1. No category

CANAZEI uge 4 2013
© Jens Anton Dalgaard 2013
1
Canazei – søndag 21. januar 2013.
Vi var med på, at vejret på denne tur ville ændre sig til det mere trælse efter godt vejr fredag og
lørdag.
Søndag ser sådan ud i en metrologs verden:
22 cm sne i løbet af dette døgn !
Nå - vi stod nu op til sædvanlig tid, og spiste morgenmad efterNauntofteplanen 7.20 – 8.00 og
derefter skistald 08.15 og klar ved liften 08.30 (selv om bemeldte Nauntofte slet ikke er med på
denne tur).
Det var lidt skyet oppe på pisterne, set nede fra dalen, men ikke særligt slemt, og Belvedere var
pænt præpareret og sigtbarheden fin – det dryssede en anelse, så det skulle nok blive en fin
skidag. Der blev aftalt Piz Seteurtur – ikke så højt oppe og gode bløde bakker at køre på – der var
nogle damelår, der stadigvæk var mærket af det solide udlæg på Marmolada i går.
Skovløjpen var lækker og vi kom hurtigt over til Col Rodella æggene (lift 155) . Vejret skiftede
hurtigt, det begyndte at sne mere, og da vi skiftede til næste lift, der skulle bringe os op til toppen
af Rodella (lift 153) blev det alvor. Liften stoppede flere gange på den særlige måde, der
kendetegner, at det er vindvagtsautomatikken, der er kommet på arbejde – (liften stopper, hvis
vinden er så kraftig, at stolene eller gondolerne kan komme eller kommer i svingninger på grund af
vinden), og ganske rigtigt, på toppen var det slemt, det blæste voldsomt og sneede kraftigt.
2
Vi stod midt i en tæt snebyge og
kunne ikke se noget som helst. De
stedkendte vil vide, at den nye lift
fra ørkenen og op fra den anden
side (lift 55) er lang og åben, så selv
om vi listede ned af bjerget og kom
lidt i læ igen, ville hjemturen i den
lift blive slem med en snestorm lige
i synet.
Vi besluttede os for at vende om og køre i kanten af pisten så
vi kunne se slikkepindene indtil der blev bedre sigt. Jeg kørte
forrest i min gule skijakke som vejviser, så jeg så ikke, hvad
der skete, med både Karsten og Per væltede – Per blev
sneblind og lagde sig, da han kunne mærke, at tempoet blev
for højt, og han ikke anede, hvad side han skulle dreje til for
at bremse. Om Karsten ikke havde fået sneen af støvlen
inden han spændte på, eller hvad, står hen i det uvisse, men
han væltede kort efter starten. Vidner, som deres udsendte
har talt med, siger at vinklen på hans knæ ”så forkert ud”,
men han kom da op, og kørte videre ned til det sidste lidt
trælse sted inden den lange lige tur hen mod starten af
Rondellaskovløjpen. Der væltede han igen og kunne ikke komme op.
Der blev rekvireret en snescooter – de har heldigvis base ikke så langt fra det sted, han væltede,
og han blev med den kørt op til Campitello-liften –
ned i dalen med den, hvor ambulancen fra
Akutcentret i Canazei ventede. Han er blevet
undersøgt, fotograferet og SOS har fået det hele
oversendt til Danmark.
Han har et gammelt skibrud i det ben, men det var
vist nok et korsbånd, der var sprunget. Lige nu er
han udstyret med krykstokke og en stabiliserende
skinne på benet – og et påbud om at ”sælge sit
liftkort igen” – efter 2 timers brug .
3
Sidste nyt er, at SOS har besluttet, at han skal hjem med knogleekspressen snarest muligt, så må vi
se, hvad hvor det bliver fra. Det er da godt, at de er mange chauffører i den bil, når de skal hjem
igen, resten af familien kan lidt ud af det, selv om det er møjtræls for dem.
