1. No category

Dato 10. september 2014
HEN + PL
Side 1 af 15
Socialfaglige elementer i beskæftigelsesreformerne intentioner, muligheder og udfordringer
(september 2014)
Indholdsfortegnelse
1.
Baggrund for notatet .................................................................................. 1
1.1 Notatets formål og målgruppe .................................................................... 2
1.2 Disposition .............................................................................................. 2
2.
Den indledende visitation i kontanthjælpsreformen ......................................... 2
3.
Rehabiliteringsteam .................................................................................... 4
4.
Den koordinerende sagsbehandler ................................................................ 6
5.
Koordinerende sagsbehandler for jobafklaringsforløb ...................................... 8
6.
Tidlig sygedagpengeopfølgning (fast track) .................................................. 10
7.
Helhedsorienteret indsats i kontanthjælpsreformen ...................................... 11
8.
Ressourceforløb ....................................................................................... 12
9.
Mentorer ................................................................................................. 14
8.
Særskilte ungeenheder ............................................................................. 15
1. Baggrund for notatet
Reformerne af førtidspension, kontanthjælp og sygedagpengeområdet indeholder en
række socialfaglige elementer, som har potentiale til at blive af stor betydning for borgerne. Det er eksempelvis elementer som en kvalificeret visitation, indførelse af en koordinerende sagsbehandler, rehabiliteringsteamet, brugen af mentorer, helhedsorientret indsats samt ressourceforløb.
Disse elementer vil kunne bidrage til, at socialrådgiverne får bedre muligheder for at
arbejde meningsfuldt og i overensstemmelse med fagets traditioner. De kan ydermere
– med gode begrundelser – medføre en styrkelse af socialrådgivernes placering på beskæftigelsesområdet.
For at dette potentiale kan blive realiseret, kræver det, at kommunerne udnytter potentialet i reformerne. Desværre ser det på nuværende tidspunkt (august 2014) ud til, at
det ikke er alle kommuner, der udfolder disse socialfaglige elementer ordentligt. Langt
1
Side 2 af 15
hen ad vejen har kommunerne taget de ændringer til sig, der medfører synlige besparelser på den korte bane – herunder nedsatte ydelser og begrænsning af pensionstildelinger – mens de i langt mindre udstrækning har omstillet og udviklet deres beskæftigelsesindsats, så det fulde potentiale i de socialfaglige elementer kan realiseres.
DS kan risikere, at reformenes positive elementer og muligheder glider os af hænde. I
værste fald vil det kunne ende med nedskæringer og forringelser, der rammer nogle
borgere meget hårdt, og som vanskeliggør socialrådgivernes arbejde og belaster dem i
hverdagen. Som et eksempel kan nævnes stigende sagstal i jobcentrene, som følge af,
at der er sat ’prop i’ tilgangen til førtidspension, samtidig med at tildelingen af ressourceforløb fortsat er meget begrænset i flertallet af kommunerne.
1.1 Notatets formål og målgruppe
Dette notat er rettet til TR’ere og andre, der er involveret i arbejdet med de nævnte
reformer i den enkelte kommune. Notatet opridser de intentioner, som de relevante
lovforslag formulerer for reformernes socialfaglige elementer. Det refererer også de
målsætninger, som DS har arbejdet ud fra ift. reformerne.
Notatet har til formål at underbygge argumenter, som kan fremføres i kommunerne i
arbejdet med at folde de faglige elementer ud til glæde og gavn for både borgere og
socialrådgivere.
1.2 Disposition
Notatet fokuserer specifikt på følgende elementer i reformerne, hvoraf hovedvægten er
på socialfaglige elementer:
-
Den indledende visitation (i kontanthjælpsreformen)
Rehabiliteringsteam (lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats § 25 a)
Den koordinerende sagsbehandler (lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 18
a)
Mentorer (lov om en aktiv beskæftigelsesindsats kapitel 9 b)
Helhedsorienteret indsats (i kontanthjælpsreformen)
Ressourceforløb (lov om en aktiv beskæftigelsesindsats kapitel 12 a)
Jobafklaringsforløb (sygedagpengeloven kapitel 12 b)
Tidlig sygedagpengeopfølgning (fast track) (sygedagpengelovens § 7 d)
Særskilte ungeenheder (lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats § 15 stk. 3)
2. Den indledende visitation i kontanthjælpsreformen
Den indledende visitation er central, fordi placeringen af de unge i de forskellige visitationsgrupper er så afgørende bl.a. for de indsatser, der kan iværksættes, samt fordi en
forkert visitation kan medføre alvorlige konsekvenser for den pågældende borger. Eksempelvis må der ikke være tvivl om, at en ung, der visiteres til at være uddannelsesparat, faktisk er det, og at vedkommende med relevant hjælp relativt hurtigt kan gen2
Side 3 af 15
nemføre en uddannelse og dermed komme i beskæftigelse og øge sin selvforsørgelse.
Derfor bør visitationen være fagligt grundig og holdbar, og det bør DS arbejde for i den
enkelte kommune. DS mener, at der skal stilles klare krav til personalets kompetencer.
Bemærkningerne i lovforslaget (lov om en aktiv beskæftigelsesindsats) understreger
visitationens betydning:
”Visitationssystemet skal sikre, at ingen overlades til sig selv, og at alle får den indsats,
der er nødvendig, for at de kan bringes tættere på job eller uddannelse.
Jobcentret skal senest en uge efter, at borgeren har henvendt sig om hjælp, gennemføre en visitation, som skal sikre, at der sammen med borgeren iværksættes en plan for
den enkeltes vej mod job eller uddannelse.”
”Kommunen skal ved samtalen også vurdere, hvorvidt personen er jobparat eller aktivitetsparat.”
