1. No category

Analyse af digt
Præsentation af digtet: Titel, digter, tilblivelsesår.
Form
Digttype: Rim- eller prosadigt?
Komposition?
Indhold
Hvad er digtets emne?
H a r digtet en tydelig handling, eller beskriver det en tilstand?
Disponér teksten for at få et overblik over den.
Find de vigtigste nøgleord, og referer indholdet.
Find evt. sproglige billeder, og tolk dem.
Karakterisér de forhold, personer osv., der beskrives i digtet. Er
der modsætninger?
Hvilke værdiforestillinger - positive eller negative - giver digtet
udtryk for?
Digterens holdning
Hvilken holdning har digteren til emnet?
Hvad er meddelelsen?
Hvem kan tænkes at være modtager?
Perspektivering
Sæt digtet ind i en sammenhæng.
Vurdering
T a g stilling til indhold og form.
Analyse af episk tekst
NB. Enhver tekst er en helhed. Alle iagttagelser peger hen imod
forfatterens hensigt med teksten.
Præsentation af teksten: Titel, forfatter, tilblivelsesår, genre.
Indhold (Hvad)
Tema: Hvad er tekstens grundtanke, idé?
Resumé af handlingsforløbet.
Hvad er situationen ved handlingens start?
Hvordan bliver handlingsforløbet, og hvor lang tid strækker
handlingen sig over?
Personerne: Hoved- og bipersoner, statister og typer.
Karakteristik. Hvem repræsenterer positive, hvem negative
værdier?
Personernes forhold til hinanden.
Personernes livssyn (hvilke tanker gør de sig om menneskelivets vilkår og mening?)
Sker der en udvikling, en forandring?
Miljø: Karakteristik.
Form (Hvordan)
Komposition: Hvordan er teksten opbygget, kronologisk eller
springende i tid?
Spændingskurve?
Handling og beskrivelse, hvor ligger vægten? Prøv at begrunde
hvorfor.
Fortæller og synsvinkel:
Alvidende fortællersynsvinkel,
indre synsvinkel.
ydre synsvinkel,
kombineret synsvinkel.
Sprog: Normal- eller gruppesprog, tale- eller skriftsprog.
Sætningsbygning.
Stil.
Direkte —, indirekte tale.
Billedsprog.
Forfatterholdning
Hvilken holdning er teksten udtryk for?
Hvad vil forfatteren med sin tekst? Hvad er meddelelsen?
Hvem kan modtageren tænkes at være?
Perspektivering
Teksten indsættes i en større sammenhæng, og der trækkes paralleller til fx en anden del af forfatterskabet, en periode med
bestemte ideer, normer, livssyn, emne- eller temamæssige sammenhænge.
Vurdering af indhold, form, genre, forfatterholdning.
Associationer
Å - Ryå - bade - højt græs - ferie hos mormor - aa - gammel
retstavning - Aalborg og Århus.
N å r vi ser en å, får den os ikke kun til at tænke på det, ordet
betegner. Som regel knyttes nogle tankeforbindelser til ordet
således, at der opstår en tankerække som ovenfor. Sådanne serier af tanker kaldes associationer.
Der er tale om almene associationer, når tankerækken er genkendelig og forståelig for andre personer.
Giver ordet søndagsavis associationer som stoppenål - sodavand, er der tale om private associationer.
Når man læser en tekst, er det ordene, der styrer ens oplevelse. I mange tekster finder man *sproglige billeder. Det er modtagerens almene associationer, der styrer tolkningen af disse.
Lader modtageren sine associationer løbe i helt private baner,
opnår afsenderen ikke det tilsigtede.
Når en persons tanker bliver gengivet i romaner og noveller
ser man ofte en associationsrække.
Eksempel
„Hvem er det, der sidder ved det lille Bord? Nej, Dorsdey er det ikke.
Gudskelov. Nu før Diner'en vilde det være mig umuligt at tale med
ham.
Hvorfor ser Portieren saa underligt paå mig? Kunde det tænkes, at
han havde læst Ekspresbrevet fra Mor? Jeg maa jo være skør. Jeg
maa huske at give ham nogle Drikkepenge igen. Den blonde Dame
dér er ogsaa allerede klædt om til Dineren. Hvor kan man være saa
tyk.
Jeg gaar udenfor og spadserer lidt frem og tilbage foran Hotellet.
Eller ind i Musikværelset? Er der ikke en, der spiller? En Beethovensonate! Hvor kan man spille en Beethovensonate her! Jeg forsømmer
mit Klaverspil. I Wien vil jeg øve mig regelmæssigt igen."
Arthur Schnitzler: Frøken Else.
Beretning
At berette betyder at give oplysning om, at fortælle. I den *episke tekst kaldes beretningen også handlingen. Fortælleren udvælger og tilrettelægger de situationer, han synes er væsentlige.
Beretningen bliver således subjektiv, og afsenderens holdning
viser sig gennem ordvalg og opbygning.
Der skelnes mellem beretning og fortælling. Fortællingen
fremstår som den fri fremstillingsform, mens beretningen er en
tilrettelagt fremstilling af et handlingsforløb. Der berettes om
det, der er sket - mundtligt eller skriftligt.
Billeder
Al litteratur forudsætter læserens evne til at danne sig et billede
af det, forfatteren beskriver. Står man over for et konkret billede, fx en tegning, et maleri eller et fotografi, er forholdet egentlig modsat. Billedet er dannet, man har helheden foran sig, og
det er så overladt til beskueren at analysere, tolke eller bare
nyde dette billede.
Billedet er altid udført i en eller anden hensigt, og beskueren
kan så gå på opdagelse og i bedste fald nå frem til en tolkning,
der svarer til hensigten.
Ved billedanalyse kan der skelnes mellem indhold og form. I
stedet for „form" bruger man i forbindelse med billedkunst ordet æstetik, der dækker over den kunstneriske udførelse.
Ved en vurdering af billedet som kunstværk kan der gives
nogle enkle regler. Disse er vejledende, ikke dækkende, da man
her bevæger sig i et følelsesladet område. Smag og behag varierer efter tid og sted.
Når man betragter et billede, søger øjet mod centrum, oftest
fra nederste venstre hjørne. Gennem centrum kan man forestille sig en vandret og en lodret linje, der deler billedet i fire lige
store stykker. Omkring disse centerlinjer må der være balance,
ellers „vælter" billedet.
Det er let at se, om en tegning er i balance. Anderledes forholder det sig, når billedet har farver. Disse kan virke mere eller
mindre påtrængende. Øjet tiltrækkes af sort og hvidt og tilgrænsende mørke og lyse farver, og ved hjælp affarver er det således muligt at overskride en ellers enkel regel.
Farver kan også udtrykke symbolik: grøn er håbets farve, rød
kærlighedens, blå troskabens, sort sorgens, hvid uskyldens osv.
Opfattelsen af farveharmoni veksler efter tid og sted, men generelt medvirker farvefordelingen til at holde et billede i balance, og det er afgørende for oplevelsen afbilledet som kunstværk.
Ved en billedanalyse er der således mange forhold at tage i
betragtning.
En m o d e l til b i l l e d a n a l y s e kan se således ud:
Præsentation
Genre, evt. titel, tilblivelsesår, afsender. Som ved en sproglig
tekst bør man gøre sig klart, hvilken billedtype man har med at
gøre: et fiktivt eller et faktisk billede. Det kan være vanskeligt at
afgøre, da overgangen er flydende. Herefter kan billedgenren
karakteriseres nærmere (maleri, tegning, foto ...)
Beskrivelse
Indhold:
Hvad forestiller billedet (hvem, hvad, hvor, hvornår ...)
Æstetik
Komposition:
Hvordan er billedets indhold ordnet? Er der balance?
Hvad er centrum? Forgrund, mellem- og baggrund?
Former og linjer:
Vandrette og lodrette, diagonale eller krumme?
Hvordan føres beskueren rundt i billedet?
Synsvinkel (dvs. beskuerens placering):
Fugle-, frø- eller normalperspektiv?
Farver og belysning:
Symbolsk brug affarver? Rumvirkning?
Billedets evt. ramme?
Billedets budskab
Hvilke associationer, tanker, følelser sætter billedet i gang?
Hvad er hensigten med billedet?
Digte
K u n få mennesker bryder sig om at læse digte. Der kan gives
mange grunde: digte „handler" ikke om noget, de er ikke til at
forstå, sproget er sært og svært, ofte er der brugt *sproglige billeder osv.
Indholdet i et digt er som regel en *lyrisk beskrivelse. Oftest
er det genspejlingen af en stærk oplevelse.
Formen er speciel: grafisk er linjerne afkortet og samlet i en
eller flere strofer. Sproget er sammensat således, at der opstår
en *rytme, fast eller fri. I ældre digte er der som regel *rim.
Groft kan digte inddeles i rimdigte og prosadigte.
Eksempel
Rimdigt:
Prosadigt:
I skyggen vi vanke,
blandt lysgrønne strå.
Sankhansurt vi sanke,
hvor blomsterne stå.
Pæne lille urt
står så rent og purt,
står så frisk og grøn,
uformærkt i løn.
Alderens sne
dækker min isse.
Mit hjerte dør
langsomt;
min vår svandt hen
unydt;
thi jeg fandt ingen på min vej,
som følte med mig.
Jeg nød ikke
kærligheds fryd.
Mig venter ingen
hisset,
jeg forlader ingen
her.
Begge strofer er skrevet af Oehlenschlåger; prosadigtet hedder
„Oldingen ved Werthers grav".
Sange og salmer er digte med en fast rytme. Salmerne udgør
en speciel gruppe digte. Det græske ord psalmos betyder sang
til strengespil. Salmen er en brugstekst beregnet for den kristne
menighed til fællessang. Salmen formidler det kristne budskab
på en sådan måde, at den syngende kan identificere sig med
tekstens „jeg" eller „vi".
Indtil reformationen (1536) foregik sangen i forbindelse med
den katolske gudstjeneste på latin, og det var præster og kordrenge, der sang. Efter reformationen blev der derimod sunget
på modersmålet, så menigheden kunne synge med.
Det *episke digt: Der findes ikke kun lyriske, men også episke
digte, dvs. digte med en handling, der - som andre episke tekster - tager sin begyndelse i en bestemt situation. Til denne
gruppe hører folkevisen, hvis omkvæd dog er lyrisk og anslår
stemningen.
Disposition
Ordet består af dis-: fra hinanden og ponere: at anbringe, at
sætte.
At disponere en tekst vil sige at inddele den, egl. at „sætte
dens bestanddele fra hinanden". En disposition er en oversigt.
Hvordan disponerer man en tekst?
1. Læs teksten igennem.
2. Inddel den i afsnit efter handling, (nyt afsnit, når der sker
noget nyt), sted (når der skiftes sted) eller tid (når der springes i tid).
3. Giv hvert afsnit en kort og præcis overskrift. Man kan benytte ord fra teksten eller selv formulere overskriften, men
hvert enkelt ord bør overvejes nøje.
4. Er teksten vanskelig eller afsnittene lange, er det en god ide
at finde nogle få nøgleord til hver overskrift.
5. Dispositionen er nu klar til brug: den består af en række
overskrifter opstillet i den rækkefølge, de skal bruges; hertil
evt. nøgleord.
Hvorfor disponerer man?
1. Skal man tilegne sig et stof, bruger man den læseteknik, der
hedder studielæsning. Derefter disponerer man stoffet som
beskrevet ovenfor. Den proces, men dermed skal igennem:
studielæse —> forstå —> inddele —> koncentrere —> formulere overskrifter - bevirker, at man trænger ind i stoffet.
2. Skal man referere en tekst, må man danne sig et overblik
over indholdet: man disponerer teksten. Mens man refererer, mundtligt eller skriftligt, har man dispositionen at holde
sig til.
