hye Frivillige søges til Kirkens Korshær Har du hjerterum, et åbent sind og lyst til at engagere dig i samfundets skæve eksistenser på Vesterbro, så har Kirkens Korshær brug for dig til: Mariatjenesten i Mariakirken, Istedgade. Et værested for alle. Vi søger frivillige (25+) til dag- eller aftenvagter ca. én gang om ugen. Herberget i Valdemarsgade Overnatning kun for kvinder. Vi søger frivillige (kvinder, 25+) til to månedlige vagter fra kl. 21-09. Det er muligt at sove på vagten. Herberget drives i samarbejde med Diakonissestiftelsen, og bruges primært af østeuropæere, der ikke har mulighed for overnatning andre steder. Miljøet er præget af misbrug, hjemløshed, psykisk sygdom og prostitution. Ring for flere oplysninger Korshærspræst Birgitte Jeppesen - Mariatjenesten, tlf. 3324 5050 hverdage kl. 10-12 Mariann Ditlevsen, tlf. 8181 5600 - Herberget i Valdemarsgade Kirkens Korshær er en folkelig hjælpeorganisation, der har sit virke blandt samfundets marginaliserede og udstødte grupper. Kirkens Korshær har 380 ansatte og ca. 6.000 frivillige medarbejdere. ’Gadens Konger’ er en enestående mulighed for få et indblik i et miljø, som ellers er helt lukket land for udenforstående. Fire hundrede fotos er der blevet plads til i bogen, og krydret med fotograf Holger E. Henriksens historier og anekdoter giver de et helt unikt billede af hjemløshed i Danmark. Holger har fotograferet på gaden i en årrække – og I kender bl.a. hans billeder fra Hus Forbi. Gadens Konger koster 159,Alt overskud går til at hjælpe hjemløse. Beløbet (159,00) + porto (38,50) i alt 197,50 kan indsættes på følgende konto: Reg. 4180, konto: 0040001697, mærket Gadens Konger. Husk at skrive din adresse – så sender vi bogen til dig. Se også www.sandudvalg.dk for salgssteder, eller ring til SAND på 89 93 70 60. HUS FORBI | nr. 11 november 2011 | 15. årgang | 25 Udsatte mennesker kan godt tåle mosten af Mikkel Ais Andersen foto Thomas Evaldsen Solen står højt på himlen, og der vejrer en mild brise ind over Svaneke fra Østersøen. Et par kilometer uden for byen hviler en sommerlig idyl over en lille æbleplantage med tilhørende gård, og man føler sig straks velkommen i den afslappede stemning. En varm og rummelig atmosfære hersker blandt folkene, som arbejder omkring drivhuse og jordbærbede. Det sidste, man forestiller sig, er, at de, der ihærdigt passer æbletræerne, er tidligere stofmisbrugere, alkoholikere og sindslidende – folk, der har løbet hovedet mod tilværelsens til tider hårde mur og på den ene eller anden måde ikke har kunnet overskue at skabe en hverdag, der kunne hænge sam- 26 men. De virker kort sagt oprigtigt glade. I sine hvide arbejdsoveralls vandrer Bertil Ekstrøm rundt og holder øje med, at alt går, som det skal. Det er ham, der holder overblikket, og han er en af mændene bag hele projektet, der giver de socialt udsatte en chance for at få livet på ret køl. Han og Morten Hansen, som er den anden drivkraft, har arbejdet en stor del af deres liv i socialpsykiatrien, og de har altid haft en ide om at kunne skabe en virksomhed drevet af mennesker, som ikke kunne få job andre steder. De havde bare aldrig rigtig fundet den helt rigtige ide, husker han. Indtil for seks år siden. - Vi gik rundt her på Bornholm og havde lagt mærke til alle de her æbletræer. Der var simpelthen alt for mange æbler af en super- | HUS FORBI | nr. 11 november 2011 | 15. årgang kvalitet, som ikke blev brugt til noget, og så tænkte vi: Vi skal sgu da lave æblemost! Ud af værestederne Det er dog ikke ligetil at gå i gang med at brygge æblemost. Fødevarestyrelsen skal godkende alting, og desuden skal der udfyldes et hav af papirer, fortæller Morten Hansen. De to herrer var dog så opsatte på ideen, som i bund og grund gik ud på at få socialt udsatte i arbejde, at de fik kabalen til at gå op, og i 2006 begyndte de at brygge deres første æblemost af bornholmske æbler. For at komme i gang havde de brug for et økonomisk fundament, så de søgte diverse socialfondsmidler og fik en aftale i stand med Region Bornholm om at få økonomisk støtte for at sætte 20 langtidsledige i job på projek- tet, som nu havde fået et navn: Ciderprojektet. - Der findes mange væresteder for arbejdsløse, og dem ville vi have folk ud af. De skulle ud at arbejde og føle, at de var med til at udfylde en funktion på arbejdsmarkedet sammen med andre. Det var vigtigt for os, at det ikke blev en form for beskyttet værksted, men at der skulle produceres noget, som kunne blive til en forretning. Derfor blev de kastet ud i det med det samme og fik et ansvar for forretningen, fortæller Morten Hansen. 