1. No category

Abstract This paper investigates the anxiety condition, agoraphobia, whether Viktor Frankls existential
theory can contribute to an understanding of this form of anxiety. In order to do this, the group
made a review of anxiety in general using the ICD-10 system. Furthermore the group included: A
review of Frankl's existential theory, concerning the individual's search for meaning in life. Irvin
Yalom’s understanding of the world through an existential perspective, in order to complement
Frankl’s existential understanding of the human psyche. Sigmund Freud’s and Anna Freud’s
presentation of the psychoanalysis, which contributes with an alternative understanding of
agoraphobia. In order to get a better understanding of agoraphobia, the group decided to do a
phenomenological qualitative interview with a 37 year old woman named Sofie with the diagnosis
agoraphobia and worked through a condensation of meaning to develop an analysis of her using
Frankl’s, Yalom's’, Sigmund Freud’s and Anna Freud’s theories. After doing an analysis of Sofie
the group worked out a discussion based on theory of science through a humanistic understanding.
The paper concludes that Frankl’s lack of focus on the individual's past can curb the understanding
of Sofie’s agoraphobia. In addition, the group has concluded that Sofie primarily obtain a
meaningful existence through self-transcendence, particularly through the love to her children.
Despite the meaning she gains through the love to her family, she does not always manage to carry
out her potential meaning, for example through her avoidance of responsibility at work. Various
examples in the analysis indicate that Sofie’s agoraphobia could be a result of an existential vacuum
and the related meaninglessness of life. The group has concluded that Frankl’s existential theory
contributes with an understanding of agoraphobia, by the involvement of his understanding of the
individual as self-transcendent and self determined regarding its quest for meaning in life.
Side 1 af 59 Indholdsfortegnelse ABSTRACT .................................................................................................................................................................... 1 INDLEDNING ............................................................................................................................................................... 4 METODE ........................................................................................................................................................................ 5 DET SEMI-­‐STRUKTUREREDE FORSKNINGSINTERVIEW ............................................................................................................. 6 FÆNOMENOLOGI .............................................................................................................................................................................. 6 DET KVALITATIVE-­‐FÆNOMENOLOGISKE FORSKNINGSINTERVIEW ........................................................................................ 7 INTERVIEWUNDERSØGELSENS SYV FASER .................................................................................................................................. 7 PROJEKTETS ANVENDELSE AF DE SYV FASER .............................................................................................................................. 8 MENINGSKONDENSERING .............................................................................................................................................................. 9 Meningskondenseringens fem trin ....................................................................................................................................... 9 INTERVIEWGUIDE ......................................................................................................................................................................... 10 KRITIK AF METODE ....................................................................................................................................................................... 11 VIDENSKABSTEORI ................................................................................................................................................ 12 FÆNOMENOLOGIEN GENNEM ET VIDENSKABSTEORETISK PERSPEKTIV ............................................................................. 14 TEORI ......................................................................................................................................................................... 15 ICD-­‐10 SYSTEMET ....................................................................................................................................................................... 15 Neuroser og psykoser i ICD-­‐10 systemet ........................................................................................................................ 15 ANGSTTILSTANDE ......................................................................................................................................................................... 16 AGORAFOBI SOM ANGSTTILSTAND ............................................................................................................................................ 17 VIKTOR FRANKL ........................................................................................................................................................................... 18 Viljen til mening ........................................................................................................................................................................ 18 Meningsløshed ........................................................................................................................................................................... 20 Logoterapi ................................................................................................................................................................................... 22 Paradoksal intention .............................................................................................................................................................. 23 Derefleksion ................................................................................................................................................................................ 24 SIGMUND FREUD OG ANNA FREUD ........................................................................................................................................... 25 Forsvarsprocesser .................................................................................................................................................................... 26 Angst .............................................................................................................................................................................................. 28 Driftsangst, realangst og overjegangst .......................................................................................................................... 28 Angst og forsvar ........................................................................................................................................................................ 29 IRVIN D. YALOM ............................................................................................................................................................................ 30 Friheden ........................................................................................................................................................................................ 30 Isolationen ................................................................................................................................................................................... 31 Meningsløsheden ...................................................................................................................................................................... 32 ANALYSE .................................................................................................................................................................... 34 KARAKTERISTIK AF INTERVIEWPERSONEN ............................................................................................................................. 34 DESKRIPTIV MENINGSKONDENSERING ..................................................................................................................................... 34 Agorafobi ..................................................................................................................................................................................... 34 Relationer .................................................................................................................................................................................... 36 Individ og personlighed ......................................................................................................................................................... 38 ANALYSE VED BRUG AF PROJEKTETS ANVENDTE TEORETIKERE .......................................................................................... 40 Agorafobi ..................................................................................................................................................................................... 40 Relationer .................................................................................................................................................................................... 43 Individ og personlighed ......................................................................................................................................................... 46 OPSUMMERING .............................................................................................................................................................................. 49 DISKUSSION .............................................................................................................................................................. 50 Opsummering ............................................................................................................................................................................. 52 Side 2 af 59 KONKLUSION ........................................................................................................................................................... 54 PERSPEKTIVERING ................................................................................................................................................ 56 LITTERATURLISTE ................................................................................................................................................. 58 ARTIKLER ....................................................................................................................................................................................... 59 INTERNETKILDER ......................................................................................................................................................................... 59 Side 3 af 59 Indledning Projektets genstandsfelt er angstdiagnosen agorafobi, som bliver undersøgt ved brug af den
eksistentielle psykolog Viktor E. Frankl. Agorafobi er angst for at færdes alene udenfor hjemmet på
steder hvor der er mange mennesker, som for eksempel supermarkeder og offentlig transport. Der
var fra starten en interesse i Frankls eksistentielle psykologi og den hertil hørende logoterapi, blandt
andet grundet en undren over hvordan denne kan anvendes til at forstå og behandle angst. Denne
undren blev hurtigt konkretiseret til at omhandle analysen af agorafobi hos det enkelte individ, da
gruppen fandt det interessant at undersøge, med udgangspunkt i Frankls selvtranscendente
forståelse af mennesket, hvilke konsekvenser den isolation, som individet med agorafobi udsættes
for har. Gruppen gjorde sig herefter overvejelser omkring hvilke teoretikere, der beskæftiger sig
med angst. Her gjorde flere forskellige teoretikere sig gældende, men gruppen ønskede at inddrage
nogle som stillede sig i kontrast til Frankls eksistentielle psykologi, med henblik på, at kunne
forholde sig kritiske overfor Frankls teori. Da en af de mest fremtrædende strukturer i Frankls
logoterapi er forståelsen af, at klienten skal fokusere på et mål i fremtiden, fandt gruppen det
relevant at inddrage psykoanalysen, som den bliver præsenteret af Sigmund Freud og Anna Freud,
da denne stiller sig i modsætning til logoterapien ved at rette blikket mod klientens fortid. Heraf
begrundes valget af Anna Freud, da hun primært beskæftiger sig med individets barndom.
Derudover bliver Sigmund Freud inddraget, for at give et grundlæggende overblik over
psykoanalysen. En anden kontrast er Frankls fokus på individets vilje til mening modsat viljen til
lyst som det udtrykkes i psykoanalysen. Derudover gør Frankl op med psykoanalysens forståelse af
individet som sigtende mod en spændingsfri tilstand, i det han mener at mennesket bør have en
indre spænding i form af kaldet fra en potentiel mening. Samtidigt med disse modsætninger, fandt
gruppen det interessant at Frankls teori oprindeligt udspringer fra den psykoanalytiske skole og
hermed opstod der belæg for at undersøge deres terapeutiske sammenhæng. Inddragelsen af
Sigmund Freud og Anna Freud ledte over i spørgsmål som: Hvad kan ifølge psykoanalysen føre til
angstneuroser?1 Hvornår sker denne fejludvikling? Hvilken betydning har omverden for individets
udvikling ifølge psykoanalysen? Hvad karakteriserer individet med agorafobi? De psykoanalytiske
teorier der er taget med i projektet, vil altså primært blive brugt til at kritisere Frankls eksistentielle
teori. Ligestillet med den hidtil omtalte undren, har gruppen fra starten haft en interesse i den
eksistentielle psykologi og en række af dens hovedbegreber. Dette har ført til mange spændende
I forbindelse med neurosebegrebet er gruppen opmærksom på, at dette begreb ikke længere benyttes i samme
udstrækning som tidligere. Dette vil blive tydeliggjort i afsnittet “Neuroser og psykoser i ICD-10 systemet”.
Neurosebegrebet vil dog blive anvendt da flere af projektets teoretikere gør brug af dette.
1
Side 4 af 59 diskussioner omkring essensen i det at være menneske, hvordan individet reagerer over for dets
frihed og de valg denne frihed medfører, om vi som mennesker tager ansvar og hvad der sker hvis
vi ikke forholder os ansvarsfulde? Hvordan opnås mening? Og hvad er angsten et resultat af? Da
gruppen havde stor interesse omkring dette teoretiske felt, blev den eksistentielle psykoterapeut
Irvin D. Yalom inddraget for at bidrage til en forståelse af den eksistentielle livsverden. De mange
overvejelser førte til følgende problemformulering:
Hvordan kan Viktor Frankls eksistentielle teori bidrage til en forståelse af agorafobi?