Vi har da også selv været kunder i det østrigske sygehusvæsen med Hannes læderede
tommelfinger, (der kunne klares med en skinne, så hun kunne køre på ski resten af ferien) og vi
havde et uheld med en brækket arm på Børneafdelingsturen, så vi ved, at skader næsten er
uundgåelige, men det er første gang, at en i vores selskab kommer så alvorligt til skade.
Thomas, Ingelise, Per, Hanne og jeg trillede lidt rundt på Belvedere, mens de hårde halse, Morten,
Kristoffer og tvillingerne tog til Arabba for at se, om der var basis for noget ræs derovre.
Snevejret tog til og det blev tungere og tungere sne at køre i, så vi gad ikke mere og kørte ned
inden frokost – der var ingen grund til at udfordre vejrguderne og bentøjet, det bliver bedre vejr
længere hen i ugen.
Pizza’en ”under COOP’en” var lækker og vi var godt
tilfredse med at side inde i varmen og kigge ud på
vejret. Et eller andet sted sidder der nok en
metrolog og mener, at han havde advaret os, og de
lokale undrer sig hver gang, det er sådan noget vejr.
Danskerne har ikke forstand på at holde FERIE og
slappe af, selv om det sner og er dårligt pistevejr skal
de partout op på pisterne – ”I ligger da ikke og
solbader på stranden i regnvejr om sommeren, vel ?”
- ”øh, det kommer da an på, om det ser ud til kun at
være en byge.”
Til overvejelse:
Flere af de unge damer i familien giver ind i
mellem udtryk for, at de har et
kommunikationsproblem med deres udkårne
- der mangler en lille rituel ordveksling.
Her et lille forslag til inspiration – en
anmodning om assistance med en skistøvle
kunne jo følges op med,” nu du er på knæ for
mig . . . .
4
Tirsdag den 22. januar 2013
Det moderne menneske har i grunden et dybt kompliceret forhold til sne. Vi synes det er smukt at
se på, vi kan godt lide, at sneen beskytter vore sarte planter i haven mod frostskader, og vi elsker –
nogle af os – at lege i sneen – for eksempel ved at stå på ski. Vi investerer i tusindvis af kroner og
ressourcer i at deltage i denne form for leg i sneen og der er masser af byer, der udelukkende lever
af, at skiturister valfarter til ”de gode steder”. Sne er attraktivt og sne er business.
Sne er også en masse besvær og udgifter, når det kommer de forkerte steder og på de forkerte
tidspunkter. Vores sarte trafiksystemer kan slet ikke klare et almindeligt velvoksent snevejr,
samfundet bruger oceaner af penge på at prøve at flytte sneen væk fra landingsbaner, gader og
veje, samtidig med at medierne pisker en katastrofestemning op.
Vejret undrer sig – de tossede mennesker nægter at acceptere, at vinter og sne på landskabet
hører sammen, lærer de det aldrig - lærer de aldrig, at sådan er det nu engang, så tag en slapper
og vent til det er ovre ?
Skifolket er i den grad udstyret med en paradoksal indstilling til sne. Der SKAL være sne – rigtig
sne, ikke kanonsne, - der skal være meget af det, det skal ligge og være smukt på landskabet, og
pisterne skal være jævne og uden pukler, være lavet af fast frostsne, der er velsammenpresset af
præparationsmaskinerne, og samtidigt være bløde at lande på, hvis man skulle komme til at falde.
Skifolket arbejder på skiftehold fra december til april, hvor de med en utrolig præcision er sikre på,
at trafikken ikke skal generes af fejlplaceret sne, når de er undervejs til deres del af snelegen, og
de er helt fast besluttet på, at solen skal skinne fra en skyfri himmel, ingen vind og 5 graders frost
hele tiden, ellers er der noget galt.
De forholder sig ikke til, hvornår sneen egentlig skal leveres, det må de lokale tage sig af, vi er på
ferie, og de er på arbejde – vi har betalt for at de sørger for en ordentlig kontrakt med
vejrguderne, så vi får det forventede pragtfulde vejr og skiføre.
