Opgave 6, tekst 2 Begravet i køn Stig Ørskov 1 5 10 15 20 25 30 35 40 45 (...) Lad os besøge Børsbygningen i København en tirsdag aften i marts år 2000: Symbolikken er tyk. Intet mindre end erobringen af Christian IVs gamle børsbygning kan gøre det, når cremen af de danske IT-entreprenører holder deres månedlige klubmøde i foreningen First Tuesday. Vellystigt gnider de unge erhvervsfolk sig op ad hinanden, mens de skiftevis lytter til nye nettrends og spejder efter forretningspartnere. Man kunne blive helt opstemt blot ved synet af den iværksættertrang, der gennemsyrer den gamle børssal - hvis det ikke var, fordi depressionen ligger lige under overfladen. For som altid, når IT-stjernerne samles, er det stort set umuligt at få øje på kvinderne. Selvom First Tuesday er skabt af en kvinde, Julie Meyer, når kvindeandelen heller ikke denne aften over de 20 procent, der tilsyneladende er den magiske grænse, når det gælder kvinder i IT-branchen. Ligegyldigt om vi taler IT-uddannelser, internetvirksomheder eller -brugere, er andelen af kvinder typisk 20 procent. Kvinderne er nærmest usynlige i IT-branchen. Forklaringerne på fraværet spænder vidt. Lige fra de tåbelige fortællinger om, at kvinder og teknik er uforenelige størrelser til de mere sofistikerede om, at samfundets kønskonstruktioner fastlåser kvinderne i bestemte roller, som ikke harmonerer med ITverdenen. Begge dele er nonsens og udtryk for en forkvaklet forståelse af IT-verdenen. IT er ikke kun teknik. IT er i lige så høj grad indhold. Det er et problem, at kvinder nærmest ikke eksisterer i IT-samfundet. Et meget voldsomt problem endda. I en tid hvor erhvervslivet er midt i en kolossal transformation fra industrisamfund til IT-baseret videnssamfund, er det katastrofalt, at vi taber kvinderne igen. Ligesom det var unge mandlige ingeniører, der udgjorde fronttropperne ved industrisamfundets fødsel, er det unge mandlige IT-nørder, der nu sætter sig solidt i IT-samfundets førersæde. Næsten før nogen har opdaget det, har mændene endnu engang sat sig på magten i det nye samfund. For magt er der. Tag blot et kig på NASDAQ’s børslister. Det er de nye IT-virksomheder, der har pengenes gunst. Og magt har det jo med at følge pengene. Og vi har kun set begyndelsen. IT-branchen tegner sig i dag for omkring 10 procent af den samlede økonomi. Det tal vil med garanti vokse - meget hurtigt. Men hvorfor er det et problem, at mændene dominerer IT-branchen? En computer eller en mobiltelefon har jo ikke noget køn, vil nogle indvende. De tager fejl. Hverken computere eller mobiltelefoner kan reduceres til maskiner. Det er den mindste del af dem. Det allervigtigste er indholdet – de programmer og den software, vi fylder på computerne. Og den del er i allerhøjeste grad bestemt af de mennesker, der påfylder. Opgave 6, tekst 2 50 55 60 65 70 75 80 85 90 95 Indtil nu har det primært været mænd. Det ses tydeligt. Ikke mindst på internettet, hvor hovedparten af trafikken handler om sex i den mest primitive form. Og det ses også på det seneste skud på mobilstammen, WAP-telefonen, der kan kommunikere direkte med internettet. Dens første funktion er selvfølgelig opdatering af børsnyheder. Mon ikke vi kunne forestille os andre gavnlige funktioner? Sagtens. Vi kan ikke stoppe udviklingen, men vi kan gå ind og påvirke den, så det bliver os, der styrer de nye muligheder, og ikke de nye muligheder, der styrer os. Men det gør kvinderne desværre ikke særlig ofte. Derved er manglen på IT-kvinder ikke kun et spørgsmål om, at kvinderne mister magt. Det betyder samtidig, at IT-branchen ikke skaber de produkter, der er bedst for samfundet. Kvinderne skal simpelthen med. Både for magtens skyld og for samfundets. Men det er der desværre ikke særligt mange, der taler om. Slet ikke de mange kønsdebattører, der igennem det seneste år har sat deres aftryk i bogform. Deres opmærksomhed er rettet mod et helt andet sted: dem selv. Med blikket stift rettet mod deres egne kropstegn spiser de os typisk af med individuelle hverdagsbekendelser. Og det er ganske