1. No category

Alkoholproblemer i børnefamiler
En analyse af alkoholfokus i forvaltningens
børnesager
Juli 2011
Marianne Højland, Marianne Malmgren og
Maiken Guttorm
CASA
Alkoholproblemer i børnefamilier
En analyse af alkoholfokus i forvaltningens
børnesager
Juli 2011
Marianne Højland, Marianne Malmgren og
Maiken Guttorm
Center for Alternativ Samfundsanalyse
Centre for Alternative Social Analysis
Kigkurren 8 M, st. • 2300 København S.
Kigkurren 8 M, st.• DK-2300 Copenhagen S. • Denmark
Telefon 33 32 05 55
Phone +45 33 32 05 55
E-mail: [email protected] • Hjemmeside: www.casa-analyse.dk
E-mail: [email protected] • Homepage: www.casa-analyse.dk
Alkoholproblemer i børnefamilier
En analyse af alkoholfokus i forvaltningens børnesager
8 CASA, Juli 2011
ISBN 87-92384-94-2
Elektronisk udgave: ISBN 87-92384-95-9
Forord
Børn i familier med alkoholproblemer er en udsat gruppe i Danmark, og
deres vilkår og muligheder for at få støtte afhænger i høj grad af professionelles evne til at opspore og handle på deres tegn og signaler.
Alkoholproblemer hos forældre skønnes af bl.a. forvaltningsledere at indgå
som hovedproblem i en stor del af de kommunale familieafdelingers børnesager. Den præcise andel er typisk ikke kortlagt. Nogle peger på, at det er i
over halvdelen af forvaltningens børnesager, at alkoholproblemer hos forældrene er en del af problemkomplekset. Alkoholproblematikken bliver trods
dette ofte hverken set eller undersøgt. Ambitionen med denne analyse er at
belyse særligt de værdimæssige forklaringer på, at det forholder sådan, og
gennem dette bidrage til udvikling af indsatsen for disse børn i det sociale
arbejde.
Center for Alternativ Samfundsanalyse har initieret og udarbejdet analysen
om værdiorientering i børnesager i kommunale familieafdelinger, hvor forældre har et alkoholproblem.
Analysen er gennemført på baggrund af 14 børnesager, interview med 11
sagsbehandlere og 17 henholdsvis ledere i familieafdelingen, alkoholbehandlere, skoleledere, pædagoger, lærere og børne-familiesagkyndige.
Tak til Sygekassernes Helsefond, Susi og Peter Robinsohns Fond og Egmont Fonden, som med deres støtte har muliggjort analysen.
Tak til de personer i de 5 kommuner, som har koordineret vores besøg, og
til alle de medarbejderne, som har afset tid til at deltage i interview, hvor de
har fortalt om deres arbejdsmetoder, børnesager og erfaringer med alkoholproblemer hos forældre.
Vi vil også gerne takke cand.polit. Finn Kenneth Hansen og socialrådgiver
Karen-Asta Bo for værdifulde kommentarer undervejs i analysearbejdet og
til rapportudkast.
Undersøgelsen er lavet af cand.scient.soc. Marianne Højland og cand.scient.
soc. Marianne Malmgren. Cand.mag. Maiken Guttorm har bidraget til udarbejdelsen af rapport.
CASA
Juli 2011
2
Indholdsfortegnelse
1
2
Konklusion ....................................................................................................3
Undersøgelsens baggrund og formål ...........................................................9
2.1
Baggrund .............................................................................................9
2.2
Formål med analysen ........................................................................15
2.3
Metode ..............................................................................................16
3
Alkoholkultur i Danmark ..........................................................................19
3.1
Et splittet forhold til alkohol .............................................................19
3.2
Alkohol skal være tilgængelig ..........................................................21
3.3
Tabuiseret..........................................................................................22
3.4
Skadeligt også for familiemedlemmer ..............................................22
3.5
Sammenfatning .................................................................................23
4
Alkohol i børnesager, analyse af tre sager ...............................................25
4.1
Første sag – uafklaret alkoholproblematik........................................26
4.2
Analyse .............................................................................................27
4.3
Anden sag – mor bestemmer ............................................................32
4.4
Analyse .............................................................................................34
4.5
Tredje sag – sen, men omfattende indsats ........................................39
4.6
Analyse .............................................................................................42
4.7
Sammenfatning .................................................................................46
5
Alkoholmisbrug i socialt arbejde ..............................................................49
5.1
Viden om alkohol og børneperspektiv ..............................................50
5.2
Vanskeligt at definere alkoholmisbrug .............................................52
5.3
Konsekvenserne er i fokus ................................................................54
5.4
Alkohol – en diffus størrelse .............................................................55
5.5
Udfordringer i arbejdet med alkoholproblemer i børnefamilier .......60
5.6
Det er ikke forbudt at drikke – stofmisbrug er værre .......................62
5.7
Alkoholproblemerne opdages ikke ...................................................63
5.8
Tværfagligt samarbejde ....................................................................65
5.9
Ressourcer og tilbud til rådighed ......................................................67
5.10 Vanskeligt samarbejde med familierne .............................................70
5.11 Indsats for børnene............................................................................71
5.12 Sammenfatning .................................................................................73
Litteraturliste........................................................................................................77
2
1
Konklusion
CASAs undersøgelse vil gerne bidrage til at styrke det sociale arbejdes indsats for børn i familier med alkoholproblemer ved at analysere de problemforståelser og indsatser, sagsbehandlere arbejder med og har til rådighed.
Det er vores opfattelse, at mere målrettet fokus på alkoholproblemer i sagsbehandlingen vil give bedre betingelser for indsatser til både børn og voksne.
Det er undersøgelsens hypotese, at alkoholproblemer ikke bliver tilstrækkeligt belyst, og at den komplekse problemforståelse i socialforvaltningen ikke tager alkoholproblemstillingen tilstrækkeligt alvorligt. Alkohol bliver,
trods alkoholbehandlingens indflydelse, stadig primært set og behandlet
som et symptom, selvmedicinering eller virkelighedsflugt, og ikke som et
særskilt problem.
Analysen er udarbejdet på baggrund af 14 børnesager fra 5 kommuner samt
8 interview med sagsbehandlere og i alt 17 interview med alkoholbehandlere, ledere i børnefamilieafdelingerne, pædagoger, lærere og børnefamiliesagkyndige. Alle de medvirkende kommuner har særligt fokus på alkohol
og børnefamilier og har foretaget foranstaltninger, der skal forbedre indsatsen i forhold til alkoholproblemer.
Analysen viser, at der i kommunerne er kommet større fokus på ønsket om
at hjælpe og støtte børn i familier med alkoholproblemer. Det ses i politiske
udmeldinger, krav til kommunale institutioners alkoholpolitik, uddannelse
af nøglepersoner, der skal hjælpe i opsporingen og støtten til børn i familier
med alkoholproblemer, ansættelse af børnefamiliesagkyndige i nogle kommuner, nye tilbud osv. Fokus på alkoholens negative konsekvenser for børn
er skærpet.
Analysen viser imidlertid, at alkohol som problemstilling er svær for såvel
sagsbehandlere som nøglepersoner at få fat på, og at forældres alkoholproblemer i vid udstrækning almengøres eller bagatelliseres. Fokus på alkoholproblemstillingen i opsporing, afdækning og indsats bliver i for vid udstrækning sat til side af fx familiekonflikter eller opvejes af forældrenes almene og praktiske forældrekompetencer og omsorgsevner for børnene.
Dansk liberal alkoholkultur har også sit gennemslag i det sociale arbejde
med udsatte børn, som er denne analyses fokusområde. I det sociale arbejde
er opmærksomheden rettet på afvigelse frem for normalitet, men i forhold
til alkoholproblemer er der ingen definition på, hvad henholdsvis normalitet
og afvigelse indebærer.
3
Både nøglepersoner og sagsbehandlere tager udgangspunkt i en relativ definition, når de skal bestemme, hvornår der er tale om et alkoholproblem hos
forældre: Det er der, ”når det går ud over børnene”. Det er således konsekvenserne for børnene, der er i fokus – og dermed et børneperspektiv på de
voksnes alkoholforbrug.
Analysen viser, at den relative forståelse af forældres alkoholproblemer er
vanskelig at arbejde med i praksis for mange frontmedarbejdere og sagsbehandlere: For det første fordi vurderingen af en problemstilling og dens
konsekvenser altid vil være til diskussion. Og i den diskussion ligger bl.a.
hele den liberale danske alkoholkultur og medarbejderes personlige værdier
og holdninger til alkohol, men ifølge analysen er kun meget lidt fælles faglig værdiorientering indlejret. For det andet fordi det kan være svært at få
indblik i alkoholproblemernes konsekvenser for børnene – selvom børnene
lider.
Analysen giver mange forklaringer på dette: Frontpersonalet underretter ikke, sagsbehandlerne tager ikke frontpersonalets underretninger alvorligt,
sagsbehandlerne har ikke de nødvendige ressourcer til afdækning af børnenes problemer – det kan handle om såvel viden om børns reaktioner på alkoholproblemer i familien som om tid til og mulighed for (uanmeldte)
hjemmebesøg, og børnene reagerer ikke nødvendigvis med den normbrydende adfærd, som er let at få øje på, selvom de har det rigtig svært. Resultatet er, at sagsbehandlere og frontpersonale ofte har svært ved at få udfyldt
spændingsfeltet mellem generel viden og specifik viden om det enkelte
barns vanskeligheder i tilknytning til alkoholproblemer – der mangler beskrivelser af og indsigt i, hvordan alkoholproblemerne ser ud i børnenes
hverdag.
Konsekvensen af den relative definition er, at den skygger for sagsbehandlernes viden om og interesse for, hvor meget og hvad forældrene drikker.
Det er ikke mængden, men adfærden, det handler om, siger både sagsbehandlere og nøglepersoner. Der formuleres forskellige personlige og erfaringsbaserede normer omkring drikkeadfærd, hvornår der drikkes, fuldskab,
funktionspromiller og kvartalsdrikkeri, men der refereres ikke til en fælles
faglig forståelsesramme. Spørgsmålet er derfor, hvor stor betydning drikkeriet reelt tillægges i problemforståelsen, når kommunerne ikke går efter at
få drikkeriet mere konkret beskrevet og desuden søger at opstille en fælles
faglig tilgang til, hvad acceptabel adfærd er, når det gælder alkohol i børnefamilier.
Bortset fra en kommune, der har udviklet et supplement til den børnefaglige
undersøgelse, som sikrer en vis ensartethed omkring indhentning af information og et fokus på alkohol, så har ingen af de undersøgte kommuner
formuleret en fælles faglig tilgang til forældres alkoholproblemer, som
frontpersonale og sagsbehandlere kan støtte sig til i det konkrete arbejde
4
med den relative definition. Mangel på fælles faglighed giver god plads til
faglig usikkerhed og til de personlige værdier, som tydeligvis spiller en vigtig rolle i arbejdet. Det er et problem, når de personlige værdier og normer
ikke konfronteres med faglig viden.
Det er overraskende, i hvilken udstrækning de alkoholmisbrugende forældre
formår at sætte dagsordenen for det sociale arbejde. Forældrene har held
med at nægte, at alkoholproblemer italesættes og held med at nægte at modtage hjælp og gå i behandling. De lykkedes med at forhindre sagsbehandlers
indsigt i børnenes vanskeligheder og adgang til børnenes hjem, de udebliver
fra aftaler og doserer i passende mål (historier om) praktiske moderkompetencer og adfærd, der indfrier forvaltningens normative forventninger –
uden at skulle demonstrere, hvordan de lever op til dem i praksis. Sagsbehandlerne accepterer disse vilkår med henvisning til betydningen af samarbejdet med forælderen – for at kunne hjælpe børnene. Men analysen viser,
at prioriteringen langtfra altid fører til børnene. Denne praksis får næsten
karakter af en sagsbehandleralliance med de voksne, som forvaltningen undertiden har ment karakteriserede misbrugssektorens praksis på bekostning
af børnene. Konsekvensen er, at alkoholproblemerne i praksis ikke skønnes
værre, end at børnene kan leve i dem i årevis – mens de venter på, at mor
erkender misbruget, accepterer at gå i behandling eller lignende.
Det var en del af denne analyses hypotese, at forældres alkoholmisbrug i for
vid udstrækning forsvinder i børnefamiliernes ofte komplekse problemstillinger.
I udgangspunktet var vores forestilling, at analysens materiale ville koncentreres om den klassiske børnefamiliesag, hvor familien har været kendt i
børnefamilieforvaltningen længe, og familiens vanskeligheder er mange.
Undersøgelsen har omfattet disse børnesager, og flere af dem har været meget komplekse. Men den har også omfattet familier, der gennem en årrække
alene har været kendt i kommunens andre forvaltninger, kontanthjælpsafsnit
og jobcenter. Fælles er det, at alkoholproblemerne i vid udstrækning forsvinder i sagerne. I den første type sager, fordi hensynet til samarbejdet
med de voksne tillader de voksne at bagatellisere alkoholproblemerne og
nægte, at alkoholproblemet sættes på dagsordenen og bliver behandlet. Alkoholproblemet ses, men der handles ikke på det – og dermed tages det ikke
alvorligt. I den anden type sager, fordi de senere års forholdsvis entydige
fokus på beskæftigelse som socialt arbejde i realiteten har sat helhedssynet
ud af kraft og gjort det muligt for alkoholiserede forældre at møde i jobcentre i årevis uden, at de bagvedliggende årsager til deres manglende beskæftigelse er blevet nærmere undersøgt og deres alkoholproblem dermed opdaget – og uden at børnefamilieafdelingen er blevet underrettet.
Alkoholproblemer ses i socialt arbejde ikke kun som et individuelt problem,
men også som et problem for familie og børn. Familieorienterede behand-
5
lingstilbud vinder frem og dermed også et relationelt syn i de indsatser, der
iværksættes i forhold til alkoholproblemer i familien. Et individuelt syn på
alkoholbehandling, som knyttet til den enkelte med et misbrug fremtræder
også i denne undersøgelses børnesager, men i større udtrækning i sagernes
historik.
Der findes i kommunerne forskellige indsatser til børnene, fx gruppetilbud i
alkoholbehandlingsregi og forskellige botilbud uden for hjemmet til de unge, fx efterskoleophold og ungdomsboliger med pædagogisk støtte. Analysen viser, at der iværksættes forskellige tilbud til børn afhængig af deres alder, og der er en tendens til, at de ældste børn tilbydes andre bo- eller undervisningsmiljøer væk fra den drikkende forælder. Tilgangen viser en
holdning om at støtte de ældste børn med en mindste indgriben ved, at de på
en så almindelig måde kommer væk fra den drikkende forælder. Indsatser
som viser en forståelse af alkoholproblemer knyttet til situationen aktuelt og
mindre til en opfattelse af afhængighed som en sygdom, det er vanskeligt at
blive afvendt fra i et langt perspektiv. De yngste børn mangler tilbud, og
analysen viser, at der i forbindelse med sagsforløbet er langvarige perioder,
hvor de venter på, at den drikkende vil ophøre sit misbrug, men uden at der
er særlige indsatser med alkoholekspertise indover i forhold til motivering.
Vi har også set eksempler på en samtidig og familieorienteret indsats, omend indsatsen synes iværksat sent i barnets liv. Når en tidlig koordineret
fokuseret indsats for børn i familier med alkoholproblemer lykkes, er det
fordi, at den, som drikker, erkender sit misbrug, og når familieorienterede
tilbud er til rådighed i kommunen.
Generelt er prioriteret psykologisk støtte til børn med fx samtale- og gruppeforløb og i mindre udstrækning praktisk hjælp i hverdagen og daglig pædagogisk støtte som en koordineret del af sagsbehandlingen. Hvor forældrenes praktiske og omsorgsmæssige del af forældreevnen rangerer højt i
vurderingen af konsekvenserne for børnene, modsvares dette ikke af indsatser for børnene, når det ikke fungerer.
De ældre børn og familiemedlemmerne spiller en afgørende rolle i forhold
til at få sat alkohol på dagsordenen i børnesagen. Screening i familieafdelingerne er tilsyneladende ikke videre udbredt, og sagsbehandlere og frontmedarbejdere har mange barrierer at overkomme i forhold til at sætte alkoholproblemer på dagsordenen over for forældrene, hvoraf tabu og tillids- og
samarbejdsalliance er de mest centrale.
Alkoholspecifik fagprofessionalitet anvendes i varieret grad og utilstrækkeligt med henblik på motivation for den, som drikker, til at søge behandling.
Der er stærk opbakning til frivilligheden i, om en forælder med alkoholproblemer, som dokumenteret skader sine børn med konsekvenserne af misbruget, kan vælge eller fravælge alkoholbehandling. Indsatsen er vagt fokuseret
om motivation set i forhold til alkoholbehandling. Erkendelse af alkohol-
6
misbrug og motivation til at gå i behandling ses således i et individuelt personligt perspektiv og uden, at der er knyttet en indsats hertil.
Synet på alkoholproblemer er situationsbestemt og kontekstuelt defineret i
forhold til tid og rum. På den ene side er alkoholmisbrug defineret som konsekvenser for børnene og mest, hvis de reagerer parallelt og ikke tidsforskudt. På den anden side argumenteres årsagerne til alkoholproblemerne i et
langt tidsmæssigt perspektiv.
Desuden synes alkohol at blive tillagt en større betydning, hvis sagsbehandler selv oplever forælderen fuld. Den drikkende skal så at sige observeres –
tages på fast gerning i fuldskab. Der er mange forklaringer i sagsbehandlingen væk fra alkohol, og forældrenes problemer eller manglende tilbud skygger over konsekvenserne for børnene.
7
8
2
Undersøgelsens baggrund og formål
I Center for Alternativ Samfundsanalyse udarbejder vi løbende analyser og
evalueringer om udsatte børn og unge, herunder også børn og unge, hvor
der er alkoholproblemer hos forældrene i familien (Højland, 2011, 2008,
Malmgren, 2003, Kenneth Hansen, 2006). Erfaringerne herfra peger blandt
andet på behov for mere og større viden om det sociale arbejde i forhold til
disse børn og deres forældre.
Derfor har vi initieret og gennemført denne kvalitative analyse, som sætter
fokus på det sociale arbejde i forhold til børn og deres forældre, når der er
alkoholproblemer hos forældrene i familien.
Analysen er udarbejdet med udgangspunkt i det sociale arbejde i børnefamilieafdelingen i kommunale socialforvaltninger, fordi kontakten til de
mest udsatte børn i familier med alkoholproblemer er her, og fordi det er
her, myndigheden til at støtte børn og forældre er.
Midler fra Sygekassernes Helsefond, Susi og Peter Robinsohns Fond og
Egmont Fonden har muliggjort undersøgelsen.
2.1
Baggrund
Baggrunden for undersøgelsen er den foreliggende viden om børns vanskelige vilkår i familier med alkoholproblemer samt erfaringerne, som viser
behov for mere viden om socialforvaltningernes indsats.
Cirka 60.000 børn har mindst en forælder, der har været indlagt på sygehus
på grund af alkoholskader. Denne gruppe skønnes at være den mest udsatte.
Det er imidlertid Sundhedsstyrelsens vurdering, at man så må regne med, at
mindst det dobbelte antal børn, nemlig omkring 122.000, lever i familier,
hvor en eller begge forældre er storforbrugere eller misbrugere af alkohol.
(Sundhedsstyrelsen, faktablad 3, 2009).
Dysfunktionelle familier med forældre der har alkoholproblemer
Børns vanskelige opvækst i familier med alkoholproblemer er grundigt undersøgt og veldokumenteret. Der findes en lang række undersøgelser – danske og internationale – der påviser og mere konkret beskriver konsekvenser
af alkoholproblemer hos de voksne i børnefamilier.
Helle Lindgård fremlægger i rapporten ”Familieorienteret alkoholbehandling – et litteraturstudium af familiebehandlingens effekter”, (Sundhedsstyrelsen, 2006), hvordan alkoholproblemer i familien betyder forringede opvækstbetingelser for børnene, fordi de voksnes alkoholmisbrug har emotionelle, kognitive og/eller sociale konsekvenser for dem.
9
Ifølge Lindgård er nogle af de faktorer, der karakteriserer familien med alkoholproblemer bl.a., at familiens liv (i en systemteoretisk forståelse) organiseres omkring misbruget: ”Det vil sige, at familiens værdier og aktiviteter
defineres af misbruget og misbrugeren – de bliver omdrejningspunktet for
familien. Det kan fx være, at man ikke holder jul, eller at man holder fødselsdag på en ganske særlig måde, der tager hensyn til misbrugerens behov”. (Lindgård, 2006 p. 8). Hvor store problemerne bliver, afhænger bl.a.
af hvad, hvor og hvornår de voksne drikker, og hvilken støtte børnene har i
det private og i det offentlige netværk.
Familierne er også ofte karakteriseret ved benægtelse af misbruget. Benægtelsen findes i familiens kommunikation og interaktion, som præges af løgne, forvrængninger og tavshed. Benægtelse og tavshed kommer også til at
omfatte følelser og giver et dårligt afsæt for at løse problemer i familierne.
Benægtelsen fører desuden til angst for at afsløre familiens hemmeligheder,
og det har typisk som konsekvens, at familierne lukker sig om sig selv og
begrænser kontakten til det sociale netværk og omgivelserne i øvrigt. Følelser af skyld og skam over problemerne forstærker dette handlemønster, der
også er børnenes.
I nogle familier bliver børnene de ansvarlige for familiens daglige liv, fordi
de voksne ikke magter opgaven. Det handler om ansvar for både det praktiske og følelsesmæssige familieliv, fx over for søskende, men også over for
familiens voksne.
Forhøjet stress og konfliktniveau præger ofte familierne, og det gør ofte
dagligdagen utryg, forældrenes adfærd er ofte uforudsigelig og forældreomsorgen utilstrækkelig.
Der er ifølge Lindgård omfattende dokumentation for, at hele familien påvirkes, når far eller mor har et alkoholmisbrug: ”Sammenlignet med andre
dysfunktionelle familier er den alkoholiske familie gennemsnitligt mere dysfunktionel end en kontrolgruppe af dysfunktionelle familier uden alkoholproblemer. Samtidig ser det ud til at give flere psykosociale vanskeligheder
for børn, der er vokset op i en dysfunktionel familie med alkoholproblemer,
end for børn vokset op i en dysfunktionel familie uden alkoholproblemer”.
(Lindgård, 2006 p. 11). I undersøgelsen fandt hun, at stort set alle de undersøgte familier med alkoholproblemer (98 %) i forskellig grad måtte betegnes dysfunktionelle.
Konsekvenser for børn af forældres alkoholproblemer
Alkoholproblemer hos forældrene kan betyde forringede opvækstbetingelser for børnene og kan få konsekvenser af både emotionel, kognitiv og/eller
social art. Disse børn er langt mere udsatte på alle risikoparametre såsom
misbrug, psykiske problemer, spiseforstyrrelser og selvmordsforsøg (Sundhedsstyrelsens faktablade 1-8, 2009), og bestemte mønstre går igen i sags-
10
behandlernes mapper, hvor børnene typisk udvikler overdrevent ansvarsfuld
eller udadreagerende adfærd, hvis en eller begge forældre har et massivt
overforbrug af alkohol.
Lindgård nævner i sit litteraturstudie bl.a. følgende konsekvenser for børn,
der vokser op i familier, hvor forældrene har alkoholproblemer:
Medfødte alkoholskader fx mental retardering, hyperaktivitet, specielle
ansigtstræk.
Forringet psykisk funktionsniveau. Det kan fx være tendens til angst og
depression, lavt selvværd og selvmordstanker.
Adfærdsmæssige forstyrrelser, antisocial adfærd – fx kriminalitet.
Kaotisk og problemfyldt skolegang med faglige problemer og/eller sociale problemer, der bl.a. kan skyldes, at den kognitive kapacitet kan være bundet i følelsesmæssige og/eller praktiske opgaver i hjemmet. Børnene har ofte svært ved at indgå i de sociale fællesskaber og føler sig ensomme og oversete. Ofte ses mange skoleskift.
Andre udviklingsforstyrrelser – fx en forceret eller for tidlig modningsproces, manglende adskillelse/løsrivelse fra de voksne og/eller overdreven omsorgsfunktioner og ansvarsfunktioner over for forældre.
Forringede mestringsstrategier. Børnene ser bl.a. ofte familiens problemer som uforanderlige, og de mangler forældrene som rollemodeller, der
kan lære dem at mestre livet og dets vanskeligheder på en hensigtsmæssig måde.
Det er bl.a. den viden om konsekvenserne af alkoholmisbrug for familier og
børn, som de professionelle skal omsætte konkret i afdækningen af problemstillingen og i forbindelse med indsats i forhold til den enkelte familie
og børnene.
Det er således grundigt undersøgt og også kendt viden, at børn, der vokser
op i familier med alkoholproblemer, rammes af en række vanskeligheder,
som giver vanskelige opvækstbetingelser og desuden ofte trækker lange
spor ind i voksenlivet.
Samtidig finders der dokumentation for, at ikke alle børn påvirkes lige
voldsomt af familiens alkoholproblemer, hverken som børn eller voksne.
Nogle børn formår på trods af de vanskelige betingelser at bryde det destruktive mønster. De bliver modstandsdygtige frem for at udvikle problemadfærd.
