1. No category

Det Nationale Indikatorprojekt
Skizofreni
Dokumentalistrapport
Version 2.02
Maj. 2010
2
Det Nationale Indikatorprojekt til måling og forbedring af de sundhedsfaglige kerneydelser er et samarbejdsprojekt mellem
regionerne i Danmark, Danske Regioner, Dansk Medicinsk Selskab, De faglige sammenslutninger på sygeplejeområdet, Danske
Fysioterapeuter, Ergoterapeutforeningen samt Sundhedsstyrelsen.
Postadresse:
NIP-sekretariatet
Det nationale Indikatorprojekt
c/o Regionshuset Århus, Olof Palmes Allé 15, DK-8200 Århus N
Telefon: (+45) 8728 4981
Email: [email protected]
Webadresse: www.nip.dk
Skizofreni – Dokumentalistrapport – maj. 2010
3
Indholdsfortegnelse
Forord _______________________________________________________________________ 5
Indikatorgruppen for skizofreni ______________________________________________ 7
Skizofreni voksne ____________________________________________________________ 8
Baggrund ____________________________________________________________________ 8
Karakteristik og definition af skizofreni _______________________________________________________
Inklusion og registrering af patienter med skizofreni ___________________________________________
Litteratursøgning__________________________________________________________________________
Evidensgradering _________________________________________________________________________
8
8
9
9
Evidens vedrørende udredning ______________________________________________ 12
Indikatorområde 1. Udredning _____________________________________________________________
1a: Psykopatologi ________________________________________________________________________
1b: Kognitiv funktion _____________________________________________________________________
1c: Sociale støttebehov ___________________________________________________________________
1d: Varighed af ubehandlet psykose (VUP) __________________________________________________
Indikatorområde 2. Kontaktperson (ambulante patienter)______________________________________
12
12
12
13
13
14
Evidens vedrørende farmakologisk behandling_______________________________ 16
Indikatorområde 3a: Medicinsk behandling __________________________________________________ 16
3c. Standarden er, at højst 30 % af de ambulante patienter med skizofreni behandles med
benzodiazepiner. Indikatorområde 4-7 Bivirkninger ___________________________________________ 18
Indikatorområde 4-7 Bivirkninger___________________________________________________________ 19
Indikatorområde 8-12 bivirkninger, metabolisk syndrom _______________________________________ 20
Evidens vedrørende psykosocial behandling _________________________________ 22
Indikatorområde 13. Familieintervention ____________________________________________________ 22
Indikatorområde 14. Psykoedukation _______________________________________________________ 23
Der foreligger god evidens for effekten af manualiseret psykoedukation, dvs. hvor der arbejdes ud fra
en på forhånd fastlagt og gennemprøvet manual (evidensstyrke A) (179). _______________________ 23
14: Standarden er, at mindst 40 % af de incidente patienter skal modtage manualiseret
psykoedukation (individuelt eller i gruppe) i løbet af en to-årig periode. _________________________ 23
Evidens vedrørende psykosocial behandling _________________________________ 24
Indikatorområde 15. Planlagt ambulant behandling efter udskrivelse ____________________________ 24
Indikatorområde 16. Selvmordsrisiko _______________________________________________________ 24
Evidens vedrørende prognostiske faktorer ___________________________________ 25
Alder ___________________________________________________________________________________
Køn ____________________________________________________________________________________
Socialt funktionsniveau (GAF funktionsscore) ________________________________________________
Misbrug_________________________________________________________________________________
VUP ____________________________________________________________________________________
Skizofreni – Dokumentalistrapport – maj. 2010
25
25
25
25
26
4
Skizofreni – Dokumentalistrapport – maj. 2010
5
Forord
Skizofreni er en alvorlig sygdom, som ca. 15.000 danskere er ramt af. Forløbet er meget variabelt, idet
nogle kan opretholde både arbejde, familie og fritidsliv, mens andre er invaliderede af sygdommen i en
sådan grad at institutionsbehandling med daglig omsorg og støtte er nødvendig.
Antallet af nye skizofreni tilfælde er ca. 1284 årligt (incidens), og prævalensen angives at være 29.000
(2006 tal) 1 .
Sygdommen er en af de socialt og menneskeligt mest omkostningsfulde i verden. Der er ofte alvorlige
følgevirkninger af symptomerne og misbrug, depression, selvmord og kriminalitet optræder hyppigere
hos patienter med skizofreni end hos raske. Skizofreni regnes for at være forbundet med meget store
potentielle omkostninger for patienter, deres pårørende, sundhedssektoren og samfundet som helhed.
Der er en række officielle anbefalinger vedrørende udredning og behandling, og der findes en række
evidensbaserede behandlingstilbud. En fortløbende undersøgelse af om udredning og behandling lever
op til fastsatte kvalitetskrav er derfor af stor betydning.
Det Nationale Indikatorprojekt er et fælles nationalt projekt etableret af de daværende amter (aktuelt
de 5 regioner) i Danmark, Amtsrådsforeningen (aktuelt Danske Regioner), Den Almindelige Danske
Lægeforening, Dansk Medicinsk Selskab, Dansk Sygeplejeråd (DSR), de faglige sammenslutninger i
DSR, Danske Fysioterapeuter, Ergoterapeutforeningen, Sundhedsministeriet og Sundhedsstyrelsen.
Indikatorgruppen for skizofreni er tværfagligt sammensat med psykiatere, sygeplejersker,
socialrådgiver, psykolog og ergoterapeut, udpeget af de relevante organisationer.
I indikatorgruppen er der enighed om, at selve udredningsprocessen er en vigtig kvalitetsmarkør,
ligesom medicinsk behandling, monitorering af bivirkninger og vurdering af selvmordsrisiko forud for
udskrivelse er væsentlige indikatorer for god kvalitet i behandlingen. Sikring af kontakt efter
udskrivelse, fastholdelse af kontakt, sikring af støtte i hjemmet/botilbud til de dårligst fungerende,
familieintervention og psykoedukation er endvidere medtaget som vigtige procesindikatorer.
Indikatorgruppen har fundet det væsentligt at undersøge kvaliteten af udredning og behandling under
indlæggelse og i ambulant forløb, og samspillet mellem disse forløb.
Til støtte for udredningsprocessen blev der i 2007 udarbejdet en rapport om bedømmelse af kognitive
funktioner. Denne rapport peger på flere muligheder for dækkende udredning, og som en udløber af
dette arbejde er nedsat en dansk gruppe, som forestår oversættelsen af et stort, internationalt
anerkendt testbatteri.
Siden 2003 er der målt på andelen af patienter der undersøges for bivirkninger til antipsykotika. Dette
med henblik på justering af medicineringen og compliance. I de senere år er der kommet øget fokus på
metabolisk syndrom, som skønnes at være en af de alvorligste konsekvenser til behandlingen af
skizofreni. Derfor besluttede indikatorgruppen ved den nationale kliniske audit i 2009, at indikatorerne
vedr. bivirkninger fremover skal være resultatindikatorer, således at der monitoreres på andelen af
patienter der fremkommer med manifeste bivirkninger på en række parametre relateret til
antipsykotika såsom forøget BMI og hypertension. Ved den nationale kliniske audit i 2010 besluttede
indikatorgruppen, at der fremover skal monitoreres på andelen af ambulante patienter, som får
polyfarmaci. Det blev besluttet at indføre 1) en indikator for antipsykotisk mono- vs. polyfarmaci samt
2) en indikator for behandling med benzodiazepiner. Nærværende dokumentalistrapport er derfor
senest revideret i maj 2010 af dokumentalist, læge, Ph.d Lone Baandrup. Den oprindelige
dokumentalistrapport for NIP-skizofreni fra 2000 blev udarbejdet af læge, Ph.d Henrik Day Poulsen, og
i 2005 blev den revideret af indikatorgruppens formandskab, under hensyntagen til den grundige
litteraturgennemgang, der i mellemtiden er foretaget i forbindelse med udarbejdelsen af
sundhedsstyrelsens referenceprogram for skizofreni(1), og rapporten blev udvidet med en beskrivelse
af indikatorer for børn/unge området, der blev påbegyndt implementeret indenfor børn og
ungepsykiatrien i april 2005.
1
Reference: Carsten Bøcker Pedersen. Urban-rural differences in the risk of schizophrenia. Faculty of Health Sciences,
Aarhus University. Denmark 2009.
Skizofreni – Dokumentalistrapport – maj. 2010
6
Formandskabet vil gerne takke for et godt samarbejde med NIP-sekretariatet samt de øvrige deltagere
i skizofrenigruppen samt alle de unavngivne fagpersoner landet over, der undervejs i processen
velvilligt har stillet deres faglige kompetence og kommentarer til rådighed for gruppen.
Maj, 2010.
Formandskabet, NIP-skizofreni
Merete Nordentoft
Professor, dr. med.
Inge Voldsgaard
Oversygeplejerske, cand. cur.
Skizofreni – Dokumentalistrapport – maj. 2010
7
Indikatorgruppen for skizofreni
Formandskab:
•
Professor, overlæge, Dr. Med., Ph.d. Merete Nordentoft, Psykiatrisk Center, Bispebjerg
•
Oversygeplejerske, cand.cur. Inge Voldsgaard, Århus Universitetshospital, Afdeling S, Risskov
Øvrige indikatormedlemmer:
•
Cheflæge, Dr. Med. Per Jørgensen, Psykiatri og Social, Region Midtjylland
•
Centerchef, Dr. Med. Henrik Kai Francis Lublin, Psykiatrisk Center, Glostrup
•
Forskningslektor, forskningschef, forskningsoverlæge Erik Simonsen, Psykiatrisk
forskningsenhed, Roskilde
•
Klinikchef Anne Lindhardt, Rigshospitalets Neurocenter, Psykiatrisk Klinik, København Ø
•
Afdelingssygeplejerske Anne Sigsgaard, Distriktspsykiatrisk Center, Odense
•
Psykolog, spec. Psykopatologi, Ph.d. Torben Østergaard Christensen, OPUS, Århus
Universitetshospital, Risskov
•
Ledende socialrådgiver Lars Ahlstrand, Psykiatrisk Center, Glostrup
•
Klinisk underviser, ergoterapeut Kim Johansen, Psykiatrisk ergoterapi, Frederiksberg Hospital.
•
Afdelingssygeplejerske Dorthe Juul Lorenz, Det børne- og ungdomspsykiatriske hus, Odense
Universitetshospital
•
Udviklingschef Lene Berring, Psykiatrisk center Gentofte, Hellerup
•
Overlæge, Klinikchef Jytte Poulsen, Klinik for skizofreni, voksenpsykiatrien Esbjerg og Ribe
•
Overlæge Peter Jantzen, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center, Glostrup
•
Professor, ledende overlæge, Ph.d. Jan Mainz, Psykiatrien i Region Nordjylland, Ålborg
•
Overlæge Anne Grethe Viuff, Regionspsykiatrien, Herning
•
Overlæge, forskningslektor Ulrik Haahr, Kompetencecenter for debuterende Psykose,
Psykiatrien Roskilde
Overlæge Anders Christensen, Odense Universitetshospital
•
Dokumentalist:
•
Funktionen som dokumentalist varetages af læge, Ph.d. Lone Baandrup
Epidemiolog:
•
Klinisk Epidemiolog, læge, Ph.d. Ane Bonnerup Vind, Forskningscenter for forebyggelse og
sundhed (FCFS), Glostrup Hospital
NIP-sekretariatet:
•
Cheflæge, Paul Bartels
•
Projektleder MPH, Birgitte Randrup Krog
•
Sundhedsfaglig proceskonsulent, cand.scient.san., Line Riis Jølving
Skizofreni – Dokumentalistrapport – maj. 2010
8
Skizofreni voksne
Baggrund
Karakteristik og definition af skizofreni
Skizofreni er en episodisk sindslidelse, som henregnes under psykoserne og som hovedsageligt bryder
ud inden 45 års-alderen.
Sygdommen kan være præget af gennemgribende forstyrrelser af såvel tænkning som social
funktionsevne, og kan være ledsaget af vrangforestillinger samt hallucinationer. Ofte har
vrangforestillingerne forfølgelsesindhold, og hallucinationerne optræder hos de fleste i form af
stemmer, som patienten hører inde i sit hoved. I sjældne tilfælde kan patientens tale være ulogisk og
til tider usammenhængende på grund af tankeforstyrrelser. Hos mange patienter ses såkaldte negative
symptomer i form af tiltagende isolationstendens, passivitet, initiativløshed og indsynken i sig selv.
Forløbet af sygdommen kan være kronisk progredierende, fluktuerende med længerevarende stabile
faser afbrudt af psykosegennembrud eller i en del tilfælde selvlimiterende. Overordnet rapporterer de
studier der har undersøgt forløbet af skizofreni, at en tredjedel til en fjerdedel har god mulighed for at
opnå remission af symptomer og genvinde et acceptabelt socialt funktionsniveau, mens 10-15 %
risikerer at opleve gentagne og vedvarende psykotiske episoder med betydeligt tab af basal social
funktionsevne (2-7). Det ser ud til at de første to til fem år af sygdommen er de værste og at denne
periode efterfølges af en stabilisering i symptomer og funktionsniveau (6;8-10). Studier med lang
opfølgningstid er dog stadig få, og konklusionerne vedrørende en ”kritisk fase” i begyndelsen af
sygdomsforløbet er stadig forbundet med nogen usikkerhed.
Der er ofte alvorlige følgevirkninger af symptomerne og misbrug, depression, selvmord og kriminalitet
optræder hyppigere hos patienter med skizofreni end hos raske. Endvidere har patienter med skizofreni
en overdødelighed i forhold til baggrundsbefolkningen, hvilket hænger sammen med en højere
forekomst af somatiske sygdomme og uhensigtsmæssige livsstilsfaktorer.
Sygdommen diagnosticeres i henhold til ICD 10 kriterierne. Det kræves, at symptomerne har været til
stede i mindst 4 uger og ikke skyldes en organisk lidelse eller primær affektiv sindslidelse.
