1. No category

ELMER
PARTNERE
ADVOKATER
GÅ-HJEM-MØDE
13. maj 2013
Østre Landsrets dom af 24. april 2013
Status i § 2a sagerne
v/advokat Peter Breum og adv.fm Louise Gefke Nielsen
Funktionærlovens § 2a
1
Rentelovens § 3
2
EU-domstolens dom af 12. oktober 2010 (C-499/08)
3-11
Ugeskrift for Retsvæsen 2012, side 341 V
12-14
Ugeskrift for Retsvæsen 2012, side 2247 ø
15-20
Vestre Landsrets dom af 8. juni 2012
21-23
østre Landsrets dom af 9. april 2013
24-31
østre Landsrets dom af 24. april 2013 (Begrundelse)
32-41
Ole Hasselbalch Forfatningskrise?
Ugeskrift for Retsvæsen 2012B, side 295
42-45
—
LBKG 2009-02-03 nr 81
Funktionær loven
§ 2a
Såfremt en funktionær, der har været uafbrudt beskæftiget samme virksomhed i 12, 15 eller 18 år,
opsiges, skal arbejdsgiveren ved funktionærens fratræden udrede et beløb svarende til henholdsvis 1, 2
eller 3 måneders løn.
Stk.2. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse, såfremt funktionæren ved fratrædelsen vil oppebære
folkepension.
Stk.3. Hvis funktionæren ved fratrædelsen vil oppebære en alderspension fra arbejdsgiveren, og hvis
funktionæren er indtrådt i den pågældende pensionsordning før det fyldte 50. år, bortfalder
fratrædelsesgodtgørelsen.
Stk.4. Bestemmelsen i stk. 3 finder ikke anvendelse, hvis der den 1. juli 1996 ved kollektiv overenskomst
er taget stilling til spørgsmålet om nedsættelse eller bortfald af fratrædelsesgodtgørelsen som følge af
alderspens ion fra arbejdsgiveren.
Stk.5. Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse i tilfælde af uberettiget bortvisning.
Copyright © 2013, Karnov Group Denmark A/S
2
LBKG 2002-09-04 nr 743
Rentel oven
§3
Som senest ændret ved: L 2012 1244 §1 stk. 1, nr.5
I kraft: 2013-03-Ol
Rente skal betales fra forfaldsdagen, hvis denne er fastsat i forvejen.
Stk.2. I andre tilfælde skal der betales rente, når der er gået 30 dage efter den dag, da fordringshaveren har
afsendt eller fremsat anmodning om betaling. Skyldneren skal ikke betale rente for det tidsrum, der ligger
forud for modtagelsen af anmodningen.
Stk.3. Uanset stk. i og 2 skal der tidligst betales rente, når der er gået 30 dage efter den dag, hvor
skyldneren var i stand til at indhente de oplysninger, som må anses for nødvendige for at bedømme kravets
berettigelse og størrelse.
Stk.4. Uanset stk. 2 og 3 skal der senest betales rente fra den dag, da fordringshaveren begyndte
retsforfølgning til betaling af gælden.
Stk.5. Hvor særlige forhold begrunder det, kan retten bestemme, at rente skal betales fra et tidligere eller
senere tidspunkt. Ved fordringer i henhold til aftaler som nævnt i § i, stk. 4 kan retten dog alene bestemme,
at rente skal betales fra et tidligere tidspunkt.
Copyright©2013, Karnov Group DenmarkA!S
3
DOMSTOLENS DOM (Store Afdeling)
12. oktober 2010 (*)
>~Direktiv 2000/78/EF ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv forbud mod
forskelsbehandling på grund af alder manglende betaling at fratrædelsesgodtgørelse til
arbejdstagere, der har ret til at oppebære alderspensionc<
—
—
—
I sag C-499/08,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF, indgivet af
Vestre Landsret (Danmark) ved afgørelse af 14. november 2008, indgået til Domstolen den
19. november 2008, i sagen:
Ingeniorforeningen i Danmark for Ole Andersen,
mod
Region Syddanmark,
har
DOMSTOLEN (Store Afdeling)
sammensat af præsidenten, V. Skouris, afdelingsformændene A. Tizzano, J.N. Cunha
Rodrigues, K. Lenaerts, J.-C. Bonichot og A. Arabadjiev samt dommerne G. Arestis, A. Borg
Barthet, M. IIe~ië, J. Malenovsk~, L. Bay Larsen, P. Lindh (refererende dommer) og T. von
Danwitz,
generaladvoka~: J. Kokott
justitssekretær: fuldmægtig C. Strömholm,
på grundlag at den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 23. februar 2010,
efter at der er afgivet indlæg af:
—
lngeniørforeningen i Danmark for Ole Andersen, ved advokat K. Schioldann
—
Region Syddan mark ved advokat M. Ulrich
—
den danske regering ved J. Bering Liisberg og B. Weis Fogh, som befuidmægtigecie
—
den tyske regering ved M. Lumma og J. MölIer, som befuldmægtigede
—
den ungarske regering ved G. lvån, som befuldmægtiget
—
den nederlandske regering ved C.M. Wissels og M. de Mol, som befuidmægtigede
—
Europa-Kommissionen ved N.B. Rasmussen, J. Enegren og S, Schønberg, som
befuldmægtigecle,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 6. maj 2010,
afsagt følgende
4
Dom
Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 2 og 6 i Rådets
direktjv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om
ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (EFT L 303, S. 16).
2
Denne anmodning er blevet fremsat inden for rammerne af retssag mellem
Ingeniørforeningen i Danmark og Region Syddanmark vedrørende Ole Andersens
afskedigelse.
Retsforskrifter
EU-retllge forskrifter
3
I femogtyvende betragtning til direktiv 2000/78 anføres følgende:
»Forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder er en afgørende forudsætning for, at de
mål, der er fastsat i retningslinjerne for beskæftigelse, kan nås, og der kan tilskyndes til
diversitet i beskæftigelsen. Ulige behandling på grund af alder kan dog være berettiget under
visse omstændigheder og kræver derfor særlige bestemmelser, der kan variere alt efter
situationen i medlemsstaterne Det er afgørende at skelne mellem ulige behandling, der er
berettiget, sær under hensyn til legitime beskæftigelses-, arbejdsmarkeds- og
erhvervsuddannejsespolitiske mål, og forskelsbehandling, der skal forbydes.«
4
Det fremgår af artikel i i direktjv 2000/78, at formålet hermed er »med henblik på at
gennemføre princippet om ligebehandling i medlemsstaterne at fastlægge en generel ramme
for bekæmpelsen at forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv på grund af
religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering<.
5
Artikel 2 i direktiv 2000/78, der har overskriften »Begrebet forskelsbehandling<~, bestemmer:
»1.
I dette direktiv betyder princippet om ligebehandling, at ingen må udsættes for nogen
form for direkte eller indirekte forskelsbehandling af nogen af de i artikel 1 anførte grunde.
2.
I henhold til stk. i
a)
foreligger der direkte forskelsbehandling hvis en person af en eller flere af de i artikel i
anførte grunde behandles ringere, end en anden i en tilsvarende situation bliver, er
blevet eller ville blive behandlet
b)
foreligger der indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse,
betingelse eller praksis vil stille personer med en bestemt religion eller tro, et bestemt
handicap, personer, som tilhører en bestemt aldersgruppe, eller personer med en
bestemt seksuel orientering, særlig ufordelagtigt i forhold til andre personer, medmindre
i)
den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et
legitimt mål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige,
eller
ii)
medmindre arbejdsgiveren eller enhver anden person eller organisation Omfattet at
dette dfrektjv, i medfør af den nationale lovgivning er nødt til at træffe passende
foranstaltninger for så vidt angår personer med et bestemt handicap i henhold til
principperne i artikel 5 med henblik på at afhjælpe ufordelagtige virkninger af
denne bestemmelse, dette kriterium eller denne praksis.
5
6
Artikel 3, stk. 1, i direktiv 2000/78, der har overskriften »Anvendelsesområcie~, har følgende
ordlyd:
»Inden for rammerne af Fællesskabets beføjelser finder dette direktiv anvendelse både i den
offentlige og den private sektor, herunder offentlige organer, på alle personer for så vidt
angår:
a)
vilkårene for adgang til lønnet beskæftigelse, udøvelse af Selvstændig
erhvervsvjrksomhed og erhvervsmæssig beskæftigelse, herunder udvælgelseskrfteri~~
og ansættelsesvilkår uanset branche og uanset niveau i erhvervshierarkiet, herunder i
henseende til forfremmelse
b)
adgang til alle typer at og niveauer for erhvervsvejledning, erhvervsuddannelse
erhvervsmæssig videreuddannelse og omskoling, herunder praktisk arbejdserfaring
c)
ansættelses.. og arbejdsvilkår, herunder afskedigelse og løn
d)
7
medlemskab af og deltagelse i en arbejdstager- eller arbejdsgiverorganisation eller en
organisation, hvis medlemmer udøver et bestemt erhverv, herunder de fordele, sådanne
organisationer giver medlemmerne.<~
I artikel 6 i direktiv 2000/78, der har overskriften »Berettigelse af ulige behandling på grund af
alder«, er følgende fastsat:
»1.
Uanset artikel 2, stk. 2, kan medlemsstaterne bestemme, at ulige behandling på grund
at alder ikke udgør forskelsbehandling hvis den er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt
formål inden for rammerne at den nationale ret, bla. legitime beskæftigetses-,
arbejdsmarke~~ og erhvervsuddannelsespojjtjske mål, og hvis midlerne til at opfylde det
pågældende formål er hensigtsmæssige og nødvendige.
Der kan bLa. være tale om følgende former for ulige behandling:
a)
tilvejebringelse af særlige vilkår for adgang til beskæftigelse og erhvervsuddannelse,
beskæftigelse og erhverv, herunder betingelser vedrørende afskedigelse og aflønning,
for unge, ældre arbejdstagere og personer med forsørgerpligt med henblik på at fremme
deres erhvervsmæssige integration eller at beskytte dem
b)
fastsættelse af minimumsbetingelser vedrørende alder, erhvervserfaring eller
anciennitet for adgang til beskæftigelse eller til visse fordele i forbindelse med
beskæftigelse
c)
fastsættelse at en maksimal atdersgrænse for ansættelse, som er baseret på
uddannelsesmæssige krav til den pågældende stilling eller nødvendigheden af at have
tilbagelagt en rimelig periode i beskæftigelse før pensionering.
2.
Uanset artikel 2, stk. 2, kan medlemsstaterne bestemme, at fastsættelse af
alclersgrænser for adgang til erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger, herunder
fastsættelse af forskellige aldersgrænser for ansatte eller grupper eller kategorier af ansatte,
og anvendelse at alderskriteriet til aktuarberegninger inden for rammerne af disse ordninger
ikke udgør forskelsbehandling på grund af alder, for så vidt dette ikke medfører
forskelsbehandling på grund at køn.<c
Nationale bestemmelser
8
Lov om retsforholdet mellem arbejdsgivere og funktionærer (funktionærloven) indeholder i
§ 2a følgende bestemmelser vedrørende den særlige fratræclelsesgodtgø rejse:
6
»Såfremt en funktionær, der har været uafbrudt beskæftiget i samme virksomhed i 12, 15 eller
18 år, opsiges, skal arbejdsgiveren ved funktionærens fratræden udrede et beløb Svarende til
henholdsvis i, 2 eller 3 måneders løn.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. i finder ikke anvendelse, såfremt funktionæren ved fratræcielsen
vil oppebære folkepension.
Stk. 3. Hvis funktionæren ved fratrædelsen vil oppebære en alderspension fra arbejdsgiveren,
og hvis funktionæren er indtrådt i den pågældende pensionsordning før det fyldte 50. år,
bortfalder fratrædelsesgodtgø relsen.
[.. .jc<
9
Den forelæggende ret har oplyst, at det fremgår af fast national retspraksis, at retten til
fratrædelsesgodtgørelse afskæres, hvis en privat pensionsordning, hvortil arbejdsgiveren har
bidraget, åbner mulighed for udbetaling af alderspension ved fratrædelsen, også selv om
funktionæren ikke ønsker at benytte pensionsorciningen Dette gælder også, selv om
Pensionsudbetalingen nedsættes som følge af det fremrykkede pensioneringsticispijnkt.
10
Direktiv 2000/78 blev gennemført i national ret ved lov nr. 1417 af 22. december 2004 om
ændring af lov om forbud mod forskelsbehandling ~ arbejdsmarkedet m.v.
Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål
11
Ole Andersen blev ansat den 1. januar 1979 hos Sønderjyllands Amtsråd, nu Region
Syddanmark
12
Ved skrivelse af 22. januar 2006 meddelte Region Syddanmark Ole Andersen, at han var
opsagt til fratræcjen med udgangen af august måned 2006. Denne opsigelse blev kendt
usaglig ved en efterfølgende voldgiftskendelse.
13
Ved ophøret af sit arbejdsforhold med Region Syddanmark valgte Ole Andersen, der da var
fyldt 63 år, ikke at gøre sin ret til pension gældende, men tilmeldte sig Arbejdsformidlingen
som ledig.
14
Den 2. oktober 2006 rejste Ole Andersen krav over for sin tidligere arbejdsgiver om betaling
af fratrædelsesgodtgørelse svarende til tre måneders løn på grundlag af mere end 18 års
ansættelse.
15
Den 14. oktober 2006 afviste Region Sydcianmark dette krav med henvisning til
funktionærlovens § 2a, stk. 3, idet Ole Andersen kunne vælge at få udbetalt pension fra en
arbejdsgjverbeta~~ Pensionsordning.
16
lngeniørforenjngen i Danmark, som er en fagforening, der repræsenterer Ole Andersen,
anlagde derefter sag til prøvelse at dette afslag, hvilken sag blev henvist til Vestre Landsret.
Ifølge den forelæggende ret har sagsøgeren i hovedsagen gjort gældende, at
funktionærloven5 § 2a, stk. 3, i strid med artikel 2 og 6 i direktiv 2000/78 medfører
forskelsbehandling at arbejdstagere der er ældre end 60 år, hvilket Region Syddanmark har
bestridt.
17
Det er under disse omstændigheder at Vestre Landsret har besluttet at udsætte sagen og
forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Skal forbuddet mod direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af alder i artikel 2 og
6 i Rådets direktiv 2000/78/EF fortolkes således, at det er til hinder for, at en medlemsstat
opretholder en retstilstand der indebærer, at en arbejdsgiver ved opsigelse af en funktionær,
der har været uafbrudt beskæftiget i samme virksomhed i 12, 15 eller 18 år, ved
7
funktionærens fratræden skal udrede godtgørelse svarende til henholdsvis 1, 2 eller 3
måneders løn, men således at denne godtgørelse ikke skal udbetales, hvis funktionæren ved
fratræcielsen har mulighed for en alderspension fra en pensionsordning, hvortil arbejdsgiveren
har bidraget?~
Om det præjudicielle spørgsmål
18
Med henblik på besvarelsen af den forelæggende rets spørgsmål skal det efterprøves, om de
i hovedsagen omhandlede nationale retsforskrifter henhører under anvendelsesområdet for
direktiv 2000/78, og om de i bekræftende fald medfører en ulige behandling på grund af alder,
der i givet fald kan anses for berettiget under hensyn til direktivets artikel 6.
19
Hvad for det første angår spørgsmålet om, hvorvidt de i hovedsagen omhandlede forskrifter
falder ind under anvendefsesområdet for direktjv 2000/78, skal det fremhæves, at det fremgår
at såvel direktivets titel og præambel som dets indhold og formål, at det tilsigter at fastlægge
en generel ramme med henblik på at sikre enhver person ligebehanciling »med hensyn til
beskæftigelse og erhverv~, idet vedkommende tildeles en effektiv beskyttelse mod
forskelsbehandling at en af de i artikel 1 anførte grunde, herunder alder.
20
Det fremgår nærmere bestemt af artikel 3, stk. 1, Jitra c), i direktiv 2000/78, at det inden for
rammerne af Unionens beføjelser finder anvendelse »både i den offentlige og den private
sektor, herunder offentlige organer, på alle personerc< for så vidt angår bl.a. »ansættelses- og
arbejdsvilkår herunder afskedigelse og løn<’.
21
Ved generelt at udelukke en hel kategori af arbejdstagere fra fratrædelsesgocjtgørelse
påvirker funktjonærlovens § 2a, stk. 3, således afskedigelsesvilkårene for disse arbejdstagere
som omhancilet i artikel 3, stk. 1, litra c), i direktiv 2000/78. Direktivet finder derfor anvendelse
i en situation som den, der har givet anledning til den tvist, der verserer for den forelæggende
ret.
22
Hvad for det andet angår spørgsmålet om, hvorvidt de i hovedsagen omhandlede
retsforskrifter medfører en ulige behandling på grund at alder som om handlet i artikel 2, stk. 1,
i direktiv 2000/78, bemærkes, at ifølge denne bestemmelses ordlyd »betyder princippet om
ligebehanciling at ingen må udsættes for nogen form for direkte eller indirekte
forskelsbehandling af nogen at de i [direktivets] artikel i anførte grunde~. I direktivets artikel
2, stk. 2, litra a), præciseres det, at i henhold til stk. 1 foreligger der direkte
forskelsbehandling, hvis en person af en at de i direktivets artikel 1 anførte grunde behandles
ringere, end en anden i en tilsvarende situation bliver behandlet.
23
I det foreliggende tilfælde bevirker funktionærlovens § 2a, stk. 3, at visse arbejdstagere
fratages ret til fratrædelsesgodtgørelse alene med den begrundelse, at de på tidspunktet for
deres afskedigelse er berettiget til en alderspension fra deres arbejdsgiver i henhold til en
Pensionsordning, som de er indtrådt i før det fyldte 50. år. Det fremgår imidlertid af sagen, at
adgangen til alderspension er underlagt et krav om en minimumsalder, der i Ole Andersens
tilfælde ved en kollektiv overenskomst er blevet fastsat til 60 år. Denne bestemmelse er
følgelig baseret på et kriterium, der er uadskilleligt forbundet med arbejdstagernes alder.
24
Det følger heraf, at de i hovedsagen omhandlede nationale retsforskrifter indebærer en ulige
behandling, der er direkte baseret på et alderskriterjum som omhandlet i artikel 1,
sammenholdt med artikel 2, stk. 2, litra a), i direktiv 2000/78.
25
Herefter skal der for det tredje foretages en prøvelse af, om denne ulige behandling kan
begrundes under hensyn til artikel 6 i direktiv 2000/78.
26
Herved bemærkes, at det i artikel 6, stk. 1, første afsnit, i direktjv 2000j78 er fastsat, at ulige
behandling på grund af alder ikke udgør forskelsbehandling, hvis den er objektivt og rimeligt
begrundet i et legitimt formål inden for rammerne af den nationale ret, bLa. legitime
8
beskæftigejses arbejcismarkeds og erhvervsuddannelsespolitiske formål, og hvis midlerne til at
opfylde det pågældende formål er hensigtsmæssige og nødvendige.
27
Med henblik på at vurdere, om det formål, der forfølges med de i hovedsagen omhandlede
retsforskritter, er legitimt, bemærkes, for det første at fratrædevsesgodtgørelsen — som den
forelæggende ret har anført under henvisning til funktionærlovens forarbejder har til formål
at mildne overgangen til anden beskæftigelse for ældre funktionærer efter længere tids
ansættelse i samme virksomhed For det andet, selv om lovgiver havde til hensigt at
begrænse udbetalingen af denne ydelse til funktionærer, der på tidspunktet for deres
afskedigelse ikke havde adgang til udbetaling af en alderspension, viser de lovforarbejder,
som den forelæggende ret har henvist til, at denne begrænsning hviler på den konstatering, at
personer, der har ret til at oppebære pension, normalt vælger at fratræde arbejdsmarkedet.
—
28
I sit skriftlige indlæg har den danske regering fremhævet, at den begrænsning, der er indført
ved funktionærloven8 § 2a, stk. 3, på en enkel og rationel måde sikrer, at arbejdsgivere
undgår at betale dobbeltkompensatjon til afskedigede funktionærer med lang anciennitet, som
ikke vil tjene noget beskæftigelsespoijtisk formål.
29
Det formål, der består i at beskytte arbejdstagere efter længere tids ansættelse i
virksomheden og i at støtte deres overgang til anden beskæftigelse, der fortølges med
fratrædelsesgo~tg0~eg5~~ henhø rer under kategorjen legitime beskæftigelses- og
arbejdsmarkedspoljtiske formål som nævnt i artikel 6, stk. 1, i direktiv 2000/78.
30
Ifølge sidstnævnte bestemmelse kan disse formål som en undtagelse fra princippet om
forbud mod forskelsbehandling på grund af alder begrunde ulige behandling, der bLa. er
forbundet med »tilvejebringelse af særlige vilkår for [...J beskæftigelse og erhverv, herunder
betingelser vedrørende afskedigelse og aflønning for [.,j ældre arbejdstagere [...] med
henblik på at fremme deres erhvervsmæssige integration eller at beskytte dem~.
31
Det følger heraf, at formål som dem, der forfølges med de i hovedsagen omhandlede
nationale retsforskrjfter principielt må anses for egnet til »objektivt og rimeligt~ at kunne
begrunde en ulige behandling på grund af alder »inden for rammerne af den nationale ret»,
således som det er fastsat i artikel 6, stk. 1, første afsnit, i direktiv 2000/78.
32
Ifølge bestemmelsens ordlyd skal det yderligere efterprøves, om de midler, der anvendes til
at opfylde disse formål, er »hensigtsmæssige og nødvendige~. I det foreliggende tilfælde skal
det undersøges, om funktionærlovens § 2a, stk. 3, gør det muligt at opnå de
~ formål, der forfølges af lovgiver, uden samtidig at foretage et for
vidtgående indgreb i de legitime interesser for de arbejdstagere, der som følge af denne
bestemmelse berøves den pågældende ydelse med den begrundelse, at de kan oppebære en
alderspension som arbejdsgiveren har bidraget til (jf. i denne retning dom af 16.10.2007, sag
C-411/05, Pajacios de fa Villa, Sml. I, s. 8531, prænija 73).
33
34
Det skal i den forbindelse fremhæves, at medlemsstaterne råder over en vid skønsmargin
ved valget af, hvilke foranstaltninger der kan opfylde deres mål på området for socialpolitik og
beskæftigelse (dom af 22.11.2005, sag C-144/04, Mangold, Sml, I, s. 9981, præmis 63, og
Palacios de la Villa-dommen præmis 68). Denne skønsmargin kan imidlertid ikke have til
virkning, at gennemføref~~~ af princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund at alder
gøres illusorisk (dom af 5.3.2009, sag C-388107, Age Concern England, Sml. I, s. 1569,
prænija 51).
En begrænsning af fratrædelsesgodtgØrel5~~ til arbejdstagere, der på tidspunktet for deres
afskedigelse ikke har ret til en alderspension, som deres arbejdsgiver har bidraget ti!, synes
imidlertid ikke at være urimelig, henset til det af Iovgiver forfulgte formål, som består i at yde
en højere grad at beskyttelse til arbejdstagere, hvis overgang til anden beskæftigelse viser sig
at være vanskelig som følge at deres anciennitet i virksomheden. Funktionærlovens § 2a,
stk. 3, gør det ligeledes muligt at begrænse de muligheder for misbrug, der består i, at en
arbejcistager får udbetalt en godtgørelse, der er bestemt til at hjælpe ham med at finde anden
9
beskæftigelse, selv om han ønsker at gå på pension.
35
En bestemmelse som funktionærlovens § 2a, stk. 3, kan derfor ikke anses for at være
åbenbart uegnet til at nå det legitime beskæftigeIsespoljtjs~~ formål, der forfølges af lovgiver.
36
Det skal yderligere efterprøves, om denne foranstaltning går ud over det, der er nødvendigt
for at nå det formål, der forfølges af lovgiver.
37
I denne henseende fremgår det at de forklaringer, der er givet af den forelæggende ret, af
parterne i hovedsagen og at den danske regering, at lovgiver under udøvelse af den vide
skønsmargin, som den råder over på området for socialpolitik og beskæftigelse, har forsøgt at
opnå en balance mellem legitime, men modsatrettede interesser.
38
Ifølge disse forklaringer har lovgiver afvejet beskyttelsen af de arbejdstagere, der som følge
af deres anciennitet i virksomheden som regel er blandt de ældste, med beskyttelsen af yngre
arbejdstagere, der ikke kan gøre krav på fratrædelsesgodtgørefse. Forarbejderne til lov
nr. 1417 at 22. december 2004, hvorved direktjv 2000/78 blev gennemført, og hvortil den
forelæggende ret har henvist, viser herved, at lovgiver har taget hensyn til den
omstændighed at fratrædelsesgodtgørelsen i sin egenskab at et instrument til forstærket
beskyttelse af en kategori at arbejdstagere, der er defineret ved deres anciennitet i tjenesten,
udgør en form for ulige behandling at yngre arbejdstagere. Den danske regering har således
anført, at den begrænsning af anvendelsesområdet for fratrædelsesgocjtgørelsen, der er
fastsat ved funktionærloven5 § 2a, stk. 3, sikrer, at en social beskyttelsesforanstaltnjng der
ikke kan anvendes på yngre arbejdstagere, ikke går længere end nødvendigt.
39
Den danske regering har desuden anført, at den i hovedsagen omtvjstede foranstaltning
søger at bringe balance i beskyttelsen af arbejdstagernes og arbejdsgivernes interesser. Den
i hovedsagen omtvistede foranstaltning har således
i overensstemmelse med
proportionalitetsprincippet og nødvendigheden af at bekæmpe misbrug til formål at sikre, at
fratræcfelsesgodtgørelsen kun udbetales til de personer, som den er bestemt til, dvs, dem, der
har til hensigt at forblive erhvervsaktive men som, henset til deres alder, som regel har større
vanskeligheder med at finde fly beskæftigelse. Denne foranstaltning gør det ligeledes muligt
at undgå, at arbejdsgiverne forpligtes til at udrede fratrædelsesgodtgørelse til personer, som
de desuden skal betale en pension til fra tidspunktet for deres afskedigelse.
—
—
40
Det fremgår heraf, at funktionærlovens § 2a, stk. 3, i det omfang den afskærer arbejdstagere,
der på tidspunktet for deres afskedigelse vii oppebære alderspension fra deres arbejdsgiver,
fra fratræclelsesgodtgørelse ikke går ud over det, der er nødvendigt for at nå de formål, som
den tilsigter at forlige.
41
Denne konstatering gør det imidlertid ikke muligt fuldt ud at besvare den forelæggende rets
spørgsmål. Retten har nemlig præciseret, at denne bestemmelse sidestiller personer, der rent
faktisk vil oppebære en alderspension fra deres arbejdsgiver, med personer, der har ret til at
få en sådan pension udbetalt.
42
Den danske lovgiver har ganske vist lovgivet for at undgå, at en sådan udelukkelse gør et for
vidtgående indgreb i arbejdstagernes legitime interesser, Siden 1996 har det nemlig været
fastsat i funktionærlovens § 2a, stk. 3, at uclelukkefsen fra at få udbetalt
fratrædelsesgodtgørelse ikke finder anvendelse på funktionærer, der er indtrådt i
arbejdsgiverens Pensionsordning efter det fyldte 50. år. Denne bestemmelse gør det således
muligt at tildele denne godtgørelse til arbejdstagere, der, selv om de har erhvervet ret til
pension, ikke har været tilsluttet deres erhvervstif knyttede ordning i tilstrækkeligt lang tid til, at
de kan oppebære en pension af en størrelse, der kan sikre dem en rimelig
erstatningsindkoms?