enkelt ikke godt nok. Når velformulerede og veluddannede mennesker får så direkte adgang til den offentlige opinion, som tilfældet har været, har vi ret til at forvente meget mere. Især fordi deres kamp er nyttesløs, hvis de ikke tager det næste skridt. Skridtet ud i den del af samfundet, der netop skaber de mønstre, de lider under. Kønsroller bliver ikke kun skabt i vores egen lille dagligdag. Vi kommer ikke uden om, at de mennesker, der sidder i samfundsmagtens kontorstole, spiller altafgørende ind, når vi danner vores bevidsthed om, hvad kønnet er. Derfor er der også behov for meget mere energi og udsyn, end det vi har oplevet til og med i dag. Det er alt andet end ligegyldigt, når netnørderne i det store amerikanske internetselskab America Online i løbet af ingen tid kan købe en af verdens største mediekoncerner, Time Warner. Med andre ord: IT-drengene har sat sig solidt på netop den del af samfundsmagten, der fastholder og cementerer de kønskonstruktioner, som vi dagligt kvalmes over. Vi får altså svært ved at komme uden om dem, ligegyldigt hvor lidt vi interesserer os for IT. Det er derfor katastrofalt, at vi på et tidspunkt, hvor samfundet revolutioneres af nye produktionsmetoder, kaster vores energi i småfnidrede bogdiskussioner om, hvorfor og hvordan vi ikke har ligestilling, og hvorfor og hvordan vi terroriseres af fasttømrede kønskonstruktioner. Og med den hastighed, samfundet transformeres, er det tåbeligt, hvis vi fortsat kvier os ved at udnytte det enorme potentiale for forandring af de eksisterende kønsmønstre, ved at genskabe nogle skræmmebilleder, som snarere fastholder kønsforskellene end udvisker dem. Tåbeligheden bliver ikke mindre af, at unge mandlige debattører samler sig og peger fingre ad de enfoldige kvindelige frontkæmpere. For mændene har lige så stort et ansvar, hvis vi da mener ligestillingen alvorligt. Og det tror jeg, at vi gør. Også vi taber, hvis kvinderne efter så mange tilløb ikke får deres del af samfundsmagten. Alternativet – en fastholdel- Opgave 6, tekst 2 100 105 110 115 120 125 se og cementering af de nuværende kønsmønstre, der passede til landbrugssamfundet – er det vist kun neandertalertyperne, der kan holde ud at tænke på. Med mindre man da tilhører kategorien af mænd, der bare er helt vilde med præstationsangst, uopfyldte manderoller, og hvad vi ellers vader rundt i af mandlige frustrationer. Efter to årtiers passiv iagttagelse af en kvindekamp, der er gået i stå, er det på tide, at også mændene griber i egen barm og spørger, hvor dygtige vi er. Hvor dygtigt er det at acceptere kønsforskellene, blot fordi kvinderne ikke længere fører en synlig kamp? Hvor dygtigt er det at blive småfornærmede, når unge kvinder i deres afmagt ender med stigmatiserende mandebeskrivelser? Hvor dygtigt er det at ignorere, at også en meget stor gruppe af mere eller mindre socialt udstødte mænd trods alt lider ganske alvorligt under de nuværende kønsstrukturer? Hvor dygtigt er det stiltiende at acceptere Konsensusdanmarks forlorne forestilling om, at vi er et af de samfund, der kæmper hårdest mod diskrimination? Det er på tide, at vi kommer os over os selv og erkender, at kampen for ligestilling ikke kan foregå uden om erhvervslivet og det politiske liv. Og erkender, at vi også som mænd har en forpligtelse til gå aktivt ind i bestræbelserne på vores arbejdsplads eller i det politiske liv. Tiden er ikke til at fokusere på minimale problemer hos mænd og kvinder, der i forvejen er så rigeligt tilpassede. Brug dog i stedet kræfterne på at stille krav til virksomheder og politikere om reelle initiativer for ligestilling i stedet for at etablere en dybt ligegyldig kampplads for almenmenneskelige frustrationer. Det er ikke der, ligestillingen bliver skabt. Og netop derfor er det frustrerende, at nyfeministerne indtil nu har brugt kræfterne på at begrave hovedet i deres eget køn, ligesom det næsten ikke er til at bære, hvis de mandlige kønsdebattører ikke kan få hænderne væk fra deres mandlige kropstegn af frygt for, at den kommer i klemme. (2000)