”Efter afholdelse af den første samtale, skal der med personer, som ikke er åbenlyst
uddannelsesparate, gennemføres en grundigere visitation, der understøttes af mindst 2
samtaler yderligere inden for de første 3 måneder.”
”Samtalerne suppleres med en aktiv indsats samt læse-, skrive- og regnetest og undervisning og tilrettelægges, så de bedst muligt følger op på og understøtter den igangsatte indsats. Formålet er grundigt at afdække ressourcer og udfordringer i forhold til
uddannelse for at kunne iværksætte den rette indsats... Efter 3 måneder skal den unge
endeligt visiteres som hhv. uddannelses- eller aktivitetsparat.”
Det er således fagligt krævende og retssikkerhedsmæssigt vigtigt at indplacere borgerne korrekt i de forskellige indsats- og ydelsesgrupper. Derfor burde kriterierne for visitationen være helt klare. Herunder kriterierne for, hvilke unge, der på grund af særlige
udfordringer mht. helbred eller sociale forhold med det samme skal visiteres som aktivitetsparate og have aktivitetstillæg. Desværre er der ikke en bekendtgørelse eller vejledning, der udtømmende beskriver, hvordan visitationen skal foretages, og resultatet
er, at kommunerne har visiteret uhyre forskelligt.
Det er blevet stærkt kritiseret, ikke mindst af socialrådgivere, og det har ført til, at der
allerede er kommet præciseringer af reglerne. Beskæftigelsesministeriet udsendte den
3. februar en 'orienteringsskrivelse', som uddyber, hvornår en ung kan vurderes at
kunne blive uddannelsesparat, hvis vedkommende inden for et år med den rette støtte
og indsats skal påbegynde og gennemføre en uddannelse. Skrivelsen understreger, at
disse unge ”hurtigst muligt – det vil sige inden for få uger – skal i gang med et aktivt
forløb frem mod uddannelsesmålet. Uddannelsesparate skal derfor på kort sigt være i
stand til at deltage aktivt i en indsats rettet mod uddannelse.” De aktive skridt omfatter, at den unge bl.a. er i stand til at ”deltage i sociale sammenhænge”, kan ”transportere sig til og fra uddannelsesrettede aktiviteter”, kan ”deltage i virksomheds- og snusepraktiker” og kan ”deltage i tilbud i alle ugens 5 dage”. De unge, der ”ikke vil kunne
deltage i en uddannelsesrettet indsats eller andre af de nævnte punkter, bør derfor ikke
visiteres som uddannelsesparate”.
Skrivelsen bør gøre det klart for kommunerne, at reglen om, at man er uddannelsesparat, hvis man inden for et år kan blive i stand til at gennemføre en uddannelse, skal
fortolkes ud fra, at de unge umiddelbart skal være i stand til at tage fat på et forløb,
3
Side 4 af 15
der kan føre dem i uddannelse. Det burde stoppe fx groteske sager om, at unge, der er
indlagt med en psykisk sygdom, visiteres som uddannelsesparate.
Den 17. februar i år er der udsendt en ny bekendtgørelse om, at personer på barselsorlov skal betragtes som aktivitetsparate. De er ikke uddannelsesparate og kan ikke sættes ned på uddannelsesydelse. Det afklarer et andet problem i visitationen.
DS har fremhævet, at det er rigtigt at fokusere mere på uddannelse, og at de unge i
langt højere grad bør hjælpes i den retning. Vi har også sagt god for, at man kan bruge
uddannelsespålæg som et redskab. Men vi har også understreget, at nedsættelse af
forsørgelsesydelsen ikke er rimelig i den forbindelse, fordi mange af de unge har alvorlige problemer og kun vil kunne gennemføre en uddannelse med hjælp og støtte. En
forringelse af deres forsørgelse vil kunne vanskeliggøre deres forsøg på at uddanne sig.
I værste fald bliver de fattige og marginaliserede med alle de skadelige følger, det har.
Vi har især peget på risikoen for, at mange unge kan risikere at blive hjemløse af de
meget lave og reducerede ydelser.
DS mener, at det er helt afgørende, at visitationen er fagligt korrekt og holdbar, og at
den ikke må styres af kommunens økonomi. Visitationen bør gennemføres af socialfagligt uddannede socialrådgivere, som bør have tid og vilkår, så de kan udføre visitationen ordentligt. Det gælder ikke mindst i forhold til de udvidede visitationsforløb for unge, der umiddelbart ikke kan visiteres som uddannelses- eller aktivitetsparate. Det 3måneders forløb, de skal igennem, bør være så kvalificeret, at der ikke efterfølgende
kan herske tvivl om resultatet.
DS vurderer, at en fagligt holdbar visitation er mulig og relevant, men at den vil tage
længere tid, og at det er meget vigtigt at fastholde et fagligt fokus og at undgå, at vurderingerne styres af økonomiske hensyn.
3. Rehabiliteringsteam
Som følge af førtidspensionsreformen, der trådte i kraft 1. januar 2013, skal alle kommuner oprette rehabiliteringsteams. Baggrunden er, at alt for mange personer med
komplekse problemer ender på langvarig offentlig forsørgelse. Rehabiliteringsteamet
blev til som forligskredsens svar på bedre kommunalt samarbejde på tværs af forvaltningerne og som en måde at udvikle samarbejdsmodeller mellem kommunen og det
regionale sundhedsvæsen.
Af lovbemærkningerne til fremgår, at
”Formålet med rehabiliteringsteamet er med udgangspunkt i den enkelte borgers samlede situation at sikre, at der sker den nødvendige tværfaglige koordinering i sager om
ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension, og at den enkelte borger får en helhedsorienteret indsats med relevante tværfaglige tilbud, så den enkelte borger så vidt muligt opnår fodfæste på arbejdsmarkedet. Arbejdet i rehabiliteringsteamet skal medvirke
til, at der sker en parallel afklaring af den enkelte borgers beskæftigelsesmæssige,
sociale og helbredsmæssige ressourcer og udfordringer med fokus på uddannelse, job
og selvforsørgelse, samt at de samlede ressourcer anvendes effektivt og til gavn for
4
Side 5 af 15
den enkelte borger.”