For at konkretisere problemformuleringen yderligere kom gruppen i kontakt med en 37 årig kvinde
med agorafobi, som gerne ville indgå i et interview med gruppen, hvormed der blev foretaget et
fænomenologisk kvalitativt interview. Gruppen er bevidst om, at den moderne behandlingsmetode
af agorafobi er kognitiv adfærdsterapi. Med udgangspunkt i problemformuleringen er fokus dog
ikke på den kognitive adfærdsterapi, da projektets formål er at bidrage med en forståelse af
agorafobi, udover den allerede eksisterende tilgang. Gennem projektet vil agorafobi og interviewet
altså danne grundlag for en analyse med inddragelse af Frankls eksistentielle teori, hvorved Yalom
vil komplementere Frankls eksistentialistiske forståelse af den menneskelige psyke, imens Sigmund
Freud og Anna Freud vil bidrage med en alternativ forståelse af angsten. Til slut vil der være en
videnskabelig diskussion af de anvendte teoretikeres menneske- og verdenssyn.
Metode I dette afsnit vil gruppen klargøre de metodiske overvejelser der er blevet gjort, samt den metodiske
fremgangsmåde, som er værktøjet for gennemførelsen af interviewet. Gruppen fandt det kvalitative
interview, med fænomenologisk tilgang, relevant at anvende, da denne metode tager udgangspunkt i
menneskets oplevelsesverden. Dette er også tilfældet i projektet, da interviewpersonen Sofie bliver
analyseret ud fra hendes livsverden. Inden for psykologien er menneskets tanker, følelser samt
oplevelsesverden centrale forskningsområder, som bør undersøges grundigt for at danne en
forståelse af menneskets ageren i forskellige situationer.
Side 5 af 59 Det semi-­‐strukturerede forskningsinterview Indenfor det kvalitative forskningsinterview arbejder man også med en interviewteknik kaldet det
semistrukturerede forskningsinterview. Denne form for interview søger at forstå temaer fra den
daglige livsverden ud fra interviewpersonens egne perspektiver. Ydermere forsøger det
semistrukturerede interview, at indhente beskrivelser fra interviewpersonernes livsverden med
henblik på at fortolke betydningen af de beskrevne fænomener. Det semistrukturerede interview
minder om en hverdagssamtale, men har dog som professionelt interview et formål og indebærer
både en særlig tilgang og teknik, som gør at det er semistruktureret; det er hverken en åben
hverdagssamtale eller et lukket spørgeskema. Det semistrukturerede interview er i særlig grad
afhængigt af interviewerens færdigheder og viden indenfor interviewemnet. Det er vigtigt at
intervieweren har en skarp analytisk evne, for at kunne fortolke videre på den interviewedes svar,
samt ud fra dem stille uddybende og opfølgende spørgsmål, som kan resultere i et dybdegående og
professionelt interview (Kvale & Brinkmann 2009:100). Ved selve udførelsen af interviewet er det
vigtigt, at der først og fremmest skabes en god kontakt mellem intervieweren og den interviewede.
Derfor bør interviewet starte med en briefing, hvor intervieweren fortæller om interviewsituationen
og formålet med interviewet. Efter interviewet er det også en god idé med en debriefing, hvor den
interviewede har mulighed for at stille spørgsmål, da den interviewede kan føle at vedkommende
har blottet sig uden at få noget tilbage (Kvale & Brinkmann 2009:149). Det semistrukturerede
interview udføres ud fra en interviewguide, hvori der fokuseres på bestemte emner, hvorfra
spørgsmålene kan udformes. Efter udførelsen af interviewet transskriberes det fra tale til tekst og
slutteligt udgør både den skrevne tekst og lydoptagelsen det materiale, som resulterer i den
efterfølgende meningsanalyse (Kvale & Brinkmann 2009:45-46).
Fænomenologi Lektor ved Roskilde Universitet Bjarne Funch giver sit bud på hvordan man indenfor psykologien,
kan anvende fænomenologi som interviewmetode. Fænomenologiens funktion er at undersøge
menneskets oplevelsesverden, for endvidere at få indblik i bevidsthedslivet og tolke denne (Funch
2003:17). Funch diskuterer de fænomenologiske begreber, som kan bidrage til at forstå de processer
der hænder under det kvalitativt-fænomenologiske interview, hvor interviewpersonen får åbnet op
for sin bevidsthed. Et af de begreber Funch nævner, er bevidsthedsstrøm, som i fænomenologisk
forstand, består af indtryk, tanker, erindringer og følelser. De følelser og indtryk der kommer til
udtryk under interviewet, er i konstant forandring i takt med menneskets bevidsthed.
Side 6 af 59 Forandringerne i bevidsthedsstrømmene er dog forskellige, da nogle ændrer sig langsomt og andre
forsvinder hurtigt, så nye indtryk pludseligt kan dukke op, for igen at forsvinde ligeså hurtigt. Disse
forskellige forandringer indenfor bevidsthedsstrømmene betegnes som den spontane bevidsthed.
Funch klargør at den spontane bevidsthed får fænomenerne til at dukke op uden at mennesket har
en direkte bevidsthed om deres fremtrædelsesform (Funch 2003:19-20). Endvidere diskuterer han
begrebet den refleksive bevidsthed, hvis funktion er at rette opmærksomheden mod den spontane
bevidsthedsstrøm. Den refleksive bevidsthed hjælper individet med at fokusere på hændelserne i
bestemte situationer eller i et bestemt øjeblik. Funch argumenterer for at den spontane bevidsthed
og refleksive bevidsthed er i konstant samspil, samt at individet sjældent er opmærksom på hvilke
af de to bevidsthedsformer der træder i kræft og er dominerende (Funch 2003:20).
Det kvalitative-­‐fænomenologiske forskningsinterview Fænomenologi er en humanistisk retning som især bliver anvendt i psykologiens område, og som
har været i udvikling siden Edmund Husserl (1859-1938) grundlagde den i 1900. I begyndelsen
blev fænomenologien anset for at være en retning indenfor filosofien, som senere blev
videreudviklet af blandt andet Martin Heidegger i retning af eksistensfilosofi. Jean-Paul Sartre
(1905-1980) samt Maurice Merleau-Ponty (1908-1961) var også med til at udvikle fænomenologien
hen i en eksistentiel– og dialektisk retning (Kvale & Brinkmann 2009:44). Fænomenologiens
opgave er at forstå menneskets livsverden, samt de sociale sammenhænge og fænomener som
mennesket både udgør og er en del af. Dette gør sig især gældende når det drejer sig om kvalitativ
forskning, hvor forståelsen af de sociale fænomener ses og beskrives ud fra aktørernes egne
perspektiver. Derudover bør intervieweren sætte sig ind i informantens livsverden, ud fra
antagelsen, at menneskets opfattelse af virkeligheden er vigtig (Kvale & Brinkmann 2009:44).
Interviewundersøgelsens syv faser Steinar Kvale og Svend Brinkmann foreslår specifikke teknikker, man kan følge for at få en særlig
tilgang til udførelsen af et dybdegående og professionelt kvalitativt-fænomenologisk interview. De
nedenstående syv faser kan anvendes som redskab af intervieweren for både at arbejde i metodiske
baner samt vurdere og fastslå hvilke etiske, metodiske og tematiske retningslinjer interviewet skal
følge (Kvale & Brinkmann 2009:119):
Side 7 af 59 “1. Tematisering: Formuler formålet med undersøgelsen og opfattelsen af det tema, der skal
undersøges, før interviewene begynder. Undersøgelsens hvorfor og hvad bør være afklaret, før
spørgsmålet hvordan – metode – stilles.
2. Design: Planlæg undersøgelsens design og tag alle syv faser af undersøgelsen i betragtning, før
interviewene påbegyndes. Undersøgelsen designes med henblik på at opnå den tilsigtede viden og
under hensyntagen til undersøgelsens moralske implikationer.
3. Interview: Gennemfør interviewene på grundlag af en interviewguide og med en reflekteret tilgang
til den søgte viden og interviewsituationens interpersonelle relation.
4. Transskription: Klargør interviewmaterialet til analyse, hvilket almindeligvis omfatter en
transskription fra talesprog til skreven tekst.
5. Analyse: Afgør på basis af undersøgelsens formål og emne og interviewmaterialets karakter, hvilke
analysemetoder der passer til interviewene.
6. Verifikation: Fastslå validiteten, reliabiliteten og generaliserbarheden af interviewresultaterne…
7. Rapportering: Kommuniker undersøgelsens resultater og de anvendte metoder i en form, der lever
op til videnskabelige kriterier, tager hensyn til undersøgelsens etiske aspekter og resulterer i et
læseværdigt produkt.” (Kvale & Brinkmann 2009:122-123).
Projektets anvendelse af de syv faser Gruppen havde fra starten af projektforløbet besluttet sig for, at foretage et kvalitativt interview
med fokus på informantens livsverden, set ud fra en eksistentiel psykologisk vinkel. Under den
første fase, tematisering, diskuterede gruppen de forventninger de havde til interviewet og hvilke
resultater de gerne ville have ud fra interviewet. Temaet blev bestemt til hovedsageligt at være
eksistentiel psykologi, med fokus på Frankls logoterapeutiske teori. Gruppen blev enig om, at
interviewets formål var at belyse hvordan Frankls logoterapeutiske teori kunne bidrage til en
forståelse af agorafobi. Under den anden fase, design, gjorde gruppen sig overvejelser om hvordan
interviewet skulle gribes an samt hvordan rækkefølgen på interviewspørgsmålene skulle være. Med
problemformuleringen som fokus, udarbejdede gruppen en række interviewspørgsmål, som skulle
belyse Frankls logoterapeutiske teoris bidragelse til forståelse af agorafobi (bilag 2). Den tredje
fase, interview, blev brugt til grundigt at gennemgå alle interviewspørgsmålene. Gruppen satte
fokus på både de metodiske samt etiske aspekter af interviewspørgsmålene og til dette blev der også
udformet nogle etiske spørgsmål til gruppen, som skulle hjælpe dem med at holde sig indenfor de
etiske retningslinjer under selve interviewet (bilag 3). Da gruppen kun består af tre medlemmer,
deltog alle tre i interviewet, dog med én hovedinterviewer. Den femte fase, transskription, brugte
gruppen på at klargøre interviewmaterialet til selve analysen. Transskriptionens retningslinjer blev
bestemt og interviewet blev transskriberet (bilag 1). Under den femte fase, analyse, blev gruppen
enige om, at interviewmaterialet både metodisk og etisk var holdbart til at kunne bruges som
empirisk materiale. Gruppen fandt meningskondensering som analytisk tilgang relevant at anvende,
Side 8 af 59 da de gennem transskriptionen dannede sig et overblik over, hvilke temaer interviewet indeholdt.
