1. No category

AT MESTRE PARTNERSKABELSE
I SOCIALØKONOMI
MULIGHEDER OG UDFORDRINGER
Haini Lucas M. Nielsen
MASTER I SOCIALT ENTREPRENØRSKAB
RUC – HOLD # 7 - MODUL # 3 – FORÅR 2015
VEJLDER: GURLI JAKOBSEN
ANTAL NORMALSIDER: 7,1
INDHOLD
PROBLEMSTILLING ......................................................................................................................................... 2
TEORI ............................................................................................................................................................. 3
FREMGANGSMÅDE & METODE ..................................................................................................................... 6
ANALYSE OG KORT SKITSERING AF FORVENTEDE RESULTATER .................................................................... 7
PERSPEKTIVERING.......................................................................................................................................... 7
LITTERATUR ................................................................................................................................................... 8
1
AT MESTRE PARTNERSKABELSE I SOCIALØKONOMI
UDFORDRINGER OG MULIGHEDER I PARTNERSKABER
PROBLEMSTILLING
Som projektleder i en forening, der arbejder henimod at blive til en socialøkonomisk virksomhed,
er jeg personligt optaget af partnerskabelse som en drivkraft til organisationsudvikling og til at
understøtte social værdiskabelse. Jeg er især optaget af hvordan socialøkonomiske virksomheder
(SØV) og private virksom-heder (PV) kan indgå partnerskaber, der beriger begge partere. Men hvad
skal der til for at mestre partner-skabsdisciplinen? Min masterafhandling tager afsæt i en tese om,
at man skal se partnerskaber som en særlig form for kommunikation, som udfolder sig på tværs af
sektorer, og som er en disciplin i sig selv. Jeg vil således argumentere for, at SØV’er, der har et
ønske om at indgå partnerskaber, må sætte sig ind i, hvordan partnerskabelsen (løbende)
konstrueres. De skal samtidigt kunne afkode og navigere i en ny form for samarbejde, som kræver
tydelige kommunikationsmønstre og en forståelse af partnerskabelse som en særlig forretningsmæssig disciplin.
I en analyse af partnerskaber mellem virksomheder og frivillige organisationer påpeger Nergaard,
at der er betydelige kommunikationsudfordringer mellem sektorerne: ӌben og hyppig
kommunikation er en væsentlig succesfaktor for partnerskaber” (Nergaard et. al 2009:28). I artiklen
argumenteres der for, at virksomheder og frivillige organisationer har en tendens til at tale forbi
hinanden når de indgår CSR-partnerskaber. Dette skyldes bl.a. manglende behovs- og
forventningsafstemning inden etableringen af partner-skabet samt forskellige opfattelser af
partnerskabsbegrebet. Analysen peger på nogle udfordringer, som SØV’er med fordel kan tage
højde for, selvom den ikke tager afsæt i partnerskabelse indenfor det socialøkonomiske felt. Niels
Åkerstrøm Andersens teoretiske blik for de underliggende mekanismer, der gør partnerskaber til
”skrøbelige mulighedsmaskiner på kanten af et væld af forskelligartede kommunikations-systemer”
er også interessante for SØV’er (Åkerstrøm 2006:17). Åkerstrøms teoretiske betragtninger er en
grundig dissekering af partnerskabsbegrebet som et moderne fænomen, der er i stand til at koble
markedet, den offentlige sektor og civilsamfundet (forskellige samfundssystemer) sammen i nye
komplekse konstellationer, der kan fungere som katalysatorer for selvgenererende muligheder.
Åkerstrøm peger på, at man skal forstå de særlige mekanismer, der gør sig gældende for
partnerskabelse, og som krystalliseres i samarbejdet mellem aktører, der tilhører forskellige
samfundssystemer - og derfor kæmper med at finde et fælles sprog og en fælles forståelse af
hvordan de skal samarbejde.
Mange socialøkonomiske virksomheder satser på partnerskaber med den offentlige sektor og/eller
private virksomheder og partnerskaber ses som en vej til større værdiskabelse. Center for
2
Socialøkonomi fremhæver i en rapport, at ”partnerskaber mellem socialøkonomiske virksomheder
og traditionelle virksomheder kan skabe vækst og forbedre partnernes langsigtede
konkurrenceevne samtidig med, at der skabes værdi for samfundet som helhed. For begge parter
kan fordele omfatte: ressourcedeling, branding / gensidig markedsføring, nye markeder/nye
kunder, produktudvikling” (CS 2009:8). Det er dog også vigtigt, at man forstår partnerskabelse som
et strategisk værktøj til at øge omsætningen. Men hvad skal der egentlig til for at mestre
partnerskabelse og opnå alle disse fordele – og hvad kan (nye) socialøkonomiske virksomheder
gøre for at komme godt i gang med partnerskabsdisciplinen? Åkerstrøm tilbyder en ny
forståelsesramme, som jeg vil bruge til at besvare følgende problemformulering:
Hvilke udfordringer og muligheder manifesterer sig i partnerskaber og hvordan kan
socialøkonomiske virksomheder mestre partnerskabelsesdisciplinen?