50 tons æbler Forretningen var nu skudt i gang. 20 socialt udsatte fra jobcentre på Bornholm blev ansat, og ingen af dem vidste noget som helst om æblemost. - Men hvis man kæmper for På Bornholm har æbler hjulpet socialt udsatte til at skabe en hverdag. I stedet for at tilbringe dagene på jobcentre eller derhjemme er de blevet ansat til at lave æblemost af øens lækre æbler. Projektet er det eneste af sin slags, og i dag leverer forretningen æblemost til gourmetrestauranter og specialbutikker i hele Danmark. det og virkelig tror på ideen, kan det lade sig gøre, som Morten Hansen siger. Og troen på projektet havde de. De havde økonomien til at starte op, og de kunne leje Svaneke Bryghus´ gamle bryggerlokaler, og så var det ellers bare derudaf med produktionen. De skulle dog også have købere til mosten, men det var ikke det store problem. - Vi fandt ret hurtigt ud af, at denne her bryg var ret populær. Både fordi den smager godt, men også fordi der er denne historie bag. Og det bliver ved med at gå fremad. De store supermarkedskæder har vist interesse i at få dem på hylderne, men vi holder os indtil videre til specialbutikker. Og så er der faktisk også flere gourmetrestauranter, der har dem på menukortet, fortæller Morten Hansen begejstret. Projektet har i dén grad haft succes, siden de etablerede forretningen for fem år siden. De har fået adskillige andre varianter af frugtsaft i produktion, blandt andet hyldebær, solbær og rabarber. Der er ikke længere nok æbler i plantagen til at opfylde behovet, så nu bliver de leveret udefra, og de får leveret hele 50 tons æbler hver 14. dag fra Fyn, Farø og Lolland. kommer ind, går til at ansætte flere arbejdsløse. - Det er det, der er meningen med det hele og altid har været det, siger Morten Hansen. - At få så mange arbejdsløse som muligt ud og føle, at de er med det til at udrette noget – at de er vigtige for produktionen. For det er de. Det er dem, der står for at udvikle smagssammensætninger frem til selve tapningen. Endnu flere ansatte Æblemost erstatter medicin I dag er antallet af ansatte vokset fra 20 til 35, og Ciderprojektets økonomi er ikke længere 100 procent afhængig af sociale midler. Forretningen blomstrer så vidt, at halvdelen af pengene kommer fra salg af den populære bornholmermost, men det har aldrig været meningen, at der skulle tjenes på forretningen. Alle pengene, der Når Bertil og Morten i dag ser tilbage på udviklingen af Ciderprojektet over de sidste fem år – et projekt, de selv er mændene bag – er de stolte. Ikke stolte af sig selv, men stolte af alle de involverede, som i fællesskab har givet projektet vinger. - Entusiasmen, som alle folk lægger i det her, er smittende. Vi HUS FORBI kan mærke, at det virkelig betyder noget, at de kan komme ud og være med til at skabe noget, så de kan sætte alt fokus ind på for eksempel æblemosten. Så glemmer de alle de problemer, de ellers går og tumler med, siger Morten Hansen og forklarer, at de gør meget ud af ikke konstant at snakke med de ansatte om deres misbrug og sindslidelser, men om arbejdet med at lave æblemost. - De her folk er vant til at skulle forholde sig til deres personlige problemer, når de har haft med det offentlige system at gøre. Her har de et frirum, og her er flere ansatte med forskellige sindslidelser, som har droppet deres medicin, efter at de er begyndt at arbejde på Ciderprojektet. Det er altså noget, der rykker. Vi kan mærke, at vi gør et eller andet rigtigt, konkluderer han med et smil.