1. No category

Oxford Research A/S, december 2012
BETALINGSUDDANNELSER FOR
INTERNATIONALE STUDERENDE
NORDISKE LANDES PRAKSIS MED BETALINGUDDANNELSER
FOR INTERNATIONALE STUDERENDE
Rapport – udarbejdet for Nordisk Ministerråd
Forfatter: m
Sidst gemt: 05-04-2013 11:45:00 Sidst udskrevet: 05-04-2013 11:45:00
C:\Users\mar\AppData\Local\Microsoft\Windows\Temporary
Internet
Files\Content.Outlook\HNJ8810W\Rapport_Oxford Research_12 12 2012 FINAL (3).docx Revision: 6 Antal
sider: 56
Indhold
Forord ............................................................................................................. 3
Executive summary ........................................................................................ 4
Kapitel 1. Betalingsuddannelser i Norden...................................................... 6
1.1
Betalingsuddannelser i Finland ................................................................. 8
1.2
Betalingsuddannelser i Norge................................................................. 12
1.3
Betalingsuddannelser i Island ................................................................ 15
1.4
Betalingsuddannelser i Danmark ............................................................ 17
1.5
Betalingsuddannelser i Sverige .............................................................. 23
Kapitel 2. Effekten af betalingsuddannelser ................................................ 27
2.1
2.2
Effekten af betalingsuddannelser i Norden .............................................. 27
2.1.1
Antal betalende non-EU/EØS-studerende .................................... 30
2.1.2
Økonomiske konsekvenser ......................................................... 30
2.1.3
Hvilke typer af studerende falder fra ved indførelsen? .................. 31
2.1.4
Hvorfor falder antallet af studerende ved indførelsen? ................. 34
2.1.5
Hvorfor stiger antallet af studerende igen? .................................. 36
Konsekvenser for det nordiske samarbejde ............................................. 40
2.2.1
Generelle grænsehindringer som følge af forskellige regler om
studieafgifter ............................................................................ 41
2.2.2
Erfaringerne fra NMP ................................................................. 41
Kapitel 3. Perspektiver ................................................................................. 45
3.1
Økonomisk kontekst .............................................................................. 45
3.2
Argumenter for/imod betalingsuddannelser ............................................ 48
3.3
Perspektiver for fremtiden ..................................................................... 51
Kapitel 4. Metode ......................................................................................... 53
4.1
2
Dataindsamling ..................................................................................... 53
4.1.1
Desk research ........................................................................... 53
4.1.2
Field research ............................................................................ 54
Forord
Gennem de seneste 10-15 år er der sket en internationalisering af uddannelsesmarkedet,
der har medført en generel stigende studentermobilitet. På globalt plan øges konkurrencen mellem verdens uddannelsesinstitutioner om at tiltrække de dygtigste studerende.
Af OECD´s årlige komparative uddannelsesstudie fremgår det, at 3,7 mio. studerende på
globalt plan læser en videregående uddannelse uden for deres hjemland, og at halvdelen
af disse opholder sig i Europa1.
De nordiske lande er blandt de lande i verden med den største andel af offentlig finansiering af videregående uddannelser og har længe adskilt sig fra de øvrige vestlige lande
ved ikke at have studieafgifter for udenlandske studerende. I flere af de nordiske lande
er der i de senere år sket et skifte i den uddannelsespolitiske dagsorden, og uddannelsessystemerne er i stigende grad blevet harmoniseret med de øvrige vestlige lande. I
2006 indførte Danmark som det første nordiske land studieafgifter for non-EU/EØSstuderende2. I 2010 besluttede den finske Rigsdag at indføre studieafgifter på forsøgsbasis, og i 2011 fulgte Sverige efter med en model, der ligner den danske.
I Oxford Researchs studie af betalingsuddannelser i Norden er de nordiske landes praksis
med betalingsuddannelser for internationale studerende 3 det primære genstandsfelt. I
studiet sættes fokus på tre dele af betalingsuddannelser i Norden. I den første del kortlægges de nordiske landes nuværende praksis med betalingsuddannelser på det videregående uddannelsesområde. Det være sig i forhold til status for indførelse, udvikling i
antallet af internationale studerende samt praksis i forhold til stipendier. I anden del af
studiet fokuseres der på konsekvenserne af indførelsen af betalingsuddannelser i Norden.
Dette gøres ved at afdække udviklingen i antallet af internationale studerende, forklare
disse udviklinger samt fremdrage de nordiske konsekvenser af udviklingen. Den tredje
del af studiet fokuserer på mulige fremadrettede perspektiver for udviklingen af området.
Her præsenteres argumenter for og imod indførelsen af betalingsuddannelser under hensyntagen til andre relevante perspektiver i den nordiske kontekst.
I løbet af studiet har Oxford Research mødt og talt med en række inspirerende personer
med relevans for området. Det være sig fx repræsentanter fra ministerier, styrelser, universiteter, højskoler mv. Vi takker jer alle for jeres tid og viden. Det er vores håb, at studiet kan medvirke til at udvikle området fremadrettet på et yderligere oplyst grundlag.
God læsning.
Oxford Research A/S, december 2012
1
OECD (2011): Education at a Glance, p. 321
2
EU/EØS lande dækker over EU‟s medlemslande samt Norge, Liechtenstein, Island og Schweiz.
3
Internationale studerende er i denne henseende udelukkende studerende fra lande uden for EU/EØS (Schweiz,
Norge, Island og Liechtenstein undtaget)
3
Executive summary
This study concerns the different practices in Nordic countries regards to the implementation of tuition fees for international students4.
The study of tuition fees in Nordic countries is based on three complementary approaches. The first part of the study consists of a mapping of the current status of tuition fees
across Nordic countries which is done by identifying students who pay tuition, the number of international students in each Nordic country, and the process of distributing scholarships. The second part of the study is focused on the impact of tuition fees in Nordic
countries,, and in this section the patterns of enrollment of international students are
outlined in countries where tuition fees have been implemented. Explanations for the
patterns of development are provided, and potential consequences for the Nordic region
are outlined. The final part of the study assesses potential future developments in a Nordic context.
The mapping of tuition fees across Nordic countries shows that three of the five Nordic
countries have implemented tuition fees in higher education, however it is important to
state that tuition fees are limited to students from outside the EU/EEA countries 5. Moreover, there is variation in the application of tuition fees across these Nordic countries.
Denmark introduced tuition fees in 2006 and is therefore the Nordic country with most
experience in this area. Tuition fees have since been applied for all higher education in
Denmark. This is also the case in Sweden; however as tuition fees were only introduced
in 2011, experience in Sweden at present time is fairly limited. The third country that has
introduced tuition is Finland. In Finland, a trial period for tuition has been initiated for the
period 2010 through 2014, and consists of 24 programmes at 9 different institutions of
higher education. Norway and Iceland currently have not introduced tuition fees and
generally all international students can pursue a degree in these countries without being
subject to tuition fees.
The consequences of the implementing tuition fees across Nordic countries are very different. For countries that have implemented tuition fees on a large scale, Denmark and
Sweden, there has been a severe drop in the number of international students from
countries outside the EU/EEA. In Denmark, the drop was followed by a significant rise in
the number of non EU/EEA students two to three years after tuition fees were introduced. This is due mainly to large-scale scholarships that have been ear-marked for
these students as well as marketing initiatives. In Sweden, the study indicates that the
number of enrolled non EU/EEA students at Swedish higher educational institutions has
been reduced from approximately 8,000 in 2010 to approximately 2,000 in 2011. In both
Denmark and Sweden, the decline in the number of international students was primarily
driven by fewer students from Asia. To alter this pattern of development, Sweden has
introduced several initiatives which includes, most significantly, increased funding for
scholarships as well as broad marketing initiatives.
4
International students are in this context limited to non EU/EEA countries, except Norway, Liechtenstein,
Iceland and Switzerland.
5
The EU/EEA countries consist of the EU member states as well as Norway, Liechtenstein, Iceland, and Switzerland.
4
In Finland, the consequences of the trial period are on too small of a scale to generate a
clear understanding of the impact. The two universities with the most programmes collecting tuition fees will continue to apply tuition fees to more programmes until 2014,
allowing them to gain experience within this area before making a permanent change.
For Norway and Iceland, the number of international students has increased within the
last 5-7 years. This increase has been significant for international students from countries
outside the EU/EEA, suggesting that students from outside the EU/EEA pursue education
in these countries due to the tuition fees in the other Nordic countries.
The assessment of potential developments in the future of tuition fees across the Nordic
countries shows that the differences in policies across the Nordic countries within this
field are a deliberate choice. Policy choice and the discussion between pros and cons of
tuition is a fundamental issue among the Nordic countries. This discussion of tuition fees
is inherently linked to the debate over the future scope of the welfare state, the financial
resources of the Nordic countries, as well as the role of international students in economic development.
5
Kapitel 1. Betalingsuddannelser i Norden
Dette studie omhandler betalingsuddannelser i Norden. Mere specifikt har studiet studerende fra non-EU/EØS-lande som omdrejningspunkt, idet det er disse studerende, der
skal betale for at studere i de nordiske lande, der har indført betalingsuddannelser 6.
Kortlægningen af betalingsuddannelser i Norden viser indledende, at der er markante
forskelle i praksis på området i Norden. Således er der et enkelt land (Danmark), der har
indført betalingsuddannelser for op til seks år siden, mens andre lande først for nylig har
indført betalingsuddannelser i fuld skala (Sverige) eller som en ‟trial period‟ (Finland).
Derudover er der lande, der ikke har betalingsuddannelser (Norge), eller som kun har
indført en mindre administrativ afgift årligt (Island). Tabel 1 viser en oversigt over status
for betalingsuddannelser i Norden.
Tabel 1: Oversigt over status for betalingsuddannelser i Norden
Danmark
Sverige
Norge
Finland
Island
Studieafgift
indført
1. august 20067
1. juli 2011
Ikke indført
2010-2014
(femårig ‟trial
period‟)
Ikke indført (anmeldelsesgebyr)
Studieafgift
6.200-13.100
EUR/år
6.500-15.500
EUR/år
Ingen studieafgift ved
offentlige
universiteter
5.000-12.000
EUR/år. Universiteterne vælger
selv, om de vil
opkræve studieafgift, og beløbet varierer
derfor.
Ingen studieafgift
ved offentlige
universiteter, men
et anmeldelsesgebyr på ca. 350 €
årligt
Uddannelser
omfattet
Universitets-, og
professionsbacheloruddannelser, erhvervsakademier samt
‟Andre højere
læreranstalter‟
Universiteter og
högskolor
Universiteter,
videnskapelige
høyskoler
samt høyskoler
Universiteter
samt polytechnics
Universiteter
(háskóli)
Hvordan denne praksis er udmøntet på et mere detaljeret niveau i de enkelte lande
fremgår af dette kapitel, hvor status for betalingsuddannelser i de nordiske kortlægges.
Dette sker via en generel præsentation af status for betalingsuddannelser i landet, en
oversigt over udmøntningen af lovgivningen på området, en præsentation af bestanden
af internationale studerende i landet samt en oversigt over stipendiesystemet i landet.
Til at kortlægge status for betalingsuddannelser anvendes der i denne del af studiet data,
der inkluderer alle registrerede studerende ved de nordiske videregående uddannelsesin6
Der er dog en række undtagelser, der gør sig gældende i henholdsvis Danmark, Sverige og Finland. Undtagelserne er for de studerende, der kommer til landene på en udvekslingsaftale, tredjelandsmedborgere som er
bosat i landet med permanent opholdstilladelse og tredjelandsmedborgere som af andre årsager end uddannelse har tidsbegrænset opholdstilladelse i landet.
7
Kun for studerende fra lande uden for EU/EØS (Schweiz undtaget) – det er gældende for alle de nordiske
lande, der har indført studieafgifter
6
stitutioner; med fokus på udviklingen i antallet af internationale studerende. Det gøres
med den begrundelse, at det er centralt bredt at afdække antallet af studerende, der på
det pågældende tidspunkt er tilknyttet ved de videregående uddannelsesinstitutioner i
Norden8. I den efterfølgende effektanalyse (kapitel 2) er der udelukkende anvendt tal for
tilgående studerende ved de videregående uddannelsesinstitutioner i Norden. Det er
således med til at isolere effekten af en eventuel ændring i lovgivningen i de respektive
nordiske lande.
8
Dertil har det også en væsentlig betydning for kortlægningen, at flere nordiske lande ikke systematisk har
noteret det land, som internationale studerende kommer fra. Det besværliggør en præsentation af udviklingen
af internationale studerende i de nordiske lande. Dette uddybes yderligere i kapitel 2.
7
1.1
Betalingsuddannelser i Finland
Finland besluttede med reformen af universitetsloven pr. juni 2009 at indføre en ‟trial
period‟ med betalingsuddannelser i landet fra 2010-2014. Reformen gik derudover ud på
at uddelegere mere autonomi til universiteterne 9. Før denne beslutning var praksis i landet, at ingen studerende skulle betale for at tage en videregående uddannelse ved et
universitet eller anden højere uddannelsesinstitution.
På nuværende tidspunkt er der tale om en praksis i Finland, hvor det er op til universiteterne og polytechnics10 at vurdere, hvorvidt de er interesseret i at deltage i trial perioden.
Derfor findes der pt. både betalingsuddannelser i landet og uddannelser, hvor alle studerende kan tage en uddannelse uden betaling. Undervejs i trial perioden tages der en
beslutning om, hvorvidt betalingsuddannelser i landet skal gøres permanent for nonEU/EØS-studerende.
I Finland var der 399 uddannelsesprogrammer, der potentielt kunne deltage i trial perioden fra 2010-201411. I alt er der 24 programmer, hvor der er etableret betalingsuddannelser for non-EU/EØS-studerende, fordelt på 9 universiteter i Finland og 10 ‟polytechnichs‟12. Det er en betingelse i lovgivningen, at de videregående uddannelsesinstitutioner,
der er med i ‟trial perioden‟, også udbyder en stipendieordning, hvis de tager betaling for
deres uddannelse13. Derudover er det et krav, at programmerne er på engelsk og på
masterniveau14.
Studiet peger på, at de programmer, der er inkluderet i betalingsuddannelser i Finland, er
de programmer, der også vurderes at have den bedste kvalitet, jf.:
“At the Aalto University it was decided that the best quality programmes should be used for
tuition fees” (Forsker i Finland)
Det indikerer, at det i udgangspunktet er de programmer, som uddannelsesinstitutionerne har vurderet mest attraktive for internationale studerende, der er inkluderet i trial
perioden.
Trial perioden har været i gang i et begrænset tidsrum, hvorfor erfaringerne med betalingsuddannelser i Finland pt. er begrænset. Studiet peger dog på, at der på nuværende
tidspunkt15 både er positive og mindre positive erfaringer med projektet. På den positive
side vurderer flere finske interessenter (fx embedsmænd og repræsentanter fra universiteterne), at det er godt, at betalingsuddannelser afprøves i landet, idet det nuværende
økonomiske setup på området ikke er bæredygtigt. På den negative side er andre interessenter (fx repræsentanter for de studerende og universiteterne) bange for, at indførelsen af trial perioden er første skridt mod en generel indførelse af betalingsuddannelser
i landet. Dertil hæfter andre interessenter sig ved, at trial perioden ikke fungerer optimalt. Ifølge disse interessenter er omfanget af programmer, der er inkluderet i forsøget,
9
http//www.minedu.fi/
10
Polytechnics dækker over uddannelsesinstitutioner, der på finlandssvensk hedder ‟Yrkeshögskola‟.
11
En betingelse for deltagelse var, at uddannelsen blev udbudt på engelsk
12
Interview med ph.d. L. Wiemer og Birgitta Vuorinen, Överinspektör i Undervisningsministeriet.
13
http//www.minedu.fi/
14
Det gælder både for universiteter og polytechnics, jf.
http://www.studyinfinland.fi/instancedata/prime_product_julkaisu/cimo/embeds/studyinfinlandwwwstructure/21
156_Tuition_fees_UAS_Master_Programmes.pdf
15
8
Efterår 2012
for få til at vurdere, hvorvidt betalingsuddannelser generelt er en god ide i Finland. Derudover peger disse interessenter på, at der mangler incitamenter for universiteterne til at
investere i området, idet de ikke ved, hvad der kommer til at ske på længere sigt.
I efteråret 2012 undersøges trial perioden i Finland med henblik på at vurdere, hvorvidt
og hvordan den skal fortsætte. Den officielle holdning fra sammenslutningen af universiteter er, at det anbefales, at trial perioden forsættes16. I august 2012 meldte de to universiteter17 med flest programmer i trial perioden ud, at de fortsætter og udvider forsøget
med betalingsuddannelser i hele trial perioden. Det betyder således, at de viderefører
forsøget indtil 2014 og i de sidste par år indfører betalingsuddannelser for flere af deres
programmer18.
Udmøntning af lovgivningen
Loven i trial perioden er udformet således, at det er universiteterne, der fastsætter prisen
på uddannelsen. Det kan enten ske på universitetsniveau eller på fakultetsniveau. Universiteterne i Finland har lagt sig op ad de samme priser, som er gældende for Erasmus
Mundus-programmerne i EU-regi. Begrundelsen for dette er, at det er det mest enkle, og
at det også er et udtryk for markedsprisen, jf.:
“The three programs are a part of the Erasmus Mondus because this was easiest. They pay
8000 euro a year, which is fixed by the Erasmus Mondus program” (Repræsentant, finsk universitet)
Generelt ligger de fleste betalingsuddannelser i Finland på nuværende tidspunkt på et
prisleje på ca. 7-8.000 € pr. år. Fx har Aalto Universitet en fast pris på tværs af deres
uddannelser til internationale non-EU/EØS-studerende på 8.000 € pr. år. Det er en pris,
der er valgt ud fra deres erfaringer fra Erasmus Mundus, men derudover også for bevidst
at sætte prisniveauet højt, så effekten af at indføre betalingsuddannelser ved universitetet reelt kunne afdækkes, jf.:
”The Erasmus Mundus consortia in which Aalto University is a partner also carry the same tuition of 8 000 € per academic year. It was a conscious decision to set one coherent fee for all
programmes. The level of the tuition was also set high enough to view the possible effects of
the tuition fees.” (Officiel udtalelse fra Aalto Universitet)
Antal studerende på universiteter og polytechnics
Samlet set viser kortlægningen af det videregående uddannelsesområde i Finland, at der
findes 16 universiteter og 25 polytechnichs. Universiteterne udbyder både uddannelser på
ph.d.-, master- og bachelorniveau, mens polytechnics primært udbyder uddannelser på
bachelorniveau.
Det totale antal af studerende på det videregående uddannelsesområde Finland ligger i
2010 på 308.256 studerende. Antallet af studerende på området har siden 2005 været
meget stabilt. Således er der i perioden 2005-2010 sket et marginalt fald i det totale antal
af studerende i Finland på 588 studerende (svarende til 0,2 %). Fordelingen mellem de
respektive uddannelsesinstitutioner var i 2010 således, at 55 % af de studerende er tilknyttet et universitet, mens de resterende 45 % er tilknyttet et polytechnics. For de in-
16
Interview med Kaija Holli, Formand Finsk Rektorkollegium
17
Henholdsvis Aalto og Jyväskylä
18
http://yle.fi/uutiset/rehtorit_jatkaisivat_lukukausimaksukokeilua_-_hyoty_viela_olematon/6266802
9
ternationale studerende er fordelingen i 2010 ca. 50/50 mellem de to typer af uddannelsesinstitutioner.
Generelt viser udviklingen af internationale studerende ved de videregående uddannelsesinstitutioner i Finland, at der er sket en stigning i antallet af internationale studerende.
Således er antallet af internationale studerende ved de videregående uddannelsesinstitutioner i Finland steget med 75 % i perioden 2005-2010. Tabel 2 viser udviklingen inden
for internationale studerende i Finland, fordelt på henholdsvis EU/EØS-studerende og
non-EU/EØS-studerende.
Tabel 2: Udvikling i antallet af internationale studerende i Finland
Studerende
2005 (antal stud.)