Det store antal børn, der lever i familier med alkoholproblemer, og den efterhånden omfattende viden om, hvordan det påvirker børnenes liv her og
nu og på lang sigt, er bl.a. baggrunden for Sundhedsstyrelsens ønske om at
styrke indsatsen for børnefamilier, hvor forældrene har alkoholproblemer.
11
Sundhedsstyrelsens projekt – bl.a. opsporing og tværfagligt samarbejde
Med det formål at skabe en systematisk opsporing af og en forbedret støtte
til børn og deres forældre i familier med alkoholproblemer har Sundhedsstyrelsen iværksat en tværfaglig og familieorienteret indsats lokalt i kommunerne. Først som modelprojekt i det daværende Fyns Amt med deltagelse af 10 kommuner i perioden 2001-2003. Dernæst fra 2004 til 2009 som et
landsdækkende satspuljeprojekt som i forskelligt omfang er nået ud til 79 af
landets 98 kommuner.
Det overordnede formål med det nationale satspuljeprojekt ”Børn i familier
med alkoholproblemer” er, at kommunerne systematisk forankrer støtten til
børn i familier med alkoholproblemer som en integreret driftsfunktion i
kommunen og i de relevante institutioner i kommunen både i den sociale
sektor, den pædagogiske sektor, den kommunale sundhedstjeneste og i alkoholbehandlingssektoren.
Projektet omhandler både en styrket indsats for målgruppen gennem bl.a.
kvalificering af professionelle, støttetilbud, politikformulering og organisatorisk forankring på tværs af sektorerne og tværfagligt samarbejde. De kommuner, som deltager i denne undersøgelse, har alle deltaget i dette projekt,
og har igennem de senere år styrket indsatsen for børn i familier med alkoholproblemer (CASA, 2011).
Socialforvaltningens indsats for børn i familier med alkoholproblemer
Ønsket om at opprioritere det sociale arbejde og det tværfaglige samarbejde
omkring målgruppen i socialforvaltningernes børne-familieafsnit er central.
Det må forventes, at de børn og familier med alkoholproblemer, der samtidig er klienter i socialforvaltningen, ofte vil være svært belastede med supplerende sociale vanskeligheder. Socialforvaltningens arbejde med børn og
familier i familier med alkoholproblemer sker altså i en kontekst, hvor familiens vanskeligheder er flere og mere komplekse.
Der findes kun sparsom samlet viden om, hvordan forældres alkoholproblemer takles i socialforvaltningernes børne-familieafsnit – og hvor omfattende problemet er. Anette Sejer Perthou (Perthou, 2006) kommer ganske
kort ind på, hvordan alkoholproblemerne takles i børnesager i socialforvaltningen i Københavns Kommune i rapporten ”Evaluering af børnesager i
Københavns Kommune – en journalanalyse af § 38 undersøgelser og foranstaltninger iværksat i forhold til børn og unge med særlige behov”.
Perthou har undersøgt og analyseret i alt 40 børne-familiesager og finder, at
der i 11 af sagerne – dvs. i godt og vel en fjerdedel – er direkte eller indirekte oplysninger om, at en eller begge forældre har et misbrug af alkohol.
Sagerne rummer oplysninger om børnenes vanskelige opvækstvilkår og
hverdagsliv i disse familier, hvor alkoholmisbruget er suppleret med vold,
12
misbrug af stoffer, underretninger fra naboer og institutioner, manglende
madpakker, svingende fremmøde i daginstitutioner og skoler osv., osv. – og
børnene beskrives som ”indelukkede, mutte, triste, nedtrykte og ængstelige”.
Perthou skriver: ”Det er dog kendetegnende, at alkoholmisbruget hos forældre og dets konsekvenser for børnene ikke får megen plads hverken i undersøgelsen og bestemmelsen af familiens vanskeligheder eller de foranstaltninger, der iværksættes” (p. 29). Samtidig er sagsakterne tilsyneladende præget af en generel forældreorientering, som ifølge forfatteren også typisk medfører en ”voksen-behandler-klient-alliance”, der fører til, at der
dels ikke gribes ind i forhold til de voksne og deres misbrug, dels glider
børnene ud af opmærksomhedsfeltet.
Forældreorienteringen forsvares i socialforvaltningen med henvisning til
hensynet til barnet: Barnet er kun symptombærer, og indsatsen skal rettes
mod hele familien. Og det kræver som hovedregel accept fra forældre, hvis
et barn skal profitere af iværksatte foranstaltninger – derfor gør man meget
for, at en indsats skal hvile på et godt samarbejde med forældrene.
I 9 af de 11 sager ender det med en anbringelse af barnet: ”i flere tilfælde
efter flere år at have levet en tilværelse præget af ovenstående forhold og i
flere sager efter barnets eget ønske. Det ses ikke af nogen af sagerne, at
alkoholmisbruget hos forældrene afhjælpes.” (p. 29, 2006).
Hypotesen i nærværende analyse er, at et ændret fokus i problemforståelsen
kan styrke indsatsen og bedre udnyttelsen af ressourcerne i kommunernes
tilbud til børn og forældre i familier, hvor der er alkoholproblemer.
Samarbejde mellem alkoholbehandlingen og socialforvaltningen
Analysens hypotese tager afsæt i en mindre evaluering, som CASA har
gennemført for Alkoholenheden på Hvidovre Hospital, omhandlende den
tværfaglige og tværsektorielle indsats over for børn i familier med alkoholproblemer samt enhedens konkrete tilbud til børn og familier – set fra brugernes vinkel. Evalueringen har omfattet 6 lokale børne-familieafsnit i Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune (Højland, m.fl. CASA,
2008).
Evalueringen viser, at det tværfaglige og tværsektorielle samarbejde mellem
socialforvaltning og Alkoholenhed har svært ved at fungere, når det drejer
sig om støtte til børn og familier med alkoholproblemer. Samarbejdet er
sparsomt på både individuelt og strukturelt plan, og når der overhovedet er
et samarbejde, så bliver det mere til supplerende tilbud frem for sammenhængende tilbud til og indsats over for familierne.
13
En vigtig barriere for samarbejdet synes at være en forskellig problemforståelse. Sundhedssystemet og dermed Alkoholenheden har fokus rettet på
den alkoholafhængige, der ses som et sygdomsramt individ, der skaber sociale og psykiske problemer for sig selv og sine nærmeste på grund af afhængigheden, som derfor skal sættes i fokus og behandles. I socialforvaltningen ses den alkoholafhængige i højere grad som et menneske, der med
alkohol som selvmedicinering prøver at reducere påvirkningen af sociale
vanskeligheder og svære livsomstændigheder, som ikke nødvendigvis er individuelt funderet – og hvis løsning derfor er helhedsorienteret og en forudsætning for, at alkoholmisbruget kan fjernes. Alkoholenheden mener, at
dette mere helhedsorienterede syn er med til at undervurdere alvoren i et alkoholmisbrug og underkende det nødvendige behov for en specifik behandlingsindsats over for alkoholafhængigheden – til skade for børn og familie.
Evalueringen viser også, at socialforvaltningen kun i begrænset omfang benytter de tilbud og den ekspertise, som Alkoholenheden tilbyder enten i
form af tværfagligt samarbejde eller som konkrete tiltag og tilbud til klienterne.
De medarbejdere og lokalkontorer, der har benyttet Alkoholenhedens ekspertbistand, påpeger til gengæld, at de har meget stort udbytte af den ekspertise, som Alkoholenhedens børne-familiesagkyndige har i beskrivelse og
forståelse af de konsekvenser, der er for børn, der lever i familier med alkoholproblemer. En specificeret viden sagsbehandlerne ikke selv har, men
som får dem til at se mere alvorligt og isoleret på alkoholmisbruget.
Evalueringens brugerdel viser desuden, at det tilsyneladende har betydning
for klienterne, at indsatserne i vid udstrækning er alkoholspecifikke. Det
fremgår bl.a.:
At familierne værdsætter den tilbudte familieterapi, og især fremhæver,
at den er koncentreret om alkoholproblemerne, og at terapeuterne er eksperter på alkoholmisbrug.
At børnene værdsætter de tilbudte gruppeforløb med andre børn med tilsvarende vanskeligheder. Børnene fremhæver bl.a., at de får faktuel viden om alkoholmisbrug, de får hjælp til at slippe ensomhedsfølelsen i
forhold til vanskelighederne omkring familiens alkoholproblemer – at de
får hjælp til at blive befriet for ansvaret for familiens alkoholproblemer
og således bliver styrket i at tage vare på sig selv.
Endelig viser CASAs undersøgelse, at det er de voksnes takling af alkoholmisbruget, der er afgørende for, om børnene får hjælp: Forældrene skal
erkende deres misbrug, og socialforvaltningen skal se alvoren i et alkoholmisbrug, før børnenes vanskeligheder i tilknytning til alkoholmisbrug bliver
set. De voksnes problemforståelse – både forældrenes og de professionelles
– har derfor betydning for, hvor tidligt indsatsen over for børnene kan sættes ind.
14
2.2
Formål med analysen
Formålet med nærværende analysen er at medvirke til at styrke det sociale
arbejdes indsats og støtte til børn i familier med alkoholproblemer. Ved at
afdække sammenhængen mellem problemforståelser og indsatser – herunder hvilke forhold der bestemmer det sociale arbejdes tiltag over for forældres alkoholproblemer og konsekvenserne for børn og familie – er målet at
udvikle og styrke det sociale arbejdes handlestrategier i forhold til målgruppen. Et mere målrettet arbejde med alkoholproblemerne i forhold til
både børn og voksne vil styrke relationen i familien – og bedre opvækstbetingelserne for børnene.
Det er erfaringen fra en række undersøgelser (fx Perthou, 2006) og denne
undersøgelses hypotese:
At forældres alkoholmisbrug i (for) vid udstrækning forsvinder i børnefamiliernes ofte komplekse sociale problemstillinger.
At det sociale arbejdes problemforståelse hviler på en forenklet forståelse
af helhedstænkning af børnefamiliernes vanskeligheder, som betyder, at
der ikke prioriteres hensigtsmæssigt i problemernes karakter og alvor.
De to faktorer hæmmer en målrettet og prioriteret indsats i forhold til alkoholmisbruget og dets konsekvenser for både børn og voksne.
Begrænsninger i teknologien set mere bredt svækker indsatsen både i forhold til børnene, men også i forhold til familierne. Det vil sige problemforståelsen, det tværsektorielle og tværfaglige samarbejde, forvaltningens retningslinier, sagsbehandlernes kompetence og viden, adgang til behandlingstilbud osv.
Mere værditeoretisk er indholdet i hypotesen, at den nuværende teknologi
er overensstemmende med socialt arbejdes værdier i forhold til forældrenes
alkoholmisbrug: Indhold i og prioritering af indsatsen stemmer overens med
et syn på alkoholproblemer som en flugt eller bedøvelse fra andre problemer. Det er et værdivalg, der hæmmer indsatsen over for børn og familier
med alkoholproblemer.
De centrale spørgsmål i analysen er:
Hvordan beskriver børne-familieafsnittet alkoholproblemets konsekvenser for familie og børns hverdagsliv?
Hvordan høres og beskrives børnenes vanskeligheder i tilknytning til familiens alkoholproblemer?
Hvilken betydning tillægges alkoholproblemerne i forståelsen af børnenes/familiens vanskeligheder?
Hvilken indsats (behandlingstilbud, metodevalg, tværfagligt og tværsektorielt samarbejde osv.) sættes i værk over for alkoholproblemet og dets
konsekvenser for børnene?
15
I hvilken udstrækning har indsatsen fokus på alkoholproblemet?
Hvilke støttemuligheder findes og iværksættes særligt til børnene?
2.3
Metode
Analyses væsentligste datagrundlag består af børnesagerne, som er genfortalt i et kvalitativt interview af den enkelte sags sagsbehandler fra børnefamilieafdelingen og efter en semistruktureret spørgeguide. Interviewene er
optaget på lydfil og efterfølgende transskriberet. Interviewteksten indeholder sagsbehandlers beskrivelser af familien, alkoholproblemet, konsekvenser for børnene, forælderevne samt støttende og behandlende tiltag. Der
indgår i alt 14 børnesager i undersøgelsen fra 4 forskellige kommuner. I alt
5 kommuner har været med i undersøgelsesarbejdet. Fra 1 kommune indgår
imidlertid kun interview med samarbejdspartnerne til sagsbehandlerne.
Børnesagerne er udvalgt på baggrund af følgende kriterier:
Alkoholproblematikken er defineret, og der kan være iværksat foranstaltning efter § 40 SEL.
Børnesagen er oprettet i 2006-2008 og er fortsat aktiv.
Alkoholmisbrug hos en/begge forældre er i journalen omtalt som et af
familiens problemer.
Der er et barn mellem 6 og 10 år i familien, når børnesagen oprettes, eller
når alkoholmisbruget bliver erkendt.
Barnet er ikke anbragt uden for hjemmet.
Kommunerne, hvor data til analysen er indsamlet, er alle karakteriseret ved
og kendt for at have fokus på børn og alkoholmisbrug. De har således alle
gennem en årrække arbejdet med at udvikle praksis, hvad angår en tidlig forebyggende indsats og herunder at styrke det tværfaglige samarbejde mellem den pædagogiske og den sociale sektor, behandlingssektoren og den
kommunale sundhedstjeneste. Denne udvælgelse af kommuner sikrer informationsrige data, fordi der er tale om organisationer, som ønsker at have et
fokus på alkoholmisbrug og børnefamilier. Desuden repræsenterer kommunerne en mangfoldighed geografisk, befolkningsmæssigt og en variation i
forhold til andel af borgere i offentlig og medicinsk alkoholbehandling (jf.
SST webudgivelse 2010).
Med det formål at kunne udarbejde analysen ud fra den kontekst familierne,
medarbejderne og sagerne er del af, er der gennemført interview med 11
sagsbehandlere om deres generelle erfaringer med indsatsen til børn i familier med alkoholproblemer – 8 enkeltinterview og et dialogmøde med 3 deltagere. Desuden er 17 udvalgte fagpersoner fra den pædagogiske sektor, behandlingssektoren og ledere fra familieafdelingen blevet interviewet. Det
drejer sig om: alkoholbehandlere, børne-familiesagkyndige, skoleledere, lærere og pædagoger i kommunerne. De er blevet interviewet om omfang og
16
karakter af problemstillingen, forståelser af alkoholproblemer, tilbud, tværfagligt og tværsektorielt samarbejde, viden og kompetencer.
Det samlede datagrundlag udgøres af de transskriberede interviewtekster,
som danner udgangspunkt for analysen af praksis i børnesager, hvad angår
fokus og indsats ved forældres alkoholafhængighed.
17
18
3
Alkoholkultur i Danmark
Når sagsbehandlerne i de kommunale børnefamilieafdelinger foretager deres vurderinger i børnesagerne, er også de generelle normative og kulturelle
værdier om alkohol en del af deres erfarings- og vurderingsgrundlag. På
baggrund af forskellige undersøgelser og forskningsresultater redegør vi
kort for alkoholkulturen i Danmark generelt set, fordi den er en del af det
kontekstuelle landskab af værdier om alkohol, som sagsbehandlerne koordinerer og sagsbehandler indenfor.
3.1
Et splittet forhold til alkohol
Sondringen mellem alkohol som et nydelsesmiddel og som misbrugsmiddel
er hårfin i Danmark, hvor liberale salgs-, reklame- og licenspolitikker og
lave priser gør, at alkohol er allestedsnærværende og tilgængelig.
Alkohol opfattes på den ene side som et relativt uskyldigt middel til en forudsigelig rus modsat det image, der knyttes til mange typer af narkotika,
som opfattes som mere skadelige. Alkohol er bredt accepteret i mange sammenhænge, i hverdagen og i weekenden med forskellige brugsmønstre, fra
teenagere til pensionister. I mange situationer er alkohol en integreret del af
det, vi foretager os, fx som tilskuer til en fodboldkamp – ligegyldigt om det
er på stadion eller på sofaen – påskefrokosten som makker til silden, eller til
forældre- og elevarrangementer på skolen, hvor omkring halvdelen ikke må
indtage det – børnene.
På den anden side kender de fleste alkoholens slagside. Ifølge en rapport fra
Mandag Morgen og Trygfonden kender 86 % af os en eller flere, der har et
alkoholproblem (Fremtidens alkoholpolitik – ifølge danskerne, 2009). Man
må formode, at alkoholproblemet her dækker over massivt forbrug hver dag
eller periodevis, og at det påvirker vedkommendes dømmekraft eller pligtopfyldelse. De professionelle, som arbejder inden for feltet i fx den pædagogiske eller den sociale sektor, vil således også typisk have personlige erfaringer med fx et familiemedlem, som er afhængig af alkohol.
Alkohol er det normale
Når alkohol er normaliseret og en formel del af mange traditioner, kan det
være svært at undslå sig om ikke andet uden at skille sig ud fra mængden.
At drikke alkohol er det normale og således allerede ved at vælge et potentielt skadeligt rusmiddel fra, skiller man sig ud fra mængden. Derfor kan det
også være meget svært at bedømme, om der er tale om misbrug eller nydelse af alkohol, da forbrug grænser til misbrug. Ofte bliver tider og steder pejlemærker for, om der er tale om overforbrug, om personen er fuld om morgenen eller til et møde på skolen, og antal genstande er sekundær.
19
Med andre ord er der i alkoholkulturen en skelnen mellem arbejde og fritid,
og hvor alkohol tidligere har været fast bestanddel af arbejdsdagen såvel
som fritiden, er det ikke længere velset og for det meste heller ikke tilladt at
drikke i arbejdstiden, eller når man varetager en opgave (Anderson og
Baumberg, 2006, s. 2). På en del daginstitutioner og skoler er der gennem
det seneste årti lavet revideret alkoholpolitik. Tendensen går i retning af, at
alkohol ikke indgår til arrangementer med forældre og børn fx til sommerfesterne og julearrangementerne og heller ikke til bestyrelsesmøderne, samt
at medarbejderne ikke må drikke alkohol på institutionen i åbningstiden eller i den tidsperiode, hvor der også er børn på institutionen.
Den stærke alkoholkultur gør det svært at stille spørgsmålstegn ved alkohol
i det hele taget, da det bliver opfattet som en harmløs last, netop fordi det er
socialt accepteret, og i danskernes bevidsthed hører de skadelige konsekvenser til overforbrug og ikke til det normale forbrug. Men når danskerne i
dag drikker tre gange så meget som for 50 år siden (Pilotundersøgelse om
Passiv Drikning i Guldborgsund Kommune, 2009) betyder det, at grænserne
for det normale forbrug også har rykket sig opad.
Især alkoholindustrien fremhæver det normale i at drikke og det afvigende i
alkoholmisbrug, når den markedsfører alkohol (EUCAM, 2010). Her bliver
alkoholforbrug gjort til et spørgsmål om rationalitet og viljestyrke hos det
enkelte individ, mens de omgangsformer, der formår at få mange til at drikke, selvom de ikke har lyst (mellem 15 og 30 % ifølge Mandag Morgen og
Trygfonden, 2009, s. 43), netop stiller tvivl om brugen af alkohol som rationelt betinget. Misbrug henvises til nogle få brodne kår, hvilket modsvarer
det ovennævnte flertal af danskere, som har alkohol som overforbrug eller
misbrug mere eller mindre inde på livet.
Misbrug bliver isoleret fra forbrug og nydelse, og den glidende overgang
imellem de to bliver fra alkoholindustriens side til et skel mellem det fornuftige, mådeholdende og generelt succesfulde menneske og det uansvarlige underskudsmenneske. Markedsføringen appellerer til ønsket om det lille
og individuelle kontroltab, som smider hæmningerne, men ignorerer, at der
kun er et par genstandes forskel på det og det store kontroltab, som de færreste bryder sig om, og som kan have helbredsmæssige og sociale omkostninger (EUCAM, 2010).
Afholdenhed er unormal
Afholdskulturer bliver over en bred kam mødt med mistillid, hvad enten det
skyldes religiøse hensyn, traditionsbundne valg eller alternative livsstile,
som fravælger rusmidler generelt. Alkohol anerkendes sjældent som et rigtigt rusmiddel, og det er svært at finde opbakning til at betragte alkohol på
linje med ulovlige rusmidler som narkotika i form af piller, pulver og planter.
20
Selvforståelsen som Skandinaviens løsslupne befolkning har bl.a. rod i alkoholreguleringen, som er begrænset i Danmark, og Forbudssverige bliver
ofte brugt som skræmmebillede imod mere alkoholregulering. I Danmark er
det kun 7 % af befolkningen, der slet ikke drikker, hvilket er den laveste
andel i Europa (Sundhedsstyrelsen, faktablad 1: Alkoholkultur i Danmark,
2009).
3.2
Alkohol skal være tilgængelig
Det er dog bemærkelsesværdigt, at selvom konsekvenserne vægtes højt i
forhold til at afgøre, om der er tale om misbrug, og selvom en overvejende
del af danskerne kender mindst en med et storforbrug eller misbrug, så er
tale om begrænsning af alkoholens tilgængelighed ikke noget, der finder
opbakning hos flertallet. Der er bred enighed om, at unges adgang skal begrænses – senest er aldersgrænsen for at måtte købe stærk alkohol (over
16,5 %) i marts 2011 sat op til 18 år – og at spirituskørsel bør sanktioneres
hårdt. Der må købes øl af unge over 16 år i dagligvarebutikkerne. Til sammenligning er aldersgrænsen 18 år for køb af cigaretter.
Til gengæld er der opbakning i befolkningen til at sætte afgiften op. Dette
vinder dog ikke genklang i regeringen, som mener, det vil føre til mere
grænsehandel (Ritzau, 24. februar 2009). Hvor Forebyggelseskommissionens forslag om at sætte aldersgrænsen op til 18 år er delvis implementeret,
har fx forslagene om forbud mod reklamer for alkohol eller begrænsning i
bevillinger ikke vundet nær så meget genlyd (Forebyggelseskommissionen,
faktaark: Alkohol, 2009).
Der er specifik regulering af alkoholsalg til unge og vejledning om afholdenhed for gravide, altså noget der tyder på, at danskere ikke er så blinde
for alkoholens skadevirkninger, når det kommer til stykket. Her adskiller
vejledningen om afholdenhed for gravide sig ved at have gennemslagskraft
omkring de fysiske skader, selvom det er afledt af bekymring primært for
det ufødte barn. For ellers er det som oftest negative sociale, venskabelige
og familiære konsekvenser, der føjer til bagsiden af danskernes oplevelse af
alkoholmisbrug. Ifølge Mandag Morgen og Trygfondens rapport er danskerne nemlig meget lidt bevidste om de helbredsmæssige konsekvenser
ved et for højt forbrug (Fremtidens alkoholpolitik – ifølge danskerne,
2009).
Der er desuden i høj grad tale om forebyggende foranstaltninger, når det
kommer til gravide og unges druk (også kaldet binge-drinking: mere end 5
genstande ad gangen) og på fremtidige konsekvenser, mens der fokuseres
på behandling af voksne. Forebyggelseskampagner for voksne bliver ofte
opfattet som moraliserende og fanatiske.
21
3.3
Tabuiseret
Hvor stress og depression til dels har formået at bryde tabuerne, er alkoholmisbrug stadig dybt tabuiseret og ofte fremmanet af billedet af ”manden
på bænken” og ikke noget, der hører sig en pæn familie til. Det til trods er
det højtuddannede og tilsyneladende velfungerende, der tager sig af en stor
del af alkoholforbruget (Forebyggelseskommissionen, 2009), og Mandag
Morgen og Trygfondens undersøgelse viser siden 2000 en stigning i antallet
af mennesker, der drikker over genstandsgrænsen (2009). Men identifikationen mellem misbrug og tab af kontrol trumfer almindeligheden af alkoholmisbrug. Når Sundhedsstyrelsen skønner, at 860.000 drikker over genstandsgrænserne – som på daværende tidspunkt var 14 genstande om ugen
for kvinder og 21 om ugen for mænd – og at 140.000 er deciderede afhængige af alkohol (Sundhedsstyrelsen, 2009), er der ikke tale om en ualmindelig uvane, men om en folkesygdom, der ikke tages særligt alvorligt.
KRAM kampagnen har haft held til at gøre opmærksom på problematikker
om især rygning, men også kostvaner og motion, mens alkohol på sundhedsskalaen fordeler sig anderledes end de andre tre faktorer i forhold til
livsmønstre (SIF, SDU og Trygfonden, 2009). Mennesker med kort eller
ingen videregående uddannelse ryger generelt mere, spiser mere usundt og
motionerer mindre end højtuddannede, hvorimod alkoholforbruget er højest
blandt de højtuddannede, og hvor færre fra denne gruppe ikke drikker overhovedet (Forebyggelseskommissionen, 2009).
Den generelle sundhedsdagsorden er ikke slået igennem, når det kommer til
alkohol, på trods af, at rygning, fed mad, motion og stoffer på tur har gennemgået diskussions- og reguleringsprocesser på baggrund af helbredsmæssige undersøgelser. Flertallet vil i langt højere grad acceptere regulering af
andre områder end lige alkoholen, hvilket kan skyldes, at alkoholens skadevirkninger opleves som socialt betingede.
3.4
Skadeligt også for familiemedlemmer
En britisk forskningsgruppe fremlagde i november 2010 resultaterne af deres komparative studie af en lang række ulovlige stoffer samt cigaretter og
alkohol, hvor alkoholens skadevirkninger for andre (pårørende, familie,
omgivelser) lå langt over et hvilket som helst af de andre undersøgte rusmidler. Da de helbredsmæssige og personlige skader også var blandt de højest scorende i undersøgelsen, konkluderedes det, at alkohol er langt det
mest skadelige – foran både heroin og kokain – når alle resultaterne blev
lagt sammen (Nutt et al., 2010).
