1. No category

Gl ben
sommer 2012 / nr. 48
De Berejstes Klub
autentiske rejsehistorier fra De Berejstes Klub
Tema
Verdens
territorier
Den Røde Baron
indtager Hawaii
Fanget i en
cyklon på
Andamanerne
Blandt konger
og helte på
Sydgeorgien
Mustang –
landet ved den
yderste grænse
Leder
Medlemsrabat 15%. Medlemskort med billede skal fremvises.
FRILUFTSLAND BUTIKKER
København:
LYnGbY:
ROSKILDe:
ODenSe:
KOLDInG:
aaRhUS:
aaLbORG:
Frederiksborggade 44 & 50-52
Lyngby hovedgade 49b
Karen Olsdatters Stræde 4
St. Gråbrødrestræde 6
Kolding Storcenter
østergade 30
bispensgade 34
ThE NoRTh FAcE SToRES
KUNDESERvIcE
Danmarks største udvalg i The North Face.
Vi er altid klar til at hjælpe dig.
København: Field’s
ODenSe:
Rosengårdscentret
ÅRhUS:
bruun’s Galleri
TeLeFOn:
e-MaIL:
WebShOP:
33 14 51 50
[email protected]
www.friluftsland.dk
Solen bager, og de tørre lavaklipper ved Ponta de São Lourenço
strækker sig i de smukkeste okkerbrunlige nuancer, så langt øjet
rækker. Jeg befinder mig ved verdens ende! Eller i hvert fald på den
alleryderste østlige spids af den ellers så blomstrende og frodige ø
Madeira – ude i Oceano Atlântico, på et fjernt portugisisk territorium,
nærmere Afrika end Europa.
Det er sidst i maj, men føles allerede som højsommer. I Lissabon,
hvor jeg gjorde stop undervejs, var temperaturen hele 35°C, men
herude er der kun 25°C og en let brise. Alligevel føles det mere
end varmt, mens jeg sveddryppende vandrer op og ned ad den
snoede smalle sti, mens firbenene piler rundt om benene på mig, på
kanten af den dramatiske klipperyg (hvor der heldigvis for os med
højdeskræk er opsat rækværk) for efter knap to timer at nå helt ud
til spidsen, hvor jeg i den disede horisont kan ane de små klippeøer
Ilha do Porto Santo og Ilhas Desertas (”de øde øer”) og kan stå og
småfilosofere over portugiske udtryk som águas passadas não movem
moínhos. Ordsproget kan oversættes med noget i retning af, ”at
passeret vand kan ikke sætte møller i sving,” og betyder – meget
sigende for den portugiske levevis – at man ikke skal bekymre sig
om fortiden, da vandet allerede har passeret vandmøllen og ikke
kan få den i gang igen. Det står jeg og tænker lidt over, herude ved
verdens ende, hvor fortid og nutid smelter sammen i et øjebliks
sprøjt af havskum mod de vulkanske klippestykker.
Estoy perdido var et andet udtryk, jeg lærte, da jeg skulle finde
det lille hotel i hovedbyen Funchal, opkaldt efter den søde duft af
fennikel, som findes overalt på øen. Med en gps på mobiltelefonen
var jeg ellers overbevist om, at jeg var på rette vej – men stol ikke
blindt på Google Maps! For Google havde fuldstændig fejlplaceret
mit hotel på kortet, hvilket jeg blev klar over efter en halv times
ørkesløs vandring rundt i byens snørklede og bakkede gader, hvor
jeg til sidst blev nødt til at spørge om vej for at finde hotellet, hvis
værelser beskrives som ”simpel dekorum” – læs: møblement som
stammer fra Dom Manuel II’s tid, den sidste konge af Portugal (han
døde i 1932)!
Og med den indledning: Velkommen til Globen, hvor vi denne
gang sætter fokus på verdens territorier. Nyd sommeren! Og husk nu
rigeligt med solcreme! Som man siger på portugisisk: Curta que a vida
é curta. ”Nyd hvert øjeblik, for livet er kort.”
Verdens territorier
... endelig hjemme
Lars-Terje Lysemose,
ansvarshavende redaktør
GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012
3
Gl ben
Indhold
De Berejstes Klub
Rejsemagasin fra De Berejstes Klub
Forsidefoto: Somaliland af Søren Bonde
Indsendelse af tekst og billeder: [email protected]
Annoncer: [email protected]
Tryk: Scanprint, Jens Juuls Vej 2, 8260 Viby J
Oplag: 800
ISSN: 1603-1458
Medlemskab/abonnement: www.deberejstesklub.dk
Redaktion:
Lars-Terje Lysemose
Ansv. redaktør
Anja Povlsen
Grafiker
Per Danielsen
Scan af billeder
Jacob G. Jørgensen
Medredaktør
Søren Fodgaard
Medredaktør
Ann Kledal
Medredaktør
TEMA: VERDENS TERRITORIER
Anette Lillevang
Kristiansen
Medredaktør
Per Allan Jensen
Korrekturlæser
Jytte Kristensen
Korrekturlæser
6 Sydgeorgien | Blandt konger og helte
10 Israel & Palæstina | Og sandheden?
16 Somaliland | Afrikansk forbrydercelle og kandidat til
Hanne Kofoed
Korrekturlæser
Christinna Perez- Rebecca Langhorn
Merrild
Korrekturlæser
Korrekturlæser
De Berejstes Klub er en upolitisk forening. Alt stof og
alle meninger, der kommer til udtryk i bladet, er derfor
skribentens synspunkter og deles ikke nødvendigvis af
redaktøren eller klubbens øvrige medlemmer.
Alle rettigheder til de enkelte artikler og fotografier
forbeholdes de respektive forfattere og fotografer, og
indholdet må ikke videreformidles eller sælges uden
ophavsmandens godkendelse deraf.
Unescos verdensarvsliste
19 Hawaii | Den Røde Baron
24 Andamanerne | Fanget i en cyklon
27 Zanzibar | Drømmen som ikke gik i opfyldelse … men så alligevel
30 Caribien | En drøm om øhop udleves
34 Fransk Polynesien | Måske det smukkeste sted på jordkloden?
37 De Kanariske Øer | Mig og Kanarieøerne
40 Réunion | Hell-bourg tur/retur
42 Mustang | Landet ved den yderste grænse
46 Tibet | Rundt om verdens navle, Mount Kailas
52 Juleøen | Fem tips til Flying Fish Cove & ni tips til øen
54 Sankt Helena | Med næstsidste postskib
58 Næste tema | Norden
10
SKRIBENTKONKURRENCE
60 Brasilien | En vild fest i Rio
61 Næste konkurrence | Dengang jeg blaffede …
DE BEREJSTES KLUB
3 Leder
63 Bedste bidrag det seneste kvartal
64 Nye medlemmer
65 Bliv abonnent på Globen
65 Kommende medlemsmøder
66 Klubbens kontaktpersoner
GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012
5
Blandt konger og helte på Sydgeorgien
stykke videre til næste bugt, Strømness.
Tidspunkter på denne breddegrad
betyder ikke så meget, for på denne tid
af året, december, er der næsten lyst hele
døgnet.
Sydgeorgien er en af verdens mest isolerede øer, beliggende ca. 2.000
km ud fra Sydamerikas sydlige spids i det sydlige Atlanterhav. Isoleret af
dette enorme hav, og med sit bjergrige terræn, er det kun muligt at besøge
Sydgeorgien med skib.
Dyrerig
Tekst & fotos:
Sisse Skipper Andersen
Kongepingvinkolonien.
Kærlighed i Fortuna Bay.
Jeg var i julen 2009 om bord på
Hurtigrutens MV Fram på den
ultimative antarktistur, der ud over Den
Antarktiske Halvø også omfattede besøg
på Falklandsøerne, Sydgeorgien og
Sydorkneyøerne.
Sydgeorgien havde været min
drømmedestination, lige siden jeg
første gang læste om Shackletons
ubeskrivelige færd ud fra Sydgeorgien
i 1914, og om hans og hans mænds
umenneskelige overlevelsestur tilbage
dertil, der varede halvandet år. Den
største menneskelige overlevelsesbedrift
blandt de mange opdagelsesrejsende
igennem tiderne. En sand helt og
eventyrer i mine øjne. Og da han nogle
år senere returnerede til Sydgeorgien
og Grytviken og døde samme nat af et
hjerteanfald, tror jeg, det var skæbnen
– han var kommet hjem for at dø. At
besøge hans grav på kirkegården i
Grytviken var som en pilgrimsrejse og
en af de mest følelsesprægede dage i mit
liv.
6
Sydgeorgien er dog meget mere end
kun historien om Shackleton. Øen har
en drabelig norsk hvalfangerhistorie,
men har dog i dag genopbygget
noget af verdens mest imponerende
dyreliv. Fyldt med de majestætiske
kongepingviner, store søelefanter,
pelssæler og i luften de imponerende
albatrosser, et sandt paradis for
dyreelskere. Vi havde landgang tre
steder på denne fantastiske ø – Fortuna
Bay, Strømness og Grytviken.
En
koloni af kongepingviner
Efter to dage til søs fra Stanley på
Falklandsøerne stod jeg længselsfuldt
oppe på dækket, allerede kl. 4 om
morgenen. Som den eneste på
dækket så jeg de golde klipper og
sneklædte toppe på Sydgeorgien
dukke op i morgendisen. Synet gav
mig kuldegysninger og længselsglæde.
Kunne øen nu leve op til mine høje
forventninger, som jeg havde haft i så
lang tid? Jeg så de første majestætiske
kongepingviner suse forbi i vandet
GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012
Grytviken.
omkring Fram og pelssæler, der stak
hovedet op og bød velkommen. Disen
lettede, og den ene enorme gletsjer
efter den anden dukkede op, ned ad
bjergsiderne langs kysten.
Efter morgenmaden om bord på
Fram, var vi ankommet til Fortuna
Bay, vores første landgang. Her var
ingen bebyggelse, men et imponerende
dyreliv. I vores turnusorden af
landgange var jeg heldig at være i
den første gruppe, der blev sat i land
i de såkaldte zodiacbåde. Lige så snart
man satte foden på landjorden, var
man omringet af den ene store pelssæl
og søelefant efter den anden. De var
store, meget store og kan veje flere
tons, så det tog lige lidt tilvænning og
overvindelse af frygt at begynde turen
et par kilometer op igennem landskabet
til en af verdens største kongepingvin-
kolonier. Vi gik igennem landskabet
omgivet af disse imponerende væsener
ganske tæt på. Uhyggeligt at tænke på,
at de var meget tæt på total udryddelse
under hvalfangerperioden på
Sydgeorgien i årene omkring 1912-1931.
I dag er bestanden af både pelssæler og
søelefanter heldigvis tilbage til normalt
niveau.
Kun få af os nåede helt frem til
kongepingvinkolonien, men sikke
en oplevelse for os, der gjorde.
100.000 af disse, verdens næststørste
pingvin, stod i en stor klump foran os.
Majestætiske gik de rundt med deres
fluffede brune, kluntede unger i hælene.
Kongepingviner lever med deres
partner igennem hele livet, og det var
rørende at se disse fugle stå sammen,
som var de et menneskeligt kærestepar.
Man blev næsten helt euforisk af
oplevelsen. At komme så tæt på naturen,
og så fjern en natur fra vores hverdag,
der for de flestes tilfælde kun vil blive
oplevet i et BBC-program i fjernsynet
hjemme i sofaen, er ubeskrivelig. Og
uden tvivl den største enkeltstående
naturoplevelse jeg har haft ude i den
store verden.
Der er strenge regler for landgang
på Sydgeorgien for derigennem at
beskytte både flora og fauna. Men den
øde isolation af øen gør også sit til at
beskytte denne unikke ø. Så vi måtte
kun være 100 personer i land ad gangen,
og kun skibe med under 500 passagerer
må forankre. Dette er ikke et problem
på Fram, da der er plads til under 200
passagerer.
Frokosten blev indtaget et godt
stykke hen på eftermiddagen, da vi
igen lettede anker og sejlede det korte
spøgelsesby
Strømness lå som en spøgelsesby
i bunden af bugten, kun beboet af
søelefanter og pelssæler samt både
konge- og æselpingviner. Strømness
blev bygget i 1912 og fungerede som
en norsk hvalfangerstation frem til
1931. Bygningerne ligger der stadig,
men skilte forkynder ingen adgang
til området af fare for asbest og
nedstyrtninger i de hundrede år
gamle bygninger. Et skilt, dyrelivet
dog ikke overholder. Dyrene så ud til
at stortrives i dette menneskeskabte
forladte miljø: At se pelssæleunger lege
og gå på line på gammelt rustent metal
og se dem putte sig i læ i gamle rustne
skibsskruer, var et mærkværdigt syn,
men noget de har været vant til igennem
generationer, og det så ud som om, det
var det naturligste i verden for dem.
Men underligt for os at se dyrene leve så
vel og godt iblandt de menneskeskabte
ting og bygninger, der var blevet bygget
for at dræbe netop de selv samme dyr i
sidste århundrede.
Det var her i Strømness, at
Shackleton og hans to mænd kom
forhutlede ned ad bjergskråningerne
tilbage i 1916 og bankede på døren
til hvalfangerdirektørens hjem, og
forklarede hvem de var efter at have
været opgivet af omverdenen i over et
år. Reaktionen var overvældende på
øen, og den langvarige undsætning
af resten af Shackletons mænd
på Elefantøen blev igangsat. En
undsætning der lykkedes, og samtlige
mænd overlevede mirakuløst.
Hen under aften gik det atter videre
langs kysten, og først på natten lagde
vi anker ud for et af verdens smukkeste
steder, Grytviken.
Skål
ved en gravsten
Da jeg tidlig morgen gik fra kahytten og
op på dækket, var de følelsesprægede
tårer allerede på vej i øjnene. Jeg vidste,
at dette ville blive en dag, jeg ville huske
resten af mine dage. Da jeg kom op lå
den lille velrestaurerede hvalfangerby
Grytviken smukt beliggende for foden
af et kæmpebjerg i bunden af den lille
bugt. Grytviken fungerede som norsk
hvalfangerstation fra 1904 og helt frem
til 1966. I dag restaureret og det eneste
GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012
7
Parfoto i
Fortuna Bay.
Sir Ernest Shackleton
Sir Ernest Shackleton, britisk polarforsker, født i Irland i 1874 og død i Grytviken,
Sydgeorgien, i 1922. Shackleton opnåede på sine fire polarekspeditioner aldrig målet
for nogen af dem. Men på den tredje ekspedition, som havde til formål at krydse det
antarktiske kontinent, opnåede han den menneskelige anerkendelse, han stadig i dag
er berømt for.
Shackleton og hans mænd forlod Sydgeorgien om bord på skibet Endurance
i slutningen af 1914. Ikke lang tid senere satte Endurance sig fast i pakisen i
Wedellhavet. Der drev de så rundt i pakisen, indtil skibet til sidst bukkede under for
isens kræfter. Efterladt i den antarktiske vinter med kun tre redningsbåde stod de
nu på den kolde pakis, uden håb om nogensinde at blive reddet i live. Shackletons
lederskab og drivkraft bragte dem dog frem til åbent hav og til en dramatisk sejltur
til den isolerede og ugæstfri Elefantø. Det var fast grund, men ikke et sted nogen
ville lede efter dem, eller hvor de på lang sigt kunne overleve. Shackleton og fem af
hans mænd sejlede derfor desperat ud i den største af disse både, James Caird, for
at have den mindste lille chance for overlevelse. Udmattede og frygtløse begav de sig
ud på åbent hav, og mirakuløst ramte de som planlagt Sydgeorgien. Uheldigvis på den
ubeboede side af øen. Øen var aldrig tidligere blevet krydset, men Shackleton og to
af mændene gjorde det umenneskelige og nåede målet på den anden side af øen –
civilisation og overlevelse. Inden redningen af mændene, der var blevet efterladt på
Elefantøen, kom der til at gå næsten yderligere fire måneder, hvor Shackleton kunne
konstatere, at alle mænd – næsten utænkeligt – havde overlevet. Næsten to år skulle
der gå, efter de først var sejlet ud fra Sydgeorgien, til alle mænd igen var i sikkerhed.
8
GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012
sted på Sydgeorgien, hvor der bor
mennesker. 18 britiske regerings- og
videnskabsmænd bor her i den lille
nyopførte bosættelse King Edward
Point om sommeren, og kun ni personer
overvintrer her.
Som vi lå forankret midt i den lille
bugt, så jeg ude til venstre, lidt oppe
på en skråning, en lille indhegnet
kirkegård. Her ligger et par håndfulde
hvalfangere under hvert sit hvide kors.
Og som man kunne se helt ude fra
bugten, under den eneste høje sten, Sir
Ernest Shackleton. Jeg stod her med
tårerne pressende for øjnene og tænkte
på disse umenneskelige oplevelser, han
og hans mænd havde været ude for, og
om hans store egenskaber som leder,
og hvordan han mirakuløst fik alle sine
mænd hjem i live. Imens jeg stod der,
blev den første zodiac sat i vandet med
landgang lige for foden af kirkegården.
Første mand i land var en af Frams
specialister, en amerikansk historiker
ved navn Jim. Han havde dagen i
forvejen holdt et følelsesladet foredrag
for passagererne om bord på Fram om
Schackletons enestående bedrifter.
Meget symbolsk gik han ene mand op
og ind på kirkegården og faldt på knæ
og sendte sin respekt og hilsen til selv
samme Shackleton for foden af hans
gravmæle. Fra første til sidste passager
besøgte gravmælet, forlod Jim ikke sin
vogtende plads ved siden af Shackletons
grav.
Solen skinnede, og kirkegården lå
omringet af store pelssælehanner, der
lignede vogtende hunde af netop denne
gravplads.
Jeg var på denne tur sammen
med mine forældre, og gik ind på
kirkegården sammen med min far.
Shackleton havde været glad for cognac
og whisky, og der er tradition for, at
de, der besøger hans gravsten, deler
netop en af disse drikke med ham,
samt klapper stenen tre gange. Så der
stod jeg med min far på hver vores side
af gravstenen og delte en lille flaske
cognac med Shackleton og klappede
hans gravsten. Min far mente, at
gravstedet fik lige rigeligt af de dyrebare
gode dråber. Men for os begge var det
et bevægende øjeblik, og jeg fik for
eneste gang i mit liv følelsen af, at dette
var et godt sted at dø. Stilheden, den
storslåede natur, isolationen og den
enestående historie, var overvældende.
Vi forlod kirkegården og gik
ind imod Grytviken, besøgte den
velbevarede norske trækirke, hvor vores
kaptajn viede et tysk par. Underligt
at være så langt hjemmefra og så se
altertavlens skrift stå på norsk.
I den tidligere hvalfangerdirektørs
hus ligger der i dag et imponerende
museum, der indeholder både øens
hvalfangerhistorie og selvfølgelig
Shackletons. Museets lille butik
indeholdt for os Shackleton-beundrere
et imponerende udvalg af memorialer til
at dyrke vores idol-hyldest.
Ved siden af museet, i et lille skur,
var en tro kopi af Shackletons båd,
James Caird. Når man ser størrelsen
af båden, fatter man endnu mindre,
hvordan de kunne overleve og navigere
den 16 dage lange tur fra Elefantøen i et
af verdens mest farlige og stormfyldte
farvande.
Tiden var kommet, hvor vi skulle
bevæge os fra denne enestående ø, en
tur, der ligesom Shackletons, gik sydpå.
Sydpå til nye eventyr på Sydorkney,
Elefantøen og det antarktiske kontinent.
Jeg stod tilfreds på dækket og så under
en fantastisk fuldmåne, Sydgeorgiens
vilde uberørte bjerge forsvinde i
horisonten.
Sydgeorgien
Siden 1775 britisk territorium i det sydlige Atlanterhav, også kendt som South Georgia
eller Georgias del Sur på spansk. Øen blev lejet ud til norske hvalfangere fra 1904 og
frem til 1966. Argentina gør fortsat territorialt krav på øen, som var kortvarigt besat
under Falklandskrigen i 1982. I dag kun beboet af 38 udsendte britiske videnskabs- og
regeringsmænd i sommerhalvåret og kun meget få i vinterhalvåret. Øen har i dag verdens
største bestand af både kongepingviner og pelssæler og besøges af færre end 2.000
turister årligt, de fleste på krydstogtskibe.
De selskaber, der laver ture til Sydgeorgien, er primært norske Hurtigruten og
amerikanske Quark Expeditions, begge med kun få afgange om året. Priser ligger fra ca.
50.000 kr. og opefter. Turene begynder fra Argentina.
Pelssælunge
der leger ved
Grytviken.
Tre store
søelefanthunner, der
daser ved Strømness.
Hvalfangerbåden
Petral i Grytviken.
GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012
9
Israel,
Palæstina –
og sandheden?
Et par steder på vores rute møder vi
monumenter for den relativt unge
nations kampe for at opretholde
sin status som fri og selvstændig
nation. Udrangerede, men nymalede,
kampvogne som hyldest til tappert
kæmpende soldater står på et podium
ved vejsiden. Et andet sted er noget,
der ligner en mindesten, rejst med et
espalier af israelske flag foran sig ned
mod vejen.
Det er ikke nationaldag i Israel …
Men bevidstheden om nationalstaten
og dens symboler, ærefrygten omkring
dens forsvar, og den nationale stolthed
lyser ud af omgivelserne flere steder.
På en måde som en fladfodet dansker
ikke helt er vant til at se på hjemlige
breddegrader.
Det er med til at skabe den meget
særlige stemning, som vi på den
næste uges færd gennem Jerusalem og
Vestbredden vil komme til at opleve:
Den nationale selvbevidsthed hos
de folk, vi møder på begge sider af
grænsen. De religiøse opfattelser og de
kulturelle baggrunde.
10
Tekst & fotos:
Bjarne Nigaard
”Gad vide, om det er deres nationaldag?”
funderer min kone Nanna ved siden af
mig på passagersædet. Vi er for et par
timer siden landet i Tel Avivs lufthavn,
og er, efter at have fundet vej til vores
lejede bil, og have pakket kufferter,
klapvogn og barnesæde til vores treårige
datter Sidsel ind i det lille blå køretøj,
på vej ad motorvejen mod ”Den hellige
Stad” – den delte by Jerusalem. Fra hver
en lygtepæl og hvert et vejskilt langs
motorvejen vajer det israelske flag med
sine blå farver og sin davidsstjerne.
Sidsel ved
Grædemuren.
Virvaret foran Grædemuren. Til
højre tunnelen op til Tempelbjerget.
Sikkerhedsmuren.
Forskelligheder, der ikke kun
skaber konstruktive nuancer i den
sammenhæng, vi befinder os i. Men
divergenser, der er med til at definere
en konflikt så dybfølt, at vi flere gange
mærkede det, som om man bogstaveligt
kunne skære den tykthængende
intensitet, hadet og mistroen ud af
luften omkring os.
D en
delte by
J erusalem
Vi skal bl.a. besøge min kones
gymnasieveninde, der på grund af sin
jødiske tro har besluttet at skifte det grå
GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012
Danmark ud med Israel. Hun bor alene
i en mindre treværelses lejlighed, ca. 10
minutters gang fra det gamle centrum i
Jerusalem, og gæstfrit har hun inviteret
os til at bo hos hende i de dage, vi skal
tilbringe i Jerusalem, inden vores færd
fortsætter til Det Døde Hav og retur
med nogle dage i Tel Aviv.
Hun arbejder for det israelske
luftfartsselskab El Al, og ud over at hun
tydeligvis derfor rejser en del, kan man
i lejligheden også se, at hun er tilhænger
af fodboldklubben Arsenal. Der hænger
i stuen et par vimpler og et halstørklæde
GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012
11
Bazar i
Betlehem.
med logo og farver tilhørende ”The
Gunners”.
Vi skal bare føle os hjemme,
forklarer hun, men vi skal dog lige
huske, at der er to slags bestik og
køkkengrej i køkkenet, og at køleskabet
og diverse køkkenskabe er opdelt, så
der ikke sker en sammenblanding af de
ting, der i jødedommen opfattes som
rene, og de ting der opfattes som urene.
Heldigvis for mig har de to typer bestik
hver sin farve, så der er håb om, at jeg
vil kunne klare denne for mig ellers
ukendte udfordring i et køkken med
ikke at bruge samme kniv til smør som
til kødpålæg …
At besøge den gamle bydel i
Jerusalem er en selvfølgelighed, når
man er kommet så langt. Selv om den
gamle by inden for sine mure er opdelt
i fire ret forskellige og nogle steder
kontrolleret adskilte zoner, så er det
muligt nogenlunde ubesværet at bevæge
sig omkring langt de fleste steder. Man
skal bare være villig til at anerkende
den præmis, der hedder, at religionen er
omdrejningspunktet for stort set alt inde
bag de gamle fæstningsmure.
Hvor end man går i de snævre
gyder og små gader, konfronteres man
12
med religiøse symboler. Folk er klædt,
så man kan se, hvilken tro de tilhører,
og på den måde er det tydeligt, at
området er en religiøs krudttønde, hvor
de forkerte signaler vil blive taget meget
ilde op.
Børn på tre-fire år, der er klædt
som ortodokse jøder. En familiefar,
der er ude at få en is med sin ca.
femårige datter, iført både sin kalot
og sin pistol i sit bælte. Nonner og
munke, præster i gående kortege, med
vuggende høje hatte strittende op
over menneskemylderet. Koner svøbt
i deres klædninger og tørklæder foran
ansigterne. Kors, stjerner og halvmåner
på næsten alle bygninger eller døre.
Både palæstinensere og israelere
holder fast i, at netop Jerusalem er deres
hovedstad. Og sværger, at det er et krav,
de aldrig vil opgive. Østjerusalem er en
del af det selvstyrende palæstinensiske
område på Vestbredden, men israelerne
har forbudt dem at benytte byen til
centraladministration. Denne findes i
stedet i Ramallah.
G r ædemuren
og
Tempelbjerget
I den jødiske del af den gamle by finder
vi vej hen til Grædemuren. Nu om dage
GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012
skal man igennem et sikkerhedstjek,
der svarer til en lufthavns ditto, med
metaldetektor og gennemlysning, før
man bliver lukket ind på pladsen foran
muren. Det sværmer med mennesker,
der for langt de flestes tilfælde er
enten turister som os, sikkerhedsfolk,
eller troende jøder af den slags med
kalot eller ortodoks hat, lange sorte
jakker, stort skæg og fletninger i
bakkenbarterne.
Turisterne følger nysgerrigt med
i de ritualer, som de troende jøder
udfører foran og ved Grædemuren,
mens sikkerhedsfolkene vogter det hele.
Helt tæt på muren kommer man
kun via en kønsopdelt afdeling,
hvor man i øvrigt skal iføre sig en
obligatorisk hovedbeklædning.
Til formålet kan man låne det,
der mest af alt ligner de hæklede
mellemlægsservietter, jeg kan huske fra
tallerkenerne i forsamlingshusene til
min barndoms familiefester i Jylland.
Horder af messende og bedende
jøder mikses med fotograferende og
filmende turister i diverse grupper.
Oven over muren kan man se
den gyldne kuppel på Bjergmoskeen,
og spirene på Al Aqsa-moskeen,
begge beliggende på det nu muslimsk
kontrollerede Tempelbjerg i den
muslimske del af den gamle by.
Vi vandrer ud fra området ved
Grædemuren, rundt om bymuren, og ind
igen i den muslimske del. Da vi kommer
til en træport ind til Tempelbjerget,
stoppes vi af to tungt bevæbnede
soldater fra den israelske hær.
Siden år 2000, da den
højreorienterede politiker og senere
premierminister Ariel Sharon holdt
en for palæstinenserne provokerende
tale foran moskeen, der udløste Den
Anden Intifada i Østjerusalem og på
Vestbredden, har denne del af den
gamle by været lukket af for den brede
offentlighed og for turisterne. Der er
kun adgang til bjerget via tidsbestemte
officielle guidede ture gennem en
spærret trætunnel fra området
ved Grædemuren – sammen med
bevæbnede vagter!
”Sorry ,” forklarer den ene soldat på
et i øvrigt nydeligt engelsk. ”The area is
restricted for Muslims only.”
Hvordan han mener at kunne
afgøre, at vi så ikke er muslimer,
undlader vi at tage den principielle
drøftelse med ham om. Hans
kammerat og han ser ikke ud til at være
modtagelige for en debat om, at religion
ikke kun behøver at blive udøvet
synligt, men kan nøjes med at være en
indre tro. I stedet spørger jeg om lov
til gennem den snævre, gamle træport
at tage et foto af moskeen. Det får jeg
allernådigst lov til.
Da jeg træder de to-tre meter frem
og kigger ud gennem porten, kan jeg
se, at der inden for på området sidder
en mørkklædt herre med solbriller og
en pistol på bænken tæt på porten.
Aha, tænker jeg. Det må være den
palæstinensiske del af bevogtningen …
Jeg fumler med mit kamera og
sætter min ene fod op på portens
dørtærskel for at få det bedst mulige
udsyn til moskeen.
”Stop!” lyder det højt og meget
bestemt fra den israelske hærs vagter
bag mig. Sikkerheden er ikke noget,
man spøger med eller gradbøjer på disse
breddegrader … Men jeg fik taget mit
foto, og vi lister videre ad Via Dolorosa
ned mod den kristne del af den gamle by
A chtung ! S ie
West -B erlin
verl assen jetzt
På vores køleskab hjemme i Danmark
har vi en magnet hængende, der
forestiller et skilt fra det hedengangne
checkpoint Charlie i Berlin.
”ACHTUNG! Sie verlassen jetzt WestBerlin”, står der på den …
Magneten dukker op i min
hukommelse, da vi dagen efter kører
frem mod en israelsk og FN-bevogtet
kontrolpost.
Pigtråd, vejspærringer, bevæbnede
vagter med forskelligt tilhørsforhold,
advarselsskilte, bombehunde og
bagagerumskontrol møder os, da
vi triller frem mod den imaginære
grænseovergang, der tjener til at opdele
den ene del af nationen Israel med
en anden, men ikke af alle nationer
anerkendt, del af Israel.
Vi har, meget imod vores værtindes
anbefalinger, besluttet os for at køre ind
på Vestbredden.
Foran os tårner det såkaldte
sikkerhedshegn sig op. Det fysiske
og kolde symbol på adskillelsen af en
befolkningsgruppe fra en anden. En
berlinmur, med vagttårne, bevæbnet
overvågning og sikkerhedszoner.
”Jeg troede, menneskeheden lærte
at droppe den slags, da vi rev den første
berlinmur ned,” siger jeg til Nanna.