2010 (antal stud.)
EU/EØS i alt
4.109
5.123
+ 25 %
(2.559)
(3.148)
(+ 23 %)
(1.550)
(1.975)
(+ 27 %)
4.846
10.584
+ 118 %
-
Universiteter
-
Polytechnichs
Non-EU/EØS i alt
Udvikling i %
-
Universiteter
(2.390)
(4.667)
(+ 102 %)
-
Polytechnics
(2.456)
(5.917)
(+ 137 %)
8.955
15.707
+ 75 %
I alt
Kilde: Statistics Finland, Educational Statistics
Tabel 2 viser, at udviklingen inden for området primært drevet af to forhold. For det første er der generelt sket en markant stigning i antallet af studerende fra lande uden for
EU/EØS. Her er der sket en gennemsnitlig stigning på de videregående uddannelsesinstitutioner i Finland fra 2005 til 2010 på 118 %. Derudover viser tabel 2 også, at polytechnichs generelt har større tilgange i antallet af internationale studerende – både studerende inden for EU/EØS og non-EU/EØS-studerende.
Stipendiesystemet
Det er en betingelse for de universiteter og polytechnics, der er inkluderet i trial perioden, at de også udbyder stipendier til de studerende. Det er således ikke et stipendiesystem, der er faciliteret af den finske stat, men af universiteterne selv. Studiet peger i den
henseende på, at der er stor forskel på, hvordan universiteterne finansierer disse stipendier. Da enkelte universiteter har bundet deres programmer op på Erasmus Mundusprogrammer, sker finansieringen af stipendierne ved disse universiteter også gennem
dette. Andre universiteter finansierer deres stipendier fra eksterne kilder, som fx virksomhedslegater eller via egne økonomiske ressourcer på fakultetsniveau, jf.
”Money [to scholarships] is mainly from companies. But faculties can also use their „own‟
money to pay scholarships (not the budget money from the Ministry of Education)”
(Repræsentant, finsk universitet)
I Finland peger studiet dermed på uensartede finansieringskilder af stipendierne afhængig af, om universiteterne har bundet programmet op på et internationalt program samt
deres muligheder for at opdrive andre finansieringskilder.
Derudover viser studiet, at stipendierne typisk er bundet op på de studerendes akademiske resultater, jf.:
10
”We don´t have a nationwide grant system - the universities have their own. There are huge
differences between the universities, how much they support the students. And this depends
on their academic performance.” (Repræsentant, finsk universitet)
Eksempler på universiteternes praksis i tildeling af stipendier fremgår af nedenstående
citater. Disse eksemplificerer, hvorledes stipendierne konkret omsættes på universiteterne, jf.:
”We have 50 students that are enrolled in one of the three programs where we collect tuition
fees. 20 of these students receive scholarships from us. 6 of the scholarships are tuition fees
and living expenses while the other 14 scholarships are only tuition fees. The scholarships are
given from academic criteria while the scholarships that include living expenses also take the
students economic situation into account” (Repræsentant, finsk universitet)
“There are currently 34 students [that are subject to pay tuition fee]. Out of these students 8
receive the highest Aalto University scholarship. The scholarship covers the tuition fee for two
years and includes a scholarship for living and studying costs of 8 000 € per year. 15 students
receive a scholarship which covers the tuition fee and 8 students‟ scholarships cover half of
the tuition fee. One student pays the tuition fee in its entirety” (Officiel udtalelse fra Aalto Universitet)
Det finske system omkring betalingsuddannelser er udmøntet således, at universiteterne
selv kan fastlægge, hvordan et eventuelt økonomisk overskud af dette anvendes. De er
ikke forpligtet til at reinvestere andele af dette i fripladser eller stipendier. Idet praksis i
Finland på dette område er i opstartsfasen, har det kun været muligt at fremskaffe begrænset viden omkring, hvordan universiteterne anvender et eventuelt overskud af betalingsuddannelser. Eksemplet viser, at enkle universiteter aktivt reinvesterer overskuddet
fra uddannelsen i stipendier og udvikling af uddannelsen, jf.:
”We will use a tuition fee surplus for the new scholarships and program development. At this
point, the degree programs can decide by themselves if they want to use a surplus for scholarships and/or program development. (Repræsentant, finsk universitet)
Generelt peger studiet på, at reglerne i trial perioden i kombination med universiteternes
udmøntning af stipendier er medvirkende til at sikre, at en markant andel af de internationale studerende fra non-EU/EØS-lande kan studere i Finland uden at betale tuition fees.
Konkret viser eksemplet fra Aalto Universitet, at der reelt kun er én studerende fra et
non-EU/EØS-land, der betaler hele uddannelsen. De resterende studerende modtager en
form for stipendium, der er med til at dække deres uddannelse samt andre leveomkostninger.
11
1.2
Betalingsuddannelser i Norge
I Norge skal studerende generelt ikke betale for at tage en videregående uddannelse.
Det gælder både for norske studerende og internationale studerende både inden for og
uden for EU/EØS. Med andre ord er reglerne i Norge udformet således, at alle har lige
muligheder for at tage en videregående uddannelse i Norge, såfremt de lever op til de
akademiske krav19.
Begrundelsen for det norske setup, hvor der er gratis videregående uddannelse til alle,
ligger i en politisk konsensus på området. Således eksisterer der i Norge en bred politisk
enighed om, at det videregående uddannelsesområde skaber værdi til landet, og fra politisk hold er der ikke på kort sigt noget ønske om at foretage justeringer inden for dette
område. Det handler både om en bevidsthed om, at videregående uddannelse skal være
en mulighed for alle, men også fordi Norges økonomiske situation muliggør dette 20.
Interessenter inden for det videregående uddannelsesområde i Norge peger dog på, at
det norske setup med gratis uddannelse til alle inden for de næste fem-ti år kan komme
under pres. Begrundelsen for dette er udviklingen inden for det videregående uddannelsesområde i Norden. Her peger disse aktører på, at fordi den nordiske model på det videregående uddannelsesområde er forskelligartet fra andre nordiske lande, så kan dette
fremadrettet få negative konsekvenser for Norge. Disse konsekvenser kan være en markant stigning i antallet af internationale studerende og heraf mindre muligheder for, at
norske studerende kan få en plads på en videregående uddannelse, jf.:
”Hvis vi bliver ved med at få flere og flere internationale studerende, så kan det være, at der
kommer til at ske noget. Det er ikke til at sige. Men det er klart, at hvis vi står i en situation,
hvor de norske studerende ikke finder plads på de norske uddannelser på grund af internationale studerende, så vil incitamentet til at indføre betalingsuddannelser i Norge helt sikkert være skærpet”. (Repræsentant for norsk universitet)
Faktum er per 2012, at Norge fortsat har og er glade for, deres setup af det videregående uddannelsessystem, hvor det er de akademiske kompetencer, der afgør adgangen til
uddannelserne og ikke de studerendes økonomiske formåen.
Antal studerende på universiteter og ’høyskoler’
I Norge er det videregående uddannelsessystem struktureret således, at der findes universiteter, videnskabelige højskoler 21 samt højskoler22. Samtidig er der i Norge et relativt
veludviklet marked for private uddannelsesinstitutioner, der tilbyder private uddannelser
til norske og internationale studerende. Disse institutioner har mulighed for at få statsstøtte til driften23. Samlet set viser kortlægning af det videregående uddannelsesområde i
Norge, at der er otte universiteter, ni videnskabelige højskoler (heraf tre private) samt 51
højskoler (heraf 24 private).
Det totale antal af studerende på det videregående uddannelsesområde Norge ligger i
2012 på 203.500 studerende. Fordelingen mellem de respektive uddannelsesinstitutioner
er således, at universiteterne tegner sig for ca. 45 %, de videnskabelige højskoler har 13
19
Lov om universiteter og høyskoler (universitets- og høyskoleloven), § 7.1.
20
Interview med norsk repræsentant
21
Fx Norges handelshøyskole
22
Institutioner der udbyder min. BA-kompetencegivende uddannelser.
23
Lov om universiteter og høyskoler (universitets- og høyskoleloven), § 8.3.
12
% af de studerende, mens højskolerne tegner sig for de resterende 42 % af de studerende. Samlet set tegner de private videregående uddannelsesinstitutioner sig for 14 %
af alle videregående studerende i Norge i 2012, hvoraf handelshøjskolen BI i Oslo tegner
sig for den markant største andel (60 %) af alle private studerende i Norge. Alle studerende ved BI betaler en studieafgift, der ligger på ca. 4.000 € pr. semester.
Generelt viser udviklingen af studerende ved de videregående uddannelsesinstitutioner i
Norge, at der er sket en stigning i antallet af studerende. Således er antallet af studerende ved de videregående uddannelsesinstitutioner i Norge i alt steget med 11 % i perioden 2005-2012. Tabel 3 viser udviklingen inden for de internationale studerende i Norge i
perioden 2005-2012.
Tabel 3: Udvikling i antallet af internationale studerende i Norge
201224
stud.)
Studerende
2005 (antal stud.)
EU/EØS i alt
4.604
8.710
+ 89 %
(3.089)
(4.930)
(+ 60 %)
(299)
(1.244)
(+ 316 %)
(1.216)
(2.536)
(+ 109 %)
5.621
7.258
+ 29 %
(3.672)
(4.687)
(+ 28 %)
(170)
(924)
(+ 444 %)
(1.779)
(1.647)
(- 7 %)
10.225
15.968
56 %
-
Universiteter
-
Videnskabelige
højskoler
-
Højskoler
Non EU/EØS i alt
-
Universiteter
-
Videnskabelige
højskoler
-
Højskoler
I alt
(antal
Udvikling i %
Kilde: http://dbh.nsd.uib.no/. Bemærk: EU-studerende er her opgjort som alle studerende fra Europa.
Tabel 3 viser, at udviklingen er præget af en stigning i andelen af internationale studerende til de højere uddannelsesinstitutioner (universiteter og videnskabelige højskoler) i
Norge fra 2005 til 2012 – både EU/EØS-studerende og non-EU/EØS-studerende. Der er i
2012 således 56 % flere internationale studerende indskrevet ved en norsk videregående
uddannelsesinstitution, end det var tilfældet i 2005. På universitetsniveau er stigningen
primært drevet af studerende inden for EU/EØS (stigning på 60 % vs. 28 % uden for
EU/EØS), hvilket også er gældende for højskolerne. De videnskabelige højskoler er i perioden 2005-2012 udsat for en markant stigning i antallet af internationale studerende. Det
gælder både for internationale studerende inden for og uden for EU/EØS. Derudover skal
det bemærkes, at antallet af internationale studerende ved de private uddannelsesinstitutioner er steget markant. Her er det primært de videnskabelige højskoler, der står for
denne stigning, og udviklingen gælder både studerende inden for samt uden for EU/EØS.
Stipendiesystemet
I Norge er der generelt ikke behov for stipendier til støtte for gennemførelsen af offentlig
videregående uddannelse, idet uddannelsen er gratis.
24
Data rapporteres i Norge pr. semester, hvorfor forårssemesteret 2012 er inkluderet i opgørelsen. Kilde: Dbh
13
For studerende på private videregående uddannelsesinstitutioner er det institutionen selv,
der definerer stipendier til internationale studerende og kriterierne for tildeling af disse.
På BI i Oslo er reglerne fx udformet således, at 20 studerende hvert år modtager et stipendium, der indeholder fri skolegang. Halvdelen af disse studerende er norske, men den
anden halvdel er internationale studerende (både Europa og resten af verden). Kriterierne for tildeling af stipendierne er akademisk funderet, således at det er de studerende
med de bedste akademiske kompetencer, der modtager stipendierne.
14
1.3
Betalingsuddannelser i Island
I Island skal studerende generelt ikke betale studieafgifter for at tage en videregående
uddannelse. Ifølge lovgivningen for videregående uddannelse i Island er adgangen til de
offentlige universiteter - bortset fra et mindre anmeldelsesgebyr - gratis for nationale
såvel som internationale studerende25. Alle studerende skal betale et mindre årligt anmeldelsesgebyr på ca. 350 €26 for at gå på en videregående uddannelse. Anmeldelsesgebyret er et fast beløb på tværs af de videregående uddannelsesinstitutioner, men kan
varierer over tid. Således steg anmeldelsesgebyret fra 270 € i 2011 til 350 € i 2012 på
grund af stigende omkostninger pr. student.
Indførelsen af anmeldelsesgebyret var primært initieret af de islandske universiteter. For
universiteterne handlede det om at binde de studerende i tilstrækkelig grad til deres uddannelse. Rationalet er, at et højere anmeldelsesgebyr vil binde de studerende økonomisk og dermed kunne styrke deres engagement i deres uddannelse 27.
Generelt er det vurderingen fra de islandske universiteter, at de har kunnet mærke konsekvenserne af, at andre nordiske lande som Danmark og Sverige har valgt at indføre
studieafgifter. Det handler både om flere internationale studerende og en anden type af
internationale studerende, jf.:
”Da Danmark og Sverige indførte studieafgifter, mærkede vi en signifikant stigning i antallet af
internationale studerende. Samtidig har vi kunnet mærke et skifte i typen af internationale
studerende, der ansøger om at læse på vores universitet. Der er kommet flere fra udviklingslandene, som ikke har råd til at studere i lande med studieafgifter”. (Repræsentant fra islandsk universitet)
Således har universiteterne i Island inden for de seneste par år indført en administrativ
afgift, der er med til at mindske universiteternes administrative omkostninger ved at have
internationale studerende. Samtidig er både antallet af internationale studerende i landet
og typen af internationale studerende i Island ændret inden for de seneste par år.
Antal studerende på universiteter (háskóli)
I Island benævnes de videregående uddannelsesinstitutioner ‟háskóli‟. Disse institutioner
kaldes generelt universiteter, men dækker både over uddannelser på ph.d.- og masterniveau, men også uddannelser på bachelorniveau, der i de andre nordiske lande er selvstændigt organiseret ved fx højskoler eller Universities of Applied Sciences.
Det videregående uddannelsessystem er i Island organiseret inden for den offentlige
sektor, mens de private universiteter modtager offentlig støtte. Der er i alt syv universiteter, hvoraf fire er statsdrevne, og tre er private. De private universiteter opkræver studieafgifter, hvor størrelsen afhænger af, om det er EU/EØS-studerende eller nonEU/EØS-studerende. Disse studerende skal henholdsvis betale 1.800 – 3.600 € eller
6.000 – 9.000 € pr. år28.
Generelt viser udviklingen af studerende ved de videregående uddannelsesinstitutioner i
Island, at der er sket en stigning i antallet af studerende. Således er antallet af studeren25
http://www.studyineurope.eu/study-in-iceland/admission/tuition-fees
26
Se fx https://english.hi.is/university/international_students_0
27
Interview med islandsk repræsentant
28
De private universiteter kan i princippet selv bestemme størrelsen af studieafgiften. Praksis viser dog, at de
ligger på dette niveau – afhængig af om der er tale EU/EØS studerende eller ikke
15
de ved de videregående uddannelsesinstitutioner i Island generelt steget med 17 % i
perioden 2005-2010. I 2010 var der i alt 18.391 studerende, hvoraf de 1.133 var internationale studerende (6 %). For de internationale studerende er antallet af studerende
generelt steget med 54 % i perioden 2005-2010, jf. tabel 4.
Tabel 4: Udvikling i antallet af internationale studerende i Island
Studerende
2005 (antal stud.)
2010 (antal stud.)
Udvikling i %
EU/EØS i alt
586
852
+ 45 %
Non EU/EØS i alt
149
281
+86 %
I alt
735
1.133
+ 54 %
Kilde: Statistics Iceland.
Som tabel 4 viser, er antallet af internationale studerende på Island generelt stigende fra
2005 - 2010. Stigningen gælder internationale studerende fra lande inden for EU/EØS,
der både i 2005 og 2010 nominelt er størst. Studerende fra lande uden for EU/EØS er
dog den gruppe af studerende, der procentuelt er steget mest fra 2005 til 2010 (86 %).
Udviklingen vidner således om, at der generelt er vækst i antallet af internationale studerende på Island – og at væksten ligger markant over den generelle tilvækst i antallet af
studerende på Island på 17 % i perioden 2005-2010.
Som udviklingen i antallet af internationale studerende peger på, så lader det ikke til, at
anmeldelsesgebyret har haft en negativ indvirkning på antallet af internationale studerende. Dette er også vurderingen blandt de islandske universiteter, der peger på, at anmeldelsesgebyret har skåret det administrative arbejde ned for universiteterne, uden det
har haft negativ betydning for antallet af internationale studerende, jf.:
”Det er godt at se, at vi stadig har mange internationale studerende selvom vi har sat anmeldelsesgebyret op. Det vidner om, at de internationale studerende ikke anser anmeldelsesgebyret som en hindring for at læse i Island”. (Repræsentant fra islandsk universitet)
Stipendiesystemet
Stipendier bliver statsligt administreret i Island. Ministeriet for Uddannelse, Forskning og
Kultur uddeler hvert år et antal stipendier til internationale studerende. I perioden fra 1.
september 2012 til 30. april 2013 er der ca. 18 stipendier, som uddeles til internationale
studerende. Det er både studerende inden for EU/EØS og uden for EU/EØS, der modtager disse stipendier.
16
1.4
Betalingsuddannelser i Danmark
I 2005 vedtog det danske Folketing, at internationale studerende fra lande uden for
EU/EØS29 fra 1. august 2006 skal betale fuld studieafgift for at studere på en videregående uddannelse i Danmark30. Dermed blev Danmark det første nordiske land med studieafgifter for non-EU/EØS-studerende. Argumenterne bag indførelsen af betalingsuddannelser i Danmark gik bl.a. på, at ‟…undgå at tredjelande sender uddannelsessøgende til
danske universiteter med henblik på, at den danske stat helt eller delvis betaler uddannelsen‟31. Herudover fokuserede loven også på at tiltrække de bedst kvalificerede stude-
rende fra tredjelande til danske kandidatuddannelser via indførelsen af en friplads- og
stipendieordning32.
I Danmark er det videregående uddannelsessystem etableret således, at der findes universiteter, andre højere læreranstalter, professionshøjskoler og erhvervsakademier. Universiteterne udbyder uddannelser på ph.d.-, kandidat- og bachelorniveau, mens professionshøjskolerne tilbyder uddannelser op til bachelorniveau33. Andre højere læreranstalter i
Danmark tilbyder uddannelser op til kandidatniveau, men er ikke etableret som et universitet. Det drejer sig fx om Arkitektskolen samt Musikkonservatoriet.
I de senere år har globaliseringsdagsordenen trængt sig på og fået en øget betydning for
den danske universitetspolitik. For at ruste universiteterne til at levere forskning, uddannelse og viden på et højt internationalt niveau har den danske universitets- og forskningssektor gennem de sidste ti år været et mål for omfattende politiske reformer: Universiteternes handle- og beslutningskraft er blevet øget gennem indførelsen af bestyrelser med et flertal af udefrakommende medlemmer og ansat ledelse 34, sektoren er blevet
konsolideret på færre og stærkere institutioner 35, og der har været en markant vækst i
de offentlige investeringer på området36.
Den danske universitetspolitik har gennem det seneste årti været under udvikling og er
nu karakteriseret ved at stå på to ben. På den ene side har universiteterne en samfundsmæssig forpligtelse til at bidrage til, at flere unge får en uddannelse. På den anden
side skal de danske universiteter være internationalt konkurrencedygtige – bl.a. gennem
tiltrækningen af dygtige og kvalificerede studerende. Det er i det lys, at indførelsen af
studieafgifter for non-EU/EØS-studerende skal ses.
Udmøntning af lovgivningen
I den danske studieafgiftsmodel er ansvaret for administration og prissætning lagt decentralt ud til de enkelte universiteter. Universiteternes beføjelse til at prissætte deres ud29
Studerende fra Schweiz blev desuden undtaget reglen fra studieåret 2009/2010
30
For uddannelses under Kulturministeriets område skete dette først pr. 1. januar 2008.