Af lovbemærkningerne fremgår endvidere, at
”Der skal i komplekse sager ske en nødvendig tværfaglig koordinering og en parallel
afklaring af den enkeltes beskæftigelsesmæssige, sociale og helbredsmæssige ressourcer. Personer, der er i risiko for at ende på førtidspension, skal fremover have en helhedsorienteret og sammenhængende indsats i form af et individuelt tilrettelagt ressourceforløb bestående af en kombination af beskæftigelses-, sociale- og sundhedsmæssige indsatser.”
Rehabiliteringsteamet skal have en tværfaglig sammensætning med repræsentanter fra
relevante forvaltninger, herunder
1.
2.
3.
4.
5.
beskæftigelsesområdet
sundhedsområdet
socialområdet
regionen ved en sundhedskoordinator
undervisningsområdet (i sager vedr. unge under 30 uden erhvervsgivende kompetence og i øvrigt efter behov)
Herudover deltager borgeren og sagsbehandleren i mødet, når borgerens sag behandles, men sagen kan behandles uden borgerens tilstedeværelse, hvis det er åbenbart, at
det er formålsløst at udvikle borgerens arbejdsevne (glatsager). DS gjorde allerede i
høringsfasen opmærksom på, at vi finder det formålsløst, at også ’glatsager’ skal for
rehabiliteringsteamet.
DS mener, at rehabiliteringsteamet bør udstyres med bevillingskompetence, idet vi reelt kan komme i en situation, hvor kommunen kan foretage en anden indstilling, end
den rehabiliteringsteamet indstiller til. Dog er rehabiliteringsteamet udelukkende et
dialog- og koordineringsforum, som (jf. lov om ansvaret for og styring af den aktive
beskæftigelsesindsats) skal drøfte og afgive indstilling om
-
hvorvidt borgeren skal gives ressourceforløb, fleksjob eller anden beskæftigelsesrettet indsats eller førtidspension.
hvilke beskæftigelsesmæssige, sociale og sundhedsmæssige indsatser, der er
nødvendige for, at den enkelte borger opnår fodfæste på arbejdsmarkedet, og
hvordan disse indsatser koordineres
hvordan opfølgning på ressourceforløb tilrettelægges, så personen støttes i at
fastholde uddannelses- og beskæftigelsesmålet, herunder hvorvidt og i hvilket
omfang der er brug for mentorstøtte for at sikre, at indsatsen realiseres.
Af samme lov fremgår desuden, at
”Kommunen træffer afgørelse i sagen på baggrund af rehabiliteringsteamets indstilling.
Hvis kommunen ikke følger rehabiliteringsteamets indstilling, skal sagen forelægges
for rehabiliteringsteamet på ny, inden der træffes afgørelse. Når rehabiliteringsteamet
har revurderet sagen, træffer kommunen afgørelse.”
Det er helt åbenlyst, at erfaringerne med rehabiliteringsteams i kommunerne siden 1.
januar 2013 varierer meget, og kommunerne har valgt at implementere lovgivningen
5
Side 6 af 15
meget forskelligt. Det giver sig bl.a. udslag i, at antallet af bevilgede ressourceforløb
svinger meget fra kommune til kommune (se afsnit 7 nedenfor).
4. Den koordinerende sagsbehandler
Førtidspensionsreformen fastlagde nye regler om en koordinerende sagsbehandler i §
68 c i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats:
”Kommunen skal udpege en gennemgående og koordinerende sagsbehandler til personer, der deltager i et ressourceforløb… Sagsbehandleren skal udarbejde rehabiliteringsplanens indsatsdel sammen med personen… varetage den løbende opfølgning og koordinering i samarbejde med personen, sørge for, at indsatsdelen justeres efter personens aktuelle situation og behov, samt bistå personen med at gennemføre rehabiliteringsplanen, herunder realisere uddannelses- og beskæftigelsesmål.”
Tilsvarende er der i kontanthjælpsreformen en bestemmelse om koordinerende sagsbehandler i § 18 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats for personer på kontanthjælp
eller uddannelseshjælp, der er aktivitetsparate. De får ”ret til en koordinerende sagsbehandler, der skal sikre, at personen får en helhedsorienteret indsats, som er tværfaglig og koordineret på tværs af de kommunale forvaltninger og andre myndigheder.
Kommunen skal tilbyde personen en koordinerende sagsbehandler, umiddelbart når
den pågældende vurderes som aktivitetsparat.”
Det er en væsentlig nyskabelse, der potentielt kan afhjælpe de store problemer med en
usammenhængende og for borgeren forvirrende indsats. Det understreges i bemærkningerne til lovforslagene, hvor der fremgår følgende om den koordinerende sagsbehandler:
”Mange oplever i dag at skulle løbe spidsrod mellem de offentlige systemer, og at indsatsen ikke hænger sammen. For at sikre kontinuitet og sammenhæng i indsatsen skal
borgeren, når jobcenteret visiterer en borger som aktivitetsparat, have tildelt en koordinerende sagsbehandler. Denne skal sikre, at indsatsen bliver tværfaglig og koordineret på tværs af de kommunale forvaltninger og andre myndigheder.”
”Aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere og uddannelseshjælpsmodtagere får umiddelbart, når de vurderes som aktivitetsparate, ret til en koordinerende sagsbehandler.
Den koordinerende sagsbehandler er ansvarlig for at varetage sagsbehandlingen i samarbejde med personen, herunder løbende at følge op på indsatsen og løbende at koordinere indsatsen i den enkelte sag samt bistå personen med at realisere sit uddannelses- eller beskæftigelsesmål.”