Dispositionen er grundlaget for *referatet. Inddeler man
teksten i (for) mange afsnit, får man mange overskrifter og
dermed en (for) fyldig disposition. Referatet vil dermed
blive (for) langt. - Det gælder altså om at være omhyggelig
og kritisk allerede i disponeringen.
3. Skal man fortælle en oplevelse, give en besked, beskrive et
*miljø, give et *oplæg - ja uanset hvad, mundtligt eller
skriftligt - er det altid væsentligt at gennemtænke rækkefølgen: at disponere sit stof.
Se også *komposition.
Det dramatiske
I dramateksten (skuespillet) præsenteres handlingen og problemet ikke af en *fortæller - som i den * episke tekst - men direkte
gennem personerne (skuespillerne).
Eksempel
... Den fremstillende Kunst er Digterens; den gjenfremstillende Skuespillerens. Forskjellen mellem Digteren og Skuespilleren er, at Digteren skaber af det raa Stof, Skuespilleren af et Stof, som alt er Kunst.
Digterværket overleveres Skuespillerne, og det bliver nu deres Kunst
at optage det i sig i den Grad, at det bliver dem muligt at gjenfremstille det, som om det var undfanget oprindeligt af deres egen Sjæl;
og denne Gjengiven sker igjennem deres Personlighed, idet deres
Evne bestaar i at tilpasse denne til de forskjellige Digterbilleder, saa
at Tilskuerne i hvert af disse sættes i den Illusion, at de have en selvstændig Personlighed for Øie ...
Johanne Luise Heiberg: Et liv genoplevet i erindringen.
Egl. eksisterer det dramatiske først rigtigt, når det ses og/eller
høres. Til replikken hører nemlig bevægelse, kropssprog, mimik, dekorationer og lydeffekter.
Gennem replikkerne karakteriserer personerne sig selv og
hinanden. Kommentarer fra forfatteren til hjælp for de agerende findes i regibemærkningerne, hvor der gives oplysninger
om, hvordan personerne ser ud og opfører sig.
Eksempel
Jeg tror min tro, Hun blev vred, fordi jeg ikke kaldte
Hende madame?
ANNE. Nej, jeg gjorde ikke, men jeg bilder mig ind at være lige så vel
madame som Hun, ja trods så god, thi der er dog nogen forskel på
en kandstøber og en lumpen blytækker; når man vil tale sandhed,
ligesom mellem tin og bly.
INGEBORG. Man kan få ondt af sådan snak. I er vel undskyldt at
kalde min mand en lumpen bly tækker; mener I, at en bly tækker er
ikke i alle måder så god som en lumpen kandstøber?
ANNE. Hvad siger din karnalje?
INGEBORG. Du er selv en karnalje, jeg er i alle måder så god som du,
og trods, trods - [Anne Kandstøbers gir hende ørefigen, hun får et igen, de
slås og river huen af hinanden).
BARSELKVINDEN. Ak, ak, jeg arme menneske, som skal plages med
disse folk. Hør, hvem er i køkkenet, kom ind!
{De satter deres huer på og går ud).
INGEBORG.
Ludvig Holberg: Barselstuen
„Barselstuen" er en komedie, et lystspil, hvor forfatteren pa en
morsom og komisk måde belærer sit publikum. Komediens
modsætning er tragedien, sørgespillet. I det moderne skuespil
ser man ikke den skarpe kontrast: komedie eller tragedie. Her
skifter - som i tilværelsen - det muntre og det alvorlige.
Der findes danske dramatiske tekster specielt fra 1700- og
1800-årene skrevet i rytmisk sprog — som på vers — men i vort
århundrede prøver man at komme talesproget så nært som muligt.
Opbygningen
Fra gammel tid har der været regler for, hvordan et drama bør
bygges op - af hensyn til tilskueren.
Det er væsentligt, at denne hurtigt bliver sat ind i situationen
og dens forudsætninger, og at der på det rette tidspunkt lægges
op til de „kampe" (problemstillinger), som stykket drejer sig
om.
Tilskueren skal med spænding kunne følge udviklingen. Der
skal skaffes en stigning i intensiteten således, at man for hvert
optrin spørger sig selv, hvad det næste vil bringe. Spændingen
skal betegne en stigende kurve, men ikke accelerere for hurtigt.
Nogle dramatikere betragter spændingskurven som en spiral,
der fremstår ved indskudte episoder eller „hvilescener", som
egl. ikke er nødvendige for hovedhandlingen, men blot „holder
hen". - Til slut kommer så løsningen.
Skematisk kan dramaets *komposition se således ud:
1. akt: Tilrettelæggelse: De optrædende præsenteres, og handlingen kommer i gang. Hovedpersonens entré forberedes.
2. akt: Konflikten sættes i gang, ofte efter lavineprincippet.
3. akt: Spændingen stiger.
4. akt: Vendepunktet indtræffer.
5. akt: Løsning eller fastlåsning af'konflikten.
Denne model er den klassiske, Holberg benytter den fx, men
som i al anden litteratur er der også her utallige kompositionsmuligheder.
Faglige artikler
Det episke — det fortællende
Eksempel
En gammel molbo hørte engang, at der var kommen et norsk skib til
Ebeltoft. Han havde aldrig i sit liv set rigtige nordmænd: derfor syntes han nok, det var umagen værd at gå til byen og hilse på dem. Da
han havde fundet skibet nede ved havnen, gik han over landgangen
ud på det. Men der var ingen folk at se på skibet; de var netop alle
gået i land.
Mens nu den gamle stod og så sig om, fik han øje på nogle store
hummere, der var sluppet ud af en væltet kurv og krøb omkring på
dækket. Han troede, at det var de norske skibsfolk, og rakte den største hummer hånden med de ord:
„God dag, Farlil!"
Men dyret tog fat med sin klo og klemte til, så han skreg i vilden
sky.
Da han igen havde fået hånden fri, rystede han den og sagde:
„Det er små folk, de nordmænd, men håndfaste er de!"
Molbohistorie
Denne molbohistorie er typisk, når det drejer sig om at fortælle.
Ordet „engang" foruden brugen af datid viser, at vi her har at
gøre med noget afsluttet, som fortælleren beretter om.
Historien starter med en præsentation af en person (en gammel molbo) i et miljø (Ebeltoft) og i en bestemt situation (har
aldrig set nordmænd). Denne start er typisk for det episke: vi
skal vide, hvem historien handler om, hvor den foregår, og
hvad den drejer sig om (problemet).
Herefter kan handlingen starte („Da h a n havde fundet skibet . . . " ) , og vi følger hændelserne en efter en (netop, mens nu,
så, da).
Til den episke fortælling hører altså en vis udstrækning i tid.
Begivenhederne behøver ikke fortælles kronologisk (i tidsmæssig rækkefølge); afsenderen må nemlig også sørge for en vis
spænding, der kan skabes bl.a. ved spring i tid.
Den episke tekst er fiktiv og har en fortæller, der beretter en
række afsluttede hændelser (handlingen), der strækker sig over
et kortere eller længere tidsrum. Gennem en eller flere personer
oplever vi nogle situationer dirigeret af fortællerens holdning og
synsvinkel.
Der findes ældre episke tekster skrevet i rytmisk sprog - næsten som et digt — men prosaen er den mest benyttede. Prosa
betyder egl. fremad, ligeud og benyttes om en ligefrem og ubunden måde at fortælle på (modsat poesi).
Episke tekster
Novellen er en kort historie med en enstrenget handling. Med i
handlingen er en eller flere personer, der hører hjemme i et bestemt miljø. Novellen behandler typisk ét problem og strækker
sig normalt over et kortere tidsrum.
Romanen er længere og har en flerstrenget handling. Den behandler flere problemer og kan have flere parallelle handlingsforløb.
Eventyret kan sammenlignes med novellen, men har indbygget
overnaturlige tildragelser. Folkeeventyret er en mundtlig overlevering, ofte indsamlet og nedskrevet i 1800-tallet (Den lille
rødhætte). Kunsteventyret har et tydeligt budskab, og forfatteren er kendt (fx H. C. Andersen).
Sagaen er fra begyndelsen en mundtlig overlevering. Denne helt
specielle form for litteratur blev til på Island, da øen blev bebygget af især skandinaviske udvandrere, hvoraf flertallet var
norske storbønder. Sagaerne beretter om denne periode og blev
nedskrevet efter midten af 1200-tallet.
Fortælleren
Fortælleren kan sammenlignes med en person, der sidder på et
plankeværk og ser ned på et optrin, som han skal give en anden
person indtryk af, en person, som står på den modsatte side af
plankeværket og intet kan se eller høre: læseren. Personen på
plankeværket har en væsentlig opgave: han skal rekonstruere
det, han ser, sa det bliver levende for den anden, som intet har
hørt eller set.
Fortælleren er som regel en opdigtet person. H a n kan selv
være med i handlingen, eller han kan være usynlig og beskrive
hændelserne set udefra. Hans opgave bliver i begge tilfælde at
formidle noget til læseren så livagtigt, som havde vi set det med
egne øjne.
Fortælleren fører os rundt og vælger altså, hvad vi skal se, og
hvordan vi skal opleve den verden, forfatteren har konstrueret.
Fremstillingsformer
Handling
„Nerven" i den *episke fortælling er handlingen. Den binder
fortællingen sammen til en helhed; gennem den skabes spændingen. Ved hjælp afhandlingen føres læseren gennem den verden, forfatteren har lagt til rette for at påvirke modtageren i en
bestemt retning.
Handlingen kan også kaldes optrinnet. De situationer, som
indgår i optrinnet, kan gengives på forskellig måde: snart bringer forfatteren et *resumé eller et *referat, snart følger han begivenhederne i de mindste enkeltheder.
Eksempel
5
10
15
Næste sommer red man til tings, mange i følge som sædvanlig: Muge
svarte med sine sønner, Gunløg og Hermund, Thorsten Egilsen og
hans søn Kolsvend, Ønund fra Mosfjæld med alle sine sønner samt
nysnævnte Sverting. Skafte var da endnu lovsigemand. En dag på
tinget, da dette var meget talrigt, og alle rettergangssagerne var til
ende, krævede Gunløg sig lyd og sagde: „Er Ravn Ønundsen her tilstede?" Han svarede ja. „Du ved," vedblev derpå Gunløg, „at du har
taget min brud, på hvem jeg havde løfte, og har yppet fjendskab
imod mig; derfor æsker jeg dig til holmgang her på tinget efter tre
dages frist, her på Øksaråholm." Ravn svarede: „Det er et godt bud,
som man kunde vente af dig, og jeg er rede, såsnart du vil." Nu var
vel deres frænder på begge sider meget misfornøjede dermed; men
det var den gang lov, at enhver, der på en eller anden måde troede
sig fornærmet, kunde æske sin modstander til holmgang. Efter tre
nætters forløb gjorde de sig derfor rede til holmgangen. Illuge svarte
ledsagede med et stort følge sin søn til holmen, men lovsigemanden
Skafte fulgte Ravn, såvel som hans fader og andre af hans frænder.
Af Gunløg Ormstunges saga
De fire første og fire sidste linjer i dette afsnit er en meget forkortet gengivelse, og vi får et hastigt overblik over, hvad der
sker. Det er egentlig to resuméer.
Der fortælles kun det allervæsentligste; denne fremstillingsform kaldes sammentrangt fremstilling.
I den sammentrængte fremstilling er tiden presset sammen,
vi bevæger os lynhurtigt gennem et længere tidsrum.
Indrammet af disse har vi en detaljeret fremstilling (linje 6-11)
af en bestemt situation, som er væsentlig i handlingsforløbet.