43
Det forholder sig ikke desto mindre således, at funktionærlovens § 2a, stk. 3, har den
virkning, at alle arbejdstagere der på tidspunktet for deres afskedigelse har ret til en
alderspension fra deres arbejdsgiver, og som er indtrådt i denne pensionsordning før det
10
fyldte 50. år, afskæres fra at modtage tratrædelsesgodtgørelse Det skal derfor efterprøves, om en
sådan udelukkelse går ud over det, der er nødvendigt for at nå de tilstræbte formål.
44
45
Det fremgår af de Oplysninger, der er fremlagt at den forelæggende ret og af den danske
regering, at denne udelukkelse hviler på den opfattelse, at arbejdstagerne normalt fratræder
arbejdsmarkedet så snart de er berettiget til en alderspension udbetalt at deres arbejdsgiver
og er indtrådt i denne Pensionsordning før det fyldte 50. år. En arbejdstager, der, selv om han
opfylder betingelserne for at kunne få udbetalt pension fra sin arbejdsgiver, midlertidigt ønsker
at give afkald herpå med henblik på at forfølge sin erhvervsmæssige karriere, kan som følge
at denne aidersrelaterede vurdering ikke få udbetalt fratræclelsesgodtgørelse, uagtet at denne
godtgørelse er bestemt til at beskytte ham. Ud fra det legitime formål om at undgå, at denne
godtgørelse udbetales til personer, der ikke søger anden beskæftigelse, men som vil få
udbetalt en erstatningsindkomst i form af en alderspension fra en erhvervsiliknyffet ordning,
medfører den omhandlede foranstaltning, at afskedigede arbejdstagere, der ønsker at forblive
på arbejdsmarkedet afskæres fra den pågældende godtgørelse alene med den begrundelse,
at de bl.a. som følge af deres alder kan få udbetalt en sådan pension.
Denne foranstaltning gør det mere vanskeligt for arbejdstagere, der kan få udbetalt en
alderspension efterfølgende at udøve deres ret til at arbejde, da de, idet de befinder sig i en
overgangsfase til anden beskæftigelse, ikke
i modsætning til andre arbejdstagere med
tilsvarende anciennitet kan få udbetalt fratrædelsesgodtgø relse.
—
—
46
47
Den i hovedsagen omhandlede foranstaltning er desuden til hinder for, at en hel kategori at
arbejdstagere, som er defineret på grundlag at alderskriteriet, midlertidigt giver afkald på at få
udbetalt alderspension fra deres arbejdsgiver til gengæld for udbetaling af en
fratrædelsesgodtgørelse der er bestemt til at hjælpe dem til at finde anden beskæftigelse.
Denne foranstaltning kan således tvinge disse arbejdstagere til at acceptere en alderspension
af en størrelse, der er mindre end den, som de kan gøre krav på, hvis de forbliver
erhvervsaktive indtil de når en mere fremskreden alder, hvilket på længere sigt medfører et
væsentligt indtægtstab for dem.
Det følger heraf, at funktjonærlovens § 2a, stk. 3
ved ikke at tillade udbetaling af
fratrædelsesgodtgørelse til en arbejdstager, der, selv om han har ret til udbetaling af en
alderspension fra sin arbejdsgiver, ikke desto mindre har til hensigt midlertidigt at give afkald
på en sådan pension med henblik på at forfølge sin erhvervsmæssige karriere gør et for
vidtgående indgreb i de legitime interesser for de arbejdstagere, der befinder sig i en sådan
situation, og således går ud over det, der er nødvendigt for at opnå de socialpolitiske formål,
der forfølges med denne bestemmelse.
—
—
48
49
Den ulige behandling, der følger af funktionærlovens
henhold til artikel 6, stk. 1, i direktiv 2000/78.
§ 2a,
stk. 3, kan derfor ikke begrundes i
Det præjudicielle spørgsmål skal derfor besvares med, at artikel 2 og artikel 6, stk. 1,
direktiv 2000/78 skal fortolkes således, at de er til hinder for nationale retsforskrifter, hvorefter
arbejdstagere alene som følge af den omstændighed, at de har ret til en alderspension
udbetalt af deres arbejdsgiver i henhold til en pensionsordning, som de er indtrådt i før det
fyldte 50. år
ikke er berettiget til en fratrædelsesgodtgørejse, der er bestemt til at lette
overgangen til anden beskæftigelse for arbejdstagere med en anciennitet på over tolv år i
virksomheden.
—
—
Sagens omkostninger
50
Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for
den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.
Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse
at indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
11
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Store Afdeling) for ret:
Artikel 2 og artikel 6, stk. 1, i Rådets direktjv 2000/78 at 27. november 2000 om generelle
rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv skal
fortolkes således, at de er til hinder for nationale retsforskrifter, hvorefter arbejdstagere
alene som følge at den omstændighed, at de har ret til en alderspension udbetalt at
deres arbejdsgiver i henhold til en Pensionsordning, som de er indtrådt i før det fyldte
50. år ikke er berettiget til en fratrædelsesgodtgorelse, der er bestemt til at lette
overgangen til anden beskæftigelse for arbejdstagere med en anciennitet På over 12 år
i virksomheden
—
—
Underskrifter
Processprog~ dansk.
12
UIR ONLINE
U.2012.341V
Ikke grundlagfor at tilkende A, der havde været udsatfor
aldersbetingetforskelsbehandling, godtgorelse.
.4nsættelses- og arbejdsret 2 71.9 - Personspoigsmål 3.
A, der var fodt i 1943. blev efter mere end 18 års beskæftigelse som
funktionær i en amtskommune opsagt i 2006. I forbindelse hermed
afviste amtskommunen at udbetale fratrædelsesgodtgorelse efter
funktionærlovens § 2 a, under henvisning til at A var berettiget til
alderspension fra arbejdsgiveren. jf. funktionærlovens § 2a, stk. 3.
Under en retssag mod amtskommunen nedlagde A bla, påstand om
betaling af en godtgerelse på 50.000 kr., idet han gjorde gældende,
at der forelå en aldersbetinget forskelsbehandling af ham, og at han
som følge heraf havde krav på en godtgørelse efter forskeisbehand
lingslovens § 7, stk. 1,jf. § 2, stk. 1. Under sagen blev det besluttet
at forelægge EU-domstolen et spørgsnsål om fortolkning af krav om
godtgørelse efter funktionærlovens § 2 a, og den 12. oktober 2010
afsagde EU-domstolen en dom, der fastslog, at beskæftigelsesdirekti
vets bestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse
og erhverv skal fortolkes således, at de er til hinder for nationale
forskrifter, hvorefter arbejdstagere - alene som følge af den omstæn
dighed, at de har ret til alderspension udbetalt af deres arbejdsgiver
i henhold til en pensionsordning, som de er indtrådt i før det fyldte
50. år - ikke er berettigede til en fratrædelsesgodtgørelse, der er be
stemt til at lette overgangen til anden beskæftigelse for arbejdstagere
med en anciennitet på over 12 år i virksomheden. På den baggrund
fandt landsretten, at nægtelsen af at udbetale fratrædelsesgodtgorelse
til A, alene med henvisning til at A på fratrædelsestidspunktet oppebar
alderspension fra amtskommunen, udgjorde en aldersbetinget forskel
sbehandling,jf. forskelsbeliandlingslovens § 2, stk. 1. Under hensyn
til at baggrunden for overtrædelsen havde været et tvivlsomt lovfor
tolkningssporgsmål. hvor fratrædelsesgodtgørelsen blev betalt, kort
tid efter at dommen fra EU-domstolen forelå, og hvor krænkelsen i
form af den manglende udbetaling af fratrædelsesgodtgorelse endvi
dere ud fra en almindelig betragtning måtte anses for forholdsvis be
grænset, fandt landsretten efter en samlet vurdering, at der ikke var
grundlag for at tilkende A en godtgorelse efter forskelsbehandlings
lovens~7, stk. 1.
V.L.D. 11. oktober 2011 i 1.-instanssag B-1836-07
(Dorte Jensen, Henrik Bjornager Nielsen, Kurt Rasmussen).
Ingeniaiforeningen som mandatarfor Ole Andersen (‘ad1~ Kim Schiol
dann, Kbh.)
mod
Region Syddanniark (ad’i~ Alorten Ulrich, Kbh.).
Påstande m~
Sagsøgeren, Ingeniørforeningen i Danmark som mandatar for Ole
Andersen, har nedlagt påstand om, at sagsøgte, Region Syddamuark,
skal betale 50.000 kr. med procesrente fra den 25. november 2010.
Region Syddatimark har påstået frifindelse, subsidiært betaling af et
mindre beløb end det påståede.
Ole Andersen blev efter mere end 18 års beskæftigelse som thnktio
nær hos Sønderjyllands Amt (nu Region Syddanmark) opsagt i 2006.
I forbindelse hermed afviste amtskommunen at udbetale fratrædelses
godtgørelse efter fusiktionærlovens § 2 a under henvisning til, at Ole
Andersen var berettiget til alderspension fra arbejdsgiveren,jf furiktio
nærlovens § 2 a, stk. 3. Sagen drejer sig om, hvorvidt der herved fore
Copyright © 2012 Kamov Group Denmark A/S
U.2012.341V
ligger en aldersbetinget forskelsbehandling med hensyn til løn- og arhej dsvilkår, der berettiger Ole Andersen til en godtgorelse efter tbrskel
sbehandhngslovens § 7. stk. 1,jt’. § 2, stk. 1.
Sagens baggrund
Sagen, der er anlagt ved Retten i Kolding den 12. juli 2007 og efter
anmodning fra Ole Andersen ved kendelse af 23. november 2007
henvist til behandling ved Vestre Landsret i medfor afretsplejelovens
226, stk. 1, vedrorte oprindeligt Ole Andersens krav om betaling af
fratrædelsesgodtgorelse efter ftinktionærlovens § 2 a svarende til 3
måneders ion, i alt 98. 181 .09 kr. Sagen angik navnlig sporgsmålet om,
hvorvidt nægtelsen af at udbetale fratrædelsesgodtgorelse i den forelig
gende situation var i strid med EU-retten og særligt beskæftigelsesdi
rektivet, Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000, der skulle
implementeres i Damnark senest den 2. december 2004, og som ved
en ændring af forskelsbehandlingsloven blev gennemfort ved lov nr.
1417 af 22. december 2004 med ikrafttræden den 28. december 2004.
Efter præjudiciel forelæggelse i sagen for EU-domstolen i medfør
af EU-traklatens artikel 234 og EU-domstolens efterfølgende dom af
12. oktober 2010 nedlagde Ole Andersen den 25. november 2010
yderligere påstand om betaling af 50.000 kr. i godtgørelse efter
342
forskeisbehandlingslovens § 7, stk. I, j f. § 2, stk. 1, hvorved den sam
lede påstand blev forhøjet til 148.181,09 kr. I processkrift B af 14. ja
nuar 2011 tog Region Syddanmark bekræftende til gemnæle over for
kravet på fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2 a og be
talte den 31. januar 2011 beløbet på 98.181,09 kr., således at sagen
herefter blev begrænset til at angå kravet efter forskelsbehandlingslo
ven.
Sagens nærmere omstændigheder
Ole Andersen, der er født i 1943, blev i januar 2006 opsagt fra sin
stilling som civilingeniør ved Sønderjyllands Amt til udgangen af juli
måned 2006. Han havde været ansat ved amtskonimunen fra 1978 til
udgangen af 1986 og igen fra december 1989. I forbindelse med afske
digelsen fresnsatte Ole Andersen bla. i en mail af 2. oktober2006 krav
om betaling af fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2 a,
stk. 1, svarende til 3 måneders løn.
I et brev af 14. oktober 2006 til Ole Andersen anførte Sønderjyllands
Amt følgende:
» Vedrørende udbetaling affratrædelsesgodtgørelse
Med henvisning til din mail af 2. oktober 2006 til Sønderjyllands
Amt vedrørende udbetaling af 3 måneders fratrædelsesgodtgørelse kan
jeg orientere dig om, at du i henhold til Funktionærlovens § 2a, stk. 3,
ikke er berettiget til fralrædelsesgodtgørelse.
I henhold til Funktionærlovens § 2a, stk. 3, bortfalder fralrædelses
godtgørelsen, såfremt du ved din fratrædelse oppebærer en alderspen
sion fra Sønderjyllands Amt, og såfremt du er indtrådt i den pågældende
pensionsordning før dit 50. åre
Efter afskedigelsen valgte Ole Andersen ikke at overgå til arbejdsgi
verbetalt pension og meldte sig ledig på arbejdsmarkedet. Under en
senere voldgiftssag mellem parterne blev Ole Andersen tilkendt en
godtgørelse for usaglig afskedigelse. Ole Andersens krav om fratrædel
sesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2 a blev udskilt afvoldgiftssa
gen, hvorefter nærværende sag blev anlagt.
Ved kendelse af 4. april 2008 traf landsretten afgørelse om, at der
vedrørende kravet om godtgørelse efter fimktionærlovens § 2 a skulle
ske forelæggelse for EU-domstolen efter EU-traktatens artikel 234. I
begrundelsen fur afgørelsen hedder det:
»Det må antages, at reglen i ftmktionærlovens § 2 a og den retsprak
sis, der knytter sig hertil, kan indebære, at huiktionærer med samme
anciennitet som følge af aldersmæssige kriterier for adgang til de på
gældende pensionsordninger vil blive stillet forskelligt i relation til ret
til godtgørelse afhængig af den pågældendes alder ved fratrædelsen.
side 1
13
UfR ONLINE
Der ses ikke i dansk retspraksis, herunder de høj esteretsafgorelser,
der har tästlagt forståelsen at hinktionærlovens § 2 a. stk. 3, - og
hvorefter bestenmielsen anvendes, uanset om funktionæren vælger at
benytte sig af en adgang til pension - at være taget stilling til spørgsmå
let om, hvorvidt den anførte forskelsbehandling er i overensstemmelse
med EU-retten.
I forbindelse med gennemførelse af beskæftigelsesdirektivet ved
ændring af forskelsbehandlingsloven blev det antaget, at direktivet ikke
nodvendiggj orde ændring af bestemmelsen i funktionærlovens § 2 a.
Af forarbejderne ses der imidlertid ikke herved at være taget stilling
til spørgsmålet om diskrimination af ældre medarbejdere i relation til
betingelserne for ophør af retten til godtgorelse.
Der ses endvidere ildce at foreligge afgørelser fra EF-domstolen, der
tager stilling til, om forskelsbehandling som omtalt ovenfor er i strid
med EU-retten.
På den anførte baggrund fmder landsretten, at der foreligger en sådan
tvivl om forståelsen af EU-retten af betydning for denne sag, at der
bor ske præjudiciel forelæggelse i denne 1. instanssag.o
EU-domstolen blev herefter forelagt følgende præjudicielle spørgs
mål:
»Skal forbuddet mod direkte eller indirekte forskelsbehandling på
grund af alder i artikel 2 og 6 i Rådets direktiv 2000/78/EF fortolkes
således, at det er til hinder for, at en medlernsstat opretholder en retstil
stand, der indebærer, at en arbejdsgiver ved opsigelse af en funktionær,
der har været uafbrudt beskæftiget i samme virksomhed i 12, 15 eller
18 år, ved ftmktionærens fratræden skal udrede godtgorelse svarende
til henholdsvis 1,2 eller 3 måneders løn, men således at denne godtgø
relse ikke udbetales, hvis funktionæren ved fratrædelsen har mulighed
for en alderspension fra en pensionsordning, hvortil arbejdsgiveren har
bidraget ?»
EU-domstolen (Store Afdeling) afsagde dom den 12. oktober 2010
(C-499/08). Det hedder i dommens konklusion:
»Artikel 2 og artikel 6, stk. 1, i Rådets direktiv 2000/78 at 27.
november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling
med hensyn til beskæftigelse og erhverv skal fortolkes således, at de
er til hinder for nationale retsforskrifter; hvorefter arbejdstagere - alene
som følge af den omstændighed, at de har ret til en alderspension ud
betalt af deres arbejdsgiver i henhold til en pensionsordning, som de
er indtrådt i før det fyldte 50. år - ikke er berettiget til en fratrædelses
godtgorelse, der er bestemt til at lette overgangen til anden beskæftigel
se for arbejdstagere med en anciennitet på over 12 år i virksomheden.»
Forklaring
Ole Andersen har forklaret, at han tidligere havde fungeret som til
lidsmand, og han var derfor ved sin fratræden bekendt med reglen i
funktionærlovens § 2 a om fratrædelsesgodtgorelse. Han rejste i første
omgang krav over for personaleafdelingen om betaling af godtgørelse
efter funktionærlovens § 2 a, men han modtog ingen reaktion. Han
rettede herefter henvendelse til
343
amtsdirektøren, men hans krav om fratrædelsesgodtgørelse blev afvist
med henvisning til, at han var berettiget til en arbejdsgiverfinansieret
pension. Da han fratrådte, var han 63 år og kunne ilcke forestille sig at
skulle gå på pension. Han meldte sig derfor straks ledig på arbejdsmar
kedet og startede senere som selvstændig. Han har fortsat eget finna,
nu med flere ansatte. Fra amtskommunens side var man Har over, at
han ikke ønskede at benytte sig af muligheden for at gå på pension,
hvilket han havde givet klart udtryk for.
Anbringender
Ingenio~föreningen i Danmark som mandatarJör Ole Andersen har
til støtte for påstanden gjort gældende, at der var tale om aldersbetinget
forskelsbehandling af Ole Andersen, da han efter mere end 18 års
uafbrudt ansættelse ved sin fratræden blev nægtet fratrædelsesgodtgø
relse efter funktionærlovens § 2 a. Ved EU-domstolens afgørelse af
Copyrigimt © 2012 Karnov Group Denmark A/S
U.2012.341V
12. oktober 2010 blev det fastslået, at den tidligere fortolkning at
thnktionærlovens § 2 a, stk. 3, var i strid med grundlæggende EU
principper, således som disse principper kommer til udtryk i beskæfti
gelsesdirektivet, der blev gennemført i Danmark i december2004. Den
fastslåede retsstilling var således gældende på fratrædelsestidspunktet
i 2006, og Sondeijyllands Amt var som offentlig myndighed og arbejds
giver direkte forpligtet af direktivets bestemmelser om forbud mod
forskelsbehandling. Da amtskonununen og senere regionen i strid med
direktivets bestemmelser nægtede at udbetale fratrædelsesgodtgorelse
til Ole Andersen efter ftmnktionærlovens § 2 a under henvisning til Ole
Andersens mulighed for at overgå til arbejdsgiverbetalt pension, fore
ligger der en aldersbetinget forskelsbehandling med hensyn til ion- og
arbej dsvillcår efter forskelsbehandlingslovens § 2, stk. 1. Ole Andersen
har som følge heraf krav på en godtgørelse efter lovens § 7, stk. 1. Det
er ikke en betingelse for tilkendelse af godtgørelse, at krænkelsen ud
fra en erstatningsretlig betragtning kan tilregnes amtskommunen og
senere regionen som forsætlig eller uagtsorn. Det afgørende er, at der
objektivt set har foreligget en tilsidesættelse af forbuddet mod forskel
sbehandling, og at arbejdsgiveren har været bekendt med de faktiske
omstændigheder, der udgjorde grundlaget for krænkelsen.
Ved fastsættelsen af godtgørelsen bør det tillægges vægt i skærpende
retning, at der har foreligget en klar overtrædelse af forbuddet mod
forskelsbehandling, ligesom Ole Andersens alder på fratrædelsestids
pmilctet og den lange tid, der forløb, inden der med EU-donunen af 12.
oktober 2010 forelå en afklaring af Ole Andersens retsstilling, taler for
en forhøjet godtgorelse. Der foreligger ingen formildende omstændig
heder, der taler for en eventuel nedsættelse eller bortfald af godtgørel
sen, og Region Syddaninark bor herunder ikke som offentlig myndighed
kunne påberåbe sig ukendskab til indholdet afdirektivets bestemmelser.
Højesterets dom gengivet i UIR 2008, side 1892, hvorefter en funktio
nær ikke havde krav på fratrædelsesgodtgorelse, da pågældende var
berettiget til at oppebære arbejdsgiverbetalt alderspension, kan heller
ikke påberåbes til støtte for, at der foreligger tbrmildende omustændig
lieder, allerede fordi det relevante retsfaktuni i denne sag lå forud for
gennemførelsen af direktivets bestemmelser i Damnark. Under alle
omstændigheder hindrer ordlyden af funktionærlovens § 2 a, stk. 3,
ikke, at der kunne være udbetalt fratrædelsesgodtgørelse til Ole Ander
sen, så længe han ikke rent faktisk var gået på pension. Godtgørelsen
kan på denne baggrund og i øvrigt i lyset at den godtgorelsespraksis,
der foreligger efter ligebehandlingslovens regler, passende fastsættes
til 50.000 kr.
Region Svddanniark har til støtte for påstanden gjort gældende, at
den omstændighed, at det ved EU-domstolens afgørelse blev fastslået,
at den i Danmark anlagte praksis vedrørende funktionærlovens § 2 a,
stk. 3, var i strid med direktivet, ikke i sig selv indebærer, at der er
grundlag for at tilkende en godtgorelse. Efter forarbejderne til forskel
sbehandlingsloven skal der således foreligge en krænkelse af en vis
grovhed, for en godtgørelse kan komme på tale. Amtskommunens
nægtelse at at udbetale fratrædelsesgodtgorelse efter funktionærlovens
2 a på fratrædelsestidspimnktet var i overensstemmelse med funktionærlovens § 2 a, stk. 3. og den retspraksis, herunder hojesteretspraksis,
der knytter sig hertil. Efter EU-domnstolens dom anerkendte regionen,
at Ole Andersen var berettiget til en fratrædelsesgodtgørelse svarende
til 3 måneders løn.
Selv om afvisningen i første omgang at at udbetale frafrædelsesgodt
gorelse måtte have indebåret en aldersbetinget forskelsbehandling,
bestrides det, at der i den forbindelse har foreligget en krænkelse af en
sådan grovhed, at der er grundlag for at tilkende en godtgorelse. Det
må herved tillægges betydning, at der ved gennemførelsen at beskæf
tigelsesdirektivet i forbindelse med ændring at forskeisbehandlingsloven
ikke ifølge forarbejderne fra lovgivers side blev rejst spørgsmål om,
hvorvidt direktivet var uforeneligt med ftmnktionærlovens § 2 a, stk. 3.
Der var øjensynligt heller ikke på anden måde, herunder i den juridiske
side 2
14
UtR ONLINE
U.2012.341V
litteratur, rejst spørgsmål om, hvorvidt funktionærlovens § 2 a, stk. 3,
eller fortoll’uiingen heraf indebar en diskriminerende forskelsbehandling.
Landsrettens kendelse af 4. april 2008 om præjudieiel forelæggelse
viser også, at der bestod en reel tvivl om forståelsen af FU-retten af
betydning for sagen. Der er således intet at bebrejde amtskommunen
og senere regionen. Det bor endvidere ved vurderingen at~ om der er
grundlag for en godtgorelse, tillægges betydning, at krænkelsen alene
har bestået i manglende udbetaling af fratrædelsesgodtgorelse og således
har været forholdsvis begrænset. Der foreligger denned samlet set ikke
overtrædelse af
Under disse omstændigheder, hvor baggnmden for overtrædelsen
således har været et tvivlsomt lovfortollcningssporgsmål, hvor fratræ
delsesgodtgorelsen blev betalt kort tid efter, at donunen fra EU-dom
stolen forelå, og hvor krænlcelsen i form af den manglende udbetaling
af fratrædelsesgodtgorelse endvidere ud fra en almindelig betragtning
må anses for forholdsvis begrænset, finder landsretten efter en samlet
vurdering, at der ikke er gnmdlag for at tilkende Ole Andersen en
godtgorelse efter forskelsbehandlingslovens § 7, stk. 1.
Region Svddanmark frifindes derfor.
344
forskelsbehandlingsloven af en sådan grovhed, at der er grundlag for
at tilkende en godtgorelse. Der er heller ikke noget i det efterfolgende
forløb, der giver grundlag herfor, idet det bemærkes, at fratrædelses
godtgørelsen blev betalt kort tid efter afgørelsen fra EU-domstolen.
En eventuel godtgørelse bor under hensyn til sagens samlede omstæn
digheder under alle omstændigheder fastsættes til et væsentligt lavere
beløb end det påståede.
Landsrettens begrundelse og resultat
Efter forskelsbehandlingslovens § 2, stk. 1, må en arbejdsgiver ikke
forskelsbehandle lomnodtagere med hensyn til løn- og arbejdsvilkår
Det følger af lovens § 2, stk. 2, at der med hensyn til lonvilkår skal
ydes lige løn for samme arbejde eller for arbejde, der tillægges sanune
værdi. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person bl.a.
på grund af alder stilles ringere end en anden i en tilsvarende situation,
jf. § 1, stk. 2, ligesom der foreligger indirekte forskelsbehandling, når
en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er
neutral, vil stille personer med en bestemt alder ringere end andre
personer, forudsat dette ikke er objektivt begnmdet i et sagligt formål
mv.,jf herved § I, stk. 3.
Ved EU-domstolens afgørelse af 12. oktober 2010 er det fastslået,
at beskæftigelsesdirek-tivets bestemmelser om ligebehandling med
hensyn til beskæftigelse og erhverv skal fortolkes således, at de er til
hinder for nationale forskrifter, hvorefter arbejdstagere - alene som
følge af den omstændighed, at de har ret til en alderspension udbetalt
af deres arbejdsgiver i henhold til en pensionsordning, som de er indt
rådt i før det fyldte 50. år - ikke er berettiget til en fratrædelsesgodtgørelse, der er bestemt til at lette overgangen til anden beskæftigelse for
arbejdstagere med en anciennitet på over 12 år i virksomheden.
Landsretten finder på denne_baggnmd, at nægtelsen af at udbetale
fratrædelsesgodtgorelse til Ole Andersen alene med henviming~. at
Ole Andersen på fratrædelsestidspunktetoppebar alderspension fra
~ forskelsbeha~~igJfffirskel
~hhfidlEifd~~2ÇitkET
Ved vurderingen af, om Ole Andersen efter forskelsbehandlingslo
vens § 7, stk. 1, herefter skal tillcendes en godtgørelse for den skete
krænkelse, skal der efter bestenunelsens forarbejder først og fremmeste
tages hensyn til grovheden afovertrædelsen. Som fastslået ved Højeste
rets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2011, side 417, skal der
ved denne vurdering navnlig tages hensyn til baggrunden for overtræ
delsen og den krænicelse, der måtte være påført den pågældende.
Nægtelsen af at udbetale fratrædelsesgodtgorelse efter funktionærlovens § 2 a, stk. 1, til Ole Andersen i forbindelse med opsigelsen var
i overensstennnelse med ordlyden af ftumktionærlovens § 2 a, stk. 3,
og den faste og langvarige retspraksis, herunder hojesteretspraksis, der
knytter sig hertil. Endvidere blev det i forbindelse med gennemforelsen
af beskæftigelsesdirektivet ved ændring af forskelsbehandlingsloven
ikke antaget, at direklivet nodvendiggjorde en ændring af bestemmelsen
i funktionærlovens 2 a, og der har som anført i landsrettens kendelse
af 4. april 2008 foreligget en sådan tvivl om forståelsen af EV-retten
af betydning for sagen, at der har været gnmdlag for præjudiciel fore
læggelse for EU-domstolen.