Efter udførelsen af meningskondenseringen foretog gruppen en deskriptiv meningskondensering på
baggrund af interviewets temaer. Selve analysen indebar interviewproduktets deskriptive
meningskondensering som var tematisk opdelt. Gruppen analyserede interviewproduktet ved brug
af Frankls logoterapeutiske teori. Ydermere analyserede gruppen interviewproduktet på baggrund af
Yaloms eksistentielle psykoterapeutiske forståelse af angst. Under den sjette fase, verifikation,
gjorde gruppen sig overvejelser omkring interviewresultaternes holdbarhed og blev enige om, at
interviewundersøgelsens formål blev tydeliggjort gennem interviewet, samt at det færdige
interviewprodukt levede op til undersøgelsens formål. Den syvende fase, rapportering, brugte
gruppen på at undersøge de etiske spørgsmål de havde udarbejdet til sig selv og sammenligne disse
med selve interviewspørgsmålene og selve interviewproduktet. Gruppen vurderede, at
interviewundersøgelsens etiske aspekter og resultater levede op til de videnskabelige kriterier, et
læseværdigt interviewprodukt skulle indeholde.
Meningskondensering Det kvalitativt-fænomenologiske interview gør brug af særlige interviewmetoder indenfor
fænomenologien, hvori særlige tilgange til behandling af interviewdata er nødvendigt.
Meningskondensering er en tilgang indenfor den fænomenologiske metode, som har til formål at
sammenfatte de udtryk og meninger interviewpersonen har ytret sig. Meningskondensering bør
sammenfatte de lange udsagn interviewpersonen har udtrykt, og reducere dem til kortere
formuleringer,
end
selve
transskriberingen
(Kvale
&
Brinkmann
2009:227).
Udover
meningskondensering, arbejder intervieweren også med en teknik kaldet meningsfortolkning. Det er
interviewerens opgave at meningsfortolke interviewet, ved at inddele transskriberingen i
meningsmæssige afsnit, for at kunne fortolke videre på hvad interviewpersonen har sagt gennem
interviewet. Intervieweren bør være særlig opmærksom på, at denne har til opgave at tænke ud af
boksen under interviewsituationen, i den forstand, at der skal fortolkes videre på de udsagn
interviewpersonen udtrykker (Kvale & Brinkmann 2009:230).
Meningskondenseringens fem trin Meningskondenseringens fem trin er en guide intervieweren gør brug af, for at udføre den
metodiske meningskondensering, som slutteligt resulterer i et analytisk redskab der kan anvendes til
analyse af interviewet:
Side 9 af 59 “1. Gennemlæsning af hele interviewet, for at danne et overblik.
2. Bestemmelse af naturlige meningsenheder udtrykt i interviewet.
3. Omformulering og kategorisering/tematisering for enkelthedens skyld.
4. Specifikke spørgsmål til undersøgelsen for at fremhæve undersøgelsens formål.
5. Fremhævelse af væsentlige temaer som helhed i en sammenhængende deskriptiv tekst.” (Kvale &
Brinkmann 2008:228).
Da gruppen havde transskriberet interviewet, diskuterede de hvilke dele af interviewet man fandt
særligt relevante til den videre analyse i projektet. De meningsenheder gruppen fandt relevante blev
valgt til at indgå i meningskondenseringen af interviewet. Disse meningsenheder blev kategoriseret
og tematiseret efter de tidsperioder i Sofies liv, hvor agorafobi var særligt fremtrædende. Efter dette
diskuterede gruppen interviewspørgsmålene og fandt i fællesskab frem til analysens fokus. Dernæst
blev den deskriptive meningskondensering udformet på baggrund af de udvalgte meningsenheders
temaer, for slutteligt at kunne arbejde videre med analysen.
Interviewguide Det kvalitative forskningsinterview som metode var fra starten af projektforløbet højst prioriteret af
alle gruppemedlemmerne. Gruppen blev hurtig enig om, at det var denne metodetilgang som skulle
anvendes i projektet. Gruppemedlemmerne læste Kvale og Brinkmanns bog “InterView Introduktion til et håndværk” for at opfriske hvad det kvalitative forskningsinterview gik ud på. Da
alle tre gruppemedlemmer havde arbejdet med det kvalitative forskningsinterview i tidligere
projekter, følte de sig udrustede til at bruge denne metode som værktøj for analysen i projektet.
Gruppemedlemmerne fandt hurtigt ud af, at de gerne ville undersøge en form for angst eller fobi, da
de fandt Frankls logoterapeutiske teori spændende samt Yaloms eksistentielle psykoterapi god til at
belyse
hvordan
angst
kan
opstå.
Da
det
kvalitative
forskningsinterview
undersøger
interviewpersonens livsverden, fandt gruppen det fænomenologisk-kvalitative forskningsinterview
relevant at gøre brug af, da det netop ville give et indblik i interviewpersonens livsverden, som ville
bidrage til et holdbart analytisk produkt. Gruppen undersøgte de muligheder de havde for at etablere
kontakt til en person med angst, og fandt frem til en forening som arbejdede med mennesker der
lider af angst og fobi. Gruppen skrev i fællesskab et opslag hvori de beskrev hvilken
interviewperson de søgte og hvad interviewet ville gå ud på, samt kontaktinfo. Dette opslag blev
gennem e-mail sendt til kontaktpersonen fra foreningen, som sørgede for at opslaget blev lagt ind
på foreningens Facebook gruppe. Efter cirka fire uger blev gruppen kontaktet af en 37 årig kvinde
Side 10 af 59 med agorafobi som gerne ville interviewes. Korrespondancen foregik over mail, hvor
gruppemedlemmerne og interviewpersonen aftalte at mødes hjemme hos hende, af hensyntagen til
hendes fobi. Efter at datoen var blevet fastlagt, mødtes gruppemedlemmerne og udarbejdede
interviewspørgsmålene i fællesskab. Gruppen blev af interviewpersonen budt på te og kaffe, hvilket
skabte en tryg og rolig atmosfære både for gruppemedlemmerne og interviewpersonen.
Interviewpersonen havde intet imod at interviewet blev optaget og der blev kort briefet omkring
hvordan interviewet ville foregå, så interviewpersonen kunne føle sig tryg og eventuelt stille
spørgsmål. Da interviewet kun varede i cirka 36 minutter var der ikke behov for en pause. Da
interviewet var slut sad gruppemedlemmerne og interviewpersonen og snakkede om hvordan de
syntes det var gået over en kop kaffe. Denne debriefing var også med til at vedholde den rolige og
trygge atmosfære. Efter debriefing fik interviewpersonen en æske chokolade som tak for deltagelse
i interviewet og der blev sagt farvel. Efter transskribering af interviewet samt udarbejdelse af den
deskriptive meningskondensering, følte gruppen sig klar til at gå i gang med analysen.
Kritik af metode Det kvalitative forskningsinterview kan være udfordrende for både studerende såvel som forskere,
da der hverken er en fast struktur eller “opskrift” på, hvordan man kan udføre et professionelt og
fyldestgørende interview (Kvale & Brinkmann 2009:15-17). Selvom Kvale og Brinkmann
argumenterer for, at der ikke kan gives et endegyldigt svar på hvordan et interview bør eller kan
udføres, er der visse metoder og værktøjer man kan gøre brug af som interviewer, for at udarbejde
et så professionelt interview som muligt. Gruppen har især gjort sig brug af de værktøjer Kvale og
Brinkmann har præsenteret (Kvale & Brinkmann 2009:15-17). Som tidligere nævnt havde gruppen
fra starten af projektforløbet besluttet sig for at inddrage det kvalitative forskningsinterview, med
fokus på fænomenologi, for at belyse Frankls logoterapeutiske teoris bidragelse til forståelsen af
agorafobi. Selvom denne metodetilgang var relevant i forhold til problemformuleringen samt
teoretikernes teorier, kunne der også opstå fejlkilder ved brug af det kvalitative forskningsinterview
som metode. Gruppen havde kun henvendt sig til én forening som arbejdede med angst og fobier og
dette begrænsede mulige interviewpersoner til kun de mennesker, som var en del af denne forening.
Udover dette blev gruppens kontaktinfo samt opslag lagt ind på foreningens gruppe på Facebook.
Dette kunne få medlemmerne af foreningen til at føle, at deres anonymitet ville beskyttes, da de
selv kunne kontakte gruppen direkte, i stedet for at have en af foreningens ansatte som mellemled.
Gruppemedlemmerne kunne ikke forvente at interviewpersonen åbnede helt op omkring sin
Side 11 af 59 livsverden, grundet dennes agorafobi, samt at de prioriterede de etiske retningslinjer højt og ville
have at interviewpersonen skulle føle sig så tryg som muligt. Under selve interviewet klargjorde
gruppen for interviewpersonen, at det var i orden ikke at svare på alle spørgsmålene, hvis hun fandt
dem grænseoverskridende. Dette var etisk set nødvendigt, men kunne have været problematisk, hvis
ikke der blev givet fyldestgørende svar på interviewspørgsmålene. Da interviewpersonen lider af
agorafobi var gruppen opmærksom på, at hun måske ikke ville åbne så meget op for sin livsverden,
og derfor fandt gruppen det svært nogle gange at stille hende mere detaljerede spørgsmål, hvis
hendes svar ikke syntes at være fyldestgørende nok. Dog blev der alligevel skabt en tryg ramme
både for gruppemedlemmerne og interviewpersonen, så interviewet kunne udføres så etisk og
professionelt som muligt.