Vi er her i uge 4 – lavsæson – højsæsonen starter i næste uge – der kommer de mange mennesker,
der betaler fuld pris, så må vi, der vil komme billigere til tingene acceptere, at de lokale har bestilt
en ordentlig gang sne til levering lige før højsæsonens start. Det har sneet to dage i træk, og vi har
vel fået op mod 50 cm sne.
5
Lorenzo
smiler
venligt
til
morgenmaden, slår ud med armene
og siger ”Morgen besser” – for ham
er dagens vigtigste opgave at sikre,
at gæsterne får deres morgenmad,
så han må ”desværre” overlade det
til Floriana og Paola at normalisere
adgangsforholdene. Floriana starter
kl. 06.30 med at flytte sne med
håndkraft – mens det stadigvæk sner
– hos genboen kører en ung før med
en sneslynge. Jeg har foreslået
Floriana at hyre ham til at tage deres
fortov med. Vi har da selv en
sneslynge, forklarer hun, men vi vil ikke forstyrre vore gæster med at larme med den, og der skal
jo være ryddet, så de kan komme ud til deres biler og ned til liften, siger hun et sødt smil og et
skuldertræk, tingene har deres givne orden på Campagnola, og det skal en klogeågegæst ikke
prøve at lave om på – og dog:
Vi er 12 personer med nogle store sultne drenge imellem – kendere vil vide, at det sorte brød er
populært og væk som det første. Det er faktisk lykkedes mig at overtale Lorenzo til at købe 2 sorte
brød til brødkurven i stedet for et 
Selv om det har været elendigt med
tåge, snevejr og upræpareret sne har
vi selvsagt skulle op og tumle rundt
et møgvejr og –føre. Det er gradvist
blevet bedre – det ser flot ud på
billeder, men sikke noget skrammel
at køre i, og sigtbarheden skifter fra
minut til minut.
Vi har vi jo betalt for liftkortet, så
skal det dælme bruges, og så dog,
jeg blev nede i går hele dagen, jeg
skulle ikke ende som Karsten med et
smadret knæ.
6
Når vejret ikke er til ski hele dagen, så må man finde
på noget andet, og der er flere muligheder for
adspredelse.
Apropos Karsten, så er han kommet hjem med hjælp
fra SOS, der har arbejdet på vegne af Tryg, der har
hans rejseulykkesforsikring. Afgang fra Canazei i en
østrigsk patienttransport – i bil til Innsbruck – med fly
til Wien – 2 timer ventetid i Wien – med SASfly til
København og videre til Tirstrup og der fra i taxa til
Silkeborg, hvor han bor – 12 timers rejse med fly med
strakt ben og smerter !
Så slipper SOS manden, han er hjemme – ingen hjælp
til at komme i behandling, så han måtte via den
praktiserende læge, der forsøgte at få en akut tid til
ham i Viborg, det blev afslået !! – et er, at SOS vil flyve ham hjem i stedet for behandling i Italien,
hvilket var en mulighed, noget andet er, at han nu sidder med et ubrugeligt ben og ingen aftale
om behandling – det er sgu for dårligt og jeg fatter ikke, hvorfor den stakkels tålmodige mand skal
behandles på den måde, hvis han var blevet sat af i modtagelsen i Viborg havde nok ikke sendt
ham hjem, nu kan han sidde der og være landet mellem flere stole. Det er ikke OK, Viborg !!!
ONSDAG. 23. januar
Det første kig ud på morgengryet:
Lækket frostvejr, stille og KLART. Stemningen
til morgenmaden er høj, nu er det endelig
blevet det vejr, vi har gået og glædet os til –
KAISERWETTER !!.