Copyright © 2012 Kamov Group Denmark A/S
I
side 3
15
U.2012.22470
UIR ONLINE
U.2012.22470
Omfunittionærlovens ,~S’ 2a, stk 3, ogforskelsbehandlingslovens
fi 7; stk 1, if 112, stk 1, set iforhold til EL/-retten.
Ansættelses- og arbejdsret 2.2 og 27.3 - Eli-ret 2 - Personsporgsmål
3.
HK anlagde som mandatar for en ældre medarbejder, A, sag an mod
Ks private arbejdsgiver med påstand om fratrædelsesgodtgørelse efter
ftinktionærlovens § 2a, stk. 1, og om godtgørelse efter forskelsbehand
lingslovens § 7, stk. 1,jf. § 2, stk. 1. A, som i en årrække havde været
ansat på funklionærvilkår, var blevet tilbudt og havde modtaget anden
beskæftigelse i virksomheden i forbindelse med en fyringsmnde. Han
mistede dermed sin funktionærstatus, og fik - i modsætning til sine
yngre kolleger, som var fratrådt - ikke fratrædelsesgodtgorelse.
Landsretten fandt, at ændringen i ansættelsesforholdene som udgangs
punkt betød, at betingelserne for udbetaling af fratrædelsesgodtgørelse
efter funktionærlovens § 2a, stk. 1, var op~ildt, uanset at A var forble
vet ansat på de ændrede vilkår. Spørgsmålet var herefter, om arbejds
giveren med henvisning til
2248
§ 2a, stk. 3, i funktionærloven kunne nægte at udbetale fratrædelses
godtgørelse, fordi arbejdstageren samtidig havde ret til en alderspen
sion, som var betalt af arbejdsgiveren. A gjorde gældende, at nægtel
sen ifølge EU-domstolens besvarelse af 12. oktober2010 afpræjudi
cielle spørgsmål i sag C-499I08, Ingeniørforeningen i Danmark for
Ole Andersen mod Region Syddanmark, var udtryk for aldersdiskri
mination i stnd med FU-retten, og at reglen i funktionærlovens § 2a,
stk. 3, derfor ikke kunne anvendes, idet det følger af FU-domstolens
dom af 22. november 2005 i sag C-144/04, Mangold, at der gælder
et generelt EU-retligt princip om forbud mod forskelsbehandling på
grund af alder, som kunne påberåbes i forhold til den private arbejds
giver. Landsretten fandt, at det almindelige EU-retlige princip om
forskelsbehandling på gnmnd af alder, som EU-domstolen havde
fastslået, gælder i Mangold-dommen samt dom af 19. januar 2010 i
sag C-555/07, Kücückdeveci, måtte antages at have samme anvendel
sesområde som forbuddet mod aldersdiskrimination i beskæftigelses
direktivet. Det fulgte herefter af Ole Andersen-dommen, at bestem
melsen i f’unktionærlovens § 2a, stk. 3. ikke blot måtte anses for stri
den de mod forbuddet mod aldersdiskrimination i beskæftigelsesdirek
tivet, men også mod det EU-retlige princip om forbud mod forskels
behandling på grund af alder. Da dette princip ifølge Mangold- og
Kücøckdeveci-dommene havde direkte virkning i forhold til den pri
vate arbejdsgiver, tog landsretten påstanden om fratrædelsesgodtgo
relse til følge. Landsretten fandt endvidere, at reglen om godtgorelse
i forskelsbehandlingsloven ikke gav ret til godtgorelse i en situation
som denne, idet den foreliggende forskelsbehandling fulgte af et al
mindeligt EU-retligt princip og ikke af selve det direktiv, som forskel
sbehandlingsloven gennemfører i dansk ret, og der kunne heller ikke
afMangold- og KticUckdeveci-dommene udledes et krav om godtgø
relse.
ø.L.D. 30. marts 2012 i sag 11. afd. nmt B-2674-11
(Katja Høegh, Dorthe Wiisbye, Mikael Friis Rasmussen (kst.)).
HK Danmark som mandatarfor A (‘adv. Tina Sejr Gad~ Aarhus~)
mod
Grafisk Arbejdsgiverforening som mandatarfor One2one liS (ad~
Jakob klase Poulsen, Odense, prøve,).
Denne sag er anlagt ved Retten i Odense den 24. marts 2011 og er
ved kendelse af 10. august 2011 henvist til behandling ved østre
Landsret i medfør af retsplejelovens § 226, stk. 1. Sagen drejer sig i
første række om, hvorvidt A i forbindelse med en varslet stillingsæn
dring hos One2one AIS har haft krav på fratrædelsesgodtgørelse efter
funktionærlovens § 2a, stk. 1. I givet fald er det i anden række spørgs
målet, om virksomhedens nægtelse af at udbetale godtgørelse, under
henvisning til at A var berettiget til alderspension fra arbejdsgiveren,
jf. funktionærlovens § 2a, stk. 3, er i strid med FU-retten. Såfremt A
herefter må anses at have krav på fratrædelsesgodtgørelse, er det endelig
spørgsmålet, om virksomhedens manglende udbetaling affratrædelses
godtgørelse indebærer en aldersbetinget forskelsbehandling afA, som
berettiger ham til en godtgørelse efter forskelsbehandlingslovens § 7,
stk. l,jf. § 2, stk. 1.
Sagsøgeren, HK Danmark som mandatar for A, har nedlagt påstand
om, at One2one A/S skal betale 216.222,36 kr. til A med tillæg af
procesrenteaf 108.111,18kr. fraden3l.marts2Oll ogaf 108.111,18
år. fra sagens anlæg.
Sagsøgte, Grafisk Arbejdsgiverforening som mandatar for One2one
A/S (One2one i det følgende), har påstået frifmdelse, subsidiært frifm
delse mod betaling af et af retten fastsat mindre beløb end påstået af
A.
A har opgjort sit påstandsbeløb således:
§ 2a-godtgørelse
Arbejdsgivers pensionsbidrag
år.
år.
år.
år.
Løn pr. måned
år.
Løn
Fritvalgskonto
Fri telefon
3 måneder heraf
32.500,00
327,50
250,00
2.959,56
36.037,06
år.
108.111,18
Godtgarelse efterfarskelsbehandlingslovens § 7
3 måneders løn a 36.037,06 år.
år.
108.111,18
I alt
år.
216.222,36
One2one har ikke bestridt A’s opgørelse af godtgørelseskravet ved
rørende § 2a-godtgørelse og rentepåstanden. One2one har for så vidt
angår godtgørelseskravet efter forskeisbehandlingsloven ikke bestridt
månedslønnen, men har gjort gældende, at en godtgørelse i givet fald
skal udmåles til et langt mindre beløb.
Sagsfrenmstilling
Copyright © 2012 Kamov Group Denmark AIS
I efteråret 2010 besluttede One2one AIS at nedlægge virksomhedens
bogbinderi, som A var leder af A, der er født i 1950, havde på dette
tidspunkt været beskæftiget som funktionær i virksomheden i 33 år,
og der er enighed om, at han før år 2000 var indtrådt i en delvist arbejds
giverbetalt pensionsordning.
side 1
16
U.2012.22470
UfR ONLINE
A, som var omfattet af funktionæroverenskomsten mellem Grafisk
Arbejdsgiverforening og HKfPdvat, tik tilbud om anden beskæftigelse
i virksomheden. I overenskomstpartemes protokollat af 30. september
2010 hedder det herom blandt andet:
2249
» Organisationsforhandling er dags dato afholdt telefonisk for drøf
telse af virksomhedens påtænkte vilkårsændring for tillidsrepræsentant
A(A).
Parterne er enige om, at der foreligger tvingende grunde til den af
virksomheden påtænkte ændring, hvorefter det aftales, at A modtager
sin nuværende gage til og med 31.3.2011.
Fra og med 1.4.2011 fortsætterA sit ansættelsesforhold i virksomhe
den som omfattet af den grafiske overenskomst med diverse arbejdsop
gaver, herunder i særdeleshed forsendelses- og chaufforopgaver. A’s
gage reguleres således, at den fra og med 1.4.2011 vil udgøre kr. 26.000
pt måned. Fra 1.4.2011 udgør As opsigelsesvarsel 4 uger, indtil Ah
anciennitet på den grafiske overenskomst betyder, at varslet er længere.
Afprotokollatet fremgår desuden, at parterne var uenige om, hvorvidt
A i forbindelse med vilkårsændringerne ville være berettiget til fratræ
delsesgodtgørelse efter fluilctionærlovens § 2a, og at HK afhængig af
udfaldet af den præjudicielle forelæggelse i den på daværende tidspunkt
ved Vestre Landsret verserende sag, Ole Andersen mod Region Syd
damnark, tog forbehold for et sådant krav.
A forblev efter den 31. marts 2011 ansat i virksomheden på de i
protokollatet anførte vilkår, og han er fortsat ansat i virksomheden.
Retsgrundlag
Eli-retten
Rådets direktiv 2000/78/EF at’ 27. november 2000 om generelle
rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse
og erhverv (beskæftigelsesdirektivet) indeholder blandt andet følgende
bestemmelser:
»Artikel 1
Formål
Fonnålet med dette direktiv er, med henblik på at gennemføre prin
cippet om ligebehandling i medlemsstaterne, at fastlægge en generel
ranune for bekæmpelsen af forskelsbehandling med hensyn til beskæf
tigelse og erhverv på grund af religion eller tro, handicap, alder eller
seksuel orientering.
Artikel 2
Begrebeiforskelsbehandiing
1. I dette direktiv betyder princippet om ligebehandling, at ingen må
udsættes for nogen forni for direkte eller indirekte forskelsbehandling
af nogen af de i artikel 1 anførte grunde.
2. I henhold til stk. 1
a) foreligger der direkte forskelsbehandling, hvis en person af en eller
flere af de i artikel 1 anførte grunde behandles ringere, end en anden
i en tilsvarende situation bliver, er blevet eller ville blive behandlet
b) foreligger der indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende
neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer
som tilhører en bestemt aldersgruppe, . . . særlig ufordelagtigt i forhold
til andre personer, medmindre
i) den pågældende bestennnelse, betingelse eller praksis er objektivt
begnmdet i et legitimt mål, og midlerne til at opfylde det er hensigts
mæssige og nødvendige, eller
Artikel 6
Berettigelse af ulige behandling på grund afalder
1. Uanset artikel 2, stk. 2, kan medlemnsstaterne bestemme, at ulige
behandling på grund af alder ikke udgør forskelsbehandling, hvis den
er objektivt og rimeligt begrundet i et legitiint fonnål inden for ram
merne af den nationale ret, bla. legitime beskæftigelses-, arbejdsmar
Copyright © 2012 Kamov Group Denmark AIS
keds- og erlivervsuddannelsespolitiske mål, og hvis midlerne til at op
tylde det pågældende fonnål er hensigtsmæssige og nødvendige.
Artikel 17
Sanktioner
Medlemsstateme fastsætter, hvilke sanktioner der skal anvendes ved
overtrædelse af de nationale bestemmelser, der er vedtaget til gennem
forelse af dette direktiv, og tager alle nodvendige skridt til at sikre deres
iværksættelse. Sanktionerne, der kan indebære, at der ydes ofret skade
serstatning, skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen
og have afskrækkende virkning.
I dom af 22. november 2005 i sag C-l44/04, Werner Mangold mod
Rttdiger Hein, udtalte EF-domstolen (Store Afdeling) blandt andet:
»75. Princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder
skal anses for et almindeligt fællesskabsretligt princip.
77. Under disse omstændigheder påhviler det den nationale ret, som
skal træffe afgørelse i en tvist vedrørende princippet om forbud mod
forskelsbehandling på grund af alder, inden for rammerne af sine befø
jelser at sikre den retsbeskyttelse, der for borgerne følger affællesskabs
retten, og at sikre dennes fulde virkning, idet den skal undlade at anvende enhver modstridende besteimnelse i national lov.
78.
Det påhviler den nationale ret at sikre den fulde virkning af det al
mindelige princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder,
idet den skal undlade at anvende enhver modstridende bestemnmnelse i
2250
national lov, også selv om fristen for direktivets gennemførelse endnu
ikke er udløbet.»
EU-domnstolen (Store Afdeling) gentog i sin dom af 19. januar2010
i sag C-555/07, Seda Kticttkdeveci mod Swedex GmbH & Co. KG.,
at princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder skal
anses for et almindeligt EU-retligt princip. Det anføres i donnnen blandt
andet:
»Om de præjudicielle spøtgsmål
21. Domstolen har i denne sammenhæng anerkendt, at der gælder et
princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af aldei der skal
anses for et almindeligt EU-retligt princip (jf. i denne retning Mangold
donunen, præmnis 75). Direktiv 2000/78 konkretiserer dette princip (jf
analogt dom af 8.4. 1976, sag 43/75, Defrenne Sml. 5. 455, præmnis 54).
23. For at princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund
af alder skal kunne finde anvendelse i et tilfælde som det i hovedsagen
foreliggende, er det yderligere en forudsætning, at det ligger inden for
EU-reftens anvendelsesområde.
24. Herved bemærkes, at til forskel fra den sag, der gav anledning
til dom af23. september 2008, Bartsch (sag C-427/06, Sml, I, s. 7245),
har den angiveligt diskriminerende adfærd, der i denne hovedsag er
vedtaget mmmcd støtte i de omtvistede nationale bestemmelser, fundet
sted efter udløbet af den berørte mnedlemsstats frist for at gennemføre
direktiv 2000/78, hvilken frist for Forbundsrepublikken ‘I~’sklands
vedkommende udløb den 2. december 2006.
25. På denne dato fik direktivet den virkning, at de i hovedsagen
omtvistede bestemmelser, der omfatter et område, der er reguleret af
samme direktiv, nemlig i det foreliggende tilfælde vilkårene for afske
digelse, blev henført under E U-rettens anvendelsesonnåde.
Afgørelse
side 2
17
UfR ONIJNE
1) EU-retten, og navnlig princippet om forbud mod forskeisbehand
ung på grund af alder, som konkretiseret ved Rådets direktiv
20001 78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser
om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv, skal for
tolkes således, at den er til hinder for nationale bestemmelser som de
i hovedsagen omhandlede, hvorefter beskæftigelsesperioder, som ar
bejdstageren har tilbagelagt før det fyldte 25. år, ikke tages i betragtning
ved beregningen af afskedigelsesfristen.
2) Det påhviler en national ret, der skal afgøre en tvist mellem private,
at sikre sig, at princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund
af alder, som konkretiseret ved direktiv 2000/78, overholdes, idet den
om fornødent skal undlade at anvende enhver modstridende national
bestemmelse, uanset om den udover den befojelse, som den har i de
tilfælde, der er omhandlet i artikel 267, stk. 2, TEUF, til at forelægge
Den Europæiske Unions Domstol præjudicielle spørgsmål om fortolk
ningen af dette princip.«
I EU-domstolens (Store Afdeling) dom af 12. oktober2010 i sag C
49 9/08, Ingeniorforeningen i Damnark for Ole Andersen mod Region
Syddanmark, udtales det blandt andet:
»Nationale bestemmelser
8. Lov om retsforholdet mellem arbejdsgivere og funktionærer
(funktionærloven) indeholder i § 2a følgende bestemmelser vedrørende
den særhge fratrædelsesgodtgorelse:
ø Såfremt en funktionær, der har været uafbrudt beskæftiget i samme
virksomhed i 12, 15 eller 18 år, opsiges, skal arbejdsgiveren ved
funktionærens fratræden udrede et beløb svarende til henholdsvis 1, 2
eller 3 måneders løn.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 fmder ikke anvendelse, såfremt funk
tionæren ved frafrædelsen vil oppebære folkepension.
StIc. 3. Hvis ftmnktionæren ved fratrædelsen vil oppebære en alders
pension fra arbejdsgiveren, og hvis funktionæren er indtrådt i den på
gældende pensionsordning for det fyldte 50. år, bortthlder fratrædelses
godtgørelsen.
[. .
9. Den forelæggende ret har oplyst, at det fremngår af fast national
retspraksis, at retten til fratrædelsesgodtgørelse afskæres, hvis en privat
pensionsordning, hvortil arbejdsgiveren har bidraget, åbner mulighed
for udbetaling afalderspension ved fratrædelsen, også selv om funktio
næren ikke ønsker at benytte pensionsordningen. Dette gælder også,
selv om pensionsudbetalingen nedsættes som følge af det fremrykkede
pensioneringstidspunkt.
Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spotgsniål
17. . . . Vestre Landsret har besluttet at udsætte sagen og forelægge
Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Skal forbuddet mod direkte eller indirekte forskelsbehandling på
grund af alder i artikel 2 og 6 i Rådets direktiv 2000/78/EF fortolkes
således, at det er til hinder for, at en medlemsstat opretholder en retstil
stand, der indebærer, at en arbejdsgiver ved opsigelse af en funktionær,
der har været uafbrudt beskæftiget i samme virksomhed i 12, 15 eller
18 år, ved funktionærens fratræden skal udrede godtgorelse svarende
til henholdsvis 1, 2 eller 3 måneders løn, men således at denne godtgo
relse ikke skal udbetales, hvis funktionæren ved
2251
fratrædelsen har mulighed for en alderspension fra en pensionsordning,
hvortil arbejdsgiveren har bidraget?»
Oni det præjudicielle spotgsmål
47. Det følger heraf, at funktionærlovens § 2a, stk. 3 - ved ikke at
tillade udbetaling af fratrædelsesgodtgørelse til en arbejdstagem der,
selv om han har ret til udbetaling af en alderspension fra sin arbejdsgi
Copyright © 2012 Kamov Group Denmark AIS
U.2012.22470
ver, ildce desto mnindre har til hensigt midlertidigt at give afkald på en
sådan pension med henblik på at fortrilge sin erhvervsmæssige karriere
- gør et for vidtgående indgreb i de legitime interesser for de arbejdsta
gere, der befinder sig i en sådan situation, og således går ud over det,
der er nødvendigt for at opnå de socialpolitiske formål, der forfølges
med denne bestemmelse.
48. Den ulige behandling, der følger af ftmktionærlovens § 2a, stk.
3, kan derfor ikke begnmdes i henhold til artikel 6, stk. 1, i direktiv
2 000/78.
49. Det præjudicielle spørgsmål skal derfor besvares med, at artikel
2 og artikel 6, stk. 1, i direktiv 2000/78 skal fortolkes således, at de er
til hinder for nationale retsforskrifter, hvorefter arbejdstagere - alene
som følge af den omstændighed, at de har ret til en alderspension ud
betalt af deres arbejdsgiver i henhold til en pensionsordning, som de
er indtrådt i for det fyldte 50. år - ikke er berettiget til en fratrædelses
godtgorelse, der er bestemnt til at lette overgangen til anden beskæftige!
se for arbejdstagere med en anciennitet på over tolv år i virksomheden.»
I sagen mellem Ingeniorforeningen i Damnark som mandatar for Ole
Andersen og Region Syddanmark tog regionen efter den præjudicielle
afgørelse bekræftende til genmæle over for Ole Andersens påstand om
fratrædelsesgodtgorelse. Spørgsmålet om godtgorelse efter forskelsbe
handlingsloven blev afgjort ved Vestre Landsrets dom 11. oktober
2011 gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2012, side 341.
Forskelsbehandlingsloven
Beskæftigelsesdirektivet er for så vidt angår direktivets tværgående
bestemnmelser og forbuddene mod forskelsbehandling på grund afreh
gion, tro og seksuel orientering gennemnfort i dansk ret ved lov nr. 253
af 7. april 2003 om ændring af lov omn forbud mod forskelsbehandling
på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandhngsloven). For så vidt angår
direktivets bestemmelser om forbud mnod forskelsbehandling på grund
af handicap og alder er disse gennemført ved lov nr. 1417 af 22. decem
ber 2004 om ændring af forskelsbehandlingsloven.
Det anføres i de ahnindelige bemærkninger i afsnit 2.2 om beskæfti
gelsesdirektivet i lovforslag nr. 40 af 22. oktober 2003 til den senere
lov nr. 253 af 7. april 2003 blandt andet
»Kredsen af diskrhninationskriterier er bredere end forskelsbehand
lingslovens, idet loven ikke i dag beskytter mod forskelsbehandling
på grund af. . . alder. . ø
I afsnit 3 om lovforslagets indhold hedder det:
»Lovforslaget tager udgangspunkt i direktivets bestemmelser og går
ikke videre end direktivets krav, bortset fra at de generelle tværgående
bestennnelser, fx om delt bevisbyrde, foreslås at gælde for alle lovens
diskrimninationskriterier, også demn der ikke er omfattet af de to direkti
ver, dvs, for ksiterierne hudfarve, politisk anskuelse, samt national eller
social oprindelse.»
Af de ahnindelige bemnærkninger i afsnit 5.2 i lovforslag nr. 92 af
11. november 2004 til den senere lov nr. 1417 af 22. decemnber 2004
fremgår blandt andet:
»Efter ftmktionærlovens § 2a har en funktionær, der har været uaf
bnmdt beskæftiget i samnmne virksomhed i 12, 15 eller 18 år, ret til fra
trædelsesgodtgorelse svarende til henholdsvis 1, 2 eller 3 måneders
løn, hvis funktionæren opsiges af arbejdsgiveren. Det overordnede
formnål mned bestenunelsen er at yde en godtgorelse til ftmnktionærer
efter længere tids ansættelse »for at mnildne overgangen til anden be
skæftigelse for ældre funktionærer» U~ FT 70/71, tillæg A, spalte
1334). Bestemmnelsen fmder alene anvendelse, når ftmktionæren opsiges
af arbejdsgiveren. Bestemmnelsen gælder også ved uberettiget bortvis
ning, jf. § 2a, stk. 4. Bestemmelsen indeholder denned et beskyttelses
fonnål i forhold til ældres muligheder for at få ny beskæftigelse - i
fonn af løn i længere tid. Bestemmelsen er et eksempel på indirekte
forskelsbehandling af yngre funktionærem og vil derfor skulle vurderes
ud fra direktivets artikel 2, stk. 2, litra b. Herefter kan en indirekte
forskelsbehandling tillades, hvis den pågældende bestemnmelse (her
side 3
18
UfR ONLINE
retten til fratrædelsesgodtgørelse betinget af anciennitet) er objektivt
begrundet i et legitimt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigts
mæssige og nodvendige. Da formålet med tùnktionærlovens § 2a er at
beskytte ældre funktionærer og lette deres overgang til anden beskæf
tigelse, vil bestemmelsen kunne opretholdes som saglig indirekte for
skelsbehandling, jf kravene i direktivets artikel 2, stk. 2, litra b. Der
foreslås derfor ingen ændringer til funktionærlovens § 2a.»
Godtgorelseskrav som følge af forskelsbehandling på grund af alder
blev efter lovændringen omfattet af den allerede gældende bestemmelse
i forskelsbehandlingslovens § 7, stk. 1.
Forklaringer
Der er i landsretten afgivet forklaring afA og Finn Vestergaard.
A har forklaret blandt andet, at hans funktion som leder var at få
bogbinderiet til at køre. Da der var flest ansat, var han leder for 9-10
medarbejdere. I efteråret 2010 blev han kaldt til et møde med de tre
chefei der fortalte ham, at han ville blive afskediget. Han fik at
2252
vide, at han ville modtage fratrædelsesgodtgørelse. De andre medarbej
dere i bogbinderiet blev afskediget. De fik alle udbetalt godtgørelse i
forbindelse med deres fratrædelse. På mødet tilbød cheferne ham at
fortsætte i en anden funktion i virksomheden. Det var i forsendelsen,
hvor han skulle ekspedere varer og bringe dem ud. Han fik at vide, at
han ikke ville bevare sin anciennitet Lønnen ville også være lavere.
Hans opsigelsesvarsel er nu 4 uger Han ved ikke, hvornår varslet for
længes, og heller ikke, hvad der gælder med hensyn til fratræden i den
overenskomst, han nu er omfattet at Han valgte at bhve i virksomheden
på de nye vilkår, fordi han stadig har nogle gode år tilbage på arbejds
markedet, men også fordi lønnen i den nye funktion var højere end den
pension, han ellers ville oppebære.
Finn Vestetgaatd har forklaret blandt andet, at han var administre
rende direktør i One2one A/S indtil efteråret 2010, hvor virksomheden
blev overtaget af Clausen Grafisk ApS. Han er nu salgschef i dette
selskab. I efteråret 2010 havde virksomheden svære økonomiske pro
blemer, og da bogbinderiet gav underskud, blev det besluttet at lukke
den del af virksomheden. Udgangspunktet var, at alle medarbejderne
i bogbinderiet skulle afskediges. Alle medarbejderne, bortset fra A,
blev da også afskediget. Han deltog i det møde, hvor A fik besked om,
at bogbinderiet skulle lukkes og medarbejderne afskediges. De havde
en længere samtale med A, som fik tilbud om fortsat beskæftigelse på
andre vilkår De ville nødigt afskedige A, som havde været i virksom
heden i over 30 år, og fandt derfor ud af, at de kunne beholde forsen
delsesfunktionen i virksomheden i stedet for som først planlagt at
bruge ekstern bistand. De stillede ikke A i udsigt, at han ville modtage
fratrædelsesgodtgørelse, hvis han blev virksomheden. Det endte med,
at A - vist allerede dagen efter mødet - accepterede at fortsætte i virk
somheden på de ændrede vilkår A er begyndt forfra med hensyn til
optjening af anciennitet. Med hensyn til løn og opsigelsesvarsel er der
også tale om en helt nyansættelse.