Hun minder mig om, hvad vores
værtinde fortalte ved aftensmaden
i går. At israelerne betragter muren
som deres garanti for sikkerhed
mod terror. At sikkerhedshegnet,
med sine 500 km lange, meterhøje
betonværn, maskingeværer og
overvågningsprojektører, der lukker det
palæstinensiske område hermetisk inde,
siden det blev påbegyndt, har sørget for,
at palæstinensiske selvmordsbombere
og fanatiske galninge med morderiske
planer, er blevet holdt væk fra det
jødiske Israel. Og at sikkerhedshegnet
dermed er det eneste rigtige for at skabe
tryghed for jøderne i deres eget land. Et
land, som palæstinenserne også mener
er deres …
Efter at have vist pas, fået tjekket
bilen for bagage, og svaret på spørgsmål
om formålet med vores tur ind på
Vestbredden, triller den lille, blå lejebil
endelig ud på den anden side af muren.
Sceneriet er med ét forandret. Slidt
og brugt byggeri. Støvede og hullede
veje. Ind mellem de oftest ret falmede
huse findes et enkelt eller to monstrøse
bygninger, indhyllet i pigtråd, lukkede
porte og skilderhuse med private vagter.
Palæstina
Yussef
Vi kører mod Betlehem, som er den
nærmeste større by på Vestbredden
uden for Østjerusalem. Vi er dog ikke
nået langt ad den hullede vej, før en
modkørende taxi blinker insisterende til
os, og chaufføren vinkende får os til at
rulle vinduet ned for en snak.
Han hedder Yussef, og han forklarer
på et dueligt engelsk, at han synes, vi
skal lade bilen blive stående henne om
hjørnet ved hans brors butik. Så skal
han nok for ”en god pris” køre rundt
med os. Det er bedst for vores og bilens
sikkerhed, smiler han.
Tanken om buler i den lejede bil,
sammenholdt med de tydeligvis ikke
alt for ordnede forhold med vejene, og
deraf sikkert heller ikke vejkortene og
skiltningen, får os til at sige ja tak til den
smilende taxichaufførs tilbud.
Yussef fortæller os om forholdende
på Vestbredden set gennem hans
briller, mens vi kører af sted ind mod
Betlehems centrum, hvor vi gerne vil
se Fødselskirken, men også opleve
stemningen i en palæstinensisk by.
Skolesystemet er tvivlsomt,
arbejdsløsheden er tårnhøj,
økonomien generelt er ringe, og de
palæstinensiske myndigheder er kendt
for korruption. Det er bl.a. derfor, vi
skal køre med Yussef, forklarer han. Det
palæstinensiske politi tager det nærmest
som en obligatorisk pligt at standse biler
med israelske nummerplader og sørge
Det palæstinensiske selvstyre blev
oprettet i 1994 og styrer formelt det
meste af Vestbredden og Gazastriben
og har observatørstatus i FN.
Indbyggertallet var i 2008 på 4,1
millioner. Til sammenligning bor der 5,4
millioner jøder i Israel.
Sikkerhedsmuren
og vagttårn.
GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012
13
for at lade føreren betale en klækkelig
bøde for diverse opfundne forseelser.
Betlehem lever op til
forventningerne: Summende af
liv i snævre gader med bazarer og
tæppehandlere, levende kyllinger til
salg i papkasser, og shawarmaduft i
luften, blandet med krydderier og te.
Overalt er folk venlige og
imødekommende, måske lidt ekstra
fordi vi har en smilende lyshåret
treårig pige med blå øjne og en lokal
taxichauffør som guide med os.
Vi får overstået det obligatoriske
besøg til Fødselskirken, mens Yussef
køber is til os alle, som vi efterfølgende
nyder på en bænk på torvet foran
kirken. Vi lægger planer for resten af
dagen og beslutter os for at tage hen til
en gammel fæstning, Herodion, hvis
mure man stadig kan se, og som ligger
højt over landskabet, så man kan få et
blik ud over Vestbredden.
Verdens
Palæstinensiske huse
på Vestbredden.
stør ste fængsel
Vi kører fra Betlehems centrum ad
smalle gader ud af byen. Cyklende
skolebørn i vejsiden stopper op og
kigger på os, når taxien passerer. De
smiler og vinker, når de får øje på os, og
sætter efter taxien, så godt de har lært.
Yussef smiler også stadig. Han fortæller
om skolesystemet. Hvordan en lærerløn
er alt for lav, og samtidig betyder, at
man formelt er ansat af selvstyret. Og
derfor formenes adgang til Israel af
sikkerhedsmæssige grunde.
De, der har valgt at gøre deres
samfund en tjeneste ved at blive lærere,
arbejde på palæstinensisk sygehus,
eller i det palæstinensiske politi, må
ikke passere sikkerhedshegnet. Og da
grænserne den anden vej, til Jordan, er
fuldstændig lukkede, så betyder det i
realiteten, at man er stavnsbundet til
Vestbredden. Det er en af grundene til,
at Vestbredden, men især Gaza, den
anden palæstinensiske enklave mod
syd, kaldes for verdens største fængsel.
Da vi nævner ordet fængsel,
fortæller Yussef videre, om at stort set
alle, han kender, har prøvet at være
fængslet af israelerne. Eller siddet
”administrativt forvaret”, som det
hedder formelt. Yussef forsikrer os om,
at han nu er en stille og rolig fyr, men
for 10 år siden var han med til at kaste
med sten og sætte ild til containere. Som
alle andre unge drenge på Vestbredden,
forklarer han.
Pudsigt nok passerer vi samtidig
med Yussefs fortælling om sin
14
Israelsk checkpoint på
vejen ud af Vestjerusalem.
Østjerusalem set fra Vestjerusalem.
Man kan ane sikkerhedshegnet på
bakketoppen i baggrunden.
ungdomstid en stærkt bevogtet og
barrikaderet israelsk militærlejr. Som
små isolerede øer ligger der enkelte af
disse forskellige steder på Vestbredden.
Og denne her ligger for foden af bakken,
hvor vi skal besøge Herodion.
Bombesikrede køretøjer, vagttårne
og pigtråd. Få hundrede meter længere
henne ad den støvede vej ligger
faldefærdige huse med bliktag og
interimistiske døre og vinduer, hvor
hundene gør per automatik, når vi
passerer i bil, mens en stedlig beboer
kun halvvejs registrerer os bag sit slør,
mens hun hænger sit spraglede vasketøj
op på snorene foran huset.
”H er er
alle …”
jo egentlig pl ads til
Ruinerne af Herodion er sikkert vældigt
interessante for en arkæolog. Men for
os er udsigten fra bakketoppen mere
interessant. På den ene side kan vi,
så langt øjet rækker, skue ud over
GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012
den judæiske ørken. Man fornemmer,
hvordan Det Døde Hav afgrænser
ørkenen længst borte.
På den anden side fornemmer man
Hebron på de højeste områder længst
borte, men nærmere os kan vi se en
række nye og indhegnede bebyggelser
på den næste bakketop. ”Det er en
bosættelse,” forklarer Yussef. ”Dem har
vi alt for mange af.” For første gang
aner man, at hans smil ikke er klistret
på ansigtet, men kan erstattes af mere
alvorlige miner.
”Det er ikke så meget det, at de
er her,” siger han alvorligt. ”Her er jo
egentlig plads nok til os alle. Men det
er, fordi de mener og agerer efter, at alle
vi andre skal bo og leve og gøre præcis
ligesom dem …”
Yussef rammer plet i sin analyse.
Vi er i et område, hvor alle parter mener
at besidde den ultimative og eneste
sandhed. Og at give slip på denne
sandhed er at give slip på alt. Derfor
slås man, helt bogstaveligt, med sit liv
som indsats, for den sandhed, der er den
eneste …
Hvem, der har ret, afgøres i
øjeblikket af, hvem der har råstyrken
til at få ret. Israelerne har fx indlemmet
bosættelsen Ma’ale Adumim i den
israelske del af Jerusalem og ladet
sikkerhedshegnet slå et knæk rundt om
denne bosættelse, der ellers geografisk
ligger i Østjerusalem og dermed på det
palæstinensiske territorium.
Så længe der er ekstremer, uanset
retning, så får det her aldrig ende,
tænker jeg, mens vi i tavshed stirrer
ud over landskabet og den ekstreme
virkelighed, missende med øjnene
for at undgå solen og det blæsende
ørkensand, der blæser os i møde oppe på
bakketoppen.
Det er blevet tid til en sen frokost, og
Yussef kender lige det helt rigtige sted.
Vi kører tilbage til Betlehems summende
liv og finder i en gyde en temmelig
lokal shawarmarestaurant. Yussef
kender tydeligvis ejeren, for der er knus
og kindkys til velkomst. På væggen i
restauranten hænger Jordans konge og
skuer ud over sceneriet af slidte barstole
og metalborde. På vejen har jeg hævet
kontanter i en bankautomat. Det er ikke
israelske, men jordanske penge jeg får.
Restaurantejeren disker op med en
skøn variation af lokale delikatesser,
og selvom vi sikkert får lov til at betale
langt over standardpris, den ”gode” pris
som Yussef aftaler med ejeren og sikkert
får en andel af, så gør det ikke noget.
Det er hele oplevelsen værd at være på
Vestbredden.
Vi tager os tid til at fortabe os i de
snørklede gader med de små lokale
butikker endnu engang, mens Yussef
får en kop te og ryger vandpibe på en
lokal beværtning. Jeg finder noget så
kuriøst som en palæstinensisk brygget
øl, og køber tre flasker med mig,
mens Sidsel for firsindstyvende gang
overdænges med tilbud om chokolade,
slikkepinde og skumfiduser fra de
beærede butiksejere, og Nanna forsøger
pænt at sige nej tak til et hæklet sjal i
pangfarver.
H ønser iet
Yussef kører os tilbage til vores lejede
bil, der uden en skramme står foran
hans brors souvenirbutik. Det er oplagt,
at vi selvfølgelig også skal handle dér,
inden vi begiver os tilbage mod den
israelske del af Jerusalem. Heller ikke
her foregår købet af to trææsker og en
køleskabsmagnet med israelske penge,
men på MasterCard og i amerikanske
dollar.
”Det er den bedste valuta for mig,”
forklarer Yussefs bror.
For anden gang den dag forlader
Yussefs smil hans ansigt, da vi skal
blive enige om ”den gode pris”, han skal
have for at have kørt rundt med os hele
dagen. Men krokodilletårer til trods får
vi dog lov til at slippe væk med vores
bil, og i bakspejlet kan jeg se, at Yussef
smiler igen, da han giver sin bror
hånden på trappen foran butikken …
Vi skal tilbage gennem
sikkerhedshegnet. Nanna bliver
kommanderet ud af bilen, og kun
chaufføren må egentlig føre bilen
tilbage gennem de mange checkpoints
ind til Vestjerusalem. Men også her
virker det fint at være tre år, lyshåret,
smilende og have blå øjne, så Sidsel får
helt imod vanlig procedure lov til at
blive sammen med mig i bilen.
Nanna sendes til fods gennem
en bygning, der mest af alt ligner et
hønseri: Industrielt udseende, kolde
vægge og fladt tag, ingen vinduer.
Efter en halv times tid er Sidsel
og jeg kommet med bilen gennem
sikkerhedshegnet. Vi holder ind på
en p-plads lige inde i Vestjerusalem,
stiller bilen, og går hen til udgangen af
”hønseriet”. Vi venter. Længe …
Da vi har stået der i yderligere en
halv time, dukker Nanna endelig op.
Hendes begejstring er tydeligvis til at
overse …
”Det tætteste, jeg kom på et levende
menneske, ud over dem man står i køer
med, var hænderne på en vagt, der stak
dem ud for at modtage mit pas gennem
en lille sprække,” skumler hun.
Via højttalere kommanderes man
til at få gennemlyst sine ejendele, at gå
gennem metaldetektorer, og man bliver
udspurgt om baggrund og hensigt.
Hele stedet emmer af kulde og distance,
fortæller hun videre.
Mens vi står der og fordøjer
indtryk fra dagen, kan vi se den ene
minibus efter den anden læsse små
grupper af palæstinensere af foran
”hønseriet”. De har været på arbejde
inde i Vestjerusalem hele dagen og skal
nu hjem til Vestbredden og må derfor
passere sikkerhedstjekkene. De løber
om kap fra minibussen hen til køen for
at komme igennem sikkerhedstjekket.
At blive nr. 1 frem for nr. 5 i køen
kan betyde en forskel på halve timer
sammen med familien derhjemme …
Vi kører hjem til vores værtinde
og forsikrer hende om, at vi har haft en
god dag. Da jeg om aftenen nyder en
palæstinensisk øl på terrassen, efter at
vi har været på restaurant i Jerusalems
nye forlystelsesbydel, oprettet langt fra
grænsen mod Østjerusalem for at undgå
terror, og med sikkerhedsvagter foran
hver en indgang, filosoferer jeg over, om
der overhovedet er en sandhed i denne
verden? Eller om menneskeheden lever
på en permanent løgn?
Jeg beslutter mig for, sammen med
den sidste tår af den i øvrigt glimrende
øl, at der stadig må være en sandhed
at kæmpe for. En sandhed om at tro på
mangfoldighed og tolerance.
GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012
15
Afrikansk
forbrydercelle
og kandidat
til Unescos
verdensarvsliste
Jeg er på vej til et land, som ikke
eksisterer. Ikke officielt i hvert fald.
Selvom løsrivelsen skete for 20 år
siden, og landet både har egen regering,
politimyndighed og valuta, anerkendes
det stadig ikke af resten af verden.
Jeg er nysgerrig efter at finde ud af,
hvordan der er sådan et sted.
16
GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012
Tekst & fotos:
Søren Bonde
Genert, men også
nysgerrig.
”Bare stik mig seks
bundter af de blå …”
Las Geel – velbevarede
hulemalerier fra stenalderen.
Flyet, jeg sidder i, tilhører Jubba
Airways – ”The happy way to fly” prøver
de at sælge sig på. Enhver form for
markedsføring virker nu overflødig,
da Jubba primært flyver til somaliske
destinationer. Prisen er lav. Men det
er komforten så også i de over 50 år
gamle propelfly. Flyet stinker, som
om det aldrig har været rengjort. Det
gør det ikke bedre, at Jubba af en eller
anden grund vælger først at stuve
passagererne om bord for derefter at
laste al bagagen. I ro og mag. Mit sæde
kan ikke rettes op, og sikkerhedsselen er
urokkeligt fastlåst til størrelse XXL. Men
set fra den positive side kan sæderne
klappes sammen, så jeg følger min
sidemands eksempel og slænger benene
op på det tomme sæde foran mig. Så er
der benplads. Der er også servering om
bord. Oven i købet inden afgang – en
flaske lunkent vand stukket i hånden,
mens flyet ruller ud ad landingsbanen.
Der er ikke andre blegansigter om bord,
og det overrasker mig ikke det mindste.
Jeg synker tilbage i sædet mellem to
fjedre og glæder mig til eventyret, som
venter forude.
absurd lav kurs. Det viser sig nu at være
en fordel. Jeg har nemlig svært ved at
finde plads til de tre-fire tykke bundter
shilling, som de 50 USD omregnes til.
500 shilling er den største værdi, som
trykkes. Det svarer til 50 øre. Det siger
sig selv, at alle større transaktioner
foregår i USD. Jeg leger med tanken om
at veksle 1.000 USD. Bare for sjov.
M atadorpenge
Efter 45 minutter lander vi i Somalilands
hovedstad Hargeisa. Ved indrejse
tvinges man til at veksle 50 USD til en
”H er
er sikkert nok ”
Ude på parkeringspladsen tilbyder en
fyr med bil at køre mig ind til byen
for 20 USD. Vi bliver enige om, at 10
må være nok. Instrumentbrættet er
beklædt med fjerboaer og tingeltangel
i en sådan grad, at man knap kan se
ud af forruden. Jeg skæver forgæves
efter en sikkerhedssele. Han kører mig
til Hadhwanaag Hotel. Det er et logi,
som i de fleste andre lande ville passe
bedre i kategorien guesthouse. Små, enkle
rum gemmer sig bag træerne i den fine
gårdhave. Ejeren, Hassan, byder mig
varmt velkommen, og på et forbavsende
godt engelsk fortæller han stolt, at
han netop er hjemvendt fra Hajj, altså
pilgrimsrejse til Mekka. For anden gang.
”Første gang var for min mors
skyld. Men jeg følte, at jeg også skulle
gøre det bare for min egen skyld. Anden
gang fandt jeg min indre ro,” fortæller
Hassan. ”Det gjorde jeg ikke, da min
mor var med.”
Jeg skifter emne og spørger lidt til
situationen i landet.
”Du kan trygt rejse i Somaliland,”
siger han med påtaget overbevisning i
stemmen. ”Her er sikkert nok. Men du
skal have en eskorte med dig, når du
forlader Hargeisa. En soldat.”
Morsomt. Det betragtes med andre
ord som sikkert, når man kan nøjes
med én soldat. Jeg opfatter det som, at
risikoen for kidnapning er til stede, om
end mindre end i Mogadishu. Det er nok
en god ide at kigge sig en ekstra gang
over skulderen.
Et
sønderbombet
tur istminister ium
Små 60 km uden for Hargeisa på vejen
til byen Berbera ligger Somalilands
eneste store seværdighed: Las Geel er
en samling grotter med imponerende
vægmalerier fra stenalderen i en
overraskende god stand. Gennem
Hassan får jeg arrangeret en bil med
chauffør. For at besøge Las Geel
skal man have skriftlig tilladelse
fra Turistministeriet. Sådan et har
Somaliland nemlig også. Det ligger i
en bygning, som giver indtryk af kun
med nød og næppe at have overlevet
bombardementerne. Skudhullerne
i væggene står i slående kontrast til
den varme velkomst, som turistchefen
giver mig på sit ydmyge kontor.
Ganske vist på fransk, som jeg ikke
mestrer. Men hans assistent er så
venlig at oversætte det til en slags
engelsk. Tilladelsen koster 20 USD og
soldaten 15 per dag. De penge er uden
tvivl godt givet ud, så jeg sætter min
underskrift på dokumentet. En noget
falmet plakat er klæbet fast på den
nøgne væg med et par stykker tape og
truer med at skvatte ned, hvad øjeblik
det skal være. Den viser billeder af
Somalilands turistattraktioner: Nogle
stenblokke på en mark (”Old, ruined
town”), nogle vigtige mænd i jakke og
slips (”Congress”) og en bygning, som
tidligere var hvid, men nu er svært
grafittibefængt (”Bakery in Berbera”).
Det største billede er et luftfoto af
sønderbombede Hargeisa. Nåja, og så
lige et par små billeder fra Las Geel.
Jeg er heldigvis ikke kommet til
Somaliland for seværdighederne skyld,
men snarere for at møde befolkningen
og indsnuse atmosfæren. Men Las Geel
skulle være et besøg værd – i hvert fald
ifølge Unesco, som gerne ville beskytte
området, hvis Somaliland en dag skulle
blive internationalt anerkendt som et
selvstændigt land.
M ichael J ack son
og
mobiltelefoner
Med dokument i hånden og ledsaget
af en soldat med Kalashnikov sætter
vi kurs mod hulerne. Min chauffør,
Osman, kører gennem Hargeisas
kvarterer, som alle mere eller mindre
ligner hinanden. Byen blev næsten
jævnet med jorden under borgerkrigen,
så det er ikke skønhed, der møder øjet.
Men det er fantastisk at se, hvordan
byen har rejst sig takket være de
initiativrige indbyggere.
Jeg forundres endnu engang over,
hvor opfindsomme mennesker kan
blive, når nøden tvinger dem. Huse
bygges af hvad som helst, og her
går intet skrammel til spilde, før det
vitterligt ikke kan genbruges længere.
Stemningen er herlig kaotisk, og mine
sanser bombarderes af indtryk; en flok
geder æder affald midt på gaden, nogle
kvinder slæber store, gule vanddunke
hjem fra brønden, massevis af folk bare
sidder og laver ingenting – men ikke en
eneste turist. Michael Jacksons ”Bad”
strømmer frit fra taxaens kassettebånd;
en mobiltelefon ringer og overdøves
af højttalerbøn fra en moské. På vej ud
GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012
17
af byen standser vi adskillige gange,
indtil Osman og soldaten endelig finder,
hvad de søger. Selvtilfredse stiger de
ind i bilen med en dusk grønne blade på
stilke.
”Me, Said”, siger soldaten og
peger på sig selv, og så er vi omsider
præsenteret. ”Khat!” fortsætter han og
peger begejstret på dusken i sin hånd.
”You want?”
Jeg viser min velvilje og smager
forsigtigt på varerne. Bladene er
ekstremt bitre.
”Local alcohol” griner Osman bredt
og viser mig dermed sine sorte tænder.
”Good!” samtykker Said.
Jeg er uenig og ville uden tøven
have taget en bajer, havde jeg haft
valget. Men de to har allerede munden
fuld. I stilhed beder jeg til, at de ikke
bliver helt sanseløse, når bladene om et
par timer har gjort deres indvirkning.
Inshallah – om Gud vil.
En
ged formilder
D jævelen
Vi passerer adskillige kontrolposter
undervejs. Så snart min lejesoldat ruller
ruden ned, går bommen op. Vejen har
flere huller end Osmans sorte tænder,
men han udviser stor dygtighed i at
navigere udenom de værste. Det er
ingen let opgave, og lange strækninger
tilbagelægges i hektisk slalomkørsel og
ballet på fire hjul. Vi stopper stadig med
jævne mellemrum. Mest for at sikre os,
at venstre baghjul nu også følger med.
Det gør det tilsyneladende kun, når det
får et velrettet spark ind imellem. Det
er kun bilens kritiske dele, som stadig
virker. Ellers er næsten alt, hvad der
kan gå i stykker, gået i stykker eller
er borte. Forruden er fint marmoreret
efter utallige stenslag, men heldigvis
kan sideruden stadig rulles ned, så man
kan se ud. Dørene kan ikke lukke helt,
og radioen skifter kanal, hver gang
vi rammer et hul i vejen. Selv bilens
vigtigste komponent, hornet, er i så sølle
18
K lippekongens
forbrydercelle
Den første hule, vi besøger, er stor og
med fine malerier.
”I denne grotte boede kongen. Det
fortalte de franske arkæologer os.”
Mansor peger på en stor firkantet sten.
”Her fra sin trone havde han udsigt over
sit rige,” griner han, som om han ikke
rigtig selv tror på det med kongen.
Udsigten er i hvert fald god nok.
Man kan se langt ud i horisonten, og
ikke meget har ændret sig i dette øde
GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012
område, siden malerierne blev skabt
for næsten 5.000 år siden. Der hviler en
fred over stedet. Geder og små primitive
hytter kan ses her og der. Andet er
her ikke. Men engang har her foruden
mennesker også været kvæg og vilde
dyr. Malerierne er tavse vidner.
Næste hule har et hjørne med et
særpræget klippefremspring. Ovenfor
er et lille mørkt kammer, og det ser ud
til, at en gang fortsætter længere ind.
”Her hængte de forbrydere eller satte
dem ind i det mørke kammer. Ingen
har turdet begive sig ned ad gangen.
Vi ved ikke, hvor den ender.” Der er
tydeligvis stadig en frygt for djævlen,
og gangen ser også noget klaustrofobisk
ud. Tanken om at blive den første til at
udforske den frister mig, men gangen er
alt for lille til mig.
Tilbage ved huset tager jeg afsked
med Mansor. Han beder mig om at
udbrede kendskabet til Las Geel i håb
om, at flere turister vil komme på
besøg. Det lover jeg ham og tænker, at
han kunne begynde med at opsætte
et skilt ude ved vejen til glæde for de
lokale. Men uanset hvad, så venter
charterturisterne ikke lige om hjørnet.
Heller ikke selvom Unesco skulle
træde til med en hjælpende hånd, hvis
Somalilands selvstændighed en dag
bliver anerkendt.
Den Røde Baron indtager
Hawaii
Somaliland
Visum: Fås lettest på konsulatet i Addis
Abeba i Etiopien.
Fly: Jubba Airways flyver til Hargeisa
fra Djibouti to gange om ugen. I 2011
kostede det ca. 900 kr. t/r. Flyveturen
tager 45 min. Rejser man over land tager
det mindst et døgn.
Overnatning: Værelser på
Hadhwanaag Hotel er simple og koster
under 50 kr. per nat. Der findes også
andre mere luksuriøse hoteller.
Tekst & fotos:
Anette Lillevang Kristiansen
Ingen hygge
uden khat.
forfatning, at ikke engang gederne midt
på vejen har respekt for dets ynkelige
småtrut.
Vi kører et par timer gennem
et monotont, ørkenagtigt landskab.
Pludselig svinger Osman væk fra
vejen. Et hjulspor fører ind bag et hus
og videre ind i det bakkede terræn.
Hullerne i vejen udskiftes med
stenblokke i lidt for store størrelser.
”4 WD,” griner Osman smørret og
stopper så for at give hjulet endnu et
spark.
Mod al sund fornuft overlever
bilen en halv times kørsel over stok og
sten, før vi omsider ikke kan komme
længere. Herfra er det til fods. Ved en
lille bygning bydes jeg velkommen af
en ældre herre, Mansor. Han kaster et
anerkendende blik på mit dokument
med de officielle stempler og viser
mig indenfor. På væggene hænger
fine plancher, som fortæller om Las
Geels opdagelse, udforskning og
bevarelse. En tak rettes sågar til Dansk
Flygtningehjælp, som har finansieret
bygningen, jeg står i. Der kan man bare
se.
Bag huset fører nogle trapper op til
klippehulerne. Soldaten trasker i hælene
på mig, og mens vi går, snakker Mansor
entusiastisk, som om han sjældent får
besøg. Jeg roser hans engelsk. ”Jeg
lærte det af englænderne, dengang de
var her i landet,” fortæller han. Mens
han snakker, stirrer jeg betaget op på
granitvæggene.
”Her findes over 20 huler, som er
rigt udsmykket. De gav beskyttelse og
ly for vind og vejr. Malerierne har været
her, så længe vi kan huske. Da jeg var
dreng forbød min far mig at gå nær
hulerne. Han sagde, at djævlen holdt til
her. Jeg havde svært ved at adlyde ham,
for hulerne var jo spændende. Nogle
gange ofrede vi en ged og spredte blodet
i grotterne for at formilde ”djævlen”.
Mansor griner forlegent. ”Det var
vanvittigt, men vi troede på det.”
De fleste forbinder
sikkert den smukke
øgruppe i Stillehavet med
hulapiger i bastskørter
med blomsterkranse om
halsen, palmestrande og
strandløver a la David
Hasselhoff, der frygtløst
kaster sig i bølgerne
på deres surfbrætter.
Men min veninde Jytte
og jeg skulle få helt
andre oplevelser på øen
Kauai, der ligger nord
for hovedøen Oahu. En
debut som kvindelige
”krigspiloter” hører nemlig
også med til et besøg på
de romantiske palmeøer.
”Ready for take
off!” – Jytte
og jeg bliver
udstyret som
bedre krigspiloter,
inden det går løs
med Den Røde
Baron.
Bølgerne
omkring
Hawaii hører
til blandt de
absolut største
i verden, og
surfere fra hele
kloden valfarter
til øerne for at
ride på den helt
perfekte bølge.
Som barn
pilede jeg
rundt og
legede
hawaiipige i
bastskørter
af tøjsnor – i
Honolulu får
man den ægte
vare – dog ikke
i bast, men i
plastik.
Som barn havde jeg et Lego-fly af denne
type, men jeg havde aldrig forestillet mig,
at jeg skulle prøve at flyve i et en dag.
stiger ud og ledsager en elegant kvinde,
klædt i sidste skrig fra modehusene i
Paris.
Jytte og jeg finder dog vores logi på
et beskedent hostel nogle gader væk fra
den berømte strand. Her er fyldt med
surferfyre fra Australien og Europa,
der alle er på jagt efter den perfekte
surferbølge ved The Northshore,
hvor brændingens bølger er blandt
de største i verden. Så Hawaii er ikke
bare hula-piger med dådyrøjne og
længselsfulde sømænd på vej mod de
syv verdenshave.
En anden ting, jeg forbinder med
Honolulu er Elvis Presleys ”Aloha
from Hawaii”. Jeg har gennem årerne
adskillige gange set min bror blive
fjern i blikket, når han omtaler den
fantastiske begivenhed, der fandt sted
14. januar 1973. Jeg var to år, ikke mere
end tobak for en skilling og husker intet
af det, men for nogle år siden købte min
bror genindspilningen af koncerten på
dvd. Her forstod jeg, hvilken sensation
det måtte have været dengang. Det var
den første liveudsendelse via satellit
og Elvis Presleys første optræden
transmitteret på verdensplan. Så da
klassikere som ”Can’t help falling in
love with you” og ”Burning Love”
blæser ud fra fladskærms-tv’et knap
fire årtier senere og en vandkæmmet
Elvis ”has left the building” må jeg
give min bror ret. Det her kan få
nostalgien op i selv den mindst
rockhistorieinteresserede.
Selvom jeg ellers har anskaffet mig Jordens
mest sexede badedragt er der ikke rigtig
nogen respons fra strandløverne.
”Why don’t you come to Hawaii for a visit?”
udbryder min nye veninde Lea og slår
ud med armene, og hvem kan da lige
stå for sådan en invitation? Vi hænger
ud med en kop te og en sandwich på
rutebilstationen i byen Puerto Montt i
det sydlige Chile i februar 2006. Lidt
vemodigt er det vores afskedsmåltid,
inden vi om få timer rejser hver vores
vej. Vi er netop kommet tilbage fra
et femdages krydstogt i Patagoniens
søområde og sidder nu og fordøjer de
mange indtryk fra turen. Spejlblanke
søer, kælvende gletsjere iagttaget fra
små zodiacbåde og ikke mindst mange
sjove samtaler og godt sammenhold om
bord.
Lea er fra Arizona, og vi har delt
kahyt under turen. Hun er på vej hjem
til USA for at gifte sig med kæresten,
og herefter drager parret af sted til
Hawaii. Jeg får julelys i øjnene af at
høre om deres fremtidige eventyr.
Hendes kæreste er ornitolog og har
fået job på øen Kauai, hvor han skal
20
arbejde på et fugleprojekt i de næste fem
år. Alene ordet Hawaii får billederne
frem på nethinden – og jeg har netop
haft øgruppen inde på livet et par år
tidligere, da min bror og hans japanske
kæreste var på bryllupsrejse der. Så
selvfølgelig kommer jeg da og besøger
Lea i hendes ø-paradis – sådan et tilbud
lader man ikke gå fra sig!
