Frihedsmonumentet i Riga. Foto: Kristoffer Hecquet
Indhold
Tre små lande i Europas periferi
3
Baggrundsartikel
Høj pris for boom
4
Økonomisk analyse om skandinaviske banker og krisen i Baltikum
En bronzesoldat
6
7
Interview med Rigas borgmester Nils Usakovs
11
Samtale Andris Gobins fra Letlands Europabevægelse
Før du flyver tilbage til jorden
22
Republikken i hovedet
23
Reportage fra den selvudråbte republik Užupis
12
Om lettiske og litauiske protester imod danske svinefarme
EU-skepsis i Letland
20
Samtale med Rasa Navickaite, talskvinden for Baltic Pride 2010
Samtale med filminstruktøren Arunas Matelis
Klumme af Peter Kyhn
Upopulære danske svin
18
Historien om Baltic Pride 2010 i Vilnius
Tabu
’Enten er vi en bro mellem Øst og Vest, eller
også bliver vi glemt’
9
17
Baggrund om udvandring fra Baltikum
På et hængende hår
Om russiske minoriteter i Baltikum
Er Baltikum en region?
Reportage fra Henrik Gøttrups gård
Den stille flugt
Om den russiske bevægelse ’Nasji’ i Estland
Et mindretalsliv
Er Letland et let land for en dansk landmand?
15
Sol over Jūrmala
Billedreportage fra den lettiske kyst
14
25
Tre små lande i Europas periferi
Af Michael Lauritsen og Kristoffer Hecquet,
baggrund om Baltikum
For enden - eller i starten - af Østersøen findes tre små lande med små befolkninger og
små økonomier, der i øjeblikket befinder sig i
en identitetsskabende periode.
Estland, Letland og Litauen er kommet til syne i
Europa efter en lang historie, hvor kultursprogene, handelssprogene og - som oftest - magtsprogene har været polsk, tysk, svensk og russisk. En
historie hvor disse lande overvejende har befundet sig i periferien af tyske, svenske og russiske
imperier og senere Sovjetunionen. Selv det moderne Baltikum bliver vanligt set som periferien af
den Europæiske Union - både geografisk, indflydelsesmæssigt og økonomisk. Men i dag er de
Baltiske lande, på trods af store indbyrdes forskelle, ved at konstituere sig som et eget centrum; som en bro imellem øst og vest og som et
centrum for handlen i Østersøen.
De tre lande bliver ofte betragtet som vore nordiske broderlande, og man oplever i alle tre baltiske lande mange kulturelle træk, man kan nikke
genkendende til som skandinav. Men samtidig
byder Baltikum på store modsætninger. Her er
smukke historiske, kulturelle og arkitektoniske
perler, men også fattigdom, forurening, beton og
forfald. Man støder på særdeles dynamiske og
moderne tænkende mennesker, med alt hvad det
indebærer af kreativitet og kynisme - og man møder både smukke og forkrøblende versioner af
tradition og konservatisme. For en dansker kan
Baltikum synes både hjemligt og fremmed.
I lyset af alt dette fortjener Baltikum større og mere dybdegående opmærksomhed fra os danskere. Særligt lige nu, hvor økonomien kradser.
Meget forskellige lande
Estland, Letland og Litauen bliver sædvanligvis
opfattet som en samlet region i Vesteuropa og
normalt omtalt som de baltiske lande eller
'randstaterne'. Om balterne selv opfatter sig som
en region, er imidlertid en diskussion værdig – og
en lang en af slagsen, hvis den skal tages med
en ester, lette eller litauer.
Hvis diskussionen skulle involvere indbyggere fra
alle tre lande, skulle den helst foregå på engelsk
eller russisk som lingua franca. Sprogligt er der
nemlig store forskelle. Lettisk og litauisk tilhører
den baltiske sproggruppe, som er separat fra slavisk, germansk og latinsk, men de forstår alligevel
kun med stort besvær hinanden. Esternes sprog
er ikke engang indoeuropæisk og minder mest
om finsk, hvilket gør det absolut umuligt for dem
at forstå både letterne og litauerne.
I sovjettiden led Estland og Letland under massive tvangsdeportationer og har begge, efter omfattende russisk indvandring, i dag store grupper af
indbyggere med russisk som førstesprog – henholdsvis 30 og 38 procent, imens Litauens minoriteter blot udgøres af en russisktalende gruppe på
8 % og en gruppe polsktalende på 6 %.
Heller ikke religiøst kan man tale om én region;
litauerne er historisk set katolikker, letterne er delt
mellem protestantisme og katolicisme, imens
esterne er protestanter. Dog er ingen af de tre
folk nær så dedikerede kirkegængere, som eksempelvis polakkerne.
Fælles om at være undertrykt
Historisk er det også svært at tale om én region.
Mens Litauen har en glorværdig fortid med et imperium, der i union med Polen strakte sig så langt
som fra Sortehavet til Østersøen, har Letland og
Estland været domineret af skiftende magter,
som tyske ordener, danskere, svenskere og
preussere. Først fra 1700-tallet var alle tre lande
fælles om at være underlagt det russiske imperium og senere Sovjetunionen, og de oplevede en
periode af selvstændighed i mellem Første og
Anden Verdenskrig. På dette tidspunkt var økonomi og levestandard sammenlignelig med den
herhjemme.
Efter en barsk periode under tysk besættelse i 2.
Verdenskrig blev alle tre lande igen indlemmet i
Sovjetunionen, og det er faktisk først i modstanden mod dette styre, at man for alvor har kunnet
tale om et baltisk fællesskab med ét sæt interes3
ser. Under Gorbatjovs perestrojka kom det særligt
til udtryk med store folkelige protester i form af
sangfestivaler i alle tre lande, og det fælles udtryk
kulminerende i 1989 Den Baltiske Vej, - en menneskekæde fra Tallinn i nord til Vilnius i syd. Efter
voldsomme blokader af den sovjetiske hær og
flere dødsfald i både Litauen og Letland opnåede
Estland, Letland og Litauen endelig selvstændighed igen i 1991.
En ny start
Sovjetkommunismen blev overtaget af liberal decentralisering, da tilliden til staten var minimal. De
følgende år bød på en utrolig økonomisk vækst,
der til tider var Europas største. Især de nordiske
lande investerede store ressourcer i de baltiske
lande, hvis levestandard eksploderede.
Alle de tre baltiske lande blev medlem af både EU
og NATO i 2004. Op til - og efter - optagelsen i
EU oplevede landene en gennemgribende transformation af deres politiske, økonomiske og juridiske systemer. Alle tre baltiske lande var blandt de
mest tilbagestående af kandidatlandene, og faktisk var den oprindelige plan for Letland og Litauen, at de først skulle med i en såkaldt ’anden bølge’ af EU-udvidelser, men blandt andet en stærk
nordisk lobby insisterede på en samlet udvidelse.
Det voldsomme økonomiske boom betød desværre, at Baltikum blev ramt ekstra hårdt af finanskrisen i 2008. Ligeså hurtigt som økonomien havde
vokset, sank den nu tungt imod bunden - truende
tæt på statsbankerot, særligt i Letland. Til trods
for dette har de tre lande med euroen som forbillede kunnet holde inflationen i skak. Allerede fra januar 2011 vil Estland kunne indtræde i Euroen,
med baggrund i en benhård håndtering af finanserne, som ikke mange - selv blandt de tunge drenge i
euroen - har kunnet præstere under krisen. Men
krisen mærkes stadig tydeligt, med arbejdsløshed
omkring 15%, halvering af lønninger og alvorlige
indhug i de offentlige budgetter. Dette har endnu
ikke ændret sig, selvom Grækenland har stjålet
billedet som Europas økonomiske sorte hul.
Alligevel er det svært ikke at bevare forhåbningerne, når man rejser rundt i de enkelte lande, for der
sker noget: Man møder skæve kunstnere, der absolut ikke er bange for penge, og man møder konstant mennesker i 30’erne med alenlange CV’er og
toppositioner rundt omkring i samfundet; hvad enten indenfor den akademiske, den økonomiske
eller den politiske elite, og til trods for krisen betragter de deres hjem som 'mulighedernes land'.
Baltikum er en region af grelle modsætninger og
vidt forskellige mennesker og skæbner. En region i
stadig hastig forandring, der endnu forsøger at finde sin egen identitet og et modus vivendi med de
latente ufordringer som minoritetsspørgsmål, store
naboer, energiforsyning og en perifer geografisk
placering i EU. Vi prøver med dette tema om Baltikum at skabe et nuanceret panorama over regionen, hvor vi både tager fat på aktuelle problemstillinger og forhåbentligt hjælper til med at gøre op
med uretmæssige fordomme og stereotyper. Vi
tager temperaturen på Baltikum af i dag.
Høj pris for boom
Af Kenneth Haar, økonomisk analyse
Skandinaviske banker gav brændstof til et
forbrugsboom, som balterne nu betaler dyrt
for. Bankernes motiv var markedsandele, mener dansk professor.
Det sku’ være så godt – at blive medlem af EU. I
de baltiske lande nærede medlemskabet i hvert
fald en bastant vækstoptimisme, som fik både
myndigheder, virksomheder og borgere til at tage
store lån i de udenlandske banker, der strømmede til i forbindelse med optagelsen i 2004. I flere
år havde de tre lande de højeste vækstrater i EU,
men euforien var bygget på sand. Nu betaler både banker og baltere en stor pris for gildet.
4
Styrtdyk
Det var finanskrisen, som satte punktum for en
periode med astronomisk låntagning. På bare to år
er arbejdsløsheden tredoblet fra ca. 5 procent til
omkring 15 procent ifølge tal fra Eurostat. Og
mens det gennemsnitlige fald i BNP i EU var 4,2
procent i 2009 som følge af finanskrisen, tog Estland et dyk på 14,1 procent, Litauen på 15 procent,
og Letland på hele 18 procent. Efter en periode på
syv år frem til 2007 med de højeste vækstrater i
EU, er de baltiske økonomier styrtdykket. Der tales
om noget nær udslettelse af middelklassen, og
reallønnen er stærkt nedadgående. Statskasserne,
især i Letland og Litauen, er noget nær tomme, og
drastiske nedskæringer er derfor i støbeskeen.
Og bunden er gået ud af boligmarkedet. Efter
store prisfald i 2008, gik det meget stærkt i 2009.
Værst i Letland, hvor en lejlighed i hovedstaden
faldt med over 50 procent i pris. Et tydeligt tegn
på en spekulativ boble, der brister.
Ansvaret
”Der var tale om et megaforbrugsboom og boligboom. Væksten byggede på gæld og førte ikke til
nogen særlig stigning i produktivitet”, siger professor Morten Hansen ved Stockholm School of
Economics i Letlands hovedstad Riga. Han mener, at hvis de tre lande havde indført reel beskatning af fast ejendom og af virksomhedernes
dividender, kombineret med en strammere finanspolitik, kunne det have gjort en stor forskel. I
stedet blev det gunstigt at låne til spekulationsformål. Og udenlandske banker stod parat til at
hjælpe. ”Der var ikke meget bankaktivitet i de
baltiske lande for ti år siden. Men efter optagelsen i EU gik det meget stærkt. Udenlandske banker begyndte at strømme til de baltiske lande, og
tilbød store lån.”
Markedsandele
Blandt de mest aggressive banker var de skandinaviske. Deres fremfærd fik Morten Hansen til at
undre sig: ”Jeg spurgte mig selv om de svenske
banker da ikke kunne huske, hvordan det gik
med en tilsvarende fremgangsmåde i Sverige i
begyndelsen af 90’erne. Og lidt det samme med
Danmark for få år siden. Men når bankerne blev
spurgt, regnede de med, at det nok ville gå alligevel.”