Denne situation gøres nærværende og levende ved hjælp af direkte tale: vi er nær på det, der sker; vi hører dialogen.
I den detaljerede fremstilling er vi tæt på begivenhederne, vi
er øjenvidner og oplever tingene samtidig med, at de sker.
Kommentar
I linje 13-14 får vi en kommentar, som ligger uden for handlingen, men som forfatteren åbenbart synes er vigtig.
Beskrivelse
I linje 12 står handlingen stille: vi får en beskrivelse af Ravns og
Gunløgs slægtninge; de er misfornøjede.
De fleste episke fortællinger rummer beskrivelser. Det kan
være en person, en lokalitet (egn, by) eller en genstand (hus),
der beskrives. Beskrivelsen er ikke en del afhandlingen, men et
„maleri" bestående af ord. Hensigten med beskrivelsen er, at
læseren skal fordybe sig i det beskrevne, før handlingen går videre. Se *personkarakteristik og * miljøbeskrivelse.
Beskrivelsen af en persons tanker benyttes af fortælleren
både til at beskrive personens væremåde og sindstilstand og til
at give en nødvendig baggrundsviden om en situation. Tanker
kan gengives pænt ordnede, tilrettelagt så kun det væsentligste
er med. I mange tekster er der gjort bestræbelser for, at personernes tanker skal virke realistiske; de er derfor springende og
kommer som en strøm af usorterede oplevelser og fantasier. Se
*associationer.
Det sagte
Personernes replikker kan gengives på flere måder.
- Direkte:
Hun spurgte: „Hvorfor i alverden kører vi ikke?"
— Indirekte:
Hun spurgte, hvorfor de ikke kørte.
- Dækket direkte tale:
H u n spurgte, hvorfor i alverden de ikke kørte.
Det sidste eksempel er en mellemting: man fornemmer replikken bag den indirekte form.
I „Mortens juleaften" (1898) lader J o h s . V . J e n s e n den selvsikre bonde komme til orde gennem direkte tale, hvorimod den
fordringsløse og ydmyge husmand, Morten, ikke citeres ordret
før til allersidst. Den dækkede direkte tale benyttes her til at understrege Mortens lavmælte, usikre facon. Først da han til sidst
er lettet og taler højere og sikrere, hører vi hans ord direkte.
Eksempel
Vilde du noget, Morten? spurgte han og satte sig gabende op for
Bordenden.
Ja nu var Morten da færdig for i Dag — saa og saa mange Traver.
Han havde ellers tænkt ...
Ingvar Hansen røg paa Piben og ventede.
Morten mente at bede om, hvad han havde tilgode.
Vi plejer jo at regne sammen hver Ugedag, sagde Ingvar Hansen.
Naa ja, det gjorde de jo ogsaa, det var rigtigt. Ja saa ...
Men du kan godt faa din Betaling for de fire Dage, sagde Ingvar,
det skal der ikke være noget i Vejen for. Ingvar gik ind i Sovekammeret og smækkede med en Nøgle derinde.
Ja for jeg havde tænkt at skulle til Byen, sagde Morten højt og befriet — efter Apotekersager.
Konklusion
En episk fortælling er altså sammensat af mange dele. Handlingen består af referater og resuméer af begivenheder (sammentrængt fremstilling). Hertil kommer situationer, der er detaljeret gengivet, ofte i forbindelse med direkte tale, undertiden også
med beskrivelse af personernes tanker. Her og der går handlingen i stå ved beskrivelser. I reglen går fortælleren ganske umærkeligt fra den ene fremstillingsform til den anden.
Genrer
Tekster kan inddeles i grupper efter fælles træk. Disse grupper
kaldes genrer (ordets egentlige betydning er slægt, art).
Ved en første grov inddeling kan tekster ordnes i to overordnede genrer: skønlitteratur (opdigtet) og sagprosa (ikke-opdigtet). Disse opdeles igen.
Overordnede
genrer
Hovedgenrer
Fiktion
*Drama: Skuespil (tragedie, komedie).
eller
skønlitteratur
*Lyrik:
Digtning, der beskriver følelser
og stemning, oftest i form af
poesi.
*Epik:
Fortællende digtning med
handling (novelle, roman,
eventyr, saga).
Non-Jiktion
eller
sagprosa og
faglitteratur
Essay
Interview
Kronik
Leder
Artikel
Læserbrev
Dagbog
Fagbog
Lov
Skønlitteratur
Eksempel
Johan kom til København, solbrændt, modnet af begivenheder og
med virkelig vilje til at få noget ud aflivet. Det er ikke godt at sige,
hvorfor han netop kom i apotekerlære. Han stod efter faderens død
og så sig om, og i hans horisont var der ikke et eneste skib. En fætter,
der var maler i Amerika, skrev og foreslog ham at komme derover.
Han bøjede sin arm, følte, at der var muskler, som gerne ville prøve
en dyst hvor som helst. Så optrådte imidlertid halvonkel hr. Tengelsen. Han var nærmere og virkede med større styrke; han tog sig af Johans sager. Johan havde en vinterdag set en farmaceut stå i Nordby
apotek med et reagensglas, hvis indhold han betragtede med et dybsindigt smil. Så lidt skal der til; Johan tænkte: dette kan gå an. Tilfældet blæser os som avner, og måske hjælper en hr. Tengelsen til
med en kost. En dag meldte Johan sig ude hos onklen på Østerbro;
han trak vejret dybt, før han ringede: Seså, nu begyndte andet afsnit.
Få minutter efter var han kastet ind i de besværligheder, som onklen forstod at tilvejebringe for sig selv og andre. Selv var han ikke
hjemme; ægteparret var gået en demonstrativ spadseretur, men pigerne sad i køkkenet på deres kufferter og så meget krigeriske ud. Det
var den første i måneden, og begge skulle - man kunne næsten sige
naturligvis - rejse.
Jacob Paludan: Fugle omkring fyret. (1925)
Man kan forestille sig tilblivelsen af en fiktiv tekst fx en novelle
således:
1. Idé,
hensigt
-> 2. Tekst
Forfatteren
har en idé,
en oplevelse.
-> 3. Modtager -> 4. Idé,
reaktion
Ideen
indbygges i
en handling
med personer
og miljø.
Teksten læses
og påvirker
modtageren.
Den idé,
forfatteren
ønskede at
formidle,
skal nu
gerne fremstå
klart for
modtageren
/. Forfatteren har en idé, han ønsker at viderebringe i form af
en tekst. Han har en ganske bestemt hensigt. Før han begynder
at skrive, må han vælge genre: fiktion eller non-fiktion. Vælger
han den fiktive genre, må han afgøre, om teksten skal udformes
som et digt, en novelle eller en roman. Vi forestiller os en af de
to sidste muligheder.
2. Romanen eller novellen skal have et indhold og en form,
hvorigennem forfatterens idé gives videre til modtageren. Indholdet består af tre „lag": handling, personer og miljø. Forfatteren tilrettelægger handlingen og beskriver personer og miljø på
en sådan måde, at alt tilpasses hans idé. Han skaber altså sin
egen verden, helt som han har brug for, at den skal være.
3. Denne konstruerede verden skal give modtageren et indtryk
af det, forfatteren vil formidle, og teksten bliver således en slags
argumentation for forfatterens idé.
4. Gennem oplevelse og analyse af teksten modtager læseren
forfatterens idé (meddelelse), som gerne skulle resultere i en
reaktion.
Sagprosa
Sagprosateksten skal først og fremmest oplyse, orientere eller
vejlede. Indholdet behandler faktiske forhold. Denne form for
tekster kan være neutrale (objektive) eller vurderende (subjektive) .
Objektiv tekst:
Eksempel
Nogle tilsætningsstoffer fremstilles ud fra naturens egne produkter.
Man kan f.eks. få pektin fra æbler eller citroner. Det er et stof, der
kan gøre marmelade stiv.
Fra sojaolie kan man få lecithin. Det er et fedtagtigt stof, der betyder meget for en persons vækst — men det har også den egenskab, at
det kan forhindre en blanding af fedt og vand i at skille, hvilket udnyttes ved fremstilling af margarine.
Forbrugerrådet og Industrirådet: Tilsætningsstoffer
Subjektiv tekst:
Eksempel
Lærerne tog mig, som de andre Drenge, og jeg skulde have nydt en
ganske anden Læremethode; men hvor kunde jeg forlange det, i en
Skole gaaer Alt, fabriksmæssig. Meisling var meget hæftig og slem til
at spotte; til Lykke havde vi ham kun 1 Time om Ugen (i Stiil) i vor
Klasse, men min Angest for ham var saa stor, at jeg tidt i mit inderste Hjerte bad, at der maatte gaae Ild i Kakkelovnen, eller noget Lignende indtræffe der kunde forhindre ham fra at komme. - Spurgte
han mig om Noget gav jeg, selv det rigtige Svar, paa en forvirret
Maade, han drejede det strax om, saa det blev mere komisk, og fik
de andre til at lee, men dette var at knuse mig. H. C. Andersens Levnedsbog 1805-1831
Faktion
Faktion er en forholdsvis ny genre og kan betegnes som en tredje
overordnet genre ved siden af skønlitteratur og sagprosa. Faktion er en form for „blandingsgenre": indholdet er sagprosastof
{faktisk), mens formen kan minde om fik^'owens.
Det er blevet stadig mere almindeligt, at massemedierne formidler oplysende stof, fx naturvidenskabelige og historiske emner, i en underholdende form, der i høj grad appellerer til modtagernes følelser og fantasi. I en sådan „indpakning" kan bl.a.
nyhedsformidlingen meget let blive til underholdning.
Kommunikation
Ordet kommunikation betyder egentlig at gøre fælles. At kommunikere vil sige at meddele nogen noget. Der findes såvel
sprogløs (at vinke) som sproglig kommunikation. Begge former
kræver en afsender, som har et budskab beregnet på en modtager.
Afsender —-> Meddelelse —> Modtager
Afsenderen kan vælge at formidle sin meddelelse gennem en
fiktiv tekst. Ved hjælp af sproget skal han udløse den rette stemning og holdning hos modtageren.
Både den, der skal skrive, og den, der skal læse, må altså
have sans for ordene, for de tankeforbindelser (*associationer),
de gemmer i sig, og for den stemning, de skal udløse. Det kan
se så let ud i en roman eller novelle at give en beskrivelse af en
person, så læseren ser denne for sig. I virkeligheden er det en
svær kunst.
Afsender- og modtagersituationen
Afsenderens situation er præget af/afhængig af
- hans hensigt,
- hans baggrund (miljø, skolegang, job, sprog),
- hans interesse og viden,
- hans evne til at tilpasse meddelelsen for modtageren.
Modtagerens situation er også afhængig af en række faktorer:
- hans holdning til afsenderen og emnet,
- hans viden og interesse,
- hans baggrund,
- hans evne til at forstå meddelelsen.
Af og til kan kommunikationen briste. Det kan der være flere
grunde til:
1. Modtagerens holdning til forfatteren eller temaet er negativ.
2. Sproget kan være vanskeligt pga. sætningsbygning og ordvalg.
3. Teksten kan være vanskelig at forstå, fordi den er blevet til
i en anden tid med en anden tankegang.
For at kommunikationen kan lykkes i såvel nyere som ældre litteratur er det af stor betydning at kende til skiftende tiders livssyn (tanker og forestillinger om liv og død). Det er også væsentligt, at man prøver at åbne sig for tekster, der umiddelbart ser
ud til at være vanskeligt tilgængelige. Med øvelse og træning
kan man blive en god læser.
sgsi^jpp"-
Komposition
At komponere betyder at sætte sammen. Når man skal skrive
en tekst (et brev, en rapport, en novelle), er det væsentligt at
disponere sit stof: m a n ordner det i en bestemt rækkefølge, så
der bliver en god og hensigtsmæssig begyndelse, en fyldig behandling af det, man har på hjerte, og til sidst en afslutning.
