Bilag 7.4 16/6 2014 TTIP og MOOCs indflydelse og konsekvenser -udarbejdet af Jens Vraa-Jensen TTIP (Transatlantic Trade and Investment Partnership) handler om drøftelser om indgåelse af en handels- og investeringsaftale mellem EU og USA. Inden for mange områder er det naturligvis en god ide at fjerne handelshindringer, toldmure m.v. Men der er store samfundsmæssige risici nyttet til spørgsmål om både forbrugerbeskyttelse og arbejdsvilkår, arbejdsmiljø og andre områder, der er ment som en beskyttelse af lønmodtagere og forbrugere, men som kan risikere at blive betragtet som hindringer for fri handel. Grunden til, at det er vigtigt i denne sammenhæng, er, at uddannelse ikke er undtaget fra forhandlingerne. Der er således en reel risiko for, at handelsaftaler kan underminere de nationale muligheder for at regulere – herunder kvalitetssikre – uddannelserne. Det er vigtigt eksplicit at undtage uddannelsesområdet fra en evt. kommende aftales dækningsområde, for alt, hvad der ikke eksplicit er undtaget, er dækket. Og er et område først dækket, forhandles der også om en såkaldt ”ratchet-clause”, som betyder, at det vil være nærmest umuligt (og i det mindste utroligt omkostningskrævende) at få undtaget områder, som har været dækket. Endvidere forudses det, at en aftale vil indeholde en Investor-State-Dispute-Settlement mekanisme – ISDS. I korte træk betyder det, at en privat virksomhed kan anlægge en sag mod en stat ved et særligt, lukket tribunal, hvis virksomheden mener, at den pågældende stat har truffet demokratiske beslutninger om f.eks. uddannelsernes kvalitet, hvilket sprog de skal udbydes på, at de skal forholde sig konkret til det pågældende lands kulturelle baggrund og traditioner m.v. Dette er ikke et skræmme-scenarie – der kendes eksempler fra andre handelsaftaler, hvor investorer har truet med sådanne sagsanlæg, hvorefter de foreslåede ændringer er blevet trukket tilbage i det pågældende parlament. Et af de områder, hvor handelsaftaler vil kunne få en afgørende betydning er i forhold til udbud af kurser online, særligt MOOCs (Massive Open Online Courses). Disse kurser på nettet udbydes af et eksplosivt voksende antal universiteter m.v. og er principielt frit tilgængelige. Men alle synes at være enige om, at det alene er et spørgsmål om tid, før der er fundet en ”business-model” for, hvordan disse kurser vil komme til at virke som yderligere kommercialisering af (videregående) uddannelser. Allerede i dag er der mange udbydere af kurser, som kræver betaling, hvis den studerende vil gennemgå en test (eksamen) og få et diplom for gennemførelsen. Den overordnede tilgang fra fagforeningerne til øget anvendelse online kurser – eller dele heraf – er, at de kan være et nyttigt og pædagogisk fornuftigt supplement til eksisterende campus-baseret undervisning. Men det kan og skal aldrig blive en erstatning, da en stor del af en uddannelse handler om den sociale interaktion mellem de studerende indbyrdes og med underviseren. 1 Et helt afgørende element i diskussionen om online kurser er, hvordan man sikrer den samme høje kvalitet som i traditionel campus-undervisning. Sikring af kvalitet i uddannelserne er et tredje helt centralt emne. Mange regeringer, arbejdsgivere m.fl. mener, at kvalitet skabes ved at etablere et hav af forskellige dokumentations- og kontrolmekanismer. De fleste helst baseret på udefrakommende evaluering. Men den egentlige kvalitet i uddannelserne skabes i undervisningslokalerne (hvad enten de er fysiske eller virtuelle) i interaktionen mellem engagerede studerende og kvalificerede undervisere. Ekstern og intern evaluering bør have funktion af fremadskuende forbedringspotentiale og ikke være tilbageskuende kontrol. Rimelige og anvendelige indikatorer for god kvalitet og relevans er f.eks. sammenhængen mellem undervisning og forskning, student/lærer ratio, forholdet mellem fuldtids/deltidsansatte, muligheder for kontinuerlig professionel videreudvikling – både fagfagligt og pædagogisk/didaktisk. Siden 2005 har der eksisteret European Standards and Guidelines for Quality Assurance (ESG). Disse blev vedtaget af ministrene i Bologna-processen og har siden været grundlaget for arbejdet med uddannelseskvalitet – særligt i akkrediterings- og evalueringsagenturer i Europa. Anvendelsen af ESG er en forudsætning for, at et agentur kan blive optaget i det europæiske register over anerkendte agenturer EQAR. Men det er et stort problem, at ESG har været nærmest ukendt i det løbende kvalitetsarbejde ude i dagligdagen på institutionerne, og de eksisterende ESG har ikke forholdt sig til vilkårene ude på gulvet. Dette bliver der forhåbentlig lavet om på efter den kommende ministerkonference i Bolognaprocessen i maj 2015. Netop nu pågår der en revision af ESG, og EI har været med i processen. Vi har fået standarder og retningslinjer ind i dokumentet om nødvendigheden af rimelige og attraktive vilkår og ikke kun fokus på de eksterne agenturer, men mindst lige så vigtigt på de løbende interne