1. No category

#3 | 2015 www.ms.dk
Magthavernes barske
fremfærd i Mozambique:
Mord, trusler og
infiltration
Illustration: Salai Suanpi
Medlem af Activista Myanmar
Den sn
le devel
o
t goals
en
York
w
e
N
i
t
e
g
a
l vedttil bæredygtighed
å
m
s
n
e
d
r
e
j
V
ørklede ve
ab
in
side 3
1
pm
S us
ta
Bridget Banda fra Zambia:
“Sex stod mellem mig og
min uddannelse”
E
rigtigr du
klog?
Quiz
s.2
actionmagazine udgives af Mellemfolkeligt Samvirke.
Artikler i magasinet udtrykker ikke nødvendigvis foreningens holdninger | Forsideillustration: Salai Suanpi |
Redaktion: Mikkel Gottlieb og Henriette Winther | Ansv: Vibeke Vinther | Layout: Laura Johanne G. Danielsen |
Tryk: Handy-Print A/S på svanemærket papir
Adresse: Fælledvej 12 · 2200 København N | +45 77 31 00 00 | [email protected] | www.ms.dk | #3 Oktober 2015
s.3
Indhold
Oplag: 19.500 | ISSN: 1901-6115 |
1
Leder
Styrke i
modgangen
2
3
4
5
6
Frans Mikael Jansen,
Generalsekretær
Mellemfolkeligt Samvirke
Verdensmålene faldt på plads i New York
Fortællinger om bulldozere,
sexchikane og bandevold
17 unge globale gæster rejste Danmark rundt for at
diskutere verdens fremtid. Mød tre af dem her.
7
8
9
10
11
Mandag den 7. september skete flere ting på
samme tid. Syriske flygtninge begyndte at vandre
ad den nordgående motorvej fra Rødby med blikket stift rettet mod Sverige. I Libanon kunne indbyggerne finde annoncer fra den danske regering i fire
medier, som fortalte, at sociale ydelser i Danmark er
sat markant ned for nyankomne flygtninge. Og her
på Fælledvej sendte vi en underskriftsindsamling i
omløb, som opfordrede regeringen til at hjælpe flere
flygtninge og øge støtten til nærområderne.
Mandag den 28. september, præcis tre uger senere, blev endnu en dato med vidtrækkende betydning. Vi blev præsenteret for regeringens finanslovsudspil. Ulandsbistanden stod som ventet til at blive
beskåret med 2,6 mia. kr., danske ngo’er bliver beskåret med 27 procent. For Mellemfolkeligt Samvirke betyder det, at vi mister omkring 40 millioner kr.
De to datoer har sådan set ingen direkte sammenhæng. Og alligevel hænger de fuldstændig sammen. For de vandrende flokke af udmattede mænd,
kvinder og børn på de danske motorveje var et
konkret billede på, at der mere end nogensinde er
behov for at skabe langsigtet udvikling i de områder
af verden, som er plaget af dyb fattigdom og konflikter. Og finanslovsforslaget var et meget håndgribeligt bevis på, at regeringen ikke anerkender den
præmis.
Tre dage forud for finanslovsforslaget bankede statsminister Lars Løkke Rasmussen ganske
vist med hammeren i FN’s generalforsamling i New
York for at markere, at verdens lande nu er blevet
enige om at forfølge 17 nye verdensmål for bæredygtig udvikling. Men hammerslagene klingede hult,
når man havde regeringens bebudede besparelser
in mente. De nye mål var da også kun få minutter gamle, da statsministeren slog fast, at de kun vil
få begrænsede konsekvenser for dansk indenrigspolitik.
actionmagazine
Så regeringens linje er rimelig klar. Heldigvis er
den blevet kraftigt udfordret. Det danske civilsamfund har vist sig som en stærk aktør midt i virakken
om syriske flygtninge i Europa og nedskæringer af
udviklingsbistanden. Danskere har taget initiativ til
at demonstrere, hjælpe og formulere et modsvar til
den demonstrativt hårde linje, regeringen har lagt
sig fast på i spørgsmålet om flygtninge og indvandrere.
12
Det kom bl.a. til udtryk, da omkring 500 mennesker, med ganske kort varsel, samlede sig i MS’
gård på Fælledvej. Mellemfolkeligt Samvirke stod
ikke bag mødet, men vi gav rum til de mange danskere, som ønskede at gøre en indsats for at hjælpe
de mennesker, som er drevet på flugt. Mødet resulterede i gruppen Welcome to Denmark, en paraplyorganisering, som samler et væld af aktiviteter i en
åben koordinering nedefra.
17
Mellemfolkeligt Samvirkes underskriftsindsamling fik i overvældende grad luft under vingerne; i
skrivende stund har over 53.000 danskere skrevet
under. Og jeg mener, man med nogen ret kan sige,
at det var den stærke folkelige røst, der trods alt fik
regeringen til at give tilsagn om at tage imod 1000
flygtninge mere.
22
Der er behov for det folkelige pres. Der er behov
for, at spørgsmål om klima, migration og ulighed bliver skubbet op på den politiske dagsorden. Som
formanden for FN’s generalforsamling Mogens Lykketoft har udtrykt det: Politikerne skal blive bedre til
at tænke på næste generation end på næste valg.
26
13
14
Grebet strammes om
civilsamfundet i Mozambique
15
Mord, infiltration, korruption og bureaukrati bliver brugt til
at begrænse civilsamfundets styrke.
16
Globalhagen – nyt hostel med mening
18
19
20
21
To MS-frivillige maler rodfrugter til mel i Uganda
23
Da klimagæld blev banket op på
verdens lystavle
MS’ klimagældsagenter gik forrest ved klimatopmødet
i København i 2009. Nu koger klimakampen igen.
24
25
27
28
29
Et kærligt åndehul i Dhakas
farlige kaos
30
Se mere om overrækkelsen af underskrifterne
på side 5.
31
Quiz
32
En MS’er i verden
I Bangladesh bliver mange piger født ind i prostitution,
og mange børn må klare sig på egen hånd.
#3 | 2015
Hvad:
Noter
s.5
Foto: Brian Sokol/ActionAid
I Nepal ligger
dagligdagen stadig
i ruiner
Klar besked til
regeringen
Det er et halvt år siden, Nepal blev rystet af kraftige jordskælv, der kostede næsten 9000 mennesker livet og gjorde omkring tre millioner mennesker
hjemløse, kort før monsunregnen satte ind.
35-årige Laxmi og hendes niårige datter, Kanchan,
er to af de nepalesere, der fik rystet tilværelsen ud
af kurs. De bor nu i et midlertidigt læskur, opført af
materialer doneret af ActionAid.
“Det hjalp os til at genvinde håbet. Vi havde set livets værste sider, og vi havde brug for et sted, hvor
vi kunne være sammen som familie og føle os sikre
igen,” siger Laxmi.
Indsatsen fra Mellemfolkeligt Samvirke og partnere i
Nepal er indtil videre nået ud til cirka 127.000 mennesker.
85 procent af støttekronerne går til at hjælpe kvinder. Fra mange kvinder lyder responsen, at de har
følt sig stærke og mere selvstændige ved at have
en check med deres navn i hånden. For mange har
det givet anledning til at gå ind i en bank for første
gang i deres liv.
53.339 underskrifter lagde massiv vægt bag ordene: Hjælp flere flygtninge. Drop nedskæring af
udviklingsbistanden.
7. oktober overrakte MS’ generalsekretær Frans
Mikael Jansen budskabet til udenrigsminister
Kristian Jensen. Og selv om der ikke blev enighed
under mødet i ministeriets korridor, anerkendte
ministeren den folkelige stemme.
“Jeg modtager denne her besked. Jeg er klar over,
at der er mange, der har holdninger til det. Og det
er ikke fordi, vi er ligeglade med, hvordan vores
bistand udvikler sig.”
Mellemfolkeligt Samvirke sendte underskriftsindsamlingen ud, da syriske flygtninge begyndte at
krydse den danske grænse og satte gang i en heftig mediedebat. Underskriverne har skrevet under
på fem punkter. De handlede bl.a. om at øge støtten til de syriske flygtninge i nærområderne og om
at stoppe de planlagte besparelser på udviklingsbistanden, som især vil ramme den langsigtede indsats i fattige lande.
