Hvad er et kondital? Et begreb som ofte bliver brugt og refereret til er ordet ”kondital”. Men hvad betyder det egentlig og hvad kan vi bruge det til. Som jeg fortalte og beskrev i artiklen ”Hvad er VO2max” så måler vi vores aerobe kapacitet i vores evne til at optage ilt. Jo højere VO2max jo bedre form. Det er dog ikke altid, at VO2max alene, fortæller noget om hvor godt vi ville klare os i f.eks. en konkurrence. I mange idrætsgrene er det vores evne til at flytte vores egen kropsvægt, der er afgørende for vores succes. 2 personer der har den samme VO2max, behøver altså ikke performe lige godt. Hvis den ene vejer mindre, vil denne person have en fordel frem for den anden, som vil skulle flytte en større masse. Hvor gode vi er til at flytte vores egen kropsvægt, er det vi måler ved vores kondital: Ml ilt optaget pr. minut pr. kilo legemsvægt (ml ilt/min/kg) Et vægttab i forbindelse med træning vil derfor give en hurtig fremgang i konditallet, da ”motoren” nu skal flytte mindre og dermed arbejder mere effektivt. Hvad er et godt kondital? Hvis du ikke kender dit kondital, er der flere måder du kan finde det: • Via en sundhedstest på din arbejdsplads (eller på anden måde få lavet en test) • Ved at udføre en cooper test (12 minutters løbetest) • Eller ved at udføre en MAP test på Body-Bike Connect, hvor du netop får dit kondital oplyst efter testen. Når du kender dit kondital kan du se hvor god din form er, ved at sammenligne det i følgende skema Er konditallet altid afgørende for præstationen? Nej, det vil være forkert at sige. Der findes idrætter, hvor konditallet (sammenlignet med andre idrætter) har mindre betydning. I nedenstående skema vises henholdsvis iltoptagelse (VO2max) og kondital ud fra 11 specifikke idrætsgrene og til sammenligning en utrænet i bunden. Her er det ikke overraskende de meget vægtbærende idrætter som kræver stor udholdenhed, der scorer højt på både iltoptagelse og kondital. Skal man vinde i langrend, så nytter det ikke noget med en stor motor, hvis kroppen vejer for meget. Derfor er deres vægt afgørende. Til sammenligning kan man ud af figuren se, at svømmere har en gennemsnitlig højere iltoptagelse end langdistance løbere, men et noget lavere kondital. Det skyldes, at man som svømmer er vægtløs i vandet, hvorfor vægten ikke betyder så meget og derudover har de behov for stor muskelmasse, til at genere kraft til fremdrift i vandet. Skal du sammenligne dit kondital med dine venner, så skal det derfor være venner indenfor samme idræt – i hvert fald hvis det skal være retvisende. Har mænd og kvinder lige forhold? Kvinder har gennemsnitlig 25% lavere maksimal iltoptagelse og ca. 15-20 ml ilt/min/kg lavere end mænd. Det skyldes fysiologiske forskelle, idet kvinder har en større mængde fedtvæv. Dette inaktive væv bliver en form for ”dødvægt”. Kvinder har derudover en relativ mindre muskelmasse, et mindre hjerte og en mindre blodmængde samt lavere hæmatokrit. Om denne artikel Denne artikel er skrevet af Brian Overkær, som siden år 2000 har arbejdet dedikeret for at udbrede faglighed og kvalitet i indoor cycling. Ønsker du at være på forkant med din udvikling som instruktør og få ny viden og inspiration, så bliv medlem af www.cycling-online.com, hvor Brian Overkær hver uge giver dig masser af inspiration. Brian Overkær samarbejder med ”Bike Instruktør Erfaringsudveksling” og ”Bike Academy” og du kan desuden selv fordybe dig på PULSE 1, PULSE 2 samt WATT 1 uddannelserne.
© Copyright 2024