Procednre
A har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med sit påstands
dokument af 20. januar 2012, hvori det anføres:
»til støtte for den nedlagtepåstand om godtgørelse çfierfunktionær
lovens Ç 2o gøres det gældende,
at sagsøger ved fratrædelsen fra sin ftmktionærstilling pt 31. marts
2011 er berettiget til 3 måneders fratrædelsesgodtgørelse i medfør af
funktionærlovens § 2a, stk. 1, idet han på fratrædelsestidspunktet havde
været ansat i mere end 33 år
Det gøres i den forbindelse gældende,
at sagsøger efter sin fratræden fra sin funktionærstilling pt 31. marts
2011 fortsat er beskæftiget på arbejdsmarkedet, nu i en ikke-funktio
nærstilling hos sagsøgte,
at såfremt varslede ændringer i ansættelsesforholdet indebærer, at
ftmktionæren mister sin ftmktionærstatus, udløses krav på fratrædelses
Copyright © 2012 Karnov Group Denmark A/S
U.2012.22470
godtgorelse, jf U 1995.26H, selvom ansættelsesforholdet fortsættes
med de varslede vilkår,
at undtagelsesbestemmelsen i ftmktionærlovens § 2a, stk. 3 ilcke skal
finde anvendelse. henset til, at det strider imod FU-rettens princip om
forbud mod forskelsbehandling på gnmd af alder, jf. EU-dom af 12.
oktober 2010 (sag C-499/2008),
at ftmktionærlovens § 2a, stk. 3, udgør en sådan bestemmelse [som
omhandlet i dommenj, og at den efter bestennnelsen udviklede rets
praksis.. . følgelig må tilsidesættes som værende i strid med EU-retten,
at FU-retten har forrang frem for national ret,
at det følger afEU-domstolens dom af 22. november 2005 (Mangold
C-144104), at »princippet mod forskelsbehandling på grund af alder
skal anses for et almindeligt fællesskabsretligt princip» (præmis 75),
og at den nationale ret har pligt til at undlade at anvende enhver bestem
melse i national lovgivning, der strider imod dette princip,
at Mangold-sagen er udtryk for, at det almindelige princip om forbud
mod forskelsbehandling på gnmd af alder er et klart og præcist princip,
der skal tillægges direkte horisontal virkning mellem 2 private parter,
at retspraksis vedrørende undtagelsesbestemmelsen i funktionærlovens § 2a, stk. 3 strider imod FU-rettens princip om forbud mod
forskelsbehandling på grund af alder, herunder beskæftigelsesdirektivet
og derfor må ændres/tilsidesættes, idet det ved EU-domstolens dom af
12. oktober 2010 (C-499/2008) blev fastslået, at ftmlctionærlovens §
2a, stk. 3 var i strid med beskæftigelsesdirektivet,
at lex specialis synspunktet medfører, at forskelsbehandlingsloven
som en speciallov må gå forud for de mere generelle bestemmelser i
funktionærloven,
at sagsøgte derfor er forphgtet til at udbetale 3 måneders løn i fratræ
delsesgodtgørelse,jf. funktionærlovens § 2a, stk. 1.
til støtte for den nedlagte påstand om godtgarelse efterfbrskelsbe
handlingslovens § 7 gøres det gældende,
at FU-domstolens dom af 12. oktober 2010 i sag C-49912008 utvety
digt angiver, at artikel 2 og artikel 6, stk. i i Rådets direktiv 2000178
af 27. november 2000 om generelle rammebesteminelser om ligebe
handling med hensyn til beskæftigelse og erhverv skal fortolkes således,
at de er til hinder for nationale retsforskrifter, hvorefter arbejdstager[e]
- alene som
følge af den omstændighed, at de har ret til en alderspension
udbetalt af deres arbejdsgiver i henhold til en
2253
pensionsordning, som de er indtrådt i før det fyldte 50. år - ikke er be
rettiget til en fratrædelsesgodtgørelse, der er bestenit til at lette over
gangen til anden beskæftigelse fra arbejdstagere med en anciennitet
på over 12 år i virksomheden,
at princippet mod forskelsbehandling på grund af alder udgør et al
mindeligt fællesskabsretligt princip, der er umiddelbart anvendeligt i
dansk ret henset til, at dansk ret skal fortolkes i overensstennnelse med
FU-retten,
at det følgelig må stå sagsøgte klart, særhgt efter FU-domstolens
dom af 12. oktober 2010 i sag C-499/2008 og Vestre Landsrets dom
af 11. oktober2011 i sagen VL. B-i 836-07 Ingeniorforeningen i Dan
mark som inandatar for Ole Andersen mod Region Syddanmark, at
sagsøger er berettiget til fratrædelsesgodtgørelse i medfør af funktio
nærlovens § 2a, stk. 1, idet retspraksis efter § 2a, stk. 3, ikke kan an
vendes henset til, at sagsøger fortsat udøver beskæftigelse på arbejds
markedet,
at manglende udbetaling af fratrædelsesgodtgørelse til sagsøger i
denne sitaation udgør forskelsbehandling på grund af alder af sagsøger,
at der ikke i denne sag er belæg for ikke at tilkende en godtgørelse
efter forskelsbehandlingslovens § 7,
at der følgehg skal tilkendes sagsøger en godtgørelse herfor i medthr
~f forskelsbehandhngslovens § 7, stk. 1, og
at godtgørelsen passende kan fastsættes til 3 måneders løn.»
side 4
19
UIR ONLINE
One2one har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med
sit påstandsdokument af 20. januar 2012, hvori det anføres:
»Til støtte for den nedlagte påstand om frifindelse gøres det gælden
de,
For så vidt angår detfnnktionærretlige
at sagsøger ved at vælge at fortsætte som ikke-ftmktionær hos
sagsøgte efter udløbet af det individuelle opsigelsesvarsel har givet
afkald på fratrædelsesgodtgørelse efter t’hnktionærlovens § 2a, stk. 1,
idet fratrædelsesgodtgorelse efter FULs § 2a, stk. 1, skal lette over
gangen til anden beskæftigelse, og
idet sagsøger som følge af sit valg om at fortsætte som ikke-funktio
nær ikke er konunet i den situation, som FULs § 2a, stk. 1, skal kom
pensere for,
at sagsøger derfor ikke er berettiget til fratrædelsesgodtgørelse efter
funktionærlovens § 2a, stk. 1.
For så vidt angår det EU-retltge
at sagsøger ved sin overgang fra fhnktionær til ildce-flmktionær hos
sagsøgte ilcke er berettiget til fratrædelsesgodtgorelse i medfør af
funlctionærlovens § 2a, stk. 1,
idet sagsøger omfattes af undtagelsesbestemrnelsen i funktionærlovens § 2a, stk. 3,
idet Rådets direktiv 2000/78 af 27. november 2000 ikke har umiddel
bar virkning i forholdet mellem private, idet direktiver ikke pålægger
forpligtelser for sagsøgte som privat virksomhed,
idet Rådets direktiv 2000/78 af 27. november 2000, EU-domstolens
dorn af 12. oktober 2010 i sag C 499/2008 og EU-retlige principper
ikke medfører, at sagsøger er berettiget til fratrædelsesgodtgørelse efter
funktionærlovens § 2a, stk. 1.
For så vidt angår forskelsbehandlingsloven, gøres det gældende,
at det efter EU-domstolens dom ikke står klart for sagsøgte, at
sagsøger skulle være berettiget til fratrædelsesgodtgørelse efter funk
tionærlovens § 2a, stk. 1.
idet funktionærlovens § 2a, stk. 3, som klar lovbestemmelse går
forud for forskelsbehandlingsloven ud fra et lex specialis-synspunkt,
idet sagsøgte ikke skal censurere klare lovbestemmelser ud fra
overvejelser om disses mulige dishannoni med andre lovbestemmelser,
og
at sagsøger derfor ikke er berettiget til godtgørelse efter forskelsbe
handlingsloven.
Såfremt sagsøger får medhold i, at sagsøgte skal betale godtgørelse
efter forskelsbehandlingsloven, gøres det gældende,
at godtgørelsen under hensyntagen til sagens omstændigheder skal
fastsættes til et væsentligt lavere beløb end påstået af sagsøger.»
Landsrettens begrundelse og resultat:
Stillingsændringen den 1. april2011 betød, at A ikke længere var om
fattet af den mellem I-Wiprivat og Grafisk Arbejdsgiverforening indgå
ede ftmktionæroverenskomst, idet han overgik til at være omfattet af
parternes timelønsoverenskomst. Det er ubestridt, at As stilling med
hensyn til arbejdsopgaver og vilkår blev ændret væsentligt, og at han
i forbindelse med stillingsændringen mistede sin ftniktionærstatus og
optjente anciennitet. Landsretten finder, at der hermed skete en sådan
ændring af As ansættelsesforhold, at betingelserne for udbetaling af
fratrædelsesgodtgørelse efter ftmktionærlovens § 2a, stk. 1, er opfyldt,
uanset at han valgte at forblive ansat i virksomheden på de nu ændrede
vilkår, jf herved også Højesterets dom gengivet i Ugeskrift for
Retsvæsen 1995, side 26.
Det følger af EU-domstolens dom af 12. oktober2010 i sag C-499/08,
Ole Andersen, at funktionærlovens § 2a, stk. 3, således som denne
bestemmelse er fortolket i retspraksis, er i strid med beskæftigelsesdi
rektivet. Som nævnt er det således fastslået ved dommen, at beskæfti
gelsesdirektivets artikel 2 og 6 er til hinder for nationale bestemmelser;
Copyright © 2012 Karnov Group Deninark A/S
U.2012.22470
hvorefter arbejdstagere - alene som følge af at de har ret til en alders
pension udbetalt af deres arbejdsgiver i henhold til en
2254
pensionsordning, som de er indtrådt i, før de fyldte 50 år - ikke har ret
til fratrædelsesgodtgørelse, der er bestemt til at lette overgangen til
anden beskæftigelse for arbejdstagere med en anciennitet på over 12
år i virksomheden.
Det følger af Domstolens faste praksis, at direktiver ikke i sig selv
kan pålægge private forpligtelser, ligesom private ildce kan påberåbe
sig et direktiv direkte i en sag mod en anden privat.
Ved dominene af 22. november 2005 i sag C-144/04, Mangold, og
19. januar 2010 i sag C-555/07, Kttctikdeveci, har Domstolen imidlertid
fastslået, at forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder skal
anses for et almindeligt EU-retligt princip. I sidstaævnte sag har
Domstolen endvidere udtalt, at det påhviler en national ret, der skal
afgøre en tvist mellem private, at sikre sig, at princippet om forbud
mod forskelsbehandling på gnmd af alder som konkretiseret ved be
skæftigelsesdirektivet overholdes, idet den nationale ret om fornødent
skal undlade at anvende enhver modstridende national bestemmelse.
Der kan efter Mangold- og Kflcttkdeveci-dommene ikke antages at
være forskel på anvendelsesområdet for det direktivbaserede forbud
mod forskelsbehandling på grund af alder og det almindelige EU-retlige
princip, hvorefter sådan forskelsbehandling er forbudt.
Som nævnt følger det af Domstolens dom i Ole Andersen-sagen, at
bestemmelsen i funktionærlovens § 2a, stk. 3, er i strid med beskæfti
gelsesdirektivet, for så vidt bestemmelsen medfører; at en arbejdstager
under visse betingelser afskæres fra fratrædelsesgodtgorelse som følge
af muligheden for at oppebære alderspension fra arbejdsgiveren. Dette
indebærer, at bestemmelsen i funktionærlovens § 2a, stk. 3, på sanmne
måde strider mod det almindelige FU-retlige princip om forbud mod
forskelsbehandling på grund af alder Fristen for gennemførelse afbe
skæftigelsesdirektivet var udløbet, dø One2one afslog at yde godtgørelse
til A. Det følger dermed af det almindelige EU-retlige princip om forbud
mod forskelsbehandling på grund af alder, at One2one ikke var beret
tiget til at afvise at udbetale godtgørelse til A som sket. Herefter; og
da princippet ifølge Domstolens praksis har direkte virkning i forhold
til den private arbejdsgiver, One2one, tager landsretten As påstand om
betaling af fratrædelsesgodtgørelse i medfør affunktionærlovens § 2a,
stk. 3, til følge.
Det er herefter spørgsmålet, om A tillige er berettiget til godtgørelse
efter forskelsbehandhngslovens § 7, stk. 1, jf. § 2, stk. 1.
Medlemnsstatenie skal ifølge beskæftigelsesdirektivets artikel 17
sikre, at overtrædelser af det i direktivet fastsatte forbud mod forskels
behandling sanktioneres effektivt, og herunder eventuelt mmcd skadeser
statning.
De ved lov nr. 253 af 7. april 2003 og lov nr. 1417 af 22. december
2004 foretagne ændringer i forskelsbehandlingsloven havde til fonnål
at gennemføre beskæftigelsesdirektivet, og henmder artikel 17 om ef
fektive sanktioner Artikel 17 blev gennemført ved den bestående § 7,
stk. 1. Denne bestemmelse kom som følge af tilfojelsen ved lov nr.
1417 af 22. december 2004 af det yderligere aldersdiskriminationskri
teriumn i loven også til at gælde ved forskelsbehandling på grund af alder
i strid med direktivet. Det fremngår af forarbejderne til lov nr. 253 af 7.
april 2003, at det ikke tilsigtedes at gå videre end direktivets krav. Der
er intet i øvrigt, som 1mderstøtter, at der ved de to lovændringer er taget
højde for eksistensen af et EU-retligt princip om forbud imod forskels
behandling på grund af alder, endsige ertilsigtet at fastsætte sanktioner
for private arbejdsgiveres overtrædelse af dette princip.
Landsretten fmder derfor, at bestermmelsen i forskelsbehandlingslo
vens § 7 ikke kan antages at hjemle et godtgorelseskrav i et tilfælde
som nærværende, hvor beskæftigelsesdirektivet ikke kan påberåbes
over for arbejdsgiveren, og forskelsbehandlingen således alene udledes
side 5
20
UfR ONLINE
U.2012.22470
af den ved Mangold- og KUcUkdeveci-dommene fastslåede direkte
virkning at et EU-retligt princip.
Landsretten finder endvidere, at det ikke at den ved Mangold- og
Ktictilcdeveci-dornrnene fastslåede forpligtelse for retter i medlemssta
terne til at undlade at anvende enhver national bestemmelse, som strider
imod det EU-retlige princip om forbud mod forskelsbehandling på
gnind af alder, kan udledes, at retterne i sådanne tilfælde tillige skal
pålægge den private arbejdsgiver en sanktion, herunder eventuelt beta
ling af godtgorelse.
På den anførte baggrund frifinder landsretten One2one for den del
af A’s krav, som angår godtgorelse efter forskelsbehandlingsloven,
mens As øvrige krav tages til følge med renter som påstået.
Efter sagens udfald, karakter og betydning skal ingen af parterne
betale noget beløb til den anden part til dækning af udgifter til advokatbistand. Til forholdsmæssig dækning af udgifter til retsafgift skal
Grafisk Arbejdsgiverforening som mandatar for One2one betale 2.750
kr. til HK Damriark som mandatar for A.
Thi kendes for ret:
One2one A/S skal betale 108.111,18 kt med tillæg afprocesrentejni
den 31. marts 2011 tilA.
I sagsomkostninger skal GrafiskArbejdsgiverforening som mandatar
for One2one A/S betale 2.750 kt til HK Danmark som mandatar for
A.
De idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne donis aftigel
se.
Sagsomkostningerneforrentes efter rentelovens Ç 8 a.
Copyright © 2012 Karnov Group Denmark AIS
side 6
21
UDEN STATUS
Spørgsmål om regions betaling af fratrædelsesgodtgørelser
var sket på et så sent tidspunkt, at der var krav på godtgørelse
efter forskelsbehandlings loven
Vestre Landsrets dom af 8. juni 2012
Appelleret
13. afd., sag B-2631-11
[Forbund] som mandatar for [personi]
(advokat Peter Breum)
mod
Region Syddanmark
(advokat Morten Ulrich)
Referencer:
Forskeisbehandlingsloven §2~ stk. i
Forskelsbehandlingsloven §i~ stk. 1
Afsagt af dommerne:
Henrik Twilhøj, Elisabeth Mejnertz og Linda Hangaard
Resume
En pædagog og en faglærer anlagde sag mod Region Syddanmark med krav om godtgørelser på 50.000 kr. for overtrædelser af
forskelsbehandlingslovens § 7, stk. 1, jf. § 2, stk. i idet de mente, at regionens undladelse af at betale fratrædelsesgodtgørelser efter
funktionærlovens § 2 a, fordi de på opsigelsestidspunktet havde været berettiget til alderspension, var udtryk for aldersbetinget
forskelsbehandling, jf. § 2, stk. 1. Sagsøgerne fik medhold i, at regionen ved fratrædelserne burde have udbetalt godtgørelsesbeløbene, og
at de havde krav på en godtgørelse efter § 7, stk. 1, idet de havde været nødt til at anlægge retssag for at få udbetalt
fratrædelsesgodtgørelserne efter § 2 a. Efter krænkelsens karakter blev godtgørelserne fastsat til 10.000 kr.
Påstande
Sagsøgeren, [forbund] som mandatar for [personi], har i B-2631 -11 som sin endelige påstand nedlagt påstand om, at sagsøgte, Region
Syddanmark, skal betale 50.000 kr. med procesrente fra den 31. december 2010.
[forbund] som mandatar for [person2], har i B-31 12-11 som sin endelige påstand nedlagt påstand om, at Region Syddanmark skal betale
50.000 kr. med procesrente fra den 31. december 2010.
Region Syddanmark har i begge sager påstået frifindelse, subsidiært betaling af et mindre beløb end det påståede.
Sagerne drejer sig om, hvorvidt Region Syddanmark har udbetalt fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2 a på et så sent
tidspunkt, at der herved foreligger en aldersbetinget forskelsbehandling med hensyn til løn- og arbejdsvilkår, der berettiger [personi I og
[person2] til en godtgørelse efter forskelsbehandlingslovens § 7, stk. 1, jf. § 2, stk. 1.
Sagerne, der begge er anlagt ved Retten i Kolding henholdsvis den 15. juli og den 30. juni 2011 og efter anmodning fra parterne ved
kendelser af henholdsvis den 24. oktober 2011 og 16. december 2011 henvist til behandling ved Vestre Landsret i medfør af
retsplejelovens § 226, stk. 1, vedrørte oprindeligt både [personi Is og [person2]s krav om betaling affratrædelsesgodtgørelse efter
funktionærlovens § 2 a svarende til en måneds løn og krav om godtgørelse efter forskelsbehandlingslovens § 7, stk. i, i alt henholdsvis
74.274,95 kr. o~ 72.880,63 kr.
Sagernes nærmere omstændigheder
[personi], der er født i 1949, blev i maj 2010 opsagt fra sin stilling som pædagog ved Region Syddanmark med fratræden ved udløbet af
november måned 2010, og [person2], der er født i 1950, blev i juni 2010 opsagt fra sin stilling som faglærer ved Region Syddanmark med
fratræden ved udløbet af december 2010. [personi] og [person2] havde begge mere end 12 års anciennitet som funktionærer og var som
udgangspunkt berettiget til alderspension, da de i henholdsvis maj og juni2010 blev opsagt. Region Syddanmark undlod imidlertid, med
henvisning til at de begge var berettiget til at oppebære alderspension, at udbetale fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2 a.
[forbund] protesterede mod den manglende udbetaling af godtgørelse og indgik efterfølgende procesaftaler med Region Syddanmark,
hvorefter Region Syddanmark først skulle tage endelig stilling til [personi]s og [person2]s krav om fratrædelsesgodtgørelse efter
funktionærlovens § 2 a, når der forelå endelig dom i en da verserende sag mellem Ingeniørforeningen i Danmark som mandatar for OA og
Region Syddanmark. Denne sag drejede sig om, hvorvidt nægtelse af at udbetale fratrædelsesgodtgørelse i en situation, hvor funktionæren
var berettiget til alderspension fra arbejdsgiveren, jf. funktionærlovens § 2 a, stk. 3, var i strid med EU-retten og særligt
beskæftigelsesdirektivet, Rådets direktiv 2000178/EF af 27. november2000, som ved en ændring afforskelsbehandlingsloven blev
gennemført ved lov nr. 1417 af 22. december 2004 med ikrafttræden den 28. december 2004.
Under sagen mellem OA og Region Syddanmark blev EU-domstolen forelagt følgende præjudicielle spørgsmål:
“Skal forbuddet mod direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af alder i artikel 2 og 6 i Rådets direktiv 2000/78/EF fortolkes
således, at det er til hinder for, at en medlemsstat opretholder en retstilstand, der indebærer, at en arbejdsgiver ved opsigelse af en
funktionær, der har været uafbrudt beskæftiget i samme virksomhed i 12, 15 eller 18 år, ved funktionærens fratræden skal udrede
godtgørelse svarende til henholdsvis 1, 2 eller 3 måneders løn, men således at denne godtgørelse ikke skal udbetales, hvis funktionæren
ved fratrædelsen har mulighed for en alderspension fra en pensionsordning, hvortil arbejdsgiveren har bidraget?”
EU-domstolen (Store Afdeling) afsagde dom den 12. oktober 2010 (C-499/08). Det hedder i dommen blandt andet:
47. Det følger heraf, at funktionærlovens
§ 2 a, stk. 3—ved ikke at tillade udbetaling affratrædelsesgodtgørelse til en arbejdstager, der,
22
selv om han har ret til udbetaling af en alderspension fra sin arbejdsgiver, ikke desto mindre har til hensigt midlertidigt at give afkald på
en sådan pension med henblik på at forfølge sin erhvervsmæssige karriere — gør et for vidtgående indgreb i de legitime interesser for
de arbejdstagere, der befinder sig i en sådan situation, og således går ud over det, der er nødvendigt for at opnå de socialpolitiske
formål, der forfølges med denne bestemmelse.
48. Den ulige behandling, der følger af funktionærlovens § 2 a, stk. 3, kan derfor ikke begrundes i henhold til artikel 6, stk. 1, i direktiv
2000/78.
49. Det præjudicielle spørgsmål skal derfor besvares med, at artikel 2 og artikel 6, stk. 1, i direktiv 2000/78 skal fortolkes således, at de er
til hinder for nationale retsforskrifter, hvorefter arbejdstagere — alene som følge af den omstændighed, at de har ret til en alderspension
udbetalt af deres arbejdsgiver i henhold til en pensionsordning, som de er indtrådt i før det fyldte 50. år — ikke er berettiget til en
fratrædelsesgodtgørelse, der er bestemt til at lette overgangen til anden beskæftigelse for arbejdstagere med en anciennitet på over
tolv år i virksomheden.”
Region Syddanmark tog som følge af EU-domstolens afgørelse den 14. januar 2011 bekræftende til genmæle over for OAs påstand om
fratrædelsesgodtgørelse og betalte denne godtgørelse den 31. januar 2011.
Ved breve af henholdsvis 21. og 23. marts 2011 anmodede [forbund] herefter om, at Region Syddanmark udbetalte 1 måneds løn i
fratrædelsesgodtgørelse til [personi] og [person2], idet [forbund] var orienteret om, at Region Syddanmark havde taget bekræftende til
genmæle i sagen mellem Region Syddanmark og OA. Det var oplyst i brevene, at [personl] og [person2] ikke havde aktiveret deres
arbejdsgiverpension og fortsat stod til rådighed for arbejdsmarkedet.
I breve af 15. april 2011 til [forbund] afslog Region Syddanmark at udbetale fratrædelsesgodtgørelse på daværende tidspunkt med den
begrundelse, at der ikke var truffet endelig afgørelse i sagen mellem Region Syddanmark og OA. Det anførtes videre i brevene, at når der
forelå endelig afgørelse fra Vestre Landsret, ville Region Syddanmark tage stilling til anmodningen om udbetaling af
fratrædelsesgodtgørelse.
Som følge af Region Syddanmarks afslag på at udbetale fratrædelsesgodtgørelsen indgav [forbund] som mandatar for henholdsvis
[personi] og [person2] stævningerne i nærværende sager.
I svarskrifter af 25. august 2011 opfordrede Region Syddanmark [personi I og [person2] til at dokumentere, at de havde stået til rådighed for
arbejdsmarkedet, efter de fratrådte deres stillinger hos Region Syddanmark. Denne dokumentation blev fremlagt med indgivelsen af replik i
sagerne dateret henholdsvis den 7. og 12. september 2011, hvorefter Region Syddanmark i duplik af henholdsvis den 4. oktober og 28.
september2011 tog bekræftende til genmæle vedrørende kravene om fratrædelsesgodtgørelse.
Spørgsmålet om godtgørelse efter ligebehandlingsloven blev i sagen mellem OA og Region Syddanmark afgjort ved Vestre Landsrets dom
af 11. oktober 2011 gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2012, side 341.
Procedure
[forbund] som mandatar for [personi] og [person2] har til støtte for påstandene gjort gældende, at der efter EU-domstolens dom af 12.
oktober2010 var klarhed over retstilstanden for så vidt angår retten til fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2 a. Region
Syddanmark har derfor ved ikke at udbetale fratrædelsesgodtgørelse, i forbindelse med at [personl] og [person2] fratrådte deres stillinger,
bevidst udøvet aldersbetinget forskelsbehandling, jf. forskelsbehandlingslovens § 2, stk. 1. [personi] og [person2] har derfor krav på
godtgørelse i medfør af lovens § 7.
Region Syddanmark har til støtte for påstandene om frifindelse i første række gjort gældende, at der ikke er grundlag for at udmåle
godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven, idet der efter EU-domstolens afgørelse bestod og fortsat består reel usikkerhed om
retstilstanden vedrørende spørgsmålet om, hvilke betingelser, der skal være opfyldt, før der kan kræves fratrædelsesgodtgørelse. I anden
række har Region Syddanmark gjort gældende, at der ikke har været tale om en overtrædelse af forskelsbehandlingsloven, som er så grov,
at der bør betales godtgørelse, og i tredje række at godtgørelsen skal fastsættes til et væsentligt mindre beløb end 50.000 kr.
Landsrettens begrundelse og resultat
Ved EU-domstolens afgørelse af 12. oktober 2010 er det fastslået, at beskæftigelsesdirektivets bestemmelser om ligebehandling med
hensyn til beskæftigelse og erhverv skal fortolkes således, at de er til hinder for nationale forskrifter, hvorefter arbejdstagere — alene som
følge af den omstændighed, at de har ret til en alderspension udbetalt af deres arbejdsgiver i henhold til en pensionsordning, som de er
indtrådt i før det fyldte 50. år — ikke er berettiget til en fratrædelsesgodtgørelse, der er bestemt til at lette overgangen til anden beskæftigelse
for arbejdstagere med en anciennitet på over 12 år i virksomheden.
Allerede da [personi] og [person2] fratrådte deres stillinger, var det således fastslået, at det var i strid med EU-retten at nægte dem
fratrædelsesgodtgørelse alene med henvisning til, at de på fratrædelsestidspunktet var berettiget til at oppebære alderspension fra Region
Syddanmark.
Da region Syddanmark ikke — på samme måde som i forholdet til OA — tog skridt til at tage stilling til spørgsmålet om udbetaling af
fratrædelsesgodtgørelse, da Vestre Landsrets dom forelå, var der i hvert fald på dette tidspunkt tale om en nægtelsessituation, som
udgjorde en aldersbetinget forskelsbehandling, jf. forskelsbehandlingslovens § 2, stk. 1.
Ved vurderingen af, om [personi] og [person2] efter forskelsbehandlingslovens § 7, stk. 1, skal tilkendes en godtgørelse for den skete
krænkelse, skal der efter bestemmelsens forarbejder først og fremmest tages hensyn til grovheden af overtrædelsen. Som fastslået ved
Højesterets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2011, side 417, skal der ved denne vurdering navnlig tages hensyn til baggrunden for
overtrædelsen og den krænkelse, der måtte være påført den pågældende.
I marts 2011, hvor socialpædagogernes Landsforbund anmodede Region Syddanmark om at udbetale fratrædelsesgodtgørelse til
[personl] og [person2], var der forløbet henholdsvis 3,5 og 2,5 måned siden, de fratrådte deres stillinger hos Region Syddanmark. Det
kunne på dette tidspunkt konstateres, at [personl] og [person2] ikke havde aktiveret deres pensionsordninger, og at de havde forfulgt deres
erhvervsmæssige karrierer efter deres fratræden. På baggrund af EU-domstolens afgørelse af 12. oktober 2010 var det derfor på det
tidspunkt klart, at de begge var berettiget til fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2 a, stk. 3, og Region Syddanmark burde
derfor have udbetalt godtgørelsesbeløbene.