Foto: Mikkel Gottlieb
s.4
Se underskriftsindsamlingen på:
ms.dk/hjaelp-flygtninge
Støt arbejdet her: ms.dk/stot
Kom til
testamentemøde
i Mellemfolkeligt
Samvirke
Skatterabatter
batter ikke
Kom til vores land og skab vækst og arbejdspladser – så minimerer vi til gengæld selskabsskatten. Det er det umiddelbare rationale bag de
skatterabatter, som mange afrikanske lande giver til
udenlandske selskaber. Men de store skatterabatter leder ikke til den forventede vækst og jobskabelse, viser rapporten The West African Giveaway,
som Mellemfolkeligt Samvirke og ActionAid har
udgivet sammen med Tax Justice Network Africa.
Rapporten viser, at 15 ECOWAS-lande (Economic
Community Of West African States) hvert år mister
op mod 9,6 milliarder dollars – over 83 milliarder
kroner – alene på grund af skatterabatter.
tirsdag den 27. oktober kl. 19.30
Vi får besøg af advokat Susanne Borch, der har mange års
erfaring med testamenter. Hun vil fortælle om, hvilke fordele
der er i at oprette et testamente. Desuden kommer vores
internationale partnerskabskoordinator, Karen Ansbæk, og
fortæller om vores arbejde og projekter ude i verden.
Vi byder på kaffe og kage og en snak om testamenter
i vores kantine på Fælledvej 12, 2200 København N.
actionmagazine
Foto: Jakob Dall for MS
Løsning på quiz side 31:
1A, 2C, 3A, 4B, 5D, 6A, 7C, 8D, 9B, 10B
Foto: Owen Miyanza
Tilmelding på telefon 7731 0133
#3 | 2015
s.6
Hvad:
Nye verdensmål
vedtaget
Hvor:
New York
s.7
Nye
verdensmål
25. september bankede statsminister Lars Løkke
Rasmussen med hammeren i FN-salen i New York.
Verdens ledere rejste sig, klappede og udvekslede
håndtryk på tværs af stolerygge og landegrænser.
FN havde vedtaget 17 nye verdensmål for bæredygtig udvikling.
Statsministeren ledte det historiske møde, fordi
Mogens Lykketoft har formandsposten i generalforsamlingen. Nu skal han, som leder af Danmarks
regering, sørge for, at de nye mål bliver implementeret i dansk politik. Kort efter mødet meldte han
imidlertid ud, at det kun vil ske i meget begrænset
omfang.
Mellemfolkeligt Samvirke og resten af det danske
civilsamfund har derfor mindst 17 gode grunde til at
holde regeringen i ørerne.
Læs mere på ms.dk/verdensmaal
Den groteske ulighed i verden
Foto: UN Photo/Cia Pak
Nick Stewart for Hands Up
– men langtfra i mål
Foto: UN Photo/Cia Pak
er en helt afgørende forhindring for
at få de nye verdensmål til at lykkes.
Her er problemstillingen illustreret af
Nick Stewart for ActionAid.
MS-forkvinde Helle Munk
Ravnborg på hårdt arbejde i New
York.
og ambassadør for FN’s børnefond, optræder under
åbningen af det topmøde i New York, der sikrede den
endelige vedtagelse af 17 verdensmål for bæredygtig
udvikling.
Hver statsleder fik 15 minutters taletid, pointerede
formand for generalforsamlingen Mogens Lykketoft.
USA’s præsident Barack Obama talte i 43 minutter.
actionmagazine
Foto: UN Photo/Kim Haughton
Angélique Kidjo, vestafrikansk sanger og sangskriver
#3 | 2015
s.8
Hvor:
København
Foto:
Mikkel Gottlieb
s.9
Super17 på jagt
efter løsninger
I august rejste 17 unge fra hele verden rundt til 17 danske byer for
at drøfte Danmarks rolle i den globale bestræbelse på at nå FN’s
17 nye verdensmål.
Super17, blev gruppen døbt. Den talte deltagere fra El Salvador, Kenya, Nigeria, Nepal,
Myanmar, Sydafrika, Zambia og Jordan. Rundturen i Danmark sluttede med en konference på
Christiansborg og et møde med udenrigsminister
Kristian Jensen og formand for FN’s generalforsamling Mogens Lykketoft.
actionmagazine
På de kommende sider fortæller tre af deltagerne
deres dramatiske historier, som hver især siger
noget om de udfordringer, FN forsøger at adressere med de nye verdensmål. u
Læs meget mere: ms.dk/super17
#3 | 2015
s.10
Tekst: Sarah Søgaard Grøn
Foto: Anders Brohus
s.11
Hører du ikke til en
bande, kan du ikke
gå frit på gaden
Det er aften. Nelly Lopez har nået den sidste bus på vej hjem. En gruppe
mænd trænger ind i bussen. Alle mænd gennes ud. De får frataget deres
sko og værdigenstande. En mand protesterer. Han dør. Nelly Lopez er
aktivist i El Salvador – et land, hvor volden dominerer.
Det er farligt at gå i gymnasiet, for her rekrutterer banderne deres nye medlemmer. Nægter du at
blive bandemedlem, risikerer du at blive slået ihjel.
I mit kvarter er alle de unge, der går i gymnasiet,
bange for at fortsætte af frygt for at blive rekrutteret til banderne. Nogle af dem ender med at forlade landet, men de fleste bliver sendt tilbage fra
de lande, de flygter til. Banderne kontrollerer hele
landet. Hører du ikke til en bande, kan du ikke gå
frit på gaden. Du kan ikke frit rejse fra et område til
et andet, for banderne lukker ikke mennesker ind i
deres områder, hvis de ikke kender dem.
Alle med en forretning i El Salvador skal betale
banderne. Hvis man ikke betaler, bliver man slået
ihjel. I mit kvarter havde vi fire butikker i nærheden.
I dag er der kun en tilbage. En af mine venner ejede
en butik i kvarteret. Hun flygtede en nat kun iført det
tøj, hun havde på. Kvarterets bande havde krævet,
at hun gav dem 5.000 dollars, inden der var gået 20
dage. Så mange penge havde hun ikke.
Min kæreste er juridisk assistent hos domstolene og sidder dagligt med sager om mord, pengeafpresning og vold. En eftermiddag fik han en seddel, hvor han og de andre ansatte blev truet på livet.
Truslerne rammer ikke længere kun politiet, men
actionmagazine
også retsvæsenet. Min kæreste arbejder der stadig,
men hvis nogen spørger, siger vi, at han arbejder
på et hospital. Hvis de opdager, at han arbejder i
retsvæsenet, kan der ske ham noget. Så vi holder
os altid for os selv. Vi fortæller ikke nogen noget. Vi
går ikke ud.
En aften var jeg på vej hjem efter min sidste
time på universitetet. Jeg var færdig klokken 19.30
og kunne lige nå den sidste bus. På vejen steg en
gruppe mænd på. De trak deres våben og krævede, at vi afleverede alt af værdi. Mænd tvang de
ud af bussen. De tog deres værdigenstande og
sko. De dræbte en af mændene. Måske gjorde han
modstand. Den slags sætter en frygt i en.
Frygten for de unge bandemedlemmer har
også sat sig hos politiet. Hvis man har en tatovering eller ser anderledes ud, tror de, at man er bandemedlem. Derfor blev en af mine venner for nylig
slået ihjel. De må have troet, at han var kriminel.
Han var på vej hjem fra en demonstration, vi havde
holdt. Klokken var omkring ni om aftenen. Politiet
stoppede i en bil. Betjentene var maskerede. Så
skød de ham. Han arbejdede med unge, der kunne
blive fristede af at blive bandemedlemmer.
Nelly Yessenia
Martinez Lopez
ààVoksede op i Mexico, fordi moren flyg-
tede under borgerkrigen i El Salvador.
Vendte tilbage efter fredsaftalen.
ààHar netop færdiggjort sin uddannelse
i forretning og administration. Uddannelsen finansierede hun selv, da moren
kun havde råd til at betale uddannelsen for et af sine børn. Det blev
søsteren.
ààLærte Mellemfolkeligt Samvirkes uddannelsescenter Global Platform at
kende på studiet og blev aktiv i ungdomsnetværket Activista.
#3 | 2015
s.12
Tekst: Esben Schouboe
Foto: Anders Brohus
s.13
Støv var alt, man
kunne se – skrig var
alt, man kunne høre
Sten og molotovcocktails flyver gennem luften. Hiralal Lamas venner
bliver tævet til ukendelighed. Ved det første morgenlys kører bulldozerne ind. Nu kan man ikke længere se hverken huse eller mennesker.
Hiralal Lama fortæller om sin kamp for slummens folk i Kathmandu
– et folk, myndighederne helst bare vil have til at forsvinde.