Videnskabsteori Da projektet er forankret i psykologiens genstandsfelt, vil der i følgende afsnit redegøres for den
humanistiske videnskabsteoretiske tilgang. Dernæst præsenteres en redegørelse af det
fænomenologiske perspektiv indenfor videnskabsteorien og slutteligt konkretiseres teoretikernes
videnskabsteoretiske ståsted.
Indenfor den humanistiske videnskabsteori hører humanvidenskaberne, som stræber efter at befri
mennesket. Humanvidenskaberne tager udelukkende udgangspunkt i det menneskelige, og
beskæftiger sig derfor ikke med dyr. Selvom videnskabsteorien har været omdiskuteret blandt
teoretikere og fagfolk, er begrebet endnu ikke blevet konkretiseret. Videnskabsteori som begreb er
dog anerkendt nok til at kunne anvendes i en diskussion fra et videnskabsteoretisk perspektiv
(Collin & Køppe 2010:23-24). Videnskabsteori som fagbegreb er en samlet betegnelse for en række
discipliner, som har videnskaberne som deres genstand. Videnskabsteorien har blandt andet til
formål at undersøge fænomenerne, i stedet for blot at beskrive dem. Til dette inddeles
videnskabsteoriens tilgang i nogle fælles temaer, hvori et af disse temaer indebærer forståelsen af
fænomenerne. Videnskabsteorien undersøger sin genstand gennem en mere specifik tilgang og på et
mere dybdegående plan, end dagligdagserkendelser af det samme virkelighedsområde. Dette
resulterer i en klargørelse af den fundne viden, da videnskabsteorien sigter efter en dybere forståelse
af undersøgelsen (Collin & Køppe 2010:25-26). Både mennesket og dets kulturprodukter
karakteriseres som værende meningsfulde, da humaniora er videnskaben om mennesket som kultur
- og fornuftsvæsen. I forlængelse af dette anses de humanistiske videnskaber for at skille sig ud fra
Side 12 af 59 naturfænomenerne, da de humanistiske videnskaber stræber efter en forståelse og fortolkning af de
menneskelige fænomener og handlinger, der resulterer i et produkt som indebærer en særlig
forståelse og fortolkning (Collin & Køppe 2010:27). Selvom de tre store videnskaber adskiller sig
på flere områder, har den humanistiske videnskab nogle fællestræk med samfunds- og
naturvidenskaberne hvad angår begrebet årsagsforklaring. Dette begreb indebærer forståelsen af en
hændelse, ved at identificere faktorerne som har frembragt hændelsen (Collin & Køppe 2010:28).
Ydermere har teoretikere og fagfolk rejst spørgsmål omkring hvor grænsefeltet mellem de tre
videnskabsteoretiske felter humaniora, samfundsvidenskab og naturvidenskab er. Psykologien som
fag og videnskab har sit genstandsfelt i alle tre videnskabsteoretiske felter. Nogle af de
psykologiske retninger baseres eksempelvis på naturvidenskabelige resultater, som fx den
behavioristiske psykologi der tager afsæt i naturvidenskabens genstandsområde. Derimod placeres
socialpsykologiens genstandsområde indenfor samfundsvidenskaben, og den humanistiske
psykologi arbejder med eksistentialismens problemstillinger som udgangspunkt (Collin & Køppe
2010). Selvom de humanvidenskabelige skoler og retninger har fundet inspiration i
naturvidenskabens metoder, har de formået selvstændighed ved at beskæftige sig med meningsfulde
fænomener. Humanvidenskaben undersøger genstanden indefra, og opnår derved en meningsfuld
forståelse af fænomenerne, og lader sig derved ikke påvirkes af eksterne faktorer naturvidenskaben
gør brug af, såsom målinger (Collin & Køppe 2010:35-36).
Videnskabsteorien i dette projekt er forankret i den humanistiske videnskab, da de enkelte
teoretikere beskæftiger sig med psykologiske problemstillinger indenfor humaniora. Frankls
logoterapeutiske teori beskæftiger sig blandt andet med forståelsen af, at klienten skal fokusere på
et mål i fremtiden og prøve at finde mening i tilværelsen gennem dette mål. Frankl fokuserer
hovedsageligt på individets psyke, hvoraf tanker, følelser og reaktioner er vigtige faktorer i brugen
af hans teori. Ud fra Frankls fokus, som er individets vilje til mening, kan der argumenteres for at
hans videnskabsteoretiske position er indenfor humanvidenskaben, da han beskæftiger sig med
mennesker som psykiske væsener. Samtidigt er de centrale aspekter i hans teori ikke baseret på
naturvidenskabelige metoder eller målinger, men derimod opnåelsen af mening gennem den
mentale tilstand. Sigmund Freuds psykoanalyse bidrager, i projektet, til at give et grundlæggende
overblik over psykoanalysen, og da Sigmund Freud blandt andet beskæftiger sig med
personlighedsmodellen som indebærer under’jeget, jeg’et og over’jeget, som er psykiske
personlighedsstrukturer, kan der også argumenteres for at hans videnskabsteoretiske position er
indenfor humanvidenskabens genstandsfelt. Anna Freud anvendes også i det psykoanalytiske
Side 13 af 59 perspektiv, da hun primært beskæftiger sig med individets barndom. Udover fokus på individets
barndom, beskæftiger Anna Freud sig også med jeg’ets brug af forsvarsmekanismer. Anna Freuds
videnskabsteoretiske ståsted kan også placeres indenfor den humanistiske videnskabsteori, da hun
primært undersøger menneskets handlemønstre samt forsvarsmekanismer, og dermed også
menneskets psykiske tilstand. Den eksistentielle psykoterapeut Yalom bidrager til projektets
forståelse af den eksistentielle livsverden. Derudover beskæftiger han sig med nogle grundlæggende
begreber i sin teori: Friheden, isolationen og meningsløsheden, for at belyse de centrale
eksistentialistiske
områder
i
menneskets
liv.
Der
kan
argumenteres
for
at
Yaloms
videnskabsteoretiske ståsted også hører under den humanistiske videnskabsteori, da hans
genstandsfelt er indenfor den eksistentialistiske psykologi, som primært beskæftiger sig med
menneskets meningsdannelse både gennem individets livsverden samt psykiske tilstand.
Fænomenologien gennem et videnskabsteoretisk perspektiv Det kvalitative forskningsinterview med fænomenologisk tilgang, er som tidligere nævnt projektets
metode. Metodens genstandsfelt hører under den humanistiske videnskabsteori, da det
fænomenologisk-kvalitative forskningsinterview har til formål at undersøge subjektets livsverden
(Collin & Køppe 2010:26). Fænomenologien indgår i mange af de humanistiske discipliner og er
derfor en central del af det videnskabsteoretiske felt. Til fænomenologien hører også centrale
begreber såsom: Sandhed, begrundelse og fortolkning, og disse anvendes også indenfor de
videnskabsteoretiske analyser (Collin & Køppe 2010:122). På trods af dette, er der en del
modsigende antagelser omkring hvad fænomenologien undersøger. Nogle forskere argumenterer
for, at fænomenologien stræber efter at gøre op med objektivismen ved beskæftigelse med
menneskets livsverden, samt ved at anvende begrebet første-persons-perspektivet. Derimod mener
objektivismen at videnskabsteoretiske positioner ikke kan argumenteres ud fra subjektive
erkendelser, og derfor forsøger denne at fjerne fokus fra den menneskelige subjektivering i verden
(Collin & Køppe 2010:129). Yderligere er der nogle teoretikere der er af den overbevisning, at
fænomenologien ikke har til formål at forstå subjektets livsverden, men at sætte fokus på mentale
fænomener ud fra livsverdenen for at forstå den ydre verden. Der menes at disse fænomener i dette
tilfælde optræder som genstande, der altid har til formål at fremtræde indenfor noget, for at påvise
noget andet (Collin & Køppe 2010:129-130). Gruppen mener dog at det fænomenologiskkvalitative forskningsinterview har været med til at bidrage til forståelsen af de anvendte teorier.
Ydermere har fænomenologien i samspil med de videnskabsteoretiske overvejelser været med til at
Side 14 af 59 danne forståelsesrammen for Frankls, Yaloms, Sigmund Freuds, og Anna Freuds teorier, som
resulterede i en velovervejet tilgang til analysen.
Teori I dette afsnit vil der redegøres for Frankls logoterapeutiske teori, Sigmund Freud og Anna Freuds
psykoanalytiske teori samt Yaloms eksistentielle psykoterapeutiske teori. Derudover vil der
redegøres for ICD-10 systemet, angsttilstande i generel forstand, samt agorafobi som angsttilstand.
En kritik af neuroser og psykoser i ICD-10 systemet vil også inddrages for at klargøre forskellen
samt relevansen af neurose - og psykosebegrebet.
