Verdens territorier
Gl ben sommer 2012 / nr. 48 De Berejstes Klub autentiske rejsehistorier fra De Berejstes Klub Tema Verdens territorier Den Røde Baron indtager Hawaii Fanget i en cyklon på Andamanerne Blandt konger og helte på Sydgeorgien Mustang – landet ved den yderste grænse Leder Medlemsrabat 15%. Medlemskort med billede skal fremvises. FRILUFTSLAND BUTIKKER København: LYnGbY: ROSKILDe: ODenSe: KOLDInG: aaRhUS: aaLbORG: Frederiksborggade 44 & 50-52 Lyngby hovedgade 49b Karen Olsdatters Stræde 4 St. Gråbrødrestræde 6 Kolding Storcenter østergade 30 bispensgade 34 ThE NoRTh FAcE SToRES KUNDESERvIcE Danmarks største udvalg i The North Face. Vi er altid klar til at hjælpe dig. København: Field’s ODenSe: Rosengårdscentret ÅRhUS: bruun’s Galleri TeLeFOn: e-MaIL: WebShOP: 33 14 51 50 [email protected] www.friluftsland.dk Solen bager, og de tørre lavaklipper ved Ponta de São Lourenço strækker sig i de smukkeste okkerbrunlige nuancer, så langt øjet rækker. Jeg befinder mig ved verdens ende! Eller i hvert fald på den alleryderste østlige spids af den ellers så blomstrende og frodige ø Madeira – ude i Oceano Atlântico, på et fjernt portugisisk territorium, nærmere Afrika end Europa. Det er sidst i maj, men føles allerede som højsommer. I Lissabon, hvor jeg gjorde stop undervejs, var temperaturen hele 35°C, men herude er der kun 25°C og en let brise. Alligevel føles det mere end varmt, mens jeg sveddryppende vandrer op og ned ad den snoede smalle sti, mens firbenene piler rundt om benene på mig, på kanten af den dramatiske klipperyg (hvor der heldigvis for os med højdeskræk er opsat rækværk) for efter knap to timer at nå helt ud til spidsen, hvor jeg i den disede horisont kan ane de små klippeøer Ilha do Porto Santo og Ilhas Desertas (”de øde øer”) og kan stå og småfilosofere over portugiske udtryk som águas passadas não movem moínhos. Ordsproget kan oversættes med noget i retning af, ”at passeret vand kan ikke sætte møller i sving,” og betyder – meget sigende for den portugiske levevis – at man ikke skal bekymre sig om fortiden, da vandet allerede har passeret vandmøllen og ikke kan få den i gang igen. Det står jeg og tænker lidt over, herude ved verdens ende, hvor fortid og nutid smelter sammen i et øjebliks sprøjt af havskum mod de vulkanske klippestykker. Estoy perdido var et andet udtryk, jeg lærte, da jeg skulle finde det lille hotel i hovedbyen Funchal, opkaldt efter den søde duft af fennikel, som findes overalt på øen. Med en gps på mobiltelefonen var jeg ellers overbevist om, at jeg var på rette vej – men stol ikke blindt på Google Maps! For Google havde fuldstændig fejlplaceret mit hotel på kortet, hvilket jeg blev klar over efter en halv times ørkesløs vandring rundt i byens snørklede og bakkede gader, hvor jeg til sidst blev nødt til at spørge om vej for at finde hotellet, hvis værelser beskrives som ”simpel dekorum” – læs: møblement som stammer fra Dom Manuel II’s tid, den sidste konge af Portugal (han døde i 1932)! Og med den indledning: Velkommen til Globen, hvor vi denne gang sætter fokus på verdens territorier. Nyd sommeren! Og husk nu rigeligt med solcreme! Som man siger på portugisisk: Curta que a vida é curta. ”Nyd hvert øjeblik, for livet er kort.” Verdens territorier ... endelig hjemme Lars-Terje Lysemose, ansvarshavende redaktør GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012 3 Gl ben Indhold De Berejstes Klub Rejsemagasin fra De Berejstes Klub Forsidefoto: Somaliland af Søren Bonde Indsendelse af tekst og billeder: [email protected] Annoncer: [email protected] Tryk: Scanprint, Jens Juuls Vej 2, 8260 Viby J Oplag: 800 ISSN: 1603-1458 Medlemskab/abonnement: www.deberejstesklub.dk Redaktion: Lars-Terje Lysemose Ansv. redaktør Anja Povlsen Grafiker Per Danielsen Scan af billeder Jacob G. Jørgensen Medredaktør Søren Fodgaard Medredaktør Ann Kledal Medredaktør TEMA: VERDENS TERRITORIER Anette Lillevang Kristiansen Medredaktør Per Allan Jensen Korrekturlæser Jytte Kristensen Korrekturlæser 6 Sydgeorgien | Blandt konger og helte 10 Israel & Palæstina | Og sandheden? 16 Somaliland | Afrikansk forbrydercelle og kandidat til Hanne Kofoed Korrekturlæser Christinna Perez- Rebecca Langhorn Merrild Korrekturlæser Korrekturlæser De Berejstes Klub er en upolitisk forening. Alt stof og alle meninger, der kommer til udtryk i bladet, er derfor skribentens synspunkter og deles ikke nødvendigvis af redaktøren eller klubbens øvrige medlemmer. Alle rettigheder til de enkelte artikler og fotografier forbeholdes de respektive forfattere og fotografer, og indholdet må ikke videreformidles eller sælges uden ophavsmandens godkendelse deraf. Unescos verdensarvsliste 19 Hawaii | Den Røde Baron 24 Andamanerne | Fanget i en cyklon 27 Zanzibar | Drømmen som ikke gik i opfyldelse … men så alligevel 30 Caribien | En drøm om øhop udleves 34 Fransk Polynesien | Måske det smukkeste sted på jordkloden? 37 De Kanariske Øer | Mig og Kanarieøerne 40 Réunion | Hell-bourg tur/retur 42 Mustang | Landet ved den yderste grænse 46 Tibet | Rundt om verdens navle, Mount Kailas 52 Juleøen | Fem tips til Flying Fish Cove & ni tips til øen 54 Sankt Helena | Med næstsidste postskib 58 Næste tema | Norden 10 SKRIBENTKONKURRENCE 60 Brasilien | En vild fest i Rio 61 Næste konkurrence | Dengang jeg blaffede … DE BEREJSTES KLUB 3 Leder 63 Bedste bidrag det seneste kvartal 64 Nye medlemmer 65 Bliv abonnent på Globen 65 Kommende medlemsmøder 66 Klubbens kontaktpersoner GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012 5 Blandt konger og helte på Sydgeorgien stykke videre til næste bugt, Strømness. Tidspunkter på denne breddegrad betyder ikke så meget, for på denne tid af året, december, er der næsten lyst hele døgnet. Sydgeorgien er en af verdens mest isolerede øer, beliggende ca. 2.000 km ud fra Sydamerikas sydlige spids i det sydlige Atlanterhav. Isoleret af dette enorme hav, og med sit bjergrige terræn, er det kun muligt at besøge Sydgeorgien med skib. Dyrerig Tekst & fotos: Sisse Skipper Andersen Kongepingvinkolonien. Kærlighed i Fortuna Bay. Jeg var i julen 2009 om bord på Hurtigrutens MV Fram på den ultimative antarktistur, der ud over Den Antarktiske Halvø også omfattede besøg på Falklandsøerne, Sydgeorgien og Sydorkneyøerne. Sydgeorgien havde været min drømmedestination, lige siden jeg første gang læste om Shackletons ubeskrivelige færd ud fra Sydgeorgien i 1914, og om hans og hans mænds umenneskelige overlevelsestur tilbage dertil, der varede halvandet år. Den største menneskelige overlevelsesbedrift blandt de mange opdagelsesrejsende igennem tiderne. En sand helt og eventyrer i mine øjne. Og da han nogle år senere returnerede til Sydgeorgien og Grytviken og døde samme nat af et hjerteanfald, tror jeg, det var skæbnen – han var kommet hjem for at dø. At besøge hans grav på kirkegården i Grytviken var som en pilgrimsrejse og en af de mest følelsesprægede dage i mit liv. 6 Sydgeorgien er dog meget mere end kun historien om Shackleton. Øen har en drabelig norsk hvalfangerhistorie, men har dog i dag genopbygget noget af verdens mest imponerende dyreliv. Fyldt med de majestætiske kongepingviner, store søelefanter, pelssæler og i luften de imponerende albatrosser, et sandt paradis for dyreelskere. Vi havde landgang tre steder på denne fantastiske ø – Fortuna Bay, Strømness og Grytviken. En koloni af kongepingviner Efter to dage til søs fra Stanley på Falklandsøerne stod jeg længselsfuldt oppe på dækket, allerede kl. 4 om morgenen. Som den eneste på dækket så jeg de golde klipper og sneklædte toppe på Sydgeorgien dukke op i morgendisen. Synet gav mig kuldegysninger og længselsglæde. Kunne øen nu leve op til mine høje forventninger, som jeg havde haft i så lang tid? Jeg så de første majestætiske kongepingviner suse forbi i vandet GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012 Grytviken. omkring Fram og pelssæler, der stak hovedet op og bød velkommen. Disen lettede, og den ene enorme gletsjer efter den anden dukkede op, ned ad bjergsiderne langs kysten. Efter morgenmaden om bord på Fram, var vi ankommet til Fortuna Bay, vores første landgang. Her var ingen bebyggelse, men et imponerende dyreliv. I vores turnusorden af landgange var jeg heldig at være i den første gruppe, der blev sat i land i de såkaldte zodiacbåde. Lige så snart man satte foden på landjorden, var man omringet af den ene store pelssæl og søelefant efter den anden. De var store, meget store og kan veje flere tons, så det tog lige lidt tilvænning og overvindelse af frygt at begynde turen et par kilometer op igennem landskabet til en af verdens største kongepingvin- kolonier. Vi gik igennem landskabet omgivet af disse imponerende væsener ganske tæt på. Uhyggeligt at tænke på, at de var meget tæt på total udryddelse under hvalfangerperioden på Sydgeorgien i årene omkring 1912-1931. I dag er bestanden af både pelssæler og søelefanter heldigvis tilbage til normalt niveau. Kun få af os nåede helt frem til kongepingvinkolonien, men sikke en oplevelse for os, der gjorde. 100.000 af disse, verdens næststørste pingvin, stod i en stor klump foran os. Majestætiske gik de rundt med deres fluffede brune, kluntede unger i hælene. Kongepingviner lever med deres partner igennem hele livet, og det var rørende at se disse fugle stå sammen, som var de et menneskeligt kærestepar. Man blev næsten helt euforisk af oplevelsen. At komme så tæt på naturen, og så fjern en natur fra vores hverdag, der for de flestes tilfælde kun vil blive oplevet i et BBC-program i fjernsynet hjemme i sofaen, er ubeskrivelig. Og uden tvivl den største enkeltstående naturoplevelse jeg har haft ude i den store verden. Der er strenge regler for landgang på Sydgeorgien for derigennem at beskytte både flora og fauna. Men den øde isolation af øen gør også sit til at beskytte denne unikke ø. Så vi måtte kun være 100 personer i land ad gangen, og kun skibe med under 500 passagerer må forankre. Dette er ikke et problem på Fram, da der er plads til under 200 passagerer. Frokosten blev indtaget et godt stykke hen på eftermiddagen, da vi igen lettede anker og sejlede det korte spøgelsesby Strømness lå som en spøgelsesby i bunden af bugten, kun beboet af søelefanter og pelssæler samt både konge- og æselpingviner. Strømness blev bygget i 1912 og fungerede som en norsk hvalfangerstation frem til 1931. Bygningerne ligger der stadig, men skilte forkynder ingen adgang til området af fare for asbest og nedstyrtninger i de hundrede år gamle bygninger. Et skilt, dyrelivet dog ikke overholder. Dyrene så ud til at stortrives i dette menneskeskabte forladte miljø: At se pelssæleunger lege og gå på line på gammelt rustent metal og se dem putte sig i læ i gamle rustne skibsskruer, var et mærkværdigt syn, men noget de har været vant til igennem generationer, og det så ud som om, det var det naturligste i verden for dem. Men underligt for os at se dyrene leve så vel og godt iblandt de menneskeskabte ting og bygninger, der var blevet bygget for at dræbe netop de selv samme dyr i sidste århundrede. Det var her i Strømness, at Shackleton og hans to mænd kom forhutlede ned ad bjergskråningerne tilbage i 1916 og bankede på døren til hvalfangerdirektørens hjem, og forklarede hvem de var efter at have været opgivet af omverdenen i over et år. Reaktionen var overvældende på øen, og den langvarige undsætning af resten af Shackletons mænd på Elefantøen blev igangsat. En undsætning der lykkedes, og samtlige mænd overlevede mirakuløst. Hen under aften gik det atter videre langs kysten, og først på natten lagde vi anker ud for et af verdens smukkeste steder, Grytviken. Skål ved en gravsten Da jeg tidlig morgen gik fra kahytten og op på dækket, var de følelsesprægede tårer allerede på vej i øjnene. Jeg vidste, at dette ville blive en dag, jeg ville huske resten af mine dage. Da jeg kom op lå den lille velrestaurerede hvalfangerby Grytviken smukt beliggende for foden af et kæmpebjerg i bunden af den lille bugt. Grytviken fungerede som norsk hvalfangerstation fra 1904 og helt frem til 1966. I dag restaureret og det eneste GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012 7 Parfoto i Fortuna Bay. Sir Ernest Shackleton Sir Ernest Shackleton, britisk polarforsker, født i Irland i 1874 og død i Grytviken, Sydgeorgien, i 1922. Shackleton opnåede på sine fire polarekspeditioner aldrig målet for nogen af dem. Men på den tredje ekspedition, som havde til formål at krydse det antarktiske kontinent, opnåede han den menneskelige anerkendelse, han stadig i dag er berømt for. Shackleton og hans mænd forlod Sydgeorgien om bord på skibet Endurance i slutningen af 1914. Ikke lang tid senere satte Endurance sig fast i pakisen i Wedellhavet. Der drev de så rundt i pakisen, indtil skibet til sidst bukkede under for isens kræfter. Efterladt i den antarktiske vinter med kun tre redningsbåde stod de nu på den kolde pakis, uden håb om nogensinde at blive reddet i live. Shackletons lederskab og drivkraft bragte dem dog frem til åbent hav og til en dramatisk sejltur til den isolerede og ugæstfri Elefantø. Det var fast grund, men ikke et sted nogen ville lede efter dem, eller hvor de på lang sigt kunne overleve. Shackleton og fem af hans mænd sejlede derfor desperat ud i den største af disse både, James Caird, for at have den mindste lille chance for overlevelse. Udmattede og frygtløse begav de sig ud på åbent hav, og mirakuløst ramte de som planlagt Sydgeorgien. Uheldigvis på den ubeboede side af øen. Øen var aldrig tidligere blevet krydset, men Shackleton og to af mændene gjorde det umenneskelige og nåede målet på den anden side af øen – civilisation og overlevelse. Inden redningen af mændene, der var blevet efterladt på Elefantøen, kom der til at gå næsten yderligere fire måneder, hvor Shackleton kunne konstatere, at alle mænd – næsten utænkeligt – havde overlevet. Næsten to år skulle der gå, efter de først var sejlet ud fra Sydgeorgien, til alle mænd igen var i sikkerhed. 8 GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012 sted på Sydgeorgien, hvor der bor mennesker. 18 britiske regerings- og videnskabsmænd bor her i den lille nyopførte bosættelse King Edward Point om sommeren, og kun ni personer overvintrer her. Som vi lå forankret midt i den lille bugt, så jeg ude til venstre, lidt oppe på en skråning, en lille indhegnet kirkegård. Her ligger et par håndfulde hvalfangere under hvert sit hvide kors. Og som man kunne se helt ude fra bugten, under den eneste høje sten, Sir Ernest Shackleton. Jeg stod her med tårerne pressende for øjnene og tænkte på disse umenneskelige oplevelser, han og hans mænd havde været ude for, og om hans store egenskaber som leder, og hvordan han mirakuløst fik alle sine mænd hjem i live. Imens jeg stod der, blev den første zodiac sat i vandet med landgang lige for foden af kirkegården. Første mand i land var en af Frams specialister, en amerikansk historiker ved navn Jim. Han havde dagen i forvejen holdt et følelsesladet foredrag for passagererne om bord på Fram om Schackletons enestående bedrifter. Meget symbolsk gik han ene mand op og ind på kirkegården og faldt på knæ og sendte sin respekt og hilsen til selv samme Shackleton for foden af hans gravmæle. Fra første til sidste passager besøgte gravmælet, forlod Jim ikke sin vogtende plads ved siden af Shackletons grav. Solen skinnede, og kirkegården lå omringet af store pelssælehanner, der lignede vogtende hunde af netop denne gravplads. Jeg var på denne tur sammen med mine forældre, og gik ind på kirkegården sammen med min far. Shackleton havde været glad for cognac og whisky, og der er tradition for, at de, der besøger hans gravsten, deler netop en af disse drikke med ham, samt klapper stenen tre gange. Så der stod jeg med min far på hver vores side af gravstenen og delte en lille flaske cognac med Shackleton og klappede hans gravsten. Min far mente, at gravstedet fik lige rigeligt af de dyrebare gode dråber. Men for os begge var det et bevægende øjeblik, og jeg fik for eneste gang i mit liv følelsen af, at dette var et godt sted at dø. Stilheden, den storslåede natur, isolationen og den enestående historie, var overvældende. Vi forlod kirkegården og gik ind imod Grytviken, besøgte den velbevarede norske trækirke, hvor vores kaptajn viede et tysk par. Underligt at være så langt hjemmefra og så se altertavlens skrift stå på norsk. I den tidligere hvalfangerdirektørs hus ligger der i dag et imponerende museum, der indeholder både øens hvalfangerhistorie og selvfølgelig Shackletons. Museets lille butik indeholdt for os Shackleton-beundrere et imponerende udvalg af memorialer til at dyrke vores idol-hyldest. Ved siden af museet, i et lille skur, var en tro kopi af Shackletons båd, James Caird. Når man ser størrelsen af båden, fatter man endnu mindre, hvordan de kunne overleve og navigere den 16 dage lange tur fra Elefantøen i et af verdens mest farlige og stormfyldte farvande. Tiden var kommet, hvor vi skulle bevæge os fra denne enestående ø, en tur, der ligesom Shackletons, gik sydpå. Sydpå til nye eventyr på Sydorkney, Elefantøen og det antarktiske kontinent. Jeg stod tilfreds på dækket og så under en fantastisk fuldmåne, Sydgeorgiens vilde uberørte bjerge forsvinde i horisonten. Sydgeorgien Siden 1775 britisk territorium i det sydlige Atlanterhav, også kendt som South Georgia eller Georgias del Sur på spansk. Øen blev lejet ud til norske hvalfangere fra 1904 og frem til 1966. Argentina gør fortsat territorialt krav på øen, som var kortvarigt besat under Falklandskrigen i 1982. I dag kun beboet af 38 udsendte britiske videnskabs- og regeringsmænd i sommerhalvåret og kun meget få i vinterhalvåret. Øen har i dag verdens største bestand af både kongepingviner og pelssæler og besøges af færre end 2.000 turister årligt, de fleste på krydstogtskibe. De selskaber, der laver ture til Sydgeorgien, er primært norske Hurtigruten og amerikanske Quark Expeditions, begge med kun få afgange om året. Priser ligger fra ca. 50.000 kr. og opefter. Turene begynder fra Argentina. Pelssælunge der leger ved Grytviken. Tre store søelefanthunner, der daser ved Strømness. Hvalfangerbåden Petral i Grytviken. GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012 9 Israel, Palæstina – og sandheden? Et par steder på vores rute møder vi monumenter for den relativt unge nations kampe for at opretholde sin status som fri og selvstændig nation. Udrangerede, men nymalede, kampvogne som hyldest til tappert kæmpende soldater står på et podium ved vejsiden. Et andet sted er noget, der ligner en mindesten, rejst med et espalier af israelske flag foran sig ned mod vejen. Det er ikke nationaldag i Israel … Men bevidstheden om nationalstaten og dens symboler, ærefrygten omkring dens forsvar, og den nationale stolthed lyser ud af omgivelserne flere steder. På en måde som en fladfodet dansker ikke helt er vant til at se på hjemlige breddegrader. Det er med til at skabe den meget særlige stemning, som vi på den næste uges færd gennem Jerusalem og Vestbredden vil komme til at opleve: Den nationale selvbevidsthed hos de folk, vi møder på begge sider af grænsen. De religiøse opfattelser og de kulturelle baggrunde. 10 Tekst & fotos: Bjarne Nigaard ”Gad vide, om det er deres nationaldag?” funderer min kone Nanna ved siden af mig på passagersædet. Vi er for et par timer siden landet i Tel Avivs lufthavn, og er, efter at have fundet vej til vores lejede bil, og have pakket kufferter, klapvogn og barnesæde til vores treårige datter Sidsel ind i det lille blå køretøj, på vej ad motorvejen mod ”Den hellige Stad” – den delte by Jerusalem. Fra hver en lygtepæl og hvert et vejskilt langs motorvejen vajer det israelske flag med sine blå farver og sin davidsstjerne. Sidsel ved Grædemuren. Virvaret foran Grædemuren. Til højre tunnelen op til Tempelbjerget. Sikkerhedsmuren. Forskelligheder, der ikke kun skaber konstruktive nuancer i den sammenhæng, vi befinder os i. Men divergenser, der er med til at definere en konflikt så dybfølt, at vi flere gange mærkede det, som om man bogstaveligt kunne skære den tykthængende intensitet, hadet og mistroen ud af luften omkring os. D en delte by J erusalem Vi skal bl.a. besøge min kones gymnasieveninde, der på grund af sin jødiske tro har besluttet at skifte det grå GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012 Danmark ud med Israel. Hun bor alene i en mindre treværelses lejlighed, ca. 10 minutters gang fra det gamle centrum i Jerusalem, og gæstfrit har hun inviteret os til at bo hos hende i de dage, vi skal tilbringe i Jerusalem, inden vores færd fortsætter til Det Døde Hav og retur med nogle dage i Tel Aviv. Hun arbejder for det israelske luftfartsselskab El Al, og ud over at hun tydeligvis derfor rejser en del, kan man i lejligheden også se, at hun er tilhænger af fodboldklubben Arsenal. Der hænger i stuen et par vimpler og et halstørklæde GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012 11 Bazar i Betlehem. med logo og farver tilhørende ”The Gunners”. Vi skal bare føle os hjemme, forklarer hun, men vi skal dog lige huske, at der er to slags bestik og køkkengrej i køkkenet, og at køleskabet og diverse køkkenskabe er opdelt, så der ikke sker en sammenblanding af de ting, der i jødedommen opfattes som rene, og de ting der opfattes som urene. Heldigvis for mig har de to typer bestik hver sin farve, så der er håb om, at jeg vil kunne klare denne for mig ellers ukendte udfordring i et køkken med ikke at bruge samme kniv til smør som til kødpålæg … At besøge den gamle bydel i Jerusalem er en selvfølgelighed, når man er kommet så langt. Selv om den gamle by inden for sine mure er opdelt i fire ret forskellige og nogle steder kontrolleret adskilte zoner, så er det muligt nogenlunde ubesværet at bevæge sig omkring langt de fleste steder. Man skal bare være villig til at anerkende den præmis, der hedder, at religionen er omdrejningspunktet for stort set alt inde bag de gamle fæstningsmure. Hvor end man går i de snævre gyder og små gader, konfronteres man 12 med religiøse symboler. Folk er klædt, så man kan se, hvilken tro de tilhører, og på den måde er det tydeligt, at området er en religiøs krudttønde, hvor de forkerte signaler vil blive taget meget ilde op. Børn på tre-fire år, der er klædt som ortodokse jøder. En familiefar, der er ude at få en is med sin ca. femårige datter, iført både sin kalot og sin pistol i sit bælte. Nonner og munke, præster i gående kortege, med vuggende høje hatte strittende op over menneskemylderet. Koner svøbt i deres klædninger og tørklæder foran ansigterne. Kors, stjerner og halvmåner på næsten alle bygninger eller døre. Både palæstinensere og israelere holder fast i, at netop Jerusalem er deres hovedstad. Og sværger, at det er et krav, de aldrig vil opgive. Østjerusalem er en del af det selvstyrende palæstinensiske område på Vestbredden, men israelerne har forbudt dem at benytte byen til centraladministration. Denne findes i stedet i Ramallah. G r ædemuren og Tempelbjerget I den jødiske del af den gamle by finder vi vej hen til Grædemuren. Nu om dage GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012 skal man igennem et sikkerhedstjek, der svarer til en lufthavns ditto, med metaldetektor og gennemlysning, før man bliver lukket ind på pladsen foran muren. Det sværmer med mennesker, der for langt de flestes tilfælde er enten turister som os, sikkerhedsfolk, eller troende jøder af den slags med kalot eller ortodoks hat, lange sorte jakker, stort skæg og fletninger i bakkenbarterne. Turisterne følger nysgerrigt med i de ritualer, som de troende jøder udfører foran og ved Grædemuren, mens sikkerhedsfolkene vogter det hele. Helt tæt på muren kommer man kun via en kønsopdelt afdeling, hvor man i øvrigt skal iføre sig en obligatorisk hovedbeklædning. Til formålet kan man låne det, der mest af alt ligner de hæklede mellemlægsservietter, jeg kan huske fra tallerkenerne i forsamlingshusene til min barndoms familiefester i Jylland. Horder af messende og bedende jøder mikses med fotograferende og filmende turister i diverse grupper. Oven over muren kan man se den gyldne kuppel på Bjergmoskeen, og spirene på Al Aqsa-moskeen, begge beliggende på det nu muslimsk kontrollerede Tempelbjerg i den muslimske del af den gamle by. Vi vandrer ud fra området ved Grædemuren, rundt om bymuren, og ind igen i den muslimske del. Da vi kommer til en træport ind til Tempelbjerget, stoppes vi af to tungt bevæbnede soldater fra den israelske hær. Siden år 2000, da den højreorienterede politiker og senere premierminister Ariel Sharon holdt en for palæstinenserne provokerende tale foran moskeen, der udløste Den Anden Intifada i Østjerusalem og på Vestbredden, har denne del af den gamle by været lukket af for den brede offentlighed og for turisterne. Der er kun adgang til bjerget via tidsbestemte officielle guidede ture gennem en spærret trætunnel fra området ved Grædemuren – sammen med bevæbnede vagter! ”Sorry ,” forklarer den ene soldat på et i øvrigt nydeligt engelsk. ”The area is restricted for Muslims only.” Hvordan han mener at kunne afgøre, at vi så ikke er muslimer, undlader vi at tage den principielle drøftelse med ham om. Hans kammerat og han ser ikke ud til at være modtagelige for en debat om, at religion ikke kun behøver at blive udøvet synligt, men kan nøjes med at være en indre tro. I stedet spørger jeg om lov til gennem den snævre, gamle træport at tage et foto af moskeen. Det får jeg allernådigst lov til. Da jeg træder de to-tre meter frem og kigger ud gennem porten, kan jeg se, at der inden for på området sidder en mørkklædt herre med solbriller og en pistol på bænken tæt på porten. Aha, tænker jeg. Det må være den palæstinensiske del af bevogtningen … Jeg fumler med mit kamera og sætter min ene fod op på portens dørtærskel for at få det bedst mulige udsyn til moskeen. ”Stop!” lyder det højt og meget bestemt fra den israelske hærs vagter bag mig. Sikkerheden er ikke noget, man spøger med eller gradbøjer på disse breddegrader … Men jeg fik taget mit foto, og vi lister videre ad Via Dolorosa ned mod den kristne del af den gamle by A chtung ! S ie West -B erlin verl assen jetzt På vores køleskab hjemme i Danmark har vi en magnet hængende, der forestiller et skilt fra det hedengangne checkpoint Charlie i Berlin. ”ACHTUNG! Sie verlassen jetzt WestBerlin”, står der på den … Magneten dukker op i min hukommelse, da vi dagen efter kører frem mod en israelsk og FN-bevogtet kontrolpost. Pigtråd, vejspærringer, bevæbnede vagter med forskelligt tilhørsforhold, advarselsskilte, bombehunde og bagagerumskontrol møder os, da vi triller frem mod den imaginære grænseovergang, der tjener til at opdele den ene del af nationen Israel med en anden, men ikke af alle nationer anerkendt, del af Israel. Vi har, meget imod vores værtindes anbefalinger, besluttet os for at køre ind på Vestbredden. Foran os tårner det såkaldte sikkerhedshegn sig op. Det fysiske og kolde symbol på adskillelsen af en befolkningsgruppe fra en anden. En berlinmur, med vagttårne, bevæbnet overvågning og sikkerhedszoner. ”Jeg troede, menneskeheden lærte at droppe den slags, da vi rev den første berlinmur ned,” siger jeg til Nanna. Hun minder mig om, hvad vores værtinde fortalte ved aftensmaden i går. At israelerne betragter