7
Vi er med den 2. bus op til toppen
af Belvedere – det er vildt flot og
dejligt – sneen er super. Den store
flok vil til Anna – Hanne og jeg har
lyst til at køre alene og få nogle
kilometer på tælleren uden for
meget ventetid, så vi kører
modsat vej – noget med Arabba –
Pralongia – Lagazoiu – den sprang
vi så over – vi kunne se på
Marmoladatoppen, at der var
fygning på toppen, og der var
skyer i den retning – Corvara Edelweisstal – vi rykkede bare på
lækre pister.
96 GPS kilometer blev det
til, da vi var hjemme igen,
nok vores bedste dag på
ski nogensinde !!
Middag i aften på Wine & Dine sammen med Ingelise og
Per – rigtigt hyggeligt og lækkert – Club med et lille glas
og Live vinderhåndbold på nettet.
Det viser sig, at Orla også er hernede nu – DET SKAL
FEJRES – så vi kører sammen med ham og hans buddy
Erik i morgen torsdag. GODNAT herfra.
8
Torsdag d. 24. Januar 2013
Så har tågen og snevejret forleden krævet sit næste medlem på ”grounded-listen”. Brormand Per
har haft ondt i armen siden han faldt samme dag som Karsten. Smerterne er taget til, og i dag ville
han ikke med på ski, men til læge.
Han har en fraktur under venstre skulderblad, og har fået armen i slynge .
Andre har maveproblemer, hovedpine og ondt i fusserne – sidstnævnte er nu forståeligt nok, når
man kører i lejede støvler. Det er ved at udvikle sig til et værre lazaret – moralen må være, lad nu
være med at overdrive afterski og at stå på ski møgvejr – det kommer der ingen fornøjelse ud af,
kun en meget stor risiko for skader.
Hyggetur på den gode måde.
Orla og hans trofaste væbner Erik ved alt om den slags påpasselighed, de drømmer ikke om at tage
på bjerget, hvis ikke det er ubetinget ordentligt vejr. De har så også lidt mere tid at rutte med – 3
uger på ski i træk !! – først en uge her - så en uge ved Kronplatz – og tilbage her til i den sidste uge.
Men som Orla siger, når man som pensionist bliver forgyldt af staten, og verden alligevel opleves
via nettet, hvorfor så ikke opholde sig et bekvemt, meget smukt sted med passende
adspredelsesmuligheder. Der er en lille detalje den sammenhæng, deres koner ikke finder skiferie
spor attraktivt, hvilket d’herrer lettere beklagende så affinder sig med. Som kompensation for
savnet af damernes selskab, bliver man selvsagt nødt til at være passende indkvarteret og
forplejet på Croc Blanco og andre 4-stjerne nødherberger.
Det er hyggeligt at være
sammen med Erik og Orla,
som vi var i dag.
De har slet ikke travlt med at
lave kilometer, næh vi skal
nyde, hvor smukt her er, Erik
elsker skovløjper, hvor han
får chancen for at kigge på
fugle og sjældne lav-arter –
Orla forholder sig mere til, at
pisterne skal være gode ved
hans bentøj, restauranter
skal
have
elskværdig
betjening og ingen skal blande sig i, hvornår og hvor han har behov for at ryge.
9
Autoriteterne må have andet at foretage sig end at forsøge at opdrage på ham, de kunne for
eksempel forbyde Housemusik på de vandingshuller, Orla frekventerer på bjerget – det ødelægger
hans humør, og det er ikke godt for de nære omgivelser. Erik er enig – det skræmmer fuglene væk.
De er på arbejde hernede – tro endelig ikke, de bare er på ferie - som de travlt beskæftigede
pensionister, de er, er der både lejekontrakter, vedtægter og beretninger, der skal checkes og
laves, det er hårdt at oparbejde en pæn formue gennem et flittigt arbejdsliv, det lyder også til, at
det er hårdt arbejde at nyde pensionisttilværelsen og bruge lidt penge på sig selv, og der er
gøremål man ikke kan overlade til ungdommen, visse ting skal der erfaring til for at holde
kvaliteten, er de enige om.