Under hensyn til, at [personh] og [person2] var nødsaget til at anlægge sag mod Region Syddanmark, før fratrædelsesgodtgørelsen blev
udbetalt, og til at godtgørelsesbeløbene først blev udbetalt henholdsvis efter den 4. oktober 2011 og 28. september 2011, hvor Region
Syddanmark tog bekræftende til genmæle, finder landsretten, at der er grundlag for at tilkende dem en godtgørelse efter
forskelsbehandlingslovens § 7, stk. 1. Godtgørelsen findes efter krænkelsens karakter passende at kunne fastsættes til 10.000 kr. til hver
med renter som anført nedenfor, idet bemærkes, at der ikke er grundlag for tilkendelse af renter før sagernes anlæg.
Efter sagernes udfald sammenholdt med parternes påstande, og under hensyn til, at sagens væsentligste spørgsmål har været, om der var
krav på godtgørelse, skal Region Syddanmark betale sagsomkostninger for landsretten til [forbund] som mandatar for henholdsvis [personi]
og [person2] med i alt 31.000 kr. Vedrørende [personi] omfatter beløbet 500 kr. til retsafgift af det vundne beløb og 15.000 kr. udgifter til
advokatbistand. Vedrørende [person2] omfatter beløbet 500 kr. til retsafgift ligeledes og 15.000 kr. udgifter til advokatbistand.
Beløbene til dækning af udgifter til advokatbistand er inklusive moms, da [forbund] ikke er momsregistreret. Landsretten har ved
23
fastsættelsen af beløbene lagt vægt på sagernes økonomiske værdi og deres omfang.
T h i k e n d e sfp r ret:
Region Syddanmark skal betale 10.000 kr. til [personi] og 10.000 kr. til [person2]. Beløbene forrentes med procesrenten fra henholdsvis
den 15. juli og den 30. juni 2011.
I sagsomkostninger skal Region Syddanmark for begge sager betale 31.000 kr. til [forbund] som mandatar for henholdsvis [personi] og
[person2].
Det idømte skal betales inden 14 dage.
Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.
24
UDEN STATUS
Ansættelsesret Fratrædelsesgodtgørelse efter § 2 a, stk. I
Forskeisbehandlingsloven -Aldersdiskrimination
-
-
østre Landsrets dom af 9. april2013
5. afd., sag B-1593-11
Ingeniørforeningen som mandatar for [personi I
(advokat Kim Schioldann)
mod
Dl som mandatar for [virksomhed 1]
(advokat Annette Fæster sen)
Referencer:
Forskelsbehandlingsloven §2, stk. 1
Forskelsbehandlingsloven §.i~ stk. 1
Funktionærloven §2~
Afsagt af dommerne:
Mogens Kroman, Betina Juul Heldmann og Lise Kroger
Resume
Sagen drejede sig om, hvorvidt Ipersonh] havde krav på fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2 a, stk. i, i forbindelse med, at
han fratrådte sin stilling hos [virksomhedl} AIS den 31. december 2005, hvor han var 61 år og berettiget til arbejdsgiverbetalt pension, og i
bekræftende fald om [personi I havde krav på godtgørelse efter forskelsbehandlingslovens § 7, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, for aldersbetinget
forskelsbehandling, herunder om denne del af kravet var for-ældet. [personl] nedlagde påstand om godtgørelse efter § 2 a, stk. 1, svarende
til 3 måneders løn og godtgørelse for overtrædelse afforskelsbehandlingsloven med 25.000 kr. Efter en henvisning til [person2]-dommen
anførte landsretten, at der efter Mangold- og KOcükdeveci-dommene ikke kunne antages at være forskel på anvendelsesområdet for det
direktivbaserede forbud mod forskelsbehandling på grund af alder og det almindelige EU-retlige princip, hvorefter sådan
forskelsbehandling er forbudt. [personhifratrådte sin stilling hos [virksomhedl] den 31. december 2005. Da Mangolddommen den 22.
november 2005 havde konstateret det allerede eksisterende EU-retlige princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder, og da
fristen for gennemførelse af beskæftigelses-direktivet var udløbet på tidspunktet, var det uden betydning, at [virksomhedli havde indrettet
sig i tillid til den danske fortolkning affunktionærlovens § 2a, stk. 3, på tidspunktet for [personh]s fratræden. På den baggrund fandt
landsretten, at danske regler om efterbetaling ikke medførte, at [virksomhedi] var berettiget til at afvise [personl]s krav på
fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2a, stk. 1, såfremt han i øvrigt opfyldte betingelserne herfor. Ifølge forarbejdeme til
funktionærloven har fratrædelsesgodtgørelsen til formål at mildne overgangen til anden beskæftigelse for ældre funktionærer efter længere
tids ansættelse i samme virksomhed. Det kunne efter [personi js forklaring lægges til grund, at han havde planlagt at blive på
arbejdsmarkedet, til han blev 65 år. Han undersøgte i første omgang mulighederne for at blive flyttet til en anden afdeling internt i
[virksomhedi], ligesom han efter sin fratræden tilmeldte sig a-kassen, læste stillingsannoncer, deltog i møder i a-kassen, kontaktede flere
forskellige firmaer og lagde sin profil og sit CV på internettet. Landsretten fandt det herefter godtgjort, at [personi] søgte anden
beskæftigelse og dermed forfulgte sin erhvervsmæssige karriere efter sin fratræden hos [virksomhedl]. Den omstændighed, at[persoril]
gik på efterløn, da han blev 62 år den 17. april 2006, kunne ikke føre til et andet resultat. [personi is påstand om betaling af
fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2 a, stk. 1, toges derfor til følge. Ipersoni] fratrådte som nævnt sin stilling hos
[virksomhedl] den 31. december 2005. Han havde som oven for anført krav på udbetaling affratrædelsesgodtgørelse efter
funktionærlovens § 2a, stk. 1, fra den 1. januar 2006. Landsretten fandt, at kravet på godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven fulgte
hovedkravet om godtgørelse efter funktionærloven, og at kravene således forældedes på samme tidspunkt. Den omstændighed, at
[personl] først rejste krav om godtgørelse efter funktionærlovens § 2 a, stk. 1, da EU-domstolens dom af 12. oktober 2010 i sag C-499108,
[person2i, kom til hans kundskab og først derefter fik afslag på udbetaling afgodtgørelse efter funktionærlovens § 2 a, stk. 1, kunne ikke føre
til et andet resultat. Kravet om godtgørelse efter forskelsbehandlingslovens § 7, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, blev rejst i processkift I den 15.
november 2011. Det f~lgte af forældelseslovens § 30, stk. 1,jf. § 4 og 1908-lovens § 1, nr. 1, litra e, 1. led, at kravet efter både den nye og
den gamle lov forældedes efter fem år. Kravet var herefter forældet den 1. januar 2011. Landsretten tog derfor [virksomhedi ]‘s påstand om
frifindelse for denne del af kravet til følge.
Denne sag, der er anlagt ved Retten på Frederiksberg den 28. december 2010, er ved kendelse af 10. maj 2011 henvist til behandling ved
østre Landsret i medfør af retsplejelovens § 226, stk. 1.
Sagen drejer sig om, hvorvidt sagsøgeren, [personl], havde krav på fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2a, stk. 1, i
forbindelse med, at han fratrådte sin stilling hos sagsøgte, [virksomhedli AIS (herefter [virksomhedli) den 31. december 2005, hvor han var
61 år og berettiget til arbejdsgiverbetalt pension. I givet fald er det dernæst spørgsmålet, om [personl] har krav på godtgørelse efter
forskelsbehandlingslovens § 7, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, for aldersbetinget forskelsbehandling, herunder om denne del af kravet er forældet.
lngen~ørforeningen har som mandatar for [personl] nedlagt principal påstand om, at [virksomhed 1] skal betale 187.341,25 kr. med tillæg af
procesrente af 162.341,25 kr. fra 1. januar2006, og af 25.000 kr. fra 15. november 2011, subsidiært at [virksomhed 1] skal betale
162.341,25 kr. med tillæg procesrente fra den 1. januar 2006.
DI har som mandatar for [virksomhed 1] A/S nedlagt principal påstand om frifindelse, subsidiært betaling i henhold til [personi ]s subsidiære
påstand, og mere subsidiært betaling af et mindre beløb end påstået af [personl] i den principale påstand.
Sagsfremstilling
[personi], der er født 16. april 1944, blev med virkning fra den 1. april 1969 ansat efter funktionærlovens bestemmelser hos [virksomhedi]. I
forbindelse med en afskedigelsesrunde blev [personl] ved brev af 18. april 2005 opsagt af Ivirksomhedi] til fratræden den 31. december
2005. På fratrædelsestidspunktet var [personl] 61 år gammel og havde en anciennitet efter funktionærloven på 36 år og 9 måneder. Efter
sin fratræden tilmeldte [personl] sig Arbejdsformidlingen som arbejdsløs og modtog umiddelbart efter fratrædelsestidspunktet
arbejdsløshedsunderstøttelse frem til 17. april 2006, hvor [personi] gik på efterløn. [personi] indfriede pr. 1. maj 2009 sin
arbejdsgiverbetalte alderspension.
Landsretten har under sagens forberedelse afsagt kendelse af 6. juli2012, hvorved parternes anmodning om forelæggelse af præjudicielle
25
spørgsmål for EU-domstolen ikke blev taget til følge. (personi] havde nedlagt påstand om, at EU-Domstolen præjudicielt forelægges et
spørgsmål om, hvorvidt det er i overensstemmelse med EU-retten, at den nationale retsorden er således indrettet, at der ikke fastsættes
sanktioner for forskelsbehandling på grund af alder, når det konstateres, at der har fundet forskelsbehandling sted i relation til det EU-retlige
grundprincip indeholdende et forbud mod den pågældende form for forskelsbehandling, som imidlertid ikke er implementeret i dansk ret.
[virksomhedi] havde påstand om, at Domstolen forelægges spørgsmålet om den tidsmæssige udstrækning af Ole Andersen-dommen,
samt et spørgsmål om forståelsenaf formuleringen “midlertidigt ønsker at give afkald [på pension fra sin arbejdsgiverl med henblik på at
forfølge sin erhvervsmæssige karriere,...” jf. Ole Andersen-dommen, præmis 44 og 47. Følgende fremgår af landsrettens begrundelse og
resultat:
“Ingeniørforeningen har anført, at [personi] har krav på godtgørelse for forskelsbehandling på grund af alder, hvilket Dl som mandatar for
[virksomhedi] har bestridt, idet det er gjort gældende, at et eventuelt krav vil være forældet. Krav om godtgørelse efter
forskelsbehandlingsloven har også været fremsat henholdsvis i [person2]-sagen og i den sag, der blev afgjort ved østre Landsrets dom af
30. marts 2012. I ingen af sagerne, hvis afgørelse ikke har retskraft for afgørelsen i den foreliggende sag, var der forelagt spørgsmål for EU
Domstolen vedrørende dette krav. Landsretten finder det heller ikke i den foreliggende sag nødvendigt at forelægge EU-Domstolen
spørgsmål herom.
Det følger af EU-Domstolens praksis, at en tidsmæssig begrænsning af en dom fra EU-Domstolen kun kan tillades af domstolen i selve den
dom, hvori der træffes afgørelse vedrørende den anmodede fortolkning,jf. blandt andet dom af 17. maj 1990 i sag C-262/88, Barber,
præmis 41, dom af 15. december 1995 i sag C-41 5/93, Bosman, præmis 142, dom af 6. marts 2007 i sag C-292/04, Meilicke, præmis 36,
og dom af 17. juli 2008 i sag C-426/07, Krawczyr~ski, præmis 42. Landsretten finder herefter, at der ikke er grundlag for at forelægge
spørgsmålet om den tidsmæssige udstrækning af [person2]-dommen for EU-Domstolen. Det forhold, at den foreliggende sag angår en tvist
mellem private parter, og at forbuddet mod forskelsbehandling derfor beror på et almindeligt EU-retligt princip, kan ikke føre til et andet
resultat.
Afgørelsen af, hvorvidt [personi] kan anses for midlertidigt at have givet afkald på pension med henblik på at forfølge sin erhvervsmæssige
karriere, jf. præmis 44 og 47 i Ole Andersen-dommen, beror på et bevisspørgsmål, der må afgøres efter en konkret bedømmelse af
[personl]s forhold og giver ikke anledning til at forelægge spørgsmål herom for EU-Domstolen”
Retsgrundlaget
Funktionærlovens
§ 2a, blev indført ved lov nr. 224 af 19. maj 1971.
Følgende fremgår af bestemmelsens nuværende ordlyd:
Såfremt en funktionær, der har været uafbrudt beskæftiget i samme virksomhed i 12, 15 eller 18 år, opsiges, skal arbejdsgiveren ved
funktionærens fratræden udrede et beløb svarende til henholdsvis 1, 2 eller 3 måneders løn.
Stk2. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse, såfremt funktionæren ved fratrædelsen vil oppebære folkepension.
Stk.3. Hvis funktionæren ved fratrædelsen vil oppebære en alderspension fra arbejdsgiveren, og hvis funktionæren er indtrådt i den
pågældende pensionsordning før det fyldte 50. år, bortfalder fratrædelsesgodtgørelsen.
Stk.4. Bestemmelsen i stk. 3 finder ikke anvendelse, hvis der den 1. juli 1996 ved kollektiv overenskomst er taget stilling til spørgsmålet om
nedsættelse eller bortfald af fratrædelsesgodtgørelsen som følge af alderspension fra arbejdsgiveren.
Stk.5. Bestemmelsen i stk 1 finder tilsvarende anvendelse i tilfælde af uberettiget bortvisning.”
Det anføres i bemærkningerne til lovforslaget om indsættelse af bestemmelsen fremsat den 4. november 1970 ad nr. 3 blandt andet:
“Med henblik på at mildne overgangen til anden beskæftigelse for ældre funktionærer, der opsiges efter i en længere årrække at have været
beskæftiget i samme virksomhed, stilles der forslag om indførelse af en bestemmelse om, at arbejdsgiveren ved funktionærens fratræden
skal udrede et beløb svarende til 1, 2 eller 3 måneders løn, alt efter som den pågældende har været ansat i virksomheden i 12, 15 eller 18
år. Det er en selvfølge, at der udover den nævnte ydelse tilkommer funktionæren sædvanlig løn i opsigelsesperioden.
I stk. 2 foreslås det, at bestemmelsen ikke skal finde anvendelse, såfremt funktionæren ved fratrædelsen vil oppebære pension fra
arbejdsgiveren eller folkepension, d.v.s. situationer der normalt indebærer, at den pågældende udtræder af arbejdsmarkedet”
Funktionærlovens § 2a, stk. 3, blev indsat i loven ved lov nr. 287 af 24. april 1996. Det anføres i de almindelige bemærkninger til lovforslaget
fremsat den 17. januar 1996 blandt andet:
“Fratrædelsesgodtgørelsen blev indført i funktionærlovens § 2 a ved lov nr. 224 af 19. maj 1971 (Folketingstidende sp. 916, 1299, 6433 og
6526, tillæg A, sp. 1331, tillæg B, sp. 1817 og tillæg C, sp. 903). Bestemmelsens oprindelige formål var at mildne overgangen til anden
beskæftigelse for funktionærer, der afskediges efter en længere årrække at have været beskæftiget i samme virksomhed. Funktionærer,
der træder ud af arbejdsmarkedet, dvs, afskediges med pension fra arbejdsgiveren eller folkepension, har således efter bestemmelsens
ordlyd ikke haft krav på godtgørelsen.
De nye arbejdsmarkedspensionsordninger, der i stort omfang er blevet gennemført i de senere år, indebærer, at der i en årrække frem vil
blive udbetalt mange, meget små pensionsbeløb. Da bestemmelsen blev vedtaget i 1971, kendte man stort set ikke disse små
pensionsbeløb.
Den nuværende udformning af bestemmelsen i funktionærlovens § 2 a, stk. 2, er af domstolene blevet fortolket således, at selv ganske små
pensionsydelser fra arbejdsgiveren medfører, at fratrædelsesgodtgørelsen efter § 2 a, stk. 1, bortfalder, I Højesterets dom af 14. februar
1991, refereret i UfR 1991.317, fandt retten således, at en pension med et engangsbeløb på ca. 9000 kr. samt en årlig udbetaling på 8 kr.
medførte bortfald af fratrædelsesgodtgørelsen.
Efter forslaget vil funktionærer med disse meget små pensionsydelser ikke miste deres fratrædelsesgodtgørelse, som kan være på op til 3
måneders løn.
Bemærkninger til forslagets enkelte bestemmelser
Til § I
Fratrædelsesgodtgørelsen vil efter den foreslåede bestemmelse i § 2 a, stk. 2, fortsat bortfalde, hvis funktionæren ved fratrædelsen vil
oppebære folkepension.
Fratrædelsesgodtgørelser bortfalder som hovedregel ved alderspension fra arbejdsgiveren, men er funktionæren indtrådt i
pensionsordningen efter det fyldte 50. år, bortfalder fratrædelsesgodtgørelsen ikke. Den foreslåede bestemmelse i § 2 a, stk. 3, er indsat,
fordi funktionærer indtrådt i denne sene alder vil have en meget kort opsparingsperiode og dermed et lille pensionsbeløb.
En del af de nye ordninger omfatter pension i forbindelse med sygdom eller invaliditet. Forslaget har ikke til hensigt at ændre gældende
retspraktis på dette område, hvorefter fratrædelsesgodtgørelsen ikke bortfalder som følge afførtidspensionering på grund af sygdom eller
invaliditet. Fratrædelsesgodtgørelsen bortfalder kun, såfremt der er tale om alderspension.
Den foreslåede bestemmelse i § 2 a, stk. 4, fastslår, at § 2 a, stk. 3, er subsidiær. Den finder således ikke anvendelse, hvis der den 1. juli
1996 ved kollektiv overenskomst eller aftale er taget stilling til spørgsmålet om nedsættelse eller bortfald af fratrædelsesgodtgørelsen som
følge af pension fra arbejdsgiveren.”
26
Beskæftigelsesdirektivet, Rådets direktiv 2000f78, om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og
erhverv, indeholder bla. følgende bestemmelser:
“Artikel 1
Formål
Formålet med dette direktiv er, med henblik på at gennemføre princippet om ligebehandling i medlemsstateme, at fastlægge en generel
ramme for bekæmpelsen af forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv på grund af religion eller tro, handicap, alder eller
seksuel orientering.
Artikel 2
Begrebet forskelsbehandling
1. I dette direktiv betyder princippet om ligebehandling, at ingen må udsættes for nogen form for direkte eller indirekte forskelsbehandling af
nogen af de i artikel i anførte grunde.
Artikel 17
Sanktioner
Medlemsstaterne fastsætter, hvilke sanktioner der skal anvendes ved overtrædelse af de nationale bestemmelser, der er vedtaget til
gennemførelse af dette direktiv, og tager alle nødvendige skridt til at sikre deres iværksættelse. Sanktionerne, der kan indebære, at der
ydes ofret skadeserstatning, skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning
Beskæftigelsesdirektivet er implementeret i dansk ret ved lov nr. 253 af 7. april 2004 om ændring af lov om forbud mod forskelsbehandling
på arbejdsmarkedet m .v. og ved lov nr. 1417 af 22. december 2004 om ændring af forskeisbehandlingsloven (indsættelse af alder og
handicap som kriterier i loven).
Det anføres i de almindelige bemærkninger i afsnit 2.2 om beskæftigelsesdirektivet i lovforslag nr. 40 af 29. januar 2003 til den senere lov
nr. 253 af 7. april 2003 blandt andet:
“Kredsen af diskriminationskriterier er bredere end forskelsbehandlingslovens, idet loven ikke i dag beskytter mod forskelsbehandling på
grund af ... alder.
I afsnit 3 om lovforslagets indhold hedder det
“Lovforslaget tager udgangspunkt i direktivets bestemmelser og går ikke videre end direktivets krav, bortset fra at de generelle tværgående
bestemmelser, fx om delt bevisbyrde, foreslås at gælde for alle lovens diskriminationskriterier, også dem der ikke er omfattet af de to
direktiver, dvs, for kriterierne hudfarve, politisk anskuelse, samt national eller social oprindelse.”
Af de almindelige bemærkninger i afsnit 5.2 i lovforslag nr. 92 af 11. november 2004 til den senere lov nr. 1417 af 22. december
2004 fremgår blandt andet:
“Efter funktionærlovens § 2a har en funktionær, der har været uafbrudt beskæftiget i samme virksomhed i 12, 15 eller 18 år, ret til
fratrædelsesgodtgørelse svarende til henholdsvis 1, 2 eller 3 måneders løn, hvis funktionæren opsiges af arbejdsgiveren. Det overordnede
formål med bestemmelsen er at yde en godtgørelse til funktionærer efter længere tids ansættelse »for at mildne overgangen til anden
beskæftigelse for ældre funktionærer~ Gf. FT 70/71, tillæg A, spalte 1334). Bestemmelsen finder alene anvendelse, når funktionæren
opsiges af arbejdsgiveren. Bestemmelsen gælder også ved uberettiget bortvisning, jf. § 2a, stk. 4. Bestemmelsen indeholder dermed et
beskyttelsesformål i forhold til ældres muligheder for at få ny beskæftigelse - i form af løn i længere tid. Bestemmelsen er et eksempel på
indirekte forskelsbehandling af yngre funktionærer, og vil derfor skulle vurderes ud fra direktivets artikel 2, stk. 2, litra b. Herefter kan en
indirekte forskelsbehandling tillades, hvis den pågældende bestemmelse (her retten til fratrædelsesgodtgørelse betinget af anciennitet) er
objektivt begrundet i et legitimt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige. Da formålet med funktionærlovens
§ 2a er at beskytte ældre funktionærer og lette deres overgang til anden beskæftigelse, vil bestemmelsen kunne opretholdes som saglig
indirekte forskelsbehandling,jf. kravene i direktivets artikel 2, stk. 2, litra b. Der foreslås derfor ingen ændringer til funktionærlovens § 2a.”
Godtgørelseskrav som følge af forskelsbehandling på grund af alder blev efter lovændringen omfattet af den allerede gældende
bestemmelse i forskeisbehandlingslovens § 7, stk. 1.
Retspraksis
I dom af 22. november 2005 i sag C-144/04, Werner Mangold mod RQdiger Helm, udtalte EF-domstolen (Store Afdeling) blandt andet:
“75. Princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder skal anses for et almindeligt fællesskabsretligt princip.
77. Under disse omstændigheder påhviler det den nationale ret, som skal træffe afgørelse i en tvist vedrørende princippet om forbud mod
forskelsbehandling på grund af alder, inden for rammerne af sine beføjelser at sikre den retsbeskyttelse, der for borgerne følger af
fællesskabsretten, og at sikre dennes fulde virkning, idet den skal undlade at anvende enhver modstridende bestemmelse i national lov...
78.
Det påhviler den nationale ret at sikre den fulde virkning af det almindelige princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder, idet
den skal undlade at anvende enhver modstridende bestemmelse i national lov, også selv om fristen for direktivets gennemførelse endnu
ikke er udløbet.”
EU-domstolen (Store Afdeling) gentog i sin dom af 19. januar 2010 i sag C-555/07, Seda KQcükdeveci mod Ivirksomhed2i GmbH & Co.
KG., at princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder skal anses for et almindeligt EU-retligt princip. Det anføres i
dommen blandt andet:
“Om de præjudicielle spørgsmål
21. Domstolen har i denne sammenhæng anerkendt, at der gælder et princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder, der skal
anses for et almindeligt EU-retligt princip (jf. i denne retning Mangold-dommen, præmis 75). Direktiv 2000/78 konkretiserer dette princip (jf.
analogt dom af 8.4.1976, sag 43/75, Defrenne Sml. s. 455, præmis 54).
23. For at princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder skal kunne finde anvendelse i et tilfælde som det i hovedsagen
foreliggende, er det yderligere en forudsætning, at det ligger inden for EU-rettens anvendelsesområde.
24. Herved bemærkes, at til forskel fra den sag, der gav anledning til dom af 23. september 2008, Bartsch (sag C-427/06, Sml. I, s. 7245),
har den angiveligt diskriminerende adfærd, der i denne hovedsag er vedtaget med støtte i de omtvistede nationale bestemmelser, fundet
sted efter udløbet af den berørte medlemsstats frist for at gennemfør direktiv 2000/78, hvilken frist for Forbundsrepublikken Tysklands
vedkommende udløb den 2. december 2006.
25. På denne dato fik direktivet den virkning, at de i hovedsagen omtvistede bestemmelser, der omfatter et område, der er reguleret af
samme direktiv, nemlig i det foreliggende tilfælde vilkårene for afskedigelse, blev henført under EU-rettens anvendelsesområde.
27
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Store Afdeling) for ret:
1) EU-retten, og navnlig princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder, som konkretiseret ved Rådets direktiv 2000/78/EF
af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv, skal fortolkes
således, at den er til hinder for nationale bestemmelser som de i hovedsagen omhandlede, hvorefter beskæftigelsesperioder, som
arbejdstageren har tilbagelagt før det fyldte 25. år, ikke tages i betragtning ved beregningen af afskedigelsesfristen.
2) Det påhviler en national ret, der skal afgøre en tvist mellem private, at sikre sig, at princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund
af alder, som konkretiseret ved direktiv 2000178, overholdes, idet den om fornødent skal undlade at anvende enhver modstridende national
bestemmelse, uanset om den udøver den beføjelse, som den har i de tilfælde, der er omhandlet i artikel 267, stk. 2, TEUF, til at forelægge
Den Europæiske Unions Domstol præjudicielle spørgsmål om fortolkningen af dette princip.”
I EU-domstolens (Store Afdeling) dom af 12. oktober 2010 i sag C-499/08, lngeniørforeningen i Danmark for [person2] mod Region
Syddanmark, udtales det blandt andet:
“Nationale bestemmelser
8. Lov om retsforholdet mellem arbejdsgivere og funktionærer (funktio-nærloven) indeholder i § 2a følgende bestemmelser vedrørende den
særlige fratrædelsesgodtgørelse:
»Såfremt en funktionær, der har været uafbrudt beskæftiget i samme virksomhed i 12, 15 eller 18 år, opsiges, skal arbejdsgiveren ved
funktionærens fratræden udrede et beløb svarende til henholdsvis 1, 2 eller 3 måneders løn.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. I finder ikke anvendelse, såfremt funktionæren ved fratrædelsen vil oppebære folkepension.
Stk. 3. Hvis funktionæren ved fratrædelsen vil oppebære en alderspension fra arbejdsgiveren, og hvis funktionæren er indtrådt i den
pågældende pensionsordning før det fyldte 50. år, bortfalder fratrædelsesgodtgørelsen.
[...]~
9. Den forelæggende ret har oplyst, at det fremgår af fast national rets-praksis, at retten til fratrædelsesgodtgørelse afskæres, hvis en privat
pensionsordning, hvortil arbejdsgiveren har bidraget, åbner mulighed for udbetaling afalderspension ved fratrædelsen, også selv om
funktionæren ikke ønsker at benytte pensionsordningen. Dette gælder også, selv om pensionsudbetalingen nedsættes som følge af det
fremrykkede pensioneringstidspunkt.
Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål
17. . . .Vestre Landsret har besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Skal forbuddet mod direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af alder i artikel 2 og 6 i Rådets direktiv 2000f78IEF fortolkes
således, at det er til hinder for, at en medlemsstat opretholder en retstilstand, der indebærer, at en arbejdsgiver ved opsigelse af en
funktionær, der har været uafbrudt beskæftiget i samme virksomhed i 12, 15 eller 18 år, ved funktionærens fratræden skal udrede
godtgørelse svarende til henholdsvis 1, 2 eller 3 måneders løn, men således at denne godtgørelse ikke skal udbetales, hvis funktionæren
ved fratrædelsen har mulighed for en alderspension fra en pensionsordning, hvortil arbejdsgiveren har bidraget?~
Om det præjudicielle spørgsmål
47. Det følger heraf, at funktionærlovens § 2a, stk. 3 — ved ikke at tillade udbetaling af fratrædelsesgodtgørelse til en arbejdstager, der, selv
om han har ret til udbetaling af en alderspension fra sin arbejdsgiver, ikke desto mindre har til hensigt midlertidigt at give afkald på en sådan
pension med henblik på at forfølge sin erhvervsmæssige karriere — gør et for vidtgående indgreb i de legitime interesser for de
arbejdstagere, der befinder sig i en sådan situation, og således går ud over det, der er nødvendigt for at opnå de socialpolitiske formål, der
forfølges med denne bestemmelse.
48. Den ulige behandling, der følger af funktionærlovens § 2a, stk. 3, kan derfor ikke begrundes i henhold til artikel 6, stk. 1, i direktiv
2000/78.
49. Det præjudicielle spørgsmål skal derfor besvares med, at artikel 2 og artikel 6, stk. 1, i direktiv 2000/78 skal fortolkes således, at de er
til hinder for nationale retsforskrifter, hvorefter arbejdstagere — alene som følge af den omstændighed, at de har ret til en alderspension
udbetalt af deres arbejdsgiver i henhold til en pensionsordning, som de er indtrådt i før det fyldte 50. år — ikke er berettiget til en
fratrædelsesgodtgørelse, der er bestemt til at lette overgangen til anden beskæftigelse for arbejdstagere med en anciennitet på over tolv år
i virksomheden.”
I sagen mellem lngeniørforeningen i Danmark som mandatar for [person2j og Region Syddanmark tog regionen efter den præjudicielle
afgørelse bekræftende til genmæle over for [person2ls påstand om fratrædelsesgodtgørelse. Spørgsmålet om godtgørelse efter
fo~skelsbehandlingsloven blev afgjort ved Vestre Landsrets dom 11. oktober 2011 gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2012, side 341.
østre Landsret har ved dommen af 30. marts 2012, gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2012, side 2247 i sagen HK som mandatar for [Al
mod Grafisk Arbejdsgiverforening som mandatar for [virksomhed3] NS taget stilling til, om arbejdsgiverens nægtelse af at udbetale
fratrædelsesgodtgørelse var i strid med et EU-retligt grundprincip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder. Landsretten fandt,
at det var tilfældet. Landsretten tog endvidere stilling til, om arbejdstageren i forlængelse heraf havde ret til godtgørelse efter
forskelsbehandlingsloven. Landsretten fandt, at det ikke af den ved Mangold- og KOcükdeveci-dommene fastslåede forpligtelse for retter i
medlemsstaterne til at undlade at anvende enhver national bestemmelse, som strider imod det EU-retlige princip om forbud mod
forskelsbehandling på grund af alder kan udledes, at retterne i sådanne tilfælde tillige skal pålægge den private arbejdsgiver en sanktion,
herunder eventuelt betaling af godtgørelse.
Forklaringer
Der er under hovedforhandlingen afgivet partsforklaring af [personi] og vidneforklaring af[person3J.
[personli har forklaret blandt andet, at han er ingeniør og medlem af ingeniørforeningen. Han har siden 1969 haft ansættelse i det, der nu
hedder [virksomhedi]. Han var projektieder i 2002, hvor han fik sin seneste ansættelseskontrakt. Han var 61 år, da han fratrådte den 31.
december 2005. Han blev 62 år den 16. april 2006.
Han drøftede afskedigelsen med sine ledere hos [virksomhedl], og han gav udtryk for, at han ønskede at arbejde, indtil han blev 65 år, fordi
hans pension først så fornuftig ud på det tidspunkt. [virksomhedl I vil nok sige, at han fratrådte frivilligt, men han vil selv sige, at han blev
presset til at fratræde.
Han blev indkaldt til en samtale med sine ledere. Han fik at vide, at hans stilling var overflødig, og at de ikke kunne tilbyde ham noget andet.
Han var tidligere blevet flyttet rundt mange gange. Han ville helst være blevet i arbejde hos [virksomhedil, og han ville geme være flyttet til en
anden afdeling, hvis der havde været mulighed for det.
Der var tidligere over en årrække blevet afskediget en større gruppe medarbejdere. Han sad i udviklingsafdelingen. Han vidste, at der skulle
skæres ned i udviklingsafdelingen.
Han ville blive på arbejdsmarkedet, til han var 65 år. Han planlagde derfor at søge andet arbejde. Han ringede til nogle firmaer, men han
28
havde vanskeligt ved at finde genklang for sin profil. Han kunne høre, at hans alder og specialisering var et problem.
Han var fritstillet den sidste måned hos [virksomhedl]. Han tilmeldte sig a-kassen, da han fratrådte.
Han havde samlet et helt bundt stillingsannoncer, som han drøftede med sin fagforening. Han havde også lagt sin profil og sit CV på nettet.
Han havde kontakt til ca. fire forskellige firmaer. Han sendte ingen skriftlige ansøgninger.
Han var specialiseret indenfor udviklingsarbejde og havde erfaring med overordnet samling af projekter og udarbejdelse af værktøjer til
projekter. Han passede derfor kun til større virksomheder, der havde en udviklingsafdeling. Han ville gerne have et job, der matchede hans
kompetencer. Det var vanskeligt at finde sådan et job.
Da han blev 62 år, blev hans økonomiske muligheder for at gå på efterløn bedre. Han vidste, at der ville ske modregning, hvis han fik sin
arbejdsgiverbetalte pension udbetalt, før han blev 65 år. Efter han var fratrådt hos [virksomhedi], kunne han se, at han ikke havde en videre
karriere, og han besluttede sig derfor for at gå på efterløn. Beslutningen formede sig og blev taget undervejs i forløbet.
Han kendte ikke til reglerne i funktionærlovens § 2a. Han stolede på, at [virksomhedi] gav ham det, som han havde krav på, og
[virksomhedi I havde sagt, at han ikke havde krav på yderligere. Han forventede, at det, [virksomhedi] oplyste, var rigtigt. Han blev først
opmærksom på, at han havde et krav i oktober 2010, da han læste om problemstillingen i en artikel i Ingeniørbladet. Han talte med
ingeniørforeningen kort tid efter. Ingeniørforeningen vurderede hans krav og rejste det over for Ivirksomhedli.
[oerson3]har forklaret blandt andet, at hun er advokat og cheljurist hos [virksomhedi]. Hun har været ansat hos [virksomhedl] i syv år.
[virksomhedi] har løbende reduceret i medarbejderstaben. Der er 5.480 ansatte i dag. I 2005 var der 14.310 ansatte. Der er reduceret
9.000 medarbejdere i perioden. [virksomhedij’s beregninger viser, at [virksomhedij kan blive stillet over for et tilbagebetalingskrav på 68
mio. kr., hvis andre fratrådte medarbejdere gør krav gældende som i denne sag. Der var 796 medarbejdere over 60 år, som fratrådte i
perioden fra generaladvokatens udtalelse og fem år tilbage. Disse medarbejderes gennemsnitsløn var 30.000 kr. om måneden. Nogle af
kravene vil sikkert være forældet, men der kommer hele tiden nye krav til. De har indgået 112 suspensionsaftaler. Der er taget forbehold i
de frivillige fratrædelsesaftaler, således at de fratrådte medarbejdere ikke har fraskrevet sig krav på godtgørelse efter funktionærlovens §
2a.
Frivillig fratræden er en terminologi, der dækker over et system, hvor medarbejderne kan melde sig til frivillig fratræden. Systemet kørte hver
måned. Det blev fortrinsvis brugt indtil 2008. Da krisen indtrådte, blev [virksomhedi] nødt til at indføre egentlige afskedigelser.
[personi] fik udbetalt en godtgørelse for frivillig fratræden på ni måneders løn. Det var et generelt vilkår i hans overenskomst.
[virksomhedi] kan ikke vælte en udgift på 68 mio. kr. over på kunderne. Der er ingen sammenhæng mellem [virksomhedl]’s prispolitik og
lønområdet.
[virksomhedi] går ikke efter ældre medarbejdere, når de bliver nødt til at foretage afskedigelser.
Hun har intet kendskab til, om [personi] blev indkaldt til en samtale. Hun kan ikke bekræfte, at [personi] blev opsagt, men han fik en
godtgørelse for frivillig fratræden. Hun var der ikke, da han fratrådte.
Det er meget differentieret, hvor store fratrædelsesgodtgørelser, medarbejderne får. Det er usædvanlig at få ni måneders godtgørelse.
[virksomhedi] har nu indrettet sig således, at godtgørelse efter funktionærlovens § 2a modregnes i anden fratrædelsesgodtgørelse. Det
gælder for alle medarbejdere uanset alder.
Hun kan bekræfte, at [personi] rejste dette krav, som [virksomhedi] afviste. [virksomhedli afviste også at indgå en suspensionsaftale.
[virksomhed 1] har brugt mange penge på frivillige fratrædelser. Hun har ingen ide om, hvor mange penge der er tale om.
Procedure
Parterne har til støtte for deres påstande gjort de anbringender gældende, der fremgår af deres påstandsdokumenter og har i det
væsentlige procederet i overensstemmelse hermed.
Foersonli har således til støtte for sin påstand gjort gældende:
“Kravet om fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2a
Det gøres til støtte for den nedlagte påstand vedrørende godtgørelse efter funktionærlovens § 2 a, stk. 1, gældende, at sagsøger opfylder
kravene i bestemmelsen for udbetaling af en fratrædelsesgodtgørelse pà 3 måneders løn, idet sagsøger blev opsagt efter uafbrudt
ansættelse hos sagsøgte som funktionær i mere end 18 år.
Undtagelsesbestemmelsen i funktionærlovens § 2 a, stk. 3, hvorefter det tidligere var muligt at undlade at udbetale
fratrædelsesgodtgørelsen til funktionærer, som på fratrædelsestidspunktet havde nået en alder, som gjorde det naturligt at fratræde
arbejdsmarkedet samtidig med, at disse var berettiget til en arbejdsgiverbetalt pensionsordning, finder ikke anvendelse, efter at EU
Domstolen den 12. oktober 2010 afsagde dom i [person2]-sageri (C-499/08).
Der gælder heller ikke hverken inden for EU-retten eller i dansk ret regler, som bevirker, at den retsstilling, der fastslås i EU-dommen i
[person2]-dom men skulle være tidsmæssigt afgrænset.
Sagsøgte har i processkrift B givet afkald på sit anbringende om, at EU-retten skulle indeholde en tidsmæssig begrænsning af den
tilbagevirkende præjudikatsværdi af dommen, men fastholder fortsat, at dansk ret skulle indeholde en sådan regel.
Dette bestrides, og samtidig gøres det gældende, at det ikke bevirker en tidsmæssig begrænsning, at sagsøgte gør gældende, at det
koster penge for virksomheden. Hertil kommer, at der jo er tale om penge som virksomheden uberettiget har sparet på det tidspunkt, hvor et
antal opsagte medarbejdere på over 60 år, herunder sagsøger, ikke fik udbetalt deres fratrædelsesgodtgørelse.
Sagsøgtes anbringende om, at sagsøgers krav på fratrædelsesgodtgørelse skulle bortfalde, fordi sagsøgte var i god tro, subsidiært fordi
det er så stor en belastning for erhvervslivet, har således ikke støtte i hverken teori eller praksis, ligesom det ikke er dokumenteret, at der
skulle tale om en særlig økonomisk belastning.
Spørgsmålet om god tro gør EU-rettens regler om, at EU-clomme fastslår retsstillingen kun med respekt af nationale regler om forældelse
og passivitet, jo netop op med, og sagsøgers krav på fratrædelsesgodtgørelse erjo netop ikke forældet, hvorfor kravet stadig består.
Det gøres desuden gældende, at udgiften under alle omstændigheder overvæltes på kunderne, og derfor ikke belaster selskabets økonomi.
Det gøres gældende, at sagsøger i forbindelse med sin fratræden forfulgte sin erhvervsmæssige karriere.
Sagsøger ville naturligvis have foretrukket at få et andet job straks, men når nu dette ikke var muligt, benyttede sagsøger sig af den samme
mulighed der tilsvarende gælder for andre lønmodtagere uanset om de er 61 år eller 25 år, når det ikke er muligt for den pågældende at
finde arbejde.
Sagsøger tilmeldte sig således arbejdsformidlingen som arbejdssøgende.
Sagsøgtes indsigelse mod at anerkende, at sagsøger herved forfulgte sin erhvervsmæssige karriere kan kun forstås som et anbringende
om, at sagsøger har forsøgt at omgå bestemmelsen i § 2a, stk. 3, ved, udelukkende med henblik på at opnå ret til 3 måneders
fratrædelsesgodtgørelse, at forblive på arbejdsmarkedet i 4 måneder efter fratrædelsestidspunktet.
Sagsøgtes anbringende er ikke konsistent med hændelsesforløbet, hvor det fremgår af faktum, at sagsøger reelt — og ikke kun pro forma,
som det tilsyneladende gøres gældende fra sagsøgtes side — stod til rådighed for arbejdsmarkedet, idet sagsøger i form afA-kasse
specifikationerne i sagens bilag 3 kan dokumentere, at sagsøger var arbejdssøgende.
29
Sagsøgte har derfor bevisbyrden for at det skulle forholde sig anderledes.
Sagsøgtes anbringende giver imidlertid ikke mening al den stund sagsøger reelt stod til rådighed for arbejdsmarkedet efter de regler der
gælder herom efter a-kasse lovgivningen, hvortil kommer at den tanke, at sagsøger næsten 5 år inden afsigelsen af [person2]-dommen
skulle have præjudiceret udfaldet af denne, er vanskeligt forståelig.
Landsretten fastslog i kendelse af 6. juli 2012, at der ikke er grundlag for en antagelse om, at [person2]-dommen skulle indeholde en
tidsmæssig begrænsning og sagsøger gør på den baggrund gældende, at der for et lønkrav som det foreliggende gælder 5-årig
forældelse, ligesom det gøres gældende at sagen er anlagt inden for den 5-årige periode og derfor ikke hverken er forældet eller på anden
måde bortfaldet eller ophørt.
Sagsøger har på baggrund af ovenstående krav på 3 måneders fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2 a, stk. 1.
Godtgørelse efter forskelsbehandlingslovens § 7, stk. 1.
Til støtte for påstanden vedrørende godtgørelse for forskelsbehandling på grund af alder efter forskelsbehandlingslovens § 7, stk. 1, gøres
det gældende, at sagsøgte senest den 7. december 2010, hvor sagsøger henledte sagsøgtes opmærksomhed på Ole Andersen-dommen,
havde det fornødne kendskab til, at den manglende udbetaling af~ 2a-godtgørelse var i strid med beskæftigelsesdirektivets forbud mod
forskelsbehandling på grund af alder, og sagsøgte har derfor gjort sig skyldig i forskelsbehandling i strid med reglerne i
forskeisbehandlingsloven.
EU-Domstolen afsagde den 12. oktober 2010 dom i [person2]-sagen (C-499/08) og fra dette tidspunkt at regne må sagsøgte utvivlsomt
have været klar over, at sagsøger havde krav på sin fratrædelsesgodtgørelse.
Alligevel afviste sagsøgte henvendelsen den 7. december 2010 fra Ingeniørforeningen, hvorved kravet på fratrædelsesgodtgørelse på
baggrund af [person2]-dommen blev rejst, og sagsøgte gør sig derved skyldig i en krænkelse af sagsøgers krav på ikke at blive
forskelsbehandlet på grund af alder. Sagsøgte har heller ikke efterfølgende taget bekræftende til genmæle, heller ikke ikke under
nærværende retssag, og sagsøger har derfor krav på en godtgørelse for forskelsbehandling efter forskelsbehandlingslovens § 7, stk. 1.
Kravet er ikke forældet.
Det følger af [person2j-dommen fra Vestre Landsret i U.201 2.341, at en funktionær ikke har krav på godtgørelse for forskelsbehandling i en
tilsvarende situation før efter det tidspunkt, hvor EU-dommen blev afsagt den 12. oktober 2010. Sagsøgers krav på godtgørelse efter
forskelsbehandlingslovens § 7, stk. 1, er således først opstået tidligst på dette tidspunkt, og kravet var derfor ikke forældet den 15.
november, da påstanden i sagen blev hævet med kravet på godtgørelse for forskelsbehandling.
Godtgørelsens størrelse kan passende efter omstændighederne fastsættes til et beløb på kr. 25.000.
Såfremt sagsøgte fastholder, at det udgør en særlig stor økonomisk betydning for virksomheden at udbetale § 2 a-godtgørelse til den
relevante gruppe blandt de opsagte, gøres det gældende, at dette i givet fald må skyldes, at sagsøgte systematisk er gået efter at opsige
ældre medarbejdere, og at dette skal have indflydelse i skærpende retning på udmålingen af størrelsen af godtgørelsen.”
[virksomhedi i har til støtte for selskabets påstand gjort gældende:
“Godtgørelse efter funktionærlovens § 2a
1. Efterbetaling
Det skal afgøres efter dansk ret, hvorvidt der skal ske efterbetaling afgodtgørelse, jf. funktionærlovens § 2a, på samme måde som det ved
flere lejligheder er blevet afgjort efter dansk ret, hvorvidt der skulle ske tilbagebetaling af ulovligt opkrævede afgifter. F.eks. dommene
vedrørende tilbagebetaling afAMBl,jf. bl.a. højesterets dom optrykt i UfR 2001, side 994.
Sagsøgte gør gældende, at en vurdering efter dansk ret vil føre til, at der ikke skal ske efterbetaling. Der henvises her til, ~EU-domstolens
dom af 12. oktober 2010 i sag C-499108 i modsat fald vil have alvorlig økonomisk betydning for private virksomheder, og herunder særligt
sagsøgte, der har været nødsaget til at indgå aftaler om fratræden og opsige et meget stort antal medarbejdere de sidste 10 år, ~j den
danske retstilling qua højesteretspraksis har været klar, og ~t der indtil 12. oktober 2010 ikke kan siges at have foreligget EU-praksis, som
ikke efterlod tvivl om indholdet af de EU-retlige forpligtelser i så henseende.
Sagsøgte har således været i en undskyldelig retsvildfarelse - og dermed i berettiget god tro med hensyn til forståelsen affunktionærlovens
§ 2a - gennem en længere årrække, da EU-domstolens dom er retsskabende i forhold til højesterets praksis.
Sagsøgte har indrettet sig i tillid til den hidtidige retsopfattelse, og sagsøger og de øvrige ansatte hos sagsøgte har affundet sig med denne
almindelige opfattelse af retstilstanden.
Det bestrides, at udgiften til fratrædelsesgodtgørelse kan overvæltes på kunderne. Sagsøgte gør i øvngt gældende, at dette argument kun
giver mening, når der er tale om en tilbagebetalingssituation, som f.eks. vedrørende tilbagebetaling afAMBl, hvor et allerede betalt beløb
tilbagesøges.
Sagsøgte gør derfor ikke gældende, at EU-domstolens dom er tidsmæssigt begrænset, men at danske regler om efterbetaling medfører, at
der ikke skal ske efterbetaling til medarbejdere, der er fratrådt før EU-domstolens dom, den 12. oktober 2010.
Det gøres på denne baggrund gældende, at sagsøger ikke har ret til efterbetaling af godtgørelse efter funktionærlovens § 2a, da
betingelserne herfor ikke er opfyldt efter dansk ret.
2. Forfulgt erhvervsmæssig karriere
Såfremt landsretten skulle finde, at der som udgangspunkt er adgang til efterbetaling, gøres det gældende, at[personl] ikke har fremlagt
dokumentation for, at han har forfulgt sin erhvervsmæssige karriere i perioden mellem hans ansættelse ophørte hos Ivirksomhedli AIS, og
han gik på efterløn, dagen efter han blev 62 år, hvilket var ca. 3% måned efter hans fratræden fra [virksomhedi].
Sagsøger har kun dokumenteret, at [personl] har modtaget dagpenge i perioden mellem sin fratræden og sin 62 års fødselsdag, og har
ikke i øwigt dokumenteret nogen aktivitet i relation til jobsøgning eller lignende.
Det gøres som følge heraf gældende, at [personi] ved sin fratræden fra [virksomhedi I AIS ikke havde til hensigt at forfølge sin
erhvervsmæssige karriere, og dermed ikke befandt sig i en overgangsfase til anden beskæftigelse, og at betingelsen i EU-domstolens dom
i sag C-499108 af 12. oktober 2010 vedrørende [person2], præmis 44-46, derfor ikke er opfyldt.
Det gøres i sagens natur ikke gældende, at [personi] ikke straks gik på efterløn med henblik på at opnå godtgørelse efter funktionærlovens
§ 2a, men det gøres gældende, at [personi] af andre årsager, nemlig fordi det var fordelagtigt for ham at vente med at gå på efterløn, til han
blev 62 år, afventede denne fødselsdag. Det skyldtes, at efterlønnen var mere fordelagtig, hvis han ventede med at gå på efterløn, til han
blev 62 år, jf. arbejdsløshedsforsiknngslovens regler herom.
Det samlet gældende, at [personl] ikke har krav på godtgørelse i henhold til funktionærlovens § 2a.
Godta ørelse efter forskelsbehand lingsloven
Hvis landsretten skulle nå frem til, at der foreligger forskelsbehandling, hvilket bestrides, gøres det for så vidt angår godtgørelse efter
forskelsbehandlingsloven gældende, at det følger af østre Landsrets dom af 30. marts 2012 optrykt i UfR 2012, side 2247, at der ikke i et
tilfælde, hvor forskelsbehandlingen i så fald udledes af EU-domstolens praksis, og ikke af beskæftigelsesdirektivet, i dansk ret er hjemmel
til at pålægge en privat arbejdsgiver en sanktion, herunder betaling afgodtgørelse.
Derudover gøres det gældende, at kravet på godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven under alle omstændigheder er forældet i denne
sag, da der først blev nedlagt påstand herom efter den 5-årige forældelse, jf. forældelseslovens § 4, stk. 1, var indtrådt, hvilket skete 1.
30
januar 2011 idet et eventuelt krav på godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven er underlagt samme forældelse som hovedkravet, dvs.
kravet på godtgørelse efter ful § 2a. Efter dansk ret, hvilket anerkendes af EU-domstolen, medfører ukendskab til en regels “rette” fortolkning
ikke, at forældelsen af et krav suspenderes,jf. bla. højesterets domme vedrørende tilbagebetaling af afgifter optrykt i UfR 2000, side 1953,
og UfR 2006, side 2551.
Selv hvis landsretten skulle finde, at der er hjemmel til at fastsætte en godtgørelse efter forskeisbehandlingsloven, og kravet ikke er forældet,
gøres det gældende, at krænkelsen ikke er af en sådan grovhed, at der skal betales godtgørelse. Der henvises her til, ~ den manglende
udbetaling af godtgørelse efter funktionærlovens § 2a følger af fast højesteretspraksis, ~ krænkelsen ved manglende udbetaling er
forholdsvis begrænset, og ~ fortolkningen af funktionærlovens § 2a, stk. 3, endnu ikke ligger fast, herunder bla. i relation til, hvornår en
medarbejder forfølger sin erhvervsmæssige karriere.
Det gøres derfor samlet gældende, at [personhi heller ikke har krav på godtgørelse efter forskeisbehandlingsloven.
—000Til støtte for den subsidiære oåstand om betaling af et mindre beløb gøres det gældende, at selv om landsretten skulle nå frem til, at
[personi] skal have udbetalt godtgørelse i henhold til funktionærlovens § 2a, skal der ikke betales godtgørelse i henhold til
forskelsbehandlingsloven, jf. anbringendeme herom ovenfor.
Hvis landsretten finder, at der skal fastsættes en godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven, gøres det til støtte for den mere subsidiære
påstand gældende, at denne skal fastsættes til et mindre beløb end 25.000 kr., jf. tillige anbringenderne herom ovenfor.
Hvorvidt [virksomhedli AIS har opsagt et større eller mindre forholdsmæssigt antal ældre medarbejdere er ikke en del af denne sag, men
det bestrides naturligvis, at sagsøgte systematisk er “gået efter at opsige ældre medarbejdere”, som sagsøger nu anfører i
påstandsdokumentet. Sagsøger har hverken bevist eller på nogen måde påvist denne påstand. Derfor kan påstanden naturligvis ikke indgå
i udmålingen af en eventuel godtgørelse.”
Landsrettens begrundelse og resultat
Fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2a.
Ved EU-domstolensdom af 12. oktober 2010 i sag C-499108, [person2], er det fastslået, at beskæftigelsesdirektivets bestemmelser om
ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv skal fortolkes således, at de er til hinder for nationale forskrifter, hvorefter
arbejdstagere — alene som følge af den omstændighed, at de har ret til en alderspension udbetalt af deres arbejdsgiver i henhold til en
pensionsordning, som de er indtrådt i før det fyldte 50. år — ikke er berettiget til en fratrædelsesgodtgørelse, der er bestemt til at lette
overgangen til anden beskæftigelse for arbejdstagere med en anciennitet på over 12 år.
Det følger af EU-domstolens faste praksis, at direktiver ikke i sig selv har direkte virkning over for private, ligesom private ikke kan
påberåbe sig et direktiv i en sag mod en anden privat. Det er imidlertid allerede i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde
(EUF-Traktaten) artikel 10 bestemt, at ved udformningen og gennemførelsen af sine politikker og aktiviteter tilstræber Unionen at bekæmpe
enhver form for forskelsbehandling på grund af køn, race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.
Ved dommene af 22. november 2005 i sag C-1 44/04, Mangold, og 19. januar 2010 i sag C-555107, KQcOkdeveci, har Domstolen ligeledes
fastslået, at forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder skal anses for et almindeligt EU-retligt princip, og at
beskæftigelsesdirektivet blot præciserer dette. I sidstnævnte sag har Domstolen endvidere udtalt, at det påhviler en national ret, der skal
afgøre en tvist mellem private, at sikre sig, at princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder som konkretiseret ved
beskæftigelsesdirektivet overholdes, idet den nationale ret om fornødent skal undlade at anvende enhver modstridende national
bestemmelse. Alment gældende EU-retlige principper har ifølge EU-domstolens praksis direkte virkning i forhold til private, herunder private
arbejdsgivere.
Der kan efter Mangold- og KUcükdeveci-dommerie ikke antages at være forskel på anvendelsesområdet for det direktivbaserede forbud
mod forskelsbehandling på grund af alder og det almindelige EU-retlige princip, hvorefter sådan forskelsbehandling er forbudt.
[personh] fratrådte sin stilling hos [virksomhed 1] den 31. december2005. Da Mangolddommen den 22. november2005 havde konstateret
det allerede eksisterende EU-retlige princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder, og da fristen for gennemførelse af
beskæftigelsesdirektivet var udløbet på tidspunktet, er det uden betydning, at [virksomhed 1] havde indrettet sig i tillid til den danske
fortolkning af funktionærlovens § 2a, stk. 3, på tidspunktet for [personl Is fratræden.