ICD-­‐10 systemet I det følgende vil der redegøres for ICD-10 systemet og hvad dette system indebærer. Endvidere vil
der også være en afklaring af angsttilstandene med særlig fokus på agorafobi. ICD-10 systemet blev
udtænkt og udformet af FN’s organisation World Health Organization (WHO). ICD-10 er en
forkortelse af betegnelsen International Classification of Diseases og nummeret 10 antyder den 10.
revision af systemet. Organisationen WHO har til formål at løse sygdomsbaserede problemstillinger
samt varetage denne slags opgaver. ICD-10 systemet har til formål at give et overblik over, samt at
diagnosticere og klassificere sygdomme (Internetkilde 1). Der er gennem årene sket en del
forbedringer i ICD-10 systemet samt er der tilføjet nye sygdomsbetegnelser, som man ikke
fokuserede på tidligere. Fokus på de psykiske lidelser har resulteret i, at man er mere opmærksom
på personlighedsforstyrrelser og angsttyper. Det er dog forskelligt fra land til land hvilke
sygdomsklassificeringssystemer og diagnoser man anvender, men i Danmarks sygevæsen gør man
brug af ICD-10 systemet fra 1992, som blev indført i landet i 1993. Det særlige ved ICD-10
systemet er, at det er et system der beskriver sygdomme tilhørende deres symptomer og biologiske
fund. ICD-10 systemets struktur gør det nemmere for lægen at kunne danne sig et sygdomsbillede
af den enkelte klient, så den mest passende diagnose kan stilles og behandlingsforløbet kan
etableres (Internetkilde 2).
Neuroser og psykoser i ICD-­‐10 systemet Frem til 1980’erne opererede man med fem hovedgrupper af psykiske lidelser. Disse var: Psykoser,
neuroser, personlighedsforstyrrelser, psykosomatiske lidelser og åndssvaghed (Larsen 2012:427).
Selvom neuroser og psykoser tidligere har udgjort to af de store grupper af psykiske lidelser,
Side 15 af 59 fremtræder disse ikke længere som selvstændige grupper. I psykiatrien har man betragtet
begreberne som værende for præget af overvejelser over hvad årsagerne til de psykiske lidelser var.
Psykoserne blev betragtet som organiske lidelser, altså arveligt betingede lidelser. Inden for
psykoanalysen betragtede man neuroserne “... som et resultat af problemer i barnets
personlighedsudvikling, ofte med rod i tidlige traumer og knyttet til bestemte faser i udviklingen…”
(Larsen 2012:428). I dag har man opgivet neurose og psykosebegrebet i den betydning som man
tidligere anvendte dem. Dette skyldes at man er langt mindre sikker med hensyn til årsagerne til de
psykiske lidelser. Mange af lidelserne skyldes efter alt at dømme flere forskellige årsager og er ikke
blot resultatet af én enkelt årsag. Derfor bliver de psykiske lidelser nu udelukkende inddelt efter
hvilke symptomer de udviser og ikke længere efter de formodede årsager. Neurose- og
psykosebegreberne er ikke fuldstændig forsvundet, men optræder nu under andre grupper af
psykiske lidelser eller med andre navne. Således er psykoserne i dag at finde i flere hovedgrupper,
først og fremmest skizofrenierne samt visse af de affektive lidelser (Larsen 2012:427-428).
”Neuroserne findes i dag under kategorien nervøse og stressrelaterede tilstande samt tilstande med
nervøst betingede legemlige symptomer.” (Larsen 2012:428). De symptomer som er særligt
karakteristiske ved disse tilstande er både forskellige former for angst og tvangstilstande, samt visse
legemlige symptomer (Larsen 2012:428). Nogle af de symptomer som optræder ved de nervøse
tilstande, kan ses hos mennesker som ikke har diagnoser og man mener derfor at der kan være tale
om en flydende grænse mellem det normale og de nervøse tilstande. De forskellige psykiske lidelser
er således ikke skarpt afgrænsede i forhold til hinanden og det kan derfor være svært i praksis at
kategorisere en klient i en særlig kategori (Larsen 2012:428-429).
Angsttilstande Angst i forskellige former og angstlidelser er blandt de hyppigste psykiske sygdomme. Udover den
sygdomsbaserede angst findes også den almene angst, som alle mennesker kan udsættes for, som et
led i livets udvikling og i forskellige former. Angst kan undersøges fra forskellige vinkler, hvor
blandt andet den biologiske eller evolutionsbiologiske vinkel ville mene, at angst er en medfødt
biologisk reaktion på fare, som primært kommer til udtryk som en beskyttende funktion.
Undersøges angst ud fra den emotionspsykologiske side kan denne opfattes som tegn på brud i
relationen. Sidst men ikke mindst definerer Søren Kierkegaard (1813-1855) angsten ud fra et
filosofisk-eksistentielt perspektiv, hvor den kommer til udtryk som ambivalensens dynamik i
sjælelivet. Da angsten kan forstås ud fra forskellige vinkler, har den vinkel indenfor angst det
Side 16 af 59 enkelte menneske tager udgangspunkt i, en betydning for hvordan angsten opfattes og yderligere
hvad individet vil stræbe efter i mødet med behandleren (Simonsen & Møhl 2010:361).
Der skelnes mellem begrebet frygt og angst, da frygt opstår når man er opmærksom på truslens
genstand. Dog kan denne skelnen medføre udfordringer i praksis, da der kan være forskellige grader
af opmærksomhed over for det truende. En af de største udfordringer i udviklingen af de forskellige
psykiatriske klassifikationssystemer har været adskillelsen af angstforstyrrelser fra normal
ængstelse eller bekymring, også kaldet angstens kvantitative aspekt. Ydermere har differentiering af
angsten i forskellige typer eller former, kaldet angstens kvalitative aspekt, også resulteret i
udfordringer i klassifikationssystemerne (Simonsen & Møhl 2010:361-362).
Angst kan komme til udtryk både fysiologisk, følelsesmæssigt, kognitivt og adfærdsmæssigt.
Selvom disse fire komponenter optræder forskelligt og med varierende intensitet, forstærker de
umiddelbart hinanden. Angsten anses som et klinisk problem når den bliver uhåndterbar kraftig
eller forbliver uforandret, på trods af at de udløsende faktorer eller omstændigheder er overvundet
(Simonsen & Møhl 2010:362). Angsten plejer at komme til udtryk som en blanding af både flere
indre betingelser samt ydre stimuli. Angstens udtryksformer kategoriseres under fire komponenter
som tidligere nævnt:
“Fysiologisk reagerer kroppen ved at gå i alarmberedskab med øget udskillelse af kortisol og
adrenalin, stigende puls og blodtryk osv. som led i en motorisk kamp/flugt-reaktion. Følelsesmæssigt
viser angsten sig som uro, anspændthed eller panik blandet med vrede, skam eller depressive følelser.
Kognitivt viser angsten sig ved tanker og forestillinger om den faretruende situation, mulige
undvigelsesmanøvrer og dens konsekvenser, også på det mentale plan. Disse forestillinger kan være
vage og diffuse, men også lysende klare og realistiske. Adfærdsmæssigt kan angsten dels vise sig i
kropsholdning, ansigtsudtryk m.m., dels som undgåelsesadfærd (flugt eller andre fysiske
undvigelsesmanøvrer) eller kampadfærd, der sigter mod at undgå eller imødegå den oplevede eller
forestillede truende fare.” (Simonsen & Møhl 2010:362).
Agorafobi som angsttilstand Under ICD-10 systemet defineres de fobiske tilstande som en gruppe forstyrrelser, hvor angsten
kommer til udtryk gennem veldefinerede situationer, der ikke indebærer reel fare.
Forventningsangst kan forekomme alene ved tanken om den fobiske situation. Agorafobi med eller
uden panikangst, socialfobi og enkeltfobierne kategoriseres under gruppen af fobier (Simonsen &
Møhl 2010:364). Agorafobi er fobisk angst for at færdes alene uden for hjemmet, og består i frygt
for at forlade hjemmet, tage på indkøb, komme i forretninger såvel som på offentlige steder, samt
Side 17 af 59 rejse alene med offentlig transport. Det særlige ved agorafobi er, at denne slags fobi ofte optræder i
forbindelse med panikangst, ligesom socialfobi samt obsessive og depressive symptomer (Simonsen
& Møhl 2010:364). Personen vil under angsten have følelsen af at være fastlåst, da angsten ofte
handler om at blive overvældet af et panikanfald, i de situationer personen føler sig hjælpeløs og
alene. ICD-10 systemet har kategoriseret de diagnostiske kriterier for agorafobi, hvor der skal
optræde to eller flere af følgende situationer som personen undgår: Menneskemængder, offentlige
steder, færden alene, færden uden for hjemmet. Derudover skal der optræde to eller flere
angstsymptomer samtidigt, hvoraf et af dem er autonomt. De autonome angstsymptomer er:
Hjertebanken,
sveden,
rysten,
mundtørhed.
De
andre
angstsituationer
kan
være:
Vejrtrækningsbesvær, kvælningsfornemmelse, trykken i brystet, kvalme/maveuro, svimmelhed,
uvirkelighedsfølelse, frygt for at miste selvkontrollen, frygt for at dø, hedeture eller kuldegysninger,
dødhedsfølelse eller paræstesier. Derudover er der også andre kriterier som optræder når der er tale
om agorafobi. Disse er henholdsvis: Betydelig gene fra angst eller undgåelsesadfærd, erkendelse af
at angst eller undgåelse er overdreven eller urimelig, samt optræden begrænset til frygtede
situationer eller tanken herom. Tilsammen udgør disse kriterierne for at diagnosen agorafobi kan
stilles (Simonsen & Møhl 2010:364).
Viktor Frankl Viktor Frankl (1905-1997) var en østrigsk læge og psykolog, som oprindeligt var under indflydelse
af Sigmund Freud og Alfred Adler. Senere grundlagde han Den Tredje Wienerskole efter at have
brudt med Freud og Adlers teorier. Denne skole var en eksistentialistisk orienteret psykoterapeutisk
retning, som Frankl navngav logoterapien (Internetkilde 3). Frankl udviklede blandt andet
logoterapien ud fra de oplevelser han gjorde sig som koncentrationslejrfange under 2. Verdenskrig.
Her oplevede Frankl at de fanger, som kunne finde noget meningsfuldt i tilværelsen havde større
chance for at overleve deres lidelser, end dem der opfattede deres situation som værende håbløs
(Cooper 2011:95-96).