31
Lovforslag L114, bemærkning 2.3
32
Dog undtaget de kunstneriske og kulturelle uddannelser under Kulturministeriet ind til 2011, der ikke var
omfattet friplads- eller stipendieordningen.
33
Ækvivalent på engelsk med ‟Universities of Applied Sciences‟
34
Universitetsreformen i 2003
35
I 2007 blev flere universiteter og sektorforskningsinstitutioner sammenlagt. 25 forskningsinstitutioner blev
sammenlangt til 8 universiteter, der nu varetager langt størstedelen af de offentlige forskningsaktiviteter, samt
3 sektorforskningsinstitutioner
36
Vækstforum (2011): Internationale konkurrencedygtige universiteter
17
dannelser er underlagt det overordnede princip, at prisfastsættelsen af en uddannelse
skal svare til omkostningerne for en uddannelse. Således skal universiteterne, ifølge universitetslovgivningen, udarbejde et beregningsgrundlag for fastsættelsen af betalingen
for de enkelte uddannelser. I praksis betyder det, at prisen for en uddannelse som minimum svarer til det tilskud, universiteterne modtager fra den danske stat37.
Universiteterne kan vælge at fastsætte en studieafgift, der er højere end omkostningerne. I så fald kan universiteterne tjene ekstra penge og bruge det optjente overskud til at
finansiere fripladser, stipendier mv.38. Universiteterne i Danmark har valgt at administrere
studieafgifterne forskelligt, og der er forskelle på, hvor centralt/decentralt beslutningskompetencen på universitetet ligger. Derudover bruges forskellige prisstrategier. Tabel 5
viser en oversigt over praksis for betalingsuddannelser på universitetsniveau i Danmark.
Her varierer henholdsvis prisen for uddannelserne, hvor beslutningskompetencen til at
prisfastsætte uddannelsen ligger, og om der opkræves et ansøgningsgebyr. Prisen varierer mellem en-to gange af taxametertaksten, hvilket fremgår af tabellen. Derudover betyder ‟decentralt‟, at universiteterne har udlagt beslutningskompetencer mv. til deres
respektive fakulteter, mens ‟centralt‟ betyder, at universiteterne tager beslutningen på
rektorniveau, og fakulteterne udmønter denne beslutning.
Tabel 5: Oversigt over status på danske universiteter39
Variable
AAU
AU
SDU
KU
DTU
RUC
CBS
ITU
Pris
Min. 1 x
taxameter
Min. 1 x
taxameter
1x
taxameter
1-2 x
taxameter
Min. 1 x
taxameter
Min 1 x
taxameter
Min 1 x
taxameter
1x
taxameter
Beslutningsniveau
Decentralt
Centralt
Centralt
Decentralt
Centralt
Centralt
Centralt
Centralt
Ansøgningsgebyr
Ja (105
€)
Nej
Nej
Nej
Nej
Ja, (150
€)
Ja, (150
€)
Nej
Kilde: Oxford Researchs dataindsamling 2012
På Københavns Universitet fastlægges priserne decentralt på fakultetsniveau, og her er
det endvidere fakulteterne selv, som står for markedsføringen af deres uddannelser. Priserne på uddannelserne på Københavns Universitet varierer i spektret mellem minimum
taxametertakst og dobbelt taxametertakst, og begrundelsen herfor ligeså, jf.:
”Det forskelligt, hvordan fakulteterne fastsætter deres pris og hvilke strategier og rationaler,
der ligger bag”. (Repræsentant, Københavns Universitet)
På DTU er det blevet besluttet, at prisen fastlægges centralt, således at prisen er fast på
taxameterniveau for alle uddannelserne, mens prisfastsættelsen på Aarhus Universitet
besluttes hos universitetets bestyrelse efter indstilling fra de enkelte fakulteter. Anderledes er det på CBS, hvor prisen på uddannelserne for internationale studerende uden for
EU/EØS ligger på et niveau, der er over taxametertaksten. Denne strategi er helt bevidst;
jf.:
”Vi lægger prisen for uddannelserne hos os over taxameterprisen. Og det gør vi bevidst, fordi
vi ikke er interesseret i at vores uddannelser prisfastsættes for billigt i en international kontekst” (Repræsentant, Copenhagen Business School)
37
38
Også kendt som taxametertaksten til den pågældende uddannelse.
Det samme er gældende for professionshøjskolerne og anden højere læreruddannelse
39
AAU (Aalborg Universitet), AU (Århus Universitet), SDU (Syddansk Universitet), KU (Københavns Universitet),
DTU (Danmarks Tekniske Universitet), RUC (Roskilde Universitetscenter), CBS (Copenhagen Business School),
ITU (IT-universitet)
18
Eftersom fastsættelsen af prisen på de enkelte uddannelser er et udtryk for taxametertaksten, betyder det, at de samfundsvidenskabelige og humanistiske uddannelsesretninger (typisk taxametertakst 6.000 €) er de billigste, mens de tekniske, naturvidenskabelige
og sundhedsvidenskabelige uddannelser generelt er dyrere (typisk taxametertakst 13.000
€)40.
På andre videregående uddannelser i Danmark - det vil sige professionshøjskolerne, erhvervsakademierne samt andre højere læreranstalter - er uddannelserne generelt prissat
således, at uddannelsesinstitutioner som minimum kræver taxametertaksten41. Det er
generelt op til uddannelsesinstitutionerne selv at beslutte prisniveauet for deres uddannelse. For visse uddannelser under andre højere læreranstalter kræves der gebyr ved
optagelsesprøver, mens dette generelt ikke er tilfældet for professionsbacheloruddannelserne og erhvervsakademier.
Antal studerende på universiteter mv.
Samlet set viser kortlægning af det videregående uddannelsesområde i Danmark, at der
er otte universiteter, 14 andre højere læreranstalter, 11 professionshøjskoler samt 11
erhvervsakademier.
Antallet af studerende på det videregående uddannelsesområde i Danmark ligger i 2010
på 201.417 studerende42. Fordelingen mellem de respektive uddannelsesinstitutioner er
således, at universiteterne tegner sig for ca. 66 %, andre højere læreranstalter for 1 %
af de studerende, mens professionshøjskolerne og erhvervsakademierne tegner sig for de
resterende 33 % af de studerende.
Generelt viser udviklingen af studerende ved de videregående uddannelsesinstitutioner i
Danmark, at der er sket en stigning i antallet af studerende. Således er antallet af alle
studerende ved de videregående uddannelsesinstitutioner i Danmark steget med 11 % i
perioden 2005-2010. Tabel 6 viser udviklingen inden for de internationale studerende i
Danmark i perioden 2005-2010.
40
Finansloven 2011
41
Jf. § 4 i bekendtgørelse nr. 407 af 5. maj 2009 samt
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=91146
42
Baseret på tal fra Styrelsen for Universiteter og Internationalisering via UNI-C‟s database - http://statweb.unic.dk
19
Tabel 6: Udvikling i antallet af internationale studerende i Danmark
Studerende
2005(antal
stud.)
EU/EØS i alt
2010(antal
stud.)
Udvikling i %
5.367
13.621
+ 154 %
(3.626)
(8.454)
+ 133 %
(367)
(614)
+ 67 %
(1.000)
(2.603)
+ 160 %
(374)
(1.950)
+ 421 %
2.737
2.862
+5%
(2.189)
(1.510)
- 31 %
(20)
(33)
65 %
(439)
(406)
-8%
(593)
(913)
54 %
I alt
8.104
16.483
+ 103 %
I alt (inkl. ukendte)
9.614
17.589
+ 83 %
-
Universiteter
Anden højere læreranstalt
Professionshøjskoler
-
Erhvervsakademier
Non EU/EØS i alt
-
Universiteter
Anden højere læreranstalt
Professionshøjskoler
-
Erhvervsakademier
OBS: Tabellen indeholder kun studerende på hele uddannelser i Danmark, dvs. uden kortere udveksling.
Kilde: Styrelsen for universiteter og internationalisering i Danmark & Kulturministeriets uddannelsesstatistik.
Tabel 6 peger overordnet på, at der generelt studerer flere og flere internationale studerende i Danmark. Fra 2005 til 2010 er antallet af internationale studerende i Danmark
således steget med 103 %. Derudover peger tabellen på to tendenser. For det første
viser tabellen, at antallet af internationale studerende fra EU/EØS-lande er steget markant fra 2005-2010 (+ 154 %). Dette er på tværs af alle uddannelsestyper, men især
båret af professionshøjskoler og erhvervsakademier, der er steget mest procentuelt, og
universiteter, der er steget mest nominelt. For det andet er antallet af internationale studerende fra lande uden for EU/EØS relativt ensartet fra 2005 til 2010. Det er en udvikling, der primært er båret af et markant fald i antallet af denne type studerende på universiteter, der således er faldet med 31 % i perioden. Omvendt har erhvervsakademierne
oplevet en markant fremgang fra denne type af studerende i perioden (stigning på 54
%)43.
Stipendiesystemet
For de internationale studerende uden for EU/EØS findes der fra statsligt hold i Danmark
friplads- og stipendiemidler på universiteternes, professionshøjskolernes og erhvervsakademiernes områder44 samt udviklingsstipendierne under DANIDA.
Fra statsligt hold er stipendiesystemet udmøntet således, at universiteterne modtager en
pulje statslige midler, som de selv omfordeler til stipendier 45. Det være sig stipendier der
dækker fulde uddannelser, eller stipendier der dækker dele af de internationale stude-
43
44
Bemærk her, at betalingsuddannelser på disse typer af uddannelser først blev indført pr. 1. januar 2008.
FL § 19.2 og § 19.83.02 (tidl. § 20.98.61)
45
Det samme gør sig gældende på området for professionshøjskoler og erhvervsakademier, hvor disse uddannelsesinstitutioner pr. 1/2/2010 har fået selvstændig beslutningskompetence over de uddelte stipendie- og
fripladsmidler.
20
rendes uddannelser. Den økonomiske ramme til stipendier til disse universitetsstuderende
er siden indførelsen steget fra ca. 2 mio. DKK i 2006 til over 28,7 mio. DKK i 2009 og til
59 mio. DKK i 201146. På området for erhvervsuddannelser og professionshøjskoler er
bevillinger til fripladser og stipendier steget fra ca. 1 mio. DKK i 2006 til over 14 mio. DKK
i 2007 og til ca. 20 mio. DKK i 2011. Andre højere læreanstalter har ikke en stipendieordning for non-EU/EØS-studerende. Det viser således, at tildelingen af midler til området
for stipendier og fripladser på det videregående uddannelsesområde er steget markant
siden indførelsen af betalingsuddannelser for non-EU/EØS-studerende i 2006.
Studiet peger derudover på, at det er en gennemgående holdning blandt de danske universiteter, at der generelt er for få midler til stipendier til non-EU/EØS-studerende. Det er
ifølge disse interessenter problematisk, idet det besværliggør muligheden for at tiltrække
de bedste studerende fra lande uden for EU/EØS. Det er derudover vurderingen blandt
universiteterne i Danmark, at det er svært at konkurrere internationalt, da universiteterne
i andre europæiske lande tildeles direkte støtte af staten – også for non-EU/EØSstuderende. Derved skal non-EU/EØS-studerende i disse lande betale en mindre andel af
universiteternes faktiske omkostninger ved at uddanne dem.
På universiteterne er der gennem tiden blevet eksperimenteret med forskellige stipendiestørrelser og fripladsordninger, såsom friplads med et lille beløb til leveomkostninger eller
friplads med fuld leveomkostningsdækning47. Det er muligt, da universiteterne selv har
råderet over, hvordan de vil udmønte de tildelte statslige penge. På Aarhus Universitet
har man fx erfaret, at det fungerer bedst med at give friplads med fuld leveomkostningsdækning, da non-EU/EØS-studerende har svært ved få et studiejob i Danmark. Aalborg
Universitet valgte i 2009 en model med fripladser uden dækning af leveomkostninger.
Erfaringerne fra denne ordning var ikke udelukkende positive, jf.:
”Vores erfaringer med ikke at tilbyde stipendier med leveomkostninger til visse typer af studerende har ikke kun været positive. Det er selvfølgelig godt, at vi nu kan tilbyde stipendier til
flere studerende, men specielt afrikanske studerende har meget svært ved at forsørge sig selv
(Repræsentant, Aalborg Universitet).
Tildelingen af stipendier på universiteter mv. afhænger generelt af de studerendes akademiske resultater, mens enkelte stipendier, der også dækker leveomkostninger, tildeles
efter økonomisk formåen.
Studiet viser, at de stipendier, som de danske universiteter uddeler, primært er de statslige stipendier. Enkelte universiteter har i begrænset omfang lykkes med at etablere
yderligere stipendier, som supplement til de statslige stipendier. Det handler om stipendier, der er finansieret fra eksterne virksomheder eller fonde. Omfanget af disse stipendier
ligger på ca. fem-seks fulde stipendier på enkelte universiteter48. Der er således tale om
en begrænset praksis på dette område.
Den danske lovgivning på området fastlægger, at et eventuelt overskud af økonomiske
ressourcer fra betalingsuddannelserne kan bruges til udvikling af uddannelsen eller overføres til henholdsvis fripladser eller stipendier for kommende non-EU/EØS-studerende på
universiteterne49. Men det er ikke et specifikt lovkrav, at et eventuelt overskud anvendes
46
Finansloven 2009, § 19.25.13.70 samt Finanslov 2012, § 19.22 & 20.98.61. Stigningen på universitetsområdet fra 2009 til 2011 skyldes udmøntningen af særlige Globaliseringsmidler i Danmark.
47
Beløbet varierer fra € 6.000 til € 16.000, http://studyindenmark.dk/study-in-denmark/tuition-fees-andscholarships
48
Jf. Oxford Researchs interview med repræsentanter fra de internationale kontorer på danske universiteter
49
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=100435
21
til dette. Interview med universiteterne peger ikke på, at dette er en udbredt praksis
blandt universiteterne. Universiteterne udviser primært en praksis, hvor prisen på betalingsuddannelsen ligger tæt på taxameterprisen. Dermed genereres der intet eller kun et
begrænset overskud på disse studerende. Et eventuelt overskud anvendes primært til
den ekstra administration, som betalingsuddannelsen skaber, jf.:
”På universitetet er ‟tuition‟ for studerende uden for EU/EØS fastlagt ret tæt på taxameterniveau. Vi genererer således ikke et overskud på studerende fra tredjelande, da forskellen mellem studieafgifter for disse og det taxameter, som vi får for danske/EU/EØS-studerende, benyttes til de ekstra omkostninger, der er ved at screene, modtage og vejlede internationale
studerende” (Repræsentant for universitet)
Studiet peger således på, at non-EU/EØS-studerende ved de videregående uddannelsesinstitutioner i Danmark generelt har mulighed for at modtage stipendier fra enten den
danske stat eller de videregående uddannelsesinstitutioner. Samtidig peger studiet på, at
specielt universiteterne hæfter sig ved, at antallet af statslige stipendier til disse typer af
internationale studerende er medvirkende til at gøre konkurrencen med andre europæiske universiteter sværere. Der efterspørges således flere statslige stipendier til disse typer af internationale studerende.
22
1.5
Betalingsuddannelser i Sverige
Den svenske Riksdag besluttede i april 2010, at studerende uden for EU/EØS skal betale
ansøgningsgebyr og studieafgift på videregående uddannelsesinstitutioner fra og med
efterårssemesteret 201150.
Argumenterne bag indførelsen lignede meget de danske argumenter fra 2006. For det
første var argumentet, at det svenske uddannelsessystem først og fremmest skal dække
behovet for videregående uddannelse blandt borgerne i Sverige. For det andet skal universiteterne i Sverige konkurrere på lige vilkår med universiteter i andre lande og tiltrække studerende på baggrund af et godt studiemiljø og et højt fagligt niveau - ikke på baggrund af et tilbud om gratis uddannelse.
Som en del af aftalen om at indføre studieafgifter følger en række tiltag, der skal styrke
Sveriges position i konkurrencen på uddannelsesmarkedet og kompensere for de administrative omkostninger, som indførelsen fører med sig:
I forhold til markedsføring er det i Sverige de enkelte uddannelsesinstitutioners ansvar at
informere om de studier, de tilbyder, mens den statslige institution Svenska Institutet
står for markedsføringen af Sverige som uddannelsesnation. Som en del af afgiftsreformen øges den faste bevilling til instituttet fra 3 mio. SEK til 5 mio. SEK om året til informationsindsatser om Sverige som uddannelsesland.
Endelig er der indført et fælles ansøgningsgebyr på 900 SEK. Gebyret er indført for at
undgå store mængder af useriøse ansøgninger og for at kompensere for de administrative omkostninger, som aftalen om studieafgifter påfører universiteter og højskoler. Gebyret betales af internationale non-EU/EØS-studerende.
Som en del af reformen er der også indført nye muligheder for stipendier for internationale studerende. I alt er afsat 160 mio. SEK til stipendier til studerende, der kommer fra
lande uden for EU/EØS.
Udmøntning af lovgivningen
Universiteter og højskoler i Sverige afgør selv størrelsen på studieafgiften på det enkelte
studie. I lovgivningen er det fastlagt, at afgiften skal beregnes, så der er fuld omkostningsdækning. For det første har dette givet anledning til fortolkningsspørgsmål blandt
uddannelsesinstitutionerne, da det ikke har været klart, hvordan fuld omkostningsdækning skal tolkes - og om fx de indirekte udgifter51 i forbindelse med reformen skal indregnes i prisen på et studie.
For det andet har dette givet anledning til, at SUHF52, der repræsenterer 40 universiteter
og højskoler i Sverige, efterlyser mere fleksibilitet i forhold til størrelsen på studieafgifter
og ansøgergebyr. Ansøgergebyret ligger fast og er obligatorisk. Kravet om fuld omkostningsdækning betyder, at der er et minimum på prissætningen på en uddannelse. SUHF
ønsker, at universiteterne får større fleksibilitet, så de via prissætningen får mulighed for
at bruge prisen mere strategisk i konkurrencen. Dermed vil de kunne bruge prissætningen aktivt, og tydeliggøre, at der er forskel på efterspørgslen og forskel på, hvordan universiteterne ønsker at markedsføre sig på forskellige fagområder.
50
Inkl. Schweiz også. Beslutningen var en del af lovforslaget "Konkurrera med kvalitet - studieavgifter för utländska studenter" (prop. 2009/10: 65).
51
Fx til markedsføring og yderligere administration
52
Sveriges universitets- og højskoleforbund; http://www.suhf.se/
23
Studiet peger desuden på, at der har været store administrative byrder forbundet med at
indføre reformen. På svenske universiteter og højskoler oplever de, at de har brugt mange ressourcer på implementeringen. Især er optagelsesarbejdet omfattende, idet alle
ansøgere uden for EU/EØS i udgangspunktet regnes for at være betalende og fra det
udgangspunkt skal bevise en eventuel fritagelse fra afgiften 53. Det er dog interessenternes oplevelse, at der er tale om indkøringsproblemer, der blev skærpet af, at implementeringen af reformen skulle ske hurtigt.
I lovgivningen om studieafgifter i Sverige fremgår det, at uddannelsesinstitutionerne selv
disponerer over indtægter fra afgifterne fra non-EU/EØS-studerende54. Erfaringerne er
stadig nye i Sverige, og der er derfor ikke et solidt grundlag for at afdække, hvordan
indtægterne anvendes. En foreløbig afdækning af praksis viser dog, at det på kort sigt
ikke er økonomien, der er guleroden i setuppet, men derimod at internationalisere uddannelserne, jf.:
”Jeg tror, det er realistisk, at indtægterne fra studieafgifter kun for meget få af institutionerne
- måske 3-5 - kan blive en vigtig indtægtskilde. Incitamentet for at tiltrække studerende uden
for EU/EØS handler om internationalisering; der er ikke et økonomisk incitament” (Repræsentant, svensk universitet).
Antal studerende på universiteter og högskolor
I Sverige er det videregående uddannelsessystem etableret således, at der findes universiteter og højskoler.