Det er den dagsorden, Sundhedsstyrelsen nu også arbejder efter – at få danskernes øjne op for, at alkoholens skadevirkninger ikke kun har helbredskonsekvenser for den enkelte, men at misbruget inddrager de nærmeste i
dysfunktionelle familiemønstre, og at alkoholmisbruget især påvirker bør-
22
nene – på kort og lang sigt. Styrelsens sammenfatning Voksne børns oplevelser af belastning viser, at når det kommer til psykisk helbred, fysisk helbred, skilsmisse, egne alkoholproblemer og andres alkoholproblemer, andet
misbrug og vold, er denne gruppe langt mere udsatte pga. af deres opvækst
(Sundhedsstyrelsen, faktablad 5, 2009, efter Lindgaard, 2000).
Sundhedsstyrelsens ændrede fokus fra helbred til konsekvenser skal ses i
lyset af, at helbredskampagnen i danskernes bevidsthed er faldet ind under
individets ret til at bestemme over sit eget liv. I takt med, at der kommer
flere og flere undersøgelser (senest, ovennævnte britiske rapport), der viser,
at konsekvenserne for børn, samlevere og andre pårørende i skadevirkninger overstiger misbrugerens fysiske skader, bliver håndtering af alkoholproblemer i stigende grad til en samfundsopgave (Fekjær, 2008, i Pilotundersøgelse om Passiv Drikning i Guldborgsund Kommune, 2009), ligesom
rygning gradvist er blevet.
Passiv druk/’tredjemands-perspektivet’
Passiv druk er et relativt nyt begreb, der låner fra de effektive kampagner
mod passiv rygning, og som sætter begreb på de konsekvenser, børn af alkoholmisbrugende forældre og ægtefæller eller samlevere oplever på kort
og på lang sigt.
Mennesker bliver oftest udsat for passiv druk gennem fremmede eller nære
familiemedlemmer. Nogle oplever passiv druk gennem deres arbejde, hvor
fulde kunder, patienter eller klienter, eller folk i byen opfører sig grænseoverskridende, aggressivt eller voldeligt. Men passiv druk fylder mest i familien, hvor følelsesmæssig utilregnelighed også indgår og har betydelige
og livslange konsekvenser for ægtefæller, samlevere og børn (Pilotundersøgelse om Passiv Drikning i Guldborgsund Kommune, 2009).
Det øgede fokus på passiv drikning eller ’tredjemands-perspektivet’, som
formanden for Alkoholpolitisk Landsråd Johan Damgaard Jensen kalder
det, er en reaktion på, at alkoholens skadevirkninger på andre end den drikkende, endnu ikke har slået helt igennem. Ifølge den norske psykiater Hans
Olav Fekjær tilhører alkohol ikke den kategori, hvor man kan tale om individuel risikoadfærd – som er et af argumenterne mod en restriktiv alkoholpolitik. Tværtimod skal alkoholens største skadelige virkninger findes i omgivelserne og familien (”Passiv druk”, Magasinet Rus, 2009).
3.5
Sammenfatning
Alkoholkulturen indgår som en del af den værdimæssige kontekst, sagsbehandlere i de kommunale børnefamilieafdelinger udøver deres myndighedspraksis indenfor, når de problemafdækker, støtter børn og foretager deres
vurderinger.
23
I Danmark er alkohol nemt tilgængeligt og fylder meget i hverdagen og til
fest og indgår i mange mere eller mindre formelle sociale sammenhænge.
Holdningen til alkohol er både historisk og situationsbestemt. I dag er det fx
mindre accepteret at drikke alkohol i arbejdstiden end tidligere. Tendensen
peger også i retning af, at alkohol bliver mindre tilgængeligt ved arrangementer på børns institutioner både for forældre og medarbejdere og både i
åbningstiden og uden for åbningstiden.
Nydelsen af alkohol med et mindre individuelt tab af kontrol til følge er
generelt alment accepteret, og det normale er at drikke alkohol, hvorimod
afholdenhed er unormal. De fleste kender en, som drikker for meget. Spritkørsel og at drikke under graviditet er generelt uacceptabelt – her er der
konsekvenser for henholdsvis tilfældige forbipasserende og det ufødte barn.
Alkoholproblemer er et tabu for den, som drikker, og for familien, og identificeres sjældent med middelklassefamilien, selvom opgørelser peger på, at
der netop er alkoholproblemer i disse familier. For fagpersoner, som fx pædagoger og sagsbehandlere, er forældres alkoholproblemer også tabuiseret
og kan for nogle være kategoriseret som hørende til privatlivet. For de fleste
er det svært at tale om.
Sundhedsstyrelsens kampagner har hidtil lagt vægt på de helbredsmæssige
aspekter af alkoholmisbrug, men fokuserer nu mere på de relationelle konsekvenser for familiemedlemmer, børn og venner. Det er samtidig, i forhold
til relationerne, at den nyeste forskning på området viser de største skadevirkninger sammenlignet med bl.a. tobak og forbudte stoffer. Der er derfor
god grund til at skærpe fokus på de sociale omkostninger for den drikkende
og for de pårørende.
Alkoholkulturen, og at der ikke er en klar identifikation mellem forbrug og
misbrug af alkohol, gør det svært for sagsbehandlere at vurdere, om der i de
enkelte børnesager er tale om et stort forbrug eller om et overforbrug af alkohol hos forældrene, som går ud over børnene, familierelationerne, forældreevne og forældrenes omsorgsforpligtelser.
24
4
Alkohol i børnesager, analyse af tre sager
Sagsbehandlere er blevet bedt om at beskrive og vurdere alkoholproblemet
og dets konsekvenser for børnene og de voksnes forældreevne i konkrete
sager samt fortælle om den indsats, de har iværksat.
Børnefamilieafdelingernes børnefamilier har generelt mange og sammensatte problemstillinger, og det kan være vanskeligt at udskille, hvilke konsekvenser der knytter sig til bestemte problemer.
Fokus i denne undersøgelse er ikke på præcise angivelser, men på i hvilken
udstrækning alkoholmisbruget og dets konsekvenser overhovedet har prioritet i forståelsen af familiens og børnenes problemer og i indsatsen.
Vi har i det følgende valgt at fremstille 3 udvalgte børnesager, som repræsenterer samtlige 14 sager i forhold til de problemstillinger, de rejser.
Fremstillingen sker i caseform med henblik på at sikre, at også sammenhængen mellem beskrivelse af problemerne og valget af indsats bliver tydelig. Casene er fremstillet i anonymiseret form, hvilket betyder, at forskellige
forhold er ændret eller kamufleret for at hindre identifikation af den specifikke sag. Beskrivelserne er gengivet så eksakt som muligt bl.a. med citater
for netop at synliggøre, hvordan alkoholproblemer hos familien bliver forstået.
For hver case er udarbejdet en beskrivelse af: alkoholmisbruget, dets konsekvenser for børnene, forældreevnen og den besluttede indsats. Gennem
beskrivelserne afdækkes, hvilke betydninger alkoholproblemerne tillægges,
og hvor alvorlig en problemstilling sagsbehandlerne skønner alkoholmisbruget at være.
Vi diskuterer i denne undersøgelse, hvilken værdiorientering sagsbehandlerne og deres samarbejdspartnere tillægger voksnes alkoholproblemer og
deres konsekvenser i konkrete børnesager. Derfor følger for hver case efter
beskrivelsen en analyse af børnesagen med fokus på alkohol ud fra spørgsmålene:
Hvordan aktørerne beskriver alkoholmisbruget.
Hvilken betydning aktørerne tillægger alkoholmisbruget i forståelsen af
familiens og børnenes problemer.
Hvordan de beskriver misbrugets konsekvenser for børnene og for forældreevnen.
Samt i hvilken udstrækning indsatsen har fokus på alkoholmisbruget.
25
4.1
Første sag – uafklaret alkoholproblematik
Familien består af far, der er i arbejde, og mor, der er på dagpenge efter fyringsrunde samt 2 børn på 6 og 13 år. Far og mor bor sammen, men er på
vej mod skilsmisse. Ifølge sagsbehandleren er det en helt almindelig middelklassefamilie.
Beskrivelse af misbrug – uafklaret og modstand
Sagsbehandler finder det ved interviewet ”stadig uafklaret, om mor har et
misbrug”. Men ”der kan godt være misbrug hos hende”. ”Hvis der er, så
tror jeg, det er et aftenmisbrug, hvor hun får drukket sig et par glas for meget om aftenen, men jeg ved det ikke”… ”Men jeg kunne sagtens forestille
mig, at hun har et misbrug, som endnu ikke er kendt”. I tilknytning til et
udsagn fra far om, at mor går ud som et lys om aftenen og ikke er til at
vække, sige sagsbehandler, at ”det kan da også sige mig, at hun har et misbrug, at hun kan sove så tungt”.
Far siger mor drikker, men sagsbehandler finder det uetisk at spørge far om
mors misbrug. Far har fortalt, at han tror, hun gemmer alkohol.
Mor nægter misbrug og afviser at tale om det og forlader samtalen, hvis
sagsbehandler vil tale om det. Sagsbehandler mener, at mor både kan og vil
ud af et eventuelt misbrug, men at hun nægter både misbrug og behandling,
så længe skilsmissen står på, fordi det måske kan bruges mod hende i afgørelsen om forældremyndighed. Mor har afvist både misbrugscenter og parrådgivning. Skilsmissen anser sagsbehandler som det væsentligste problem.
Endnu ikke konsekvenser for børnene
Sagsbehandler oplyser, at hun ikke er bekymret for børnene. Det er de voksne, som har problemer, og det har tilsyneladende ikke konsekvenser for
børnene. Sagsbehandler er orienteret om det yngste barns situation via underretning fra fritidshjem om, at mor er mødt fuld op for at hente det yngste
barn. I underretningen bemærkes det, at barnet ”kan have nogle udsving,
hvor han bliver aggressiv og vred, men det er i perioder og ikke noget, der
er oplevet i forbindelse med, at mor er kommet beruset i institutionen”.
Sagsbehandler har indhentet status fra ældste barns skole, som har oplyst, at
han ikke har ændret adfærd. Sagsbehandler har ikke talt med yngste barn –
det er overladt til fritidshjemmet, som har god kontakt til barnet, og han har
fortalt en pædagog, at han ikke har oplevet, at mor drikker.
Pædagogerne og lærerne i børnenes skole og fritidshjem er klar over, at
forældrene har nogle udfordringer, men det er sagsbehandlers vurdering, at
det ikke har konsekvenser for børnene. Der er således ikke iværksat støtte
for børnene. Underretningen fra fritidshjemmet er baseret på, at mor møder
op fuld og ikke på barnets adfærd. ”De laver underretningen, fordi de er
bekymrede for familien, de har den der bekymring for, hvad sker der med
26
de voksne. For de ved, at det kan gå ind og påvirke børnene på sigt, men
der er ikke nogen ændringer at se hos børnene.”
Vurdering af forældreevne – der er en forælder, som ikke drikker
Sagsbehandler fortæller, at så længe mor ”ikke sejler rundt og ikke kan forholde sig til noget som helst og ikke render fuld rundt oppe i barnets institution, så er jeg ikke alvorligt bekymret”. Mor har ikke været påvirket ved
samtaler med sagsbehandler. Og ”når hun fortæller, hvordan hun bygger en
dag op, og hvilke rutiner og rammer hun vægter i forhold til sine børn, og
hvordan de ser ud, så lyder det fornuftigt”. På nuværende tidspunkt er
sagsbehandler ikke bekymret for børnene. Det skyldes bl.a., at ”der er en
mand derhjemme, der ikke har et misbrug. Så han skal nok sørge for, at
tingene bliver opretholdt”.
Tiltag rettet mod forældre – parrådgivning eller misbrugsbehandling
Forældrene henvises umiddelbart efter underretning telefonisk af sagsbehandler til parrådgivning, fordi forældrene er uafklarede om skilsmisse.
”Fordi børnene ikke er påvirket af det, og fordi det er på voksenplan problemet øjensynligt er, så jeg får dem videre til parrådgivning. Det er sådan
set min andel at få dem derind og så se, om de kan få hjulpet dem til at få
løst problemerne”. Parrådgivningen viderehenviser til alkoholrådgivning på
formodning om alkoholmisbrug hos mor. De finder ikke, de kan påbegynde
deres arbejde med parret, før mor er i behandling for det alkoholproblem,
som de mener, hun har. Mor dropper hurtigt misbrugscentret, hvis metoder
hun ikke kan acceptere.
Sagsbehandler taler med mor og far i telefon efterfølgende, og de kommer
første gang i forvaltningen til en samtale ca. et halvt år efter underretning.
Sagsbehandler har efterfølgende løbende haft samtaler med mor og far hver
for sig. Sagsbehandler har fortsat kontakt til familien. Planen er at få mere
kontakt med mor, men hun afventer skilsmissen, der vil medføre, at mor
skal have børnene halvdelen af tiden: ”og det kan hun ikke, hvis hun har et
misbrug”.
Sagsbehandler tror, at mor har været i alkoholrådgivningen to gange før
ophør. Men hun har ikke talt med alkoholrådgivningen om den konkrete sag
og har ikke indhentet misbrugscentrets vurdering af mors eventuelle misbrug.
4.2
Analyse
Karakteristik
Casen repræsenterer en gruppe børnefamilier, der normalt ikke – eller først
på et langt senere tidspunkt – kommer i kontakt med kommunen på grund
af formodning om alkoholproblemer. Det er nemlig en selvforsørgende familie, der ikke er kendt i socialforvaltningen, men opspores af frontpersonale, der i mange institutioner er blevet mere opmærksomme på og dygtigere
27
til at opdage alkoholproblemer og er bevidste om deres skærpede underretningspligt.
Dagbladet Politiken skriver den 17.05.11, at lærere og pædagoger oftere og
oftere underretter bekymringer om truede børn. Undersøgelsen fra Politikens research viser, at antallet af underretninger om børn til socialforvaltningen i snit er steget med 24 % på 3 år. Der er i denne undersøgelses casemateriale flere eksempler på selvforsørgende familier, der kommer i kontakt med socialforvaltningen via frontpersonalets underretninger. I nogle af
sagerne iværksættes en hurtig afdækning af problemerne og i forlængelse
heraf en indsats. Det er typisk de familier, hvor forældrene erkender alkoholproblemet med det samme og konsekvenserne for børn og familieliv og
derfor frivilligt tager imod behandlingstilbud.
Tidlig opsporing af et muligt misbrug
Det er imidlertid svært at starte en indsats, når der er tvivl om, hvorvidt der
er et alkoholproblem eller ej. Frontpersonalets underretning får familien i
kontakt med socialforvaltningen, men opfattes af sagsbehandler ikke som et
tilstrækkeligt argument i vurderingen af, om der er tale om et alkoholproblem i familien. Frontpersonalet underretter ud fra en holdning til fulde
mennesker og forældreansvar som uforenelige, og ud fra kommunernes vejledning om tidlig indsats over for alkoholproblemer i familier, som de er
pålagt via den skærpede underretningspligt.
Mors benægtelse og institutionens bekymring kunne give anledning til at
undersøge, om formodningen om alkoholproblemer og yngste barns adfærdsproblemer hænger sammen. Sagsbehandler accepterer mors benægtelse og imødekommer hende ved at tale om alkoholbrug. Det er klart et dilemma for sagsbehandler, at for meget fokus på alkoholen og dens omfang
får mor til at gå fra deres samtaler. Dermed kan sagsbehandler miste muligheden for et samarbejde og dermed muligheden for at hjælpe børnene.
Sagsbehandler har fortsat kontakt til og tillid fra begge forældre.
Tilsyneladende accepterer sagsbehandler desuden uden nærmere undersøgelse barnets afvisning af mors alkoholproblem over for pædagogerne i institutionen.
Den manglende afklaring af det mulige alkoholproblem kan være et tegn
på, at det er en børnesag, der ikke søges opsporet og afklaret, men afvises af
børnefamilieforvaltningen, trods kommunens udmeldte ønske om hurtig opsporing og støtte til børn i familier med alkoholproblemer. Institutionens
underretning bliver bagatelliseret, og mors mulige alkoholproblem bliver
almengjort: ”Det kan jo heller ikke nytte, at de sender alt ned til os. Og det
er jo heller ikke forbudt at købe vin i Brugsen…”.
28
Personlige værdier og erfaringer med alkohol
I socialt arbejde med udsatte børn er fokus på afvigelse frem for normalitet.
I sager om alkoholproblemer i børnefamilier er det ikke i kommunerne defineret, hvad normalitet er, og hvad afvigelse er, og det er svært for den enkelte medarbejder at finde ud af, hvad der skal ses som et alkoholproblem
Børnefamilieafdelingen skal gribe ind i, og hvad der betragtes som et normalt/acceptabelt forbrug.
I denne sag har sagsbehandler og frontpersonale tilsyneladende forskellige
syn på, hvornår der er tale om et alkoholproblem. Frontmedarbejderne har
som defineret i handlevejledninger reageret med en underretning, fordi de
er bekymrede for familien og dermed også for barnet, og især fordi de har
oplevet en konkret situation, hvor mor er beruset, da hun afhenter sit barn.
Synspunktet er helt overvejende, at alkoholproblemer defineres af konsekvenserne af forbruget i den enkelte sag. Derfor er konsekvenserne for børnene og familien betydningsfulde at undersøge i et bredere perspektiv. Men
i denne sag undersøges alkohol ikke som en særskilt problematik. Det viser
den begrænsning, der også er i den relative forståelse af alkoholproblemer
og rejser spørgsmålet, hvorvidt det i praksis overvejende bliver de personlige værdier, der arbejdes med.
Forældreevner vurderes praktisk og alkoholproblemer bagatelliseres
Sagsbehandler bagatelliserer mors forbrug som aftenforbrug og reducerer
det til at handle om et par glas for meget, selvom hun reelt ikke ved det og
også udtrykker bekymring som følge af oplysningerne fra far. I forhold til at
bedømme omfanget af forbruget lægges der vægt på, hvornår mor drikker
for meget. Sagen viser, at en ædru forælder i børnenes hverdag tillægges afgørende betydning for, om det er et alkoholproblem, der skal gribes ind
overfor.
På nuværende tidspunkt er sagsbehandler ikke bekymret for børnenes situation. Den vurdering hviler på, at far, der ikke har et alkoholproblem, kan tage ansvar for omsorg og praktisk arbejde i familien og i hjemmet, og desuden på mors fortælling om egen forældreevne, der i sagsbehandlers gengivelse handler om, at mor tilfredsstillende magter praktiske forældrefunktioner: de rammer og rutiner mor vægter i forhold til sine børn. Derudover er
tilliden til mors evne til selv at løse det mulige problem umiddelbar stor.
Skilsmisse er hovedproblemet, ikke alkohol
Sagsbehandler forstår tilsyneladende et eventuelt alkoholproblem som situationsbestemt og betinget af samlivsproblemerne. Skilsmissen bliver som
konsekvens deraf hovedproblemet – det endnu uafklarede alkoholproblem
knyttes til samlivsproblemerne og vil blive løst, når forældrene får afklaring
på skilsmissen, synes ræsonnementet at være. Mor har måske et alkoholproblem, men det snævre fokus på skilsmissen som problemudløser – og i
29
sidste ende problemløser – samt bagatelliseringen af alkoholforbruget får
som konsekvens, at det ligger ubeskrevet, uafklaret og uudtalt hen. Der bliver ventet på, at skilsmisseprocessen er overstået, og i mellemtiden er der
ikke en indsats i forhold til alkoholmisbruget eller børnenes trivsel.
Det kan handle om en problemforskydning – et vanskeligt og benægtet problem, der ændres til en mere let tilgængelig og erkendt samlivsproblemstilling, som sagsbehandler har en parrådgivning at tilbyde behandling i. Men
det kan også være en vurdering, som hænger sammen med ovenstående: der
er en ædru forælder og et funktionelt alkoholmisbrug – en såkaldt funktionspromille – der ikke forstyrrer det praktiske dagligliv omkring børnene.
Der er endnu ikke en sag at tage fat på
Trods formodning om alkoholproblemer hos mor fra det ene barns institution, fra parrådgivningen og far, der leverer beskrivelser af mors adfærd, der
sandsynliggør alkoholproblemer, så vælger sagsbehandler i første omgang
ikke at gå ind i problemstillingen. Den manglende afklaring på frontpersonalets bekymring og tiltro til mors fortælling kan betyde, at problemerne
kan få lov at vokse til fx yderligere konsekvenser for børnene og dermed en
mere omfattende indsats end problemer, der tages i opløbet, kræver. På den
ene side forventer sagsbehandler, at mor ikke vil være i stand til at udfylde
en 7-7 samværsordning med far om børnene på grund af det uafklarede alkoholproblem. På den anden side ønsker sagsbehandler, af hensyn til samarbejdet med mor, ikke at gribe ind, før en sådan situation er aktuel.
Konsekvenser er afgørende, men overses
Indtrykket fra sagsmaterialet er, at det har betydning for vurderingen af, om
det er et problem, hvornår der drikkes. Alkoholproblemet skønnes mindre,
hvis forældrene søger at skærme børnene ved at drikke om aftenen, når børnene ikke ser det, så forældrene på den måde viser kontrol, mådehold og
evne til at organisere dagen. Materialet antyder, at den type værdier spiller
en rolle i vurderingen af, om forældrenes alkoholproblem udgør et normbrud så alvorligt, at det skønnes at have konsekvenser for børnene.
Frontpersonalet har ikke magten i samarbejdsrelationen til at definere alkoholproblemet, selvom pædagogerne ligger inde med en konkret observation:
fuld mor sammen med barn, som får dem til at sende en underretning til
familieafdelingen, og som dermed bliver starten på børnesagen. I underretningen er alkohol i fokus, fordi fuldskaben konkret er observeret på et offentligt sted og på samme tid og sted som barnet. I underretningen er desuden en beskrivelse af barnets adfærd, som periodisk kan være præget af aggressivitet. De to observationer beskrives hver for sig, og frontmedarbejderne laver ikke en kobling mellem forælderens alkoholproblem og barnets adfærd. Deres opgave i forbindelse med underretning er også primært at udarbejde beskrivelser og observationer og i mindre grad at vurdere.
30
Alkoholbehandling er en forudsætning for parrådgivning
Alkoholbehandlingen kommer på banen i denne sag, fordi rådgiverne i den
parrådgivning, som sagsbehandler har visiteret forældrene til, ikke ønsker/formår at yde rådgivning, før mors alkoholproblem er stabilt/under behandling. Parrådgivningen bekræfter således fritidshjemmets underretning, at alkohol kan være et problem i familien.
Forståelsen er således, at det er vanskeligt eller umuligt at arbejde med de
metoder, der er til rådighed for terapeuter i parrådgivning, hvis den ene part
har et alkoholproblem. Det synes at være en udbredt forståelse i kommunerne, at tilbuddene om rådgivning både målrettet par og familien vanskeligt matcher familier med alkoholproblemer – kronologien er først alkoholbehandling, og derefter par/familiebehandling. Mor fravælger alkoholbehandlingen efter få møder, og sagsbehandler og misbrugscenter samarbejder
ikke i relation til dette. På den måde forsvinder fokus på alkohol i sagens
indsatser.
Der anlægges et individuelt perspektiv for alkoholbehandlingen – det er noget, som udelukkende er rettet mod den afhængige, og ikke mod den samlede familie – og der er ikke et samlet koordineret forløb omkring alkoholproblematikken. Afklaringen af, om der er tale om et alkoholproblem, er også
individuelt funderet, da far på grund af samlivsproblemer – og senere forestående skilsmisse – er part i den forestående myndighedssag om børnene,
og som sagsbehandler derfor ikke opfatter som etisk forsvarlig kilde.
Børneperspektivet
I denne sag bliver barnet brugt som informant ift. afdækningen af, om der er
tale om et alkoholproblem hos den ene forælder. Det er pædagogerne, som
spørger ind til dette, da de i forvejen har en god kontakt til barnet. Sagsbehandler eller alkoholkonsulent eller anden med alkoholekspertise bliver ikke inddraget i denne del af afdækningen.
I samarbejdet mellem sagsbehandler og frontpersonale er alkohol i fokus
som baggrund for etablering af en børnesag og ved den samtale med barnet,
som pædagogerne står for i forbindelse med afdækning af alkoholproblemet. Men samarbejdet omfatter ikke områderne, hvor pædagogerne har deres ekspertise, nemlig i afdækning af konsekvenser for børnene eller eventuel daglig pædagogisk støtte til barnet.
Der er ikke børnesamtaler med sagsbehandler i denne sag og heller ikke
indsats for børnene i tidsperioden, inden alkoholproblemet bliver afdækket,
løst eller eskalerer. Fordi der ikke er tilstrækkelige konsekvenser for børnene, og fordi eventuelle konsekvenser ikke afdækkes eller forbindes med alkoholproblematikken, er indsatsen målrettet de voksnes samlivsproblemer.
Der siges børneperspektiv og handles ud fra et voksenperspektiv – i forhold
til de eventuelle alkoholproblemer i familien.