På den baggrund finder landsretten, at danske regler om efterbetaling ikke medfører, at [virksomhedh] var berettiget til at afvise [personi ]s
krav på fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2a, stk. 1, såfremt han i øvrigt opfyldte betingelserne herfor.
Ifølge forarbejdeme til funktionærloven har fratrædelsesgodtgørelsen til formål at mildne overgangen til anden beskæftigelse for ældre
funktionærer efter længere tids ansættelse i samme virksomhed.
Det kan efter [personl]s forklaring lægges til grund, at han havde planlagt at blive på arbejdsmarkedet, til han blev 65 år. Han undersøgte i
første omgang mulighederne for at blive flyttet til en anden afdeling internt i [virksomhedi], ligesom han efter sin fratræden tilmeldte sig a
kassen, læste stillingsannoncer, deltog i møder i a-kassen, kontaktede flere forskellige firmaer og lagde sin profil og sit CV på internettet.
Landsretten finder det herefter godtgjort, at [personh] søgte anden beskæftigelse og dermed forfulgte sin erhvervsmæssige karriere efter
sin fratræden hos [virksomhedi]. Den omstændighed, at [personl] gik på efterløn, da han blev 62 år den 17. april 2006, kan ikke føre til et
andet resultat.
[persoril ]s påstand om betaling affratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2a, stk. 1, tages derfor til følge.
Godtaørelse efter forskelsbehandlingslovens ~ 7. stk. 1. jf. ~ 2. stk. 1.
[personi I fratrådte som nævnt sin stilling hos [virksomhed 1] den 31. december 2005. Han havde som oven for anført krav på udbetaling af
fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2a, stk. 1, fra den 1. januar 2006.
Landsretten finder, at kravet på godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven følger hovedkravet om godtgørelse efter funktionærloven, og at
kravene således forældes på samme tidspunkt. Den omstændighed, at [personl] først rejste krav om godtgørelse efter funktionærlovens §
2a, stk. 1, da EU-domstolens dorn af 12. oktober 2010 i sag C-499/08, [person2], kom til hans kundskab og først derefter fik afslag på
udbetaling af godtgørelse efter funktionærlovens § 2a, stk. 1, kan ikke føre til et andet resultat.
Kravet om godtgørelse efter forskelsbehandlingslovens § 7, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, blev rejst i processkift I den 15. november 2011. Det følger
afforældelseslovens § 30, stk. 1, jf. § 4 og 1 908-lovens § 1, nr. 1, litra e, 1. led, at kravet efter både den nye og den gamle lov forældes efter
fem år. Kravet var herefter forældet den 1. januar 2011. Landsretten tager derfor [virksomhedi ]‘s påstand om frifindelse for denne del af
kravet til følge.
Landsretten tager herefter [personi js subsidiære påstand til følge.
Dl skal som mandatar for [virksomhedi] betale sagsomkostninger for landsretten til Ingeniørforeningen som mandatar for [personi I med i alt
34.200 kr. Beløbet omfatter 4.200 kr. til retsafgift og 30.000 kr. til udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ved fastsættelsen af beløbet til
dækning af udgifterne til advokatbistand er der ud over sagens værdi taget hensyn til sagens karakter, omfang og betydning.
Thikendesforret:
[virksomhed 1] A/S skal betale 162.341,25 kr. med tillæg af procesrente fra den 1. januar 2006 til [personi I.
I sagsomkostninger for landsretten skal Dl som mandatar for [virksomhedi] A/S betale 34.200 kr. til Ingeniørforeningen i Danmark som
31
mandatar far [personi].
Det dømte skal betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.
Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.
32
-
56
-
Landsrettens begrundelse og resultat
Fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens ~ 2 a, stk. 1, jf. stk. 3
Ved EU-Domstolens dom af 12. oktober 2010 i sag C-499, Ole Andersen, er det som an
ført ovenfor under “retsgrundlaget” fastslået, at artikel 2 og artikel 6, stk. 1, i beskæftigel
sesdirektivet (direktiv 2000/78) skal fortolkes således, at de er til hinder for nationale for
skrifter, hvorefter arbejdstagere
—
alene som følge af den omstændighed, at de har ret til en
alderspension udbetalt af deres arbejdsgiver i henhold til en pensionsordning, som de er
indtrådt i før det fyldte 50. år
—
ikke er berettiget til en fratrædelsesgodtgørelse, der er be
stemt til at lette overgangen til anden beskæftigelse for arbejdstagere med en anciennitet på
over 12 år.
Dommen fra EU-Domstolen har den konsekvens, at de retsanvendende danske myndighe
der skal fortolke funktionærlovens
§
2 a, stk. 3, i overensstemmelse hermed og derfor, jf.
dommens præmis 47, lægge til grund, at funktionærlovens
§
2 a, stk. 3
—
ved ikke at tillade
udbetaling affratrædelsesgodtgørelse til en arbejdstager, der, selv om han har ret til udbe
taling af en alderspension fra sin arbejdsgiver, ikke desto mindre har til hensigt midlertidigt
at give afkald på en sådan pension med henblik på at forfølge sin erhvervsmæssige karriere
—
gør et for vidtgående indgreb i de legitime interesser for den nævnte gruppe af arbejdsta
gere.
B-3961-1]
Efter sagsfremstillingen og
forklaring lægges det til grund, at hun,
hvis plan det var at arbejde til sit 65. år, blev tilkendt førtidspension pr. 1. november 2005
og var sygemeldt frem til sin fratræden med udgangen af maj 2006, fra hvilket tidspunkt
hun overgik til førtidspension og fik udbetalt invalidepension fra PenSam.
Landsretten finder det på denne baggrund ikke godtgjort, at
har søgt
anden beskæftigelse og dermed forfulgt sin erhvervsmæssige karriere, og frifinder derfor
~ for hendes påstand om betaling af fratrædelsesgodtgørelse efter funkti
onærlovens ~ 2 a, stk. 1.
33
-
57
-
B-4009-] i
Efter sagsfremstillingen og
;
forklaring lægges det til grund, at han,
der gernè ville være fortsat på arbejdsmarkedet, efter sin fratræden den 31. januar 2011
allerede den 3. februar 2011 søgte om at gå på efterløn den 1. marts 2011 og pr. denne dato
gik på efterløn. Det lægges endvidere til grund, at han ikke har haft erhvervsarbejde, efter
at han gik på efterløn.
Landsretten finder det på denne baggrund ikke godtgjort, at J
reelt har
søgt anden beskæftigelse og dermed forfulgt sin erhvervsmæssige karriere, og frifinder
derfor
funktionærlovens
for hans påstand om betaling af fratrædelsesgodtgørelse efter
§
2 a, stk. 1.
B-121-12
Efter sagsfremstillingen og I
forklaring lægges det til grund, at hun,
der havde regnet med at blive på arbejdsmarkedet til sit 65. år, allerede den 14. januar 2010
—
og dermed inden sin fratræden pr. 31. januar 2010
—
søgte om at gå på efterløn pr. 1. fe
bruar 2010 og pr. denne dato gik på efterløn.
Landsretten finder det på denne baggrund ikke godtgjort, at
isen reelt
har søgt anden beskæftigelse og dermed forfulgt sin erhvervsmæssige karriere, og frifinder
derfor
relse efter funktionærlovens
for hendes påstand om betaling af fratrædelsesgodtgø
§ 2 a,
stk. 1.
B-364-]2 i
Efter sagsfremstillingen og
forklaring lægges det til grund, at hun ikke
forud for opsigelsen havde haft overvejelser om at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet,
men tværtimod havde planlagt at fortsætte. Hun blev opsagt den 29. april 2010 til fratræ
den med udgangen af oktober 2010. Efter opsigelsen søgte hun forgæves efter arbejde. I
perioden november 2010 til januar 2011 søgte hun og opnåede om end i et meget beske
dent omfang arbejde via et vikarbureau. Pr. 1. januar 2011 blev hun ansat som tilkaldevikar
på et plejecenter, hvor hun frem til den 1. december 2011 arbejdede 637 timer og i nogen
lunde samme omfang det følgende år.
34
-
58
-
Landsretten finder det på denne baggrund godtgjort, at
har søgt anden be
skæftigelse og dermed har forfulgt sin erhvervsmæssige karriere efter sin fratræden fra sin
stilling i
Det forhold, at Lykke Nielsen, da hun ikke kunne finde ar
bejde, valgte at gå på efterløn pr. 1. november 2010, kan ikke føre til andet resultat.
påstand om betaling af fratrædelsesgodtgørelse
funktionærlovens
§ 2 a, stk.
—
på 59.359,52 kr.
efter
—
1, tages derfor til følge.
Beløbet forrentes med procesrente fra sagens anlæg den 13. juli 2011, jf. rentelovens
§
3,
stk. 4.
B-453-12
Efter sagsfremstillingen og
;
forklaring lægges det til grund, at det var vigtigt
for hende at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet, og at hun havde planlagt at gå på
pension, når hun blev 65 år. Hun blev opsagt den 28. oktober 2010 til fratræden med ud
gangen af april 2011. Den 29. maj 2011 tilmeldte hun sig arbejdsformidlingen, og i perio
den 13.juni 2011 til 10. august 2011 søgte hun 11 stillinger og i alt 20-30jobs i løbet af de
4V2 måned, hun var ledig.
Landsretten finder det på denne baggrund godtgjort, at
ihar søgt anden beskæf
tigelse og dermed har forfulgt sin erhvervsmæssige karriere efter fratræden fra sin stilling i
Den omstændighed, at
-
den 19. september 2011 gik på
efterløn, kan ikke føre til andet resultat.
påstand om betaling af fratrædelsesgodtgørelse
ftrnktionærlovens
§ 2 a, stk.
—
på 116.334,96 kr.
—
efter
1, tages derfor til følge.
Beløbet forrentes med procesrente fra sagens anlæg den 29..september 2011, jf. rentelo
vens
§
3, stk. 4.
B-600-12.
35
-
59
-
Den 29. oktober 2009 blev der afholdt forhandling mellem FOA, der repræsenterede
og Kalundborg Kommune, idet FOA havde gjort indsigelse mod beregningen af
opsigelsesvarslet og fremsat krav om fratrædelsesgodtgørelse. På mødet opnåedes der
enighed om at forlænge opsigelsesvarslet, og kravet på fratrædelsesgodtgørelse blev frafal
det. Af forhandlingsreferatet fra mødet den 29. oktober 2009 fremgår bl.a.
Krav om 1 måneds fratrædelsesgodtgørelse frafaldes idet PJ oppebærer ar
bejdsmarkedspension fra pensionskasse og er derfor ikke berettiget til fratræ
delsesgodtgørelse, jf. funktionærlovens § 2a.
“...
Sagen er herved fuldt og endeligt afsluttet og parterne har ingen yderligere krav
på hinanden, hverken ansættelsesretligt, forvaltningsretligt m.m.”
På baggrund af EU-Domstolens dom i Ole Andersen-sagen, der er afsagt et år efter aftalens
indgåelse, finder landsretten, at Pia Jørgensen ikke er afskåret fra at rejse krav om fratræ
delsesgodtgørelse i medfør af funktionærlovens
cipperne i aftalelovens
§
§
2 a på grund af aftalen, j f. herved prin
36.
Efter sagsfremstillingen og i
forklaring lægges det til grund, at hun, der ger
ne ville blive på arbejdsmarkedet, blev sygemeldt den 16. juli 2009 og afskediget den 28.
august 2009 til fratræden med udgangen af februar 2010. Efter sin fratræden var hun fort
sat sygemeldt og modtog sygedagpenge. Den 20. juli 2010 søgte hun om at gå på efterløn
pr. den 23. august 2010, og hun gik herefter på efterløn pr. denne dato.
har
ikke søgt andet arbejde.
På denne baggrund, hvor
i
ikke har søgt anden beskæftigelse og således ikke
har forfulgt sin erhvervsmæssige karriere, frifinder landsretten
~ for
hendes påstand om betaling af fratrædelsesgodtgørelse efter frmnktionærlovens
§2
a, stk. 1.
B-867-12
Efter sagsfremstillingen og
hun
—
der som følge af sygdom havde meddelt
forklaring lægges det til grund, at
,
at hun ikke ville
være i stand til at vende tilbage til sit arbejde og herefter blev opsagt den 12. april 2005 til
36
60
-
fratræden med udgangen af oktober 2005
—
-
ikke har haft arbejde efter opsigelsen og ikke
har søgt andet arbejde, da hun ikke kunne arbejde.
Landsretten frifinder på denne baggrund, hvor
i
ikke har søgt an
den beskæftigelse og dermed ikke har forfulgt sin erhvervsmæssige karriere,
for hendes påstand om betaling af fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlo
vens
§
2 a, stk. 1.
B-1350-12
Efter sagsfremstillingen og
~ forklaring lægges det til grund, at han forud
for opsigelsen havde planlagt at blive på arbejdsmarkedet, til han blev 65 år, og at det fort
sat er hans intention at blive på arbejdsmarkedet. Han blev sygemeldt den 13. september
2010 på grund af en rygskade og opsagt den 16. februar 2011 med virkning fra den 1. sep
tember 2011. Han er blevet opereret i ryggen og har gået til en omfattende genoptræning. I
perioden fra den 5. november til den 30. november 2012 har han været til arbejdsprøvning
hos en privat virksomhed, og den 20. december 2012 er han blevet bevilget fleksjob.
Landsretten finder på denne baggrund, at
i
sige karriere efter fratræden fra sin stilling i
har forfulgt sin erhvervsmæs
;.
Den omstændighed, at
i en længere periode har været sygemeldt, kan ikke føre til andet resul
tat.
påstand om betaling affratrædelsesgodtgørelse
efter funktionærlovens
§ 2 a, stk.
—
på 80.805,51 kr.
—
1, tages derfor til følge.
Beløbet forrentes med procesrente fra sagens anlæg den 29. november 2011, jf. rentelovens
§
3, stk. 4.
B-1430-12
Efter sagsfremstillingen og
forklaring lægges det til grund, at hun,
der ikke forud for opsigelsen havde planlagt, hvor længe hun ville blive på arbejdsmarke
det, den 16. december 2010 blev afskediget til fratræden med udgangen afjuni 2011. Ved
ansøgning dateret den 6. juni 2011 søgte hun om at gå på efterløn pr. 1. juli 2011, og hun
37
-
61
-
gik herefter på efterløn pr. denne dato. Hun har ikke søgt arbejde, efter at hun gik på efterløn. Fra den 1. august 2011 er den arbejdsgiverbetalte alderspension kommet til udbetaling.
Landsretten frifinder på denne baggrund, hvor
~t
ikke har søgt anden
beskæftigelse og dermed ikke har forfulgt sin erhvervsmæssige karriere,
for hendes påstand om betaling af fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens
§
2 a,
stk. 1.
B-1546-]2
Efter sagsfremstillingen og gengivelsen af
s forklaring lægges det til
grund, at hun, der gerne ville være forblevet på arbejdsmarkedet, hvilket ikke har været
muligt på grund af hendes heibredstilstand, blev afskediget den 13. oktober 2010 med
virkning fra den 1. maj 2011. I perioden 14. marts 2011 til 27. juni 2011 var hun i aktivering og arbejdsprøvning. Konklusionen på arbejdsprøvningen var, at hun skulle på førtids
pension. Efter sin fratræden har hun på grund af sygdom ikke søgt arbejde. Hun blev tilkendt førtidspension fra den 1. september 2011.
Landsretten frifinder på denne baggrund, hvor
ikke har søgt anden
beskæftigelse og dermed ikke har forfulgt sin erhvervsmæssige karriere,
for hendes påstand om betaling af fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens
§ 2 a,
stk. 1.
B-2416-]2
Efter sagsfremstillingen og
forklaring lægges det til grund, at der den
16. juli 2010 blev indgået en aftale om hans fratræden den 31. januar 2011. I opsigelsespe
rioden søgte han en del stillinger. Ved ansøgning dateret den 12. januar 2011 søgte han om
at gå på efterløn pr. 1. februar 2011, og pr. denne dato gik han herefter på efterløn, ligesom
han fra dette tidspunkt har oppebåret sin arbejdsgiverbetalte alderspension. Efter at han gik
på efterløn, har han to gange forgæves søgt job, og i 2011 og 2012 har han arbejdet som
mentor nogle timer ugentligt.
38
-
62
-
Landsretten frifinder på denne baggrund, hvor
straks efter sin fratræ
den gik på efterløn og oppebar sin alderspension,
for hans påstand om
betaling af fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens
§ 2 a, stk.
1.
Godtgørelse efter forskelsbehandlingsloVeflS ~S 7. jf. ~ 2
(.
IsagerneB-396l-ll
~),B-4009-ll (
),
(1
B-1430-12
B-600-12 Ç
(
~67-12
),B-121-12
(
n),
), B-l546-12 (
.)
) og B-24l6-12
har landsretten frifundet for påstande om fratrædelsesgodtgørelse.
Allerede som følge heraf frifinder landsretten tillige for påstande, når sådanne ellers er
nedlagt, i disse sager om godtgørelse efter forskelsbehandlingslOVenS
Det er herefter alene i sagerne B-364-12
(
§
7.
), B-453-12 (
i)og B-
), hvor landsretten har taget de nedlagte påstande om fratrædel
sesgodtgørelse til følge, og i sagerne B-167-12 (
), B-648-12 (
~) og B-649-12 (
~), hvor de tidligere arbejdsgivere har
13 50-12
(
betalt fratrædelsesgodtgørelser om end først nogen tid efter ophør af ansættelserne, at der
er anledning for landsretten til at tage stilling til spørgsmålet om godtgørelse efter for
skelsbehandlingslovenS
§
7.
Spørgsmålet om tilkendelse af godtgørelse for overtrædelse af bl.a. forskelsbehandlingSlO
vens
§ 2 afhænger efter forarbejderne til lovens §
7 først og fremmest af grovheden af
overtrædelsen. Ved denne vurdering skal der navnlig tages hensyn til baggrunden for over
trædelsen og til den krænkelse, der måtte være påført den pågældende person, jf.
UfR2O11.417 II.
Hovedspørgsmålet i de sager, der behandles af landsretten i nærværende dom, angår en
uenighed mellem arbejdsgivere og lønmodtagere om rækkevidden af funktionærlovens
§
2
a, stk. 3, efter EU-Domstolens dom af 12. oktober 2010 i sag C-499/08 (Ole Andersen
sagen). Efter spørgsmålets karakter, hvor der er tale om et tvivlsomt fortolkningsspørgSmål
om betydningen og rækkevidden af Ole Andersen-dommen i faktuelt forskelligartede sa
ger, findes det forhold, at nogle arbejdsgivere ikke allerede, da de blev mødt med krav om
en fratrædelsesgodtgørelSe, eller først efter nogen tid betalte en fratrædelsesgodtgørelse,
-
63
39
-
ikke at kunne betegnes som værende af en sådan grovhed, at der er grundlag for en godtgø
relse efter forskelsbehandlingsloven.
Landsretten frifinder derfor for påstandene om godtgørelse efter forskeisbehandlingsloven.
Med hensyn til sagsomkostninger forholdes som nedenfor bestemt. Beløbene omfatter ud
gifter til advokatbistand og i sagerne B-364-12, B-453-12 og B-1350-12 tillige delvis dæk
ning af retsafgift med henholdsvis 1.720 1cr., 3.100 kr. og 2.240 kr. Der er ved omkost
ningsfastsættelsen i sagerne B-167-12, B-648-12 og B-649-12 taget højde for, at der efter
afgivelse af replik (B-167-12) henholdsvis svarskrift (B-648-12 og B-649-12) med påstand
om frifindelse er udbetalt fratrædelsesgodtgørelser, ligesom der er taget højde for retsafgif
ten af den betalte fratrædelsesgodtgørelse. Ved fastsættelse af beløbene til dækning af ud
gifter til advokatbistand er der ud over til sagernes værdi, forløb og udfald henset til deres
betydning og det forhold, at den enkelte advokat har repræsenteret flere under behandlin
gen for landsretten.
Thi kendes for ret:
~rifindes i sag B-3961-1 1. I sagsomkostninger skal FOA
bejde som mandatar for i
—
Fag og Ar
betale 9.000 1cr. inkl. moms til
frifindes i sag B-4009-l 1. I sagsomkostninger skal FOA
Arbejde som mandatar for.
—
Fag og
betale 15.000 kr. inkl. moms til
frifindes i sag B-121-12. I sagsomkostninger skal FOA
og Arbejde som mandatar for
Fag
betale 9.000 kr. inkl. moms til I
frifindes i sag B-167-12. I sagsomkostninger skal FOA
de som mandatar for
—
betale 9.000 1cr. inkl. moms til
—
Fag og Arbej
40
-
64
-
kai i sag B-364-12 betale 59.359,52 kr. med procesrente fra den 13.
juli 2011 til
g 6.720 kr. inkl. moms i sagsomkostninger til FOA
—
Fag og
Arbej de.
skal i sag B-453-12 betale 116.334,96 kr. med procesrente fra den 29.
september 2011 til
18.100 kr. inkl. moms i sagsomkostninger til FOA
—
Fag og Arbejde.
frifindes i sag B-600-12. I sagsomkostninger skal FOA
Arbejde som mandatar for
—
Fag og
etale 9.000 kr. inkl. moms til 1<
frifindes i sag B-648-12. I sagsomkostninger skal LC og
Uddannelsesforbundet som mandatar for
betale 14.000 kr. ekskl.
moms til’
frifir~des i sag B-649-12. I sagsomkostninger skal LC og
Uddannelsesforbundet som mandatar for
betale 14.000 kr. ekskl. moms
til
frifindes i sag B-867-12. I sagsomkostninger skal FOA
Arbejde som mandatar for
—
Fag og
betale 9.000 kr. inkl. moms til
skal i sag B-1350-l2 betale 80.805,51 kr. med procesrente fra den 29.
november 2011 til
og 11.240 kr. inkl. moms i sagsomkostninger til 3F,
Fagligt Fælles Forbund.
I frifindes i sag B-1430-12. I sagsomkostninger skal FOA
som mandatar for
—
Fag og Arbejde
betale 20.000 kr. inkl. moms til
frifindes i sag B-1546-12. I sagsomkostninger skal FOA
bejde som mandatar for
i
—
Fag og Ar
betale 15.000 kr. inkl. moms til
41
-
65
-
frifindes i sag B-2416-12. I sagsomkostninger skal FOA
bejde som mandatar for
—
Fag og Ar
betale 15.000 kr. inkl. moms til
Det idømte skal betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.
Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens
§
8 a.
(Sign.)
Udskriftens rigtighed bekræftes. østre Landsret, den
~ c~d~~4
2 4 APR~ 2O1~
42
UIR ONLINE
U.2012B.295
U.2012 8.295
Ansættelses- og arbejdsret 2 71.9 og 6- EU-ret 2- Menneskerettigheder 1.7- Personsporgsinål 3 - StatsjårJistningsrd 21.2
Forfatningskrisc?
Ifølge UjR 2012.22470 og en dom fin F~stre Landsret af 12/4 2012 striderfimkfionærlovens §2 a, stk 3, mod Eli-rettensforbud mod alden
diskrimination og er deifor uden virkning - også i retssager mellem private. Dommene og en tilsvarende afgorelse fra østre Landsret af 15/6
2012 omferielovens § 13 repræsenterer et indbrud i lovgivers grundlovsmæssige kompetence og skaber usikkerhed om, hvori’tdt de afFolke
tinget vedtagne love kan kræves respekteret. De folger heller ikke den linje, EU-domstolen har lagt for tilfælde, hvor national ret kolliderer
med FU-retten.
AJjirojêssot jur dr Ole Hasselbalch
I krydsfeltet mellem den traditionelle danske jura og EU-retten er
der ved at opstå spændinger, som underminerer troen på retssystemet
som rimelighedens forankring. Dette er ikke blot en konsekvens af de
materielle ordninger, EU har introduceret, og som i visse aspekter med eller uden føje - har givet anledning til en del debat og modvilje.
Det er også en konsekvens af selve den måde, på hvilken EU-retten
skabes og injiceres i den danske retsorden. ‘lie nye landsretsdomme
sætter problemstillingen i sidstnævnte henseende på spidsen:
1. Dommen i Hifi 2012.2247 ø angår en sag mellem en privat ar
bejdsgiver og en fhnktionær, der i foråret 2011 blev overført til en anden
og uden for fhnktionærloven liggende stilling i virksomheden.
Spørgsmålet var, om hans i den anledning ifølge denne lovs § 2 a, stk.
I, erhvervede krav på fratrædelsesgodtgorelse gik tabt efter samme
bestenunelses stk. 3, hvorefter godtgørelsen bortfalder, såfremt funk
tionæren ved fratrædelsen har mulighed for at oppebære arbejdsgiverbetalt alderspension, og han er indtrådt i pensionsordningen før det
fyldte 50. år Den pågældende ftinktionærs krav var således ganske
vist fonnelt set afskåret ifølge det udtrykkeige indhold af § 2 a, stk.
3, men han mente, at reglen var uden virkning, idet den kolliderer med
FU-rettens forbud mod aldersdiskrimination. Arbejdsgiveren henviste
på sin side til, at direktiv 2000/78 EF om generelle rammebestemmelser
om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (der forby
der usaglig aldersdiskrimination) ikke har virkning mellem private,
samt at hverken direktivet. BU-domstolens dom af 12/10 2010 i sag
499/2008 (hvorefter den forskelsbehandling, bestemmelsen medfører,
er i strid med direktivet) eller EU-retlige principper medførte, at der
var krav på fratrædelsesgodtgørelse.
østre Landsret antager, at direktiv 2000/78/EF er til hinder for en
bestemmelse som § 2 a, stk. 3, men at direktivet ikke kan påberåbes i
forholdet direkte mellem private. Retten fastslår imidlertid dernæst, at
§ 2 a, stk. 3, kolliderer med EF/BU-domstolens domme af 22/11 2005
(sag C-144/04, Mangold) og 12/10 2010 (sag C-499/08, Kttctikdeveci).
I henhold til disse afgørelser er forbuddet mod forskelsbehandling på
grund af alder således et almindeligt EU-retligt princip, der i modsæt
ning til direktiv 2000/78/EF også kan påberåbes over for private ar
bejdsgivere. I konsekvens heraf og i pagt med præmis 77 i dommen
af 22/11 2005 antager landsretten, at den skal undlade at anvende de
mod princippet stridende bestemmelser i dansk lov, herunder funktio
nærlovens § 2, stk. 3. Landsretten er endog gået så vidt som til at ud
sende et »hyrdebrev« herom til byretterne.
En dom fra Vestre Landsret af 12/4 2012 - B 1065-08 drejer sig om
et tilsvarende tilfælde. En pilot var her blevet afskediget og fik bla.
tilkendt fratrædelsesgodtgørelse, uanset han ligeledes var omfattet af
forbeholdet i ftmnktionærlovens § 2, stk. 3. Arbejdsgiveren havde i
sæmnenhængen henvist til, at EU-domstolens lige nævnte dom af 12/10
2010 ikke er umiddelbart bindende for private arbejdsgivere, at parterne
Copyright © 2012 Kamov Group Denmark A/S
havde indrettet sig på den hidtidige (danske) retspraksis med relation
til bestemmelsen, samt at ftmktionærloven ikke kan ændres med tilba
gevirkende kraft.
