1. No category

Pilestafetten
Mit liv med flet
vi kunne sidde i læ og nyde udsigten
ud over engen.
Af Bent Vinkler
Det var tæt på Fiskbæk å, et par
kilometer før den løb ud i Hjarbæk
fjord, at jeg gik i engen og skød med
bue og pil en sommermorgen. Så var
det, der skete det besynderlige, at jeg
skød en pil op i luften, højt op; så
højt, at den forsvandt ind i himlen og
aldrig kom ned igen. Måske har jeg
ramt Gud, og han har tænkt: ” Den
frække dreng skal komme til at
arbejde med pil hele sit liv”.
Buen var lavet af Dugpil, og pilene var
lavet af grønne et-års skud, sikkert af
Viminalis. Jordene, der hørte til
gården var ren sandjord, som føg som
sne hvert forår, når det blæste. Derfor
havde min far plantet pil rundt om alle
de små marker, og det var her, jeg fik
mit materiale fra, når jeg sammen
med min søster byggede
stenalderhytter. Vi var begge ret
interesserede i stenalderen. Det kom
måske af, at vi hvert efterår fandt
rester af bopladser og redskaber af
flint, når markerne blev pløjet.
Væggene til hytterne flettede vi med
pil, taget var grene af pil, på jorden
lagde vi et tykt lag af græs, som vi
plukkede mellem piletræerne. Disse
små primitive huse var det første, jeg
flettede. Det næste var et lille hegn,
der beskyttede mod vestenvinden, så
(Foto: Læhegn)
Billedtekst: Her sidder min onkel
Kristian og nyder udsigten.
Jeg var vel 10 - 12 år, da jeg flettede
dette hegn
På dette tidspunkt skar jeg også én af
mine første figurer i træ. Jeg havde
fundet noget meget specielt træ; det
var egetræ, men træet var angrebet
af en svamp, som gjorde træet grønt,
og ikke nok med det, træet var også
selvlysende. Af dette stykke skar jeg
en lille grøn krokodille.
Det har så ikke noget med flet at
gøre, men arbejdet med træ og
fletteriet har for mig altid hørt
sammen.
Sådan var det også, da jeg som 18 19 årig kom til Hesbjerg Slot. Det var
som at gå ind i et eventyr. Slottet lå
gemt; glemt og tilgroet ude i skoven.
Jeg kom dertil sammen med min
søster, min hund og en ged. Vi lejede
os ind i “Ishuset”, der lå ved siden af
slottet. Et hus, man havde brugt til at
fylde med is og sne, så man kunne
køle mælken ned, men nu var køerne
solgt, og vi fik lov at bo der.
Husk at vedhæfte/vedlægge evt. billeder som separat fil eller
papirbillede med navn bagpå.
Billeder fra web kan generelt ikke bruges til tryk.
Her fik jeg lagt trægulv, sat et køkken
op og en brændeovn. I dette
vidunderlige hus boede vi så og
levede et meget enkelt liv. Vi dyrkede
en stor have med grønsager; der var
æbler, pærer, jordbær, blommer,
hassel og valnødder og meget mere
lige uden for døren. Vi hentede urter,
træ, ler, græs og brænde i skoven.
Huslejen var 200 kr. om måneden.
Pengene skaffede vi ved at dyppe lys,
skære skeer i træ, piber af
kirsebærtræ og spinde garn m.m. Vi
solgte vores håndværk på gågaden i
Odense eller i en butik i Svendborg.
En måned hver sommer tog vi arbejde
i et drivhus i nærheden.
Jeg flettede et hegn, rundt om
gedernes mark, af pil, som jeg fandt i
en grusgrav i nærheden. Næste
vinter, da jeg kom i grusgraven igen,
var den fyldt med etårs skud af lange
grønne pil, og jeg tænkte, “ det må
være sådanne pil man bruger til at
flette kurve med”. Jeg fik høstet en
masse, fandt en kurv med
stjernebund og gik så i gang. Det blev
måske ikke den smukkeste kurv, men
jeg var tændt. Jeg flettede kurve,
lampeskærme, cykelkurve m.m.
I 3 - 4 år levede jeg og lærte af
skovene og livet på Hesbjerg. Så var
det, at min søster og jeg holdt et
spindekursus på Ærø. Her mødte jeg
Karen. Vi startede livet sammen ved
først at spinde og hækle et kæmpe
stort uldtæppe, jeg flettede nogle
cykelkurve. Så startede vi på en
cykeltur rundt i Danmark, der varede
fra april til november. Vi boede hos
venner, folk vi mødte eller hørte om.
Indimellem sov vi i vejgrøften eller en
staklade rullet ind i uldtæppet. En
fantastisk sommer, hvor vi mødte
mange skønne mennesker og lærte
en masse.