På vejen ned af Skovløjpen spottede Erik på et træ en lavart, han aldrig havde set før, og han
glædede sig til ved Kirken at vise sit fund til os og ikke mindst Orla, der ikke finder det videre
hensigtsmæssigt at kigge efter lav på træerne, mens man i pænt tempo kører ned af en
eftermiddagscrawded piste til Canazei. Erik stoppede og studerede laven indgående, og
konstaterede, at det ikke var lav, men en brunstig hjort, der med sit gevir have begået en look-alike-lav på træet.
Dejligt at kende mennesker, der beretter om deres hobby’s og egne fejltagelser, på en humoristisk
måde.
Vi er nogle, der glæder os til resultatet af et andet af Eriks igangværende projekter. Som ældre
herre, der rejser sammen med Orla, gør man klog i at have styr op områdets toiletfaciliteter –
”input-outputfaktoren” stiller sine krav. Erik er i gang med en systematisk registrant af områdets
serveringssteder (læs toiletter) – der er 1200 km pister, så respekt for ambitionen! Alle, der står på
ski i dette område ved, at toiletterne meget meget ofte er i kælderen, med glatte trapper, der er
farlige og ubekvemme i våde skistøvler, samt med tvivlsomme håndtørrefaciliteter, selv om den
italienske standard er meget høj i forhold til Frankrig og Østrig.
Vi lavede 68 GPS kilometer i dag –
Orange
Sellaronda
med
dejlige
Edelweisstal som afstikker. Desværre for
Col Pradat (oppe på bjergsiden med
panoramaudsigten): kældertoilet, ringe
sløve tørreapparater og meget dyr
selvbetjeningsmad, pjevset rødvin og
syntetisk musik. Jeg er bekymret for
stedets fremtid, hvis ikke de lægger stilen
markant om – beliggenhed er slet ikke
nok.
10
Eriks ekslusive Michelinguide over de lækreste steder giver 3 stjerner til de bedste, en stjerne for
et toilet i stueniveau, en stjerne for en Dyson Blade håndtørrer og en stjerne for et anstændigt
forhold mellem madens kvalitet og prisen.
Col Pradat dumpede i alle kategorier, trist for dem, men vil man være i eliten, må man investere i
den sande kvalitet, og ikke bare læne sig op af en gudgivet udsigt. 
Vi er mange, der glæder os til at få et signeret eksemplar af den guide – resultatet af et uvurderligt
stykke grundforskning udført af en højtuddannet videnskabsmand, den dygtigste cand brom, der
nogensinde er uddannet i Danmark ifølge Orla (selv brom).
Jo man kan.
Vi har set et-benede på ski, siddende på et sæde med en ski under og ski under stavene, vi har set
paraplegiere siddende i en ”rullestol” på ski, og nogle af dem kører virkeligt hurtigt og sikkert.
Her på Belvedere er der blinde, der står på ski !!!!!!!
Det er utroligt at opleve dem køre ned af
skovløjpen midt i pukler og mylderet.
Konceptet er teknologisk enkelt, - en
seende guide kører foran og de
kommunikerer med et headset – guiden
siger: højre – venstre – ligeud – brems,
den blinde kører efter ordrerne, hørelsen
og fornemmelsen. Det svære må være
tillidsforholdet mellem den seende guide
og ”den blinde passager” – guiden skal
hele tiden være koncentreret – og helst
ikke højre-venstre konfus – resultatet kan
man hurtigt tænke sig til   - og den blinde skal høre godt efter, samtidig med, at der er mange
lydbilleder omkring ham – men det lykkes, vi har ikke se nogen af dem hænge i hegnet eller
offpiste endnu 
I morgen er det pakkedag, lidt skiløb i den lækre sne, vi har – noget med ”næsten over til Anna” ,
men med frokost på Piz Seteur og så afgang op til Elisabet og Konrad i Paulushofen, op ad gaden
og hjem i vores egen seng, og hjemmelavet mad – det er nu heller ikke at foragte, vejret gjorde det
kort – meget kort for nogle – Hanne og jeg har slappet af som det primære, men har da også fået
banket nogle pistekilometer på kortet, så det er vel godkendt som en god ferie.