Viljen til mening Menneskets søgen efter mening i tilværelsen er ifølge den østrigske eksistentielle psykolog Frankl
en primær drivkraft i individets liv, denne mening er enestående og den skal realiseres af mennesket
selv. Frankl er ikke ligesom andre teoretikere, såsom Freud, af den opfattelse, at meninger og
Side 18 af 59 værdier viser sig som forsvarsmekanismer, da han finder mennesker i stand til at leve og dø for dets
idealer og værdier, hvilket han ikke mener vi er villige til at gøre for vores forsvarsmekanismer.
Frankl taler derfor om viljen til mening, modsat viljen til lyst som det udtrykkes hos Freud i
psykoanalysen, eller viljen til magt som det kommer til udtryk hos Adler (Frankl 2002:102-103).
Logoterapien adskiller sig fra psykoanalysen derved at den betragter mennesket som et væsen hvis
hovedopgave det er at opfylde en mening, ikke blot at nære og tilfredsstille drifter og instinkter og
forsone de stridende krav fra id, jeg og overjeg (Frankl 2002:108). Frankl betragter ikke mennesket
som en skabning der enten reagerer på stimuli eller afreagerer på sine impulser, men mener derimod
at mennesket snarere end reagerer og afreagerer svarer på de spørgsmål som livet stiller det, og
herved fuldbyrder den mening som livet tilbyder (Frankl 1980:24). Meningen fremgår ikke kun i
selve eksistensen, den møder eksistensen. Den potentielle mening, som venter på at blive realiseret
af individet, er ikke kun en projektion af menneskets eget jeg, men for at meningen med vores
eksistens i sandhed kan virke inspirerende og udfordrende, må vi opdage meningen frem for at
opfinde den (Frankl 2002:104). Mennesket bør ikke spørge om dets livs mening, men snarere indse
at det selv spørges af livet. Frankl ser menneskelivets væsen i ansvarlighed, og for at svare for sit
eget liv, bør mennesket derfor være ansvarlig. Det essentielle er ikke livets mening i almindelighed,
men det enkelte menneskets unikke mening i et givent øjeblik. Denne mening varierer mellem
mennesker, fra dag til dag, time til time. Man bør derfor ikke søge en abstrakt mening med livet,
men følge sit eget unikke kald i tilværelsen (Frankl 2002:112-113). Ifølge Frankl er mening altid til
stede i en konkret situation eller opgave i tilværelsen, som skal realiseres af det enkelte individ.
Meninger er unikke og forandrer sig bestandigt. Livet mangler dog aldrig en mening, og bliver
dermed et spørgsmål om personlig opdagelse. Omstændighederne kan variere og gøre fuldbyrdelsen
af mening sværere eller lettere for det enkelte individ, dog påpeger Frankl at livet aldrig mangler en
mening, da der findes mening selv udover arbejde og kærlighed. Selv i en håbløs situation som ikke
kan ændres. Her kan man bevidne den unikke menneskelige evne til, at omdanne en tragedie til en
personlig triumf eller en vanskelig situation til en menneskelig bedrift (Frankl 1980:33-36).
Meningen i tilværelsen kan ifølge Frankl opnås på tre måder: Ved at udføre en handling gennem
eksempelvis arbejde eller skabende virksomhed, ved at opleve en værdi, som for eksempel kulturen,
naturen eller kærligheden og til slut kan meningen opnås gennem lidelse, da lidelse ophører med at
være lidelse, i det øjeblik den finder en mening (Frankl 2002:114-116). Som en grundsten i den
eksistentielle psykologi, mener Frankl at individet har mulighed for at ændre sin indstilling i forhold
til sin givne situation, blandt andet over for lidelsen (Cooper 2011:99). Frankl mener ikke at
Side 19 af 59 mennesket blot kan opfattes som et resultat af biologiske, psykologiske og sociologiske betingelser.
Mennesket er muligt at forstå, som begrænset af visse betingelser. Dog står det individet frit, at
handle inden for rammerne af disse betingelser. Frankl anser mennesket som værende selvdeterminerende (Frankl 2002:131). Menneskets frihed er altså en begrænset frihed, da det ikke lever
uden betingelser. Derved bliver det op til det enkelte individ, om det bukker under og underkaster
sig betingelserne (Frankl 1980:43).
Meningsløshed Viljen til mening er en særlig karakteristisk menneskelig egenskab, og mennesket rækker altid ud
efter mening og er altid på vej i sin søgen efter mening i tilværelsen (Frankl 1980:24). Dette behov
for en meningsfuld eksistens kan kun tilfredsstilles, når det enkelte menneske følger sit eget unikke
kald i livet og tager ansvar for sin egen tilværelse (Frankl 2014:103). Behovet for en meningsfuld
eksistens skaber ifølge Frankl en indre spændingstilstand i mennesket. Denne spændingstilstand,
eller noodynamik som Frankl beskriver den, er en uundværlig forudsætning for mental sundhed.
Tidligere psykologiske retninger har betragtet mennesket som et væsen der higer efter
spændingsreduktion og derved en indre ligevægt. Frankl anser dette som en fejlopfattelse (Frankl
2014:109). Spændingstilstanden hører til den menneskelige tilværelse og er en nødvendighed for
sjælelig velfærd og sundhed:
”Det, mennesket virkelig trænger til, er ikke en spændingsfri tilstand, det er at stræbe og kæmpe for et
eller andet værdigt mål. Det, mennesket har brug for, er ikke at blive fri for spændingen for enhver
pris, det behøver kaldet fra en potentiel mening, der venter på at blive fuldført af det.” (Frankl
2014:109).
Behovet for en noodynamik gælder ikke kun almindelige mennesker, men også neurotiske
individer. Ifølge Frankl er neurotikeren netop kendetegnet ved at forsøge at flygte fra bevidstheden
om sin egen livsopgave. Ved at gøre klienten opmærksom på denne opgave gennem en reorientering i retning af hans liv, og herved at genskabe spændingstilstanden, kan man bidrage til at
styrke klientens evne til at overvinde neurosen (Frankl 2014:102). Spændingstilstanden er en del af
den menneskelige tilværelse, men mennesket burde ikke udsættes for alt for megen spænding. Både
manglende udfordringer, men samtidig for store krav til individet kan føre til nervøse sammenbrud
og forårsage sygdom. Mennesket har altså brug for spænding i et sundt og moderat omfang (Frankl
1980:87). Hvis mennesket mister retning i tilværelsen og behovet for en meningsfuld eksistens
Side 20 af 59 derved ikke realiseres, kan det have store konsekvenser for det enkelte individ. Når menneskets
vilje til mening svækkes mener Frankl, at der er tale om eksistentiel frustration. Denne frustration
kan udvikle sig til et eksistentielt vakuum hvor individet plages af en følelse af indre tomhed og
meningsløshed ved tilværelsen (Frankl 2014:110). Frankl mener at det eksistentielle vakuum er et
udbredt fænomen, og at det kan forklares ved at mennesket ikke blot er styret af dyriske instinkter
og samtidig har lidt et tab i traditionerne til at støtte dets adfærd ”Intet instinkt siger mennesket,
hvad det skal foretage sig, og ingen tradition siger det, hvad det burde gøre; snart vil mennesket
ikke vide, hvad det skal gøre.” (Frankl 2014:110). Ifølge Frankl vil mennesket herved i stigende
grad blive offer for ensretning. Denne ensretning i måden at agere på kan komme til udtryk ved
konformisme, hvor individet handler som andre mennesker gør, eller ved totalitarisme, hvor
individet handler som andre mennesker ønsker det skal gøre (Frankl 1980:20). Frankl påpeger, at
det eksistentielle vakuum kan optræde under forskellige forklædninger, og at den er specielt
fremtrædende i puberteten, under perioder med arbejdsløshed eller anden krise (Cooper 2011:97).
Den frustrerede vilje til mening kan således kompenseres gennem viljen til magt og viljen til penge.
Samtidig kan den eksistentielle frustration give sig udslag i seksuel kompensation ved viljen til
nydelse. Her forsøger individet således at udfylde det eksistentielle vakuum med den seksuelle
libido (Frankl 2014:111). Frankl mener at mange i dag lider af eksistentiel frustration som kan
udvikle sig til en mere alvorlig eksistentiel eller noogen neurose, hvor det enkelte individ kan ty til
selvdestruktiv adfærd såsom misbrug, tvangshandlinger eller fobier for at udfylde det eksistentielle
tomrum (Cooper 2011:97). Frankl understreger at fænomener såsom alkoholisme og
ungdomskriminalitet derved ikke kan forstås ”… medmindre vi gennemskuer det eksistentielle
vakuum, der ligger under.” (Frankl 2014:111). De noogene neuroser opstår ikke grundet konflikter
mellem drifter og instinkter hos individet, men skyldes derimod åndelige problemer, eksistentielle
kriser og moralske konflikter hos personen. Heri er den eksistentielle frustration og den manglende
følelse af mening med tilværelsen af stor betydning for udviklingen af denne type neuroser. De
noogene neuroser adskiller sig hermed fra almindelige psykogene neuroser, da de har udgangspunkt
i den specifikt menneskelige dimension. Frankl understreger at psykoterapi ikke vil være passende i
tilfælde ved noogene neuroser. Her vil den passende terapi være logoterapi, idet denne terapiform
tager menneskets længsel efter en meningsfuld eksistens alvorligt og oprigtigt, og ikke forsøger at
spore denne længsel tilbage til ubevidste kilder (Frankl 2014:105-106). Selvom den eksistentielle
frustration kan danne grundlag for udviklingen af noogene neuroser, er denne frustration, ifølge
Frankl, i sig selv hverken patologisk eller patogen ”Hvis et menneske kæmper med, ja, fortvivler
Side 21 af 59 over spørgsmålet, om livet er værd at leve, er det en åndelig nød, men det er absolut ikke nogen
mental sygdom.” (Frankl 2014:107). Hver tidsalder har ifølge Frankl sin egen kollektive neurose.