Da Jytte og jeg planlægger en
jordomrejse senere på året, falder det
derfor helt naturligt at tage et stopover i
Stillehavet inden New Zealand, og snart
begynder et besøg i USA’s fjerntliggende
territorium at tage form.
A loha
from
H awaii
For de fleste har stedet Hawaii en
paradisisk klang og hensætter folk
i en romantisk forestillingsverden
om psykedeliske solnedgange og
underskønne kvinder med hoftelangt
sort hår, der vinker farvel til deres
sømand i måneskinnet. Det var i hvert
fald det, jeg som barn forestillede mig
GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012
om øgruppen, når jeg legede hawaiipige i haven om sommeren og pilede
rundt i bare fødder med et interimistisk
bastskørt af tøjsnor om livet og en
mælkebøtte bag øret.
Sandheden er, at i hvert fald
Oahu er uhyre amerikansk. Måske
naturligt nok, men Honolulu minder
om enhver anden amerikansk storby
med skyskrabere og avenuer, om
end byens størrelse er noget mindre
end metropoler som Chicago og Los
Angeles.
Hovedgaden i Honolulu er som at
spadsere ad Fifth Avenue i New York,
hvad angår hippe mærkevarerbutikker.
Man kan lege Julia Roberts i ”Pretty
Woman” for en dag og føre sig frem
hos Louis Vuitton, Gucci og alle de
andre navne, der leder tanken hen på
fashionable Rodeo Drive i Beverly Hills.
En flere meter lang hvid limousine sejler
ned ad Kalakaua Avenue og standser
foran Sheraton Hotel Waikiki Honolulu
– en forretningsmand i Armani-sæt
A zurbl åt
hav og r appe
sportsvogne
Der er ingen ende på vores
nysgerrighed, når det gælder om at
lure alting af i denne lille paradisbid af
USA, og de første dage går med at se
attraktionerne i og omkring Honolulu.
Et absolut must er øens berømte
vulkankrater Diamond Head, der er
strategisk placeret med en prangende
udsigt over Stillehavets bedste skyline.
Herfra kan man skue ud over det
azurblå hav og samtidig på afstand
følge gadelivet nede i downtown.
Der hersker en behagelig stemning,
og det går for alvor op for én, at man
faktisk overhovedet ikke har lyst til at
forlade stedet igen. Tanker om at slå
sig ned for evigt er allerede begyndt
at danne sig i ens hjerne. Bare dase i
en hængekøje med en kold cola og en
god bog, så ville ens lykke være gjort.
For slet ikke tale om at investere i en
rap lille cabriolet-sportsvogn. Så kunne
Hawaii
Hawaii, tidligere kaldet Sandwichøerne, blev i 1959 USA´s 50. delstat. Øerne ligger i
Stillehavet 3.700 km sydvest for den nordamerikanske vestkyst.
Fly: Hawaiian Airlines, Aloha Airlines og United Airlines flyver fra fastlandet. Fra Los
Angeles til Honolulu ligger prisen på omkring 500-600 USD tur / retur.
Lokal transport: Det er nemt at komme rundt med lokalbus på Oahu, lidt større
udfordring er det på de mindre øer som Kauai – her går også lokalbusser, men knapt
så hyppigt som på hovedøen. Men den offentlige transport er pålidelig og sikker. Folk
er desuden meget søde til at tage blaffere med op at køre, især de steder, hvor der er
lidt øde. Flyvninger imellem øerne kan bookes hos Hawaiian Airlines eller hos GO! Mesa
Airlines. Eksempelvis koster en billet fra Honolulu til Kauai mellem 100 og 200 USD. Hvis
man er tidligt ude kan det godt gøres lidt billigere, men generelt er flyvninger mellem
øerne ret dyre.
Overnatning: Man kan få overnatning i samtlige prisklasser på Hawaii. Regn med 2530 USD for en seng i et dorm på et almindeligt hostel – ofte er morgenmaden inkluderet.
Priserne er som på det amerikanske fastland og så lige en tand til.
Mad & drikke: Der findes restauranter i alle prislag, men det kan varmt anbefales er
at spise på markedet i Honolulu. Øerne er fyldt med kinesere, indere og dermed også en
kulinarisk smeltedigel. Man kan få alt i nudler, rejer, ris og alt godt fra havet, og asiatisk
mad er billigt og velsmagende. Der er noget for enhver smag, og man behøver bestemt
ikke at gå sulten i seng, selvom madbudgetet bare er på 10 USD per dag.
man ligge og trille ned ad hovedgaden,
alt imens dagens sidste solstråler
forsvinder i horisonten. Se, det ville jo
være livet!
Jeg bliver dog hurtigt revet
ud af mine dagdrømmerier, da jeg
skal have visakortet frem hos det
lokale supermarked for toastbrød og
appelsinjuice. Her mærker man snart,
at vi befinder os på en ø for de rige,
det afspejler sig pænt på priserne, så
sportsvognen får nok lige vente et par
år.
Men rundt på Oahu skal vi, og
heldigvis går der helt almindelige
lokalbusser for os dødelige backpackere.
På vejen falder vi over Polynesian
Cultural Center, hvor der laves
opvisning med hawaiianere og andre
folkeslag, der bebor øerne i Stillehavet.
Alle er repræsenteret i traditionelle
dragter. Yndige samoanere, maorier fra
New Zealand, vældige krigere fra Fiji
og dansere fra Tonga og Cookøerne.
Det er virkelig et stillehavspotpourri og
et særdeles farvestrålende skue, vi får
serveret. Jeg får helt lyst til at fordybe
mig i stillehavskulturen, og vores næste
destination er da også Tonga, så vi har
noget at se frem til.
S tillehavstr agedien
i
1941
Vi får også set stranden med verdens
bedste surfbølger, inden turen går
videre op langs kysten, og vi lander
ved ananasplantagen Dole. Farmen har
simpelthen de største og mest saftige
ananas, jeg har smagt i mit liv og vi er
da også ude at tage markerne i øjesyn
med det lille tog The Pineapple Express.
Det futter igennem avlsjorderne,
hvor ananas står i snorlige rækker
undervejs til at blive eksporteret til
hele verden. I farmens souvenirbutik
prøver jeg lykken og køber en endnu
uåbnet perlemusling, og sandelig om
jeg ikke har heldet med mig – en smuk
perlemorsagtig lille kugle dukker
frem af muslingens slimede indre og
åbenbarer sig i al sin pragt. Det var
GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012
21
byens bedste cappuccinoer. Vi bilder
os også ind, at vi skal gi’ den som
fotomodeller på stranden, men det
bliver nu aldrig den helt store succes.
Jeg må indse, at min ellers ret smækre
Speedo-badedragt simpelthen ikke
smyger sig om hofterne som hos pigerne
i ”Baywatch” – heller ikke selvom en
flok strandløver svanser forbi.
Udsigten fra vulkankrateret
Diamond Head – den absolut
bedste skyline i Stillehavet.
Kauai kaldes også for ”The Garden
Island” – og det forstår man til fulde, når
man ser de smukke landskaber på øen.
De fleste forbinder Hawaii med smukke kvinder
med langt sort hår. Her en opvisning i Polynesian
Cultural Center med piger i traditionelle dragter,
der optræder med danse fra hele Stillehavet.
simpelthen en ekstra bonus ved at
besøge en ananasfarm.
Tilbage i Honolulu må man
selvfølgelig ikke gå glip af Pearl Harbor.
Historien om stillehavsangrebet under
2. Verdenskrig kender vi alle gennem
filmen af samme navn, adskillige bøger
og lige så mange dokumentarfilm, og lige
trist er det. Og mindre rørende bliver det
ikke, når man så selv står og læser de flere
tusinde navne på muren over de dræbte.
Det føles underligt uvirkeligt, og der
hersker da også en andægtig stemning i
mindebygningen USS Arizona Memorial,
der er bygget over et af de sænkede skibe.
Det, der næsten gør mest indtryk på mig,
er, at vandet stadig farves i metalkulører
af olie, der lækker fra det sønderskudte
skib. Selv efter så mange år – det er
utroligt at tænke sig. Noget, der også altid
slår mig, når jeg er i USA, er, hvor meget
man hylder sine krigsveteraner. Jeg ser
flere biler med nummerplader på Hawaii,
hvor der står ”War Veteran” – det kunne vi
i Danmark vist godt lige lære lidt af. Vore
soldater har mindst lige så meget fortjent
at bliver hyldet og husket.
22
P eace ,
love and harmony
I lufthavnen på Kauai bliver vi mødt af
en storsmilende Lea med favnen fuld
af håndlavede blomsterkranse. Pyntede
og duftende efter alle kunstens regler
går turen hjem til deres lille hyggelige
landhus med bananpalmer i baghaven,
og her går snakken over en kop kaffe.
Lea og jeg har meget at drøfte, efter at
vi ikke har set hinanden i over et år, og
allerførst skal vi høre om brylluppet. De
første par nætter bor vi i bondehuset,
men senere flytter vi ind til byen Kapa’a.
Lea skal på arbejde, men typisk dukker
hun op hen på eftermiddagen og tager
os med på udflugt.
Vi indlogerer os på et temmelig
alternativt hippie hostel, der er malet
skrigende koboltblå og gult, og her
bor de sjoveste typer. Vores værelse er
unægtelig også pænt ”peace, love and
harmony”-agtigt med storblomstret
forhæng, der fungerer som rumadskiller
– men alle elsker alle på Hawaii – så
det vænner vi os hurtigt til. Ja, selv
myggene elsker én inderligt – første
morgen vågner jeg med omkring
GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012
halvanden milliard myggestik og er
intet mindre end ved at gå bersærk –
men det er også bare et spørgsmål om
tilvænning.
Vi er med Lea og hendes mand
på fugletur, og de viser os et fyrtårn
ved kysten, hvor fuglene trives i store
flokke på klippeskærene. Kauai minder
visse steder om Asien med store
lysegrønne rismarker a la Indonesien,
og på nordkysten tårner stejle grønne
klipper sig flere hundrede meter op
over havets overflade. Området rummer
en fantastisk naturskønhed og har
da også været med i flere film. Langt
henne af en skovvej finder jeg en af
filmstjernerne. Et ensomt beliggende
pyramideformet bjerg skyder op midt i
den filtrede regnskovsvegetation – det
er den berømte klippe fra filmen ”South
Pacific” fra 1958. I nærheden får jeg også
øje på en gigantstor grotte, som jeg går
på udforskning i, så der er masser at
opdage også på nordsiden af øen.
Kauai er bestemt ikke blevet snydt,
da der skulle deles storslået natur ud,
og en af de helt store attraktioner på
øen er Waimea-kløften, også kaldet
”Stillehavets Grand Canyon”. Den ligger
i det nordvestlige hjørne af øen og er
ikke lige umiddelbart nem at komme
til med offentlige transportmidler. Vi
finder dog ud af et trick – hitchhiking. Det
er ellers noget, jeg aldrig bruger, men på
Hawaii er det meget populært, og folk er
flinke til at tage én med. Vi praktiserer
det adskillige gange og kommer en af
gangene op at køre med et midaldrende
japansk par, der ikke kan 10 ord på
engelsk, men de er søde og smilende
og vil så gerne hjælpe. Meget af tiden
henligger Waimea Canyon i tåger, men
pludselig går der hul i skydækket og et
pragtsyn af en dramatisk rødbrun kløft
åbenbarer sig.
Vi har en skøn tid på Kauai og
hænger også ud på den lokale gamle
skole, der fungerer som kaffebar med
Kvindelige
luf takrobater
En dag falder Jytte skæbnesvangert
over et uanseeligt lille visitkort på
opslagstavlen på vores blåmalede hostel
– hun er straks fyr og flamme! Begejstret
viser hun visitkortet frem, der har et
billede af et knaldrødt dobbeltdækkerfly
– lige sådan et, som var på ens
barndoms pålægschokoladeæsker –
Den Røde Baron hed det – jeg var nu
altid mest interesseret i indholdet, men
husker tydeligt flyet. Jeg havde også
et fly af typen i rød og gul Lego, og
adskillige var de gange, hvor jeg som
barn forestillede mig selv som pilot
svævende gennem skyerne. Men at
jeg skulle komme til at prøve sådan et
monstrum senere i livet, havde jeg ikke
lige forestillet mig.
”Ejjjj, det skal vi simpelthen
prøve!” hviner Jytte, og efter hendes
ansigtsudtryk at dømme kan jeg godt
fornemme, at dette her slipper jeg
ikke udenom. Nu går jeg jo og bilder
mig selv og andre ind, at jeg er lidt
af en eventyrer, så der er ingen vej
tilbage. Det er egentligt ikke så meget
flyveturen som sådan, der generer mig,
men mere det faktum at flyet er åbent.
Det er sådan et fly, som luftakrobater i
gamle dage lavede halsbrækkende loop
i. De hvirvlede rundt på himlen, som
befandt de sig i en vaskemaskine på
centrifugeringsprogrammet, og jeg huer
afgjort ikke foretagendet.
Næste dag står vi ude i lufthavnen
og får for første gang et glimt af Den
Røde Baron. Skinnende poleret, og
sikkert ganske nyt, holder flyet parkeret
ude foran afgangshallen og ser egentlig
ret fredeligt ud. Men flyet ér åbent – det
er ikke kun noget, det er på billeder.
Jeg synker en ekstra gang, da vi
bliver udstyret som et par kvindelige
krigspiloter med knappet læderhjelm
og motorbriller. Vores pilot er en
midaldrende gråhåret mand, der ser ud,
som om han bare skal på indkøbstur i
Netto. Jeg overvejer op til flere gange at
løbe skrigende væk. På den anden side,
så er der jo visse psykologer og andet
godtfolk, der påstår, at man skal se sin
Rent bounty-land – på Hawaii er
vandet nøjagtigt lige så blåt som i
turistreklamerne med Mads Mikkelsen.
frygt i øjnene og gennemføre ting, man
er bange for. Så jeg må æde den!
Jeg er afgjort ikke stolt af det,
men Jytte derimod er på sit livs
dannelsesrejse og er med på den
værste. Hun ender også med at springe
faldskærm på New Zealand og er lige
ved at få mig revet med i sølet, men jeg
besinder mig dog i sidste øjeblik. Jeg er
og bliver altså hamrende ræd for højder
– jeg skider simpelthen en grøn gris,
bare jeg skal op i Rundetårn.
Par adisets
have set fr a oven
Da vi sidder spændt fast i bugen på
det røde uhyre, er det for sent at flygte.
Piloten starter propellen, og maskinen
brøler som en vildfaren plæneklipper,
der er blevet tunet. Fordi flyet er åbent,
er lyden vanvittig høj, og i næste nu
brager vi ud på startbanen. Flyet har
selvfølgelig løftet halen fra jorden, og
Den Røde Baron er ivrig, det kan man
tydeligt mærke. Flyet vimser af sted som
et forårskådt føl og længes efter høje
luftlag og vide horisonter. Det rusker
voldsomt i flyet, og selvom jeg godt med
min fornuft ved, at det intet hjælper, så
krampholder jeg ved instrumentbrættet.
Det, at jeg i det mindste har noget at
holde fast i, gør mig en anelse roligere,
men tryg ved situationen er jeg langtfra.
Snart slipper vi jorden og løfter
os over den grønne ø, omkranset af
blåt hav – det er et vidunderligt skue,
og for et øjeblik glemmer jeg, hvor
skrækslagen jeg var. Vi flyver ind over
en smuk nationalpark med brusende
vandfald. Kauai kaldes også for ”The
Garden Island”, og det er det helt perfekt
navn for øens smaragdgrønne bjerge og
vilde natur. Det føles underligt, at flyet
er åbent, man kan mærke hvert eneste
lille bitte vindpust og lufthuller, hvilket
gør det til lidt af en rutsjebanetur, men
efterhånden begynder jeg at nyde turen
bare en lille smule. Da vi lander uskadte
efter ca. 20 minutters flyvning, føler
jeg mig virkelig som en helt, der har
overvundet det vildeste ridt, og ikke
mindst så er jeg blevet en fed oplevelse
rigere, selvom jeg måtte overvinde mig
selv.
GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012
23
Langs vejen mod Beach no. 7 på Havelock Island. Lokale
kvinder fejer ris sammen i bunker, så bilerne kan hjælpe
med at få skilt agnerne fra ved at køre hen over dem.
Tekst & fotos:
Tanja Schwartz
Sjove krabber med
deform stor klo ved
Elephant Beach.
Fanget i en cyklon
på Andamanerne
”There is 1 percent chance the boat is
coming.” Vores nye indiske ven prøver
at få humøret op hos os, men med en
kommentar om 1 procents chance for,
at vi bliver hentet af en båd dagen efter,
stiger humøret kun for en kort stund,
mens vi griner lidt af hans skønne
optimisme.
Det er første juledag, jeg og 13
andre rejsende fejrede jul sammen i
går på Havelock Island, og nu sidder
vi alle godt mast sammen i min lille
bambushytte og lytter til de ikke særlig
opløftende ord. Cyklonen Thane er på
vej mod os, og vi fik allerede de første
tegn på det om natten, hvor det blæste
og regnede så meget, at jeg var sikker på
den lille hytte ville blæse fra hinanden.
Jeg skulle have forladt øen i dag for
at flyve til Sri Lanka, men bølgerne er
gigantisk høje, og alle både fra Port Blair
er aflyst.
K annibaler
og forbudte områder
Heldigvis har jeg inden cyklonen nået
at se en del af de steder, der er åbne for
turister. De fleste øer er forbudt område,
da her stadig lever en del stammefolk,
især på de nordlige Nicobar-øer. Nogle
af stammerne skulle efter sigende stadig
være kannibaler, og der går da også
24
historier om folk, der er forsvundet
sporløst i junglen. Så med en lyst til
at leve og ikke ende i den sorte gryde
valgte jeg at tage til Neil Island, en
ganske lille ø, der ikke har den store
turisme endnu. Først skulle jeg dog
lige have købt en billet, hvilket i sig
selv lyder meget lige til, men det her er
Indien, om end en meget smuk udgave
af Indien, men dog stadig Indien.
Jeg står ved billetkontoret to timer
før åbning, og her er allerede en lang kø
af indiske mænd, der skubber, maser,
råber og skælder ud. Jeg gruer for at
skulle ind i det her virvar af mænd,
da en sød dame hiver mig i ærmet og
peger på en lille kø med kun syv damer
i. Ahh, en af de fantastiske fordele ved
at rejse i Indien! tænker jeg, mens jeg
hyggesnakker og får lidt skygge under
en anden dames paraply. Da dørene
åbnes til kontoret er hyggen væk, jeg
bliver næsten væltet over ende og ser
bare en flok af damer, der spurter til
de to rækker tilegnet dem. Det er ikke
nemt at få billetter til de få færger, der
sejler til Havelock og Neil hver dag,
derfor sender mange agenter damerne
ned for at købe billetter til en hel gruppe
af mennesker på en gang, hvilket så
betyder, at vi rygsækrejsende, der gerne
GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012
Fiskerbåd på
stranden, Neil Island.
vil spare lidt penge og gøre det selv, må
kæmpe for vores sag.
Og det må man sige jeg gør. Der
bliver brugt mange fine tricks på
at komme foran i køen, og da den
ene computer bryder ned, går der et
splitsekund før vores kø er omdannet til
det rene cirkus med råbende fægtende
damer alle vegne. Kun tre formår at
snyde sig foran mig, og da det bliver
min tur, er der kun én billet tilbage,
selvfølgelig på den dyre klasse.
Dykning
med sjældne søkøer
På Neil Island sker der intet, det er en
stor kontrast at komme her fra Port Blair,
som er en støvet, beskidt og larmende
by. Her er kun få steder at bo, og alle
har samme priser, så en lille prisfight
med tuk-tuk-fyrene falder hurtigt til
jorden. Jeg ender med at vælge et resort,
som ligger helt nede i den vestlige
ende af øen, hvor solnedgangen skulle
være helt i top, og man måske kan
være så heldig at se den sjældne søko
dygong (Dugongdugon) ved kysten.
Solnedgangen er fænomenal her, jeg
ender med at gå derned hver aften og
nyde den sammen med store horder af
indere, som alle gerne liiigge vil have et
foto eller tre af mig samtidig.
En af de helt store grunde til,
at jeg overhovedet er endt her, er
den fantastiske dykning, der skulle
være her, så jeg besøger den eneste
dykkershop der er på øen, og booker
en pakke med seks dyk. Fyren, som
ejer stedet, er noget overrasket over,
at jeg har valgt at tage direkte hertil
og ikke til Havelock, som 98 % af alle,
især dykkerturister, gør. Men jeg holder
af små steder uden for mange folk i
bådende, med tid til at lære folk at
kende, og jeg bliver hurtigt overbevist
om, at jeg har valgt det rigtige. Næste
morgen meget tidligt står jeg på kajen
og hjælper med at samle udstyr. Havet
er en smule uroligt, men vi skal dykke
på den anden side af øen, så det gør ikke
så meget. Alle dykkerstederne ligger
dejlig tæt på her ved Neil Island, så det
tager kun ti minutter, så er vi fremme.
Jeg glæder mig til at komme under
overfladen og får hurtigt udstyret på og
hopper i vandet. Det er et fint dyk, og vi
ser mange store fisk som aftrækkerfisk
(Balistoides Viridescens), barracuda,
papegøjefisk og makrel. Der er også en
del smukke nøgensnegle og andre små
dyr at finde. Men korallerne er mere
eller mindre alle sammen afblegede eller
helt døde, det er et sørgeligt syn.
Ude i Den Bengalske Bugt ligger
den isolerede indiske øgruppe
Andamanerne og Nicobarerne.
Her er storslået natur og
en chance for at dykke med
dygonger, de sjældne søkøer.
På flere af øerne er der dog
ingen adgang for udlændinge,
da befolkningen efter sigende
er kannibaler, og det kan være
svært at komme derud – og
svært at tage derfra igen, især
hvis der kommer en cyklon på
tværs af rejseplanerne!
Tsunamien i 2004 ramte ikke kun
hårdt på land her, også under vandet
skete der mange ændringer, bl.a. er
temperaturen steget, hvilket især har
kunnet ses inden for de seneste to år.
Det er en stor skam, og det vil helt klart
få betydning for antallet af dykkere, der
kommer her fremover.
Neil er dog også kendt for andet
end dykning, her er der nemlig en
enestående chance for at svømme med
dygonger. Der er ikke mange tilbage
her, men alligevel var jeg så heldig at
se en enkelt to dage i træk fra kysten.
Jeg havde mit snorkeludstyr med mig,
men de er nogle store bangebukse, og
der skal ikke mange pjask til, før de
forsvinder. Så jeg måtte nøjes med synet
fra land.
Vodkaglade
soldater
”There is 10 per cent chance the boat is
coming.” Det er dag to på Havelock,
vores indiske ven står med en flaske
vodka i hånden, som han og hans
Verdens mest ugæstfrie folk
North Sentinel Island i den sydvestlige del af øgruppen Andamanerne er en af de få hvide
pletter på landkortet, hvor civilisationen endnu ikke er nået frem. Enhver form for forsøg
på kontakt fra omverdenen er blevet mødt med en regn af pile fra de ugæstfrie øboere.
Deres kultur er ukendt bortset fra deres anvendelse af spyd, bue og pil og parallelle
kanoer samt udseendet af deres kysthytter. Der bor formentlig 50-250 mennesker
på øen, som administreres af Indien som en del af The Andaman and Nicobar Islands
Union Territory, men eftersom der aldrig er indgået nogen traktat eller aftale med øens
beboere, befinder North Sentinel Island sig i et underligt juridisk limbo og kan anses for
at være en suveræn enhed, som styrer sig selv under indisk beskyttelse. Lokalregeringen
på Andamanerne og Nicobarerne har i hvert fald gjort det klart, at man ikke ønsker at
forstyrre nordsentinelesernes livsstil og habitat.
De færreste, som har været i kontakt med øboerne, er kommet derfra med livet i
behold. I 1981 måtte besætningen på et skib, som var grundstødt, evakueres med
militærhelikopter, da øboerne gjorde klar til at storme skibet, og i 2006 blev to fiskere
dræbt af øboere, da deres båd drev nær land.
GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012
25
En tidlig morgen på
stranden i Paje, hvor vi
leger i solopgangen.
Andamanerne
Mangrove på den vestlige
side af Neil Island.
26
mig i hvert fald ind, og man kan vade
et stykke gennem mangroven ud til
et stykke strand, som dukker op. Når
man går der i Mangroven og ser alle
rødderne, de mange snegle, der laver
en masse spor i sandet, og krabber med
underligt store kløer, så føles det, som
om man er på en anden planet.
”There is 50 percent chance the boat
is coming.” Det er dag tre, og vi er ved
at være godt trætte af at være fanget
her. Strømmen virker ikke mere,
folk er begyndt at hamstre benzin,
så der næsten ikke er mere tilbage
på øen, men værst af alt er, at vores
yndlingsrestaurant ikke har mere af
sin lækre mysli tilbage. Katastrofe! Folk
snakker om, at de har sendt en båd fra
Port Blair, så vi pakker vores ting og
betaler i dyre domme for at komme ned
til havnen. Her er allerede en masse
mennesker. Vi stiller os i kø med dem og
håber det bedste. To timer senere bliver
det meddelt, at båden er vendt om,
bølgerne er stadig for høje. Vi betaler
igen en alt for høj pris for at komme
tilbage igen, og vi bliver mødt af nogle
halvfulde indere, der endnu engang
har været i byen for at købe en ny flaske
vodka.
To dage senere kommer en
glædestrålende inder meget tidligt om
morgenen og råber: ”It’s 100 per cent, the
boat is on its way!”
Som soldater klar til kamp hopper vi
hurtigt ud af sengen, smider rygsækken
på ryggen og betaler nu en endnu højere
pris for at komme til havnen igen. Vi
venter og håber sammen med godt 500
andre gæster, at båden kommer hele
vejen hertil. To timer senere ser vi den
første båd, og lige efter den kommer
sørme en mere. Jeg kommer med den
første båd sammen med de fleste andre
udenlandske gæster, vores indiske ven
forsvinder for mig i myldret, så jeg når
aldrig at sige farvel. Jeg håber i mit stille
sind, at bambusstokken ikke bliver brugt!
GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012
Zanzibar:
Drømmen
som ikke gik i
opfyldelse …
men så alligevel
Visum: Indisk visum kræves for at
rejse til Andamanerne, 1.200 km fra det
indiske fastland. Ud over visum skal man
også have en speciel RAP (”restricted
area permit”). Det lyder fornemt, men
er egentlig bare et stykke papir, som
man får ved ankomst. Det koster ikke
yderligere at få tilladelsen. RAP giver i
første omgang lov til 30 dages ophold,
man kan dog søge om ekstra 15 dage
oveni.
Transport: Der går fly til Port Blair på
Andamanerne fra Kolkatta, Chennai og
Delhi på det indiske fastland.Tjek www.
makemytrip.com eller www.cleartrip.com
for priser. Færgen til Havelock sejler tre
gange om dagen, hvor to af turene går
via Neil, og ud over det er der dagligt
en hurtigbåd direkte til Havelock. Prisen
ligger mellem 250 og 350 INR (ca. 30-40
kr.), hurtigbåden er en smule dyrere.
Overnatning: Andamanerne har
højsæson for turisme i december og
januar, hvor også en del indere fra
fastlandet kommer på besøg. Det har en
smule effekt på priserne på de forskellige
resorts, men det er ikke noget problem
at finde overnatning, når man ankommer.
Tekst & fotos:
Eva Leth Laursen
venner har tænkt sig at drikke, for de
tror lige så lidt på den båd, som vi gør.
Jeg har ondt af dem og under dem
deres vodkaglade humør. Det viser
sig nemlig, at de er i militæret og slet
ikke måtte tage af sted, men da det
var weekend, mente de godt de kunne
slippe af sted med at smutte til øen
for at fejre ”Happy Christmas” som de
siger, uden det ville blive opdaget. Nu
sidder de her for anden dag og kan som
resten af os ikke komme tilbage. Det er
selvfølgelig blevet opdaget, at de er væk,
og der vanker nu slag med bambusrør,
når de kommer tilbage. Om aftenen
drikker vi med dem. Det stormer, lyner
og tordner udenfor, men i hytten er der
hygge.
Havelock er noget større end Neil,
og det er her størstedelen af alle turister
på Andamanerne tager hen. Det er en
smuk ø med fantastiske strande. Især
strand nr. syv er noget helt for sig selv.
Kridhvidt sand strækker sig, så langt
øjet rækker, vandet er den smukkeste
turkise farve, mens grønne palmetræer
naturligt afgrænser baggrunden. Her er
næsten ingen mennesker, selvom det er
højsæson, og man kan uden problemer
finde sit eget lille stykke paradis her.
Mens jeg var på øen, var de i gang
med at filme til Indiens udgave af
”Robinson Ekspeditionen”. Jeg morede
med gevaldigt med at se, hvordan
de formåede at få det hele til at se
meget øde ud, selv lige ved siden af
øens største landsby. Det må være en
underlig fornemmelse at skulle leve som
strandede mennesker uden mad, når
der lige ved siden af går en gris rundt
og grynter. Dog filmede de en dag på
en strand, de kalder Elephant Beach.
Her er det ikke svært at få det til at se
øde ud. Man skal gå godt 30 minutter
ad en sti, som bliver brugt af elefanter,
deraf navnet selvfølgelig. Hvorefter man
kommer til et mangroveområde, hvor
der bor en del krokodiller. Ved lavvande
forsvinder krokodillerne, det bildte de
Jeg har i mange år drømt
om en rundrejse i Østafrika.
I mine dagdrømme skulle
jeg opleve det hele: Safari i
Serengeti og Ngorongorokrateret i Tanzania, udforske
Rwandas tragiske historie,
trekke med bjeggorillaer i
Uganda og slappe fuldstændig
af på Zanzibar. Sidste sommer
fik jeg så muligheden for at
udleve min rejsedrøm, og turen
overgik min vildeste fantasi –
på nær Zanzibar, som ved første
øjekast var lidt af en skuffelse
… men så alligevel ikke.
GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012
27
Zanzibar
Hotellet Paje Blue Lagoon er charmerende
og har en afslappet stemning. På 2. sal er
der en bar med store sofaer og et perfekt
spot til at se solnedgangen.
Stranden i Kendwa.
Brormand nyder
solen i Stone Town.
Det er varmt, jeg er træt, sur og
har kvalme! Jeg har ikke det, der
ligner overskud til at takle de lokale
taxachauffører, som kræver overpris.
Det jeg har brug for er en taxa med et
taxameter, så jeg ved, at jeg ikke bliver
snydt – men det findes ikke på øen
Zanzibar i Tanzania, hvor jeg lige er
landet i lufthavnen med min bror.