”Udgangspunktet er, at den koordinerende sagsbehandler følger borgeren gennem hele
forløbet, indtil borgeren er jobparat.”
I og med, at koordineringen skal foregå på tværs af forvaltninger og andre myndigheder, så åbnes der i både førtids- og kontanthjælpsreformen op for, at den koordinerende sagsbehandler kan komme fra andre forvaltninger end beskæftigelsesforvaltningen
(jobcentret). ”Det kan fx være relevant, hvis hovedvægten af borgerens problemer skal
6
Side 7 af 15
løses af en anden forvaltning.… Der kan undervejs opstå behov for, at der udpeges en
ny gennemgående og koordinerende sagsbehandler. Personen inddrages, inden der
udpeges en ny koordinerende sagsbehandler.” Jf. §15 stk. 5 i lov om ansvaret for og
styringen af den aktive beskæftigelsesindsats kan en sagsbehandler fra en anden enhed end jobcentret ikke træffe afgørelser efter beskæftigelseslovgivningen.
DS har meget kraftigt bakket op om indførelsen af en koordinerende sagsbehandler. Vi
ser store muligheder i funktionen. Det skyldes, at den koordinerende sagsbehandler
kan få en nøglerolle i sagerne, fordi de skal koordinere indsatsen ift. beskæftigelse,
uddannelse, sociale forhold og sundhed på tværs af kommunens forvaltninger og regionale og statslige indsatser. Hvis denne koordination realiseres efter sin intention, så vil
det kunne sikre et helhedssyn både i udredning og i den efterfølgende indsats. Den koordinerende sagsbehandler vil også kunne bidrage til at binde indsatsen ordentligt
sammen, så borgerne får bedre hjælp, og socialrådgiverne kan få et mere meningsfuldt
arbejde.
Den koordinerende sagsbehandler indgår også i forliget om den kommende sygedagpengereform, hvilket betyder, at den koordinerende sagsbehandler kan blive et gennemgående og meget vigtigt element i indsatsen over for alle de svageste ledige. Det
kan samtidig give socialrådgiverne en nøglefunktion i disse sager.
Andre faggrupper vil også kunne påtage sig rollen i nogle tilfælde, hvilket bestemmelsen om, at der kan udpeges en koordinator fra en anden forvaltning også lægger op til.
Fx fra sundhedscentret. Men generelt bør DS ved enhver given lejlighed argumenter
for, at koordinationen naturligt bør ligge hos socialrådgiverne, der uddannelsesmæssigt
og fagligt har alle forudsætninger for at kunne løfte opgaven på kvalificeret vis.
DS har påpeget, at den koordinerende sagsbehandler desværre er ret svagt underbygget i specielt kontanthjælpsreformen. Ordningen er ikke bakket op af bestemmelser om
et tværsektorielt team, ligesom det er tilfældet i førtidspensions- og sygedagpengereformerne. Der er heller ikke noget krav om, at de andre forvaltninger orienterer sig
mod de nye forhold og medvirker aktivt til koordineringen. Det er et åbenlys svaghed i
lovgivningen. Den koordinerende sagsbehandler efter § 18 a risikerer derfor at blive ret
alene om at løfte det tværsektorielle samarbejde i kontanthjælpssagerne. Derfor er det
af stor betydning, at indførelsen af en koordinerende sagsbehandler ude i kommunerne
følges op af omstilling i alle de andre forvaltninger, der skal indgå i koordineringen. Her
er det vigtigt for, at indsatsen kan fungere, at socialrådgiverne er med til konkret at
bidrage med viden om, hvordan koordinering bedst opnås. DS arbejder bl.a. for, at der
som led i kontanthjælpsreformen skal indføres én samlet plan for aktivitetsparate borgere.
Reformerne efterlader det uafklaret, hvem der skal være koordinator, og hvordan ordningen skal organiseres. Skal det være den nuværende sagsbehandler? En anden, der
er tæt på borgeren? Eller en koordinator, der alene arbejder har det som sin opgavefunktion at koordinere? Også her har DS en rolle i forhold til at gå ind konkret i den
enkelte kommune og pege på, at det er en opgave, som socialrådgiverne besidder de
helt rigtige kompetencer til at kunne løfte på kvalificeret vis.
DS har peget på, at den koordinerende sagsbehandler bør være socialrådgivere, fordi
de har de faglige forudsætninger for koordineringsopgaven, som også omfatter beskæftigelse og uddannelse. DS har samtidig peget på, at det bør være en person, der kan
7
Side 8 af 15
følge borgeren i et forløb frem mod, at vedkommende bliver uddannelses- eller jobparat, og at det må omfatte en direkte dialog med borgeren om sagens udvikling.
DS har samtidig understreget stærkt, at indførelsen af koordinerende sagsbehandlere
forudsætter, at den koordinerende sagsbehandler får et sagstal og nogle vilkår, som
faktisk giver dem mulighed for at løfte opgaven. Intentionen med en samlende og koordinerende person i sager, der ofte omfatter indsatser fra flere forvaltninger, kan kun
realiseres, hvis socialrådgiverne får nogle vilkår, som i praksis gør det muligt at arbejde
på en langt mere sammenhængende måde. I forhold til kontanthjælpsmodtagerne er
det lagt ud til de enkelte kommuner at sikre det. Spørgsmål om sagstal, vilkår for arbejdet som koordinerende sagsbehandler og organisering af koordineringen bør derfor
tages forpligtende op i den enkelte kommune, hvis reformens mål om bl.a. at bringe
borgerne tættere på uddannelse og arbejde, skal realiseres.