Da jeg var lille, havde vi hverken vand eller elektricitet. Der var masser af plads dengang, men efter
revolutionen for omkring 20 år siden flyttede folk fra
landet til Kathmandu i stort antal – det var det eneste sikre sted, og samtidig der, hvor der var mest
arbejde. Vi fandt sammen i en føderation (Nepal
Basobas Basti Samrakchan Samaj, red.) for bedre
at kunne tale vores sag over for myndighederne. Vi
har opnået store fremskridt i fællesskab. I dag har vi
for eksempel, efter at have lagt pres på myndighederne for at få lov, fået bygget vandtanke. De fleste
i mit kvarter har også fået elektricitet.
Hiralal Lama
àà29 år, kommer fra slumkvarteret
Buddhamarga i Nepals hovedstad,
Kathmandu.
ààArbejder bl.a. med børn og unges
rettigheder i Kathmandus slumkvarterer og fungerer samtidig som lokal
guide for internationale studerende og
turister.
ààHar været aktiv i slumbevægelsen de
sidste ca. 15 år og er aktiv i Activista
Nepal, Mellemfolkeligt Samvirkes
ungenetværk.
Men der er lang vej igen. Dem ved magten kan
stadig bedst lide at tro, at der ikke findes nogen
slum. Det har altid været folk fra slummen, der tog
alle de hårde job som bygningsarbejdere, taxachauffører og så videre: Det er os, der har bygget
byen, men de vil ikke lade os være en del af den. De
ser os som en sort plet, der skal fjernes.
Jeg husker særligt én nat, hvor det stod klart.
Det var i slumkvarteret Thapathali. Der var kommet
en notits i avisen, hvor der stod, at alt ville blive ryddet inden for en uge. På tværs af slumkvartererne
organiserede vi en protest mod rydningen.
Klokken var omkring fem om natten, da vi
mødtes. Politiet havde omringet Thapathali, så be-
actionmagazine
boerne var fanget derinde, mens vi ude på den anden side ikke kunne komme ind. De begyndte at
slå med knipler for at sprede alle os demonstranter;
kvinder, unge, gamle, ingen undslap. Folk kastede
sten og molotovcocktails mod politiet for at forsvare
sig. Én af mine venner fik så mange tæsk, at hans
ben og arme i dag slet ikke fungerer. Jeg kan også
huske, der var syv kvinder, som var gravide, men
aborterede på grund af politiets vold.
Da det første morgenlys kom, kørte bulldozerne
ind i Thapathali. Mig og mine venner blev nødt til at
flygte over på den anden side af floden for at undgå
politiets tæsk. Det eneste, vi kunne se derfra, var
støvet fra husene, der blev ødelagt. Det eneste, vi
kunne høre, var skrig og gråd. Familiernes huse,
kvarterets skole, træerne, køkkenhaverne, bøgerne, legetøjet, alle de ting, folk kalder deres hjem,
blev til støv i løbet af en time.
Bagefter mødtes vi i mit kvarter (Buddhamarga,
red.) for at diskutere, hvad vi nu skulle gøre. Vi vidste ikke, om turen ville komme til os. Vi er som én
stor familie her, og det er en smuk ting. Pludselig risikerede vi, at hele vores liv ville blive ødelagt i løbet
af en halv time. Det er svært at forklare, men den
følelse var virkelig forfærdelig. Derfor kæmper jeg
videre, hver dag.
#3 | 2015
s.14
Tekst: Pernille Diana Castle Møller
Foto: Anders Brohus
s.15
Sex stod mellem mig
og min uddannelse
Lederen af det kontor, hvor man kan søge økonomisk støtte til at starte
på universitetet, kigger insisterende på Bridget Banda. Så gentager han
ordene. “Hvis du går i seng med mig, får du ansøgningsskemaet.” Mange
piger har før sagt ja. Bridget Banda siger nej. Hun er aktivist i Zambia –
et land, hvor korruption gennemsyrer samfundet.
Jeg flyttede hjemmefra som femårig. Mine fire
søskende og jeg boede alene med min mor i Zambias hovedstad, Lusaka. Da min mor blev dødssyg,
tog min onkel mig til sig, mens mine søskende fandt
andre steder at bo. Jeg kunne dog ikke bo hos min
onkel i mere end et par måneder, før jeg måtte flytte
videre. Jeg har faktisk flyttet rundt mellem mine familiemedlemmer det meste af mit liv med godt to
måneders mellemrum. Det har betydet, at jeg i dag
ikke rigtig tør binde mig til nogen mennesker. Man
kan ikke undgå at føle sig en smule afvist, når ens
familie beder en om at rykke ud.
Kvinder og børn kommer til mig for at få hjælp
til at håndtere voldelige forhold og overgreb. De tør
ikke selv melde det til politiet af frygt for, at mændene, der forsørger dem, bliver sat i fængsel, eller at
mændene vil slå dem ihjel som hævn. Men jeg prøver at overbevise dem om, at deres mænd, fædre
eller onklers opførsel ikke er okay. Der findes faktisk
en politienhed for ofre, som tager de sager alvorligt.
Engang var der en lille pige, der fortalte, at hun var
så vant til onklens natlige besøg, at hun blev bekymret den dag, han ikke kom. Hun gik faktisk ind
til onklen for at høre, om han var o.k. Det er historier
som denne, der får mig til at kæmpe videre, selvom
jeg har mine egne kampe at slås med.
Sex stod mellem mig og min uddannelse. Jeg
havde ikke selv råd til at betale for at komme ind
på universitetet, så jeg tog op på det universitets-
actionmagazine
kontor, hvor jeg kunne søge økonomisk støtte til
studiet. “Hvis du går i seng med mig, får du ansøgningsskemaet,” sagde lederen meget insisterende,
da jeg ikke forstod, hvad han mente, første gang.
Han sagde det, mens han sad meget afslappet i
sin brune kontorstol bag sit enorme skrivebord. Der
var kun os to på hans kontor. Ordene kom ikke kun
ud af hans mund. Hans krop skreg efter det. Hans
kropsprog sagde: “Jeg ved, du siger ja, for du har
ryggen mod muren”. Da jeg fortsat ikke sagde noget, sagde han: “Det går hurtigt. Det vil ikke engang
gå op for dig, at det er sket”. Jeg ved nu, at flere
har valgt at gå i seng med ham for at komme ind
på universitetet. Men jeg afviste ham og væltede ud
ad døren i frygt for, at han ville løbe efter mig. Den
mand slukkede mine drømme. Jeg opgav håbet om
uddannelse. Jeg havde jo karaktererne, men ikke
pengene til at komme på universitetet. Der gik et
helt år, før jeg besluttede mig for, at han ikke skulle
vinde over mig. Jeg ville arbejde og spare penge
sammen til at komme på universitetet, så jeg ikke
skulle ind på hans kontor igen.
Om 15 år er jeg stadig aktivist. Jeg er glad, jeg
lever, og jeg har ændret mit lokalsamfund. Om 15 år
vil jeg se tilbage på, at mit arbejde som aktivist har
givet resultater. Det er min definition af lykke. Måske
har jeg endda min egen organisation. Det er faktisk
noget, jeg skal til at undersøge. En organisation,
som arbejder for at skabe et trygt samfund.
Bridget Banda
ààHar boet i Zambias hovedstad det
meste af sit liv. Det er først for nylig, at
hun har fået kontakt til sine søskende
igen, som hun mistede kontakten
med, da hun flyttede hjemmefra som
femårig.
ààI dag arbejder hun som salgsdame for
at spare sammen til sin universitetsuddannelse.
ààBridget blev en del af Mellemfolkeligt
Samvirkes ungenetværk Activista i
Zambia efter at have læst en rapport
om multinationale virksomheders brug
af skattely i landet.
#3 | 2015
s.16
Geografi
Nørrebro
Tekst & foto:
Mikkel Gottlieb
s.17
MS åbner nye døre
Globalhagen
Hostel
Mellemfolkeligt Samvirke har netop åbnet dørene til et hostel, der ligger
i forbindelse med MS’ sekretariat på Nørrebro. Men hvad i alverden
har det at gøre med arbejdet for en mere retfærdig verden? Jeppe Bo
Pedersen, der står i spidsen for det ambitiøse projekt, giver svar.
Hvorfor skal Mellemfolkeligt Samvirke nu til at
drive hotelvirksomhed? Er det ikke meningen,
at vi skal hjælpe de fattige mennesker?
En del af Mellemfolkeligt Samvirkes strategi er at
være åben ud mod Danmark og resten af verden.
Og det med at give folk et sted at overnatte, mødes
og snakke sammen, uanset hvilket land man kommer fra, ligger perfekt i tråd med vores ånd. Så det
handler ikke så meget om at drive hotelvirksomhed
– det handler om at give folk endnu et sted, hvor de
kan mødes.
