Olaf Andersen
Af Olaf Skov
hans senere barndomsår boede familien tæt ved
de store Bjærgsted banker nær den
skovomkransede Skarritsø, og naturen her gjord
et overvældende indtryk på ham. ”Jeg blev vild
og gal af natursværmeri”, har han sagt om
denne periode af sit liv. Allerede dengang
digtede han i ”lange baner”, så følelserne fik
udtryk om end i umoden form. Langt senere
hyldede han sin moders fødeø i det inderligt
følte prosadigt ”Sjælland”.
De mange flytninger vanskeliggjorde
skolegangen, men forældrene sørgede for, at
børnene kom i gode skoler. Derfor blev
skolevejen ofte lang – en mils vej eller mere –
men Olaf klagede ikke, tværtimod: ”det var en
herlig skoletur, og min uslukkelige kærlighed til
vandring blev grundlagt her”.
Olaf Andersen 1932
Skønt redaktøren har skrevet nogle varmtfølte
mindeord om Olaf Andersen i Vestfynsk
Hjemstavn (1964), har han bedt mig om at
fortælle lidt om hans liv og virke, og det gør jeg
gerne, selv om jeg hellere ville skrive udførligt.
Faderen Peder Andersen, som havde fynsk
blod i årerne, var en del år holdformand ved
jernbane og vejanlæg, så familien flyttede ofte.
1875 boede den i Nykøbing på Falster, og her så
sønnen Olaf for første gang dagens lys den 28.
juni. I det skønne digt ”Vi midsommerbørn”
takker digteren Olaf Andersen sin moder, fordi
hun gav ham sommersindet i vuggegave.
Allerede som barn fik Olaf indtryk af vort
lands vekslende skønhed. Moderen hørte
hjemme i Boeslunde, og her tilbragte han
ferierne i en gammel sjællandsk bondegård. I
Hvad kundskaber angik, var drengen
umættelig, så han fik lov til at læse, og 15 år
gammel tog han præliminæreksamen. Et
fagstudium var der ikke råd til, og så tog han
plads som huslærer. Sin første egentlige
lærerplads fik Olaf Andersen på Vinde Helsinge
fri- og efterskole i Vestsjælland, og det blev
tillige en god læreplads. Han blev stærkt optaget
af de grundtvigske skoletanker, og hans hu stod
nu til at få en gerning i højskolen. Det rige liv,
der levedes på egnen, rev ham ned sig. Skolen
var midtpunktet, og den og hjemmet dér vedblev
at stå i lysende glans for ham. Kredsen havde
forbindelse med Ubberup valgmenighed, og han
gik gerne de halvtredie mil for at høre Carl
Kochs åndfulde forkyndelse.
Da Vinde Helsinge kun havde efterskole om
vinteren, brugte Olaf Andersen somrene i de fire
år, han var lærer her, til vandringer, rejser og
videreuddannelse. En fodtur gennem
Sønderjylland med H.V. Clausens udmærkede
håndbog som vejleder udvidede hans syn på det
nationale. Sommeren 1894 tilbragte han i
England, hvor han fristede livet som
havnearbejder. Politisk interesseret som han
var, optog de sociale forhold der ham meget. –
Det følgende par somre deltog han i det tre
måneders kursus for højskolelærere i Askov.
Han gik stærkt op i arbejdet, men var ret kritisk
indstillet. Blandt kammeraterne fandt han
Martin Andersen Nexø, og de var enige om
mangt og meget. – Sin uddannelse fuldførte han
på statens lærerhøjskole i København, hvor han
havde to etårige kursus, og hans hovedfag var
matematik, fysik og gymnastik. Senere kom han
jo til at arbejde indgående med historie og
sprog.
