Søndre Skole Rødby afd. November 2010 Nyhedsbrev til forældre i Rødbyafdelingen På opfordring fra flere forældre ønsker vi i fællesskab at give jer forældre et samlet nyhedsbrev fra skolen – det vil sige fra både undervisnings- og fritidsdelen. Vi håber på den måde at kunne bidrage til bedre orientering omkring skolens virke, aktiviteter, trivsel og fælles børn, således at vi har fokus på samarbejdet og åbenhed forældre og skole imellem. Vi vil bestræbe os på at udsende nyhedsbrevet et par gange om året. Mandag den 30. august 2010 afholdt vi på Rødbyafdelingen som noget nyt Åbent Hus-arrangement, og vi vil i den forbindelse rette en stor tak til alle jer forældre for en fantastisk opbakning, tålmodighed hvis der var et par ”kiksere” og efterfølgende konstruktiv respons til brug for kommende/lignende arrangementer. Vi har fra skolens side forpligtet os på at gentage begivenheden til næste år. I forbindelse med arrangementet blev der rettet nogle spørgsmål, som vi vil forsøge at besvare herigennem. Der blev i de forskellige klasser afholdt ”små forældremøder” denne dag, og der kan nu være uvished om, hvorvidt der bliver afholdt flere forældremøder i de enkelte klasser. De enkelte klasser afvikler forældremøder efter behov. Samme dag blev I som forældre gjort opmærksom på, at det var vigtigt løbende at benytte forældreintra, dette vil lærerne ligeledes øve sig i. I den forbindelse skal det nævnes, at SFO´en arbejder med at lægge relevant orientering (velkomstfolder, ½-årsplan m.m.) ind på intra. I uge 41 afviklede vi faguge, hvor vi arbejdede med udvalgte faglige emner i klasserne – den traditionelle hyggelige motionsdag som afslutning på ugen blev i år afviklet med temaet ”Farmer-dag” med stor succes og engagement hos såvel store som små. Samme uge blev der tryllet i caféerne i SFO-afdelingerne, da der blev afholdt kost- og motionsuge med temaet: ”Mad og motion fra andre kulturer”. Alt personalet er i gang med at tage førstehjælpskursus, så vi er trygge og klædt på til at håndtere de små uheld, som vi støder ind i igennem året. I uge 43 har 9. klasserne gennemført førstehjælpskursus. Endvidere har personalet fornøjelsen af psykolog Rasmus Alenkær, som i dette skoleår afholder 4 temadage i forbindelse med pædagogisk udviklingsarbejde med fokus på at fastholde anerkendende og gode relationer. 8. klasserne har været på lejrskole og besøgt henholdsvis Esbjerg og Århus. Det har for begge klassers vedkommende været vellykkede ture. Søndre Skole Rødby afd. Nyt fra skolens kontor: Vi har beklageligvis fortsat en del elever, der kommer for sent til undervisningen i 1. lektion. Vi beder om hjælp til at stramme op omkring dette. Om- og sygefotografering foregår onsdag den 24. november fra kl. 09.00 – 10.30. Orientering findes på forældreintra. Vi henstiller til, at der ikke afsættes/optages børn på skolens P-plads ved indgangen – markeret med gult! Dette af hensyn til frie brandveje – ambulancekørsel med videre. Samtidig gør vi opmærksom på, at det IKKE er tilladt at cykle gennem skolen af hensyn til elevernes sikkerhed. Vi har fra skolens side behov for at samle de bærbare computere og arbejde med klassesæt frem for den nuværende ordning med personlige computere til udvalgte klasser. Dette sker for at sikre opdateret og godt udstyr til de udskolingsklasser, som skal bruge elektronisk udstyr til projektopgave samt termins- og prøveafvikling. Endvidere sikrer vi alle elever og klasser adgang til funktionelle og driftsikre computere med netadgang. Noam Pilo 6.b er blevet valgt til elevrådsformand. Elevrådet arbejder med gode forslag til skolens hverdag – udbuddet i frugtboden, idéer til frikvarter, sociale arrangementer, udsmykning af skolen m.m. Til orientering har skolen i år prioriteret at deltage i udvalgte lokale idrætsarrangementer med vores klasser og dermed ingen videre deltagelse til regional- og landsstævner. Dette skyldes hensyn til økonomi. Lærer Charlotte Smietana Ludvigsen stopper den 30. november 2010. Pedelmedhjælper Jens Bo Kristensen stopper den 15. november 2010. Skolepsykolog Ida Lund Schønau er gået på barsel - i stedet siger vi velkommen til Kristine Olsen. Kommende arrangementer: Skole-/hjemsamtalerne er skudt i gang… Julearrangement i SFO Tigerrejerne torsdag den 25. november kl. 14.00-16.00. Julearrangement i SFO Regnbuen tirsdag den 30. november kl. 14.00-16.30. Juleklip i klasserne onsdag den 1. december kl. 08.05-11.30. Julearrangement i SFO Søhesten onsdag den 1. december kl. 14.00-16.30. Koncert for overbygningen fredag den 10. december fra 08.05-08.50. Lucia på skolen mandag den 13. december – orientering følger. Juleafslutning på skolen tirsdag den 21. december kl. 08.05-11.30 – program følger. Juleferie fra onsdag den 22. december til og med søndag den 2. januar 2011. Fællespasning i SFO Søhesten den 22., 23., 27., 28., 29. og 30. december og særlig samdrift den 31. december - orientering følger. Skolehilsener Helle Riis Pålsen SFO-leder og Carsten Løye Afd. skoleleder Søndre Skole Rødby afd. Frem med lygter og reflekser Her i den mørke tid er det vigtigt at huske cykellygter og reflekser på cykel og tøj. Det gælder både børn og voksne Risikoen for at blive involveret i en trafikulykke er større i mørke end i dagslys. Fem gode råd Brug cykellygter fra solnedgang til solopgang – tjek jævnligt, at de dur. Tjek, at alle lovpligtige reflekser på cyklen er der – det er tit dem, bilisterne først ser Suppler med reflekser på tøj og tasker Brug gerne refleksveste Husk cykelhjelmen Venlig hilsen Rådet for Sikker Trafik
© Copyright 2024