Cykelturen sluttede i november, hvor
vi gik i lære som fårehyrder på
”Kjællinghøl” ved Bjerringbro. Her
lærte vi alt om får og mere om
spinding. Vi mødte Lise Warburg, som
var i gang med at skrive
“Spindebogen”. Desuden var hun ved
at lave en stor udstilling om spinding i
Herning. På udstillingen så jeg for
første gang “simer” lavet af rug-halm
og af revling. Senere fandt jeg filmen
“Halm hår og revling” som H.P.
Hansen optog på heden sidst i
20’erne, og jeg lærte selv at sno
simer.
På “Kjællinghøl” mødte jeg også Carl
Jensen, den store gamle pilemand,
som har skrevet ”Bogen om pil”, og
som i sit liv gjorde et kæmpe arbejde
for at udforske og udbrede
kendskabet til pil og alle de
muligheder, der er indenfor pil og
piledyrkning. Han kom for at fortælle
om levende krydsflettede hegn. Han
havde nogle pil, hvis bark var så sur,
at fårene ikke ville bide i dem. Jeg
Husk at vedhæfte/vedlægge evt. billeder som separat fil eller
papirbillede med navn bagpå.
Billeder fra web kan generelt ikke bruges til tryk.
tror ikke, at forsøget blev sat i værk,
men da vi nogle år senere købte en
lille ejendom nede ved Egtved,
kontaktede jeg Carl for at købe
stiklinger af ham. Jeg fik til en hel
mark og aftalte at betale med en
fjerdedel af høsten hvert år, indtil
stiklingerne var betalt. Han fik af de
lange pil, som han brugte til hegn.
Jeg beholdt de korte, som jeg brugte
til kurve og undervisning.
Karen og jeg startede Egtvedegnens
husflidsforening, hvor jeg blandt
andet underviste i at flette. Jeg
høstede pil om eftermiddagen og tog
dem med hjem om aftenen. Af de pil
flettede vi så kurve, som jeg havde
lært det af Carls kurvemager, Poul. En
dag slap de op, og jeg måtte bruge af
de pil, jeg havde høstet tidligere på
vinteren, som var halvtørre. Det var jo
trist, men det var de eneste, jeg
havde. Da opdagede jeg, at de pil,
der var begyndt at trække sig
sammen, var meget bedre at flette
med end de friske grønne. Sådan blev
jeg langsomt klogere.
(Foto: En ung Bent Vinkler)
Billedtekst: Her står jeg i min første
pilemark foran gården i Bølling
I tiden mellem Kjællinghøl og gården i
Bølling var vi to år på Husflidsskolen i
Kerteminde. Her arbejdede jeg ikke så
meget med flet. Kun et par opgaver,
hvor det indgik. Men jeg arbejdede en
masse i træ. Lavede mange
spinderedskaber: rok, hånd-tene,
kartebænk, kamme og karter m.m.
Jeg byggede også en stor skaftevæv
til Karen og fik bygget en violin.
I de år, hvor vi boede i Bølling, holdt
vi kurser rundt om i Danmark næsten
hver weekend.
Når man sådan er blevet gift og har
hus og bil, så får man også børn. Det
gjorde vi også.
Et halvt år efter at Jakob blev født,
indså vi, at vi måtte forenkle livet,
sælge gården og flytte til Vestbirk,
hvor Karen var blevet ansat som
vævelærerinde. Jeg underviste på
højskolen et par gange om ugen i flet
og i træskæring. Om sommeren holdt
vi sommerkurser, der varede i 14
dage. Det var ganske skønt at have så
lang tid sammen med eleverne; det
var virkelig arbejde og fordybelse,
krydret med morgensang, foredrag,
film og fest. På et af disse kurser
dukkede Eva Seidenfaden op. Eva
kommer I til at høre mere om senere.
Husk at vedhæfte/vedlægge evt. billeder som separat fil eller
papirbillede med navn bagpå.
Billeder fra web kan generelt ikke bruges til tryk.
På højskolen fik jeg gode venner både
blandt elever og lærere. Jeg
opdagede kunsten; den blev en del af
mit liv. Kunstnere kom forbi og
underviste, musik var der altid, og
fantastiske musikere kom forbi og
spillede. Det var en livgivende og
lærerig tid.
Jeg var hjemmegående husfar. Vi
havde også fået Agnete, så jeg
passede børnene, dyrkede haven,
underviste, flettede og arbejdede med
violiner; reparerede og byggede. Jeg
arbejdede hver aften til langt ud på
natten og troede, jeg skulle gå i lære
som violinbygger, men så kom Anette
Holdensen forbi med en af David
Drews kurve. Hun havde mødt ham i
Polen på et seminar om pileflet. Det
var som at få en Stradivarius i
hånden. ”Ham skal du møde” sagde
Anette.
....fortsættes i næste nummer….
Husk at vedhæfte/vedlægge evt. billeder som separat fil eller
papirbillede med navn bagpå.
Billeder fra web kan generelt ikke bruges til tryk.