muren som deres garanti for sikkerhed mod terror. At sikkerhedshegnet, med sine 500 km lange, meterhøje betonværn, maskingeværer og overvågningsprojektører, der lukker det palæstinensiske område hermetisk inde, siden det blev påbegyndt, har sørget for, at palæstinensiske selvmordsbombere og fanatiske galninge med morderiske planer, er blevet holdt væk fra det jødiske Israel. Og at sikkerhedshegnet dermed er det eneste rigtige for at skabe tryghed for jøderne i deres eget land. Et land, som palæstinenserne også mener er deres … Efter at have vist pas, fået tjekket bilen for bagage, og svaret på spørgsmål om formålet med vores tur ind på Vestbredden, triller den lille, blå lejebil endelig ud på den anden side af muren. Sceneriet er med ét forandret. Slidt og brugt byggeri. Støvede og hullede veje. Ind mellem de oftest ret falmede huse findes et enkelt eller to monstrøse bygninger, indhyllet i pigtråd, lukkede porte og skilderhuse med private vagter. Palæstina Yussef Vi kører mod Betlehem, som er den nærmeste større by på Vestbredden uden for Østjerusalem. Vi er dog ikke nået langt ad den hullede vej, før en modkørende taxi blinker insisterende til os, og chaufføren vinkende får os til at rulle vinduet ned for en snak. Han hedder Yussef, og han forklarer på et dueligt engelsk, at han synes, vi skal lade bilen blive stående henne om hjørnet ved hans brors butik. Så skal han nok for ”en god pris” køre rundt med os. Det er bedst for vores og bilens sikkerhed, smiler han. Tanken om buler i den lejede bil, sammenholdt med de tydeligvis ikke alt for ordnede forhold med vejene, og deraf sikkert heller ikke vejkortene og skiltningen, får os til at sige ja tak til den smilende taxichaufførs tilbud. Yussef fortæller os om forholdende på Vestbredden set gennem hans briller, mens vi kører af sted ind mod Betlehems centrum, hvor vi gerne vil se Fødselskirken, men også opleve stemningen i en palæstinensisk by. Skolesystemet er tvivlsomt, arbejdsløsheden er tårnhøj, økonomien generelt er ringe, og de palæstinensiske myndigheder er kendt for korruption. Det er bl.a. derfor, vi skal køre med Yussef, forklarer han. Det palæstinensiske politi tager det nærmest som en obligatorisk pligt at standse biler med israelske nummerplader og sørge Det palæstinensiske selvstyre blev oprettet i 1994 og styrer formelt det meste af Vestbredden og Gazastriben og har observatørstatus i FN. Indbyggertallet var i 2008 på 4,1 millioner. Til sammenligning bor der 5,4 millioner jøder i Israel. Sikkerhedsmuren og vagttårn. GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012 13 for at lade føreren betale en klækkelig bøde for diverse opfundne forseelser. Betlehem lever op til forventningerne: Summende af liv i snævre gader med bazarer og tæppehandlere, levende kyllinger til salg i papkasser, og shawarmaduft i luften, blandet med krydderier og te. Overalt er folk venlige og imødekommende, måske lidt ekstra fordi vi har en smilende lyshåret treårig pige med blå øjne og en lokal taxichauffør som guide med os. Vi får overstået det obligatoriske besøg til Fødselskirken, mens Yussef køber is til os alle, som vi efterfølgende nyder på en bænk på torvet foran kirken. Vi lægger planer for resten af dagen og beslutter os for at tage hen til en gammel fæstning, Herodion, hvis mure man stadig kan se, og som ligger højt over landskabet, så man kan få et blik ud over Vestbredden. Verdens Palæstinensiske huse på Vestbredden. stør ste fængsel Vi kører fra Betlehems centrum ad smalle gader ud af byen. Cyklende skolebørn i vejsiden stopper op og kigger på os, når taxien passerer. De smiler og vinker, når de får øje på os, og sætter efter taxien, så godt de har lært. Yussef smiler også stadig. Han fortæller om skolesystemet. Hvordan en lærerløn er alt for lav, og samtidig betyder, at man formelt er ansat af selvstyret. Og derfor formenes adgang til Israel af sikkerhedsmæssige grunde. De, der har valgt at gøre deres samfund en tjeneste ved at blive lærere, arbejde på palæstinensisk sygehus, eller i det palæstinensiske politi, må ikke passere sikkerhedshegnet. Og da grænserne den anden vej, til Jordan, er fuldstændig lukkede, så betyder det i realiteten, at man er stavnsbundet til Vestbredden. Det er en af grundene til, at Vestbredden, men især Gaza, den anden palæstinensiske enklave mod syd, kaldes for verdens største fængsel. Da vi nævner ordet fængsel, fortæller Yussef videre, om at stort set alle, han kender, har prøvet at være fængslet af israelerne. Eller siddet ”administrativt forvaret”, som det hedder formelt. Yussef forsikrer os om, at han nu er en stille og rolig fyr, men for 10 år siden var han med til at kaste med sten og sætte ild til containere. Som alle andre unge drenge på Vestbredden, forklarer han. Pudsigt nok passerer vi samtidig med Yussefs fortælling om sin 14 Israelsk checkpoint på vejen ud af Vestjerusalem. Østjerusalem set fra Vestjerusalem. Man kan ane sikkerhedshegnet på bakketoppen i baggrunden. ungdomstid en stærkt bevogtet og barrikaderet israelsk militærlejr. Som små isolerede øer ligger der enkelte af disse forskellige steder på Vestbredden. Og denne her ligger for foden af bakken, hvor vi skal besøge Herodion. Bombesikrede køretøjer, vagttårne og pigtråd. Få hundrede meter længere henne ad den støvede vej ligger faldefærdige huse med bliktag og interimistiske døre og vinduer, hvor hundene gør per automatik, når vi passerer i bil, mens en stedlig beboer kun halvvejs registrerer os bag sit slør, mens hun hænger sit spraglede vasketøj op på snorene foran huset. ”H er er alle …” jo egentlig pl ads til Ruinerne af Herodion er sikkert vældigt interessante for en arkæolog. Men for os er udsigten fra bakketoppen mere interessant. På den ene side kan vi, så langt øjet rækker, skue ud over GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012 den judæiske ørken. Man fornemmer, hvordan Det Døde Hav afgrænser ørkenen længst borte. På den anden side fornemmer man Hebron på de højeste områder længst borte, men nærmere os kan vi se en række nye og indhegnede bebyggelser på den næste bakketop. ”Det er en bosættelse,” forklarer Yussef. ”Dem har vi alt for mange af.” For første gang aner man, at hans smil ikke er klistret på ansigtet, men kan erstattes af mere alvorlige miner. ”Det er ikke så meget det, at de er her,” siger han alvorligt. ”Her er jo egentlig plads nok til os alle. Men det er, fordi de mener og agerer efter, at alle vi andre skal bo og leve og gøre præcis ligesom dem …” Yussef rammer plet i sin analyse. Vi er i et område, hvor alle parter mener at besidde den ultimative og eneste sandhed. Og at give slip på denne sandhed er at give slip på alt. Derfor slås man, helt bogstaveligt, med sit liv som indsats, for den sandhed, der er den eneste … Hvem, der har ret, afgøres i øjeblikket af, hvem der har råstyrken til at få ret. Israelerne har fx indlemmet bosættelsen Ma’ale Adumim i den israelske del af Jerusalem og ladet sikkerhedshegnet slå et knæk rundt om denne bosættelse, der ellers geografisk ligger i Østjerusalem og dermed på det palæstinensiske territorium. Så længe der er ekstremer, uanset retning, så får det her aldrig ende, tænker jeg, mens vi i tavshed stirrer ud over landskabet og den ekstreme virkelighed, missende med øjnene for at undgå solen og det blæsende ørkensand, der blæser os i møde oppe på bakketoppen. Det er blevet tid til en sen frokost, og Yussef kender lige det helt rigtige sted. Vi kører tilbage til Betlehems summende liv og finder i en gyde en temmelig lokal shawarmarestaurant. Yussef kender tydeligvis ejeren, for der er knus og kindkys til velkomst. På væggen i restauranten hænger Jordans konge og skuer ud over sceneriet af slidte barstole og metalborde. På vejen har jeg hævet kontanter i en bankautomat. Det er ikke israelske, men jordanske penge jeg får. Restaurantejeren disker op med en skøn variation af lokale delikatesser, og selvom vi sikkert får lov til at betale langt over standardpris, den ”gode” pris som Yussef aftaler med ejeren og sikkert får en andel af, så gør det ikke noget. Det er hele oplevelsen værd at være på Vestbredden. Vi tager os tid til at fortabe os i de snørklede gader med de små lokale butikker endnu engang, mens Yussef får en kop te og ryger vandpibe på en lokal beværtning. Jeg finder noget så kuriøst som en palæstinensisk brygget øl, og køber tre flasker med mig, mens Sidsel for firsindstyvende gang overdænges med tilbud om chokolade, slikkepinde og skumfiduser fra de beærede butiksejere, og Nanna forsøger pænt at sige nej tak til et hæklet sjal i pangfarver. H ønser iet Yussef kører os tilbage til vores lejede bil, der uden en skramme står foran hans brors souvenirbutik. Det er oplagt, at vi selvfølgelig også skal handle dér, inden vi begiver os tilbage mod den israelske del af Jerusalem. Heller ikke her foregår købet af to trææsker og en køleskabsmagnet med israelske penge, men på MasterCard og i amerikanske dollar. ”Det er den bedste valuta for mig,” forklarer Yussefs bror. For anden gang den dag forlader Yussefs smil hans ansigt, da vi skal blive enige om ”den gode pris”, han skal have for at have kørt rundt med os hele dagen. Men krokodilletårer til trods får vi dog lov til at slippe væk med vores bil, og i bakspejlet kan jeg se, at Yussef smiler igen, da han giver sin bror hånden på trappen foran butikken … Vi skal tilbage gennem sikkerhedshegnet. Nanna bliver kommanderet ud af bilen, og kun chaufføren må egentlig føre bilen tilbage gennem de mange checkpoints ind til Vestjerusalem. Men også her virker det fint at være tre år, lyshåret, smilende og have blå øjne, så Sidsel får helt imod vanlig procedure lov til at blive sammen med mig i bilen. Nanna sendes til fods gennem en bygning, der mest af alt ligner et hønseri: Industrielt udseende, kolde vægge og fladt tag, ingen vinduer. Efter en halv times tid er Sidsel og jeg kommet med bilen gennem sikkerhedshegnet. Vi holder ind på en p-plads lige inde i Vestjerusalem, stiller bilen, og går hen til udgangen af ”hønseriet”. Vi venter. Længe … Da vi har stået der i yderligere en halv time, dukker Nanna endelig op. Hendes begejstring er tydeligvis til at overse … ”Det tætteste, jeg kom på et levende menneske, ud over dem man står i køer med, var hænderne på en vagt, der stak dem ud for at modtage mit pas gennem en lille sprække,” skumler hun. Via højttalere kommanderes man til at få gennemlyst sine ejendele, at gå gennem metaldetektorer, og man bliver udspurgt om baggrund og hensigt. Hele stedet emmer af kulde og distance, fortæller hun videre. Mens vi står der og fordøjer indtryk fra dagen, kan vi se den ene minibus efter den anden læsse små grupper af palæstinensere af foran ”hønseriet”. De har været på arbejde inde i Vestjerusalem hele dagen og skal nu hjem til Vestbredden og må derfor passere sikkerhedstjekkene. De løber om kap fra minibussen hen til køen for at komme igennem sikkerhedstjekket. At blive nr. 1 frem for nr. 5 i køen kan betyde en forskel på halve timer sammen med familien derhjemme … Vi kører hjem til vores værtinde og forsikrer hende om, at vi har haft en god dag. Da jeg om aftenen nyder en palæstinensisk øl på terrassen, efter at vi har været på restaurant i Jerusalems nye forlystelsesbydel, oprettet langt fra grænsen mod Østjerusalem for at undgå terror, og med sikkerhedsvagter foran hver en indgang, filosoferer jeg over, om der overhovedet er en sandhed i denne verden? Eller om menneskeheden lever på en permanent løgn? Jeg beslutter mig for, sammen med den sidste tår af den i øvrigt glimrende øl, at der stadig må være en sandhed at kæmpe for. En sandhed om at tro på mangfoldighed og tolerance. GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012 15 Afrikansk forbrydercelle og kandidat til Unescos verdensarvsliste Jeg er på vej til et land, som ikke eksisterer. Ikke officielt i hvert fald. Selvom løsrivelsen skete for 20 år siden, og landet både har egen regering, politimyndighed og valuta, anerkendes det stadig ikke af resten af verden. Jeg er nysgerrig efter at finde ud af, hvordan der er sådan et sted. 16 GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012 Tekst & fotos: Søren Bonde Genert, men også nysgerrig. ”Bare stik mig seks bundter af de blå …” Las Geel – velbevarede hulemalerier fra stenalderen. Flyet, jeg sidder i, tilhører Jubba Airways – ”The happy way to fly” prøver de at sælge sig på. Enhver form for markedsføring virker nu overflødig, da Jubba primært flyver til somaliske destinationer. Prisen er lav. Men det er komforten så også i de over 50 år gamle propelfly. Flyet stinker, som om det aldrig har været rengjort. Det gør det ikke bedre, at Jubba af en eller anden grund vælger først at stuve passagererne om bord for derefter at laste al bagagen. I ro og mag. Mit sæde kan ikke rettes op, og sikkerhedsselen er urokkeligt fastlåst til størrelse XXL. Men set fra den positive side kan sæderne klappes sammen, så jeg følger min sidemands eksempel og slænger benene op på det tomme sæde foran mig. Så er der benplads. Der er også servering om bord. Oven i købet inden afgang – en flaske lunkent vand stukket i hånden, mens flyet ruller ud ad landingsbanen. Der er ikke andre blegansigter om bord, og det overrasker mig ikke det mindste. Jeg synker tilbage i sædet mellem to fjedre og glæder mig til eventyret, som venter forude. absurd lav kurs. Det viser sig nu at være en fordel. Jeg har nemlig svært ved at finde plads til de tre-fire tykke bundter shilling, som de 50 USD omregnes til. 500 shilling er den største værdi, som trykkes. Det svarer til 50 øre. Det siger sig selv, at alle større transaktioner foregår i USD. Jeg leger med tanken om at veksle 1.000 USD. Bare for sjov. M atadorpenge Efter 45 minutter lander vi i Somalilands hovedstad Hargeisa. Ved indrejse tvinges man til at veksle 50 USD til en ”H er er sikkert nok ” Ude på parkeringspladsen tilbyder en fyr med bil at køre mig ind til byen for 20 USD. Vi bliver enige om, at 10 må være nok. Instrumentbrættet er beklædt med fjerboaer og tingeltangel i en sådan grad, at man knap kan se ud af forruden. Jeg skæver forgæves efter en sikkerhedssele. Han kører mig til Hadhwanaag Hotel. Det er et logi, som i de fleste andre lande ville passe bedre i kategorien guesthouse. Små, enkle rum gemmer sig bag træerne i den fine gårdhave. Ejeren, Hassan, byder mig varmt velkommen, og på et forbavsende godt engelsk fortæller han stolt, at han netop er hjemvendt fra Hajj, altså pilgrimsrejse til Mekka. For anden gang. ”Første gang var for min mors skyld. Men jeg følte, at jeg også skulle gøre det bare for min egen skyld. Anden gang fandt jeg min indre ro,” fortæller Hassan. ”Det gjorde jeg ikke, da min mor var med.” Jeg skifter emne og spørger lidt til situationen i landet. ”Du kan trygt rejse i Somaliland,” siger han med påtaget overbevisning i stemmen. ”Her er sikkert nok. Men du skal have en eskorte med dig, når du forlader Hargeisa. En soldat.” Morsomt. Det betragtes med andre ord som sikkert, når man kan nøjes med én soldat. Jeg opfatter det som, at risikoen for kidnapning er til stede, om end mindre end i Mogadishu. Det er nok en god ide at kigge sig en ekstra gang over skulderen. Et sønderbombet tur istminister ium Små 60 km uden for Hargeisa på vejen til byen Berbera ligger Somalilands eneste store seværdighed: Las Geel er en samling grotter med imponerende vægmalerier fra stenalderen i en overraskende god stand. Gennem Hassan får jeg arrangeret en bil med chauffør. For at besøge Las Geel skal man have skriftlig tilladelse fra Turistministeriet. Sådan et har Somaliland nemlig også. Det ligger i en bygning, som giver indtryk af kun med nød og næppe at have overlevet bombardementerne. Skudhullerne i væggene står i slående kontrast til den varme velkomst, som turistchefen giver mig på sit ydmyge kontor. Ganske vist på fransk, som jeg ikke mestrer. Men hans assistent er så venlig at oversætte det til en slags engelsk. Tilladelsen koster 20 USD og soldaten 15 per dag. De penge er uden tvivl godt givet ud, så jeg sætter min underskrift på dokumentet. En noget falmet plakat er klæbet fast på den nøgne væg med et par stykker tape og truer med at skvatte ned, hvad øjeblik det skal være. Den viser billeder af Somalilands turistattraktioner: Nogle stenblokke på en mark (”Old, ruined town”), nogle vigtige mænd i jakke og slips (”Congress”) og en bygning, som tidligere var hvid, men nu er svært grafittibefængt (”Bakery in Berbera”). Det største billede er et luftfoto af sønderbombede Hargeisa. Nåja, og så lige et par små billeder fra Las Geel. Jeg er heldigvis ikke kommet til Somaliland for seværdighederne skyld, men snarere for at møde befolkningen og indsnuse atmosfæren. Men Las Geel skulle være et besøg værd – i hvert fald ifølge Unesco, som gerne ville beskytte området, hvis Somaliland en dag skulle blive internationalt anerkendt som et selvstændigt land. M ichael J ack son og mobiltelefoner Med dokument i hånden og ledsaget af en soldat med Kalashnikov sætter vi kurs mod hulerne. Min chauffør, Osman, kører gennem Hargeisas kvarterer, som alle mere eller mindre ligner hinanden. Byen blev næsten jævnet med jorden under borgerkrigen, så det er ikke skønhed, der møder øjet. Men det er fantastisk at se, hvordan byen har rejst sig takket være de initiativrige indbyggere. Jeg forundres endnu engang over, hvor opfindsomme mennesker kan blive, når nøden tvinger dem. Huse bygges af hvad som helst, og her går intet skrammel til spilde, før det vitterligt ikke kan genbruges længere. Stemningen er herlig kaotisk, og mine sanser bombarderes af indtryk; en flok geder æder affald midt på gaden, nogle kvinder slæber store, gule vanddunke hjem fra brønden, massevis af folk bare sidder og laver ingenting – men ikke en eneste turist. Michael Jacksons ”Bad” strømmer frit fra taxaens kassettebånd; en mobiltelefon ringer og overdøves af højttalerbøn fra en moské. På vej ud GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012 17 af byen standser vi adskillige gange, indtil Osman og soldaten endelig finder, hvad de søger. Selvtilfredse stiger de ind i bilen med en dusk grønne blade på stilke. ”Me, Said”, siger soldaten og peger på sig selv, og så er vi omsider præsenteret. ”Khat!” fortsætter han og peger begejstret på dusken i sin hånd. ”You want?” Jeg viser min velvilje og smager forsigtigt på varerne. Bladene er ekstremt bitre. ”Local alcohol” griner Osman bredt og viser mig dermed sine sorte tænder. ”Good!” samtykker Said. Jeg er uenig og ville uden tøven have taget en bajer, havde jeg haft valget. Men de to har allerede munden fuld. I stilhed beder jeg til, at de ikke bliver helt sanseløse, når bladene om et par timer har gjort deres indvirkning. Inshallah – om Gud vil. En ged formilder D jævelen Vi passerer adskillige kontrolposter undervejs. Så snart min lejesoldat ruller ruden ned, går bommen op. Vejen har flere huller end Osmans sorte tænder, men han udviser stor dygtighed i at navigere udenom de værste. Det er ingen let opgave, og lange strækninger tilbagelægges i hektisk slalomkørsel og ballet på fire hjul. Vi stopper stadig med jævne mellemrum. Mest for at sikre os, at venstre baghjul nu også følger med. Det gør det tilsyneladende kun, når det får et velrettet spark ind imellem. Det er kun bilens kritiske dele, som stadig virker. Ellers er næsten alt, hvad der kan gå i stykker, gået i stykker eller er borte. Forruden er fint marmoreret efter utallige stenslag, men heldigvis kan sideruden stadig rulles ned, så man kan se ud. Dørene kan ikke lukke helt, og radioen skifter kanal, hver gang vi rammer et hul i vejen. Selv bilens vigtigste komponent, hornet, er i så sølle 18 K lippekongens forbrydercelle Den første hule, vi besøger, er stor og med fine malerier. ”I denne grotte boede kongen. Det fortalte de franske arkæologer os.” Mansor peger på en stor firkantet sten. ”Her fra sin trone havde han udsigt over sit rige,” griner han, som om han ikke rigtig selv tror på det med kongen. Udsigten er i hvert fald god nok. Man kan se langt ud i horisonten, og ikke meget har ændret sig i dette øde GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012 område, siden malerierne blev skabt for næsten 5.000 år siden. Der hviler en fred over stedet. Geder og små primitive hytter kan ses her og der. Andet er her ikke. Men engang har her foruden mennesker også været kvæg og vilde dyr. Malerierne er tavse vidner. Næste hule har et hjørne med et særpræget klippefremspring. Ovenfor er et lille mørkt kammer, og det ser ud til, at en gang fortsætter længere ind. ”Her hængte de forbrydere eller satte dem ind i det mørke kammer. Ingen har turdet begive sig ned ad gangen. Vi ved ikke, hvor den ender.” Der er tydeligvis stadig en frygt for djævlen, og gangen ser også noget klaustrofobisk ud. Tanken om at blive den første til at udforske den frister mig, men gangen er alt for lille til mig. Tilbage ved huset tager jeg afsked med Mansor. Han beder mig om at udbrede kendskabet til Las Geel i håb om, at flere turister vil komme på besøg. Det lover jeg ham og tænker, at han kunne begynde med at opsætte et skilt ude ved vejen til glæde for de lokale. Men uanset hvad, så venter charterturisterne ikke lige om hjørnet. Heller ikke selvom Unesco skulle træde til med en hjælpende hånd, hvis Somalilands selvstændighed en dag bliver anerkendt. Den Røde Baron indtager Hawaii Somaliland Visum: Fås lettest på konsulatet i Addis Abeba i Etiopien. Fly: Jubba Airways flyver til Hargeisa fra Djibouti to gange om ugen. I 2011 kostede det ca. 900 kr. t/r. Flyveturen tager 45 min. Rejser man over land tager det mindst et døgn. Overnatning: Værelser på Hadhwanaag Hotel er simple og koster under 50 kr. per nat. Der findes også andre mere luksuriøse hoteller. Tekst & fotos: Anette Lillevang Kristiansen Ingen hygge uden khat. forfatning, at ikke engang gederne midt på vejen har respekt for dets ynkelige småtrut. Vi kører et par timer gennem et monotont, ørkenagtigt landskab. Pludselig svinger Osman væk fra vejen. Et hjulspor fører ind bag et hus og videre ind i det bakkede terræn. Hullerne i vejen udskiftes med stenblokke i lidt for store størrelser. ”4 WD,” griner Osman smørret og stopper så for at give hjulet endnu et spark. Mod al sund fornuft overlever bilen en halv times kørsel over stok og sten, før vi omsider ikke kan komme længere. Herfra er det til fods. Ved en lille bygning bydes jeg velkommen af en ældre herre, Mansor. Han kaster et anerkendende blik på mit dokument med de officielle stempler og viser mig indenfor. På væggene hænger fine plancher, som fortæller om Las Geels opdagelse, udforskning og bevarelse. En tak rettes sågar til Dansk Flygtningehjælp, som har finansieret bygningen, jeg står i. Der kan man bare se. Bag huset fører nogle trapper op til klippehulerne. Soldaten trasker i hælene på mig, og mens vi går, snakker Mansor entusiastisk, som om han sjældent får besøg. Jeg roser hans engelsk. ”Jeg lærte det af englænderne, dengang de var her i landet,” fortæller han. Mens han snakker, stirrer jeg betaget op på granitvæggene. ”Her findes over 20 huler, som er rigt udsmykket. De gav beskyttelse og ly for vind og vejr. Malerierne har været her, så længe vi kan huske. Da jeg var dreng forbød min far mig at gå nær hulerne. Han sagde, at djævlen holdt til her. Jeg havde svært ved at adlyde ham, for hulerne var jo spændende. Nogle gange ofrede vi en ged og spredte blodet i grotterne for at formilde ”djævlen”. Mansor griner forlegent. ”Det var vanvittigt, men vi troede på det.” De fleste forbinder sikkert den smukke øgruppe i Stillehavet med hulapiger i bastskørter med blomsterkranse om halsen, palmestrande og strandløver a la David Hasselhoff, der frygtløst kaster sig i bølgerne på deres surfbrætter. Men min veninde Jytte og jeg skulle få helt andre oplevelser på øen Kauai, der ligger nord for hovedøen Oahu. En debut som kvindelige ”krigspiloter” hører nemlig også med til et besøg på de romantiske palmeøer. ”Ready for take off!” – Jytte og jeg bliver udstyret som bedre krigspiloter, inden det går løs med Den Røde Baron. Bølgerne omkring Hawaii hører til blandt de absolut største i verden, og surfere fra hele kloden valfarter til øerne for at ride på den helt perfekte bølge. Som barn pilede jeg rundt og legede hawaiipige i bastskørter af tøjsnor – i Honolulu får man den ægte vare – dog ikke i bast, men i plastik. Som barn havde jeg et Lego-fly af denne type, men jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle prøve at flyve i et en dag. stiger ud og ledsager en elegant kvinde, klædt i sidste skrig fra modehusene i Paris. Jytte og jeg finder dog vores logi på et beskedent hostel nogle gader væk fra den berømte strand. Her er fyldt med surferfyre fra Australien og Europa, der alle er på jagt efter den perfekte surferbølge ved The Northshore, hvor brændingens bølger er blandt de største i verden. Så Hawaii er ikke bare hula-piger med dådyrøjne og længselsfulde sømænd på vej mod de syv verdenshave. En anden ting, jeg forbinder med Honolulu er Elvis Presleys ”Aloha from Hawaii”. Jeg har gennem årerne adskillige gange set min bror blive fjern i blikket, når han omtaler den fantastiske begivenhed, der fandt sted 14. januar 1973. Jeg var to år, ikke mere end tobak for en skilling og husker intet af det, men for nogle år siden købte min bror genindspilningen af koncerten på dvd. Her forstod jeg, hvilken sensation det måtte have været dengang. Det var den første liveudsendelse via satellit og Elvis Presleys første optræden transmitteret på verdensplan. Så da klassikere som ”Can’t help falling in love with you” og ”Burning Love” blæser ud fra fladskærms-tv’et knap fire årtier senere og en vandkæmmet Elvis ”has left the building” må jeg give min bror ret. Det her kan få nostalgien op i selv den mindst rockhistorieinteresserede. Selvom jeg ellers har anskaffet mig Jordens mest sexede badedragt er der ikke rigtig nogen respons fra strandløverne. ”Why don’t you come to Hawaii for a visit?” udbryder min nye veninde Lea og slår ud med armene, og hvem kan da lige stå for sådan en invitation? Vi hænger ud med en kop te og en sandwich på rutebilstationen i byen Puerto Montt i det sydlige Chile i februar 2006. Lidt vemodigt er det vores afskedsmåltid, inden vi om få timer rejser hver vores vej. Vi er netop kommet tilbage fra et femdages krydstogt i Patagoniens søområde og sidder nu og fordøjer de mange indtryk fra turen. Spejlblanke søer, kælvende gletsjere iagttaget fra små zodiacbåde og ikke mindst mange sjove samtaler og godt sammenhold om bord. Lea er fra Arizona, og vi har delt kahyt under turen. Hun er på vej hjem til USA for at gifte sig med kæresten, og herefter drager parret af sted til Hawaii. Jeg får julelys i øjnene af at høre om deres fremtidige eventyr. Hendes kæreste er ornitolog og har fået job på øen Kauai, hvor han skal 20 arbejde på et fugleprojekt i de næste fem år. Alene ordet Hawaii får billederne frem på nethinden – og jeg har netop haft øgruppen inde på livet et par år tidligere, da min bror og hans japanske kæreste var på bryllupsrejse der. Så selvfølgelig kommer jeg da og besøger Lea i hendes ø-paradis – sådan et tilbud lader man ikke gå fra sig! Da Jytte og jeg planlægger en jordomrejse senere på året, falder