31
4.3
Anden sag – mor bestemmer
Mor bor alene med sine to børn på henholdsvis 15 og 5 år og har altid været
enlig mor. Det ældste barn har regelmæssig weekendsamvær med sin far,
som beskrives som en god forælder. Det yngste barn har også kontakt til sin
far. Der er konflikter mellem mor og det ene barns far bl.a. vedrørende samværet og mors alkoholmisbrug. Mor er i arbejde.
Beskrivelse af misbrug – altid i perioder og alligevel tvivl
Mor skiftevis afviser alkoholmisbrug eller erkender, at hun kan drikke i dårlige perioder. Det drejer sig om et par øl om aftenen, siger hun. Ældste barn
fortæller, at mor drikker i det skjulte. At hun er fuld i perioder – rigtig fuld,
og at hun har levet med mors kroniske og voldsomme drikkeri gennem hele
sin opvækst. Sagsbehandler bemærker, at ”mor er vokset op i en alkoholfamilie”, og at hun ”altid har drukket” og i perioder drikker rigtig massivt.
Børnenes skolelærere og pædagoger har oplevet mor lugte af alkohol flere
gange. Både børnehave og skole har flere gange mødt mor fuld. Institutionsmedarbejdere har mødt mor ”stangstiv nede i Føtex”. Sagsbehandler har
prøvet at tale omfang af alkoholmisbrug med mor, men har erfaret, at det
kan hun ikke, for så går mor. Sagsbehandler vælger derfor at tale om forbrug.
På den ene side, siger sagsbehandler, at hun opfatter mors misbrug – og benægtelse af misbrug og dets konsekvenser for børnene – som sagens hovedproblem. Hun fortæller, at mor drikker i perioder, og nogle gange i de perioder passer sit arbejde og andre gange mister det eller er sygemeldt på
grund af sit alkoholproblem. På den anden side udtrykker hun også tvivl om
mors misbrug, når hun fortæller: ”Jeg har aldrig mødt mor fuld. Aldrig.
Hun har aldrig lugtet af alkohol. Det har hun ikke. Og hun lugter ikke engang ud af huden. Og man kan lugte det: Jeg havde engang en chef, der var
alkoholiker. Jeg kunne lugte det, bare han kom ind ad døren, bare han var i
lokalet. Det kan man jo lugte, selvom man er på antabus.”
Børnene har klassiske fysiske og psykiske alkoholskader
Begge børn er beskrevet med massivt fravær i skolen og store indlæringsvanskeligheder. Ældste barn har gennem årene fungeret som ”lille voksen”,
når mor var beruset: købt ind, lagt lillesøster i seng om aftenen, fysisk beskyttet lillesøster og læst højt for hende i hendes skjulested, når hun blev
angst for mors aggressive adfærd og vredesudbrud, og hun har passet hende, når mor gik på værtshus. Den ældste har desuden haft psykosomatiske
gener – mavesmerter, som hun har været indlagt for.
Yngste barn trives dårligt og lider bl.a. af inkontinens. Hun bliver af skolen
vurderet som specialklassebarn og af psykolog som klassisk alkoholskadet
– angst og skrøbelig. Da familien bliver klient i børnefamilieafdelingen,
begynder der at komme underretninger på yngste barn. Sagsbehandler mener, hun er et handicappet barn, der pga. mors afvisninger og fortrængnin32
ger og skolens manglende tidligere underretninger ikke får den hjælp og det
specialskoletilbud, hun skal have.
En god mor på nogle punkter – beskrivelse af forældreevne
Mor erkender, at det godt kan være, at hun drikker for meget ”nogen gange”. Men at hun ikke er ”sådan en alkoholiker, der ikke giver mine børn
rent tøj på om morgenen og ikke smører madpakke”. Sagsbehandler siger
om mor: ”Hun er ret fantastisk. Hun kan gå fra en yderlighed til en anden
på fem minutter. Hun kan råbe rigtig højt, men hun er skøn. Jeg kan rigtig
godt li mor! ”Hun kan noget. Bor i fint hjem, bager boller hver gang, jeg
kommer. Der er altid nybagte boller, og hun ser godt ud. Hun ligner ikke en
alkoholiker. Hun har et arbejde, men også to børn med massive vanskeligheder. Super god til at prioritere børnenes fritidsaktiviteter, få børnene til
at lave lektier, få pigen til gymnastik. På en måde er hun rigtig god. Hun er
en rigtig god mor på nogle punkter.”
Mor er meget højtråbende, ”hun lægger ikke fingrene imellem”. Hun kan
være meget grov i munden, også over for børnene direkte op i hovedet på
dem” – så især lillesøster gemmer sig.
Sagsbehandler har overvejet anbringelse, men ”jeg ville aldrig få det igennem med de her børn(…). Der er for mange ting, der fungerer. (…)Det er jo
to børn, der har en tilknytning til deres mor, der elsker deres mor (…) Hun
er for velfungerende.” Sagsbehandler mener ikke, der er grundlag for
tvangsforanstaltninger.
Indsats
Familien bliver klient i børnefamilieforvaltningen gennem talrige underretninger fra yngste barns far, som beretter om mistrivsel hos børnene pga.
mors alkoholproblemer. Sagen kommer imidlertid først i gang, da den ældste pige selv henvender sig om mors alkoholmisbrug, fordi mor indtil da har
aflyst samtalerne.
Mor afviser indsats, og sagsbehandler oplyser, at hun ikke har kunnet motivere mor – eneste indsats er samtaler med sagsbehandler, hvor mor deltager, ”som det passer hende”. Sagsbehandler synes selv, hun presser mor
meget – og nogen gange måske for meget. Det er tidligere forsøgt med (ikke alkoholfokuseret) familiebehandling med bl.a. det formål, at mor skulle
blive bedre til at håndtere konflikterne med det yngste barns far, erkende
misbrugets konsekvenser for børnene og lære at kommunikere lidt bedre,
men tilbuddet er afvist af mor.
Sagsbehandler kan ikke motivere mor til hverken at erkende eller gå i behandling for alkoholproblemer, så hun har derfor besluttet at satse på børnene og opfatter sig som børnenes advokat: hun arbejder nu på at få et specialskoletilbud til den yngste, som også har fået gennemført psykologisk
33
udredning flere gange samt tværfaglig udredning. Ældste barn har med succes deltaget i Alkohol-teenage-gruppe i et kommunalt tilbud og har samtaler med sagsbehandler, som også har lovet hende hjælp til at kunne flytte,
hvis hun ønsker det. Ældste barn har haft samme klasselærer hele skoleforløbet, men hun har aldrig underrettet. Misbrugscentret er ikke kontaktet angående hjælp til at motivere mor, men lederen fra ungegruppen har som led
i barnets deltagelse talt med mor, men har ifølge sagsbehandler også opgivet at motivere mor til behandling.
Det er lykkedes at overtale mor til at have en familierådgiver i hjemmet i
begrænset omfang. Familierådgiveren oplever ikke mor fuld og mener ikke,
der er tale om alkoholproblemer. Familierådgiveren har også som opgave at
tale med børnene om alkohol, ”men hun har ikke belæg for at tale om det,
for mor er ikke påvirket, når hun er der”.
Sagsbehandler har drøftet familien og mulig indsats med øverste ledelse,
fordi hun finder sagen kompliceret og er bange for ikke at gøre det rigtige
eller gøre nok. Konklusionen er, at hun ikke kunne gøre mere – at hun gjorde det rigtige.
4.4
Analyse
Karakteristik
Børnesagen repræsenterer en gruppe børnefamilier, der ikke umiddelbart er
kendt i børnefamilieafdelingen, selvom mor i årevis har haft massive alkoholproblemer og været klient i jobcentret, når hun modtog kontanthjælp.
Der er to børn, som gennem hele deres opvækst har været i dagtilbud, skoler og fritidshjem, hvor personalet har kendt til alkoholproblemet, men ikke
underrettet børnefamilieafdelingen. De fortæller om deres møder med den
fulde forælder ved samarbejdsmøder med forvaltningen.
Familielivet har været præget af alkohol gennem hele børnenes opvækst.
Mor er formodentlig ’kvartalsdranker’, som ikke drikker tæt hver dag, men
periodevis er meget fuld. Den ældstes far er en positiv faktor, men har ikke
vidst, at mor drak. Den yngstes far drikker muligvis selv, og konflikter mellem mor og far påvirker børnene meget, og sagsbehandler vurderer, at det
måske er det mest alvorlige problem for yngste barn.
De personlige erfaringer skaber tvivl og ikke klarhed
Trods underretninger er sagsbehandler ambivalent overfor at bestemme
mors problemer med alkohol, da hun varetager praktiske funktioner over for
sine børn, der dog tydeligt viser tegn på mistrivsel og indlæringsvanskeligheder.
Selvom der er massive udsagn fra bl.a. familie, samarbejdspartnere og ældste barn, tøver sagsbehandler – med en henvisning til personlige erfaringer
– med at kalde mors alkoholmisbrug for et alkoholmisbrug. Sagsbehandler
34
accepterer over for mor, at der tales om forbrug og ikke om misbrug. Og
der tales ikke om, hvor meget mor drikker. Hun tror, at mors alkoholproblem er situationelt betinget og fx bundet til mors aktuelle arbejdssituation.
Samtidig fortæller sagsbehandler også, at mor i perioder drikker massivt.
Mor er selv vokset op i en familie præget af alkoholproblemer, og det indgår i sagsbehandlers vurdering af familien som generelt belastet.
Sagsbehandlers personlige værdier og erfaringer omkring alkoholproblemer
trækkes frem i vurderingen af, om mor har et alkoholproblem, og bruges til
at så tvivl om mors alkoholproblem. Hun tror det, men vurderer ikke at have tilstrækkelig viden i forhold til, om mor drikker i øjeblikket.
Mor selv skiftevis erkender, benægter og bagatelliserer sit alkoholproblem
– ligesom sagsbehandler. Der synes at være tale om et alkoholproblem, som
er meget stort, men som sagsbehandler og mor er enige om ikke at italesætte. Sagsbehandlers valg kan være bestemt af de personlige erfaringer og
værdier omkring definition af alkoholproblemer, men også af hensynet til
værdien af at etablere et samarbejde med mor og dermed adgang til at hjælpe hende og børnene. For entydig fokusering på at få bekræftet et misbrug
kan blokere for samarbejde. Sagsbehandler formulerer på den måde en
usammenhængende vurdering af, om mor har et alkoholproblem.
Mor styrer relationen til sagsbehandler
Der lægges vægt på værdien af at etablere et samarbejde med mor og dermed få bedre adgang til at hjælpe hende og børnene, fordi sagsbehandler
har erfaring for, at for entydig fokusering på at finde argumenter for et misbrug kan blokere for samarbejde.
Samarbejdet i denne sag synes meget styret af mor, der deltager, som det
passer hende og dermed (også i spørgsmålet om at definere alkoholproblemet) viser magt i relationen til sagsbehandler og sagsforløb. – Værdiorienteringen i sager om alkoholproblemer i børnefamilier kommer også til udtryk i de praksisser og strategier, som organisationen og sagsbehandlere demonstrerer i arbejdet. Her handler det om, at mor oplever, at hun kan udeblive fra og aflyse aftaler – der sker ikke noget! Hun formulerer moderskabskompetencer og har en adfærd, der delvist lever op til forvaltningens
og sagsbehandlers og familierådgivers normative forventninger om at varetage de praktiske gøremål i børnenes hverdag. Mor formår dermed at undgå
at blive set med et alkoholproblem, som forvaltningen kan insistere på en
indsats overfor.
Børn med klassiske symptomer
Oplysninger om børnene viser to børn med massive indlæringsvanskeligheder, stort skolefravær og en kaotisk og problemfyldt skolegang. Yngste barn
beskrives som medfødt alkoholskadet og et specialklassebarn, der er fejlplaceret i folkeskolen.
35
Begge børn har et forringet psykisk og fysisk funktionsniveau, storesøster
med bl.a. psykosomatiske gener, der har ført til hospitalsindlæggelser. Hun
må i perioder påtage sig omsorgsopgaven over for lillesøster og ansvaret for
familiens dagligdag, når mor ikke magter opgaven, optræder utilregneligt
og forlader børnene for at gå på værtshus, og sagsbehandler kobler alkoholproblemerne til hendes rolle som ” lille voksen”.
Handlekraftige storesøstre
Det ældste barn er i denne børnesag en væsentlig aktør i forhold til at få sat
alkohol på dagsordenen samt fastholdt i sagen, forløbet og i familien. Hun
henvender sig uden opbakning fra sin mor til sagsbehandleren for at få en
samtale og fortæller her om at leve i en familie med alkoholproblemer.
Det er et gennemgående træk i de fremlagte børnesager, at de ældste søskende trækker et stort læs i familierne både før og efter, de bliver kendt i
børnefamilieforvaltningen. De arbejder i flere af familierne ihærdigt på at
holde den praktiske dagligdag sammen. I en sag sikrer en fraflyttet storesøster, at to yngre søskende kommer i skole ved daglige telefonopkald, og de
store søskende arbejder ihærdigt på at skærme de mindre søskende fra forældrenes angstprovokerende adfærd.
De insisterer på at kræve hjælp i børnefamilieafdelingerne til de mindre søskende, der har en tendens til ikke at blive set. De ældste søskende optræder
som advokater for de mindre søskende, fordi børneperspektivet ikke altid
når langt nok gennem søskendeflokken, eller fordi nogle søskende reagerer
indadvendt, og derfor er mindre iøjefaldende for de professionelle, som skal
opspore børn i familier med alkoholproblemer.
Værdifællesskab mellem sagsbehandler og mor
Sagsbehandler tilkendegiver en personlig stillingtagen – hun kan godt lide
mor, mors adfærd, mors udseende og mors varetagelse af morrolle og
værtsrolle. Selvom mor demonstrer dårlig evne til at prioritere børnenes
mest grundlæggende behov, mangler empati og har en adfærd, der fører til
traumatiske og angstprovokerende oplevelser for børnene – forhold der har
præget hele deres opvækst, så anerkender børnefamilieforvaltningen, at mor
også er en god mor.
Den manglende sammenhæng mellem de beskrevne konsekvenser af alkoholproblemerne for børnene og den positive vurdering af mors forældreevne
samt sagsbehandlers positive udsagn om mors udseende og adfærd viser en
risiko for, at egne normer og værdier (sagsbehandler og faglig ledelse) blokerer for faglighed, når klienterne demonstrerer normer og værdier, som vi
selv værdsætter: her er det gode praktiske forældrefunktioner/moderskabskompetencer og fælles værdier omkring adfærd og udseende, der måske
overskygger oplysninger om manglende empatiske og følelsesmæssige sider af forældrefunktionen. Disse sider af forældrefunktionen kan hentes
36
frem af beskrivelsen af konsekvenserne for børnene, men beskrives ikke
selvstændigt af sagsbehandler. Det kan handle om manglende viden om de
belastningsfaktorer, der er vigtige at få belyst i sager om alkoholproblemer i
familier. Til gengæld lever mor på andre områder op til sagsbehandlers og
kommunens værdier: Hun demonstrerer ressourcer, som værdsættes – fortæller, at hun interesserer sig for børnenes skole, sikrer børnenes ydre fremtoning og ser selv pæn ud, møder ikke beruset til møder og påtager sig
værtsrollen i hjemmet.
Det er positivt, at forældrenes evner anerkendes, fordi det kan være med til
at skabe den nødvendige tillid og samarbejdsvilje. Men det er et problem,
hvis imødekommelsen af egne normer og værdier er med til at skjule væsentlige problemer ved forælderfunktionen og børnenes vanskeligheder.
Dermed undervurderes alkoholproblemerne, børneperspektivet forsvinder,
og familien får ikke den nødvendige hjælp.
Samarbejde på tværs af institutioner
Det professionelle netværk har i denne sag svigtet sin underretningspligt, og
familiens og børnenes situation er kaotisk og voldsomt belastet, da den når
børnefamilieafdelingen. Lærerne på skolen har enten ikke opdaget problemerne eller har ikke turdet underrette tilstrækkeligt. Sagsbehandler indskærper over for frontpersonale, da hun mener, der er tale om ”offentligt omsorgssvigt”.
Værdimæssigt er det centrale her, at en prioritering af indsatsen for tidlig
opsporing og hjælp til børn i familier med alkoholproblemer skal gælde alle
sektorer i kommunen, hvis den skal fungere.
Opsamlingen på Sundhedsstyrelsens satspuljeprojekt: Børn i familier med
alkoholproblemer – gode eksempler på kommunal praksis (Højland, m.fl.,
2011) viser, at netop skolesektoren har en væsentlig rolle i opsporingen af
disse børn, men også at skolesektoren måske tydeligere skal påtage sig samt
definere opgaven – herunder skolernes faglige begrænsninger i forhold til at
arbejde med opgaverne selv.
Mor har været i beskæftigelse – afbrudt af arbejdsløshedsperioder, men jobcentret har tilsyneladende ikke opdaget, at der kunne være et alkoholproblem. Skolen har kendt til mors alkoholproblem og børnenes mistrivsel,
men søgt ”at rumme dem selv”. Sagsbehandler har således ikke haft mulighed for at opdage problemerne, da hun er afhængig af de tværfaglige samarbejdspartnere og af frontpersonalet i den tidlige opsporing. Problemet opdages derfor sent. Casen er et eksempel på det tunnelsyn, der kan opstå, når
arbejdsdelinger og specialiseringer baseret på værdiorienteringer som ”den
rummelige folkeskole”, og ”det skal kunne betale sig at arbejde”, fører til
manglende helhedsorientering i arbejdet.
37
Indsatsen er rettet mod børnene
Indsatserne i denne sag er primært vendt mod børnenes behov og symptomer og mindre mod mors alkoholproblemer. Mor har været indskrevet til et
familiebehandlingsforløb med henblik på at mindske konflikterne med faren til den yngste og også med henblik på at få en bedre kommunikation
mellem mor og barn samt for at give moren en forståelse af, hvordan hendes misbrug påvirker børnene, men hun deltager ikke længere i det. Familiebehandlingstilbuddet har ikke kunne motivere mor til alkoholbehandling.
Heller ikke alkoholbehandler har kunnet komme igennem til mor med hverken motivation eller behandling. En udmelding, som kan fortælle noget om
synet på alkoholproblemer i familier, hvor konsekvenser for børnene er veldokumenterede, nemlig at det er muligt for mor at sige nej til behandling,
og muligt for alkoholbehandler at afvise at kunne behandle moren.
Sagens forløb og praksis viser også, at indsats er bestemt af, om den, som
drikker, erkender sit alkoholmisbrug eller ej. På denne måde et syn på alkoholmisbrug som værende et individuelt problem, som den enkelte selv må
motivere sig i forhold til at ville ændre på eller ej.
Der er således ikke nogen alkoholindsats rettet mod mor. Sagsbehandler
mener, at mors motivation skal findes gennem børnenes tilbud, og satser
fortsat på tillidsforhold frem for tvang. Ældste barn deltager i et gruppetilbud målrettet unge fra familier med alkoholproblemer samt har individuelle
samtaler med en alkoholbehandler – begge dele er mor imod. Sagsbehandler vil gerne have særlig støtte til yngste barn og har tidligere søgt, men fået
afslag på ansøgning om støtteperson.
Familierådgiveren, der kommer i hjemmet 3 timer om ugen, har ikke indtryk af, at der er noget alkoholproblem, og snakker derfor ikke med hverken
mor eller børnene om alkohol. Familierådgiveren kommer i familien på fast
aftalte tider. Sagsbehandler peger på, at afdækningen er for planlagt, sporadisk og kræver langt mere, hvis de skal få indsigt i mors alkoholforbrug og
konsekvenserne for børnene. ”Ikke en gang om måneden i en time, men
hver dag på forskellige tidspunkter (…) Men den mulighed har vi ikke. Kari
Killen skriver i sin bog ”Omsorgssvigt er alles ansvar”, at det ofte vil være
afgørende for at undersøge et misbrugs konsekvenser for børnene, at der er
adgang til at observere familien og dens samspil over længere tid (s. 165).
Sagsbehandler har ikke selv ressourcer til at påtage sig opgaven, men har i
denne sag brugt en familierådgiver. Dette peger på, at mangel på tid og
fleksibilitet går ud over afdækningsprocessen.
Alkohol er børnenes vilkår
Synet på alkohol i denne sag er som et vilkår for børnene, fordi deres mor,
som drikker, ikke vil i behandling og ikke vil erkende sit misbrug og heller
ikke de skadelige følgevirkninger, det har medført for børnene.
38
Der er i børnesagen fokus på alkohol i samtaler og dokumenteret psykologisk og tværfaglig viden om alkoholmisbrugets konsekvenser for børnene. I
tilbuddene og i den professionelle støtte til børn og familie er alkohol udelukkende i fokus gennem det ældste barns gruppe og samtaler med alkoholbehandler.
Sagen tegner et billede af, at alkoholens konsekvenser for børnene er tydelige og veldokumenterede, og der er stor prioritet og mange professionelle
ind over kontinuerligt for at dokumentere konsekvenserne.
Den omfattende viden og dokumentation om alkoholproblemet og dets konsekvenser for børnene følges imidlertid ikke op af en indsats, hvad angår
alkoholproblematikken, men snarere et forsøg på afhjælpning af disse konsekvenser – bl.a. indlæringsmæssigt og adfærdsmæssigt på den ene side og
på den anden side en strategi ift. at kunne fjerne ældste datter fra alkoholen
ved, at hun har en mulighed for at blive hjulpet til at flytte samt gennem
samtalegruppe at opbygge det ældste barns mestringsstrategier i forhold til
at bo i en familie med alkoholproblemer.
4.5
Tredje sag – sen, men omfattende indsats
Børnene på henholdsvis 16 og 9 bor sammen med deres mor, og familien er
beskrevet som meget fattig – med en levestandard og et hverdagsliv præget
af fattigdom. Det ene barn har aldrig haft kontakt til sin biologiske far, som
nu bor i udlandet. Det andet barn har tidligere haft overvåget samvær med
sin far, som er stærkt alkoholiseret og ikke længere magter samvær.
Mor, der gennem mange år har haft et massivt misbrug, har i korte perioder
ordinært arbejde, er ofte sygemeldt og er primært og gennem mange år klient i jobcentret og langvarig kontanthjælpsmodtager. Hun er i jobcentret
placeret i matchgruppe 1.
Beskrivelse af alkoholmisbrug – livslangt og miljømæssigt
Mor har ifølge sagsbehandler et massivt alkoholmisbrug og har haft det
”igennem alle årene” – ”siden hun var 15 år eller sådan noget”. ”Hun
drikker øl og drikker som et hul i jorden”. Sagsbehandler fortæller, at mor
også ligner en alkoholiker: hun er ildrød i hovedet og er helt opsvulmet af
alkohol. I perioder er hjemmet omdannet til værtshus ”med et kæmpe netværk, der sad og drak derhjemme hver eftermiddag, når børnene kom fra
skole”.
Der har været megen råben og skrigen, skænderi og vold mellem mor og
hendes tidligere kæreste, der ikke længere er i hjemmet. Børnene ”har ikke
vidst, hvor de havde mor, og de har været bange, bange, bange for, hvordan situationen var om en time”. Hjemmet har været præget af uro, skænderier, råben og skrigen. Men sagsbehandler fortæller også, at mor selv siger, hun kun har drukket om aftenen, når børnene er kommet i seng.
39
Mor og børn beskrives som ”usle at se på og præget af fattigdom” – både
mor og børn ser forhutlede ud. Sagsbehandler ser disse beskrivelser som
udtryk for familiens fattigdom og ikke kun knyttet til misbruget.
Mor er selv vokset op hos forældre med et massivt alkoholmisbrug. Mor
mener, at hun kan drikke en eller to øl engang imellem om aftenen – uden
at der er tale om tilbagefald. Sagsbehandler er uenig og fortæller om tilbagefald, hvor mor drikker tre kasser øl og går under jorden. ”Det er fantastisk, at moren har gennemført et misbrugsbehandlingsforløb, uden tilbagefald i fem måneder… men når du har drukket hele dit liv, så tager det tid,
og det er vi nødt til at have respekt for”.
Børn med indlæringsmæssige konsekvenser – og isolerede
Begge børn har massive indlæringsvanskeligheder – og ældste barn har
ifølge sagsbehandler specialklassebehov. Hun er indlæringsmæssigt på 5.
klasses niveau, selvom hun går i 9. klasse. Lillebror beskrives som meget
umoden, flere år under sin faktiske alder.
Begge beskrives som isolerede i deres klasser – uden sociale kontakter og
venner, og de deltager ikke i fritidsaktiviteter. De beskrives begge med et
meget lavt selvværd. Yngste barn har dog haft en ven, som han i perioder
har overnattet hos, når mor har været for fuld. Som hovedregel opholder
begge børn sig ellers sammen med mor i hjemmet. Storesøster ville i begyndelsen af forløbet ikke erkende problemer i hjemmet. Hun fortalte sagsbehandler, at de havde det ”fantastisk dejligt hjemme” og ville ikke væk
hjemmefra – hun var altid hjemme og passede ifølge sagsbehandler både på
mor og på lillebror. Lillebror beskrives som afhængig af storesøster, han
”har levet under sin storesøsters vinger altid”.
Sagsbehandler mener ikke, børnene har medfødte alkoholskader, men at de
er ”dybt understimulerede af en mor, der selv er blevet understimuleret”.
Der er en udflydende grænser mellem forældre og børn i familien og et
stærkt fortrolighedsforhold mellem mor og børn. Børnene beskrives som
meget fattige og usle at se på og kan fx være iført sommertøj om vinteren.