Frankl mener, at den eksistentielle frustration har overtaget den seksuelle frustration, som Freud
omtaler. Han mener at følelsen af indre tomhed og meningsløshed på denne måde kan opfattes som
værende en nyere folkeneurose. Dette kan blandt andet forklares grundet måden samfundet har
udviklet sig på. Velfærdsstaten har skabt forbedret socioøkonomiske forhold og en øget mængde
fritid for det enkelte individ. På denne måde tilfredsstiller samfundet ethvert behov, men behovet
for mening opfyldes ikke ”Stadig flere mennesker har i dag midler til at leve, men ingen mening at
leve for.” (Frankl 1980:15-20). Den øgede mængde af fritid stiller krav til at individet formår at
benytte tiden på en meningsfuld måde. Frankl nævner søndagsneurosen som et eksempel hvor det
modsatte gør sig gældende. Her plages mennesker af en indre tomhed, i det øjeblik ugens travlhed
er overstået og de opdager den totale mangel på indhold i deres liv. Ifølge Frankl kan kedsomhed
derved ses som et særligt symptom på det eksistentielle vakuum i det moderne samfund (Frankl
2014:110-111). For at modvirke det eksistentielle vakuum og genskabe spændingstilstanden i
mennesket, således at tilværelsen igen kan opleves meningsfuld, er det nødvendigt at gøre individet
opmærksom på sin egen ansvarlighed ”Ansvar vil i hvert enkelt tilfælde sige: ansvar overfor en
mening.” (Frankl 1971:43). Nogle mennesker har en tendens til at søge en konformistisk livsstil, i
forsøget på at undgå angsten. Som en konsekvens af dette fratager vi os selv valget og dermed også
ansvaret. Det er gennem logoterapien man netop forsøger at hjælpe individet med at genopdage sin
egen unikke mening med tilværelsen.
Logoterapi For at imødegå livets meningsløshed, og for at behandle klienter med en noogen neurose, har Frankl
udviklet logoterapien. Målet med denne terapeutiske metode er, at hjælpe mennesker med at finde
formålet med og retningen i deres liv, samt hjælpe dem til at overvinde tomhedsfølelser og
fortvivlelse (Cooper 2011:93). Hos de personer, der lider af et eksistentielt vakuum, er det
logoterapiens formål at hjælpe dem med at genfinde livets mening og håb. Frankl har udviklet
logoterapien med den forståelse, at menneskets grundlæggende motivation er at finde mening med
livet. For logoterapeuten er målet ikke, at hjælpe klienter med at skabe mening, men med at opdage
den (Cooper 2011:97). Mennesket har en over-mening, en ultimativ mening, et unikt kald, som kun
det enkelte individ har ansvaret og muligheden for at udfolde. Deraf følger, at mennesket har
friheden til at reagere på de krav, som en konkret situation stiller (Cooper 2011:98). Frankl mener
Side 22 af 59 ikke, at man udtrykker nogen mental sygdom, idet man bekymrer sig om og søger efter en mening
med livet, men snarere at man beviser sin menneskelighed (Frankl 1980:24). Logoterapeuten skal
forsøge at udvide klientens synsfelt, således at hele verdens værdier og meninger bliver ham bevidst
og synligt, da det er logoterapiens opfattelse, at den sande mening er at finde i verden og ikke i
menneskets psyke (Frankl 2002:114). Frankl overtog ikke Freuds psykoanalytiske teknikker, i
stedet overtog han den antagelse, at der er en drivkraft bag alle menneskelige tanker, følelser og
adfærd. Denne drivkraft forstår Frankl som værende menneskets vilje til mening (Cooper 2011:94).
Modsat psykoanalysen, retter logoterapien blikket mod opgaver og hensigter, som klienten skal
realisere i fremtiden (Frankl 2002:102), men ””Logoterapi… skriver Frankl, er... ingen erstatning
for psykoterapien; men logoterapi kan meget vel bidrage til… psykoterapien.”” (Cooper 2011:110).
Hvor psykoterapien kan opfattes som mening gennem terapi, er logoterapien at opfatte som terapi
gennem mening (Frankl 1980:14). I det følgende vil der uddybes to af hovedteknikkerne indenfor
logoterapien: Paradoksal intention og derefleksion.
Paradoksal intention Paradoksal intention går kort sagt ud på, at klienten skal holde op med at bekæmpe sine problemer
og i stedet skabe et stærkt ønske og en intention om at opnå det som problemet indebærer (Cooper
2011:105). For at forstå processen i dette, vil der tages udgangspunkt i den anticipatoriske angst.
Ved denne mekanisme, vækker et bestemt symptom forventninger hos klienten om, at det, der
frygtes, kunne gentage sig. Denne frygt har en tilbøjelighed, til at fremkalde netop det frygtede
(Frankl 1980:107). En genstand for frygt, er frygten selv, og en ond cirkel kan hermed blive
etableret: ”et symptom fremkalder en fobi; fobien udløser symptomet; og symptomets tilbagevenden
forstærker fobien.” (Frankl 1980:107-108). En ofte reaktion på denne frygt for frygt, bliver flugt fra
frygt. Klienten forsøger at undgå de steder, som kan fremkalde hans frygt. Dette betegnes som et
fobisk mønster, modsat det tvangsneurotiske mønster, hvor klienten har frygt for sig selv. Den
tvangsneurotiske klient forsøger at gøre op med tvangstanker og tvangshandlinger, men denne
kamp er ifølge Frankl utilstrækkelig, idet de bliver stærkere desto mere man forsøger at bekæmpe
dem: ”tryk avler modtryk, og modtryk øger atter tryk. Vi står igen over for en ond cirkel.” (Frankl
1980:108-109). Paradoksal intention opmuntrer den fobiske klient til at gøre netop det, han frygter,
mens den opmuntrer den tvangsneurotiske klient til at ønske at det, han frygter, vil ske (Frankl
1980:109). I forhold til psykoanalysen, anses paradoksal intention som en forholdsvis kort
behandlingsform, og som tidligere nævnt, opfatter Frankl ikke logoterapien som en erstatning for
Side 23 af 59 psykoterapien. Han citerer Harrington, i et forsøg på at vise relevansen af paradoksal intention i
forhold til en psykoanalytisk model:
”Paradoksal intention kan i en psykoanalytisk model ses som en teknik, der lindrer symptomerne ved
at bruge forsvarsmekanismerne, der kræver mindre forbrug af psykisk energi, end det fobiske eller
tvangsneurotiske symptom selv gør. Hver gang paradoksal intention anvendes med succes,
tilfredsstilles id-impulserne, superegoet bliver allieret med egoet, og egoet selv bliver styrket og bliver
mindre indsnævret. Dette resulterer i formindsket angst og mindre symptomdannelse.” (Frankl:
Harrington 1980:122).
Frankl giver udtryk for, at mange klienter indleder brugen af paradoksal intention, med
overbevisningen om, at den ikke virker (Frankl 1980:125). Her fremhæver Frankl humorens
relevans, hvilken han anser som et væsentligt menneskeligt fænomen, hvorigennem individet
formår at distancere sig fra sig selv. Ved anvendelse af paradoksal intention er det essentielt, at
mobilisere menneskets evne til distancering, som ofte hjælpes på vej gennem en humoristisk
præsentation (Frankl 1970:116).
Derefleksion Mennesket er grundlæggende engageret i sin verden, og det er gennem dette engagement, at
mennesket finder mening og tilfredsstillelse. Individer med neuroser eller psykoser, kan være så
fokuseret på deres indre verden, at de glemmer det ydre engagement og der opstår dermed en
tilstand af hyperrefleksion. Her forsøger logoterapien at rette klientens fokus udad (Cooper
2011:106). Frankl mener ikke, at det er lige så vigtigt at foragte eller at betragte sig selv, som det er
at glemme sig selv fuldstændigt (Frankl 1967:58). Et vigtigt element i logoterapien bliver altså
menneskets evne til, at leve en selvtranscendent tilværelse: ”At ændre sig betyder ofte at sætte sig
udover sig selv, at vokse udover sig selv.” (Frankl 1980:35). Mennesket bliver ført hen imod eller
peget frem mod nogen eller noget andet end sig selv, som det at møde et menneske, fuldbyrde en
mening, elske en person eller tjene en sag. Mennesket bliver først virkeligt og helt sig selv, idet det
gennemlever denne selvtranscendens og formår at se udover sit eget selvs aktualisering. Som en
utilsigtet virkning af selvtranscendens opnår individet selvaktualisering (Frankl 1980:30-31). Karl
Jaspers siger om mennesket, at det først bliver menneske, idet det ofrer sig for andre (Frankl: Jasper
1967:59). Udover det fobiske og det tvangsneurotiske mønster inddrages det tredje patogene
mønster, nemlig det seksuelt neurotiske. Her kæmper klienten ikke mod noget, men for noget; den
seksuelle nydelse. Det er dog gennemgående i logoterapien, at desto mere man sigter efter noget,
Side 24 af 59 desto mindre er sandsynligheden for at man opnår det. Når potens og orgasme bliver gjort til et mål,
kan det ske at klientens fokus vendes indad i en sådan grad, at opmærksomheden fratages partneren
og i stedet rettes mod egen præsentation og oplevelse. Dette kan besværliggøre mulighederne for
potens og orgasme, og i sidste ende forstærke klientens hyperintention. En afgørende faktor ved
dannelsen af hyperintention, er kravet om kvalitet, som knyttes til det seksuelle samvær. Dette krav
skabes enten af situationen, klienten, pres fra kammerater, pres fra gruppe eller partneren.