det derfor helt naturligt at tage et stopover i Stillehavet inden New Zealand, og snart begynder et besøg i USA’s fjerntliggende territorium at tage form. A loha from H awaii For de fleste har stedet Hawaii en paradisisk klang og hensætter folk i en romantisk forestillingsverden om psykedeliske solnedgange og underskønne kvinder med hoftelangt sort hår, der vinker farvel til deres sømand i måneskinnet. Det var i hvert fald det, jeg som barn forestillede mig GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012 om øgruppen, når jeg legede hawaiipige i haven om sommeren og pilede rundt i bare fødder med et interimistisk bastskørt af tøjsnor om livet og en mælkebøtte bag øret. Sandheden er, at i hvert fald Oahu er uhyre amerikansk. Måske naturligt nok, men Honolulu minder om enhver anden amerikansk storby med skyskrabere og avenuer, om end byens størrelse er noget mindre end metropoler som Chicago og Los Angeles. Hovedgaden i Honolulu er som at spadsere ad Fifth Avenue i New York, hvad angår hippe mærkevarerbutikker. Man kan lege Julia Roberts i ”Pretty Woman” for en dag og føre sig frem hos Louis Vuitton, Gucci og alle de andre navne, der leder tanken hen på fashionable Rodeo Drive i Beverly Hills. En flere meter lang hvid limousine sejler ned ad Kalakaua Avenue og standser foran Sheraton Hotel Waikiki Honolulu – en forretningsmand i Armani-sæt A zurbl åt hav og r appe sportsvogne Der er ingen ende på vores nysgerrighed, når det gælder om at lure alting af i denne lille paradisbid af USA, og de første dage går med at se attraktionerne i og omkring Honolulu. Et absolut must er øens berømte vulkankrater Diamond Head, der er strategisk placeret med en prangende udsigt over Stillehavets bedste skyline. Herfra kan man skue ud over det azurblå hav og samtidig på afstand følge gadelivet nede i downtown. Der hersker en behagelig stemning, og det går for alvor op for én, at man faktisk overhovedet ikke har lyst til at forlade stedet igen. Tanker om at slå sig ned for evigt er allerede begyndt at danne sig i ens hjerne. Bare dase i en hængekøje med en kold cola og en god bog, så ville ens lykke være gjort. For slet ikke tale om at investere i en rap lille cabriolet-sportsvogn. Så kunne Hawaii Hawaii, tidligere kaldet Sandwichøerne, blev i 1959 USA´s 50. delstat. Øerne ligger i Stillehavet 3.700 km sydvest for den nordamerikanske vestkyst. Fly: Hawaiian Airlines, Aloha Airlines og United Airlines flyver fra fastlandet. Fra Los Angeles til Honolulu ligger prisen på omkring 500-600 USD tur / retur. Lokal transport: Det er nemt at komme rundt med lokalbus på Oahu, lidt større udfordring er det på de mindre øer som Kauai – her går også lokalbusser, men knapt så hyppigt som på hovedøen. Men den offentlige transport er pålidelig og sikker. Folk er desuden meget søde til at tage blaffere med op at køre, især de steder, hvor der er lidt øde. Flyvninger imellem øerne kan bookes hos Hawaiian Airlines eller hos GO! Mesa Airlines. Eksempelvis koster en billet fra Honolulu til Kauai mellem 100 og 200 USD. Hvis man er tidligt ude kan det godt gøres lidt billigere, men generelt er flyvninger mellem øerne ret dyre. Overnatning: Man kan få overnatning i samtlige prisklasser på Hawaii. Regn med 2530 USD for en seng i et dorm på et almindeligt hostel – ofte er morgenmaden inkluderet. Priserne er som på det amerikanske fastland og så lige en tand til. Mad & drikke: Der findes restauranter i alle prislag, men det kan varmt anbefales er at spise på markedet i Honolulu. Øerne er fyldt med kinesere, indere og dermed også en kulinarisk smeltedigel. Man kan få alt i nudler, rejer, ris og alt godt fra havet, og asiatisk mad er billigt og velsmagende. Der er noget for enhver smag, og man behøver bestemt ikke at gå sulten i seng, selvom madbudgetet bare er på 10 USD per dag. man ligge og trille ned ad hovedgaden, alt imens dagens sidste solstråler forsvinder i horisonten. Se, det ville jo være livet! Jeg bliver dog hurtigt revet ud af mine dagdrømmerier, da jeg skal have visakortet frem hos det lokale supermarked for toastbrød og appelsinjuice. Her mærker man snart, at vi befinder os på en ø for de rige, det afspejler sig pænt på priserne, så sportsvognen får nok lige vente et par år. Men rundt på Oahu skal vi, og heldigvis går der helt almindelige lokalbusser for os dødelige backpackere. På vejen falder vi over Polynesian Cultural Center, hvor der laves opvisning med hawaiianere og andre folkeslag, der bebor øerne i Stillehavet. Alle er repræsenteret i traditionelle dragter. Yndige samoanere, maorier fra New Zealand, vældige krigere fra Fiji og dansere fra Tonga og Cookøerne. Det er virkelig et stillehavspotpourri og et særdeles farvestrålende skue, vi får serveret. Jeg får helt lyst til at fordybe mig i stillehavskulturen, og vores næste destination er da også Tonga, så vi har noget at se frem til. S tillehavstr agedien i 1941 Vi får også set stranden med verdens bedste surfbølger, inden turen går videre op langs kysten, og vi lander ved ananasplantagen Dole. Farmen har simpelthen de største og mest saftige ananas, jeg har smagt i mit liv og vi er da også ude at tage markerne i øjesyn med det lille tog The Pineapple Express. Det futter igennem avlsjorderne, hvor ananas står i snorlige rækker undervejs til at blive eksporteret til hele verden. I farmens souvenirbutik prøver jeg lykken og køber en endnu uåbnet perlemusling, og sandelig om jeg ikke har heldet med mig – en smuk perlemorsagtig lille kugle dukker frem af muslingens slimede indre og åbenbarer sig i al sin pragt. Det var GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012 21 byens bedste cappuccinoer. Vi bilder os også ind, at vi skal gi’ den som fotomodeller på stranden, men det bliver nu aldrig den helt store succes. Jeg må indse, at min ellers ret smækre Speedo-badedragt simpelthen ikke smyger sig om hofterne som hos pigerne i ”Baywatch” – heller ikke selvom en flok strandløver svanser forbi. Udsigten fra vulkankrateret Diamond Head – den absolut bedste skyline i Stillehavet. Kauai kaldes også for ”The Garden Island” – og det forstår man til fulde, når man ser de smukke landskaber på øen. De fleste forbinder Hawaii med smukke kvinder med langt sort hår. Her en opvisning i Polynesian Cultural Center med piger i traditionelle dragter, der optræder med danse fra hele Stillehavet. simpelthen en ekstra bonus ved at besøge en ananasfarm. Tilbage i Honolulu må man selvfølgelig ikke gå glip af Pearl Harbor. Historien om stillehavsangrebet under 2. Verdenskrig kender vi alle gennem filmen af samme navn, adskillige bøger og lige så mange dokumentarfilm, og lige trist er det. Og mindre rørende bliver det ikke, når man så selv står og læser de flere tusinde navne på muren over de dræbte. Det føles underligt uvirkeligt, og der hersker da også en andægtig stemning i mindebygningen USS Arizona Memorial, der er bygget over et af de sænkede skibe. Det, der næsten gør mest indtryk på mig, er, at vandet stadig farves i metalkulører af olie, der lækker fra det sønderskudte skib. Selv efter så mange år – det er utroligt at tænke sig. Noget, der også altid slår mig, når jeg er i USA, er, hvor meget man hylder sine krigsveteraner. Jeg ser flere biler med nummerplader på Hawaii, hvor der står ”War Veteran” – det kunne vi i Danmark vist godt lige lære lidt af. Vore soldater har mindst lige så meget fortjent at bliver hyldet og husket. 22 P eace , love and harmony I lufthavnen på Kauai bliver vi mødt af en storsmilende Lea med favnen fuld af håndlavede blomsterkranse. Pyntede og duftende efter alle kunstens regler går turen hjem til deres lille hyggelige landhus med bananpalmer i baghaven, og her går snakken over en kop kaffe. Lea og jeg har meget at drøfte, efter at vi ikke har set hinanden i over et år, og allerførst skal vi høre om brylluppet. De første par nætter bor vi i bondehuset, men senere flytter vi ind til byen Kapa’a. Lea skal på arbejde, men typisk dukker hun op hen på eftermiddagen og tager os med på udflugt. Vi indlogerer os på et temmelig alternativt hippie hostel, der er malet skrigende koboltblå og gult, og her bor de sjoveste typer. Vores værelse er unægtelig også pænt ”peace, love and harmony”-agtigt med storblomstret forhæng, der fungerer som rumadskiller – men alle elsker alle på Hawaii – så det vænner vi os hurtigt til. Ja, selv myggene elsker én inderligt – første morgen vågner jeg med omkring GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012 halvanden milliard myggestik og er intet mindre end ved at gå bersærk – men det er også bare et spørgsmål om tilvænning. Vi er med Lea og hendes mand på fugletur, og de viser os et fyrtårn ved kysten, hvor fuglene trives i store flokke på klippeskærene. Kauai minder visse steder om Asien med store lysegrønne rismarker a la Indonesien, og på nordkysten tårner stejle grønne klipper sig flere hundrede meter op over havets overflade. Området rummer en fantastisk naturskønhed og har da også været med i flere film. Langt henne af en skovvej finder jeg en af filmstjernerne. Et ensomt beliggende pyramideformet bjerg skyder op midt i den filtrede regnskovsvegetation – det er den berømte klippe fra filmen ”South Pacific” fra 1958. I nærheden får jeg også øje på en gigantstor grotte, som jeg går på udforskning i, så der er masser at opdage også på nordsiden af øen. Kauai er bestemt ikke blevet snydt, da der skulle deles storslået natur ud, og en af de helt store attraktioner på øen er Waimea-kløften, også kaldet ”Stillehavets Grand Canyon”. Den ligger i det nordvestlige hjørne af øen og er ikke lige umiddelbart nem at komme til med offentlige transportmidler. Vi finder dog ud af et trick – hitchhiking. Det er ellers noget, jeg aldrig bruger, men på Hawaii er det meget populært, og folk er flinke til at tage én med. Vi praktiserer det adskillige gange og kommer en af gangene op at køre med et midaldrende japansk par, der ikke kan 10 ord på engelsk, men de er søde og smilende og vil så gerne hjælpe. Meget af tiden henligger Waimea Canyon i tåger, men pludselig går der hul i skydækket og et pragtsyn af en dramatisk rødbrun kløft åbenbarer sig. Vi har en skøn tid på Kauai og hænger også ud på den lokale gamle skole, der fungerer som kaffebar med Kvindelige luf takrobater En dag falder Jytte skæbnesvangert over et uanseeligt lille visitkort på opslagstavlen på vores blåmalede hostel – hun er straks fyr og flamme! Begejstret viser hun visitkortet frem, der har et billede af et knaldrødt dobbeltdækkerfly – lige sådan et, som var på ens barndoms pålægschokoladeæsker – Den Røde Baron hed det – jeg var nu altid mest interesseret i indholdet, men husker tydeligt flyet. Jeg havde også et fly af typen i rød og gul Lego, og adskillige var de gange, hvor jeg som barn forestillede mig selv som pilot svævende gennem skyerne. Men at jeg skulle komme til at prøve sådan et monstrum senere i livet, havde jeg ikke lige forestillet mig. ”Ejjjj, det skal vi simpelthen prøve!” hviner Jytte, og efter hendes ansigtsudtryk at dømme kan jeg godt fornemme, at dette her slipper jeg ikke udenom. Nu går jeg jo og bilder mig selv og andre ind, at jeg er lidt af en eventyrer, så der er ingen vej tilbage. Det er egentligt ikke så meget flyveturen som sådan, der generer mig, men mere det faktum at flyet er åbent. Det er sådan et fly, som luftakrobater i gamle dage lavede halsbrækkende loop i. De hvirvlede rundt på himlen, som befandt de sig i en vaskemaskine på centrifugeringsprogrammet, og jeg huer afgjort ikke foretagendet. Næste dag står vi ude i lufthavnen og får for første gang et glimt af Den Røde Baron. Skinnende poleret, og sikkert ganske nyt, holder flyet parkeret ude foran afgangshallen og ser egentlig ret fredeligt ud. Men flyet ér åbent – det er ikke kun noget, det er på billeder. Jeg synker en ekstra gang, da vi bliver udstyret som et par kvindelige krigspiloter med knappet læderhjelm og motorbriller. Vores pilot er en midaldrende gråhåret mand, der ser ud, som om han bare skal på indkøbstur i Netto. Jeg overvejer op til flere gange at løbe skrigende væk. På den anden side, så er der jo visse psykologer og andet godtfolk, der påstår, at man skal se sin Rent bounty-land – på Hawaii er vandet nøjagtigt lige så blåt som i turistreklamerne med Mads Mikkelsen. frygt i øjnene og gennemføre ting, man er bange for. Så jeg må æde den! Jeg er afgjort ikke stolt af det, men Jytte derimod er på sit livs dannelsesrejse og er med på den værste. Hun ender også med at springe faldskærm på New Zealand og er lige ved at få mig revet med i sølet, men jeg besinder mig dog i sidste øjeblik. Jeg er og bliver altså hamrende ræd for højder – jeg skider simpelthen en grøn gris, bare jeg skal op i Rundetårn. Par adisets have set fr a oven Da vi sidder spændt fast i bugen på det røde uhyre, er det for sent at flygte. Piloten starter propellen, og maskinen brøler som en vildfaren plæneklipper, der er blevet tunet. Fordi flyet er åbent, er lyden vanvittig høj, og i næste nu brager vi ud på startbanen. Flyet har selvfølgelig løftet halen fra jorden, og Den Røde Baron er ivrig, det kan man tydeligt mærke. Flyet vimser af sted som et forårskådt føl og længes efter høje luftlag og vide horisonter. Det rusker voldsomt i flyet, og selvom jeg godt med min fornuft ved, at det intet hjælper, så krampholder jeg ved instrumentbrættet. Det, at jeg i det mindste har noget at holde fast i, gør mig en anelse roligere, men tryg ved situationen er jeg langtfra. Snart slipper vi jorden og løfter os over den grønne ø, omkranset af blåt hav – det er et vidunderligt skue, og for et øjeblik glemmer jeg, hvor skrækslagen jeg var. Vi flyver ind over en smuk nationalpark med brusende vandfald. Kauai kaldes også for ”The Garden Island”, og det er det helt perfekt navn for øens smaragdgrønne bjerge og vilde natur. Det føles underligt, at flyet er åbent, man kan mærke hvert eneste lille bitte vindpust og lufthuller, hvilket gør det til lidt af en rutsjebanetur, men efterhånden begynder jeg at nyde turen bare en lille smule. Da vi lander uskadte efter ca. 20 minutters flyvning, føler jeg mig virkelig som en helt, der har overvundet det vildeste ridt, og ikke mindst så er jeg blevet en fed oplevelse rigere, selvom jeg måtte overvinde mig selv. GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012 23 Langs vejen mod Beach no. 7 på Havelock Island. Lokale kvinder fejer ris sammen i bunker, så bilerne kan hjælpe med at få skilt agnerne fra ved at køre hen over dem. Tekst & fotos: Tanja Schwartz Sjove krabber med deform stor klo ved Elephant Beach. Fanget i en cyklon på Andamanerne ”There is 1 percent chance the boat is coming.” Vores nye indiske ven prøver at få humøret op hos os, men med en kommentar om 1 procents chance for, at vi bliver hentet af en båd dagen efter, stiger humøret kun for en kort stund, mens vi griner lidt af hans skønne optimisme. Det er første juledag, jeg og 13 andre rejsende fejrede jul sammen i går på Havelock Island, og nu sidder vi alle godt mast sammen i min lille bambushytte og lytter til de ikke særlig opløftende ord. Cyklonen Thane er på vej mod os, og vi fik allerede de første tegn på det om natten, hvor det blæste og regnede så meget, at jeg var sikker på den lille hytte ville blæse fra hinanden. Jeg skulle have forladt øen i dag for at flyve til Sri Lanka, men bølgerne er gigantisk høje, og alle både fra Port Blair er aflyst. K annibaler og forbudte områder Heldigvis har jeg inden cyklonen nået at se en del af de steder, der er åbne for turister. De fleste øer er forbudt område, da her stadig lever en del stammefolk, især på de nordlige Nicobar-øer. Nogle af stammerne skulle efter sigende stadig være kannibaler, og der går da også 24 historier om folk, der er forsvundet sporløst i junglen. Så med en lyst til at leve og ikke ende i den sorte gryde valgte jeg at tage til Neil Island, en ganske lille ø, der ikke har den store turisme endnu. Først skulle jeg dog lige have købt en billet, hvilket i sig selv lyder meget lige til, men det her er Indien, om end en meget smuk udgave af Indien, men dog stadig Indien. Jeg står ved billetkontoret to timer før åbning, og her er allerede en lang kø af indiske mænd, der skubber, maser, råber og skælder ud. Jeg gruer for at skulle ind i det her virvar af mænd, da en sød dame hiver mig i ærmet og peger på en lille kø med kun syv damer i. Ahh, en af de fantastiske fordele ved at rejse i Indien! tænker jeg, mens jeg hyggesnakker og får lidt skygge under en anden dames paraply. Da dørene åbnes til kontoret er hyggen væk, jeg bliver næsten væltet over ende og ser bare en flok af damer, der spurter til de to rækker tilegnet dem. Det er ikke nemt at få billetter til de få færger, der sejler til Havelock og Neil hver dag, derfor sender mange agenter damerne ned for at købe billetter til en hel gruppe af mennesker på en gang, hvilket så betyder, at vi rygsækrejsende, der gerne GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012 Fiskerbåd på stranden, Neil Island. vil spare lidt penge og gøre det selv, må kæmpe for vores sag. Og det må man sige jeg gør. Der bliver brugt mange fine tricks på at komme foran i køen, og da den ene computer bryder ned, går der et splitsekund før vores kø er omdannet til det rene cirkus med råbende fægtende damer alle vegne. Kun tre formår at snyde sig foran mig, og da det bliver min tur, er der kun én billet tilbage, selvfølgelig på den dyre klasse. Dykning med sjældne søkøer På Neil Island sker der intet, det er en stor kontrast at komme her fra Port Blair, som er en støvet, beskidt og larmende by. Her er kun få steder at bo, og alle har samme priser, så en lille prisfight med tuk-tuk-fyrene falder hurtigt til jorden. Jeg ender med at vælge et resort, som ligger helt nede i den vestlige ende af øen, hvor solnedgangen skulle være helt i top, og man måske kan være så heldig at se den sjældne søko dygong (Dugongdugon) ved kysten. Solnedgangen er fænomenal her, jeg ender med at gå derned hver aften og nyde den sammen med store horder af indere, som alle gerne liiigge vil have et foto eller tre af mig samtidig. En af de helt store grunde til, at jeg overhovedet er endt her, er den fantastiske dykning, der skulle være her, så jeg besøger den eneste dykkershop der er på øen, og booker en pakke med seks dyk. Fyren, som ejer stedet, er noget overrasket over, at jeg har valgt at tage direkte hertil og ikke til Havelock, som 98 % af alle, især dykkerturister, gør. Men jeg holder af små steder uden for mange folk i bådende, med tid til at lære folk at kende, og jeg bliver hurtigt overbevist om, at jeg har valgt det rigtige. Næste morgen meget tidligt står jeg på kajen og hjælper med at samle udstyr. Havet er en smule uroligt, men vi skal dykke på den anden side af øen, så det gør ikke så meget. Alle dykkerstederne ligger dejlig tæt på her ved Neil Island, så det tager kun ti minutter, så er vi fremme. Jeg glæder mig til at komme under overfladen og får hurtigt udstyret på og hopper i vandet. Det er et fint dyk, og vi ser mange store fisk som aftrækkerfisk (Balistoides Viridescens), barracuda, papegøjefisk og makrel. Der er også en del smukke nøgensnegle og andre små dyr at finde. Men korallerne er mere eller mindre alle sammen afblegede eller helt døde, det er et sørgeligt syn. Ude i Den Bengalske Bugt ligger den isolerede indiske øgruppe Andamanerne og Nicobarerne. Her er storslået natur og en chance for at dykke med dygonger, de sjældne søkøer. På flere af øerne er der dog ingen adgang for udlændinge, da befolkningen efter sigende er kannibaler, og det kan være svært at komme derud – og svært at tage derfra igen, især hvis der kommer en cyklon på tværs af rejseplanerne! Tsunamien i 2004 ramte ikke kun hårdt på land her, også under vandet skete der mange ændringer, bl.a. er temperaturen steget, hvilket især har kunnet ses inden for de seneste to år. Det er en stor skam, og det vil helt klart få betydning for antallet af dykkere, der kommer her fremover. Neil er dog også kendt for andet end dykning, her er der nemlig en enestående chance for at svømme med dygonger. Der er ikke mange tilbage her, men alligevel var jeg så heldig at se en enkelt to dage i træk fra kysten. Jeg havde mit snorkeludstyr med mig, men de er nogle store bangebukse, og der skal ikke mange pjask til, før de forsvinder. Så jeg måtte nøjes med synet fra land. Vodkaglade soldater ”There is 10 per cent chance the boat is coming.” Det er dag to på Havelock, vores indiske ven står med en flaske vodka i hånden, som han og hans Verdens mest ugæstfrie folk North Sentinel Island i den sydvestlige del af øgruppen Andamanerne er en af de få hvide pletter på landkortet, hvor civilisationen endnu ikke er nået frem. Enhver form for forsøg på kontakt fra omverdenen er blevet mødt med en regn af pile fra de ugæstfrie øboere. Deres kultur er ukendt bortset fra deres anvendelse af spyd, bue og pil og parallelle kanoer samt udseendet af deres kysthytter. Der bor formentlig 50-250 mennesker på øen, som administreres af Indien som en del af The Andaman and Nicobar Islands Union Territory, men eftersom der aldrig er indgået nogen traktat eller aftale med øens beboere, befinder North Sentinel Island sig i et underligt juridisk limbo og kan anses for at være en suveræn enhed, som styrer sig selv under indisk beskyttelse. Lokalregeringen på Andamanerne og Nicobarerne har i hvert fald gjort det klart, at man ikke ønsker at forstyrre nordsentinelesernes livsstil og habitat. De færreste, som har været i kontakt med øboerne, er kommet derfra med livet i behold. I 1981 måtte besætningen på et skib, som var grundstødt, evakueres med militærhelikopter, da øboerne gjorde klar til at storme skibet, og i 2006 blev to fiskere dræbt af øboere, da deres båd drev nær land. GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012 25 En tidlig morgen på stranden i Paje, hvor vi leger i solopgangen. Andamanerne Mangrove på den vestlige side af Neil Island. 26 mig i hvert fald ind, og man kan vade et stykke gennem mangroven ud til et stykke strand, som dukker op. Når man går der i Mangroven og ser alle rødderne, de mange snegle, der laver en masse spor i sandet, og krabber med underligt store kløer, så føles det, som om man er på en anden planet. ”There is 50 percent chance the boat is coming.” Det er dag tre, og vi er ved at være godt trætte af at være fanget her. Strømmen virker ikke mere, folk er begyndt at hamstre benzin, så der næsten ikke er mere tilbage på øen, men værst af alt er, at vores yndlingsrestaurant ikke har mere af sin lækre mysli tilbage. Katastrofe! Folk snakker om, at de har sendt en båd fra Port Blair, så vi pakker vores ting og betaler i dyre domme for at komme ned til havnen. Her er allerede en masse mennesker. Vi stiller os i kø med dem og håber det bedste. To timer senere bliver det meddelt, at båden er vendt om, bølgerne er stadig for høje. Vi betaler igen en alt for høj pris for at komme tilbage igen, og vi bliver mødt af nogle halvfulde indere, der endnu engang har været i byen for at købe en ny flaske vodka. To dage senere kommer en glædestrålende inder meget tidligt om morgenen og råber: ”It’s 100 per cent, the boat is on its way!” Som soldater klar til kamp hopper vi hurtigt ud af sengen, smider rygsækken på ryggen og betaler nu en endnu højere pris for at komme til havnen igen. Vi venter og håber sammen med godt 500 andre gæster, at båden kommer hele vejen hertil. To timer senere ser vi den første båd, og lige efter den kommer sørme en mere. Jeg kommer med den første båd sammen med de fleste andre udenlandske gæster, vores indiske ven forsvinder for mig i myldret, så jeg når aldrig at sige farvel. Jeg håber i mit stille sind, at bambusstokken ikke bliver brugt! GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012 Zanzibar: Drømmen som ikke gik i opfyldelse … men så alligevel Visum: Indisk visum kræves for at rejse til Andamanerne, 1.200 km fra det indiske fastland. Ud over visum skal man også have en speciel RAP (”restricted area permit”). Det lyder fornemt, men er egentlig bare et stykke papir, som man får ved ankomst. Det koster ikke yderligere at få tilladelsen. RAP giver i første omgang lov til 30 dages ophold, man kan dog søge om ekstra 15 dage oveni. Transport: Der går fly til Port Blair på Andamanerne fra Kolkatta, Chennai og Delhi på det indiske fastland.Tjek www. makemytrip.com eller www.cleartrip.com for priser. Færgen til Havelock sejler tre gange om dagen, hvor to af turene går via Neil, og ud over det er der dagligt en hurtigbåd direkte til Havelock. Prisen ligger mellem 250 og 350 INR (ca. 30-40 kr.), hurtigbåden er en smule dyrere. Overnatning: Andamanerne har højsæson for turisme i december og januar, hvor også en del indere fra fastlandet kommer på besøg. Det har en smule effekt på priserne på de forskellige resorts, men det er ikke noget problem at finde overnatning, når man ankommer. Tekst & fotos: Eva Leth Laursen venner har tænkt sig at drikke, for de tror lige så lidt på den båd, som vi gør. Jeg har ondt af dem og under dem deres vodkaglade humør. Det viser sig nemlig, at de er i militæret og slet ikke måtte tage af sted, men da det var weekend, mente de godt de kunne slippe af sted med at smutte til øen for at fejre ”Happy Christmas” som de siger, uden det ville blive opdaget. Nu sidder de her for anden dag og kan som resten af os ikke komme tilbage. Det er selvfølgelig blevet opdaget, at de er væk, og der vanker nu slag med bambusrør, når de kommer tilbage. Om aftenen drikker vi med dem. Det stormer, lyner og tordner udenfor, men i hytten er der hygge. Havelock er noget større end Neil, og det er her størstedelen af alle turister på Andamanerne tager hen. Det er en smuk ø med fantastiske strande. Især strand nr. syv er noget helt for sig selv. Kridhvidt sand strækker sig, så langt øjet rækker, vandet er den smukkeste turkise farve, mens grønne palmetræer naturligt afgrænser baggrunden. Her er næsten ingen mennesker, selvom det er højsæson, og man kan uden problemer finde sit eget lille stykke paradis her. Mens jeg var på øen, var de i gang med at filme til Indiens udgave af ”Robinson Ekspeditionen”. Jeg morede med gevaldigt med at se, hvordan de formåede at få det hele til at se meget øde ud, selv lige ved siden af øens største landsby. Det må være en underlig fornemmelse at skulle leve som strandede mennesker uden mad, når der lige ved siden af går en gris rundt og grynter. Dog filmede de en dag på en strand, de kalder Elephant Beach. Her er det ikke svært at få det til at se øde ud. Man skal gå godt 30 minutter ad en sti, som bliver brugt af elefanter, deraf navnet selvfølgelig. Hvorefter man kommer til et mangroveområde, hvor der bor en del krokodiller. Ved lavvande forsvinder krokodillerne, det bildte de Jeg har i mange år drømt om en rundrejse i Østafrika. I mine dagdrømme skulle jeg opleve det hele: Safari i Serengeti og Ngorongorokrateret i Tanzania, udforske Rwandas tragiske historie, trekke med bjeggorillaer i Uganda og slappe fuldstændig af på Zanzibar. Sidste sommer fik jeg så muligheden for at udleve min rejsedrøm, og turen overgik min vildeste fantasi – på nær Zanzibar, som ved første øjekast var lidt af en skuffelse … men så alligevel