Man ved i dag med sikkerhed, at genetisk disposition øger risikoen for skizofreni betydeligt. Man har
endvidere påvist, at der hos mange patienter med skizofreni forekommer visse karakteristiske
strukturelle hjerneforandringer. Dette kan dog ikke bruges diagnostisk, da der er et stort overlap med
forholdene hos raske. Skizofreni menes at eksistere i alle kulturer med en noget varierende forekomst.
Ved at registrere indikatorer for evidensbaseret behandling af skizofrene patienter kan man opnå en
højere grad af kvalitet i den psykiatriske behandling og sikre at en større del af patienterne opnår
symptomfrihed og godt socialt funktionsniveau.
Inklusion og registrering af patienter med skizofreni
De patienter, der inkluderes i det Nationale Indikatorprojekt, er alle incidente og prævalente patienter
med diagnosen skizofreni (alle med diagnoserne F20.0 til F20.99). Projektet omfatter patienter, som
behandles i det offentlige sundhedssystem i Danmark. Patienter med skizotypiske sindslidelser,
paranoide psykoser og skizo-affektiv lidelse inkluderes således ikke. For hospitalsindlagte patienter
foregår registreringen ved udskrivelsen eller umiddelbart herefter, og hos langtidsindlagte foregår
registreringen tillige én gang årligt på årsdagen for indlæggelsen. For ambulante patienter udfyldes
registreringsskemaet ligeledes én gang årligt, så tæt på startambulant dato som muligt. (Se i øvrigt
datadefinitioner).
Skizofreni – Dokumentalistrapport – maj. 2010
9
Litteratursøgning
Evidens for de valgte indikatorer for sygdommen skizofreni blev undersøgt i PubMed, Embasepsychiatry, Psych info samt Cochrane Library. Desuden blev der inddraget diverse lærebøger samt
andet bog materiale. Søgningerne blev begrænset til at omfatte de sidste 10 år. Der blev søgt på alle
sprog, men det vurderede materiale omfattede kun engelsk- og dansksproget litteratur. Materialet blev
tilvejebragt af daværende dokumentalist Mette Bertelsen, i samarbejde med Forskningsbibliotekar
Hanne Munck Christensen, Forskningsbiblioteket, Psykiatrisk Hospital i Århus, samt af
ressourcepersoner udpeget af indikatorgruppen for Det Nationale Indikatorprojekt vedrørende
skizofreni. Litteratursøgningen blev endvidere opdateret af dokumentalist Lone Baandrup i maj 2010.
Evidensgradering
Den beskrevne litteratur er gennemgået kritisk og klassificeret i henhold til tabel 1
Følgende principper for evidensgradering blev anvendt:
Tabel 1
Styrke Evidens
A
B
C
D
Ia
Ib
Metaanalyse eller systematisk review af randomiserede kliniske undersøgelser.
Randomiseret klinisk studie
IIa
IIb
IIb
Ikke-randomiserede klinisk studie
Kohorte undersøgelse
Diagnostisk test (direkte diagnostisk test)
III
Case-control undersøgelse
Tværsnitsundersøgelse
Diagnostisk test (Indirekte nosografisk metode)
IV
Narrativt review
Større eller mindre serier
Ledende artikel
Ekspertvurdering
Kasuistik
Inger Bak Andersen, Peter Matzen. Evidensbaseret medicin. 2. udgave 2007.
De angivne standarder er baseret på indikatorgruppens faglige vurdering, idet der for de valgte
indikatorer ikke foreligger undersøgelser, der klart angiver sådanne for sammenlignelige populationer.
Evidensen for de angivne standarder er derfor alle styrke D.
Af tidsmæssige årsager besluttede indikatorgruppen, at litteratursøgningen kunne tage udgangspunkt i
systematiske reviews, hvor sådanne foreligger.
De valgte indikatorer er fremkommet ved en grundig vurdering af indikatorgruppens eksperter efter
nøje gennemgang af den i dag foreliggende evidensbaserede litteratur.
Skizofreni – Dokumentalistrapport – maj. 2010
10
Indikatorer og standarder for NIP-skizofreni (voksne) i Det Nationale Indikatorprojekt
Indikatorområde
Indikator
Type
Standard
1.a I. Andelen af incidente patienter med skizofreni, der udredes for psykopatologi
ved speciallæge
Proces
Mindst 98 %
1.a II. Andelen af incidente patienter med skizofreni, der udredes for
psykopatologi og interviewes med diagnostisk instrument (SCAN, PSE,
OPCRIT, SCID)
Proces
Mindst 80 %
1.b
Andelen af incidente patienter med skizofreni, der udredes for kognitiv
funktion ved psykolog
Proces
Mindst 50 %
1.c
Andelen af incidente patienter med skizofreni, der udredes for sociale
støttebehov ved socialrådgiver
Proces
Mindst 80 %
1.d
Andelen af patienter med skizofreni, der udredes for ubehandlet psykose og
som er i behandling indenfor 6 måneder efter symptomdebut
Resultat
Mindst 50 %
2.
Andelen af ambulante patienter med skizofreni, som har tilknyttet et fast
medlem af behandlerteamet og/eller har fået iværksat et psykoterapeutisk
behandlingsforløb
Proces
Mindst 95 %
3.a
Andelen af patienter med skizofreni, som får ordineret antipsykotisk
behandling
Proces
Mindst 90 %
3.b
Andelen af ambulante patienter med skizofreni, som får mere end ét
antipsykotikum ved årsstatus
Proces
Højst 30 %
3.c
Andelen af ambulante patienter med skizofreni, som får benzodiazepiner
eksklusiv benzodiazepinlignende midler (zolpidem, zopiclon, zaleplon) ved
årsstatus
Proces
Højst 25 %
Bivirkninger (neurologiske)
4.
Andelen af patienter med skizofreni, som har neurologiske bivirkninger
Resultat
Ikke fastlagt, afventer
de første resultater
Bivirkninger (søvn og sedation)
5.
Andelen af patienter med skizofreni, som har søvn- og sedationsbivirkninger
Resultat
Ikke fastlagt, afventer
de første resultater
Bivirkninger (vægtøgning)
6.
Andelen af patienter med skizofreni, som har haft vægtøgning
Resultat
Ikke fastlagt, afventer
de første resultater
Bivirkninger (seksuelle)
7.
Andelen af patienter med skizofreni, som har seksuelle bivirkninger
Resultat
Ikke fastlagt, afventer
de første resultater
Udredning
Kontaktperson
Medicinsk behandling
Skizofreni – Dokumentalistrapport – Maj. 2010
11
Indikatorområde
Indikator
Type
Standard
Bivirkninger, metabolisk syndrom
(BMI)
8. Andelen af patienter med skizofreni, som har forhøjet BMI
Resultat
Ikke fastlagt, afventer
de første resultater
Bivirkninger, metabolisk syndrom
(taljeomfang)
9. Andelen af patienter med skizofreni, som har forøget taljeomfang
Resultat
Ikke fastlagt, afventer
de første resultater
Bivirkninger, metabolisk syndrom
(blodsukker)
10. Andelen af patienter med skizofreni, som har forhøjet blodsukker
Resultat
Ikke fastlagt, afventer
de første resultater
Bivirkninger, metabolisk syndrom
(lipider)
11. Andelen af patienter med skizofreni, som har dyslipidæmi
Resultat
Ikke fastlagt, afventer
de første resultater
Bivirkninger, metabolisk syndom
(blodtryk)
12. Andelen af patienter med skizofreni, som har forhøjet blodtryk
Resultat
Ikke fastlagt, afventer
de første resultater
Familie-intervention
13. Andelen af patienter med skizofreni, hvor pårørende tager imod tilbud om
kontakt
Proces
Mindst 90 % af
pårørende til incidente
patienter
Mindst 50 % af
pårørende til
prævalente patienter
Psykoedukation
14. Andelen af patienter med incident skizofreni, der indenfor 2 år, modtager
psykoedukation i manualiserede forløb
Proces
Mindst 40 %
15.a Andelen af patienter med skizofreni, med GAF funktionsscore ≤ 30 ved
udskrivelse og som udskrives med social støtteforanstaltning i bolig
Proces
Mindst 90 %
15.b Andelen af patienter med skizofreni, der modtager psykiatrisk efterbehandling
ved udskrivelsen
Proces
Mindst 90 %
15.c Andelen af patienter med skizofreni, der indenfor 1½ år efter udskrivelsen
har fået udfyldt et statusskema for ambulante patienter
Proces
Mindst 90 %
16. Andelen af indlagte patienter med skizofreni, der får vurderet selvmordsrisiko,
dokumenteret i journalen, ved udskrivelsen
Proces
Mindst 90 %
Planlagt ambulant behandling
efter udskrivelse
Selvmordsrisiko
Indikator 1, 3b, 3c, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10, 11, 12, 13 og 14 opgøres pr. patientforløb og indikator 2, 15 og 16 opgøres pr. patientkontakt. Ved sammenligninger over tid mellem afdelinger vil der blive korrigeret
for evt. forskelle i fordeling af en række prognostiske faktorer. Diagnose- og inklusionskriterier og datadefinitioner i relation til indikatorerne er beskrevet i ”Datadefinitioner for NIP-skizofreni”
Skizofreni – Dokumentalistrapport – Maj. 2010
12
Evidens vedrørende udredning
Indikatorområde 1. Udredning
Andelen af patienter med skizofreni, der udredes for: psykopatologi, kognitiv funktion, sociale
støttebehov og varighed af ubehandlet psykose.
Udredning er inddelt i følgende delemner:
1a: Psykopatologi
En grundig psykopatologisk udredning af incidente skizofrene (dvs. patienter med nyopstået skizofreni)
er nødvendig for at kunne stille en valid diagnose. En korrekt psykopatologisk vurdering ændrer i sig
selv ikke forløbet, men er en forudsætning for alle behandlingstiltag og dermed muligheden for at
bedre prognosen (Evidensstyrke D). Udredningen skal foregå ved en speciallæge i psykiatri.
Ifølge ICD-10 kriterierne (11) stilles diagnosen på baggrund af bedømmelse af psykopatologien
og udelukkelse af anden organisk ætiologi. Formålet med psykopatologisk udredning er:
1) differentialdiagnostik i forhold til andre psykotiske tilstande, herunder affektive tilstande; og
2) at rette behandlingen specifikt mod de symptomer, som er til stede på det givne tidspunkt i
forløbet af sygdommen.
Der eksisterer flere sådanne diagnostiske instrumenter. Til de mest velundersøgte hører: Schedules for
Clinical Assessment in Neuropsychiatry (SCAN) (12), OPCRIT The Operational Criteria Checklist for
pcychosis(13;14) og DSM-IV SCID (Structured Clinical Interview for DSM disorders) (15).
Present State Examination (PSE) er det semistrukturerede interview, der indgår i SCAN. For SCAN er
der påvist god overensstemmelse imellem forskellige bedømmere og ved test-retest for de diagnostiske
hovedgrupper (16). Studierne er hovedsagelig udført i Europa og må antages at gælde for Danmark,
som det også er bekræftet i et mindre dansk studie (12;17).
I referenceprogram for behandling og udredning af skizofreni er anbefalet: Ved førsteepisode skizofreni
bør anvendes et standardiseret diagnostisk interview (SCAN eller OPCRIT) (Evidensstyrke B).
Samlet konsensus og anbefaling og samlet evidensgradering:
Debuterende patienter bør gennemgå et diagnostisk interview med SCAN, OPCRIT, PSE eller SCID for
at sikre korrekt diagnose (evidensstyrke B).
1a I: Standarden er, at mindst 98 % af incidente patienter med skizofreni får foretaget måling af
psykopatologisk status ved en speciallæge.
1a II: Standarden er, at mindst 80 % af incidente patienter med skizofreni gennemgår et diagnostisk
interview med et anerkendt interviewinstrument (SCAN; PSE; OPCRIT eller SCID).
1b: Kognitiv funktion
Ved skizofreni ses globale kognitive forstyrrelser, dvs. i alle kognitive domæner, men der er
betydelig heterogenitet i sværhedsgraden mellem domænerne (18;19). Mellem 75-80 % af
patienterne har betydelige kognitive forstyrrelser indenfor flere domæner, mens ca. 90 % har
forstyrrelser indenfor mindst et domæne (20-22). De fleste patienters præmorbide funktionsniveau
er reduceret i forhold til raske (23-25). Halvdelen af patienterne har en reduktion af deres
kognitive funktionsniveau omkring debuttidspunktet (26). De kognitive forstyrrelser er overvejende
stabile i årene efter sygdomsdebut, men reduceres muligvis gennem sygdomsforløbet hos nogle
Skizofreni – Dokumentalistrapport – Maj. 2010
13
patienter (27). Negative symptomer er svagt-moderat relateret til de kognitive forstyrrelser
(28;29), mens positive symptomer har ringe relation til de kognitive forstyrrelser (30). De kognitive
forstyrrelser fremstår således overvejende uafhængige af øvrige psykopatologiske symptomer og
udgør en selvstændig symptomdimension. Effekten af antipsykotisk medicin, psykosocial
behandling og kognitiv remediation er lille-moderat (31-34). Kognitive forstyrrelser er en stærkere
prædiktor for funktionel prognose end andre symptomer og er relateret til behandlingscompliance
(35).
Det anbefales, at man over en årrække påbegynder at anvende BACS, MCCB (kendt som
MATRICS) eller CANTAB som testbatterier.
1b: Standarden er, at mindst 50 % af incidente patienter med skizofreni får foretaget kognitiv
testning ved første kontakt.
1c: Sociale støttebehov
Skizofreni er en sygdom som for en del patienter betyder at de i en kortere eller længere periode har
behov for sociale støtteforanstaltninger. Dette kan blandt andet foregå ved samtale med en
socialrådgiver eller sagsbehandler. Der kan være tale om både akutte og mere langsigtede
støtteforanstaltninger som fx hjælp til ændrede boligforhold, økonomisk hjælp til indkøb af medicin,
uddannelsesmæssig vejledning, revalidering og ansøgning om førtidspension.
Af disse grunde skønnes det af afgørende betydning, at skizofrene patienters sociale støttebehov
vurderes af en socialrådgiver/sagsbehandler (Evidensstyrke D). Der er ikke fundet relevant litteratur til
dette område hvorfor anbefalingen er baseret på ekspertvurderinger.