5. Koordinerende sagsbehandler for jobafklaringsforløb
For borgere, der fortsat er sygemeldte efter 22 ugers sygemelding, og som ikke kan
blive omfattet af de syv forlængelsesregler efter mødet i rehabiliteringsteamet, blev
der med sygedagpengereformen 1. juli 2014 indført jobafklaringsforløb, jf. kapitel 12
b. Samtidig blev genoptjeningsreglen i sygedagpengelovens § 26 ophævet.
Af bemærkningerne til sygedagpengereformen fremgår, at jobafklaringsforløbet tager
udgangspunkt i den tænkning om ressourceforløb, der blev etableret i forbindelse med
førtidspensions- og fleksjobreformen (se afsnit 7 nedenfor). Formålet er at bringe personen tilbage i arbejde eller i gang med en uddannelse.
”Under jobafklaringsforløbet skal personen have en individuelt tilpasset, tværfaglig og
helhedsorienteret indsats med udgangspunkt i personens forudsætninger og behov,
herunder helbredstilstand, jf. § 68 f”.
”Jobafklaringsforløbet kan endvidere bestå i indsatser, der kan stabilisere og forbedre
personens fysiske, psykiske og sociale tilstand med henblik på at understøtte, at personen kan deltage i tilbud efter denne lov og dermed udvikle arbejdsevnen og
fremme tilknytning til og fastholdelse på arbejdsmarkedet (jf. § 68 f, stk. 2)”.
”Hvis personen er i et ansættelsesforhold, tilrettelægges jobafklaringsforløbet med
fokus på hurtigst mulig tilbagevenden til jobbet og med inddragelse af arbejdsgiveren
(jf. § 68 f, stk. 3)”.
Under jobafklaringsforløbet modtager den sygemeldte ressourceforløbsydelse på kontanthjælpsniveau (uafhængigt af ægtefælles indkomst og formue). Men der foretages
delvist fradrag for andre indtægter, fx hvis du også får udbetalinger fra en pensionskasse.
Jobafklaringsforløb skal være så korte- som muligt, og må højest vare i to år. Rehabiliteringsteamet kan bevilge flere jobafklaringsforløb til samme borger.
Vurderes det, at borgere i jobafklaringsforløb efter 3½ år fortsat er i risiko for uarbejdsdygtighed på grund af sygdom, skal der efter 3½ år sygedagpengeophør iværksættes hhv. en samtale med sundhedskoordinator om borgerens mulighed for at ud8
Side 9 af 15
vikle arbejdsevnen og et intensiveret kontaktforløb.
Den koordinerende sagsbehandler for jobafklaringsforløb, der er gennemgående gennem hele forløbet, har følgende opgaver:
- At udarbejde rehabiliteringsplanens forberedende del med oplysninger om beskæftigelse, ressourcer, udfordringer og lægelige oplysninger (der indhentes
som udgangspunkt ikke nye oplysninger)
- At varetage den løbende opfølgning og koordinering i samarbejde med sygemeldte
- At sørge for at rehabiliteringsplanens indsatsdel løbende justeres efter den aktuelle situation og behov
- At bistå den sygemeldte med at gennemføre rehabiliteringsplanen, herunder
realisere uddannelses- og beskæftigelsesmål og fremme tilbagevenden til arbejde
Den koordinerende sagsbehandler og borgeren har seks opfølgningssamtaler om året.
Kommunen kan overdrage opgaven som koordinerende sagsbehandler til en anden
myndighed i kommunen end jobcentret, fx sundhedscentret.
Med sygedagpengereformen indførtes en ny visitationsmodel, og indsatsen målrettes
de sygemeldte, der er i risiko for langtidssygemelding (kategori 3 med mere end 8
ugers sygdom). De tre visitationskategorier er:
Kategori 1: Forventet raskmelding inden for otte uger fra første fraværsdato. Der visiteres på baggrund af borgerens oplysningsskema.
Kategori 2: Forventet sygemelding i over 8 uger, men med et klart og forudsigeligt behandlingsforløb. Der visiteres på baggrund af første opfølgningssamtale i jobcentret.
Opfølgning hver 4. uge ved personligt fremmøde.
Kategori 3: Uafklaret sygemeldingsperiode ved diffus, uafklaret sygdom og eller udfordringer ud over sygdommen. Første opfølgningssamtale i jobcentret efter senest otte
ugers sygemelding. Opfølgning hver fjerde uge ved personligt fremmøde. Borgere visiteret til kategori 3 skal have sin sag forelagt rehabiliteringsteamet inden for fire uger.
Fra 1. januar 2015 udpeges en koordinerende sagsbehandler, så snart borgeren visiteres til kategori 3.
DS ser store muligheder i funktionen som koordinerende sagsbehandler, da den koordinerende sagsbehandler får en nøglerolle i jobafklaringsforløbet. Det sker i kraft af, at
den koordinerende sagsbehandler skal koordinere indsatsen ift. beskæftigelse, uddannelse, sociale forhold og sundhed på tværs af kommunens forvaltninger samt regionale
og statslige instanser. Den koordinerende sagsbehandler vil kunne bidrage til at binde
indsatsen ordentligt sammen, så borgeren får bedre hjælp, og socialrådgiverne kan få
et mere meningsfyldt arbejde.
DS bør ved enhver lejlighed påpege, at socialrådgiverne har de helt rigtige faglige forudsætninger for at kunne løfte koordineringsopgaven på tværs af sektorer.
9
Side 10 af 15
6. Tidlig sygedagpengeopfølgning (fast track)
Både arbejdsgivere og medarbejdere kan som følge af sygedagpengereformen anmode
kommunen om, at der sker en tidlig opfølgning (fast track) for borgere, som forventes
at være sygemeldt i mere end 8 uger regnet fra første fraværsdag (kategori 2, jf. afsnit
5 ovenfor).