Rejsen til Zanzibar har været lang
og besværlig. Efter endt gorillatrekking
i Bwindi i det sydvestlige Uganda, er
min bror og jeg kørt til Entebbe, hvor
vores fly skal lette tidligt om morgenen
to dage senere. Men sådan kommer
det ikke til at gå. Kenya Airways har
udskudt rejsen med først 24 timer og
så yderligere 9 timer, da vi ankommer
i lufthavnen. Vores tid til at opleve
Zanzibar er dermed reduceret fra seks
til fire dage.
Så jeg er sur, og jeg orker ikke mere
bøvl! Jeg vil bare gerne finde en taxa,
komme frem til hotellet og begynde
at slappe af og nyde Zanzibar, sådan
som jeg har drømt om. Vi får taxaturen
pruttet ned til halv pris, og i en gammel
skrammelkasse af en taxa kører vi
så af sted mod Paje, som ligger på
sydøstsiden af øen.
I den lille landsby Paje ligger den
danske Zanzibar Højskole, og her
kender jeg en underviser, som har
inviteret os på besøg. Vi bor på Paje
Blue Lagoon, et billigt og charmerende
hotel, som ligger i forbindelse med
28
højskolen. På hotellet
mødes vi med min
veninde og et andet
dansk par, som
hun også har fået
besøg af. Efter et par
kedelige dage i Entebbe har vi brug
for at komme ud og få et par drinks og
møde nogle mennesker. Heldigvis er
det lørdag aften, og Paje er et godt sted
at feste. Så første aften tilbringer vi på
en strandbar med tæerne begravet i
det blødeste sand, en drink i hånden,
musik i baggrunden, bål på stranden og
et godt og blandet selskab af turister og
lokale. Nu begynder Zanzibar at ligne
min drøm.
I ngen
adgang for lok ale på
str anden
Zanzibar er ikke stor, og man kan
nemt nå over på den anden side af
øen og tilbage igen på en dagsudflugt.
Vi beslutter os for at tage til Kendwa,
som er en strand på nordsiden.
Køreturen tager omkring 1½ time, og
det giver os rig mulighed for at se lidt
af øen. Det, jeg bider mest mærke i,
er, hvor fattige de lokale er. Der er en
utrolig stor kontrast mellem, hvordan
lokalbefolkningen bor, og det som
turisterne oplever.
Vi tilbringer fx dagen på Kendwa
Rocks, et hotel som ligger lige ned til
vandet. Det er den lækreste strand
med hvidt, blødt sand og turkisblåt
vand. Der er behagelige liggestole og
parasoller, som skygger for solen,
og ingen irriterende beach boys, som
forsøger at sælge ture eller souvenirs.
Det er, som jeg har drømt om, men
alligevel er det med en ambivalent
GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012
følelse, at jeg ligger på stranden og
solbader. Det er ikke, fordi sælgerne
ikke er på stranden, de har bare ikke lov
til at gå ind på hotellets område, så de
står og venter på den anden side af en
nærmest usynlig streg.
På den ene side er det skønt ikke
hele tiden at skulle sige nej tak til
nogen, som vil sælge, men på den anden
side bryder jeg mig ikke om at nægte
lokalbefolkningen adgang til en del af
stranden.
Dette er en inddeling af mennesker,
som selv hundene på vores hotel i Paje
er klar over. Min bror og jeg synes,
at hotellets hunde er utrolig søde. De
følger efter os, når vi går en tur, og de er
meget legesyge, og sådan er de over for
alle turisterne. Men lokalbefolkningen
er ikke glade for hundene, som bider
og gør og ad dem. Kvinderne, som hver
dag går langs stranden for at komme til
og fra arbejde, har fx altid en kæp med,
hvis en af hundene skulle angribe.
I ngen
drømmeagtig snorkling
Noget, jeg har glædet mig meget til på
Zanzibar, er at komme ud at snorkle.
Så vi bestiller en Blue Safari-tur, som
er en heldagstur til naturreservatet
Menai Bay. Det er en meget smuk tur,
hvor vi begynder med at gå i land på
en sandbakke. Her slapper vi lidt af,
solbader, leger i vandet og får serveret
frisk skåret ananas og kokos.
Så sejler vi videre og skal nu i gang
med det, vi er taget af sted for: Jeg tager
glad mit snorkleudstyr på og springer i
vandet. Men hverken fisk eller koraller
er særlig farverige eller store, og det
bliver hurtigt kedeligt, så jeg er godt
skuffet.
Efter en halv times tid bliver vi
sejlet ind til endnu en lille ø, hvor vi
skal spise frokost. Oven på skuffelsen
med snorklingen viser frokosten
sig heldigvis at være en utrolig god
oplevelse. Vores guider har købt alt godt
fra havet hos nogle lokale fiskere, og vi
får blandt andet serveret friske rejer,
blæksprutter og hummer. Men dette er
ikke den eneste lokale mad, vi får.
H usk
at smaske
Vi er på et tidspunkt så heldige, at vi
bliver inviteret hjem til middag hos en
lokal kvinde. Hun serverer swahilimad,
som er en meget tung kost, bestående af
ris, chapati, bønner, kål, lammesuppe
og oksekød, men det smager fantastisk.
Der er rigeligt med mad og en kulturel
forventning om, at vi spiser op, men det
er helt umuligt for os, uanset hvor godt
det smager.
Mens vi spiser, sidder vores
værtinde ude i køkkenet, hvilket for os
virker underligt, men vi får af vide, at
man normalt ikke spiser sammen med
sine gæster på Zanzibar. Vi lærer også,
at man viser sit velbehag ved at smaske.
Så hver gang vores kære værtinde
kommer og tjekker, om vi mangler
noget, sidder vi alle fem og smasker, alt
hvad vi kan. Vi har en utrolig hyggelig
aften, hvor vi lærer meget om de lokale
skikke.
Men det er ikke udelukkende gode
madoplevelser, vi har på Zanzibar.
Maden er forholdsvis dyr, da det meste
af den bliver hentet fra fastlandet, og
det vil sige, at man ikke smider noget
ud. Derfor får man som kunde på en
restaurant ikke meget ud af at klage
over maden, selvom kokken har tabt
saltbøssen ned i fiskeretten, eller salaten
næsten er rådden.
S l avemarked
og souvenir s
Efter kun fire dage på Zanzibar skal vi
hjem mod Danmark igen. Vi skal flyve
om aftenen, men for at opleve Stone
Town tager vi ind til byen allerede
om formiddagen. Det er en utrolig
spændende by med mange små gader,
sjove butikker og restauranter. Efter
frokost går vi en tur rundt i byen og
kigger på souvenirs. Jeg hygger mig
gevaldigt med at prutte om prisen, men
det bliver også lidt kedeligt, for alle
butikkerne har de samme ting.
Lidt senere begiver vi os på jagt
efter det gamle slavemarked. En guidet
tur i den anglikanske katedral og på det
gamle slavemarked koster 5.000 shilling
per person (18 kr.), og det er helt sikkert
et besøg værd. Vi har en rigtig god guide,
og det er interessant, men også meget
trist at se de celler, hvor slaverne blev
anbragt, før de blev solgt.
Vi sætter os og nyder solnedgangen
på The African House Hotels terrasse,
som vender ud mod havet. Jeg ville
ønske, at vi havde haft tid til et par
overnatninger i Stone Town. Vi ville
helt sikkert have nydt byen mere, hvis
vi havde lært den lidt bedre at kende,
og hvis vi havde haft mulighed for at
gå tilbage til et hotelværelse i de varme
timer midt på dagen.
Nu hvor jeg tænker tilbage på
Zanzibar, går det op for mig, at jeg
faktisk fik, hvad jeg havde drømt
om – og meget mere. Jeg fik slappet
af på stranden, badet i det turkisblå
Indiske Ocean og oplevet Stone Towns
spændende små gader som planlagt.
Øgruppen ligger ud for Afrikas østkyst i
Det Indiske Ocean. Der bor ca. en million
mennesker. Zanzibar Town er den største
by med den kendte bydel Stone Town.
Hovedøen er ca. 90 km lang og 30 km
bred.
Styreform: Zanzibar er i
unionsfællesskab med Tanganyika.
Sammen udgør de to lande Tanzania.
Navnet er en sammensætning af
unionens to medlemsstater.
Religion: Zanzibar adskiller sig
mest markant fra fastlandet ved at
størstedelen af befolkningen er muslimer
(mere end 95 %), hvorimod fordelingen
på fastlandet er mere ligeligt fordelt
mellem kristne (40 %), muslimer (40 %)
og lokale afrikanske religioner (20 %).
Med båd & fly: Fra Dar Es Salam tager
det ca. to timer at sejle til Zanzibar, og
det koster ca. 250 kr. for en enkeltbillet.
Man kan også flyve fra Dar Es Salam. Det
tager ca. 20 minutter og koster ca. 300
kr. for en enkeltbillet.
Men jeg fik også mulighed for at lære
noget om kulturen og lokalbefolkningen,
og jeg oplevede, at Zanzibar ikke er et
drømmeparadis for alle.
GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012
29
Tekst & fotos:
Bertel Kristensen
Sol og hvide strande
med kokospalmer under
en skyfri himmel. Lad
det være sagt med det
samme: Den tørre årstid –
månederne fra december
til maj – betyder, at der
er sol og overvejende blå
himmel de fleste af dagene.
Den kraftige passatvind
gør de 28°C i dagtimerne
til en nærmest behagelig
temperatur, som man
nyder dobbelt, når man
kommer direkte fra en
polarkold dansk februar.
Den vedholdende
vind fra nordøst må kunne gøre øerne
til alle tiders marked for opstilling
af vindmøller. Bjergskråningerne på
den side af Dominica, der vender ud
mod Atlanterhavet, ser ud, som om en
eller anden har været der og studset
skovbevoksningen helt glat med en
stor hæk-klipper. Fritstående træer står
næsten vandrette på grund af vinden,
ligesom man ser det på den jyske
vestkyst, blot hælder de til det modsatte
verdenshjørne. Helt herude på Dominicas
forblæste og forrevne østkyst ligger
indianernes sidste tilholdssted på De
Caribiske Øer (bortset fra Trinidad), en
selvstyrende kommune med et areal på
14 km2 og med et (noget turistpræget)
center for den traditionelle indianske
kultur.
At alle øerne er omgivet af koralrev
med muligheder for at dykke, er vel
overflødigt at nævne. På nogle af øerne,
bl.a. på Dominica, arrangeres der besøg
med naturvejledere på strande, hvor
havskildpadderne i nattetimerne kommer
op for at lægge æg i sandet. Størst chance
for at opleve det er i april. Den nordlige,
mere uvejsomme del af Saint Vincent
opleves bedst til fods, hvor man har
mulighed for vandreture (med guide) op
til kraterkanten og ned i krateret på La
Soufriere, en af øernes aktive vulkaner.
Den havde udbrud i 1971 og i 1979, men
de var varslet, og ingen kom noget til.
I modsætning til i 1902, da vulkanen
kom i udbrud samme dag som Mont
Pelee på Martinique, og mange tusinde
mennesker omkom begge steder.
Også her vokser der
blomster på kirkegården.
Hillsborough, Carriacou.
Carriacou og Petit Martinique
(øen i baggrunden) er kendt
for deres bådebyggertradition.
Drømmen om Caribien
Det forkerte sted på det forkerte tidspunkt?
... nej, her var ingen. Træet, der kvaste
skolebussen, væltede i en orkan i en sen
nattetime. Roseau, Dominica.
Små træhuse, der i princippet kan skilles
ad og samles igen et andet sted, hvis man
skal flytte, er en udbredt boligtype, her i
Speightstown på Barbados.
Under to rejser i april
2011 og februar 2012
fik jeg udlevet min
drøm om øhop mellem
De Caribiske Øer.
Farver
og flora
Ellers er det farverne, man vil
huske, farverne fra tropiske træer og
blomsterplanter, frangipani, jacaranda,
bougainvillea og mange andre. Har man
kun én dag til disposition på Martinique
30
GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012
– ligesom krydstogtturisterne – bør
man se Jardin de Balata 8 km uden
for Fort-de-France, som nok er en af
verdens smukkeste botaniske haver,
alene på grund af beliggenheden. Farver
springer også i øjnene fra øboernes
huse. Uafhængig af boligstandarden
er farveglæden den samme, hvad
enten der er tale om våde drømme af
prinsesseslotte med søjler, balkoner,
balustre og gesimser malet i creme og
pink eller små kolonihavehuse malet i
cyklame, turkis og orange. Det var huse
af den type, plantagearbejderne (og før
dem slaverne) tidligere boede i, og som,
når arbejderne blev sagt op og måtte
flytte, nemt kunne skilles ad og stilles op
som samlesæt et andet sted. Her kunne
IKEA have lært noget, hvis møbelkæden
havde eksisteret dengang.
Getting around er overskriften på
et vigtigt afsnit i guidebøgerne. Den
kollektive trafik omfatter på alle øerne et
net af buslinjer, der betjenes af en flåde
af minibusser og enkelte større busser,
hvis køreplaner er bestemt af, hvornår
den sidste plads – eller i hvert fald de
fleste pladser – er besat. Meget senere
end klokken 18 – stort set, når det bliver
mørkt – skal man ikke regne med at
komme nogen steder, og søndag er en
meget stille dag, viet til kirkegang og
familiefrokoster. Meget sparsom eller slet
ingen buskørsel.
De fleste afstande er korte, og der
holdes en ganske god fart ad de smalle
snoede veje, hvor oversigtsforholdene
ikke overalt er de bedste. Hornet bruges
flittigt, men overdøves af populære
1970’er-hits, soca og reggae for fuld
udblæsning. Ønsker man at skåne
hørelsen, skal man vælge en af de private
minibusser, hvor tydelig skiltning
tilkendegiver, at musik frabedes på linje
med indtagelse af mad og drikkevarer,
rygning og anvendelse af sjofelt sprog.
At der køres frisk til, vejnettets
beskaffenhed taget i betragtning, er
ubestrideligt. ”Jesus, take the wheel”, står
der på et papskilt i forruden på en af
minibusserne på busstationen i Roseau
på Dominica. ”Don’t drink and drive. We’ve
got your size”, har et bedemandsfirma
uden for Castries på Saint Lucia skrevet
på et skilt ude ved vejen, ved siden af en
afbildning af de kister, der markedsføres.
På
øhop
Øernes placering som trædesten i en stor
bue gennem Atlanterhavet fra Nord- til
Sydamerika inspirerer til tanken om en
øhop-ferierejse. Men for den, der ikke er
GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012
31
i egen båd, kan der snart blive tale om en
mindre bondegård i flybilletter, selv om
det regionale flyselskab LIAT tilbyder
forskellige ”flypas”-arrangementer.
Dog sejler det franske selskab L’Express
des Iles med en stor katamaranfærge
fra Guadeloupe til Dominica og videre
til Martinique og Saint Lucia mindst
to ugentlige dobbeltture. En færgerute
mellem Bridgetown på Barbados og de
to nærmeste øer, Saint Lucia og Saint
Vincent har været planlagt siden 2009,
men intet er kommet ud af det indtil nu.
Endelig kan man godt rejse ad
søvejen mellem Saint Vincent og
Grenada, som det vil fremgå af det
følgende …
En enkelt stor ø – som godt og
vel Langeland – og en hel sværm af
meget små og enkelte lidt større øer
udgør tilsammen landet Saint Vincent
og Grenadinerne, der er et af verdens
mindste (Grenada er dog mindre).
Mange af de mindste øer er private
rigmandsreservater, hvor vi andre ikke
har noget at gøre, men fire af de lidt større
øer har en befolkning på nogle tusinde
og færgeforbindelse med hovedstaden
Kingstown, fra flere gange dagligt til
fem-seks gange om ugen.
Tirsdag og fredag afsejler
motorfærgen Gem Star – alias Voksa
af Molde – og anløber undervejs øerne
Canouan og Mayreau for at ankomme
til Union Island, den sidste af øerne, hen
på aftenen. To timer efter det beregnede
gennemsnit for de tidspunkter, der var
oplyst om, hvornår færgen skulle sejle,
er man i fuld gang med at køre biler om
bord og laste bundter af armeringsjern
og andre byggematerialer, møbler
og madrasser og kasser med øl og
sodavand. Den veltjente, let ramponerede
bilfærge har en 35 års fortid på de
norske fjorde bag sig, og den norske
skiltning og billederne i salonen af
fjeld- og fjordlandskaber er bevaret.
Lastning og losning foregår ved hjælp
af en gaffeltruck, og på en af øerne skal
otte paller med cementbyggesten køres
i land over en broklap, der i takt med
dønningerne under stor larm kører
op og ned ad den rampe, der fungerer
som færgeleje. Det går, som man måske
kunne forudse: Et af læssene vælter, og
en af arbejderne må springe for livet.
Arbejdstilsynet har ikke været her forbi
fornylig.
I guidebøgerne omtales en daglig
bådforbindelse tværs over grænsen
mellem Union Island, den sydligste
ø, der hører med til Saint Vincent og
32
Grenadinerne, og den nordligste ø,
Carriacou, der hører med til Grenada.
Men for tiden er det ikke den sædvanlige
båd, der sejler på overfarten. På dagen
for afrejsen fra Union Island møder man
om morgenen kl. 8 på et kontor i øens
lille lufthavn for at få sit pas forsynet
med et udrejsestempel. Derefter går
turen med en minibus til den anden side
af øen, hvor nogle småbåde er fortøjet
ved en plankebro i læ af et rev og noget
mangrovebevoksning. Passagererne
stiger om bord og forsynes med
redningsveste, og så er det ellers af sted.
Med pæn fart. Efter 10 minutters forløb
har vi passeret revet, og vi befinder os
ude i det åbne stræde mellem øerne i en
15-fods jolle med påhængsmotor på vej
gennem atlanterhavsbølger, der har taget
tilløb helt fra Irland og Portugal.
Der er blandt passagererne
forskellige meninger om, hvorvidt
skipperen med rastahåret er skæv eller
ej, men han har helt tydeligt taget turen
før, og efter knapt en times sejlads bliver
vi i god behold sat i land på Carriacou,
øen, der sammen med den noget mindre
naboø, Petit Martinique, tidligere var
kendt for sine dygtige bådebyggere. De
skonnerter, der blev bygget her (og som
er afbildet på pengesedlerne), havde langt
ind i 1900-tallet ligesom skonnerterne fra
Marstal en storhedstid som handelsskibe
i caribiske farvande, indtil byggeri af
stålskibe og anlæg af dybvandshavne
fjernede det meste af eksistensgrundlaget
for den slags trafik.
Med en katamaranfærge tilhørende
selskabet Osprey Lines kommer man på
to timer (én daglig afgang) fra Carriacou
til Grenadas charmerende hovedstad,
Saint George’s, et stykke Skotland i
troperne.
Påfaldende mange huse, både på
Grenada og de mindre øer, er forsynet
med splinternyt tag. Orkanen Ivan
aflagde i september 2004 et, for disse
sydligt beliggende øer, uventet besøg
og efterlod 90 procent af øens boliger
midlertidigt ubeboelige. En del huse
henligger som ruiner syv år efter.
Mad
og overnatning
Hoteller og restauranter er i
nogen udstrækning ”overpriced”.
Indkvarteringsmulighederne omfatter
hele skalaen, hvor den ene ende
repræsenteres af hundedyre resorts, hvor
priserne er ”all inklusive”.
I den anden ende kan man, særlig
på Dominica og Saint Lucia, være
heldig at finde ydmyge guesthouses hos
GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012
Tropisk regnskov
og mange vandfald
karakteriserer Dominica.
søde og venlige mennesker, der for en
meget moderat pris tilbyder udmærkede
værelser med myggenet for vinduerne,
elektrisk vifte i loftet og Bibelen på
natbordet.
Prentet i erindringen er
hotelrestauranter med belysning,
stemning og serviceniveau, der får en til
at tænke på Rumænien under Ceausescu,
og hvor maden ligner noget fra Cuba i
1970’erne. Selv om der landes masser af
fisk, har de tilsyneladende svært ved at
nå frem til køkkenet på restauranterne,
hvor udvalget ofte vil være indskrænket
til et traktement bestående af tørstegte
kyllingevinger med tilbehør i form
af sammenbrændt kogt makaroni,
skåret ud i firkantede klodser, eller den
uundgåelige callaloo soup (som kan være
udmærket). Måltiderne på disse kanter
vil ikke automatisk være højdepunkter
på dagen på samme måde, som når man
rejser i Indonesien eller i Sydøstasien i det
hele taget.
Karakteristisk nok er det da også
flere steder de allestedsnærværende
kinesere, der redder aftenen, hvor
det næppe er Jordens mest lukrative
forretning at holde et spisested åbent,
hvis det skal baseres på turister.
Krydstogtturisterne er sejlet, mange
feriearrangementer i land er ”all inclusive”,
og sejlerne, der ligger for svaj, har været
i land i deres gummibåde for at forsyne
sig på markedet, så de kan tilberede
aftensmad om bord.
Shopping er for mange en vigtig
aktivitet på en rejse. Besøger man i
den forbindelse en forretning med
damebeklædning, vil et skilt med ”plus
sizes” uvægerligt falde i øjnene. Når enden
er god, er alting godt, gælder i lige så høj
grad her, som længere mod syd i det store
frodige land, der omfatter hele den østlige
halvdel af det sydamerikanske kontinent.
Om det så er tøjbutikkernes mannequindukker, er de formgivet med et særdeles
fremtrædende bagparti.
Hvis beboerne er trætte af de flokke
af turister, der vælter ind over øerne
– især i de timer midt på dagen, hvor
krydstogtskibene ligger ved kaj (og
som økonomien på mange af øerne er
afhængig af) – så mærker man det ikke.
Spontan venlighed og hjælpsomhed
oplever man i høj grad. Og når man
allerede kl. 13.30 nærmest overfaldes af
taxachauffører, der tilbyder at køre en
til skibet (som typisk sejler ved 17-tiden),
så er det muligheden for hurtigt at tjene
25 eller 50 kr., der er motivationen – og
næppe andet.
Caribien
Kun få af øerne har direkte flyforbindelse
med Europa. Air France flyver daglig
mellem Paris Orly og Pointre-a-Pitre,
Guadeloupe og Fort-de-France på
Martinique. British Airways har afgang
dagligt, ofte til ret moderate priser, fra
London Gatwick til Barbados, hvorfra
LIAT (Leeward Islands Air Transport)
flyver til de øvrige øer.
Martinique og Guadeloupe udgør
oversøiske, franske regioner, de øvrige
øer er selvstændige stater. Der kræves
ikke visum, men det forlanges som
hovedregel ved indrejse, at man kan
fremvise billet til at rejse videre eller
retur, ofte kontrolleres det allerede ved
indtjekning til flyet. Undertiden skal man
ved ankomsten tillige opgive navn på
et hotel, hvor man havde tænkt sig at
overnatte, men der er ikke nogen, der
kommer om natten og tjekker, om man
sover der eller et andet sted.
Valuta og prisniveau: Øerne
er ikke noget lavprisrejsemål, kun øl
og busbilletter er billige. Der betales
med euro på Martinique. De øvrige øer,
undtagen Barbados, har en møntunion,
hvor betalingsmidlet er East Caribbean
Dollars (XCD) 1 USD = 2,60 XCD.
Barbados har sin egen møntfod, Barbados
Dollars (BBD), hvoraf der går 2 på 1 USD.
GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012
33
Tekst & fotos:
Morten Haagensen
Sofitel Ia Ora, Moorea.
Hotel Le Meridien, Bora Bora.
Måske det smukkeste
sted på jordkloden?
Sheraton Lagoon
Resort & Spa, Moorea.
34
GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012
Fransk Polynesien
er smukke laguner,
farvestrålende
fisk og koralrev,
hvide sandstrande,
svajende palmer,
grønne vulkaner og
flade atoller. Kort
sagt, en varierende
og fantastisk
smuk natur. Her
møder man en
befolkning, der har
god tid, og som er
smilende, venlig og
imødekommende.
Opunohu Bay, Moorea.
Snorkling på Bora Bora.
Kirke på Bora Bora.
GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012
35
I 2004 besøgte min kæreste og jeg Tahiti,
Moorea og Bora Bora, som er nogle af
de mest besøgte øer i Fransk Polynesien.
Tahiti er den største af øerne, og
her findes smukke bjergskråninger
og frodige dale, som indbyder til
vandreture, hvor man kan opleve
vandfald og udforske grotter. På Tahiti
findes kun sorte sandstrande, derfor
vælger de fleste turister hurtigt at tage
videre til nogle af de andre øer.
Moorea ligger 19 km vest for Tahiti
og består af flotte bjerge og hvide
strande. Der er ikke mange offentlige
transportmidler på Moorea, og det er
derfor oplagt at leje en cykel. Øen er
nemlig ikke større, end den kan cykles
rundt på et par timer. Moorea byder på
tæt grøn vegetation og en livsform, der
formår at forene det moderne med det
traditionelle. Kort sagt, en polynesisk
landsby. Andre aktivitetsmuligheder
Hotel Le Meridien,
Bora Bora.
på Moorea er dykning, snorkling og
sportsfiskeri, og flere steder kan man
opleve hajfodring.
Bora Bora ligger 264 km nordvest
for Tahiti og er efter min mening et af
de smukkeste steder her på Jorden. Her
findes fantastisk natur med grønklædte
bjerge. Bora Bora er omkredset af en
fantastisk lagune. Denne lagune skulle
efter sigende være en af de flotteste i
verden med krystalklart vand hele vejen
rundt om øen. Vi var på en fantastisk
snorkeltur i lagunen, hvor vi oplevede
den sorttippede haj (Carcharhinus
limbatus) blive fodret, og hvor vi selv fik
lov til at fodre kæmpe rokker. En unik
oplevelse for livet.
Fransk Polynesien er absolut ikke
noget billigt rejsemål. Til gengæld får du
fuld valuta for dine penge i form af en
ubeskrivelig skønhed og helt fantastisk
natur.
Areal: Tahiti og de omkringliggende øer
ligger i det sydlige Stillehav og dækker
et område, der svarer til hele Europa.
Det samlede landareal er på 4.167 km2
og består af 118 øer. Fransk Polynesien
er opdelt i fem øgrupper: Selskabsøerne,
Tuamotu, Marquesas, Gambier og
Australøerne. Øerne er en blanding af
vulkanske klippeøer og flade atoller, og
derfor er naturoplevelsen vidt forskellig
fra ø til ø.
Fotos: Erik Pontoppidan & Per Allan Jensen
Øerne har status som oversøisk fransk
besiddelse. I 1836 kom den franske flåde
til Tahitis hovedby Papeete, og øerne
koloniseredes. I dag har Fransk Polynesien
en vis grad af selvstyre, selv om Frankrig
stadig har kontrol med territoriets
økonomi, forsvar og retssystem. Fransk
Polynesien har 264.000 indbyggere, heraf
83 % polynesere, 12 % europæere, og 5
% asiater. 69 % af befolkningen bor på
Tahiti. Hovedbyen Papeete har 127.000
indbyggere.
Tekst: Erik Pontoppidan
Fransk Polynesien
Mig og Kanarieøerne
Karneval i landsbyen
El Pinar på El Hierro.
Et besøg på De Kanariske
Øer vil næppe højne ens
status i De Berejstes
Klub. Ikke alene er
øgruppen et af Europas
mest besøgte chartermål,
men øerne er også
DBK’s mest besøgte
territorium. Hvad mange
til gengæld ikke ved
er, at øerne er enormt
forskellige og byder på
en mangfoldighed af
landskaber, klima, natur
og kultur.
De gamle vandingskalaler eller
levadaer på det østlige Tenerife
er et helt fantastisk stykke
ingeniørarbejde.
Klima: Tropisk. Grundlæggende
er der to årstider, den varme og
fugtige årstid mellem november og
april, hvor der falder en del regn, og
den tørre mellem maj og oktober.
Gennemsnitstemperaturen ligger på ca.
25°C året rundt. Klimaet varierer dog fra
øgruppe til øgruppe.
Fly: Fra 12.000 kr t/r. Ruten er oftest
København-London-Los Angeles-Papeete
eller København-Paris-Los AngelesPapeete, i alt 20 timers flyvetid. Air New
Zealand, Air France og Air Tahiti Nui har
gode forbindelser. Alle internationale
fly lander i Papeetes lufthavn på Tahiti,
og transport videre i Fransk Polynesien
foregår med indenrigsfly eller båd til de
nærliggende øer. En flybillet PapeeteMoorea koster ca. 500 kr. og PapeeteBora Bora koster ca. 1.800 kr.
Mad og overnatning: Et standardværelse fås til omkring 1.100 kr., på
pensionat for omkring 700 kr. Prisniveauet
er generelt højt, og man skal regne med
minimum det dobbelte af, hvad vi betaler
hjemme i Danmark for mad og drikke.
Valuta: Franc er den møntfod, som
anvendes i en møntunion, der omfatter
tre franske områder i Stillehavet.
Valutaen forkortes XPF og har en fast
vekselkurs over for euroen til kurs
0,00838 euro, dvs. 1.000 XPF = 8,38
euro och 1 euro = 119,33 XPF.
GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012
37
Karneval i landsbyen
Vallehermoso på La Gomera.
Eftemiddagssol i
landsbyen Hermigua
på La Gomera.
Kanariske Øer
La Palmas hovedstad,
Havnebyen Santa Cruz de La
Palma, er en rigtig by med
spor af ægte kanarisk kultur.
Spansk territorium på 7.447 km² i Atlanterhavet ud for Marokko og
det vestlige Sahara navngivet efter latinsk Canaria, som betyder
hundeland. Navnet blev ifølge Plinius den Ældre brugt om øerne,
fordi udsendinge fra kong Juba 2. indfangede mastiffer dér og
bragte dem hjem til Mauretanien.
Som udgangspunkt er jeg primært til vandring og naturoplevelser
i stedet for til strandliv og afslapning. Gran Canaria, Tenerife,
Lanzarote og til dels Fuerteventura er øerne med masseturisme i
den store stil, som man kan flyve direkte til fra Danmark. Resten
af øerne har en langt mere afdæmpet turisme og byder på flere
alternative oplevelser.
Jeg står ikke på ski og har derfor
gennem årene besøgt De Kanariske
Øer rigtig mange gange om vinteren.
Faktisk er jeg en af de meget få, som
har været på alle syv øer. Det har for
mig altid været en fed fornemmelse
at hoppe om bord i et fly i den danske
vinterkulde og 5 timer senere træde
ud i sommertemperaturer i et stabilt
klima i landskaber med blomster, bjerge,
vandremuligheder og gode badestrande.