For at besvare problemformuleringen stilles følgende underspørgsmål:
1. Hvilken praksiserfaring kan man uddrage af en empirisk analyse af tre SØV/PVpartnerskaber1 i forhold til at forstå partnerskaber som en særlig disciplin med
udgangspunkt i en teoretisk ramme baseret på Åkerstrøm?
TEORI
Niels Åkerstrøm Andersens teori om partnerskabelse bruges til at besvare problemformuleringen.
Åkerstrøm dissekerer partnerskabsbegrebet og når frem til nogle interessante konklusioner.
Åkerstrøm ser partnerskaber som et svar på den tiltagende differentiering og omstillingshastighed
overalt i det moderne samfund. Han bygger på sociologen Niklas Luhmanns tanker om, at
samfundet består af en række selvstændige funktionssystemer med egen logik, medium og kode.
Partnerskabet er for Åkerstrøm en populær metode til at lave koblinger mellem forskellige
systemer: ”partnerskab kan iagttages som et forsøg på at finde et funktionelt svar på en tiltagende
afhængighed mellem samfundssystemer, der samtidig bliver mere og mere forskellige fra
hinanden."2 Partnerskabelse kan således koble forskelligartede logikker og perspektiver. Han
argumenter for, at partnerskaber er ”en funktionsækvivalent til kontrakter i det hyperkomplekse
samfund” (Åkerstrøm 2009:15). Ifølge Åkerstrøms analyse er partnerskaber tværsektorielle og
interorganisatoriske relationer, der rummer en mangfoldighed af forventninger: ”partnerskaber
forventes at være alternativer til udlicitering, til sektoropdeling, til såvel stat som marked og
civilsamfund og samtidig en bro mellem dem, svaret på velfærdsstatens aktuelle problemer og
dens forvandling til velfærdssamfund, en adækvat måde at skabe forpligtelser på i et komplekst og
1
2
Jeg har et særligt fokus på partnerskaber mellem socialøkonomiske virksomheder og private virksomheder.
Citat taget fra anmeldelse i informationen: http://www.information.dk/130395
3
foranderligt samfund, en måde at åbne offentlige markeder på samt en måde at bedrive
udviklingspolitik på (…)” (Ibid.:73). Det sætter i mine øjne partnerskabsbegrebet under et enormt
pres, for hvordan kan partnerskabere få en fælles forståelse af, hvad partnerskab er for en
størrelse, når man kan læse så mange forventninger i begrebet? Åkerstrøms konkluderer ud fra en
semantisk case-analyse af partnerskabsbegrebet, at kontrakt og udlicitering fremstår som
modbegreber til partnerskab: 3
Kontraktforhold (kontrakt og udlicitering)
Juridisk konstruktion
Man beskriver i nutiden, hvad man skal levere til
hinanden i fremtiden
Kortsigtet / kan ikke håndtere tidsmæssig
kompleksitet
Præget af snæver egennytte
Kendetegnet ved mistillid, kontrolorienteret og
konfliktpræget
Sektoropsplitning
Køb og salgsforhold
Modsætningsforhold mellem kunder og leverandør
Opgaven er detaljeret, defineret og kravspecificeret
Fokus på udveksling
Reproducerer velfærdsstaten
=
Kontrakt af første orden
Partnerskab
=
Holdning om og ikke-juridiske rammer for et
samarbejd
Man beskriver i nutiden en bestemt fælles fremtid,
der beskriver fremtidige udvekslinger
Forenelig med konstant forandring og udvikling
Forestilling om tværsektorielt samarbejde
Forestilling om at det er præget af ligeværdighed,
dialogbaseret fællesskab, tillid og respekt
Aftale under udviklende omstændigheder / fælles
udvikling af aktiviteter
Fremtids- og visionsorientering
Lige stor indflydelse på beslutninger omkring
projektet
Fokus på udvikling
Forvandler velfærdsstaten til velfærdssamfund
Kontrakt af anden orden
Partnerskabsbegrebet er mere elastisk end et kontraktforhold. Det inkluderer muligheder for
forandring og udvikling mens kontraktforhold kendetegnes vel en veldefineret og afgrænsende
relation mellem parterne. Ikke desto mindre udspringer partnerskaber af kontraktlogikken.