Arbejdsgivere, som ikke forventer, at medarbejderen vil blive fuldt raskmeldt inden for
8 uger fra første fraværsdag, kan inden for de første 5 uger af fraværet anmode kommunen om at iværksætte en tidlig opfølgning (sygedagpengelovens § 7 d). Medarbejderen kan modsætte sig, at kommunen iværksætter en tidlig opfølgning (sygedagpengelovens § 7 e). Herefter skal opfølgningen ske senest inden udgangen af 8. uge regnet
fra første fraværsdag.
Er den sygemeldte indforstået med, at der sker en tidlig opfølgning på baggrund af arbejdsgiverens anmodning, oplyser den sygemeldte kommunen om sygdommens betydning for muligheden for at vende arbejde med mindre, at arbejdsgiven efter den sygemeldtes vurdering har givet fyldestgørende oplysninger herom.
En sygemeldt, der ikke forventer at blive fuldt raskmeldt inden for 8 uger efter første
fraværsdag kan anmode kommunen om at iværksætte en tidlig opfølgning.
Hvis enten arbejdsgiver eller den sygemeldte har anmodet om en tidlig opfølgning, skal
kommunen afholde den første opfølgningssamtale senest to uger efter anmodningen.
Opfølgningen kan ske telefonisk, skriftligt eller digitalt, hvis den sygemeldte har genoptaget arbejdet delvist, deltager i tilbud efter LAB-loven eller hvis sygdommen er til hinder for en individuel samtale.
Generelt mener DS, at det er positivt, at der med fast track gives mulighed for en tidligere opfølgning. Men muligheden for tidlig opfølgning (fast track) kan indebære en risiko for et øget sagsbehandlingstempo og øget sagstal for socialrådgiverne. Så det er
vigtigt at arbejde for ordentlige arbejdsvilkår for socialrådgiverne. Bl.a. skal der afsættes tilstrækkelige personalemæssigeressourcer til at kunne følge med behovet, dvs. at
sagsbehandlere med fast track-sager formodentlig bør have et lavere sagstal.
Et lavere sagstal er formentlig også nødvendigt for i praksis for at kunne løfte opgaven
som koordinerende sagsbehandler. Bl.a. skal det gøres muligt at arbejde på en langt
mere sammenhængende måde.
Sagsbehandlere der får virksomhedsrettede opgaver med fastholdelse af sygemeldte
medarbejdere i deres job (kategori II), vil formentlig få nye opgaver i form af flere kontakter og tidskrævende møder med virksomhederne.
Sagstal og vilkår for arbejdet for socialrådgivere der arbejder med fast track-sager,
virksomhedsrettet fastholdelsesarbejde eller som koordinerende sagsbehandler bør tages op på den enkelte arbejdsplads f.eks. i MED-udvalget.
10
Side 11 af 15
Læs mere om DS’ vejledende sagstal www.socialraadgiverne.dk/sagstal.
7. Helhedsorienteret indsats i kontanthjælpsreformen
Ovenfor fremgår det, at det indgår i kontanthjælpsreformen, at personer, der er aktivitetsparate efter § 18 a skal have ”en helhedsorienteret indsats, som er tværfaglig og
koordineret på tværs af de kommunale forvaltninger og andre myndigheder.” Det er en
styrkelse af intentionerne med den koordinerende sagsbehandler, og det tydeliggør et
af de mål, der bør stå centralt i kontanthjælpsreformen.
Det er derfor af stor betydning, at dette mål faktisk realiseres i kommunerne, og DS
har fremhævet det i hele reformarbejdet. Desværre er selve lovteksten og de tilknyttede bekendtgørelser ret fåmælte om, hvordan det skal gøres. Faktisk står formuleringen
i § 18 a relativt alene.
Af bemærkningerne til lovforslaget til kontanthjælpsreformen fremgår:
”Der [har ikke været] regler, som sikrer, at udsatte ledige med komplekse problemer af
f.eks. økonomisk, sundhedsmæssig og social art får en helhedsorienteret indsats, som
kan være forudsætningen for, at de på et tidspunkt kan opnå selvforsørgelse.”
”Aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere og uddannelseshjælpsmodtagere skal sikres
en helhedsorienteret indsats, som skal koordineres på tværs af kommunale forvaltninger og andre myndigheder.”
”De, der har behov for det, skal have en parallel indsats, der målrettes deres sociale
eller sundhedsmæssige problemer, f.eks. bolig, økonomi eller psykiske problemer.”
Det nævnes også i lovforslaget, at reformen indeholder et konkret forsøg med en endnu mere helhedsorienteret indsats: ”Der skal igangsættes et forsøg for særligt udsatte
familier med børn, hvor én eller begge forældre modtager kontanthjælp. Indsatsen skal
ske ud fra et helhedssyn på familien og skal sætte ind over for hele familiens problemer, så de kan få hverdagen, økonomien og familielivet til at hænge sammen, og så
forældrene på sigt kan få en større tilknytning til arbejdsmarkedet.” Forsøget afspejler,
at nogle kontanthjælpsmodtagere, som skal have en helhedsorienteret indsats, kan
have problemer ift. deres børn, som man er nødt til at forholde sig sammenhængende
til, hvis man vil hjælpe forældrene nærmere uddannelse og arbejde.
Men uanset de nævnte formuleringer og det annoncerede forsøg, så må man konstatere, at de konkrete formuleringer i lovforslaget om helhedsorienteret indsats er meget
sparsomme. DS mener derfor, at den helhedsorienterede indsats primært skal sikres i
den enkelte kommune. Det er kommunerne, der skal omstille og udvikle deres indsats,
så det bliver muligt. De skal derfor fastholdes på at løfte dette meget centrale element i
reformen organisatorisk og i den daglige praksis. Bl.a. kan DS pege på, at det er vigtigt, at der ledelsesmæssig opbakning til den helhedsorienterede indsats, samt vigtigheden af at de involverede forvaltninger har en fælles forståelse af målet for den enkelte borger.