Som nævnt blev Olaf Andersen i sin barndom
stærkt præget af Sjælland, men Jylland kom til
at betyde mere for ham i ungdomsårene. – Da
forældrene havde fået nok af det omflakkende
liv, slog de sig til ro på Horsensegnen, hvor
faderen gennem 33 år var stationsmester i
Klakring. Sønnen besøgte ofte sit hjem, og
herfra gennemstrejfede han halvøen. Jyderne
kendte han ret godt fra sin yndlingsdigter
Blicher, og naturligvis var han optaget af den
frembrydende jyske hjemstavnsdigtning. Af det
nye digterkuld satte han Johs. V. Jensen meget
højt bl.a. for hans ”Himmerlandshistorier”. Den
fine bog ”Nornegæst” var som skrevet ud af
vandreren Olaf Andersens hjerte. Johannes
Skjoldborg stod han i venskabsforhold til og
besøgte ham flere gange. Jeppe Aakjær og flere
af de yngre kendte han personligt og følte sig
beriget ved samværet med dem. På sine ture
kom han det jævne folk nær og lærte mange
interessante mennesker at kende.
Fra 1897 virkede Olaf Andersen i kortere tid
som lærer ved flere højskoler: Hadsten, Elev, og
Riisgaard. På Mellerup højskole var han lærer
fra 1903 til 1908, og her fandt han sin
tilkommende hustru. De var forstanderfolk på
Løvenholt højskole fra 1908 til 1910 og derefter
på Thylands højskole til 1913. De følgende år
var han lærer på Fyns stifts husmandsskole.
1917 købte han huset ”Solvang” ved Tommerup
st., og herfra foretog han sine mange
foredragsrejser til alle egne af landet.
Fra 1922 til 1950 var Olaf Andersen ugentlig
gæst på Køng højskole, hvor han havde timer i
hjemstavnslære og litteratur. Det var oplivende
for alle på skolen, når han – ikke sjældent fulgt
af sin kone Eline – kom på besøg. Han havde
gerne noget at fortælle fra sine rejser, ofte
fornøjelige oplevelser, og så fyldtes stuerne af
hans hjertelige latter. Tidens spørgsmål blev
drøftet, og det gik ikke altid stille af. Han havde
sine uforgribelige meninger, og de yngre lærere
kunne undertiden være drilagtige for at ægge
ham til yderliggående udtalelser. Ja, kamplyst
og fest betegnede hans færd.
Et nært samarbejde fik Olaf Andersen og jeg
1930, da Vestfyns Hjemstavnsgård blev til. Om
sin indsats her har han fortalt ret udførligt i
Vestfynsk Hjemstavn 1956. Jeg kunne nok have
lyst til at supplere hans fremstilling, men af
pladshensyn må jeg undlade det.
Ved indvielsen den 7. juni 1931 var
Nationalmuseet og Foreningen til gamle
Bygningers Bevarelse repræsenteret, og
Vestfynsk Hjemstavnsforening op dens styrelse,
som havde stået for nyskabelsen, fik
anerkendende ord. – Nogle år senere sagde
museumsdirektør Svend Larsen, Odense, nogle
ord, som måtte glæde os: ”Vi har givet os god tid
med rejsningen af den fynske Landsby, for vi
kunne jo henvise til Vestfyns Hjemstavnsgård”.
(Al respekt for ”landsbyen”, men vor gård ligger,
hvor den hører hjemme og i de rette omgivelser:
gamle ”levende” nabogårde.)
For styrelsen var der stadig opgaver, og
kunne der være delte meninger om deres
løsning, var alle dog besjælet af samme tanke:
den gamle gårds vel! Han var, som lærer
Pedersen skrev i sin mindeartikel, idealisten,
som ville værne om det ægte i den arv, der var
betroet os. Og lad os ikke glemme, at han
kastede glans over vore fester som forsanger og
med sine digte til gårdens pris. Hans navn er
uløseligt knyttet til skabelsen af Danmarks
første hjemstavnsgård.
Det ville føre for vidt at skrive indgående om
forfatteren og digteren Olaf Andersen, men helt
undlade at omtale hans arbejder kan jeg ikke.