Morten Hansen vurderer dog, at motivet til danske og svenske bankers ivrige udlån lå i at sikre
sig markedsandele, og derfor så de stort på risikoen. ”Man kunne jo se, at da den svenske bank
SEB skar lidt ned, mistede de markedsandele til
Nordea,” siger Morten Hansen.
Banker bløder
Denne jagt på markedsandele betaler bankerne
nu dyrt for. Den svenske nationalbank
(Riksbanken) anslår, at de tre største svenske
banker - SEB, Swedbank og Nordea - står til at
tabe hvad der svarer til 92 milliarder danske kroner, hvoraf ca. 18 milliarder står på Nordeas tabskonto. Også danske banker er ramt. Ifølge RB
Børsen ligger Danske Banks underskud i Baltikum på 3,8 milliarder kroner, hvilket gør bankens
baltiske eventyr til den største tabsforretning.
Artiklen er skrevet af Kenneth Haar, der er chefredaktør på Magasinet Notat. Artiklen er oprindeligt trykt i Notats temanummer om Baltikum fra
maj 2010.
Businessdistriktet i Vilnius. Foto: Kristoffer Hecquet
5
En bronzesoldat og en
ungdomsbevægelse
Af Louise Willemoes Poulsen
Man havde næppe fra Tallinns bystyre forestillet
sig den nationale betydning, som flytningen af en
enkelt statue ville forårsage.
Bronzesoldaten i Tallinn til minde om sovjethærens
sejr i Anden Verdenskrig var på mange måder to parters opgør med hinandens fortid. Set fra den russiske
side er denne sejr noget af det sidste, de, russerne,
stadig kan fejre uden at blive kaldt for kommunister
og sovjetnostalgikere. Set fra den estiske side, så
har statuen i mange år været et ubehageligt minde
om en tid, hvor esterne først var okkuperede af Sovjet, siden tyske kollaboratører, for til sidst at ende
som Sovjets fjender og var herefter atter okkuperede. Da Tallinns byråd i april 2007 så besluttede sig
for at ville fjerne statuen fra sin plads i Tallinns midtby, lød der et ramaskrig blandt de russisktalende
estere, der følte, at det var deres historie, deres kultur, man pillede ved.
Ikke lang tid efter at beslutningen var truffet, gik den
pro-putinske ungdomsbevægelse Nasji (overs.: Vores) ind i kampen. Den var i de to år, den havde eksisteret, blevet kendt for sin aktivisme og sin slående
lighed med sovjettidens Komsomol
(Ungkommunisterne), og modstanderne har døbt
den ”Putinjugend”. Bevægelsen beskyldte esterne for
at behandle de estiske russere dårligt, for at ville
slette deres kommunistiske fortid til fordel for den
fascistiske tid under tysk styre, og ikke mindst skældte bevægelsen den Europæiske Union ud for at
glemme hvilke idealer, der i sin tid gjorde Rusland
(USSR) til den store frelser (under Anden Verdenskrig). Og noget tyder da også på, at esterne gerne vil
glemme. Nye mindesmærker bliver rejst i Estland til
fordel for de, der kæmpede på tysk side, imens de
sovjetiske mindesmærker står i forfald. Sovjettiden er
noget man underholder turisterne med.
Estisk flag som gulvklud
Som led i protesten mod Bronzesoldatens flytning
uddelte Nasji den 9. maj 2007 - på den russiske
Sejrsdag til minde om sejren i Anden Verdenskrig orange og sortstribede bånd, Sejrsbåndet, under et
banner med teksten “Jeg husker - og jeg er stolt” ved
6
den estisk-russiske grænse. Formålet var at få russerne
til at bære sejrsbåndet i Estland, ligesom også mange
aktivister forsøgte at rejse ind i Estland i den forbindelse.
Derefter eskalerede kampen mod Estland. Fra Privolzjsk i
det vestlige Rusland, hvor aktivister brugte det estiske
flag som gulvklud, til Moskva, hvor en flok af unge aktivister belejrede den estiske ambassade og chikanerede
den estiske ambassadør i en sådan grad, at russiske diplomater, udenfor referat, kom med beklagelser og undskyldninger. Denne aggressive fremfærd gav esterne en
slem forskrækkelse, og gjorde forholdet mellem estiske
estere og estiske russere anstrengt i det private. Således
var Bronzesoldaten ikke et emne ved kaffebordet, da jeg
var i Tallinn i efteråret 2008.
Det værste angreb kom imidlertid allerede d. 27. april
2007, da flere statslige estiske hjemmesider blev udsat
for cyber-angreb og hacket. Dengang mistænkte Estland
Rusland for at stå bag, noget som senere skulle blive
bekræftet fra forskellige sider. En russer, bosiddende i
Estland, blev dømt for angrebet, men så sent som i 2009
tog en Nasji-kommissær delvis ansvaret for angrebet.
Nu er der gået lidt over 3 år siden disputten og den estiske præsident, Toomas Ilves, har lige været med til fejringen af Sejrsdagen i Moskva. Måske for at vise lidt velvilje
overfor et land, hvori han ellers er ganske forhadt? Nasji,
derimod, har optrappet kampen. Aktioner gentages med
jævne mellemrum foran den lettiske og den estiske ambassade i Moskva, og hver en trodsig mine fra de små
naboer bliver nøje vurderet. Nasji har i mellemtiden oprettet en underafdeling i Tallinn. Det er værd at bemærke,
når man tænker på, at Nasji er en bevægelse, der hører
hjemme i Rusland. I 2010 tog bevægelsen atter fejringen
af Sejrsdagen i de baltiske lande i deres egne hænder.
Deres aktivister uddelte Sejrsbånd på den Baltiske Station i Sankt Petersborg og ved grænserne til de baltiske
lande for at sikre sig, at balterne fik dem at se. Balterne
får skam ikke lov at glemme den ubehagelige fortid, lige
meget hvor gerne de end ville slå en streg over det kapitel.
Louise Willemoes Poulsen er redaktør for Perestrojka,
netavisen for Østeuropastudier på Aarhus Universitet.
Frihedsmonumentet i Riga. Foto: Kristoffer Hecquet
På vej mod en ny identitet
Af Jesper Pørksen
Integrationen af de russisktalende befolkningsgrupper udgør en stor politisk og social udfordring for Estland og Letland. Men hvem er de
egentlig, disse russisktalende, og hvem eller
hvad identificerer de sig med?
I 50 år udgjorde esterne og letterne to diminutive
befolkningsgrupper i Sovjetunionen. Så små, at de
næsten ikke var til at få øje på for den som betragtede Østeuropa udefra. Samtidigt var de udsat for et
massivt assimilationspres fra sovjetstaten. Med andre ord, hvis de ikke allerede druknede i mængden,
så svandt deres kulturelle egenart langsomt ind.
Men nok mest på overfladen, af praktiske årsager.
For vidnede 1980ernes genoptagne sangfestivaler,
hvor flere hundrede tusinde mennesker samledes
for at synge hengemte folkesange, ikke om en stærk
og vital kultur? Hvis ikke ligefrem en baltisk kultur,
så dog et stærkt interessefællesskab, hvis stærkeste
udtryk var en menneskekæde, der strakte sig fra Tallinn over Riga til Vilnius. 4 millioner hænder samlet i
protest mod den sovjetiske besættelse. På 20årsdagen, i 2009, deltog 50.000 mennesker i et 24timers løb fra henholdsvis Tallinn og Vilnius med mål
ved Frihedsmonumentet i Riga for at mindes begivenheden.
I 1991 imploderede Sovjetunionen og de baltiske lande tilkæmpede sig uafhængigheden og blev nye stater i et nyt og på flere måder alligevel gammelt Europa. Et Europa som det så ud før Hitler og Stalin tegnede en skæbnesvanger streg på et kort. Da stregen
blev visket ud, skete det samme som i Sønderjylland/Slesvig i 1920: Nogen befandt sig pludselig på
den ”forkerte” side. Dog er der i hvert fald én afgørende forskel: Antallet af russere i Estland og Letland var
langt højere end antallet af danskere/tyskere henholdsvis syd og nord for den dansk-tyske grænse.
7
Dette har haft stor indflydelse på udviklingen af en
egentlig mindretalsidentitet hos russerne.
Lad os først betragte nogle tal. Knap 30 % af Letlands 2,3 millioner indbyggere tilhører det russiske
mindretal. Flere end 200.000 af dem er ikke EUborgere, da de enten nægter at tage det lettiske
statsborgerskab eller ikke er gode nok til lettisk til at
opnå det. I deres pas står ”fremmed”. I Riga er ca. 44
% af byens 709.000 indbyggere russere, i Daugavpils (112.000 indbyggere) og Rēzekne (36.000) er
flertallet russere.
I Estland er ligeledes knap 25 % af indbyggerne russere. 40 % af hovedstaden Tallinns indbyggere er
russere. Langt over halvdelen af grænsebyen Narvas
indbyggere er russere. I Estland har ca. 100.000 indbyggere et gråt pas, som et tegn på, at de er statsløse. Før de kan opnå statsborgerskab – og et blåt pas
– skal de ligesom i Letland prøves i sprogkundskaber
og høres i forfatningen.
Takket være Schengen-aftalen kan de statsløse i
både Estland og Letland rejse ind i EU uden et visum. De kan også uden problemer rejse ind i Rusland. I deres hjemlande kan de også bevæge sig frit,
men de har ingen stemmeret. Litauen har i øvrigt
ingen statsløse. Her blev alle indbyggere automatisk
litauiske statsborgere i forbindelse med selvstændigheden; Litauen havde også betydeligt færre russere
end i det øvrige Baltikum.
Urbane russere
Russerne er først og fremmest et urbant mindretal.
Mange kom hertil som industrimigranter i Sovjetunionens planøkonomiske eksperiment. - Andre som militærfolk udsendt til en forpost, der med årene blev et
hjem, måske endda en hjemstavn. Hvor skulle de
tage hen nu, da Sovjetunionen ikke længere findes?
En tysk journalist interviewede i 2008 en russisk familie i Riga. Da familiefaren skulle forklare mindretallets situation sagde han: ”På en eller anden måde er
vi alle russere, og på en eller anden måde er vi alligevel ikke russere” (Ruth Leiserowitz (1. udg.): Die
unbekannten Nachbarn – Minderheiten in Osteuropa,
Ch. Links, Berlin, 2008). Udsagnet betegner meget
godt den limbo, som et mindretal typisk befinder sig i;
man hører ikke rigtig til nogen steder, men, eller netop derfor, udvikler man sin egen identitet. Er dette
ved at ske for russerne Estland og Letland?
Der er flere ting, der tyder på det. For det første så
betyder naturaliseringsprocessen - den proces, der
skal gøre de statsløse til statsborgere - konkret, at
mindretallet vokser. Eller rettere er det deres indflydelse som mindretal, der vokser i og med, at de får
adgang til den politiske scene.
8
Stadig er de russiske mindretal politisk underrepræsenteret i forhold til deres antal, men man ser en tendens til, at de er ved at gøre deres indflydelse gældende. Et kongeeksempel er Rigas borgmester, Nils Ušakovs (se interview side 9). Og samtidigt med, at russerne søger ind i centraladministrationen, så svinder
det argument, som man tidligere brugte imod dem,
nemlig: at de ikke taler estisk/lettisk. Netop det er de jo
blevet prøvet i!