Og til det store flertal af danskere, som
kun forbinder øerne med strandliv,
druk og grisefester, har jeg kun én ting
at sige: Tag selv derned og giv især nogle af
de mindre besøgte øer en chance, for det er
her, øernes sjæl skal findes! Herom mere i
det følgende.
Mit allerførste besøg på
Kanarieøerne var i januar 1967. Turen
gik til Tenerife med Sterling Airways’
splinternye Super-Caravelle, som
på det tidspunkt var en revolution
i charterbranchen. Den tilhørte den
første generation af jetfly for betalende
passagerer, og den formåede at halvere
flyvetiden til øerne, så det nu kun tog
fem-seks timer at komme derned.
S paniens
højeste top
Det altoverskyggende formål med mit
besøg på Tenerife dengang var at bestige
Spaniens højeste bjerg, vulkanen Pico
de Teide (3.718 moh), hvilket lykkedes
en af de første dage. Det var længe før
svævebanen blev bygget, så det var lidt
af en præstation at gennemføre turen
38
på en enkelt dag, og jeg mødte ikke en
eneste på turen. Resten af tiden havde
jeg kun hån til overs over for de mange
charterturister, som spildte deres tid ved
stranden eller deltog i guidede busture!
Efter min første tur til Tenerife
skulle der gå 20 år, før jeg igen besøgte
Kanarieøerne. Det blev til to uger på
Lanzarote og Fuerteventura i februar
1987, hvor jeg havde min egen cykel med
i Spies-flyet. Turen blev en blanding af
mange mærkværdige oplevelser, og den
havde absolut intet med mainstreamturisme at gøre. Lige før starten fra
Kastrup rullede et VIP-køretøj ud til
flyet med daværende statsminister
Poul Schlüter og hans racercykel
indeni, så han og jeg var de to eneste,
som havde cykler med på turen. Den
stakkels mand måtte finde sig i at blive
foreviget på gruppefotos sammen med
flere af Spies-gæsterne og modtage
ukvemsord af politiske modstandere
under den fem timer lange flyvetur. Jeg
fik aldrig opklaret, hvad den cyklende,
konservative statsminister havde at gøre
om bord i et Spies-fly til Lanzarote, og
jeg mødte ham heller aldrig ude på øens
landeveje, men jeg besluttede, at hvis jeg
havde mødt ham, ville jeg have råbt til
ham: ”Det går ufattelig godt, når man
kører ned ad bakke i medvind!”
S libr ige
detal jer fr a
nat telivet
For at spare penge havde jeg booket et
delt dobbeltværelse på Lanzarote, selv
GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012
om jeg rejste alene. Det gør jeg aldrig
mere! Den første nat på hotellet blev jeg
vækket af en finsk psykopat ved 1-tiden
om natten, som åbenbart skulle være
min roommate, og som insisterede på at
indlede en samtale om de store ting i
livet. De følgende dage gik han på jagt
efter prostituerede på øens barer og
underholdt mig bagefter med slibrige
detaljer om sine natlige oplevelser.
Heldigvis havde jeg planlagt en
længere cykeltur alene til naboøen
Fuerteventura, som kan nås med færge
fra Lanzarote på under ½ time, så jeg
flygtede så hurtigt jeg kunne på min
cykel ud i Lanzarotes vulkanlandskaber.
På cykelturens første nat overnattede
jeg på stranden tæt ved færgehavnen
til Fuerteventura. Her blev jeg vækket
tidligt næste morgen af en flok soldater,
som åbenbart havde valgt netop dette
område til at øve sig i. Jeg blev dog
hverken forhørt eller arresteret, men nu
syntes jeg efterhånden, at jeg trængte til
lidt mere traditionelle ferieoplevelser.
Så det første, jeg gjorde efter at være
cyklet i land på Fuerteventura, var at
slå mig ned på en af de mange barer i
øens største by Corallejo og drikke mig
plakatfuld i Sangria-vin. Her mødte jeg
en jævnaldrende britisk cyklist, som jeg
fulgtes med i flere dage på den vindomsuste ø. Vi overnattede i det fri, og
om aftenen tændte vi bål på stranden og
løste verdenssituationen over adskillige
glas vin. I modsætning til flere andre
Fuerteventura: Den perfekte ø for dem, som prioriterer gode
badestrande og et afslappet ferieliv. Det meste af øen er omkranset
af strandlandskaber a la Vesterhavet, mens de centrale dele består
af småbjerge med nogle få, hyggelige landsbyer.
Lanzarote: I charterturismens barndom i 1960’erne og
1970’erne var Lanzarote et meget eksotisk rejsemål. Man kunne
for dyre penge købe endagsture med fly fra Gran Canaria og
Tenerife, hvor man landede på en næsten uberørt ø med et
månelandskab og fik mulighed for at ride på dromedarer mellem
svovldunstende vulkaner. Sådan er det ikke mere! Lanzarote er
stadig meget speciel, men på ingen måde eksotisk. Turisterne
installeres i kridhvide hoteller, som danner en stærk kontrast til
den meget mørke lava overalt på øen, og bevoksningen er meget
sparsom. Noget af det, Lanzarote er mest kendt for, er sports- og
motionscenteret La Santa Sport, som i dag besøges af rigtig mange.
Gran Canaria: Denne ø er indbegrebet af charterturismen, og
den var en af de allerførste destinationer for Spies, Tjæreborg,
m.fl. Der er masser af gode badestrande og muligheder for et
hektisk natteliv, men øens indre byder også på spektakulære
bjerglandskaber med masser af vandremuligheder.
Tenerife: Den største af øerne, og den har det hele. Den sydlige
del byder på gode badestrande og natteliv ad libitum. Det skal dog
lige tilføjes, at Sydtenerife også byder på et af de grimmeste og
af De Kanariske Øer har Fuerteventura
rigtig flotte sandstrande.
F lere
vandreture
Efter de mærkværdige oplevelser på
Lanzarote og Fuerteventura syntes jeg,
at mit næste besøg skulle være sammen
med nogen, jeg kendte i forvejen. Så
omkring nytåret 1987/88 lykkedes
det mig at lokke tre af mine venner
fra Dansk Fjeldvandrerklub ud på en
to ugers vandretur på La Gomera og
La Palma. Disse to øer hører til mine
favoritter. Vores firemandsgruppe
foretog nogle gedigne vandreture
mest ucharmerende turistlandskaber, der findes. Indtil starten af
1970’erne var Tenerifes sydkyst et næsten uberørt ørkenlandskab
med små idylliske fiskerlejer. Sådan er det ikke i dag!
Nordsiden af øen har ingen badestrande af betydning, men byder
til gengæld på frodige og blomsterrige dalstrøg. Og Anagahalvøen
mod øst byder på voldsomme bjerge og dybe slugter, med masser
af vandremuligheder. Og sidst, men ikke mindst: Øens største
naturattraktion er efter min mening højlandet omkring Spaniens
højeste bjerg Pico de Teide (3.718 moh). Det er som at lande på
en anden planet. Man forlader de dampende fyrreskove og står
pludselig i et goldt stenlandskab i ca. 2.000 meters højde. Området
hedder Las Cañadas og er resterne af et kæmpekrater med en
diameter på 17 km.
La Gomera: Forestil dig en appelsin, som er skåret over 3-4
gange, så delene næsten hænger sammen og stråler ud til alle
sider. Så har du et nogenlunde billede af La Gomeras form. Der er
ingen badestrande af betydning, men øen byder på et af verdens
mest særprægede naturområder. La Gomera kaldes ofte for
”Fattigmandsnepal”, hvilket siger ikke så lidt om øens flotte natur
og potentiale for vandrefreaks. Øens højland er en eventyrverden
af skove med laurbærtræer, som er beklædt med mosser og laver.
La Palma: Øen er som La Gomera et paradis for naturelskere.
Den aflange ø består af en rygrad af vulkaner, som kulminerer i det
enorme krater Caldera de Taburiente mod nord. Krateret har en
diameter på ca. 10 km, og kraterranden ligger i ca. 2.000 meters
højde.
El Hierro: Denne ø, som er den mindste og mest afsides (den
er på størrelse med Møn) er et godt valg for den individuelle
turist, som gerne vil være sig selv. Der er forbavsende lidt trafik
og turisme på øen, hvilket dog på ingen måde skyldes manglende
attraktioner, hvis man ser bort fra gode badestrande og natteliv.
Øen er som de andre meget bjergrig, og det er den af De Kanariske
Øer, som har de flotteste skove af kanarisk fyr i højderne.
på øerne med overnatning i telt eller
på beskedne hoteller, og vi fejrede
nytårsaften på en restaurant i den gamle
hippieby Valle Gran Rey med medbragt
fyrværkeri fra Danmark.
Siden er jeg vent tilbage til både
Tenerife, La Gomera og La Palma flere
gange sammen med min kæreste, Elise,
hvor jeg naturligvis fungerede som
guide til mine mange favoritsteder.
Og i februar 2011 var vi for første gang
på Gran Canaria, som var et af de
allerførste chartermål.
Endelig, i marts 2012, lykkedes
det mig at lokke Per Allan Jensen fra
DBK med på en to ugers vandretur
på El Hierro, den mindste af øerne,
og Tenerife. Paradoksalt nok har Per
Allan besøgt mere end 100 lande, men
før vores tur havde han ikke besøgt
en eneste af De Kanariske Øer! Og jeg
er sikker på, at det ikke er sidste gang,
han tager derned. Vi lejede bil og hus
på begge øerne, og vores tur havde på
ingen måde karakter af mainstreamturisme. Jeg er selv en inkarneret
vandrer, men sjældent har jeg vandret så
meget på så kort tid!
GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012
39
Maria med paraplyen.
Bananpalme i haven.
På vej op til vulkanen.
Reunion
Hell-bourg tur/retur
Der findes en lille ø, hvor naturen giver
den gas. Som en prøvekanin for klimaet
udsættes Reunion i Det Indiske Ocean for
næsten alt, hvad naturen kan komme op
med af voldsomme og fascinerende indslag.
Fransk territorium som ligger 800 km
øst for Madagaskar og tæt ved Mauritius
og har et areal på 2.512 km². Det er
den største ø i øgruppen Mascarenerne.
Indbyggertallet er på ca. 720.000.
Hovedby er Saint-Denis.
Réunion blev opdaget af portugisere i
1513. Øen var på det tidspunkt ubeboet,
den blev først kolonialiseret af Frankrig i
1642 under navnet Île Bourbon. Efter den
franske revolution omdøbt til Réunion.
Efter åbningen af Suez-kanalen i 1869
mistede øen sin funktion som stoppested
på søruterne til Asien.
Reunion er et
trekkerparadis.
Tekst & fotos:
Jacob Gowland Jørgensen
Vi kigger mistroiske på
termometret i bilen på
vej op mod vulkanen
Piton de la Fournaise,
for selvom turen derop
er fantastisk smuk
med udsigtspunkter
overalt, så har vi måske
undervurderet naturen.
14°C, 12°C og til sidst 8°C
på en tropeø i bare 2,5
kilometers højde. Vi skal
ud og vandre i tre-fire
timer for at komme hen
til en af verdens mest
aktive vulkaner og har
fornuftigt vandretøj
på, men efter en times
tid sætter en voldsom
slagregn ind, og vi glider rundt på
lavastenene. Det duer ikke, vi må
tilbage, op ad krateret, og ind i bilen
med klaprende tænder. Vi triller ned
mod hovedstaden, hvor temperaturen
rammer de 27°C et par timer senere,
og vi får varmen igen. Og sådan er det
40
på øen, hvor der altid er et sted, hvor
solen skinner, og altid er et sted, hvor
det vælter ned, selvom øen faktisk
er mindre end Fyn. Velkommen til
Reunion, et lille stykke Frankrig i Det
Indiske Ocean.
Fr a
nord til syd
Hvor tit er det lige, at en Facebookopdatering sender en kloden rundt? I
mit tilfælde fik en sådan opdatering fra
en anden berejst åbnet mine øjne for, at
mine SAS-bonuspoints kunne få mig
til Svalbard, og da den rejse var bestilt,
kom denne besked på Facebook: ”Er
der nogen, der vil passe villa, vovser og
Volvo på Reunion i august?”
Øh ja, det kan I tro, og vupti var
en af de mærkeligste rejseruter lagt.
Først fem dage på Svalbard og så
derefter til Reunion og Mauritius i tre
uger. Fra nord til syd på få dage. Lidt
klodekulret blev vi taget godt i mod af
det dansk-franske par, vi kender, og kørt
op ad bjerget til villaen med pool, spa,
havudsigt, alskens dyr og to mennesker,
GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012
Tropeplanter
blander sig med
grantræer på øen.
der elsker fransk madlavning og
selskab. Der vidste vi, at de mange timer
i flyet var det værd.
M ar ia
med par aplyen
Mange steder på vores klode går
hele lande i sort, når naturen hærger.
Hvis der var nogen tvivl, om man
kan forhandle med klimaet, så er den
åbenlyse misforståelse vist skyllet og
blæst væk de seneste par år. For naturen
tilgiver ikke, den hersker.
På Reunion er vanvittige
naturoplevelser en del af hverdagen.
Ikke langt fra vulkanen Piton de la
Fournaise på østkysten er flere af
verdens regnrekorder blevet til, bl.a.
faldt der 1,8 m vand på 24 timer i 1952
og knap fire meter vand på 72 timer
i 2007. 12 % af alle verdens orkaner
rammer øen, dvs. over 10 om året. I
gennemsnit. Derfor er alle huse også
orkansikrede, og det er et krav, at man
som indbygger ved, hvad man skal gøre,
når orkanvarslet kommer. For går du
ud i en orkan her, bliver du ikke reddet.
Dampende lavamarker.
Sådan går det, når bjergtinderne stikker
op midt på et enormt hav uden andre
samlingspunkter for skyerne. Vulkanen
er i øvrigt i et større udbrud hvert 3. år,
og der flyder ofte lava fra la Fournaise
(”Ovnen”), fordi Reunion ligger oven
på et geologisk hotspot, som det kaldes.
Hele øen består da praktisk talt også af
tre kæmpekratere, hvilket ikke gør det
mindre imponerende, at der bor over
800.000 mennesker.
En af disse landsbyer ligger lige ved
vulkanen, og her taler den fine kirke
sit tydelige sprog om naturens hærgen.
Lavaen ligger hele vejen rundt om
kirken, så der er blevet gravet ud til en
indgang, og den lokale helgen hedder
Maria med paraplyen ... Utroligt nok
regnede det ikke, da vi kom forbi, og
vi nød synet af lavamarkerne, der står
og syder og damper, mens bølger sendt
fra Antarktis slår ind over, og palmerne
svajer i vinden. En noget usædvanlig
kombination af naturfænomener. Dette
hjørne af øen er dog kun et ud af over
200 mikroklimaer på øen, hvilket også
betyder, at hvis du vil have sol, ja,
så indstiller du bare gps´en på en af
badebyerne i vest, hvor man også finder
øens nydelige sandstrande. Det ville vi,
og det fik vi lige der. Smart.
S avlende
vanil jestænger
Menneskene er lige så usædvanlige som
naturen. Næsten halvdelen er, ifølge
statistikken, en blanding af europæere,
afrikanere og sydasiater, og med
europæiske, indiske og malagasiske
mindretal er hele farvepaletten i brug.
Her finder du den smeltedigel, som
andre lande taler om, bare udført i
praksis, og alt sammen i god ro og
orden.
På markedet i hovedbyen SaintDenis kastede jeg mig over nogle
af de lokale frugter, og i de vel 10
minutter, der gik, mens jeg fik tygget
mig igennem dem, så jeg lige præcis
0 par, hvor begge havde samme
etnicitet. Ingen. Den kække sælger af
skovsneglene, som vi døbte de lokale,
fuldfede kæmpe-vaniljestænger, var lige
så mørk i huden som hans kæreste var
bleg. Sælgerens mor så til gengæld lidt
indisk ud ...
At Reunion er en del af Frankrig
gør, at den fælles, kulturelle
referenceramme er europæisk, men
det er godt nok en fascinerende creolsk
udgave af den. Nationaldrikken er
rom med lokale frugter, og krydderier
og maden er også i en kategori for sig
selv. And med vanilje lyder som noget,
der kunne være med i ”Ramsay’s
Kitchen Nightmares”, men her er det
en delikatesse, og det smager virkelig
godt. Vi fik det serveret i silende regn
i den landsby, der for nogle år siden
vandt prisen som Frankrigs smukkeste
by. Og apropos modsætninger hedder
byen naturligvis Hell-bourg ... Hvis
man kommer tidligt på dagen, kan man
se, hvorfor den vandt prisen, da Hellbourgs fine huse ligger usædvanligt
smukt placeret inde ved Salaziekrateret, og tidligt på dagen har der
sjældent samlet sig nok skyer, til at
det regner. Hvis det her er helvede, så
går det lige an. Bare husk regnjakken,
trekkingstøvlerne og solcremen.
GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012
41
M ustang
– landet ved den yderste grænse
I Nepal findes et fjernt og mytisk sted: Det gamle kongerige
Mustang. Min mand og jeg havde læst om det i National
Geographic, og i 2004, få år efter at området var blevet åbnet
for turister, fik vi adgang som to ud af de højst 1.000, der
hvert år kan få lov til at besøge territoriet, som ligger på
grænsen til Tibet og også kendes under navnet Lo.
Vores rejse begyndte med en ret
særpræget flyvetur fra Pokhara til
Jomsom, hvor vi på intet tidspunkt fløj
højere end de omgivende bjergtoppe,
medens vi spiste syrlige karameller
og blev udstyret med vattotter i ørene.
Flyveturen langs Kali Gandaki-floden
var flot, selv om skyerne dækkede
for udsigten til de sneklædte toppe
Anapurna og Dhaulagiri.
Fra Jomsom skulle vi vandre
nordpå i syv dage til hovedstaden Lo
Manthang og tilbage til Jomsom igen.
Landskabet er øde og goldt med en
stigning fra 2.700 moh i Jomsom til 3.809
moh i Lo Manthang og med mange
pas over 4.000 moh. Syv muldyr bar
vores bagage, og en enkelt hest var til
rådighed, når trætheden og højdesygen
gjorde opstigningerne over passene for
udmattende. Vi var seks pensionister
fra Danmark og to guider, to kokke,
fire unge hjælpere der rejste telte og
bar køkkenudstyret, og to tibetanere
der passede dyrene. Tibetanerne holdt
sig mest for sig selv og levede ligesom
dyrene af tsampa – ristet byg – mens vi
andre fik velsmagende retter fremtryllet
over en primus i køkkenteltet. Reglerne
tilsagde, at alt, hvad vi skulle bruge,
skulle bringes med udefra, og alt affald
bringes med tilbage.
Første dag vandrede vi langs Kali
Gandaki-floden mod Kagbeni sammen
med nepalesiske pilgrimme og en
gruppe kinesere – sikret mod sol og støv
med nakkeslør, tørklæder for munden,
store handsker og huer. De var på vej til
den hellige by Muktinath.
42
Ud på eftermiddagen nåede vi
vort første overnatningssted i Kagbeni,
der ligger på trekkingruten rundt om
Anapurna og på vejen til Muktinath.
Fra byens gamle kloster, der tydeligvis
var under renovering – flot nymalet
og med en lang række bedemøller –
var der den flotteste udsigt mod nord
over floddalen og til en mængde huler
i klippevæggen på den anden side af
flodlejet. Disse huler har tidligere været
menneskeboliger.
Buddhistiske
klostre
Næste dag begyndte med, hvad der
skulle vise sig at være turens faste
morgenritual. Vækning kl. 6 med ”early
morning tea”, vaskefad med varmt vand
kl. 6.15, pakning af personlig udrustning
i køjesækkene, morgenmad kl. 7 og
afgang senest kl. 7.30. Inden vi kunne
begynde turen, måtte vi omkring en
politipost og indhente tilladelse til at
vandre i Mustang. Vi havde hver betalt
700 USD for at få en trekkingtilladelse,
der omhyggeligt blev stemplet med ”exit
date”.
I modsætning til det hinduistiske
Nepal er Mustang – også kendt som
Lo – buddhistisk. I alle landsbyerne er
der buddhistiske klostre, langs vejen
ses stupaer, på passene er der ophængt
bedeflag, og mange steder er der bygget
mani-mure med sten, hvor ordene
”Om mane padme hum” er indhuggede.
I landsbyen Ghemi findes en flere
hundrede meter lang mani-mur.
Vi fortsatte vores vandring op og ned
ad skråningerne langs floden, til tider
ad en meget stejl og smal sti langs den
GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012
Tekst: Bodil Svendsen
Fotos: Bodil & Per Svendsen
Det forladte
kongeslot i Tsarang.
dybe kløft der er dannet af Kali Gandakifloden. En del af tiden gik vi gennem et
tørt ørkenlandskab med stikkende krat,
gultblomstrende rosenbuske og dejlige
aromatiske dufte. På vejen mødte vi
flere muldyrkaravaner med salt fra Tibet
eller med byggematerialer fra Nepal. På
vejen var jeg heldig at finde en forstenet
vandsnegl. Et vidnesbyrd om at dette
landskab engang har været havbund, der
i tidernes løb er presset op til disse høje
bjerge.
Vi overnattede i landsbyen
Chusang, hvor vi besøgte et 600 år
gammelt huletempel. To etager oppe
var der et tempelrum med en nymalet,
khata-draperet statue af Meitreya – den
kommende buddha – og flere meget
gamle buddhaer og andre figurer.
Omkring den centrale buddha-statue var
der flotte træudskæringer og rester af
gamle fresker. Det var tydeligvis et sted,
der stadig blev brugt.
Underholdning
i landsbyen
Fra Chusang kan man se landsbyen
Chele ligge højt oppe på en hylde for
enden af dalen. Når man kommer
nærmere, kan man se, at dalen er
blokeret af store røde klippeblokke.
Et jordskælv har skabt en ændring af
flodens leje, så Kali Gandaki nu fosser
gennem en stor tunnel i klippen. Efter
Chele var der en stejl opstigning ad
en sti, der nogle steder syntes at være
skåret ud af klippevæggen. Vores
karavane indhentede os her, og det var
imponerende at se, hvor ubesværet de
tungt belæssede muldyr klarede de
bratte stigninger langs den dybe afgrund.
Byporten i Lo Manthang er
den eneste indgang til byen.
Kornet tærskes i
Ghemi.
Der kærnes
smør til smørte.
Stupaer ved
landsbyen Samar.
Vejen til Lo Manthang er ikke
for folk med højdeskræk.
GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012
43
I Mustang får heste ikke navne,
men i taknemmelighed over
hjælpen op til passene valgte vi
at give ham navnet ”Klaus”.
Inden Samar måtte vi over to
pas, Taklam La (3.624 moh) og Dajori
La (3.736 moh), begge prydet med
hundreder af bedeflag. Om aftenen blev
der indkaldt kvinder fra landsbyen til
at underholde os. Det var tydeligt, at det
ikke var noget, de var vant til – i hvert
fald var der megen fnisen og indbyrdes
diskussion om, hvad de skulle foretage
sig. Der blev dog danset og sunget, og
to af vore køkkendrenge deltog ivrigt
i løjerne. Alle morede sig, og der blev
samlet penge ind til kvinderne, der til
formålet havde medbragt en protokol,
hvor vi hver især skulle skrive vores
navn, og hvor meget vi havde doneret.
Hård
opstigning over fire pas
Næste dag bød på fire pas alle over
3.800 moh. Dagens mål var Geling, en
stor landsby der i modsætning til andre
landsbyer i Mustang er spredt ud over
et stort område. To store klostre troner
over stedet. Det højest beliggende er
tilegnet egnens skytsguder, og kvinder er
forment adgang. Kun mænd, drenge og
små piger må betræde stedet. Det andet
kloster er åbent for alle, og vi fik lejlighed
til at beundre nogle meget smukke
Ordforklaringer
Chorten: Tibetansk for stupa. Religiøs
bygning, ofte ved indgangen til en
landsby eller på et pas. Indeholder
ofte aske eller knoglerester af en
afdød hellig person.
Khata: Et traditionelt hvidt tørklæde
af silke eller bomuld. Anvendes i Tibet
som hædersgave til værten ved et
besøg eller til en religiøs figur.
Mandala: Religiøst symbol, ofte som
en cirkel eller et kvadrat.
Mani-mur: Bedemur af sten med
inskription af en bøn.
Om mane padme hum: Buddhistisk
bøn, der betyder ”Oh, du juvel i
hjertet af lotusblomsten”. Ses hugget
ind på de sten, der bruges til bygning
af en mani-mur.
44
Den lange mani-mur
ved landsbyen Ghemi.
fresker på væggene i bedesalen. Ved
brønden opdagede vi en fuldautomatisk
bedemølle drevet af vand, der plaskede
over på et hjul med skråtstillede skovle
under selve bedemøllen. Vi faldt i snak
med en ung mand, der talte udmærket
engelsk. Han var lærer i den lokale
børnehave, som han opfordrede os til
at besøge. Børnehaven og skolen var
nybyggede for amerikanske penge.
Selv om det var sent, var børnene
stadig i huset, hvor de indøvede
sange og danse, der skulle opføres for
besøgende fra Anapurna Conservation
Area Projekt, en organisation der er
ansvarlig for udvikling, uddannelse og
naturbeskyttelse i området.
Vejen fra Geling til Tsarang går
gennem en bred dal med mange
græssende geder inden en hård
opstigning til passene Nyi La (4.010
moh), Ghemi La og Choya La (3.870 moh).
Det trak tænder ud, og vores lille hest
kom på arbejde med at hjælpe mig op.
Den betydeligste by på vejen til Lo
Manthang er Tsarang. Ved ankomsten
sydfra bydes man velkommen af en stor
flot port-chorten med gamle billeder i
portåbningens loft. Byen ligger i en dyb
kløft, og på kanten af kløften dominerer
en fire-etagers borg, der minder om
et europæisk middelalderslot. Slottet
tilhører kongen, men er meget forfaldent
og bliver vist ikke benyttet mere. Byens
anden dominerende bygning er det
store rød-, hvid- og sortstribede kloster,
Thubten Seydruk Darkyeling. Det
stammer fra 1440 og rummede i sine
velmagts dage mere end 2.000 munke,
der boede, studerede og dyrkede deres
religion her. Da vi var der, var klosteret
under restaurering og fungerede
som munkeskole. Vi så talrige små
munkedrenge, der sad på gårdspladsen
og læste højt af buddhistiske tekster.
Ud over de religiøse fag blev de også
undervist i tibetansk, nepalesisk, engelsk
og naturvidenskab. Traditionelt er den
næstældste kongesøn abbed i Tsarangklosteret.
GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012
Målet
nået
Fra Tsarang til Lo Manthang er der ca.
fem timers vandring. Halvvejs møder
man en kæmpestor ensom stupa –
Sungda Chorten – og efter yderligere
et par timers vandring og endnu et pas
med bedeflag øjnes rejsens mål: Nord for
byen ses to høje bjergtoppe, hver med
en borgruin på toppen. Som vi nærmer
os, dominerer den næsten 10 meter
høje bymur med en gammel byport,
hvorigennem al trafik foregår. Hver
aften ved solnedgang lukkes porten for
færdsel.
Umiddelbart inden for porten ligger
kongens palads ud til en stor plads, hvor
religiøse ceremonier og fester foregår.
Kongens bolig er på fire etager, adelens
på tre og almindelige borgeres huse på to
etager med stalde i stueetagen. Uden for
bymuren bor smedene og møllerne, som
tilhører gara-stammen, der på trods af
deres tibetanske afstamning og udseende
regnes for kasteløse.
Byen virkede meget forfalden og
fattig med åbne render i de smalle gader,
husdyrgødning alle vegne og snavsede
børn. Mange stupaer var i en dårlig
forfatning. Vore telte blev rejst uden for
bymuren på en gårdsplads, der tilhørte
byens postmester, som tillige er bror til
kongen. Vi blev inviteret indenfor til
middag i dagligstuen, hvis ene væg var
prydet af en kolossal fotostat af Lhasa
med Potala-paladset midt i. Man er
ikke i tvivl om, at man er i et tibetanskbuddhistisk land, der anser Dalai Lama
for at være dets åndelige overhoved. I
Mustang har Dalai Lamas sekt, Gelupka
eller Ruldhattene, ellers ikke nogen
videre betydning. Det er Sakyapasekten, eller Rødhattene, der er den
dominerende sekt her, men Dalai Lama
respekteres som lamaen over dem alle.
Der er tre klostre i Lo Manthang,
hvoraf det ældste blev indviet i 1447.
Her ser man en kæmpemæssig 15 meter
høj statue af Maitreya, men det mest
interessante i dette kloster er de smukke
meterhøje mandalaer i to rækker over
hinanden. De er malet i 1400-tallet og
dækker væggene. Man skønner, at
klostret har landets største samling
mandalaer fra den tid. Efter kinesernes
ødelæggelse af klostre i Tibet, kan det
meget vel være den største samling i
verden. Da vi besøgte klostret, var to
italienske malere ved at oplære lokale
malere i at udføre et meget tiltrængt
restaureringsprojekt.
Det nye kloster, Ghoedhe Gomba,
er det eneste fungerende kloster i Lo
Manthang. Her er tilknyttet munke,
og her residerer Mustangs lama. Det
morsomste ved det velholdte kloster var
dog de små glade munkedrenge, der
sjippede og spillede badminton i gården,
og som går i skole her.
En
skole for alle børn
Uden for bymuren ligger The Great
Compassion Boarding School. Vi gik
indenfor og mødte lamaen, der havde
grundlagt skolen i 2000 med det formål,
at børn i Lo Manthang, uanset køn
eller kaste, skulle kunne få en god
undervisning. Som 8-årig var han selv
blevet sendt på klosterskole i Indien
og vendte først hjem 10 år senere. Han
havde først ledet munkeskolen på
Ghoedhe Gompa i seks år, men havde
så valgt at grundlægge en sekulær
kostskole for både piger og drenge fra
alle kaster. Som adelig ejede han den
jord, som skolen var bygget på, og som
kunne forsyne skolen med fødevarer.
I 2004 havde skolen seks klasser
med 125 elever, og det var planen at
påbegynde en ny årgang hvert af de
følgende år, indtil skolen var fuldt
udbygget. Driften af skolen blev
finansieret af donationer fra Europa.
Børnene bliver undervist i tibetansk,
nepalesisk og engelsk foruden matematik
og andre naturvidenskabelige fag.
Det er ikke muligt at opvarme skolen
om vinteren, så når kulden kommer i
oktober, vandrer elever og lærere den
lange tur til Pokhara uden for Mustang
og fortsætter undervisningen der. En tur
på 12 dage over bjergpas på over 4.000
moh. Lama Kunga beroligede os med,
at de små jo var vant til at gå og kunne
klare meget mere end os.