Var Sjælland og Jylland de landsdele, der fik
størst betydning for ham barndoms- og
ungdomstiden, blev Fyn hans manddoms ø.
Han var jo åndsfrisk og modtagelig for indtryk
op i sin høje alder, og i mange af sine digte
priser han den fynske natur. Hans bidrag i
bøgerne ”Fyn” og ”Landet mellem Bælterne”
samt artikler om topografiske emner vidner om
hans kendskab og kærlighed til manddommens
ø. Som nævnt kendte han alle egne i vort land.
Derfor blev han engang spurgt, hvor der var
kønnest. ”Det spørgsmål har man ikke lov til at
svare på. Hver eneste egn har sin form for
skønhed, og jeg har bestræbt mig på altid at
finde ind til hvert steds særegenhed, hvortil
kommer, at visse egne kan være mere
mindestemte for én end andre, og det kan man
ikke frigøre sig fra”, var hans svar.
Undersøger man, hvad Olaf Andersen har
skrevet, må man beundre hans flid. Foruden
hans andel i de nævnte værker om Fyn er der
bogen om Danmarks højskoler og flere
jubilæumsskrifter samt en mængde artikler i
blade og tidsskrifter. Men især må man
fremhæve hans seks digtsamlinger: Danmark og
andre Digte, Vandring og Valfart. Kornsne,
Landkending, Vild Kørvel og Digte på min Vej.
Han var nået 60 års alderen, inden den første
samling kom. Men det var måske ingen skade
til, for hans vandreliv havde givet ham
livserfaring, og hans kritiske sans blev udviklet.
Digtet ”Danmarks Historie i 500 Ord” indleder
samlingen, og med det vandt han ”Berlingske
Tidende”s prisopgave, skønt han måtte kappes
med flere af vore betydelige digtere.
En afdeling i samlingen giver nogle fine og
karakteristiske billeder af mænd, han havde
mødt eller værdsatte højt. De følgende
digtsamlinger gjorde Olaf Andersens navn kendt
i litterære kredse, og kritikeren Chr. Rimestad
nævner ham i en kronik i Politiken som en af
vore største lyrikere.
Da Olaf Andersen nærmede sig de 70, slog jeg
på, at han i anledningen burde foretage et
udvalg af sine digte. ”Nej”, sagde han, ”det kan
vente til jeg bliver 100”. Da han blev 80, havde
han en ny samling færdig til trykken, og
redaktør Ib Paulsen arbejdede med et udvalg,
men omkostningerne var for store. Digte går jo
ikke som varmt brød.
Dette fotografi af Olaf Andersen blev bragt i
Vestfynsk Hjemstavn XXXIV, 1964.
En hædersgave skulle han have på 80årsdagen, og da det ikke blev ”Udvalgte Digte”,
som tanken var, spurgte jeg ham henkastet, om
han havde et fødselsdagsønske. ”Ja, Rom”, lød
svaret. Jeg var ikke i tvivl om, hvad han mente,
for han var jo aktiv afholdsmand, og det gjaldt
både spiritus og tobak. En indsamling blandt
venner gav som resultat, at både han og Eline
kom af sted med Rom som mål. I Venedig havde
de en tragikomisk oplevelse, da de ad vandvejen
skulle med en motorbåd til deres hotel. Der var
mange ventende, men Olaf Andersen masede på
og kom med, men stor var hans forskrækkelse,
da han opdagede, at Eline var blandt de
efterladte. Han havde nemlig billetterne,
adressen på hotellet og deres kluns, og da han
returnerede var hun gået. En privat eftersøgning
blev iværksat, men først hen på aftenen blev
hun fundet efter mange timers vandring, rige på
oplevelser af forskellig art. I Florens fortabte
Olaf Andersen sig i studier af de mange
kunstskatte, så Rom måtte opgives. Men
verdensstaden skulle nås, og der sparedes nu til
en ny rejse. Begge var lige ivrige, men desværre
hindrede døden Eline i at nå den skønne stad,
og han måtte gøre turen alene.