Samlet konsensus og anbefaling og samlet evidensgradering:
Det anbefales at patienter med skizofreni løbende er i kontakt med socialrådgiver eller sagsbehandler
for at sikre at patienten opnår den fornødne sociale støtte (evidensgradering D)
1c: Standarden er, at mindst 80 % af alle patienter med incident skizofreni udredes for sociale
støttebehov ved socialrådgiver mindst én gang i første forløb.
1d: Varighed af ubehandlet psykose (VUP)
Varigheden af ubehandlet psykose (VUP) er defineret som tidspunktet fra det første symptom viser sig
og til initiering af relevant behandling.
Hypotesen har igennem en årrække været, at en ubehandlet psykose har en toksisk effekt på hjernen,
der involverer neurodegenerative processer, som er mest aktive i begyndelsen af sygdommen og som
medfører ringere prognose (36;37). Nye opfølgningsundersøgelser af MRI (Magnetic Resonance
Imaging) har påvist at patienter med en skizofreni der er brudt ud i barndommen eller tidlige teenageår
har betydeligt mindre ”grey matter volume” (38-42). Det er dog ikke klart, hvorvidt disse resultater skal
fortolkes sådan, at en ubehandlet psykose har en toksisk og forandrende effekt på hjernen, eller om
den forandring man kan måle i hjernen skal forstås som en fortløbende synaptisk plasticitet afledt af en
tilbagetrækning fra et almindelig socialt liv, som ofte ses hos patienter med skizofreni (43).
(Evidensstyrke B).
Adskillige studier har påvist forsinkelser på gennemsnitligt et til to år fra debut af psykotiske
symptomer til relevant behandling iværksættes (44;45). Endvidere har en række opfølgningsstudier
(46-58) påvist en association imellem lang varighed af VUP og højere niveau af symptomer, lavere
social funktion og hurtigere og oftere tilbagefald. Enkelte studier (57;59) finder dog ikke en
Skizofreni – Dokumentalistrapport – Maj. 2010
14
sammenhæng mellem lang VUP og oftere tilbagefald eller mindre remission af psykotiske symptomer
(Evidensstyrke A).
Marshall et al. (60) har i et systematic review fundet en klar sammenhæng mellem lang VUP og
psykotiske og negative symptomer, social funktion og remission efter 6 – 12 måneders opfølgning. I et
andet review (61) blev det påvist at lang VUP havde en sammenhæng med, ringere engagement i
behandlingen, dårligere social funktion og højere niveau af psykotiske og negative symptomer
(isolationstendens, indsynken i sig selv, emotionel affladigelse). (Evidensstyrke A).
Det er lykkedes i TIPS projektet (The Treatment and Intervention in Psychosis project) at mindske VUP
ved brug af tidlige opsporingskampagner (62;63) og derved mindske niveauet af positive og negative
symptomer og selvmordsadfærd ved debut, sammenlignet med debuterende patienter fra et område
hvor der ikke var iværksat opsporingskampagner (64;65). Ved opfølgning efter et år viste det sig dog,
at forskellen mellem de to grupper var blevet udlignet i forhold til psykotiske symptomer og social
funktion, men ikke på negative symptomer (66). (Evidensstyrke B).
Teorien om en toksisk effekt af en ubehandlet psykose sammenlagt med de negative psykosociale
følger af en ubehandlet psykose er åbenbare i en kritisk udviklingsperiode, hvor den unge skal løsrive
sig fra hjemmet og skabe sig en selvstændig tilværelse (56;67). Dette har været rationalet bag
iværksættelsen af tidlig opsporing og specialiseret interventionsteam for debuterende patienter i
Europa, Australien og USA (45;68-73).
Dette rationale har endvidere inspireret til at forsøge at udskyde eller forhindre et egentlig gennembrud
af en psykose ved at intervenere i prodromalfasen med kognitiv terapi (74;75) eller antipsykotisk
medicin (76-78). Prodromalfasen er karakteriseret ved at patienten udviser symptomer som rastløshed,
angst, depression, bekymringstendens, koncentrationsbesvær og søvnproblemer. Da disse subkliniske
symptomer ikke er specifikke for skizofreni er der en risiko for at falsk-positive patienter modtager
behandling, hvilket indeholder et etisk dilemma.
Resultaterne fra disse studier er positive, men de er forbundet med stor usikkerhed, da studierne alle
er små og ikke er sammenlignelige i forhold til den intervention der iværksættes.
Samlet konsensus og anbefaling og samlet evidensgradering:
Det anbefales at behandlingssystemet igennem en opsøgende indsats systematisk forsøger at opspore
debuterende patienter så hurtigt som muligt for at få dem i adækvat behandling. (evidensstyrke A).
1d: Standarden er, at mindst 50 % af incidente patienter med skizofreni bør være i behandling inden
for 6 måneder efter symptomudbrud.
Indikatorområde 2. Kontaktperson (ambulante patienter)
Andelen af patienter med skizofreni, som har tilknyttet et fast medlem af behandlerteamet og/eller har
fået iværksat et psykoterapeutisk behandlingsforløb.
Dette omfatter en fast aftale med en navngiven kontaktperson og patienten om regelmæssig kontakt i
det ambulante forløb. Det indebærer endvidere at kontaktpersonen er den gennemgående person der
koordinerer aftaler indgået med og om patienten.
Psykoterapi eller kognitiv terapi, hvor et aftalt regelmæssigt og målrettet samtaleforløb etableres med
patienten og en behandler som enten er uddannet i denne behandlingsform, eller som er under
superviseret uddannelse, kan være gavnligt for patienten når den første akutte fase er stilnet af.
Skizofreni – Dokumentalistrapport – Maj. 2010
15
Formålet er at mindske symptomer, bedre selvoplevelsen og afhjælpe vanskeligheder ved at etablere
og fastholde sociale kontakter. Samtaleforløbet skal initialt finde sted hver uge på et på forhånd aftalt
tidspunkt og den enkelte samtale skal være af mindst 30 minutters varighed. Der er ikke fundet
relevant litteratur til dette område hvorfor anbefalingen er baseret på ekspertvurderinger
(Evidensstyrke D).
Samlet konsensus og anbefaling og samlet evidensgradering:
For at sikre kontinuiteten i behandlingsforløbet, anbefales det at hver patient får tilknyttet en fast
kontaktperson der tager ansvar for at være opsøgende og sikre kontakt ugentligt (evidensgrad D).
Standarden er, at mindst 95 % af ambulante patienter med skizofreni har tilknyttet et fast medlem af
behandlerteamet og/eller har fået iværksat et psykoterapeutisk forløb.
Skizofreni – Dokumentalistrapport – Maj. 2010
16
Evidens vedrørende farmakologisk behandling
Indikatorområde 3a: Medicinsk behandling
Andelen af patienter med skizofreni, som får ordineret antipsykotisk behandling.
Medicinsk behandling er den vigtigste dokumenterede enkeltstående faktor i behandlingen af skizofreni
(Evidensstyrke A). Antipsykotika modvirker især såkaldte positive symptomer (fx hallucinationer og
vrangforestillinger) (Evidensstyrke A), men for visse antipsykotika er der også en virkning på negative
symptomer (fx isolationstendens, indsynken i sig selv, emotionel affladning) (Evidensstyrke B).
Antipsykotika inddeles i 1. generationsantipsykotika (First Generation Antipsychotics, FGA) og 2.
generationsantipsykotika (Second Generation Antipsychotics, SGA). Man kan definere et 2.
generationspræparat ved, at det i rekommanderede doser kun i ringe grad medfører ekstrapyramidale
bivirkninger samt prolaktinstigning. Færre bivirkninger medfører en højere grad af compliance
(Evidensstyrke B) (79-90). Man har også en vis evidens for, at de kognitive funktioner bedres ved brug
af 2. generationspræparater (91). Meget eller det meste af denne effekt kan dog formentlig tilskrives
indlæring (92). Spørgsmålet om antipsykotikas effekt på den kognitive funktion hos patienter med
skizofreni kan derfor ikke siges at være endeligt afklaret.
Clozapin anses for et 2. generationsantipsykotikum sammen med olanzapin, risperidon, paliperidon,
amisulprid, sertindole, ziprasidon, quetiapin og aripiprazol.
Andelen af patienter, der er i medicinsk behandling, er af stor betydning for behandlingsresultatet, idet
især erkendelse af egen sygdom øges med efterfølgende større compliance og dermed muligheden for
at fastholde behandlingsplanen (Evidensstyrke B) (81). Risikoen for et relapse nedsættes markant med
antipsykotisk behandling (Evidensstyrke A).
Med hensyn til den globale effekt er der ingen entydige fordele ved at anvende 2.
generationspræparater. Nogle undersøgelser og metaanalyser har ikke vist forskelle (93-96) mens
andre har fundet bedre effekt af visse 2. generationsantipsykotika vs. 1. generationsantipsykotika (97).
Der er ikke dokumenteret væsentlige forskelle af behandlingsmæssig betydning vedrørende forskellene
mellem de enkelte 2. generationspræparater fraset Clozapin, og her især ved behandlingsresistens
(79;98-105) (Clozapine study group 1993). Blandt de nyere 2. generationspræparater (dvs. alle 2.
generationspræparater minus clozapin) foreligger der flest undersøgelser med risperidone. Clozapin og
sertindol anbefales ikke anvendt som førte valg af antipsykotika.
Samlet konsensus og anbefaling og samlet evidensgradering:
Det anbefales, at patienter med skizofreni får antipsykotisk behandling, da det modvirker relapse og
fremmer behandlingscompliance (evidensstyrke A).
3a. Standarden er, at mindst 90 % af patienter med skizofreni får antipsykotisk behandling.
Skizofreni – Dokumentalistrapport – Maj. 2010
17
Indikatorområde 3b: Antipsykotisk mono- vs. polyfarmaci
Andelen af ambulante patienter med skizofreni, som får mere end ét antipsykotikum ved årsstatus.
Polyfarmaci med antipsykotika, dvs. samtidig behandling med mere end ét antipsykotisk præparat,
er vidt udbredt i behandlingen af skizofreni såvel internationalt som nationalt. Prævalensstudier har
påvist forekomster op til 50 % i USA og Europa (106-115), ligesom Sundhedsstyrelsens opgørelse for
danske forhold fra 2006 (116) viste, at ca. 50 % af de ambulante patienter med skizofreni behandles
med antipsykotisk polyfarmaci.
Nationale og internationale guidelines for behandling med skizofreni anbefaler antipsykotisk
monofarmaci, mens polyfarmaci kun bør bruges undtagelsesvist, nemlig hvor flere forsøg med
monofarmaci inkl. clozapin ikke har haft tilstrækkelig effekt (117-122) (evidensstyrke A). Dette er
begrundet i, at effekten af de forskellige antipsykotiske præparater er påvist i kliniske undersøgelser
med monofarmaci, mens antallet af velgennemførte kliniske undersøgelser vedrørende polyfarmaci er
langt mere begrænset.
Flere systematiske reviews konkluderer samstemmende, at der overordnet ikke er evidens for en bedre
effekt af antipsykotisk polyfarmaci sammenlignet med monofarmaci, idet litteraturen er domineret af
ikke-kontrollerede studier af lav kvalitet (123-132). Sammenfattende er der nogen evidens for en lille
terapeutisk effekt af clozapin kombinationsbehandling hos partielt clozapin-resistente patienter, men
herudover er evidensen inkonklusiv (123;133-135) (evidensstyrke A). Dette gælder kun antipsykotisk
to-stof terapi, da samtidig behandling med mere end to antipsykotiske præparater ikke har været
undersøgt systematisk, selv om anvendelsen ikke er sjælden (ca. 14% af ambulante patienter med
skizofreni i Danmark) (116).
Antipsykotisk polyfarmaci er vist at være stærkt associeret med øget total dosis af antipsykotisk
medicin og dermed øgede bivirkninger (136-138) (evidensstyrke C). Yderligere er antipsykotisk
polyfarmaci associeret med mere generelle ulemper ved polyfarmaceutisk behandling i form af
reduceret compliance (139;140), risiko for interaktioner (140), medicineringsfejl (139), øgede
omkostninger (108;140;141) og vanskeligheder ved at vurdere, hvilket at præparaterne der har
forårsaget ændringer i symptomer eller bivirkninger (140) (evidensstyrke C-D).
Ca. 30 % af patienter med skizofreni er behandlingsresistente over for de gængse antipsykotika i
monoterapeutisk behandling. Ca. halvdelen af disse vil opnå terapeutisk respons ved clozapin
monoterapi, dvs. der resterer en gruppe clozapinresistente patienter (ca. 15 % af alle patienter), hvor
behandlingsmulighederne er meget begrænsede og dårligt dokumenterede. Hos denne patientgruppe
er det velindiceret at forsøge antipsykotisk polyfarmaci, men behandlingsmålene skal være
veldefinerede inden behandlingens start. Hvis målene ikke opfyldes inden for en given periode, er det
vigtigt at seponere kombinationsbehandlingen igen, så patienten ikke videreføres med et ineffektivt og
uafprøvet behandlingsregime (142).
En forekomst af antipsykotisk polyfarmaci, der væsentligt overstiger 15-20 %, vil derfor indikere
behandling, der ikke følger evidensbaserede nationale og internationale behandlingsvejledninger.
Standarden er sat lidt højere for at tage hensyn til de patienter, der ikke ønsker at gennemføre et
behandlingsforsøg med clozapin.
Samlet konsensus, anbefaling og evidensgradering:
Det anbefales, at patienter med skizofreni fortrinsvis behandles med antipsykotisk monofarmaci
(evidensstyrke A).
Skizofreni – Dokumentalistrapport – Maj. 2010
18
3b. Standarden er, at højst 25 % af de ambulante patienter med skizofreni behandles med mere end ét
antipsykotikum ved årsstatus.
Indikatorområde 3c: Benzodiazepiner
Andel af ambulante patienter med skizofreni, som får benzodiazepiner eksklusiv benzodiazepinlignende
midler (zolpidem, zopiclon, zaleplon) ved årsstatus.