Lukket
grænse
Da kineserne i 1950 annekterede
Tibet, blev grænsen lukket, hvilket
fik alvorlige følger for Mustang.
Befolkningen mistede sine traditionelle
sommer græsningsmuligheder i Tibet
og dermed muligheden for at holde
Mustang
Historie: Mustang er en forvanskning af navnet på hovedstaden Lo Manthang og de
tibetanske ord mun tan, som betyder frugtbar slette. Hovedstaden Lo Manthang kan efter
sigende betyde både ”den flade slette” og ”bønnernes slette”, idet ordet lo betyder sted.
Kongeriget Mustangs historie kan spores tilbage til midten af det 7. århundrede,
da området blev erobret af den tibetanske konge Songsten Gampo. Den tibetanske
indflydelse betød, at den shamanistiske bön-religion blev erstattet af buddhismen,
idet elementer af den gamle religion dog forblev bevaret og er det til i dag. I det 10.
århundrede gik det tibetanske storrige i opløsning, og der opstod en mængde små
fyrstendømmer og vasalstater. Mustang var interessant, da landet beherskede den vigtige
saltrute mellem Tibet og Indien.
Sidst i 1700-tallet blev Mustang underlagt den nepalesiske konge, men bevarede sin egen
raja eller gyelpo. I 2008 blev det nepalesiske kongedømme afskaffet, og samtidig blev den
25. konge over Mustang, Jigme Palvar Bista, afsat, men han nyder fortsat stor respekt
lokalt. Lo eller Mustang har således historisk status som et delvist autonomt område i
Nepal.
Befolkning: Der bor ca. 15.000 indbyggere i Mustang. Befolkningen omtaler deres
eget folk som loba. Loba-folket har op til tre navne. Det første navn gives af en lama. Det
andet navn vil være navnet fra deres forældre ved fødslen. Deres tredje navn, som gives
af en guru eller en spirituel lærer, holdes altid hemmeligt. Lobaerne har en unik kultur,
som indbefatter polyandri. Det er helt almindeligt for en kvinde at være gift med flere
mænd, da man mener, at der er mindre risiko for, at kvinden bliver enke, når hun har flere
ægtemænd.
Arrangør: Vores rejse til Mustang var arrangeret af Last Frontiers Trekking i
Katmandu. Læs mere på www.lastfrontierstrekking.com. I 2004 var prisen ca. 15.000
kr. per person, hvortil kom flyrejsen til Katmandu. Læs i øvrigt mere om The Great
Compassion Boarding School på www.himalayas-children.ch.
tilstrækkeligt mange yakokser. Yakoksen
leverer arbejde, kød og gødning.
Ikke mindst det sidste er vigtigt, idet
yakgødning traditionelt har været
brugt som brændsel i den kolde vinter.
Konsekvensen er, at de fleste beboere
drager sydpå til Nepal og Indien for at
arbejde i vinterperioden og overlader
til de ældre at passe børnene og dyrene.
Grænselukningen betød også, at
Mustang blev operationsbase for de
tibetanske khampa-guerillaer, som,
støttet af CIA, kæmpede mod kineserne.
Tilstedeværelsen af de tibetanske
guerillaer var en stor byrde for den lokale
befolkning, hvis ressourcer var meget
begrænsede. Efter USA’s anerkendelse
af Folkerepublikken Kina i 1973, blev
støtten til modstandsbevægelsen
indstillet, og den nepalesiske hær
rykkede ind i Mustang.
Farvel
til en tibetansk tidslomme
Vores tur tilbage til Jomsom tog seks
dage. Da vi kom frem, var vejret så
dårligt, at flyet var aflyst. Efter et par
dages venten lykkedes det os at komme
med en helikopter, som fløj os til Pokara
og videre til Katmandu.
Vi havde rejst langt både i tid og
afstand. Kineserne er i gang med at
bygge en vej, ”Venskabsmotorvejen”,
fra Tibet gennem Mustang til Nepal
til stor fortrydelse for Indien. Når det
bliver muligt at køre til Lo Manthang,
vil denne unikke tibetanske tidslomme
formodentlig forsvinde eller blive meget
forandret. Man må håbe, det bliver til
gavn for befolkningen i landet ved den
yderste grænse.
GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012
45
Rundt om verdens navle,
Tekst & fotos:
Gunnar Terje Lysemose
En gedehyrde
nærmer sig pashøjde
med sin flok.
46
Bedeflag i
Drolmapasset,
5.650 moh.
Om mane padme hum
(bhuddistiske bønnesten).
Mount Kailas er 6.638 meter højt og ligger i det sydvestlige Tibet
i Transhimalaya, tæt på kilden til flere store floder. Kailas betyder
”den dyrebare juvel af sne” og er et helligt sted for fire religioner:
bön, buddhisme, hinduisme, og jainisme. Hinduerne anser bjerget
for at være bolig for lord Shiva. For buddhister er Mount Kailas
universets navle, og for bön-religionen, der kom før buddhismen,
er Kailas hjemsted for åndelig kraft. Tusinder foretager hvert
år en pilgrimsrejse til Mount Kailas, en vandring til fods på ca.
55 km, der efter sigende skal bringe lykke. Turen kan gås på tre
dage. Et flertal af indere bruger yakker eller ponyer, da det er
anstrengende at vandre i disse højder. Selve Drolmapasset ligger
5.650 moh. Der er, så vidt vides, aldrig nogen, der har besteget
dette hellige bjerg, der altid er dækket af sne.
I juni 2006 er jeg tilbage i Himalaya for
at trekke i bjergene. Hjemmefra har jeg
en aftale med min makker fra Mera
Peak i 2001, Lars og hans datter Camilla,
om at gå rundt om Mount Kailas i Tibet.
Lars er meget fascineret af buddhismen,
og Camilla er udøvende buddhist, der
hver dag foretager såkaldte glidefald,
dvs. gør knæfald og kaster sig på jorden,
mens hele kroppen glider fremad. Hun
Mount Kailas
har endvidere en masse små sedler
med bønner, beregnet til at kaste på
udvalgte, hellige steder.
Highlander i Katmandu står som
arrangør af denne pionertur. Flere
fra staben, plus bossen Hari Dharel
og hans søn Warrish, deltager. Dertil
kommer Chhewang, der taler kinesisk,
og hvis familie vi skal besøge i Simikot.
Simikot ligger i Humla i det ekstremt
GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012
fattige nordvestlige Nepal. Roshan, min
ven fra adskillige bjergture gennem
årerne, er en af flere guider på turen.
Turen er beregnet til tre-fire uger. Vi får
opgivet en pris på 3.000 USD, men af
uforklarlige årsager stiger den pludselig
med 600 USD for hver af os danskere.
Planen er at flyve fra Katmandu
til Nepalgunj i det tropiske Terai,
hvorfra vi skal med et mindre fly til
Simikot. Her begynder trekket for at
slutte første etape ved den tibetanske
grænse. Efter nogle dages kørsel med
hviledage fortsætter trekket rundt om
Mount Kailas. Vi har planlagt at benytte
telte med campingudstyr, gæstehuse
og hoteller undervejs. Ponyer og
nepalesiske bærere tager sig af vores
udstyr på vandringsdagene i den første
uge. Forsyninger bliver herefter bragt
over land de ca. 1.500 km fra Katmandu
til Kailas-området.
H eld
i uheld
Flyveturen til Simikot foregår i et
lille, overfyldt propelfly. Vi lander
i 3.170 meters højde, hvor luften er
tynd og klar i modsætning til i Terai.
Besøg hos Chhewangs forældre, der
er gæstfriheden selv. Inden middagen
bliver vi velsignet af værten, der sætter
en smør-klat i håret på hver af os. Til
måltidet, den allestedsnærværende
dalbath, hører chang, øl brygget på byg,
og smør-te med salt. Vores grej bliver
læsset på ponyerne. Hvor Lars er, sker
der altid noget. På turen glemmer
han sine to par briller et eller andet
sted undervejs under de mange hvil.
Chhewang rider tilbage for at lede efter
dem, men må opgive, da mørket falder
på. Men jungletrommerne i Simikot har
virket. En lokal finder brillerne og får
travlt med at sadle sin hest og finde os
en dagsmarch fremme og aflevere dem
til rette ejermand!
På den 5. dag får vi gået rigtig
langt, i alt 7 timer. En ekstra hest er med
til trætte turister. Camilla får sig en
ridetur, og Lars får Kathmandu Step. Vi
mistænker æggene for at være synderen.
Kokken har haft dem med hele vejen
fra hovedstaden. 35°C og rystelser er
ikke det bedste for æggene, der formelig
koger. Vi nægter at spise flere omeletter,
men bærerne bliver lykkelige, da de får
æggene.
G r ænsebetjentene
ser rødt
7. dag bliver en herlig vandredag.
Først 500 meter op til passet, hvor der
naturligvis vajer buddhistiske bedeflag,
der blafrer i vinden. Derefter 900 meter
stejlt ned til grænsestationen. Fra passet
har vi en storslået udsigt ind over den
tibetanske højslette. Inden vi kommer
til grænsen, skal der meget mod min
vilje betales en afgift til maoisterne. Der
er stadig borgerkrig i Nepal, selv om
krigstilstanden officielt få dage før er
afsluttet, men maoisterne helmer ikke,
før de har fået 100 USD fra hver af os
danskere.
Ved grænsen møder vi de kinesiske
myndigheder, der er alt andet end
venlige. Hvilket antiklimaks efter dage
med imødekommende og smilende
nepalesere. To gange endevender de
vore ejendele. Grunden er, at de finder
et fotografi af 14. Dalai Lama i min
guidebog. Siden med billedet rives
øjeblikkeligt ud. Som om det ikke er
nok, konfiskeres derpå hele bogen, for
tænk, om den indeholder yderligere
kompromitterende materiale? Lars har
også et billede af Dalai Lama, men på en
eller anden fiks måde, får han smuglet
fotoet over i sin tegnebog og anbragt
mellem pengesedlerne, så han undgår
yderligere ransagelse. De uniformerede
mænd er fortsat meget bryske. Her
gælder ikke noget please, excuse me, sorry,
namaste.
GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012
47
Her begynder trekket rundt om
Mount Kailas. Nogle anvender
yakokser, andre ponyer.
Roshan i Drolmapasset,
5.650 moh.
Et ørkenagtigt landskab
i Humla, nær grænsen
mellem Nepal og Tibet
48
GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012
Ved grænsen møder vi vore to
chauffører og guiden, en ung mand
ved navn Karma. Efterfølgende
indkvarteres vi i et gæstehus i Purang.
Både Chhewang og Hari, der har
arrangeret turen, er ikke glade, hverken
for stedet eller myndighedernes mangel
på almindelig høflighed. I Purang
ser vi vores lastbil, der skal følge os i
de kommende to uger gennem Tibet.
Uheldigvis har agenten glemt at
medsende gas til madlavning, og mange
grøntsager må kasseres, da de ikke har
haft godt af rystelserne på den 1.500 km
lange vej. Roshan bliver sendt i byen for
at købe ind til os. Det bliver midnat, før
vi spiser middag, men det skal siges, at
urene er blevet stillet 2,5 timer frem.
H unde
med øjne så store som
tekopper
Purang er en skændsel af en by, snavset
og uhygiejnisk med lort rundt om
bygningen, vi overnatter i. Her er der
snavs på gulve og i senge. Støjen fra et
nærliggende diskotek holder os vågne.
Min seng bryder sammen, men jeg
finder en anden at ligge i. Næste morgen
endelig på vej til noget andet og bedre.
Den højtbeliggende Manasarova-sø,
4.500 moh, er næste stop. Teltene slås op
nær søen, hvor lyset virker som et spejl.
Det brydes her på en forunderlig måde.
Man ser et månelandskab af sand, grus,
sand og vand, så langt øjet rækker.
En lille eftermiddagstur alene nogle
kilometer fra lejren er ved at ende i et
mareridt for mig. En flok store mastiffagtige hunde kommer pludselig farende
imod mig. At jeg er trådt ind i hundenes
revir er tydeligt. Til min rædsel er jeg
på ingen tid indkredset af glammende
bæster, der viser tænder. Hvad skal jeg
stille op? Jeg har ikke sten i lommen at
kaste efter hundene, heller ikke en stok
at forsvare mig med. Det eneste, jeg
kan, er at skrige højt af dem i håb om, at
nogle mennesker vil høre mig. Jeg truer
hundene med knyttede næver, men det
provokerer dem kun yderligere. Jeg føler
mig virkelig truet. Jeg når at tænke, at
overlever jeg biddene, risikerer jeg at få
rabies.
Gudskelov er der en inder nede ved
søen, der hører mine angstskrig. Han
kommer løbende med lommerne fulde
af sten. Han får øjeblikkeligt hundene
til at stryge ud over sletten. Ja, han får
virkelig hundene på flugt med sine
præcise kast. Han fortæller, at han selv
er blevet bidt af selvsamme hundeflok
nogle dage før. Det er farligt at gå alene
Tibet
Status: Tibet var selvstændigt fra 1913-1950, hvor det blev
annekteret af Folkerepublikken Kina. Den spirituelle leder, den
14. Dalai Lama, flygtede i 1959 og stod indtil 2011 i spidsen
for en eksilregering med hovedsæde i Dharamsala i Indien.
Eksilregeringen ledes i dag af en premierminister ved navn Lobsang
Sangay.
Det skønnes, at op imod 140.000 tibetanere lever i eksil. Der bor
ca. 2,8 millioner mennesker i Den Autonome Region Tibet – heraf
bor ca. en halv million i hovedstaden Lhasa, hvor flertallet er
hankinesere. En voksende del af Tibets befolkning udgøres i dag
af tilflyttede kinesere. Officielt udgør tibetanerne 93 % af Tibets
befolkning, og hankinesere kun 6 %, men iberegnes de ikkefastboende, bl.a. handelsfolk, teknikere og soldater, er andelen
betragteligt større.
Areal: Det tibetanske højplateau ligger på en gennemsnitlig
højde af over 4.000 moh. og har en udstrækning på 2.500 km fra
øst mod vest og 1.200 km fra syd mod nord. Sydgrænsen dannes
af Himalayas hovedkæde, der som en mægtig bjergmur løber fra
her, siger han. ”Cheer up, Gunnar. Death is
not around the corner.”
Ingen i lejren forstår, hvor chokeret
jeg er, da jeg kommer tilbage, ligbleg
og skælvende. Hændelsen sidder i mig
længe efter.
Manasarova indbyder til et helligt
bad, hvilket Lars – og med ham mange
indere – benytter sig af for på den måde
at rense sig for synd og begynde et
nyt liv. Næste stop er Darchan, hvor vi
bliver indkvarteret i et gæstehus, der er
blot en anelse bedre end det i Purang.
Camilla og jeg går en eftermiddagstur
i de nærliggende bjerge, hvor vi bliver
underholdt af surikater, der minder
om en mellemting af præriehunde og
murmeldyr. De udstøder sært skarpe
lyde og holder kispus med os, når
vi forsøger at fotografere dem. 4.600
moh. giver hovedpine, svimmelhed
og kvalme, tør hoste og appetitløshed.
Nede igen ser jeg et opslag på væggen,
der fortæller, at det er forbudt at gå
alene og uden tilladelse i bjergene.
Bøder på 10.000 yuan, ca. 8.000 kr.,
må påregnes ved overtrædelse.
nordvest til sydøst. Nord for hovedkæden følger en længdedal,
der dels afvandes af bifloder til Ganges, som gennembryder
hovedkæden, dels indeholder søer uden afløb. Derpå følger en
parallelkæde, som mod nord begrænses af Brahmaputra-dalen.
Nord for denne ligger et system af parallelle kæder, der har samme
retning som Himalaya og kaldes Transhimalaya. Flere af Asiens
største floder har deres udspring i Tibet, deriblandt Brahmaputra,
Indus, Den Gule Flod, Yangtze og Mekong. Der er omkring 2.000
søer. Det historiske Tibet dækker et areal på 2,47 millioner km²,
men området er i dag opdelt i flere provinser. Den Autonome Region
Tibet udgør blot 1,23 millioner km².
Arrangør: Highlander har kontor i Katmandu og er i øvrigt
servicecenter for Jysk Rejsebureau. Læs mere på www.
highlandernepal.com.
Min guide Roshan er sammen med Lars Jensen og Hari Dharel
initiativtager til ngo’en Roshan’s Friends, som bygger skoler, planter
træer, og uddeler medicin i Humla og Chepang Hills. Læs mere på
www.roshansfriend.org
Individualistiske vandrere er ikke
velkomne her.
Dagen efter er Camilla syg med
feber og har ondt alle steder. Vi beslutter
at holde hviledag. Desuden står vi og
mangler yakokser eller ponyer til at
bære vores grej i de næste dage. Karma
bare sløver hen. Man skulle tro, han
var på stoffer. Han har slet ikke styr
på noget. Darchan er ikke det mest
inspirerende sted at holde hviledag.
Værst af alt: Toiletterne!
Lars siger: ”En sådan tur vil jeg
aldrig anbefale mine venner i Danmark.
Dertil er den alt for sårbar pga. de to
landes forskellighed, rejseagenterne og
guiderne, der kun periferisk har kontakt
med hinanden.”
H vorfor
løbe ?
gå , når man k an
Den 14. dag på turen bliver en særdeles
anstrengende dag, hvor vi runder
Drolmapasset 5.650 moh – en hård
belastning for lunger og hjerte. Dalen
på østsiden er derimod ganske let, for
her går det jævnt nedad, men dalen
er lang. Jeg ignorerer min naturlige
træthed og sætter i småløb i stedet for at
gå. Jeg har altid været vild med at løbe,
men at gøre det, når man er ved at gå
sukkerkold i små 5.000 meters højde, er
ikke anbefalelsesværdigt. Men jeg er i
endorfinernes vold og føler mig høj. Da
jeg når frem til vore to chauffører, der
venter os, falder jeg om af udmattelse.
Da Lars og resten af holdet ankommer
et par timer senere, ligner jeg endnu en
zombie, som Lars udtrykker det.
Jeg er endnu dødtræt dagen efter og
helt uden energi. Vi er tilbage i Darchan,
hvorfra vi begynder vores lange køretur
hen over det tibetanske højplateau. Først
følger vi et sandet spor, der undertiden
deler sig i flere parallelle spor. Vore
to chauffører morer sig med at køre
om kap på hver side af hovedsporet,
hvilket de kan gøre, da vi ikke møder
nogen modgående trafik i flere timer.
Landskabet er ørkenagtigt med store
sandklitter, formet af stærke vinde. Vi
bevæger os i stor højde mellem 4.500 og
5.000 moh. Ensformigheden brydes af
store saltsøer og en flod, som vi følger.
Af og til ser vi nogle få fårehyrder og
GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012
49
Udsigten østover
fra det sidste pas i
Nepal inden Tibet.
Yoghang-klostret set fra terrassen
på vores hotel. Bemærk bjergene,
der omkranser Lhasa.
faldefærdige hytter ude i det fjerne.
Landet er uhyre tyndt befolket.
Den 17. dag bliver helt uforglemmelig. Det begynder med regn,
der går over i slud og sne for at ende
med torden og en overjordisk opklaring
sidst på eftermiddagen, der igen bliver
afløst af en stjerneklar aften. Kørslen er
beregnet til syv timer, men vi bruger 15
pga. omkørsler, vejarbejde, jordskred
og vejrliget, der stopper for al videre
fremfærd – men udsigten, da det klarer
op, er bedårende og overjordisk smuk
og i allerhøjeste grad spektakulær.
Jeg har aldrig set et flottere og mere
betagende syn end dette tibetanske
landskab i sort-hvidt. Vi får alle et kick
og bare glor. Det er, som om vores
sanser bombarderes.
På det fine hotel i Shiagatse oplever
Lars og jeg endnu engang kinesernes
mangel på konduite. Uafhængigt
af hinanden er vi, da vi pakker om
morgenen, faldet for en lille, hvid
vaskeklud, som vi lægger ned i bagagen,
tænkt som en lille souvenir. Under
morgenmaden bliver vores guide,
Roshan, over højttaleren kaldt til
receptionen. Da han kommer tilbage,
kan vi se, at noget alvorligt er indtruffet,
for han er ligbleg. Forklaringen lyder,
at hans to gæster har taget ejendele,
der tilhører hotellet. Lars og jeg må
røde i hovedet af skam eller raseri
og tilbageholdt harme åbne vores
kufferter og aflevere de to vaskeklude.
Tænk, hvilken mangel på konduite!
Man kunne så let som ingenting have
påført regningen et beløb svarende til
indkøbet af to vaskeklude, maks. 20 kr.
I stedet bliver vi udskreget som gemene
tyveknægte!
K loster allergi
og et
over stadigt fr isørbesøg
Vi tilbringer tre dage i Lhasa, en lang
og udstrakt storby med lav bebyggelse,
50
hvorover paladset Potala knejser. I
hovedstaden ser vi åbne pladser, brede
boulevarder med store blomsterbede.
Vi befinder os 3.600 moh med markante
bjerge, der omkranser byen. Byen
virker renskuret og mere kinesisk
end tibetansk. Det er kinesere, der
dominerer i forretningskvarteret. Da vi
ankommer, er jernbanelinjen mellem
hovedlandet og Lhasa netop blevet
indviet en uge før, så vi ser politi og
mange turistgrupper, fortrinsvis fra
Kina. Fra hotellets terrasse har vi udsigt
til Yoghang-klostret, hvor buddhister
udfører deres glidefald rundt om
bygningen.
Om eftermiddagen benytter Lars
og jeg lejligheden til et besøg i en
frisørsalon, vore nepalesiske venner
anbefaler. To kvinder står for klipning,
hårvask og en smule massage, en normalt
meget billig og effektiv behandling,
som vi ofte i Nepal uden problemer har
prøvet, men sprogproblemerne er større
her, end vi har ventet, så før jeg når at
blinke, er halvdelen af mit overskæg
forsvundet. Da jeg beder om massage,
foregår det ovenpå i et gemak med en
ottoman, hvorover der hænger en plakat
af umiskendelig erotisk karakter. Mine
anelser slår til, for kvinden, som jeg
ikke kan kommunikere med verbalt,
prøver med tegnsprog og priser skrevet
i hånden at få mig til at købe hendes
ydelser. ”No! no!” er alt, hvad jeg kan
fremstamme, og ned ad trappen går det
til Lars, der er under kærlig behandling
af den anden, nedringede, stærkt
parfumeduftende frisøse.
Da vi kort tid efter forlader biksen
(og briksene) kan det nok være, vi
bryder ud i overstadige latterudbrud.
De to kinesiske kvinder griner
fnisende med. De er tilfredse med
de store drikkepenge, som vi giver
dem. Da vi ved ankomsten på hotellet
fortæller vores nepalesiske venner
GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012
om frisørbesøget, reagerer de med
højlydt forargelse. De kan ikke se det
humoristiske i oplevelsen. At massage
i Kina ofte foregår i frisørsaloner og
er relateret til sex er almindelig kendt,
men i situationen tænkte vi ikke på det.
Danskere er undertiden lidt for naive.
Yoghang-klostret giver mig
klaustrofobi. Trange, mørke rum med
en masse mennesker, der skubber og
maser, går mig på nerverne, så efter
kort tid finder jeg ud i frisk luft. Karma
fortæller, at der er overvågningsudstyr
og lytteposter sat op alle steder, hvor der
er mange mennesker samlet. Han beder
os om ikke at udspørge ham, mens
vi er derinde. Han er i det hele taget
meget nervøs for, hvad vi kan finde på
at spørge ham om. Kun når vi sidder i
teltet, vover han at tale frit fra leveren.
Jeg glemmer mine briller i taxien
ud til Dalai Lamas sommerresidens,
Norbulinka. Heldigvis får jeg dem igen
dagen efter, takket være Karma, så helt
umulig er han ikke i mine øjne.
G uiden
går helt i sort, og alt
går galt
Potala er en mastodont, der overgår
ens fantasi, hvad størrelse angår, men
røgelsen, dyrkelsen af de mange hellige
lamaer og ikonfigurer er i mine øjne
både bizar og afskyvækkende. Desuden
er jeg ved at fare vild derinde mellem de
tusind rum, det indeholder.
Smørlamperne kan ikke skjule de
mange krøllede pengesedler, som fattige
tibetanske buddhister og pilgrimme
stikker ned bag ikonerne eller giver til
munkene. En sammenblanding af det
religiøse og det merkantile er noget,
man også ser andre steder på Jorden,
men det bliver det ikke rigtigere af.
Det kolliderer med min opfattelse og
etik. Oplevelsen af indestængtheden
i paladset kompenseres dog af de
storladne omgivelser, som omgiver
Om mane padme hum i farver
(bhuddistiske bønnesten).
samme bygning. Udsigten er ikke at
beklage! Lars og Camilla har i sagens
natur en helt anden opfattelse af, hvad
de ser og oplever inde i Potala.
Forresten var det nær gået så galt, at
Lars ikke var kommet ind, for hans pas
lå hjemme på hotellet. Karma har bare
glemt at fortælle, at vi skal medbringe
pas for at komme ind, ikke andet!
Roshan får til opgave at løbe hjem efter
Lars’ pas. Efterfølgende får Karma en
skideballe af Lars, der får ham til helt at
gå i sort.
Senere på dagen er vi nogle stykker,
der tager på en todages ekskursion
til en sø, der ligger 4.700 moh. Den
befinder sig tre timers kørsel fra
Lhasa. Lars gider ikke, og Camilla
har tandpine, så jeg er ene turist
mellem resten af Highlander-staben.
Indkvarteringsstedet er ikke det hotel,
vi er blevet lovet, men et telt med fire
senge til os fem store mandfolk. Toiletter
eller vaskesteder er ikke-eksisterende!
At det regner gør ikke forholdene mere
attraktive eller mere tålelige eller mig
mindre sur. Jeg lader nogle ironiske,
måske sarkastiske, bemærkninger
falde, hvilket ikke falder i god jord. På
en gåtur sætter Roshan mig på plads.
Nepalesere hverken bruger eller forstår
ironi. Kritiske bemærkninger opfattes
ydmygende og ærekrænkende.
Da jeg næste morgen vågner, er
jeg ikke bare sur, men meget sur, for
jeg opdager, at min rygsæk er blevet
gennemblødt af at stå op ad teltvæggen.
Desuden har en tyv om natten set sit
snit til at tage min vandflaske, så tørsten
kan jeg ikke slukke. Også morgenmaden
må vente, for Hari har lånt alle mine
kontanter. Selvfølgelig kan den slags
skævere ske på alle ture ud i det vilde
og øde, men det siger også noget om
turarrangørerne, der lover mere, end de
kan holde og ikke forstår, hvis turisten
føler sig snydt og bondefanget.
Udsigten i pashøjde ind over Tibet.
Bemærk stien til højre og Mount
Kailas i baggrunden midt i billedet.
En del af Dalai Lamas
sommerresidens.
Fanget
i luf thavnen
24. og sidste dag i Tibet. Alle vore
nepalesere, undtagen Roshan, er på vej
til Katmandu i bil, en strækning på ca.
500 km, som let kan tage både dag og
nat. Vi andre skal heldigvis flyve. Uden
for lufthavnen tager vi afsked med
Karma, der vender tilbage til Lhasa i
taxien.
Først da vi står ved indtjekningsdisken går det op for os, at der er
problemer med vores papirer. Vi
mangler et dokument, der giver os
lov til at forlade landet! Karma er over
alle bjerge, så ham kan vi ikke skælde
ud på mere. Nu bliver der ringet både
her og der og parlamenteret til den
store guldmedalje, men ingen af de
stedlige myndigheder har den fornødne
kompetence til at slippe os fri. Roshan
er grædefærdig. Lars og Camilla er
rasende. De har et større problem end
mig, da de har billet videre til Danmark
dagen efter, og der går kun to fly til
Katmandu om ugen fra Lhasa. I sidste
øjeblik får vi adgang til det ventende
fly. Bagagen er allerede tjekket ind. Mon
ikke det er det, der gør udslaget? Jeg tror
det!
Camilla udbryder spontant ved
ankomsten tilbage til Katmandu: ”Nej,
hvor jeg har glædet mig til at komme
tilbage til støjen, forureningen, kaoset
og det uberegnelige, der hersker
her i byen, og især til alle de skønne
nepalesere, der er hjertelige på en måde,
så man kommer til at elske dem!”
Vi er lykkelige over at se smilende
mennesker igen. Vores venner i bil
ankommer også, men undervejs er de
lige ved at skride ud over en stejl kløft,
da der ligger is på vejen. Og i et dalstrøg
i morgengryet ser de pludselig en tiger
skride over vejen og forsvinde ind i et
buskads. Ikke nogen hverdagsoplevelse,
heller ikke for en nepaleser.
Således slutter beretningen om en
oplevelsesrig pionertur, der endte godt
for os alle. Afslutningsvis skal det siges,
at infrastrukturen i Tibet i de senere år
er blevet væsentlig forbedret, hvilket
især skyldes olympiaden i Beijing i 2008.
GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012
51
5 tips til Flying Fish Cove
Juleøen
1
Tekst & fotos:
Anette Lillevang Kristiansen
Og 9 tips til Juleøen
Røde landkrabber
Blowholes
Fuglelivet
Millioner af krabber udklækkes hvert
år på den fjerne ø.
Øens klippefyldte strande byder på
hidsigt spruttende blowholes.
Den daglige fodring af fuglene er et
tilløbsstykke for turisterne.
Nationalparker
Mangrovesumpe
Strande
Øens store ferskvandsmangrove
befinder sig 50 meter over havet.
Juleøen er et paradis af smukke
strande med hvidt sand.
Dykning
Sommerfugle
Kinesiske templer
Havet omkring øen byder på et væld
af farvestrålende koralfisk.
I det tropiske klima lever både
sommerfugle og flagermus.
Religiøs mangfoldighed trives på den
eksotiske ø.
Øens hovedby
Juleøen er australsk territorium og ligger 2.300 km nordvest for Perth og 360 km syd for Jakarta i Indonesien. Byen
Flying Fish Cove, der i daglig tale blot omtales som The Settlement, er øens største, og her finder man små kinesiske
restauranter og adskillige templer og moskeer. Her er også mulighed for at få en spændende undervandsoplevelse i
byens havnebassin, som er det mest tilgængelige sted at snorkle.