ikke. GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012 27 Zanzibar Hotellet Paje Blue Lagoon er charmerende og har en afslappet stemning. På 2. sal er der en bar med store sofaer og et perfekt spot til at se solnedgangen. Stranden i Kendwa. Brormand nyder solen i Stone Town. Det er varmt, jeg er træt, sur og har kvalme! Jeg har ikke det, der ligner overskud til at takle de lokale taxachauffører, som kræver overpris. Det jeg har brug for er en taxa med et taxameter, så jeg ved, at jeg ikke bliver snydt – men det findes ikke på øen Zanzibar i Tanzania, hvor jeg lige er landet i lufthavnen med min bror. Rejsen til Zanzibar har været lang og besværlig. Efter endt gorillatrekking i Bwindi i det sydvestlige Uganda, er min bror og jeg kørt til Entebbe, hvor vores fly skal lette tidligt om morgenen to dage senere. Men sådan kommer det ikke til at gå. Kenya Airways har udskudt rejsen med først 24 timer og så yderligere 9 timer, da vi ankommer i lufthavnen. Vores tid til at opleve Zanzibar er dermed reduceret fra seks til fire dage. Så jeg er sur, og jeg orker ikke mere bøvl! Jeg vil bare gerne finde en taxa, komme frem til hotellet og begynde at slappe af og nyde Zanzibar, sådan som jeg har drømt om. Vi får taxaturen pruttet ned til halv pris, og i en gammel skrammelkasse af en taxa kører vi så af sted mod Paje, som ligger på sydøstsiden af øen. I den lille landsby Paje ligger den danske Zanzibar Højskole, og her kender jeg en underviser, som har inviteret os på besøg. Vi bor på Paje Blue Lagoon, et billigt og charmerende hotel, som ligger i forbindelse med 28 højskolen. På hotellet mødes vi med min veninde og et andet dansk par, som hun også har fået besøg af. Efter et par kedelige dage i Entebbe har vi brug for at komme ud og få et par drinks og møde nogle mennesker. Heldigvis er det lørdag aften, og Paje er et godt sted at feste. Så første aften tilbringer vi på en strandbar med tæerne begravet i det blødeste sand, en drink i hånden, musik i baggrunden, bål på stranden og et godt og blandet selskab af turister og lokale. Nu begynder Zanzibar at ligne min drøm. I ngen adgang for lok ale på str anden Zanzibar er ikke stor, og man kan nemt nå over på den anden side af øen og tilbage igen på en dagsudflugt. Vi beslutter os for at tage til Kendwa, som er en strand på nordsiden. Køreturen tager omkring 1½ time, og det giver os rig mulighed for at se lidt af øen. Det, jeg bider mest mærke i, er, hvor fattige de lokale er. Der er en utrolig stor kontrast mellem, hvordan lokalbefolkningen bor, og det som turisterne oplever. Vi tilbringer fx dagen på Kendwa Rocks, et hotel som ligger lige ned til vandet. Det er den lækreste strand med hvidt, blødt sand og turkisblåt vand. Der er behagelige liggestole og parasoller, som skygger for solen, og ingen irriterende beach boys, som forsøger at sælge ture eller souvenirs. Det er, som jeg har drømt om, men alligevel er det med en ambivalent GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012 følelse, at jeg ligger på stranden og solbader. Det er ikke, fordi sælgerne ikke er på stranden, de har bare ikke lov til at gå ind på hotellets område, så de står og venter på den anden side af en nærmest usynlig streg. På den ene side er det skønt ikke hele tiden at skulle sige nej tak til nogen, som vil sælge, men på den anden side bryder jeg mig ikke om at nægte lokalbefolkningen adgang til en del af stranden. Dette er en inddeling af mennesker, som selv hundene på vores hotel i Paje er klar over. Min bror og jeg synes, at hotellets hunde er utrolig søde. De følger efter os, når vi går en tur, og de er meget legesyge, og sådan er de over for alle turisterne. Men lokalbefolkningen er ikke glade for hundene, som bider og gør og ad dem. Kvinderne, som hver dag går langs stranden for at komme til og fra arbejde, har fx altid en kæp med, hvis en af hundene skulle angribe. I ngen drømmeagtig snorkling Noget, jeg har glædet mig meget til på Zanzibar, er at komme ud at snorkle. Så vi bestiller en Blue Safari-tur, som er en heldagstur til naturreservatet Menai Bay. Det er en meget smuk tur, hvor vi begynder med at gå i land på en sandbakke. Her slapper vi lidt af, solbader, leger i vandet og får serveret frisk skåret ananas og kokos. Så sejler vi videre og skal nu i gang med det, vi er taget af sted for: Jeg tager glad mit snorkleudstyr på og springer i vandet. Men hverken fisk eller koraller er særlig farverige eller store, og det bliver hurtigt kedeligt, så jeg er godt skuffet. Efter en halv times tid bliver vi sejlet ind til endnu en lille ø, hvor vi skal spise frokost. Oven på skuffelsen med snorklingen viser frokosten sig heldigvis at være en utrolig god oplevelse. Vores guider har købt alt godt fra havet hos nogle lokale fiskere, og vi får blandt andet serveret friske rejer, blæksprutter og hummer. Men dette er ikke den eneste lokale mad, vi får. H usk at smaske Vi er på et tidspunkt så heldige, at vi bliver inviteret hjem til middag hos en lokal kvinde. Hun serverer swahilimad, som er en meget tung kost, bestående af ris, chapati, bønner, kål, lammesuppe og oksekød, men det smager fantastisk. Der er rigeligt med mad og en kulturel forventning om, at vi spiser op, men det er helt umuligt for os, uanset hvor godt det smager. Mens vi spiser, sidder vores værtinde ude i køkkenet, hvilket for os virker underligt, men vi får af vide, at man normalt ikke spiser sammen med sine gæster på Zanzibar. Vi lærer også, at man viser sit velbehag ved at smaske. Så hver gang vores kære værtinde kommer og tjekker, om vi mangler noget, sidder vi alle fem og smasker, alt hvad vi kan. Vi har en utrolig hyggelig aften, hvor vi lærer meget om de lokale skikke. Men det er ikke udelukkende gode madoplevelser, vi har på Zanzibar. Maden er forholdsvis dyr, da det meste af den bliver hentet fra fastlandet, og det vil sige, at man ikke smider noget ud. Derfor får man som kunde på en restaurant ikke meget ud af at klage over maden, selvom kokken har tabt saltbøssen ned i fiskeretten, eller salaten næsten er rådden. S l avemarked og souvenir s Efter kun fire dage på Zanzibar skal vi hjem mod Danmark igen. Vi skal flyve om aftenen, men for at opleve Stone Town tager vi ind til byen allerede om formiddagen. Det er en utrolig spændende by med mange små gader, sjove butikker og restauranter. Efter frokost går vi en tur rundt i byen og kigger på souvenirs. Jeg hygger mig gevaldigt med at prutte om prisen, men det bliver også lidt kedeligt, for alle butikkerne har de samme ting. Lidt senere begiver vi os på jagt efter det gamle slavemarked. En guidet tur i den anglikanske katedral og på det gamle slavemarked koster 5.000 shilling per person (18 kr.), og det er helt sikkert et besøg værd. Vi har en rigtig god guide, og det er interessant, men også meget trist at se de celler, hvor slaverne blev anbragt, før de blev solgt. Vi sætter os og nyder solnedgangen på The African House Hotels terrasse, som vender ud mod havet. Jeg ville ønske, at vi havde haft tid til et par overnatninger i Stone Town. Vi ville helt sikkert have nydt byen mere, hvis vi havde lært den lidt bedre at kende, og hvis vi havde haft mulighed for at gå tilbage til et hotelværelse i de varme timer midt på dagen. Nu hvor jeg tænker tilbage på Zanzibar, går det op for mig, at jeg faktisk fik, hvad jeg havde drømt om – og meget mere. Jeg fik slappet af på stranden, badet i det turkisblå Indiske Ocean og oplevet Stone Towns spændende små gader som planlagt. Øgruppen ligger ud for Afrikas østkyst i Det Indiske Ocean. Der bor ca. en million mennesker. Zanzibar Town er den største by med den kendte bydel Stone Town. Hovedøen er ca. 90 km lang og 30 km bred. Styreform: Zanzibar er i unionsfællesskab med Tanganyika. Sammen udgør de to lande Tanzania. Navnet er en sammensætning af unionens to medlemsstater. Religion: Zanzibar adskiller sig mest markant fra fastlandet ved at størstedelen af befolkningen er muslimer (mere end 95 %), hvorimod fordelingen på fastlandet er mere ligeligt fordelt mellem kristne (40 %), muslimer (40 %) og lokale afrikanske religioner (20 %). Med båd & fly: Fra Dar Es Salam tager det ca. to timer at sejle til Zanzibar, og det koster ca. 250 kr. for en enkeltbillet. Man kan også flyve fra Dar Es Salam. Det tager ca. 20 minutter og koster ca. 300 kr. for en enkeltbillet. Men jeg fik også mulighed for at lære noget om kulturen og lokalbefolkningen, og jeg oplevede, at Zanzibar ikke er et drømmeparadis for alle. GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012 29 Tekst & fotos: Bertel Kristensen Sol og hvide strande med kokospalmer under en skyfri himmel. Lad det være sagt med det samme: Den tørre årstid – månederne fra december til maj – betyder, at der er sol og overvejende blå himmel de fleste af dagene. Den kraftige passatvind gør de 28°C i dagtimerne til en nærmest behagelig temperatur, som man nyder dobbelt, når man kommer direkte fra en polarkold dansk februar. Den vedholdende vind fra nordøst må kunne gøre øerne til alle tiders marked for opstilling af vindmøller. Bjergskråningerne på den side af Dominica, der vender ud mod Atlanterhavet, ser ud, som om en eller anden har været der og studset skovbevoksningen helt glat med en stor hæk-klipper. Fritstående træer står næsten vandrette på grund af vinden, ligesom man ser det på den jyske vestkyst, blot hælder de til det modsatte verdenshjørne. Helt herude på Dominicas forblæste og forrevne østkyst ligger indianernes sidste tilholdssted på De Caribiske Øer (bortset fra Trinidad), en selvstyrende kommune med et areal på 14 km2 og med et (noget turistpræget) center for den traditionelle indianske kultur. At alle øerne er omgivet af koralrev med muligheder for at dykke, er vel overflødigt at nævne. På nogle af øerne, bl.a. på Dominica, arrangeres der besøg med naturvejledere på strande, hvor havskildpadderne i nattetimerne kommer op for at lægge æg i sandet. Størst chance for at opleve det er i april. Den nordlige, mere uvejsomme del af Saint Vincent opleves bedst til fods, hvor man har mulighed for vandreture (med guide) op til kraterkanten og ned i krateret på La Soufriere, en af øernes aktive vulkaner. Den havde udbrud i 1971 og i 1979, men de var varslet, og ingen kom noget til. I modsætning til i 1902, da vulkanen kom i udbrud samme dag som Mont Pelee på Martinique, og mange tusinde mennesker omkom begge steder. Også her vokser der blomster på kirkegården. Hillsborough, Carriacou. Carriacou og Petit Martinique (øen i baggrunden) er kendt for deres bådebyggertradition. Drømmen om Caribien Det forkerte sted på det forkerte tidspunkt? ... nej, her var ingen. Træet, der kvaste skolebussen, væltede i en orkan i en sen nattetime. Roseau, Dominica. Små træhuse, der i princippet kan skilles ad og samles igen et andet sted, hvis man skal flytte, er en udbredt boligtype, her i Speightstown på Barbados. Under to rejser i april 2011 og februar 2012 fik jeg udlevet min drøm om øhop mellem De Caribiske Øer. Farver og flora Ellers er det farverne, man vil huske, farverne fra tropiske træer og blomsterplanter, frangipani, jacaranda, bougainvillea og mange andre. Har man kun én dag til disposition på Martinique 30 GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012 – ligesom krydstogtturisterne – bør man se Jardin de Balata 8 km uden for Fort-de-France, som nok er en af verdens smukkeste botaniske haver, alene på grund af beliggenheden. Farver springer også i øjnene fra øboernes huse. Uafhængig af boligstandarden er farveglæden den samme, hvad enten der er tale om våde drømme af prinsesseslotte med søjler, balkoner, balustre og gesimser malet i creme og pink eller små kolonihavehuse malet i cyklame, turkis og orange. Det var huse af den type, plantagearbejderne (og før dem slaverne) tidligere boede i, og som, når arbejderne blev sagt op og måtte flytte, nemt kunne skilles ad og stilles op som samlesæt et andet sted. Her kunne IKEA have lært noget, hvis møbelkæden havde eksisteret dengang. Getting around er overskriften på et vigtigt afsnit i guidebøgerne. Den kollektive trafik omfatter på alle øerne et net af buslinjer, der betjenes af en flåde af minibusser og enkelte større busser, hvis køreplaner er bestemt af, hvornår den sidste plads – eller i hvert fald de fleste pladser – er besat. Meget senere end klokken 18 – stort set, når det bliver mørkt – skal man ikke regne med at komme nogen steder, og søndag er en meget stille dag, viet til kirkegang og familiefrokoster. Meget sparsom eller slet ingen buskørsel. De fleste afstande er korte, og der holdes en ganske god fart ad de smalle snoede veje, hvor oversigtsforholdene ikke overalt er de bedste. Hornet bruges flittigt, men overdøves af populære 1970’er-hits, soca og reggae for fuld udblæsning. Ønsker man at skåne hørelsen, skal man vælge en af de private minibusser, hvor tydelig skiltning tilkendegiver, at musik frabedes på linje med indtagelse af mad og drikkevarer, rygning og anvendelse af sjofelt sprog. At der køres frisk til, vejnettets beskaffenhed taget i betragtning, er ubestrideligt. ”Jesus, take the wheel”, står der på et papskilt i forruden på en af minibusserne på busstationen i Roseau på Dominica. ”Don’t drink and drive. We’ve got your size”, har et bedemandsfirma uden for Castries på Saint Lucia skrevet på et skilt ude ved vejen, ved siden af en afbildning af de kister, der markedsføres. På øhop Øernes placering som trædesten i en stor bue gennem Atlanterhavet fra Nord- til Sydamerika inspirerer til tanken om en øhop-ferierejse. Men for den, der ikke er GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012 31 i egen båd, kan der snart blive tale om en mindre bondegård i flybilletter, selv om det regionale flyselskab LIAT tilbyder forskellige ”flypas”-arrangementer. Dog sejler det franske selskab L’Express des Iles med en stor katamaranfærge fra Guadeloupe til Dominica og videre til Martinique og Saint Lucia mindst to ugentlige dobbeltture. En færgerute mellem Bridgetown på Barbados og de to nærmeste øer, Saint Lucia og Saint Vincent har været planlagt siden 2009, men intet er kommet ud af det indtil nu. Endelig kan man godt rejse ad søvejen mellem Saint Vincent og Grenada, som det vil fremgå af det følgende … En enkelt stor ø – som godt og vel Langeland – og en hel sværm af meget små og enkelte lidt større øer udgør tilsammen landet Saint Vincent og Grenadinerne, der er et af verdens mindste (Grenada er dog mindre). Mange af de mindste øer er private rigmandsreservater, hvor vi andre ikke har noget at gøre, men fire af de lidt større øer har en befolkning på nogle tusinde og færgeforbindelse med hovedstaden Kingstown, fra flere gange dagligt til fem-seks gange om ugen. Tirsdag og fredag afsejler motorfærgen Gem Star – alias Voksa af Molde – og anløber undervejs øerne Canouan og Mayreau for at ankomme til Union Island, den sidste af øerne, hen på aftenen. To timer efter det beregnede gennemsnit for de tidspunkter, der var oplyst om, hvornår færgen skulle sejle, er man i fuld gang med at køre biler om bord og laste bundter af armeringsjern og andre byggematerialer, møbler og madrasser og kasser med øl og sodavand. Den veltjente, let ramponerede bilfærge har en 35 års fortid på de norske fjorde bag sig, og den norske skiltning og billederne i salonen af fjeld- og fjordlandskaber er bevaret. Lastning og losning foregår ved hjælp af en gaffeltruck, og på en af øerne skal otte paller med cementbyggesten køres i land over en broklap, der i takt med dønningerne under stor larm kører op og ned ad den rampe, der fungerer som færgeleje. Det går, som man måske kunne forudse: Et af læssene vælter, og en af arbejderne må springe for livet. Arbejdstilsynet har ikke været her forbi fornylig. I guidebøgerne omtales en daglig bådforbindelse tværs over grænsen mellem Union Island, den sydligste ø, der hører med til Saint Vincent og 32 Grenadinerne, og den nordligste ø, Carriacou, der hører med til Grenada. Men for tiden er det ikke den sædvanlige båd, der sejler på overfarten. På dagen for afrejsen fra Union Island møder man om morgenen kl. 8 på et kontor i øens lille lufthavn for at få sit pas forsynet med et udrejsestempel. Derefter går turen med en minibus til den anden side af øen, hvor nogle småbåde er fortøjet ved en plankebro i læ af et rev og noget mangrovebevoksning. Passagererne stiger om bord og forsynes med redningsveste, og så er det ellers af sted. Med pæn fart. Efter 10 minutters forløb har vi passeret revet, og vi befinder os ude i det åbne stræde mellem øerne i en 15-fods jolle med påhængsmotor på vej gennem atlanterhavsbølger, der har taget tilløb helt fra Irland og Portugal. Der er blandt passagererne forskellige meninger om, hvorvidt skipperen med rastahåret er skæv eller ej, men han har helt tydeligt taget turen før, og efter knapt en times sejlads bliver vi i god behold sat i land på Carriacou, øen, der sammen med den noget mindre naboø, Petit Martinique, tidligere var kendt for sine dygtige bådebyggere. De skonnerter, der blev bygget her (og som er afbildet på pengesedlerne), havde langt ind i 1900-tallet ligesom skonnerterne fra Marstal en storhedstid som handelsskibe i caribiske farvande, indtil byggeri af stålskibe og anlæg af dybvandshavne fjernede det meste af eksistensgrundlaget for den slags trafik. Med en katamaranfærge tilhørende selskabet Osprey Lines kommer man på to timer (én daglig afgang) fra Carriacou til Grenadas charmerende hovedstad, Saint George’s, et stykke Skotland i troperne. Påfaldende mange huse, både på Grenada og de mindre øer, er forsynet med splinternyt tag. Orkanen Ivan aflagde i september 2004 et, for disse sydligt beliggende øer, uventet besøg og efterlod 90 procent af øens boliger midlertidigt ubeboelige. En del huse henligger som ruiner syv år efter. Mad og overnatning Hoteller og restauranter er i nogen udstrækning ”overpriced”. Indkvarteringsmulighederne omfatter hele skalaen, hvor den ene ende repræsenteres af hundedyre resorts, hvor priserne er ”all inklusive”. I den anden ende kan man, særlig på Dominica og Saint Lucia, være heldig at finde ydmyge guesthouses hos GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012 Tropisk regnskov og mange vandfald karakteriserer Dominica. søde og venlige mennesker, der for en meget moderat pris tilbyder udmærkede værelser med myggenet for vinduerne, elektrisk vifte i loftet og Bibelen på natbordet. Prentet i erindringen er hotelrestauranter med belysning, stemning og serviceniveau, der får en til at tænke på Rumænien under Ceausescu, og hvor maden ligner noget fra Cuba i 1970’erne. Selv om der landes masser af fisk, har de tilsyneladende svært ved at nå frem til køkkenet på restauranterne, hvor udvalget ofte vil være indskrænket til et traktement bestående af tørstegte kyllingevinger med tilbehør i form af sammenbrændt kogt makaroni, skåret ud i firkantede klodser, eller den uundgåelige callaloo soup (som kan være udmærket). Måltiderne på disse kanter vil ikke automatisk være højdepunkter på dagen på samme måde, som når man rejser i Indonesien eller i Sydøstasien i det hele taget. Karakteristisk nok er det da også flere steder de allestedsnærværende kinesere, der redder aftenen, hvor det næppe er Jordens mest lukrative forretning at holde et spisested åbent, hvis det skal baseres på turister. Krydstogtturisterne er sejlet, mange feriearrangementer i land er ”all inclusive”, og sejlerne, der ligger for svaj, har været i land i deres gummibåde for at forsyne sig på markedet, så de kan tilberede aftensmad om bord. Shopping er for mange en vigtig aktivitet på en rejse. Besøger man i den forbindelse en forretning med damebeklædning, vil et skilt med ”plus sizes” uvægerligt falde i øjnene. Når enden er god, er alting godt, gælder i lige så høj grad her, som længere mod syd i det store frodige land, der omfatter hele den østlige halvdel af det sydamerikanske kontinent. Om det så er tøjbutikkernes mannequindukker, er de formgivet med et særdeles fremtrædende bagparti. Hvis beboerne er trætte af de flokke af turister, der vælter ind over øerne – især i de timer midt på dagen, hvor krydstogtskibene ligger ved kaj (og som økonomien på mange af øerne er afhængig af) – så mærker man det ikke. Spontan venlighed og hjælpsomhed oplever man i høj grad. Og når man allerede kl. 13.30 nærmest overfaldes af taxachauffører, der tilbyder at køre en til skibet (som typisk sejler ved 17-tiden), så er det muligheden for hurtigt at tjene 25 eller 50 kr., der er motivationen – og næppe andet. Caribien Kun få af øerne har direkte flyforbindelse med Europa. Air France flyver daglig mellem Paris Orly og Pointre-a-Pitre, Guadeloupe og Fort-de-France på Martinique. British Airways har afgang dagligt, ofte til ret moderate priser, fra London Gatwick til Barbados, hvorfra LIAT (Leeward Islands Air Transport) flyver til de øvrige øer. Martinique og Guadeloupe udgør oversøiske, franske regioner, de øvrige øer er selvstændige stater. Der kræves ikke visum, men det forlanges som hovedregel ved indrejse, at man kan fremvise billet til at rejse videre eller retur, ofte kontrolleres det allerede ved indtjekning til flyet. Undertiden skal man ved ankomsten tillige opgive navn på et hotel, hvor man havde tænkt sig at overnatte, men der er ikke nogen, der kommer om natten og tjekker, om man sover der eller et andet sted. Valuta og prisniveau: Øerne er ikke noget lavprisrejsemål, kun øl og busbilletter er billige. Der betales med euro på Martinique. De øvrige øer, undtagen Barbados, har en møntunion, hvor betalingsmidlet er East Caribbean Dollars (XCD) 1 USD = 2,60 XCD. Barbados har sin egen møntfod, Barbados Dollars (BBD), hvoraf der går 2 på 1 USD. GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012 33 Tekst & fotos: Morten Haagensen Sofitel Ia Ora, Moorea. Hotel Le Meridien, Bora Bora. Måske det smukkeste sted på jordkloden? Sheraton Lagoon Resort & Spa, Moorea. 34 GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012 Fransk Polynesien er smukke laguner, farvestrålende fisk og koralrev, hvide sandstrande, svajende palmer, grønne vulkaner og flade atoller. Kort sagt, en varierende og fantastisk smuk natur. Her møder man en befolkning, der har god tid, og som er smilende, venlig og imødekommende. Opunohu Bay, Moorea. Snorkling på Bora Bora. Kirke på Bora Bora. GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012 35 I 2004 besøgte min kæreste og jeg Tahiti, Moorea og Bora Bora, som er nogle af de mest besøgte øer i Fransk Polynesien. Tahiti er den største af øerne, og her findes smukke bjergskråninger og frodige dale, som indbyder til vandreture, hvor man kan opleve vandfald og udforske grotter. På Tahiti findes kun sorte sandstrande, derfor vælger de fleste turister hurtigt at tage videre til nogle af de andre øer. Moorea ligger 19 km vest for Tahiti og består af flotte bjerge og hvide strande. Der er ikke mange offentlige transportmidler på Moorea, og det er derfor oplagt at leje en cykel. Øen er nemlig ikke større, end den kan cykles rundt på et par timer. Moorea byder på tæt grøn vegetation og en livsform, der formår at forene det moderne med det traditionelle. Kort sagt, en polynesisk landsby. Andre aktivitetsmuligheder Hotel Le Meridien, Bora Bora. på Moorea er dykning, snorkling og sportsfiskeri, og flere steder kan man opleve hajfodring. Bora Bora ligger 264 km nordvest for Tahiti og er efter min mening et af de smukkeste steder her på Jorden. Her findes fantastisk natur med grønklædte bjerge. Bora Bora er omkredset af en fantastisk lagune. Denne lagune skulle efter sigende være en af de flotteste i verden med krystalklart vand hele vejen rundt om øen. Vi var på en fantastisk snorkeltur i lagunen, hvor vi oplevede den sorttippede haj (Carcharhinus limbatus) blive fodret, og hvor vi selv fik lov til at fodre kæmpe rokker. En unik oplevelse for livet. Fransk Polynesien er absolut ikke noget billigt rejsemål. Til gengæld får du fuld valuta for dine penge i form af en ubeskrivelig skønhed og helt fantastisk natur. Areal: Tahiti og de omkringliggende øer ligger i det sydlige Stillehav og dækker et område, der svarer til hele Europa. Det samlede landareal er på 4.167 km2 og består af 118 øer. Fransk Polynesien er opdelt i fem øgrupper: Selskabsøerne, Tuamotu, Marquesas, Gambier og Australøerne. Øerne er en blanding af vulkanske klippeøer og flade atoller, og derfor er naturoplevelsen vidt forskellig fra ø til ø. Fotos: Erik Pontoppidan & Per Allan Jensen Øerne har status som oversøisk fransk besiddelse. I 1836 kom den franske flåde til Tahitis hovedby Papeete, og øerne koloniseredes. I dag har Fransk Polynesien en vis grad af selvstyre, selv om Frankrig stadig har kontrol med territoriets økonomi, forsvar og retssystem. Fransk Polynesien har 264.000 indbyggere, heraf 83 % polynesere, 12 % europæere, og 5 % asiater. 