Kombinationsbehandling med antipsykotika og benzodiazepiner er også hyppigt anvendt i
behandlingen af skizofreni. Således viste Sundhedsstyrelsens opgørelse fra 2006, at 45 % af de
ambulante patienter med skizofreni var i behandling med benzodiazepiner og 21 % i behandling med
det specifikke benzodiazepin clonazepam (116).
Der er evidens for en terapeutisk effekt af tillæg af benzodiazepiner i den akutte behandling af
psykotiske tilstande (143), mens der ikke findes evidens for en terapeutisk effekt af længerevarende
behandling med benzodiazepiner hos patienter med skizofreni (144) (evidensstyrke A). Tværtimod er
behandlingen forbundet med markante bivirkninger i form af reduktion af de kognitive funktioner, øget
faldtendens samt udvikling af tolerans og fysisk og psykisk afhængighed. Flere kasuistikker (145-147)
og en dansk registerbaseret undersøgelse (148) har desuden rejst mistanke om øget mortalitet ved
kombinationsbehandling med antipsykotika (især de bredspektrede som clozapin og olanzapin) og
langtidsvirkende benzodiazepiner (fx diazepam og clonazepam), men disse undersøgelser må tolkes
med forbehold (evidensstyrke C-D).
Vedvarende ordination af benzodiazepiner hos ellers stabile patienter er således ikke i tråd med den
foreliggende evidens, men udtrapning af et kronisk benzodiazepinforbrug vil ofte være vanskeligt og
anbefales at foregå over en længere tidsperiode (149).
Samlet konsensus, anbefaling og evidensgradering:
Supplerende behandling med benzodiazepiner kan have en vis effekt i den akutte behandling, men kan
ikke anbefales som længerevarende behandling hos patienter med skizofreni (evidensstyrke A).
3c. Standarden er, at højst 30 % af de ambulante patienter med skizofreni behandles med
benzodiazepiner.
Skizofreni – Dokumentalistrapport – Maj. 2010
19
Indikatorområde 4-7 Bivirkninger
Andelen af patienter med skizofreni, som har neurologiske bivirkninger.
Andelen af patienter med skizofreni, som har søvn- og sedationsbivirkninger.
Andelen af patienter med skizofreni, som har vægtøgning.
Andelen af patienter med skizofreni, som har seksuelle bivirkninger.
Antipsykotika medfører hyppigt bivirkninger. Der kan være tale om akut opstående bivirkninger (fx akut
dystoni) eller bivirkninger, som optræder efter ugers til års indtagelse (fx vægtøgning og tardive
dyskinesier) (150-154). Bivirkninger er i nogen grad præparatafhængige. Med fremkomsten af de nye
2. generations-antipsykotika er forekomsten af ekstrapyramidale bivirkninger reduceret væsentligt
(88;100;155). Ekstrapyramidale bivirkninger er meget generende for patienterne og kan i sjældne
tilfælde være irreversible.
Antipsykotika inkl. 2. generationspræparaterne har dog andre væsentlige bivirkninger såsom seksuelle
og metaboliske bivirkninger, især vægtøgning (101;156-159). Sidstnævnte har ofte et sådant omfang,
at det foruden kosmetiske gener i form af adipositas også medfører sundhedsmæssige risici, herunder
øget risiko for hjerte-karsygdomme og diabetes mellitus.
Baggrunden for at monitorere bivirkninger er, at lægen i samarbejde med patienten har mulighed for at
justere behandlingen og hermed reducere frekvensen af bivirkninger både kvantitativt og kvalitativt
(Evidensstyrke D). Justering kan fx ske ved dosisregulering, præparatskift samt behandling med
medicin mod bivirkninger. Endvidere kan der tilbydes vejledning om hensigtsmæssige kost- og
motionsvaner.
Mange undersøgelser af flere hundrede patienter peger på, at forekomsten af bivirkninger er af stor
betydning for compliance (Evidensstyrke B). De fleste undersøgelser viser dog, at compliance er et
meget komplekst begreb, som afhænger af mange andre faktorer herunder tilbuddet af psykosociale
behandlingsmetoder, fx psykoedukation samt af etablering af en tryg og tillids-skabende relation
mellem patient og behandler.
Der skal også peges på, at antipsykotisk behandling er en meget væsentlig faktor for at forhindre
recidiv og dermed genindlæggelse (80-83;85-90;156;160-163).
Bivirkninger kan registreres vha. bivirkningsskalaer, fx UKU (Udvalg for Kliniske Undersøgelser)
bivirkningsskala. I det nationale indikatorprojekt undersøges i hvor høj grad væsentlige bivirkninger
som neurologiske bivirkninger, sedation, vægtøgning, seksuelle bivirkninger og udvikling af sukkersyge
(blodsukker) er til stede.
Samlet konsensus og anbefaling og samlet evidensgradering:
Patienter med skizofreni der får antipsykotisk medicin bør undersøges for bivirkninger for at lægen har
mulighed for at justere medicin og give rette råd og vejledning (Evidensstyrke D).
Standarden er, at mindst 90 % af patienterne med skizofreni, der modtager antipsykotika, får foretaget
en undersøgelse af eventuelle bivirkninger.
Skizofreni – Dokumentalistrapport – Maj. 2010
20
Indikatorområde 8-12 bivirkninger, metabolisk syndrom
Andelen af patienter med skizofreni, som har forhøjet BMI.
Andelen af patienter med skizofreni, som har forøget taljeomfang.
Andelen af patienter med skizofreni, som har forhøjet blodsukker.
Andelen af patienter med skizofreni, som har dyslipidæmi.
Andelen af patienter med skizofreni, som har forhøjet blodtryk.
Ved den nationale kliniske audit for skizofreni i 2009, besluttede indikatorgruppen, at der fremover skal
monitoreres på andelen af patienter der har manifest bivirkninger relateret til metabolisk syndrom.
Dokumentalistrapporten for skizofreni, version 2.0, marts 2009 blev derfor suppleret nedenstående
kortfattede dokumentation vedr. metabolisk syndrom:
Patienter med skizofreni har i sammenligning med normalbefolkningen et væsentligt dårligere fysisk
helbred og en stærkt reduceret forventet livslængde (164;165). Denne øgede mortalitet skyldes ikke
kun øget suicidalitet, men i langt højere grad fysisk sygdom, især kardiovaskulær sygdom (CVD) (164166). Baggrunden for denne øgede risiko for CVD er multifaktoriel og inkluderer både genetiske
faktorer, livsstilsfaktorer, bivirkninger ved medicinering (167) såvel som specifik sygdom. Blandt
sygdommene kan nævnes fedme, diabetes mellitus, dyslipidæmi og hypertension. Alle sygdomme, der
er hyppige hos patienter med skizofreni (166).
De nævnte sygdomme indgår i det metaboliske syndrom (MS), men på noget forskellig måde i
forskellige definitioner. Der findes flere definitioner på MS: Fra Sundhedsstyrelsen (119;168-170).
Indikatorgruppen for skizofreni har valgt at tage udgangspunkt i NCEP/ATP III kriterierne, idet de er de
mindst restriktive.
NCEP/APT III kriterierne angiver følgende parametre:
•
Forøget abdominalomfang: Kvinder ≥88 cm, mænd ≥102 cm.
•
Forhøjet faste plasma glukose (FPG): ≥ 6,1 mmol/l.
•
Forhøjede triglycerider: ≥ 1,69 mmol/l.
•
Forhøjet HDL-kolesterol: Mænd < 1,03 mmol/l, kvinder < 1,29 mmol/l.
•
Forhøjet blodtryk: ≥ 130/85 mm Hg.
Fra WHO definitionen har vi medtaget Body Mass Index (BMI) fra WHO’s rapport om diabetes mellitus
samt grænseværdien for ikke fastende plasmaglukose (IFPG ≥ 11,1 mmol/l (169).
•
Body Mass Index (BMI) > 30 kg/m2
Skizofreni – Dokumentalistrapport – Maj. 2010
21
•
Forhøjet ikke-fastende plasma glucose ≥ 11,1 mmol/l.
De nævnte parametre og deres relation til øget mortalitet er beskrevet i de forskellige rapporter.
Supplerende kan henvises til de europæiske guidelines for kardiovaskulær sygdom (171;172).
Samlet konsensus og anbefaling, samt samlet evidensgradering:
Patienter med skizofreni der er i antipsykotisk medicinsk behandling bør undersøges for bivirkninger
relateret til metabolisk syndrom med henblik på forebyggelse af kardiovaskulær sygdom. Evidensstyrke
A. Indikatorerne er resultatindikatorer. Indikatorer vedrørende Måling af triglyceridniveau og HDL
sammenfattes i en indikator vedrørende lipidværdier.
Der afventes fastsættelse af standarder for indikatorerne vedr. metabolisk syndrom ved national audit i
2011.
Skizofreni – Dokumentalistrapport – Maj. 2010
22
Evidens vedrørende psykosocial behandling
Ens for alle elementer og principper i psykosocial intervention er, at patientens individuelle behov er det
afgørende, hvorfor det anbefales at skræddersy behandlingen til den enkelte patient. Individuelle
behov ændrer sig over tid og en løbende evaluering af behandlingstilbuddet bør derfor altid tilstræbes.
Hovedformålet med psykosocial intervention er symptomreduktion og undgåelse af tilbagefald, men
også et øget socialt såvel som generelt funktionsniveau og bedre livskvalitet vægtes højt i
behandlingsprincipperne (173).
Indikatorområde 13. Familieintervention
Andelen af patienter med skizofreni, hvor pårørende tager imod tilbud om kontakt.
Tidligere tillagdes ætiologien den ”skizofrenogene mor” og et dysfunktionelt familiemønster, men i dag
betragtes familien som værende en vigtig ressource i behandlingen af skizofreni, idet familien udgør
den primære støtte uden for hospitalsregi og ambulant behandling.
Mange patienter med skizofreni vedbliver, selv efter den første psykose er stilnet af, at have negative
symptomer og kognitive deficits som kan påvirke det sociale og professionelle funktionsniveau. I lyset
heraf betragtes familiemedlemmer som værdifulde samarbejdspartnere som kan forbedre forløbet af
sygdommen. Familieintervention er en del af den samlede behandling og ikke et alternativ til
farmakologisk behandling.
Formålet med familiebehandlingen er at sikre et netværk af personer der drager omsorg for patienten,
at reducere stress, vrede og skyldfølelser der evt. måtte være til stede hos familien og endelig at
tilstræbe at øge familiens og patientens mulighed for mere hensigtsmæssigt at mestre sygdommen og
dens konsekvenser på kort og langt sigt. En del af den psykosociale familieintervention beror på at
undervise de pårørende i skizofreni og dennes effekt på patienten. På den måde er målet, at de
pårørende udvikler realistiske forventninger til patientens funktionsniveau og derved har bedre
mulighed for at hjælpe patienten med at mestre hverdagen.
Man kan definere familieintervention som etablering af kontakt mellem behandlingssystemet og mindst
én af patientens nærmeste pårørende. Kontakten skal være personlig og omfatte oplysning,
undervisning, vejledning og bearbejdning igennem samtaler med familien alene eller i grupper hvor
flere familier deltager.
Evidensen for inddragelse af pårørende som led i den samlede behandling af skizofreni kommer fra ét
review og to meta-analyser (174-176) (Evidensstyrke A), hvoraf det nyeste review er opdateret i 2006.
Analyserne i disse undersøgelser er baseret på randomiserede og quasi-randomiserede studier hvoraf
de fleste undersøger familieintervention mod standardbehandling. Familieintervention er defineret ved,
at en kontakt med en eller flere pårørende skal have en varighed af mindst fem sessioner.
Resultaterne af disse meta-analyser og review viser, at tilbagefaldsraten og hospitalsindlæggelser kan
reduceres betragteligt (helt op til 50 %), når familien bliver inddraget sammenlignet med medicinsk
behandling og case management alene (174;176). Endvidere viser resultaterne at familieintervention
øger den medicinske compliance.
Studierne påviser ingen klare effekter af familieinterventionen i forhold til social funktion og dødelighed,
men til gengæld er frafaldsraten for familiebehandlingen meget lav, hvilket tyder på at denne
behandling opleves som tilfredsstillende og givende for patienter og pårørende (173).
Det bør bemærkes, at hverken OPUS (Opsøgende psykoseteam for første-gangspsykotiske patienter)
studiet fra Danmark eller LEO (Lamberth Early Onset Team) studiet fra England er inkluderet i de
ovenfor nævnte meta-analyser. Begge studier er randomiserede og tester en pragmatisk intervention,
Skizofreni – Dokumentalistrapport – Maj. 2010
23
hvor familieinddragelse er en af de primære behandlingselementer. Begge studier viser ved follow-up
efter henholdsvis to år for OPUS og 18 mdr. for LEO at den specialiserede interventionsmodel har en
bedre effekt på fastholdelse i behandling, misbrug og symptomniveau (72;177).
Kun én af meta-analyserne beskæftiger sig med, om familieintervention i grupper har bedre eller
ringere effekt end familieintervention, hvor familierne inddrages enkeltvis (174), men det er ikke muligt
på baggrund af de studier inddraget i meta-analysen at udlede noget præcist herom.
Endelig viste en af meta-analyserne, at der var en signifikant bedre effekt af familiebehandling hvis den
varede 9 mdr. eller mere sammenlignet med 3 mdr.(174).
Samlet konsensus og anbefaling og samlet evidensgradering:
For at forhindre relapse og forbedre den medicinske compliance anbefales det at nærmeste pårørende
tilbydes familieintervention af mindst fem sessioner (evidensstyrke A).
13a: Standarden er, at mindst 90 % af pårørende eller nærmeste omsorgsperson skal have accepteret
tilbuddet om kontakt.
13b: Standarden er, at mindst 50 % af pårørende til prævalente patienter med skizofreni skal have
accepteret tilbuddet om kontakt.
Indikatorområde 14. Psykoedukation
Andelen af incidente patienter med skizofreni, der modtager psykoedukation i manualiserede forløb.
Psykoedukation er defineret som en systematisk og struktureret information om sygdommen og dens
behandling med henblik på opnåelse af bedre copingstrategier (178). Kan opdeles i tilbud til patienten
og tilbud, der inddrager familien (tilbud til familien er også dækket af indikatoren
”Familieintervention”).