Globalhagen Hostel i tal
àà6. november er der åbningsfest. 8 værelser vil stå klar
med 35 sengepladser.
àà20 værelser får det nye hostel. Hvert værelse bliver
indrettet som et land. Så hvis man bor i Myanmar, vil der
være ting fra Myanmar, facts om landet, måder man kan
være aktiv for at hjælpe burmesernes kamp for rettigheder osv. Der er fokus på de lande, frivillige rejser til via
Global Contact.
àà50 sengepladser er der givet tilladelse til. MS søger om
at få tilladelse til 80 sengepladser.
àà250 kr. er cirkaprisen på en sengeplads i højsæsonen,
200 kr. i mellemsæsonen og lidt billigere i lavsæsonen.
àà8000-9000 overnatninger på et år vil blive en realitet, hvis
det nye hostel når en belægningsgrad på 50 procent.
ààFire målgrupper skal fylde sengene:
1. Internationale gæster hos MS, 2. Studerende på universiteter, højskoler og efterskoler, der besøger København, 3. Det internationale backpackermiljø, 4. Deltagere
på konferencer, topmøder og ved events om bæredygtighed, udvikling og internationale trends.
Helt ærligt, handler det ikke bare om, at I gerne vil tjene nogle penge?
Det håber vi selvfølgelig at gøre, fordi overskuddet
fra vores hostel går til et støtteprojekt, som de frivillige vælger, ligesom det er tilfældet i vores frivilligcafé Mellemrummet. Men det er ikke det primære
formål. Det er vores store forkromede håb, at det
hele smitter af på MS. At der er flere, der opdager,
at man kan tage ud at rejse med os, at vi har fede
uddannelser og kurser, at man kan deltage i vores
kampagner og demonstrationer; at det måske mere
bliver en slags frivilligt kraftcenter end et hostel, der
konkurrerer på et marked?
Men er I med frivillig arbejdskraft ikke med til
at skævvride konkurrencen i hostel-branchen?
Det tror vi ikke. Vi lægger priserne i mellemlejet, så
vi underbyder ikke de andre hostels. Og alle siger
– også den sammenslutning af hostels, vi er i kontakt med – at der er et stort behov for denne slags
steder i København.
Nu går der nogle amatører rundt og prøver
at sætte nogle gamle bygninger i stand med
nogle gamle byggematerialer. Hvorfor skulle
folk gide at bo her?
Vi synes jo, det er vildt sjovt at kunne bruge nogle
gamle materialer, som skulle have været kørt til forbrændingen, til at skabe nogle nye rum. Mange af
os så nogle udsendelser på DR, der hed ‘Helt på
plads’ med nogle vildt seje designere, som forstod
at få optimeret rum i højden og på tværs, med ting
der kunne slås ind og ud. Og vi tænkte: Det er lige
os – vi har brug for nogle fleksible rum, som ser
anderledes ud, og som er baseret på bæredygtige
byggematerialer. Så bliver det på vores måde.
Har I nogen som helst forstand på at drive sådan et hostel? I er vel de rene amatører?
Ja, det er vi. Vi har overhovedet ingen erfaring med
det. Derfor har vi ansat en rigtig dygtig hostel-administrator, som har arbejdet i 17 år i hotelbranchen,
og en studentermedhjælper, som har været med til
at drive et af de succesrige hostels i byen. Alle vi
andre er på crash-course.
actionmagazine
#3 | 2015
s.18
Geografi
Mozambique
Tekst & foto:
s.19
Henrik Lomholt Rasmussen
“Nyusi – stem på udviklingen” står der på valgplakaten for Mozambiques regeringspartis præsidentkandidat. Spørgsmålet er, hvilken udvikling partiet skaber.
Trods en mangeårig og høj økonomisk vækst er gabet
mellem få rige og mange fattige vokset i det sydøstafrikanske land.
at bevare grebet om magten i Mozambique. Det
bekræfter Clemence Langa, leder af ActionAid
Mozambiques politiske program.
“Ngo’ers politiske råderum bliver stadig mindre i
Mozambique. Det hænger sammen med, at magthavere – både lokalt og nationalt – er bange for at
miste retten til de goder, de har adgang til nu, hvis
civilsamfundet får mere indflydelse,” siger Clemence Langa og fortsætter:
“Derfor ser man ofte, at ngo’er og borgere på den
ene eller anden måde bliver bragt til tavshed i et
forsøg på at tvinge dem til eller skræmme dem fra
at engagere sig i politiske emner og forlange ansvarlighed samt levering af basale ydelser såsom
adgang til vand, skolegang og sundhedsklinikker.”
Som leder af ActionAid Mozambiques kampagner
mod jordtyveri har Clemence Langa oplevet flere
forsøg på, at ‘nogen’ har forsøgt at overtale ham til
at indstille sit engagement.
“Jeg er af og til blevet ringet anonymt op og har
fået besked om, at det ville være bedst for mig, hvis
ActionAid Mozambique opgav kampagnen. Andre
gange har man forsøgt at smøre mig ved at tilbyde
mig jord, eller et job i et selskab, som – med mere
eller mindre legale metoder – vil dyrke eksempelvis
sukkerrør eller producere biobrændsel på jord, der
tilhører fattige bønder,” fortæller Clemence Langa,
der har afvist alle forsøg på bestikkelse.
Grebet strammes
om civilsamfundet
Mord på åben gade, infiltration, korruption og bureaukrati er blandt
de metoder, som magthaverne i Mozambique benytter sig af for at
begrænse civilsamfundets styrke og politiske indflydelse.
Marts 2015: Menneskerettighedsadvokat skudt
på åben gade. August 2015: Journalist skudt på
åben gade. August 2015: Retssag mod anerkendt
økonom for ærekrænkelse af en nu forhenværende
præsident. Læg dertil en lind strøm af tilfælde, hvor
actionmagazine
aktivister og ngo’er bliver truet, lokket med attraktive tilbud eller løber panden mod administrative
mure og bureaukrati.
Det skorter ikke på eksempler på, hvordan magthaverne forsøger at holde civilsamfundet nede for
Skudt på en morgenløbetur
At Mozambiques mørke kræfter er klar til at bruge alle midler, blev senest bevist i august i år. Her
blev den regeringskritiske journalist Paulo Machava
skudt og dræbt på en morgenløbetur på en befærdet gade i centrum af hovedstaden Maputo.
Det stadig uopklarede mord skaber, ifølge en pressemeddelelse fra det sydlige Afrikas medieinstitut
MISA, “et klima af frygt, som undertrykker ytringsfriheden”.
Omtrent den samme melding hørte man i marts,
da den ligeledes regeringskritiske menneskerettighedsjurist Gilles Cistac blev offer for en byge af
kugler på åben gade i Maputo. Hans mordere er
stadig ikke fundet.
Til gengæld slog magthaverne hurtigt ned på den
anerkendte økonom Carlos Nuno Castel-Branco,
efter at han i november 2013 i et åbent brev på
Facebook havde kritiseret Mozambiques daværende præsident Armando Guebuza for dårlig ledelse. Castel-Branco blev arresteret og anklaget for
at have krænket Guebuza og kom – sammen med
en redaktør, der havde trykt det åbne brev i sin avis
– for retten 31. august i år. Dommen i den hårdt
kritiserede retssag endte med en frikendelse af Castel-Branco. Alligevel påpeger Dorte Tietze, international partnerskabskoordinator for MS, at retssagen
øgede magthavernes pres på civilsamfundet.
“Retssagen kan ses som et led i en skræmmekampagne fra regeringen. At en så anset person
som Castel-Branco kunne komme for en domstol,
gjorde mozambiquiske aktivister utrygge. ‘Hvem
bliver den næste?’ spørger mange nu sig selv og
hinanden,” siger Dorte Tietze.
Diskrete metoder
Indskrænkelsen af civilsamfundets og ngo’ernes
handlefrihed foregår tillige med mere diskrete metoder.
“Eksempelvis kan ngo’ernes lovpligtige fornyelse
hvert tredje år af deres tilladelse til at operere i Mozambique nemt blive forhalet. Det kan ske med
påstande om mangelfulde oplysninger eller fejl i
budgettet,” fortæller Clemence Langa fra ActionAid
Mozambique.
Han tilføjer, at ngo’erne generelt mødes med mistro
af magthaverne. For i stedet for at se organisationerne som medspillere, der vil udvikle Mozambique,
opfattes de som modspillere med en vestlig dagsorden, der går ud på at underminere regimet.
Den mistro kommer klart til udtryk i landets lovgivning, fortæller MS’ internationale partnerskabskoordinator, Dorte Tietze.