11
Side 12 af 15
Forligskredsen bag reformen har slået fast, at dens hovedsigte er at hjælpe de mest
udsatte – de aktivitetsparate og kun delvis uddannelsesparate – bedre og mere sammenhængende. DS understreger, at man kun kan realisere denne målsætning, hvis
kommunerne faktisk arbejder helhedsorienteret over for disse borgere.
DS mener, at kommunerne med fordel kan hente støtte i førtidspensions- og sygedagpengereformerne, som også forudsætter en helhedsorienteret indsats i hhv. ressource
og jobfastholdelsesforløb. DS vurderer, at en kommende psykiatrireform formentlig
også vil lægge op til øget koordinering og tværsektorielt samarbejde. Men realiseringen
af et helhedsorienteret arbejde forudsætter aktiv og selvstændig handlen i alle kommuner.
DS har også påpeget, at en helhedsorienteret indsats forudsætter, at der en vifte af
relevante tilbud at tage af, når der skal skabe helhed i indsatsen. Derfor er tilstedeværelsen af relevante kvalificerede tilbud vigtigt for, at man reformens intentioner kan
blive realiseret i praksis.
8. Ressourceforløb
Ressourceforløb er indført som led i førtidspensionsreformen. Forudsætningen for, at en
person kan blive tilbudt et ressourceforløb er, at personen har komplekse problemer,
der ikke kan løses gennem en almindelig indsats men kræver et helhedsorienteret forløb med en kombination af en beskæftigelsesrettet, en social eller en sundhedsmæssig
indsats. Kommunen skal udpege en gennemgående og koordinerende sagsbehandler
(se punkt 4 ovenfor) til personer, der deltager i ressourceforløb.
I kapitel 12 a om ressourceforløb i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats fremgår bl.a.
følgende:
”Personer under 40 år, der har komplekse problemer ud over ledighed, der ikke har
kunnet løses gennem en indsats efter denne lov eller efter lov om aktiv socialpolitik,
og som kræver et helhedsorienteret forløb med en kombination af indsats efter denne
lov og sociale eller sundhedsmæssige indsatser, skal tilbydes et ressourceforløb.”
”Det er endvidere en betingelse, at personen
1) har modtaget længerevarende offentlig forsørgelse,
2) har deltaget i tilbud efter denne lov eller revalidering efter kapitel 6 i lov om aktiv
socialpolitik uden at have øget tilknytningen til arbejdsmarkedet, eller
3) at kommunen vurderer, at der er behov for en længerevarende indsats, før der
kan fastsættes et konkret beskæftigelsesmål.”
”Ressourceforløbet kan bestå af tilbud efter kapitel 10-12, mentorstøtte efter kapitel
14 og en indsats efter anden lovgivning, herunder efter lov om social service og sundhedsloven. Ressourceforløbet kan tillige indeholde indsatser, der kan stabilisere og
forbedre personens fysiske, psykiske og sociale tilstand, med henblik på at personen
efterfølgende kan deltage i tilbud efter denne lov”.
12
Side 13 af 15
I lovbemærkningerne til førtidspensionsreformen fremgår, at for at der kan bevilges et
ressourceforløb kræves at ”[d]et skal være klart dokumenteret, at alle muligheder på
arbejdsmarkedet er udtømte.”
DS mener, både at det er uklart, hvornår dette er tilfældet, samt at der kan være tale
om en tendens i kommunerne til at fravælge at igangsætte ressourceforløb på baggrund af netop denne bestemmelse. Der er derfor et stort behov for hurtigt at få etableret fælles kriterier for og en fælles praksis i kommunerne omkring, hvornår alle muligheder er udtømte. Bl.a. for at sikre ens behandling af borgerne på tværs af kommunegrænser, da man ellers risikerer at krænke den enkeltes retssikkerhed.
Det fremgår også, at:
”Fokus for ressourceforløbet er, at arbejdsevnen skal udvikles gennem en konkret aktiv indsats, hvor borgerens mål i forhold til arbejde og uddannelse er styrende for,
hvilke aktiviteter der sættes i gang. Ressourceforløbet handler med andre ord om at
udvikle arbejdsevnen med henblik på at finde det rette job med opgaver, der passer til
den enkelte. Derfor skal der altid opstilles konkrete og realiserbare beskæftigelsesmål
for personen – også selvom beskæftigelse eller uddannelse ligger langt ude i fremtiden.”
”Det er af afgørende betydning for forløbet, at der løbende følges systematisk op på
progressionen i ressourceforløbet, da beskæftigelsesmålet skal følge personens aktuelle behov og situation. Derfor vil mål og forløb ofte skulle justeres undervejs i forløbet i
takt med, at den enkeltes behov og kapacitet og aktuelle situation ændrer sig.”
Da førtidspensionsreformen blev vedtaget, havde beskæftigelsesministeren en formodning om, at der ville blive bevilget 14.000 ressourceforløb i løbet af 2013. Men pga.
bl.a. den hurtige implementering havde mange kommuner først sin rehabiliteringsteam
klar efter noget tid, hvorfor dette tal langt fra blev nået: I løbet af 2013 blev der på
landsplan kun etableret 2.223 ressourceforløb i alt landet over (kilde:
www.jobindsats.dk). Samtidig er der sket et fald i antallet af førtidspensioner fra
245.000 personer i januar 2013 til 235.000 personer i januar 2014, hvilket var et af
målene med at gennemføre reformen.