Der foreligger god evidens for effekten af manualiseret psykoedukation, dvs. hvor der arbejdes ud fra
en på forhånd fastlagt og gennemprøvet manual (evidensstyrke A) (179).
En meta-analyse fra 2007 (180) konkluderer, at psykoedukation har en signifikant effekt i form af
reduceret relapse og genindlæggelse i op til 12 måneder. Der blev ikke fundet effekt på symptomer,
funktionsniveau eller medicincompliance. Modeller med psykoedukation for både patient og familie
havde større effekt end psykoedukation af patienten alene; faktisk var resultaterne kun signifikante, når
familierne var inkluderet. Psykoedukation, der kun er rettet mod patienten, er således ikke
dokumenteret effektivt på samme måde som psykoedukation inddragende familien, selv om
førstnævnte form for psykoedukation er den mest udbredte i klinisk praksis.
Samlet konsensus og evidensgradering:
Det anbefales, at patienter med skizofreni modtager psykoedukation i manualiserede forløb og at
pårørende inddrages i videst muligt omfang (evidensstyrke A).
14: Standarden er, at mindst 40 % af de incidente patienter skal modtage manualiseret psykoedukation
(individuelt eller i gruppe) i løbet af en to-årig periode.
Skizofreni – Dokumentalistrapport – Maj. 2010
24
Evidens vedrørende psykosocial behandling
Indikatorområde 15. Planlagt ambulant behandling efter udskrivelse
Andelen af patienter med skizofreni der deltager i planlagt behandling eller støtteforanstaltning efter
udskrivelsen.
Det er et velbeskrevet problem at en gruppe patienter, som udskrives til ambulant opfølgning aldrig
opnår et ambulant behandlingstilbud, (181) (Evidensstyrke B). For at belyse om patienter, der
udskrives fra psykiatrisk afdeling til ambulant opfølgning faktisk modtager denne opfølgende
behandling, registreres i NIP hvilken form for psykiatrisk behandling patienterne udskrives til. Der
registreres, om patienter udskrives til ambulant opfølgning i sekundærsektoren (distriktspsykiatrisk
center, opsøgende psykoseteam, psykiatrisk ambulatorium) eller hos egen læge eller privat speciallæge
i primærsektoren.
Botilbud er et sted, hvor det kræves at patienten visiteres til. Egen bolig defineres i denne
sammenhæng som et sted uden visitation. Der er god evidens for (Evidensstyrke A), at tidlig og
intensiv indsats ved skizofreni forbedrer prognosen i forhold til at bo selvstændigt (182).
Ved støtteforanstaltninger i eget hjem tænkes der på professionelle støtteforanstaltninger: Det kan
være hjemmehjælp, hjemmesygeplejerske, bostøtte, ”hjemme-hos” etc.
Samlet konsensus og anbefaling og samlet evidensgradering:
Det anbefales at patienter med skizofreni ved udskrivning følges op i sekundærsektoren (evidensstyrke
B).
15a: Standarden er at mindst 90 % af patienter, der udskrives med en GAF funktionsscore ≤30
udskrives til botilbud eller social støtteforanstaltning i bolig.
15b: Standarden er at mindst 90 % af patienter der udskrives modtager psykiatrisk efterbehandling.
15c: Standarden er at mindst 90 % af patienter der udskrives, indenfor 1½ år efter udskrivelsen skal
have fået udfyldt et statusskema for ambulante patienter.
Indikatorområde 16. Selvmordsrisiko
Andelen af indlagte patienter med skizofreni, der er undersøgt for selvmordsrisiko.
Opfølgningsstudier af patienter, der behandles for skizofreni for første gang viser, at fem til seks
procent dør ved selvmord (183-185) (Evidensstyrke B). Denne risiko er størst umiddelbart efter
udskrivelse (186) og i begyndelsen af sygdomsforløbet (183-185). I Referenceprogram for udredning
og behandling af skizofreni er anført, at den kliniske og psykopatologiske udredning bør inkludere
evaluering af depressive symptomer da disse er forbundet med en øget risiko for selvmord (187).
(Evidensstyrke B).
Samlet konsensus og anbefaling og samlet evidensgradering:
Patienter med skizofreni bør udredes for depressive symptomer og selvmords-tanker og adfærd. Og
særligt fokus skal rettes mod risikoen for selvmord lige efter udskrivelse (evidensstyrke B).
Standarden er at mindst 90 % af patienter får vurderet selvmordsrisiko, dokumenteret i journalen, ved
udskrivelsen.
Skizofreni – Dokumentalistrapport – Maj. 2010
25
Evidens vedrørende prognostiske faktorer
Der er fra indikatorgruppens side udvalgt en række prognostiske faktorer, som er af betydning for
psykopatologi og funktionsniveau. Prognostiske faktorer er vurderet vigtige i forhold til at kunne
foretage sammenligninger over tid mellem forskellige afdelinger.
Alder
Resultaterne fra flere store epidemiologiske studier viser, at tidlig debut af skizofreni er forbundet med
en mere snigende debut, flere negative symptomer, formelle tankeforstyrrelser og forsinket udvikling af
sprog, motorik og social kontakt, (188-193) og at dette kan medføre en dårligere prognose (194196)(Evidensstyrke B). Alder skal derfor regnes som en prognostisk faktor for funktionsniveau og forløb
af sygdommen for incidente patienter med skizofreni.
Køn
Der er flere unge mænd, der debuterer i ung alder med skizofreni, og flere kvinder der debuterer efter
40 års alderen. Dette fører til, at den gennemsnitlige alder ved debut ligger ca. 3 år tidligere for mænd
end for kvinder (197-199) (Evidensstyrke A), og meget tyder på, at mænd ofte har mere udtalte
symptomer, generelt en højere grad af svær psykopatologi og oftere er præget af et kronisk forløb. At
være mand er således forbundet med en større risiko for udvikling af skizofreni og er derved en
selvstændig prognostisk faktor.
Socialt funktionsniveau (GAF funktionsscore)
En beskrivelse af patienternes psykosociale funktionsniveau er en vigtig faktor i forbindelse med
planlægning af behandling. Man kan desuden følge effekten af den iværksatte behandling over tid ved
at studere ændringer i funktionsniveauet. Den mest anvendte skala er Global Assesment of Functioning
(GAF) (200), som siden 1987 har udgjort en af akserne i det amerikanske diagnosesystem DSM.
GAF funktionsscore har en vis grad af validitet som globalt mål for funktionsniveauet.
GAF har været anvendt i talrige forskningssammenhænge og er et velestimeret instrument
internationalt (201-204). I forbindelse med NIP på skizofreniområdet bruges GAF som et hjælpemiddel
til at identificere de, der har et så dårligt funktionsniveau, at de bør have bostøtte efter udskrivelse.
Det sociale funktionsniveau har betydning for i hvor høj grad patienten kan samarbejde om den
tilbudte behandling. Funktionsnedsættelse på grund af sygdom målt som GAF funktionsscore hos den
enkelte patient er en prognostisk faktor for fastholdelse af kontakt. (Evidensstyrke D).
Misbrug
Der er evidens for sammenhængen mellem brug af cannabis og senere udvikling af skizofreni og
psykoser (205-207) (Evidensstyrke B). Det er dog ikke klart, hvorvidt cannabis kan udløse en psykose i
sig selv eller om cannabis bruges som selvmedicinering i forhold til de prodromale symptomer som
senere udvikler sig til skizofreni. Der er endvidere påvist, at patienter med skizofreni og samtidig
misbrug har et dårligere sygdomsforløb hvad angår compliance, sværhedsgraden af psykopatologi,
indlæggelser og social funktionsniveau (208-214).
Misbrug er derfor en prognostisk faktor for forløb af sygdom samt funktionsniveau.
Skizofreni – Dokumentalistrapport – Maj. 2010
26
VUP
Der er nogen evidens for, at jo længere patienter med skizofreni forbliver ubehandlet, jo dårligere er
deres prognose (Evidensstyrke A) (60;61). Varighed af ubehandlet psykose er således en prognostisk
faktor for psykopatologi og socialt funktionsniveau og det er vigtigt, at der påbegyndes medikamentel
behandling, såvel som psykosocial behandling efter en relativ kort observationstid (max. få måneder)
(63;64;88;215).
Skizofreni – Dokumentalistrapport – Maj. 2010
27
Reference List
(1) Referenceprogram for skizofreni. 1-6-2004. Sundhedsstyrelsen. Sundhedsstyrelsen.
Ref Type: Generic
(2) Ram R, Bromet EJ, Eaton WW, Pato C, Schwartz JE. The natural course of schizophrenia:
a review of first-admission studies. Schizophr Bull 1992;18(2):185-207.
(3) Hegarty JDBRJTMWCOG. One Hundred Years of Schizophrenia: A Meta-Analysis of the
Outcome Literature. Amercan Journal of Psychiatry 1994 Oct 1;151(10):1409-16.
(4) Bromet EJ, Fennig S. Epidemiology and natural history of schizophrenia. Biol Psychiatry
1999 Oct 1;46(7):871-81.
(5) Bromet EJ, Naz B, Fochtmann LJ, Carlson GA, Tanenberg-Karant M. Long-term
diagnostic stability and outcome in recent first-episode cohort studies of schizophrenia.
Schizophr Bull 2005 Jul;31(3):639-49.
(6) Harrison G, Hopper K, Craig T, Laska E, Siegel C, Wanderling J, et al. Recovery from
psychotic illness: a 15- and 25-year international follow-up study. Br J Psychiatry 2001
Jun;178:506-17.
(7) Warner R. Recovery from Schizophrenia. Third edition ed. New York: Brunner
Routledge; 2004.
(8) Birchwood M, Todd P, Jackson C. Early intervention in psychosis. The critical period
hypothesis. Br J Psychiatry Suppl 1998;172(33):53-9.
(9) Eaton WW, Thara R, Federman B, Melton B, Liang KY. Structure and course of positive
and negative symptoms in schizophrenia. Arch Gen Psychiatry 1995 Feb;52(2):127-34.
(10) Harrow M, Grossman LS, Jobe TH, Herbener ES. Do patients with schizophrenia ever
show periods of recovery? A 15-year multi-follow-up study. Schizophr Bull 2005
Jul;31(3):723-34.
(11) WHO ICD- 10 Mental and Behavioural Disorders. Classification and Diagnostic Criteria.
1994. Copenhagen, Munksgaard Danmark.
Ref Type: Generic
(12) Wing JK, Babor T, Brugha T, Burke J, Cooper JE, Giel R, et al. SCAN. Schedules for
Clinical Assessment in Neuropsychiatry. Arch Gen Psychiatry 1990 Jun 1;47(6):589-93.
(13) Craddock M, Asherson P, Owen MJ, Williams J, McGuffin P, Farmer AE. Concurrent
validity of the OPCRIT diagnostic system. Comparison of OPCRIT diagnoses with
consensus best-estimate lifetime diagnoses. Br J Psychiatry 1996 Jul;169(1):58-63.
Skizofreni – Dokumentalistrapport – Maj. 2010
28
(14) McGuffin P, Farmer A, Harvey I. A polydiagnostic application of operational criteria in
studies of psychotic illness. Development and reliability of the OPCRIT system. Arch Gen
Psychiatry 1991 Aug;48(8):764-70.
(15) Spitzer RL, Williams JB, Gibbon M, First MB. The Structured Clinical Interview for
DSM-III-R (SCID). I: History, rationale, and description. Arch Gen Psychiatry 1992
Aug;49(8):624-9.
(16) Rijnders CA, van den Berg JF, Hodiamont PP, Nienhuis FJ, Furer JW, Mulder J, et al.
Psychometric properties of the schedules for clinical assessment in neuropsychiatry
(SCAN-2.1). Soc Psychiatry Psychiatr Epidemiol 2000 Aug;35(8):348-52.
(17) Mors OSLV. Incidence and comorbidity of psychiatric disorder from a well-defined
catchment area in Denmark. Eur Psychiatry 1993;8:193-9.
(18) Blanchard JJ, Neale JM. The neuropsychological signature of schizophrenia: generalized
or differential deficit? Am J Psychiatry 1994 Jan;151(1):40-8.
(19) Heinrichs RW, Zakzanis KK. Neurocognitive deficit in schizophrenia: a quantitative
review of the evidence. Neuropsychology 1998 Jul;12(3):426-45.
(20) Heaton RK, Gladsjo JA, Palmer BW, Kuck J, Marcotte TD, Jeste DV. Stability and course
of neuropsychological deficits in schizophrenia. Arch Gen Psychiatry 2001 Jan;58(1):2432.
(21) Palmer BW, Heaton RK, Paulsen JS, Kuck J, Braff D, Harris MJ, et al. Is it possible to be
schizophrenic yet neuropsychologically normal? Neuropsychology 1997 Jul;11(3):437-46.
(22) Saykin AJ, Shtasel DL, Gur RE, Kester DB, Mozley LH, Stafiniak P, et al.
Neuropsychological deficits in neuroleptic naive patients with first-episode schizophrenia.
Arch Gen Psychiatry 1994 Feb;51(2):124-31.
(23) David AS, Malmberg A, Brandt L, Allebeck P, Lewis G. IQ and risk for schizophrenia: a
population-based cohort study. Psychol Med 1997 Nov;27(6):1311-23.
(24) Mortensen EL, Sorensen HJ, Jensen HH, Reinisch JM, Mednick SA. IQ and mental
disorder in young men. Br J Psychiatry 2005 Nov;187:407-15.
(25) Reichenberg A, Weiser M, Rapp MA, Rabinowitz J, Caspi A, Schmeidler J, et al.
Elaboration on premorbid intellectual performance in schizophrenia: premorbid
intellectual decline and risk for schizophrenia. Arch Gen Psychiatry 2005
Dec;62(12):1297-304.
(26) Weickert TW, Goldberg TE, Gold JM, Bigelow LB, Egan MF, Weinberger DR. Cognitive
impairments in patients with schizophrenia displaying preserved and compromised
intellect. Arch Gen Psychiatry 2000 Sep;57(9):907-13.