For det andet så er det en forudsætning for den politiske magtudøvelse, at man som russer enten accepterer, at man tilhører et mindretal og fører politik ud fra
den præmis, eller nedtoner det og fører politik for alle
indbyggere. Revisionistiske holdninger må parkeres,
hvis man vil opnå noget.
For det tredje så ved de fleste medlemmer af de russiske mindretal godt, at de har det bedre i Baltikum, end
de ville have det i Rusland. Levestandarden er ganske
enkelt højere. Det økonomiske argument er ikke uvæsentligt, selvom forbundetheden til en egn, et landskab, en by er mere afgørende for, hvorfor mennesker
oftest bliver dér, hvor de er. At tage hjem er ikke en
option; man er hjemme. Og når den økonomiske sikkerhed til og med er større, så indretter man sig, så
godt man kan - også, hvis det betyder, at man så må
sluge nogle kameler.
Dermed ikke sagt, at der ikke er reminiscenser af russisk imperialisme tilbage hos mindretallene. Man kan
sagtens forestille sig et russisk mindretal spaltet i to:
dem, der accepterer mindretalsidentiteten, og dem, der
ikke gør. Sidstnævnte vil fortsætte med at stå uden for
politisk indflydelse og må leve med minderne om dengang blyantstregen delte verden i to blokke. De andre
kan netop ved at udvikle en mindretalsidentitet sikre
sig politisk indflydelse og samtidigt beholde, udfolde og
Mindretalsspørgsmål var et stort tema under optagelsesforhandlingerne om de baltiske landes medlemskab af EU. Særligt Estland og Letland blev kritiseret for ikke at leve op til EU's krav om
mindretalsrettigheder til de store russiske mindretal. For at blive
medlem af EU, skal man leve op til Københavnerkriterierne, der
består af et sæt politiske kriterier, et sæt økonomiske kriterier og
et krav om at følge EU's samlede love og regler. De politiske kriterier kræver demokrati, retssamfund, respekt for menneskerettigheder og beskyttelse af mindretal.
På trods af resultaterne under optagelsesforhandlingerne er Letland og Estland flere gange blevet kritiseret af Europarådet, for
stramme statsborgerskabslove, mangel på modersmålsundervisning og for deres store antal af statsløse. I dag er kriterierne for at
opnå statsborgerskab blevet slækket betydeligt i begge lande,
ligesom sproglovene er blevet forbedrede.
I 1999 vedtog EU-landene et charter om grundlæggende rettigheder for EU’s borgere, hvori artikel 21 forbyder diskrimination
på baggrund af sprog – og eller medlemskab af et nationalt mindretal. Dette charter blev juridisk bindende med Lissabontraktaten, der trådte i kraft 1. december 2009, og lande der ikke
overholder charteret kan hermed trækkes for EU-domstolen og i
yderste konsekvens fratages stemmeretten i EU eller smides ud
af unionen.
»Enten er vi en bro imellem øst og
vest, eller også bliver vi glemt«
Interview med Rigas borgmester Nils Ušakovs
Redigeret af Jesper Pørksen
I juli 2009 blev den dengang kun 33-årige Nils
Ušakovs borgmester for Rigas godt 700.000
indbyggere. Udover at være den yngste borgmester i Rigas efterkrigshistorie, så er Usakovs også den første fra det russisktalende
mindretal. rØST mødte ham på borgmesterkontoret til en samtale om økonomi, turisme og
forholdet til EU og Rusland.
rØST: Den internationale presse, og det gælder
både i Øst- og i Vesteuropa, har gjort meget ud af
din russiske etnicitet. Er du ked af at være kendt
som den russiske borgmester i Riga?
Nils Ušakovs: Nej, jeg er ikke ked af at være den
russiske borgmester i Riga, selvom jeg ville foretrække at være kendt for mine handlinger som
borgmester frem for min etnicitet eller min unge
alder. Når det er sagt, så er en russisktalende
borgmester et vigtigt skridt for integrationen af det
russisktalende mindretal i Letland. Det er det vigtige i dette perspektiv. Vi kommer til at se flere russisktalende letter gøre karriere i byens administration. Men mine handlinger som borgmester har
ikke noget at gøre med, at jeg er etnisk russer.
Jeg er borgmester for alle i byen.
rØST: Flere vi har talt med i de baltiske lande udtrykker frygt for Rusland. Professor Mindaugas fra
universitetet i Vilnius (Litauen) siger endda, at
frygten for Rusland er det kit, der binder Baltikum
sammen til en region. Er det en frygt, du forstår og
i givet fald, måske endda deler?
Nils Ušakovs: Det er vigtigt at forstå, at årsagerne
til denne frygt skal søges i manglende kendskab til
hinanden, og det faktum, at mange politikere fra
begge sider, dvs. både fra Letland og Rusland, har
misbrugt frygten i deres indenrigspolitiske anliggender. Det har betydet opbygningen af nogle stereotyper, som vi må gøre op med.
rØST: Riga bliver styret af en koalition mellem dit
parti, det centrum-venstre orienterede ”Harmony
Center”, og det centrum-liberale parti ”Latvia First
Party/Latvian Way”. Harmony Center kæmper
især det russiske mindretals interesser. Får I ene og
alene russiske stemmer?
Nils Ušakovs: Nej, for første gang siden uafhængigheden i 1991 var det ikke kun russere, der stemte på
os ved valget i 2009. Op til en af tredjedel af vores
stemmer kom fra letter. Omvendt fik nogle af de lettiske partier også russiske stemmer. Så for første gang
stemte befolkningen på partiprogrammer og ikke kun
efter etnicitet.
rØST: Hvordan er samlivet mellem letter og russere i
det daglige?
Nils Ušakovs: I det daglige er det absolut okay. Letland har en af Europas højeste rater af blandede ægteskaber, mange flere end i Belgien for eksempel, og
man kan ikke afgøre etnicitet alene på efternavnet.
En lette kan sagtens have et slavisk efternavn og
omvendt kan en russer have et lettisk. Vi lever sammen, i det mindste i byerne. Ude på landet lever til
gengæld kun letter.
rØST: Hvordan vælger du sprog, når du for eksempel
besøger en butik?
Nils Ušakovs: Det afhænger af mange ting. For eksempel det sprog jeg talte, lige inden jeg kom ind i
butikken. Hvis jeg talte lettisk med nogen uden for
butikken, så vil jeg formentlig også tale lettisk med
sælgeren.
rØST: Så begge sprog er lige accepteret?
Nils Ušakovs: Ja, du kan ikke finde et godt arbejde,
med mindre du kan begge sprog. Nogle gange er
russisktalende unge derfor bedre stillet end lettiske
unge, fordi de russisktalende er bedre til lettisk, end
letterne nogle gange er til russisk.
rØST: I forhold til det faktum, at 65 % af Rigas befolkning er russisktalende, er det påfaldende, at man ikke
ser russiske gadeskilte i det offentlige rum. Hvorfor
har indfører I ikke tosprogede gadeskilte?
Nils Ušakovs: Det er et meget følsomt emne, især for
letterne. Det har noget med historien at gøre. I dag er
9
det et tabu. Før i tiden havde vi tresprogede skilte:
lettisk, russisk og tysk. Mange gader havde endda
forskellige navne på de tre sprog. Der er ingen regel i
dag, der siger, at man ikke må have russiske skilte;
den lettiske tekst skal bare være størst. Men vi gør
det ikke, fordi det er et tabu.
sere, skandinaver, tyskere og briter. For skandinaver
og briter kan det være interessant, at vi har et rigtig
godt sundhedssystem, som ikke er særligt dyrt.
rØST: Så sundhedsturisme kan være en vej frem?
Nils Ušakovs: Ja
rØST: Hvordan har den økonomiske krise ramt Riga?
Nils Ušakovs: I 2008 havde vi et budget på 600 mio.
lats (6,3 mia. kr.); nu er vi nede på 400 mio. lats (4,2
mia. kr). Det betyder, at vi skal prioritere. Vi vil bruge
penge på at renovere skoler, fordi priserne er lave
nu. Vi vil gøre det nemmere for udenlandske investorer at investere i Riga, og så vil vi bruge penge på, at
markedsføre Riga som turistdestination.
rØST: Riga har i flere år været hjemsøgt af unge britiske mænd, der udnytter den billige alkohol og måske også de billige kvinder til at sikre polterabendens
succes. Du har for nylig kaldt til kamp mod denne
form for turisme. Hvordan ønsker du i stedet at brande Riga?
Nils Ušakovs: For første gang siden 1991 bruger vi
penge på at brande Riga i udlandet. Jeg har set,
hvordan Skt. Petersborg og Tallinn har gjort det, og
det skal vi nu også i gang med. Vi planlægger blandt
andet en operafestival, en sangfestival og en masse
andre aktiviteter. Det handler ikke om at reducere
antallet af polterabender, men om at øge antallet af
andre turister. Vi vil især markedsføre os overfor rus-
rØST: Hvordan ønsker du Rigas image skal være i
udlandet?
Nils Ušakovs: Riga er og skal være en bro mellem
Øst og Vest, mellem EU og Rusland. Vi kan kommunikere både med EU og Rusland. Og når jeg siger
kommunikere, så mener jeg ikke bare, at vi kan
sproget, men også har et kendskab til kulturerne.
Det er en unik kompetence. Enten udnytter vi den og
er en bro mellem Øst og Vest, eller også bliver vi
glemt af begge sider, fordi ingen har brug for os.
rØST: Du har studeret i Danmark. Har du nogle erfaringer derfra, som du kan udnytte i dag?
Nils Ušakovs: I Danmark findes der kun socialdemokratiske partier, hvis man sammenligner med Letland. I Letland bliver man hurtigt sat i bås som kommunist, hvis man hører hjemme på venstrefløjen.
Socialdemokratisk politik handler ikke kun om at give
til de fattige, men om at investere penge de steder,
der gavner økonomien. F.eks. i uddannelsessystemet. Her kan vi lære meget af Danmark. I Letland er
uddannelsessystemet ikke så godt som i Danmark,
men det er fordi vi ikke har brugt nok penge på det.
Rigas gamle bydel. Foto: Kristoffer Hecquet
10
Klumme: Er Baltikum en region?
Af Peter Kyhn
Spørgsmålet i rubrikken er stillet forkert, for
naturligvis er Baltikum en region. Spørgsmålet er blot, hvilken type region.
De baltiske stater fik deres selvstændighed fra
Sovjetunionen i 1991, og naturligvis måtte videnskabelige forfattere have styr på, hvad det var for
nogle lande, der kom til verden. Denne tradition
var stærk inden for statskundskab og stærk i Norden, hvor der samtidig var politisk fokus på landene, bl.a. med nordisk-baltisk samarbejde. Der
var i denne litteratur en tendens til at kvantificere
landenes historie og baggrund og udglatte forskelle og landenes unikke erfaringer, så man fik
etableret en region, som var til at arbejde med for
politologer. Karakteristisk for denne litteratur,
hvoraf meget var så generel, at det nærmede sig
almindelig historieskrivning, var, at forfatterne
ikke mente, at det var umagen værd at bruge
kilder på de lokale sprog, endsige tilegne sig de
lokale sprog. Som regel brugte man engelsksprogede kilder - og dem var der til at begynde med
ikke mange af - og til nød russisksprogede kilder.
Det var alt sammen meget problematisk, for de
lande, der var kommet til verden, var dybt forskellige og forestillingen om at have noget til fælles var ikke stærk. Deres egne nationale erfaringer stod i centrum for deres selvopfattelse og en
del af den litteratur, der kom frem i begyndelsen
af 1990'erne ignorerede disse forskelle.