Også de enkelte afsnit disponeres — eller komponeres; det er
ikke ligegyldigt, hvilke oplysninger, der gives først, og hvilke
sidst i et afsnit. Det gælder om, at modtageren på så forståelig
en måde som muligt får meddelelsen.
En tekst kan sættes sammen af afsnit (kapitler), som igen er
inddelt i typografiske afsnit. De dele, et typografisk afsnit består af, er sætninger, afgrænset med punktum eller tilsvarende
tegn.
Tekster er altså opbygget - sammensat - af byggesten: ord
udvælges og sættes sammen til sætninger. Sætningerne knyttes
sammen til en helhed, som kaldes afsnit; disse kan i større tekster samles i kapitler, som tilsammen danner en helhed: teksten.
Komposition og disposition
De to ord benyttes om samme begreb: at ordne et stof. En lærer
vil ofte sige til sine elever: „Skriv en *disposition, før I går i
gang med opgaven." Det, eleverne bliver bedt om, er at skrive
en oversigt over, hvordan de vil ordne stoffet.
Det ville egentlig være lige så rigtigt at bruge ordet komponere, men det bruges mest i forbindelse med kunstnerisk arbejde:
en digter komponerer sin tekst, en maler sit billede og en komponist sin musik. De sætter noget sammen til en helhed.
Eksempler på kompositioner
En fiktiv tekst kan sammenlignes med en togstamme. Vognene
kan ordnes i forskellig rækkefølge, ligeledes indholdet i en tekst.
Handlingen kan opbygges kronologisk. Den starter på et givent
tidspunkt og fortsætter i den rækkefølge, tingene sker.
Faglicie sriilder
Handlingen kan være springende i tid med flash back (tilbageblik).
Der kan være parallelle handlingsforløb.
Ikke kun tekster med handling, men også beskrivende tekster
som digte er komponerede. De kan fx være opbygget over modsætningsforhold eller gentagelser.
Det lyriske
Lyrisk betyder egl. hørende til eller ledsaget af lyrespil. Lyren
er et strengeinstrument, som i oldtidens Grækenland blev benyttet ved fremsigelsen af digte for at skabe stemning. Derfor
betegnes beskrivelser, der giver udtryk for følelser og stemning,
som lyriske. Dele af prosatekster kan være lyriske, som fx indledningen til denne novelle.
Eksempel
Det bliver regn i nat. Tunge, kuplede skyer kryber op over bjergene,
blåsorte i det svindende lys fra solen, der synker i den modsatte synskreds. En ensom, hvid fugl haster forbi, skarpt tegnet mod mulmet,
den skriger fjernt og bliver borte. Flodens mumlen når op til mig som
altid i denne time, hvor verden stilner, og træernes kroner mørkner
ovre i haverne, hvor støvet og heden har lagt sig, og natten begynder
at dufte. En beroligende, en venlig lyd, men den blandes allerede
med den første uro fra værtshuset henne i gaden, den første klang af
bægre, der bliver delt rundt, den første klimpren af instrumenter, der
stemmes, de første pigehvin. Jo mere lyset bliver borte, jo mere magt
får den truende larm.
Poul Hoffmann: Den niende dag (1979)
—«*«*"
Det lyriske findes dog i særlig grad i poesi (digte):
Eksempel
i Du fine, hvide æbleblomst!
Hvem gav dig dette lykkeskær?
Ak, jeg er solens hjertenskær!
2 Hvor fik du denne purpurglød,
som brænder i din fine hud?
Ak, jeg er solens forårsbrud!
3 Velsignet af min brudgoms kys
jeg lever i hans åndedrag
en kort lyksalig forårsdag.
4 Og når hans sidste varme kys
i aftenrøden strejfer mig,
så hvisker jeg: jeg elsker dig!
5 Og lukker mig og bøjer mig
og drysser over græsset ud
mit hvide flor, mit bryllupsskrud —
Ludvig Holstein: Æbleblomst (1895)
Typisk for det lyriske er den subjektive beskrivelse, som ikke
skildrer, hvad der sker i et bestemt tidsrum, menjeg'ets oplevelse
af det, der sker. Gennem brugen af forskellige *sproglige virkemidler videregives oplevelsen til læseren, der tilegner sig den,
så oplevelsen også bliver hans.
De sproglige virkemidler, vi møder i *digte, kan være gentagelsen, modsætninger, *sproglige billeder, *rim og et koncentreret, fortættet sprog, der fremføres i en vis *rytme.
Miljøbeskrivelse
Ordets egl. betydning: mi -midt; lieu -sted. Altså midt på stedet. Et miljø er de forhold, et individ lever under.
For at en fiktiv tekst kan virke så troværdig som muligt, må
handlingen placeres i et miljø. Det kan variere meget, hvilke
oplysninger en forfatter giver, når han vil skildre et miljø. O p lysninger, som kan give læseren et indtryk af miljøet, gives som
regel flere steder i teksten.
Følgende disposition kan være en hjælp, når man skal samle
oplysninger om miljøet:
1. Personer (alder, erhverv, køn, sprog).
2. Geografiske omgivelser (landsdel, land/by, kvarter, gade,
have, interiør).
3. Samfundsforhold, (styreform, religion, kultur).
4. Tid for handlingen = episk tid (fortid, nutid, fremtid).
Eksempel
Min Onkels Hus var ikke noget romantisk Hus, og det vilde vist undre sig storlig, naar det erfarede, at det havde givet Stof til en trykt
Fortælling. Der var ingen Børn, ingen Lystighed, ingen Selskaber.
Skjønt Onkels Drift gjorde ham det nødvendigt at holde en Snes
Karle - Avlskarle, Kuske, Gaardskarle og Røgtere - et talrigt Butikog Kontorpersonale og til disses Pleje i det Mindste fem Piger, saa
gik dog Husets Indre som en Maskine, rolig, ensformig og uden Afbrydelse.
Om Morgenen, naar jeg kom op, fandt jeg Dagligstuen næsten
skinnende af Renhed; frisk Sand var strøet på Gulvet; om Sommeren
stod en blomsterkost paa Bordet og udbredte en mild Vellugt i Værelset, om Vinteren var et lille Fyrfad med Røgelse sat paa Kakkelovnen. Paa et lille Bord i Hjørnet af Stuen stod et Par Kopper, SølvFløde- og Sukkerskaalen, et Fyrfad med Thepotten og en lille Asiette
med Smørrebrød. Når Onkel havde drukket sin The, kom Ingen ind
i Værelset før Kl. 12. Tante var beskæftiget i Køkkenet, Onkel i Kontoret, Butiken eller Magasinerne. På slaget 12 stod Middagsbordet
dækket. Onkel og Tante sad i Sofaen, Bogholderen og de to Svende
traadte bukkende ind; naar første Ret var spist rejste sig de to Svende
og gik ud i Butiken, enten deres Nærværelse var nødvendig der eller
ej; de kom nøjagtigt tilbage, naar Eftermaden var skaaren for, med
et lille nik til Onkel og Tante tømte de deres Glas Vin og gik fra Bordet, i Almindelighed uden at der var talt et Ord. Bogholderen, der
havde været i min Onkels Tjeneste, siden han etablerede sig, blev et
Par Minuter længer; der vexledes nogle Ord om Bøgerne eller om
den og dens Soliditet eller om en Ildebrand paa Landet, hvorpå Bogholderen med et buk for Tante forlod Værelset og Onkel lagde sig til
at sove Middagssøvn.
M. Goldschmidt: Tømmerpladsen
1. Personer: Onklen er chef i en stor virksomhed med mange
ansatte. Karle, kuske, butikssvende, bogholder m.fl. bor i onklens hus, og derfor er der mange tjenestepiger. Tanten deltager
i arbejdet i køkkenet.
2. Geografiske omgivelser: Onklens hus er en del af virksomheden. I dagligstuen er der hyggeligt, rent og ryddeligt. De ting,
der står i stuen, viser tegn på velstand.
3. Samfundsforhold: Det er et billede af det borgerlige samfund, vi får her. Vi befinder os i en stor købmandsgård med
landbrug. Der er ordentlige og trygge forhold, enhver kender
sin plads i dette patriarkalske samfund. Der er helt faste skikke.
4. Novellen er udgivet i 1846. Handlingen foregår nogenlunde
samtidig, men kunne være fra det meste af 1800-tallet.
Oplæg
Formålet med et oplæg er at give instruktion, at redegøre for et
emne eller at lægge op til diskussion.
Sprogstrategi
Når der skal laves et mundtligt oplæg, må man som afsender
gøre sig klart, at der i første omgang er tale om envejskommunikation. Man henvender sig til modtagere med forskellige forudsætninger. Derfor må oplægsholderen vurdere, om modtagerne
kender anvendte fagudtryk og eventuelle fremmedord.
Sproget skal være en mellemting mellem talesprog og skriftsprog; man bør undgå gruppesprog og slangudtryk.
Oplægsholderen bør ikke nedskrive hele oplægget, da sætningerne risikerer at blive for lange og med for mange bisætninger,
hvilket kan gøre det svært for modtagerne at følge med. Der er
desuden risiko for, at oplægsholderen læser oplægget højt fra
manuskriptarkene. En sådan oplæsning virker sandsynligvis
sløvende på modtagerne.
I stedet bør man anvende en *disposition med overskrifter og
nøgleord. Så har man noget at holde sig til, og oplægsholderen
har mulighed for at bruge et enkelt og naturligt sprog.
Samtidig kan han få øjenkontakt med modtagerne og benytte
sig af kropssprog (non-verbal kommunikation). På den måde er
der størst chance for, at kommunikationen mellem afsender og
modtagere lykkes.
Udarbejdelse af oplægget
Første del af udarbejdelsen af et oplæg er at indsamle viden.
Man kan starte med at skrive ned, hvad man selv ved om emnet, og hvilke synspunkter man har, og derefter kan man søge
yderligere viden ved fx biblioteksbesøg og interview af personer, som har kendskab til emnet.
Når man mener at have opsamlet tilstrækkelig viden om emnet, starter næste del af udarbejdelsen: sorteringen og afgrænsningen. Oplægget disponeres, så der ikke bliver for mange og
for forskellige punkter. Tre til fem hovedpunkter vil være passende. Oplægget skal hænge sammen, og punkterne skal følge
logisk efter hinanden.
I oplægget gør man rede for sine synspunkter om emnet; hvis
man kender eventuelle modsynspunkter og i oplægget kan argumentere imod dem, vil ens egne synspunkter stå stærkere hos
modtagerne.
Indledningen er vigtig, for det er den, der skal fange tilhørerne.
Man kan fx indlede med ét eller flere af punkterne:
Præsentation, definition, afgrænsning af emnet.
Hensigten med fremlæggelsen.
Emnets aktualitet.
En provokation.
Et citat.
Hovedsynspunktet på emnet.
Omtale af oplæggets højst fem hovedpunkter.
Afslutningen er også betydningsfuld, og den kan være en opsummering af hovedpunkterne, en konklusion og evt. en understregning af afsenderens synspunkter.
Er man usikker ved at skulle holde et oplæg, kan man skrive
indledning og afslutning fuldstændigt, men alligevel så vidt
muligt løsrive øjnene fra manuskriptet.
Når man disponerer sit oplæg, kan man benytte samme
fremgangsmåde som ved disponering af et foredrag og en tale.
Alle tre discipliner består af
indledning, afhandling, afslutning.
Indledning og afslutning må ikke være for omfattende.
Et oplæg er normalt kortere end et foredrag og en tale, men
der er ingen faste regler for længden. Dog er det en god regel
ikke at tale for længe.