Åkerstrøm argumenterer for, at man kan forstå partnerskaber som kontrakter af anden orden.
Partnerskaber er således en særegen kontraktform (Ibid.:128). Man kan argumentere for, at han
forstår partnerskabet som en ramme for et fleksibelt samarbejde, relationer og kobling mellem
forskellige systemer.
Partnerskaber som kontrakter af anden orden manifesterer sig på følgende vis. For det første
forstås partnerskabet som et løfte om senere at indgå løfter. Åkerstrøm slår fast, at partnerskaber
skal forstås som kontrakter om ”at man vil lave kontrakter med hinanden i fremtiden, hvordan
man vil lave kontrakter med hinanden i fremtiden samt hvordan man vil forholde sig til de
førsteordenskontrakter, man indgår med hinanden” (Ibid.:129-130). Det vil sige, at partnerskabet
handler om at forpligte sig på i fremtiden at forpligte sig. For det andet så argumenterer
Åkerstrøm for, at man kan se kontrakter som en bestemt kommunikationsform: ”kommunikation
er ikke et aspekt ved kontrakten. Det er omvendt. Kontrakter er én af mange måder at
kommunikere på. Det har sin egen form og logik” (Ibid.:110). Ved at bruge et systemteoretisk blik
konkluderer han, at en kontrakt – hvad enten det drejer sig om en førsteordens- eller
3
Tabellen er et sammendrag af kapitel 2 og 3 i Åkerstrøm 2009.
4
andenordenskontrakt – ”altid er en kontrakt mellem forskellige kommunikationssystemer”
(Ibid.:113). Partnerskabelse som kommunikationsform fungerer således som en systemkobling, en
kobling mellem forskellige funktionssystemer.4 Dermed indgås kontrakter mellem
kommunikationssystemer (og ikke mellem individer). Det er en vigtig forståelse for at kunne
begribe partnerskabelse som en særegen kommunikationsform. For det tredje så ræsonnerer
Åkerstrøm, at ”partnerskaber stabiliserer forventninger i forventningen om skiftende
forventninger” (Ibid.:181). Med det mener han, at partnerskaber er et værktøj til at imødekomme
det moderne samfunds voksende krav om høj omstillingsevne og forandringsparathed, som ses i
alle sektorer. Dette krav kan førsteordenskontrakter ikke imødekomme på grund af dens
karakteristika som fastlåste, u-elastiske og afgrænsede. Partnerskaber gør at virksomheder, stater
og civilsamfundsaktører kan manøvre i det moderne samfund og at forskellige systemer kan koble
sig på hinanden således at der fremspires reel partnerskabelse. Med andre ord så har kontrakter
af første orden fokus på udveksling, mens kontrakter af anden orden har fokus på udvikling. Det
der udveksles i andenordenskontrakter er udviklingsmuligheder. Åkerstrøm konkluderer således,
at partnerskaber er mulighedsmaskiner: ”En almindelig kontrakt kan ses som en
realiseringsmaskine (…) Partnerskaber er noget andet. Det er ikke en maskine for realisering af
muligheder, men en maskine for produktion af muligheder!” (Ibid.:184). Partnerskaber som
mulighedsmaskiner skal forstås meget bredt. Åkerstrøm argumenterer for, at partnerskaber har
potentialet til at skabe muligheder for nye visioner, ideer og samarbejde for de involverede
partnere – hele tiden. De kan producere nye relationer, nye produkter og nye projekter. Det er
værdifulde egenskaber og står i skarp kontrast til kontrakter af første orden, hvor det samme ikke
gør sig gældende.
Åkerstrøm argumenterer desuden for, at partnerskaber også kan forstås som selvorganiserede
kontrakter: ”andenordenskontrakter synes nemlig på en gang at kunne optræde som kontrakt og
som organisation” (Ibid.:165). Det vil sige, at partnerskaber har nogle egenskaber som minder om
en organisation. En organisation defineres ud fra at den skaber sig selv gennem beslutninger –
organisationer er således beslutningssystemer mens kontrakter er udvekslingsrelationer.5
Åkerstrøm pointerer, at et organisationssystems beslutninger består af fire præmisser:
afgrænsning af beslutningens gyldighed, formålsbeslutning (organisationens mission og program),
organisatoriske handlinger som beslutninger (opgaver, stillinger, personale) samt organiseringen
af beslutninger (beslutningsformen). Ved at kigge på hvor beslutninger krystalliseres i
partnerskaber kommer Åkerstrøm frem til, at partnerskaber også kan ses som et særligt
beslutningssystem: ”med partnerskab som kontrakt af anden orden beslutter en organisation at
gøre et partnerskabs fremtidige beslutninger om fremtidige kontraktmuligheder til
beslutningspræmis her og nu i forventning om, at partnerskabets øvrige partnere gør det samme”.