Der findes sammenlagt 51 højskoler og universiteter, som tilbyder akademisk uddannelse
i Sverige. Heraf er de 14 statslige universiteter og 20 statslige højskoler. Derudover findes der 17 andre udbydere af videregående uddannelser i Sverige. Heraf har tre, Chalmers tekniska högskola AB, Högskolan i Jönköping og Handelshögskolan i Stockholm,
bemyndigelse til at uddanne studerende til og med ph.d.-niveau. De resterende kan uddanne studerende til henholdsvis bachelor- og masterniveau. Fire uddannelsesinstitutioner uddanner kun studerende til psykoterapeut.
Antallet af studerende på universiteter og højskoler inden for det videregående uddannelsesområde i Sverige lå i 2010 på 441.600 studerende. Antallet af studerende på videregående uddannelser i Sverige er steget hvert år siden 2006, hvor antallet var 380.100.
Således er antallet af studerende ved de videregående uddannelsesinstitutioner i Sverige
steget med 16 % fra 2006 til 201055.
Tabel 7 viser udviklingen i antallet af internationale studerende i Sverige i perioden 20062010.
53
Högskoleverket (2011 12 R): Avgiftreformen – lärosätanes förste erfarenheter
54
Prop. 2009/10: 65 afsnit 6.3.
55
Högskoleverket og Statistiska Centralbyrån (2012): UF 20 SM 1202 ”Universiteter og Högskolor - Studenter
och examina på grundnivå och avancerad nivå 2010/11”, p. 17.
24
Tabel 7: Udvikling i antallet af internationale studerende i Sverige 56
Studerende
EU/EØS i alt
-
Universiteter og
högskola med forskeruddannelse
-
Högskola med grund
og avanceret niveau
Non EU/EØS i alt
-
Universiteter og
högskola med forskeruddannelse
-
Högskola med grund
og avanceret niveau
I alt
2006 (antal stud)
2010 (antal stud)
Udvikling i %
4.497
5.846
33 %
(4.137)
(5.413)
31 %
(360)
(433)
20 %
7.300
22.013
202 %
(6.835)
(20.760)
204 %
(465)
(1.253)
169 %
11.797
27.859
136 %
Kilde: HSV og SCB‟s statistik om international mobilitet: http://www.hsv.se/statistik/statistikomhogskolan/
Bemærk, at antallet dækker over både studerende, der tager enkelte kurser og studerende, der tager hele
programmer. Det har ikke været muligt at fremskaffe yderligere differentieret data på området.
Tabel 7 viser, at antallet af internationale studerende i Sverige generelt er steget fra
2006 til 2010. Denne udvikling er primært drevet af, at antallet af non-EU/EØSstuderende er steget markant i den pågældende periode (202 %), mens antallet af
EU/EØS-studerende er steget mere begrænset (33 %). Procentuelt er der stigninger i de
internationale studerende både på universiteter og højskoler - men nominelt er det især
antallet af non-EU/EØS-studerende ved svenske universiteter, der er steget markant i
perioden (204 %).
Stipendiesystemet
Stipendier er i den svenske videregående uddannelsesmæssige kontekst et vigtigt redskab i den globale konkurrence på uddannelsesområdet. Som følge af indførelsen af studieafgifter på de svenske videregående uddannelser for non-EU/EØS-studerende er der
indført to stipendieordninger: The Swedish Institute Study Scholarships samt The Swedish Tuition fee Scholarship.
The Swedish Institute Study Scholarships uddeles via Svenska Insituttet til særligt kvalificerede studerende fra lande, som Sverige har et langsigtet udviklingssamarbejde med 57.
Midlerne kan bruges både til studieafgifter og til leveomkostninger. Der uddeles ca. 120
56
Årene 2006 og 2010 betegner læseårene 2006/2007 og 2010/2011.
57
Bangladesh, Bolivia, Burkina Faso, Cambodia, Ethiopia, Kenya, Mali, Mozambique, Rwanda, Tanzania,
Uganda, and Zambia
25
stipendier pr. studieår under denne ordning. Herudover er en del af midlerne afsat til
stipendier til studerende fra udviklingslande 58.
Stipendierne under ordningen The Swedish Tuition fee Scholarship er målrettet særligt
kvalificerede studerende fra lande uden for EU/EØS. Det er den statslige myndighed ‟Internationella programkontoret för utbildningområdet‟, der fordeler midlerne til uddannelsesinstitutionerne, som distribuerer dem til de studerende. Fordelingsnøglen bygger på
det antal internationale studerende, det enkelte universitet har tradition for at modtage.
Det afgøres decentralt på universiteter og højskoler, om midlerne skal fordeles til fulde
stipendier til få studerende eller fx til halve stipendier til flere studerende. Midlerne kan
dog kun bruges til dækning af studieafgifter og ikke til leveomkostninger.
Der er således samlet set på området tale om en opjustering af stipendieordningerne i
Sverige, som følge af indførelsen af betalingsuddannelser for non-EU/EØS-studerende.
Derudover er der i udmøntningen af systemet differentieret mellem to former for stipendieuddelinger, hvor det ene er målrettet specifikke lande, mens det andet uddelegeres til
universiteterne, der således fordeler midler efter egen vurdering.
I den nuværende udmøntning af stipendiesystemet er der lagt op til, at udbyderne af de
videregående uddannelser også selv introducerer stipendieordninger, der kan styrke Sveriges position i konkurrencen om de dygtigste studerende. Ifølge flere uddannelsesrelaterede aktører kan dette dog være svært at opfylde. Således er det kun de færreste uddannelsesinstitutioner, der har relationer til fx erhvervslivet, der kan sponsorere sådanne
stipendier: jf.:
”Det bliver svært at få systemet op at køre uden om staten. Kun enkelte institutioner har i dag
tætte kontakter til erhvervslivet i forhold til stipendier, og jeg tror det bliver marginalt, hvad
der således kan opdrives af økonomiske midler”. (Aktør på uddannelsesområdet i Sverige).
Interview med udvalgte universiteter i Sverige viser dog, at der enkelte steder arbejdes
aktivt med at opdrive selvstændige stipendier. På Lunds Universitet fx - som er det universitet i Sverige, der har flest internationale studerende - arbejdes der strategisk med
stipendier. Her har universitetet suppleret regeringens stipendieprogram for studerende
fra lande uden for EU/EØS med private midler. Lunds Universitet har intensiveret arbejdet med stipendier efter indførelsen af studeafgifterne, og det er lykkedes at få en række
private donorer.
58
Udviklingslande er i denne forbindelse listen af ODA-lande, som defineret af OECD. Se listen her:
http://www.oecd.org/development/aidstatistics/48858205.pdf
26
Kapitel 2. Effekten af betalingsuddannelser
I dette kapitel beskrives effekten af indførelsen af studieafgifter. Dette inkluderer både de
direkte effekter for de lande, der har haft studieafgifter i længere tid – Danmark og Sverige, og de afledte effekter i de andre nordiske lande – Island, Norge og Finland.
Det skal understreges, at effektstudiet af betalingsuddannelser er, hvor det har været
muligt at fremskaffe data, baseret på tilgangstal for non-EU/EØS-studerende i de respektive nordiske lande. Ved at fokusere på tilgangen af de studerende fremskaffes et billede
af udviklingen i optaget af non-EU/EØS-studerende, som viser udviklingen år-til-år. Det
bidrager til at isolere effekten af studieafgifterne, da bestandtal 59 eksempelvis vil give et
løbende billede, der fra målepunkt til målepunkt kan være influeret af forhold som studieprogression, frafald etc.
2.1
Effekten af betalingsuddannelser i Norden
Når det kommer til den direkte effekt af indførelsen af studieafgifter i Norden, er datagrundlaget begrænset til den danske og den svenske case, da det er de eneste to lande,
hvor det er muligt at sige noget om studieafgifternes effekt på udviklingen i tilgangen af
non-EU/EØS-studerende. Derudover inddrages tilgangstallene for de andre nordiske lande for at vise, hvordan tilgangen af studerende har udviklet sig i den samme tidsperiode;
uden at indføre studieafgifter.
Afsnittet viser, at effekten af studieafgifterne medfører en udvikling i antal non-EU/EØSstuderende tager form som en ‟tillempet‟ u-kurve. Det vil sige, at antallet af studerende
falder, når der indføres studieafgifter, men stiger igen på sigt. Her er Danmark den primære case.
Antallet af studerende falder, fordi situationen ændrer sig markant. Fra at tilbyde gratis
uddannelse kræver det med studieafgifter enten en anden økonomisk formåen for de
non-EU/EØS-studerende eller et stipendium at studere i Danmark (fra efteråret 2006) og
Sverige (fra efteråret 2011). Når antallet af studerende stiger igen - som det ses i Danmark – handler det blandt andet om tilførsel af stipendiemidler på områder, konsolidering
på det internationale marked samt øget fokus på marketing af uddannelserne internationalt. Disse forskelligartede forklaringer uddybes i det følgende.
59
Her forstået som det totale antal studerende ved et givent studieår
27
Figur 1 viser et indeks over tilgangen af non-EU/EØS-studerende i de nordiske lande, og
tabel 8 viser de nominelle tal bag. I figur 1 er Norge ikke inkluderet. Det skyldes, at det
ikke har været muligt at få tidsseriedata på tilgangen af non-EU/EØS-studerende.
Figur 1: Indekseret tilgang af non-EU/EØS-studerende
250
214
198
200
209
181
Danmark
186
161
148
150
153
142
137
128
129
109
100
100
100
65
108
Sverige
118
98
Island
95
71
70
Finland
50
Bemærk,
estimat
at dette
er
45
et
0
2005/06
2006/07
2007/08
2008/09
2009/10
Studieafgifter
indføres i
Danmark
2010/11
2011/2012
Studieafgifter
indføres i
Sverige
Tabel 8: Antal non-EU/EØS-studerende
Land
Danmark*
2005/06
1.528
Finland****
2007/08 2008/09 2009/10 2010/11 2011/2012
995
1.078
1.501
1.451
1.062
3.844
4.971
6.203
7.595
8.226
1.722
375
410
404
443
534
572
512
1.672
2.140
2.481
3.019
3.106
3.501
Sverige**
Island***
2006/07
*Datamaterialet for Danmark er baseret på Uddannelsesministeriets Mobilitetsstatistik, der kun medtager udenlandske
statsborgere, der tager en hel uddannelse i Danmark (enten en bachelor- eller kandidatuddannelse). Derudover medregnes
udelukkende studerende, som er kommet til Danmark maksimalt ét år, inden uddannelsen er påbegyndt. Dermed undgås det,
at udlændinge med permanent opholdstilladelse tælles med.
**Datamaterialet for Sverige er baseret på tal publiceret af Högskoleverket og Statistiska centralbyrån (SCB) i publikationen
”Internationell Universitet och högskolor. Internationell mobilitet i högskolan läsåret 2010/11” Tabell 3A.
Tal og indeks dækker over det totale antal indrejsende free-mover studerende de pågældende studieår på alle Svenske
Universiteter og Högskolor. Mens tallene fra Danmark kun er de studerende, der tager en hel uddannelse i Danmark, dækker
data fra Sverige både over de studerende, der læser hele programmer og enkeltstående kurser. Data viser, at 27 % af alle
free-mover studerende ikke læser hele uddannelser, men enkelte kurser. Estimat: Tallet for studieåret 2011/2012 bygger på
et estimat,Studieafgifter
da der kun findes tal for efterårssemesteret 2011. Dvs., estimatet bygger
på en antagelse indom, at fordelingen af
Studieafgifter
tilgangen af studerende fra lande uden for EU/EØS på forårs- og efterårssemester erføres
den samme
i studieåret 2011/2012 som i
i Sverige
studieåret indføres
2010/2011.i Danmark
Estimatet bygger på, at der i efterårssemesteret 2011 er registreret 1600 mod 7600 i efterårssemesteret 2010. Rimeligheden i at anvende denne antagelse underbygges med, at Högskoleverket vurderer, at ”det är sannolikt att
de övergripande mönstren för höstterminen 2011 gäller även for läsåret” (Högskoleservice: Statistisk Analys 2011-11-22).
Bemærk, at der for begge lande er en gruppe studerende, hvis oprindelsesland ikke kunne bestemmes. Det fremgår som
ukendt i de nationale opgørelser og er ikke taget med i denne opgørelse. Det estimeres dog i de nationale opgørelser, at der
mestendels er tale om studerende fra EU/EØS, da der ikke kræves opholdstilladelse og derfor ikke information om oprindelsesland og opholdsstatus.
28
***Datamaterialet
for Island er baseret på data fra Statistics Iceland. De non-EU/EØS-studerende dækker over den gruppe
af studerende, der er indskrevet på den internationale klassifikation ISCED-niveau 5 og 6, som dækker over universitetsuddannelser, professionsbacheloruddannelser, erhvervsakademiuddannelser og ph.d.-uddannelser.
****Datamaterialet for Finland er baseret på data fra det finske ministerium for uddannelse og kultur. Tallene dækker over
tilgangen af non-EU/EØS-studerende på universitetsuddannelser og ”polytechnics”.
I Danmark sker der et fald fra indeks 100 i 2005 til indeks 65 i 2006, som er det studieår,
hvor studieafgiften indføres. Herefter stiger antallet igen, og studieårene 2008 og 2009,
hvor tilgangen af studerende ligger på henholdsvis indeks 98 og 95, nærmer sig således
kraftigt indeks 100-niveauet som før indførelsen af studieafgifterne. Der er således tale
om en tillempet u-kurve, hvor antallet af non-EU/EØS-studerende falder som en konsekvens af indførelsen af studieafgifter for derefter at stige igen. Fra 2009 til 2010 er der
dog endnu et fald i tilgangen af non-EU/EØS-studerende i Danmark. Det kan især tilskrives et fald i tilgangen af non-EU/EØS-studerende på erhvervsakademiuddannelserne
foranlediget af skærpede regler om tilskud for udenlandske studerende på erhvervsakademiuddannelserne
I Sverige viser figuren en jævn stigning fra 2006 til 2010 i tilgangen af non-EU/EØSstuderende. Ved indførelsen af studieafgifter ved studieåret 2011 60 sker der et fald fra
indeks 100 til indeks 21. Tallene fra Sverige viser således, at der med forbehold for estimatet sker et større fald end i Danmark.
I Sverige var man med erfaringen fra Danmark bevidste om, at indførelsen ville føre til et
fald i antal studerende fra lande uden for EU/EØS. Men forhåbningen er – ligesom i
Danmark - at antallet af studerende stiger forholdsvist hurtigt igen. Interessenterne på
området er dog bevidste om, at det bliver svært at nå op på niveauet før indførelsen af
betalingsuddannelser i Sverige, jf.:
”Vi har sat som mål, at vi skal op på 50 % af det antal, vi så før indførelsen af studieafgiften
inden tre år. Det er mere realistisk. Vi kommer ikke tilbage til 100 %.” (Repræsentant, svensk
universitet)
Der er således ikke en tilbagevenden til niveauet før 2011 i antallet af non-EU/EØSstuderende ved de svenske universiteter, men en stabil positiv udvikling der inden for en
toårig periode forventes at medføre et niveau på ca. 50 % af det antal studerende, der
var før indførelsen.
I Island har tilstrømningen af non-EU/EØS-studerende været stigende siden 2005 og især
i perioden fra 2008 til 2010. Generelt har det islandske uddannelsessystem undergået en
internationalisering, som også afspejles i, at de internationale studerende udgør en stadig
større andel af alle studerende. Således udgør andelen af internationale studerende i
Island 6 %, mens den i 2000 var på 4 %61.
Islandske interessenter på området vurderer ikke, at anmeldelsesgebyret har været en
hindring for non-EU/EØS-studerende, da det ligger på et lavt niveau. Derimod peger interessenterne på, at indførelsen af studieafgifter i Sverige - og især Danmark - har medført
flere non-EU/EØS-studerende til Island.
I Finland er der fra 2005 til 2010 sket en stigning i tilgangen af non-EU/EØS-studerende
fra indeks 100 til indeks 209. I Finland er studieafgifterne for non-EU/EØS-studerende
blevet indført for en trial period fra 2010 til 2014. Da det kun er 24 programmer, som i
praksis er underlagt studieafgifter, er effekterne af trial period indtil videre minimale.
I Norge har det ikke været muligt at få tidsseriedata på tilgangen af non-EU/EØSstuderende62, hvorfor det ikke er muligt at se udviklingen år-til-år. I stedet kan bestandtal
bruges til at give en indikation på udviklingen i tilgangen af non-EU/EØS-studerende.
Som kortlægningen af Norge har vist (kapitel 1.2), er det samlede antal non-EU/EØS60
Dette er et estimeret tal, idet det ikke har været muligt at få eksakte tal på området i Sverige
61
Interview med svensk repræsentant
62
I Norge har det via Norsk samfunnsvitenskapelig datatjeneste kun været muligt at få tilgangstal for nonEU/EØS studerende i 2011/12.
29
studerende fra 2005 til 2011 steget med 29 %. Det indikerer således en stigning i tilgangen af non-EU/EØS-studerende i perioden. Interessenter i Norge peger på, at de har
mærket en stigning i optaget af non-EU/EØS-studerende efter indførelsen af studieafgifter i henholdsvis Danmark og Sverige. Det kunne altså pege på, at mens tilgangen er
faldet i Danmark, så har Norge optaget nogle af de studerende, som muligvis havde valgt
at studere i Danmark, hvis det havde været gratis i Danmark.
2.1.1 Antal betalende non-EU/EØS-studerende
I forlængelse af ovenstående er spørgsmålet, hvor stor en andel af de non-EU/EØSstuderende, der er underlagt afgifter samt andelen, der får stipendier. Som tidligere
nævnt i forbindelse med beskrivelserne af regelændringerne er visse studerende med en
tilknytning til modtagerlandet undtaget studieafgift, og både Danmark og Sverige har
oprettet stipendieordninger for studerende uden for EU/EØS.
I Danmark er det ud fra Uddannelsesministeriets Mobilitetsstatistik ikke muligt at se det
samlede antal af non-EU/EØS-studerende, der henholdsvis betaler eller får fripladser.
Imidlertid viser Universiteternes Statistiske Beredskabstal fordelingen af indskrevne nonEU/EØS-studerende på universiteterne, der henholdsvis betaler eller ikke betaler. Tallene
viser, at der er 743 ud af 3.764 indskrevne non-EU/EØS-studerende på universiteterne i
Danmark63, som i 2011 betalte for at studere i Danmark (en andel på 20 %). Fra en andel på 7 % i 2007 har andelen af betalende non-EU/EØS-studerende således været stigende på de danske universiteter. En del af den stigning skyldes, at de studerende, der
er indskrevet i 2007, men optaget før efteråret 2006, ikke er forpligtede til at betale afgift. Den gruppe af studerende, der får statsstipendier, indgår i denne opgørelse i gruppen af ikke-betalende.
I Sverige er der i 2011 1.150 studerende, der er afgiftsskyldige. Det svarer til 72 % af de
i alt 1.600 non-EU/EØS-studerende, der blev registreret i efterårssemesteret 2011. En
spørgeskemaundersøgelse64 blandt de svenske universiteter og højskoler har vist, at ca.
40 %, af de afgiftsskyldige studerende, der er registreret som nye studerende i efteråret
2011, har modtaget stipendier fra den svenske stat, mens den resterende andel på 60 %
svarende til knap 500 studerende selv har betalt for deres uddannelse. Det skal bemærkes, at andelene for Sverige og Danmark ikke kan sammenlignes, da der for Danmark er
tale om antal indregistrerede, og for Sverige er tale om antal nye registrerede studerende
ved første optag efter indførelsen af studieafgifter 65.
2.1.2 Økonomiske konsekvenser
I Danmark var et væsentligt politisk rationale bag indførelsen af studieafgifter for nonEU/EØS-studerende at sikre, at omkostningerne til disse studerende på de videregående
uddannelser blev dækket. De statslige udgifter til at give non-EU/EØS-studerende en
gratis uddannelse skulle med indførelsen af studieafgifter nedbringes. For de videregåen-
63
Dette tal inkluderer ifølge Danske Universiteters læsevejledning selvbetalende studerende indskrevet på
ordinære heltidsuddannelser, master- eller diplomuddannelse fra lande uden for EU/EØS. Således også ikkeordinære uddannelser, dvs. eftervidereuddannelse som MBA-programmer, diplomuddannelser etc.
