1. No category

1
Konkurrencestaten medfører underskud af demokrati og klassisk dannelse
Institut for uddannelse og pædagogik, DPU, Aarhus Universitet afholdt den 19. november 2013 i Emdrup en
velbesøgt konference ”Konkurrencestatens krav om dannelse, dannelse i uddannelsessystemet”
Kommenteret referat af Lærke Grandjean
Konference om konkurrencestatens nødvendighed eller nødvendigheden af en kritisk diskussion?
Vi, godt 300 undervisere, forskere, fagforeningsfolk, politikere mv., finder de økonomisk, strukturelle ændringer i
den uddannelsesmæssige hverdag så påtrængende, at det var værd at deltage i DPUs konference, som angiveligt
ville analysere de enorme forandringer. Det viste sig, at DPU havde tilrettelagt noget, der mindede om en
studiekreds i Ove K. Pedersens bog Konkurrencestaten.
Så desværre gik det meste af dagen med at hylde begrebet om konkurrencestaten, mens det tydeligvis blandt
deltagerne var en kritisk diskussion, man kom efter. I pauserne rundt om kaffe- og frokostbordet kom det frem, at
effektivisering og målstyring til arbejdsmarkedsformål i den grad har ødelæggende virkning ude omkring på
uddannelsesinstitutionerne. Så forventningen var en konference med bud på, hvordan man kan takle
forandringerne.
Velfærd skal betale sig
Ca. to tredjedele af konferencedagen gik med at fastslå, at konkurrencestatsbegrebet er godt, for så kan man
kritisere velfærdsstaten politisk. Det er alt for dyrt med velfærdsstaten, hvor man bruger mange penge på at lave
pædagogiske åndehuller i skolen. Løgstrups tankegang om, at formålet med skolen er tilværelsesoplysning er en saga
blot, ifølge konkurrencestatstilhængerne. I dag drejer det sig om at lære at lære, så man kan holde sig i evig
optimering med arbejdsmarkedets behov. Det er ikke mere dannelsesmæssige værdier, der er i højsædet, men
flygtige smagsindtryk. Det er godt, for så kan man tilfredsstille den enkeltes behov for at danne sig selv. De store
fælles dannelsesidealer anses for døde. Er det godt? Ja, for fælles dannelsesidealer er ikke til nytte i
konkurrencestaten. Grundtvig kan derimod gøre god nytte med sin tale om, at alle skal være selvforsørgende. Kan
man ikke klare sig selv, så er det jo nok fordi, man ikke er god nok til at leve op til skolens og samfundets
målsætning: Ansvar for egen læring. Indholdet i skolen er afskaffet, for erhvervslivet har bare brug for, at man kan
omstille sig og være kreativ, så vi skal lære at lege – for legens egen skyld forstås, for ellers leger man ikke rigtigt.
Innovation og produktudvikling sker nemlig kun, når man har lært at lege rigtigt. Så leg, leg, leg. Og lær, lær, lær. Det
er konkurrencestatens behov, og konkurrencestaten kan meget bedre betale sig end velfærdsstaten.
Ovenstående var, hvad den første runde af konferencedagen handlede om. Det var mest Ove. K. Pedersen, der talte,
men han skulle også have nogen at tale med i det lille debatpanel, som var arrangeret på scenen foran os mange
tilhørere. Så Ida Juul og Lars Geer Hammershøj underbyggede hans standpunkter med historiske rids og udredninger
om dannelse, og så kunne vi bedre forstå Ove K. Pedersens studier af konkurrencestaten.
Dannelse er at læse og skrive
I anden runde af konferencedagen var det igen mest Ove K. Pedersen, der talte. Han skulle dog nu også tale med
Jens Rasmussen, som underbyggede vores forståelse af konkurrencestatens behov for effektiv indlæring af læsning,
skrivning og regning. Denne indlæring skal styres med målfast hånd og dermed sikre, at indlæringen virker; det
kaldes simpelthen dannelse, at børnene lærer at læse og regne. Alle børn skal inkluderes, for velfærdsstatens
specialundervisning har vist sig ikke at lykkes. Det skal konkurrencestaten derfor rette op på, og
uddannelsesforskningen kan så, snarere end pædagogikken, undersøge, hvad der virker med henblik på, at den
enkelte kan blive selvforsørgende.
Pausesnak blandt deltagerne: Ensidig konkurrencestatssnak uden modspil
Efter denne anden runde af konferencedagen var der frokostpause, og der hvor jeg sad, blev der tydeligt givet udtryk
for, at konferencens indlæg om konkurrencestats-politik ærlig talt var meget ensidige, og hvornår på
konferencedagen ville der komme et tiltrængt kritisk politisk modspil?
2
Det opportunistiske menneske i konkurrencestaten
Det skete så ikke lige efter frokostpausen, for da havde ordstyreren sat sig selv på. Claus Holm tog et litterært afsæt i
Thomas Manns Buddenbrooks om livsduelighed for at illustrere konkurrencestatens opportunistiske menneskesyn.
Buddenbrook siger, at livsduelighed er at udnytte en situation uden at føle skam. Men det kan forekomme umoralsk
med et menneskesyn, som egentlig bare drejer sig om at skabe duelige profiler, der skamløst vil udnytte en situation
til eget bedste. Redningen på dette moralske problem er for Claus Holm, at ty til etikken, og Lars Henrik Schmidt
(samtidsdiagnostikkens far) har her fundet en løsning, så det hele ender med en win-win situation. Man skal bare
spørge: Hvad kan jeg gøre for dig - for at gøre det bedre for mig? Så behøver man ikke at skamme sig over at være
opportunistisk, for man er det ikke på den andens bekostning. I pædagogisk sammenhæng står Claus Holm derfor
helt på Ove K. Pedersens side, dvs. vi er ansvarlige for os selv og vores muligheder for at klare tilværelsen.