(27) Hoff AL, Svetina C, Shields G, Stewart J, DeLisi LE. Ten year longitudinal study of
neuropsychological functioning subsequent to a first episode of schizophrenia. Schizophr
Res 2005 Oct 1;78(1):27-34.
Skizofreni – Dokumentalistrapport – Maj. 2010
29
(28) Buchanan RW, Strauss ME, Breier A, Kirkpatrick B, Carpenter WT, Jr. Attentional
impairments in deficit and nondeficit forms of schizophrenia. Am J Psychiatry 1997
Mar;154(3):363-70.
(29) Keefe RS, Bilder RM, Harvey PD, Davis SM, Palmer BW, Gold JM, et al. Baseline
neurocognitive deficits in the CATIE schizophrenia trial. Neuropsychopharmacology 2006
Sep;31(9):2033-46.
(30) Johnson-Selfridge M, Zalewski C. Moderator variables of executive functioning in
schizophrenia: meta-analytic findings. Schizophr Bull 2001;27(2):305-16.
(31) Harvey PD, Keefe RS. Studies of cognitive change in patients with schizophrenia
following novel antipsychotic treatment. Am J Psychiatry 2001 Feb;158(2):176-84.
(32) Krabbendam L, Aleman A. Cognitive rehabilitation in schizophrenia: a quantitative
analysis of controlled studies. Psychopharmacology (Berl) 2003 Sep;169(3-4):376-82.
(33) Twamley EW, Jeste DV, Bellack AS. A review of cognitive training in schizophrenia.
Schizophr Bull 2003;29(2):359-82.
(34) Woodward ND, Purdon SE, Meltzer HY, Zald DH. A meta-analysis of neuropsychological
change to clozapine, olanzapine, quetiapine, and risperidone in schizophrenia. Int J
Neuropsychopharmacol 2005 Sep;8(3):457-72.
(35) Green MF, Kern RS, Heaton RK. Longitudinal studies of cognition and functional
outcome in schizophrenia: implications for MATRICS. Schizophr Res 2004 Dec
15;72(1):41-51.
(36) Wyatt RJ. Neuroleptics and the natural course of schizophrenia. Schizophr Bull
1991;17(2):325-51.
(37) Lieberman JA. Is schizophrenia a neurodegenerative disorder? A clinical and
neurobiological perspective. Biol Psychiatry 1999 Sep 15;46(6):729-39.
(38) Sporn AL, Greenstein DK, Gogtay N, Jeffries NO, Lenane M, Gochman P, et al.
Progressive brain volume loss during adolescence in childhood-onset schizophrenia. Am J
Psychiatry 2003 Dec;160(12):2181-9.
(39) van Haren NE, Hulshoff Pol HE, Schnack HG, Cahn W, Mandl RC, Collins DL, et al.
Focal gray matter changes in schizophrenia across the course of the illness: a 5-year
follow-up study. Neuropsychopharmacology 2007 Oct;32(10):2057-66.
(40) Keshavan MS, Haas GL, Kahn CE, Aguilar E, Dick EL, Schooler NR, et al. Superior
temporal gyrus and the course of early schizophrenia: progressive, static, or reversible? J
Psychiatr Res 1998 May;32(3-4):161-7.
(41) Lappin JM, Morgan K, Morgan C, Hutchison G, Chitnis X, Suckling J, et al. Gray matter
abnormalities associated with duration of untreated psychosis. Schizophr Res 2006
Apr;83(2-3):145-53.
Skizofreni – Dokumentalistrapport – Maj. 2010
30
(42) Takahashi T, Suzuki M, Tanino R, Zhou SY, Hagino H, Niu L, et al. Volume reduction of
the left planum temporale gray matter associated with long duration of untreated psychosis
in schizophrenia: a preliminary report. Psychiatry Res 2007 Apr 15;154(3):209-19.
(43) McGlashan T. Is active psychosis neurotoxic? Schizophr Bull 2006 Oct;32(4):609-13.
(44) McGLASHAN TH, Johannessen JO. Early detection and intervention with schizophrenia:
rationale. Schizophr Bull 1996;22(2):201-22.
(45) McGlashan TH. Duration of untreated psychosis in first-episode schizophrenia: marker or
determinant of course? Biological Psychiatry 1999 Oct 1;46(7):899-907.
(46) Bottlender R, Strauss A, Moller HJ. Impact of duration of symptoms prior to first
hospitalization on acute outcome in 998 schizophrenic patients. Schizophr Res 2000 Aug
3;44(2):145-50.
(47) Drake RJ, Haley CJ, Akhtar S, Lewis SW. Causes and consequences of duration of
untreated psychosis in schizophrenia. Br J Psychiatry 2000 Dec;177:511-5.
(48) Haas GL, Garratt LS, Sweeney JA. Delay to first antipsychotic medication in
schizophrenia: impact on symptomatology and clinical course of illness. J Psychiatr Res
1998 May;32(3-4):151-9.
(49) Larsen TK, Moe LC, Vibe-Hansen L, Johannessen JO. Premorbid functioning versus
duration of untreated psychosis in 1 year outcome in first-episode psychosis. Schizophr
Res 2000 Sep 29;45(1-2):1-9.
(50) Loebel AD, Lieberman JA, Alvir JM, Mayerhoff DI, Geisler SH, Szymanski SR. Duration
of psychosis and outcome in first-episode schizophrenia. Am J Psychiatry 1992
Sep;149(9):1183-8.
(51) Szymanski SR, Cannon TD, Gallacher F, Erwin RJ, Gur RE. Course of treatment response
in first-episode and chronic schizophrenia. Am J Psychiatry 1996 Apr;153(4):519-25.
(52) Black K, Peters L, Rui Q, Milliken H, Whitehorn D, Kopala LC. Duration of untreated
psychosis predicts treatment outcome in an early psychosis program. Schizophr Res 2001
Mar 1;47(2-3):215-22.
(53) Malla AK, Norman RM, Manchanda R, Ahmed MR, Scholten D, Harricharan R, et al.
One year outcome in first episode psychosis: influence of DUP and other predictors.
Schizophr Res 2002 Apr 1;54(3):231-42.
(54) Amminger GP, Edwards J, Brewer WJ, Harrigan S, McGorry PD. Duration of untreated
psychosis and cognitive deterioration in first-episode schizophrenia. Schizophr Res 2002
Apr 1;54(3):223-30.
(55) Harris MG, Henry LP, Harrigan SM, Purcell R, Schwartz OS, Farrelly SE, et al. The
relationship between duration of untreated psychosis and outcome: an eight-year
prospective study. Schizophr Res 2005 Nov 1;79(1):85-93.
Skizofreni – Dokumentalistrapport – Maj. 2010
31
(56) Norman RM, Townsend L, Malla AK. Duration of untreated psychosis and cognitive
functioning in first-episode patients. Br J Psychiatry 2001 Oct;179:340-5.
(57) Schimmelmann BG, Huber CG, Lambert M, Cotton S, McGorry PD, Conus P. Impact of
duration of untreated psychosis on pre-treatment, baseline, and outcome characteristics in
an epidemiological first-episode psychosis cohort. J Psychiatr Res 2008 Jan 14.
(58) Jeppesen. P, Petersen. L, Thorup. A, Abel MB, Ohlenschlaeger J, Christensen TO, et al.
The association between pre-morbid adjustment, duration of untreated psychosis and
outcome in first-episode psychosis. Psychol Med 2008 Apr 30;1-10.
(59) Malla A, Norman R, Bechard-Evans L, Schmitz N, Manchanda R, Cassidy C. Factors
influencing relapse during a 2-year follow-up of first-episode psychosis in a specialized
early intervention service. Psychol Med 2008 Jan 21;1-9.
(60) Marshall M, Lewis S, Lockwood A, Drake R, Jones P, Croudace T. Association between
duration of untreated psychosis and outcome in cohorts of first-episode patients: a
systematic review. Arch Gen Psychiatry 2005 Sep;62(9):975-83.
(61) Perkins DO, Gu H, Boteva K, Lieberman JA. Relationship between duration of untreated
psychosis and outcome in first-episode schizophrenia: a critical review and meta-analysis.
Am J Psychiatry 2005 Oct;162(10):1785-804.
(62) Larsen TK, McGlashan TH, Johannessen JO, Friis S, Guldberg C, Haahr U, et al.
Shortened duration of untreated first episode of psychosis: changes in patient
characteristics at treatment. Am J Psychiatry 2001 Nov;158(11):1917-9.
(63) Joa I, Johannessen JO, Auestad B, FRIIS S, McGlashan T, Melle I, et al. The key to
reducing duration of untreated first psychosis: information campaigns. Schizophr Bull
2008 May;34(3):466-72.
(64) Melle I, Larsen TK, Haahr U, FRIIS S, Johannessen JO, Opjordsmoen S, et al. Reducing
the duration of untreated first-episode psychosis: effects on clinical presentation. Arch
Gen Psychiatry 2004 Feb;61(2):143-50.
(65) Melle I, Johannesen JO, FRIIS S, Haahr U, Joa I, Larsen TK, et al. Early detection of the
first episode of schizophrenia and suicidal behavior. Am J Psychiatry 2006
May;163(5):800-4.
(66) Larsen TK, Melle I, Auestad B, FRIIS S, Haahr U, Johannessen JO, et al. Early detection
of first-episode psychosis: the effect on 1-year outcome. Schizophr Bull 2006
Oct;32(4):758-64.
(67) Hoff AL, Svetina C, Shields G, Stewart J, DeLisi LE. Ten year longitudinal study of
neuropsychological functioning subsequent to a first episode of schizophrenia. Schizophr
Res 2005 Oct 1;78(1):27-34.
(68) McGorry PD, Edwards J. Implementing Early Intervention in Psychosis. London: Martin
Dunitz Ltd.; 2002.
Skizofreni – Dokumentalistrapport – Maj. 2010
32
(69) McGorry PD. Evaluating the importance of reducing the duration of untreated psychosis.
Australian and New Zealand Journal of Psychiatry 2000 Nov 1;34(s2):S145-S149.
(70) McGorry PD, Edwards J, Mihalopoulos C, Harrigan SM, Jackson HJ. EPPIC: an evolving
system of early detection and optimal management. Schizophr Bull 1996;22(2):305-26.
(71) Jørgensen P, Nordentoft M, Abel M, Jeppesen P, Kassow P. Early detection and Assertive
Community treatment of young Psycotics: The OPUS study. Social Psychiatry and
psychiatric Epidemiology 2000;35:283-7.
(72) Craig TK, Garety P, Power P, Rahaman N, Colbert S, Fornells-Ambrojo M, et al. The
Lambeth Early Onset (LEO) Team: randomised controlled trial of the effectiveness of
specialised care for early psychosis. BMJ 2004 Nov 6;329(7474):1067.
(73) Malla A, Norman R, McLean T, Scholten D, Townsend L. A Canadian programme for
early intervention in non-affective psychotic disorders. Aust N Z J Psychiatry 2003
Aug;37(4):407-13.
(74) Morrison AP, French P, Parker S, Roberts M, Stevens H, Bentall RP, et al. Three-year
follow-up of a randomized controlled trial of cognitive therapy for the prevention of
psychosis in people at ultrahigh risk. Schizophr Bull 2007 May;33(3):682-7.
(75) Morrison AP, French P, Walford L, Lewis SW, Kilcommons A, Green J, et al. Cognitive
therapy for the prevention of psychosis in people at ultra-high risk: randomised controlled
trial. Br J Psychiatry 2004 Oct;185:291-7.
(76) Ruhrmann S, Bechdolf A, Kuhn KU, Wagner M, Schultze-Lutter F, Janssen B, et al.
Acute effects of treatment for prodromal symptoms for people putatively in a late initial
prodromal state of psychosis. Br J Psychiatry Suppl 2007 Dec;51:s88-s95.
(77) McGlashan T, Zipursky RB, Perkins D, Addington J, Miller T, Woods SW, et al.
Randomized, double-blind trial of olanzapine versus placebo in patients prodromally
symptomatic for psychosis. Am J Psychiatry 2006 May;163(5):790-9.
(78) Yung AR, McGorry PD, Francey SM, Nelson B, Baker K, Phillips LJ, et al. PACE: a
specialised service for young people at risk of psychotic disorders. Med J Aust 2007 Oct
1;187(7 Suppl):S43-S46.
(79) Kane J. Olanzapine in the long-term treatment of schizophrenia. Br J Psychiatry Suppl
1999;(37):26-9.
(80) Peuskens J. Good medical practice in antipsychotic pharmacotherapy. Int Clin
Psychopharmacol 1998 Mar;13 Suppl 3:S35-S41.
(81) Marder SR. Facilitating compliance with antipsychotic medication. J Clin Psychiatry
1998;59 Suppl 3:21-5.
(82) Ballus C. Effects of antipsychotics on the clinical and psychosocial behavior of patients
with schizophrenia. Schizophr Res 1997 Dec 19;28(2-3):247-55.
Skizofreni – Dokumentalistrapport – Maj. 2010
33
(83) Davies A, Langley PC, Keks NA, Catts SV, Lambert T, Schweitzer I. Risperidone versus
haloperidol: II. Cost-effectiveness. Clin Ther 1998 Jan;20(1):196-213.
(84) Fenton WS, Blyler CR, Heinssen RK. Determinants of medication compliance in
schizophrenia: empirical and clinical findings. Schizophr Bull 1997;23(4):637-51.
(85) Kane JM. What are the therapeutic needs in schizophrenia and how are they satisfied by
new antipsychotics? Int Clin Psychopharmacol 1997 May;12 Suppl 2:S3-S6.
(86) Gaebel W. Towards the improvement of compliance: the significance of psycho-education
and new antipsychotic drugs. Int Clin Psychopharmacol 1997 Feb;12 Suppl 1:S37-S42.
(87) Hansen TE, Casey DE, Hoffman WF. Neuroleptic intolerance. Schizophr Bull
1997;23(4):567-82.
(88) Glenthøj B. Behandling med antipsykotika. Vejledende retningslinier. Dansk psykiatrisk
selskab. Udvalget for biologiske behandlingsmetoder. Ugeskrift for Læger
1998;Klaringsrapport nr. 5.