11
Søndag den 27. Januar 2013
Egentligt var dette års beretning slut, fordi hjemturen forventedes at være efter planen. Sådan gik
det også, men med nogle gode og lidt trælse variationer fra ”normalskemaet”.
Fredag kørte Hanne og jeg slappe-af-skitur over Col Rondella mod Anna, tanken var at vende på
toppen af Anna-bakken, men køen foran den sidste meget lange stolelift ”bitte-einordnen” var
lang, så vi returnerede til toget og kørte lidt småræs inden vi spiste frokost på Piz Seteur.
Fantastisk lækkert – lammeryg i goumet-kvalitet med flot hvidvin von faβ – Piz Seteur’s restaurant
er absolut det bedste spisested ”på bjerget” – (prøv det Erik og Orla !!)
Hjem og pakke – vi havde fået lov at beholde værelset  - betale og farvel til vore søde værtsfolk
og så i convoy de 400 km op til Paulushofen, hvor vi havde lovet de store drenge lækre bøffer. Da
vi var 70 km fra Paulushofen, stoppede trafikken helt og aldeles på A9. Trafikradioen kunne
fortælle, at det var en Vollspärung på grund af et uheld med dødsfald. Vi holdt bare stille, folk
slukkede motoren, og det eneste trafik der var, var de modkørende der drønede forbi og trafikken
over autoværnet af mænd og kvinder, der tilpasset den personlige blufærdighed, fandt et sted at
forrette, hvad der trængte sig på. Tyskerne er disciplinerede bilister – når det ruller – men er der
kø, bliver de lige så rådne som danskere, så der begyndte at køre biler forbi os i nødsporet, der så
også efter et stykke tid blev fyldt med biler med det resultat at en politibil med udrykning og en
stor lastbil med en skiltevogn i sneglefart måtte masse sig gennem i hullet mellem 2. og 3. spor i
takt med at de ventede biler blev klemt til højre og venstre. Ulykken var sket små 3 kilometer
foran os ved en afkørsel, og da vi havde ventet i 1,5 time kom der lidt i gang i det, bilerne fra de 4
– 5 rækker vi efterhånden holdt i, skulle alle presses ind i nødsporet, fordi alle 3 vognbaner ved
ulykkesstedet der var plastret til med skiltevogne, flere politibiler, hobevis af kegler med og uden
lys, brandbiler og store master med projektører, der lyste stedet op som et fodboldstadion. Den
afdøde, der ifølge radioen var en fodgænger, lå med et varmedækken over i det ene spor – lidt
længere henne holdt en lastvogn i nødsporet - flere betjente talte med den stakkels chauffør, der
efter vores gæt havde lagt bil til et selvmord.
Efter vi var blevet klemt forbi stedet løste det hele sig hurtigt op.
Tre ting kan sådan en episode give anledning til refleksion over.
De egoistiske tåber, der blokerede nødsporet, så udrykningskøretøjerne ikke kunne komme frem,
burde ikke slippe godt fra det – en af de mange betjente, der stod og lavede ingenting på
skadesstedet kunne have taget et kamera og gået en tur tilbage gennem køen og taget billeder af
nummerpladerne på bilerne i nødsporet, og givet dem en klækkelig bøde og et klip i kortet – så
kan de lære det, kan de.
Det er ufatteligt usympatisk at give en togfører eller en lastbilchauffør et traume for livet ved
involvere dem i et selvmord – hvorfor skal det være ”forbudt” at tale højt om et sæt etiske regler
12
for folk, der har besluttet at begå selvmord – ikke for at lave en vejledning i et godt selvmord, men
for at undgå, at tilfældige uskyldige mennesker skal have et kæmpechok og et traume, der måske
aldrig forsvinder igen – der er togførere, der har måttet opgive deres erhverv på grund af
selvmorder, der har stået midt på skinnerne og kigget dem i øjnene og ventet på at blive smadret,
mens togføreren har bremset alt hvad han kunne for at undgå det uundgåelig.