Personkarakteristik
Den egentlige betydning af ordet karakteristik er indridset kendemærke.
Til en kunstner stilles der to væsentlige krav: han skal have
evnen til at opleve, og han skal kunne give disse oplevelser
kunstnerisk udtryk - for digterens vedkommende gennem ord.
H a n skal alene gennem sproget få os til at se, hvad han h a r set,
og føle, hvad han har følt. H a n må beherske ordets kunst.
Eksempel
Han kastede et blik ned ad sig selv. Støvede støvler, overlæderet revnet og gået løs fra sålen, så det gabede opefter og lignede et sjovt lille
dyr med flaben fuld af små spidse tandsyle ... Såler var der ikke meget af, men det sås jo ikke.
Og tøjet?
Han så afgjort ikke ud som ham prinsen af Væles.
Hullet på knæet hade han ganske vist rimpet sammen med lidt
brun tråd så det ikke ligefrem gabede, men så var buxebenet altså
blevet lidt kortere af den grund, frynset forneden var det også og det
bare ben sås når han gik.
Jakken var hullet, albuerne stak ud, den var for lille og sprængt
over ryggen, stumpede over gumpen og den omtrent hele buxeende.
Han hade højt sommerhår, lyst, under hatten der engang hade været
en fin hat ...
Nobelt klædt var han ikke, det var han nok klar over, det var ikke
med påklædningen han skulle gøre sig — og hvad, når den er i orden,
kan vel ethvert fjols klare sig! — næe, det var andre ting, det var det
indre var det... det var de fandens bedrøvede øjne han hade, som så
mange piger blev så kede af at se på at de ville forloves med ham, det
var dem ja, og dem stolede han på, øjnene altså, de plejede altid at
virke ...
Han strammede sig op, gik op ad trappen og ringede på.
Harald Herdal: En nat i Nyborg (1933)
M a n ser Harald Herdals person for sig: ordene danner et billede.
At karakterisere et individ vil sige at skildre dets særpræg. I
den fiktive tekst tillægger forfatteren sine personer netop de
egenskaber, han ønsker, de skal have. H a n kan karakterisere
dem, så modtageren får medlidenhed med, tager afstand fra eller får sympati for dem. Forfatterens budskab viser sig ofte gennem den holdning, han opbygger hos læseren, til personerne.
Personerne kan karakteriseres direkte, dvs. med ord, der beskriver fx udseende (han var lille og tyk).
De kan også skildres indirekte gennem det, de siger og gør;
modtageren må så selv „sætte ord på".
Når man i en tekst skal finde en persons særpræg, kan man
arbejde efter følgende disposition:
1. Personens situation (miljø, familieforhold, erhverv, alder
osv.).
2. Udseende.
3. Væremåde (karakter, egenskaber, følelser, holdninger osv.)
Eksempel
„Thumsen" hed Emanuel og var Karens søn.
„Dér er han!" hviskede Engeline. Hendes hvisken lød skarpt og
distinkt som en trækvind i en dørsprække.
Fede Rikke bøjede sin kødbolle af et ansigt om mod gaden: „Godmorgen, hr. Thomsen!"
„Godmorgen, hr. Thomsen!" sagde også Engeline. Og — „Godmorgen! Godmorgen! Godmorgen!" lød rundt omkring fra. Men den
lille mand dernede lod, som han hverken så eller hørte.
Han var kommen ud af butiksdøren med en vandkande og en kost
og gav sig nu sindigt og omhyggeligt til at vande fortovet og den
halvdel af kørebanen, som det tilkom ham at holde ren.
Han vandede næsten som efter en lineal. Ikke en dråbe kom der
ind på naboens eller genboens part af gaden. Og endda var Thomsen
skæv i højre skulder.
Da vandingen var overstået, tog han kosten og gav sig til at feje. —
„Thumsen" havde båret vandkanden og kosten bort og var nu sindigt beskæftiget med at pudse messinghåndtaget på butiksdøren.
Jordemoder Frederiksen kom gående forbi med posen over armen.
„De er en negl, Thomsen, til at hænge i!" sagde hun og standsede.
„Man må jo arbejde, fru Frederiksen; derfor er man jo sat på jorden."
„Da blev jeg da ved Gud helst i min gode seng!"
,Ja, man er jo lidt forskellige ..."
Emanuel blev ufortrødent ved at gnide på låsen.
„Lille Manuel, skal du ikke ind og ha' din kaffe, min dreng?"
„Man må først være færdig, mo'r Karen!"
, Jaja, så drikker jeg min," sagde madam Thomsen mildt og gik fra
butikken ind i bagstuen igen.
„Drik!" sagde Emanuel.
„Når kommer du?"
„Om et kvarter!"
Og først da dørlåsen skinnede som det gyldneste guld, samlede
han sine pudseremedier sammen og gik ind for at nyde sin morgendrik.
Idet han åbnede butiksdøren, gned en stor, gråblå kat sig kælent
ind mod hans ben.
„Dér har man jo Knors," sagde han med kælen røst og løftede, til
trods for de forskellige sager, han bar i hænderne, dyret op på armen.
„Hvorledes har han det, kisse-misse-barnet?"
„Mjau-au!" sagde Knors og borede sin snude ind under hans arm.
Gustav Wied: Livsens ondskab (1899)
I tekstafsnittet spiller T h u m s e n en dominerende rolle, det er
h a m , der fokuseres på. H a n er hovedperson. H a n er skildret
både direkte og indirekte.
M o r K a r e n og de kvinder, der hilser på Thumsen, er bipersoner.
1. Situation: Emanuel (Thumsen) er en voksen mand, der bor
sammen med sin mor. H u n har en butik. De bor i en by,
hvor alle kender hinanden. Omgivelserne opfatter ham som
en særling.
2. Udseende: Thumsen er lille og har en skæv skulder.
3. Væremåde: H a n er yderst pligtopfyldende, omhyggelig, sindig, rolig og arbejdsom. Stædig er han også. H a n har ikke
humoristisk sans. H a n er afmålt, kølig og studs over for
fremmede, kærlig over for katten.
Referat
At referere vil sige at gengive noget set, læst eller hørt i forkortet
form med ens egne ord. Kun det væsentlige skal med i referatet.
Forarbejdet
Uanset om man skal referere mundtligt eller skriftligt, har man
brug for at udarbejde en disposition, som man kan støtte sig til,
mens man refererer.
Dispositionen er grundlaget for referatet. Inddeler man teksten i for mange afsnit, får man mange overskrifter og dermed
en for fyldig disposition. Referatet vil dermed blive for langt. Det gælder altså om at være omhyggelig og kritisk allerede i disponeringen.
Referatet
Angiv kilden: Man angiver, hvem man refererer, og hvad titlen
er på det, der refereres.
Sproget: Man refererer med sine egne ord i et sammenhængende sprog. Referatet skal være neutralt, så den oprindelige
mening ikke ændres. Man skal holde sin egen mening udenfor.
,Jeg" i den oprindelige tekst bliver i referatet til han/hun, direkte tale til indirekte. Ønsker man at bruge citater, skal de
gengives fuldstændig korrekt, sættes i anførselstegn og placeres,
så den oprindelige mening ikke ændres.
Længde: Referatet må maksimalt fylde ca. lh af den oprindelige
tekst.
I avisen møder vi dagligt referatet: journalisten refererer en
fodboldkamp, et møde, en trafikulykke osv.
Resumé
Egentlig betydning: gentage.
Et resumé er et sammentrængt *referat; det er en gengivelse
af det helt centrale i noget læst, set eller hørt. Har man en *disposition til brug ved et referat, kan en sammenkædning af overskrifterne i dispositionen udgøre resuméet.
Rim
Eksempel
1
3
5
7
Du kære blide danske bæk,
som bag om hegn og hybenhæk
mod salte fjorde glider,
dit vandrevand, din puslestrøm
har nynnet i vor folkedrøm
og pyntet Danmarks kjolesøm
fra landets ældste tider.
a
a
b
c
c
c
b
Jeppe
Digtet har enderim, hvilket vil sige, at det sidste ord i en linje rimer med det sidste ord i en anden. Linje 1 og 2 danner parrim,
linje 3 og 7 omsluttende rim.
I Ghr. Winthers digt „Flugten til Amerika" er der krydsrim:
linje 1 og 3 rimer, ligeledes linje 2 og 4.
Eksempel
1
3
1
3
Dengang da jeg var en lille en
og havde begyndt min skole,
og havde fået støvler på begge ben
og kastet min blusekjole;
a
b
a
b
da var jeg ikke så from som nu,
da havde jeg ben i panden,
mit blod var hedt og ilter min hu,
jeg forstod mig kun lidt på forstanden.
a
b
a
b
De tre eksempler på rimstilling kan illustreres således:
I gammel nordisk poesi - og efterligninger heraf - findes bogstavrim, dvs. at flere trykstærke stavelser (se *rytme) i nogle
sammenhørende linjer starter med samme lyd (lyde).
J o h a n n e s V. Jensen benytter denne form for rim i sit digt
„Den nordiske kvinde":
Eksempel
,Jeg vilde altid vandre
i venlige Skove.
Dølg mig i dine Arme
dugkølige Danmark."
Rimene findes altså her i de trykstærke stavelser, der begynder
med v og d.
Uden for poesi bruges rim i forbindelse med ordsprog:
Mange bække små gør en stor å.
Tomme tønder buldrer mest.
Også i reklameslogans benyttes rimet: Godt i gang med GADS
voksen.
Ved ordsprog og slogans er rimets funktion at give sætningen
klang og at hjælpe brugerne til at huske den.
Rytme
Rytme findes i pulsslaget og i et urs tikken. Musik er baseret på
rytme. Også i sproget er der en rytme, som fremkommer, fordi
nogle stavelser er trykstærke, andre tryksvage. Ved at ordne
sproget kan man frembringe en rytme, som undertiden kan
være med til at understrege tekstens indhold.
Fast rytme i digte
„I Sne staar Urt og Busk i Skjul;
Der er saa koldt derude"
Læser man disse linjer højt, fornemmer man klart det faste
mønster i de tryksvage (- ) og trykstærke (- ) stavelser. Man siger, at der er benyttet et bestemt versemål, der er bygget op af
versefødder.
Fri rytme I prosadigte
I prosadigte er ordenes rækkefølge og linjedelingen afgørende
for rytmen. Når prosaens sætninger knækkes, må de læses og
opleves anderledes end i fx en novelle. M a n koncentrerer sig om
de enkelte linjer, „smager" på hver enkelt og er indstillet på, at
teksten skal opleves som et digt.
Følgende eksempel af Ole Sarvig er et digt med fri rytme og
uden rim.
Eksempel
Ganske stille
som en flad kumme
i juniregnen
vil jeg løbe fuld
af vilje
i nat.
En hilsen til en VUC-lærer fra et danskhold, der bl.a. har læst
knækprosa, blev udformet således:
Eksempel
Efter en lang vinters hovedbrud
kan vi unde dig
en tid,
hvor du får lejlighed til
at bruge
andre dele af kroppen.
For at du ikke helt
skal glemme os,
og for at
din skolefri sommer
kan blive
behagelig,
får du denne genbrugsæske
med miljørigtige ting.
Tak
for inspirerende undervisning,
der har givet os
lyst
til at lære mere.
Rytme i prosa
I al prosa findes der rytme - en tilfældig rytme. Sætningerne
kan dog også her *komponeres, så man fornemmer en speciel
rytme. I I. P. Jacobsens novelle „Mogens" hører man tydeligt
gennem beskrivelsen af regnvejret, at det kommer pludseligt,
og at det tager voldsomt til.
Eksempel
Pludselig kom der en lille rund, mørk Plet paa det lysegraa Muld, en
til, tre, fire, mange, flere endnu, hele Tuen var ganske mørkegraa.