2
En religiøs smeltedigel
3
Fosfatudvinding
4
Flygtningecenter
5
Dyrelivet
Over halvdelen af øens 135
fredet.
km2
er
Den lille ø i Det Indiske Ocean er hjemsted for ikke mindre end tre af de store verdensreligioner: buddhisme, kristendom
og islam. Der kaldes til bøn fra minareterne, en duft af røgelse strømmer ud fra de buddhistiske templer og højt over
The Settlement skuer Jomfru Maria ud over havet fra sit lille kapel. I januar fejres det farverige kinesiske nytår.
Juleøen har en meget rig forekomst af råfosfat i undergrunden. Flere steder på øen kan der ses spøjse landskaber,
der er gamle fosfatminer, hvor man har udvundet mineralet. Der brydes stadig fosfat på øen, og i The Settlement
kan man opleve råstoffet blive udskibet ved den lille havn. Fosfat bruges til gødning og er et af landbrugets vigtigste
næringsstoffer.
Juleøen kom for alvor på avisforsiderne verden over i 2001, da 433 forkomne bådflygtninge fra Irak og Afghanistan
afvistes og i stedet blev sendt til stillehavsøen Nauru. Siden har man dog bygget et flygtningecenter på øen, hvor
eventuelle bådflygtninge kan indkvarteres, mens deres asylsag behandles.
Som mange andre øer er Juleøen et sted, hvor både befolkningen, plante- og dyrelivet er indført fra andre steder. Over
tid er mange af dyrearterne på øen blevet endemiske og minder om et australsk svar på Galapagos-øerne. På øen lever
blandt andet fuglearten Abbott’s Booby (Papasula abbotti) (på dansk kaldet juleø-sulen), der er en af de mest sjældne
fugle i verden og kun lever på denne lille ø i Det Indiske Ocean.
52
GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012
GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012
53
Med næstsidste postskib
Fotos: Per & Bodil Svendsen
Tekst: Per Svendsen
til Sankt Helena
21. maj 1502, på vej tilbage fra Indien,
opdagede den portugisiske admiral
João da Nova en ubeboet ø i det
sydlige Atlanterhav. Dagen var kejser
Constantins mors fødselsdag, Helena, så
øen blev opkaldt efter hende. Admiralen
indså straks den strategiske betydning af
den lille ø midt imellem Kap Verde og Kap
det Gode Håb: Her var mulighed for at få
friske forsyninger på den lange sørejse
til og fra landene omkring Det Indiske
Ocean. Kom med på den næstsidste rejse
fra England med The Royal Mail Ship til
en ø, som i dag befinder sig i lidt af en
tidslomme. Så længe det varer. For snart
får den kendte ø fra historiebøgerne en
lufthavn, og så kommer turisterne nok i
horder.
Ascensions lavamarker.
Tidligt om morgenen 19. marts 2011
stod jeg og min kone, Bodil, på dækket
og fulgte de sidste forberedelser inden
afrejsen fra Portland i Sydengland. Kl.
6.30 gik fortøjningerne, maskinen kom
op i omdrejninger, og The Royal Mail
Ship St. Helena begyndte sin lange rejse
hjem. To uger til søs ventede forude
inden vi skulle nå Sankt Helena, og efter
ni dage på øen ventede yderligere seks
døgns sejlads til Cape Town.
RMS St. Helena er et kombineret
fragt- og passagerskib med plads til 128
passagerer og 1.800 tons gods. Der er
kun to skibe af denne type i verden, det
andet sejler i Stillehavet mellem Tahiti
og fjerne fransk polynesiske øer. Og
kun to skibe bærer betegnelsen Royal
Mail Ship – RMS St. Helena og RMS
Queen Mary 2. Intet kan være mere
forskelligt end netop de to skibe. RMS
St. Helena er ikke et krydstogtskib
– her er ingen danserinder, dog med
undtagelse af skibets officerer, der en
aften opførte en ubeskrivelig morsom
parodi på svaneungernes pas de
quatre fra ”Svanesøen”! Der er intet
symfoniorkester, ingen operaforestilling,
men sjov og ballade med spil på dækket
og gættekonkurrencer i salonen og
ikke mindst fantastisk mad. Vi var
velsignet med solskin og rolig sø, sad
på soldækket det meste af tiden med
en bog eller faldt i snak med de øvrige
passagerer.
30. marts kl. 12.05 ringede
skibsklokken, og styrmanden
annoncerede positionen 0 grader 01
min. S. Under stort ståhej kom kong
Neptun med dronning, anklager,
dommer, betjente, læge, sygeplejerske
og barber om bord, og så fik udvalgte
passagerer ellers en passende dåb.
Anklager blev fremført, domme
afsagt og eksekveret med masser af
barberskum, chokoladesovs, æg og
ulækre madrester fra dagen før, inden
de fik en tur i poolen.
Ankomst
til
Ascension Island
31. marts var vi ude af køjerne, allerede
inden vores venlige steward havde
bragt os the early morning tea. Fra dækket
kunne vi endnu se nymånen ligge
ned og Venus lyse kraftigt ved siden
af. Langsomt blev skyerne rødlige og
på få minutter var tropenatten gået
over til dag. I horisonten skimtede vi
konturerne af land. Flot, efter 12 dage
på det åbne hav ramte vi plet på en lille
ø, imponerende. Ascension Island har
ingen egentlig fast befolkning.
54
GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012
Alle beboerne er kontraktansatte
af de organisationer, der arbejder på
øen. Den største arbejdsgiver er den
amerikanske flybase, hvor mange fra
Sankt Helena arbejder. Flybasen, der
blev anlagt under 2. Verdenskrig, er ikke
åben for civil flyvning, men bruges bl.a.
som nødlandingsplads for rumfærger.
Vi tilbragte otte timer på Ascension
Island, medens skibet lossede containere
over på store pramme. De passagerer,
der ønskede landlov, kravlede ned
ad lejderen, over på en pram og op
i en motorbåd. Landgangen foregik,
assisteret af et par erfarne folk, i et
spring fra båden over på en trappe.
Alle kom sikkert i land og fik en
rundtur. Det meste af Ascension er gold
lavamark på nær et centralt højdedrag,
hvor der vokser tæt skov. Det mest
interessante på Ascension Island er en
stor sandstrand, hvor Atlanterhavets
havskildpadder foretrækker at lægge
deres æg. I ældre tid blev øen besøgt af
skibe til og fra Det Indiske Ocean for at
tanke vand og fange skildpadder.
Ascension Island forblev ubeboet
indtil 1815, hvor Napoleon blev sendt
i eksil på Sankt Helena. Under hans
fangenskab blev en engelsk flådestyrke
bragt til Ascension Island for at
forhindre franskmændene i at befri
kejseren. Sidst på dagen var vi alle
tilbage på RMS St. Helena og enige om,
at vi havde besøgt et meget besynderligt
sted med en voldsom natur, et
specielt dyreliv, og hvis berettigelse
som beboelse for mennesker er en
militær tilstedeværelse, som virker ret
uforståelig.
Jamestown
Jacob’s Ladder.
i sigte
Turen fra Ascension til Sankt Helena
tog 2½ døgn. Det var tydeligt at
mærke på de lokale passagerer, at der
var noget stort i vente. Mange havde
ikke været hjemme i årevis. De havde
været i England, på Ascension eller
Falklandsøerne for at tjene penge, flere
penge end det var muligt at tjene på
Sankt Helena, hvor der er få job, og hvor
lønnen er lav.
Den tredje dag om morgenen var
alle tidligt oppe på dækket. Da det
begyndte at lysne ved halvsyvtiden,
fik vi landkending. RMS St. Helena
havde afsluttet sin lange rejse hjem
og lod ankeret gå ud for Jamestown.
Politiet kom om bord og stemplede
pas, kontrollerede indrejsedokumenter,
returbilletter og sygeforsikringer. I hold
på 30 blev vi færget i land, fik bagagen
RMS St. Helena.
The Wirebird.
GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012
55
snuset til af en venligt udseende hund
og kunne så bevæge os hen til enden af
kajen til en ventende menneskemængde.
En venlig ældre dame kom os i møde
med et skilt, hvorpå der stod Hillcrest,
navnet på et sted hvor vi havde booket
logi. Det viste sig, at vi havde lejet et
helt hus med en fantastisk udsigt over
Jamestown og bugten, hvor vort lille skib
lå for anker. Sammen med en bil kostede
det os 30 pund om dagen (Sankt Helena
har sin egen valuta, som er 1:1 med
GBP). Husets ejer boede og arbejdede
i England. Det viste sig at være den
almindelige livsform at rejse ud og tjene
penge og så vende hjem til Sankt Helena
til en rolig pensionisttilværelse.
Historiske
seværdigheder og
smuk natur
Sankt Helena viste sig at være et
underskønt sted. Selv om menneskene
gennem 500 år har sat deres præg og
med kortsigtede aktiviteter har ødelagt
meget, er landskabet storslået. Øen
er skabt af to store vulkanudbrud,
der har efterladt et meget voldsomt
landskab med høje bjergtoppe og dybe
dale med rivende vandløb. Meget af
den oprindelige vegetation er fjernet,
med der gøres nu en stor indsats for at
genskabe den endemiske flora og fauna.
Men lad os begynde med
hovedbyen: Jamestown ligger i en smal
dal ned mod bugten, hvor skibene
ankrer op, og passagerer og fragt færges
i land. Fra molen går man gennem
en gammel byport op i hovedgaden,
hvis huse minder om en svunden
kolonifortid. Det første, man bemærker,
er en trappe – Jacob’s Ladder - med 699
trin, der rejser sig stejlt op ad bjergsiden
til et gammel fort, der beskytter bugten.
Jacob’s Ladder var i gamle dage forsynet
med skinner på hver side af trinene,
hvorpå tipvogne trukket af æsler
transporterede varer og affald til og
fra byen. Skinnerne findes ikke mere,
og trappen er mest et vartegn for byen
Lot og Lot’s Wife.
og en attraktion for de få turister, der
besøger øen. Byporten er den eneste
adgang fra omverdenen til byen og øen.
Umiddelbart til venstre for porten
ligger The Castle fra 1659 komplet
med gamle kanoner, og Union Jack
vejende fra flagstangen. Herfra
administreres øen stadigvæk. Siden
1963, hvor de første demokratiske
valg blev holdt, har øen været ledet
af et lovgivende råd på 12 valgte og 3
udpegede medlemmer. Der er ingen
ministerier, idet den udøvende magt
ligger hos guvernøren, der har specielle
beføjelser med hensyn til forsvar,
udenrigspolitik, national sikkerhed,
domstol, finanser og trafik. Den britiske
dronning har absolut autoritet over
Sankt Helena. Der har aldrig været
bestræbelser fra befolkningen på at
opnå uafhængighed fra Storbritannien,
tværtimod har der hele tiden været
ønske om en så nær samhørighed
med England som muligt. Det nære
forhold blev udfordret i 1980’erne med
The British Nationality Act, en lov der
tilstræbte at forhindre ukontrolleret
indvandring til Storbritannien fra de
tidligere kolonier. Beboerne på Sankt
Helena var i 20 år forhindret i at rejse til
England og arbejde, et forhold, der blev
ændret i slutningen af 90’erne, således
at beboerne i dag er fuldgyldige britiske
statsborgere.
På den modsatte side af gaden
ligger politistationen og fængslet.
Sidstnævnte bruges vist ikke meget, da
de største forbrydelser synes at være
trafikforseelser. Dalen, hvor Jamestown
ligger, er så smal, at byen i princippet
kun består af én gade, der rummer
hotel, restauranter, turistkontor og et
par mindre supermarkeder. De første
dage var hylderne meget tomme,
det var tydeligt, at det var over 6
uger siden, skibet var hjemme sidst.
Næsten alt importeres fra Sydafrika.
Det kan tilsyneladende ikke betale sig
at producere noget selv. Der er ikke
meget landbrug tilbage på øen, de unge
vil hellere rejse bort og tjene penge i
udlandet.
For enden af hovedgaden deler
gaden sig i to, og herfra begynder
opstigningen til øens indre. Vejene er
smalle, stejle og med mange skarpe
sving. Der er gode muligheder for
vandreture på øen. Fra vores terrasse
kunne vi se en af øens seværdigheder
– The Heartshaped Waterfall – ikke
fordi vandfaldet er hjerteformet,
men fordi det falder gennem et ”V” i
klippevæggen, der dermed danner et
hjerte. Der er anlagt en sti op til bunden
af vandfaldet med trapper og broer ved
de vanskelige steder. Det var en flot tur.
På sydkysten ligger Sandy Bay for
enden af en stejl vej oppe fra højlandet.
Fra vejen er der en flot udsigt til Lot
og Lot’s Wife, klippeformationer
med et karakteristisk udseende.
Selve bugten blev under Napoleons
fangenskab stærkt befæstet, da man
frygtede, at franskmændene kunne
landsætte befrielsesstyrker på stedet.
Fæstningsmuren står endnu, og langs
stranden ses gamle kanoner. Stranden
er meget tillokkende, men her som alle
steder på Sankt Helena advares man
mod at bade. Understrøm og bølger
er så kraftige, at man let kan komme i
alvorlige problemer.
Konsul
eller vicevært?
Sankt Helenas største seværdighed er
Napoleons bolig i Longwood, hvor den
afsatte kejser tilbragte årene fra 1815
til sin død 5. maj 1821. De første tre
måneder tilbragte han dog i et havehus
hos familien Balarscombe i The Bria
lidt uden for Jamestown. Begge huse
ejes i dag af den franske stat, der som
eneste land opretholder et konsulat på
Sankt Helena. Det er konsulens primære
opgave at sørge for vedligeholdelsen af
husene. Begge steder er indrettet som
museer med genstande, der er relateret
til Napoleons ophold. Efter sin død blev
Stranden hvor Sydatlantens
skildpadder lægger deres æg.
Napoleon begravet på Sankt Helena.
Gravstedet findes endnu, men i 1840 blev
liget ført til Paris.
Vores værtinde arbejdede for The
St. Helena Trust, øens naturbeskyttelsesforening. Foreningens hovedformål er at
bevare de tilbageværende endemiske dyr
og planter. På grund af øens isolerede
beliggenhed er der få oprindelige fugle.
En af dem er The St. Helena Plover eller
med det lokale navn the Wirebird, en lille
undseelig fugl der yngler på jorden og
derfor er truet af rotter og katte. Vi fik
lejlighed til at se disse fugle sammen
med Eddie the Wirebird Man. Han er
ansat af foreningen alene med det formål
at beskytte the Wirebird. Han har kortlagt
samtlige reder og registrerer antallet
af unger, som ringmærkes og følges.
Der findes omkring 400 eksemplarer
af fuglen, som derfor betegnes som
alvorligt truet. Det vigtigste levested er
Prosperous Bay Plain, et ret øde område
i øens sydøstlige ende. Uheldigvis for
den lille Wirebird er det netop her, man
planlægger at bygge Sankt Helenas
lufthavn, så man ængstes for den lille
fugls overlevelse.
Fra
et luksushotel og en golfbane. Men
mange er bange for, at projektet ikke er
realistisk, at deres fredelige tilværelse
bliver ødelagt, og at fremmede
løber med en eventuel fortjeneste.
Lufthavnen forventes færdig i 2015,
så skynd jer at opleve denne unikke
tidslomme, inden det for evigt er for
sent.
En morgen vågnede vi og så, at
RMS St. Helena var tilbage fra turen
tilbage til Ascension og lå på sin
ankerplads. Det var tid at forlade
denne paradisiske ø og dens venlige
befolkning. Endnu ventede seks dages
sejlads inden Cape Town og nye
eventyr.
På sidste del af sørejsen fik vi en
påmindelse om, hvor risikabelt livet er
på et så isoleret sted som Sankt Helena.
Med om bord var flere passagerer, der
skulle til behandling i Cape Town for
lidelser, der ikke kunne behandles på
øens lille sygehus. Blandt dem et lille
barn som ikke klarede turen, så flaget
gik på halv på RMS St. Helena.
Sankt Helena
skibsfart til luftfart
I mange år har der været forslag om at
bygge en lufthavn på øen. Forholdene
er meget vanskelige på grund af Sankt
Helenas topografi. Hele bjergtoppe skal
fjernes, og kløfter fyldes op. Og pga.
den isolerede beliggenhed er det svært
at finde alternative landingsmuligheder
eller at fremskaffe flybrændstof. Det er
imidlertid besluttet at bygge lufthavnen,
som Storbritannien skal betale for.
Anlægsudgifterne er anslået til ca.
200 millioner GBP, et gigantisk beløb
i forhold til en befolkning på knap
4.000. Der er meget delte meninger om
projektet på øen. Flertallet tror på en
stor udvikling i turismen med et anslået
besøgstal på ca. 30.000 mod nuværende
ca. 900 om året, og internationale
konsortier er parat til at investere i
Longwood House,
Napoleons bolig.
Den hemmelige ø: I 86 år lykkedes det portugiserne at hemmeligholde Sankt Helenas
eksistens. Der blev bygget et kapel og et par huse, geder og svin blev sat ud på øen og
tre slaver fra Afrika blev landsat med det formål at dyrke grøntsager til skibene. Men 8.
juni 1588 anduvede den engelske opdagelsesrejsende Thomas Cavendish på den sidste
del af sin jordomrejse. Øens eksistens var nu ikke længere en hemmelighed, og kong
Philip II af Spanien og Portugal forbød sine skibe at anløbe Sankt Helena på vej hjem fra
Indien – for de engelske kaptajner var på udkik efter de rigt lastede portugisiske skibe og
kunne let opbringe dem, hvis de anløb Sankt Helena.
Englænderne og hollænderne fortrængte i løbet af det 17. århundrede portugiserne. I
1633 bemægtigede hollænderne sig øen uden dog at oprette en permanent bosættelse.
Det blev The East India Company, der formelt tog Sankt Helena i besiddelse og byggede
en solid fæstning, som blev kaldt James Fort efter den engelske konge James II. I den
snævre dal, hvor portugiserne havde bygget deres kapel i 1502, grundlagdes øens
hovedby, Jamestown. Store dele af øen blev ryddet for skov og opdyrket. Slaver blev
indført fra Afrika, men da den beskedne hvide befolkning frygtede et slaveoprør, gik man
over til kinesisk og indisk arbejdskraft. Gennem årene er de forskellige folkeslag blevet
grundigt blandet, og den nuværende befolkning – ”the Saints” – er tydeligvis en blanding
af de forskellige racer.
Storhedstid og fangeø: Under den britiske kolonisation oplevede Sankt Helena
sin storhedstid som forsyningssted for handelsskibe. De statelige bygninger i Jamestown
stammer fra denne periode, der fik en brat afslutning med Suez-kanalens åbning i 1869.
Med et slag sluttede Sankt Helenas betydning for skibsfarten. Efter 367 års storhedstid
forsvandt øens erhvervsgrundlag og på nær en periode under 2. Verdenskrig, hvor
der blev dyrket og eksporteret hør, har øen ikke været økonomisk selvbærende. Der
modtages årligt et tilskud fra Storbritannien på ca. 25 millioner GBP.
Sankt Helenas mest berømte indbygger gennem tiderne er utvivlsomt Napoleon
Bonaparte. Den detroniserede franske kejser døde her i fangenskab i 1821. Øen har også
været anvendt til internering af andre, fx zulukongen Dinizulu der kom til Sankt Helena
i 1890. Han blev meget populær i befolkningen, og rygtet vil vide, at ca. 8 % af alle
nulevende Saints er hans efterkommere. Efter Boerkrigen i 1900 sendte englænderne
mere end 6.000 krigsfanger til Sankt Helena, hvor der stadig er en begravelsesplads for
dem, der døde under opholdet.
Rejsen dertil: Sankt Helena er et af de mest isolerede samfund i verden. Øen har
ingen lufthavn, så al transport af mennesker og gods sker ad søvejen med The Royal Mail
Ship RMS St. Helena, der nu kun sejler mellem Cape Town, Sankt Helena og Ascension
Island. Indtil i fjor foretog skibet to årlige rejser til Portland i England. Denne sejlads er
nu indstillet. Læs mere på rms-st-helena.com.
GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012
57
næste tema
Et billede kan sige
mere end tusinde
ord
Har du et par gode fotos, som kan
passe til temaet, men ikke rigtig noget
at skrive, er du velkommen til at nøjes
med at sende os dine fotos og nogle
tilhørende korte billedtekster, som
beskriver situationen på hvert foto. Så
kan vi måske bruge dem til en collage
af rejsebilleder eller til forsiden.
Arx, Sverige.
Nuuk, Grønland.
Husk, at vi også altid har brug for et
portrætbillede af dig selv af nyere
dato, hvis du indsender en artikel.
Alle fotos skal være i en høj opløsning,
hvor hver fil bør fylde mindst 500 kB
for at egne sig til tryk i jpg-, png-,
bmp-, gif-, eller tif-format.
Har du kun dias eller papirbilleder, kan
vi skanne dem for dig.
Kriterier for optagelse
Efter deadline vurderes alle indkomne artikler ud fra tre kriterier, og det sker helt
uanset indsendelsestidspunkt, medlemsnr., skostørrelse, om man som skribent er
blevet opfordret til at skrive, om man tidligere har haft artikler med eller andet, der
ikke har noget med artiklen i sig selv at gøre. De tre kriterier er:
1. Læseoplevelsen skal være god. Høj kvalitet i sprog, opbygning og billeder, og at
indholdet lever op til DBK’s formål. Dvs. velskrevne, autentiske, indsigtsfulde og
afbalancerede artikler, der giver en god og berigende læseoplevelse og ligger inden for
rammerne af DBK’s formål. Overpositive glansbilleder af steder og rejser frabedes.
2. Der skal være en række artikler, der passer til temaet. Da vi altid arbejder med
temaer, for at skabe en rød tråd i bladet, vil en artikel, der passer til temaet, altid få en
høj prioritering.
3. Der skal være balance og mangfoldighed i bladet. Vi forsøger altid at skabe en
god fordeling i forhold til geografi og rejseformer samt i forhold til artikellængder og
skrivestil, så der er noget spændende at læse for så mange som muligt. Dvs., at selv
om du måske har skrevet en god temaartikel, kan det være, at den ikke kommer med,
fordi der også var to andre, der havde skrevet om det samme land. Det kan også være,
at din artikel netop kommer med, fordi du er den eneste, der har indsendt en god
artikel fra et land i Afrika.
Jo mere du selv hjælper konstruktivt til og bidrager som skribent (ved fx at følge denne
guide og overholde deadline), jo større opmærksomhed kan redaktionen give indholdet
i din artikel og dine billeder i stedet for bruge opmærksomheden på kedelige ting som
manglende fotos, rette mange slåfejl osv., der godt kan tage fokus fra selve indholdet. Er du i tvivl, om din artikel kan leve op til det første og vigtigste kriterium, er det en
god ide at få en anden, der ikke var med på rejsen, til at læse artiklen, inden du sender
den ind. Hør fx den persons ærlige mening om, hvorvidt dine pointer let kan forstås,
eller om man måske skulle have været der selv for at se det sjove i situationen. Oftest
kan nogle få fravalg, en ny overskrift og en gennemskrivning gøre en stor forskel for
læseoplevelsen.
Tekst: Lars-Terje Lysemose
Fotos: Lars-Terje Lysemose &
Anette L. Kristiansen
Helsingfors, Finland.
Næste tema: Norden
I det næste nummer
sætter vi fokus på
Danmark og vores naboer
mod nord: Norge, Sverige,
Finland, Island og
territorier som Grønland,
Færøerne, Jan Mayen,
Svalbard og Åland.
Rejsen begynder lige
uden for døren, og hvad
er lettere end at rejse
rundt i Norden? Har du
vandret i fjeldet? Mødt
isbjørne, polarræve,
elsdyr eller måske en los?
Sejlet i skærgård, fjorde
eller i Østersøen? Klatret
over gletsjerspalter,
set skælvende isbjerge eller badet i en
skovsø eller i varme kilder? Eller kender
du bare det smukkeste sted? Et rigtigt
smultronställe, som svenskerne kalder det
(selv om det ikke nødvendigvis byder
på smultron, ”vilde jordbær”). Har du
camperet, stået på ski, blaffet, kørt på
cykel eller motorcykel helt til Nordkapp?
Eller kender du de bedste rejsetips
58
til byer som Oslo, Bergen, Göteborg,
Stockholm, Åbo, Helsingfors eller
Reykjavik? Eller har du et sommerhus
og kan fortælle en god rejsehistorie
derfra? Eller nogle gode fotos fra fx
Bornholm, Anholt eller Læsø og kan
skrive en hurtig øguide efter Globens
koncept for en by/et land? Eller har du
måske i en periode boet i et af vores
nordiske broderlande, tilegnet dig
kulturen, og kan skrive en lille artikel
om underfundige forskelle og ligheder?
Så vil vi rigtig gerne høre fra dig!
Har du forslag til en artikel, så skriv
fluks til [email protected],
inden du sætter dig til at skrive om dine
rejseoplevelser, så vi har mulighed for
at koordinere efter fx emner og geografi,
og så vi ikke ender med at have fire
forskellige artikler om præcis samme
sted. Vi har fx allerede lovning på – eller
artikler klar om – Aasiaat, Ilulissat, en
tur over den grønlandske indlandsis,
Gotland, Skåne, Kebnekaise, ishotellet i
Jukkasjärvi og Svalbard.
Deadline for indsendelse af stof til
næste nummer er 30. juli 2012.
GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012
Eksempel: At indfange
en sindsstemning
”Alting i Grønland minder om tid,
og mens jeg holder mig flydende i
jacuzziens vand, kommer stilheden
mellem tankerne. Tiden bliver en
underlig størrelse af oplevet tid, hvor
den cirkulære tid i døgnets rytme ikke
får solen til at gå ned, og den lineære tid
med fortidens erindringer og fremtidens
drømme ophører med at eksistere.
Jeg sidder lige midt i nuet – med en
5.000 år gammel klump gletsjeris i min drink – på krydstogtsrejse
i tilbagelænet magelighed nord for
polarcirklen om bord på Hurtigrutens
MS Fram. Med enkle og dejlige kahytter
og badeværelse med varme i gulvet,
en udsigtssalon på syvende etage med
store lænestole og panoramavinduer,
der giver udsigt til isbjerge, hvaler,
sæler og Diskobugtens smukke natur.” –
Citat fra Lise Dakinah i ”På rejse i tiden”,
trykt i Travel People nr. 28, 2012.
Eksemplet indfanger på en personlig
og nærmest poetisk drømmende
måde både sindsstemning, velvære
og et panorama og skaber billeder på
læserens indre nethinde, af præcis
hvordan det er at sidde der i jacuzzien
om bord på skibet og bare nyde
udsigten, mens isbjergene glider forbi,
og man føler det, som om man selv
er med på rejsen. Tiden flyder og står
nærmest stille, og tidsbegrebet mister
sin betydning. Ferie og ren afslapning i
storslået natur.
Helleristninger, Sverige.
Fremtidige temaer
Skriv kort og husk
en faktaboks
Rejseartikler bør ikke overstige 15.000
tegn inkl. mellemrum – og skriv gerne
kortere! Har du ikke nogen gode fotos
til din artikel, kan vi evt. gøre brug af
billeder fra Wikimedia.
Skriv også gerne en faktaboks, hvor
du helt kort kan fortælle, hvordan man
kan rejse dertil og komme rundt med
lokal transport, prisniveau på mad,
drikke og overnatning og andre vigtige
rejseoplysninger.
Artikler sendes på e-mail som et
vedhæftet Word-dokument (i enten
doc- eller docx-format), og uden at
der er indsat illustrationer i selve
tekstdokumentet.
Har du vedhæftet billeder, som du
ikke selv har ophavsret til, bedes
du oplyse, hvor de stammer fra, og
om du i givet fald har fået lov til at
anvende dem i Globen.
Husk i øvrigt, at Globen nok er et
medlemsblad, men magasinet findes
også på flere biblioteker, ligesom alle
artikler lægges på vores hjemmeside.
Artikler og fotos kan med andre
ord ses af alle og enhver. Skriv og
fotografer derfor med omtanke.
Vinter 2012/13: Central- & Østeuropa
Deadline: 30. oktober 2012
Forår 2013: Vores bedste rejseoplevelser
Deadline: 30. januar 2013
Sommer 2013: Spiritualitet & religion
Deadline: 30. april 2013
Helsingfors, Finland.
Konceptet for
en by/et land
Har du 10 gode fotos og nogle rejsetips,
som kunne passe dertil, så kunne en
oplagt løsning være at skrive en kort
artikel efter vores koncept over to sider
for en by/et land: Et foto, som kan
karakterisere byen, sættes stort op på
den ene side, og 9 mindre billeder, der
beskriver landet (eller et territorium, en ø
eller region) sættes op på den anden.
Tekst til byen: ”5 tips om byen”. Hvert tip
skal fylde 300-400 tegn inkl. mellemrum
(ca. 50-60 ord).
Tekst til landet: Hvert af de 9 billeder
ledsages af en overskrift og en kort
tekst på ca. 70 tegn inkl. mellemrum
(10-15 ord).
Redaktionel hjælp og redigering
Kan du skrive så godt, at fuglene skriger, og bjergene bøjer sig? Globen har ry
for at være Danmarks vildeste rejsemagasin med friske, rå, ægte og autentiske
rejseberetninger. I forhold til andre rejsemagasiner er Globen mindre poleret, fri for
kommercielle hensyn og har både kant, holdninger og plads til nuancer. For i Globen
skriver vi med indsigt og indlevelse og af hjertets lyst om vores egne personlige
rejseoplevelser og vores skribenter er ubestikkelige i deres oprigtige gengivelse og
vurdering af rejser og steder.
På redaktionen er vi flere, som er øvede i at arbejde med tekster professionelt, og vi
hjælper dig gerne med nogle fortælletekniske tips, at vinkle, og at zoome ind og få styr
på det væsentlige i din historie. Brug dine sanser og iagttagelsesevner, skriv personligt
og med indsigt og indlevelse og med så mange detaljer, du har observeret, som muligt.
Og brug os som din sparringspartner.
Alt stof redigeres efter almindelige journalistiske principper, og vi forbeholder os ret til
at gemme indsendte artikler og billeder til et senere nummer. Kommer din artikel ikke i
Globen, kommer den på www.deberejstesklub.dk.
Se eksempel på side 52-53.
GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012
59
konkurrence | ”Den vildeste nat ...”
og venter på kunder. Så betyder det
mindre, at de fleste kun taler fem ord
engelsk.
S trut tende
En vild
fest i Rio
Skjold sender en af
skønhederne lystne blikke.
Er det virkelig en mand?
Tekst & Fotos:
Ann Kledal
Rio er i sig selv vild, men
når der er karneval, bliver
det helt vildt. I hvert fald
for en vinterbleg dansker,
der kommer direkte fra
en isvinter og aldrig har
oplevet andre end det i
København.