69 % af befolkningen bor på Tahiti. Hovedbyen Papeete har 127.000 indbyggere. Tekst: Erik Pontoppidan Fransk Polynesien Mig og Kanarieøerne Karneval i landsbyen El Pinar på El Hierro. Et besøg på De Kanariske Øer vil næppe højne ens status i De Berejstes Klub. Ikke alene er øgruppen et af Europas mest besøgte chartermål, men øerne er også DBK’s mest besøgte territorium. Hvad mange til gengæld ikke ved er, at øerne er enormt forskellige og byder på en mangfoldighed af landskaber, klima, natur og kultur. De gamle vandingskalaler eller levadaer på det østlige Tenerife er et helt fantastisk stykke ingeniørarbejde. Klima: Tropisk. Grundlæggende er der to årstider, den varme og fugtige årstid mellem november og april, hvor der falder en del regn, og den tørre mellem maj og oktober. Gennemsnitstemperaturen ligger på ca. 25°C året rundt. Klimaet varierer dog fra øgruppe til øgruppe. Fly: Fra 12.000 kr t/r. Ruten er oftest København-London-Los Angeles-Papeete eller København-Paris-Los AngelesPapeete, i alt 20 timers flyvetid. Air New Zealand, Air France og Air Tahiti Nui har gode forbindelser. Alle internationale fly lander i Papeetes lufthavn på Tahiti, og transport videre i Fransk Polynesien foregår med indenrigsfly eller båd til de nærliggende øer. En flybillet PapeeteMoorea koster ca. 500 kr. og PapeeteBora Bora koster ca. 1.800 kr. Mad og overnatning: Et standardværelse fås til omkring 1.100 kr., på pensionat for omkring 700 kr. Prisniveauet er generelt højt, og man skal regne med minimum det dobbelte af, hvad vi betaler hjemme i Danmark for mad og drikke. Valuta: Franc er den møntfod, som anvendes i en møntunion, der omfatter tre franske områder i Stillehavet. Valutaen forkortes XPF og har en fast vekselkurs over for euroen til kurs 0,00838 euro, dvs. 1.000 XPF = 8,38 euro och 1 euro = 119,33 XPF. GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012 37 Karneval i landsbyen Vallehermoso på La Gomera. Eftemiddagssol i landsbyen Hermigua på La Gomera. Kanariske Øer La Palmas hovedstad, Havnebyen Santa Cruz de La Palma, er en rigtig by med spor af ægte kanarisk kultur. Spansk territorium på 7.447 km² i Atlanterhavet ud for Marokko og det vestlige Sahara navngivet efter latinsk Canaria, som betyder hundeland. Navnet blev ifølge Plinius den Ældre brugt om øerne, fordi udsendinge fra kong Juba 2. indfangede mastiffer dér og bragte dem hjem til Mauretanien. Som udgangspunkt er jeg primært til vandring og naturoplevelser i stedet for til strandliv og afslapning. Gran Canaria, Tenerife, Lanzarote og til dels Fuerteventura er øerne med masseturisme i den store stil, som man kan flyve direkte til fra Danmark. Resten af øerne har en langt mere afdæmpet turisme og byder på flere alternative oplevelser. Jeg står ikke på ski og har derfor gennem årene besøgt De Kanariske Øer rigtig mange gange om vinteren. Faktisk er jeg en af de meget få, som har været på alle syv øer. Det har for mig altid været en fed fornemmelse at hoppe om bord i et fly i den danske vinterkulde og 5 timer senere træde ud i sommertemperaturer i et stabilt klima i landskaber med blomster, bjerge, vandremuligheder og gode badestrande. Og til det store flertal af danskere, som kun forbinder øerne med strandliv, druk og grisefester, har jeg kun én ting at sige: Tag selv derned og giv især nogle af de mindre besøgte øer en chance, for det er her, øernes sjæl skal findes! Herom mere i det følgende. Mit allerførste besøg på Kanarieøerne var i januar 1967. Turen gik til Tenerife med Sterling Airways’ splinternye Super-Caravelle, som på det tidspunkt var en revolution i charterbranchen. Den tilhørte den første generation af jetfly for betalende passagerer, og den formåede at halvere flyvetiden til øerne, så det nu kun tog fem-seks timer at komme derned. S paniens højeste top Det altoverskyggende formål med mit besøg på Tenerife dengang var at bestige Spaniens højeste bjerg, vulkanen Pico de Teide (3.718 moh), hvilket lykkedes en af de første dage. Det var længe før svævebanen blev bygget, så det var lidt af en præstation at gennemføre turen 38 på en enkelt dag, og jeg mødte ikke en eneste på turen. Resten af tiden havde jeg kun hån til overs over for de mange charterturister, som spildte deres tid ved stranden eller deltog i guidede busture! Efter min første tur til Tenerife skulle der gå 20 år, før jeg igen besøgte Kanarieøerne. Det blev til to uger på Lanzarote og Fuerteventura i februar 1987, hvor jeg havde min egen cykel med i Spies-flyet. Turen blev en blanding af mange mærkværdige oplevelser, og den havde absolut intet med mainstreamturisme at gøre. Lige før starten fra Kastrup rullede et VIP-køretøj ud til flyet med daværende statsminister Poul Schlüter og hans racercykel indeni, så han og jeg var de to eneste, som havde cykler med på turen. Den stakkels mand måtte finde sig i at blive foreviget på gruppefotos sammen med flere af Spies-gæsterne og modtage ukvemsord af politiske modstandere under den fem timer lange flyvetur. Jeg fik aldrig opklaret, hvad den cyklende, konservative statsminister havde at gøre om bord i et Spies-fly til Lanzarote, og jeg mødte ham heller aldrig ude på øens landeveje, men jeg besluttede, at hvis jeg havde mødt ham, ville jeg have råbt til ham: ”Det går ufattelig godt, når man kører ned ad bakke i medvind!” S libr ige detal jer fr a nat telivet For at spare penge havde jeg booket et delt dobbeltværelse på Lanzarote, selv GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012 om jeg rejste alene. Det gør jeg aldrig mere! Den første nat på hotellet blev jeg vækket af en finsk psykopat ved 1-tiden om natten, som åbenbart skulle være min roommate, og som insisterede på at indlede en samtale om de store ting i livet. De følgende dage gik han på jagt efter prostituerede på øens barer og underholdt mig bagefter med slibrige detaljer om sine natlige oplevelser. Heldigvis havde jeg planlagt en længere cykeltur alene til naboøen Fuerteventura, som kan nås med færge fra Lanzarote på under ½ time, så jeg flygtede så hurtigt jeg kunne på min cykel ud i Lanzarotes vulkanlandskaber. På cykelturens første nat overnattede jeg på stranden tæt ved færgehavnen til Fuerteventura. Her blev jeg vækket tidligt næste morgen af en flok soldater, som åbenbart havde valgt netop dette område til at øve sig i. Jeg blev dog hverken forhørt eller arresteret, men nu syntes jeg efterhånden, at jeg trængte til lidt mere traditionelle ferieoplevelser. Så det første, jeg gjorde efter at være cyklet i land på Fuerteventura, var at slå mig ned på en af de mange barer i øens største by Corallejo og drikke mig plakatfuld i Sangria-vin. Her mødte jeg en jævnaldrende britisk cyklist, som jeg fulgtes med i flere dage på den vindomsuste ø. Vi overnattede i det fri, og om aftenen tændte vi bål på stranden og løste verdenssituationen over adskillige glas vin. I modsætning til flere andre Fuerteventura: Den perfekte ø for dem, som prioriterer gode badestrande og et afslappet ferieliv. Det meste af øen er omkranset af strandlandskaber a la Vesterhavet, mens de centrale dele består af småbjerge med nogle få, hyggelige landsbyer. Lanzarote: I charterturismens barndom i 1960’erne og 1970’erne var Lanzarote et meget eksotisk rejsemål. Man kunne for dyre penge købe endagsture med fly fra Gran Canaria og Tenerife, hvor man landede på en næsten uberørt ø med et månelandskab og fik mulighed for at ride på dromedarer mellem svovldunstende vulkaner. Sådan er det ikke mere! Lanzarote er stadig meget speciel, men på ingen måde eksotisk. Turisterne installeres i kridhvide hoteller, som danner en stærk kontrast til den meget mørke lava overalt på øen, og bevoksningen er meget sparsom. Noget af det, Lanzarote er mest kendt for, er sports- og motionscenteret La Santa Sport, som i dag besøges af rigtig mange. Gran Canaria: Denne ø er indbegrebet af charterturismen, og den var en af de allerførste destinationer for Spies, Tjæreborg, m.fl. Der er masser af gode badestrande og muligheder for et hektisk natteliv, men øens indre byder også på spektakulære bjerglandskaber med masser af vandremuligheder. Tenerife: Den største af øerne, og den har det hele. Den sydlige del byder på gode badestrande og natteliv ad libitum. Det skal dog lige tilføjes, at Sydtenerife også byder på et af de grimmeste og af De Kanariske Øer har Fuerteventura rigtig flotte sandstrande. F lere vandreture Efter de mærkværdige oplevelser på Lanzarote og Fuerteventura syntes jeg, at mit næste besøg skulle være sammen med nogen, jeg kendte i forvejen. Så omkring nytåret 1987/88 lykkedes det mig at lokke tre af mine venner fra Dansk Fjeldvandrerklub ud på en to ugers vandretur på La Gomera og La Palma. Disse to øer hører til mine favoritter. Vores firemandsgruppe foretog nogle gedigne vandreture mest ucharmerende turistlandskaber, der findes. Indtil starten af 1970’erne var Tenerifes sydkyst et næsten uberørt ørkenlandskab med små idylliske fiskerlejer. Sådan er det ikke i dag! Nordsiden af øen har ingen badestrande af betydning, men byder til gengæld på frodige og blomsterrige dalstrøg. Og Anagahalvøen mod øst byder på voldsomme bjerge og dybe slugter, med masser af vandremuligheder. Og sidst, men ikke mindst: Øens største naturattraktion er efter min mening højlandet omkring Spaniens højeste bjerg Pico de Teide (3.718 moh). Det er som at lande på en anden planet. Man forlader de dampende fyrreskove og står pludselig i et goldt stenlandskab i ca. 2.000 meters højde. Området hedder Las Cañadas og er resterne af et kæmpekrater med en diameter på 17 km. La Gomera: Forestil dig en appelsin, som er skåret over 3-4 gange, så delene næsten hænger sammen og stråler ud til alle sider. Så har du et nogenlunde billede af La Gomeras form. Der er ingen badestrande af betydning, men øen byder på et af verdens mest særprægede naturområder. La Gomera kaldes ofte for ”Fattigmandsnepal”, hvilket siger ikke så lidt om øens flotte natur og potentiale for vandrefreaks. Øens højland er en eventyrverden af skove med laurbærtræer, som er beklædt med mosser og laver. La Palma: Øen er som La Gomera et paradis for naturelskere. Den aflange ø består af en rygrad af vulkaner, som kulminerer i det enorme krater Caldera de Taburiente mod nord. Krateret har en diameter på ca. 10 km, og kraterranden ligger i ca. 2.000 meters højde. El Hierro: Denne ø, som er den mindste og mest afsides (den er på størrelse med Møn) er et godt valg for den individuelle turist, som gerne vil være sig selv. Der er forbavsende lidt trafik og turisme på øen, hvilket dog på ingen måde skyldes manglende attraktioner, hvis man ser bort fra gode badestrande og natteliv. Øen er som de andre meget bjergrig, og det er den af De Kanariske Øer, som har de flotteste skove af kanarisk fyr i højderne. på øerne med overnatning i telt eller på beskedne hoteller, og vi fejrede nytårsaften på en restaurant i den gamle hippieby Valle Gran Rey med medbragt fyrværkeri fra Danmark. Siden er jeg vent tilbage til både Tenerife, La Gomera og La Palma flere gange sammen med min kæreste, Elise, hvor jeg naturligvis fungerede som guide til mine mange favoritsteder. Og i februar 2011 var vi for første gang på Gran Canaria, som var et af de allerførste chartermål. Endelig, i marts 2012, lykkedes det mig at lokke Per Allan Jensen fra DBK med på en to ugers vandretur på El Hierro, den mindste af øerne, og Tenerife. Paradoksalt nok har Per Allan besøgt mere end 100 lande, men før vores tur havde han ikke besøgt en eneste af De Kanariske Øer! Og jeg er sikker på, at det ikke er sidste gang, han tager derned. Vi lejede bil og hus på begge øerne, og vores tur havde på ingen måde karakter af mainstreamturisme. Jeg er selv en inkarneret vandrer, men sjældent har jeg vandret så meget på så kort tid! GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012 39 Maria med paraplyen. Bananpalme i haven. På vej op til vulkanen. Reunion Hell-bourg tur/retur Der findes en lille ø, hvor naturen giver den gas. Som en prøvekanin for klimaet udsættes Reunion i Det Indiske Ocean for næsten alt, hvad naturen kan komme op med af voldsomme og fascinerende indslag. Fransk territorium som ligger 800 km øst for Madagaskar og tæt ved Mauritius og har et areal på 2.512 km². Det er den største ø i øgruppen Mascarenerne. Indbyggertallet er på ca. 720.000. Hovedby er Saint-Denis. Réunion blev opdaget af portugisere i 1513. Øen var på det tidspunkt ubeboet, den blev først kolonialiseret af Frankrig i 1642 under navnet Île Bourbon. Efter den franske revolution omdøbt til Réunion. Efter åbningen af Suez-kanalen i 1869 mistede øen sin funktion som stoppested på søruterne til Asien. Reunion er et trekkerparadis. Tekst & fotos: Jacob Gowland Jørgensen Vi kigger mistroiske på termometret i bilen på vej op mod vulkanen Piton de la Fournaise, for selvom turen derop er fantastisk smuk med udsigtspunkter overalt, så har vi måske undervurderet naturen. 14°C, 12°C og til sidst 8°C på en tropeø i bare 2,5 kilometers højde. Vi skal ud og vandre i tre-fire timer for at komme hen til en af verdens mest aktive vulkaner og har fornuftigt vandretøj på, men efter en times tid sætter en voldsom slagregn ind, og vi glider rundt på lavastenene. Det duer ikke, vi må tilbage, op ad krateret, og ind i bilen med klaprende tænder. Vi triller ned mod hovedstaden, hvor temperaturen rammer de 27°C et par timer senere, og vi får varmen igen. Og sådan er det 40 på øen, hvor der altid er et sted, hvor solen skinner, og altid er et sted, hvor det vælter ned, selvom øen faktisk er mindre end Fyn. Velkommen til Reunion, et lille stykke Frankrig i Det Indiske Ocean. Fr a nord til syd Hvor tit er det lige, at en Facebookopdatering sender en kloden rundt? I mit tilfælde fik en sådan opdatering fra en anden berejst åbnet mine øjne for, at mine SAS-bonuspoints kunne få mig til Svalbard, og da den rejse var bestilt, kom denne besked på Facebook: ”Er der nogen, der vil passe villa, vovser og Volvo på Reunion i august?” Øh ja, det kan I tro, og vupti var en af de mærkeligste rejseruter lagt. Først fem dage på Svalbard og så derefter til Reunion og Mauritius i tre uger. Fra nord til syd på få dage. Lidt klodekulret blev vi taget godt i mod af det dansk-franske par, vi kender, og kørt op ad bjerget til villaen med pool, spa, havudsigt, alskens dyr og to mennesker, GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012 Tropeplanter blander sig med grantræer på øen. der elsker fransk madlavning og selskab. Der vidste vi, at de mange timer i flyet var det værd. M ar ia med par aplyen Mange steder på vores klode går hele lande i sort, når naturen hærger. Hvis der var nogen tvivl, om man kan forhandle med klimaet, så er den åbenlyse misforståelse vist skyllet og blæst væk de seneste par år. For naturen tilgiver ikke, den hersker. På Reunion er vanvittige naturoplevelser en del af hverdagen. Ikke langt fra vulkanen Piton de la Fournaise på østkysten er flere af verdens regnrekorder blevet til, bl.a. faldt der 1,8 m vand på 24 timer i 1952 og knap fire meter vand på 72 timer i 2007. 12 % af alle verdens orkaner rammer øen, dvs. over 10 om året. I gennemsnit. Derfor er alle huse også orkansikrede, og det er et krav, at man som indbygger ved, hvad man skal gøre, når orkanvarslet kommer. For går du ud i en orkan her, bliver du ikke reddet. Dampende lavamarker. Sådan går det, når bjergtinderne stikker op midt på et enormt hav uden andre samlingspunkter for skyerne. Vulkanen er i øvrigt i et større udbrud hvert 3. år, og der flyder ofte lava fra la Fournaise (”Ovnen”), fordi Reunion ligger oven på et geologisk hotspot, som det kaldes. Hele øen består da praktisk talt også af tre kæmpekratere, hvilket ikke gør det mindre imponerende, at der bor over 800.000 mennesker. En af disse landsbyer ligger lige ved vulkanen, og her taler den fine kirke sit tydelige sprog om naturens hærgen. Lavaen ligger hele vejen rundt om kirken, så der er blevet gravet ud til en indgang, og den lokale helgen hedder Maria med paraplyen ... Utroligt nok regnede det ikke, da vi kom forbi, og vi nød synet af lavamarkerne, der står og syder og damper, mens bølger sendt fra Antarktis slår ind over, og palmerne svajer i vinden. En noget usædvanlig kombination af naturfænomener. Dette hjørne af øen er dog kun et ud af over 200 mikroklimaer på øen, hvilket også betyder, at hvis du vil have sol, ja, så indstiller du bare gps´en på en af badebyerne i vest, hvor man også finder øens nydelige sandstrande. Det ville vi, og det fik vi lige der. Smart. S avlende vanil jestænger Menneskene er lige så usædvanlige som naturen. Næsten halvdelen er, ifølge statistikken, en blanding af europæere, afrikanere og sydasiater, og med europæiske, indiske og malagasiske mindretal er hele farvepaletten i brug. Her finder du den smeltedigel, som andre lande taler om, bare udført i praksis, og alt sammen i god ro og orden. På markedet i hovedbyen SaintDenis kastede jeg mig over nogle af de lokale frugter, og i de vel 10 minutter, der gik, mens jeg fik tygget mig igennem dem, så jeg lige præcis 0 par, hvor begge havde samme etnicitet. Ingen. Den kække sælger af skovsneglene, som vi døbte de lokale, fuldfede kæmpe-vaniljestænger, var lige så mørk i huden som hans kæreste var bleg. Sælgerens mor så til gengæld lidt indisk ud ... At Reunion er en del af Frankrig gør, at den fælles, kulturelle referenceramme er europæisk, men det er godt nok en fascinerende creolsk udgave af den. Nationaldrikken er rom med lokale frugter, og krydderier og maden er også i en kategori for sig selv. And med vanilje lyder som noget, der kunne være med i ”Ramsay’s Kitchen Nightmares”, men her er det en delikatesse, og det smager virkelig godt. Vi fik det serveret i silende regn i den landsby, der for nogle år siden vandt prisen som Frankrigs smukkeste by. Og apropos modsætninger hedder byen naturligvis Hell-bourg ... Hvis man kommer tidligt på dagen, kan man se, hvorfor den vandt prisen, da Hellbourgs fine huse ligger usædvanligt smukt placeret inde ved Salaziekrateret, og tidligt på dagen har der sjældent samlet sig nok skyer, til at det regner. Hvis det her er helvede, så går det lige an. Bare husk regnjakken, trekkingstøvlerne og solcremen. GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012 41 M ustang – landet ved den yderste grænse I Nepal findes et fjernt og mytisk sted: Det gamle kongerige Mustang. Min mand og jeg havde læst om det i National Geographic, og i 2004, få år efter at området var blevet åbnet for turister, fik vi adgang som to ud af de højst 1.000, der hvert år kan få lov til at besøge territoriet, som ligger på grænsen til Tibet og også kendes under navnet Lo. Vores rejse begyndte med en ret særpræget flyvetur fra Pokhara til Jomsom, hvor vi på intet tidspunkt fløj højere end de omgivende bjergtoppe, medens vi spiste syrlige karameller og blev udstyret med vattotter i ørene. Flyveturen langs Kali Gandaki-floden var flot, selv om skyerne dækkede for udsigten til de sneklædte toppe Anapurna og Dhaulagiri. Fra Jomsom skulle vi vandre nordpå i syv dage til hovedstaden Lo Manthang og tilbage til Jomsom igen. Landskabet er øde og goldt med en stigning fra 2.700 moh i Jomsom til 3.809 moh i Lo Manthang og med mange pas over 4.000 moh. Syv muldyr bar vores bagage, og en enkelt hest var til rådighed, når trætheden og højdesygen gjorde opstigningerne over passene for udmattende. Vi var seks pensionister fra Danmark og to guider, to kokke, fire unge hjælpere der rejste telte og bar køkkenudstyret, og to tibetanere der passede dyrene. Tibetanerne holdt sig mest for sig selv og levede ligesom dyrene af tsampa – ristet byg – mens vi andre fik velsmagende retter fremtryllet over en primus i køkkenteltet. Reglerne tilsagde, at alt, hvad vi skulle bruge, skulle bringes med udefra, og alt affald bringes med tilbage. Første dag vandrede vi langs Kali Gandaki-floden mod Kagbeni sammen med nepalesiske pilgrimme og en gruppe kinesere – sikret mod sol og støv med nakkeslør, tørklæder for munden, store handsker og huer. De var på vej til den hellige by Muktinath. 42 Ud på eftermiddagen nåede vi vort første overnatningssted i Kagbeni, der ligger på trekkingruten rundt om Anapurna og på vejen til Muktinath. Fra byens gamle kloster, der tydeligvis var under renovering – flot nymalet og med en lang række bedemøller – var der den flotteste udsigt mod nord over floddalen og til en mængde huler i klippevæggen på den anden side af flodlejet. Disse huler har tidligere været menneskeboliger. Buddhistiske klostre Næste dag begyndte med, hvad der skulle vise sig at være turens faste morgenritual. Vækning kl. 6 med ”early morning tea”, vaskefad med varmt vand kl. 6.15, pakning af personlig udrustning i køjesækkene, morgenmad kl. 7 og afgang senest kl. 7.30. Inden vi kunne begynde turen, måtte vi omkring en politipost og indhente tilladelse til at vandre i Mustang. Vi havde hver betalt 700 USD for at få en trekkingtilladelse, der omhyggeligt blev stemplet med ”exit date”. I modsætning til det hinduistiske Nepal er Mustang – også kendt som Lo – buddhistisk. I alle landsbyerne er der buddhistiske klostre, langs vejen ses stupaer, på passene er der ophængt bedeflag, og mange steder er der bygget mani-mure med sten, hvor ordene ”Om mane padme hum” er indhuggede. I landsbyen Ghemi findes en flere hundrede meter lang mani-mur. Vi fortsatte vores vandring op og ned ad skråningerne langs floden, til tider ad en meget stejl og smal sti langs den GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012 Tekst: Bodil Svendsen Fotos: Bodil & Per Svendsen Det forladte kongeslot i Tsarang. dybe kløft der er dannet af Kali Gandakifloden. En del af tiden gik vi gennem et tørt ørkenlandskab med stikkende krat, gultblomstrende rosenbuske og dejlige aromatiske dufte. På vejen mødte vi flere muldyrkaravaner med salt fra Tibet eller med byggematerialer fra Nepal. På vejen var jeg heldig at finde en forstenet vandsnegl. Et vidnesbyrd om at dette landskab engang har været havbund, der i tidernes løb er presset op til disse høje bjerge. Vi overnattede i landsbyen Chusang, hvor vi besøgte et 600 år gammelt huletempel. To etager oppe var der et tempelrum med en nymalet, khata-draperet statue af Meitreya – den kommende buddha – og flere meget gamle buddhaer og andre figurer. Omkring den centrale buddha-statue var der flotte træudskæringer og rester af gamle fresker. Det var tydeligvis et sted, der stadig blev brugt. Underholdning i landsbyen Fra Chusang kan man se landsbyen Chele ligge højt oppe på en hylde for enden af dalen. Når man kommer nærmere, kan man se, at dalen er blokeret af store røde klippeblokke. Et jordskælv har skabt en ændring af flodens leje, så Kali Gandaki nu fosser gennem en stor tunnel i klippen. Efter Chele var der en stejl opstigning ad en sti, der nogle steder syntes at være skåret ud af klippevæggen. Vores karavane indhentede os her, og det var imponerende at se, hvor ubesværet de tungt belæssede muldyr klarede de bratte stigninger langs den dybe afgrund. Byporten i Lo Manthang er den eneste indgang til byen. Kornet tærskes i Ghemi. Der kærnes smør til smørte. Stupaer ved landsbyen Samar. Vejen til Lo Manthang er ikke for folk med højdeskræk. GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012 43 I Mustang får heste ikke navne, men i taknemmelighed over hjælpen op til passene valgte vi at give ham navnet ”Klaus”. Inden Samar måtte vi over to pas, Taklam La (3.624 moh) og Dajori La (3.736 moh), begge prydet med hundreder af bedeflag. Om aftenen blev der indkaldt kvinder fra landsbyen til at underholde os. Det var tydeligt, at det ikke var noget, de var vant til – i hvert fald var der megen fnisen og indbyrdes diskussion om, hvad de skulle foretage sig. Der blev dog danset og sunget, og to af vore køkkendrenge deltog ivrigt i løjerne. Alle morede sig, og der blev samlet penge ind til kvinderne, der til formålet havde medbragt en protokol, hvor vi hver især skulle skrive vores navn, og hvor meget vi havde doneret. Hård opstigning over fire pas Næste dag bød på fire pas alle over 3.800 moh. Dagens mål var Geling, en stor landsby der i modsætning til andre landsbyer i Mustang er spredt ud over et stort område. To store klostre troner over stedet. Det højest beliggende er tilegnet egnens skytsguder, og kvinder er forment adgang. Kun mænd, drenge og små piger må betræde stedet. Det andet kloster er åbent for alle, og vi fik lejlighed til at beundre nogle meget smukke Ordforklaringer Chorten: Tibetansk for stupa. Religiøs bygning, ofte ved indgangen til en landsby eller på et pas. Indeholder ofte aske eller knoglerester af en afdød hellig person. Khata: Et traditionelt hvidt tørklæde af silke eller bomuld. Anvendes i Tibet som hædersgave til værten ved et besøg eller til en religiøs figur. Mandala: Religiøst symbol, ofte som en cirkel eller et kvadrat. Mani-mur: Bedemur af sten med inskription af en bøn. Om mane padme hum: Buddhistisk bøn, der betyder ”Oh, du juvel i hjertet af lotusblomsten”. Ses hugget ind på de sten, der bruges til bygning af en mani-mur. 44 Den lange mani-mur ved landsbyen Ghemi. fresker på væggene i bedesalen. Ved brønden opdagede vi en fuldautomatisk bedemølle drevet af vand, der plaskede over på et hjul med skråtstillede skovle under selve bedemøllen. Vi faldt i snak med en ung mand, der talte udmærket engelsk. Han var lærer i den lokale børnehave, som han opfordrede os til at besøge. Børnehaven og skolen var nybyggede for amerikanske penge. Selv om det var sent, var børnene stadig i huset, hvor de indøvede sange og danse, der skulle opføres for besøgende fra Anapurna Conservation Area Projekt, en organisation der er ansvarlig for udvikling, uddannelse og naturbeskyttelse i området. Vejen fra Geling til Tsarang går gennem en bred dal med mange græssende geder inden en hård opstigning til passene Nyi La (4.010 moh), Ghemi La og Choya La (3.870 moh). Det trak tænder ud, og vores lille hest kom på arbejde med at hjælpe mig op. Den betydeligste by på vejen til Lo Manthang er Tsarang. Ved ankomsten sydfra bydes man velkommen af en stor flot port-chorten med gamle billeder i portåbningens loft. Byen ligger i en dyb kløft, og på kanten af kløften dominerer en fire-etagers borg, der minder om et europæisk middelalderslot. Slottet tilhører kongen, men er meget forfaldent og bliver vist ikke benyttet mere. Byens anden dominerende bygning er det store rød-, hvid- og sortstribede kloster, Thubten Seydruk Darkyeling. Det stammer fra 1440 og rummede i sine velmagts dage mere end 2.000 munke, der boede, studerede og dyrkede deres religion her. Da vi var der, var klosteret under restaurering og fungerede som munkeskole. Vi så talrige små munkedrenge, der sad på gårdspladsen og læste højt af buddhistiske tekster. Ud over de religiøse fag blev de også undervist i tibetansk, nepalesisk, engelsk og naturvidenskab. Traditionelt er den næstældste kongesøn abbed i Tsarangklosteret. GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012 Målet nået Fra Tsarang til Lo Manthang er der ca. fem timers vandring. Halvvejs møder man en kæmpestor ensom stupa – Sungda Chorten – og efter yderligere et par timers vandring og endnu et pas med bedeflag øjnes rejsens mål: Nord for byen ses to høje bjergtoppe, hver med en borgruin på toppen. Som vi nærmer os, dominerer den næsten 10 meter høje bymur med en gammel byport, hvorigennem al trafik foregår. Hver aften ved solnedgang lukkes porten for færdsel. Umiddelbart inden for porten ligger kongens palads ud til en stor plads, hvor religiøse ceremonier og fester foregår. Kongens bolig er på fire etager, adelens på tre og almindelige borgeres huse på to etager med stalde i stueetagen. Uden for bymuren bor smedene og møllerne, som tilhører gara-stammen, der på trods af deres tibetanske afstamning og udseende regnes for kasteløse. Byen virkede meget forfalden og fattig med åbne render i de smalle gader, husdyrgødning alle vegne og snavsede børn. Mange stupaer var i en dårlig forfatning. Vore telte blev rejst uden for bymuren på en gårdsplads, der tilhørte byens postmester, som tillige er bror til kongen. Vi blev inviteret indenfor til middag i dagligstuen, hvis ene væg var prydet af en kolossal fotostat af Lhasa med Potala-paladset midt i. Man er ikke i tvivl om, at man er i et tibetanskbuddhistisk land, der anser Dalai Lama for at være dets åndelige overhoved. I Mustang har Dalai Lamas sekt, Gelupka eller Ruldhattene, ellers ikke nogen videre betydning. Det er Sakyapasekten, eller Rødhattene, der er den dominerende sekt her, men Dalai Lama respekteres som lamaen over dem alle. Der er tre klostre i Lo Manthang, hvoraf det ældste blev indviet i 1447. Her ser man en kæmpemæssig 15 meter høj statue af Maitreya, men det mest interessante i dette kloster er de smukke meterhøje mandalaer i to rækker over hinanden. De er malet i 1400-tallet og dækker væggene. Man skønner, at klostret har landets største samling mandalaer fra den tid. Efter kinesernes ødelæggelse af klostre i Tibet, kan det meget vel være den største samling i verden. Da vi besøgte klostret, var to italienske malere ved at oplære lokale malere i at udføre et meget tiltrængt restaureringsprojekt. Det nye kloster, Ghoedhe Gomba, er det eneste fungerende kloster i Lo Manthang. Her er tilknyttet munke, og her residerer Mustangs lama. Det morsomste ved det velholdte kloster var dog de små glade munkedrenge, der sjippede og spillede badminton i gården, og som går i skole her. En skole for alle børn Uden for bymuren ligger The Great Compassion Boarding School. Vi gik indenfor og mødte lamaen, der havde grundlagt skolen i 2000 med det formål, at børn i Lo Manthang, uanset køn eller