(89) Emsley RA. Partial response to antipsychotic treatment: the patient with enduring
symptoms. J Clin Psychiatry 1999;60 Suppl 23:10-3.
(90) Young JL, Spitz RT, Hillbrand M, Daneri G. Medication adherence failure in
schizophrenia: a forensic review of rates, reasons, treatments, and prospects. J Am Acad
Psychiatry Law 1999;27(3):426-44.
(91) Moller HJ, Muller H, Borison RL, Schooler NR, Chouinard G. A path-analytical approach
to differentiate between direct and indirect drug effects on negative symptoms in
schizophrenic patients. A re-evaluation of the North American risperidone study. Eur Arch
Psychiatry Clin Neurosci 1995;245(1):45-9.
(92) Szoke A, Trandafir A, Dupont ME, Meary A, Schurhoff F, Leboyer M. Longitudinal
studies of cognition in schizophrenia: meta-analysis. Br J Psychiatry 2008
Apr;192(4):248-57.
(93) Geddes J, Freemantle N, Harrison P, Bebbington P. Atypical antipsychotics in the
treatment of schizophrenia: systematic overview and meta-regression analysis. BMJ 2000
Dec 2;321(7273):1371-6.
(94) Jones PB, Barnes TR, Davies L, Dunn G, Lloyd H, Hayhurst KP, et al. Randomized
controlled trial of the effect on Quality of Life of second- vs first-generation antipsychotic
drugs in schizophrenia: Cost Utility of the Latest Antipsychotic Drugs in Schizophrenia
Study (CUtLASS 1). Arch Gen Psychiatry 2006 Oct;63(10):1079-87.
(95) Lieberman JA, Stroup TS, McEvoy JP, Swartz MS, Rosenheck RA, Perkins DO, et al.
Effectiveness of antipsychotic drugs in patients with chronic schizophrenia. N Engl J Med
2005 Sep 22;353(12):1209-23.
Skizofreni – Dokumentalistrapport – Maj. 2010
34
(96) Kahn RS, Fleischhacker WW, Boter H, Davidson M, Vergouwe Y, Keet IP, et al.
Effectiveness of antipsychotic drugs in first-episode schizophrenia and schizophreniform
disorder: an open randomised clinical trial. Lancet 2008 Mar 29;371(9618):1085-97.
(97) Davis JM, Chen N. Old versus new: weighing the evidence between the first- and secondgeneration antipsychotics. Eur Psychiatry 2005 Jan;20(1):7-14.
(98) Srisurapanont M, Maneeton B, Maneeton N. Quetiapine for schizophrenia. Cochrane
Database Syst Rev 2004;(2):CD000967.
(99) Wahlbeck K, Cheine M, Essali MA. Clozapine versus typical neuroleptic medication for
schizophrenia. Cochrane Database Syst Rev 2000;(2):CD000059.
(100) Tuunainen A, Wahlbeck K, Gilbody SM. Newer atypical antipsychotic medication versus
clozapine for schizophrenia. Cochrane Database Syst Rev 2000;(2):CD000966.
(101) Duggan L, Fenton M, Rathbone J, Dardennes R, El Dosoky A, Indran S. Olanzapine for
schizophrenia. Cochrane Database Syst Rev 2005;(2):CD001359.
(102) Kennedy E, Song F, Hunter R, Clarke A, Gilbody S. Risperidone versus typical
antipsychotic medication for schizophrenia. Cochrane Database Syst Rev
2000;(2):CD000440.
(103) Bagnall A, Lewis RA, Leitner ML. Ziprasidone for schizophrenia and severe mental
illness. Cochrane Database Syst Rev 2000;(4):CD001945.
(104) Lewis R, Bagnall AM, Leitner M. Sertindole for schizophrenia. Cochrane Database Syst
Rev 2005;(3):CD001715.
(105) Fleischhacker WW. Clozapine: a comparison with other novel antipsychotics. J Clin
Psychiatry 1999;60 Suppl 12:30-4.
(106) Botts S, Hines H, Littrell R. Antipsychotic polypharmacy in the ambulatory care setting,
1993-2000. Psychiatr Serv 2003 Aug;54(8):1086.
(107) Broekema WJ, de G, I, Van Harten PN. Simultaneous prescribing of atypical
antipsychotics, conventional antipsychotics and anticholinergics-a European study. Pharm
World Sci 2007 Jun;29(3):126-30.
(108) Clark RE, Bartels SJ, Mellman TA, Peacock WJ. Recent trends in antipsychotic
combination therapy of schizophrenia and schizoaffective disorder: implications for state
mental health policy. Schizophr Bull 2002;28(1):75-84.
(109) Ganguly R, Kotzan JA, Miller LS, Kennedy K, Martin BC. Prevalence, trends, and factors
associated with antipsychotic polypharmacy among Medicaid-eligible schizophrenia
patients, 1998-2000. J Clin Psychiatry 2004 Oct;65(10):1377-88.
(110) Harrington M, Lelliott P, Paton C, Okocha C, Duffett R, Sensky T. The results of a multicentre audit of the prescribing of antipsychotic drugs for in-patients in the UK. Psychiatric
Bulletin 2002;26:414-8.
Skizofreni – Dokumentalistrapport – Maj. 2010
35
(111) McCue RE, Waheed R, Urcuyo L. Polypharmacy in patients with schizophrenia. J Clin
Psychiatry 2003 Sep;64(9):984-9.
(112) Paton C, Lelliott P, Harrington M, Okocha C, Sensky T, Duffett R. Patterns of
antipsychotic and anticholinergic prescribing for hospital inpatients. J Psychopharmacol
2003 Jun;17(2):223-9.
(113) Procyshyn RM, Kennedy NB, Tse G, Thompson B. Antipsychotic polypharmacy: a survey
of discharge prescriptions from a tertiary care psychiatric institution. Can J Psychiatry
2001 May;46(4):334-9.
(114) Schumacher JE, Makela EH, Griffin HR. Multiple antipsychotic medication prescribing
patterns. Ann Pharmacother 2003 Jul;37(7-8):951-5.
(115) Taylor D, Mir S, Mace S, Whiskey E. Co-prescribing of atypical and typical
antipsychotics - prescribing sequence and documented outcome. Psychiatric Bulletin
2002;26:170-2.
(116) Forbruget af antipsykotika blandt 18-64 årige patienter med skizofreni, mani eller bipolar
affektiv sindslidelse. Sundhedsstyrelsen; 2006.
(117) Schizophrenia. Core interventions in the treatment and management of schizophrenia in
primary and secondary care. London: The National Institute for Clinical Excellence; 2002.
(118) IPAP Schizophrenia Algorithm. www ipap org 2006.
(119) Vejledning om behandling med antipsykotiske lægemidler til patienter over 18 år.
Sundhedsstyrelsen, Enhed for Tilsyn 2007.
(120) Falkai P, Wobrock T, Lieberman J, Glenthoj B, Gattaz WF, Moller HJ. World Federation
of Societies of Biological Psychiatry (WFSBP) guidelines for biological treatment of
schizophrenia, part 2: long-term treatment of schizophrenia. World J Biol Psychiatry
2006;7(1):5-40.
(121) Miller AL, Chiles JA, Chiles JK, Crismon ML, Rush AJ, Shon SP. The Texas Medication
Algorithm Project (TMAP) schizophrenia algorithms. J Clin Psychiatry 1999
Oct;60(10):649-57.
(122) Taylor D, Paton C, Kerwin R. The Maudsley prescribing guidelines. 9th ed. London:
Informa Healthcare; 2007.
(123) Barbui C, Signoretti A, Mule S, Boso M, Cipriani A. Does the addition of a second
antipsychotic drug improve clozapine treatment? Schizophr Bull 2009 Mar;35(2):458-68.
(124) Chan J, Sweeting M. Review: Combination therapy with non-clozapine atypical
antipsychotic medication: a review of current evidence. J Psychopharmacol 2007
Aug;21(6):657-64.
Skizofreni – Dokumentalistrapport – Maj. 2010
36
(125) Kontaxakis VP, Ferentinos PP, Havaki-Kontaxaki BJ, Roukas DK. Randomized
controlled augmentation trials in clozapine-resistant schizophrenic patients: a critical
review. Eur Psychiatry 2005 Aug;20(5-6):409-15.
(126) Lerner V, Libov I, Kotler M, Strous RD. Combination of "atypical" antipsychotic
medication in the management of treatment-resistant schizophrenia and schizoaffective
disorder. Prog Neuropsychopharmacol Biol Psychiatry 2004 Jan;28(1):89-98.
(127) Mouaffak F, Tranulis C, Gourevitch R, Poirier MF, Douki S, Olie JP, et al. Augmentation
strategies of clozapine with antipsychotics in the treatment of ultraresistant schizophrenia.
Clin Neuropharmacol 2006 Jan;29(1):28-33.
(128) Pandurangi AK, Dalkilic A. Polypharmacy with second-generation antipsychotics: a
review of evidence. J Psychiatr Pract 2008 Nov;14(6):345-67.
(129) Stahl SM, Grady MM. A critical review of atypical antipsychotic utilization: comparing
monotherapy with polypharmacy and augmentation. Curr Med Chem 2004 Feb;11(3):31327.
(130) Tranulis C, Skalli L, Lalonde P, Nicole L, Stip E. Benefits and risks of antipsychotic
polypharmacy: an evidence-based review of the literature. Drug Saf 2008;31(1):7-20.
(131) Zink M, Dressing H. Augmentation of clozapine with atypical antipsychotic substances.
Current Psychiatry Reviews 2005;1:165-72.
(132) Zink M. Augmentation of olanzapine in treatment-resistant schizophrenia. J Psychiatry
Neurosci 2005 Nov;30(6):409-15.
(133) Correll CU, Rummel-Kluge C, Corves C, Kane JM, Leucht S. Antipsychotic
Combinations vs Monotherapy in Schizophrenia: A Meta-analysis of Randomized
Controlled Trials. Schizophr Bull 2009;35:443-57.
(134) Paton C, Whittington C, Barnes TR. Augmentation with a second antipsychotic in patients
with schizophrenia who partially respond to clozapine: a meta-analysis. J Clin
Psychopharmacol 2007 Apr;27(2):198-204.
(135) Taylor DM, Smith L. Augmentation of clozapine with a second antipsychotic--a metaanalysis of randomized, placebo-controlled studies. Acta Psychiatr Scand 2009
Jun;119(6):419-25.
(136) Barbui C, Biancosino B, Esposito E, Marmai L, Dona S, Grassi L. Factors associated with
antipsychotic dosing in psychiatric inpatients: a prospective study. Int Clin
Psychopharmacol 2007 Jul;22(4):221-5.
(137) Centorrino F, Goren JL, Hennen J, Salvatore P, Kelleher JP, Baldessarini RJ. Multiple
versus single antipsychotic agents for hospitalized psychiatric patients: case-control study
of risks versus benefits. Am J Psychiatry 2004 Apr;161(4):700-6.
Skizofreni – Dokumentalistrapport – Maj. 2010
37
(138) Lelliott P, Paton C, Harrington M, Konsolaki M, Sensky T, Okocha C. The influence of
patient variables on polypharmacy and combined high dose of antipsychotic drugs
prescribed for in-patients. Psychiatric Bulletin 2002;26:411-4.
(139) Kingsbury SJ, Yi D, Simpson GM. Psychopharmacology: rational and irrational
polypharmacy. Psychiatr Serv 2001 Aug;52(8):1033-6.
(140) Miller AL, Craig CS. Combination antipsychotics: pros, cons, and questions. Schizophr
Bull 2002;28(1):105-9.
(141) Gilmer TP, Dolder CR, Folsom DP, Mastin W, Jeste DV. Antipsychotic polypharmacy
trends among Medicaid beneficiaries with schizophrenia in San Diego County, 1999-2004.
Psychiatr Serv 2007 Jul;58(7):1007-10.
(142) Stahl SM. Antipsychotic polypharmacy: evidence based or eminence based? Acta
Psychiatr Scand 2002;106:331-2.
(143) Gillies D, Beck A, McCloud A, Rathbone J. Benzodiazepines alone or in combination
with antipsychotic drugs for acute psychosis. Cochrane Database Syst Rev 2005;4:
CD003079.
(144) Volz A, Khorsand V, Gillies D, Leucht S. Benzodiazepines for schizophrenia. Cochrane
Database Syst Rev 2007;(1):CD006391.
(145) Borentain S, Millet B, Olie JP. Cardiac risk at the onset of treatment in patients treated
with benzodiazepines and clozapine. Eur Psychiatry 2002;17(7):419-20.
(146) Klimke A, Klieser E. Sudden Death After Intravenous Application of Lorazepam in a
Patient Treated With Clozapine. Am J Psychiatry 1994;151(5):780.
(147) Sassim N, Grohmann R. Adverse Drug Reactions with Clozapine and Simultaneous
Application of Benzodiazepines. Pharmacopsychiatry 1988;21(6):306-7.
(148) Baandrup L, Gasse C, Jensen VD, Glenthoj BY, NORDENTOFT M, Lublin H, et al.
Antipsychotic polypharmacy and risk of death from natural causes in patients with
schizophrenia: a population-based nested case-control study. J Clin Psychiatry 2010
Feb;71(2):103-8.
(149) Lader M, Tylee A, Donoghue J. Withdrawing benzodiazepines in primary care. CNS
Drugs 2009;23(1):19-34.
(150) Sachdev P. The epidemiology of drug-induced akathisia: Part II. Chronic, tardive, and
withdrawal akathisias. Schizophr Bull 1995;21(3):451-61.
(151) Sachdev P. Risk factors for tardive dystonia: a case-control comparison with tardive
dyskinesia. Acta Psychiatr Scand 1993 Aug;88(2):98-103.
(152) Chouinard G, Annable L, Ross-Chouinard A, Mercier P. A 5-year prospective longitudinal
study of tardive dyskinesia: factors predicting appearance of new cases. J Clin
Psychopharmacol 1988 Aug;8(4 Suppl):21S-6S.