64
Högskoleverket (2011): ”Avgiftreformen – lärosätanes förste erfarenheter”
65
Det danske Universiteternes Statistiske Beredskabs tal inkluder indskrevne non EU/EØS-studerende, mens tal
fra det svenske Högskoleverket og Statistiska centralbyrån (SCB) ser på nyregistrerede studerende.
30
de uddannelser er det en betingelse, at de som minimum skal prissætte deres uddannelser efter den gældende taxametertakst. Således får staten dækket taxameterudgifterne
og skabt en besparelse i budgettet. Denne besparelse kompenseres af en merudgift til
stipendier, som alt i alt gør, at indførelsen af studieafgifter bliver udgiftsneutral 66.
For de videregående uddannelser på dette område er der variation i forhold til reglen om
prissætning til minimum taxametertaksten. Eksempelvis kan professionshøjskolerne og
erhvervsakademierne godt opkræve deltagergebyr på en given uddannelse, der ligger
under taxameterniveauet for den pågældende uddannelse, så længe at den samlede
indtægtsdækkede virksomhed som minimum hviler i sig selv over en fireårig periode67.
For henholdsvis universiteterne samt professionshøjskolerne og erhvervsakademierne
gælder der således et krav om, at omkostningerne skal dækkes på henholdsvis kort og
mellemlangt sigt.
2.1.3 Hvilke typer af studerende falder fra ved indførelsen?
Inden analysen bevæger sig videre til at beskrive, hvordan den tillempede u-kurve opstår, undersøges det her, om der er et mønster i hvilke typer af studerende, der efter
indførelsen af studieafgifter kommer eller ikke længere kommer til Danmark og Sverige.
Det sker både i forhold til udviklingen inden for fagområder og i forhold til de studerendes oprindelsesland.
Udvikling inden for fagfelter
I Danmark er der fagområder, som de internationale studerende i højere grad indskriver
sig på end andre, jf. tabel 3.2. Det fagområde, som den største andel af de internationale
studerende (33 % i 2009) vælger, er samfundsvidenskab, hvor andelen af studerende er
steget med 17 % fra 2005 til 2009. Til sammenligning er andelen af internationale studerende på teknisk videnskab faldet med 21 %, mens andelen af internationale studerende
på naturvidenskab er steget med 5 %.
Tabel 9: Udvikling af andelen af internationale studerende* på en hel uddannelse i
Danmark opdelt på fagområde
Fagområde
2005
2009
Udvikling i %
Humaniora
14 %
15 %
+9%
Naturvidenskab
18 %
19 %
+5%
Samfundsvidenskab
28 %
33 %
+ 17 %
Sundhedsvidenskab
15 %
13 %
- 12 %
Teknisk videnskab
25 %
20 %
- 21 %
*Da der ikke er tal for fagområde opdelt på EU/EØS- og non-EU/EØS-studerende, dækker tallene i tabellen
alle internationale studerende på en hel uddannelse i Danmark forstået som udenlandske statsborgere, der
ved studiestart maksimalt har boet et enkelt år i Danmark. Opgørelsen registrerer udelukkende internationale
studerende, der er optaget på ordinære uddannelser og ikke studerende, der deltager i særligt tilrettelagte
private eller offentlige uddannelsesforløb, som f.eks. forberedende undervisning (”foundation courses”) og
efteruddannelseskurser (f.eks. MBA-uddannelser).
Kilde: Uddannelsesministeriets mobilitetsstatistik
66
L114, Forslag til lov om ændring af lov om universiteter (universitetsloven)
67
Finansministeriets budgetvejledning
31
Da tallene i tabel 3.2 dækker over alle internationale studerende, er det ikke muligt at
isolere effekten til studieafgifterne og heraf kunne identificere den direkte effekt, som
studieafgifterne har på de fagområder, som non-EU/EØS-studerende indskrives på. Tal
fra Universiteternes Statistiske Beredskab viser mere detaljeret, at de samfundsvidenskabelige uddannelser i opgørelsesperioden for 2011 med en andel på 52 % er de mest populære for betalende non-EU/EØS-studerende på universiteterne. Til sammenligning er
en andel på 30 % betalende non-EU/EØS-studerende indskrevet på en uddannelse inden
for teknik og naturvidenskab68. Selvom betalende non-EU/EØS udgør en lille andel af det
samlede antal internationale studerende, er dette alt andet lige med til at forstærke den
overordnede trend om, at samfundsvidenskabelige uddannelser er de mest populære
blandt de internationale studerende.
De kvalitative interview med de danske universiteter underbygger dette, og flere interviewpersoner peger på, at der især er to aspekter, som i sammenhæng med hinanden
spiller ind i forhold til de fagområder, der fremstår som de mest attraktive for de nonEU/EØS-studerende, som skal overveje at betale for at studere i Danmark. Det ene er
prisen – da universiteterne ikke autonomt har mulighed for at fastsætte deres pris for
uddannelserne, betyder det i praksis, at fastsættelsen af pris på de enkelte uddannelser
er et udtryk for taxametertaksten. Således er de samfundsvidenskabelige og humanistiske uddannelsesretninger (typisk taxametertakst 46.200 DKK) de billigste, mens de tekniske, naturvidenskabelige og sundhedsvidenskabelige uddannelser generelt er dyrere (typisk taxametertakst 98.100 DKK)69. Det andet er den internationale konkurrence. Da de
danske universiteter indgår i international konkurrence og konkurrerer på markedsvilkår
med de andre udenlandske universiteter om at tiltrække internationale studerende, betyder det, at de non-EU/EØS-studerende kan vælge at betale for at studere på universiteter
i hele verden - herunder britiske og amerikanske eliteuniversiteter. Interessenter i Danmark vurderer, at en relativ lav prisforskel sammenholdt med kvaliteten af uddannelserne
og de internationale rankings påvirker de betalende studerendes valg af uddannelsessted, jf.:
”At priserne er på taxameterniveau betyder konkret, at det koster det samme at læse på et
ingeniørstudium i Danmark som de bedste amerikanske universiteter og væsentlig mere end i
andre europæiske lande, mens de samfundsvidenskabelige uddannelser er relativt billigere i
Danmark sammenlignet med de øvrige europæiske lande”. (Repræsentant, Danmark)
Under de samfundsvidenskabelige uddannelser er det især de business-rettede uddannelser70, der relativt set er billigere i Danmark end i de øvrige europæiske lande. Når en
studerende skal vælge et sted at studere, er der en række faktorer, som påvirker valget
af uddannelse. Men prissætning af uddannelsen, fagområdet og universitetets placering
på internationale ranglister fremhæves af adskillige af interviewpersonerne som afgørende for de studerendes valg. For danske universiteter betyder dette – blandt andet på
grund af taxameterprincippet i fastsættelsen af prisen – at det på udvalgte fagområder er
sværere for danske universiteter at konkurrere internationalt, end det er på andre.
I Sverige viser de første erfaringer efter indførelsen af studieafgifterne, at det går hårdest
ud over de naturvidenskabelige fagområder. Blandt de betalende non-EU/EØSstuderende er der sket et fald på 88 % på de naturvidenskabelige fagområder, når efter-
68
Universiteternes Statistiske Beredskab
69
Finansloven 2011
70
Fx uddannelser ved Copenhagen Business School
32
årssemesteret 2011 sammenlignes med efterårssemesteret 2010. Til sammenligning er
der i samme periode sket et fald på 77 % på samfundsvidenskab 71.
Det bekymrer flere af de svenske universiteter, at det går ud over de naturvidenskabelige
fag. Det skyldes blandt andet, at det er et område, hvor det er svært at tiltrække svenske
studerende. Bekymringen handler også om, at fagområderne er knyttet til stærke forskningsmiljøer, hvor Sverige er langt fremme. Disse miljøer kan potentielt svækkes, hvis
der ikke kommer en vis tilgang af studerende til fagområdet. De internationale studerende har samtidig haft den effekt, at de har fyldt holdene op, så det økonomisk kunne lade
sig gøre at oprette hold. Indtil videre tyder det dog ikke på, at det har været nødvendigt
at nedlægge hold eller uddannelser ved svenske universiteter eller højskoler.
Udvikling i forhold til studerendes oprindelsesland
Når det undersøges, hvordan fordelingen af non-EU/EØS-studerende fordeler sig på geografisk oprindelse, er det tydeligt, at størstedelen af de non-EU/EØS-studerende i både
Danmark og Sverige kommer fra de asiatiske lande. Herefter kommer tilgangen af studerende fra Afrika, Nordamerika og Europa uden for EU/EØS, som i Danmark og Sverige
fordeler sig nogenlunde ligeligt, mens gruppen af sydamerikanske studerende har den
laveste samlede tilgang til Sverige og Danmark. Situationen i Danmark og Sverige understøttes også af det globale billede, hvor asiatiske studerende udgør den største gruppe af
international studerende og i 2009 havde en andel på 52 % af det samlede antal internationale studerende72.
Når der ses nærmere på udviklingen i tilgangen af non-EU/EØS-studerende som en konsekvens af indførelsen af studieafgifter, er det i både Danmark og Sverige, at det er
blandt studerende fra Asien, at der er det største fald. I Danmark har der blandt de forskellige grupper af non-EU/EØS-studerende været en forskelligartet udvikling, hvor
blandt andet tilgangen af afrikanske og nordamerikanske studerende er steget, mens den
er faldet for asiatiske, sydamerikanske og europæiske studerende fra non-EU/EØS-lande.
I Sverige har der været et generelt fald for alle grupper af studerende, hvor de største
fald har været i studerende fra Asien, Afrika og non-EU/EØS-Europa, mens de mindste
fald har været i studerende fra Sydamerika og Nordamerika.
I Danmark var der i 2009/10 961 studerende fra Asien, hvilket er 70 % af alle nonEU/EØS-studerende. Med 563 kinesiske studerende kommer klart størstedelen af de asiatiske studerende fra Kina, hvor de nepalesiske studerende, som hovedsageligt er indskrevet på erhvervsakademiuddannelserne, med 140 studerende udgør den næststørste
gruppe. Mens tilgangen af nepalesiske studerende er steget i perioden fra 16 til 140, er
både tilgangen af kinesiske og indiske studerende faldet.
Afrika er den region, hvorfra der kommer det næsthøjeste antal studerende. Disse kommer især fra Cameroun (45 studerende) og Etiopien (41 studerende). For de andre regioner er antallet af studerende væsentlig mindre.
Udviklingen fra 2006 til 2010 viser tydeligt, at det største fald ved indførelsen med 10 %
er for de asiatiske studerende og herefter for studerende uden for EU/EØS (7 %) samt
Sydamerika (6 %). I modsætning hertil er tilgangen af studerende fra Nordamerika (31
%) og studerende fra Afrika (19 %) procentuelt steget i den samme periode.
71
Högskoleverket 22.05.2012: ”Statistisk Analys - Färre studenter från Asien efter avgiftsreformen”
72
OECD (2011): Education at a Glance
33
Tabel 10: Tilgangen af non-EU/EØS-studerende til Danmark fordelt på verdensdele
Verdensdel
2005/06
2006/07
2007/08
2008/09
2009/10
Udvikling i %
Afrika
155
114
88
135
184
+19 %
Asien
1073
703
757
1113
961
- 10 %
Europa
uden
for EU/EØS
112
51
85
95
104
-7%
Nordamerika
55
40
59
53
72
+31 %
Sydamerika
54
23
24
36
51
-6%
Kilde: Uddannelsesministeriets Mobilitetsstatistik
I Sverige viser det første optag af non-EU/EØS-studerende efter indførelsen af studieafgifterne, at der generelt er sket et markant fald for studerende fra alle verdensdele. Dette er ikke så overraskende, da optaget af non-EU/EØS-studerende ikke har stabiliseret sig
som i Danmark. Det største fald i antallet af non-EU/EØS-studerende sker for dem, der
kommer fra Asien (84 %). Øges detaljeringen til landeniveau, sker det største fald i studerende fra landene Pakistan, Nepal og Bangladesh.
Selvom der stadig er tale om en halvering af antallet, sker de mindste fald blandt de studerende fra Sydamerika (49 %) og Nordamerika (57 %).
Tabel 11: Tilgangen af non-EU/EØS-studerende til Sverige fordelt på verdensdele
Verdensdel
2010 (Hösttermin)
2011 (Hösttermin)
Udvikling i %
Afrika
679
147
- 78 %
Asien
5455
853
- 84 %
Europa uden for EU/EØS
777
189
- 76 %
Nordamerika
498
212
- 57 %
Sydamerika
121
62
- 49 %
Kilde: Högskoleverket og Statistiska centralbyrån (SCB)
Samlet set er der en række interessante udviklingstendenser og blandt andet set i lyset
af, at der er indført betaling på uddannelserne, er det interessant, at tilgangen af afrikanske studerende i Danmark i perioden fra 2006 til 2010 er steget med 19 %. Det kan skyldes opjusteringen af stipendier, hvor mange afrikanske studerende har modtaget DANIDA-stipendier. Faldet i tilgangen af asiatiske studerende kan for Danmark og Sverige
samlet set ikke tilskrives et samlet fald i studerende fra et bestemt land. I Danmark har
det især været faldet i kinesiske og indiske studerende, som har betydet et aggregeret
fald for Asien, mens det i Sverige har været studerende fra Pakistan, Nepal og Bangladesh.
2.1.4 Hvorfor falder antallet af studerende ved indførelsen?
Som vist i figur 1 får indførelsen af studieafgifter både i Sverige og i Danmark den effekt,
at tilgangen af studerende, der kommer fra lande uden for EU/EØS, falder.
Studiet af betalingsuddannelser viser alt i alt, at der er tre forhold, som kan fremhæves
som betydningsfulde for, at der sker et markant fald:


34
Afgifterne stiller helt andre krav til de studerendes økonomiske formåen
Der er tale om en stor ændring fra ingen betaling til full cost (chok-effekt)

Uddannelserne i de nordiske lande med studieafgifter indgår i konkurrence på lige vilkår med andre lande.
Nye krav til økonomisk formåen
Erfaringerne fra England viser, at indførelsen af et mindre beløb, som er symbolsk i
sammenligning med de egentlige udgifter til studierne, ikke har en mærkbar effekt på
antallet af studerende. Således havde årlige stigninger i studieafgifter fra 320 Pund i
1975 frem til 1230 Pund i 1979 ikke nogen effekt på antallet af internationale studerende,
der steg betragteligt i perioden. Men en ændring til et nævneværdigt større beløb (mindstepriser på 2000, 3000 og 5000 pund afhængig af uddannelsestype i 1980) medfører et
fald i antallet af studerende. På den vis underbygger erfaringerne fra England, at en kraftig prisstigning til at tage afgifter, der er omkostningsdækkende, vil skabe en mærkbar
effekt i antallet af studerende. Det samme er erfaringen i Island, hvor det ikke har haft
en effekt på optaget, at der er et mindre årligt anmeldelsesgebyr på uddannelserne. På
den måde er det - i et komparativt europæisk perspektiv – lidet overraskende, at antallet
af studerende falder markant ved indførelsen af en markant studieafgift.
”Chok-effekt”
Chok-effekten opstår, fordi indførelsen ændrer forholdene fra, at uddannelse er gratis, til
at den studerende skal betale hele uddannelsen. Når det, som det er sket i Danmark og
Sverige, fra et semester til et andet ændrer sig fra at være gratis til at koste mellem
6.000 og 15.000 €, får det konsekvenser - også selv om det i de fleste andre lande i verden er almindeligt, at de studerende betaler et stort beløb for at studere. Det har været
kendt, at det var gratis at studere i Danmark og Sverige, og indførelsen har givet en omgående chokeffekt.
Konkurrencevilkår på et åbent marked
Endelig er det afgørende, at uddannelserne i de nordiske lande, der har indført studieafgifter fra et semester til et andet, indgår på lige vilkår i en konkurrencesituation med
uddannelser i hele verden. I den sammenhæng er det centralt, at andre lande har visse
fordele i form af:





Sprog – de lande, hvor engelsk er det nationale sprog er attraktive, fordi mange
lettere kan begå sig der
Leveomkostninger – mange lande er billigere at leve i end de nordiske
”Modelande” - visse lande er populære, fx peges der på de angelsaksiske lande
som attraktive
Placering på officielle rankings af uddannelser
Jobmuligheder efter end uddannelse kan være afgørende for den gruppe, der
kommer for at skabe sig en international karriere – her er det jf. sproget lettere
at få et job i et land, hvor arbejdssproget er engelsk.
Kultur, historie og vejrforhold har også en vis betydning. Her får studerende fra lande af
commonwealth fx store fordele i England og ry og rygte omkring befolkningens åbenhed
og landenes integrationspolitik; men også vejrforhold kan være af en vis betydning.
Samlet set står de nordiske lande stærkere på nogle parametre end andre. I forhold til
sprog fremhæves de nordiske lande som attraktive, fordi niveauet af engelsk på uddannelsesprogrammerne er højt. De nationale sprog udgør dog også en barriere i forhold til
35
de studerendes jobmuligheder efterfølgende, da det på mange arbejdspladser er et krav,
at der tales og skrives på det nordiske sprog.
Som et modefænomen kan skandinaviske lande være attraktive for nogle grupper af
studerende. På den anden side er niveauet af leveomkostninger relativ højt i de nordiske
lande sammenlignet med andre vestlige lande, og de nordiske universiteter ligger ikke
højt placeret på de officielle rankings. Faktorer, som kan betyde, at studerende finder det
mindre attraktivt at studere i Norden.
2.1.5 Hvorfor stiger antallet af studerende igen?
Når antallet af studerende fra EU/EØS stiger igen, så der skabes en tillempet u-kurve, er
der flere årsager.
Studiet viser, at det især er aktuelt at pege på.





Konsolidering på markedet
Stipendier
Markedsføring – herunder udvekslingsaftaler som et værktøj
Støtte til de studerende i modtagelse og etablering
Indholdet på uddannelserne.
Disse årsager kan spores tilbage til forskellige samfundsmæssige og institutionelle niveauer. Således er et niveau det globale uddannelsesmarked, hvor mange politiske processer og niveauer spiller sammen og har en betydning for, om konsolideringen af uddannelserne på markedet finder sted. Selvom der mellem de nordiske lande er forskelle
på styringen af stipendier, er de hovedsageligt styret af staten. Og til sidst har universiteterne en vigtig placering som aktører på uddannelsesmarkedet, som via en række tiltag
såsom markedsføring kan tiltrække studerende.
Konsolidering på markedet
Frem for alt er de videregående uddannelser i de fleste andre lande en vare med en pris,
og i et internationalt perspektiv er det usædvanligt, at de videregående uddannelser i
Norden har været, og nogle steder stadig er gratis for non-EU/EØS-studerende. Det vil
sige, at u-kurve-stigningen for det første er et udtryk for, at chokeffekten fortager sig
over tid. Med tiden konsolideres uddannelserne på det internationale marked, hvilket
betyder, at internationale studerende vender tilbage til de nordiske lande. Enten i form af
betalende studerende eller som modtagere af stipendier for at studere i landet.
Stipendier
Et afgørende forhold er stipendieordningerne, som for en stor del af de studerende fra
non-EU/EØS-lande betyder, at de ikke skal betale.
For eksempel ser udviklingen i tildeling af midler til stipendierne ud som følger i Danmark:
År
Mio. kroner
2006
2,9
2007
9,6
2008
22,3
2009
28,7
36
Eksemplet fra Danmark, hvor studieafgifterne har været i effekt siden 2006, viser, at de
økonomiske midler og heraf antallet af stipendier er steget væsentligt de første fire år.
Det påvirker i den grad stigningen i antallet af studerende, da det kompenserer for den
afgift, der ellers er indført.