kaste, skulle kunne få en god undervisning. Som 8-årig var han selv blevet sendt på klosterskole i Indien og vendte først hjem 10 år senere. Han havde først ledet munkeskolen på Ghoedhe Gompa i seks år, men havde så valgt at grundlægge en sekulær kostskole for både piger og drenge fra alle kaster. Som adelig ejede han den jord, som skolen var bygget på, og som kunne forsyne skolen med fødevarer. I 2004 havde skolen seks klasser med 125 elever, og det var planen at påbegynde en ny årgang hvert af de følgende år, indtil skolen var fuldt udbygget. Driften af skolen blev finansieret af donationer fra Europa. Børnene bliver undervist i tibetansk, nepalesisk og engelsk foruden matematik og andre naturvidenskabelige fag. Det er ikke muligt at opvarme skolen om vinteren, så når kulden kommer i oktober, vandrer elever og lærere den lange tur til Pokhara uden for Mustang og fortsætter undervisningen der. En tur på 12 dage over bjergpas på over 4.000 moh. Lama Kunga beroligede os med, at de små jo var vant til at gå og kunne klare meget mere end os. Lukket grænse Da kineserne i 1950 annekterede Tibet, blev grænsen lukket, hvilket fik alvorlige følger for Mustang. Befolkningen mistede sine traditionelle sommer græsningsmuligheder i Tibet og dermed muligheden for at holde Mustang Historie: Mustang er en forvanskning af navnet på hovedstaden Lo Manthang og de tibetanske ord mun tan, som betyder frugtbar slette. Hovedstaden Lo Manthang kan efter sigende betyde både ”den flade slette” og ”bønnernes slette”, idet ordet lo betyder sted. Kongeriget Mustangs historie kan spores tilbage til midten af det 7. århundrede, da området blev erobret af den tibetanske konge Songsten Gampo. Den tibetanske indflydelse betød, at den shamanistiske bön-religion blev erstattet af buddhismen, idet elementer af den gamle religion dog forblev bevaret og er det til i dag. I det 10. århundrede gik det tibetanske storrige i opløsning, og der opstod en mængde små fyrstendømmer og vasalstater. Mustang var interessant, da landet beherskede den vigtige saltrute mellem Tibet og Indien. Sidst i 1700-tallet blev Mustang underlagt den nepalesiske konge, men bevarede sin egen raja eller gyelpo. I 2008 blev det nepalesiske kongedømme afskaffet, og samtidig blev den 25. konge over Mustang, Jigme Palvar Bista, afsat, men han nyder fortsat stor respekt lokalt. Lo eller Mustang har således historisk status som et delvist autonomt område i Nepal. Befolkning: Der bor ca. 15.000 indbyggere i Mustang. Befolkningen omtaler deres eget folk som loba. Loba-folket har op til tre navne. Det første navn gives af en lama. Det andet navn vil være navnet fra deres forældre ved fødslen. Deres tredje navn, som gives af en guru eller en spirituel lærer, holdes altid hemmeligt. Lobaerne har en unik kultur, som indbefatter polyandri. Det er helt almindeligt for en kvinde at være gift med flere mænd, da man mener, at der er mindre risiko for, at kvinden bliver enke, når hun har flere ægtemænd. Arrangør: Vores rejse til Mustang var arrangeret af Last Frontiers Trekking i Katmandu. Læs mere på www.lastfrontierstrekking.com. I 2004 var prisen ca. 15.000 kr. per person, hvortil kom flyrejsen til Katmandu. Læs i øvrigt mere om The Great Compassion Boarding School på www.himalayas-children.ch. tilstrækkeligt mange yakokser. Yakoksen leverer arbejde, kød og gødning. Ikke mindst det sidste er vigtigt, idet yakgødning traditionelt har været brugt som brændsel i den kolde vinter. Konsekvensen er, at de fleste beboere drager sydpå til Nepal og Indien for at arbejde i vinterperioden og overlader til de ældre at passe børnene og dyrene. Grænselukningen betød også, at Mustang blev operationsbase for de tibetanske khampa-guerillaer, som, støttet af CIA, kæmpede mod kineserne. Tilstedeværelsen af de tibetanske guerillaer var en stor byrde for den lokale befolkning, hvis ressourcer var meget begrænsede. Efter USA’s anerkendelse af Folkerepublikken Kina i 1973, blev støtten til modstandsbevægelsen indstillet, og den nepalesiske hær rykkede ind i Mustang. Farvel til en tibetansk tidslomme Vores tur tilbage til Jomsom tog seks dage. Da vi kom frem, var vejret så dårligt, at flyet var aflyst. Efter et par dages venten lykkedes det os at komme med en helikopter, som fløj os til Pokara og videre til Katmandu. Vi havde rejst langt både i tid og afstand. Kineserne er i gang med at bygge en vej, ”Venskabsmotorvejen”, fra Tibet gennem Mustang til Nepal til stor fortrydelse for Indien. Når det bliver muligt at køre til Lo Manthang, vil denne unikke tibetanske tidslomme formodentlig forsvinde eller blive meget forandret. Man må håbe, det bliver til gavn for befolkningen i landet ved den yderste grænse. GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012 45 Rundt om verdens navle, Tekst & fotos: Gunnar Terje Lysemose En gedehyrde nærmer sig pashøjde med sin flok. 46 Bedeflag i Drolmapasset, 5.650 moh. Om mane padme hum (bhuddistiske bønnesten). Mount Kailas er 6.638 meter højt og ligger i det sydvestlige Tibet i Transhimalaya, tæt på kilden til flere store floder. Kailas betyder ”den dyrebare juvel af sne” og er et helligt sted for fire religioner: bön, buddhisme, hinduisme, og jainisme. Hinduerne anser bjerget for at være bolig for lord Shiva. For buddhister er Mount Kailas universets navle, og for bön-religionen, der kom før buddhismen, er Kailas hjemsted for åndelig kraft. Tusinder foretager hvert år en pilgrimsrejse til Mount Kailas, en vandring til fods på ca. 55 km, der efter sigende skal bringe lykke. Turen kan gås på tre dage. Et flertal af indere bruger yakker eller ponyer, da det er anstrengende at vandre i disse højder. Selve Drolmapasset ligger 5.650 moh. Der er, så vidt vides, aldrig nogen, der har besteget dette hellige bjerg, der altid er dækket af sne. I juni 2006 er jeg tilbage i Himalaya for at trekke i bjergene. Hjemmefra har jeg en aftale med min makker fra Mera Peak i 2001, Lars og hans datter Camilla, om at gå rundt om Mount Kailas i Tibet. Lars er meget fascineret af buddhismen, og Camilla er udøvende buddhist, der hver dag foretager såkaldte glidefald, dvs. gør knæfald og kaster sig på jorden, mens hele kroppen glider fremad. Hun Mount Kailas har endvidere en masse små sedler med bønner, beregnet til at kaste på udvalgte, hellige steder. Highlander i Katmandu står som arrangør af denne pionertur. Flere fra staben, plus bossen Hari Dharel og hans søn Warrish, deltager. Dertil kommer Chhewang, der taler kinesisk, og hvis familie vi skal besøge i Simikot. Simikot ligger i Humla i det ekstremt GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012 fattige nordvestlige Nepal. Roshan, min ven fra adskillige bjergture gennem årerne, er en af flere guider på turen. Turen er beregnet til tre-fire uger. Vi får opgivet en pris på 3.000 USD, men af uforklarlige årsager stiger den pludselig med 600 USD for hver af os danskere. Planen er at flyve fra Katmandu til Nepalgunj i det tropiske Terai, hvorfra vi skal med et mindre fly til Simikot. Her begynder trekket for at slutte første etape ved den tibetanske grænse. Efter nogle dages kørsel med hviledage fortsætter trekket rundt om Mount Kailas. Vi har planlagt at benytte telte med campingudstyr, gæstehuse og hoteller undervejs. Ponyer og nepalesiske bærere tager sig af vores udstyr på vandringsdagene i den første uge. Forsyninger bliver herefter bragt over land de ca. 1.500 km fra Katmandu til Kailas-området. H eld i uheld Flyveturen til Simikot foregår i et lille, overfyldt propelfly. Vi lander i 3.170 meters højde, hvor luften er tynd og klar i modsætning til i Terai. Besøg hos Chhewangs forældre, der er gæstfriheden selv. Inden middagen bliver vi velsignet af værten, der sætter en smør-klat i håret på hver af os. Til måltidet, den allestedsnærværende dalbath, hører chang, øl brygget på byg, og smør-te med salt. Vores grej bliver læsset på ponyerne. Hvor Lars er, sker der altid noget. På turen glemmer han sine to par briller et eller andet sted undervejs under de mange hvil. Chhewang rider tilbage for at lede efter dem, men må opgive, da mørket falder på. Men jungletrommerne i Simikot har virket. En lokal finder brillerne og får travlt med at sadle sin hest og finde os en dagsmarch fremme og aflevere dem til rette ejermand! På den 5. dag får vi gået rigtig langt, i alt 7 timer. En ekstra hest er med til trætte turister. Camilla får sig en ridetur, og Lars får Kathmandu Step. Vi mistænker æggene for at være synderen. Kokken har haft dem med hele vejen fra hovedstaden. 35°C og rystelser er ikke det bedste for æggene, der formelig koger. Vi nægter at spise flere omeletter, men bærerne bliver lykkelige, da de får æggene. G r ænsebetjentene ser rødt 7. dag bliver en herlig vandredag. Først 500 meter op til passet, hvor der naturligvis vajer buddhistiske bedeflag, der blafrer i vinden. Derefter 900 meter stejlt ned til grænsestationen. Fra passet har vi en storslået udsigt ind over den tibetanske højslette. Inden vi kommer til grænsen, skal der meget mod min vilje betales en afgift til maoisterne. Der er stadig borgerkrig i Nepal, selv om krigstilstanden officielt få dage før er afsluttet, men maoisterne helmer ikke, før de har fået 100 USD fra hver af os danskere. Ved grænsen møder vi de kinesiske myndigheder, der er alt andet end venlige. Hvilket antiklimaks efter dage med imødekommende og smilende nepalesere. To gange endevender de vore ejendele. Grunden er, at de finder et fotografi af 14. Dalai Lama i min guidebog. Siden med billedet rives øjeblikkeligt ud. Som om det ikke er nok, konfiskeres derpå hele bogen, for tænk, om den indeholder yderligere kompromitterende materiale? Lars har også et billede af Dalai Lama, men på en eller anden fiks måde, får han smuglet fotoet over i sin tegnebog og anbragt mellem pengesedlerne, så han undgår yderligere ransagelse. De uniformerede mænd er fortsat meget bryske. Her gælder ikke noget please, excuse me, sorry, namaste. GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012 47 Her begynder trekket rundt om Mount Kailas. Nogle anvender yakokser, andre ponyer. Roshan i Drolmapasset, 5.650 moh. Et ørkenagtigt landskab i Humla, nær grænsen mellem Nepal og Tibet 48 GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012 Ved grænsen møder vi vore to chauffører og guiden, en ung mand ved navn Karma. Efterfølgende indkvarteres vi i et gæstehus i Purang. Både Chhewang og Hari, der har arrangeret turen, er ikke glade, hverken for stedet eller myndighedernes mangel på almindelig høflighed. I Purang ser vi vores lastbil, der skal følge os i de kommende to uger gennem Tibet. Uheldigvis har agenten glemt at medsende gas til madlavning, og mange grøntsager må kasseres, da de ikke har haft godt af rystelserne på den 1.500 km lange vej. Roshan bliver sendt i byen for at købe ind til os. Det bliver midnat, før vi spiser middag, men det skal siges, at urene er blevet stillet 2,5 timer frem. H unde med øjne så store som tekopper Purang er en skændsel af en by, snavset og uhygiejnisk med lort rundt om bygningen, vi overnatter i. Her er der snavs på gulve og i senge. Støjen fra et nærliggende diskotek holder os vågne. Min seng bryder sammen, men jeg finder en anden at ligge i. Næste morgen endelig på vej til noget andet og bedre. Den højtbeliggende Manasarova-sø, 4.500 moh, er næste stop. Teltene slås op nær søen, hvor lyset virker som et spejl. Det brydes her på en forunderlig måde. Man ser et månelandskab af sand, grus, sand og vand, så langt øjet rækker. En lille eftermiddagstur alene nogle kilometer fra lejren er ved at ende i et mareridt for mig. En flok store mastiffagtige hunde kommer pludselig farende imod mig. At jeg er trådt ind i hundenes revir er tydeligt. Til min rædsel er jeg på ingen tid indkredset af glammende bæster, der viser tænder. Hvad skal jeg stille op? Jeg har ikke sten i lommen at kaste efter hundene, heller ikke en stok at forsvare mig med. Det eneste, jeg kan, er at skrige højt af dem i håb om, at nogle mennesker vil høre mig. Jeg truer hundene med knyttede næver, men det provokerer dem kun yderligere. Jeg føler mig virkelig truet. Jeg når at tænke, at overlever jeg biddene, risikerer jeg at få rabies. Gudskelov er der en inder nede ved søen, der hører mine angstskrig. Han kommer løbende med lommerne fulde af sten. Han får øjeblikkeligt hundene til at stryge ud over sletten. Ja, han får virkelig hundene på flugt med sine præcise kast. Han fortæller, at han selv er blevet bidt af selvsamme hundeflok nogle dage før. Det er farligt at gå alene Tibet Status: Tibet var selvstændigt fra 1913-1950, hvor det blev annekteret af Folkerepublikken Kina. Den spirituelle leder, den 14. Dalai Lama, flygtede i 1959 og stod indtil 2011 i spidsen for en eksilregering med hovedsæde i Dharamsala i Indien. Eksilregeringen ledes i dag af en premierminister ved navn Lobsang Sangay. Det skønnes, at op imod 140.000 tibetanere lever i eksil. Der bor ca. 2,8 millioner mennesker i Den Autonome Region Tibet – heraf bor ca. en halv million i hovedstaden Lhasa, hvor flertallet er hankinesere. En voksende del af Tibets befolkning udgøres i dag af tilflyttede kinesere. Officielt udgør tibetanerne 93 % af Tibets befolkning, og hankinesere kun 6 %, men iberegnes de ikkefastboende, bl.a. handelsfolk, teknikere og soldater, er andelen betragteligt større. Areal: Det tibetanske højplateau ligger på en gennemsnitlig højde af over 4.000 moh. og har en udstrækning på 2.500 km fra øst mod vest og 1.200 km fra syd mod nord. Sydgrænsen dannes af Himalayas hovedkæde, der som en mægtig bjergmur løber fra her, siger han. ”Cheer up, Gunnar. Death is not around the corner.” Ingen i lejren forstår, hvor chokeret jeg er, da jeg kommer tilbage, ligbleg og skælvende. Hændelsen sidder i mig længe efter. Manasarova indbyder til et helligt bad, hvilket Lars – og med ham mange indere – benytter sig af for på den måde at rense sig for synd og begynde et nyt liv. Næste stop er Darchan, hvor vi bliver indkvarteret i et gæstehus, der er blot en anelse bedre end det i Purang. Camilla og jeg går en eftermiddagstur i de nærliggende bjerge, hvor vi bliver underholdt af surikater, der minder om en mellemting af præriehunde og murmeldyr. De udstøder sært skarpe lyde og holder kispus med os, når vi forsøger at fotografere dem. 4.600 moh. giver hovedpine, svimmelhed og kvalme, tør hoste og appetitløshed. Nede igen ser jeg et opslag på væggen, der fortæller, at det er forbudt at gå alene og uden tilladelse i bjergene. Bøder på 10.000 yuan, ca. 8.000 kr., må påregnes ved overtrædelse. nordvest til sydøst. Nord for hovedkæden følger en længdedal, der dels afvandes af bifloder til Ganges, som gennembryder hovedkæden, dels indeholder søer uden afløb. Derpå følger en parallelkæde, som mod nord begrænses af Brahmaputra-dalen. Nord for denne ligger et system af parallelle kæder, der har samme retning som Himalaya og kaldes Transhimalaya. Flere af Asiens største floder har deres udspring i Tibet, deriblandt Brahmaputra, Indus, Den Gule Flod, Yangtze og Mekong. Der er omkring 2.000 søer. Det historiske Tibet dækker et areal på 2,47 millioner km², men området er i dag opdelt i flere provinser. Den Autonome Region Tibet udgør blot 1,23 millioner km². Arrangør: Highlander har kontor i Katmandu og er i øvrigt servicecenter for Jysk Rejsebureau. Læs mere på www. highlandernepal.com. Min guide Roshan er sammen med Lars Jensen og Hari Dharel initiativtager til ngo’en Roshan’s Friends, som bygger skoler, planter træer, og uddeler medicin i Humla og Chepang Hills. Læs mere på www.roshansfriend.org Individualistiske vandrere er ikke velkomne her. Dagen efter er Camilla syg med feber og har ondt alle steder. Vi beslutter at holde hviledag. Desuden står vi og mangler yakokser eller ponyer til at bære vores grej i de næste dage. Karma bare sløver hen. Man skulle tro, han var på stoffer. Han har slet ikke styr på noget. Darchan er ikke det mest inspirerende sted at holde hviledag. Værst af alt: Toiletterne! Lars siger: ”En sådan tur vil jeg aldrig anbefale mine venner i Danmark. Dertil er den alt for sårbar pga. de to landes forskellighed, rejseagenterne og guiderne, der kun periferisk har kontakt med hinanden.” H vorfor løbe ? gå , når man k an Den 14. dag på turen bliver en særdeles anstrengende dag, hvor vi runder Drolmapasset 5.650 moh – en hård belastning for lunger og hjerte. Dalen på østsiden er derimod ganske let, for her går det jævnt nedad, men dalen er lang. Jeg ignorerer min naturlige træthed og sætter i småløb i stedet for at gå. Jeg har altid været vild med at løbe, men at gøre det, når man er ved at gå sukkerkold i små 5.000 meters højde, er ikke anbefalelsesværdigt. Men jeg er i endorfinernes vold og føler mig høj. Da jeg når frem til vore to chauffører, der venter os, falder jeg om af udmattelse. Da Lars og resten af holdet ankommer et par timer senere, ligner jeg endnu en zombie, som Lars udtrykker det. Jeg er endnu dødtræt dagen efter og helt uden energi. Vi er tilbage i Darchan, hvorfra vi begynder vores lange køretur hen over det tibetanske højplateau. Først følger vi et sandet spor, der undertiden deler sig i flere parallelle spor. Vore to chauffører morer sig med at køre om kap på hver side af hovedsporet, hvilket de kan gøre, da vi ikke møder nogen modgående trafik i flere timer. Landskabet er ørkenagtigt med store sandklitter, formet af stærke vinde. Vi bevæger os i stor højde mellem 4.500 og 5.000 moh. Ensformigheden brydes af store saltsøer og en flod, som vi følger. Af og til ser vi nogle få fårehyrder og GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012 49 Udsigten østover fra det sidste pas i Nepal inden Tibet. Yoghang-klostret set fra terrassen på vores hotel. Bemærk bjergene, der omkranser Lhasa. faldefærdige hytter ude i det fjerne. Landet er uhyre tyndt befolket. Den 17. dag bliver helt uforglemmelig. Det begynder med regn, der går over i slud og sne for at ende med torden og en overjordisk opklaring sidst på eftermiddagen, der igen bliver afløst af en stjerneklar aften. Kørslen er beregnet til syv timer, men vi bruger 15 pga. omkørsler, vejarbejde, jordskred og vejrliget, der stopper for al videre fremfærd – men udsigten, da det klarer op, er bedårende og overjordisk smuk og i allerhøjeste grad spektakulær. Jeg har aldrig set et flottere og mere betagende syn end dette tibetanske landskab i sort-hvidt. Vi får alle et kick og bare glor. Det er, som om vores sanser bombarderes. På det fine hotel i Shiagatse oplever Lars og jeg endnu engang kinesernes mangel på konduite. Uafhængigt af hinanden er vi, da vi pakker om morgenen, faldet for en lille, hvid vaskeklud, som vi lægger ned i bagagen, tænkt som en lille souvenir. Under morgenmaden bliver vores guide, Roshan, over højttaleren kaldt til receptionen. Da han kommer tilbage, kan vi se, at noget alvorligt er indtruffet, for han er ligbleg. Forklaringen lyder, at hans to gæster har taget ejendele, der tilhører hotellet. Lars og jeg må røde i hovedet af skam eller raseri og tilbageholdt harme åbne vores kufferter og aflevere de to vaskeklude. Tænk, hvilken mangel på konduite! Man kunne så let som ingenting have påført regningen et beløb svarende til indkøbet af to vaskeklude, maks. 20 kr. I stedet bliver vi udskreget som gemene tyveknægte! K loster allergi og et over stadigt fr isørbesøg Vi tilbringer tre dage i Lhasa, en lang og udstrakt storby med lav bebyggelse, 50 hvorover paladset Potala knejser. I hovedstaden ser vi åbne pladser, brede boulevarder med store blomsterbede. Vi befinder os 3.600 moh med markante bjerge, der omkranser byen. Byen virker renskuret og mere kinesisk end tibetansk. Det er kinesere, der dominerer i forretningskvarteret. Da vi ankommer, er jernbanelinjen mellem hovedlandet og Lhasa netop blevet indviet en uge før, så vi ser politi og mange turistgrupper, fortrinsvis fra Kina. Fra hotellets terrasse har vi udsigt til Yoghang-klostret, hvor buddhister udfører deres glidefald rundt om bygningen. Om eftermiddagen benytter Lars og jeg lejligheden til et besøg i en frisørsalon, vore nepalesiske venner anbefaler. To kvinder står for klipning, hårvask og en smule massage, en normalt meget billig og effektiv behandling, som vi ofte i Nepal uden problemer har prøvet, men sprogproblemerne er større her, end vi har ventet, så før jeg når at blinke, er halvdelen af mit overskæg forsvundet. Da jeg beder om massage, foregår det ovenpå i et gemak med en ottoman, hvorover der hænger en plakat af umiskendelig erotisk karakter. Mine anelser slår til, for kvinden, som jeg ikke kan kommunikere med verbalt, prøver med tegnsprog og priser skrevet i hånden at få mig til at købe hendes ydelser. ”No! no!” er alt, hvad jeg kan fremstamme, og ned ad trappen går det til Lars, der er under kærlig behandling af den anden, nedringede, stærkt parfumeduftende frisøse. Da vi kort tid efter forlader biksen (og briksene) kan det nok være, vi bryder ud i overstadige latterudbrud. De to kinesiske kvinder griner fnisende med. De er tilfredse med de store drikkepenge, som vi giver dem. Da vi ved ankomsten på hotellet fortæller vores nepalesiske venner GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012 om frisørbesøget, reagerer de med højlydt forargelse. De kan ikke se det humoristiske i oplevelsen. At massage i Kina ofte foregår i frisørsaloner og er relateret til sex er almindelig kendt, men i situationen tænkte vi ikke på det. Danskere er undertiden lidt for naive. Yoghang-klostret giver mig klaustrofobi. Trange, mørke rum med en masse mennesker, der skubber og maser, går mig på nerverne, så efter kort tid finder jeg ud i frisk luft. Karma fortæller, at der er overvågningsudstyr og lytteposter sat op alle steder, hvor der er mange mennesker samlet. Han beder os om ikke at udspørge ham, mens vi er derinde. Han er i det hele taget meget nervøs for, hvad vi kan finde på at spørge ham om. Kun når vi sidder i teltet, vover han at tale frit fra leveren. Jeg glemmer mine briller i taxien ud til Dalai Lamas sommerresidens, Norbulinka. Heldigvis får jeg dem igen dagen efter, takket være Karma, så helt umulig er han ikke i mine øjne. G uiden går helt i sort, og alt går galt Potala er en mastodont, der overgår ens fantasi, hvad størrelse angår, men røgelsen, dyrkelsen af de mange hellige lamaer og ikonfigurer er i mine øjne både bizar og afskyvækkende. Desuden er jeg ved at fare vild derinde mellem de tusind rum, det indeholder. Smørlamperne kan ikke skjule de mange krøllede pengesedler, som fattige tibetanske buddhister og pilgrimme stikker ned bag ikonerne eller giver til munkene. En sammenblanding af det religiøse og det merkantile er noget, man også ser andre steder på Jorden, men det bliver det ikke rigtigere af. Det kolliderer med min opfattelse og etik. Oplevelsen af indestængtheden i paladset kompenseres dog af de storladne omgivelser, som omgiver Om mane padme hum i farver (bhuddistiske bønnesten). samme bygning. Udsigten er ikke at beklage! Lars og Camilla har i sagens natur en helt anden opfattelse af, hvad de ser og oplever inde i Potala. Forresten var det nær gået så galt, at Lars ikke var kommet ind, for hans pas lå hjemme på hotellet. Karma har bare glemt at fortælle, at vi skal medbringe pas for at komme ind, ikke andet! Roshan får til opgave at løbe hjem efter Lars’ pas. Efterfølgende får Karma en skideballe af Lars, der får ham til helt at gå i sort. Senere på dagen er vi nogle stykker, der tager på en todages ekskursion til en sø, der ligger 4.700 moh. Den befinder sig tre timers kørsel fra Lhasa. Lars gider ikke, og Camilla har tandpine, så jeg er ene turist mellem resten af Highlander-staben. Indkvarteringsstedet er ikke det hotel, vi er blevet lovet, men et telt med fire senge til os fem store mandfolk. Toiletter eller vaskesteder er ikke-eksisterende! At det regner gør ikke forholdene mere attraktive eller mere tålelige eller mig mindre sur. Jeg lader nogle ironiske, måske sarkastiske, bemærkninger falde, hvilket ikke falder i god jord. På en gåtur sætter Roshan mig på plads. Nepalesere hverken bruger eller forstår ironi. Kritiske bemærkninger opfattes ydmygende og ærekrænkende. Da jeg næste morgen vågner, er jeg ikke bare sur, men meget sur, for jeg opdager, at min rygsæk er blevet gennemblødt af at stå op ad teltvæggen. Desuden har en tyv om natten set sit snit til at tage min vandflaske, så tørsten kan jeg ikke slukke. Også morgenmaden må vente, for Hari har lånt alle mine kontanter. Selvfølgelig kan den slags skævere ske på alle ture ud i det vilde og øde, men det siger også noget om turarrangørerne, der lover mere, end de kan holde og ikke forstår, hvis turisten føler sig snydt og bondefanget. Udsigten i pashøjde ind over Tibet. Bemærk stien til højre og Mount Kailas i baggrunden midt i billedet. En del af Dalai Lamas sommerresidens. Fanget i luf thavnen 24. og sidste dag i Tibet. Alle vore nepalesere, undtagen Roshan, er på vej til Katmandu i bil, en strækning på ca. 500 km, som let kan tage både dag og nat. Vi andre skal heldigvis flyve. Uden for lufthavnen tager vi afsked med Karma, der vender tilbage til Lhasa i taxien. Først da vi står ved indtjekningsdisken går det op for os, at der er problemer med vores papirer. Vi mangler et dokument, der giver os lov til at forlade landet! Karma er over alle bjerge, så ham kan vi ikke skælde ud på mere. Nu bliver der ringet både her og der og parlamenteret til den store guldmedalje, men ingen af de stedlige myndigheder har den fornødne kompetence til at slippe os fri. Roshan er grædefærdig. Lars og Camilla er rasende. De har et større problem end mig, da de har billet videre til Danmark dagen efter, og der går kun to fly til Katmandu om ugen fra Lhasa. I sidste øjeblik får vi adgang til det ventende fly. Bagagen er allerede tjekket ind. Mon ikke det er det, der gør udslaget? Jeg tror det! Camilla udbryder spontant ved ankomsten tilbage til Katmandu: ”Nej, hvor jeg har glædet mig til at komme tilbage til støjen, forureningen, kaoset og det uberegnelige, der hersker her i byen, og især til alle de skønne nepalesere, der er hjertelige på en måde, så man kommer til at elske dem!” Vi er lykkelige over at se smilende mennesker igen. Vores venner i bil ankommer også, men undervejs er de lige ved at skride ud over en stejl kløft, da der ligger is på vejen. Og i et dalstrøg i morgengryet ser de pludselig en tiger skride over vejen og forsvinde ind i et buskads. Ikke nogen hverdagsoplevelse, heller ikke for en nepaleser. Således slutter beretningen om en oplevelsesrig pionertur, der endte godt for os alle. Afslutningsvis skal det siges, at infrastrukturen i Tibet i de senere år er blevet væsentlig forbedret, hvilket især skyldes olympiaden i Beijing i 2008. GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012 51 5 tips til Flying Fish Cove Juleøen 1 Tekst & fotos: Anette Lillevang Kristiansen Og 9 tips til Juleøen Røde landkrabber Blowholes Fuglelivet Millioner af krabber udklækkes hvert år på den fjerne ø. Øens klippefyldte strande byder på hidsigt spruttende blowholes. Den daglige fodring af fuglene er et tilløbsstykke for turisterne. Nationalparker Mangrovesumpe Strande Øens store ferskvandsmangrove befinder sig 50 meter over havet. Juleøen er et paradis af smukke strande med hvidt sand. Dykning Sommerfugle Kinesiske templer Havet omkring øen byder på et væld af farvestrålende koralfisk. I det tropiske klima lever både sommerfugle og flagermus. Religiøs mangfoldighed trives på den eksotiske ø. Øens hovedby Juleøen er australsk territorium og ligger 2.300 km nordvest for Perth og 360 km syd for Jakarta i Indonesien. Byen Flying Fish Cove, der i daglig tale blot omtales som The Settlement, er øens største, og her finder man små kinesiske restauranter og adskillige templer og moskeer. Her er også mulighed for at få en spændende undervandsoplevelse i byens havnebassin, som er det mest tilgængelige sted at snorkle. 