Vestre Landsret bemærker hertil, at det fremgår af forarbejdeme til
lov nr. 1417 af 22. december 2004, der implementerer direktiv
2000/78/EF, at det i forbindelsen blev overvejet, om forbuddet mod
forskelsbehandling pga. alder nødvendiggjorde ændringer i den gæl
dende bestennnelse i funktionærlovens § 2 a om fratrædelsesgodtgørel
se, men at overvejelserne endte med at konkludere, at ordningen i
fiinlctionærlovens § 2 a kunne opretholdes som en saglig (indirekte)
forskelsbehandling i forhold til yngre fùnktionærer[ 11 Vestre Landsret
noterer imidlertid i forlængelse heraf lakonisk, at det ved
296
EUDI2/l 02010 (sag C-499/08) er fastslået, at bestemmelserne i direk
tiv 2000/78/EF skal fortolkes således, at de er til hinder for nationale
forskrifter, hvorefter arbejdstagere alene som følge af den omstændig
hed, at de har ret til en alderspension udbetalt af deres arbejdsgiver i
henhold til en pensionsordning, som de er indtrådt i før det fyldte 50.
år, ikke er berettiget til en fratrædelsesgodtgørelse, der er bestemt til
at lette overgangen til anden beskæftigelse for arbejdstagere med en
anciennitet på over 12 år i virksomheden. Det ser altså nænnest ud,
som om Vestre Landsret forndsætter, at direktiv 2000/78 har den direkte
virkning, som østre Landsret forkaster I hvert fald savnes den stilling
tagen til problemet om EU-rettens umiddelbart forbindende virlcning
i Danmark, som proceduren lægger op til.
Der er grund til undren over den frimodighed, de to donune afspejler,
eftersom funktionærlovens § 2 a, stk. 3, har et objektivt klart indhold
i fonn af en aldersgrænse, der ikke kan tolkes på, og som ganske vist
blev indført i 1996 (ved lov 287 af 24/4 1996), dvs, før direktiv
2000/78/EF, men som lovgiver altså har ladet blive stående uanset di
rektivet. Et centralt forfatningsretligt princip, nemlig at det er den
danske lovgiver, der i sidste ende lovgiver bindende på dansk gmnd,
er dermed i spil.
2. Det har sporadisk været diskuteret i litteraturen, hvad stillingen
er for en dansk domstol, såfremt dansk lovgivning ikke er indrettet i
pagt med FU-retten.
Problemet har ikke nogen høj profil i de sædvanligt anvendte EU
retlige værker, der nemlig nonnalt vinkles med EU-retten som udgangs
punkt’ uden at forfatterne forholder sig til, hvorvidt den forrang for
EU-retten, der udgangsvis følger heraf, nu også har tilstrækkelig
hjemmel i de respektive nationale retsordener Claus Guhnann og
Karsten Hagel Sørensen er dog inde på spørgsmålet i FU-ret, 3. udg.
(1995). Her antages det (s. 185 ff), at der ikke erreelle forrangsproble
mer, når det drejer sig om en konflikt i forhold til en ældre dansk lovregel. Det er vanskeligt at se, hvorfor der ikke er det. Hvis lovgiver
side 1
43
UfR ONLII’JE
har ladet denne ældre regel blive stående i loven, uanset den ikke lader
sig tollce i pagt med den nyere EU-retsforskrift, nodes man jo til at
forholde sig til forrangsproblematikken.
I antologien Europæiseringen afdansk ret (2008) har Birgitte Ege
lund Olsen undersogt den daværende danske retspraksis på området
(s. 355 f) og med en enkelt byretsafgorelse som undtagelse ingen ek
sempler fundet fra de hojere retsinstanser på, at domstolene direkte
anvender og henviser til foirangsprincippet. Hun konstaterer dog, at
domstolene går langt i deres fortoilming af såvel dansk ret som EU
retten for at silcre, at der ikke foreligger en konflikt mellem dansk ret
og EU-retten. Fremdeles konstaterer hun, at »hvor en bestenunelses
ordlyd og forarbejder klart indeholder en konflikt i forhold til EU-retten,
og hvor lovgiver har haft flere anledninger til at ændre reglerne, så de
blev direktivkonforme, men har undladt dette og dernwd indirekte an
tydet, at man ikke fra dansk side onsker at gennemfore direktivet på
delle punkt, så vil de danske domstole følge de danske lovgivere.»
I UfR 1991 B s. 22 antager Per Walsøe med henvisninger til den
statsretlige litteratur, at den danske lov må gå fomd, når der er lovgivet
»klart og bevidst» i strid med en EF-retsregel.
3. Domstolene går vitterlig meget langt for at undgå konflikter mellem
dansk ret og EU-retten. I UtR 2004.1246 H (om)tollces feks. den da
gældende gamle bestenunelse i retsplejelovens § 323 om, at »udlæn
dinge» kan alkræves sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger, til, at
delle udtryk efter indtrædelsen i EF ifølge EF-traktatens regler om fri
udveksling af tjenesteydelser (den daværende traktats artikel 49) ikke
omfatter EF-borgere. Dette var da også, hvad der senere blev indskrevet
udtrykkeligt i den nugældende bestemmelse angående samme i lovens
§ 321. Tolkningen er anstrengt, men den forekommer dog ikke umulig,
eftersom det ved tiltrædelsen af EF var ganske klart tilsigtet aflovgiver
- og let forndseeligt for borgerne - at der efter tiltrædelsesloven ville
være forskel på »udlændinge’s, alt efter om de kom fra et EF-land eller
ej.
En række danske - herunder nyere - domme har været inde på
spørgsmålet om EU-rettens forrang i forhold til dansk ret, når EU-retten
er i aldeles klar konflikt med en dansk lovgivning, fordi det er umuligt
at tolke denne EU-retskonformt. Det drejer sig imidlertid så vidt ses i
alle tilfælde om sagei hvor det offentlige var sagsøgt for overtrædelse
af EF/EU-regler, typisk af skatte- eller afgiftsmæssig karaktei altså
sagei der har vedrørt EU-reglernes såkaldt vertikale effekt (dvs, virk
ning i konflikter mellem en privat og en medlemsstat). Kendt er især
de såkaldte ambi-sager, hvor Højesteret statuerede, at det ved lov 840
af 18/12 1987 indførte såkaldte arbejdsmarkedsbidrag principielt
skulle tilbagebetales efter EF-domstolens dom af 31/3 1992 (sag C
200/90), ifølge hvilken ordningen stred mod det sjette momsdirektiv.
Der er imidlertid ikke noget til hinder for, at det offentlige så at sige
lægger sig ned i forhold til EU-retten og undlader at procedere på det
synspunkt, at en klar, dansk lov ikke kan tilsidesættes af danske dom
stole på gnmdllag afEU-retten. En sådan holdning kan også være ganske
fornuftig i lyset af de konsekvenser, det vil have for det offentlige, hvis
man til skade for borgerne praktiserer en EU-retsstridig ordning. Hvad
angår stillingen mht. den såkaldte horisontale effekt (altså EU-reglernes
betydning i relationen mellem private indbyrdes), kan ordningen derfor
meget vel være anderledes.
297
4. Spørgsmålet om aldersgrænsers holdbarhed i forhold til EU-rettens
diskriminationsregler har tidligere været oppe for Højesteret, nemlig
i UfR 2 009.2405. Her nåede retten frem til, at Undervisningsministeriets
beslulninger omkring indførelsen af en aldersgrænse på 67 år ikke var
egnet til at bringe virkeliggørelsen af det i EU-beskæftigelsesdiskrimi
nationsdirektivet (2000/78/EF) foreskrevne resultat i alvorlig fare,
hvorfor man lod grænsen stå fast. En anden dom, UIR 2012.341 V,
drejer sig om en sag svarende til dem, der er afgjort ved UiR 20 12.2247
Ø og VL 12/42012, men mellem en funktionær og en offentlig arbejds
Copyright © 2012 Kamov Group Denmark A/S
U.2012B.295
giver Her blev prøvelsen af ftmktionærlovens § 2, stk. 3, imidlertid
ildce aktuel, idet arbejdsgiversiden efter en præjudiciel afgørelse fra
EU-domstolen om forståelsen af direktiv 2000/78/EF i relation til of
fentligt ansatte[2] tog bekræftende til gemnæle på dette punkt.[3j
Denne dom skaber ikke desto mindre betydelig usikkerhed om stillin
gen:
Det konstateres således i den (s. 342), at lovgiver ved en ændring af
ftmktionærlovens § 2 b om usaglig afskedigelse i 2004, hvorved alders
grænsen i denne regel ophævedes med henvisning til direktiv
2000/78/EF, antog, at direktivet ilcke nødvendiggjorde en ophævelse
også af aldersgrænsen i fratrædelsesgodtgorelsesreglerne i lovens § 2
a. »Afforarbejderne ses der imidlertid ikke herved at være taget stilling
til spørgsmålet om diskrimination af ældre medarbejdere i relation til
betingelserne for ophør af retten til godtgørelsen, hedder det dernæst.
Hvad ligger der i det?
Lovgiver havde som sagt aldersgrænseproblemet på bordet ved
lovændringen i 2004.[4~J Og man forholdt sig her - ifølge dommen - til
aldersgrænsen i funktionærlovens § 2 b, men altså ifølge tilH 2012.341
V iklce til aldersgrænsen i § 2 a? Hvad da med de forarbejder, sarmue
landsret citerer i dommen af 12/4 2012? Og mener Vestre Landsret i
UfR 2012.341 da alvorligt, at lovgiver godt nok tog højde for eksisten
sen af § 2 a, stk. 3, men desuagtet lod det være flydende, hvorvidt
denne regel fortsat bestod eller ikke bestod? Udgangspunktet, hvis
lovgiver lader en udtrykkelig regel stå, er vel, at den fortsat gælder Folketinget kan jo dog ikke antages at ville lade en udtrykkelig lovregel
med et objektivt aflæseligt indhold blive stående i lovteksten, hvis
tinget mener, at den ingen virkning skal have?
Eller kræver Vestre Landsret, at Folketinget skulle have vedtaget §
2 a, stk. 3, på ny, for at den ville stå fast? Eller mener landsretten, at
lovgiver ved fhnktionærlovsændringen i 2004 tog fejl af den EU-rethge
stilling i relation til § 2 a, stk. 3 - mistolkede direktiv 2000/78/EF, og
intet vidste om og ikke forndså det almindelige EU-retlige princip, der
kom til syne med EF-domstolens dom af 2005?
Svaret på sidstnævnte synes at være etja - men den slags fejltagelser
fra lovgiver kan jo ikke i sig selv være hjenunel for at give EU-retten
forrang. Eller - og måske mest sandsynligt - mener landsretten, at lovgiver udmærket var klar over de problemer, de nye EU-diskriminations
regler skabte i relation til § 2 a, stk. 3, men at man blot forklarede sig
ud af dem dengang, idet man ønskede at undgå at sætte fokus på de
med en ændring af § 2 a forbundne omkostninger for arbejdsgiverne?
Kan Folketinget i så fald via denne politisk begrundede mistolkning
afEU-retten krybe uden om, i håb om at ophævelsen af aldersgrænsen
også i § 2 a, stk. 3, bagefter lader sig snige ind ad bagdøren via EF/FU
domstolen?
5. Hvordan skal stillingen da anskues i det tilfælde, som er behandlet
i UIR 2012.2247 Ø og VL 12/4 2012, hvor lovgiver har ladet en klar
bestenunelse stå som grundlag for afgørelse af tvister mellem private,
uanset at dens fortsatte hannoni med FU-retten er i bedste fald tvivls
om?
På det principielle plan er udgangspunktet, at de danske domstoles
komnpetence er fastlagt ved Grnndloven, og at de ifølge denne skal
tolke dansk lovgivning. De påser endvidere, at EU-retsakter, EU-rets
principper og domme fra FU-domstolen holder sig inden for suveræni
tetsafgivelsens ranuner Qf. Højesterets dom i den såkaldte Maastricht
sag UtR 1998.800 H). Derimod har hverken de eller FU-domstolen
nogen kompetence til at annullere en objektivt klar og af lovgiver be
vidst fastholdt dansk lovbestenunelse, som ikke strider mod Grundloven. På principielt plan har de derfor heller ikke kompetence til at
borttolke en lovbestemmelse med et så objektivt klart indhold, at be
stemmelsen er umulig at omnfortolke.
Det må i så henseende være ligegyldigt, om den strider mod reglerne
i en international organisation som EU, der sandsynligvis vil gøre fo
restillinger, såfremt Danmark opretholder lovgivning i strid med EU
side 2
44
U.2012B.295
UfR ONLINE
retten. Tiltrædelsen afEU har således ikke fundet sted på gnmdlovsni
veau, men ved en almindelig lov. Og én almindelig lov, tiltrædelseslo
ven(e), overprioriterer ikke uden videre en anden almindelig lov, in
casu funktionærlovens § 2 a, stk. 3, med den heri hjemlede aldersbe
grænsning. Hertil synes således at måtte kræves faste og i relation til
den overprioriterede lov konkrete holdepunkter for, at noget sådant
var tilsigtet fra lovgivers side i forbindelse med tiltrædelseslovens
gennemførelse - som feks. i dommen UfR 2004.1246 H, hvor selve
udtrykket »udlændingo fik tilfort et andet indhold i og med vor indtræ
den i EF.
Udgangsputiktet må således være, at det ganske vist er både forfat
ningsretligt acceptabelt og i hannoni med
298
almindelige lovfortollcningsprincipper at tollce dansk lovgivning, der
ikke klart siger noget andet, i pagt med de underliggende EU-retlige
regler Men det forekommer ikke forfaffiingsrethgt holdbart, hvis
domstolene med henvisning til EU-retten, herunder nogle flydende
EU-retlige principper af uklar oprindelse og ubestemt indhold, griber
ind i noget, Folketinget klart har vedtaget og herefter ikke rost ved på
nogen måde, der må forstås som en opgivelse aflovgivningens hidtidige
ordning. Hvorvidt der skal laves om på en sådan klar vedtagelse, er et
politisk anliggende, der må tages stilling til i Folketinget, og som er
domstolene uvedkommende.
De tidligere tiltrædelseslove til EF og EU synes i lyset heraf vanske
ligt at kmme påberåbes som grundlag for borttollcning af funktionærlovens § 2 a, stk. 3, på tværs af lovgivers efterfølgende bevidste fast
holdelse af bestemmelsen på det tidspunkt, hvor funktionærloven var
på bordet i sammenhæng med indførelsen af de EU-retlige aldersdiskri
minationsregler - jf herom det ovenfor nævnte. Ved denne lejlighed
har lovgiverjo nenilig gjort et valg, som herefter må stå fast, uanset at
forudsætningeme for beslutningen om at fastholde reglen måtte være
urigtige. Hvis man bare kunne se bort fra love, der måtte være blevet
til ud fra urigtige forudsætninger mht. den på tidspunktet eksisterende
retsstilling, ville der kunne blive usikkerhed om ikke helt ih lovregler.
Spørgsmålet er imidlertid, hvorvidt den seneste tiltrædelseslov,
nemlig lov nr. 321 af 30/4 2008 om ændring af lov om Danmarks til
trædelse af De Europæiske Fællesskaber og Den Europæiske Union,
har fortykket situationen, og om denne seneste tiltrædelseslov altså
udgør et tilstrækkeligt grundlag for nu at anse § 2, stk. 3, for bortfaldet.
Herfor taler den omstændighed, at også denne tiltrædelseslov overordnet hviler på en forudsætning om FU-rettens forrang på dansk grund.
Imod taler omvendt, at § 2, stk. 3, har et objektivt aflæseligt, ganske
klart indhold, nemlig en aldersgrænse, der ikke kan tolkes på, og at
lovgiver som sagt bevidst har fastholdt reglen og har ladet den stå også
ejler 2008. Der har oven i købet gennem årene bl. a. i den arbejdsretlige
forenings regi været ført en omfattende diskussion blandt de arbejds
retskyndige - til hvilken kreds Folketingets forvalter af denne lov,
nemlig Beskæftigelsesministeriet, hører - netop om bestemmelsens
fortsatte beståen, uden at dette har fremprovokeret et lovforslag til op
hævelse af den. I ministeriets implementeringsudvalg med de store
organisationers deltagelse har sagen også været fremme. om end dette
pga. at kommunikationemes fortrolige karakter ildce lader sig dolaunen
tere.
At lovgivningsmagten muligvis eller sandsynligvis ville have
nonnhamioniseret med EU-retspraksis, såfremt spørgsmålet var sat på
spidsen, og man havde fået det til behandling, ændrer ikke ved, at
lovgiver de facto har ladet den klare regel stå. Lovgiver kan fmde på
at foretage sig så meget. Og skal man undgå, at det bliver aldeles
usikkert, hvad der er gældende ret på dansk grund, kan retten ikke ba
seres på metafysiske overvejelser over, hvad lovgiver kunne fonnodes
at ville gøre i en given sitaation, men må hvile på, hvad lovgiverfaktisk
har foretaget sig eller ikke foretaget sig.
Copyright © 2012 Kamov Group Denmnark A/S
Endvidere taler imod det forrangsprincip, specielt UtR 2012.2247
O anvender med hjemmel i de nævnte EU-donune, den omstændighed,
at den løsning, dommen konstituerer, har til forudsætning, at lovgiver
til EU skulle have afgivet lovgivningskompetence i et så ubestemt
omfang, at det måske slet ikke ville være gyldigt efter Grundlovens §
20. Man kan således spørge, om et generelt retsprincip vedrørende al
dersdiskrimination, som er tilvejebragt via EF- og FU-domstolen uden
om EU’s fonnelle lovgivningsprocedure i EU, overhovedet ligger inden
for suverænitetsafgivelsens rani.mer?
6. I et nyligt andet tilfælde, hvor det har vist sig, at en lovregel kolli
derede med EU-retten, har lovgiver i god ro og orden selv konigeret
reglen flere år efter:
Ifølge direktiv 2003/88/EF (arbejdstidsdirektivet) artikel 7, stk. 1,
har en lønmodtager ret til 4 ugers årlig betalt ferie. Denne ret antoges
ved EF-domstolens dom af 10/9 2009 (sag C-277/08) - uforudset - at
gå så vidt, at en lønmodtager, der blev sygemeldt under sin ferie, efter
at være blevet rask har krav på at holde denne årlige ferie på et andet
tidspunkt end det oprindeligt fastsatte, hvilket han ikke havde efter
dagældende ferielovs § 13, stk. 2. Dennes mening var således ganske
klar: Lovgiver lovfæstede en hidtidig retspraksis på området, dog at
det nøjagtige tidspunkt for (sygdoms)risikoens overgang til lømnødtager
i relation til feriens påbegyndelse justeredes.[5j På grundlag af dommen
opdateredes bestemmelsen derfor - men først i 2012[6j og efter et
sædvanligt, grundigt lovforberedende arbejde, hvor de mange detailproblemer, der var forbundet med ændringen, blev afdækket og løst.[7j
Netop i relation til artikel 7, punkt 1, i arbejdstidsdirektivet foreligger
også en nyere afgørelse fra FU-domstolen, der legitimerer denne løs
ning, nemlig af 24/1 2012 (sag C-282/10). Heri fastslås, at dette punkt
i direktivet skal fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for en
fransk lovgivning eller praksis, hvorefter retten til årlig betalt ferie er
betinget af, at arbejdstageren har haft en faktisk beskæftigelsesperiode
af en vis længde i en særlig referenceperiøde. Afgørelsen konimer ind
på stillingen i de tilfælde, hvor national ret i en eller anden
299
grad rummer et problem i forhold til direktivets ordning: Den forelæg
gende (nationale) domstol skal i så fald undersøge, om den kan nå frem
til en EU-retskonfonn tollcning af den nationale regel. Såfremt en sådan
fortolkning ikke er mulig, skal den nationale domstol undersøge, om
den direkte virkning af artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88 kan påberåbes
over for de sagsøgte. Og endelig: Såfremt den nationale domstol heller
ikke på dette grundlag kan nå frem til det materielle resultat, der er
fastsat i direktivet, vil den part, der har lidt skade som følge af den
nationale lovgivnings uoverensstemmelse med FU-retten, kunne på
beråbe sig FU-domstolen’s dom af 19/11 1991 (Francovich mfl., sager
ne C-6/90 og C-9/90), med henblik på at opnå erstatning.
Hermed anvises en også på dansk grund forfatningsretligt forsvarlig
ordning. Der foreligger imidlertid nu også en afgørelse (fra samme
afdeling af landsretten som i UtR 2012.2247 ø, nemlig ØL 15/6 2012
- B 202 1-10, som når til et andet resultat. Spørgsmålet i denne sag,
som opstod mellem to private på grundlag af ferielovens § 13, stk. 2,
inden dennes ændring i 2012, var. om FU-domstolens tolkning i dommen af 10/9 2009 (sag C-277/08) af artikel 7, stk. 1, i direktiv
2003/88/EF indebærer, at en lømnodtager har krav på erstatningsferie,
såfremt han bliver syg under den forud fastsatte årlige ferie, og i givet
fald om ferielovens § 13 (inden lovændringen) skulle tolkes i overens
stemmelse hermed.
Arbejdsgiversiden henviste i sagen til ferielovens udtrykkelige ind
hold samt den omstændighed, at dette indhold først blev justeret ved
lovændringen i 2012. Lovændringen i sig selv viste således - ifølge
proceduren - hvad der på dansk grund var gældende ret for en privat
virksomhed indtil da. Endvidere henvistes bla. til EU-domstolens lige
omtalte dom af 24/I 2012 (sag C-282/l 0) saint til præmis 110 i EF
domstolens dom af 4/7 2006 (sag 2 12/04), hvorefter de nationale retside 3
45
U.2012B.295
UfR ONIJNE
sinstansers forpligtelse til at henvise til indholdet af et direktiv, når de
fortolker de relevante nationale retsregler, begrænses af generelle
retsprincipper, herunder retssikkerhedsprincippet og forbuddet mod
tilbagevirkende kraft, og hvorefter et direktiv ikke kan tjene som
grundlag for en fortollcning contra legem af national ret. Endvidere
henvistes til, at direktiver ikke i sig selv kan pålægge private forpligtel
ser, og at private ikke kan påberåbe sig et direktiv direkte i en sag mod
en anden privat.
Landsretten fastslår desuagtet, at det efter EU-domstolens praksis
påhviler de nationale retsinstanser - begrænset af generelle retsprincip
per og princippet om, at der ikke kan tolkes contra legeni i national ret
- i videst muligt omfang at tolke nationale retsforskrifter i lyset af di
rektivets ordlyd og formål. Og landsretten fandt ikke, atforrnnleringen
af ferielovens § 13 inden ændringen i 2012 udelukkede en fortoikning
i pagt med EU-domstolens dom af 10/9 2009 (sag C-277/08). Herefter
doinfældtes arbejdsgiveren.
Ud fra ferielovens meget klare forarbejder og dansk retstradition
mht. forarbejders betydning fortolkningen af lovregler er det uforståe
ligt, hvordan landsretten kan nå frem til dette resultat. Det gælder ikke
mindst, i lyset af at lovgiver altså har anset stillingen som så klar, at
det har givet anledning til en ændring af bestemmelsen ud fra den for
udsætning, at den ikke burde kollidere med 1W-retten. Og hvordan kan
landsretten i øvrigt undvige problemet om direktivers nrnnglende direkte
forbindende virkning mellem private ved blot at undlade at forholde
sig til det? Dommen er da også anket til Højesteret.
7. Den forfatningsretlige stilling synes at måtte være, at en dansk
lovs objektivt Hare og af lovgiver fastholdte indhold er det rethge
grundlag for afgørelsen aftvister på dansk grund. En eventuel modstrid
mellem en sådan lov og EU-retlige regler, det være sig i fonn af et di
rektiv eller et almindeligt EU-rethgt princip, er således et anhggende
mellem EU og Kongeriget Danmark, som domstolene ikke kan inter
venere i.
Når der i kraft af den danske lovregels karakter og/eller forarbejder
ingen mulighed er for at borttolke dens EU-retligt set uholdbare dele,
og når lovgiver trods anledning til at ophæve den har ladet den stå, må
borgerne således kunne henholde sig til, at reglen er udtryk for dansk
gældende ret, som domstolene skal dømme efter. At tolke love stik
imod, hvad der efter teksten og forarbejderne soleklart ligger i dem,
for ikke at tale om at døimne ud fra nogle uskrevne og selv for jurister
uforudsigelige EU-princippertilblevet uden om EU’s regulære lovgiv
ningsprocedure, er at undergrave tilliden til retsstaten. Hvis ikke bor
gerne kan gå ud fra, at det, der utvetydigt står at læse i loven, og/eller
som de utvetydigt kan se har været lovgivers mening, står fast, gynger
grundlaget således under enhver sikkerhed, mht. om man kan henholde
sig til de af Folketinget grundlovsmæssigt vedtagne love.
Noget kunne således tyde på, at nogen er blevet så opslugt af tanken
om EU-rettens overordnede status, at de enten har glemt eller i al fald
ikke i fornødent omfang har forholdt sig til spørgsmålet om, hvad
denne status bygger på. De har således negligeret, at uanset at vi er
medlem af EU, har Folketinget ikke underskrevet en blankocheck til
EU, der sætter lovgivningsmagten ud afspillet. Noget sådant har lov
giveren i øvrigt slet ikke kompetence til efter Grundlovens § 20.
Der er derfor et påtrængende behov både for via Højesteret at få
klarificeret den forfatningsretlige stilling og for via Folketinget at få
justeret funktionærlovens § 2 a, således at offentligheden ikke skal leve
med fortsat usikkerhed om kompetencefordelingen mellem EU og den
danske lovgiver.
I.
er tilladt hvis det er objektivt begrundet i et legitimt formål, og midlerne til
at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige. Eftersom formålet med
fisnktionærlovens
§
2 a er at beskytte ældre funktionærer og lette deres
overgang til anden beskæftigelse, antog lovforslaget derfor, at bestemmelsen
kunne opretholdes som en saglig, indirekte forskelsbehandling, hvorfor der
ikke foresloges nogen ændring affunktionærlovens
§ 2s.
2.
EU-domstolens dom sf12710 2010 (sag 499/200g).
3.
En tilsvarende sag mod en offentlig arbejdsgiver blev afgjort ved dom i
Vestre Landsret 8/6 2012 (B-2631-11) til fordel for funktionæren.
4.
Jf. lov 1416 sf227122004 med lovforslag 2004/1 LSF 91, der anser en æn
dring sf en sldersgrænse i
§
2 b for nødvendig »For ot sikre en korrekt
gennen~forelse qfbeskæjtigelsesdirektis’ets forbud inodforskeisbehondling
på grund ofolder».
5.
Se lovforslag 178. Folketingstidende 1999/1, Tillæg A 4913, de specielle
bemærkninger til lovforslagets
§
13.
6.
Lov377sf28/42012.
7.
Jf. hvad angår de problemer, der knyuer sig til en ophævelse 5f funktionærlovens
§ 2, stk.
3. Merete Preisler i Juristen 2012, s. 108 ff.
Landsretten citerer herved bemærkningerne til forslaget til ændring af for
skelsbehandlingsloven, nemlig Folketingstidende 2004-2005 (1. samling),
tillæg A, side 2701. Bestemmelsen anskues i henhold Isertil som et eksempel
på indirekte forskelsbehandling af yngre funktionærer, som skal vurderes
ud fra direktivets artikel 2, stk. 2, litra b, ifølge hvilken forskelsbehandling
Copyright © 2012 Karnov Group Denmark A/S
side 4