Køkkenmedhjælper - AMU-Vest

UDKAST
LÆSØ KOMMUNE
Ejerstrategi for Læsø Forsyning A/S
samt datterselskaber
UDKAST
Indledning
LÆSØ KOMMUNE er eneejer af Læsø Forsyning A/S med datterselskaberne Læsø Vand
A/S, Læsø Varme A/S, Læsø Elnet A/S og Læsø Renovation ApS.
Der er udformet vedtægter for alle selskaberne og bestyrelsen vedtog ved
generalforsamlingen den 17. juni 2013 følgende (citat):
Der vil i løbet af 2013/2014 blive udarbejdet en investeringsplan for kommende anlægsinvesteringer på de enkelte forsyningsområder. Planer som danner den økonomiske
ramme for de kommende års aktiviteter hos Læsø Forsyning A/S og datterselskaber.
Disse planer vil blive udarbejdet med ekstern konsulentbistand.
Bestyrelsen er bekendt med, at direktøren for selskabet i et samarbejde med
hovedaktionæren Læsø Kommune er i gang med at udarbejde et forslag til en
”Ejerstrategi”, som vil blive forelagt Læsø Kommunalbestyrelse sommeren 2014 til
godkendelse.
I forlængelse heraf vil Bestyrelsen for Læsø Forsyning A/S sommeren 2014 skulle vedtage
”Mission, vision og strategiplan” for selskabet og datterselskaber.
Læsø Kommunes ejerstrategi skal behandles af bestyrelsen i Læsø Forsyning A/S.
Herefter forelægges ejerstrategien kommunalbestyrelsen til endelig vedtagelse.
Begrebet ”Selskaberne” eller ”Forsyningsselskaberne” benyttes i det følgende som
betegnelse for af Læsø Forsyning A/S med datterselskaberne Læsø Vand A/S, Læsø
Varme A/S, Læsø Elnet A/S og Læsø Renovation ApS – både hver for sig og samlet.
Læsø Kommune ønsker aktivt at udøve sine ejerrettigheder og gøre sin indflydelse
gældende over for Selskaberne. Læsø Kommune vil derfor bl.a. med denne ejerstrategi
medvirke til, at Selskabernes ledelse også varetager Læsø Kommunes interesser bedst
muligt og sikrer en hensigtsmæssig og afbalanceret udvikling af Selskaberne til gavn for
brugerne.
Læsø Kommune ønsker at udøve det aktive ejerskab i positivt samspil med
Forsyningsselskabernes ledelse.
Formål med Læsø Kommunes ejerstrategi:

at give kommunalbestyrelsen mulighed for at tilkendegive sine overordnede
forventninger til selskaberne.

at medvirke til, at selskaberne også varetager kommunens interesser.

at sikre sammenhæng mellem selskabernes virksomhed og kommunens strategier,
planer mv.