2 En religiøs smeltedigel 3 Fosfatudvinding 4 Flygtningecenter 5 Dyrelivet Over halvdelen af øens 135 fredet. km2 er Den lille ø i Det Indiske Ocean er hjemsted for ikke mindre end tre af de store verdensreligioner: buddhisme, kristendom og islam. Der kaldes til bøn fra minareterne, en duft af røgelse strømmer ud fra de buddhistiske templer og højt over The Settlement skuer Jomfru Maria ud over havet fra sit lille kapel. I januar fejres det farverige kinesiske nytår. Juleøen har en meget rig forekomst af råfosfat i undergrunden. Flere steder på øen kan der ses spøjse landskaber, der er gamle fosfatminer, hvor man har udvundet mineralet. Der brydes stadig fosfat på øen, og i The Settlement kan man opleve råstoffet blive udskibet ved den lille havn. Fosfat bruges til gødning og er et af landbrugets vigtigste næringsstoffer. Juleøen kom for alvor på avisforsiderne verden over i 2001, da 433 forkomne bådflygtninge fra Irak og Afghanistan afvistes og i stedet blev sendt til stillehavsøen Nauru. Siden har man dog bygget et flygtningecenter på øen, hvor eventuelle bådflygtninge kan indkvarteres, mens deres asylsag behandles. Som mange andre øer er Juleøen et sted, hvor både befolkningen, plante- og dyrelivet er indført fra andre steder. Over tid er mange af dyrearterne på øen blevet endemiske og minder om et australsk svar på Galapagos-øerne. På øen lever blandt andet fuglearten Abbott’s Booby (Papasula abbotti) (på dansk kaldet juleø-sulen), der er en af de mest sjældne fugle i verden og kun lever på denne lille ø i Det Indiske Ocean. 52 GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012 GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012 53 Med næstsidste postskib Fotos: Per & Bodil Svendsen Tekst: Per Svendsen til Sankt Helena 21. maj 1502, på vej tilbage fra Indien, opdagede den portugisiske admiral João da Nova en ubeboet ø i det sydlige Atlanterhav. Dagen var kejser Constantins mors fødselsdag, Helena, så øen blev opkaldt efter hende. Admiralen indså straks den strategiske betydning af den lille ø midt imellem Kap Verde og Kap det Gode Håb: Her var mulighed for at få friske forsyninger på den lange sørejse til og fra landene omkring Det Indiske Ocean. Kom med på den næstsidste rejse fra England med The Royal Mail Ship til en ø, som i dag befinder sig i lidt af en tidslomme. Så længe det varer. For snart får den kendte ø fra historiebøgerne en lufthavn, og så kommer turisterne nok i horder. Ascensions lavamarker. Tidligt om morgenen 19. marts 2011 stod jeg og min kone, Bodil, på dækket og fulgte de sidste forberedelser inden afrejsen fra Portland i Sydengland. Kl. 6.30 gik fortøjningerne, maskinen kom op i omdrejninger, og The Royal Mail Ship St. Helena begyndte sin lange rejse hjem. To uger til søs ventede forude inden vi skulle nå Sankt Helena, og efter ni dage på øen ventede yderligere seks døgns sejlads til Cape Town. RMS St. Helena er et kombineret fragt- og passagerskib med plads til 128 passagerer og 1.800 tons gods. Der er kun to skibe af denne type i verden, det andet sejler i Stillehavet mellem Tahiti og fjerne fransk polynesiske øer. Og kun to skibe bærer betegnelsen Royal Mail Ship – RMS St. Helena og RMS Queen Mary 2. Intet kan være mere forskelligt end netop de to skibe. RMS St. Helena er ikke et krydstogtskib – her er ingen danserinder, dog med undtagelse af skibets officerer, der en aften opførte en ubeskrivelig morsom parodi på svaneungernes pas de quatre fra ”Svanesøen”! Der er intet symfoniorkester, ingen operaforestilling, men sjov og ballade med spil på dækket og gættekonkurrencer i salonen og ikke mindst fantastisk mad. Vi var velsignet med solskin og rolig sø, sad på soldækket det meste af tiden med en bog eller faldt i snak med de øvrige passagerer. 30. marts kl. 12.05 ringede skibsklokken, og styrmanden annoncerede positionen 0 grader 01 min. S. Under stort ståhej kom kong Neptun med dronning, anklager, dommer, betjente, læge, sygeplejerske og barber om bord, og så fik udvalgte passagerer ellers en passende dåb. Anklager blev fremført, domme afsagt og eksekveret med masser af barberskum, chokoladesovs, æg og ulækre madrester fra dagen før, inden de fik en tur i poolen. Ankomst til Ascension Island 31. marts var vi ude af køjerne, allerede inden vores venlige steward havde bragt os the early morning tea. Fra dækket kunne vi endnu se nymånen ligge ned og Venus lyse kraftigt ved siden af. Langsomt blev skyerne rødlige og på få minutter var tropenatten gået over til dag. I horisonten skimtede vi konturerne af land. Flot, efter 12 dage på det åbne hav ramte vi plet på en lille ø, imponerende. Ascension Island har ingen egentlig fast befolkning. 54 GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012 Alle beboerne er kontraktansatte af de organisationer, der arbejder på øen. Den største arbejdsgiver er den amerikanske flybase, hvor mange fra Sankt Helena arbejder. Flybasen, der blev anlagt under 2. Verdenskrig, er ikke åben for civil flyvning, men bruges bl.a. som nødlandingsplads for rumfærger. Vi tilbragte otte timer på Ascension Island, medens skibet lossede containere over på store pramme. De passagerer, der ønskede landlov, kravlede ned ad lejderen, over på en pram og op i en motorbåd. Landgangen foregik, assisteret af et par erfarne folk, i et spring fra båden over på en trappe. Alle kom sikkert i land og fik en rundtur. Det meste af Ascension er gold lavamark på nær et centralt højdedrag, hvor der vokser tæt skov. Det mest interessante på Ascension Island er en stor sandstrand, hvor Atlanterhavets havskildpadder foretrækker at lægge deres æg. I ældre tid blev øen besøgt af skibe til og fra Det Indiske Ocean for at tanke vand og fange skildpadder. Ascension Island forblev ubeboet indtil 1815, hvor Napoleon blev sendt i eksil på Sankt Helena. Under hans fangenskab blev en engelsk flådestyrke bragt til Ascension Island for at forhindre franskmændene i at befri kejseren. Sidst på dagen var vi alle tilbage på RMS St. Helena og enige om, at vi havde besøgt et meget besynderligt sted med en voldsom natur, et specielt dyreliv, og hvis berettigelse som beboelse for mennesker er en militær tilstedeværelse, som virker ret uforståelig. Jamestown Jacob’s Ladder. i sigte Turen fra Ascension til Sankt Helena tog 2½ døgn. Det var tydeligt at mærke på de lokale passagerer, at der var noget stort i vente. Mange havde ikke været hjemme i årevis. De havde været i England, på Ascension eller Falklandsøerne for at tjene penge, flere penge end det var muligt at tjene på Sankt Helena, hvor der er få job, og hvor lønnen er lav. Den tredje dag om morgenen var alle tidligt oppe på dækket. Da det begyndte at lysne ved halvsyvtiden, fik vi landkending. RMS St. Helena havde afsluttet sin lange rejse hjem og lod ankeret gå ud for Jamestown. Politiet kom om bord og stemplede pas, kontrollerede indrejsedokumenter, returbilletter og sygeforsikringer. I hold på 30 blev vi færget i land, fik bagagen RMS St. Helena. The Wirebird. GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012 55 snuset til af en venligt udseende hund og kunne så bevæge os hen til enden af kajen til en ventende menneskemængde. En venlig ældre dame kom os i møde med et skilt, hvorpå der stod Hillcrest, navnet på et sted hvor vi havde booket logi. Det viste sig, at vi havde lejet et helt hus med en fantastisk udsigt over Jamestown og bugten, hvor vort lille skib lå for anker. Sammen med en bil kostede det os 30 pund om dagen (Sankt Helena har sin egen valuta, som er 1:1 med GBP). Husets ejer boede og arbejdede i England. Det viste sig at være den almindelige livsform at rejse ud og tjene penge og så vende hjem til Sankt Helena til en rolig pensionisttilværelse. Historiske seværdigheder og smuk natur Sankt Helena viste sig at være et underskønt sted. Selv om menneskene gennem 500 år har sat deres præg og med kortsigtede aktiviteter har ødelagt meget, er landskabet storslået. Øen er skabt af to store vulkanudbrud, der har efterladt et meget voldsomt landskab med høje bjergtoppe og dybe dale med rivende vandløb. Meget af den oprindelige vegetation er fjernet, med der gøres nu en stor indsats for at genskabe den endemiske flora og fauna. Men lad os begynde med hovedbyen: Jamestown ligger i en smal dal ned mod bugten, hvor skibene ankrer op, og passagerer og fragt færges i land. Fra molen går man gennem en gammel byport op i hovedgaden, hvis huse minder om en svunden kolonifortid. Det første, man bemærker, er en trappe – Jacob’s Ladder - med 699 trin, der rejser sig stejlt op ad bjergsiden til et gammel fort, der beskytter bugten. Jacob’s Ladder var i gamle dage forsynet med skinner på hver side af trinene, hvorpå tipvogne trukket af æsler transporterede varer og affald til og fra byen. Skinnerne findes ikke mere, og trappen er mest et vartegn for byen Lot og Lot’s Wife. og en attraktion for de få turister, der besøger øen. Byporten er den eneste adgang fra omverdenen til byen og øen. Umiddelbart til venstre for porten ligger The Castle fra 1659 komplet med gamle kanoner, og Union Jack vejende fra flagstangen. Herfra administreres øen stadigvæk. Siden 1963, hvor de første demokratiske valg blev holdt, har øen været ledet af et lovgivende råd på 12 valgte og 3 udpegede medlemmer. Der er ingen ministerier, idet den udøvende magt ligger hos guvernøren, der har specielle beføjelser med hensyn til forsvar, udenrigspolitik, national sikkerhed, domstol, finanser og trafik. Den britiske dronning har absolut autoritet over Sankt Helena. Der har aldrig været bestræbelser fra befolkningen på at opnå uafhængighed fra Storbritannien, tværtimod har der hele tiden været ønske om en så nær samhørighed med England som muligt. Det nære forhold blev udfordret i 1980’erne med The British Nationality Act, en lov der tilstræbte at forhindre ukontrolleret indvandring til Storbritannien fra de tidligere kolonier. Beboerne på Sankt Helena var i 20 år forhindret i at rejse til England og arbejde, et forhold, der blev ændret i slutningen af 90’erne, således at beboerne i dag er fuldgyldige britiske statsborgere. På den modsatte side af gaden ligger politistationen og fængslet. Sidstnævnte bruges vist ikke meget, da de største forbrydelser synes at være trafikforseelser. Dalen, hvor Jamestown ligger, er så smal, at byen i princippet kun består af én gade, der rummer hotel, restauranter, turistkontor og et par mindre supermarkeder. De første dage var hylderne meget tomme, det var tydeligt, at det var over 6 uger siden, skibet var hjemme sidst. Næsten alt importeres fra Sydafrika. Det kan tilsyneladende ikke betale sig at producere noget selv. Der er ikke meget landbrug tilbage på øen, de unge vil hellere rejse bort og tjene penge i udlandet. For enden af hovedgaden deler gaden sig i to, og herfra begynder opstigningen til øens indre. Vejene er smalle, stejle og med mange skarpe sving. Der er gode muligheder for vandreture på øen. Fra vores terrasse kunne vi se en af øens seværdigheder – The Heartshaped Waterfall – ikke fordi vandfaldet er hjerteformet, men fordi det falder gennem et ”V” i klippevæggen, der dermed danner et hjerte. Der er anlagt en sti op til bunden af vandfaldet med trapper og broer ved de vanskelige steder. Det var en flot tur. På sydkysten ligger Sandy Bay for enden af en stejl vej oppe fra højlandet. Fra vejen er der en flot udsigt til Lot og Lot’s Wife, klippeformationer med et karakteristisk udseende. Selve bugten blev under Napoleons fangenskab stærkt befæstet, da man frygtede, at franskmændene kunne landsætte befrielsesstyrker på stedet. Fæstningsmuren står endnu, og langs stranden ses gamle kanoner. Stranden er meget tillokkende, men her som alle steder på Sankt Helena advares man mod at bade. Understrøm og bølger er så kraftige, at man let kan komme i alvorlige problemer. Konsul eller vicevært? Sankt Helenas største seværdighed er Napoleons bolig i Longwood, hvor den afsatte kejser tilbragte årene fra 1815 til sin død 5. maj 1821. De første tre måneder tilbragte han dog i et havehus hos familien Balarscombe i The Bria lidt uden for Jamestown. Begge huse ejes i dag af den franske stat, der som eneste land opretholder et konsulat på Sankt Helena. Det er konsulens primære opgave at sørge for vedligeholdelsen af husene. Begge steder er indrettet som museer med genstande, der er relateret til Napoleons ophold. Efter sin død blev Stranden hvor Sydatlantens skildpadder lægger deres æg. Napoleon begravet på Sankt Helena. Gravstedet findes endnu, men i 1840 blev liget ført til Paris. Vores værtinde arbejdede for The St. Helena Trust, øens naturbeskyttelsesforening. Foreningens hovedformål er at bevare de tilbageværende endemiske dyr og planter. På grund af øens isolerede beliggenhed er der få oprindelige fugle. En af dem er The St. Helena Plover eller med det lokale navn the Wirebird, en lille undseelig fugl der yngler på jorden og derfor er truet af rotter og katte. Vi fik lejlighed til at se disse fugle sammen med Eddie the Wirebird Man. Han er ansat af foreningen alene med det formål at beskytte the Wirebird. Han har kortlagt samtlige reder og registrerer antallet af unger, som ringmærkes og følges. Der findes omkring 400 eksemplarer af fuglen, som derfor betegnes som alvorligt truet. Det vigtigste levested er Prosperous Bay Plain, et ret øde område i øens sydøstlige ende. Uheldigvis for den lille Wirebird er det netop her, man planlægger at bygge Sankt Helenas lufthavn, så man ængstes for den lille fugls overlevelse. Fra et luksushotel og en golfbane. Men mange er bange for, at projektet ikke er realistisk, at deres fredelige tilværelse bliver ødelagt, og at fremmede løber med en eventuel fortjeneste. Lufthavnen forventes færdig i 2015, så skynd jer at opleve denne unikke tidslomme, inden det for evigt er for sent. En morgen vågnede vi og så, at RMS St. Helena var tilbage fra turen tilbage til Ascension og lå på sin ankerplads. Det var tid at forlade denne paradisiske ø og dens venlige befolkning. Endnu ventede seks dages sejlads inden Cape Town og nye eventyr. På sidste del af sørejsen fik vi en påmindelse om, hvor risikabelt livet er på et så isoleret sted som Sankt Helena. Med om bord var flere passagerer, der skulle til behandling i Cape Town for lidelser, der ikke kunne behandles på øens lille sygehus. Blandt dem et lille barn som ikke klarede turen, så flaget gik på halv på RMS St. Helena. Sankt Helena skibsfart til luftfart I mange år har der været forslag om at bygge en lufthavn på øen. Forholdene er meget vanskelige på grund af Sankt Helenas topografi. Hele bjergtoppe skal fjernes, og kløfter fyldes op. Og pga. den isolerede beliggenhed er det svært at finde alternative landingsmuligheder eller at fremskaffe flybrændstof. Det er imidlertid besluttet at bygge lufthavnen, som Storbritannien skal betale for. Anlægsudgifterne er anslået til ca. 200 millioner GBP, et gigantisk beløb i forhold til en befolkning på knap 4.000. Der er meget delte meninger om projektet på øen. Flertallet tror på en stor udvikling i turismen med et anslået besøgstal på ca. 30.000 mod nuværende ca. 900 om året, og internationale konsortier er parat til at investere i Longwood House, Napoleons bolig. Den hemmelige ø: I 86 år lykkedes det portugiserne at hemmeligholde Sankt Helenas eksistens. Der blev bygget et kapel og et par huse, geder og svin blev sat ud på øen og tre slaver fra Afrika blev landsat med det formål at dyrke grøntsager til skibene. Men 8. juni 1588 anduvede den engelske opdagelsesrejsende Thomas Cavendish på den sidste del af sin jordomrejse. Øens eksistens var nu ikke længere en hemmelighed, og kong Philip II af Spanien og Portugal forbød sine skibe at anløbe Sankt Helena på vej hjem fra Indien – for de engelske kaptajner var på udkik efter de rigt lastede portugisiske skibe og kunne let opbringe dem, hvis de anløb Sankt Helena. Englænderne og hollænderne fortrængte i løbet af det 17. århundrede portugiserne. I 1633 bemægtigede hollænderne sig øen uden dog at oprette en permanent bosættelse. Det blev The East India Company, der formelt tog Sankt Helena i besiddelse og byggede en solid fæstning, som blev kaldt James Fort efter den engelske konge James II. I den snævre dal, hvor portugiserne havde bygget deres kapel i 1502, grundlagdes øens hovedby, Jamestown. Store dele af øen blev ryddet for skov og opdyrket. Slaver blev indført fra Afrika, men da den beskedne hvide befolkning frygtede et slaveoprør, gik man over til kinesisk og indisk arbejdskraft. Gennem årene er de forskellige folkeslag blevet grundigt blandet, og den nuværende befolkning – ”the Saints” – er tydeligvis en blanding af de forskellige racer. Storhedstid og fangeø: Under den britiske kolonisation oplevede Sankt Helena sin storhedstid som forsyningssted for handelsskibe. De statelige bygninger i Jamestown stammer fra denne periode, der fik en brat afslutning med Suez-kanalens åbning i 1869. Med et slag sluttede Sankt Helenas betydning for skibsfarten. Efter 367 års storhedstid forsvandt øens erhvervsgrundlag og på nær en periode under 2. Verdenskrig, hvor der blev dyrket og eksporteret hør, har øen ikke været økonomisk selvbærende. Der modtages årligt et tilskud fra Storbritannien på ca. 25 millioner GBP. Sankt Helenas mest berømte indbygger gennem tiderne er utvivlsomt Napoleon Bonaparte. Den detroniserede franske kejser døde her i fangenskab i 1821. Øen har også været anvendt til internering af andre, fx zulukongen Dinizulu der kom til Sankt Helena i 1890. Han blev meget populær i befolkningen, og rygtet vil vide, at ca. 8 % af alle nulevende Saints er hans efterkommere. Efter Boerkrigen i 1900 sendte englænderne mere end 6.000 krigsfanger til Sankt Helena, hvor der stadig er en begravelsesplads for dem, der døde under opholdet. Rejsen dertil: Sankt Helena er et af de mest isolerede samfund i verden. Øen har ingen lufthavn, så al transport af mennesker og gods sker ad søvejen med The Royal Mail Ship RMS St. Helena, der nu kun sejler mellem Cape Town, Sankt Helena og Ascension Island. Indtil i fjor foretog skibet to årlige rejser til Portland i England. Denne sejlads er nu indstillet. Læs mere på rms-st-helena.com. GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012 57 næste tema Et billede kan sige mere end tusinde ord Har du et par gode fotos, som kan passe til temaet, men ikke rigtig noget at skrive, er du velkommen til at nøjes med at sende os dine fotos og nogle tilhørende korte billedtekster, som beskriver situationen på hvert foto. Så kan vi måske bruge dem til en collage af rejsebilleder eller til forsiden. Arx, Sverige. Nuuk, Grønland. Husk, at vi også altid har brug for et portrætbillede af dig selv af nyere dato, hvis du indsender en artikel. Alle fotos skal være i en høj opløsning, hvor hver fil bør fylde mindst 500 kB for at egne sig til tryk i jpg-, png-, bmp-, gif-, eller tif-format. Har du kun dias eller papirbilleder, kan vi skanne dem for dig. Kriterier for optagelse Efter deadline vurderes alle indkomne artikler ud fra tre kriterier, og det sker helt uanset indsendelsestidspunkt, medlemsnr., skostørrelse, om man som skribent er blevet opfordret til at skrive, om man tidligere har haft artikler med eller andet, der ikke har noget med artiklen i sig selv at gøre. De tre kriterier er: 1. Læseoplevelsen skal være god. Høj kvalitet i sprog, opbygning og billeder, og at indholdet lever op til DBK’s formål. Dvs. velskrevne, autentiske, indsigtsfulde og afbalancerede artikler, der giver en god og berigende læseoplevelse og ligger inden for rammerne af DBK’s formål. Overpositive glansbilleder af steder og rejser frabedes. 2. Der skal være en række artikler, der passer til temaet. Da vi altid arbejder med temaer, for at skabe en rød tråd i bladet, vil en artikel, der passer til temaet, altid få en høj prioritering. 3. Der skal være balance og mangfoldighed i bladet. Vi forsøger altid at skabe en god fordeling i forhold til geografi og rejseformer samt i forhold til artikellængder og skrivestil, så der er noget spændende at læse for så mange som muligt. Dvs., at selv om du måske har skrevet en god temaartikel, kan det være, at den ikke kommer med, fordi der også var to andre, der havde skrevet om det samme land. Det kan også være, at din artikel netop kommer med, fordi du er den eneste, der har indsendt en god artikel fra et land i Afrika. Jo mere du selv hjælper konstruktivt til og bidrager som skribent (ved fx at følge denne guide og overholde deadline), jo større opmærksomhed kan redaktionen give indholdet i din artikel og dine billeder i stedet for bruge opmærksomheden på kedelige ting som manglende fotos, rette mange slåfejl osv., der godt kan tage fokus fra selve indholdet. Er du i tvivl, om din artikel kan leve op til det første og vigtigste kriterium, er det en god ide at få en anden, der ikke var med på rejsen, til at læse artiklen, inden du sender den ind. Hør fx den persons ærlige mening om, hvorvidt dine pointer let kan forstås, eller om man måske skulle have været der selv for at se det sjove i situationen. Oftest kan nogle få fravalg, en ny overskrift og en gennemskrivning gøre en stor forskel for læseoplevelsen. Tekst: Lars-Terje Lysemose Fotos: Lars-Terje Lysemose & Anette L. Kristiansen Helsingfors, Finland. Næste tema: Norden I det næste nummer sætter vi fokus på Danmark og vores naboer mod nord: Norge, Sverige, Finland, Island og territorier som Grønland, Færøerne, Jan Mayen, Svalbard og Åland. Rejsen begynder lige uden for døren, og hvad er lettere end at rejse rundt i Norden? Har du vandret i fjeldet? Mødt isbjørne, polarræve, elsdyr eller måske en los? Sejlet i skærgård, fjorde eller i Østersøen? Klatret over gletsjerspalter, set skælvende isbjerge eller badet i en skovsø eller i varme kilder? Eller kender du bare det smukkeste sted? Et rigtigt smultronställe, som svenskerne kalder det (selv om det ikke nødvendigvis byder på smultron, ”vilde jordbær”). Har du camperet, stået på ski, blaffet, kørt på cykel eller motorcykel helt til Nordkapp? Eller kender du de bedste rejsetips 58 til byer som Oslo, Bergen, Göteborg, Stockholm, Åbo, Helsingfors eller Reykjavik? Eller har du et sommerhus og kan fortælle en god rejsehistorie derfra? Eller nogle gode fotos fra fx Bornholm, Anholt eller Læsø og kan skrive en hurtig øguide efter Globens koncept for en by/et land? Eller har du måske i en periode boet i et af vores nordiske broderlande, tilegnet dig kulturen, og kan skrive en lille artikel om underfundige forskelle og ligheder? Så vil vi rigtig gerne høre fra dig! Har du forslag til en artikel, så skriv fluks til [email protected], inden du sætter dig til at skrive om dine rejseoplevelser, så vi har mulighed for at koordinere efter fx emner og geografi, og så vi ikke ender med at have fire forskellige artikler om præcis samme sted. Vi har fx allerede lovning på – eller artikler klar om – Aasiaat, Ilulissat, en tur over den grønlandske indlandsis, Gotland, Skåne, Kebnekaise, ishotellet i Jukkasjärvi og Svalbard. Deadline for indsendelse af stof til næste nummer er 30. juli 2012. GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012 Eksempel: At indfange en sindsstemning ”Alting i Grønland minder om tid, og mens jeg holder mig flydende i jacuzziens vand, kommer stilheden mellem tankerne. Tiden bliver en underlig størrelse af oplevet tid, hvor den cirkulære tid i døgnets rytme ikke får solen til at gå ned, og den lineære tid med fortidens erindringer og fremtidens drømme ophører med at eksistere. Jeg sidder lige midt i nuet – med en 5.000 år gammel klump gletsjeris i min drink – på krydstogtsrejse i tilbagelænet magelighed nord for polarcirklen om bord på Hurtigrutens MS Fram. Med enkle og dejlige kahytter og badeværelse med varme i gulvet, en udsigtssalon på syvende etage med store lænestole og panoramavinduer, der giver udsigt til isbjerge, hvaler, sæler og Diskobugtens smukke natur.” – Citat fra Lise Dakinah i ”På rejse i tiden”, trykt i Travel People nr. 28, 2012. Eksemplet indfanger på en personlig og nærmest poetisk drømmende måde både sindsstemning, velvære og et panorama og skaber billeder på læserens indre nethinde, af præcis hvordan det er at sidde der i jacuzzien om bord på skibet og bare nyde udsigten, mens isbjergene glider forbi, og man føler det, som om man selv er med på rejsen. Tiden flyder og står nærmest stille, og tidsbegrebet mister sin betydning. Ferie og ren afslapning i storslået natur. Helleristninger, Sverige. Fremtidige temaer Skriv kort og husk en faktaboks Rejseartikler bør ikke overstige 15.000 tegn inkl. mellemrum – og skriv gerne kortere! Har du ikke nogen gode fotos til din artikel, kan vi evt. gøre brug af billeder fra Wikimedia. Skriv også gerne en faktaboks, hvor du helt kort kan fortælle, hvordan man kan rejse dertil og komme rundt med lokal transport, prisniveau på mad, drikke og overnatning og andre vigtige rejseoplysninger. Artikler sendes på e-mail som et vedhæftet Word-dokument (i enten doc- eller docx-format), og uden at der er indsat illustrationer i selve tekstdokumentet. Har du vedhæftet billeder, som du ikke selv har ophavsret til, bedes du oplyse, hvor de stammer fra, og om du i givet fald har fået lov til at anvende dem i Globen. Husk i øvrigt, at Globen nok er et medlemsblad, men magasinet findes også på flere biblioteker, ligesom alle artikler lægges på vores hjemmeside. Artikler og fotos kan med andre ord ses af alle og enhver. Skriv og fotografer derfor med omtanke. Vinter 2012/13: Central- & Østeuropa Deadline: 30. oktober 2012 Forår 2013: Vores bedste rejseoplevelser Deadline: 30. januar 2013 Sommer 2013: Spiritualitet & religion Deadline: 30. april 2013 Helsingfors, Finland. Konceptet for en by/et land Har du 10 gode fotos og nogle rejsetips, som kunne passe dertil, så kunne en oplagt løsning være at skrive en kort artikel efter vores koncept over to sider for en by/et land: Et foto, som kan karakterisere byen, sættes stort op på den ene side, og 9 mindre billeder, der beskriver landet (eller et territorium, en ø eller region) sættes op på den anden. Tekst til byen: ”5 tips om byen”. Hvert tip skal fylde 300-400 tegn inkl. mellemrum (ca. 50-60 ord). Tekst til landet: Hvert af de 9 billeder ledsages af en overskrift og en kort tekst på ca. 70 tegn inkl. mellemrum (10-15 ord). Redaktionel hjælp og redigering Kan du skrive så godt, at fuglene skriger, og bjergene bøjer sig? Globen har ry for at være Danmarks vildeste rejsemagasin med friske, rå, ægte og autentiske rejseberetninger. I forhold til andre rejsemagasiner er Globen mindre poleret, fri for