På det politiske plan var der grund til at advare
mod at spejle Baltikum i Norden. For Norden og
Baltikum har ikke meget til fælles. I modsætning
til Norden har de baltiske lande begrænset fælles
historie, meget begrænset intern sproglig forståelse, ingen fælles religion og i begyndelsen af
1990'erne næsten ingen fælles økonomi.
Estland var på mange områder længst fremme i
udviklingen, og det var meget vigtigt for opfattelsen af Baltikum, at EU ved optagelsesforhandlingerne signalerede, at man ikke ville tillægge det
regionale nogen vægt, men at man begyndte
forhandlingerne først med esterne i 1997 - og så
måtte de andre to lande pænt vente til 1999. En
fortsættelse af denne politik ser vi i den nylige beslutning om at give Estland adgang til eurozonen
fra 1. januar 2011. Det enkelte lands økonomiske
resultater har været afgørende for bedømmelsen.
I Estland slog den nuværende præsident Toomas
Hendrik Ilves (daværende udenrigsminister) sig i
slutningen af halvfemserne op på at mene, at Estland egentlig ikke hørte til Baltikum, men bedre
passede ind i en nordisk kontekst. Det medførte
mange syrlige kommentarer fra Letland og Litauen,
hvoraf den morsomste var en karikatur i det lettiske dagblad Diena, der viste et kort over Østersølandene med Estland klistret på et sted i Mellemsverige. Ilves fokuserede på sprog, historie og
religion, men også på anvendelsen af IT, når han
argumenterede for, at Estland havde mere at gøre
med Sverige-Finland end med Litauen.
Nu er tingene på en måde mere normaliserede.
Den økonomiske integration mellem de baltiske
lande, herunder turisme, samhandel og gensidige
udenlandske investeringer, har nået et betydeligt
omfang. Derfor kan man med rette sige, at Baltikum er mere region i dag, end det var det for 15 år
siden. Men sammenlignet med Norden er den regionale identitet meget svag; den mentale identifikation med de andre baltere eksisterer ikke i nogen
nævneværdig udstrækning, og de konstituerende
faktorer for en region (historie, kultur, religion,
sprog), som jeg nævnte ovenfor, er uforandrede
sammenlignet med begyndelsen af halvfemserne.
Baltikum er en region, ja, men regionaliteten manifesterer sig mest inden for økonomi og meget begrænset inden for f.eks. politik, kulturel interaktion
eller folkelig identitet.
Peter Kyhn er cand. mag. i historie og uddannet i
estisk ved Lunds Universitet, hvor han ligeledes
har undervist i de baltiske landes historie og sprog.
Er redaktionssekretær ved Northroup Newsletters
og forfatter til 'Turen går til Estland, Letland og Litauen' (Politikens Forlag). Peter Kyhn har også
skrevet bogen 'De baltiske lande' (Frydenlund).
11
Upopulære danske svin
Af Michael B. Lauritsen
Store danske svinebrug er i vælten for tiden i både i Letland og Litauen. Lokalbefolkningen klager
over miljøbelastning og lugtgener, imens lettiske
landmænd raser over konkurrencen fra de ressourcestærke danske landmænd.
Den danske landbrugsrådgivning i Århus anslår, at
der er ca. 50 danske landmænd i Baltikum, heraf ca.
5 i Estland, 30 i Letland og 15 i Litauen. Landmændenes aktiviteter er spredt ud på både malkekvæg,
jordbrug og store svinebrug. Men det er svinebrugene, der løber med al opmærksomheden.
Andris Gobins, formanden for den lettiske Europabevægelse, er således hurtig til at nævne ”de stinkende
danske svinefarme”, når han skal forklare, hvad letterne forbinder med EU. Historier om store danske
svinefarme er for tiden en meget varm kartoffel i Letland, og ifølge Andris Gobins én af de negative historier, der forklarer, at Letland er det mindst EUbegejstrede af de tre baltiske lande.
Grunden? Gobins nævner i flæng, hvordan store
danske svinebønder forurener, ødelægger vejene,
kun ansætter få lokale, opkøber det bedste land –
ofte fra lettiske familier på fallittens rand, og ikke engang køber de lokale produkter. Letterne har derfor
svært ved at se, hvilken merværdi de danske svinebønder repræsenterer i det lettiske samfund. På
trods af, at Letland har kraftigt brug for udenlandske
investeringer, og på trods af, at Letland er nettoimportør af svinekød.
På landsdækkende tv
At de danske svinebønder har et dårligt ry kan Gundars Reders fra det lettiske statsfjernsyn, Latvijas
Televizija, bekræfte. Han har lavet en kritisk dokumentarudsendelse om danske svinebønder med udgangspunkt i klagende borgere i distriktet Jelgava og
græsrodsarbejde blandt borgere i distriktet Kuldigas.
I Jelgava har myndighederne givet tilladelse til en
udvidelse af en svinefarm til 10.000 svin og pattegrise - ifølge Gundars Reders: ”Fordi det ville være
godt for økonomien, og fordi arbejdsløsheden var
stor, og dette kunne være et skub”. Men de lokale
12
borgere var imidlertid særdeles utilfredse med beslutningen, ”hovedsageligt på grund af lugten og forureningen af
miljøet.”
Nabodistriktet Kuldigas oplevede et helt modsat forløb.
Her har lokale borgere haft succes med at forpurre udvidelsen af en svinefarm. ”De lokale var her mere velinformerede og proaktive. De havde studeret internettet og de
havde været i Litauen og se på lignende fabrikker og interviewe folk i de omkringliggende områder.” I Kuldigas
spredtes hurtigt den generelle holdning, at en udvidelse
af en svinefarm ville være katastrofal for miljøet, hvorefter
det lykkedes lokale kræfter at overbevise lokalmyndighederne om, ikke at tillade en udvidelse.
Et spørgsmål om penge
De lettiske svinebønder, som Reders har talt med, mener
ikke, at man kan håndtere sit affald ordentligt, hvis man
har mere end 10.000 svin. ”Måske passer dette, måske
ikke, måske er det et spørgsmål om den teknologi, man
bruger, men dette er i hvert fald synspunktet.”
Han er dog ikke sen til at erkende, at lettiske svinebønder
nok ville forsøge sig i samme spor. ”Hvis bare de havde
pengene.” Men det har de som regel ikke, og i dag kan
de lettiske landmænd ude i lokalområderne oftest blot stå
på sidelinjen og kigge på de enorme udvidelser af svineproduktioner, som pengestærke, vestlige landmænd står
for. Og især derfor er der en særdeles dårlig stemning
omkring danske svinebønder ude i mange lokaldistrikter i
Letland.
Danskere er stadig populære
Spørgsmålet om svinefarme har dog endnu ikke ødelagt
danskernes ry. Ifølge Gundars Reders har danskerne
meget goodwill at tappe af, og så er der også nogle gode
eksempler: ”Der er også danske landmænd med et særdeles godt ry, bl.a. hr. Rasmussen (Alex Rasmussen
red.), en meget berømt dansk svinebonde, der har lært
sproget, er høflig, taler godt med naboerne og har en god
attitude.”
Der er også en vigtig forskel mellem land og by: ”Hvis du
spørger ude i landdistrikterne, hvor man kan se og lugte
farmene, er den generelle indstilling til danske svinefarmere negativ, men hvis man stiller spørgsmålet her i Ri-
ga, om det er godt eller skidt med de danske svinefarmere, ville en meget vigtig del af folk sige: det er
godt for vores økonomi, så hvad er problemet?”,
slutter Reders.
Også modstand i Litauen
Danske landmænds upopularitet begrænser sig
ikke til Letland. Ifølge Førstesekretæren på den
danske ambassade i Litauen, Mette Kruse, har der
gennem flere år været massiv negativ presse i Litauen om de danske svinebønder, ligesom der gennem flere år har været demonstrationer udenfor
Den Danske Ambassade imod de danske svinebønder, ofte med baggrund i myten om, at danskerne er i gang med at overflytte hele deres svineproduktion til Baltikum.
Denne myte er der imidlertid ikke meget hold i, understreger Mette Kruse og henviser til friske tal fra
Eurostat, der viser, at Litauen i 2008 producerede
1,2 mio. svin, imens Estland og Letland hver producerede 0,5 mio. svin, overfor Danmarks produktion
på 27 mio. svin. Litauen er i øvrigt, ligesom både
Estland og Letland, stadig nettoimportør af svin.
Det er Den Danske Ambassades indtryk ”at de danske landmænd fører en legitim forretning på basis
af moderne teknologi og med respekt for den eksisterende lovgivning.” Denne vinkel bekræftede en
delegation fra det litauiske parlaments miljøudvalg i
øvrigt, efter et besøg på flere forskellige danske
svinefarme i februar i år. Den konservative formand
for delegationen udtrykte beundring over den moderne teknologi, der blev brugt på farmene, og er-
klærede ligeledes, at generne overfor naboerne var
yderst begrænsede.
Disse positive ytringer udløste dog øjeblikkeligt demonstrationer foran det litauiske parlament, hvor demonstranterne illustrerede deres utilfredshed med gasmasker med danske flag og grisenæser på.
Ifølge Mette Kruse kæmper de danske landmænd også med diskrimination fra lokale myndigheder, der i
flere tilfælde handler imod kendelser fra domstolene, i
bestræbelserne på at gøre livet surt for landmændene.
Som i Danmark – blot tilsat ulighed
Grundlæggende ligner debatten om svinebønder i Litauen og Letland den danske, med de helt klassiske
grundelementer: forurening og lugt. Dog med det ekstra element, at nogle meget ressourcestærke vestlige
landmænd skiller sig kraftigt ud fra de fattigere landmænd i de to lande.
På spørgsmålet om lettiske landmænd kan lære noget
af danske landmænd, svarer Gundars Reders: ”Jeg
ved ikke, om de har noget at lære, men jeg ved at nogle af dem er jaloux, fordi de ikke pengene til at bygge
den slags svinefarme. I nogle distrikter kan du finde
folk, der er meget imod svinefarmene, men kun fordi
de for tiden ikke har nok penge til at bygge deres egen
svinefarm. De kæmper med andre ord for deres egen
forretning.”
Gundars Reders fra Lettisk stats TV. Foto: Jesper Pørksen
13
EU-skepsis i Letland
Samtale med Andris Gobins, formand for den lettiske Europabevægelse,
udarbejdet af Kristoffer Hecquet
Det kan måske undre, at Letland er et af de mest
EU-skeptiske lande i Europa. Andris Gobins forklarer.
"Letland er det absolut mest euroskeptiske land i
Baltikum,” fortæller Andris Gobins, der er formand
for Letlands Europabevægelse. Han bevæger hånden henover en række grafer foran sig, der viser,
hvordan hans land ligger tæt op ad Storbritannien,
hvad angår offentlighedens holdning til EU.
”Litauen har af en eller anden grund altid været positiv over for EU, mens Estland og Letland har fulgtes ad med en mere kritisk linje. Men i 2004 omkring selve udvidelsen skete der to begivenheder,
der trak de to lande i hver sin retning. I Tallinn flyttede man et sovjetisk mindesmærke ud af byen, hvilket skabte store russiske protester – men ledere fra
EU bakkede esterne op i deres handling. Dette
skabte folkelig opbakning til EU. Men i Letland faldt
optagelsen sammen med store stigninger i energipriser – hvilket egentlig ikke havde noget med EU
at gøre – og dette styrkede den allerede eksisterende euroskepsis betydeligt. – Jo, vi har meget at se
til i vores lille organisation her i Letland.” Andris tilføjer desuden, at historier om udenlandske virksomheder, som f.eks danske svinebønders opkøb af
lettisk jord, har givet EU et dårligt ry. Under store,
lokale protester argumenteres for lugtgener og slid
på den lettiske infrastruktur. Samtidig har de internationale satsninger på IT haft den modsatte effekt i
nabolandet Estland.