| | nr. 11 november 2011 | 15. årgang | 27 Fra misbrug til 28 æblemost | HUS FORBI | nr. 11 november 2011 | 15. årgang Henrik har gennem sit liv mødt mere modgang end de fleste. Han har levet på gaden og været afhængig af både stoffer og alkohol. Men i dag er det æblerne, der spiller hovedrollen i hans tilværelse. tekst Mikkel Ais Andersen foto: Thomas Evaldsen Henrik Sørensen farer hjemmevant rundt i drivhuset, mens han med en begejstret iver fortæller om de forskellige planter. Tidligere på dagen spurtede han rundt og ordnede ukrudt, og når han er færdig her, skal han ud at passe æbletræer. Han er som en livsglad hvirvelvind med en energi og et smil, der virker umuligt at tøjle. Og han bekræfter da også, at han aldrig har haft det bedre. Henrik er 31 år, og livet har ikke altid set så lyst ud, som det er tilfældet nu. Da han var seks, blev hans forældre skilt. Henrik flyttede med sin far væk fra moren og Bornholm, som han kendte, til den modsatte ende af landet i Aabenraa. Det var noget af en omvæltning, husker han. - Det var virkelig hårdt at flytte fra min mor til en helt ny by, hvor jeg slet ikke kendte nogen. Det var svært at finde nye venner, og jeg blev mobbet voldsomt. Henrik havde ikke nogen rigtige venner, og når nogen endelig viste interesse for ham, klyngede han sig til dem. Derfor var det heller ikke de smarteste folk, han begyndte at hænge ud med, som han selv udtrykker det, og allerede som 14-årig endte Henrik på hårde stoffer. Kriminalitet, krig og misbrug Henrik fortæller, hvordan det dag for dag gik hurtigere ned ad bakke for ham, og tilværelsen hele tiden blev mørkere. - Jeg havde svært ved at følge med i skolen, fordi jeg lider af ADHD, og samtidig havde jeg et stofmisbrug. Det endte med, at jeg droppede ud af skolen og søgte ind som blikkenslager som 17-årig. Men det gik heller ikke, fordi jeg tog for mange stoffer. Jeg vidste overhovedet ikke, hvad jeg skulle gøre med mit liv. Det endte med, at han søgte ind som soldat, og efter at have været udstationeret i Kosovo kom han i 2003 hjem igen. Han forsøgte at skabe sig en fornuftig hverdag, men de gamle vaner tog over, og hurtigt endte han i det samme sorte hul. Han havde ingen penge, og kriminalitet fyldte en stor del af han liv, fordi han skulle dække sit stofmisbrug. Det rakte dog ikke til både at købe stoffer, mad og husleje, så han blev smidt ud af sin lejlighed, og fogedretten tog alt, hvad han ejede. - Pludselig havde jeg ingenting. Alt af værdi blev taget, og alle mine møbler blev smidt ud. Det, jeg var mest ked af at miste, var de medaljer, jeg havde fået som soldat. De mindede mig om en tid, hvor jeg havde lidt succes med mit liv, men de røg også på lossepladsen. Dem ville jeg meget gerne have haft i dag, funderer han, mens en skygge for første gang løber over hans ansigt. Tilbage til Bornholm Nu boede Henrik på gaden i Aalborg. Stoffer og alkolhol fyldte efterhånden hele hans liv, og han husker, hvordan han levede en enkelt dag ad gangen uden tanker på fremtiden. - Man kan slet ikke begynde at forestille sig, hvordan det er at bo på gaden, hvis man ikke har prøvet det. Det handler bare om at overleve, og hver dag er en kamp, fortæller han. Og Henrik kæmpede. Han forsøgte at blive sit stofmisbrug kvit, og efter et år på gaden kunne han ikke klare det mere. Han flyttede tilbage i sit barndomshjem hos sin mor på Bornholm, hvor han kom på kontanthjælp og gik hjemme hele dagen. Han kan ikke besidde et normalt job på grund af sin ADHD-lidelse, så da jobcentret satte ham i forbindelse med Ciderprojektet, var det det bedste, der nogensinde er sket i hans liv, bedyrer han. - Jeg vil næsten gå så langt som at sige, at det her projekt har reddet mit liv. Det har givet mig en mening med tilværelsen, og det betyder utrolig meget at have noget at stå op til hver dag, og det holder mig væk fra alkohol og stoffer. Henrik siger, at det samtidig har givet ham et netværk og venskaber, som han ellers aldrig har haft i sit liv. Henrik lever stadig af offentlige ydelser, men i stedet for at gå rundt derhjemme eller bruge tiden på et værested er det æblerne, der spiller den store rolle i hans liv, og han har ansøgt om at få et fleksjob på æbleplantagen. Han er ikke længere afhængig af stoffer eller alkohol, men han har til gengæld pådraget