Forældreevne – omsorgsfuld og reflekterende mor
Sagsbehandler fortæller, at mor ”prioriterer, at de hver dag sidder og læser
lektier”, samt at mor ”er en meget omsorgsfuld mor, en mor, der er meget
på sine børn”. Hun fortæller desuden: ”Mor har jo ikke fungeret på nogen
planer. Men der er noget, hun har kunnet, og det er at være til stede over
for sine børn. Og lige meget hvem jeg får udtalelser fra, så beskriver de
mor som en meget omsorgsfuld mor, der reflekterer sammen med sine børn,
og som vil det bedste for sine børn”. Foreholdt at oplysningerne lyder lidt
selvmodsigende, siger sagsbehandler, at ”jeg tror, hun har prøvet at beskytte sine børn meget”. Børnene har fortalt sagsbehandler, at de ”aldrig har
manglet en madpakke. Mor har lavet mad til dem hver aften – det med mål-
40
tider betød meget – de har altid haft rent tøj på. Mor har lagt dem i seng og
sunget godnatsang for dem. At der så er kæmpefest.. jo, jo. Men hun forstår
også godt konsekvenserne af sit misbrug for børnene. (…). Der har været
masser af omsorgssvigt, men der har også været nogle ting, hun har kunnet.
Ellers var det ikke gået i alle disse år. Der står i alle udtalelser, at det er en
mor, der er omsorgsfuld og tager sig af sine børn – som reflekterer og
handler efter deres bedste. Og som er god til at få de få økonomiske midler
til at række”. At mor kan snakke åbent med sine børn om sit alkoholmisbrug bliver set som en styrke, samt at hun evner at forsørge familien med de
få penge, der er til rådighed.
Indsats – en bred familieorienteret indsats
I denne børnesag er der iværksat følgende særlige indsatser for børnene:
børnegruppe, samtaler mellem barn og AKT-lærer, samtaler mellem barn
og sagsbehandler, ungdomsbolig med pædagogisk støtte, flerfamiliegruppe
i alkoholbehandlingen.
Mor henvender sig selv til familieafdelingen, fordi hun ikke kan tage ansvar
for sine børns situation. Hun søger gennem et halvt år at få kontakt til en
sagsbehandler, fordi hun ønsker en ungdomsbolig til ældste barn.
Jobcentret har ikke opsporet mors alkoholmisbrug, og sagsbehandler vurderer, at mors alkoholmisbrug forværres af pres om aktivering fra jobcentret
samt af arbejdstider i de periodiske job, moren har, som vanskeligt kan
kombineres med at have forældreansvar for to børn med massive problemer. Mor starter i fuldtids-dagbehandling for sit misbrug og i forbindelse
hermed etableres et samarbejde med jobcentret, således at aktivering ikke er
en forhindring for morens behandling.
Skole/klasselærere og fritidshjem har været klar over familiens problemer –
også alkoholproblemet, men har ikke underrettet børnefamilieafdelingen,
men søgt at støtte børnene selv. Det er sagsbehandlers vurdering, at det ældste barn skulle have været i en specialklasse, men fra skolen/læreren lyder:
”Vi har godt kunne rumme eleven.” En lærer har passet meget på og været
rigtig glad for eleven og beskyttet hende meget. Der er ifølge sagsbehandler
ikke kommet underretninger fra skolen. For den yngste har der i skoleregi
være samtaler mellem AKT-lærer og barn.
Sagsbehandler får i løbet af kort tid mor til at søge behandling for sit misbrug – alkoholdagbehandling på fuld tid. Moren er interesseret i et forløb,
som hun har hørt om gode erfaringer med fra en af sine egne venner. Sagsbehandler overlader til misbrugscentret at finde egnede behandlingsmetoder
i tillid til en medarbejder i misbrugscentret, hvis faglighed hun har respekt
for.
41
Forvaltningen støtter barnet i at blive etableret i en ungdomsbolig med pædagogisk støtte og med et særligt skoletilbud. Hun bliver tilbudt samtaleforløb i ungegruppe for børn i familier med alkoholproblemer, men ønsker
ikke at deltage. I stedet bliver der sat fokus på alkohol ved de samtaler, barnet har med en medarbejder tilknyttet ungdomsboligen, og hvor også sagsbehandler deltager.
Mor deltager som led i alkoholbehandlingen i flerfamiliegruppe, bl.a. i forhold til at forbedre samspillet med sine børn. Desuden er der løbende samtaler mellem mor og sagsbehandler.
4.6
Analyse
Denne børnesag repræsenterer en gruppe svært belastede børnefamilier med
mange problemer og vanskeligheder bl.a. beskæftigelsesproblemer, økonomiske problemer efter mange år primært på kontanthjælp, langvarige sygemeldinger, trivselsproblemer hos børnene og mors massive alkoholproblem.
Den mulige sammenhæng mellem disse problemer er ikke set i socialforvaltningen, beskæftigelsesforvaltningen eller børnenes institutioner.
Familien har manglet en helhedsorienteret hjælp. Misbruget er tilsyneladende ikke opdaget i hverken kontanthjælpsafdeling, jobcenter eller forskellige aktiveringsindsatser, og der er herfra ikke underrettet til børnefamilieafdelingen. Skole og fritidshjem har kendt problemerne, men søgt at støtte
børnene selv og har heller aldrig underrettet børnefamilieafdelingen. Mor
retter selv henvendelse og erkender sit alkoholproblem.
Frontpersonalets underretningspligt forsømmes
Sagen kommer kun ind i forvaltningen, fordi mor henvender sig angående
hjælp til sin ældste pige. Hun har en forventning om, at der allerede ligger
en sag i forvaltningen, pga. en gammel underretning fra dagpleje, som mor
også er blevet informeret om. Men stor udskiftning af sagsbehandlere har
medført, at sagen er havnet i et hjørne, og nuværende sagsbehandler får tildelt sagen, da den bliver taget op efter mors henvendelse.
Skole/klasselærere og fritidshjem har været klar over familiens problemer –
også alkoholproblemet – og set børnenes vanskeligheder, men har ikke underrettet børnefamilieafdelingen. Det er ikke en enkelt lærers fejlvurdering,
men institutionerne skole og fritidshjem, eftersom problemstillingen med
mors alkoholproblem ses af flere – bl.a. klasselærer og AKT-lærer. Skole
og fritidshjem har i stedet valgt at hjælpe og beskytte børnene.
Det er sagsbehandlers vurdering, at det ældste barn skulle have været i en
specialklasse, men fra skolen/læreren lyder: ”Vi har godt kunne rumme eleven”. En lærer har passet meget på, været rigtig glad for eleven og beskyttet
hende meget og taget specielle undervisningsmæssige hensyn til hende.
42
Dette valg indikerer, at mors alkoholproblem af institutionerne ikke er
skønnet så alvorligt, at det kræver børnefamilieforvaltningens hjælp og indsats, og at alkoholproblemet og de alvorlige vanskeligheder for børnene ikke har været koblet til mors alkoholproblem. Institutionerne har med andre
ord haft svært ved at se både, at der er alvorlige alkoholproblemer hos mor,
og at disse problemer måske ligger til grund for de indlæringsmæssige vanskeligheder, børnene har.
Beskæftigelsesindsats har ikke taget højde for alkohol
Selvom mor igennem mange år har haft kontakt til både jobcenter og ydelseskontor i forvaltningen og ifølge sagsbehandler bærer tydelige fysiske
tegn på misbrug, opdages det ikke – eller det problematiseres ikke, og mor
placeres fejlagtigt af jobcentret i matchgruppe 1, selvom hun har været ledig det meste af sit liv. Problemforståelsen i jobcenter og ydelseskontor har
således ikke omfattet mors alkoholproblem.
Den socialpolitiske værdiorientering i Danmark har gennem den seneste årrække sat fokus på at skaffe klienterne i beskæftigelse. Blikket har i ringe
grad været rettet mod andre vanskeligheder, herunder de vanskeligheder der
gør, at klienterne ikke er selvforsørgende. Helhedssynet er nedtonet både i
problemforståelsen og i organiseringen af arbejdet i kommunerne, der ofte
er prægede af en stram specialisering. Men hvis kommunernes prioritering
af opsporing og tidlig indsats for børn i familier med alkoholproblemer skal
fungere, skal alle sektorer deltage.
Erkendelse af alkoholproblem
Alkoholproblemet er beskrevet som massivt og desuden erkendt af mor.
Sagsbehandler lægger i sin beskrivelse vægt på, at mor selv er vokset op i et
hjem med alkoholproblemer, at mors sociale liv med årene er blevet entydigt knyttet til alkoholmisbrugsmiljøet, at jobcentrets aktiveringstiltag muligvis presser mor til at drikke endnu mere, og at børnenes far og skiftende
samlevere alle har haft misbrugsproblemer, samt at misbruget har været
dagligt: ”man har jo heller ikke kærester, der har været misbrugere, hvis
ikke man selv har et eller andet”. Sagsbehandler bruger disse oplysninger
til at vurdere, at misbruget vil være vanskeligt at komme fri af for mor og
vil kræve tid, samt at tilbagefald må forventes: ”ligeså mange år som du
har drukket, ligeså mange år skal du passe på med ikke at drikke”. Sagsbehandler er dog også inkonsistent i sin beskrivelse, når hun på den ene side
siger, at hjemmet har fungeret som værtshus om eftermiddagen – men mor
drikker først om aftenen, når børnene er lagt i seng.
Lever delvist op til normer for forældreskab
Forælderen er i stand til at overbevise både sagsbehandler og børnenes institutioner om, at hun trods et massivt misbrug har væsentlige kompetencer
som mor – så væsentlige, at børnenes skoler ikke underretter trods misbrugets voldsomme konsekvenser for børnene – og efterfølgende fastholder
43
vurderingen af mor som en god mor. Hun formår således at tale ind i personalets egne værdier og normative forventninger til morrollen, som kommer
til at skygge for fagligheden og dermed for opmærksomhed på de alvorlige
konsekvenser, alkoholproblemet har for børnene.
Trods denne forståelse af mors følelsesmæssige og praktiske forælderevner,
indgår dog også beskrivelsen af et massivt og langvarigt alkoholproblem og
af et hjem omdannet til værtshus med vold, larm og uro. Familien er præget
at udtalt fattigdom, som kommer til syne i børnenes påklædning og fremtoning, og som ikke kan skjules, selvom mor til dels formår at holde sammen
på familien udadtil.
Konsekvenser for børnene, fagligt og socialt
Der mangler også en sammenhæng mellem de konsekvenser, sagsbehandler
ser af mors alkoholproblemer hos de to børn – og den forældreevne, mor
beskrives med. Sagsbehandler fortæller udførligt om to børn med psykiske
konsekvenser i form af lavt selvværd og daglig angst bl.a. pga. en uforudsigelig hverdag med vold og højt konfliktniveau i hjemmet. Der er indlæringsmæssige konsekvenser, som bl.a. omhandler skoleresultater, der ligger
langt under det forventede faglige niveau. Svage faglige resultater kan dels
kobles til manglende stimulering i hjemmet, dels de mange sociale sammenhænge, som børnene ikke indgår i. Resultaterne kan også kobles til de
kaotiske vilkår i hjemmet, og den binding af koncentration og energi sådanne opvækstvilkår kræver. Børnenes sociale færdigheder er også forstyrrede:
børnene har ingen kammerater, tætheden på den alkoholiserede mor er tegn
på overdreven omsorgsfunktion – eller måske mangel på en naturlig afstand. Det er svært at forestille sig mor som en person og rollemodel, der
kan vise børnene, hvordan de skal mestre udfordringer i deres liv nu og senere. Storesøster har ifølge sagsbehandler haft en ansvarsfunktion for familien og den yngre bror. Vægten i vurderingen lægges for det første på udtalelser fra de institutioner, som burde have opdaget børnenes vanskeligheder
og desuden på mors fortælling om egne evner til at sikre, at det ydre er i
orden: rent tøj, madpakker og aftensmad.
En bred familieorienteret indsats
Der er fokus på alkoholmisbrug i indsatsen for familien og på alle familiemedlemmer på samme tid: ældste datter kommer væk fra alkoholen og fra
ansvaret for sin bror og mor og får et miljø, som understøtter de indlæringsmæssige konsekvenser, hun har. Samtidig tilbydes hun at deltage i en ungegruppe vedrørende alkohol.
Den yngste hjemmeboende dreng kommer i børnegruppe, hvor der er fokus
på alkohol i gruppen med andre børn fra familier med alkoholproblemer.
Han bliver styrket i at kunne tale om alkoholproblemerne og på den måde
bearbejde sine oplevelser samt får sat fokus på egne handlemuligheder.
Desuden giver det ham mulighed for at tilegne sig viden om alkoholafhæn-
44
gighed og til at lave nødplaner for, hvad han kan gøre, hvis mor får tilbagefald.
Mor kommer i alkoholbehandling, som er koordineret med jobcentret. Lillebror og mor kommer i flerfamiliegruppe i misbrugscentret med henblik på
at styrke mors forældreevne og samspillet mellem mor og søn. Mor har desuden samtaler med sagsbehandler, hvor alkohol også er i fokus. Mor er i familiebehandling, hvor der med udgangspunkt i, at hun har alkoholproblemer, bliver arbejdet med, at hun får styrket sine forældrekompetencer. Indsatsen følges i et tæt tværfagligt samarbejde mellem sagsbehandler, misbrugscenter, skole, PPR, jobcenter, talepædagog mv. Mors behandlingsforløb har foreløbig været vellykket, og begge børn er desuden i forløb, der
foreløbig har været vellykkede.
Der er desuden iværksat et efterbehandlingsforløb med psykologsamtaler
mellem mor og psykolog en gang om måneden bl.a. også med henblik på
morens egne oplevelser fra at vokse op i en familie med alkoholproblemer.
Og en gang om ugen til opfølgningsforløb hos misbrugsbehandler. Ved morens samtaler med jobkonsulenten er sagsbehandler med. Sagsbehandleren
er desuden opmærksom på, at sagen bør blive i forvaltningen i fremtiden,
baseret på hendes vurdering af, at mors baggrund kan give alvorlige tilbagefald, selvom både mor og børn har haft gavn af behandlingstilbuddene.
Hvordan bliver alkoholproblematikken forstået?
Sagens historik illustrer en individuel forståelse af alkohol, og at konsekvenserne for børnene bliver opfattede som knyttet til den aktuelle situation
og med et kort tidsperspektiv. Relationsperspektivet er således fraværende i
afdækningen af alkoholproblematikken, men det er til gengæld nærværende
i de aktuelle indsatser og i behandlingstilbuddene, fordi både mor og børn
får tilbud om behandling for alkoholproblemerne både sammen og hver for
sig, og fordi det ene barn i en periode få et tilbud, der betyder, at hun kommer væk fra alkoholen og de konsekvenser med bl.a. overdreven ansvarsbyrde, det har medført for hende.
To forskellige opfattelser af alkohol, som udtalt og som tabuiseret, kommer
til udtryk i denne sag, hvor mor har forventning om, at forvaltningen kender
til familiens alkoholproblemer, men hvor forvaltningen ikke i et langt tidsperspektiv har denne viden tilgængelig, hvorfor opsporing af alkoholproblematik og konsekvenserne for børnene igen er relevant. Det er den afhængige selv, som henvender sig for at få hjælp i familieafdelingen, fordi
konsekvenserne for børnene er for voldsomme. Desuden er moren motiveret til behandling – og hun kender i øvrigt også behandlingstilbuddet fra en
veninde, som har deltaget i det samme, og desuden har hun selv tidligere
været i familiebehandling. I denne sag har jobcenter og frontmedarbejdere
svigtet. De ser ikke eller vurderer ikke misbrugets karakter eller børnenes
tydelige tegn og svigter dermed deres ansvar for børnene. Det gør det svært
45
for sagsbehandlerne at gribe tidligt ind – og giver storesøster en central rolle som beskytter af lillebror.
Tværsektorielt samarbejde og opsøgende sagsbehandler
Sagsbehandler tager kontakt til en jobcenterkonsulent for at koordinere
mors forløb i beskæftigelsesforvaltningen, og samarbejdet medfører et mere
helhedsorienteret syn på morens situation end tidligere, hvor jobcentret har
presset mor i aktivering uden, at hun var udredt realistisk i forhold til hendes muligheder på arbejdsmarkedet. Den opfattelse, som kommer frem om
alkoholafhængighed, er, at det er både tids- og ressourcekrævende at være i
dagbehandling for sit alkoholproblem, og at det derfor vanskeligt kan kombineres med fremmødekrav i et aktiveringsforløb. En opfattelse af behandling for alkoholafhængighed er fuldtidsbeskæftigelse, hvorfor mor bliver
sygemeldt i jobcenterregi, så længe hun deltager i behandlingen. Sagsbehandler sørger for at bruge kommunens tilskudsmuligheder for at bløde op
på familiens økonomisk pressede situation.
Der er desuden etableret tættere samarbejde med skole og fritidshjem for
den yngste, og sagsbehandler er med til forældremøder og holder samtaler
med de forskellige institutioner for at koordinere indsatsen. Der er i denne
sag ikke kun fokus på konsekvenserne for børnene, men også på at tilbyde
en indsats, der når hele vejen rundt om familiens komplekse problemstillinger.
4.7
Sammenfatning
De analyserede børnesager repræsenterer samtlige af undersøgelsens sager.
Udover at forældrene har et alkoholproblem, er de forskellige, fx hvad angår familiens sociale udsathed, og om forældrene erkender alkoholproblemet eller benægter det. Sagerne belyser en variation i forhold til alkoholproblemets omfang, varighed, konsekvenserne for børnene, grad af forældreevne, samt hvilke indsatser som børn og familie tilbydes og modtager.
Analysen viser, at forskellige forhold skygger for og overtrumfer et alkoholfokus i praksis i børnesagerne i de kommunale børnefamilieafdelinger.
Det drejer sig om, at det er vanskeligt for sagsbehandleren at bestemme
konsekvenserne for børnene af forældrenes alkoholproblem. Det skyldes
bl.a., at problemerne bliver set på som kortvarige og i et kontekstuelt perspektiv. Viden om konsekvenser for børnene på både kort og lang sigt bliver ikke i tilstrækkelig grad brugt samlet i bestemmelse og vurdering af
problem og indsats. I børnesagerne søger sagsbehandler vedblivende efter
aktuelle tegn og signaler hos børnene – selvom der allerede er mange. Børnenes fx læringsmæssige, psykiske og sygdomsmæssige konsekvenser over
tid kunne med fordel blive vurderet samlet ud fra en alkoholoptik.
46
Sagerne viser også, at når der er massive, klare og klassiske konsekvenser
for børnene, bliver disse i forhold til iværksættelse af indsats overtrumfet af
eller periodisk sat til side på grund af fx forældrenes skilsmisseproces, at
den som drikker ikke erkender problemet, ikke er motiveret til behandling,
eller at tilbud med alkoholfokus ikke er til rådighed i kommunen eller for
alders- eller målgruppen.
Der ses i sagernes praksis en tendens til almengørelse og bagatellisering af
alkoholproblemet (at det fx er periodisk og situationsbestemt) i forhold til
familiens praktiske forældrekompetencer og omsorgsevner. Opvejningen af
konsekvenser af alkoholproblemet for børnene bliver i vid udstrækning sat
til side af vurderingen af forælderen, og den rolle forælderen har, hvad angår barnets basale behov som at få mad, rent tøj osv. Denne vurdering overtrumfer de fx psykiske og indlæringsmæssige konsekvenser, som barnet
har. Desuden er værdien om en samlet familie stærk og dominerer i nogle
sager også over de konsekvenser, alkoholmisbruget allerede har medført.
Det gælder især for de yngre børn.
Sagsanalysen viser også, at erkender den forælder, som drikker, at have et
problem, medfører det en alkoholspecifik indsats tidligere og også målrettet
familien i højre grad end i de børnesager, hvor dette ikke er tilfældet. Når
forælderen benægter alkoholproblemet, bliver det ikke i samme omfang
prioriteret at inddrage alkoholeksperter til at motivere forælderen til behandling. Dette tyder på et individuelt syn på alkoholproblemer i forhold til,
at det er en selvstændig og individuel proces at blive motiveret. Desuden
viser sagernes praksis, at det er vanskeligt for både frontpersonale og sagsbehandlere at tage dialogen om alkoholproblemer med forældrene, og at
den nogle gange fravælges på grund af en holdning om, at italesættelse af
tabu vil forringe samarbejdet og tillidsrelationen mellem professionel og
forælder. Tillidsrelationen og samarbejdet med forælderen prioriteres over
de klassiske konsekvenser.
Sagsbehandlerne har faglig viden om alkoholproblemer og konsekvenser
for børnene, og nogle har adgang til konsulenter med alkoholspecifikke
kvalifikationer. Deres personlige erfaringer spiller imidlertid også en rolle i
vurderingen af, hvorvidt der er tale om et alkoholmisbrug, som der skal gribes ind overfor. I anden sag, hvor forælderen altid har drukket periodisk, og
hvor konsekvenser for børnene er underrettet forvaltningen fra både anden
forælder og barn samt fra frontmedarbejdernes observationer, som har set
forælderen fuld, bliver der alligevel sået tvivl om alkoholproblemet, fordi
sagsbehandler ikke selv ser forælderen fuld, og fordi den, som drikker, ikke
ligner en, som drikker, i udseende og lugt. Der er beskrivelser af klassiske
skader for børnene, men de behandles ikke klassisk.
De indsatser, som iværksættes til støtte for børnefamilierne, kunne i større
udstrækning omhandle alkoholproblemer, også således at der først bliver
47
handlet på alkohol. I stedet ser vi i indsatsen i sagerne, at fx samlivsproblemer rangerer højere end alkoholproblemer. Desuden peger analysen af sagerne på, at alkoholbehandlingstilbud og metode i højere grad kan målrettes
børneafdelingens klienter og på den måde understøtte sagsbehandlernes
handlemuligheder og indsatser i forhold til forældres alkoholproblemer.
Fokus på alkoholproblematikken afledes overordnet af, at der ikke konsekvent og med den samlede viden systematisk arbejdes ud fra barnets tarv og
ud fra de samlede konsekvenser for barnet på kort og lang sigt.
48
5
Alkoholmisbrug i socialt arbejde
I de kommuner, som denne undersøgelse omfatter, er der et formuleret fokus på børn i familier med alkoholproblemer. Det værdimæssige udgangspunkt er, at negative konsekvenser for børnene af alkoholproblemer hos deres forældre skal afdækkes, og børnene og deres familie skal have hjælp,
hvis de har behov for det. Alkoholproblemer er således en problematik, som
kommunernes sagsbehandlere og frontmedarbejdere med kontakt til børn
skal gribe ind overfor.
Der har i kommunerne været arbejdet med at styrke den opsøgende og behandlende indsats for målgruppen bl.a. gennem:
Kvalificering af medarbejderne fx pædagoger, lærere, socialrådgivere i
de forskellige sektorer. Nogle er uddannet til nøglepersoner i forhold til
børn i familier med alkoholproblemer og har således dette fokus og ansvar for viden og indsats i egen institution og deltager derudover i et nøglepersonnetværk med medarbejdere fra andre institutioner.
Handlevejledninger med instruktion til socialforvaltningens medarbejdere, institutioner og skoler.
Udbygget tværfagligt og sektorielt samarbejde.
Organisering af indsatsen ved fx styregruppe og med oprettelse af en
børnefamiliesagkyndigfunktion, som medvirker til at fastholde både et
børneperspektiv og et alkoholfokus.
Skærpelse af alkoholpolitik på skoler og i institutioner samt fokus på
børn i familier med alkoholproblemer i de kommunale politikker.
Daglig støtte til børnene i hverdagen fra pædagoger og lærere. Indholdet
kan fx være ekstra opmærksomhed og omsorg, praktisk støtte som fx
madpakke og fødselsdagsgaver samt anerkendelse af barnets følelser,
støtte til barnet i relationerne til jævnaldrende børn og til forældrene og
samtaler med forældrene om, hvilke konsekvenser deres alkoholmisbrug
har for barnet.
Familieorienteret alkoholbehandling som ud over klienten også omhandler børn og familierelationer fx ved at styrke forældrekompetencen og
ved deciderede tilbud til børn, unge og familier, fx grupper.
Ingen af forvaltningerne i undersøgelsen har kortlagt antallet af børn i familier med alkoholproblemer i deres børnesager, og omend de er forsigtige
med at komme med et bud, skønner en af forvaltningslederne, at det gælder
for 68 % af sagerne, at alkohol er væsentligste årsag til, at sagen fortsat er
aktiv, omend det ikke nødvendigvis er den udløsende årsag til etablering af
børnesagen. Der er altså noget, der tyder på, at det er en betragtelig del af
børnesagerne, hvor alkoholproblemstillingen er en faktor.
49
I børnefamilieafdelingerne er det sagsbehandlerne, der i praksis skal vurdere behovet for indsats og hensigtsmæssige mål i forhold til familiernes og
børnenes problemer. Sagsbehandlernes vurderinger påvirkes af de værdiorienteringer, der udstikkes fra ledelse, tværfaglige samarbejdspartnere, misbrugscentre, den offentlige diskurs mv. Det er værdiorienteringer, der kommer til udtryk i synet på alkoholproblemer, men også i formidlingen af ressourcer til arbejdet, samarbejdet mellem faggrupperne osv. Samtidig er
sagsbehandlerne i deres arbejde med at opspore og hjælpe disse børn også
afhængige af, at deres samarbejdspartnere og ledelse understøtter arbejdet
med de arbejdsbetingelser, der gives, med underretninger, faglig viden osv.