at fastholde og udvikle kommunens økonomiske værdier.
UDKAST
Baggrund og formål
Med oprettelsen af Læsø Forsyning A/S og datterselskaber som selvstændige
aktieselskaber blev Læsø Kommunes styringsmuligheder på forsyningsområdet ændret.
For aktieselskaber gælder generelt:
•Kommunalbestyrelsen udøver dets ejerbeføjelser på generalforsamlinger
•Generalforsamlingen skal udpege hovedparten af medlemmerne til selskabets
bestyrelse efter reglerne i kommunestyrelseslovens § 25
•De udpegede bestyrelsesmedlemmer har ikke pligt til at påtage sig hvervet
•De udpegede bestyrelsesmedlemmer aflønnes ikke efter
vederlagsbekendtgørelsen (Bekendtgørelse om vederlag, diæter, pension m.v. for
varetagelsen af kommunale hverv). Fastsættelser af honorar til bestyrelsesmedlemmer
afklares på generalforsamlingen.
•Kommunalbestyrelsen har ingen instruktionsbeføjelse over for de udpegede
bestyrelsesmedlemmer
•Generalforsamlingen kan træffe enhver beslutning vedrørende selskabet
•Som eneejer kan kommunen kun tale med en stemme på generalforsamlingen
•På generalforsamling er det ikke muligt at få tilført et kommunalbestyrelsesmedlems afvigende mening til protokols
•Generalforsamlingen kan holdes som skrivebordsgeneralforsamling hos advokaten
eller borgmester/kommunaldirektør
•Generalforsamlingen skal træffe enhver beslutning, der ifølge vedtægter og
aktieselskabslov er henlagt til generalforsamlingen
Læsø Kommune er selskabets eneaktionær, og der er behov for at Læsø Kommune gør
sig klart, hvilke strategiske målsætninger kommunen har for Læsø Forsyning A/S. Dette
skyldes bl.a., at Læsø Kommune som beskrevet ovenfor ikke mere har instruktionsbeføjelser over for Læsø Forsyning A/S udover i forbindelse med generalforsamlingen.
Der er derfor behov for via en ejerstrategi at præcisere kommunens ønsker og
målsætninger for Læsø Forsyning A/S.
Ejerstrategien beskriver på overordnet niveau Læsø Kommunes strategi for
forsyningsselskabernes virke.
Læsø Kommunes vil derfor bl.a. med denne ejerstrategi medvirke til at selskabernes
ledelse varetager kommunens interesser bedst muligt og sikrer en hensigtsmæssig og
afbalanceret udvikling af selskaberne til gavn for brugere og borgere.
UDKAST
Den konkrete realisering af ejerstrategien varetages af selskabets bestyrelse og ledelse
via en forretningsstrategi, der respekterer ”Læsø Kommunes ejerstrategi”.
Selskabernes vedtægter skal om nødvendigt tilpasses, således at de er i overensstemmelse
med ejerstrategien.
Dialog og samarbejde
Ejerstrategien er et vigtigt element i udøvelsen af det aktive ejerskab, men da et ejerskab
og god selskabsledelse til stadighed forudsætter et konstruktivt og positivt samarbejde
mellem selskabernes ledelse og ejerne, forudsættes det, at Læsø Kommune og
selskaberne sikrer dette.
Selskaberne og Læsø Kommune er derfor gensidigt forpligtet til løbende at informere
hinanden åbent om forhold, der må antages at have interesse for den anden part.
Generelle forventninger til forsyningsselskaberne
Selskaberne skal vægte forsyningssikkerhed og fremtidssikring af anlæg højt samtidig
med, at de økonomiske værdier i selskaberne bevares og udbygges, således at borgere
og virksomheder sikres konkurrencedygtige priser. For at sikre sidstnævnte forudsættes
det, at Selskaberne løbende har fokus på effektiviseringer.
Særligt for Læsø Varme A/S
Selskabet skal i videst muligt omfang reducere fjernvarmeforsyningens miljøpåvirkning og
skal løbende arbejde for at nedbringe energiforbruget ved energieffektive løsninger.
Fjernvarmenettet udvides idet omfang, at det er økonomisk realisabelt.
Særligt for Læsø Vand A/S
Selskabet skal bidrage til at forbedre vandmiljøet i sit forsyningsområde.
Selskabet skal sikre tilstrækkelig spildevandsrensning og fastlæggelse af klare mål for
tilladelige udledninger fra ledningssystemer og renseanlæg.
Miljøet skal ligeledes sikres gennem klare strategier for vandindvinding og grundvandsbeskyttelse.
Lovgivningens krav til god drikkevandskvalitet skal overholdes.
Det er afgørende for Læsø Vand A/S som virksomhed, at selskabet er i stand at levere en
sikker forsyning.
Som led i forsyningssikkerheden skal vandselskabet udarbejde egne indsatsplaner Dette med henblik på beskyttelse af aktuelle og potentielle vandindvindingsområder.
Kapaciteten af vandindvindingen sikres ved udvidelse med flere indvindinger.
UDKAST
Særligt for Læsø Elnet A/S
Der skal sikres en høj grad af forsyningssikkerhed.
Selskabet skal sikre, at selskabets luftledninger nedgraves.
Særligt for Læsø Renovation Aps
Selskabet skal have stort fokus på miljørigtig affaldsbehandling. I forbindelse hermed skal
selskabet sikre, at man kan honorere de skærpede krav til sortering, indsamling og
oparbejdning af affaldet.
Selskabet skal målrettet arbejde for, at affaldet behandles efter følgende prioritering: Øget
genanvendelse, mindre forbrænding og mindst muligt til deponering.
Miljøhensyn
Selskaberne varetager størst muligt miljøhensyn og skal medvirke til at mindske
miljøbelastningen af omgivelserne.