Luften var lutter lange mørke Streger, Bladene nikkede og svajede,
og der kom en Summen, der gik over til Syden; det øste Vande ned.
Alting glimtede, gnistrede, spruttede. Blade, Grene, Stammer, Alting glinsede af Væde; hver lille Draabe, der faldt paa Jord, paa
Græs, paa Stenten, paa hvad som helst, splintredes og stænkedes
bort i tusind fine Perler. Smaa Draaber hang lidt hist og blev til store
Draaber, dryppede ned her, samledes med andre Draaber, blev
smaa Strømme, blev borte i smaa Furer, løb ind i store Huller og ud
af smaa, sejlede bort med Støv, med Splinter og Løvstumper, satte
dem paa Grund, gjorde dem flot, snurrede dem rundt og satte dem
paa Grund igen.
Sproglige billeder
Et sprogligt billede består af et ord eller udtryk, der skal forstås
i overført betydning. Det skal altså ikke forstås bogstaveligt,
men billedligt.
Sprogets billeder kaldes også metaforer, hvilket betyder at
føre over. Når man bruger metaforer, fører man sprogbetydning over fra et område til et andet.
Såvel i fiktive som i non-fiktive tekster kan man finde billedsprog. Ikke blot digterens, men også hverdagens sprog er fuldt
af billeder. Det er ikke blot levende væsener, der har hoved,
ører, mund, arme, ryg, ben osv. Der er også hoved på en pibe,
et hoved blandt byerne (hovedstaden), gryden har ører, floden
har arme og „munder" ud i havet, og stolen har både arme, ryg
og ben. Disse udtryk er tydelige, men så almindeligt brugt, at
man knap oplever dem som billeder. Det er gamle, slidte billeder.
For at udtrykke sig både levende og tydeligt må digteren af
og til ty til „reserverne" i sproget. H a n må selv skabe et udtryk.
Digterens billeder er nye og friske og bruges for, at læseren ikke
blot skal høre, se og forstå ordene, men opleve det, der ligger
bag: situationen, følelsen.
Eksempel
Eftermiddagstoget kørte gennem stationsbyen, kløvede julidagens
solstilhed med sin damphvislen og fik hønsene i havernes varme
sand til at rejse hovederne og vælte sig om på den anden side. Så flød
stilheden igen sammen over skinnerne, og blundehinderne gled for
hønsenes soltrætte øjne.
Således begynder Erling Kristensen sin roman „Byen mellem
to tårne" (1928). I den første sætning skal to ord forstås i overført betydning: kløvede og solstilhed.
Lad os se på, hvad der egentlig sker, når man skal tolke —
finde „ind bag" — et sprogligt billede. Punktvis kan processen
fremstilles således:
1. Kløvede benyttes her i en betydning, hvor vi normalt ikke
træffer det.
2. Vi stopper op.
3. Ordet giver *associationer, dvs. det sætter en tankerække i
gang, fordi vi kender ordet: kløvede - træstamme - økse hugge - to dele.
4. Vi ser igen på sætningen, hvor ordet er brugt, og forstår, at
togets ankomst opleves som en pludselig og næsten chokerende larm (som et hug) i den stille by.
Solstilhed er et ord, som forfatteren har konstrueret. Vi kender
ordet musestille - også et billede - men det kan ikke bruges her,
da det vist må siges at give udtryk for for megen stilhed, når talen er om en by. Når vi ser ordet „solstilhed", sættes vore associationer i gang: sol - sommer - varme - døsighed - dvaskhed.
Gennem ordet får vi at vide, hvorfor der er så stille, og vi oplever den varme, dvaske middagsstemning i den lille stationsby.
I H. C. Andersens eventyr „Storkene" prøver storkemor at
overbevise sine unger om, at det virkelig kan betale sig at flyve
til Ægypten om efteråret.
Eksempel , J a ! der er saa deiligt! man gjør ikke Andet end spise hele Dagen, og
imens vi har det saa godt, er i dette Land ikke et grønt Blad paa Træerne; her er saa koldt, saa Skyerne fryse i Stykker og falde ned i smaa,
hvide Lapper!"
1. Lapper! — i forbindelse med vintervejret,
2. vi stopper op,
3. får associationer: lapper — små stumper — uens, bølgede og
flossede kanter.
4. Vi mærker kulden og „ser" den falde ned over os i form af
snefnug.
Sammenligningen
Den form for billede, der er lettest at opfatte, er sammenligningen. Begge led - det der skal sammenlignes, og det, som det
skal sammenlignes med - er til stede og forbundet med et
„som" (lige som).
I det gamle testamente (2. Kongebog kap. 21 vers 12-13) finder man denne sammenligning: „... så siger Herren, Israels
Gud: Se jeg bringer ulykke over Jerusalem o g j u d a ...;jeg vil afviske Jerusalem, som man afvisker et fad og vender det om." Vi
ser situationen: fadet tørres af og vendes. Færdig med det!
Indledningskapitlet i Bella Chagalls „Brændende lys" (1939) er
fuldt af sproglige billeder, som hjælper læseren til at opleve den
situation, forfatteren beskriver, og de følelser, der ligger bag.
Bogen indeholder erindringer fra b a r n d o m m e n i Vitebsk, der
ligger ved floden Dyna (Dvina) i Hviderusland.
Eksempel
Mærkeligt - jeg får pludselig lyst til at skrive, skrive stammende på
mit modersmål, som jeg ikke har talt siden jeg forlod mit barndomshjem.
Hvor langt bort mine barneår end er gledet fra mig - nu kommer
de tilbage til mig, nærmere, stadig nærmere, er allerede så nær, at jeg
synes at fornemme deres ånde.
Jeg ser ganske tydeligt mig selv: en lille rund tingest, der løber
gennem hele huset, gennem den ene dør efter den anden, gemmer sig
på de brede vindueskarme med benene trukket op under sig, sammenkrøbet som et lille dyr.
Far, mor, mine to bedstemødre, min værdige bedstefar, vores familie, andre familier, bryllupper, begravelser, rige og fattige, vores
gade, haverne - alt sammen strømmer det forbi mig som Dynas dybe
vande.
Mit barndomshjem findes ikke mere. Alt er forsvundet, alle er de
døde.
Min far - måtte hans bønner hjælpe mig som forbøn - er død. Min
mor — kun Gud ved, om hun endnu lever, om hun bor blandt fremmede mennesker i en kristen by. Børnene er spredt rundt over hele
jorden, men alle har de i stedet for deres tabte arv taget barndomshjemmets luft med sig som et stykke af fars ligskjorte.
Jeg breder min del af arven ud foran mig, og straks indånder jeg
duftene i vort gamle hus, hører støjen i vor forretning, de melodier
rabbineren sang på helligdagene. Fra hver krog nærmer en skygge
sig mig, berører mig, drager mig ind i en runddans sammen med an-
dre skygger. De omringer mig, strejfer mine skuldre, griber mine
hænder, mine fødder, falder over mig som en summende fluesværm
på en varm sommerdag. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal slippe fra
dem. Og sådan drev de mig til for en dag, en time, et kort stykke tid
i mit fædrene hjem at rive mig løs fra mørket.
Men hvordan skal jeg kalde disse øjeblikke tilbage til virkeligheden? Min Gud, det er så vanskeligt at fa. et stykke forgangent liv til
at blomstre op igen fra de indtørrede minder. Jeg vil ikke have, at
mine minder slukkes og dør med mig. Jeg vil så gerne redde dem.
Sproglige virkemidler
N å r m a n skal udtrykke sig - mundtligt eller skriftligt - oplever
man ofte, at normalsproget ikke strækker til. Det bliver nødvendigt at tage særlige virkemidler i brug.
Eksempler på sådanne sproglige virkemidler er:
1. *Sproglige billeder og *symboler, ord, der skal forstås i overført
betydning.
2. En særlig *stil, der fremkommer gennem valg af ord og fortællemåde. H. C. Andersen har fx en helt speciel fortællestil,
hvor sproget ligger et sted mellem tale- og skriftsprog. Samtidig
henvender han sig til læseren med et „du", hvilket skaber en
fortrolig tone: man lytter og oplever sammen med digteren.
3. *Rim og *rytme._
4. Modsætninger: Brugen af modsætninger bevirker, at noget
sættes i relief; det „hvide" bliver hvidere, det „sorte" sortere.
Forskelle bliver tydeligere, mere iøjnefaldende.
Modsætningen kan også bruges, når m a n vil gøre en beskrivelse omfattende. I stedet for at sige: Fra mange steder kom de
gamle elever til skolens jubilæum, kan man sige: Fra syd og
nord, fra øst og vest kom de ... I sangen „Som en rejselysten flåd e " beskriver Helge Rode i en af stroferne Danmark med otte
tillægsord sat sammen som fire modsætningspar. Beskrivelsen
opleves pga. de nævnte yderpunkter som bred og fyldig.
Eksempel
Vinterklart og sommerbroget,
morgenmuntert, skumringssvøbt,
ligefremt og latterkroget,
smilbestrålet, tåredøbt.
Det er Danmarks frie sprog,
uden tryk af fremmed åg
frejdig Freja taler.
Eget brød til egen dug,
Danmarks hvede, Danmarks rug,
Dybbøl mølle maler.
5. Gentagelser benyttes, når noget skal femhæves og understreges. I det daglige kender vi gentagelsen: gang på gang, de gik og
gik, år ud og år ind osv.
I digte ser m a n ofte gentagelsen. Det kan være en linje eller
et udtryk, der kommer igen, for at modtageren specielt skal bemærke dette. I Brorsons salme „Her vil ties" indvirker gentagelsen på tempoet og er med til at understrege stemningen.
Eksempel
Her vil ties, her vil bies,
her vil bies, o svage sind!
Vist skal du hente, kun ved at vente
kun ved at vente, vor sommer ind.
Her vil ties, her vil bies,
her vil bies, o svage sind.
Trange tider langsomt skrider,
langsomt skrider, det har den art.
Dagene længes, vinteren strænges,
vinteren strænges, og det er svart.
Trange tider langsomt skrider,
langsomt skrider, det har den art.
Gentagelser kan såvel som modsætninger benyttes i kompositionen.
6. Ironi betyder forstillelse. Det er en udtryksmåde, hvor man
med fint skjult spot siger noget og mener det modsatte. Ironien
kommer også frem, når man lader uvidende, mens man i virkeligheden ved god besked.
Eksempel
Når danskerne har fri, driver de ikke tiden væk, men anvender den
til noget fornuftigt, fordi de er så oplyste, og hele tiden må beskæftige
sig med noget. De fleste danskere bruger en stor del af deres tid til at
tippe, hvilket vil sige, at de skal gætte, hvem der vinder de fodboldkampe, der bliver spillet om søndagen. Hvis de gætter rigtigt, kan de
vinde en hel masse penge, og de penge skal de ikke betale skat af,
men kun en lille afgift, fordi myndighederne synes, at det er urimeligt, hvis folk skal betale lige så meget i skat af penge, de har vundet
ved at gætte rigtigt, som af penge, de har tjent ved at arbejde. Det er
meget svært at tippe, og jeg lærte ikke at finde ud af det, mens jeg var
der, men danskerne kan finde ud af det, fordi de er så oplyste. For
man skal ikke bare gætte helt ud i luften, for så vinder man ikke noget, men skal tippe efter et system, og aviserne bringer hver dag
lange vejledninger og fylder mange sider med det, som de kalder kultursiderne, og som tager så megen plads, at de næsten ikke kan få
plads til tegneserierne.
Finn Søeborg: Der er et land.
Stil
Stil betyder måde. Sprogstil betyder måden, sproget bruges på.
En grov inddeling viser tre hovedområder: høj, lav og normal
stil, men der er flydende grænser mellem de tre områder.