Andris Gobins. Foto: Michael B. Lauritsen
Det er således ikke det økonomiske sammenbrud, der
har udløst letternes skepsis over for EU. Her er man
tværtimod taknemmelig over for den støtte, som man
trods alt har modtaget fra det øvrige EU. Til gengæld
er Andris selv en smule skuffet over, hvordan Baltikum
er blevet mødt fra EU’s side, når det gælder økonomi.
”Der er altid to sider af sagen. Jeg er ikke i tvivl om, at
EU er den bedste løsning for Letland, men når jeg ser,
at EU for kort tid siden ikke ville optage vores naboland Litauen i Euroen i 2007, pga. marginale overskridelser af EU’s krav, kan man ikke undgå at blive lidt
skuffet (Litauen opfyldte alle kriterier med undtagelse
af inflationen, der skulle ligge under 2,6 pct., men Litauen havde i marts 2006 2,63 pct., red.). – Især fordi
det var tydeligt, at det var de færreste euromedlemmer, der faktisk overholdte denne inflationsrate – og
prøv at se på Europa lige nu!”
Man kan undre sig, hvorhen letterne så ønsker at orientere sig, når EU mod vest ikke er at foretrække og
Rusland, som den store nabo mod øst, stadig ikke er
populær i Letland pga. fortiden i Sovjetunionen. Andris
forklarer: ”Det er meget simpelt. Letterne er meget deprimerede.” Er Letland et let land for en
dansk landmand?
Reportage fra Henrik Gøttrups gård i Letland,
udarbejdet af Michael B. Lauritsen
Magasinet rØST besøgte i april Henrik Gøttrup Christensen på hans gård i Naudite en
god times kørsel fra Riga.
Vi bliver afbrudt af Ingus, der med en seddel i
hånden har krydset gårdspladsen fra den nybyggede røde bygning. Bygningen huser virksomhedens kontor, omklædningsrum, toiletter, køkken
og kantine. Henrik kaster et hurtigt blik på sedlen
og svarer med en flok lettiske gloser, hvorpå Ingus returnerer den modsatte vej. Og vi vender
tilbage til samtalen om lettiske landmænd, naboer, lokalmyndigheder, danske svinebønder, samarbejdspartnere og kammerater i Letland og om
konen, sønnen og datteren i Danmark.
Henrik Gøttrup er 48 år gammel og har drevet
landbrug i Letland i 5 år. Han dyrker korn. Det er
det, han er bedst til, som han selv udtrykker det,
og det går ganske udmærket, fortæller han med
svag nordjysk dialekt. "Udmærket" er jysk og betyder, at han sammen med en dansk partner har
1.750 hektar under ploven, hvilket på københavnsk betyder, at han dyrker lidt mere end arealet af Vesterbro sammen med Valby, hvilket svarer til mere end 2.400 fodboldbaner, der lever op
til DBU’s størrelseskrav for divisions- og ligakampe.
Og at han ikke har tænkt sig at stilne farten, illustreres meget godt ved den rendegraver, der
som bagtæppe for interviewet er ved at køre
murbrokker væk fra et gammelt kornlager.
Modernisering
Der skal bygges en ny maskinhal som supplement til de to andre, så der kan blive plads til
traktorerne, mejetærskerne og den nye store
vendeplov. Ploven er en milepæl i Henrik Gøttrups samarbejde med de lettiske myndigheder et samarbejde, der har taget tid at få til at køre
godt - for ploven er nemlig delfinansieret af moderniseringsmidler fra EU efter succesfuldt samarbejde med myndighederne.
Henrik Gøttrups plan er, at alt det gamle sovjeti-
ske byggeri på grunden skal rives ned, ligesom
Henrik også siden sin ankomst i Letland har haft
god succes med at luge ud i den sovjetiske arbejdsmentalitet blandt sine lettiske medarbejdere.
Det sovjetiske landbrugsbyggeri i Letland duer ikke, og den sovjetiske tilgang til landbrug duede
ikke.
”Man kan ikke drive landbrug, som man driver en
fabrik og blot tilsætte mere arbejdskraft, når man
vil hæve produktionen. En god landmand kender
sin jord og sin gård,” siger Henrik Gøttrup, der da
også allerede har fået en del tips om afgrøder,
gødning, pesticider og dyrkningsforhold fra sine
lettiske naboer, som han ikke kunne have læst sig
til, eller lært af sine leverandører. Naboerne har
været her i lang tid og kender jorden.
Lettisk initiativ
”Før krigen var landmændene i de baltiske lande jo
ekstremt dygtige, men russerne lykkedes med at
hive initiativet ud af nogle dem,” siger Henrik Gøttrup, men fremhæver dog, at der var dygtige lettiske landmænd i området ved hans ankomst.
Og at der er initiativ i området illustreres måske
meget godt af Henrik Gøttrups smil, da vi kommer
til at tale om, hvordan han skaffede sig af med materialerne fra nedrivningen og ikke mindst det russiske armeringsjern. Det kom han nemlig af med i
en fart, gratis afhentet af folk, der godt kendte værdien af brugt jern og som tjente penge på at videresælge det.
I nærheden af Henrik Gøttrup er det i det hele taget svært ikke at blive smittet af begejstring, for
han maner enhver forestilling til jorden om, at en
typisk entreprenør bor i hovedstaden, bærer firkantede briller og spiser tofu. Henrik Gøttrup går i
Kansas og spiser steaks, men han får ting til at
ske. Det kan man forvisse sig om ved at kaste et
blik rundt på ejendommen, eller ved at kigge på et
kort over jordene inde på kontoret og høre ham
fortælle om de marker, han håber at kunne købe,
eller ved at høre ham fortælle om byttehandler
med andre landmænd, der har til formål at opnå
15
sammenhængende jordstykker - for ham selv og for
de andre.
på gårdspladsen, så i starten kiggede de noget, når
jeg kom,” fortæller han smilende.
Beslutningen om at slå sig ned i Letland faldt efter, at
han havde besøgt landet og konkluderet, at "det kunne han gøre bedre" - og at han oven i købet selv
kunne gøre en positiv forskel. Hans kone, datter og
søn bor i Danmark, men han bruger det meste af sin
tid i Letland, for ”man skal bo her, ellers duer det ikke,” som han siger. Derfor kender Henrik Gøttrup nu
forskellige steder i både Dobele, hvor han bor til dagligt, og i Riga, hvor man kan få en god steak.
Henrik Gøttrup mener selv, at hans tilstedeværelse i
Letland er positiv for landet, og han kan ikke skjule
en lille irritation over, at omgivelserne og myndighederne ikke altid ser den som sådan, ”når nu de har
brug for investeringerne, har et kæmpe russisk eksportmarked lige om hjørnet, og i øvrigt stadig mangler at effektivisere og modernisere”.
Driften af gården foregår på skiftevis dansk og lettisk,
afhængig af hvilken medarbejder han taler med, og
så småt er der også ved at blive tid til at besøge naboerne en gang imellem. ”Men de skal altså lige
vænne sig til, at jeg bare kommer for at sludre. De er
ikke vant til, at naboen bare kommer kørende i bil ind
Da vi spørger til fremtiden, melder der sig for første
gang i interviewet noget tvivl. Henrik Gøttrup har for
længst udset sig en smuk plet på grunden; et godt
sted til en norsk bjælkehytte; men ideen om at slå
sig permanent ned i Letland vil kræve rigtig meget
overtalelse i Danmark. Måske bliver lige netop splittelsen mellem Danmark og Letland fremtidens største udfordring.
Henrik Gøttrup på sin gård i Letland. Foto: Jesper Pørksen
16
Den stille flugt
Af Kenneth Haar
Den økonomiske krise får tusinder af letter og
litauere til at pakke kufferten og søge udenlands. Dårlige nyheder for arbejdsforhold i både Øst og Vest, mener ekspert.
”Før var det håb, der fik folk til at emigrere. I dag
er det fortvivlelse. Jeg har boet i Litauen i mange
år, og det er noget, man kan fornemme på gaden,”
siger Charles Woolfson. Han er professor ved Linköping Universitet i Sverige og ekspert i vandrende arbejdskraft fra de øst- og centraleuropæiske
lande. Han er særligt rystet over krisen i de baltiske lande, hvor han vurderer at hele 15 procent af
den erhvervsaktive befolkning gerne vil emigrere.
Charles Woolfson peger på, at i Litauen er antallet
af emigranter oppe på samme niveau som lige
efter optagelsen i EU, og det finder han slående.
Dengang fandt migrationen sted på baggrund af
økonomisk fremgang i de baltiske lande. I dag er
arbejdsløsheden eksploderet hjemme, og mulighederne er blevet ringere i modtagerlandene. Derfor
mener Woolfson, at hvor emigration tidligere var et
lovende løfte om en bedre fremtid, er det i dag det
mindste af to onder.
Letland topper
Det er i Letland og Litauen, den stille flugt fra Baltikum er udtalt. I det tredje baltiske land, Estland,
lander nettomigrationen ifølge officiel statistik omtrent på et nul, angiveligt fordi Estlands økonomi
er mere solid. Statistikkerne for migration fra Letland og Litauen er usikre, men tendensen i 2009
er umiskendelig. I Litauen, som angiveligt har den
mest præcise officielle statistik, er tallet steget fra
knap 14.000 i 2008 til knap 22.000 i 2009. Korrigeret for indvandring, lander Litauen på et nettotab
på 15.000 personer. Endnu mere dramatisk ser
det ud for Letland, hvor krisen har kradset dybest.
Hér anslår professor Mihails Hazans på universitetet i Riga, at 30.000 letter emigrerede i 2009, og
han vurderer endda, at tallet kan komme op på
100.000 over den tre-årige periode til og med
2011. Det er mange mennesker ud af en befolkning på kun 2,2 millioner mennesker.
Øjeblikkelig fattigdom
Migrationen er en flugt fra arbejdsløshed, og fra meget lave sociale ydelser:
”Bliver man arbejdsløs i Litauen, er det en dom på
øjeblikkelig fattigdom, så selvom livet ikke er nemt i
de gamle medlemslande, er mulighederne trods alt
bedre,” siger professor Woolfson.
”Det er betegnende, at det store træk bl.a. kommer
fra Litauen, hvor regeringens svar på krisen har været brutalt. Der har været hårde nedskæringer på de
offentlige udgifter, og lønnen er sænket drastisk,”
siger han med henvisning til, at de offentlige udgifter
er skåret ned med hele 30 procent i det forgangne år,
og til en lønnedgang på mellem en tredjedel og halvdelen.
Søger mod Irland og Storbritannien
Den øgede emigration fra de baltiske lande kan mærkes i flere gamle EU-lande, og særligt i Irland og Storbritannien. I Storbritannien fordobledes antallet af
arbejdstilladelser til letter i 2009, mens tilladelser til
litauere steg med 30 procent, viser tal fra det britiske
indenrigsministerium. Op mod 20.000 letter og litauere fik arbejdstilladelse i de første ni måneder af 2009 i
Storbritannien, ifølge professor Hazans.