Markedsføring
Med indførelsen af studieafgifter for non-EU/EØS-studerende skal de svenske og danske
uddannelsesinstitutioner i højere grad agere på et globalt uddannelsesmarked, som stiller
nye og andre krav til markedsføringen af deres uddannelser. En medvirkende årsag, til at
u-kurven kan skabes, og antallet af studerende stiger igen, er, at der både nationalt og
på universiteterne gøres en indsats for at markedsføre de udbudte uddannelser.
Svenske interessenter peger på, at de institutioner, der kommer bedst ud af indførelsen
af afgifter – og dermed har den mindste nedgang i antal studerende fra ikke EU/EØSlande - er dem, der i forvejen har gode internationale relationer og samarbejder, jf.:
”De mange studerende, der er kommet til i de sidste 10 år fra fx Pakistan og Bangladesh er
ikke udtryk for en satsning. Det er mere en tilfældighed og et udtryk for, at vi ikke havde studieafgifter. Det betyder nogle universiteter ikke har arbejdet med området omkring rekruttering og markedsføring i udlandet, og det er dem, der står med problemet i dag. De har ikke
nogen strategi at falde tilbage på. Og det tager lang tid at oprette den slags relationer og ry i
udlandet, så det kan gå længe før de kommer efter det”. (Repræsentant, svensk universitet)
De kvalitative interview understreger endvidere, at det for flere af de danske og svenske
universiteter er nyt, at de skal arbejde målrettet med rekruttering af internationale studerende. Da uddannelserne i de nordiske lande i lang tid har været gratis for non-EU/EØSstuderende og derfor attraktive for en meget bred gruppe af studerende, har indførelsen
af studieafgifterne betydet, at universiteterne har måttet revurdere deres markedsføringsstrategier og arbejde med det på en ny måde. Som nævnt oven for er der en gruppe
af studerende, der anser, at gratis uddannelse ikke har den fornødne kvalitet. Det betyder også, at indførelsen af studieafgifter markedsføringsmæssigt har givet universiteterne
nye muligheder for at henvende sig til den målgruppe.
I Storbritannien var der efter faldet i antallet af internationale studerende et klart billede
af, at universiteterne anså markedsføring som en vigtig strategi i forsøget på at tiltrække
flere internationale studerende. Således viste en undersøgelse blandt 33 universiteter i
Storbritannien i 1985, at 90 % gennemførte marketingrelaterede aktiviteter i udlandet.
Herudover fortalte 70 %, at de havde intensiveret og øget deres marketing- og rekrutteringsstrategier siden 198073.
Store forskelle på universiteterne i forhold til markedsføring
I Danmark har især Syddansk Universitet satset markant på markedsføringen af deres
uddannelser med særlig fokus på sociale medier som Facebook, Twitter og LinkedIn. Målt
på antallet af venner/followers er Syddansk Universitet på top 10 over de mest kendte
universiteter i verden74. På Roskilde Universitet har man især markedsført sig inden for
de naturvidenskabelige uddannelser, da Roskilde Universitet har haft svært ved at tiltrække danske studerende til de naturvidenskabelige uddannelser, jf.:
73 Woodhall, Maureen (1989): Marketing British Higher Education Overseas: The Response to the Introduction
of Full-Cost Fees, Higher Education Quarterly, vol. 43, issue 2, pp. 142 – 159
74
Ifølge rektor på universitetet
37
”Derfor er det med studieafgifterne en stor fordel, at vi kan få betalende studerende, der fylder pladserne op”. (Repræsentant, Roskilde Universitet)
Andre universiteter vurderer ikke, at indførelsen af betalingsuddannelser har haft en
markant effekt på deres markedsføringsstrategi. Et dansk universitet peger fx på, at der i
forvejen var udarbejdet en overordnet international strategi for, hvordan de skulle tiltrække internationale studerende. Det samme gør sig gældende for Copenhagen Business School i København, der peger på, at deres uddannelser i forvejen er populære
blandt denne målgruppe. Andre universiteter fortæller, at også de har arbejdet videre på
samme måde som før i forhold til markedsføring, og de har ikke styrket indsatsen i forhold til rekruttering.
I både Sverige og Danmark er det tydeligt, hvor meget den geografisk placering betyder.
Både på Københavns Universitet og på Stockholm Universitet er man bevidst om, at de i
rekrutterings- og markedsføringssammenhæng får en del foræret i kraft af deres placering i hovedstaden.
For Sveriges vedkommende viser en spørgeskemaundersøgelse blandt universiteter og
højskoler, som Høgskoleverket har gennemført, at mere end halvdelen af de adspurgte
har øget deres rekrutteringsindsats i forhold til internationale studerende.
Blandt dem, der har ændret på deres satsning, er det især rekruttering via udenlandske
agenter, opprioritering på web og på sociale medier. Det er også udbredt, at der satses
på rekruttering via alumne, og at der ansættes personale, der skal arbejde specifikt med
rekruttering af internationale studerende.
Et eksempel
På Högskolan i Gävle, hvor man allerede havde opbygget en god relation til Kina, fortsætter man
arbejdet der og opprioriterer markedsføringen yderligere.
Selv om de i god tid har advaret de universiteter, som de samarbejder med i Kina, er der alligevel
sket et markant fald i antal studerende fra Kina. Overvejelserne går også på at udvide fremstød i
fx Korea, hvor der ikke er mange universiteter på hjemmemarkedet.
Det er i det opprioriterede arbejde med markedsføringen dog tydeligt, at de er nye på markedet,
og fx de amerikanske og engelske universiteter er allerede på banen og dem kender de:
”Vi kan godt mærke, at vi er nye, og at vi skal ud og markere os”, fortæller den internationale
koordinator på Gävle Universitet.
Med hensyn til den centrale markedsføring i Sverige har SUHF på vegne af sine medlemmer en oplevelse af, at der ikke er en samlet vision og satsning fra det centrale Sverige i
forhold til markedsføring.
”Svenska Instituttet skal stå for den centrale markedsføring af Sverige, men der er ikke tilført
nok midler. Fra centralpolitisk hold undervurderer man, hvad det kræver at skabe den markedsføring, der skal til”. (Repræsentant, svensk universitet)
For at styrke rekrutteringen er 32 universiteter og højskoler gået sammen om projektet
Study Destination Sweden. Projektet var først under ledelse af Svenska Instituttet, men
der er interesse for at fortsætte samarbejdet, efter projektperioden er udløbet. Formålet
er at have en platform for spørgsmål og samarbejde om international rekruttering og
markedsføring.
38
Fælles nordisk markedsføring
I forhold til den nordiske markedsføring af uddannelserne, som førhen var udbredt, vurderer flere interessenter på området, at det har betydning for den fælles nordiske markedsføring, at Sverige og Danmark har indført studieafgifter, jf.:
”Det er tydeligt, at der er en anden konkurrence i dag, end da studieafgifterne blev indført i
2006 i Danmark. Efter svenskerne har indført det i 2011, oplever vi, at det slår i skår i det
nordiske samarbejde. Svenskerne har valgt at melde sig ud af den samlede nordiske markedsføring, så ved messer står vi ved en nordisk bod, mens de har deres egen”. (Repræsentant,
dansk universitet)
Ligesom den samlede markedsføring af et land, som en uddannelsesnation kan give udbyderne af de videregående uddannelser et grundlag at bygge videre på, kan en styrkelse af Norden som en uddannelsesregion give institutionerne et bedre udgangspunkt for
at markedsføre sig globalt. Det kan være med til at skabe en platform for landene og
universiteterne. Derfor kan det være uheldigt, at i en tid, hvor der kan være brug for
samarbejde om markedsføring og rekruttering, ses tendenser til, at samarbejdet svækkes.
Udvekslingsaftaler som et værktøj i markedsføringen
I forhold til udvekslingsaftaler med andre universiteter viser rapporten ”Avgiftsreformen –
lärosätenas första erfarenheter” fra Högskoleverket, at 15 af de 35 adspurgte Universiteter og Högskoler i Sverige som et resultat af indførelsen af studieafgifter arbejder anderledes med udvekslingsaftalerne.
Udvekslingsaftalerne kan være med til at vende udviklingen og styrke opsvinget i ukurven, da de anvendes som et led i markedsføringen. Hvis en region i Kina via udveksling med et universitet i Sverige får øjnene op for de muligheder, der er, og den faglige
kvalitet, Sverige kan tilbyde som uddannelsesland, åbner det for, at der kan komme betalende studerende.
Udvekslingsaftalerne og den ubalance, der er i aftalerne i både Sverige og Danmark, er i
Sverige i forbindelse med lovgivningen blevet italesat som en måde at undgå opkrævning
af studieafgifter. Udvekslingsaftaler er således blevet udtrykt som en barriere for implementeringen af hensigten med reformen. I praksis bliver udvekslingsaftalerne omvendt
også brugt som gateways til markedsføring og relationer til lande og regioner, hvor der er
potentiale for at tiltrække betalende studerende.
Støtte og modtagelse
I relation til markedsføringsindsatsen er det også afgørende, at universiteterne opruster
modtagelse, introduktionen og i det hele taget støtten til at etablere sig som international
studerende. Det kan både dreje sig om sociale forhold som mentorprojekter og velkomstevents, eller det kan handle om hjælp til finde bolig eller lære sproget.
En del universiteter i Sverige vælger at arbejde mere med at støtte de studerende i deres
introduktion og integration. 22 ud af 34 universiteter og højskoler svarer i en spørgeskemaundersøgelse gennemført af Högskoleverket 75, at de har udviklet støtten til de studerende. Det gælder især anskaffelse af bolig, modtagelse og introduktionskursus i svensk,
75
Högskoleverket (2011): ”Avgiftreformen – lärosätanes förste erfarenheter”
39
der er populære blandt de universiteter, der har valgt at opprioritere støtten og arbejde
med rekruttering, markedsføring og fastholdelse af den vej.
En bedre modtagelse er en del af den samlede pakke, som de studerende ser, når de
skal vælge, hvor de gerne vil uddanne sig. Danish International Student Barometer 2008
viste, at Danmark scorede lavt på modtagelse og integration. Blandt andet med baggrund
i denne undersøgelse blev det i globaliseringsforliget i 2009 besluttet at bevilge yderligere
midler til en servicepakke til styrkelsen af modtagelse af internationale studerende. Derudover har flere af de danske uddannelsesinstitutioner aktivt arbejdet for at styrke denne
del. Af konkrete initiativer kan nævnes:
-
Gratis danskundervisning fra 2010 (ændring af integrationsloven)
International Citizen Service (www.icitizen.dk)
Workindenmark har målrettet en indsats over for internationale studerende
Projektet ´Interresource´ (Region Midtjylland)
Copenhagen Talent Bridge (Region Hovedstaden)
Danish International Student Barometer 2011 dokumenterede en positiv udvikling på
dette område. Det peger på, at det har en lokal og konkret effekt, hvis man formår at
skabe gode modtagelsespakker og samtidig er i stand til at formidle dem til de studerende, der overvejer den pågældende institution.
Indholdet af uddannelserne
For at gøre uddannelserne mere attraktive for de internationale studerende, må universiteterne også tænke mere i at lave uddannelsesprogrammer, som er målrettet internationale studerende, og således udbydes der i endnu højere grad fag på engelsk, som samtidig har et globalt sigte. Det har også betydning for, at der sker et opsving, og der skabes
en u-kurve, hvor antallet af studerende fra lande uden for EU/EØS stiger igen.
Eksempelvis peger danske interessenter på, at 25 % af udbudte fag på Syddansk Universitet er på engelsk, og at denne andel er steget. Derudover har Syddansk Universitet
prioriteret, at de udbudte fag er globaliserede for at sikre, at internationale studerende
også vil kunne få gavn af de udbudte fag. På Københavns Universitet har man som en del
af en international markedsføringsindsats i 2009 introduceret Copenhagen Masters of
Excellence (COME), hvis målsætning er at få etableret 15 – 20 toårige engelsksprogede
kandidatuddannelser, der blandt andet skal gøre det mere attraktivt for internationale
studerende at blive optaget på universitetet.
På andre danske universiteter er der ikke gjort yderligere tiltag i forhold til at udbyde
flere internationale linjer efter indførelsen af studieafgifter i Danmark. Disse universiteter
peger på, at det er en del af en overordnet ambition for universiteterne at være internationalt orienterede og attraktive for internationale studerende.
2.2
Konsekvenser for det nordiske samarbejde
Som studiet af betalingsuddannelser i Norden har vist, er der forskellig praksis på området i Norden. Spørgsmålet i dette afsnit er, om de forskellige regler for studieafgifter
påvirker det nordiske samarbejde på området for videregående uddannelser.
Det korte svar er, at de forskellige regler på området ikke udgør uoverkommelige hindringer for det nordiske samarbejde. Der er visse forhold, der besværliggøres i forhold til
40
Nordisk Ministerråds projekt Nordic Master Programme, som er et eksempel på helt konkrete tvær-nordiske uddannelsessamarbejder. Disse forhold uddybes i det følgende.
2.2.1 Generelle grænsehindringer som følge af forskellige regler om
studieafgifter
I undersøgelsen peger hverken de statslige myndigheder, uddannelsesinstitutionerne
interesseorganisationer eller uddannelsesinstitutionerne selv på, at de forskellige regler
om studieafgifter udgør markante udfordringer for det nordiske samarbejde.
I forhold til mobiliteten mellem landende, forstået som de studerendes muligheder for at
tage uddannelseselementer på tværs af de nordiske lande, oplever aktørerne heller ikke,
at der er nævneværdige problemer. Hverken for de studerende, der kommer fra EU/EØS
eller uden for EU/EØS. Det er ikke overraskende, at de studerende, der kommer fra de
nordiske lande eller fra andre lande i EU/EØS, ikke påvirkes; reglerne ændrer ikke på
deres vilkår.
Når aktørerne heller ikke oplever, at de studerende, der kommer fra lande uden for
EU/EØS, påvirkes, kan det skyldes to ting. For det første er der få non-EU/EØSstuderende, som sammensætter en uddannelse af elementer fra de forskellige lande. For
det andet er de eventuelle udfordringer, som disse studerende kommer ud for, ikke noget, som aktørerne har kendskab til. Hvis de studerende selv sammensætter uddannelseselementer, er det ikke en type udfordring, som universiteterne og myndighederne
involveres i.
Et område, som enkelte aktører peger på i forhold til det nordiske samarbejde og studieafgifter, er markedsføring. Flere aktører oplever, at man kunne arbejde mere med at
markedsføre Norden som uddannelsesregion i et samarbejde mellem landene. Her er der
enkelte, der peger på, at studieafgifterne øger konkurrencen mellem landene og derfor
kan være en barriere for at samarbejde om en nordisk markedsføring på området for
højere uddannelse.
Oxford Research vurderer på denne baggrund, at hvis der er udfordringer for studerende,
der kommer fra lande uden for EU/EØS, er de af begrænset omfang. Denne konklusion
peger på, at det er nødvendigt at undersøge, hvor stor en gruppe, det drejer sig om, og
hvilke udfordringer gruppen oplever, at de forskellige regler om studieafgifter udgør.
2.2.2 Erfaringerne fra NMP
Da evalueringen af NMP blev gennemført i 2010, var status, at Danmark som det eneste
nordiske land havde indført studieafgifter for alle non-EU/EØS-studerende (i 2006), mens
Finland havde taget en beslutning om en forsøgsordning med studieafgifter i perioden
2010-2014 for non-EU/EØS-studerende. I Sverige var det blevet besluttet at indføre studieafgifter fra efteråret 2011 i fuld skala ligesom i Danmark.
Baseret på kvalitative interview med projektkoordinatorerne viste evalueringen, at de
forskellige regler omkring studieafgifter har givet to udfordringer i forhold til planlægningen og gennemførelsen af fællesnordiske masterprogrammer. For det første giver det
ulige muligheder for de deltagende institutioner i forhold til tiltrækning af non-EU/EØSstuderende. For det andet er det ikke muligt at give de studerende klar information om,
hvilken økonomi programmet kræver. Det skyldes, at de økonomiske udgifter ved at vælge en NMP afhænger af, hvilke fag og mobilitetsmuligheder den enkelte studerende vælger inden for programmets forskellige muligheder. Den første udfordring er dog kun ak41
tuel for nogle typer af programmer og er derfor lokal og begrænset i omgang. De etablerede Nordic Master Programmer er meget forskellige i optag og opbygning, og derfor er
der også stor forskel på, i hvilket omgang de forskellige regler for studieafgifter udgør
barrierer76.
Aktuelle interview med koordinatorer fra NMP gennemført i 2012 viser et lignende billede.
Kun enkelte af koordinatorerne peger på, at de forskellige regler om studieafgifter påvirker samarbejdet. Der er ikke afgørende barrierer, men på visse områder betyder de forskellige regler for enkelte programmer, at samarbejdet omkring NMP besværliggøres.
Nedenfor trækkes tre konkrete eksempler frem. Eksemplerne viser, hvordan de forskellige regler kan besværliggøre samarbejdet i nogle typer af programmer.
Eksempel 1: Uklarhederne i det nordiske samarbejde viste sig blandt andet i et program,
hvor de studerende optages på en svensk institution. I dette programsamarbejde var det
i 2010 på dagsordenen, at det skulle diskuteres, hvorvidt optaget skulle flyttes til en institution i et nordisk land uden studieafgifter, da Sverige på det tidspunkt stod til at skulle
indføre studieafgifter fra efterårssemesteret 2011. En diskussion, der beror på, at det vil
være nemmere for NMP at tiltrække non-EU/EØS-studerende, hvis de ikke skal betale
studieafgifter. Derudover blev det i programmet aftalt, at de studerende kun skal betale
studieafgift til en dansk uddannelsesinstitution, hvis de tager mere end et semester der.
Det skyldes, at de opfattes som udvekslingsstuderende, når de kun tager et semester.
Status er i 2012, at optaget fortsat er i Sverige. Samarbejdsaktørerne bag programmet
valgte at afprøve, hvilken betydning det ville have for optaget. En reduktion fra 30 til syv
studerende fra 2010 til 2011 betyder, at konsortiet nu har besluttet, at optaget flyttes til
Norge fra 2013. På optaget i 2012 er der blandt 14 optagede studerende fire, der er nonEU/EØS-studerende.
Eksempel 2: Et Nordic Master Program med fem universiteter i fire lande opererer med
decentralt optag. Det vil sige, at de studerende selv kan bestemme, hvilken institution de
vil optages på. Programmet arbejder med en 1+1 model, som betyder, at de studerende
har et år der, hvor de optages, og et år på et af de andre universiteter. Udfordringen er,
at mange studerende på grund af studieafgifter i dag søger til Norge, hvor der ikke opkræves studieafgifter. Det betyder, at de norske uddannelsesinstitutioner sidder med
større administrative udgifter, og optaget bliver ikke fordelt ligeligt. I forbindelse med
programmet arbejdes der på at udarbejde en indstilling til Nordisk Ministerråd om at finde en løsning. Programkoordinatoren henviser til, at man i Erasmus Mundus programmer
tilbyder en fællesuddannelse til samme pris på trods af forskellige regler om studieafgifter.
Et andet program, der på samme måde har decentralt optag og også frygter, at de studerende alle vil søge optagelse i Norge, har søgt at aftale sig ud af den potentielle udfordring. I samarbejdsaftalerne er det beskrevet, at optaget skal være balanceret og dermed aftales og afstemmes samarbejdsparterne imellem. Et tredje program, der endnu
ikke har erfaring med optag, tilbyder et studie, hvor de studerende kan vælge mellem to
fagretninger, hvor den ene tilbydes i Danmark og den anden i Norge. Her frygter de ligeledes, at mange studerende vil fravælge Danmark på grund af studieafgifter, så den retning, som Danmark tilbyder, kommer mindre i spil.
Det er vigtigt at nævne, at gruppen af berørte studerende er begrænset. For det første
da antallet af studerende på NMP i det hele taget er begrænset. For det andet, fordi det
kun er aktuelt for de studerende, der kommer fra lande uden for EU/EØS blandt de NMP-
76
Oxford Research (2010): Evaluering af Nordic Master Programme
42
studerende. Hidtil har ca. 30 % af de optagende NMP-studerende været studerende fra
lande uden for EU/EØS. Der forefindes dog ikke en oversigt over andelen af disse, der
har betalt studieafgift.