“Det har bl.a. ført til, at den tidligere præsident Guebuza fik indført en lov om, at ngo’er højst må have
én udenlandsk ansat for hver ti mozambiquiske
medarbejdere. Alene proceduren med at registrere
dette kan tage lang tid og handlingslamme en organisation.”
Hun oplever, at det ofte tager et halvt år, inden
fx rådgivere ansat igennem MS’ People4Changeprogram, får mozambiquisk arbejdstilladelse. For
nylig måtte de hyre en advokat for at få en ansættelse på plads.
Dorte Tietze arbejdede som senior governancerådgiver for ActionAid Mozambique og ngo-partnere i det sydøstafrikanske land fra 2009 til 2013
og har set civilsamfund vokse sig stærkere. Nogle
gange for stærkt, efter det mangeårige og nærmest
enevældige regeringsparti Frelimos mening. u
Paroler og floskler er
der masser af i mozambiquisk politik. “Forenet i
kampen mod fattigdom”
forkynder disse valgplakater fra det mangeårige
regeringsparti Frelimo
således.
#3 | 2015
s.20
s.21
“Stadig flere kender til deres rettigheder og pligter
og forstår at stille krav. For eksempel har ActionAid
Mozambique fået en skarpere profil, når det gælder kampen mod korruption, jordrettigheder og betaling af skat. Den slags får Frelimo til at stramme
grebet om civilsamfundet. Bl.a. ved at lade efterretningstjenesten SISE overvåge ngo’erne og forsøge
at infiltrere dem for at svække deres handlekraft,”
forklarer Dorte Tietze.
I marts i år blev den
regeringskritiske menneskerettighedsjurist Gilles
Cistac skudt og dræbt
ud for denne café i det
centrale Maputo, hvor han
drak morgenkaffe hver
morgen. Mordet er fortsat
uopklaret.
Ædt op indefra
Hvordan de Stasi-agtige metoder kan æde en organisation op indefra, kender Alice Mabote, en af
Mozambiques mest markante stemmer og leder af
Den Mozambiquiske Liga for Menneskerettigheder
(LDH), alt for meget til.
“SISE’s spioner i de lokale og internationale ngo’er
rapporterer om aktiviteter, der menes at true styret.
Det er også tilfældet i LDH. Det har vi bl.a. set, når vi
har villet sende medarbejdere på opgaver, som de
ikke har kunnet eller villet løse, fordi det ville bringe
dem i karambolage med partiet. Det har stækket
LDH i alvorlig grad,” noterer Alice Mabote.
Af sikkerhedshensyn vil hun ikke give eksempler på
informanters ‘modarbejde’. Men at Frelimo har forsøgt at købe hende, lægger hun ikke skjul på.
“Bl.a. har jeg fået indirekte tilbud om at blive socialminister. Det takkede jeg nej til, for jeg vil ikke ædes
af systemet, som så mange andre er blevet det.
Det har medvirket til, at LDH ikke får finansiel støtte.
Vores ansatte har ikke fået løn siden juli sidste år,”
fastslår den juristuddannede Alice Mabote.
Den uholdbare situation har fået hende til at kaste
håndklædet i ringen efter 22 års kamp for borgerrettigheder.
“Siden 1993 har jeg forsøgt at overbevise Frelimo
om det rimelige og nødvendige i at have et velfungerende civilsamfund, men det er en håbløs kamp.
Så nu giver jeg op og forlader LDH næste år. Det er
trist, men efter moden overvejelse er jeg kommet
frem til, at jeg ikke orker mere,” siger Alice Mabote.
Global kamp
for åbenhed
Indskrænket politisk handlerum
er en afgørende barriere for
reformer og udvikling i mange
af verdens fattige lande. Her er
en række eksempler, hentet i
nogle af de lande, Mellemfolkeligt
Samvirke arbejder i.
Uganda
Repressalier og forfølgelse af enkelte personer.
Det er en reel frygt for civilsamfundet Uganda,
hvor præsident Yoweri Museveni og hans regering i de seneste år har vedtaget en række love,
der begrænser omfanget af organisationer og
deres råderum. Fx blev Norman Tumuhimbise,
lederen af fortaler-netværket “Jobless Brotherhood”, kidnappet den 19. august, formodentlig
af specialtropper fra den ugandiske regering. Efter pres fra civilsamfundet blev han tidlig morgen
den 26. august smidt ud af en bil i nærheden af
sit hjem. Han havde flere brud på rygraden samt
adskillige skader på hele kroppen. Derudover var
han blevet udsat for forgiftninger ved injektioner,
som betød, at hans hoved efterfølgende har været så hævet, at han har haft svært ved et snakke
og trække vejret. “Jobless Brotherhood” er en
ActionAid-partner og har en fremtrædende rolle i
MS-projektet ‘Beautiful Rising’, som forsøger at
dokumentere kreative aktions- og organiseringsformer.
De gamle kæmper trækker i trådene
Hvor langt vil han gå? Hvor langt kan han gå? Det spørger
mange mozambiquere sig om, når talen falder på landets præsident, Felipe Nyusi. I sin tiltrædelsestale i februar i år lagde han
op til at lade civilsamfundet få mere indflydelse. Siden er der ikke
sket meget i den retning. Det får iagttagere til at pege på, at Felipe Nyusi har bragt sig i konflikt med den gamle garde i landets
altdominerende regeringsparti, Frelimo.
“Der foregår flere interne magtkampe i Frelimo, der nærmest driver Mozambique, som om landet var partiets forretning. Et af opgørene står mellem den ældre generation, der ikke er parat til at
give slip på magten og de privilegier, den giver, og yngre kræfter,
actionmagazine
som mener, at det er på tide at rette op på den skæve fordeling af
landets goder,” siger Marcelo Mosse, journalist og tidligere leder
af den indflydelsesrige ngo Center for Offentlig Integritet.
Han kalder det svært at placere den 56-årige Felipe Nyusi i dette
spil.
“Vi må se tiden an. Som alle andre Frelimo-topfolk er Nyusi involveret i en masse forretninger og virksomheder, der laver lukrative
aftaler med staten. Samtidig er han afhængig af de gamle kæmpers velvijle. Derfor er der ikke andet at gøre end at vente, indtil
den ældre generation i partiet er uddød. Det varer mindst 10 år
endnu,” siger Marcelo Mosse.
Bangladesh
Bangladesh er kendt som et land med et dynamisk civilsamfund, men i den senere tid har
mange civilsamfundsorganisationer oplevet, at
deres manøvrerum er blevet indskrænket. Regeringen tolererer i mindre grad politisk uenighed, og menneskerettighedsaktivister er blevet
arresteret. Derudover er der hele debatten om
religionskritik, hvor de brutale nedslagtninger af
sekulære bloggere er blevet fordømt af regeringen, som imidlertid har gennemført lovgivning,
der gør det sværere at ytre sig frit på internettet.
Egypten
I Egypten slår myndighederne i stigende grad
ned på civilsamfundet, ungdomsorganisationer,
politiske modstandere, journalister og anderledes tænkende. Det skete bl.a. i foråret, da den
egyptiske rettighedsforkæmper Azza Soliman
blev anholdt efter at have overværet et politidrab på en kvindelig demonstrant, der var med
til at mindes ofrene for den egyptiske revolution
i foråret 2011. Protestloven, som Azza Soliman
blevet anklaget under, er bare et aspekt af et stadigt større kompleks af love og bestemmelser,
som indskrænker rammerne for civilsamfundets
gøren og laden i Egypten. MS samlede 4.269
underskrifter for at presse de egyptiske myndigheder til at droppe sagen mod Soliman og 16
andre tiltalte.
Zimbabwe
I Zimbabwe stemte befolkningen ja til en ny
forfatning i 2013. Denne forfatning sikrer i princippet borgerrettigheder såsom ytringsfrihed,
forsamlingsfrihed og politiske rettigheder. Men
virkeligheden er en anden. Kritiske journalister,
menneskerettighedsaktivister og folk, der deltager i protestdemonstrationer, bliver arresteret. Lokale organisationer skal have tilladelse
fra myndighederne til at gennemføre møder og
andre aktiviteter. Et eksempel er den lokale MSpartnerorganisation Basilwizi Trust, som først fik
tilladelse til at arbejde, da de droppede arbejdet
med “borger-journalister”.
Nicaragua
Pressefriheden, ytringsfriheden samt borgerdeltagelsen er under pres i Nicaragua. Regeringen
har aktivt søgt at begrænse den frie presse via
monopolisering af medierne og økonomisk pres
på den uafhængige presse, især undersøgende
journalistik. Dette har ledt til, at der blandt journalister og den almindelige befolkning har spredt
sig en følelse af frygt for at udtrykke synspunkter
om spørgsmål på den offentlige dagsorden, især
dem, der vedrører politiske emner. Flere organisationer har været udsat for overvågning, intimidering og forsøg på at stoppe deres offentlige
kampagneaktiviteter.