Irland tog i 2009 imod 4.000 letter og ca. 3.000 litauere. Dermed modtager Irland og Storbritannien omtrent halvdelen af emigranterne fra Letland og Litauen.
Interessen for Danmark er relativt lav blandt emigranterne, men tendensen er kraftigt stigende. Antallet af
litauere, som fik ”opholdskort med henblik på lønarbejde” var 459 i 2008. Det steg i 2009 til 1.031, altså
mere end en fordobling. Dermed flytter litauerne op
på en fjerdeplads efter Polen, Tyskland og Rumænien.
Pres på arbejdsforhold
Charles Woolfson mener, at tendensen også ses i
andre nye medlemslande i Central- og Østeuropa. At
under indtryk af finanskrisen og nedgangen i bl.a.
byggeriet i de gamle medlemslande, vendte mange
17
”østarbejdere” hjem, for blot at konstatere, at tilværelsen er blevet sværere at få til at hænge
sammen. Derfor vender de om igen.
Artiklen er skrevet af Kenneth Haar, der er chefredaktør på Magasinet Notat. Artiklen er oprindeligt trykt i Notats temanummer om Baltikum fra
maj 2010.
”Selvom der er krise også i de gamle EUmedlemslande, og der ikke længere er de samme
muligheder i f.eks. byggeriet, så er et liv på det
grå eller sorte arbejdsmarked i f.eks. Irland, Storbritannien eller Danmark, trods alt bedre end livet
derhjemme,” siger professoren.
”Det er dårlige nyheder for arbejdsforhold i både
nye og gamle medlemslande,” slutter han.
På et hængende hår
Forløbsbeskrivelse af Michael B. Lauritsen
Der var spænding op til sidste øjeblik, om
hvorvidt Baltic Pride 2010 kunne gennemføres.
Tre dage før paradens planlagte afholdelse sørgede Litauens midlertidige statsanklager, Raimondas Petrauskas, for at tilladelsen blev inddraget. At paraden til sidst blev afholdt skyldtes
internationalt pres fra bl.a. Den Danske Ambassade, Amnesty Internationals danske afdeling,
diverse andre NGO’er, en vred litauisk præsident og en sidste øjebliks-kendelse fra Litauens
højeste administrative domstol. Affæren kostede
den midlertidige statsanklager jobbet.
At der er brug for fokus på homoseksuelles rettigheder i Litauen, viste en meningsmåling fra
april 2010, hvor 69 procent af litauerne erklærede, at de ikke kendte homoseksuelle i deres miljø, imens 43 procent af litauerne anså homoseksualitet som en slags sygdom. 70 procent var
imod afholdelsen af en homo-parade i Vilnius.
Ikke desto mindre fik Lithuanian Gay League i
foråret uden problemer tilladelse af kommunen
til afholdelse af en parade. Paradens lokalitet
blev dog flyttet adskillige gange mellem parkeringspladser rundt omkring i byen, og der var i
starten tvivl om, hvorvidt politiet ville beskytte
paraden.
18
Første krav om forbud i marts
Den brede folkelige modstand mod paraden blev i
marts fulgt op af 52 af Litauens 141 parlamentsmedlemmer, der i et brev til den midlertidige statsanklager, Raimondas Petrauskas, krævede paraden forbudt med henvisning til en kontroversiel
litauisk lov af nyere dato om beskyttelse af børn
mod skadevirkninger fra anstødelig offentlig information.
Brevet fik Amnesty International til at reagere særdeles højlydt - ikke mindst den danske afdeling,
der koordinerede Amnestys samlede indsats i forhold til Baltic Pride - ligesom det fremkaldte et diplomatisk pres fra flere ambassader. Blandt andet
den danske ambassadør Laurids Mikaelsen gjorde i et brev til den litauiske justitsminister opmærksom på den internationale opmærksomhed
omkring paraden.
I løbet af april faldt brikkerne dog lige så stille på
plads for paradens arrangører, idet politiet lovede
paraden fuld politibeskyttelse, imens Petrauskas
afviste at efterkomme kravet om forbud med henvisning til både litauisk og international lovgivning.
Forbuddet i maj
Samme Petrauskas tændte dog ild under håbet
hos mange parademodstandere, da han onsdag
den 5. maj, tre dage før paraden, lykkedes med at
få trukket tilladelsen tilbage. I samarbejde med et
konservativt byrådsmedlem fra Kaunas, Stanislovas Buskevicius, bragte han sagen op for den
regionale administrative domstol i Vilnius med
den anfægtelse, at politiet ikke kunne garantere
paradedeltagernes sikkerhed. Og det var domstolen enig i.
Den hovedansvarlige for sikkerheden, Politimester Kestutis Lancinskas, mente dog sagtens, at
politiet kunne garantere for deltagernes sikkerhed.
Buskevicius er da også primært kendt for sin
langvarige modstand mod homoseksuelle generelt og paraden i særdeleshed, så der har givetvis
hos ham været andre overvejelser på spil end
blot paradedeltagernes sikkerhed.
Opbakning om paraden
Kendelsen blev straks indbragt for Litauens højeste administrative domstol af Lituanian Gay League. Desuden fremkaldte kendelsen allerede
samme dag protester fra den Litauiske præsident
Dalia Grybauskaite, der via talsmand, Linas Balsys, fremhævede, at enhver lovlig gruppe har en
forfatningssikret ret til at mødes offentligt og ytre
sig, og at det er politiets pligt at sikre fred og undgå konflikter ved den slags arrangementer. Grybauskaite undrede sig ligeledes over den dårlige
kommunikation, der måtte være mellem de forskellige myndigheder i Vilnius, når politimesteren
godt turde garantere for deltagernes sikkerhed,
imens anklagemyndigheden kunne være i tvivl.
Grybauskaite er Litauens suverænt mest populære politiker med en opbakning i befolkningen på
85 %, så det har ikke været uden betydning, at
hun kastede sig ind i kampen.
Dagen efter, den 6. maj, afleverede Amnesty International 15.000 underskrifter til præsidenten,
og gjorde dermed opmærksom på den brede internationale bekymring for paradens skæbne.
Samme dag udtalte den danske udenrigsminister
Lene Espersen i en pressemeddelelse:
"Det vil være yderst beklageligt, hvis forbuddet fra
den (regionale, red.) administrative domstol i Vilnius opretholdes, således at paraden ikke kan
gennemføres som planlagt. Fra dansk side lægger vi overordentlig stor vægt på, at alle lande og ikke mindst EU-lande - overholder bestemmelserne i de internationale menneskerettighedskonventioner, herunder retten til fredelige demonstrationer. Dette er også fremhævet af den litauiske
præsident. Og den danske regering har flere gange pointeret dette over for den litauiske regering.”
Den 7. Maj var den danske europaparlamentariker Jens Rohde på banen med en pressemeddelelse, hvori han gjorde opmærksom på de grundlæggende rettigheder, der følger med Lissabontraktaten, og luftede muligheden for at indklage
Litauen til EU-domstolen:
”Det er fuldstændigt helt og aldeles uacceptabelt,
at de grundlæggende rettigheder ikke gælder for
alle i hele EU. Jeg har foranstaltet et brev udsendt fra parlamentet til myndighederne om, at
der er tale om et brud på traktaten og samtidig
bedt kommissionen gå ind i sagen. Hvis ikke de
homoseksuelle får lov at mødes og får den beskyttelse, de har krav på, ser jeg ikke anden udvej end, at domstolen må gå ind i sagen med en
anklage om traktatbrud.”
Paradens redning i sidste øjeblik
Den 7. maj, om eftermiddagen, besluttede den
højere administrative domstol i Vilnius endelig at
annullere regionaldomstolens forbud, og dagen
efter blev Baltic Pride 2010 afholdt i Vilnius. Ifølge
Amnesty International havde paraden cirka 500
deltagere, heriblandt den svenske EU-minister
Brigitta Olsson, imens 800 pansrede betjente beskyttede paraden fra omkring 500 moddemonstranter. Yderlige 1.500 mennesker var
ifølge Amnesty International mødt op som tilskuere.
Hele affæren har haft sit eget lille efterspil, idet
den midlertidige anklager Petrauskas blev forbigået, da Præsident Grybauskaite skulle indstille
en person til den faste stilling som landets øverste anklager. Petrauskas blev ifølge Grybauskaite
forbigået på grund af hans ageren i udførelsen af
embedet i den midlertidige stilling. Kommentatorerne i Litauen er generelt enige om, at hun her
sigter til hans rolle i processen op til Baltic Pride i
Vilnius.
Forløbet omkring Baltic Pride 2010 i Vilnius demonstrerer, hvordan homoseksuelles vilkår gennem de seneste år - ikke mindst i de baltiske lande - har udviklet sig til en demokratisk slagmark,
hvor domstole og forskellige fløje af nationale og
internationale politikere og bevægelser kæmper
mod hinanden, for enten ytringsfrihed og andre
basale rettigheder, traditioner og kristne værdier,
eller blot opmærksomhed og politisk tilslutning.
19
Foto: Kaare Viemose for Amnesty International (Riga 2008)
Tabu
Samtale med Rasa Navickaite, talskvinde for Baltic Pride,
udarbejdet af Michael B. Lauritsen
Magasinet rØST besøgte i april Rasa Navickaite på
en lille café i Vilnius. Den Hvide Elefant, som caféen hedder, er et foretrukket sted at mødes for alternative typer i Vilnius. Vi talte om vilkårene for
homoseksuelle i Litauen. Den konkrete anledning
var afholdelsen af Baltic Pride 2010 i Vilnius, en
parade som Rasa var talskvinde for.
Siden EU-udvidelsen i 2004 har flere af de nye medlemslandes større byer ligget i retssager med homoseksuelles organisationer, der har insisteret på deres
ytrings- og forsamlingsfrihed. Bystyret i bl.a. Warszawa, Poznan og Riga har forsøgt at forhindre afviklingen af homo-parader i byerne, oftest med henvisning
til den offentlige sikkerhed, men afvisningerne er som
oftest blevet omstødt af domstolene.
De fleste Central- og Østeuropæiske lande, der har
lagt jord til homo-parader, har desuden oplevet særdeles aggressive moddemonstrationer, og der er således i de senere år gået en lind strøm af billeder af blødende bøsser og lesbiske til vestlige medier fra parader i Moskva, Krakow, Warszawa, Poznan, Tallinn og
Riga. Homoseksuelles rettigheder er en højaktuel demokratisk frontlinje i Central- og Østeuropa; ikke
mindst i de baltiske lande. Og således også i Litauen.
20
Menneskerettigheder
Vi mødte Rasa Navickaitė, der studerer politologi
i Vilnius og er informationskoordinator for Baltic
Pride Vilnius 2010, til en snak om homoseksuelle, hetz, had. Frygt, foragt - og forandringer. Rasa Navickaitė føler sig som homoseksuel i Litauen presset af den højstemte debat.
”Homoseksualitet nævnes ofte sammen med
pædofili, ligesom det heller ikke er unormalt at
omtale homoseksualitet som en sygdom, man
kan blive smittet af,” siger hun, og forklarer, hvordan begrebet menneskerettigheder heller ikke
har en automatisk positiv klang alle steder i landet:
”Menneskerettigheder fremlægges ofte som en
modsætning til traditionelle katolsk-konservative
familieværdier, og selv konservative professorer
problematiserer menneskerettigheder. Liberalisme og EU er anti-værdier for disse personer.”