Det er februar 1999,
da jeg lander i lufthavnen
og bliver mødt af Skjold,
min rejseven gennem
flere år. Vi har siden
1992 slået pjalterne
sammen mange gange
og udforsket verden. Og
karneval i Rio, det må vi bare opleve, for
vi er begge til fest og farver.
Skjold har allerede været i landet
et par uger og rejst rundt med en ven.
Jeg underviser og kan kun tage to
60
ugers ferie. Drengene har allerede købt
billetter til Sambadromen og to aftener
i Scala – en kæmpe dansehal med plads
til over 1.500 personer.
Der er ingen tid at spilde, så
allerede samme aften går det løs i
Scala, hvor en af de største sambaskoler
varmer op med en kæmpe fest. Festen
begynder kl. 22 og slutter ved 5-tiden
om morgenen, og således får vi hurtigt
vendt op og ned på nat og dag. Og
sikke en fest! Efterhånden fyldes salen,
mens orkesteret brager løs med sine
inciterende rytmer. Og hvilket syn!
Ind kommer alle slags udklædninger
og piger i mindre end ingenting.
Atmosfæren bliver hurtig dødhed og
emmende af erotik, alle danser, nogle på
bordene, andre på scenen. Fuldstændig
færdig kl. 3 tror jeg, at jeg har oplevet
GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012
det ultimative. Men dette er kun
begyndelsen!
På gaderne om dagen går det
også løs. Overalt begynder orkestre
pludselig at spille, og folk begynder at
danse. Karnevalsvogne kører for fuldt
tryk gennem gaderne med orkester
og dansere i fjerboaer og bikinier eller
endnu mindre, og transvestitter fra
hele Brasilien er kommet til byen for
at vise sig frem. Det er nu, de kan vise
deres dyrekøbte ynder og udleve deres
drømme. En af dem bliver så kry, at
hun tager en pisk og lige uden for den
legendariske bar HELP begynder at
piske løs på en villig skotsk mand,
der allerede har bukserne nede om
knæene, før baren stopper løjerne.
Der er åbenbart en grænse! For HELP
er en ordentlig bar, hvor piger og
transvestitter sidder pænt og roligt
hormoner
Efter et par dage skydes det officielle
karneval i gang med pomp og pragt.
Der holdes et par taler, og så brager
musikken løs, folk af alle hudfarver –
der er officielt 136 i Brasilien – og alle
aldre danser, der sprøjtes med ”sne”
på flasker, der synges, og et par gamle
transvestitter griber lejligheden til at
føre sig frem ved at smide blusen, uden
at nogen tager særlig notits af det.
Så er der Sambadromen. Man
møder op kl. 19 og går først hjem 11
timer senere, helt kvæstet. En hel nat,
hvor man drikker, fester, synger og
danser på tilskuerpladserne, mens
syv sambaskoler defilerer forbi med
deres enorme figurvogne – blocos. Hver
sambaskole har valgt et tema, og det er
fuldstændig fantastisk at se kostumerne
og dekorationerne. Nu kan det da ikke
blive vildere?
Men jo. Det kan det. Vi skal om
aftenen igen i Scala – denne gang til en
gigantisk bøsse- og transvestitfest. Dette
er once in a life time!
Vi er lidt i tvivl om, hvad vi skal
iklæde os til denne begivenhed. Vi
synes selv, vi ser ret vovede ud, da vi
ankommer kl. 23 og skal løbe spidsrod
ca. 100 meter gennem en hujende
menneskemængde hen til indgangen.
Men folk er kommet for at se transerne,
for dette er deres helt store aften.
Og aldrig i mit liv har jeg været
med til noget så vildt. Musikken
drøner, folk danser, og efterhånden
som natten skrider frem, fyldes lokalet
med 1.500 mennesker, der – ud over
et par håndfulde turister som os –
udelukkende er bøsser og transvestitter
i de mest fantasifulde udklædninger.
Bøsserne danser og kysser, og transerne
viser sig frem. Tykke og tynde, nogle
tårnhøje, andre små og buttede. Alle
med meget høje hæle og meget lidt
tøj, men masser af fjer. Nogle helt
ombyggede med bryster der strutter af
hormoner og dertil en vagina, andre
kun med bryster. Intet bliver holdt skjult
– alt bliver vist frem. Det er temmelig
grænseoverskridende.
Hen på de små timer kommer
”Dronningen” – transen over dem alle –
skridende ind i et overdådigt kostume.
Vildt!
Ude på dametoilettet er der gang
i makeuppen foran spejlene. Man
behøver ikke at være diskret og sænke
blikket, man kan bare stille sig op og
glo, når den knaldrøde læbestift smøres
på, og de kæmpelange øjenvipper
bliver rettet til. Så smiler de til én, og
man smiler tilbage. Og man har på
fornemmelsen, at de tænker: ”Herregud.
En stakkels kvinde der aldrig vil kunne
komme til at se så godt ud som os.”
Men festen slutter på et tidspunkt,
og så er deres liv ikke helt så festligt
mere – før næste års karneval.
Rio de Janeiro
Den næststørste by i Brasilien, hvis navn
betyder ”Januarfloden”, i daglig tale blot
kaldet Rio. Byen er berømt for strandene
Copacabana og Ipanema, for den
gigantiske Kristus-figur på Corcovadobjerget, for verdens engang største
stadion Maracana samt for sit årlige
karneval. Byen er fødested for samba og
bossa nova. Rio var Brasiliens hovedstad
fra 1763 til 1960, hvorefter Brasilia tog
over.
Næste konkurrence:
Dengang jeg blaffede …
I næste nummer af Globen vil vi høre en god historie om dengang, du blaffede. Når man
blaffer eller tomler, møder man jo alle typer mennesker, og man kan sagtens komme ud
for lidt af et eventyr i mødet med en fremmed. Vi vil høre, hvor i verden du har blaffet, og
hvad du oplevede.
Bedste artikel vælges alene på baggrund af tekst, men send meget gerne ét billede med,
der kan illustrere artiklen samt et portrætfoto af dig selv. Artikler bør højst fylde 4.000
tegn. Vi glæder os til høre mere!
Førstepræmie er Mikie Breums rejsebog ”Blandt pungdyr og vulkaner – på hjul Down
Under” fra Bogforlaget Frydenlund samt et gavekort til Café Globen på 200 kr. Mikie er
aktivt medlem af De Berejstes Klub, og bogen handler om hendes seks måneders rejse
gennem New Zealand og Australien. På kun fire måneder i New Zealand kørte hun 7.000
km på en 50 cc-scooter, og undervejs proppede hun så mange vandreture ind i rejsen
som muligt. Overnatningen forgik tit hos lokale, for at hun kunne komme helt tæt på den
newzealandske kultur og levevis. I Australiens outback og på Tasmanien kom hun omkring
ved at blaffe, og til sidst rejste hun 4.000 km i varevogn op langs Australiens østkyst.
GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012
61
Bedste bidrag det seneste kvartal på
www.deberejstesklub.dk
Udvalgt af redaktionen
Spar penge på
din FlybilleT!
Flybilletter
Charterrejser
fra kr.
Berlin
fra kr.
New York
fra kr.
Bangkok
fra kr.
Ny
he
d
London
195,495,3.895,3.995,-
Spanien
fra kr.
Grækenland
fra kr.
Tyrkiet
fra kr.
Portugal
fra kr.
Få beSked når
priSen Falder
Opret din egen prisagent og få besked
når din flybillet bliver billigere.
Vi søge
mere e r på
nd10
rejsesi 00
der
Temarejser
1.695,1.695,1.795,2.495,-
Miniferie
fra kr.
Storbyferie
fra kr.
Cruise
fra kr.
Safari
fra kr.
4.698,-
395,995,1.995,6.595,-
Som altid må man imponeres over
den store velvilje og hjælpsomhed,
der præger De Berejstes forum på
hjemmesiden og klubbens Facebookgruppe. Der er indkommet et væld af
tips og informationer, som vi rejsefreaks
kan få gavn af. Mangfoldigheden har
nået nye højder, og det er hverken
kreativitet eller fantasi, der mangler, så
det har været svært at vælge blandt de
mange bidrag.
Bemærk i øvrigt at der er forskel
på klubbens forum på hjemmesiden
og klubbens gruppe på Facebook (se
faktaboks herunder).
F lypas
i
S ydamer ik a
Ditte Burmeister skal til Brasilien og
søger råd om besøg i nabolandene
ved hjælp af et flypas. Her foreslår Fiil
Frandsen flyselskaberne TAM eller
GOL. I de senere år er der sket meget
på det brasilianske flymarked, og der er
kommet lavprisfly som Azul – Linhas
Aéreas Brasileiras. Dette selskabs tilbud
kan kombineres med GOL’s, og her
bliver prisen formentlig billigere end et
flypas, mener Claus Andersen. TAM er
generelt det bedste selskab i Brasilien
i forhold til service, og hvad angår
kvalitet og stabilitet, så ligger chilenske
LAN i top. LAN har også flypas, men
prisen er nok ikke den billigste, oplyser
Henrik Frier Hansen. Læs mere på
www.voeazul.com.br, www.tam.com.br
og på www.lan.com.
O ver
l and i
A fr ik a
Andreas Kruse spørger om, hvordan
man bedst rejser over land igennem
Afrika og bliver af Christer Laenkholm
rådet til at læse bogen ”Dark Continent
My Black Arse” af Sihle Khumalo, der
skildrer en sort sydafrikaners rejse fra
Cape til Cairo. De fleste er enige om,
at Andreas skal satse på at rejse over
land i egen bil, da ikke alle områder
tilbyder offentlige transportmidler. En
anden mulighed, som Heidi Sørensen
har erfaring med, er rejseselskaber, der
arrangerer ture over land, som fx Africa
Travel Co. En tidsbesparende løsning
og med den fordel, at man ikke strander
ude i ødemarken. Til gengæld mister
man friheden og fleksibiliteten. Så lej
en bil og få verdens største oplevelse
opfordrer Christian Hadsund.
G ode spansk skoler
L atinamer ik a
i
Heidi Aune har lovet en veninde at
opspore navne på gode spanskskoler i
Latinamerika. Hun har selv lært spansk
i Guatemala og fik 25 lektioner og
privat indkvartering med tre daglige
måltider for 200 USD per uge. Et godt
sted, der anbefales af Lasse Tranberg
Andersen, er Spanish Ya i San Juan del
Sur i Nicaragua. Stedet ligger ved havet
og har dygtige lærere. En uge her koster
240 USD inkl. bolig og tre måltider.
Yanapuma i Quito i Ecuador
er et andet bud, anbefalet af Karen
Christiansen, hvor overskuddet
går til velgørende arbejde: www.
yanapumaspanish.org.
I deelle
rejsetidspunk ter?
Er der nogen, som kender en god
hjemmeside, som på en overskuelig
måde viser de klimamæssigt ideelle
rejsetidspunkter til de forskellige
lande eller regioner? spørger Henrik
Fastergaard. Her foreslår Jacob Gowland
Jørgensen www.thebesttimetovisit.com.
Hvad er forskellen på forummet og klubbens Facebook-side?
3.298,-
Fordelen ved Facebook er, at så mange deltager, ved hvordan det fungerer, og at det går hurtigt. Men til gengæld forsvinder
informationen også lige så hurtigt, og derfor er vidensdelingen måske nok god for dem, der var på Facebook den dag, men ikke for dem,
der kom ind et par uger efter med de samme spørgsmål.
Fordelen ved forummet på deberejstesklub.dk er, at den viden, der kommer ind her, er nem at finde og kommer ud til flere. Går du fx ind
for at læse mere om Myanmar, ser du både billeder, artikler og et forum-indlæg, der gør dig opmærksom på, at det kan være svært at få
visum til landet. Til gengæld kræver det, at du logger ind på siden for at kunne skrive et indlæg eller svare.
En greatfirsa
servic
62
GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012
For at gøre det så nemt som muligt, kommer der nu automatisk et hint på Facebook-siden, når du opretter et indlæg på deberejstesklub.
dk, og inde på din profil på deberejstesklub.dk kan du under ”Notifikationer” vælge at få en e-mail fx hver uge med en oversigt over nyt
indhold fra forummet.
Så opfordringen er klar: Læg kun dine bidrag, spørgsmål og godbidder ind på forummet og ikke på Facebook – så behøver du nemlig kun
at gøre det én gang, og alle svar bliver samlet ét sted til glæde for alle.
GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012
63
De Berejstes Klub
Nye medlemmer
592 Tanja Schwartz
Jeg tog efter folkeskolen til England for at være au pair, en stor oplevelse hvor jeg lærte meget om mig selv og andre mennesker. Min
plan var at fortsætte ud i verden, men en kæreste kom i vejen, og der blev han de næste 10 år, hvor rejser mest var sommerferier
og et par skiferier hvert år. Min første lange rejse var til Filippinerne, hvor vi tilbragte 4 uger. Efter bruddet med kæresten tog jeg til
Australien, hvor jeg blev 1 år. Her blev jeg smittet gevaldigt af rejsefeber, og de seneste 5 år har jeg kun arbejdet for at få råd til min
næste rejse. For 1 år siden besluttede jeg at ændre jobkurs og arbejder nu som guide i Grønland og Asien.
593 Erling Vraa Nielsen
Min kone og jeg begyndte med at rejse for alvor i 1994, hvor vi tog med rygsæk til Bali. Årene efter var vi rundt i Indonesien i 100
dage, bl.a. i et orangutang-reservat, på rundrejse i Grønland og i Thailand med besøg hos karenfolket og i Vietnam. En længere
rundrejse i det meste af Sydamerika omfattede bl.a. Patagonien fra Buenes Aires til Ildlandet, Tierra del Fuego og gletsjere, Brasilien
med sejltur fra Manaus ad Amazonas til Leticia i Colombia, Peru med Cusco, Titicacasøen, ophold på Soløen i Bolivia, Ecuador med
besøg på Galapagos. Senere blev det til cykel- og vandretur på det nordlige Madagaskar. Rundtur i Uganda, Sydafrika, Botswana og
Zimbabwe. Rundrejse i Nepal og Bhutan. 2 måneders rundrejse i camper i Australien og senest rundtur i Myanmar.
Bliv abonnent på Globen
- og få en masse ekstra med i købet
Er du rejseglad og holder af autentiske rejsehistorier? Så tegn abonnement og få rejsemagasinet Globen tilsendt med posten fire
gange om året.
Er du ikke allerede aktivt medlem af De Berejstes Klub, kan du blive passivt medlem for bare 300 kr. om året. Med et medlemskab
får du også en mængde rabatter på fx rejseudstyr, rejsebøger og vaccinationer, så de 300 kr. i kontingent kan hurtigt tjene sig ind i
endnu større besparelser. Som passivt medlem inviteres du også til særlige arrangementer i De Berejstes Klub, og du får adgang til
medlemsområdet på vores nye hjemmeside. Der er ingen krav til rejseaktivitet, alder, skostørrelse eller andet. Det er der kun, hvis du
vil være aktivt medlem – og kun i forhold til rejseaktivitet.
For at få Danmarks mest autentiske rejsemagasin tilsendt er det bare at gå ind på klubbens hjemmeside på www.deberejstesklub.
dk, klikke på fanen ”Om De Berejstes Klub” og udfylde skemaet for at blive passivt medlem. Bemærk at betalingen kan være under
300 kr., hvis du tilmelder dig midt på året. Og vi sender gladeligt bladet helt til Langtbortistan uden ekstra beregning, hvis du er
udenlands.
Du kan også give et abonnement på Globen i gave med et helt års inspiration til rejser.
Har du spørgsmål om medlemskab eller abonnement, kan du skrive til [email protected].
594 Erik Hermansen
Jeg begyndte forholdsvis sent med udlandsrejserne. Som 20-årig med biltur til Nordkap. De næste 10 år videre rundt i Europa på
cykel, mc, med bil og tog. Senere er de andre kontinenter også besøgt. Både naturen, det kulturelle, det historiske og ikke mindst
kontakten til lokalbefolkningen interesserer mig. På mine rejser dyrker jeg også en af mine andre hobbyer: fotografering. Jeg har i
de sidste år haft det princip allerede at have den næste rejse arrangeret, når jeg begiver mig af sted. På den måde er der altid noget
interessant at se frem til.
595 Nicolaj Christian Wodskou
Jeg er født i 2006, og lige siden jeg blev født har mine forældre (nr. 333 og 363) slæbt mig rundt i hele verden. Desværre kan jeg ikke
huske mine første rejser, hvor jeg blev kysset af talrige kinesere på den transsibiriske jernbane, beundret af skolepiger i Iran og næsten
adopteret af en berberkvinde i Marokko – ja, blå øjne og blond hår er populært uden for Europa. Den bedste rejse, jeg har været på
(og som jeg kan huske), var en autocamperferie i Canada. Jeg har også været i Guatemala, Mexico og Dubai, sejlet blandt isbjerge og
set sjove gejsere i Island. Den seneste store rejse var på seks uger til forskellige øer i Caribien og Florida. På denne rejse badede vi i
vandfald i junglen, fløj med vandflyver, så kanoner og krokodiller og så Disneyland og et rumcenter.
596 Anette Sundby
Jeg er 59 år og har haft eget firma siden 1988, der især arbejder med udvikling af mennesker. Jeg begyndte på de vilde rejser efter min
skilsmisse som 48-årig, hvor jeg tog seks uger til Mellem- og Sydamerika. Peru er mit favoritland, hvor jeg var på en spirituel rejse med
besøg hos shamaner og hellige steder. Jeg har været i Albanien og boet hos mafiaen uden at vide det. Meget underligt at køre rundt med
politieskorte og mødes med en minister, hvor det først langsomt gik op for mig, hvad jeg deltog i! Jeg besøgte Rusland i 1970, og det gjorde
et stort indtryk. Det var megasvært at diskutere med de unge, vi mødte, da de var hunderædde for at blive deporteret, hvis ”man” hørte,
hvad vi talte om. I år har jeg lavet frivilligt arbejde i Ghana inden for sundhedssektoren, da jeg har stor indsigt i inkontinens og sexologi.
597 Lena Felskov
Jeg er 32 år, og i de sidste fem år har jeg rejst en måned om vinteren og en måned om sommeren. Helst to lande hver gang jeg tager
af sted. Da jeg nu har besøgt (efter min egen mening) de mest propulære lande i verden, meget få undtagelser, synes jeg det er
spændende at komme til nogle lande, med ikke så mange turister. Jeg holder meget af strande, natur og dyr; storbyer siger mig ikke så
meget. Jeg elsker at se andre kulturer, som er meget anderledes fra det danske.
598 Karen Skovvang
Som barn og ung var jeg på sommerferier med forældre i Norge, Sverige og Tyskland. Jeg var på et længere ophold i Australien som
20-årig, hvor jeg arbejdede i den sydlige del. Fra midt i 20'erne rejsemål i Europa, specielt i Grækenland. I slutningen af 30'erne er jeg
begyndt på længere rejser i Asien, Sydamerika, USA, Afrika og New Zealand. Jeg rejser gerne til storbyer på mindre ferier.
Globen loben
G
Globe
septem
BeR 201
1 / nR
. 45
Rejs
emag
- au
tent
isKe asin fRa
Rejs
ehis De BeRej
toRi
stes
eR f
KluB
Ra h
ele v
eRDe
n
Tema:
Middelha
vet
- a
nGloben
s 2011
mart
foRå
KluB
en
stes e veRD
eRej
hel
De B
fRa
fRa
ieR
asin histoR
mag
e
e
s
s
j
j
e
Tema:
Re
e R
tisK
uten
- au
t
der
e
t
s
s
g
n
li
d
n
y
s
e
Vor
Tem a
R 2012
/ nR.
47
Rejs
e
enti magasi
n
sKe
Rejs fRa De
ehis
BeRe
toR
jste
ieR
s Kl
fRa
hele uB
veRD
e
Det Indi
ske Ocea
n
43
/ nr.
n
- a
KluB DEn
r
tEs
E vE
rEjs
E BE fra hEl
ra D
in f storiEr
gas
i
a
h
m
E
E
s
rEjs sKE rEj
i
t
utEn
Tema:
Verdens
k u lt u r a r V
EMALrAog
GUAT
yaruine
r
ma
lende
en ka år snarlig
som spedag
domm
D
SLAN
RUlde
skaber
Ku
folk
flinke
Roadtr
ip
Austra i
liens
ørken
Solformørk
else
i Egypten
Hos kongen
af Arktis
Vikingetr
æf
på Skarø
i
en
rejse
familie esien
mikron
n til
Rejse s
verden
ende
i gæst- ns
de
frihe
Øhopdtu
eget lan
r
retur
i
Indone
sien
IRAN
et
overs
Et
m
land so r mange
e
rumme
rskatt
kultu
Trekki
ng
i indisk
Himala
ya
EN mba
ASILI
BRrne
val, sa e
Ka
t for all
og fes
Trylle
ku
kamelv nst og
æddelø
i Arab
b
ien
Kommende medlemsmøder
Søndag 1. juli kl. 11 DBK Øst: Tag med på en guidet tur rundt i Københavns ældste og Danmarks mest fotograferede
haveforening ved Christianshavns Vold. Det er den med de sjove og finurlige huse i de bittesmå haver. Jørgen Oulund vil fortælle
anekdoter om beboere, originaler, huse, karakteristiske begivenheder og livet i Vennelyst i vore dage. Vi begynder turen på
Christianshavns Torv og slutter turen med smørrebrød og noget at drikke. Kun for aktive medlemmer.
Onsdag 18. juli kl. 18.18 DBK Øst: Poolmøde hos Ole Egholm i Herlev. Vandrutsjebanen står klar! Kun for aktive medlemmer.
599 Thomas S. Olsen
Jeg er født i 1970 og begyndte først at rejse for alvor, da jeg var fyldt 28. Min første store rejse var fire måneder med tog fra
Helsingborg til Saigon i Vietnam. Fokus har været på Asien, hvor jeg finder kulturen og specielt den buddhistiske religion enormt
spændende. Næsten hvert år er turen gået østpå, og jeg har efterhånden besøgt de fleste lande mellem Kina og Indonesien. Det er
dog også blevet til besøg i Afrika og Sydamerika, men Asien er dog skønnest. For mig indeholder en god rejse elementer af kultur,
natur samt – vigtigst af alt – badeferie. Det siger så sig selv, at jeg aldrig har forstået begrebet skiferie; et besøg i de varme lande er
den bedste måde at håndtere den kolde danske vinter på.
Lørdag 18. august kl. 16 DBK Øst: Møde hos Uffe Gadeberg i Kongens Lyngby. Hvis vejret er til det, foregår tour de table og
grill i haven. Derefter foredrag. Kun for aktive medlemmer.
Lørdag 25. august DBK Ung: Fest i Café Globen i København. Kun for medlemmer under 40 år.
Onsdag 6. september kl. 17.30 DBK Øst: Hyggemøde i Café Globen i København med en masse rejsesnak.
Lørdag 15. september kl. 18.18 DBK Øst: Medlemsmøde i Café Globen i København med rejseforedrag og spisning.
For tilmelding: Se www.deberejstesklub.dk.
Der har i dette nummer desværre været begrænset plads til omtale af nye medlemmer.
Omtalen af medlem nr. 600 og frem kommer i næste nummer.
64
GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012
GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012
65
kiplingtravel.dk
De Berejstes Klub
Rwanda og Uganda
Bestyrelse / kontaktpersoner
Afrikas perler - kultur og natur
Lars K. Munk
Formand for De Berejstes
Klub
Tlf. 40 89 46 67
[email protected]
Caroline Engelsborg
Ungdomsansvarlig,
bestyrelsesmedlem
Per Danielsen
Toastmaster Øst,
bestyrelsesmedlem
Erik Futtrup
Kasserer,
bestyrelsesmedlem
Maria Malbek Sørensen
Medlemskoordinator,
bestyrelsesmedlem
Tlf. 33 13 56 18
[email protected]
Tlf. 76 42 05 26
[email protected]
Tlf. 25 48 87 45
[email protected]
Søren Fodgaard
Bestyrelsesmedlem
Jacob G. Jørgensen
Bestyrelsesmedlem
Rebecca Langhorn
Bestyrelsesmedlem
Tlf. 35 39 27 33
[email protected]
Tlf. 42 79 68 62
[email protected]
Tlf. 28 33 87 93
[email protected]
Tlf. 20 86 77 77
[email protected]
Nikolaj Witte
Suppleant til bestyrelsen,
ansvarlig for fredagsbar Vest,
Berejste med børn Vest
Tlf. 22 79 03 84
[email protected]
Daglig afrejse, 14 dage fra 28.380,-
Tlf: 47 16 12 20 - kiplingtravel.dk
T R A V E L
• Rejseforedragfleregangeomugen
• Oplevelser og røverhistorier fra hele verden
• Landefester og events
• Rejselitteratur–guidebøgermv.kanlæsespåcafeen
CYKLING ›
IN
NDR G › B
VA
IN
TIGN G
ES
Er du vild med at rejse? Har du lyst til at udveksle erfaringer med ligesindede?
Savner du den internationale stemning fra dine rejser?
Vil du høre eller fortælle sjove røverhistorier fra nær og fjern?
Jakob Øster
KIPLING
Kipling Travel - kontor i Danmark, Indien og Nepal - Rejsegarantifonden 1571 - Danmarks Rejsebureau Forening
De Berejstes Klub
Jakob Øster
Tlf. 50 52 78 16
[email protected]
Jakob Linaa Jensen
Toastmaster Vest,
næstformand,
bestyrelsesmedlem
Oplev Afrikas smukkeste landskaber med
Nilens udspring ved Murchinsons Falls, Fort
Portal og vulkansøer og udsigt mod Rwenzori,
Ugandas berømte nationalparker, Kivusøens
bred – og som en selvfølgelig Afrikas sjældne
bjerggorillaer.
Café
Glob
en o
g vo
res a
er åb
rran
ne fo
gem
r alle
med
ente
- ikk
lemm
r
e
er af
kun
for
De B
erejs
tes K
lub.
LET
HÅRD
Madagaskar Adventure ›
Et rejseeventyr på cykel og til fods
KOM MED PÅ
TOPAS.DK
LET
HÅRD
Burma ›
Cykelglæder blandt gyldne pagoder
• Nyhedsbrevhverugemedbegivenheder
Er du på udkig efter et eventyr lidt ud over det sædvanlige,
så er denne tur på verdens fjerde største ø, Madagaskar, et
rigtig godt bud. Vores tre ugers eventyr udspiller sig langt fra
alfarvej i Madagaskars øst, og vi mødes derfor overalt af en
forbavset, nysgerrig og altid smilende lokalbefolkning. Her
skal vi cykle og vandre i dagevis - langs det Indiske Oceans
kyst, gennem uberørte landsbyer og små fiskelejre, blandt
frodige agerbrug med vanilje, nelliker og kaffe, gennem tæt
regnskov og ind i nationalparker, hvor dværgkamelæoner, tomatfrøer, bittesmå børstesvin, bladhalegekkoer og
Madagaskars ubestridte ‘landmærke’ - lemuren - holder til.
I løbet af 15 dage cykler og sejler vi mellem de gamle hovedstæder, Mandalay og Amarapura, og mellem buddhistiske
templer og pagoder i Bagan. Vi besøger bjergstammer i Shan
staten, handler på Bogyke Aung San markedet i Rangoon og
cykler og sejler rundt hos Inthafolket omkring og på Inlesøen
tusind meter over havet. Burma er et af de sidste lande, hvor
du kan opleve Asien, som det var før globaliseringen og urbaniseringen med megabyernes slum, og hvor den besøgende
ikke bliver anset for at være en omvandrende pengeautomat.
Alle, der kan lide at cykle, kan være med, og der venter en
spændende, usædvanlig og bevægende cykelferieoplevelse.
•Nyddinmedbragtemadicaféen,baredukøberdrikkevarerhosos
21 dage fra ›
15 dage fra ›
• RigtudvalgafølpåflaskeogfadfraDanmarkogudlandet,bl.a.mikrobryg
• Rejsestemningicafelokaletmedfotosogsouvenirsfrafjernelande
• Cocktails
• Kaffe og te
• Fredagsbarmedhappyhourkl.15-18.10kr.rabatpåaløl,vinogspiritus
• Gratisinternet/Wi-Fi
Vi ses på Café Globen!
Turesensgade 2B | 1368 København K | Tlf. 3393 0077 | [email protected] | www.cafegloben.dk
27.970,- DKK
22.970,- DKK
Kom med på Topas.dk
Returadresse: De Berejstes Klub, c/o Café Globen, Turesensgade 2B, 1368 København K
UZBEKISTAN
UZBEKISTANS SILKEVEJSBYER
Vi besøger Samarkand og Bukhara. Den betagende
kunst og arkitektur afspejler de kulturelle korsveje,
som Silkevejen samlede. Omgivet af minarettårne
og moskéer med azurblå kupler, handelsmarkeder,
legender og traditioner befinder vi os som i en helt
anden magisk verden.
9 dage • helpension • 10.800 kr
Afrejse 10. september • 15. oktober • 19. oktober
UZBEKISTAN – TURKMENISTAN – IRAN
Vi besøger Samarkand og Bukhara. I ørkenlandet
Turkmenistan oplever vi monumenter fra en tid,
hvor området betød meget for religion og handel.
Efter 3 dage i det nordlige Iran, flyver vi til den
muslimske verdens perle: Isfahan. Her har vi 4 dage
med verdens flotteste moskeer, pladser, broer og
den livligste bazar. 21 dage • 24.800 kr
4. til 24. oktober • helpension i Uzbekistan og Turkmenistan
UZBEKISTAN MED FERGANADALEN
Samme program som ovenstående, men rejsen
afsluttes med 3 døgn i den smukke Ferganadal.
Den ligger som en oase med morbærtræer og
silkeproduktion, omgivet af de 7000 m høje Tien
Shan-bjerge. Vi besøger kunsthåndværkere som
keramikere, vævere, træskærere og knivsmede.
12 dage • helpension • 12.600 kr • 7. til 18. september
SILKEVEJEN FRA SAMARKAND TIL BEIJING
Gennem Uzbekistans karavanebyer, ørkener,
Kirgisistans bjerge og søer, markedet i Kashgar,
Terracottahæren i Xian og til sidst Den Kinesiske
Mur. En rejse, der på karavanernes tid varede 2 år,
kan opleves på 3 uger uden at sjælen, silkevejsstemningen og de storslåede naturoplevelser går tabt.
21 dage • 24.800 kr • 4. til 24. september
Små grupper · danske rejseledere · 86 22 71 81 · www.viktorsfarmor.dk