Løgstrups syn på skolen som et pædagogisk åndehul, hvor fælles ansvar og oplysning om den menneskelige
tilværelse er i centrum, må man nok herefter forstå som reaktionært og yt.
Bekymringerne melder sig - medborgerskab er yt i konkurrencestaten
Ove Korsgaard havde sine anfægtelser, for hvad så med det fine og gode begreb medborgerskab, mister
medborgerskab sin styrke i konkurrencestaten? Afgørende for at man kan opleve et medborgerskab i et samfund er,
om der er en generel mellemmenneskelig tillid i befolkningen. Kan en sådan tillid overvintre i konkurrencestatens
mere kyniske menneskesyn? Ove Korsgaard vidste det ikke, men pegede på, at tilliden i USA (som for længe siden
har sagt ja til konkurrencestaten) er i forfald. Så han mente, at hvis medborgerskab fortsat vil overleve i samfundet,
så er der nok snarere tale om, at det lever på den kulturelle arv fra velfærdssamfundet, dvs. på lånt tid.
Demokratiet svækkes - forbrugerborgeren er in i konkurrencestaten
Det var ikke bare Ove Korsgaard, som havde anfægtelser. Jens Erik Kristensen udtrykte både bekymring og kritik over
for konkurrencestaten. Det var lidt overraskende, for som Claus Holm og Lars Geer Hammershøj, er han angiveligt
samtidsdiagnostiker. Samtidsdiagnostik har det til fælles med den lægelige diagnosticering, at man skal være
objektiv, neutral og bygge sine diagnoser på empiri og hvad-virker forskning. Så det med at udtrykke sin personlige
holdning, kunne man godt mærke som tilhører, var lidt svært for Jens Erik Kristensen. Men ikke desto mindre gentog
han ildevarslende, at konkurrencestaten vil betyde en svækkelse af demokratiet. Det fælles samfundsmæssige ses i
en investeringsoptik, som indebærer, at velfærd skal kunne betale sig, fordi samfundet simpelthen bliver til en
virksomhed. Det opportunistiske menneskesyn indebærer, at den demokratiske borgerrolle skiftes ud med en
forbrugerborger, hvis ypperste dyd er at svinge sit dankort, som Jens Erik Kristensen udtrykte det.
Konkurrencestaten skal kritiseres
Efterfølgende roste Ove K. Pedersen Jens Erik Kristensen for hans kritik. Endelig én, der forstod, at
konkurrencestatstanken er til politisk debat. Det er en holdningssag, om samfundet understøtter de finansielle
kræfter, der globalt er ved at vinde magtkampen om at sætte den politiske dagsorden. Uddannelse skal politiseres,
fordi det er fundamentet for fællesskabet. Der må et åbent politisk slagsmål til for at finde målsætninger, der taler
for fællesskabet.
Under kaffepausen var der én af konferencedeltagerne, som så syntes, at disse politiske slagsmål skulle udkæmpes
her på konferencen, åbent. Hvorfor skjule de kritiske røster om konkurrencestatens opportunistiske menneskesyn og
new-public-management grundlag? I kontrast til dagens glade hyldest til konkurrencestaten ville man gerne have
hørt politiserende oplæg om den almene uddannelse og pædagogik fra fx Asger Baunsbak-Jensen, Peter Kemp,
Steen Nepper Larsen og Thomas Aastrup Rømer.
Den specifikke kritik kom også frem - erhvervslivets behov skal ikke styre uddannelsespolitikken
Dagens mest direkte politiske analyse kom fra Laura Louise Sarauw. Det afgørende politiske slag på den universitære
slagmark stod i 2003, hvor Helge Sander, med sloganet fra forskning til faktura, slog benene væk under århundreders
tanke om forskningen som fri og uafhængig. De efterfølgende 10 års politiske kompetence målstyring af uddannelse
på alle niveauer har frem til i dag banet vejen for en næsten stiltiende accept: Arbejdsmarkedets behov uddannelsernes lov. Men Laura Louise Sarauw analyserer, at man tager gruelig fejl i at tro, at Danmarks
uddannelsespolitik skal være en dikkende lammehale til arbejdsmarkedet. Snæver kompetence målstyring er ikke
den rette vej til at klare sig i et moderne videnssamfund. Der er brug for bred viden, kritisk sans og demokratisk
udsyn, og uddannelserne skal vægte selvstændig tænkning, personlig dannelse og faglig fordybelse.
3
Og håbet afsluttede dagen - konkurrencestaten er en overgang – men der skal måske en civil ulydighedsstrategi
til?
Behovet for fordybelse er klassisk, og det bliver vist over Hans Hauges lig at ændre mottoet for Aarhus Universitet:
Søger i dybet den faste grund. Helge Sanders kompetence målstyring har dog, ifølge Hans Hauge, næsten haft held til
at lægge fordybelsen øde. Med Hegels ord "Det, som er fornuftigt, det er virkeligt; og det, som er virkeligt, det er
fornuftigt" har konkurrencestatsforkæmperne lukket sig om new-public-managementlogikken - helt ude af trit med
klassisk dybdesøgende dannelse. Men man skal ikke være så ked af det. For ifølge Hans Hauge er konkurrencestaten
en overgang. Og for at forberede sig til nye tider kan man med fordel vælge en civil ulydighedsstrategi og holde fast i
den klassiske fordybelse.
Lærke Grandjean er voksenunderviser og stud.cand.pæd., tilknyttet SOPHIA.
http://konferencer.au.dk/konkurrencestatens-krav-om-dannelse/