Eksempel 3: På et andet NMP-program oplever de, at der er udfordringer med at sammensætte et program, hvor nogle lande skal kræve studieafgift, mens det i et andet ikke
er lovligt at optage studerende, der senere i et forløb skal betale for en del af uddannelsen. Denne udfordring søges løst gennem samarbejdsaftaler, så det skrives ind, at de
studerende, der optages i Norge, ikke må opkræves studieafgift i de andre lande inden
for programmet.
Barrierer for de studerendes nordiske mobilitet i NMP
Oxford Research har for Nordisk Ministerråd i 2012 gennemført en survey med de NMPstuderende. Surveyen er en opfølgning på den survey, der blev gennemført i forbindelse
med evalueringen af Nordic Master Programme. Den seneste NMP-survey af 2012 belyser
dimensionen mobilitet mere indgående end den tidligere survey, hvor de studerende
blandt andet har kunnet angive forholdet omkring de forskellige regler vedrørende studieafgifter som en barriere for den nordiske mobilitet.
Nedenstående figur 2 viser de faktorer, som ifølge de non-EU/EØS-studerende på NMP
begrænser deres mobilitet. For dem er det uden sammenligning leveomkostningerne, der
udgør den største barriere. Her angiver 82 %, at det i høj eller nogen grad er en barriere
for deres mobilitet. Herefter kommer mangel på økonomiske midler (66 % mener, at det
i høj eller nogen grad er en barriere) og at finde et sted at bo (40 % ser det i høj eller
nogen grad som en barriere).
Figur 2: Barrierer for non-EU/EØS-studerendes mobilitet i NMP (n=91)
51%
31%
17%
Leveomkostninger
23%
43%
20%
14%
Manglende økonomiske midler
20%
20%
23%
37%
25%
36%
At finde et sted at bo
11%
28%
Sprog
22%
11%
19%
47%
Krav til visum
13%
19%
11%
20%
16%
53%
Forskellige studieafgifter i de nordiske lande
23%
46%
Manglende information (det ansvarlige universitet)
Høj grad
0%
Nogen grad
20%
40%
Lav grad
60%
80%
Slet ikke
100%
De forskellige regler omkring studieafgifter i de nordiske lande er ikke en af de primære
barrierer for de non-EU/EØS-studerende. Knap 1/3 (32 %) ser det i høj eller nogen grad
som en barriere. Samtidig synes 53 % af de non-EU/EØS-studerende slet ikke, at det er
en barriere for dem. Det skal bemærkes, at det i forbindelse med nærværende studie
43
ikke har været muligt at afdække andelen af NMP-studerende, der har betalt studieafgift
i Norden.
Af de 12 studerende på NMP, der svarer, at de i høj grad eller i nogen grad oplever, at de
forskellige studieafgifter udgør en barriere, er halvdelen studerende på et enkelt af de
otte programmer. Det underbygger, at udfordringen er lokal og begrænset til bestemte
typer af programmer blandt NMP. Flere NMP-koordinatorer peger på, at der er en diskrepans mellem antallet af non-EU/EØS-studerende, der søger et NMP, og antallet der optages. En hypotese er den, at studieafgifter i visse nordiske lande afskrækker studerende
fra at studere i Norden. Det har i regi af dette studie ikke været muligt at afdække omfanget af studerende, der ikke bliver optaget på en NMP på grund af studieafgifter.
Konkluderende er der for visse programmer på grund af den konkrete programtype, optagelsesprocedure og sammensætning af lande visse udfordringer, som søges løst via fx
samarbejdsaftalerne. Udfordringerne er dog ikke afgørende for samarbejdet, og de berører kun en mindre gruppe af studerende. På længere sigt kan man forestille sig, at de
forskellige regler kan udgøre besværligheder, der vil afholde de nordiske videregående
uddannelsesinstitutioner fra visse samarbejdskonstellationer. Der er omvendt andre samarbejdskonstellationer, der ikke påvirkes af de forskellige regler om studieafgifter.
44
Kapitel 3. Perspektiver
Som den afsluttende del af studiet af betalingsuddannelser i Norden peger dette kapitel
på, hvilke perspektiver studiets resultater har for fremtiden på området. Dette gøres ved
at præsentere den økonomiske kontekst, som betalingsuddannelserne i Norden pt. befinder sig i. Derudover præsenterer kapitlet de mest præsente nordiske argumenter for og
imod betalingsuddannelser.
3.1
Økonomisk kontekst
Før perspektiverne for betalingsuddannelsen i Norden ridses op, præsenteres kort den
europæiske økonomiske kontekst på det videregående uddannelsesområde. Det er med
til at indikere det økonomiske ressourceforbrug, der anvendes på området i de nordiske
lande versus andre lande, der normalt sammenlignes med.
Tabel 12 viser de nordiske landes offentlige forbrug på videregående uddannelser; angivet som en andel af den samlede BNP i 2008.
Tabel 12: Udgifter til det videregående uddannelsesområde af BNP
Land
Andel af BNP
Norge
2,9 %
Danmark
2,2 %
Finland
1,9 %
Sverige
1,8 %
Island
1,5 %
Holland
1,5 %
Storbritannien
0,8 %
OECD (gennemsnit)
1,3 %
EU21 (gennemsnit)
1,3 %
Kilde: ‟Education at a Glance‟, OECD 2011
Tabellen viser således, at de nordiske lande ligger i toppen i forhold til det offentlige forbrug på videregående uddannelser. Både i Europa og i OECD-sammenhæng. Det vidner
således om, at der i de nordiske lande er nogle relativt tunge udgiftsbyrder forbundet
med at drive det videregående uddannelsesområde - som det er på nuværende tidspunkt. Alle de nordiske lande er således med i top-5 over lande i OECD, der har det største offentlige forbrug som en andel af den samlede BNP. Dertil er de nordiske lande de
lande i OECD, der finansierer de største andele af det videregående uddannelsessystem
med offentlige midler. Således var over 95 % af finansieringen af de videregående ud-
45
dannelser i henholdsvis Finland, Norge og Danmark i 2007 udelukkende fra offentlige
midler. Til sammenligning var OECD-gennemsnittet i 2007 på 79,4 %77.
Den økonomiske kontekst viser således, at de nordiske lande har store offentlige udgifter
på området for videregående uddannelser. Derfor kan indførelsen af betalingsuddannelser i Norden – blandt andet – have rod i et økonomisk rationale. På den måde kan bevidstheden om og udviklingen af det offentlige forbrug på videregående uddannelser
være et bevidst valg, der udtrykker de nordiske landes udmøntning af den nordiske velfærdsstatsmodel inden for det videregående uddannelsesområde.
Erfaringer fra Storbritannien
Konkret viser erfaringerne fra Storbritannien, at det økonomiske rationale netop har været det fremherskende inden for de seneste 30 år. Storbritannien introducerede i 1980
‟full cost fees‟ for non-EU/EØS-studerende med det rationale at få disse studerende til at
finansiere dele af det videregående uddannelsesområde i Storbritannien. Umiddelbart
efter indførelsen af full cost fees oplevede universiteterne et fald i antallet af ansøgere,
men dette steg hurtigt og markant i årene efter. Dette hang både sammen med en øget
marketing henvendt til non-EU/EØS-studerende samt gunstige uddannelsesforhold for
internationale studerende78. Andelen af non-EU/EØS-studerende i Storbritannien er – på
trods af stigende tuition fees for denne type af studerende – løbende steget siden 198379.
Hvis disse studerende efterfølgende finder arbejde i Storbritannien, viser studier, at disse
studerende leverer et markant positivt økonomisk bidrag til samfundet 80.
I forhold til stipendier for non-EU/EØS-studerende blev det i 1983 fra politisk hold i Storbritannien besluttet at øge mulighederne for legater for non-EU/EØS-studerende. Dette
blev gjort ved at tilføre 46 millioner pund over tre år, primært til allerede eksisterende
fonde, som fx the Commonwealth Scholarships. Herudover har de omfangsrige satsninger The Prime Minister‟s Initiative, som første gang blev introduceret i 1999 og i en revideret version i 2006, betydet øgede muligheder for stipendier for internationale studerende. Dertil igangsattes marketingkampagner for engelske universiteter i udlandet, samt
en streamlining af procedurer i forbindelse med ankomst og optag på universiteterne.
Disse initiativer har alle bidraget til, at antallet af internationale studerende i England er
steget markant siden 1984, og at tallet aldrig har været højere end i dag.
For de britiske studerende er det særlig interessant, at der fra efteråret 2012 blev indført
øgede tuition fees på universitetsuddannelser på op til ca. 300 % af tidligere rater, så de
nu er på op til £ 9.000 pr. år. I Storbritannien blev tution fees indført for britiske studerende på alle universitetsuddannelser i 1998. Rationalet bag denne indførelse var økonomisk ressourcemangel på det videregående uddannelsesområde. Den såkaldte ‟Dearing
Report‟ pegede i 1997 på, at en rate på £ 1.000 om året81 i kombination med stipendier
77
Cai, Yuzhuo & Jussi Kvistö (2011): Tuition Fees for International Students in Finland: Where to Go From
Here?, Journal of Studies in International Education, pp. 1 - 24
78
Her tænkes primært på tilstedeværelsen af højt profilerede universiteter (Oxford og Cambridge), tilknytningen til tidligere kolonier med gunstige samarbejdsaftaler via Commonwealth samt sproglige fordele for de
studerende på og uden for universiteterne.
79
Higher Education Quarterly, 1989. Inden for de seneste år det det primært Kina, Saudi-Arabien samt Østeuropæiske lande såsom Rumænien og Bulgarien, der er drivere af væksten, HESA Students in Higher Education
Institutions 2010/2011
80
Vickers, Phil & Bahram Bekhradina (2007): The Economic Costs and Benefits of International Students, Higher Education Policy Institute (HEPI)
81
Der er flere nuancer i rapporten og den efterfølgende lov – blandt andet at tuition fee er betinget af forældres indkomst.
46
og lån ville være en hensigtsmæssig metode til at genere indtægter på området. I 2004
blev loftet på, hvad engelske universiteter måtte tage i tuitions fees for britiske studerende, sat op til £ 3.000, og igen løftet i 2011 til de nuværende maksimale £ 9.000 pr. år.
Ansøgningerne til efterårssemesteret 2012 ved de engelske universiteter viser, at antallet
af britiske ansøgere ved universiteterne er faldet med 9,9 % 82. Studier af universitetsansøgninger ved de britiske universiteter peger umiddelbart på, at de studerende, der primært bliver berørt af dette, er fra de lavere socio-økonomiske grupper. Disse studerende
vælger universiteter med lavere tuition fees, bor hjemme eller søger efter typer af uddannelser med en høj ‟return of investment‟. Det gøres primært ved at vælge uddannelser ved prestigiøse universiteter, eller hvor det fremadrettede indkomstpotentiale er maksimeret83.
Erfaringer fra Holland
Studieafgifterne for non-EU/EØS-studerende blev i Holland introduceret i 1996. Erfaringerne peger på, at studieafgifterne ikke har haft nogen mærkbar effekt på optaget af
internationale studerende på lang sigt84. Faktisk er antallet af non-EU/EØS-studerende på
videregående uddannelser i Holland steget fra 13.900 i 2005 til 19.450 i 201185. I Holland
ligger studieafgifterne for non-EU/EØS-studerende mellem 5.000 € - 9.000 € årligt på
bachelorniveau og mellem 7.500 € - 12.750 € på kandidat- og ph.d.-niveau.
Blandt de indskrevne non-EU/EØS-studerende på de hollandske universiteter kommer
størstedelen fra lande som Kina (5.700 studerende), USA (1.650 studerende), Tyrkiet
(1.350 studerende), Indonesien (1.200 studerende), Indien (800 studerende) og Surinam
(550 studerende)86. Det relativt høje antal studerende fra Tyrkiet, Indonesien og Surinam
kan tilskrives de sociale og kulturelle forbindelser, som Holland har til disse lande 87.
Forskning på området har vist, at de internationale studerende blandt andet vælger at
studere i Holland, fordi der er en høj akademisk standard og en kosmopolitisk atmosfære88.
De hollandske universiteter har i mange år været stærkt engagerede i rekrutteringen af
internationale studerende. Ved indførelsen af studieafgifter for non-EU/EØS-studerende
blev de hollandske universiteter af det hollandske ministerium for videregående uddannelser aktivt opfordret til at engagere sig i at få tiltrukket non-EU/EØS-studerende til
deres uddannelser. I dag er der på nationalt politisk niveau blevet udviklet en internationaliseringsstrategi med fokus på tiltrækningen af internationale studerende, og der er
inden for de senere år kommet en øget politisk bevågenhed på området. Det skyldes, at
de internationale studerende ses som en strategisk vigtig ressource for Holland – særligt
på de naturtekniske fagområder, hvor der er mangel på hollandske studerende 89. Den
82
http://www.bbc.co.uk/news/education-16787948
83
http://www.youthsight.com/media-centre/wp-content/uploads/2012/03/OpinionPanel-2012-applicants-surveyPress-release-05080212.pdf
84
Woodfield, Steve (2009): Trends in International Student Mobility: A Comparison of National and Institutional
Policy Responses in Denmark, Germany, Sweden and the Netherlands
85
Nuffic (2012): Mapping Mobility 2012, International Mobility in Dutch Higher Education
86
Nuffic (2012): Mapping Mobility 2012, International Mobility in Dutch Higher Education
87
Woodfield, Steve (2009): Trends in International Student Mobility: A Comparison of National and Institutional
Policy Responses in Denmark, Germany, Sweden and the Netherlands
88
Nuffic (2008): New brand puts Dutch higher education on the map
89
Woodfield, Steve (2009): Trends in International Student Mobility: A Comparison of National and Institutional
Policy Responses in Denmark, Germany, Sweden and the Netherlands
47
målrettede indsats har også udmøntet sig i, at Nuffic 90 i 2001 åbnede det første hollandske NESO91 i udlandet. I dag har Holland syv kontorer i seks udvalgte lande, herunder
Kina, Indonesien (to kontorer), Mexico, Sydkorea, Taiwan og Vietnam.
Dertil har Holland et veludviklet stipendiesystem for internationale studerende. Der uddeles stipendier på både statsligt niveau og universitetsniveau. I 2006 fik knap ¼ af de
internationale studerende i Holland tildelt et stipendium – enten via et af de større internationale stipendieprogrammer, via et hollandsk program eller fra deres hjemland. Selvom kun halvdelen af de internationale studerende i Holland er europæiske, fik europæere
tildelt 83 % af alle stipendier, herefter asiater (12 %) og afrikanere (3 %). Endvidere
valgte den hollandske regering i 2006 at investere 4.8 mio. € i stipendier til internationale
studerende92.
Samlet set er den økonomiske kontekst med til at vise to forhold. At de nordiske lande
anvender et markant økonomisk ressourceforbrug på det videregående uddannelsesområde – og et ressourceforbrug der ligger over de lande vi normalt sammenligner os med.
Samtidig viser den økonomiske kontekst, at andre europæiske lande – ud fra et primært
økonomisk drevet rationale – har indført betalingsuddannelser. For Storbritanniens vedkommende først for non-EU/EØS-studerende og siden også for nationale studerende.
3.2
Argumenter for/imod betalingsuddannelser
Både i forbindelse med interview gennemført til nærværende studie og generelt i litteraturen findes der argumenter for og imod indførelsen af betalingsuddannelser. Der vil her
fokuseres på de argumenter, der anses relevante i forhold til studiets samlede kontekst,
og som derfor har relevans for den videre drøftelse af betalingsuddannelser i Norden.
Argumenter for betalingsuddannelser
Et af hovedargumenterne for betalingsuddannelser er primært samfundsøkonomisk begrundet. I en nordisk kontekst lyder den ene del af argumentet, at man ikke vil være
med til at finansiere internationale studerendes uddannelser i landet, når de alligevel
efter endt uddannelse vender tilbage til deres land og arbejder. Det er et argument, der
blandt andet har rod i undersøgelser, der netop viser, at hovedparten af de internationale
studerende forlader de nordiske lande efter endte studier 93. Den anden del af dette argument for betalingsuddannelser går på, at de internationale studerendes praksis med at
forlade landet efter endt gratis uddannelse, potentielt medfører en regressiv94 fordeling af
velfærdsgoder. Samfundets udbytte af de internationale studerendes uddannelsesforløb
er marginalt i modsætning til nationale studerende, der bliver og bidrager til samfundsudviklingen og betaler en høj skat efter endt uddannelse. Sat på spidsen kan det betyde,
at fordi de videregående uddannelser i de nordiske lande primært er finansieret af offentlige midler, så betaler specielt de lavestlønnede (der er underrepræsenteret på de videregående uddannelser) via skatten en andel af internationale studerendes gratis uddan90
Den centrale hollandske organisation for internationalisering af uddannelser
91
Netherland´s Education Support Office
92
Woodfield, Steve (2009): Trends in International Student Mobility: A Comparison of National and Institutional
Policy Responses in Denmark, Germany, Sweden and the Netherlands
93
Se fx det finske eksempel: „Studies show that approximately 60 % of international students would be willing
to stay in Finland to work at least for some period of time if they found a job, but only about one tenth succeed
in this‟ på http://ayy.fi/blogi/2011/06/
94
Forstå som en beskatning der falder jo større ens indkomst bliver, jf. Cai & Kvistö, p. 3
48
nelser95. Derved kan indførelsen af betalingsuddannelser i denne kontekst ses som en
måde at (gen)indføre en mere retfærdig fordelingspolitik. En af de interviewede personer
i studiet stiller det retoriske spørgsmål, hvorfor man skal betale for at sende sit barn i
børnehaven i de nordiske lande, men ikke for at gå på universitetet? En indførelse af
betalingsuddannelser for non-EU/EØS-studerende kan på den måde være et signal om,
at landene er klar til at se på fordelingspolitikken i de nordiske lande.
Et andet argument for betalingsuddannelser, der har et økonomisk fundament, handler
om at etablere en indtjening for staten. Flere af de nordiske lande bliver løbende økonomisk udfordret, når de demografiske tendenser i befolkning medfører et øget økonomisk
pres på statsbudgettet. Her kan betalingsuddannelser være en vej til at sørge for, at det
videregående uddannelsesområdes andel af de samlede offentlige udgifter mindskes ved
at lukke for gratis uddannelser for internationale studerende uden for EU/EØS. På den
måde fungerer betalingsuddannelser som en aflastning og indtjeningskilde for staten og
de videregående uddannelsesinstitutioner.
Et tredje argument for betalingsuddannelser fokuserer på den nuværende udmøntning af
velfærdsstaten. Det er et argument, der også går på, at velfærdfærdsstaten med gratis
uddannelse til alle har overlevet sig selv i en globaliseret verden. For når landets egne
studerende kan få svært ved at komme ind på de videregående uddannelser på grund af
et stigende pres fra internationale studerende, så har modellen spillet fallit.
Andre argumenter for betalingsuddannelser handler primært om opfattelsen af videregående uddannelser blandt de studerende, der kommer til de nordiske lande. Et argument
for betalingsuddannelser i Norden handler om, at de studerende i stigende grad opfatter,
at der er en lighed mellem betaling af uddannelser og kvalitet. Det betyder, at hvis man
betaler for en uddannelse, så er kvaliteten også høj. Og omvendt, at hvis man ikke betaler for en uddannelse, så er der en lavere kvalitet af det produkt, der leveres. Ud fra den
tankegang kan betalingsuddannelser i Norden være med til at sætte fokus på, at de nordiske videregående uddannelsesinstitutioner leverer en høj kvalitet til en fair pris. Men
det afhænger af at sikre en fornuftig balance mellem kvalitet og pris på området, idet det
videregående uddannelsesområde er et område, hvor konkurrencen er hård. Et andet
argument for betalingsuddannelser, der vedrører de studerende handler om, at man via
denne metode vil have lettere ved at tiltrække de ‟rigtige‟ internationale studerende til
Norden. Med de rigtige studerende menes studerende, der gerne vil uddanne sig inden
for områder, hvor der mangler kompetencer og specialisering i de nordiske lande, og
hvor man kan etablere incitamenter for, at disse studerende efterfølgende også arbejder i
Norden. Argumentet går på, at indførelsen af betalingsuddannelser – rent empirisk96 –
medfører, at der kommer færre internationale studerende til landet. Men at man, blandt
andet via stipendier, kan skabe incitamenter for at tiltrække de ‟rigtige‟ studerende til
landet. Altså, studerende der enten er de dygtigste, eller som har interesse inden for
områder, hvor der er efterspørgsel efter kompetencer eller arbejdskraft. Betalingsuddannelser er dermed et styringsværktøj til at tiltrække de rigtige studerende til landet.