sig et andet misbrug, siger han gennem et enormt smil. - Jeg er nok blevet lidt afhængig af æblemost, men det er vist ikke helt så usundt. | HUS FORBI | nr. 11 november 2011 | 15. årgang | 29 Ro i sindet med jordbær - Jeg kan slappe af i hovedet, og jeg kan mærke, at det hjælper på mine psykiske problemer at have en meningsfyldt hverdag. Jeg har heller ikke længere brug for den medicin, som jeg tog før i tiden. Bodil Steenberg var gift med en narkoman, der med sit misbrug gav hende den sindslidelse, hun stadig lider af. Hendes to børn bor i en plejefamilie, og hun ser dem ikke. I dag har hun det allerbedst, når hun arbejder på æbleplantagen, for her har hun fred i sindet. Razzia i hjemmet af Mikkel Ais Andersen foto Thomas Evaldsen Bodil Steenberg tørrer en lille tåre væk fra øjenkrogen, mens hun fortæller om sine to børn, som ikke bor hos hende længere. De er placeret i en plejefamilie, fordi hun ikke kunne overskue at passe dem, og deres far er narkoman. Hun bukker sig ned i jordbærbedet og frigør rutineret et par jordbær fra stænglen, som kommer oven i den anseelige bunke, hun allerede har fyldt i skålen. Jordbærene skal bruges til at lave en ny bornholmermost. Bodil er 52 år og uddannet sygeplejerske, men kan ikke udfylde en normal stilling på grund af sin sindslidelse, og i dag er hun førtidspensionist. De sidste fire år har hun arbejdet med at lave bornholmermost på Ciderprojektet. Gemte brugte kanyler Før Bodil blev ramt af sin sindslidelse, arbejdede hun som frivillig på et behandlingshjem 30 for afvænnede narkomaner. Her mødte hun Tonny, der var indlagt, da han gennem mange år havde haft et omfattende stofmisbrug. De to mødtes hver dag og udviklede et tæt forhold, der endte med en forelskelse, så da Tonny blev udskrevet, flyttede de sammen, blev gift og fik hurtigt to børn. Det hele gik godt, for han var helt afvænnet og kunne aldrig finde på at tage stoffer igen. Det var i hvert fald, hvad han fortalte Bodil. Men han faldt gang på gang tilbage i sit misbrug, og Bodil begyndte at finde brugte kanyler, som han havde gemt rundt omkring i huset, husker hun. - Jeg frygtede for, at der kunne ske børnene noget, når han var på stoffer, eller hvis de fandt kanylerne og legede med dem. Men jeg elskede ham og ville ikke gå fra ham. Han lovede jo gang på gang, at han ville stoppe, og det troede jeg på. | HUS FORBI | nr. 11 november 2011 | 15. årgang Ægteskabet tærede hårdt på Bodil, og hun blev langsomt, men sikkert mentalt nedslidt. Hun blev ramt af en depression, og sidenhen fik hun diagnosticeret endnu en sindslidelse. Da politiet en dag lavede razzia i deres hjem og anholdt Tonny for narkokriminalitet, besluttede hun endelig at gå fra ham. Hun var dog så mentalt belastet, at hun hverken kunne passe sine egne børn eller et job, så børnene havnede i en plejefamilie, mens Bodil blev førtidspensioneret. I dag har Bodil sin daglige gang på Ciderprojektets æbleplantage, og det er kun, når hun er her, eller hun arbejder på sine malerier derhjemme, at hun kan finde fred i sindet. - Jeg kan slappe af i hovedet, og jeg kan mærke, at det hjælper på mine psykiske problemer at have en meningsfyldt hverdag. Jeg har heller ikke længere brug for den medicin, som jeg tog før i tiden. Jeg har det godt her, men jeg savner mine børn, der i dag er 11 og 14 år, fortæller hun og bukker sig efter endnu en håndfuld jordbær. | HUS FORBI | nr. 11 november 2011 | 15. årgang | 31 hjemløseprisen Holger – den utrættelige af Birgitte Ellemann Höegh foto Helga C. Theilgaard 3 spørgsmål hvad går pengene til? Mit arbejde bærer lønnen i sig selv. Jeg mangler ikke noget. Men hvis penge kunne gøre det, så ville jeg gerne være 20 år yngre. hvad fik du at spise i går? Jeg starter altid med en portion A38 med jordbær. Det skulle efter sagkundskaben være så godt. Så det har jeg gjort i 10 år. Ud over det, så fik jeg tre stykker rugbrød med spegepølse, tre med leverpostej og en med ost. er der noget, du glæder dig til? Jeg har ikke holdt en fest, hvor folk ikke har haft det skægt. Og heller ikke været inviteret til én, uden at blive inviteret igen. Så jeg har ikke noget til