Den tredje ting ved denne ulykke var en undren over myndighedernes ageren. Det er forståeligt, at
det tager tid at rydde op, hvis der er et massesammenstød med mange biler og mange kvæstede,
her var der surrealistisk mange rednings- og markeringskøretøjer, der var kommet ned på
motorvejen fra afkørslen og plasteret stedet til – som om det var en udstilling af, hvor meget
udstyr de kunne sætte op – der var intet på vejbanerne at rydde op, undtagen den døde. Det
havde ikke taget et par ambulancefolk 2 minutter at samle ham op, og køre ham væk, så man
kunne sætte trafikken i gang igen i stedet for dette afspærringscirkus. Det hjalp jo ikke den døde at
blive liggende der, men der sad tusindvis af ventende mennesker i en mange kilometer lang kø, og
vi kunne på GPS’en følge med i at der skete nye sammenstød bagude, der hvor køen startede.
Mens vi holdt med slukket motor, begyndte uroen at brede sig blandt de store drenge, der over
walkien udtrykte bekymring for, om der nu var de lovede bøffer hos Euringer, selv om vi kom sent.
Jeg ringede til Elisabeth, der beroligede mig, kokken gik ikke hjem, før vi havde fået noget at spise.
Klokken var et godt stykke over ni inden vi kunne parkere i gården på Landgasthof Euringer,
Elisabeth stod smilende med hendes sædvanlige overblik og ro og bød os velkommen, vi fik vores
sædvanlige jordbærshot, der blev fundet nøgler til alle, og så var der middag, en stor skål salat og
bøffer til alle. Der er en specialitet hos Euringer, der hedder en seniorportion, den er en Euro
billigere, og så skulle der være mindre på tallerknen.
Flere
bestilte
en
seniorportion,
men
da
tallerknerne kom efter kort
ventetid, var det kun den
søde og effektive servitrice,
der kunne se forskel på en
normal og en senior – jeg
tænker at kokken skulle have
os affodret i en fart, så han
kunne komme hjem, så det
blev ikke taget hensyn til de
småtspisende ældre – de
måtte levne, hvis de kørte
fast.
13
De store tvillinger havde ikke boet hos Elisabeth og
Konrad før, og jeg havde fortalt dem, at det hørte med at
spise pandekager og is bagefter – det var de med på,
problemet var, at kokken var gået hjem, da vi var
kommet til desserten.
Servitricen prøvede at lokke dem til at tage apfelstrudel
mit eis i stedet, det var de ikke meget for – så gik hun
selv i køkkenet og lavede de ønskede pandekager –
sådan !!
Succesen blev fuldt til dørs med SMS’er med
håndboldresultater, vi var i finalen – også i håndbold.
Der var nogen, der ville køre tidligt, så vi sagde farvel inden vi gik i seng. Hanne og jeg dovnede om
morgenen, så vi kom først ned til den nye udvidede og lækre morgenbuffet efter de andre var
kørt, til gengæld mødte vi Elisabeth ”i civil”, da hun mødte ind hjemmefra. Det må være lidt
underligt for hende at skulle arbejde i dirdl-dress, når hun privat er flot og moderne klædt med
høje hæle o.s.v. Vi snakkede lidt med hende, og så var det ellers nordover med Hanne bag rattet
de første 500 km. Et kort stop ved en Autohof – ”billig diesel” – 1,41 – og en Burger King, Hanne fik
en Angus special, som hun fandt velsmagende !!!!! – jeg høvlede en dobbelt Woppermenu ned
uden at skulle overtales til det – det var uspecificeret diesel på min tank. Så ellers videre i fint
tempo, da vi kom til grænsen begyndte det at sne, og det blev ved og blev værre jo højere op i
Jylland, vi kom, og farten faldt støt. Op ad A13 fra Vejle gik det næsten helt i stå – at ligge som
nummer 8 – 10 stykker efter en sneplov, der kører 40 km i timen er ikke spor underholdende, når
man de sidste 900 km har kørt mellem 130 og 150.