vilkår for undervisningsprocesserne på institutionerne. Udkastet til nye ESG er udarbejdet af de 7 ”consultative members” i Bologna-processen. Ud over EI er det rektorerne i henholdsvis EUA (Universiteterne) og EURASHE (professionshøjskoler m.v.), ESU (European Students’ Union), ENQA (Den europæiske forening af kvalitetsagenturer), EQAR (det nævnte register over anerkendte agenturer) samt de private arbejdsgivere i BUSINESSEUROPE. De 7 insisterer på, at uddannelse er en proces, og at kvalitetssikring derfor ikke alene handler om evaluering af læringsudbytter. Desuden er der også enighed blandt de 7 organisationer om, at kvalitetssikring primært er institutionernes ansvar, og at eksterne parter – som f.eks. arbejdsgivere – derfor ikke skal have bestemmende indflydelse på uddannelserne og deres indhold, pædagogik m.v. På denne baggrund var det særdeles interessant, at særligt repræsentanterne for EU-Kommissionen på det seneste møde argumenterede stærkt for, at udkastet ikke var tilstrækkeligt, og at man måtte styrke arbejdsgivernes rolle og fokusere helt entydigt på læringsudbytter. Men langt hovedparten af de ministerier, der tog del i debatten, støttede udkastet, hvilket gør det endnu mere absurd, at 2 Kommissionen var så stærkt imod, når de nu traktatmæssigt, pr. definition ikke har en egen mening om uddannelsesspørgsmål. Et minimalt revideret udkast skal op igen på et møde i september. Uddannelse – og særligt videregående uddannelse – har et helt særligt fokus i Kommissionen. En øget indsats for at uddanne en større del af den europæiske arbejdsstyrke er et helt centralt element i Kommissionens tanker om en exit-strategi i forhold til den økonomiske krise. Problemet er, at de derved presser medlemsstaterne i en retning, hvor uddannelse alene betragtes som et instrument for økonomisk udvikling og genskabelse af konkurrenceevnen. Herved går hele den menneskelige og generelle samfundsmæssige dimension af uddannelserne tabt. Alt handler om kortsigtet måling af læringsudbytter. Med henblik på at koordinere medlemsstaternes uddannelsespolitik, har Kommissionen etableret en række ”tekniske” arbejdsgrupper, hvor både ministerierne og forskellige ”stakeholders” er repræsenteret. DM har sæde i den om ”Modernising Higher Education”. Rollen her handler mest af alt om at erindre både ministerierne og Kommissionen om, at videregående uddannelse handler om andet og mere end en instrumentalistisk, kortsigtet træning af arbejdskraften, men at det er en mindst lige så vigtig del af missionen at udvikle den intellektuelle kapacitet hos fremtidige generationer, skærpe den selvstændige tanke og den kritiske sans – også med henblik på at kunne udtænke løsninger på nye og ukendte problemstillinger på et hastigt omskifteligt arbejdsmarked. Disse mere langsigtede dimensioner af videregående uddannelse er ikke lige så umiddelbart målbare som kortsigtede læringsudbytter. I relation til udviklingen i Bologna-processen har fagforeningerne, som nævnt ovenfor, deltaget i udarbejdelsen af udkastet til reviderede guidelines for kvalitetssikring. Et andet vigtigt emne har været, at det er lykkedes at få ministrene i de 47 deltagende lande til at anerkende, at der er behov for udvikling af et mere ”supportive environment for higher education staff”. Ministrene anerkender hermed, at arbejdsvilkår og arbejdsmiljø for underviserne er vigtigt for skabelse af høj kvalitet i videregående uddannelse (og forskning). I EI er der på denne baggrund sat et forskningsprojekt i værk, som dækker undersøgelser af medlemmernes holdning til arbejdsvilkår og –miljø i 9 udvalgte lande - herunder DK. Resultaterne heraf forventes offentliggjort som lærernes holdning til den fremtidige udvikling i Bologna i forbindelse med den næste ministerkonference i Bolognaprocessen i maj 2015. Den ansvarlige forsker var inviteret til at levere hovedtalen til den konference om arbejdsmiljø på de danske universiteter, som blev arrangeret i fællesskab mellem ministeriet og AC i marts i år. Så i Danmark har vi allerede haft en konkret fordel af arbejdet på dette område. Endelig er vi ved at igangsætte en diskussion om fremtidens karriereveje inden for de videregående uddannelser. På universiteterne har der været en meget lang tradition for, at karriereudvikling nærmest udelukkende har været baseret på de forskningsmæssige meritter, mens god undervisning ikke har været vurderet lige så højt. Og med en voksende forskningsaktivitet på 3 professionshøjskoler i fremtiden, kan det frygtes, at udviklingen vil gå den samme vej, hvis vi ikke gør noget for at ændre retningen. Dette problem har vi så småt taget hul på i de seneste møder i HERSC, og det er besluttet, at det skal være en af hoveddiskussionerne på den særlige Higher Education del af den generelle ETUCEkonference, som finder sted i Wien i november i år. Man kan ikke forvente, at de ansatte vil investere mange kræfter i at udvikle et område, som generelt er underprioriteret i et karriereperspektiv. 4