Argumenter imod betalingsuddannelser
Et af hovedargumenterne imod betalingsuddannelser i Norden går på, at det er et brud
med det velfærdssamfund, der er etableret i de nordiske lande gennem de sidste 50 år.
95
Cai, Yuzhuo & Jussi Kvistö (2011): Tuition Fees for International Students in Finland: Where to Go From
Here?, Journal of Studies in International Education, p. 3
96
Cai, Yuzhuo & Jussi Kvistö (2011): Tuition Fees for International Students in Finland: Where to Go From
Here?, Journal of Studies in International Education, p. 8
49
En af hjørnestenene i dette er netop fri uddannelse for alle, for herved at sikre social
mobilitet og lige muligheder for alle – uanset økonomisk formåen. Tilhængere af dette
argument tilføjer, at der fortsat skal afsættes økonomiske ressourcer til at sikre, at alle
studerende, der er og kommer til landet, skal studere gratis. Dimittender fra de videregående uddannelsesområder er ifølge denne tankegang således også et socialt gode for
samfundet, der er med til løbende at udvikle samfundet og virksomhederne i landet97.
Et andet hovedargument imod betalingsuddannelser omhandler den gevinst, som internationale studerende tilfører uddannelsesinstitutionerne i Norden. Specielt i en mere globaliseret verden angiver tilhængere af dette argument, at internationale studerende tilfører en stor værdi til uddannelserne. Under uddannelsesforløbet giver de studerende diversitet i undervisningen, de udfordrer etablerede praksisser, og de tilfører nye vinkler og
ideer til undervisningen. Derudover giver de studerende også værdi efter endt uddannelse. Både hvis de bliver i landet som arbejdskraft, og derved bidrager til samfundet, men
også hvis de flytter væk efter endt studium. Her hæfter tilhængere af dette argument sig
ved, at de studerende i løbet af deres uddannelsesforløb i landet får opbygget sociale og
akademiske relationer, de medbringer videre på deres færd. På den måde fungerer de
studerende, selv efter endt uddannelse, som ‟ambassadør‟ for det land, de har studeret i.
Der er således både tale om en kulturel og akademisk værdi, som de studerende ifølge
dette argument tilfører det videregående uddannelsesområde, og dét skrues der ned for
ved at indføre betalingsuddannelser.
Et tredje argument i debatten om betalingsuddannelser handler om, at man ved at etablere betaling på nogle uddannelser eller for nogle typer af studerende ‟åbner døren‟ for at
betaling for videregående uddannelser spreder sig. Det er en ‟open door‟ argumentation,
der typisk bliver fremført af studenterorganisationer i lande, hvor der debatteres indførelse af betalingsuddannelser. Man er således bange for, at der indføres en praksis, der
betyder, at betalingsuddannelser med tiden spreder sig til også at vedrøre nationale studerende, som det fx har været tilfældet i Storbritannien.
Som et fjerde argument imod betalingsuddannelser i Norden peger litteraturen på området også på, at de nordiske lande kan have flere udfordringer forbundet med at tiltrække
et stort antal studerende, der skal betale et anseeligt beløb for deres uddannelse. Det
være sig på flere fronter. Studier af hvad kommende studerende leder efter i forbindelse
med deres valg af studiested peger på, at især kvalitet af uddannelsen, akademisk rygte
(ranking), omkostninger forbundet med at studere (tuition fees, leveomkostninger, sprog
mv.) samt muligheder for at få arbejde efter endt uddannelse har betydning for de studerendes valg98. Der kan de nordiske lande specielt have udfordringer i forhold til at dokumentere uddannelsernes kvalitet og akademiske rygte. Det kan medføre, at de nordiske
videregående uddannelsesinstitutioner på et globaliseret marked vælges fra. Derudover
kan der være udfordringer forbundet med at sikre ressourcer til leveomkostninger i de
nordiske lande samtidig med, at det kan trække ned, at der undervises på engelsk på
uddannelserne, men at der tales et andet sprog i landet 99.
97
Brooks, Rachel & Johanna Waters (2011): Student Mobilities, Migration and the Internationalization of Higher
Education, p. 2
98
Cai, Yuzhuo & Jussi Kvistö (2011): Tuition Fees for International Students in Finland: Where to Go From
Here?, Journal of Studies in International Education, p. 11
99
Ibid.
50
3.3
Perspektiver for fremtiden
Hvilke perspektiver giver dette studie for fremtiden for betalingsuddannelser i Norden?
For det første viser studiet af betalingsuddannelser i Norden, at tre af de fem nordiske
lande helt eller delvist har indført betalingsuddannelser. Dertil er der to lande, der bevidst
ikke har indført betalingsuddannelser.
Betalingsuddannelserne er bl.a. indført med baggrund i et økonomisk rationale, der handler om at begrænse og omfordele de offentlige udgifter på det videregående uddannelsesområde. Et stigende økonomisk pres på denne del af den offentlige sektor i de tre
lande har således været en medvirkende faktor for indførelsen af betalingsuddannelser.
Samtidig viser studiet, at der er væsentlige fordele forbundet ved at have internationale
studerende tilknyttet de videregående uddannelser i form af diversitet under uddannelsesforløbet, potentiel arbejdskraft samt kulturelle og akademiske ambassadører for de
nordiske lande. Imidlertid viser studiet også, at antallet af internationale studerende falder, når der indføres betalingsuddannelser. Hvis ikke udgifterne til det videregående uddannelsesområde subsidieres til stipendier, som det til dels er sket for nuværende, så kan
der være behov for at justere praksis i de lande i Norden, hvor betalingsuddannelser er
en realitet.
Her peger studiet på en række interessante perspektiver, der fremadrettet kan drøftes.
Det handler således primært om at finde den rette balance mellem at udmønte et videregående uddannelsessystem, der både optimerer de offentlige udgifter på området og
sørger for, at der stadig kommer en markant andel af non-EU/EØS-studerende til de nordiske lande. For det er muligt at tiltrække non-EU/EØS-studerende til de nordiske lande
ved enten at have gratis uddannelser eller ved at subsidiere deres uddannelsesforløb ved
hjælp af stipendier – det viser empirien. Men kunsten ligger i at tiltrække de dygtige
internationale studerende, der enten betaler for at studere eller som efterfølgende får et
arbejde i Norden. Dét er med til at gøre en forskel. Studiet giver indikationer på, i hvilke
retninger der kan arbejdes for at udnytte dette potentiale. For det første handler det om
at dokumentere kvaliteten af uddannelserne. Det kan gøres ved at satse målrettet på at
stige på de internationale ranglister, eller det kan gøres ved at markedsføre sig mere
målrettet til potentielle studerende. Når uddannelser koster penge, forventer de studerende også en høj kvalitet – og den skal kunne dokumenteres. For det andet kunne der
fokuseres mere på at kortlægge og profilere mulighederne for at få arbejde i de nordiske
lande efter endt uddannelse. Det er et område, der i øjeblikket er underbelyst, og som vil
kunne få positiv betydning for at tiltrække de studerende til de nordiske lande. Ved således at afdække internationale dimittenders beskæftigelse efter endt uddannelse vil de
nordiske uddannelsesinstitutioner kunne differentiere sig i markedsføringen fra andre
uddannelser og få en nyttig viden omkring de internationale studerendes færd efter endt
studium. For det tredje kan universiteterne arbejde bevidst med at prissætte uddannelserne på et niveau, der er attraktivt for de internationale studerende. Ved således at
sætte prisen på et niveau, der opleves attraktivt for de studerende, kan det være muligt
både at konkurrere på det internationale marked og sikre indtægtsdækket virksomhed for
universiteterne. Øvelsen ligger i at finde det niveau, der opleves attraktivt for de studerende, og som dækker hovedparten af udgifterne forbundet med uddannelsesforløbet.
Det er vigtigt at holde for øje, at disse tre parametre spiller sammen i en succesfuld tiltrækning af internationale betalingsstuderende. Hvis dokumentationen af uddannelsernes
kvalitet og de studerendes overgang til arbejdsmarkedet er på plads, så peger studiet på,
at det kan lykkes at tiltrække internationale studerende, der er villige til at betale for at
studere. Det viser casen med Storbritannien. Omvendt peger studiet også på, at der for
nuværende kan være udfordringer forbundet med at tiltrække større andele af betalende
51
internationale studerende til de nordiske lande, idet dokumentation af henholdsvis kvalitet og overgang til arbejdsmarkedet er marginal. Derfor kan det på den korte bane overvejes at profilere visse typer af uddannelser i Norden via en strategisk prissætning. Men
samtidig er det vigtigt at holde for øje, at prisen ikke alene sælger. Det er, når prisen er
attraktiv sammen med dokumentationen af en solid kvalitet, at de internationale studerende er villige til at betale for at studere i Norden 100.
Hvordan området udmøntes i fremtiden er primært en politisk beslutning, som der på
nuværende tidspunkt ikke er konsensus omkring i de fem nordiske lande. Dette handler
både om landenes syn på, hvad velfærdsstaten skal indeholde, landenes økonomiske
formåen, og hvilke fremadrettede perspektiver landene ser i internationale studerende.
100
Copenhagen Business School (CBS) er et eksempel på dette. Prisen anses generelt som fornuftig relativt til
andre uddannelsesinstitutioner i Europa, samtidig med at CBS ligger fornuftigt på internationale rankings.
52
Kapitel 4. Metode
Det metodiske design i analysen følger to parallelle spor – field research og desk research. Hovedformålet med at dele analysen op i de to dataindsamlingsmetoder har været at få inddraget alle relevante kilder på området og derved komme hele vejen rundt.
Samtidig har en vigtig pointe været, at de to spor har fulgt hinanden i analysen og således løbende suppleret og understøttet hinanden. Field researchen har via de kvalitative
interview med repræsentanter for de relevante nordiske myndigheder, uddannelsesinstitutionernes internationale kontorer, uddannelsesorganisationer og koordinatorerne under
Nordic Master Program dels afdækket erfaringerne med studieafgifter, dels givet indblik i
relevante forhold, aspekter og andre opmærksomhedspunkter ved studieafgifter. I desk
researchen er indsigterne fra field researchen blevet suppleret med den tilgængelige
viden, som er indhentet via eksisterende rapporter og analyser af brugerbetaling på uddannelser. Derudover er relevant statistisk data blevet gennemgået med henblik på at
undersøge udviklingen af optaget af non-EU/EØS-studerende og derved få kvantificeret
konsekvenserne af studieafgifter.
4.1
Dataindsamling
Helt konkret er data til analysen blevet indsamlet via følgende metodeelementer:







Desk research:
Gennemgang og analyse af statistisk data
Gennemgang af relevante dokumenter (rapporter, notater mv.)
Gennemgang af relevante hjemmesider.
Field research:
Interview med repræsentanter for de relevante offentlige nordiske myndigheder
Interview med repræsentanter for de nordiske uddannelsesinstitutioner/organisationer
Interview med de nordiske koordinatorer ved Nordic Master Program
Interview med engelsk uddannelsesekspert.
4.1.1 Desk research
Gennemgang og analyse af statistisk data
Et af analysens vigtigste metodeelementer har været at se på tilgængeligt statistisk data
for de nordiske lande. Det skyldes, at det er et hovedformål i analysen at få undersøgt
effekterne af indførelsen af studieafgifter, og derfor er statistisk data en central kilde til at
få belyst tilstrømningen af non-EU/EØS-studerende til de nordiske lande. For at sikre os,
at vi har fået de mest relevante statistiske data, som kan belyse vores område, har vi
henvendt os til de ansvarlige myndighedspersoner i de respektive nordiske lande.
Da der mellem de nordiske lande er variationer i den måde, data opgøres på, er det i
analysen blevet klargjort, hvad tallene i de enkelte nordiske landes statistiske opgørelser
indeholder og dækker over. Derfor er det i analysen vigtigt at være opmærksom på, at
udviklingen i tilgangen af non-EU/EØS-studerende ikke altid kan sammenlignes direkte,
53
men at tallene for de enkelte lande kan indikere den overordnede udvikling i tilgang af
non-EU/EØS-studerende, der har været i hvert land.
Gennemgang af relevante dokumenter
En systematisk gennemgang af de relevante rapporter, analyser og lovgivning, der findes
på området, har skabt et overblik, der især er blevet brugt til kortlægningen af de enkelte nordiske lande samt England og Holland, herunder udformningen af uddannelsessystemerne samt anvendelsen af studieafgifter og stipendieordninger. For at sikre os, at vi
har fået de nyeste rapporter og analyser og været helt opdateret på den seneste lovgivning, har vi spurgt vores interviewpersoner, om de kunne henvise til relevante dokumenter på området.
Gennemgang af relevante hjemmesider
En systematisk gennemgang af relevante hjemmesider, herunder i særdeleshed officielle
hjemmesider såsom studyindenmark.dk, og hjemmesiderne for de enkelte uddannelsesinstitutioner har givet et detaljeret overblik i forhold til de enkelte nordiske landes praksis
på området, herunder hvad de enkelte lande og uddannelsesinstitutionernes formulerede
politik og procedurer er på området. Derudover har gennemgangen af uddannelsesinstitutionernes hjemmesider bidraget med kontaktoplysningerne på relevante interviewpersoner til de kvalitative interview.
4.1.2 Field research
Interview med repræsentanter for de relevante offentlige nordiske myndigheder
Det primære formål med at interviewe repræsentanterne for de nordiske ministerier har
været at få inputs til både kortlægningen af de fem nordiske lande, men også effektdelen, blandt andet ved at få skabt et overblik over følgende:





Hvordan de nordiske lande hver især anvender studieafgifter
Hvordan de nordiske lande hver især anvender stipendier
Hvordan afgifterne er udformet/administreret
Hvilke undtagelser, der er ift. studieafgifter
Hvilke relevante data og analyser, der eksisterer på området.
Via Nordisk Ministerråd har Oxford Research fået kontaktoplysningerne på myndighedspersoner, der har en specialiseret viden om området, og i den sammenhæng er de følgende repræsentanter blevet interviewet:
Tabel 13: Interviewpersoner fra offentlige nordiske myndigheder
Interviewperson
Titel
Offentlig myndighed
Jacob Fuchs
Kommitteret
Danmark - Styrelsen for Universiteter og
Internationalisering
Kim Niemann
Analysemedarbejder
Danmark - Styrelsen for Universiteter og
Internationalisering
Jonas Husum Johannesen
Fuldmægtig
Danmark - Styrelsen for Universiteter og
Internationalisering
54
Åsa Petri
Departementssekreterare
Sverige - Utbildningsdepartementet
Rolf. L. Larsen
Avdelingsdirektør
Norge - Kunnskapsdepartementet
Erling Dietrichtson
Fuldmægtig
Norge - Kunnskapsdepartementet
Birgitta Vuorinen
Överinspektör
Finland - Undervisningsministeriet
Clarita Blomqvist
Head of Unit Recognition and
International Comparability of
Qualifications
Europæisk netværk - ENIC NARIC
Fridrika Hardardottir
Special advisor
Island - Ministeriet for Utdanning, Forskning
og Kultur
Dr. Christian Yeomans
Policy Advisor
Storbritannien - UK Higher Education International Unit
Interview med repræsentanter for de nordiske uddannelsesinstitutioner/organisationer
Interview med repræsentanterne for de nordiske uddannelsesinstitutioner/-organisationer
har givet vigtige inputs til såvel kortlægningen af de enkelte nordiske lande og bidraget
med specifik viden om, hvordan de enkelte uddannelsesinstitutioner har indrettet deres
studieafgiftssystemer og stipendieordninger. Derudover har de kvalitative interview med
repræsentanterne fra uddannelsesstederne kvalificeret de statistiske data ved at give en
forståelse for den konkrete situation, som uddannelsesinstitutionerne står i.
For at finde frem til de mest relevante interviewpersoner har Oxford Research gennemgået de relevante uddannelsesinstitutionernes hjemmesider og har på den baggrund
interviewet de personer, som er listet i nedenstående tabel 14.
Tabel 14: Interviewpersoner
organisationer
Interviewperson
fra
nordiske
Titel
uddannelsesinstitutioner/Uddannelsesinstitution/organisation
John Edelgaard Andersen
Chef for Internationale Studerende
Københavns Universitet
Merete Reuss
Underdirektør og afdelingsleder
for Uddannelse og studerende
Danmarks Tekniske Universitet
Ulla Bo Gjørling
International Chef, International
Centre
Aarhus Universitet
Anne Mette Hou
Head of Admissions & State
Grants
Copenhagen Business School
Lene Rehder
Studiechef, Studieadministrationen
IT-universitetet
Inger Rossing
Director of Education and Internationalisation
Roskilde Universitet
Eva Marie Althoff Schäfer
Fuldmægtig, Internationalt
Kontor
Aalborg Universitet
Jens Oddershede
Rektor og Formand
Syddansk Universitet og Danske Universiteter
Søren Clemmensen
Tidligere uddannelseschef og
konsulent
Danske Erhvervsskoler
Elisabeth Idermark
Head of International Office
Stockholm Universitet
Eva Carling
Head of International Office
Gävle Universitet
55
Eva Wiberg
Pro Vice-Chancellor
Lund Universitet
Lars Holberg
Director of International Affairs
Linköping Universitet
Frederik Andersson
Assistant Secretary General
SUHF - Sveriges Universitets- og Högskoleforbund
Guri Vestad
Chef for internationale kontor
Oslo Universitet
Elli Zachariadis
Head of international Office
Bergens Universitet
Hilde Skeie
Head of international Office
Trondheims Universitet
Jason Wertz
International marketing coordinator
Handelshøyskolen BI
Peter Maason
Direktør
HEDDA – Higher Education Development
Association
Ola Stave
Generalsekretær
UHR - Universitets- og Høyskolerådet
Marjo Posti
International Coordinator
University of Helsinki
Janne Hokkanen
Director of International Affairs
University of Laapareenta School of Technology
Kaija Holli
Formand
Rektorkollegiet
Leasa Weimer
Ph.d studerende
University of Georgia, visiting Finnish Institute for Educational Research
Karitas Kvaran
Director, Office of International
Education
University of Iceland
Interview med de nordiske koordinatorer ved Nordic Master Program
For at få inputs og de seneste erfaringer, som indførelsen af studieafgifter har haft på
den nordiske mobilitet samt for at få en vurdering af de potentielle barrierer og muligheder, som det giver ift. uddannelsesprogrammerne ved NMP, er en række af de nordiske
koordinatorer ved Nordic Master Program blevet interviewet.
Tabel 15: Interviewpersoner fra uddannelsesprogrammer under NMP
Interviewperson
Titel
NMP-uddannelsesprogram
Torfi Tulinius
Professor, University of Iceland
Viking and Medieval Norse Studies
Caroline Baron
Seniorforsker, Danmarks Tekniske Universitet
Aquatic Food Production
Philip Binning
Professor, Danmarks Tekniske
Universtet
Environmental Engineering
Jaan-Henrik Kain
Associate professor, Chalmers
University of Technology
Sustainable Urban Transitions
Bente Eriksen Molau
Senior lecturer, Göteborgs
Universitet
Biodiversity and Systematics
Andrew Martin
Professor, Kungliga Tekniska
högskolan
Innovation Sustainable Energy Engineering
Anne Mette Holt
Chefkonsulent, Danmarks Tekniske Universitet
Tidligere koordinator for NMP
56