Vi har interviewet repræsentanter fra kommunernes misbrugscentre, skoler
og ledere af børnefamilieafdelingerne for at undersøge deres syn på alkoholmisbrug i børnefamilier. Deres opfattelser af misbrug har betydning for
sagsbehandlernes arbejde, bl.a. fordi der ikke er entydige opfattelser af,
hvad misbrug er, og hvilke mål, midler og metoder man skal arbejde med i
forhold til problemet.
Misbrugscentrene har siden kommunalreformen i 2007 ligget i kommunalt
regi. Det giver mulighed for at diskutere en fælles tilgang til alkoholproblemer mellem kommunens forskellige forvaltninger, institutioner og misbrugscenter.
Vi har bedt ledere og sagsbehandlere i kommunernes børnefamilieafdeling
og nøglepersoner i skolesektor og behandlingssektor beskrive, hvordan de
definerer alkoholmisbrug, og hvorvidt der i deres institution eller børnefamilieafdeling er en fælles opfattelse af – eller har været en fælles drøftelse
af – hvordan man skal definere alkoholmisbrug, og hvornår man kan tale
om et misbrugsproblem, som det er nødvendigt at gribe ind overfor. Og vi
har bedt sagsbehandlerne beskrive det alkoholproblem, de ser i forhold til
de konkrete familier, som interviewene drejer sig om: Er der et alkoholproblem? Hvor meget drikkes der, hvordan og hvornår drikkes der? Hvor indgribende er problemet for familiens og børnenes liv, og hvilken indsats er
sat ind over for problemerne?
5.1
Viden om alkohol og børneperspektiv
Der findes en omfattende viden om, hvad der karakteriserer familier med
alkoholproblemer, og hvad der karakteriserer børn, der vokser op i disse familier. Den viden skal sagsbehandlerne bruge i deres analyser af, hvornår
alkohol er et problem i den enkelte børnefamilie. Det handler bl.a. om deres
arbejde med underretninger fra samarbejdspartnere, om det tværfaglige
samarbejde, om vurderingen af behov for ekspertbistand, i vurderingen af
behov for behandlingstiltag osv. At tilstræbe faglighed ved bl.a. at have viden om det sociale problem udtrykker også en værdiorienteret tilgang, fordi
den er et udtryk for, hvilken vægt man tillægger problemstillingen.
50
Der er imidlertid den vanskelighed for sagsbehandlerne, at de familier, der
er børnefamilieafdelingernes klienter, ofte har meget komplekse problemstillinger, og det kan være svært at være fagligt godt klædt på til dem alle –
og ikke mindst deres samspil. For mangelfuld viden om en social problemstilling kan imidlertid føre til usikkerhed og famlen og vil medføre tendens
til at forlade sig (for meget) på intuitiv viden eller personlige holdninger.
Sagsbehandlerne i denne undersøgelse har følgende tilgange til specifik viden omkring alkoholproblemer og konsekvenser heraf.
En gruppe peger på, at bl.a. Sundhedsstyrelsens nationale projekt har
medført fokus på samt givet et vigtigt vidensmæssigt løft, der gør, at de
føler sig betydeligt bedre klædt på til arbejdet med alkoholproblemer i
børnefamilierne i dag. De føler sig desuden godt hjulpet af bedre mulighed for ekspertbistand fra misbrugscentret eller fra kommunens ansættelse af en børnefamiliesagkyndig med særligt fokus på børn i familier med
alkoholmisbrug.
En anden gruppe har også fået tilført viden de seneste år, men synes fortsat de er famlende i forhold til at afdække, forstå og gribe ind over for
problemerne i familier med alkoholmisbrug. Men her fremhæves også
den tættere kontakt til misbrugscentrenes ekspertise og i nogle kommuner muligheden for at tilkalde en ansat børnefamiliesagkyndig, som kan
rådgive og sparre i den enkelte sag om alkoholproblemer.
Den tredje gruppe fortæller, at de primært baserer deres arbejde på praksiserfaringer eller personlige erfaringer. De finder ikke behov for særlig
ekspertise og samarbejder i begrænset omfang med misbrugscentret.
Praksiserfaringer og personlige erfaringer vil altid spille en væsentlig rolle i beslutninger i socialt arbejde. Men det er vigtigt, at ledelsen i bl.a.
organiseringen af arbejdet sikrer, at denne type viden udfordres kvalificeret, så det sikres, at værdiorientering bliver et fælles anliggende.
Det er kommunernes opgave at hjælpe børn og deres familier, når de voksne har alkoholproblemer, der har alvorlige konsekvenser for børnene. Vurderingen af, hvornår der er tale om alvorlige konsekvenser, som der skal
gribes ind overfor, ligger hos kommuner og sagsbehandlere. Det er dem,
der skal give begreberne konkret indhold og udpege børnene.
På lederplan i de kommuner, som deltager i denne undersøgelse, fortælles,
at de prioriterer opsporing af og støtte til børn i familier med alkoholproblemer højt. Der kan fx være uddannet nøglepersoner på kommunens børneinstitutioner inden for alkoholområdet og ansat børnefamiliesagkyndige.
Sagsbehandlerne bekræfter denne opfattelse i interviewene og deler opfattelsen af, at målgruppen har høj prioritet og fortæller desuden samstemmende, at de arbejder med et børneperspektiv, eller som børnenes advokat –
formuleringerne er lidt forskellige, men meningen den samme. Det er således sagsbehandlernes intention og opfattelse, at det er børnenes vilkår, der
er bestemmende for sagsbehandlernes arbejde og indsats, at arbejdet skal
51
inddrage børnene, og handlinger og indsatser i forhold til børnene skal besluttes sammen med børnene.
Børneperspektiv
Op mod halvdelen af de børn, der vokser op i familier med alkoholproblemer, udvikler ikke problemer i nævneværdig grad. For resten af børnene optræder konsekvenserne af forældrenes alkoholproblemer i forskellig grad og
på forskellige tidspunkter i børnenes liv – for nogen først i deres voksenliv.
Hvor alvorlige konsekvenserne bliver, afhænger bl.a. af, hvorvidt børnene
har et netværk at støtte sig til og får hjælp og beskyttelse fra. Her kommer
det sociale arbejde ind som del af det professionelle netværk, der kan være
med til at begrænse konsekvenserne for børnene ved at gribe relevant ind
med hjælp og støtte.
At arbejde med et børneperspektiv betyder, at man ønsker at tage afsæt i
børns oplevelser, lytte til dem, tage dem alvorligt, finde ud af deres erfaringer og tanker og desuden se dem som vigtige aktører i den proces, der handler om, at de skal få et godt liv. Det handler både om at se barndommen
som vigtig, mens den finder sted – og som vigtig i forberedelsen til voksenlivet. Per Schultz Jørgensen skriver, at dette perspektiv er særlig vigtigt i
forhold til udsatte børn, fordi ”et børneperspektiv i arbejdet (er) et vigtigt
korrektiv til en indsats, der sommetider – med rette – er blevet anklaget for
at gøre situationen værre for de børn, man ønsker at hjælpe.” (Bo, KarenAsta red., 2008). Som professionelt netværk formulerer sagsbehandlerne
dermed et fokus på børnenes situation og behov.
Sagsbehandlerne har generelt den opfattelse, at et evt. alkoholmisbrug er
defineret ved de konsekvenser, det har for familiens sociale liv – herunder
børnenes. Det er således konsekvenserne, der er i fokus.
Kommunernes værdiorientering i praktisk socialt arbejde med børnefamilieafdelingernes børn i familier med alkoholproblemer kan bl.a. ses i de professionelles konkrete arbejde med familierne, deres indsigt i og vurdering af
problemerne, den indsats, de sætter ind, og de redskaber, de har at gøre godt
med i dette arbejde.
5.2
Vanskeligt at definere alkoholmisbrug
Om man definerer et socialt problem, og hvordan man definerer det, afspejler hvilken betydning og hvilken værdi man tillægger det, og det har betydning for, hvordan man arbejder med og prioriterer problemet. Men det er
vanskeligt at definere alkoholmisbrug.
Umiddelbart er det svært at hente hjælp til afgrænsningen i de mere officielle forsøg på at afgrænse misbrug: Sundhedsstyrelsens formulerede genstandsgrænser fortæller om risikoen for helbredsskader (og har afsæt i
52
forskningsmæssig viden), men de fortæller ikke, hvor meget man kan drikke, når man samtidig skal fungere socialt – eller som forælder.
I Danmark anvendes desuden to forskellige diagnosesystemer inden for alkoholforskning og alkoholbehandling, WHOs ICD-10 og DSM-IV, når det
handler om at definere misbrug. DSM-IVs definition af alkoholmisbrug
fokuserer på sociale konsekvenser. Diagnosen siger bl.a., at alkoholmisbrug
er:
”Et dårligt tilpasset forbrugsmønster af et eller flere rusmidler, som
fører til signifikant funktionsnedsættelse, manifesterende sig ved ét
(eller flere) af følgende kendetegn inden for en tolvmåneders periode:
Tilbagevendende indtagelse af et eller flere rusmidler medfølgende
manglende evne til at indfri betydelige forpligtelser på arbejdet, i skolen eller i hjemmet (fx gentaget fravær eller ringe arbejdspræstation
relateret til rusmidlet/erne). Rusmiddelrelateret fravær, suspendering
eller bortvisning fra skole, forsømmelse af børn og familie/husstand.
Tilbagevendende brug af et eller flere rusmidler i situationer, hvor det
er fysisk farligt (fx at køre bil, mens man er hæmmet af rusmidlet).
Tilbagevendende rusmiddelrelaterede juridiske problemer.
Fortsat indtagelse af et eller flere rusmidler på trods af varige eller
tilbagevendende sociale og interpersonelle problemer forårsaget af
dette/disse rusmidler (fx konflikter med ægtefælle om konsekvenser af
beruselse, fysiske slagsmål).” Breumlund, Anne m.fl.., 2010 p.35
Det er vanskeligt at bruge definitioner direkte i praktisk socialt arbejde, når
man skal afgøre forskellen mellem misbrug og forbrug. Når definitionen
skal konkretiseres i det praktiske sociale arbejde, giver det problemer, fordi
vurderingen af sociale problemstillinger og deres konsekvenser altid vil
være til diskussion. Samtidig er ønsket i de undersøgte kommuner, at opmærksomheden skærpes på alkoholproblemerne, og at der etableres værktøjer, der mere systematisk og ensartet kan opspore alkoholproblemer. I en af
kommunerne har man valgt at forsøge med et tillæg til den børnefaglige
undersøgelse, som prøver at indkredse evt. alkoholproblemer. Med støtte i
skemaet spørges der bl.a. til alkoholmønster, de pårørendes opfattelse af
alkoholforbruget og den voksnes egen opfattelse af alkoholforbruget. Problemet er selvfølgelig, at det kan være vanskeligt at få ærlige svar ved selvrapportering. Omvendt tvinger skemaet et fokus på alkohol frem. På samme
måde kan en definition eller en fælles forståelsesramme til indkredsning af
alkoholproblemer bruges som et hjælperedskab, fordi den kan bidrage med
at strukturere, udvælge og sortere fagligt relevante oplysninger. Og den kan
understøtte vurderingen af, hvordan problemerne udvikler sig, hvor alvorligt problemet er, og den kan kvalificere det tværfaglige samarbejde, fordi
et samarbejde med afsæt i fælles forståelsesrammer sikrer en bedre kommunikation.
53
5.3
Konsekvenserne er i fokus
Flere af sagsbehandlerne tilkendegiver, at de i deres gruppe eller afdeling
har diskuteret og løbende diskuterer, hvordan de skal definere alkoholmisbrug, og hvornår der er tale om misbrug, som de skal gribe ind overfor. På
et generelt plan kan der spores to forskellige opfattelser af alkoholmisbrug:
Den, der vægter den kemiske afhængighed og manglende kontrol:
”Misbrug det er, når man ikke kan fungere i sin hverdag uden det pågældende middel og ikke kan sige: jamen så lader jeg da bare være,
hvis mine børn siger det. Dem, der kan lade være, de er ikke misbrugere. Men dem, der fortsætter og siger: jamen det er ikke noget problem, det kan jeg sagtens styre: de er misbrugere.”
”… Jeg vil betegne det som misbrug, for hun kan ikke styre det.”
Den anden forståelse er mest gennemgående og har karakter af en praksisideologi. Den siger, at forskellen mellem alkoholforbrug og alkoholmisbrug
handler om de sociale konsekvenser af anvendelsen: negativ indflydelse på
fx økonomi, arbejde, sociale relationer og evne til at passe børn:
”Vi har jo drøftet: hvor meget må man drikke som forælder. Og der er
det springende punkt: kan man passe godt på sine børn? Og vi ved jo
godt, at når man går rundt og er beruset hele tiden, så kan man jo ikke passe på sine børn.”
”Hvornår kan man sige, man er alkoholiker? Det er man jo, når man
kan sige, det påvirker familien. Når man ikke kan tage vare på de
funktioner, man skal i familien.”
Umiddelbart individualiserer og isolerer den første forståelse alkoholproblemet hos den, der har alkoholproblemet, mens den anden forståelse er
relativ, relationsorienteret og fokuserer på alkoholproblemets konsekvenser
for børn og familie. Det er en forståelse, som ligger op af DSM-1Vs definition.
Det er ikke forskel i forståelsen, der volder de store vanskeligheder i det
daglige arbejde med at spore og hjælpe de børn, der vokser op i familier
med alkoholproblemer. Alle relevante sektorer i kommunerne synes i praksis at have et afgørende element af relationsorientering i deres problemforståelse og i deres arbejde med alkoholproblemer og dermed fokus på konsekvenserne af et alkoholproblem. Vanskelighederne opstår, når medarbejderne skal vurdere, om der er et alkoholproblem hos børnenes forældre, og
hvilke konsekvenser det har for børnene i de konkrete familier, fordi – som
nævnt – vurderingen af et problem og dets konsekvenser altid vil være til
diskussion.
54
5.4
Alkohol – en diffus størrelse
Sagsbehandlernes arbejde med at bestemme et alkoholproblem kan virke
diffust, og det hænger måske sammen med den relative forståelse. Ingen af
institutionerne i de fem kommuner, vi har lavet undersøgelsen i, har en fælles faglig forståelsesramme, som den relative forståelse diskuteres i forhold
til. Selvom medarbejderne bl.a. gennem Sundhedsstyrelsens satspuljeprojekt gennem de seneste år har fået et vidensløft omkring alkoholproblemer
og konsekvenser af alkoholproblemer, og selvom de konkrete familiers alkoholproblemer drøftes i faglige møder, så er opfattelsen blandt de professionelle og de ledere, vi har interviewet, at det ofte er de personlige holdninger og moralske værdier og vurderinger, der fylder i disse sager i det sociale arbejde:
”Jamen – det (at definere hvad misbrug er) har været oppe på vores
fællesmøde med rådgivergruppen. Men jeg tænker, at jeg hele tiden
vender tilbage til min egen personlige holdning til alkohol.”
En leder fra et børnefamilieafdeling bekræfter, at der ikke er en fælles faglig forståelse af alkoholproblemer hverken i medarbejdergruppen eller i
kommunen. Hvorvidt alkoholproblemer opdages, og hvordan de gribes an,
kan derfor komme til at bero på tilfældigheder og sagsbehandlernes personlige tilgang til alkohol:
”Når vi drøfter sager, så kan jeg se, at det er meget personafhængigt,
hvor meget man har fokus på alkohol(..)Vi havde en snak om en sag,
som havde ligget i nogle år hos en sagsbehandler, der ikke kunne
komme videre i den og ikke ”kunne knække nødden”. Så skifter sagen
sagsbehandler, som efter to møder siger: Jamen den mor er alkoholiker. Den første rådgiver havde slet ikke haft tanken. Og det kan jo
handle om tusind ting, din egen opvækst, din egen baggrund, dit eget
forhold til alkohol…”
”Når vi diskuterer, er der meget stor holdningsmæssig forskel på,
hvor fuld man synes, forældre må være, før vi skal fjerne børnene – eller hvad det nu er for en indsats, vi skal ind med.”
Praksiserfaringer er et andet vigtigt arbejdsredskab, fordi de relateres mere
direkte til den konkrete – og ofte komplekse – situation, som socialt arbejde
i dagligdagen handler om. En sagsbehandler sammenkæder i følgende udsagn sin faktuelle viden om, hvad og hvornår mor drikker med sine praksiserfaringer:
”Jeg ved, at hun tager en sovepille hver aften. Der tager hun en rom
til. Men jeg ved jo også, at børnene på et tidspunkt har givet udtryk
for, at mor har ”voksensaft”. Så tænker jeg, at så er der noget i saften, som kun voksne må få. Det er efter al sandsynlighed vodka, gin eller noget andet. Men jeg har ikke noget at have det i. Men det er min
erfaring som sagsbehandler gennem mange år.”
55
Det er et gennemgående træk i undersøgelsesmaterialet, at sagsbehandlerne,
når det gælder praksis, bliver meget usikre på, om der er tale om et misbrug.
De leder meget, men alkoholproblemer er en diffus størrelse, de ikke kan få
fat på. Og her opstår også følelsen af, at selv praksiserfaringer kommer til
kort:
”Jeg tror, jeg skal have mere erfaring med den type af familier, før
jeg kan komme rigtig ind og få fat om det. Men som (børnefamiliekonsulenten) siger: Det er ikke sikkert, det hjælper, for hvad er sandheden!”
Sagsbehandlerne får mange oplysninger om alkoholproblemerne i sagerne
og mange signaler på, at det handler om misbrug. Oplysningerne kommer
mange steder fra: fra klienternes livshistorier, fra daginstitutioner, skoler,
borgere, misbrugers familie og fra børnene. Nogle gange bliver oplysningerne mødt med tvivl og usikkerhed hos sagsbehandler – eller de bliver bagatelliseret og ikke nærmere undersøgt og beskrevet.
Hvor meget bliver der drukket?
En af konsekvenserne af den relative definition er, at sagsbehandlerne ikke
søger afdækket, hvor meget der drikkes:
”Jeg er ikke interesseret i, hvor meget du drikker (…) Det er jo familiesituationen, der påvirker de børn… Om hun drikker 2 øl, eller om
hun drikker 10 øl, det er jeg egentlig ligeglad med. Det handler om, at
det påvirker børnene.”
”Det er aldrig et spørgsmål om, hvor meget eller hvor lidt, men det
har i hvert fald påvirket pigen. Og så er det jo egentlig lige meget, om
det er 1 eller 5 genstande.”
Sagsbehandlerne trækker således heller ikke på Sundhedsstyrelsens genstandsgrænser som et blandt flere parametre. Genstandsgrænserne siger
selvfølgelig mest noget om, hvornår man er i risiko for helbredsskader ved
alkoholforbrug. Men man ved, at børn lider følelsesmæssig skade, når der
drikkes for meget i familierne, og det kan være relevant at undersøge, hvor
meget der drikkes. Det er børnenes perspektiv, der er i fokus i udsagnene,
men som det fremgår i de beskrevne cases, er netop spørgsmålet om, hvor
meget der drikkes, en af de problemstillinger, der gør det vanskeligt at få alkoholproblemet på dagsordenen i arbejdet med familien. Spørgsmålet er,
om alkoholproblemet reelt tillægges så stor betydning i problemforståelsen,
når man ikke går efter at få omfanget beskrevet konkret. Selvom omfanget
ikke er hele historien, er det en del af den.
Hvordan der drikkes – situationsbestemt i tid og rum
Hvordan der drikkes bliver ikke systematisk undersøgt. Her har det tilsyneladende betydning, om den voksne erkender sit alkoholproblem og derfor
fortæller om det, eller om der er (større)børn, der vælger at fortælle om misbruget. Men ofte arbejder sagsbehandlerne med ubekræftede forestillinger:
56
”Jeg tror altid, at alkohol har været en del af deres hverdag” eller praksiserfaringer. Et eksempel er første case, hvor sagsbehandler bider mærke i, at
mor går ud som et lys om natten og ikke er til at vække, og ”det kan da sige
mig, at hun har et misbrug, at hun kan sove så tungt.” Sagsbehandler forestiller sig derfor, at der er tale om et aftenmisbrug, hvor hun ”får drukket
sig et par glas for meget”. Men som hun siger, ”jeg ved det ikke.”
Konteksten for alkoholindtaget og hvor børnene er, når den drikkende forælder er fuld, er afgørende for sagsbehandlers vurdering af alkoholproblemerne i familien og konsekvenserne for børnene. Er det om aftenen, når
børnene er lagt i seng, går forælderen væk fra hjemmet, når vedkommende
drikker, eller er børnene sammen med den fulde mor eller far. I underretningspraksis er det tillagt stor betydning, når en fuld forælder afhenter sit
barn i fx dagtilbud. I handlevejledningerne opfordres til underretning, når
det observeres. Der er således en forståelse af, at fulde forældre og børn ikke skal være sammen, mens rusen forestår. Det er en aktuel og midlertidig
forståelse af konsekvenserne for børnene af forældrenes alkoholproblem.
Der ses imidlertid også i materialet eksempler på massive konsekvenser for
børnene af forældrenes alkoholmisbrug og så fortsat en søgen efter dokumentation for, om og hvorvidt børn og den drikkende er sammen under rusen. Der er i børnesagerne en tendens til, at den drikkende skal være observeret i sin rus før vurderingen af, at der er tale om et alkoholproblem, som
der skal gribes ind overfor, er til stede. Indsatsen for børnene bliver bremset
af en aktuel forståelse af alkoholproblemer samtidig med, at årsagerne til at
forælderen drikker forklares med anamnetiske oplysninger, fx mors egen
opvækst i et misbrugsmiljø.
Flere sagsbehandlere er i interviewene inde på, at drikkemønstret har betydning for, hvor alvorligt misbruget er for påvirkningen af børnene. Der er
forskellige kontekstbundne og personlige opfattelser af, om børnene bedre
magter et liv med forældre, der har en ”daglig funktionspromille” end et liv
med en forælder med et kvartalsproblem. Men hovedindtrykket er, at et
kvartalsproblem er vanskeligere at bedømme konsekvenserne af og få hjælpeforanstaltninger til børnene igennem overfor, fordi der er perioder, hvor
misbruger fungerer i sin forældrerolle.
”Det havde måske været nemmere, hvis hun drak hele tiden. For de uger,
hvor hun ikke drak, der fungerede det.” Og hun fortsætter med følgende
mere generelle betragtning, som meget fint beskriver den opfattelse, sagsbehandlerne i materialet tilkendegiver – og som sagerne viser, at kommunerne praktiserer: Børnene lever i disse familier, hvor der er et dagligt misbrug af alkohol:
”Jeg synes, det kan være mere usundt for børnene at leve sammen
med nogle, der drikker fem dage hver sjette uge, som jeg har nogen
der gør, end dem der har en promille på hele tiden. Det er svært at
57
forklare: dem der drikker fem dage hver sjette uge, de drikker sig i
den grad i hegnet, så de ikke kan gøre noget som helst. Dem, der har
sådan en funktionspromille, de kan bedre sørge for, at aftensmaden
fungerer, at børnene kommer op. De kan bedre fastholde en eller anden funktion i et hjem, synes jeg.”
Betydning af børnenes alder
Endelig er der også det synspunkt, at der bedre kan tolereres et alkoholproblem hos forældre til større børn. Det kan være lidt svært at vide, om synspunktet bunder i, at de større børn bedre kan klare sig selv med praktiske
omsorgsopgaver, eller det er ”normalitetsforståelsen”, der er blevet udviddet: En ledende medarbejder fortæller, hvordan hun tidligere mente, at alkohol hos forældrene betød lægekontrolleret antabus, og blev det ikke overholdt, så var det fjernelse af børnene: ”Nu kan jeg godt mærke, at jeg er
blevet rundere med alderen og også med erfaringen og ved, at sådan er det
ikke nødvendigvis. Jeg er meget firkantet, når det er spædbørn. Så mener
jeg – med hjertet og med min faglighed, at så kan man ikke passe børn.”
Børnesagerne rummer eksempler på familier, hvor alkoholproblemet har
stået på gennem mange år. Nogle familier har ”fungeret” med en ”funktionspromille” og været selvforsørgende, andre har været klienter i børnefamilieafdelingen. Men dette tidsperspektiv omfatter ikke forståelsen af børnenes vanskeligheder, der oftest ses i et her og nu perspektiv. Der er meget
lidt fokus på beskrivelser af børnenes lidelser og behov i relation til, at det
er alkoholproblemer, de har levet med gennem – måske – en hel barndom.
Alkoholproblemet som en langvarig belastningsfaktor i børnenes liv tillægges ikke stor betydning.
En ledende medarbejder kritiserer i den forbindelse Barnets Reform, som
hun mener i for vid udstrækning fokuserer på barnets situation her og nu –
at barnet skal vise nogle symptomer, som måske ikke er der, fordi ”det er jo
tit de stille piger i de her alkoholfamilier, som er utroligt pligtopfyldende og
fungerer godt i skolen”. Den problemforståelse, som ligger til grund i Barnets Reform, kan efter medarbejderens opfattelse gøre det vanskeligt at gribe ind over for fx børn i familier med alkoholproblemer, hvor disse symptomer på dårlig trivsel endnu ikke er til stede. Og hun påpeger vigtigheden af
at kende og holde fast i den viden, der findes omkring børn der, vokser op i
familier med alkoholproblemer: ”Det er her vigtigheden af teoretisk viden
opstår. Vi er nødt til at holde fast i, hvad (alkoholproblemerne) betyder for
det voksenliv, (disse børn) får.”