Skizofreni – Dokumentalistrapport – Maj. 2010
38
(153) Gardos G, Casey DE, Cole JO, Perenyi A, Kocsis E, Arato M, et al. Ten-year outcome of
tardive dyskinesia. Am J Psychiatry 1994 Jun;151(6):836-41.
(154) Adityanjee, Aderibigbe YA, Jampala VC, Mathews T. The current status of tardive
dystonia. Biol Psychiatry 1999 Mar 15;45(6):715-30.
(155) Barnes TR, McPhillips MA. Novel antipsychotics, extrapyramidal side effects and tardive
dyskinesia. Int Clin Psychopharmacol 1998 Mar;13 Suppl 3:S49-S57.
(156) Conley RR. Risperidone side effects. J Clin Psychiatry 2000;61 Suppl 8:20-3.
(157) Stanton JM. Weight gain associated with neuroleptic medication: a review. Schizophr Bull
1995;21(3):463-72.
(158) Allison DB, Mentore JL, Heo M, Chandler LP, Cappelleri JC, Infante MC, et al.
Antipsychotic-induced weight gain: a comprehensive research synthesis. Am J Psychiatry
1999 Nov;156(11):1686-96.
(159) Wirshing DA, Wirshing WC, Kysar L, Berisford MA, Goldstein D, Pashdag J, et al. Novel
antipsychotics: comparison of weight gain liabilities. J Clin Psychiatry 1999
Jun;60(6):358-63.
(160) Hummer M. Compliance and outcome in patients with antipsychotics: the impact of
extrapyrimidal syndromes. CNS drugs suppl 1996;5 (1):13-20.
(161) Maj MEtal. Schizophrenia vol. 2. WPA: John Wiley and Sons ltd.; 1999.
(162) Leucht S, Pitschel-Walz G, Abraham D, Kissling W. Efficacy and extrapyramidal sideeffects of the new antipsychotics olanzapine, quetiapine, risperidone, and sertindole
compared to conventional antipsychotics and placebo. A meta-analysis of randomized
controlled trials. Schizophr Res 1999 Jan 4;35(1):51-68.
(163) Leucht S, Barnes TR, Kissling W, Engel RR, Correll C, Kane JM. Relapse prevention in
schizophrenia with new-generation antipsychotics: a systematic review and exploratory
meta-analysis of randomized, controlled trials. Am J Psychiatry 2003 Jul;160(7):1209-22.
(164) Laursen TM, Munk-Olsen T, Agerbo E, Gasse C, Mortensen PB. Somatic hospital
contacts, invasive cardiac procedures, and mortality from heart disease in patients with
severe mental disorder. Arch Gen Psychiatry 2009 Jul;66(7):713-20.
(165) Saha S, Chant D, McGrath J. A systematic review of mortality in schizophrenia: is the
differential mortality gap worsening over time? Arch Gen Psychiatry 2007
Oct;64(10):1123-31.
(166) Leucht S, Burkard T, Henderson J, Maj M, Sartorius N. Physical illness and
schizophrenia: a review of the literature. Acta Psychiatr Scand 2007 Nov;116(5):317-33.
(167) Leucht S, Corves C, Arbter D, Engel RR, Li C, Davis JM. Second-generation versus firstgeneration antipsychotic drugs for schizophrenia: a meta-analysis. Lancet 2009 Jan
3;373(9657):31-41.
Skizofreni – Dokumentalistrapport – Maj. 2010
39
(168) Executive summary of the third report of National Cholesterol Education Programme
(NCEP) expert panel on detection, evaluation and treatment of high blood cholesterol in
adult (Adult Treatment Panel III). JAMA 2001;2486-97. 2001.
(169) World Health Organisation Consultation. Definition, diagnosis and classification of
diabetes mellitus and its complications. Part 1. Geneva, Switzerland: WHO 1999. 2010.
(170) Alberti KG, Zimmet P, Shaw J. Metabolic syndrome--a new world-wide definition. A
Consensus Statement from the International Diabetes Federation. Diabet Med 2006
May;23(5):469-80.
(171) Graham I, Atar D, Borch-Johnsen K, Boysen G, Burell G, Cifkova R, et al. European
guidelines on cardiovascular disease prevention in clinical practice: executive summary.
Eur Heart J 2007 Oct;28(19):2375-414.
(172) Mancia G, De BG, Dominiczak A, Cifkova R, Fagard R, Germano G, et al. 2007
Guidelines for the management of arterial hypertension: The Task Force for the
Management of Arterial Hypertension of the European Society of Hypertension (ESH) and
of the European Society of Cardiology (ESC). Eur Heart J 2007 Jun;28(12):1462-536.
(173) Tyrer P, Silk K. Cambridge Textbook of Effective Treatments in Psychiatry. Cambridge
University Press, New York.; 2008.
(174) Pitschel-Walz G, Leucht S, Bauml J, Kissling W, Engel RR. The effect of family
interventions on relapse and rehospitalization in schizophrenia--a meta-analysis. Schizophr
Bull 2001;27(1):73-92.
(175) Pilling S, Bebbington P, Kuipers E, Garety P, Geddes J, Orbach G, et al. Psychological
treatments in schizophrenia: I. Meta-analysis of family intervention and cognitive
behaviour therapy. Psychol Med 2002 Jul;32(5):763-82.
(176) Pharoah F, Mari J, Rathbone J, Wong W. Family intervention for schizophrenia. Cochrane
Database Syst Rev 2006;(4):CD000088.
(177) Petersen. L, Jeppesen. P, Thorup. A, Abel MB, Ohlenschlaeger J, Christensen TO, et al. A
randomised multicentre trial of integrated versus standard treatment for patients with a
first episode of psychotic illness. BMJ 2005 Sep 17;331(7517):602.
(178) Rummel-Kluge C, Kissling W. Psychoeducation for patients with schizophrenia and their
families. Expert Rev Neurother 2008 Jul;8(7):1067-77.
(179) Pekkala E, Merinder L. Psychoeducation for schizophrenia. Cochrane Database Syst Rev
2002;(2):CD002831.
(180) Lincoln TM, Wilhelm K, Nestoriuc Y. Effectiveness of psychoeducation for relapse,
symptoms, knowledge, adherence and functioning in psychotic disorders: a meta-analysis.
Schizophr Res 2007 Nov;96(1-3):232-45.
Skizofreni – Dokumentalistrapport – Maj. 2010
40
(181) Nordentoft M. Drop-out and continuity of care for patients suffering from schizophrenia
and schizophrenia-like psychosis evaluated by means of routine registration. Nord J
Psychiatry 2002;56(3):175-9.
(182) Bertelsen M, Jeppesen P, Petersen L, Thorup. A, Øhlenschlaeger J, Christensen TØ, et al.
Five-Year Follow-up of a Randomized Multicenter Trial of Intensive Early Intervention vs
Standard Treatment for Patients with a First Episode of Psychotic Illness - The OPUS
Trial. Arch Gen Psychiatry 2008 Jul;65(7):762-71.
(183) Mortensen PB, Juel K. Mortality and causes of death in first admitted schizophrenic
patients. Br J Psychiatry 1993 Aug;163:183-9.
(184) Palmer BA, Pankratz VS, Bostwick JM. The lifetime risk of suicide in schizophrenia: a
reexamination. Arch Gen Psychiatry 2005 Mar;62(3):247-53.
(185) Nordentoft. M, Laursen TM, Agerbo E, Qin P, Hoyer EH, Mortensen PB. Change in
suicide rates for patients with schizophrenia in Denmark, 1981-97: nested case-control
study. BMJ 2004 Jul 31;329(7460):261.
(186) Qin P, NORDENTOFT M. Suicide risk in relation to psychiatric hospitalization: evidence
based on longitudinal registers. Arch Gen Psychiatry 2005 Apr;62(4):427-32.
(187) Addington D, Addington J, Patten S. Depression in people with first-episode
schizophrenia. Br J Psychiatry Suppl 1998;172(33):90-2.
(188) Hollis C. Child and adolescent (juvenile onset) schizophrenia. A case control study of
premorbid developmental impairments. Br J Psychiatry 1995 Apr;166(4):489-95.
(189) Alaghband-Rad J, McKenna K, Gordon CT, Albus KE, Hamburger SD, Rumsey JM, et al.
Childhood-onset schizophrenia: the severity of premorbid course. J Am Acad Child
Adolesc Psychiatry 1995 Oct;34(10):1273-83.
(190) Eggers C, Bunk D, Volberg G, Ropcke B. The ESSEN study of childhood-onset
schizophrenia: selected results. Eur Child Adolesc Psychiatry 1999;8 Suppl 1:I21-I28.
(191) Maziade M, Bouchard S, Gingras N, Charron L, Cardinal A, Roy MA, et al. Long-term
stability of diagnosis and symptom dimensions in a systematic sample of patients with
onset of schizophrenia in childhood and early adolescence. II: Postnegative distinction and
childhood predictors of adult outcome. Br J Psychiatry 1996 Sep;169(3):371-8.
(192) Asarnow JR, Ben Meir S. Children with schizophrenia spectrum and depressive disorders:
a comparative study of premorbid adjustment, onset pattern and severity of impairment. J
Child Psychol Psychiatry 1988 Jul;29(4):477-88.
(193) Nicolson R, Brookner FB, Lenane M, Gochman P, Ingraham LJ, Egan MF, et al. Parental
schizophrenia spectrum disorders in childhood-onset and adult-onset schizophrenia. Am J
Psychiatry 2003 Mar;160(3):490-5.
(194) Eggers C, Bunk D. The long-term course of childhood-onset schizophrenia: a 42-year
followup. Schizophr Bull 1997;23(1):105-17.
Skizofreni – Dokumentalistrapport – Maj. 2010
41
(195) Hollis C. Adult outcomes of child- and adolescent-onset schizophrenia: diagnostic
stability and predictive validity. Am J Psychiatry 2000 Oct;157(10):1652-9.
(196) Jarbin H, Ott Y, Von Knorring AL. Adult outcome of social function in adolescent-onset
schizophrenia and affective psychosis. J Am Acad Child Adolesc Psychiatry 2003
Feb;42(2):176-83.
(197) Thorup. A, Waltoft BL, Pedersen CB, Mortensen PB, Nordentoft. M. Young males have a
higher risk of developing schizophrenia: a Danish register study. Psychol Med 2007
Apr;37(4):479-84.
(198) McGrath J, Saha S, Welham J, El Saadi O, MacCauley C, Chant D. A systematic review
of the incidence of schizophrenia: the distribution of rates and the influence of sex,
urbanicity, migrant status and methodology. BMC Med 2004 Apr 28;2:13.
(199) Aleman A, Kahn RS, Selten JP. Sex differences in the risk of schizophrenia: evidence
from meta-analysis. Arch Gen Psychiatry 2003 Jun;60(6):565-71.
(200) American Psychiatric Association. Diagnostic and statistical Manual of Mental Disorder,
4th edition. 1994. Washington DC, American Psychiatric Association.
Ref Type: Pamphlet
(201) Moos RH, McCoy L, Moos BS. Global assessment of functioning (GAF) ratings:
determinants and role as predictors of one-year treatment outcomes. J Clin Psychol 2000
Apr;56(4):449-61.
(202) Hall RC. Global assessment of functioning. A modified scale. Psychosomatics 1995
May;36(3):267-75.
(203) Jones SH, Thornicroft G, Coffey M, Dunn G. A brief mental health outcome scalereliability and validity of the Global Assessment of Functioning (GAF). Br J Psychiatry
1995 May;166(5):654-9.
(204) Hilsenroth MJ, Ackerman SJ, Blagys MD, Baumann BD, Baity MR, Smith SR, et al.
Reliability and validity of DSM-IV axis V. Am J Psychiatry 2000 Nov;157(11):1858-63.
(205) Arseneault L, Cannon M, Poulton R, Murray R, Caspi A, Moffitt TE. Cannabis use in
adolescence and risk for adult psychosis: longitudinal prospective study. BMJ 2002 Nov
23;325(7374):1212-3.
(206) Van Os J, Bak M, Hanssen M, Bijl RV, De Graaf R, Verdoux H. Cannabis use and
psychosis: a longitudinal population-based study. Am J Epidemiol 2002 Aug
15;156(4):319-27.
(207) Moore THM, Zammit S, Lingfjord.Hughes A, Barnes TRE, Jones PB, Lewis G. Cannabis
use and risk of psychotic or affective mental health outcomes: a systematic review. Lancet
2007;370:319-28.
(208) Addington J, Addington D. Patterns, predictors and impact of substance use in early
psychosis: a longitudinal study. Acta Psychiatr Scand 2007 Apr;115(4):304-9.
Skizofreni – Dokumentalistrapport – Maj. 2010
42
(209) Caspari D. Cannabis and schizophrenia: results of a follow-up study. Eur Arch Psychiatry
Clin Neurosci 1999;249(1):45-9.
(210) Coldham EL, Addington J, Addington D. Medication adherence of individuals with a first
episode of psychosis. Acta Psychiatr Scand 2002 Oct;106(4):286-90.
(211) Grech A, Van Os J, Jones PB, Lewis SW, Murray RM. Cannabis use and outcome of
recent onset psychosis. Eur Psychiatry 2005 Jun;20(4):349-53.
(212) Hides L, Dawe S, Kavanagh DJ, Young RM. Psychotic symptom and cannabis relapse in
recent-onset psychosis. Prospective study. Br J Psychiatry 2006 Aug;189:137-43.
(213) Kamali M, Kelly L, Gervin M, Browne S, Larkin C, O'Callaghan E. Psychopharmacology:
insight and comorbid substance misuse and medication compliance among patients with
schizophrenia. Psychiatr Serv 2001 Feb;52(2):161-3, 166.
(214) Sorbara F, Liraud F, Assens F, Abalan F, Verdoux H. Substance use and the course of
early psychosis: a 2-year follow-up of first-admitted subjects. Eur Psychiatry 2003
May;18(3):133-6.
(215) Melle I, Haahr U, FRIIS S, Hustoft K, Johannessen JO, Larsen TK, et al. Reducing the
duration of untreated first-episode psychosis -- effects on baseline social functioning and
quality of life. Acta Psychiatr Scand 2005 Dec;112(6):469-73.
Skizofreni – Dokumentalistrapport – Maj. 2010