gode. 32 | HUS FORBI | nr. 11 november 2011 | 15. årgang Rundt omkring i rygsække, barnevogne og på væggene på herberg og forsorgshjem finder man laminerede fotos af hjemløse – godt og vel 15.000 styk er det efterhånden blevet til. Det er portrætfotos af ejerne af billederne, og de er taget af fotograf Holger E. Henriksen og har som udgangspunkt skullet bringes i Hus Forbi. Men hver gang Holger E. Henriksen fotograferer en hjemløs eller skæv eksistens, skriver han vedkommendes kontaktoplysninger ned, printer en fire til fem fotos ud, laminerer dem og afleverer dem til den portrætterede som tak for, at han fik lov til at komme tæt på. Fotograferingen til Hus Forbi foretager Holger E. Henriksen helt gratis, for som han altid forklarer et menneske, han fotograferer for første gang: ’Jeg er nok den fotograf i Danmark, der oppebærer den største hyre. Når jeg har været ude og skyde, er lønningsposen fyldt op med en indre sindsro og en stor glæde ved at kunne rende rundt og lege på gaden sammen med vennerne’. Og den leg har Holger E. Henriksen hygget sig med de sidste seks år så intensivt, at der ikke er en eneste hjemløs i København eller omegn, der ikke ved, hvem ’Holger’ er. Han bor selv i Gentofte i en toværelses lejlighed, men føler sig hjemløs langt ind i hjertet. For man kan være hjemløs på mange måder, mener Holger E. Henriksen og føler sig stærkt beslægtet med ’rødderne’ eller ’mine dejlige drenge og piger’, som han kalder de hjemløse. Og den kærlighed, Holger E. Henriksen nærer til de hjemløse og andre udsatte, er gengældt. Vi på Hus Forbi har endnu aldrig mødt en hjemløs eller skæv eksistens, der har andet end gode ord tilovers for Holger E. Henriksen. 'Jeg eeelsker Holger', lyder det endda fra rigtig mange. For ud over at fotografere de hjemløse lytter han til deres daglige udfordringer og tanker, hjælper dem i afrusning, besøger dem på hospitalet og kommer til deres begravelser uden kamera. Og så er han et festligt indslag i deres hverdag. Holger E. Henriksen kan nemlig få hvem som helst til at grine, uanset hvilken situation de står i. Alt det kommer også Hus Forbi til gode – Holger E. Henriksen er intet mindre end en guldgrube for avisen, da han er et af de allerbedste adgangskort til de hjemløse. Skal en journalist ud på en opgave og har Holger og hans kamera med sig, bliver man altid godt modtaget. Derudover er det i sig selv en oplevelse at være på job med Holger E. Henriksen, der i ren og skær kærlighed kalder én for ’kælling’ eller ’stodder’, råber højt og livligt op og stopper op på gader og stræder og gestikulerer med hele sin krop, når han skal fortælle om en hændelse fra miljøet. Altid med en bunke af tillægsord, der får de begivenheder, han beskriver, til at stå i et urkomisk eller rørende skær. Det er ALDRIG kedeligt at være sammen med Holger E. Henriksen. Igennem Holger E. Henriksens 72 år har han foretaget sig mange mærkværdigheder, som han i dag ser tilbage på med ophøjet sindsro. Han har blandt andet gået på katolsk skole, været på opdragelsesanstalt, taget en landbrugsuddannelse, påbegyndt en uddannelse som journalist og fotograf, taget jagttegn, været familiefar, hesteopdrætter, gårdejer, forretningsmand, ministerchauffør for Niels Matthiasen (minister for kulturelle anliggende og offentlige arbejder under Anker Jørgensen, red.) og kaperfører. I dag har han desværre ikke nogen kontakt til sin familie, han har brændt de nålestribede jakkesæt, hans heste og gård er solgt for længst, og i stedet bruger han al sin tid ude på gaden sammen med ’rødderne’, der ualmindeligt sjældent får et nej til noget som helst af Holger E. Henriksen. Derudover yder han også en stor og loyal arbejdsindsats i Hus Forbis bestyrelse, som han har siddet i det sidste år. Alt det tilsammen har været med til, at beslutningen om, at netop han i år skulle modtage Hjemløseprisen, stod ligefor. Tusinde tak, Holger, for dine dejlige billeder, der bulder og brager af livsglæde, oprejsning og respekt for de anderledes mennesker, som stikker lidt ud. Tusind tak for dit positivt smittende sindelag. Og tag nu det til dig, stodder! |
© Copyright 2024