Høj stil kan karakteriseres ved lange og indviklede sætninger.
Der anvendes mange vanskelige ord, som ofte har et gammeldags og højtideligt præg. Høj stil ses specielt i ældre poesi.
Eksempel
Velkommen, nymfe skøn, o dejlig lille pige,
du Venus' eget barn; hvor finder man din lige?
O yndelig jomfru, o hjertens væne mø,
hos dig jeg leve vil, hos dig jeg vil og dø.
O du som ypperst er iblandt de mark-hyrdinder,
du engel-skønne sir, en pris for alle kvinder.
O du min eenste lyst, min glæd' og største ro,
hos dig jeg bygge vil, hos dig jeg vil og bo.
Peder Syv 1631-1702
Lav stil findes i forskelllige former for gruppesprog. Karakteristisk er et lille ordforråd, korte, ofte ufuldstændige sætninger og
brug af slang og bandeord.
Eksempel
Kai var osse på bankeholdet, jeg trillede min tønde over til ham,
- nå, sae han, - er du osse kommet på straffearbejde, ja, de derinde,
sae han og nikkede mod fabrikken, — de har det bedre, det er overvejende mejerister og laboranter, så er der enkelte arbejdsmænd,
som kommer agar i karrene, det er sådan en rigtig fedterøvstjans.
Hvordan faen de har båret sig ad med at få den, det begriber jeg ikke,
og så går de i hvide kitler, du, ja, kom bare ikke her, og i spisestuen
ser man dem aldrig, og ingen er organiseret, er du for resten det? Jeg
viste ham min røde bog, — skidegodt, sae han, — så er vi da to.
John Nehm: Generalen og marmeladefabrikken
Normal stil anvendes i normalsproget. Der er ingen påfaldende
træk i ordvalg eller sætninger. De fleste mennesker forstår
denne sprogstil, bl.a. fordi det er den, der oftest bruges i medierne.
Eksempel
Toget kom buldrende ind mod den lille Stationsby. Da det nærmede
sig Stationen sagtnede det Farten. Et Pift i Fløjten, og saa holdt det
med et Ryk stille.
Kupédørene blev revet op. Men kun to Rejsende steg ud: En uniformeret Politibetjent, og derefter en sølle forhutlet Fyr, iklædt Tøj af
forskellig Farve og Snit. Hans Ansigt var blaat med blodunderløbne
Pletter. Paa Hænderne, der rystede som i Kulde, var store Tatoveringer. Paa den ene Haand et Anker og paa den anden en Kvindefigur.
Det var Sofies Søn Hans, der nu efter de mange Aars Forløb kom
tilbage.
Peder Jensen Kjærgård: Her mødes alle veje.
Inden for de tre skitserede stilområder findes der utallige variationer. Enhver forfatter har sin stil.
Symboler
Eksempel
M E N N E S K E T har brug for symboler for at gøre det, som det ellers
ikke kan forestille sig, håndgribeligt og få en mening ud af det. Samtidig er „håndgribeligt" i sig selv et symbolsk begreb, afledt af hånden, der vil mærke efter for bedre at kunne vurdere det sete. Det er
altså let at påvise, at det symbolske når ind i hverdagssproget og dets
talemåder.
Gads symbolleksikon 1991
Et symbol er et tegn, hvor der ligger noget andet bag. Der findes nationale symboler: flaget, og kristne: korset, fisken (Kristus), slangen (det onde). De vilde dyr, der flere steder ses i forbindelse med indgangspartiet på romanske kirker, symboliserer kampen om mennesket. Også farvesymbolik kender vi. Sort:
sorg, hvidt: renhed. Trafiklys og -skilte er ligeledes symboler.
De nævnte symboler er entydige, men i litteraturen forsvinder entydigheden. Det litterære symbol, som især bruges i poesien, er et sprogligt billede, der dukker op flere gange i en tekst.
Eksempel
En rose så jeg skyde
op af den frosne jord,
alt som os fordum spå'de
profetens trøsteord.
Den rose spired' frem
midt i den kolde vinter
om nat ved Bethlehem.
For rosen nu jeg kvæder
om kap med Himlens hær;
den jomfru var hans mder,
Maria ren og skær.
I ham brød lyset frem
midt i den mørke vinter
om nat ved Bethlehem.
I denne salme af Brorson er rosen blevet et symbol. Der fortælles en historie om rosen. Historien kan opfattes helt konkret,
men samtidig viser den hen til til andre forhold i teksten: „For
rosen nu jeg kvæder, ... den jomfru var hans moder". Rosen-historien peger altså ud over sig selv, og det er ikke vanskeligt her
at opfatte rosen som symbol på Jesus.
„Den yndigste rose er funden", som også er skrevet af Brorson, har samme symbol. I Ole Sarvigs digt „Husene" er disse
symbol på mennesker, mens hunden i Klaus Rifbjergs digt
„Danmark, Trofast" symboliserer danskeren. I Blichers digtsamling „Trækfuglene" benyttes fuglene som symboler.
I forbindelse med tolkning af digte med symboler kan man
samle de oplysninger, der gives om symbolet (jf. rosenhistorien). Dernæst ser man på den øvrige del af teksten og finder berøringspunkterne mellem tekstens „dele". Derved skabes der i
teksten en overordnet sammenhæng, der peger hen imod en
tolkning.
Synonymer
Hurtig, rap, vaks, væver, rask, ekspedit, i huj og hast, akut og
adræt er synonymer: de har samme betydning. De kan dog ikke
bruges i flæng. Man kan tale om en hurtig bil, men den kan ikke
være adræt eller akut. Hvert af ordene har sin medbetydning.
Det forårsager, at vi får ganske bestemte *associationer i forbindelse med de enkelte udtryk.
Bil, kasse, dollargrin og vogn er synonyme ord med hver sin
medbetydning. Bil er et neutralt ord, kasse har en negativ medbetydning; et dollargrin er en stor, bred bil; vogn kan være et
neutralt ord, men kan også have en positiv medbetydning. Det
afhænger af den sammenhæng, ordet står i.
Ord med medbetydning viser altså afsenderens holdning.
Lader modtageren sine associationer løbe i helt private baner,
opnår afsenderen dog ikke det tilsigtede. Således kan et ord opfattes negativt, positivt eller neutralt, helt afhængig af modtageren. Private associationer kan ikke benyttes, når man skal tolke
en tekst.
Sproget indeholder en mængde synonyme ord, der gør, at
man har mulighed for at udtrykke sig nuanceret, træffende og
levende.
Synsvinkel
Hos hvem placeres synsvinklen?
En sag kan ses fra flere sider, siger man. Når en forfatter skriver
fiktion, vælger han selv, fra hvilken side han ønsker at anskue
en sag. Han bestemmer den»position, hvorfra *fortælleren skal
fortælle sit stof; sagt på en anden måde: forfatteren placerer fortællerens „kameraøje", så det oplever sagen fra den ønskede
synsvinkel.
Når forfatteren vælger synsvinkel, bestemmer han samtidig,
hvilke oplysninger vi skal have. Lad os tænke os en novelle, der
foregår i en undervisningstime. Her er valg af synsvinkel væsentligt for, hvad vi får at vide. Hvem skal vi opleve timen igennem: én elev, flere elever eller læreren? Det kommer an på forfatterens hensigt med novellen.
Valg af synsvinkel har således også betydning for den holdning, afsenderen ønsker at videregive.
Ydre synsvinkel
I enhver tekst anlægger forfatteren en synsvinkel. Benyttes der
ydre synsvinkel, står fortælleren på afstand og er iagttageren:
ser og hører personerne og refererer det, han oplever. Fortælleren selv er i sådanne tilfælde normalt skjult. Læseren får det at
vide, som kan optages på film eller lydbånd, men får ikke
kendskab til personernes tanker.
Denne fremstillingsmade kaldes også scenisk fremstilling,
fordi man kun får det at vide, der kan ses og høres på en scene
(kulisserne, skuespillerne og deres replikker).
Eksempel
„Tora, Tora, du må komme, her er store fremmede!" råbte Marinus,
og Tora skyndte sig ind i stuen for at se, hvad der var løs. De to kvinder hilste på hende med mange nik og små smil. Deres ansigter var
glade og feststemte. Det sås på dem, at de rigtig var ude for at gøre
godt.
„Goddag, Tora," sagde den ene. „Vi kommer sådan ..."
„... dumpende ind ad døren uden næsten at banke på," fortsatte
den anden. „Men vi har jo slagtet, og så tænkte vi ..."
„... at I jo havde mange børn og ikke noget sulefad at tage af," afbrød den første. „Vi har taget nogle sager med, og de er jer sandelig
vel undt."
De begyndte at pakke kurvens indhold ud, men nu kom Tora til
sig selv. Hun stod med hænderne i siden, og hendes mørke øjenbryn
var vredt rynkede.
Hans Kirk: Daglejerne
I n d r e synsvinkel
Ved indre synsvinkel placerer *fortælleren sig i hovedet på en
af personerne således, at vi oplever alle begivenheder gennem
denne. Vi kan på den måde følge med i, hvad personen tænker
og får et godt kendskab til ham.
Fortælleren kan også på skift „vandre" ind i forskellige personer således, at læseren får kendskab til flere personers tanker.
I Tove Ditlevsens novelle „Appelsiner" er synsvinklen først
placeret hos grønthandler Jonassen, senere hos fru Nielsen.
Begges tanker drejer sig om fru Klingspuhr:
Eksempel
Han kunne ikke lide hende. Hendes hvide ansigt sad lunt puttet ned
i pelskraven som en blomst i et knaphul. Om eftermiddagen kunne
han fra sit kolde stade se hende sidde i karnappen og drikke kaffe
med sine veninder. Hun måtte have god tid, sådan en gift kone uden
børn. Hans kone talte altid meget med hende.
Ja, naturligvis, sagde fru Nielsen fraværende, men alligevel.
Hun så op mod bunden af den mægtige, solrøvende karnap og huskede på, at Klingspuhrs havde et værelse mere end de, skønt de ingen børn havde. Det var i hvert fald meningsløst. Hvor ville det være
dejligt at ha et værelse at putte børnene ind i.
Også i det næste eksempel er der benyttet indre synsvinkel:
Eksempel
Om aftenen var der møde i foreningen i vores kvarter. Han mødte
ogsaa op og satte sig skråt fremme, så jeg havde lejlighed til at kigge
nærmere på ham. Så var det jeg fik min mistanke. Jeg kan ikke sige
hvoraf det kom. Måske noget ved hans kraftige skuldre og arme, eller
måske fordi han sad og gumlede på en tændstik. I hvert fald var jeg
med ét helt sikker i min sag. Jeg kan ikke begrunde det nærmere kun sige, at jeg aldrig har været sikrere på noget.
Jeg fortalte, hviskende, P om min mistanke.
Leif Panduro: Uro i forstæderne
Jeg-fortælleren er blevet en af personerne i handlingen, ofte hovedpersonen. Jeg'et i en fiktiv tekst er som regel en opdigtet
person på lige fod med de øvrige. I en jeg-fortælling får vi specielt kendskab til denne ene persons tanker og oplevelser. De
øvrige personer ses udefra, bl.a. gennem denne jeg-fortæller.
Forfatterkommentar
I nogle tekster kan m a n finde passager, der hverken er ydre eller indre synsvinkel. Forfatteren går ud over selve fortællingen
og fremfører sine egne tanker og overvejelser. H a n kommenterer det, personerne tænker. Sådanne forfatterkommentarer kan
oftest undværes i handlingsforløbet, men kan være væsentlige
for forståelsen af teksten. I følgende eksempel står forfatterkommentaren til sidst:
Eksempel
Men midt om Natten vaagnede Nissen ved et frygteligt Rabalder
paa Vinduesskodderne, Folk udenfor dundrede paa! Vægteren peb,
der var stor Ildløs; hele Gaden stod i lys Lue.