#3 | 2015
s.22
Geografi
Kenya
Tekst & foto:
Søren Bjerregaard
s.23
Frivillige
støtter liv i Lira
Katrine Grønbæk Balsby og Christina Nørskov Jensen er tilbage i
Danmark efter tre måneder som MS-frivillige på et børnehjem i Lira
i det nordlige Uganda. Men arbejdet for at forbedre livskvaliteten i
Lira fortsætter. De unge danskere vil købe kassava (rodfrugter) fra
ugandiske bønder, tørre dem og male dem til mel, som skal sælges i
Ugandas hovedstad, Kampala. Overskuddet går i første omgang til
børnehjemmet og skal på længere sigt hjælpe bredt i lokalområdet.
vil også meget gerne forbedre hygiejnen og sikre,
at hjemmet har et brugbart køretøj. Derefter vil vi
gerne arbejde mere bredt i området og fx sikre, at
piger, der menstruerer, kan gå i skole.”
Hvornår starter produktionen?
Katrine:
Vores maskinhus står færdigt, og vores maskiner
blev leveret til Lira sidst i september. Nu mangler
vi blot optræning af medarbejderne, og så kan vi
forhåbentlig starte inden for den nærmeste fremtid.
Vi har meget kontakt med vores manager og vores
familie, hvilket giver en tryghed og en tro på, at det
nok skal komme til at lykkes.
Fortæl om arbejdet på børnehjemmet?
Katrine:
“Efter en blød landing på MS Global Platform i Kenya var det hårdt at starte på børnehjemmet. Ressourcerne var meget begrænsede, og personalet
var langt skrappere, end vi er vant til i Danmark.
Det blev bedre efterhånden, som vi kom tættere på
nonnerne og de lokale kvinder, der arbejdede på
hjemmet.”
“Vi har ikke forandret børnenes liv for altid, men
jeg synes, vi har givet dem to måneder, der var
lidt mere spændende og lidt bedre, end de ellers
ville være. Børnehjemmet mangler nogle helt basale
ting, og derfor er vi overbeviste om, at det vil give
reelle forbedringer, når kassava-projektet begynder
at give penge.”
Frivillig i verden
ààMellemfolkeligt Samvirkes rejseprogram Global Contact
sender i år 823 danskere ud i verden for at lave frivilligt
arbejde.
ààNår du rejser ud med MS som frivillig, starter du med fire
ugers højskole i den region af verden, du skal arbejde i.
Mens du arbejder, bor du hos en lokal værtsfamilie.
ààKassava-projektet er selvstændigt startet af Katrine
Grønbæk Balsby og Christina Nørskov Jensen og er
dermed ikke en del af MS’ arbejde.
ààLæs mere på globalcontact.dk/frivilligt-arbejde
Er kassava-projektet bæredygtigt?
Christina:
“Vi arbejder sammen med Africa Innovation Institute, som har givet teknisk bistand og været med
til at sikre, at vi nu har alle maskinerne på plads og
næsten er klar til at starte op. Produktionen drives
af seks lokale, og vi har valgt kassava, fordi det allerede dyrkes i stor stil i området. De lokale bønder
er meget involverede, så vi tror virkelig på, at det er
et langtidsholdbart projekt.
Hvordan har i samlet penge ind?
Katrine:
“Vi har samlet ca. 50.000 kr. ind. De fleste er kommet via donationer, som er kommet via vores
facebook-side – www.facebook.com/stoetlivilira.
Fundraisingen har været betydeligt nemmere, end
vi havde regnet med, og vi er stolte over, at folk har
Hvad skal pengene bruges til?
Børnehjemmet – Lira Babies Home – har huller i taget, og det mangler et hegn for, at det er sikkert for
børnene, så det er det første, der skal ordnes. Vi
actionmagazine
#3 | 2015
s.24
Tekst:
Søren Bjerregaard
s.25
Klokkerne ringer
for klimakrigerne
Foto: Kristian Buus
I 2009 opstod en helt særlig energi, da aktivister fra alle verdenshjørner
samledes i København for at presse på for en ambitiøs klimaaftale.
Resultatet var dybt skuffende. Men for aktivister som Chandia Kodili
blev kursen sat for en mangeårig kamp, som forhåbentlig giver resultater i Paris til december.
actionmagazine
Kulden gik igennem trøje og tørklæde, da aktivisten
Chandia Kodili fra Uganda i 2009 første gang satte
fødderne på dansk jord for seks år siden for at deltage i klimatopmødet COP 15. Den 6000 km lange
tur nordpå var en tur fra varme til kulde, men reelt
en rejse for at stoppe menneskeskabte klimaforandringer.
Til december er klimaet igen på dagsordenen til klimatopmødet COP 21 i Paris, og klimakrigerne håber, at verdens ledere endelig hører klimaklokkerne.
Chandia Kodili er medlem af Activista – det globale
ungdomsnetværk for MS og ActionAid. Siden COP
15 har hun sammen med efterhånden verdenskendte The Yes Men kæmpet den samme kamp:
“Det er seks år siden, jeg blev klimagældsagent –
seks år siden vi frysende mødtes i vinterkolde København. Det var som at stå på en anden planet, og
det var helt vildt inspirerende at være sammen med
unge fra vidt forskellige kulturer, som alle havde de
samme mål – at skære ned på udledningen af drivhusgasser,” husker Chandia Kodili.
Klimagæld på dagsordenen
Det var ikke kun kulden, der var en brat opvågning for Kodili, da hun sammen med 30 unge fra
syv forskellige lande mødtes for at få verdens opmærksomhed som klimagældsagenter i knaldrøde
jakkesæt:
“Aktivisterne fra Europa snakkede om at spare på
vand og strøm, men de havde hverken følt tørke
eller oversvømmelser på egen krop, som vi har i
udviklingslandene. Derfor fokuserede vi på, at det
er de rige lande, der har udledt drivhusgasser. Derfor har de en klimagæld, der skal betales,” fortæller
Kodili, der udover en masse idéer og sit varmeste
tøj kom til København med en ukuelig tro på, at
verden var vågnet op til klimaforandringer, der ville
sikre en bindende aftale.
“Jeg havde jo mærket klimaforandringerne på min
egen østafrikanske krop. Samtidig var alverdens
statsledere begyndt at snakke om klima, så optimismen blev til begejstring, efterhånden som vores
kampagne tog form,” forklarer Kodili med lysende
øjne.
Maja Andersen, der er kampagne-koordinator hos
Mellemfolkeligt Samvirke, husker også kampagnen
med begejstring:
“Klimagældsagenterne var på jagt efter alle de
mange milliarder, som verdens rige lande skylder
udviklingslandene. Vi valgte en don’t dress like an
activist-taktik. Og det var enormt effektfuldt. Agenterne fik rigtig meget opmærksomhed. Det var en
sej gruppe med unge fra både Danmark og flere
afrikanske lande, der var i front. Det var ret cool og
sjovt samtidigt. Agenterne var meget bestemte i
forhold til at finde de der penge,” siger hun.
Agenterne var omgivet af blinkende blitzer, mikrofoner, statsledere, eksperter og spindoktorer, når de
bevægede sig rundt i Bella Centers haller af beton,
glas og stål.
“Pudsigt nok var jeg overhovedet ikke nervøs. For
det første havde vi slet ikke tid til nerver. For det
Ugandiske Chandia Kodili i aktion under klimatopmødet
i København i 2009.
MS og ActionAid gør
klar til klimakamp
COP21 i Paris:
FN’s årlige klimakonference bliver i år afholdt i Paris
og løber af stablen 30. november til 11. december.
ActionAid har en international delegation af politikmedarbejdere og unge aktivister fra det globale syd
med i den franske hovedstad. ActionAid kæmper
for ambitiøse reduktionsmål og klimaretfærdighed.
Sidstnævnte betyder, at rige lande skal afsætte
penge, så udviklingslandene bliver kompenseret
for klimaødelæggelserne og får økonomisk støtte til
klimatilpasning og omstilling.
Maa Jallow fra Pakaliba
Village i Gambia tager del
i en fotoaktion, søsat af
Coalition Climate 21, som
MS og ActionAid er en
del af.
Danmark:
MS arrangerer, i samarbejde en bred gruppe af
danske civilsamfundsorganisationer, klimademonstration søndag den 29. november i København.
Find eventen på Facebook – søg på Cop21 Klimademonstration.