Ikke standard at screene i forhold til alkohol
Det er ikke standard at spørge ind til alkoholvaner eller forbrug, når en børnesag starter. Der bliver ikke screenet i forhold til alkohol i nogle af de familieafdelinger, som denne undersøgelse har været i kontakt med, så det må
formodes, at det ikke er særligt udbredt. Ved screening forstås, at alle familier i forbindelse med opstarten af og i løbet af en børnesag spørges om år58
sagen til kontakten til familieafdelingen bl.a. er et problematisk forbrug af
alkohol. Medmindre alkoholproblemer er specifikt beskrevet i fx underretningen, spørges der ikke systematisk til det. Et argument fra sagsbehandlere
imod at spørge alle klienter om deres alkoholforbrug er, at det kan modarbejde den tillidsrelation, som de arbejder på at etablere mellem dem og forældrene. På den anden side er et argument for at gennemføre screening, at
de interviewede ledere af familieafdelingerne skønner, at de kun opsporer
toppen af isbjerget i forhold til klienter med alkoholproblemer.
En af de interviewede sagsbehandlere fortæller adspurgt, om hun er sikker
på, at hun i sine egne børnesager har overblik over, hvorvidt alkohol er en
problematik i familien:
”Nej det er jeg ikke. For det man tit kan opdage er, at man har nogle
problematikker, man har arbejdet med, men at alkohol så alligevel er
en del af billedet. Det er bare ikke det, familien har præsenteret mig
for. Man kan sige, at når jeg kommer, hvis jeg kommer ofte, så kommer jeg en gang om måneden, så det er måske mere, hvis der kommer
en udviklingskonsulent på banen, at man så opdager, at det der med
alkohol spiller en større rolle. Så det kan jeg langt fra være sikker
på.”
Sagsbehandlers indstilling til alkohol er på to niveauer: Det ene er præget af
det overordnede syn på alkohol som skadeligt for børn at vokse op i. Det
andet niveau er sagsbehandlers fortrolighed med alkoholproblematikken,
som afspejles i:
Hvordan der spørges, om der spørges gentagne gange, når samtalen falder på emnet, eller sagsbehandler bliver ved med at spørge efter sagen
officielt er ’løst’ – altså hvor ofte der spørges, og om alkoholproblematikken knyttes til øvrige problematikker i familien.
Om der spørges konsekvent ved hver sag for at afdække, om det kunne
spille ind i familiens problemer – altså en officiel eller uofficiel screening, om det flettes ind i samtales undervejs, eller om der kun spørges,
hvis sagen er underrettet pga. alkohol.
Om sagsbehandler ser alkohol som et selvstændigt problem, evt. ud af
flere, symptom på andre problemer; som et forbigående eller et langvarigt problem.
Hvorfor drikker forælderen?
Sagsbehandlernes overordnede syn på årsagen til forældrenes alkoholmisbrug er, at det er et resultat af komplekse sociale, kulturelle og psykiske
faktorer. De vigtige baggrundsfaktorer er for det første social arv og for det
andet aktuelle vanskeligheder, som har ført alkohol med som (nogen gange
kulturbestemt, andre gange social arvsbestemt) løsningsstrategi i forhold til
at dulme vanskelighederne/smerterne. ”Hun er selv vokset op i en alkoholfamilie, hvor far har drukket” – er en typisk formulering fra sagsbehandler-
59
ne kombineret med en aktuel problemstilling, fx krav, der ikke kan honoreres – en slags selvmedicinering i pressede situationer:
”Hun bliver presset rigtig meget af aktiveringsafdelingen, da hun
starter, og det magter hun slet ikke. Så går hun helt ned og drikker
rigtig meget.”
”Jeg tror, hun tager sig en lille en, når hun skal til møde på skolen eller med mig. Hun gør det for at stive sig af. Jeg tror ikke, hun har et
misbrug, hvor hun drikker hver dag eller drikker sig sanseløst beruset.”
Alkoholproblemet hos forældrene forstås således helt overvejende i materialet som en konsekvens af social arv, dårlige levevilkår og aktuelle problemer, der kræver selvmedicinering. Forståelsen er ikke omvendt, at alkoholproblemer er en væsentlig kilde til dårlige levevilkår, fattigdom, problemer
med at magte dagligdagen osv. Det kan være en af årsagerne til, at ”forståelsen” er stor, og tolerancen med alkoholproblemet rækker langt, som det
også illustreres i de fremlagte cases. Konsekvensen af denne problemforståelse kan blive, at alkoholproblemet løser sig selv, såfremt de øvrige sociale
vanskeligheder bliver klaret. Og faren er, at alkoholproblemet ikke får en
selvstændig prioritering blandt familiens sociale problemer.
5.5
Udfordringer i arbejdet med alkoholproblemer i
børnefamilier
Sagsbehandlere og nøglepersoner giver i interviewene mange forklaringer
på, at det er så svært at ”få fat i ” og arbejde med alkoholproblemer i børnefamilieforvaltningens børnefamilier.
Det handler for det første om den ”drikkekultur”, der er i Danmark, og som
gør det svært at sætte alkohol på dagsordenen. Alkohol forbindes i Danmark med positive sociale oplevelser for de fleste danskere. Alkohol er en
vigtig dimension i det sociale liv og fællesskab og har symbolværdi i forhold til at skabe ”hygge”. I Danmark er alkoholforbrug en privat sag – ikke
et samfundsanliggende som fx i Norge og Sverige, hvor alkoholforbrug i
langt højere grad er reguleret.
Sagsbehandlere og nøglepersoner er opmærksomme på denne alkoholkultur
og den værdimæssigt vanskelige ramme, den sætter for deres arbejde.
”Alkohol er jo en del af den danske kultur– i høj grad… Bliver man
inviteret til noget, så er det til mad og vin. Der er også kultur for øl
over hækken med naboen. Så man begynder at blande sig i folks privatliv ved at snakke om alkohol. Alkohol er jo en stor del af vores kultur – og det skal man ikke fornægte, at det har betydning.”
Alkoholkulturen gør det vanskeligt for både forældre og de professionelle at
adskille forbrug fra misbrug, og at få forældrene til at erkende, at det for-
60
brug, de opfatter som normalt og noget ”alle” har, i virkeligheden er et misbrug, fordi: ”Det er jo normaliseret (at drikke). Det er o.k. at drikke i Danmark. Det er o.k. at sidde på en bodega.”
De professionelle er også præget af alkoholkulturen, og de personlige værdier og normer kommer derfor også i spil i arbejdet:
”Alkohol er noget, alle bruger. Derfor er det rigtig svært at finde ud
af, hvornår du har et forbrug, og hvornår du har et misbrug. Man anklager folk for noget, som man selv har en norm for. Men hvor ligger
vores normer henne? Det er rigtig vigtigt at have den debat om normer og rammer og normalitet.”
”Hvornår drikker man for meget? Er det o.k. at drikke 2 glas rødvin
hver aften? Det er der jo rigtig mange mennesker, der gør – mig selv
også i perioder. Især i weekenden kan der da sagtens ryge lidt rødvin
ned. Men hvornår er det for meget?
Det er dette dilemma de professionelle skal arbejde med. Alkoholforbrug er
almengjort i dansk dagligdag og samtidig skal de professionelle have et blik
for og kunne bestemme, hvornår alkoholforbruget bliver farligt – hvornår
der drikkes for meget.
Alkoholproblemet er ofte vanskeligt at få øje på, uanset om familierne er
kendte i børnefamilieafdelingerne eller ikke. Alkoholproblemerne kan fylde
rigtig meget for børnene og stå på længe, før det giver symptomer hos børnene, som omverdenen reagerer på. Her spiller alkohol, som et tabubelagt
tema i familiernes og børnenes omverden, en vigtig rolle: Selvom institutioner, kolleger, arbejdspladser, familie osv. er bekendte med problemet, griber de ikke nødvendigvis ind. Det hænger selvfølgelig sammen med de faktorer, vi har beskrevet ovenfor, dansk kultur og almengørelsen af alkoholforbrug osv., men understreger også, at alkoholproblemet ikke er defineret
som et samfundsmæssigt problem, men derimod som et privat problem,
som det for nogle medarbejdere kan være svært at spørge ind til:
”Jeg tror, det med normerne betyder en stor del. Jeg kan også mærke,
specielt for de unge nye, at de synes, det er grænseoverskridende at
spørge ind til (alkohol).”
Der er sager, hvor alkoholproblematikken i familien kommer på dagsordenen, fordi familiemedlemmerne selv gennem henvendelse – enten underretninger eller ved personlige samtaler med sagsbehandler i børnefamilieafdelingen – fortæller, at der er alkoholproblemer i familien. Familiemedlemmerne har en forståelse af, at netop alkoholmisbruget er hovedårsagen til, at
der i deres familie er behov for støtte og indsats fra forvaltningen. De mobiliserer og evner at bryde tabuiseringen, loyaliteten og privatiseringstendensen, som omgærder alkoholproblemer i familien. Nogle børnesager starter
ved, at en ældre søskende selv henvender sig, ude af stand til at bære ansvaret alene mere, eller familie, der ikke længere kan holde ud at se passivt til.
61
Alkoholbehandlingssektoren er mest direkte og mindst tabuiserede i tilgangen til alkohol og afhængighed. Deres kerneydelse er at behandle borgere,
som er afhængige af alkohol, og tabuet er her snarere forældrerollen, som
også påvirkes af misbruget, og som der skal være fokus på i en behandlingssituation samtidig med den individuelle sygdomsforståelse.
Et andet synspunkt er, at behandlingsmuligheder og tilbud ikke er tilstrækkeligt tilgængelige og synlige. At det derfor er et problem, som mange professionelle ikke umiddelbart ved, hvordan de skal sætte ind overfor.
En medarbejder på et af misbrugscentrene mener, at netop det er en vigtig
årsag til, at sagsbehandlerne i børnefamilieafdelingerne ikke får afdækket
alkoholproblemer hos forældrene:
”De kan være nervøse for at få åbnet op for noget, som de ikke ved,
hvad de skal gøre ved.”
Der er stor variation i forhold til, hvilke tilbud kommunerne har til rådighed
mellem individuel og familieorienteret alkoholbehandling. Nogle sagsbehandlere oplever, at der er tilbud, som eksisterer på papiret, men som enten
er umulige at få igennem, eller som er optagede.
5.6
Det er ikke forbudt at drikke – stofmisbrug er værre
Det har betydning for, om et stof opfattes som problematisk eller ej, hvilke
personer der bruger det. I Danmark beskriver kun 7 % af befolkningen sig
selv som afholdende.
Der er derfor heller ikke som med misbrug af stoffer en negativ samfundsmæssig stillingtagen til alkohol – det er ikke forbudt at drikke, og alkoholforbrug er som nævnt stort set ikke reguleret i Danmark. Som en af sagsbehandlerne formulerer det:
”Det står jo heller ikke i lovgivningen, at man ikke må købe rødvin
nede i Fakta, vel?”
Misbrug af stoffer vurderes således af samfundet, men også af sagsbehandlere og nøglepersoner, som et alvorligere misbrug end misbrug af alkohol.
Det har tre årsager, hvoraf de to første baseres på netop en samfundsmæssig
stillingtagen helt uafhængig af de personlige opfattelser: stofmisbrug er
ulovligt, stofmisbrug fører ofte til yderligere kriminalitet, fordi det er dyrt,
og medarbejderne siger med henvisning til deres praksiserfaringer, at stofmisbrugere er dårligere til at passe deres børn end forældre med alkoholproblemer:
”Jeg synes jo, det er værre, hvis de har et misbrugsproblem med stoffer. Det handler selvfølgelig om, at det er ulovligt, du må ikke købe og
sælge. Jeg synes også, at de sager, jeg har haft med stofmisbrug, de
har været dårligere til at passe deres børn.”
62
Der indgår også politiske hensyn i den kommunale misbrugsbehandling, og
stofområdet er tilsyneladende i de fleste kommuner tildelt flere midler og
funktioner end alkoholbehandlingen. Det til trods skønner flere af medarbejderne i alkoholbehandlingssektoren, at flere borgere har alkoholproblemer end stofproblemer. Der er hos nogle alkoholbehandlere en opfattelse af,
at stofmisbrugsbehandling har mere politisk signalværdi, fordi det er ulovligt, og der kan stilles spørgsmålstegn ved, om prioriteringen mellem tilbud
og ressourcer til henholdsvis stof- og alkoholbehandling er den mest hensigtsmæssige.
5.7
Alkoholproblemerne opdages ikke
Materialet viser, at sagsbehandlerne ofte kan have svært ved at få indsigt i,
dels at børnene lever i familier med alkoholproblemer, dels hvilke problemer det afføder for børnene. Det ses desuden, at både sagsbehandlere og andre professionelle er mere tilbøjelige til at reagere på de voldsomme og udadreagerende symptomer end på de mere stille. Disse vanskeligheder handler om flere ting, som ofte spiller sammen.
En social problemstilling, som er så behæftet med tabu og benægtelse, kræver indsats fra og samarbejde med frontpersonalet og andre samarbejdspartnere, hvis den skal opdages og beskrives.
Interviewmaterialet rummer mange eksempler på, at de voksne forældre
med alkoholproblemer ofte gennem mange år har været klienter i jobcentre
og på kontanthjælpskontorer uden deres ofte massive alkoholproblem er
blevet opdaget. De optræder i aktiveringer, fleksjob og andre beskæftigelsesaktiviteter og er ofte sygemeldte, men alkoholproblemet opdages ikke.
Indtrykket er, at specialiseringen og fokuseringen på beskæftigelse som løsning af alle sociale problemer har medført et tunnelsyn og fravær af helhedsorientering i arbejdet, som kan være med til at fastholde og forværre
sociale problemer frem for at opdage og løse dem.
Materialet rummer desuden eksempler på sager, der skifter sagsbehandler et
utal af gange – og hvor ingen tager fat om alkoholproblemet. Sager, hvor
man er bekendt med, at ”forælderen havde et overforbrug – men der gribes
først ind flere år senere, da man i tilknytning til en ny begivenhed i familien
bliver klar over, at ”forælderen drikker mere end godt er”. Vanskelighederne med at erkende alkoholproblemernes alvor og sætte ind over for dem ses
således også i børnefamilieafdelingerne – og i de sager, hvor der allerede er
kendskab til alkoholproblemer.
Interviewene viser, at sagsbehandlerne får information og indsigt fra deres
samarbejdspartnere, medarbejdere i misbrugscentre, familierådgivere og det
frontpersonale, der møder børnene i dagligdagen i daginstitutioner, skoler
og SFOer. For sagsbehandlerne er det beskrivelser på anden hånd, men fra
professionelle, der ser børnene, ser deres samspil med forældrene og – i
63
hvert fald dele af – børnenes hverdagsliv. Det er vigtig information, fordi
forskellige faggruppers perspektiver på den måde kan bidrage til et samlet
billede og supplere eller korrigere hinandens iagttagelser – og nogen gange
opdage børnenes vanskeligheder tidligt.
Men materialet viser også, at oplysningerne nogle gange tilbageholdes af
samarbejdspartnere, der vælger at tage fat om børnene og problemerne selv.
Og de viser, at problemerne ikke altid opdages af samarbejdspartner – eller
at sagsbehandlerne ikke går nærmere ind i en afdækning af alkoholproblemer, som samarbejdspartnere udtrykker bekymring omkring, som det fx er
tilfældet i den første børnesag, som er beskrevet i rapporten.
I materialet er der eksempler på, at frontmedarbejderne nogle gange tilbageholder oplysningerne selv og ikke underretter børnefamilieafdelingerne,
og i stedet tager fat om børnene selv. Som i dette tilfælde, hvor to børn har
levet med en mor, der gennem mange år har haft et massivt alkoholmisbrug,
som skolen har kendt til. Sagsbehandler siger om skolen:
”De har godt vist, at mor drak. Det har været fuldstændig åbenlyst for
klasselæreren. Men de har ikke underrettet om det. Men de har sat en
AKT-lærer til at tage samtaler med hende.”
Karakteren af børnenes symptomer har betydning. De børn, der benytter en
overlevelsesstrategi der gør dem usynlige, passive og tilbagetrukne og nogle gange overdrevent veltilpassede, har svært ved at påkalde sig opmærksomhed omkring deres problemer. Det er tilsyneladende vigtigt med en adfærd, der bryder med de gængse normer, hvis de skal opspores: En sagsbehandler fortæller her om to børn, der gennem hele barndommen har levet
med en svært alkoholiseret mor, som også var klient i socialforvaltningen.
Hverken skole eller børnefamilieafdeling så alvoren af børnenes problemer.
Sagsbehandler forklarer hvorfor:
”Børnene har ikke været ligesom alle de børn, man ser rende i fuldstændig fri dressur på alle tider af døgnet. De har passet deres skole.
De er kommet hver eneste dag. De er kommet til tiden. Også hver femte – sjette uge, hvor de selv skulle sørge for at komme op (mor ”kvartal”-misbruger)… De har bare ikke formået at arbejde i skolen. De
har ikke fået noget ud af at gå i skole, så længe de boede hos mor. Det
er også de meldinger, skolen gav: De kom derop, de sad der og var
glade, og de var ikke svære at have. Men de lavede ikke noget, og de
kunne ikke få dem til at lave noget. Den store sad og tegnede hele tiden. Og den lille var der bare. Der kom ingen indberetninger fra skolen. De var ikke specielt bekymrede, for de generede ingen.”
Men selvom børnene viser behov for hjælp og sagsbehandler ved, at de er
loyale over for forældrene og derfor helst ikke taler om deres vanskeligheder, er der også eksempler på, at konsekvenser ”tales ned” af sagsbehandler:
Sagsbehandler siger om børn, der lever i et hjem, der beskrives som kaotisk
og ulækkert, fyldt med hundeekskrementer, gamle madrester og flasker:
64
”De var vant til det. Så de gik bare videre og hyggede sig med det, de
var i gang med. De var vant til det: ”Nåh... mor er lidt fuld i dag. …
Men de lagde også låg på sig selv. Selvom de sagde, at de havde det
godt, stod der hjælp i deres øjne.”
5.8
Tværfagligt samarbejde
Frontpersonalet – pædagoger og dagplejer i barnets dagtilbud, lærere i barnets klasse eller pædagoger i barnets fritidstilbud – er afgørende aktører i
den opsporende indsats og i at få formidlet bl.a. gennem en underretning en
bekymring for barnet om alkoholmisbrug i familien til familieafdelingen.
Der har været en tendens til, at der skal meget til, før det fremgår af underretningerne, at alkohol er et problem, og at underretningerne ofte udebliver
fra frontmedarbejderne i det hele taget. Der er ikke eksempler på, at jobcentret eller andre af institutionerne med kontakt til forældrene underretter,
og det kunne tyde på en fortsat udfordring i samarbejdsrelationen mellem
de professionelle, som ser forældrenes alkoholproblem, og dem, som ser
børnene i deres hverdag i institutionerne.
Undersøgelsens børnesager viser eksempler, hvor fx barnets lærer på skolen
gennem hele elevens skolegang har haft kendskab til, at barnet lever i en
familie med alkoholproblemer, men uden at vedkommende har udarbejdet
en underretning. Der har været kompenseret for barnet i hverdagen i skolen.
Der er også underretninger, som primært omhandler barnets adfærd, og
hvor det ikke er knyttet til forældrenes alkoholmisbrug, selvom frontpersonalet har set og observeret forælderen fuld. Det gælder fx også fra familiens
praktiserende læge, som har behandlet alvorlige konsekvenser for børnene
afledt af alkoholproblemerne i familien, men uden at alkohol bliver italesat.
Den relationelle forståelse af alkoholens konsekvenser slår ikke igennem,
og fraværet af samarbejde med socialforvaltningen betyder, at muligheden
for en koordineret tidlig indsats forbigås.
Frontpersonale fra klubber og skoler, som er interviewet i undersøgelsen
peger på følgende barrierer for at opspore alkoholproblemer i familien:
Begrænset viden om barnets tegn og signaler.
At barnet dækker over og skjuler alkoholproblemet i familien.
At forældres alkoholproblemer er svære at sætte i tale.
At alkoholforbrug og -misbrug betragtes som hørende til privatlivet.
At der mangler konkret dokumentation på alkoholproblemet.
Når der ikke er tilbud at henvise til.
Uafklaret om hvornår og hvordan de skal handle i forhold til problemet.
Bekymring for berusede forældre og/eller reaktioner hos barnet.
I den pædagogiske sektor er alkohol et tabu, hvilket er med til at gøre det
vanskeligt at tale med forældrene om, at bekymringen for barnet kan være
65
forårsaget af forældrenes alkoholproblemer. De interviewede fra den pædagogiske sektor nævner også, at når de har den daglige eller regelmæssige
kontakt til børn og forældre, skaber det også en forventning om tillid fra
forældrenes side, som kan være svær for dem at udfordre ved at tale om et
tabuiseret emne som alkoholproblemer:
”De (lærerne) har svært ved at tage den snak og konfrontation på en
bekymring – de føler, de beskylder, hvis de mistænker.” Skoleleder
Det spørgsmål, som frontpersonalet er usikre overfor, når de åbner for samtalen om forældrenes alkoholvaner, og hvordan det påvirker deres børn er:
”drikker du ikke selv”. De oplever sig sårbare ved at være en del af alkoholkulturen samtidig med, at de har en professionel faglighed i deres arbejde, de skal forholde sig til. Det kræver mod at spørge ind til alkohol, og de
skal være klar til at håndtere modspørgsmål, som relaterer til deres egne
normer og vaner:
”Jeg synes, at det er rigtig svært at sige til forældrene – vi har mistanke om, at du drikker – for de fleste forældre siger nej. Så man skal
sige det på en god måde og have god tillid til de forældre. Og når så
klasselæren ikke er meget for at sige det, så er det svært, så må man
have skolelederen med til at sige det, og så siger de – nej vi drikker da
ikke, det tager du fejl af – så skal man ligesom have sine argumenter i
orden og lade dem forstå at… der var nogle forældre, der troede, at
de fik fjernet deres børn. Det er jo ikke det, vi er ude på, vi er ude på,
at de skal få styr på det der drikkeri.” AKT-lærer
En børnefamiliesagkyndig fremhæver som sin fornemmeste opgave at få
frontpersonalet til at turde stille de svære spørgsmål, fordi det i længden vil
gøre det nemmere at stille det og at få et svar, hvis spørgsmål til alkoholvaner bliver en integreret del af omsorgsarbejdet, og tabuet bliver nedbrudt:
”Men det er jo også derfor, at mit arbejde ude på fronten er så vigtigt
og så stort, for det er det med at få dem til at turde det”.
Der er i denne undersøgelse frontmedarbejdere, som underretter også specifikt om forældres alkoholproblem Det er fx en sundhedsplejerske, som efter
et hjemmebesøg i forbindelse med barnets fødsel observerer og efterfølgende underretter familieafdelingen om, at mor lugter af alkohol og ryster. Eller en skole, som underretter, at mor er fuld ved skolefester, eller en børnehaveleder, som skriver i underretningen, at mor lugter af alkohol og har en
misbrugsadfærd, når hun henter barnet.
I nogle sager er det tværfaglige samarbejde mellem sagsbehandler og fx
medarbejdere i den pædagogiske sektor begrænset til de underretninger,
som frontmedarbejderne udarbejder og indsender. I andre er det pædagogiske personale med til at afdække – gennem samtaler med barnet – om der er
tale om et alkoholproblem i familien, der skal gribes ind overfor. Der er
også børnesager, hvor der er et tværfagligt samarbejde. Et kendetegn er
66
imidlertid, at det kan være vanskeligt at få et fokus på alkohol i relationen,
og der er eksempler på sager, hvor ingen af deltagerne i det tværfaglige
samarbejde har alkoholekspertise. En begrundelse fra sagsbehandler kan
være, at hun netop selv har personlige erfaringer at trække på omkring alkoholmisbrug og derfor ikke har haft brug for at hente ekspertise fx fra
misbrugscentret. Men det kan også handle om, hvilke ressourcer der er til
rådighed. I kommuner med en børnefamiliesagkyndigfunktion vil både alkoholekspertisen og børneperspektivet gennem denne samlende funktion
have mulighed for at blive tilgodeset.
Undersøgelsen peger generelt på udvikling af samarbejdsprocessen mellem
frontpersonale i børnenes pædagogiske og undervisningsmæssige tilbud og
familieafdelingen, fx gennem dialogmøder, tværfaglige møder, trivselsteam
eller andre samarbejdsformere, som kan ses som en udvidelse af underretningspraksis.
En sag fra interviewmaterialet viser, hvordan koordination imellem sektorer
kan skabe en hurtig forbedring i familien ved at sætte ind på mange områder på en gang:
En dreng er henvist til psykolog, som henvender sig til en fagleder i socialforvaltningen angående alkoholproblemer i familien, som påvirker drengen.