4
Eksempler på funktionssystemer: det politiske system, det videnskabelige, det økonomiske, det pædagogiske,
retssystemet, sundhedssystemet og mangle flere (Åkerstrøm 2009:121).
5
Åkerstrøm understreger, at sondringen mellem organisation og kontrakt i litteraturen er, at organisation forstås som
et beslutningssystem mens kontrakt ses som en udvekslingsrelation (Åkerstrøm 2009:165).
5
(Ibid.:170). Hvis et partnerskab tildeles egen ledelse (fx en styregruppe) så kan man ifølge
Åkerstrøm tale om, at det ikke længere blot er en relation mellem flere partere, men en
organisation (eller system) i sig selv – det bliver til en andenordensorganisation (Ibid.:172). Hvis
beslutningspræmissen er veldefineret og konfirmeret i et partnerskab, så bliver det til et
skæbnefællesskab, som har beslutningskompetence på tværs af organisationer. Dog forholder det
sig sådan, at partnerskabsbeslutninger kun er beslutninger når partnerne hver for sig har besluttet
at de beslutninger er gældende for deres systemer. Åkerstrøm påpeger at heri ligger der en nøgle
til at forstå, hvorfor partnerskaber mislykkes.
FREMGANGSMÅDE & METODE
Åkerstrøms partnerskabsteori forsøges operationaliseret som analyseredskab på det
socialøkonomiske felt. Hans tanker og teorier om partnerskabelse eksemplificeres i bogen ikke på
partnerskaber, der involverer socialøkonomiske virksomheder. Hvad kan Åkerstrøms teori sige om
partnerskaber mellem socialøkono-miske virksomheder og private virksomheder?
For at kunne svare på ovenstående spørgsmål og problemformuleringen kræver det, at
Åkerstrøms sættes ind i en analytisk ramme. Jeg foreslår nedenstående fremgangsmåde som et
analyseværktøj til at besvare problemformuleringens underspørgsmål:
Fokus
Beskrivelse
Undersøgelsesspørgsmål
Undersøgelsesmetode
FOKUS # 1
FOKUS # 2
FOKUS # 3
FOKUS # 4
FOKUS # 5
Definition
Forventninger
Løfter
Muligheder
Beslutninger
Casene defineres
udefra begrebet
og modbegrebet
kontrakt(forhold)
/partnerskabelse
Hvilke
karakteristika har
casene?
Forventninger til Et løfte om
Partnerskab er
Beslutningspræpartnerskabet
senere at indgå
en maskine for
missen for
farver og former løfter er
produktion af
partnerskabet er
indholdet af
afgørende for
muligheder (vs.
afgørende for
partnerskabet
partnerskaber
realisering)
succesen
Hvilke forventHvordan
Hvordan
Hvilken beslutninger har de
krystalliseres /
italesættes
ningspræmis gør
involverede
kommunikeres
partnerskabets
sig gældende –
aktører?
løftet?
muligheder?
og hvordan?
Kvalitative gruppeinterviews af partnerne i tre case-partnerskaber
Analyse af sekundær empiri (relevante rapporter, evalueringer, ekstern formidling m.m.)
Undersøgelsesspørgsmålene i skemaet præsenterer det overordnede fokus som vil blive
genstandsfelt i case-analysen. Disse spørgsmål søges besvaret først og fremmest ved kvalitative
gruppeinterviews. Denne metode vurderer jeg til at være den bedst egnet metode til at afdække
mekanismerne i partnerskaber.
Jeg har valgt at finde tre cases for at have noget at sammenligne med. Følgende overvejelser har
jeg gjort i forhold til casene. Casene skal være eksempler på komplekse SØV/PV-partnerskaber.
Med det menes, at casene ikke skal have karakter af filantropi men mere af uafhængige
værdiskabelse - det vil sige en mere kompleks samarbejdsform. Casene skal helst have et
beslutningsorgan som fx en styregruppe således at de kan udsættes for alle fem analysefokusser.
Casene skal helst være eksempler på partnerskaber der er gået godt, men som har haft nogle
6
udfordringer undervejs. De må gerne være enten igangværende eller afsluttede partnerskaber. De
tre cases skal helst være eksempler på partnerskaber, som én specifik SØV har indgået med tre
forskellige private virksomheder, hvis overhovedet muligt.