Endelig var vi hjemme, highfive i bilen, mens garageporten lukkede bag ved os. Nu skulle der
tømmes bil, spises suppe, småordnes, så var det snart puttetid. Hanne gik ind og tændte lys og
blev noget chokeret, der var 8 grader inde i stuen. Jeg måtte desværre konstatere, at det ikke kun
var i stuen, der var hammerkoldt, hele huset havde køleskabstemperatur.
Et besøg i kælderen afslørende, at samtlige motorventiler var lukkede, så der
var en grund til kulden, men hvad var grunden til det totale nedluk?
Vi ringede til nabo Børge, der havde passet huset mens vi var væk, de havde
bestemt også undret sig over, at vi havde lukket for varmen, mens vi var væk,
fordi det tager da et døgns tid at fyre et hus med gulvvarme op igen. Huset
havde været uden varme hele ugen, kunne de berette. Vi fik gang i
14
brændeovnen og el-blæseren, mens jeg kastede mig over anlægget. Dette måtte være styringen,
der var stået af, jeg prøvede at resætte den, der skete ikke noget, så måtte vi længere ind i
mekanikken, og jeg fandt frem til en sikring, der ikke så ud, som den burde. Over til Børge, du
skulle vel ikke lige kunne låne mig en flink 1,25A glassikring?
Jo, det kunne han – lykke er at have en nabo, der har de stumper, man ikke lige selv ligger inde
med. I med sikringen, den
sprang ikke med det samme
– jubi – efter lidt venten
begyndte der langsomt at
komme liv i motorventilerne,
der begyndte at lukke op, og
vise det grønne ”jeg-eråben-bånd” om hatten
. Det var rart at høre veksleren begynde at suse, og det var endnu mere rart at høre den
trykstyrede cirkulationspumpe køre op i omdrejninger i takt med at ventilerne åbnede og krævede
mere power på pumpen – vi var kørende igen.
Hvordan fortæller man sådan en dum lille fætter, at det er ufint uden påviselig årsag - at springe samtidig med at vi tager på ferie?
Det er vel åbenbart, at der i morgen skal foretages en udvidelse af
værkstedets reservedelslager.
Her søndag formiddag er der varmt i stuen – takket være
brændeovnen – vi er nu oppe på 15 grader i resten af huset – der
kører 200 liter fjernvarme igennem anlægget i timen, og vi trækker
ca. 45 grader ud af det, der skal meget til, når et huset er kølet så
meget ned, og fremløbstemperaturen ligger på 64 grader.
Vaskemaskinen
kører,
skigrejet
står
ved
”varme-værket”
og
tørrer, og det er tid til at
kigge lidt på post,
regneark
og
aflæse
liftkortet.
15
Selv om det var en tur med meget blandet vejr, blev det trods alt til godt 220 pistekilometer, GPSkilometer nævnt højere oppe er total bevægelse incl. Liftkørsel - pistekilometer er faktiske
kilometer kørt på ski – i alt 38.000 højdemeter og godt 100 liftture med ca. 60 forskellige lifte
Da er lidt sjovt at se en dag på liftkortets grafik:
Her er Hanne som skilærer for Annette i Alba - mange små liftture, først med en tallerkenlift og
efter frokost med den lidt sværere stolelift for begyndere – afsluttende med en tur til Possa –
turen ned af den sorte Woldcuppiste til sidst registreres ikke, da liftsystemet jo ikke kan vide,
hvordan vi er kommet ned, da der ikke er flere input til systemet den dag.
Sammenlignet med en Grøn Sellaronda med afstikker over Prolongia og Edelweisstal:
Det er højdemetrene, der gør den store forskel på, hvor lækkert skiløb, der kommer ud af
liftturene.
© Jens Anton Dalgaard – januar 2013
16