Den lille Nisse greb paa Bordet den vidunderlige Bog, puttede den
i sin røde Hue og holdt paa den med begge Hænder, Husets bedste
Skat var frelst; og saa foer han af Sted, helt ud paa Taget, helt op paa
Skorstenen, og der sad han, belyst af det brændende Hus lige over
for, og holdt med begge Hænder paa sin røde Hue, hvori Skatten laa.
Nu kendte han sit Hjertelag, hvem han egentlig hørte til; men da saa
Ilden var slukket, og han blev besindig - j a : ,Jeg vil dele mig imellem dem!" sagde han, „jeg kan ikke rent slippe Spækhøkeren, for
Grødens Skyld!"
Og det var ganske menneskeligt! — Vi andre gaa ogsaa til Spækhøkeren — for Grøden.
H. C. Andersen: Nissen hos spækhøkeren
I dette eksempel, som også er fra „Appelsiner", er der først
indre synsvinkel, så en forfatterkommentar.
Og tyskerne var nogle røvere og banditter, men på visse områder så
de klarere end andre.
Et eller andet hang ved i dagens løb. Man må snakke med om lidt
af hvert, og det hænder nogle ord dukker op, som måske var ment i
en anden betydning, måske ikke. De lader sig anvende. De luner i
kulden. De kommer ingen steder fra. De er der bare. De er ens egne.
Og det ender med de letter tilværelsen en smule, og man tager dem
til sig og giver ikke slip på dem igen. Lempeligt vrider de sig på plads
i sindets grå mosaik og tager farve efter de andre brikker, og en dag
sidder man på sin omvendte kartoffelkasse og ser fru Klingspuhr gå
over pladsen og er i givet tilfælde i stand til at forsvare de fem og tyve
appelsiner med sit liv.
Hvordan bestemmer man fortæller synsvinklen?
Når man betragter en tekst, vil man ofte se, at der er benyttet
forskellige former for synsvinkel inden for samme tekst. H a r
man fundet frem til, hvilke slags synsvinkel teksten rummer,
kan man bestemme tekstens fortællersynsvinkel, dvs. den synsvinkel, der er i teksten som helhed.
Synsvinkel (-vinkler) i teksten:
Ydre synsvinkel
(scenisk fremstilling)
—>
Indre synsvinkel
—>
Ydre og indre synsvinkel —>
Ydre og indre synsvinkel
og forfatterkommentarer
Fortællersynsvinkel:
Ydre fortællersynsvinkel
Indre fortællersynsvinkel
Kombineret
fortællersynsvinkel
Alvidende
fortællersynsvinkel
Oldtid
Realisme
- Anonymitet i kunsten.
- Runer.
- Heltekvad gendigtet af Saxo.
1600
- Naturvidenskabens begyndelse.
- Bygger på det reale = det der kan
tælles, måles og vejes = det som
sanserne kan registrere.
- Ortodoksi (rettroenhed).
Middelalder
1000
- Kristendommen ændrer tankegang
og levemåde.
- Enhedskultur: det materielle og det
kristne som en enhed.
- Universel religion:
katolicismen.
- Universelt sprog: latin, fx Danernes
bedrifter af Saxo.
- Mundtlige overleveringer på modersmålet: saga, folkeeventyr, folkeviser.
- Anonymitet i kunsten, der tjener
kongen og kirken.
Renæssance
1500
- Genfødelse.
- Reaktion på middelalderens tankegang—> humanisme og reformation.
- Individet fødes: et verdsligt livssyn
spirer frem i Europa.
- Ideal: en alsidig, harmonisk, naturlig
(i ordets egentlige betydning) udfoldelse af menneskets evner og kræfter.
- Mennesket er frit.
- Forbillede: oldtidens Grækenland.
- Salmeoversættelser.
- Oversættelse af Bibelen til dansk.
Eksempler på forfattere: Hans Tausen,
Peder Palladius.
Eksempler på forfattere: Kingo.
Rationalisme og pietisme
1700
- Ratio: fornuft.
- Livssynet verdsliggøres.
Humanistiske tanker vinder frem.
- Pietas: fromhed.
- Pietisme: det enkelte menneske må
være bevidst om sit forhold til troen
på Gud.
- Borgerstanden vinder frem.
Store købmandsgårde i købstæderne.
- Real- og borgerdydsskoler, tidsskrifter, biblioteker, bogforlag.
Eksempler på forfattere:
Holberg, Brorson, Johs. Ewald, J. H.
Wessel, Jens Baggesen.
Romantikken
1800
- Mennesket er andet end fornuft: en
reaktion på fornuftsdyrkelsen.
- Panteisme: Gud er overalt, i stenen, i
planten, i dyret, i mennesket.
- Nøgleord: følelse, anelse, længsel,
dunkelhed.
- Inspiration: digtning kan ikke læres.
- Digteren er bindeled mellem en
højere og en lavere verden.
- Højskolebevægelsen medvirker til
national, folkelig, religiøs vækkelse.
Eksempler på forfattere:
Oehlenschlæger, Ingemann, Grundtvig,
H. G. Andersen, J. L. Heiberg, Blicher,
Goldschmidt, Poul M. Møller, Chr.
Winther.
Det moderne gennembrud
1870
- Naturvidenskabeligt livssyn på humanistisk grund.
- Grundlaget for digtningen: iagttagelse, analyse af virkeligheden.
- Fotografisk gengivelse af virkeligheden.
- Interesse for psykologi.
- Irreligiøsitet. Mennesket er udelukkende natur, ikke ånd.
- Darwinisme.
- Marxisme.
- Demokrati.
- Religiøse vækkelser.
Eksempler på forfattere:
I. P.Jacobsen, Drachmann, H. Pontoppidan, Herman Bang, Gustav Wied,
Amalie Skram.
Det sjælelige gennembrud
1890
- Reaktion på det naturalistiske livssyn.
- Materialismen fordømmes.
- Interesse for menneskets åndelige
tilstand.
- Kristendom og mystik.
Eksempler på forfattere:
Johs. Jørgensen, Sophus Claussen,
Ludvig Holstein.
Det folkelige gennembrud
1900
— Nyrealismen.
— Optimistisk livssyn:
teknisk fremgang.
— Blik for det sociale.
— Digterne skildrer deres hjemegn:
landsbyen, købstaden og forholdene
der.
— Digterne er „sønner" affolket.
Eksempler på forfattere:
Nexø, Aakjær, Skjoldborg, Knud
Hjortø, Marie Bregendahl. Desuden
mange lokale.
Ekspressionisme
1. verdenskrig-1930
— Gennem kunstnerens temperament
og stemning skabes et virkelighedsbillede.
— Værdisammenbrud: pessimistisk syn
på livet.
— De unge, der måtte snuble i starten.
— Økonomisk verdenskrise.
Eksempler på forfattere:
Tom Kristensen, Jacob Paludan.
Socialrealisme
1930
— Kritisk litteratur.
— Økonomisk krise.
— Opbygning af diktaturer.
— Den kollektive roman.
— Radioen.
Eksempler på forfattere:
Hans Kirk, Tove Ditlevsen, Mogens
Klitgård, Soya, Karen Blixen, Kaj
Munk, Harald Herdal, Kjeld Abell.
i
Krigstid, Efterkrigstid
1940-57
- Opgør med ideologierne.
- Eksistentialisme: det enkelte menneske har selv ansvar for sin tilværelse,
må vælge ståsted.
- Det eksistentielle valg = identitet.
- Kunstneren er visionær, jf. romantikkens digtere, og beskæftiger sig ofte
med sjælelige problemer.
- Fortsættelse af den kritiske realisme.
- Først i 50'erne: en begyndende optimisme.
Eksempler på forfattere:
Kaj Munk, H. C. Branner, Martin A.
Hansen, Ole Sarvig, Th. Bjørnvig, Poul
la Cour, Karen Blixen, Hans Scherfig,
Hans Kirk, Tove Ditlevsen, Frank
Jæger, Halfdan Rasmussen.
- Dokumentarisme: det fiktive er (næsten) borte. Litteraturen ligner rapporter, reportager, interviews.
- Endeligt opgør med forestillingen om
én endegyldig sandhed.
- Ingen bekendelse i kunsten.
- Kvindelitteratur.
- Arbejderlitteratur.
Eksempler på forfattere:
Per Højholt, John Nehm, Carl Scharnberg, Vita Andersen, Jytte Borberg,
Dan Turell, Martha Christensen, Charlotte Strandgård, Dea Trier Mørch,
Anders Bodelsen, Henrik Stangerup,
Christian Kampmann, Tage SkouHansen, Sv. Å. Madsen, Kirsten Thorup, Poul Hoffmann.
Postmodernisme
1980
Modernisme
1957
- Velfærdssamfundet opbygges.
- Modernisterne konfronterer mennesket med fremmedgørelsen, angsten,
usikkerheden, manglen på identitet.
- Sproglige eksperimenter mht. sætningsbygning og billeder.
- Svært tilgængelig stil.
- Tv
Eksempler på forfattere:
Klaus Rifbjerg, Benny Andersen, Peter
Seeberg, Leif Panduro, Villy Sørensen.
Nyrealisme
1970
- Samfundskritik.
- I et genkendeligt miljø skildres almene problemer: ægteskab, familie,
bolig, arbejde - i fiktiv form.
- Samfundsmæssig håbløshed. Der
findes ingen sandhed, — udgangspunktet er meningsløshed.
- Der satses på oplevelser i nuet frem
for en mening med fx tilværelsen.
- Kunsten og tilværelsen skal give
subjektive („fede") oplevelser, ligegyldigt hvilke.
- Man er den, man er, i en verden, der
er, som man tror, den er.
- Kunstneren er visionær.
- Psykologiske skildringer af mennesker i krise.
Eksempler på forfattere:
Anne Marie Løn, Niels E. Nielsen,
Knud Sørensen, Johs. og Herdis Møllehave, Poul Hoffmann, Bo Green Jensen,
Michael Strunge, Ib Michael.
Tre livssyn
Det kristne
- Gud i centrum.
- Mennesket skabt af Gud.
- Mennesket gør af sig selv ikke det
gode, mennesket er egoistisk, handler
først og fremmest for sin egen skyld:
forfængelighed (Kingo: Far, verden,
far vel).
- Mennesket har brug for skaberen
(Gud) som vejleder.
- Guds ånd (Helligånden) bliver menneskets redning, —•> hjælper til et
godt liv.
- „Håndbogen" er Bibelen, der giver
besked om godt og ondt: leveregler.
Det humanistiske
- Mennesket i centrum.
- Ga. 1500-1850: mennesket er skabt af
Gud. Efter ca. 1850 Darwins evolutionsteori.
- Menneskets forstand har et „indbygget" lys: fornuften, som viser vej, dvs.
fortæller mennesket, hvad der er
ondt/godt, rigtigt/forkert.
- Mennesket er godt inderst inde - vil
det gode, men må af og til irettesættes. (fx Holberg).
- Moral: før ca. 1850 fra Bibelen.
- „Håndbogen": de antikke græske
filosoffers tanker (Platon, Aristoteles)
og menneskets dømmekraft.
Det naturvidenskabelige
- Videnskaben i centrum.
- Evolution. Darwin ca. 1850: en uorganisk celle —5» liv —-> udvikling til
noget højerestående grundet mio. af
tilfældigheder. Mennesket er det
højeststående pattedyr.
- Mennesket er et produkt af de „begivenheder", det har været udsat for.
Miljøets betydning.
- Naturvidenskaben bygger udelukkende på videnskabelige sandheder,
dvs. det som kan bevises.