kommercielle hensyn og har både kant, holdninger og plads til nuancer. For i Globen skriver vi med indsigt og indlevelse og af hjertets lyst om vores egne personlige rejseoplevelser og vores skribenter er ubestikkelige i deres oprigtige gengivelse og vurdering af rejser og steder. På redaktionen er vi flere, som er øvede i at arbejde med tekster professionelt, og vi hjælper dig gerne med nogle fortælletekniske tips, at vinkle, og at zoome ind og få styr på det væsentlige i din historie. Brug dine sanser og iagttagelsesevner, skriv personligt og med indsigt og indlevelse og med så mange detaljer, du har observeret, som muligt. Og brug os som din sparringspartner. Alt stof redigeres efter almindelige journalistiske principper, og vi forbeholder os ret til at gemme indsendte artikler og billeder til et senere nummer. Kommer din artikel ikke i Globen, kommer den på www.deberejstesklub.dk. Se eksempel på side 52-53. GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012 59 konkurrence | ”Den vildeste nat ...” og venter på kunder. Så betyder det mindre, at de fleste kun taler fem ord engelsk. S trut tende En vild fest i Rio Skjold sender en af skønhederne lystne blikke. Er det virkelig en mand? Tekst & Fotos: Ann Kledal Rio er i sig selv vild, men når der er karneval, bliver det helt vildt. I hvert fald for en vinterbleg dansker, der kommer direkte fra en isvinter og aldrig har oplevet andre end det i København. Det er februar 1999, da jeg lander i lufthavnen og bliver mødt af Skjold, min rejseven gennem flere år. Vi har siden 1992 slået pjalterne sammen mange gange og udforsket verden. Og karneval i Rio, det må vi bare opleve, for vi er begge til fest og farver. Skjold har allerede været i landet et par uger og rejst rundt med en ven. Jeg underviser og kan kun tage to 60 ugers ferie. Drengene har allerede købt billetter til Sambadromen og to aftener i Scala – en kæmpe dansehal med plads til over 1.500 personer. Der er ingen tid at spilde, så allerede samme aften går det løs i Scala, hvor en af de største sambaskoler varmer op med en kæmpe fest. Festen begynder kl. 22 og slutter ved 5-tiden om morgenen, og således får vi hurtigt vendt op og ned på nat og dag. Og sikke en fest! Efterhånden fyldes salen, mens orkesteret brager løs med sine inciterende rytmer. Og hvilket syn! Ind kommer alle slags udklædninger og piger i mindre end ingenting. Atmosfæren bliver hurtig dødhed og emmende af erotik, alle danser, nogle på bordene, andre på scenen. Fuldstændig færdig kl. 3 tror jeg, at jeg har oplevet GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012 det ultimative. Men dette er kun begyndelsen! På gaderne om dagen går det også løs. Overalt begynder orkestre pludselig at spille, og folk begynder at danse. Karnevalsvogne kører for fuldt tryk gennem gaderne med orkester og dansere i fjerboaer og bikinier eller endnu mindre, og transvestitter fra hele Brasilien er kommet til byen for at vise sig frem. Det er nu, de kan vise deres dyrekøbte ynder og udleve deres drømme. En af dem bliver så kry, at hun tager en pisk og lige uden for den legendariske bar HELP begynder at piske løs på en villig skotsk mand, der allerede har bukserne nede om knæene, før baren stopper løjerne. Der er åbenbart en grænse! For HELP er en ordentlig bar, hvor piger og transvestitter sidder pænt og roligt hormoner Efter et par dage skydes det officielle karneval i gang med pomp og pragt. Der holdes et par taler, og så brager musikken løs, folk af alle hudfarver – der er officielt 136 i Brasilien – og alle aldre danser, der sprøjtes med ”sne” på flasker, der synges, og et par gamle transvestitter griber lejligheden til at føre sig frem ved at smide blusen, uden at nogen tager særlig notits af det. Så er der Sambadromen. Man møder op kl. 19 og går først hjem 11 timer senere, helt kvæstet. En hel nat, hvor man drikker, fester, synger og danser på tilskuerpladserne, mens syv sambaskoler defilerer forbi med deres enorme figurvogne – blocos. Hver sambaskole har valgt et tema, og det er fuldstændig fantastisk at se kostumerne og dekorationerne. Nu kan det da ikke blive vildere? Men jo. Det kan det. Vi skal om aftenen igen i Scala – denne gang til en gigantisk bøsse- og transvestitfest. Dette er once in a life time! Vi er lidt i tvivl om, hvad vi skal iklæde os til denne begivenhed. Vi synes selv, vi ser ret vovede ud, da vi ankommer kl. 23 og skal løbe spidsrod ca. 100 meter gennem en hujende menneskemængde hen til indgangen. Men folk er kommet for at se transerne, for dette er deres helt store aften. Og aldrig i mit liv har jeg været med til noget så vildt. Musikken drøner, folk danser, og efterhånden som natten skrider frem, fyldes lokalet med 1.500 mennesker, der – ud over et par håndfulde turister som os – udelukkende er bøsser og transvestitter i de mest fantasifulde udklædninger. Bøsserne danser og kysser, og transerne viser sig frem. Tykke og tynde, nogle tårnhøje, andre små og buttede. Alle med meget høje hæle og meget lidt tøj, men masser af fjer. Nogle helt ombyggede med bryster der strutter af hormoner og dertil en vagina, andre kun med bryster. Intet bliver holdt skjult – alt bliver vist frem. Det er temmelig grænseoverskridende. Hen på de små timer kommer ”Dronningen” – transen over dem alle – skridende ind i et overdådigt kostume. Vildt! Ude på dametoilettet er der gang i makeuppen foran spejlene. Man behøver ikke at være diskret og sænke blikket, man kan bare stille sig op og glo, når den knaldrøde læbestift smøres på, og de kæmpelange øjenvipper bliver rettet til. Så smiler de til én, og man smiler tilbage. Og man har på fornemmelsen, at de tænker: ”Herregud. En stakkels kvinde der aldrig vil kunne komme til at se så godt ud som os.” Men festen slutter på et tidspunkt, og så er deres liv ikke helt så festligt mere – før næste års karneval. Rio de Janeiro Den næststørste by i Brasilien, hvis navn betyder ”Januarfloden”, i daglig tale blot kaldet Rio. Byen er berømt for strandene Copacabana og Ipanema, for den gigantiske Kristus-figur på Corcovadobjerget, for verdens engang største stadion Maracana samt for sit årlige karneval. Byen er fødested for samba og bossa nova. Rio var Brasiliens hovedstad fra 1763 til 1960, hvorefter Brasilia tog over. Næste konkurrence: Dengang jeg blaffede … I næste nummer af Globen vil vi høre en god historie om dengang, du blaffede. Når man blaffer eller tomler, møder man jo alle typer mennesker, og man kan sagtens komme ud for lidt af et eventyr i mødet med en fremmed. Vi vil høre, hvor i verden du har blaffet, og hvad du oplevede. Bedste artikel vælges alene på baggrund af tekst, men send meget gerne ét billede med, der kan illustrere artiklen samt et portrætfoto af dig selv. Artikler bør højst fylde 4.000 tegn. Vi glæder os til høre mere! Førstepræmie er Mikie Breums rejsebog ”Blandt pungdyr og vulkaner – på hjul Down Under” fra Bogforlaget Frydenlund samt et gavekort til Café Globen på 200 kr. Mikie er aktivt medlem af De Berejstes Klub, og bogen handler om hendes seks måneders rejse gennem New Zealand og Australien. På kun fire måneder i New Zealand kørte hun 7.000 km på en 50 cc-scooter, og undervejs proppede hun så mange vandreture ind i rejsen som muligt. Overnatningen forgik tit hos lokale, for at hun kunne komme helt tæt på den newzealandske kultur og levevis. I Australiens outback og på Tasmanien kom hun omkring ved at blaffe, og til sidst rejste hun 4.000 km i varevogn op langs Australiens østkyst. GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012 61 Bedste bidrag det seneste kvartal på www.deberejstesklub.dk Udvalgt af redaktionen Spar penge på din FlybilleT! Flybilletter Charterrejser fra kr. Berlin fra kr. New York fra kr. Bangkok fra kr. Ny he d London 195,495,3.895,3.995,- Spanien fra kr. Grækenland fra kr. Tyrkiet fra kr. Portugal fra kr. Få beSked når priSen Falder Opret din egen prisagent og få besked når din flybillet bliver billigere. Vi søge mere e r på nd10 rejsesi 00 der Temarejser 1.695,1.695,1.795,2.495,- Miniferie fra kr. Storbyferie fra kr. Cruise fra kr. Safari fra kr. 4.698,- 395,995,1.995,6.595,- Som altid må man imponeres over den store velvilje og hjælpsomhed, der præger De Berejstes forum på hjemmesiden og klubbens Facebookgruppe. Der er indkommet et væld af tips og informationer, som vi rejsefreaks kan få gavn af. Mangfoldigheden har nået nye højder, og det er hverken kreativitet eller fantasi, der mangler, så det har været svært at vælge blandt de mange bidrag. Bemærk i øvrigt at der er forskel på klubbens forum på hjemmesiden og klubbens gruppe på Facebook (se faktaboks herunder). F lypas i S ydamer ik a Ditte Burmeister skal til Brasilien og søger råd om besøg i nabolandene ved hjælp af et flypas. Her foreslår Fiil Frandsen flyselskaberne TAM eller GOL. I de senere år er der sket meget på det brasilianske flymarked, og der er kommet lavprisfly som Azul – Linhas Aéreas Brasileiras. Dette selskabs tilbud kan kombineres med GOL’s, og her bliver prisen formentlig billigere end et flypas, mener Claus Andersen. TAM er generelt det bedste selskab i Brasilien i forhold til service, og hvad angår kvalitet og stabilitet, så ligger chilenske LAN i top. LAN har også flypas, men prisen er nok ikke den billigste, oplyser Henrik Frier Hansen. Læs mere på www.voeazul.com.br, www.tam.com.br og på www.lan.com. O ver l and i A fr ik a Andreas Kruse spørger om, hvordan man bedst rejser over land igennem Afrika og bliver af Christer Laenkholm rådet til at læse bogen ”Dark Continent My Black Arse” af Sihle Khumalo, der skildrer en sort sydafrikaners rejse fra Cape til Cairo. De fleste er enige om, at Andreas skal satse på at rejse over land i egen bil, da ikke alle områder tilbyder offentlige transportmidler. En anden mulighed, som Heidi Sørensen har erfaring med, er rejseselskaber, der arrangerer ture over land, som fx Africa Travel Co. En tidsbesparende løsning og med den fordel, at man ikke strander ude i ødemarken. Til gengæld mister man friheden og fleksibiliteten. Så lej en bil og få verdens største oplevelse opfordrer Christian Hadsund. G ode spansk skoler L atinamer ik a i Heidi Aune har lovet en veninde at opspore navne på gode spanskskoler i Latinamerika. Hun har selv lært spansk i Guatemala og fik 25 lektioner og privat indkvartering med tre daglige måltider for 200 USD per uge. Et godt sted, der anbefales af Lasse Tranberg Andersen, er Spanish Ya i San Juan del Sur i Nicaragua. Stedet ligger ved havet og har dygtige lærere. En uge her koster 240 USD inkl. bolig og tre måltider. Yanapuma i Quito i Ecuador er et andet bud, anbefalet af Karen Christiansen, hvor overskuddet går til velgørende arbejde: www. yanapumaspanish.org. I deelle rejsetidspunk ter? Er der nogen, som kender en god hjemmeside, som på en overskuelig måde viser de klimamæssigt ideelle rejsetidspunkter til de forskellige lande eller regioner? spørger Henrik Fastergaard. Her foreslår Jacob Gowland Jørgensen www.thebesttimetovisit.com. Hvad er forskellen på forummet og klubbens Facebook-side? 3.298,- Fordelen ved Facebook er, at så mange deltager, ved hvordan det fungerer, og at det går hurtigt. Men til gengæld forsvinder informationen også lige så hurtigt, og derfor er vidensdelingen måske nok god for dem, der var på Facebook den dag, men ikke for dem, der kom ind et par uger efter med de samme spørgsmål. Fordelen ved forummet på deberejstesklub.dk er, at den viden, der kommer ind her, er nem at finde og kommer ud til flere. Går du fx ind for at læse mere om Myanmar, ser du både billeder, artikler og et forum-indlæg, der gør dig opmærksom på, at det kan være svært at få visum til landet. Til gengæld kræver det, at du logger ind på siden for at kunne skrive et indlæg eller svare. En greatfirsa servic 62 GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012 For at gøre det så nemt som muligt, kommer der nu automatisk et hint på Facebook-siden, når du opretter et indlæg på deberejstesklub. dk, og inde på din profil på deberejstesklub.dk kan du under ”Notifikationer” vælge at få en e-mail fx hver uge med en oversigt over nyt indhold fra forummet. Så opfordringen er klar: Læg kun dine bidrag, spørgsmål og godbidder ind på forummet og ikke på Facebook – så behøver du nemlig kun at gøre det én gang, og alle svar bliver samlet ét sted til glæde for alle. GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012 63 De Berejstes Klub Nye medlemmer 592 Tanja Schwartz Jeg tog efter folkeskolen til England for at være au pair, en stor oplevelse hvor jeg lærte meget om mig selv og andre mennesker. Min plan var at fortsætte ud i verden, men en kæreste kom i vejen, og der blev han de næste 10 år, hvor rejser mest var sommerferier og et par skiferier hvert år. Min første lange rejse var til Filippinerne, hvor vi tilbragte 4 uger. Efter bruddet med kæresten tog jeg til Australien, hvor jeg blev 1 år. Her blev jeg smittet gevaldigt af rejsefeber, og de seneste 5 år har jeg kun arbejdet for at få råd til min næste rejse. For 1 år siden besluttede jeg at ændre jobkurs og arbejder nu som guide i Grønland og Asien. 593 Erling Vraa Nielsen Min kone og jeg begyndte med at rejse for alvor i 1994, hvor vi tog med rygsæk til Bali. Årene efter var vi rundt i Indonesien i 100 dage, bl.a. i et orangutang-reservat, på rundrejse i Grønland og i Thailand med besøg hos karenfolket og i Vietnam. En længere rundrejse i det meste af Sydamerika omfattede bl.a. Patagonien fra Buenes Aires til Ildlandet, Tierra del Fuego og gletsjere, Brasilien med sejltur fra Manaus ad Amazonas til Leticia i Colombia, Peru med Cusco, Titicacasøen, ophold på Soløen i Bolivia, Ecuador med besøg på Galapagos. Senere blev det til cykel- og vandretur på det nordlige Madagaskar. Rundtur i Uganda, Sydafrika, Botswana og Zimbabwe. Rundrejse i Nepal og Bhutan. 2 måneders rundrejse i camper i Australien og senest rundtur i Myanmar. Bliv abonnent på Globen - og få en masse ekstra med i købet Er du rejseglad og holder af autentiske rejsehistorier? Så tegn abonnement og få rejsemagasinet Globen tilsendt med posten fire gange om året. Er du ikke allerede aktivt medlem af De Berejstes Klub, kan du blive passivt medlem for bare 300 kr. om året. Med et medlemskab får du også en mængde rabatter på fx rejseudstyr, rejsebøger og vaccinationer, så de 300 kr. i kontingent kan hurtigt tjene sig ind i endnu større besparelser. Som passivt medlem inviteres du også til særlige arrangementer i De Berejstes Klub, og du får adgang til medlemsområdet på vores nye hjemmeside. Der er ingen krav til rejseaktivitet, alder, skostørrelse eller andet. Det er der kun, hvis du vil være aktivt medlem – og kun i forhold til rejseaktivitet. For at få Danmarks mest autentiske rejsemagasin tilsendt er det bare at gå ind på klubbens hjemmeside på www.deberejstesklub. dk, klikke på fanen ”Om De Berejstes Klub” og udfylde skemaet for at blive passivt medlem. Bemærk at betalingen kan være under 300 kr., hvis du tilmelder dig midt på året. Og vi sender gladeligt bladet helt til Langtbortistan uden ekstra beregning, hvis du er udenlands. Du kan også give et abonnement på Globen i gave med et helt års inspiration til rejser. Har du spørgsmål om medlemskab eller abonnement, kan du skrive til [email protected]. 594 Erik Hermansen Jeg begyndte forholdsvis sent med udlandsrejserne. Som 20-årig med biltur til Nordkap. De næste 10 år videre rundt i Europa på cykel, mc, med bil og tog. Senere er de andre kontinenter også besøgt. Både naturen, det kulturelle, det historiske og ikke mindst kontakten til lokalbefolkningen interesserer mig. På mine rejser dyrker jeg også en af mine andre hobbyer: fotografering. Jeg har i de sidste år haft det princip allerede at have den næste rejse arrangeret, når jeg begiver mig af sted. På den måde er der altid noget interessant at se frem til. 595 Nicolaj Christian Wodskou Jeg er født i 2006, og lige siden jeg blev født har mine forældre (nr. 333 og 363) slæbt mig rundt i hele verden. Desværre kan jeg ikke huske mine første rejser, hvor jeg blev kysset af talrige kinesere på den transsibiriske jernbane, beundret af skolepiger i Iran og næsten adopteret af en berberkvinde i Marokko – ja, blå øjne og blond hår er populært uden for Europa. Den bedste rejse, jeg har været på (og som jeg kan huske), var en autocamperferie i Canada. Jeg har også været i Guatemala, Mexico og Dubai, sejlet blandt isbjerge og set sjove gejsere i Island. Den seneste store rejse var på seks uger til forskellige øer i Caribien og Florida. På denne rejse badede vi i vandfald i junglen, fløj med vandflyver, så kanoner og krokodiller og så Disneyland og et rumcenter. 596 Anette Sundby Jeg er 59 år og har haft eget firma siden 1988, der især arbejder med udvikling af mennesker. Jeg begyndte på de vilde rejser efter min skilsmisse som 48-årig, hvor jeg tog seks uger til Mellem- og Sydamerika. Peru er mit favoritland, hvor jeg var på en spirituel rejse med besøg hos shamaner og hellige steder. Jeg har været i Albanien og boet hos mafiaen uden at vide det. Meget underligt at køre rundt med politieskorte og mødes med en minister, hvor det først langsomt gik op for mig, hvad jeg deltog i! Jeg besøgte Rusland i 1970, og det gjorde et stort indtryk. Det var megasvært at diskutere med de unge, vi mødte, da de var hunderædde for at blive deporteret, hvis ”man” hørte, hvad vi talte om. I år har jeg lavet frivilligt arbejde i Ghana inden for sundhedssektoren, da jeg har stor indsigt i inkontinens og sexologi. 597 Lena Felskov Jeg er 32 år, og i de sidste fem år har jeg rejst en måned om vinteren og en måned om sommeren. Helst to lande hver gang jeg tager af sted. Da jeg nu har besøgt (efter min egen mening) de mest propulære lande i verden, meget få undtagelser, synes jeg det er spændende at komme til nogle lande, med ikke så mange turister. Jeg holder meget af strande, natur og dyr; storbyer siger mig ikke så meget. Jeg elsker at se andre kulturer, som er meget anderledes fra det danske. 598 Karen Skovvang Som barn og ung var jeg på sommerferier med forældre i Norge, Sverige og Tyskland. Jeg var på et længere ophold i Australien som 20-årig, hvor jeg arbejdede i den sydlige del. Fra midt i 20'erne rejsemål i Europa, specielt i Grækenland. I slutningen af 30'erne er jeg begyndt på længere rejser i Asien, Sydamerika, USA, Afrika og New Zealand. Jeg rejser gerne til storbyer på mindre ferier. Globen loben G Globe septem BeR 201 1 / nR . 45 Rejs emag - au tent isKe asin fRa Rejs ehis De BeRej toRi stes eR f KluB Ra h ele v eRDe n Tema: Middelha vet - a nGloben s 2011 mart foRå KluB en stes e veRD eRej hel De B fRa fRa ieR asin histoR mag e e s s j j e Tema: Re e R tisK uten - au t der e t s s g n li d n y s e Vor Tem a R 2012 / nR. 47 Rejs e enti magasi n sKe Rejs fRa De ehis BeRe toR jste ieR s Kl fRa hele uB veRD e Det Indi ske Ocea n 43 / nr. n - a KluB DEn r tEs E vE rEjs E BE fra hEl ra D in f storiEr gas i a h m E E s rEjs sKE rEj i t utEn Tema: Verdens k u lt u r a r V EMALrAog GUAT yaruine r ma lende en ka år snarlig som spedag domm D SLAN RUlde skaber Ku folk flinke Roadtr ip Austra i liens ørken Solformørk else i Egypten Hos kongen af Arktis Vikingetr æf på Skarø i en rejse familie esien mikron n til Rejse s verden ende i gæst- ns de frihe Øhopdtu eget lan r retur i Indone sien IRAN et overs Et m land so r mange e rumme rskatt kultu Trekki ng i indisk Himala ya EN mba ASILI BRrne val, sa e Ka t for all og fes Trylle ku kamelv nst og æddelø i Arab b ien Kommende medlemsmøder Søndag 1. juli kl. 11 DBK Øst: Tag med på en guidet tur rundt i Københavns ældste og Danmarks mest fotograferede haveforening ved Christianshavns Vold. Det er den med de sjove og finurlige huse i de bittesmå haver. Jørgen Oulund vil fortælle anekdoter om beboere, originaler, huse, karakteristiske begivenheder og livet i Vennelyst i vore dage. Vi begynder turen på Christianshavns Torv og slutter turen med smørrebrød og noget at drikke. Kun for aktive medlemmer. Onsdag 18. juli kl. 18.18 DBK Øst: Poolmøde hos Ole Egholm i Herlev. Vandrutsjebanen står klar! Kun for aktive medlemmer. 599 Thomas S. Olsen Jeg er født i 1970 og begyndte først at rejse for alvor, da jeg var fyldt 28. Min første store rejse var fire måneder med tog fra Helsingborg til Saigon i Vietnam. Fokus har været på Asien, hvor jeg finder kulturen og specielt den buddhistiske religion enormt spændende. Næsten hvert år er turen gået østpå, og jeg har efterhånden besøgt de fleste lande mellem Kina og Indonesien. Det er dog også blevet til besøg i Afrika og Sydamerika, men Asien er dog skønnest. For mig indeholder en god rejse elementer af kultur, natur samt – vigtigst af alt – badeferie. Det siger så sig selv, at jeg aldrig har forstået begrebet skiferie; et besøg i de varme lande er den bedste måde at håndtere den kolde danske vinter på. Lørdag 18. august kl. 16 DBK Øst: Møde hos Uffe Gadeberg i Kongens Lyngby. Hvis vejret er til det, foregår tour de table og grill i haven. Derefter foredrag. Kun for aktive medlemmer. Lørdag 25. august DBK Ung: Fest i Café Globen i København. Kun for medlemmer under 40 år. Onsdag 6. september kl. 17.30 DBK Øst: Hyggemøde i Café Globen i København med en masse rejsesnak. Lørdag 15. september kl. 18.18 DBK Øst: Medlemsmøde i Café Globen i København med rejseforedrag og spisning. For tilmelding: Se www.deberejstesklub.dk. Der har i dette nummer desværre været begrænset plads til omtale af nye medlemmer. Omtalen af medlem nr. 600 og frem kommer i næste nummer. 64 GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012 GLOBEN nr. 48 | Sommer 2012 65 kiplingtravel.dk De Berejstes Klub Rwanda og Uganda Bestyrelse / kontaktpersoner Afrikas perler - kultur og natur Lars K. Munk Formand for De Berejstes Klub Tlf. 40 89 46 67 [email protected] Caroline Engelsborg Ungdomsansvarlig, bestyrelsesmedlem Per Danielsen Toastmaster Øst, bestyrelsesmedlem Erik Futtrup Kasserer, bestyrelsesmedlem Maria Malbek Sørensen Medlemskoordinator, bestyrelsesmedlem Tlf. 33 13 56 18 [email protected] Tlf. 76 42 05 26 [email protected] Tlf. 25 48 87 45 [email protected] Søren Fodgaard Bestyrelsesmedlem Jacob G. Jørgensen Bestyrelsesmedlem Rebecca Langhorn Bestyrelsesmedlem Tlf. 35 39 27 33 [email protected] Tlf. 42 79 68 62 [email protected] Tlf. 28 33 87 93 [email protected] Tlf. 20 86 77 77 [email protected] Nikolaj Witte Suppleant til bestyrelsen, ansvarlig for fredagsbar Vest, Berejste med børn Vest Tlf. 22 79 03 84 [email protected] Daglig afrejse, 14 dage fra 28.380,- Tlf: 47 16 12 20 - kiplingtravel.dk T R A V E L • Rejseforedragfleregangeomugen • Oplevelser og røverhistorier fra hele verden • Landefester og events • Rejselitteratur–guidebøgermv.kanlæsespåcafeen CYKLING › IN NDR G › B VA IN TIGN G ES Er du vild med at rejse? Har du lyst til at udveksle erfaringer med ligesindede? Savner du den internationale stemning fra dine rejser? Vil du høre eller fortælle sjove røverhistorier fra nær og fjern? Jakob Øster KIPLING Kipling Travel - kontor i Danmark, Indien og Nepal - Rejsegarantifonden 1571 - Danmarks Rejsebureau Forening De Berejstes Klub Jakob Øster Tlf. 50 52 78 16 [email protected] Jakob Linaa Jensen Toastmaster Vest, næstformand, bestyrelsesmedlem Oplev Afrikas smukkeste landskaber med Nilens udspring ved Murchinsons Falls, Fort Portal og vulkansøer og udsigt mod Rwenzori, Ugandas berømte nationalparker, Kivusøens bred – og som en selvfølgelig Afrikas sjældne bjerggorillaer. Café Glob en o g vo res a er åb rran ne fo gem r alle med ente - ikk lemm r e er af kun for De B erejs tes K lub. LET HÅRD Madagaskar Adventure › Et rejseeventyr på cykel og til fods KOM MED PÅ TOPAS.DK LET HÅRD Burma › Cykelglæder blandt gyldne pagoder • Nyhedsbrevhverugemedbegivenheder Er du på udkig efter et eventyr lidt ud over det sædvanlige, så er denne tur på verdens fjerde største ø, Madagaskar, et rigtig godt bud. Vores tre ugers eventyr udspiller sig langt fra alfarvej i Madagaskars øst, og vi mødes derfor overalt af en forbavset, nysgerrig og altid smilende lokalbefolkning. Her skal vi cykle og vandre i dagevis - langs det Indiske Oceans kyst, gennem uberørte landsbyer og små fiskelejre, blandt frodige agerbrug med vanilje, nelliker og kaffe, gennem tæt regnskov og ind i nationalparker, hvor dværgkamelæoner, tomatfrøer, bittesmå børstesvin, bladhalegekkoer og Madagaskars ubestridte ‘landmærke’ - lemuren - holder til. I løbet af 15 dage cykler og sejler vi mellem de gamle hovedstæder, Mandalay og Amarapura, og mellem buddhistiske templer og pagoder i Bagan. Vi besøger bjergstammer i Shan staten, handler på Bogyke Aung San markedet i Rangoon og cykler og sejler rundt hos Inthafolket omkring og på Inlesøen tusind meter over havet. Burma er et af de sidste lande, hvor du kan opleve Asien, som det var før globaliseringen og urbaniseringen med megabyernes slum, og hvor den besøgende ikke bliver anset for at være en omvandrende pengeautomat. Alle, der kan lide at cykle, kan være med, og der venter en spændende, usædvanlig og bevægende cykelferieoplevelse. •Nyddinmedbragtemadicaféen,baredukøberdrikkevarerhosos 21 dage fra › 15 dage fra › • RigtudvalgafølpåflaskeogfadfraDanmarkogudlandet,bl.a.mikrobryg • Rejsestemningicafelokaletmedfotosogsouvenirsfrafjernelande • Cocktails • Kaffe og te • Fredagsbarmedhappyhourkl.15-18.10kr.rabatpåaløl,vinogspiritus • Gratisinternet/Wi-Fi Vi ses på Café Globen! Turesensgade 2B | 1368 København K | Tlf. 3393 0077 | [email protected] | www.cafegloben.dk 27.970,- DKK 22.970,- DKK Kom med på Topas.dk Returadresse: De Berejstes Klub, c/o Café Globen, Turesensgade 2B, 1368 København K UZBEKISTAN UZBEKISTANS SILKEVEJSBYER Vi besøger Samarkand og Bukhara. Den betagende kunst og arkitektur afspejler de kulturelle korsveje, som Silkevejen samlede. Omgivet af minarettårne og moskéer med azurblå kupler, handelsmarkeder, legender og traditioner befinder vi os som i en helt anden magisk verden. 9 dage • helpension • 10.800 kr Afrejse 10. september • 15. oktober • 19. oktober UZBEKISTAN – TURKMENISTAN – IRAN Vi besøger Samarkand og Bukhara. I ørkenlandet Turkmenistan oplever vi monumenter fra en tid, hvor området betød meget for religion og handel. Efter 3 dage i det nordlige Iran, flyver vi til den muslimske verdens perle: Isfahan. Her har vi 4 dage med verdens flotteste moskeer, pladser, broer og den livligste bazar. 21 dage • 24.800 kr 4. til 24. oktober • helpension i Uzbekistan og Turkmenistan UZBEKISTAN MED FERGANADALEN Samme program som ovenstående, men rejsen afsluttes med 3 døgn i den smukke Ferganadal. Den ligger som en oase med morbærtræer og silkeproduktion, omgivet af de 7000 m høje Tien Shan-bjerge. Vi besøger kunsthåndværkere som keramikere, vævere, træskærere og knivsmede. 12 dage • helpension • 12.600 kr • 7. til 18. september SILKEVEJEN FRA SAMARKAND TIL BEIJING Gennem Uzbekistans karavanebyer, ørkener, Kirgisistans bjerge og søer, markedet i Kashgar, Terracottahæren i Xian og til sidst Den Kinesiske Mur. En rejse, der på karavanernes tid varede 2 år, kan opleves på 3 uger uden at sjælen, silkevejsstemningen og de storslåede naturoplevelser går tabt. 21 dage • 24.800 kr • 4. til 24. september Små grupper · danske rejseledere · 86 22 71 81 · www.viktorsfarmor.dk
© Copyright 2024