Når det ikke er kontroversielt at være modstander af menneskerettigheder, og når homoseksualitet uden problemer kan forbindes med sygdom
og kriminalitet, så er det ikke svært at forstå, at
homoseksualitet er tabubelagt i Litauen.
Tabuet
”To piger kan godt gå igennem en park med hinanden i hånden; jeg ville ikke gøre det om natten,
og jeg ville ikke gå ned gennem hovedgaden med
en pige i hånden. To drenge ville slet ikke gå
rundt udendørs med hinanden i hånden. De kan
til gengæld mødes på en af de to homoseksuelle
klubber i Vilnius eller i det skjulte. Men vi kan altså mødes.”
”Men der er en udbredt homofobi blandt homoseksuelle i Litauen, og jeg forventer kun, at omkring 40 af Litauens homoseksuelle møder op til
Baltic Pride i Vilnius - ud af Litauens samlede indbyggertal på 3,3 mio. Selv nogle af dem, der er
med til at arrangere paraden, er endnu ikke kommet ud af skabet, og gruer for at skulle konfrontere forældre, familie og venner med budskabet;
derfor holder de sig væk, når paraden løber af
stablen. Hovedparten af paradens deltagere vil
derfor være udlændinge.”
Der er findes tre offentligt kendte homoseksuelle i
Litauen, men Rasa Navickaite er ikke helt sikker
på, om de bidrager positivt til at nedbryde tabuet,
eller om de blot bekræfter fordommene omkring
homoseksuelle som seksuelle freaks. Alle tre er
nemlig temmelig outrerede. Måske lige netop tilpas outrerede til at turde stå frem.
Sovjetunionens arv
Rasa Navickaites bedste forklaring på, hvordan
tabuet kan bestå i et moderne informationssamfund som Litauen er arven fra Sovjetunionen. Folk
har simpelthen lært at tie og vente på ændringer
udefra. At tie har været det mindst farlige, og på
samme måde venter mange homoseksuelle nu
simpelthen bare på, at tingene bliver bedre af sig
selv. Der er ingen tradition for politisk offentlighed
i Litauen. Derudover peger hun på en udbredt
politisk misbrug af katolicismen og katolske værdier, som afgørende årsager til, at homoseksualitet stadig i dag er et kæmpe tabu i Litauen.
Katolicismen
Rasa Navickaite er selv katolik og synger i et katolsk kor og mener i modsætning til Paven ikke, at
en god katolik nødvendigvis skal være heteroseksuel. Derfor overvejer hun at komme ud af skabet
over for resten af koret; en øvelse hun allerede
har været igennem over for både venner og familie, der i næsten alle tilfælde har støttet og bakket
hende op – også om hendes kamp i Lithuanian
Gay League. Selvom nogle af familiemedlemmerne helst så, at hun holdt en lidt lavere profil.
Da vi spørger Rasa Navickaite, hvad hun ønsker
for Litauens homoseksuelle i fremtiden, er det
ikke ret til ægteskab eller adoption, der dukker op.
Hun svarer uden at tøve: ”at bryde tabuet.”
Rasa Navickaite . Foto: Jesper Pørksen
Støtte fra mange kanter
Den klare opbakning fra den danske, norske og
hollandske ambassade, fra Amnesty International
og Human Rights Watch og deltagelsen af helt
almindelige politikere fra mange lande hjælper
med at fremme dette formål.
"Opbakningen er med til at sikre, at paraden ses
som en politisk manifestation til fordel for basale
demokratiske rettigheder, frem for som en seksuel fest”. At paraden overhovedet kunne realiseres
skyldes dog også et samarbejdsvilligt politi og
nogle praktisk anlagte kommunale myndigheder,
der ifølge Rasa Navickaite ikke lagde paraden de
store forhindringer i vejen, selvom de heller ikke
gav paraden en særlig god placering i Vilnius.
Desuden har Lithuanian Gay League allierede
både på venstrefløjen og blandt konservative politikere i Litauen, der bekymrer sig om de demokratiske aspekter af de homoseksuelles kamp – og
blandt dem er den litauiske præsident Dalia Grybauskaite, der i øvrigt er Litauens mest populære
politiker med en opbakning i befolkningen på 85
%. Støtten er blot aldrig så højlydt som modstanden. Menneskerettigheder og ytringsfrihed – og
støtte til homoseksuelle - er endnu ikke politiske
vindersager i Litauen.
Den Internationale Konvention om Borgerlige og Politiske
Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention garanterer begge ytringsfrihed og forbyder diskrimination af homoseksuelle.
Med Lissabon-traktatens ikrafttrædelse er det blevet muligt
at trække et land for EU-Domstolen, hvis det forbryder sig
mod EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og
21
Før du flyver tilbage til Jorden
Samtale med instruktør Arunas Matelis
udarbejdet af Kristoffer Hecquet
Arunas Matelis’ film sætter fokus på livsbekræftelsen, der findes i den situation, som er aller
sværest: På hospitalet for leukæmiramte børn.
I et lille diskret møbleret lokale i centrum af Vilnius
med panoramaglasvæg ud imod floden Neris sidder
Arunas Matelis bag sit skrivebord og byder os velkommen. Han tilbyder os ydmygt sine bedste stole,
mens han stolt slår ud med hånden og sammenligner
udsigten med den skyline, man oplever i Brooklyn
Hights, når man kigger over imod Manhattan. På den
anden side af Neris befinder sig nemlig byens forretnings- og bankdistrikt med høje glasbygninger – dog
i noget mindre skala end i New York. ”Her kan man
sidde om aftenen og få nogle gode samtaler over en
øl,” forklarer Arunas og smiler overbevisende.
Arunas er Litauens mest succesfulde filminstruktør
og har vundet et hav af priser – som man kan skimte
i mørket på vej op ad trappen til hans kontor – for sin
dokumentar Before Flying Back to the Earth. Filmen
er et rørende portræt af leukæmiramte børn og deres
familier. Vi spurgte, hvorfor han havde valgt et så
alvorligt og sørgeligt emne.
”Min datter fik selv leukæmi,” forklarer Arunas og
fortsætter, ”det har selvfølgelig været den mest alvorlige indvirkning på mit liv, og dette var nok årsagen til
filmen. Det var egentlig ikke det, at hun var syg, men
nogle gange på hospitalet forstår man også de store
værdier i livet som kærlighed og selvopofring meget
stærkt, og at det handler om at udnytte hvert eneste
levende øjeblik sammen – så man oplever også livets skønhed, og man forstår, hvor vigtigt livet egentlig er. Det er utroligt, men på hospitalet vil du blive
overrasket over, hvor mange mennesker der faktisk
smiler, til trods for de alvorlige omstændigheder. Det
var nok dette paradoks, der fik mig til at vende tilbage til hospitalet for at lave denne film, efter at min
datter blev rask – selvom det også var meget hårdt
ind imellem.”
Arunas fortæller, at det var vigtigt for ham at udtrykke
netop denne oplevelse i sin film. Dette kom til at betyde, at den største del af produktionen handlede om
at befinde sig på hospitalet for at lære personerne at
kende, og være til stede blandt de involverede men22
nesker. Selve optagelserne kom ret sent i forløbet, og
kameramændene brugte ofte mere tid på at lege med
børnene end på at filme. ”Teoretisk set kan man godt
leve sig ind i familiernes situation på kort tid, men der er
en masse man ikke får med. Nogle gange ser jeg hospitalet som en slags kloster, fordi man bliver nødt til at bo
der, og samtidig er følelserne så stærke. Samværet der
findes imellem børn og forældre er helt særligt. Selv i den
mørkeste stund i dit liv kan du stadig se et lys et sted!
Mennesker er meget stærke når det gælder.”
Det må være lykkedes for Arunas at gribe nogle af disse
elementer, da filmen siden er blevet den mest prisbelønnede litauiske film nogen sinde. Efter at have været vist
på utallige festivaler i hele verden, bliver filmen nu hovedsagligt benyttet i velgørenhedssammenhænge, hvor den
har været med til at trække betydelige midler til leukæmibehandling i Litauen.
På sindssygeanstalt for at undgå værnepligt
Vi spurgte Arunas, hvordan han indledte sin filmkarriere,
og han reagerede med et skævt smil og rystede på hovedet. ”Puha, det er et interessant spørgsmål, og jeg ved
ikke rigtig, hvordan jeg skal svare…” Arunas forklarer
derpå, at han studerede matematik tilbage i Sovjettiden,
da han besluttede sig for at blive filminstruktør. Problemet
var, at hvis man ikke studerede, blev man rekrutteret til
Den Røde Hær for en periode på to år, hvilket han ikke
kunne leve med, da hans far tidligere var blevet tvangsdeporteret af selvsamme Røde Hær til Sibirien.
”Optagelsesprøven som instruktør fandt kun sted hvert
femte år, og den eneste måde hvorpå jeg kunne undgå at
komme i trøjen, var ved at lade mig indlægge på en
sindssygeanstalt – så det gjorde jeg. Jeg ved godt, at det
var en stor risiko at tage, for det ville jo ødelægge de fleste fremtidsperspektiver. Jeg vidste jo ikke dengang, at
selvstændigheden ville komme. Det var en kæmpe risiko,” mindes Arunas og understreger, at der virkelig ikke
var mange karierremuligheder efter at have været på galeanstalten.
Sidenhen er de lykkedes Arunas Matelis at få sin drøm
opfyldt som dygtig filminstruktør og han er knapt landet
efter succesen oven på Before Flying Back to the Earth,
før han har kastet sig ud i nye arthouse filmproduktioner,
som vi glæder os til at se i den nærmeste fremtid.
Filminstruktør Arunas Matelis. Foto: Jesper Pørksen
Republikken i hovedet
Reportage fra Republikken Užupis
udarbejdet af Kristoffer Hecquet
Centralt i Litauens hovedstad Vilnius findes en noget særegen lille republik. Men republikken er lige
så meget en idé som et fysisk sted. Tag med os på
en rejse til Užupis.
’Užupis’ betyder frit oversat til dansk ’på den anden
side af floden’ og udgøres fysisk af den halvø, som den
lille flod Vilnia tegner præcis uden for Vilnius' gamle
bymur. Dette sted blev 1. april 1997 udråbt til en selvstændig republik. På grund af datoen fandtes der ingen
protester imod initiativet, og denne dag er nu republikkens nationaldag.
Užupis var den første bydel, der opstod uden for den
gamle bykerne og var oprindeligt et købmandskvarter
for handlen med salt fra den russiske by Polotsk. I hele
Vilnius og særligt her boede mange jødiske købmænd
indtil Anden Verdenskrig, hvorefter kvarteret forfaldt i
fattigdom.
Plads til alle
”Hej med jer”, smiler Romas Lilejkis under sit overskæg,
mens han lunter hen imod os. Vi mødes midt i republikken foran væggen, hvor forfatningen er nedfældet på
guldplader på otte forskellige sprog. Romas er poet og
filminstruktør og desuden republikkens præsident, og
har indvilget i at tage os i audiens på republikkens mest
populære café ved kanten af Vilnia.
”Vi har ikke pas i Užupis, det er ganske simpelt nok at
sige ’jeg er borger i Užupis’ – og hvis du kan være ansvarlig, så er du borger”, forklarer Romas. ”Nogle gange
siger vi, at Užupis er så lille, at der er plads til alle. Du
kan være borger i Uzupis og bo hvor i verden det skal
være”.