Olaf Andersen blev ikke alene hædret af sine
nære venner. Han nød således at være blandt de
forfattere, der støttes af staten. – I mange år var
han i ledelsen af Landsforeningen for
Hjemstavnsrøgt og Danmarks Naturfredningsforening. Hans virke som styrelsesmedlem i
”Vestfyns Hjemstavnsforening” er omtalt, og her
var han æresmedlem. Måske han nød samme
ære i de to andre foreninger, han havde i hvert
fald fortjent det.
For udenforstående kunne hans sidste år
synes at være triste, men selv følte han det
næppe sådan. Synet svigtede jo den ivrige læser,
og benene lystrede ikke mere den fordums
vandrer. En ændring i sin livsførelse kunne han
ikke tænke sig, han ville blive i sit hjem,
omgivet af sine kære bøger. Radioen var ham til
stor glæde, og da jeg besøgte ham på hans
sidste fødselsdag, sagde han: ”Nu har jeg rigtig
tid til at nyde musikken”. Og når de folkelige
sange blev sunget, sang han med af hele sit
hjerte.
Sine sidste syv år boede han ene i sit hus,
men naboerne var flinke til at se indenfor, og
jævnligt fik han besøg af sønnen og gode
venner, som ikke alene talte med ham, men
læste for ham og hjalp ham med et og andet.
Konsulent Hans Balle kørte ofte en tur for ham,
overlærer Bent Larsen ordnede hans papirer, og
med lærer L. P. Pedersen drøftede han især
Vestfynsk Hjemstavn.
Skønt der nu er gået et års tid, siden Olaf
Andersen lukkede sine øjne for stedse, står han
dog så levende for en. Mon det ikke skyldes den
livslyst, der udstrålede fra ham – den vi nu må
søge i hans digte. Han er med rette nævnt som
livskunstner, og han var livsbekræfter. Med
Anton Berntsen sang han: ”Hver morgen takker
jeg for livets gave”. Og da han i sit 80. år gjorde
sit regnebræt op, blev resultatet – sagt med
hans egne ord: Et lykkeligt liv.
_________
Olaf Andersens søn, Arvid Andersen, skrev
melodi til flere af de digte/sange, som Olaf
Andersen gennem årene skrev til Vestfynsk
Hjemstavnsforening og lod offentliggøre i dens
årsskrift.
Wilkipedia oplyser, med Det virtuelle
Musikbibliotek som kilde, bl.a. følgende:
Arvid Andersen (1909 – 31. okt. 1970) var
dansk violinist, dirigent, komponist og digter.
Han var søn af højskoleforstander, lærer,
forfatter og digter Olaf Andersen og Eline
Larsson. På Askov højskole mødte han sin
kommende hustru, Margit Eleonora Christine
von Reib. De fik 3 døtre.
Han var elev af Thorvald Aagaard, der igen var
tidligere elev af Carl Nielsen. Debuterede med et
af Carl Nielsens værker med personlig tilladelse
fra komponisten. Uddannet på Det Jyske
Musikkonservatorium.
Ca. 1937 var han dirigent for Viborg Private
Orkester, derefter violinist i Aarhus Byorkester
(det senere Aarhus Symfoniorkester) under
chefdirigent Thomas Nielsen og ved Aarhus
Teater.
Han var ofte dirigent for Aarhus Byorkester. Fra
1943 – 1951 var han lærer ved Det Jyske
Musikkonservatorium. I 1947 tog han
musikpædagogisk eksamen.
Olaf Andersen døde sidst på året i 1964, og
årsskriftet for 64 kunne kun lige nå i korthed at
omtale hans liv og gerning for Hjemstavnsgården og
Hjemstavnsforeningen.
Til gengæld skrev Foreningens første formand,
tidligere højskoleforstander Olaf Skov, en flot
mindeartikel, der blev bragt i Vestfynsk Hjemstavn
1965 (som er nærværende artikel).