Set i lyset af dette fald er DS generelt bekymret for, hvor de personer, som inden lovens ikrafttræden ville være blevet bevilget en førtidspension, befinder sig efter førtidspensionsreformens ikrafttrædelse. Udviklingen giver lokalt i de fleste kommuner
anledning til, at DS sætter fokus på den konkrete problemstilling, at der er ’sat prop i
tildeling af førtidspension’, samtidig med at der ikke (nødvendigvis) bliver bevilget ressourceforløb til de allersvageste ledige med komplekse problemer, som dermed er i
risiko for ikke at modtage de indsatser, de med førtidspensionsreformens indførelse af
ressourceforløb er blevet sat i udsigt. Det resulterer bl.a. i stigende sagstal.
13
Side 14 af 15
9. Mentorer
Kontanthjælpsreformen indfører mentorer i en række sammenhænge. Der indsættes
bl.a. et helt nyt kapitel 9 b om mentorstøtte i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Bemærkningerne til loven uddyber med mange detaljer, hvordan man skal forstå de
nye mentorordninger. Der står blandt andet:
”Særligt udsatte kontanthjælpsmodtagere, som ikke har mulighed for at deltage i almindelige aktive tilbud, skal tilbydes en mentor, således at ingen bliver overladt til sig
selv...”
”…aktivitetsparate uddannelses- og kontanthjælpsmodtagere får en egentlig ret og pligt
til mentorstøtte, hvis kommunen konkret vurderer, at det på grund af personens situation aktuelt ikke er muligt at tilbyde andre tilbud efter loven.”
”Mentoren skal kunne hjælpe personen med at få bragt stabilitet og struktur ind i hverdagen og dermed styrke personen i troen på at kunne udvikle sig og blive i stand til at
mestre sit liv og dermed komme tættere på arbejdsmarkedet. En mentor kan også
hjælpe med at håndtere psykiske, sociale, misbrugs- og familiemæssige problemer og
med at forklare og anvende den støtte, som den enkelte får f.eks. fra en psykolog eller
et misbrugscenter.”
”Unge, der har behov for det, skal kunne få tilknyttet en mentor, som kan støtte den
unge, indtil personen bliver i stand til at gå i gang med en ordinær uddannelse og evt.
undervejs i det videre forløb i det ordinære uddannelsessystem.”
”Unge, der ikke tidligere har været i kontakt med jobcenteret, kan få tildelt mentorstøtte ved overgangen til ordinær uddannelse, så flere kan få en god start på en uddannelse.”
”Mentoren skal løbende mødes med personen, f.eks. hjemme hos personen eller i forbindelse med en aktivitet eller lignende.”
Der bliver krav om en skriftlig aftale om mentorstøtte mellem personen og jobcentret,
og det slås fast, at mentorstøtten skal finde sted mindst 1 gang ugentligt.
Der iværksættes også et særskilt forsøg om, at unge enlige forsørgere på uddannelseshjælp, der starter på en uddannelse, får ret til en mentor som en studiestartskoordinator.
Derudover er der særlige mentorordninger for personer, der enten skal udskrives fra et
psykiatrisk sygehus eller fra kriminalforsorgen.
Som noget nyt skal personer, der er indlagt på psykiatriske afdelinger tilbydes en mentor i forbindelse med udskrivelsen. Ordningen skal løbe i mindst 6 måneder. Tilsvarende
peges der på, at der allerede i dag kan tildeles en mentor ved udskrivning fra kriminalforsorgens institutioner, og denne ordnings potentiale fremhæves.
14
Side 15 af 15
DS mener, at mentorordningerne rigtigt anvendt kan blive en god mulighed for mange
borgere, hvis ordningen er fagligt kvalificeret. Både dem, der meget langt fra arbejdsmarkedet og dem, der kun har behov for en begrænset støtte i forbindelse med eksempelvis studiestart.
Men DS har også påpeget, at det kan være problematisk at se mentorer som form for
’mirakelkur’ i beskæftigelseslovgivningen.
DS har understreget, at den enkelte mentor kvalifikationsmæssigt skal matche borgerens udfordringer, og at mentorerne derfor skal have en relevant faglig baggrund.
Dermed bliver det også usikkert og i nogle tilfælde en dårlig ide at bruge frivillige til at
løfte mentoropgaven, hvilket nogle kommuner gør.
DS har også kritiseret, at kravene til omfanget af den enkelte mentorordning er så begrænsede, at kommunen kan nøjes med at bevilge en enkelt time om ugen til de borgere, der skal have mentorer. Det vil i mange tilfælde være alt for lidt.
Det er vigtigt, at relationen mellem personen og mentoren er god, både fordi de skal
have et tæt samarbejde, men især fordi undersøgelser af mentorordninger viser at relationen er af stor betydning for, om borgeren kan profitere af ordningen. DS har derfor
stillet krav om, at det skal være muligt for den enkelte borger at skifte mentor, hvis
relationen ikke fungerer.
8. Særskilte ungeenheder
Som led i kontanthjælpsreformen er det nu muligt for kommunerne at etablere særskilte ungeforvaltninger, som kan stå for indsatsen overfor unge under 30 år uden uddannelse.
I aftaleteksten hedder det bl.a. ” Indsats i et miljø, hvor uddannelse er i centrum. I dag
varetager jobcentret indsatsen for unge uden uddannelse. Aftalepartierne er enige om,
at unge mennesker uden uddannelse ikke bør have deres gang i et jobcenter. Fremover
er målet derfor, at indsatsen for unge uden uddannelse bør foregå i et miljø, hvor uddannelse er i centrum. Det kan eksempelvis være i et UUcenter eller på en erhvervsskole.”
DS har mange gange peget på de meget beklagelige opdelinger i indsatsen over for de
unge, og vi har understreget, at der må åbnes for en tværgående enhed. Vi støtter derfor fuldt ud op om denne ændring og ser den som en af reformens afgørende nyskabelser. Men den nye bestemmelse omfatter kun unge uden uddannelse, og DS mener, at
paragraffen bør ændres, så den omfatter alle unge med behov for en tværgående og
sammenhængende indsats.
15