ANALYSE OG KORT SKITSERING AF FORVENTEDE RESULTATER
De tre cases som skal bruges i analysen er endnu ikke blevet identificeret. Jeg har således ikke
været i stand til at starte med at indsamle empiri. Ikke desto mindre har jeg på nu værende
tidspunkt nogle formodninger, som jeg ser frem til at få testet i masterafhandlingen:
Samarbejdsudfordringer fordi man har forskellige forståelser af partnerskabsbegrebet og/eller
forskellige forventninger til resultaterne af partnerskabet
Nogle af casene viser udfordringer i forhold til beslutningsprocessen. Måske har man en
tværsektoriel styregruppe for partnerskabet, som ikke har den nødvendige
beslutningskompetence eller udfordres af moderorganisationernes krav på direkte indflydelse i
partnerskabets beslutninger
Analysen vil bekræfte, at samarbejdet er relationsbåret og fungerer således bedst og mere
gnidningsfrit når der er gode relationer mellem nøglepersonerne i partnerskabet
At etablere og pleje partnerskaber er ressourcekrævende for alle involverede partnere og som
er afhængige af partnerskabets form og hvilke typer partnere, der er involverede, og deres
erfaringer med partnerskaber
Manglende viden om eller erkendelse af at se partnerskaber som ”en maskine for produktion
af muligheder” og som et løfte i anden potens, men konkret erfaring med at producere nye
muligheder indenfor rammerne af partnerskabet
Partnerskabsdisciplinen kan forstås som en særlig kommunikationsform, der kræver ekspertise
for at kunne mestre
Socialøkonomiske virksomheder kan kun ”mestre” partnerskabsdisciplinen ved at opnå
erfaringer med partnerskaber, men en større forståelse af de mekanismer, som er særlige for
partnerskabelse kan være med til at klæde dem bedre på til samarbejdet med aktører fra
andre sektorer
Åkerstrøms teoriramme kan bruges til at kaste lys over de underliggende mekanismer, der er
karakteristiske for partnerskabelse, og give socialøkonomiske virksomheder (såvel som andre)
et sprog, som kan bruges for til at få samarbejdet til at fungere bedre og dermed
partnerskabet til at lykkes
PERSPEKTIVERING
Lotte Darsøs fokus på prejekt og projekt i innovationsprocesser er interessante i et partnerskabssammenhæng. Man kan argumentere for at social innovation indenfor det socialøkonomiske felt
ofte organiseres i en partnerskabskonstruktion med aktører fra andre sektorer, hvad enten det er
staten og den offentlige sektor eller civilsamfundet. Darsø præsenterer en model for, hvordan
7
grupper, der beskæftiger sig med innovation, kan forstå interne dynamikker i
innovationsprocessen og få et fælles ”sprog” til at tale om processen. Darsøs innovationsmodel
består af fire parametre (viden, koncepter, relationer og ikke-viden), som ”bør være i spil, hvis
innovationsprocessen skal lykkes” (Darsø 2011:4). Hun præsenterer endvidere nogle betragtninger
omkring prejektledelse (i modsætning til projektledelse) og hvordan denne form for ledelse kan
kobles på innovationsmodellen. Hun definerer fire lederroller: gartneren, hofnaren, formidleren
og udfordreren. Dette afsnit i masterafhandlingen vil således handle om en teoretisk refleksion om
prejektledelse i forhold til partnerskaber. Kan man forstå prejektledelse som en videreudvikling af
Åkerstrøm fokus på løfte, muligheder og beslutninger (fokus 1-3)? Kan prejektledelse være et
værktøj til at mestre partnerskaber?
LITTERATUR
Center for Socialøkonomi (2013): CSR-Partnerskaber. En vej til større værdiskabelse
Darsø, Lotte (2003): Findes der en formel for innovation? Børsen Ledelseshåndbøger
Neergard, Peter, Elisabeth Crone Jensen og Janni Thusgaard Pedersen (2009): Partnerskaber
mellem virksomheder og frivillige organisationer. En analyse af omfang, typer, muligheder og
faldgrupper i partnerskaber. Udarbejdet på vegne af Erhvervs- og selvskabsstyrelsens Center for
Samfundsansvar.
Thusgaard Pedersen, Janni, Esben Rahbek Gjerdum Pedersen og Per Østergård Jacobsen (2011):
Partnerskaber mellem virksomheder og NGOer – når organisationer taler med og forbi
hinanden.Ledelse i Erhvervsøkonomi, vol 76, nummer 4 (pp. 33-48)
Åkerstrøm, Niels Andersen (2009): Partnerskabelse. Hans Reitzels Forlag, 1. udgave, 1. oplag.
8