Som optakt til demonstrationen laver MS og
Greenpeace en fælles klima-mobiliserings-camp
for frivillige. Læs mere på ms.dk/klimacamp
andet er sagen alt for vigtig til, at vi kunne tillade os
at gemme os. Og så var vi jo en masse, der var i
samme båd,” forklarer Kodili.
Maja Andersen er enig: “Jeg husker tydeligst følelsen af at gå med de røde klimagældsagenter i demonstrationen sammen. Det var en kæmpe fællesskabsfølelse. Vi havde et koncept, der fungerede,”
forklarer hun. Sammenholdet blev bogstaveligt talt
tættere og tættere:
“Klimaagenterne var altid i messecenteret og på gaderne, fordi vi havde jakkesættene på i skiftehold.
Det betød også, at de lugtede mere og mere. Men
vi var ligeglade med, at det var en barsk omgang,
når vi sang: “Vi holder øje med verdens ledere, I ved
hvad I skal gøre, betal jeres klimagæld! Vi var en
hær af klimakrigere i røde jakkesæt,” fortæller Kodili
med den samme styrke, der lyser ud af billederne af
klimaagenterne. u
#3 | 2015
s.26
s.27
The Yes Men
i København
Mike Bonanno og Andy Bichlbaum er en kreativ aktivistduo, som er kendt for deres satiriske aktioner
ved konferencer, events, på nettet, i tv og på gaden. Duoen har udgivet flere bøger, lavet film, undervist i social forandring og har grundlagt The Yes
Lab, som er en uddannelse for næste generations
aktivister.
Duoen har til dato udgivet tre film: The Yes Men
(2003), The Yes Men Fix the World (2009) og The
Yes Men Are Revolting (2014).
Foto: Peter Bischoff/MS
Den seneste film bliver vist på dette års udgave
af dokumentarfestivalen CPH:DOX, og Mike Bonanno, Andy Bichlbaum og instruktøren Laura Nix vil
deltage i visning og debat.
Lørdag den 7. november i København
Søndag den 8. november i Århus
Mandag den 9. november i København
Se mere på cphdox.dk
actionmagazine
gelser har en effekt så stor, at vi slet ikke kan fatte
det,” siger Mike Bonanno, der er overbevist om, at
klimaaktivisterne vinder før eller siden.
The Yes Men indtager Uganda
og Berlin
Klimagældsagenterne besluttede sig for at tage klimakampen med til deres hjemlande, hvor de har
fortsat kampen og lægger pres på regeringerne –
især op til klimatopmøder. Efter København blev
Kodili enig med The Yes Men om, at de skulle komme til Uganda.
“Her rejste jeg rundt med dem i Uganda og viste
dem, hvordan klimaforandringerne gør livet svært
for især kvindelige landmænd. De optog det hele
til filmen. Jeg var enormt glad og stolt over, at de
kom til Uganda, og det gav mig håb for klimaet at
arbejde med nogle af verdens bedste aktivister.”
Kodilis samarbejde med The Yes Men fortsatte, og i
begyndelsen af 2015 fik The Yes Men Are Revolting
endelig verdenspremiere på filmfestivalen i Berlin.
“Pludselig stod jeg så mellem kendte skuespillere
og modeller. Det var overvældende. Hver gang filmen blev vist, var der spørgsmål og svar med publikum, og her fik jeg rig mulighed for at snakke om
klimaforandringer,” fortæller Kodili, der også skal til
USA for at markedsføre filmen, hvis hun kan få et
visum. Kodili er også sporet ind på klimatopmødet i
Paris til december.
“For hver dag der går, indser flere, at klimaforandringerne er reelle. Der er store forhåbninger til Paris, og
jeg er også optimist. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan
for at få politikerne til at forstå, at det er på høje tid
med bindende aftaler.”
Mike Bonanno peger også på, at flere og flere beslutningstagere ser på realiteterne og lytter til aktivisterne.
“Det er en af grundene til, at det er vigtigt at komme
ud på gaderne og lægge pres på. Bestemt i 2009,
men endnu mere nu.”
Benadette Chandia Kodili er en del af den seneste film
fra The Yes Men. Hun var med til at præsentere filmen
ved Berlinalen i Berlin.
Foto: Kristian Buus
Klimaagenterne møder the Yes Men
De internationale spasmagere og aktivister The
Yes Men lagde også mærke til de røde jakkesæt
og holdt et seminar, der blev starten til et fantastisk
samarbejde for Kodili:
“De er mere kreative og modige end nogen andre,
så jeg hoppede op af stolen, da de spurgte, om
nogen ville være med til at planlægge et falskt pressemøde, der skulle udstille, hvordan Canada ikke
ville leve op til sine forpligtigelser.”
Sammen skruede de en happening sammen, hvor
Canada vendte rundt på en tallerken og forpligtede
sig til at begrænse udledningen af drivhusgasser
betragteligt.
“Det tog dagevis at skrive manuskripter og pressemeddelelse og øve det falske pressemøde. Jeg
fik rollen som Ugandas miljøminister, der skulle lovprise Canada for kovendingen. Jeg skyndte mig
at købe et sæt tøj, der passede til rollen. Jeg kan
bedst lide at improvisere, så jeg var faktisk nervøs.”
Flere internationale medier hoppede på limpinden
og skrev om Canadas nye kurs, før fupnummeret
blev afsløret.
“Vi udstillede Canada ved at lade dem sige det, de
burde sige. Det hele blev optaget til filmen The Yes
Men Are Revolting, som senere kom til at betyde
rigtig meget for mig,” fortæller Kodili.
Hun var i begyndelsen overbevist om, at de mange
stats- og regeringsledere troppede op til topmødet,
fordi de havde viljen til at lave en bindende aftale.
Men slutdokumentet skuffede:
“Vi var til et civilsamfundsmøde, da vi fik fortalt, at
der ikke ville blive indgået nogen reel aftale. Vejret
var i forvejen gråt og trist, og nu blev vi det også. Vi
gik ud for at bygge en snemand – bare for at tænke
på noget andet,” fortæller Kodili.
Mike Bonanno er en af Yes-mændene – han var
også ekstremt skuffet:
“Selvom de manglende resultater var nedslående,
så skal vi huske, at mødet blot var ét tilfælde, hvor
det var nødvendigt at presse på. De sociale bevæ-
#3 | 2015
s.28
Geografi
Bangladesh
Tekst & foto:
Mia Elming
s.29
Et kærligt åndehul
i et farligt kaos
I Bangladesh bliver mange piger født ind i prostitution, og mange
børn må klare sig på egen hånd i megabyen Dhakas menneskemylder.
Værestedet Happy Home er en oase af tryghed. Mia Elming besøgte
stedet under en rejse til Bangladesh i foråret.
Da jeg ankommer i Bangladesh International Airport, møder jeg en dansk forretningsmand i Bangladesh. En mand, der har 30 års erfaringer fra det
sydasiatiske land.
Fuld af forventninger spørger jeg ham, hvad vi skal
glæde os til. Han kigger træt på mig og siger “til
at komme hjem igen”. I den tid han har arbejdet i
Bangladesh, har landets massive overbefolkning og
fattigdom gjort det svært at tro på en bedre fremtid
for befolkningen.
Velkommen.
På turen mod centrum af Bangladesh’ megahovedstad, Dhaka, begynder jeg at forstå, hvad han
taler om. Byen er stort set umulig at komme frem
i. Hovedvejen er et kaos af biler, cykelvogne, tuc
tuc’er, sælgere og busser, der kører i alle retninger
og dytter sig vej igennem. Vi sidder stille i trafikken
det meste af eftermiddagen. Busserne er fyldt til
randen med mennesker, der hopper af og på. En
kvinde stikker pludselig hovedet ud ad et busvindue
og kaster op. Måske er det den trykkende varme
eller presset fra den bugnende fulde bus.
actionmagazine
Imponerende venlighed
Men jeg ser også, at jeg er kommet til en by, hvor
folk er gode til at overleve. En by, som rummer en
inspirerende og imponerende venlighed og næstekærlighed.
Det oplever jeg blandt andet, da jeg besøger projektet Happy Home, der hjælper gadebørn i Dhaka.
Vi ankommer til en af de fem lejligheder, som huser
150 børn. Lejligheden er proppet med børnetegninger, og børnene har forberedt musik og dans.
Alle børnene har set og oplevet ting, som ingen
børn burde være udsat for. Derfor er det vigtigt for
dem at få fortalt, at de nu går i skole og klarer sig
godt. To kvinder, Ms. Nazma og Ms. Rubyer, er ansat til at være der for børnene dag og nat. Men det
er tydeligt at mærke, at de er meget mere end bare
ansatte. De lever og ånder for og med alle børnene
og er mere familie end noget andet.