Romas forklarer, at Užupis ikke kun handler om et fysisk sted, hvor man lever sammen. Det handler i høj
grad om en fælles livsforståelse. Ordet ’Už’, der i repu23
blikkens navn betyder ’på den anden side’, har også
en anden betydning: at stemme for. Her i republikken
handler det ikke om at være imod, men at være for –
Už!. Er man borger støtter man således alle gode
initiativer. Og et af republikkens mottoer er: ’Kæmp
ikke imod, giv aldrig op og vær aldrig aggressiv’.
”I sovjettiden stod der lige herude på hovedgaden
med russiske bogstaver ’Dødens Gade’ med graffiti,”
forklarer præsident Romas Lileikis videre. ”Dette var
et meget fattigt kvarter dengang og meget farligt om
natten. Det er blot atten år siden og vi havde virkelig
brug får en form for sammenhæng eller kosmos – en
måde at kunne leve sammen på. Vi havde behov for
en forfatning. Nu har vi meget rige og meget fattige
mennesker, der bor lige ved siden af hinanden – og
hvad har de nu til fælles? – idéen om at føle sig
hjemme her.”
Kosmos er således også et nøgleord, og den positive
tænkning og åbenhed i republikken har tiltrukket opmærksomhed over hele verden. Senest har en diplomatisk krise rejst sig imellem Užupis og Kina, da
man har døbt et lille stykke af bredkanten langs Vilnia: ’Tibetpladsen’. ”Vi har mange æresborgere rund
om i verden, blandt andre hans majestæt Dalai Lama, som holdt en tale her i byen. Alle har ret til at
udtale sig imod undertrykkelse.”
Uzupis' flag – åben hånd med hul i midten – symboliserer åbenhed og positivitet, og skal bl.a. opfattes i
modsætning til sloganet ’no pasaran’ ('de kommer
ikke forbi,' red.), der blev brugt af kommunisterne
under Den Spanske Borgerkrig, ofte ledsaget af en
knyttet næve. Uzupis’ næve er åben, for Uzupis er
en ikke-konfrontatorisk og ikke-aggressiv republik.
Ikke Christiania, men en god forretning
I dag er bydelen en af de dyreste og mest attraktive i
Vilnius og kendt som byens Montmartre. Det er et
kvarter for kunstnere, iværksættere og intellektuelle,
og dette er måske årsagen til, at Užupis ofte sammenlignes med Christiania i København. Men dette
er en fejl. Vytautas Ratkevicius, der er republikkens
informationsminister og sheriff, forklarer – efter at
have demonstreret, hvordan man holder og spiller på
Nationalsymbolet for Užupis. Foto: Michael B. Lauritsen
24
en cello – at Užupis, modsat Christiania, er meget
værdsat af de litauiske myndigheder. Det er vigtigt
for Užupis at være åben for alle – og Vilnius og
Litauen får meget ud af Užupis, fordi det er et vigtigt centrum for kreative entreprenører. Til gengæld har lovgiverne i Litauen tilladt særlige love
kun at gælde for Užupis. ”Således er det muligt
her hos os at sælge din egen mælk til din nabo,
jeg ved ikke, hvordan det er sket, men myndighederne besluttede, at nogle regler kan være anderledes for os.”
Vytautas Ratkevicius forklarer, at Užupis er vigtig
for forretningslivet i Vilnius, fordi der her findes en
helt anden måde at tænke på. Der er opstået økologiske markeder, innovation indenfor software ”og
netop nu er vi med EU-midler ved at udvikle en ny
form for ikke-permanent arkitektur bestående af
flytbare vægge af komprimeret halm, så man kan
indrette sit hus, som man vil, når man vil. Idéen
opstod egentlig, fordi vi ville skabe et lydisoleret
sted at meditere – men projektet er eksploderet,
og nu skal vi turnere rundt i Europa med projektet,
der har vist sig at have uanede muligheder.”
”Selvom enhver har mulighed for at købe og leje
ejendomme i Užupis, ender det altid med, at det er
kreative mennesker, som flytter til – jeg ved ikke
hvorfor. Det får mig til at le!” Užupis er i sig selv
ikke en forretning, men det er som om, at republikken
’brander’ sig selv, og tiltrækker de mennesker, som
bør tiltrækkes. ”De spurgte os i Berlin om ikke vi ville
etablere et Užupis hos dem – de ville give os jord og
det hele,” smiler Vytautas Ratkevicus.
”Nationaldagen 1. april handler egentlig ikke så meget om uafhængighed for de fysiske grænser for republikken. Uafhængighed i Užupis handler mest om
personlig frihed. Užupis er mere en idé – it’s a state
of mind,” forklarer Vytautas Ratkevicus. For at sætte
et billede på, hvordan personlig frihed er højt prioriteret, beskriver han den årligt tilbagevendende begivenhed ’musefældedagen’. ”Denne dag finder beboerne, hvad de ser som deres indre musefælde – eller
mentale forhindring – og bringer den til centrum af
republikken, hvor alle de mentale musefælder bliver
brændt,” smiler han, og fortæller, at der findes en hel
serie af nationale begivenheder, hvor det handler om
at komme af med indre blokader og åbne op for kreativiteten.
Som nye selvudråbte borgere og med en visering fra
posthuset i vores pas, der forestiller den karakteristiske åbne hånd med en cirkel i midten – det nationale
symbol – forlader rØST’s temaredaktion igen republikken over broen tilbage til det gamle smukke Vilnius.
Påskesol over Jurmala
Af Jesper Pørksen
Den lange, hvide strand strækker sig over 33 kilometer og omkranser Riga Bugten mod syd. Vandet
er ikke Østersøens reneste, men man kan dog bade i det. Store, flotte jugendstilsvillaer, bygget i træ
omkring det forrige århundredeskifte, lyser op i deres pastelfarver. Piger promenerer i korte nederdele. Det er påske i Jūrmala.
Siden 2005 er flere af de gamle bygninger blevet
renoveret og nye kurhoteller kommet til. Enkelte
byggetomter venter stadig på bebyggelse og flere
af træhusene trænger stadig til en overordentlig
kærlig hånd. Men det er tydeligt nok – Jūrmala skal
igen være det luksusretræte, det engang var; dengang området hørte under den russiske zar, og den
tyskbaltiske intelligentsia viste letterne, hvordan
man udnytter havluft og svovlholdige kilder til igen
at komme til kræfter.
I sovjettiden var Jūrmala, som betyder kyst på lettisk, det
foretrukne feriested for højtstående medlemmer af det
kommunistiske parti, ikke mindst Nikita Krustjov og Leonid Bresnjev. Den vestlige standard gjorde det mere attraktivt at være her end på Krimhalvøen. Hurtigt voksede
betonblokke frem, og masseturismen gjorde sit indtog. I
højsæsonen var der op imod 600.000 turister på landtangen.
Efter Sovjetunionens sammenbrud faldt Jūrmalas besøgstal. Jerntæppet var væk, og verden åben. Hvorfor
skulle man nu feriere lige uden for Riga? I dag er besøgskurven igen opadgående. Mange russere er vendt
tilbage, måske af nostalgiske grunde, og så har flere
skandinaver opdaget, at der også på den anden side af
Østersøen er noget at komme efter. I 2008 var stod nordmændene for 5 % af de udenlandske overnatninger, danskerne for 0,5 %.
25
En russisk atlet. Foto: Jesper Pørksen
Kysten ved Jurmala. Foto: Kristoffer Hecquet
26
Jugendstil på Stranden. Foto: Jesper Pørksen
En russisk forklaring på en bænk. Foto: Jesper Pørksen
27
Om Magasinet rØST:
Magasinet rØST er et nystartet internetmedie, der leverer
nyheder, analyser, anmeldelser samt skiftende temaer. Alt
sammen med fokus på Østeuropa og til dels fra et østeuropæisk perspektiv.
Magasinet rØSTs overordnede formål er at nuancere og uddybe billedet af Østeuropa, og dermed kompensere for et
ofte stereotypt og ensidigt billede af regionen.
Dermed vil vi i det større perspektiv være med til at bygge
en mental bro mellem øst og vest; være med til at bringe øst
og vest tættere sammen.
Interview- og takkeliste:
Holdet bag Magasinet rØST vil gerne takke de følgende personer for deres tid og velvilje, da de stillede sig til rådighed
for interviews til dette temanummer/the team behind the
rØST Magazine would like to thank the following persons for
their time and kindness in making themselves available for
interviews for this theme publication:
Andris Gobins, formand for den lettiske Europabevægelse;
Arūnas Matelis, dokumentarfilminstruktør, modtager af
adskillige priser for filmen ”Before flying back to Earth” og
minister for interne flytninger i ’Republikken Uzupis’;
Gundars Reders, tv-journalist ved det lettiske statsfjernsyn,
Latvijas Televizija;
Henrik Gøttrup Christensen, landmand i Letland og medindehaver af Agroduo;
Mette Trudsø Kruse, ambassadesekretær på Danmarks Ambassade i Litauen;
Mindaugas Jurkynas, Dr., forsker, underviser, Vilnius Universitet, Institut for Internationale Forhold og Statskundskab,
forfatter af adskillige artikler og bøger og tidligere rådgiver
for Litauens statsminister;
Nils Usakovs, borgmester i Riga;
Rasa Navickaite, statskundskabsstuderende og talskvinde
for Baltic Pride 2010 i Vilnius;
Romas Lileikis, poet, filminstruktør, musiker og præsident
for ’Republikken Uzupis’;
Vytautas Ratkevicius, kunstner, galleriejer, miljøentreprenør, sherif og informationsminister for ’Republikken Uzupis’.
Desuden vil vi gerne takke de følgende mennesker og organisationer, uden hvis hjælp dette projekt ikke ville være realiseret/furthermore, we would like to thank the following
persons, without whom this project could not have been
carried out:
Anders Holst Bundgaard for gode råd og sparring om indhold og særdeles skarpe korrekturøjne; Peter Kyhn og Louise Willemoes Poulsen for moralsk opbakning og artikelbidrag; hele redaktionen på Magasinet Notat for sparring og
gode råd - og for at stille artikler til rådighed for os, her ikke
mindst Kenneth Haar og Rasmus Nørlem Sørensen for en
lind strøm af opbakning, inspiration og opmuntring; Oplysningsforbundet DEO og Nyt Europa der kunne se meningen
med, at et par medarbejdere brugte et stort antal af organisationernes arbejdstimer på at få dette nummer op at stå;
Grete Rahbek fra Danmarks Landbrugsrådgivning i Skejby,
Michael Abildtrup og Brian Brødsgaard Nielsen for hjælpen
med at få hoved og hale på – og kontakt med - danske landmænd i Baltikum; Sigrid Søndergaard fra Danmarks Ambassade i Litauen, for statistisk materiale om holdningen til homoseksuelle i Litauen; Karolis Vielavičius uden hvem vi aldrig havde fundet rundt i den underskov af kreative hoveder, som republikken Uzupis’ gemmer på (without whom we
would never have found our way through the amazing creative subculture of Uzupis); Pella Makry fra Europabevægelsen i Letland, for logistisk støtte i Riga; Silvi Teesalu fra Det
Danske Kulturinstitut i Tallinn, for et godt foredrag; Niels
Erik Kaaber Rasmussen og Lea Bolvig for gode råd og sparring om design, opsætning og programmering; og ikke
mindst Forlaget Columbus Fondet, der har været en helt
uvurderlig hjælp i dette projekt med en betragtelig donation.
Redaktion:
Michael B. Lauritsen (Konceptudvikler, reporter, skribent)
[email protected]
Jesper Pørksen (Konceptudvikler, reporter, skribent)
[email protected]
Kristoffer Hecquet (Layouter, reporter, skribent)
[email protected]
www.magasinetroest.dk