Sagsbehandler, som får sagen, har erfaring med at håndtere alkoholproblematikker og inddrager rusmiddelcentret, børnefamiliebehandler, drengens
psykolog og frontpersonale på skolen i beslutninger om, hvad der skal sættes ind med. Dette foregår til møder, hvor der også diskuteres vigtigheden
af, at alkohol bliver bragt på dagsordenen generelt i familiesager. Sagsbehandler har desuden løbende kommunikation med forældrene, som indvilger i at ændre deres drikkevaner. Ansvaret for at få løst problemerne med
alkohol er ikke blevet skubbet rundt i kommunen, men er tværtimod blevet
taget af alle involverede parter. Sagsbehandlers syn på alkohol er relationelt, og derfor får alle i familien tilbud, der passer til deres behov, også de
to mindre søskende, der ikke reagerer på alkoholen i hjemmet. Alkoholproblemerne opfattes som et særskilt punkt i en dagsorden af flere punkter, der
afspejler familiens problemer eller dysfunktion. Der er bred enighed blandt
behandlere og frontpersonale om at kunne tale åbent om alkohol.
5.9
Ressourcer og tilbud til rådighed
Kommunens prioritering af indsatsen kommer til udtryk i de ressourcer, den
tildeles. Nogle af de kommuner, vi har lavet undersøgelsen i, har bl.a. valgt
at ansætte særlige børnefamiliesagkyndige medarbejdere med fokus på alkoholproblemer enten i børnefamilieafdelingen eller i misbrugscentret – og
viser på den måde, at problemstillingen tillægges værdi. I nogle kommuner
er der etableret et tættere samarbejde med misbrugscentret, og opfattelsen
er, at disse indsatser har givet større viden til de professionelle om konsekvenser for børn af et liv i familier med alkoholproblemer, et bedre samar67
bejde samt styrket det forebyggende arbejde, fordi flere problemer opdages
tidligere.
Men netop i afdækningen af konsekvenserne for børnene og i muligheden
for at få indsigt i familiernes liv og dagligdag trækkes manglende ressourcer
også frem. Nogle af sagsbehandlerne beklager, at de ikke har mulighed for
selv at komme så hyppigt i familierne, at de kan opdage alkoholproblemerne og konsekvenserne af dem. Der peges på begrænsede ressourcer til brug
af familiekonsulenter, der ved deres arbejde i familiernes hjem kan få indsigt i familiernes dagligdag og på den måde være med til at afdække eventuelle alkoholproblemer og konsekvenser – eller på egne muligheder for at
komme i hjemmene:
”Hvis jeg kommer ofte – er det en gang om måneden. Så det er, hvis
der kommer en familiekonsulent på banen, at man så opdager, at det
med alkohol spiller en større rolle (end jeg kunne se).”
Ressourceknaphed betyder, at sagsbehandlerne må hvile deres vurderinger
på forældrenes udsagn, når alkoholproblemerne skal afdækkes. Og det er af
flere grunde vanskelige betingelser, bl.a. fordi det er i forældrenes praktiske
handlinger og ikke i deres udsagn, de demonstrerer deres valg og forældrefunktioner, og udsagnene kan være misvisende. En ledende medarbejder
fortæller her om dilemmaerne med at få afdækket problemerne med de
kommunestørrelser og ressourcer, der i dag er til rådighed:
Det planlagte hjemmebesøg er ikke en løsning: ”Vi ved jo, hvor gode mennesker er til at skjule den slags problemstillinger. Så når de ved, at vi kommer kl. 14, så skal de nok sørge for ikke at lugte. Og der ligger da ikke nogen tomme flasker.” Når der ikke er tid til hjemmebesøg, bliver familierne
kaldt til samtaler i børnefamilieforvaltningen:
”Det dur bare ikke. Vi skal derud. Det med at have en samtale med
forældrene, en samtale med barnet, indhente skoleudtalelse og så
konkludere noget… hvor alt foregår herinde. Det kan man ikke. Vi
skal ud og se folk i deres rette element. Alle kan stramme sig op i to
timer herinde.”
Det går desuden igen i sagsinterview, at det er meget svært for sagsbehandlerne at få tildelt støttepersoner til især de yngre børn med et meget dårligt
funktionsniveau.
Frontpersonalet har – uanset om forældrene er motiverede til behandling
eller ej – den daglige kontakt til barnet i dagtilbud, fritidstilbud og skole. En
indsats i hverdagen er den daglige pædagogiske støtte. Der er i sagerne ikke
indarbejdet den daglige pædagogiske støtte i hverdagen som en del af indsatsviften i børnesagen. Men den kan foregå på institutionerne og skolerne
som en uformel og uafhængig støtte, som bl.a. pædagogen i barnets klubtilbud varetager.
68
Alkoholbehandlere peger desuden på manglen på tilbud til voksne børn
over 18, som forventes at klare sig selv, ud over at de bliver ved med at have stærk ansvarsfølelse – og ofte også -funktion – for deres mindre søskende. Der findes ikke nogen tilbud til denne gruppe, hvorimod børn under 18
og pårørende nogle steder har tilbud i rusmiddelcentret.
Familierådgivning og alkoholbehandling
Et dilemma i sagsbehandlingen er, om en indsats med henblik på at afhjælpe konflikter i familien og forbedre relationerne mellem familiemedlemmerne fx familiebehandling kan gennemføres og have effekt før, samtidig
med eller efter alkoholbehandling. Den mest samlende opfattelse synes her
at være, at familiebehandling ikke kan gennemføres og lykkes, når der er
ubehandlede alkoholproblemer i familien. Nogle erfaringer viser imidlertid,
at familiers deltagelse i familiebehandling kan være en motiverende faktor
for at starte alkoholbehandling, fordi fx børnene som del af familiebehandlingen får givet udtryk for, at deres forældre drikker, og at det er et vanskeligt vilkår for dem. Modsat ser vi i materialet en tendens til, at kommunerne
først prioriterer alkoholbehandling til den drikkende forælder og derefter familiebehandling.
Er behandlingstilbuddene målrettet familieafdelingens klienter?
Et spørgsmål i forhold til de tilbud om behandling og til at motivere til behandling, som sagsbehandler har til rådighed, passer til familieafdelingens
klienter af enlige socialt belastede mødre. En sagsbehandler peger på, at
tilbuddene i misbrugscentret ikke altid er målrettet børnefamilieafdelingens
klientel:
”Man giver for let op. Man er ikke direkte nok og opfølgende nok. Det
skal man kunne. Hvis de ikke kommer til aftalerne, så må man ringe
og sikre sig, at de kommer i morgen i stedet.”
Det kan både handle om metoderne, men også om personale, der ikke er
dygtige nok.
Inddragelse af fagperson med alkoholekspertise
Alkoholspecifik professionalitet anvendes i varieret grad og utilstrækkeligt
med henblik på motivation til behandling.
Det er frivilligt for den voksne med et alkoholproblem, om vedkommende
ønsker behandling, og behandlingsinstitutionen kan også sige fra, hvis de
ikke kan rumme en voksen med alkoholproblemer. I undersøgelsens børnesager er der en markant vægtning af frivillighed, når det kommer til en forælder med alkoholproblemer som dokumenteret skader sine børn med konsekvenserne af misbruget, og som kan vælge eller fravælge alkoholbehandling. Indsatsen er vagt fokuseret om motivation set i forhold til alkoholbehandling – det skal være den enkelte voksne selv, som er motiveret. På den
anden side bliver der ikke altid gjort noget særligt for at finde motivationen
69
hos den drikkende, som har stort råderum i at styre processen i forvaltningen.
Familieorienterede behandlingstilbud vinder frem og dermed et relationelt
syn i de indsatser, der iværksættes i forhold til alkoholproblemer i familien.
Et individuelt syn på alkoholbehandling, som knyttet til den enkelte med et
misbrug, fremtræder også, men i større udtrækning i sagernes historik.
5.10 Vanskeligt samarbejde med familierne
Familier med alkoholproblemer er ofte familier, som det er meget vanskeligt at få adgang til. Ofte er der tale om forældre, der ikke er motiverede for
samarbejde eller har udviklet en overlevelsesstrategi, der går ud på at holde
sagsbehandler og andre professionelle på afstand ved at sige, at man ønsker
samarbejde, men reelt undgår det ved at aflyse hjemmebesøg eller udeblive
fra aftaler.
Alkoholproblemerne benægtes ofte af familierne. De voksne fx med henvisning til, at de ikke drikker mere end alle andre. De har svært ved at se, at de
har et problem, og at det påvirker deres børn. Det gør det vanskeligt at få de
familier i tale, som normalt ikke har noget med børnefamilieforvaltningen
at gøre:
”Jamen han passede jo sit arbejde. Så drak han lige nogle øl og sov
lidt, når han kom hjem. Og så drak han nogle flere. Det var ikke fordi,
han åbenlyst drak 15 øl. Men han drak nok til, at han blev træt og ikke
var nærværende over for sine børn.”
”Med mindre de ligger og sumper rundt over på pubben, så er det jo
et område, som det er sindssygt hamrende svært at komme ind bag
ved(…) Det er benægtelse hele vejen rundt.”
Heller ikke i socialforvaltningens familier er det lige til. Ofte er bekymringen ikke stærk og underbygget tilstrækkeligt til, at forvaltningen vil stille
krav om at få indsigt i familiens vilkår. En sagsbehandler siger om en familie, som nægter hende adgang:
”Men jeg ville sådan ønske, at jeg havde et kamera hjemme i denne
her familie. Jeg ved ikke, hvordan (barnet) har det nu. For der er ingen, der taler med hende. Det er kun mor, der fortæller – og hvor rigtigt er det?”
Interviewmaterialet viser, at sagsbehandlerne går meget langt for at fastholde eller etablere et samarbejde med og en adgang til disse familier. Familierne får lang snor. Det handler for sagsbehandlerne om risikoen for at blive
vist ud af familierne uden mulighed for at holde fast, fordi loven, som den
strukturelle ramme for arbejdet, ikke giver mulighed for at blive i familier,
der ikke ønsker det – medmindre der er tale om tvangssager. Processen og
dermed etableringen af tillid i samarbejdsrelationen er derfor vigtig. Det er
70
vanskeligt at skabe denne tillid i relationen med klienter, der føler sig truede
på kontrollen over deres familieliv. Omvendt er det afgørende for sagsbehandleren for at komme ind med relevante interventioner: En ledende medarbejder siger:
”Meget socialt arbejde handler om at give tid til processen. Man kan
jo altid lave en alkoholtest. Og den kan vise et eller andet. Men det
med at skabe kontakt til borgeren og familien, så man kan komme ind
og sige nogle tydelige ting uden, at de smækker med døren. Den proces er vigtig.”
Den proces skaber imidlertid også et dilemma for sagsbehandlerne, dels i
deres eget arbejde, dels i forhold til samarbejdet med misbrugscentrene,
hvor opfattelsen nogle gange er, at forskellige perspektiver kan være vanskelige at forene – hvis misbrugscentret arbejder med et voksenperspektiv
og børnefamilieafdelingen med et børneperspektiv:
”Det, vi nogen gange drøfter på vores møder, er, om børnene og mor
kan vente på, at far arbejder godt med alkoholbehandlingen på misbrugscentret, hvor vi har været lidt uenige, fordi jeg har børnenes
perspektiv, og (de) har fars perspektiv – fordi hun siger, at han arbejder godt med, og at vi ikke kan forvente, at han ikke har tilbagefald.”
5.11 Indsats for børnene
I børnesagernes indsats ser vi eksempler på, at alkoholproblemet udfases og
skønnes til ikke at være et dominerende problem i familien. Det kan blive
tilsidesat af andre problemer i familien, fx konflikter, skilsmisse, barnets
adfærd, symptomer eller psykisk og fysisk tilstand generelt. Alkoholproblematikken er sjældent hovedfokus i indsats for familien, men ses som et sideløbende problem, der iværksættes forskellige enkeltstående og hovedsageligt individorienterede indsatser i forhold til. Det kan også være en tidsperiode, hvor der ventes på yderligere udredning af alkoholmisbrugets omfang, karakter og konsekvenser. Set fra barnets perspektiv er der således typisk tale om et langt tidsmæssigt interval, fra de fx selv har sat alkohol på
dagsordenen i familieafdelingen, til en indsats fokuseret omkring alkohol
bliver iværksat. En anden barriere for, om fx barnets udmelding om alkoholproblemet bliver et væsentligt omdrejningspunkt, er, om sagsbehandler
oplever tidsmæssig overensstemmelse mellem forskellige aktørers underretninger om alkoholproblemet.
Praksis i flere af børnesagerne er, at der ventes på, at den drikkende erkender problemet og eventuelt finder motivation til at gå i behandling eller holde op, eller der bliver ventet på, at konsekvenserne bliver mere tydelige hos
børnene, at de rigtige tilbud etableres, eller at barnet når en alder, hvor det
på en mere almindelig måde kan flytte fra den forælder, som drikker. Der er
tale om en mindste indgriben i forhold til indsatser og tilbud til børnene,
mens det afventes, om alkoholproblemet ikke går over, når mors arbejdsti-
71
der er blevet bedre, når skilsmissen er overstået, når der ikke er flere møder
på rådhuset osv.
På trods af denne forståelse af alkohol som knyttet til en situation eller omstændighed, er sygdomsforståelsen af alkohol også til stede, og nogle af
sagsbehandlerne giver udtryk for, at det tager tid at blive helt ædru, og at
man må forvente tilbagefald pga. langvarighed afhængighed. I indsatserne
til familierne er der imidlertid kun lidt fokusering på støtte til børnene i forhold til denne opfattelse af alkoholproblemer:
”Det er fantastisk, at moren har gennemført et misbrugsbehandlingsforløb uden tilbagefald i fem måneder… men når du har drukket hele
dit liv, så tager det tid, og det er vi nødt til at have respekt for.”
Sagsbehandler
Indsatserne til børnene bliver prioriteret som erkendelse, refleksion, at blive
flyttet periodisk fra alkoholen og i mindre grad prioriteret om praktisk, pædagogisk og omsorgsmæssig støtte i hverdagen. En indsats som stemmer
overens med forståelsen af alkoholproblemer i forhold til konsekvenser for
børnene, men som ikke tilgodeser børnenes behov i perioderne med ventetid i forbindelse med afdækning, erkendelse og motivering.
På den ene side er der en tendens til, at samtale og de mere psykologisk rettede tilbud fylder meget blandt tilbuddene til børnene. Nogle kommuner har
gennem de senere år etableret børne- og ungegrupper, hvor barnet i grupper
med andre børn med lignende erfaringer kan få brudt tabu og opdage nye
handlemuligheder i forhold til deres familiesituation. Dette kan ses som en
overensstemmelse med opfattelsen at se alkoholproblemer hos de voksne i
familien primært i forhold til konsekvenserne for børnene og i et langstrakt
tidsperspektiv.
På den anden side er der en stærk vurdering forbundet med, om den drikkende formår at varetage de praktiske og omsorgsmæssige ansvar for børnene i familien, og når den drikkende ikke formår dette, er holdningen, at
der ikke skal ske indsats i forhold til dette. Den praktiske indsats i familiens
hjem, fx hjemme-hos’er eller støttepersoner, indgår i meget begrænset omfang i undersøgelsens sager og ofte som en del af afdækning af, om der er
tale om alkoholproblemer snarere end som daglig støtte som et led i behandlingen. Misbruget når i flere tilfælde at blive af en karakter og har så
fatale konsekvenser for barnet, at anbringelse kan være indsatsen. Der er
imidlertid en periode, og som vi har set i nogle af de beskrevne børnesager,
for børnene en ganske lang periode, hvor børnene står i en afventende position. I denne periode er den daglige pædagogiske støtte i børnenes hverdag
begrænset og er tilsyneladende ikke en del af en koordineret indsats mellem
sektorerne.
72
Der er i tilbudsviften til de større børn mulighederne for ungegruppe, bostedstilbud, specialundervisning, individuelle samtaler med sagsbehandler
og med psykolog samt eventuelt samtaler med misbrugskonsulent.
De mindre søskende har mere begrænsede muligheder, børnegruppe, specialundervisning og evt. en støtteperson i hverdagen. Desuden synes en markant underliggende holdning i børnesagerne, nemlig at familien er det centrale – det uomtvistelige – og at et barns separation fra familien er værre
end at være barn i en familie, hvor forældrene drikker, hvilket især gælder
de mindre børn.
Sagsbehandlerne taler generelt mere med de store børn end med de yngre
gennem sagsforløbet, da de ældre søskende ofte er med til at få sagen til at
rulle og derfor selv har skabt en naturlig åbning for at tale om det. De har
desuden bedre forudsætninger for at forhandle indsatsen selv ved at foreslå
eller bede om hjælp til noget.
5.12 Sammenfatning
Der er i de kommuner, som er med i denne undersøgelse, formuleret retningslinjer om at gribe ind over for alkoholproblemer i familier i alle de relevante sektorer samt arbejdet med bl.a. opkvalificering af medarbejdere,
organisering og tværfagligt og sektorielt samarbejde omkring opsporing og
indsats og daglig støtte til børnene og familieorienteret alkoholbehandling.
Vi har undersøgt, hvilken betydning alkoholproblemet tillægges i arbejdet
med børnefamilieforvaltningens børn blandt de sektorer, ledere og medarbejdere, der er en del af dette arbejde. Betydningen har vi søgt at aflæse i de
værdier, der formuleres om alkohol, gennem de redskaber, som bliver anvendt og de indsatser, som stilles til rådighed.
Sagsbehandlernes faglige tilgang til sagerne, hvor der er eller måske kan
være et alkoholproblem, skal afspejle den omfattende viden om, hvilke konsekvenser det kan have for børn at vokse op i en familie med alkoholproblemer.
En gruppe sagsbehandlere oplever at være tilstrækkeligt fagligt og vidensmæssigt klædt på samt have muligheder for at inddrage fagpersoner
med alkoholekspertise.
En anden gruppe ser sig som delvist i stand til at tage hånd om problemstillingen, men fremhæver behov for bedre samarbejde mellem sektorerne, hvad angår opsporing og indsats.
En tredje gruppe bruger primært deres erfaringsmæssige ballast i sagsbehandlingen. Selvom erfaringsbaseret viden er et vigtigt redskab, skal ledelsen være aktiv for at sikre, at vurderingerne falder inden for en faglig
ramme.
73
Sagsbehandlerne fortæller samstemmende, at de arbejder med børneperspektiv, og verbalt defineres alkoholmisbrug ved de konsekvenser, det har
for børnenes liv.
Nogle generelle udfordringer gør sig imidlertid gældende:
Spørgsmålet er, om forældrenes alkoholproblem reelt tillægges så stor
betydning i problemforståelsen, når omfanget ikke prioriteres som vurderingsgrundlag.
Indsatsen for børnene bliver bremset af en aktuel forståelse af alkoholproblemer. Det er som om, den som drikker aktuelt og i en kontekst sammen med børnene skal være i en rus, før vurderingen af, at der er tale om
et alkoholproblem, som der skal gribes ind over for, er til stede. Alkoholproblemet som en langvarig belastningsfaktor i børnenes liv kunne tillægges yderligere prioritet.
Konsekvenserne for børnene kan blive overtrumfede af forståelse for årsagerne til forældrenes alkoholproblemer, som fx er forklaret med anamnetiske oplysninger om forælderens eget opvækstmiljø eller som et resultat af komplekse sociale, kulturelle og psykiske belastninger. Forståelsen
er ikke omvendt, at alkoholproblemer er en væsentlig kilde til dårlige levevilkår, fattigdom og problemer med at magte hverdagen. Dette kan være en af årsagerne til at, toleransen over for forældrenes alkoholproblemer strækker sig langt. Konsekvensen af denne forståelse kan blive, at
alkoholproblemet ikke få en selvstændig og førsteprioritet i indsatsen og
blandt familiens problemer.
Samarbejdet med familien er afgørende for indsatserne. Sagsbehandlerne
er ofte forsigtige med at skubbe til processen, eller de er ude af stand til
at fremskynde den. Denne praksis kan være svær at forene med ønsket
om tidlig opsporing og behandling i kommunerne og medvirker til, at
børnene må vente på støtte og indsats.
Konsekvent at spørge ind til, om der er problemer med alkohol, når en
familie kommer i kontakt med forvaltningen, er tilsyneladende ikke udbredt. Det bliver nævnt som en mulighed på overordnet niveau. Flere af
sagsbehandlerne udtrykker bekymring for, at det kan skade tillidsforholdet til klienten, der ses som en væsentlig motivationsfaktor for behandling.
Alkoholkulturen gør det vanskeligt at skille almindeligt forbrug fra misbrug. Alkoholmisbrug er et privat problem og ikke et samfundsmæssigt,
og derfor skal personalet overskride en privat grænse for at tage emnet
op med forældre.
Modsat stoffer er alkohol accepteret som et lovligt rusmiddel, og stofmisbrug vurderes af sagsbehandlere og nøglepersoner såvel som af samfundet som mere alvorligt og associeres med kriminalitet generelt.
74
Vægtningen af tillidsforholdet til en forælder kan få sagsbehandlingen til at
trække ud, og der vælges mindst mulig indgriben i håb om, at den drikkende på et tidspunkt kan overtales til at gå i behandling. Imens venter børnene,
nogle gange i flere år, hvor der gives få eller ingen tilbud, og hvor støtten
overvejende baseres på kognitive overlevelsesstrategier og knap så meget
på daglig støtte og omsorg. AKT-lærere og pædagoger kan have en vigtig
rolle, hvad angår daglig pædagogisk støtte for barnet i hverdagen. Også etablering af børnefamiliesagkyndigfunktionen med både børneperspektiv og
alkoholekspertise i kommunerne har en positiv indvirkning på indsatsen for
børnene.
75
76
Litteraturliste
Anderson, Peter og Ben Baumberg: Alcohol in Europe – a public health
perspective. For den Europæiske Kommission, Institute of Alcohol Studies,
UK, 2006.
Bo, Karen-Asta m.fl. red.: ”Udsatte Børn et Helhedsperspektiv”. Akademisk forlag, 2008.
Breumlund, Anne og Inger Bruun Hansen: ”Alkoholmisbrug og socialt arbejde”. Hans Reitzels Forlag, 2010.
European Centre for Monitoring Alcohol Marketing (EUCAM), The Seven
key Messages of the Alcohol Industry, Alkoholindustriens Syv Hovedbudskaber på dansk ved Ina Johansen, Alkoholpolitisk Landsråd og redaktør Marianne
Kargaard,
Magasinet
Rus,
2010.
http://www.magasinetrus.dk/images/stories/rapporter/rus_serien1_alkoholindustrien_rapport_netu
dgave.pdf
Flyvbjerg, Bent: Rationalitet og magt. Akademisk Forlag, 1991.
Goldberg, Helene: Pilotundersøgelse om Passiv Drikning i Guldborgsund
Kommune, 2009.
Hagemann, Helle: Børn i misbrugsfamilier - en evaluering af initiativer
under Alkohol-lokalpuljen”. CASA, 1999.
Hansen, Finn Kenneth og Malmgren, Marianne.: Anbringelser af børn –
svigt og misbrug i familier i Vestsjællands Amt. CASA, 2001.
Hansen, F.K. m.fl.: Indsatsen for udsatte børn og unge – en analyse af tilbud, foranstaltninger og initiativer i tilknytning til Børne- og ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune”. CASA, 2006.
Højland, Marianne og Malmgren, Marianne: Børn i familier med alkoholproblemer – gode kommunale eksempler på praksis. CASA, 2011.
Højland, Marianne og Malmgren, Marianne: Børn i familier med alkoholproblemer - En evaluering af Hvidovre Hospitals Alkoholenhed om tilbud
til børnefamilier og samarbejde socialforvaltningen. CASA, 2008.
Killén. Kari: Omsorgssvigt er alles ansvar. Hans Reitzels Forlag, 2005.
Kvale, Steinar: Interview: en introduktion til det kvalitative forskningsinterview. Hans Reitzels Forlag, 1994.
77
Lindgaard, Helle: Voksne børn i familier med alkoholproblemer – mestring
og modstandsdygtighed. Center for Rusmiddelforskning, 2000.
Lindgaard, Helle: Familieorienteret alkoholbehandling – et litteraturstudium af familiebehandlings effekter. Sundhedsstyrelsen, Viden og dokumentationsenheden, 2006.
Magasinet Rus: Passiv druk, 1. marts 2009. http://www.magasinetrus.dk/index.php?option=com_content&view=article&id=85:passivdruk&catid=96:passiv-drikning&Itemid=157
Malmgren, Marianne og Hagemann, Helle: Børn i misbrugsfamilier – evaluering af modelprojekt i Fyns Amt. CASA, 2003.
Mandag Morgen og Trygfonden: Fremtidens alkoholpolitik – ifølge danskerne, 2009.
Nutt et al.: Drug harms in the UK: a multicriteria decision analysis,
www.thelancet.com Vol 376 November 6, 2010.
Perthou, Anette Sejer: Evaluering af børnesager i Københavns Kommune –
en journalanalyse af § 38 undersøgelser og foranstaltninger iværksat i forhold til børn og unge med særlige behov. Københavns Universitet. Sociologisk institut, 2006
Ritzau. Grænsehandel forhindrer alkoholafgift. 24. februar 2009.
Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet for Ministeriet for
Sundhed og Forebyggelse og Trygfonden (SIF, SDU og Trygfonden).
KRAM-undersøgelsen i tal og billeder, 2009.
Sundhedsstyrelsen: Når Far og Mor Drikker: Faktablade 1-8, 2009.
Tal på alkohol i kommunerne SST webudgivelse 2010, statistikken indeholder tal fra 2008.
78
79
80