“Farzana har boet her siden hun var fire år,” fortæller
Ms. Nazma. “Normalt tager vi børnene ind, fra de er
syv, men Farzanas mor var prositueret og arbejdede
her i området. Vi fandt ud af, at Farzana somme u
#3 | 2015
Quiz
s.30
Omkring 17 mio. mennesker bor i Dhaka, der er blandt
verdens hurtigst voksende storbyer. Magasinet The Economist rangerede i år byen som verdens næstværste by
at leve i. Kun Damaskus i Syrien fik en ringere placering.
Kvartalet i MS-perspektiv
Spørgsmål 1
Hvem sagde dette?:
“Vi har valgt at være fortalere for en afkriminalisering
af alle aspekter af sexarbejde, som ikke involverer
tvang, udnyttelse og overgreb. Det valg er begrundet
i vores research og erfaringerne fra sexarbejdere selv,
som viser, at kriminalisering gør dem mindre sikre.”
A. Trine Christensen, vicegeneralsekretær i
Amnesty Danmark
B. Lars S. Andersen, formand i Red Barnet
C. Forkvinde for Dansk Kvindesamfund Lisa
Holmfjord
D. Ligestillingsordfører i Dansk Folkeparti Pia
Adelsteen
Spørgsmål 2
“Det er en form for angiveri. Det kommer vi ikke
udenom. Og det skal selskaberne slippe for,” sagde
Kristian Skibby, Dansk Folkepartis erhvervsordfører, i
august. Hvad talte han om?
A. Offentliggørelsen af kønsfordelingen i bestyrelserne hos landets største selskaber
B. Offentliggørelsen af virksomheders CO2-forbrug
C. De åbne skattelister, der gør selskabers skatteindbetalinger offentligt tilgængelige
D. Smiley-ordningen, der viser, hvilke restaurationsvirksomheder der har problemer med hygiejnen
tider blev tvunget til at tage del i morens arbejde,
og det var derfor, vi tog hjem til moren og talte med
hende. Og sådan kom hun til at bo her.”
Moren blev kort efter gravid og fødte et barn, som
hun var nødt til at sælge. Hun kunne ikke arbejde
på grund af graviditeten, så hun rejste hjem til sin
landsby og prøvede at tage Farzana med. Familien pressede på, men Farzana sagde nej. Hun ville
have et godt liv, hun ville have en uddannelse og
blive i Happy Home. Var hun taget med sin mor,
havde hun sandsynligvis været sexarbejder allerede
nu som 10-årig.
Farzanas historie er ikke enestående. I visse områder af Bangladesh bliver pigerne født ind i prostitution. FN’s Børnefond (UNICEF) skønnede i 2004,
at der er 10.000 mindreårige piger, der anvendes
kommercielt i sexindustrien i Bangladesh. Andre
skønner, at tallet er 29.000.
10-årige Farzana blev nærmest født ind i prostitution.
Som fireårig flyttede hun ind på Happy Home, hvor hun
har boet siden.
Heldigvis er der gode kræfter, der trækker i en anden retning. Blandt andre Ms. Nazma og Ms. Rubyer fra Happy Home. Og der er tal, der peger i
en rigtig retning. Det samlede fattigdomsniveau i
Bangladesh faldt fra 57 pct. i 1992 til 31,5 pct. i
2010.
Happy Home
Så selvom jeg forstår den desillusionerede mand fra
lufthavnen, har jeg trods alt en vis grad af optimisme
i kroppen, da vi dytter os vej tilbage til lufthavnen efter et kort og kaotisk visit i det menneskerige land.
ààDin støtte er med til at sikre trygge
àà150 piger bor der
àà143 af pigerne går i skole
àà100 piger (cirka) er blevet genforenet
med deres familier
actionmagazine
s.31
rammer på Happy Home
Spørgsmål 3
Den Internationale Valutafond (IMF) kom i sommer
med en opsigtsvækkende rapport. Hvad var konklusionen?
A. Stigende ulighed giver en lavere vækst
B. Ulighed er en forudsætning for vækst
C. Større vækst giver mindre ulighed
D. Større lighed er en kommunistisk utopi
Spørgsmål 4
I begyndelsen af august stod omkring 2.500 syriske flygtninge stuvet sammen i næsten et døgn bag
politifolk og hegn på et stadion på en græsk ferieø.
Hvilken?
A.Paros
B.Kos
C.Rhodos
D.Kreta
Spørgsmål 5
Fredag den 25. september vedtog verdens ledere
en række nye verdensmål, der skal sætte rammen
om de næste 15 års kamp mod fattigdom og klimaforandringer. Hvor mange mål er der tale om?
A.8
B.10
C.15
D.17
Spørgsmål 6
Hvem sagde dette?
“Det med 40 procent CO2-reduktion er ikke vores
politik. Det vil være rigtig dyrt for det danske samfund
at nå den målsætning, og derfor indgår det ikke i vores overvejelser. Vi synes, at hvis vi når 37 procent,
så er det rigtig fint.”
A.Energi-, forbrug- og klimaminister Lars Chr.
Lilleholt (V)
B. Administrerende direktør i Dansk Erhverv Allan
Søgaard Larsen
C. Direktør i tænketanken Cepos Martin Ågerup
D. Formand for Liberal Alliance Anders Samuelsen
Spørgsmål 7
TV 2, DR og 12 ngo’er – heriblandt Mellemfolkeligt
Samvirke – gik sammen i tv-indsamlingen ‘Hjælp nu’
20. september for at samle penge til syriske flygtninge. Cirka hvor mange penge blev samlet ind?
A. 36 mio. kr.
B. 63 mio. kr.
C. 86 mio. kr.
D. 101 mio. kr.
Resultat
1-3 rigtige:
Der findes altså andre
medier end Se&Hør og
Kanal 5. Kig dig omkring.
4-6 rigtige:
Ja o.k., du skal nok ikke
poste resultatet på facebook, vel? Men du er da
ikke gået helt bagud af
verdensdansen.
7-9 rigtige:
Du har globalt udsyn og
fingeren på nyhedspulsen.
Udmærket.
10 rigtige:
Imponerende. Du er en
ægte verdensborger (eller
en hjælpeløs nyhedsjunkie).
Se løsningen på
side 4
Spørgsmål 8
29. september meldte regeringen sit forslag til en ny
finanslov ud. Der blev som ventet lagt op til en hård
beskæring af udviklingsbistanden. Hvad betyder forslaget i kroner og øre for Mellemfolkeligt Samvirke?
A.En beskæring på omkring 10 mio. kr.
B.En beskæring på omkring 20 mio. kr.
C.En beskæring på omkring 30 mio. kr.
D.En beskæring på omkring 40 mio. kr.
Spørgsmål 9
Miljøminister Eva Kjer Hansen, klimaminister Lars
Christian Lilleholt og EU’s øvrige klima- og miljøministre mødtes i september med en prominent herre, der opfordrede dem til at få en global klimaaftale
på plads. Hvem?
A.Bono
B.Paven
C. Ban Ki Moon
D. Al Gore
Spørgsmål 10
Forventningerne er store, når verdens ledere mødes
til klimatopmødet Cop21 i december. I hvilken by?
A.Johannesburg
B.Paris
C. San Fransisco
D.Beijing
#3 | 2015
Mellemfolkeligt Samvirke • Fælledvej 12 • 2200 København N
En
MS’er
i verden
Navn: Fischer Siabasimbi
Alder: 28
Funktion: Inspirator via People4Change
Hjemland: Zambia
Udstationeret i: Uganda
Varighed af udstationering:
Juli 2015 til marts 2016
Hvornår grinede du sidst?
Latter er en af de ting, jeg har brug for hver
eneste dag. Jeg har lige grinet af dit spørgsmål.
Hvad har været din største succes som
inspirator?
Den største succes indtil videre har været mobiliseringen og kapacitetsopbygningen af Activista i
distrikterne Amuru og Nwoya. De har fået undervisning i lobby- og kampagnevirksomhed og har
først og fremmest fået hjælp til at overføre den
internationale Activista-ungdomsstrategi til den
virkelighed, de lever i.
Hvad er din største bekymring?
Jeg er meget bekymret over det vedholdende
problem med krænkelser af piger og kvinders
rettigheder i Afrika. Jeg tænker, at alle har en pligt
til at sige fra.
Hvad skal du lave i næste weekend?
Jeg skal spille fodbold med nogle unge mennesker i Amuru for at samle nye kræfter efter ugens
arbejde. Og så holder det mig i form.
actionmagazine