Selskaberne skal ved indkøb varetage hensynet til miljøet, og dermed vælge det mest
miljøvenlige produkt, hvor der er flere produkter inden for samme priskategori.
Selskaberne skal stedse overholde de vilkår der er fastsat i miljøgodkendelser,
udledningstilladelser og vandindvindingstilladelser, og så vidt muligt sikre, at der ikke sker
uheld med forurening af vådområder og jordområder.
Dialog og samarbejde
Læsø Kommune ønsker, at selskaberne har en god og troværdig dialog med forbrugerne,
samarbejdsparter og Kommunen.
Dialog med forbrugerne skal blandt andet ske på Læsø Forsynings hjemmeside, som
løbende skal holdes opdateret med forbrugerinformation, forsyningens aktiviteter,
herunder virksomhedsplan og handlingsplaner, miljøredegørelser m.v. Herudover
eventuelt inddragelse af brugergrupper.
Den overordnede strategiske dialog med kommunen sker på generalforsamlingen.
Selskabernes øvrige dialog med kommunen sker efter behov med forvaltningerne,
herunder koordination af tværkommunale opgaver f.eks. vedrørende udstykninger m.v.
Selskaberne skal løbende bidrage til at fremme og understøtte Læsø Kommunes til enhver
tid gældende visioner og tværgående politikker i det omfang, de er relevante for
selskaberne.
Selskaberne kan endvidere være tiltænkt særlige roller eller pålagt særlige forpligtelser i
Læsø Kommunes mere sektorspecifikke politikker, planer og strategier. Eksempelvis kan
det være klimaplan, affaldsplan, spildevandsplan, vandforsyningsplan, energiplan mm.
Forsyningsselskaberne udarbejder årligt en årsberetning iht. vedtægterne.
UDKAST
Kommunalbestyrelsen orienteres om Forsyningsselskabernes årsberetninger - samme
gælder for referater af bestyrelsesmøder, i det omfang bestyrelsen ikke har truffet
beslutning om tavshedspligt vedrørende de behandlede emner.
Selskabets årlige budgetter sendes til Læsø Kommunes orientering.
Offentlighed
Læsø Kommune ønsker, at der er gennemsigtighed om Forsyningsselskabernes forhold.
Selskaberne er forpligtet til løbende at have fokus på en åben og troværdig
kommunikation, der gør det muligt for borgerne at få indsigt.
De forsyningsselskaber, der ifølge lovgivningen er omfattet af offentlighedsloven skal
naturligt følge denne, men Læsø Kommune ønsker, at øvrige selskaber fra strategiperiodens begyndelse også skal agere som om, at selskaberne er omfattet af
offentlighedsloven.
Takster
Selskabernes takster og ændringer i takststruktur skal godkendes af Læsø Kommune.
Økonomisk ansvarlighed
Selskabernes aftaler skal være skriftlige og indgås på markedsvilkår. Ved indgåelse af
aftale mellem Forsyningsselskaberne og kommunen skal armslængdeprincippet
overholdes.
Selskaberne skal i hele deres virke handle økonomisk ansvarligt.
Forsyningsselskabernes økonomiske værdier skal bevares og udvikles.
Bestyrelsen påser, at der etableres hensigtsmæssige systemer til styring af risici og
sørger for, at sådanne systemer til enhver tid opfylder selskabets behov.
Hvor det er muligt og hensigtsmæssigt, skal selskabet foretage udbud af indkøb i
samarbejde med kommunen, så indkøb ikke bliver dyrere end højest nødvendigt.
Selskaberne skal i regulativerne indsætte bestemmelse om lukkeadgang, således at en
effektiv inddrivelse af selskabernes fordringer sikres.
Låneoptagelse er kun muligt efter forudgående godkendelse af Læsø Kommune. Dette
gælder ikke optagelse af ”interne lån” selskaberne imellem i Læsø Forsyning A/S.
Attraktiv og kompetenceskabende arbejdsplads
Bestyrelsen skal udforme en personalepolitik, der svarer til kommunens, men som
også tager hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende for driften af selskaberne,
med henblik på at sikre et godt arbejdsmiljø og effektiv ressourceudnyttelse.
Selskabet skal opbygge en organisation til håndtering af samarbejds- og sikkerhedsforhold
på forsyningsområdet, herunder lovgivningen.
UDKAST
Selskaberne fastsætter selv almindelig løn - og ansættelsesvilkår for deres ansatte.
Samarbejde og fusion
Selskaberne kan efter bestyrelsens vedtagelse indgå samarbejdsaftaler med andre
forsyningsselskaber, og den daglige ledelse kan engagere konsulentfirmaer til assistance
med løsning af opgaver for forsyningsselskaberne.
Selskaberne skal løbende styrke samarbejdet med øvrige forsyningsvirksomheder,
myndigheder, rådgivere og entreprenører i regionen.
Selskaberne kan overtage eller sammenlægges med andre selskaber eller forsyningsvirksomheder, hvis formål falder inden for Selskabernes vedtægter.
Overtagelser eller sammenlægninger, der påvirker Læsø Kommunes ejerandele eller
indflydelse i Selskaberne, kan kun finde sted efter Læsø Kommunes forudgående accept.
Revision af ejerstrategi og overordnede strategiplaner
Ejerstrategien for selskaberne revideres hvert 4. år i forlængelse af kommunalvalget.
Samme gælder for ”Mission, vision og strategiplan”, der tager udgangspunkt i
ejerstrategien.
Dersom andre væsentlige forhold gør en tidligere revision påkrævet eller hensigtsmæssigt,
er dette dog muligt.
Første vedtagelse af ejerstrategien finder sted sommeren 2014.
Således vedtaget af Læsø Kommunalbestyrelse den………………………