Hyperintention og hyperrefleksion forstærker indbyrdes hinanden, og for at modvirke denne
hyperrefleksion, bør klienten forsøge at glemme sig selv, og at give sig selv til sin partner (Frankl
1980:147-149). Menneskets eksistens er altså, ifølge Frankl, afhængig af selvtranscendens (Frankl
1980:30).
Sigmund Freud og Anna Freud I det følgende vil der blive redegjort for jeg’ets brug af forsvarsprocesser, som det kommer til
udtryk i psykoanalysen hos Sigmund Freud og Anna Freud. Psykoanalytiker og læge Sigmund
Freud (1856-1939) tog sin medicinske uddannelse i Wien, hvor han dernæst indledte sin karriere
som neurofysiolog. Freud åbnede efterfølgende i 1886 en praksis hvor han arbejdede som
privatpraktiserende læge med fokus på nervøse lidelser. I den senere del af Freuds liv beskæftigede
han sig med menneskets psyke og udformede psykoanalysen som teknik indenfor psykologien
(Karpatschof & Katzenelson 2011:155). Anna Freud (1895-1982) var datter af Sigmund Freud og
en betydelig psykoanalytiker, som især er anerkendt for sit arbejde med analysen af børn samt
hendes bidrag til forståelsen af forsvarsmekanismer (Freud 1990).
Subjektets struktur
Mennesket er ifølge Sigmund Freud et driftsvæsen. Enver drift kender kun til tilfredsstillelsen, og
det er op til jeg’et eller de ydre instanser at gøre op med den givne drift (Freud 1990:40). Driften
skal ses som en drivkraft i mennesket der retter dets aktivitet mod et bestemt mål:
“Driftens kilde eller udspring er en fysisk spændingstilstand, som søges ophævet... Hvis
spændingstilstanden ikke kan reduceres, resulterer det i en oplevelse af ubehag på grund af
frustration af driften. Individet kan da enten forøge sin aktivitet for at opnå tilfredsstillelse eller
dæmpe den ved at mobilisere psykens forsvarsmekanismer.” (Møhl m.fl. 2007:39).
Side 25 af 59 Drifterne skal altså begribes som en drivkraft, der holder noget i gang eller holder igen på noget.
Det er denne drift, som ligger bagved den menneskelige aktivitet og driften bliver derved årsagen til
handling (Rattleff 1966:15). Mennesket mærker ikke en drift, men driften tilskynder en
følelsestilstand, der får det til at udføre en handling, over for hvilken mennesket i de fleste tilfælde
føler sig ansvarlig. Id’ets driftskrav søger tilfredsstillelse øjeblikkeligt, og det bliver op til jeg’et at
balancere denne trang og hæmme driften indtil en passende mulighed for tilfredsstillelse byder sig
(Rattleff 1966:27-28).
Forsvarsprocesser Det er grundlæggende jeg’ets opgave at forsøge at etablere harmoni mellem de modsatrettede
processer og kræfter der eksisterer i psyken. Denne opgave er vanskelig, og når jeg’et i for høj grad
presses af krav fra id, omverden og overjeg opstår der angst (Larsen 2012:55). Jeg’ets brug af
forsvarsmekanismer tjener grundlæggende til dets beskyttelse og skyldes derved både angst for de
driftsimpulser id’et forsøger at gennemtvinge, samt en angst for de krav som omverdenen og
overjeget påberåber sig. Disse tre angstformer som sætter forsvarsmekanismerne i gang beskrives
som værende henholdsvis driftsangsten, realangsten og overjegangsten (Freud 1990:53). ”Det synes
at være ligegyldigt for neurosedannelsen, hvad jeg’et er angst for. Det afgørende er, at jeg’ets
angst… sætter forsvarsprocessen i gang.” (Freud 1990:51). Forsvarsmekanismens primære
funktion er, at fjerne ulyst for jeg’et. Dens sekundære funktion består i, at fjerne kilden eller årsagen
til ulysten ”Det grundlæggende i forsvarsbegrebet er, at der finder en afbesætning af en forestilling
sted som følge af ulystaffekt.” (Olsen & Køppe 1982:423). Ved den neurotiske symptomdannelse er
jeg’ets brug af en bestemt forsvarsmetode overfor et bestemt driftskrav blevet fikseret i en sådan
grad, at denne er blevet en del af personens karakter (Freud 1990:32-33). Gennem den analytiske
proces forsøger terapeuten netop at ophæve forsvaret for derved at gøre de ubevidste driftsimpulser
bevidste for jeg’et. Herefter er det jeg’ets og overjeg’ets opgave at forlige sig med dem på bedre
basis, hvorved der kan skabes balance (Freud 1990:56). Ifølge Anna Freud gør jeg’et brug af ti
forskellige forsvarsmekanismer i kampen mod dets driftsliv. Disse er: fortrængning, regression,
reaktionsdannelse, isolation, annullation, projektion, introjektion, vending mod egen person,
omvending til modsætning samt sublimering. Uden jeg’ets brug af disse forsvarsmetoder ville
enhver drift kun kende én eneste skæbne nemlig tilfredsstillelsen (Freud 1990:40). I det følgende
bliver uddybet, de i projektet anvendte forsvarsmekanismer. Det er uvist hvad der betinger jeg’ets
brug af forsvarsmekanismer. Fortrængning tjener først og fremmest til bekæmpelsen af de seksuelle
Side 26 af 59 ønsker (Freud 1990:46). Ved fortrængning udelukkes farlige angstfremkaldende oplevelser eller
driftsønsker fra bevidstheden hvorved jeg’et spares for angst. Denne mekanisme kan betragtes som
den mest effektive af forsvarsmekanismerne, men kræver dog samtidig en stor mængde psykisk
energi for at kunne fungere (Hauge & Brørup: Møhl & Schack 2007:46). En særlig form for
fortrængning er fornægtelse. Her fortolker jeg’et en konflikt eller traumatisk oplevelse på en
subjektiv måde, så de ikke volder for meget angst. På denne måde nægter jeg’et at se sandheden i
øjnene (Larsen 2012:58). Fortrængning er ikke blot den mest effektive, men også den farligste af
forsvarsmekanismerne. Denne kan danne basis for udviklingen af neuroser ved at løsrive jeg’et fra
hele områder af affekt og driftslivet, hvilket kan ødelægge personlighedens integritet. Fortrængning
ses ofte i kombination med en anden forsvarsmekanisme (Freud 1990:43-45). Hvor fortrængning
formår at fordrive eller fjerne ubevidste driftsimpulser eller affekter fra jeg’et og derved adskille det
fra id’et, er projektion og introjektion metoder som beror på adskillelse mellem jeg og omverden
(Freud 1990:46). Projektion ligner fortrængning derved ”… at den ikke er bundet til en speciel
angstsituation, men i lige grad kan udløses af realangst, overjegangst og driftsangst.” (Freud
1990:103). Sublimering er, ifølge Anna Freud, den mest modne af forsvarsmekanismerne. Gennem
sublimering omdanner jeg’et aggressive eller seksuelle driftsønsker fra id’et til adfærd som er mere
socialt acceptabel. Dette kan eksempelvis være kunstneriske eller sportslige aktiviteter (Larsen
2012:58-59). Ved projektion og identificering kan jeg’et opnå at få bugt med den angst der opstår i
kampen med autoritetspersoner (Freud 1990:101). Når et barn eksempelvis står overfor en lærer
som skælder ud og derved agerer truende, kan barnet ved at introjicere og identificere sig med den
frygtede autoritet, og efterfølgende projicere dennes aggression, få bugt med angsten ”… Barnet
introjicerer noget for angstobjektets person karakteristisk og assimilerer på denne måde en netop
forefaldet angstoplevelse.” (Freud 1990:94). På denne måde kan barnet ved at fremstille angriberen
og overtage dennes aggressioner eller egenskaber forvandle sig fra at være den truede til den
truende. Barnets rolle vendes derved fra passiv til aktiv som et middel til at assimilere
ulystbetonede eller traumatiske oplevelser (Freud 1990:94). Projektionsmekanismen anvendes ikke
kun i forbindelse med håndteringen af visse negative affekter. Denne mekanisme tjener også til
etableringen af vigtige positive bindinger og herigennem til styrkelsen af menneskers indbyrdes
forhold. Dette kan ifølge Anna Freud opfattes som en altruistisk afståelse af egne driftsimpulser til
andre mennesker (Freud 1990:104). Ved denne form for projektion kan individets egne driftsønsker
ikke tilfredsstilles grundet overjeg’ets forbud. Ved at nære venlig interesse for andre menneskers
driftstilfredsstillelse og herved projicere egne driftsønsker formår individet dog selv indirekte
Side 27 af 59 tilfredsstillelse (Freud 1990:109). Freud inddelte neuroserne under to kategorier: Aktualneuroser og
psykoneuroser. Ud fra kriterierne om symptomernes art og sygdommens årsager, differentierede
han neuroserne fra hinanden. Helt grundlæggende skildrede Freud mellem de somatiske og de
psykiske symptomer. Aktualneuroserne består kun af somatiske symptomer, hvorimod
psykoneuroserne både består af somatiske og psykiske symptomer. Her kan de psykiske symptomer
dog være svære at klassificere, idet de kan ytre sig som en efterligning af de somatiske symptomer.
Hvor psykoneurosernes opståen altid skyldes en fortidig traumatisk oplevelse, og hvor
symptomerne kommer indefra, er sygdomsårsagen for aktualneurosen at finde i de aktuelle
livsomstændigheder (Olsen & Køppe 1982:221).
Angst Driftsangst, realangst og overjegangst Jeg’ets brug af forsvarsmekanismer sættes som tidligere nævnt i bevægelse af de tre store
angstformer: Overjegangsten, realangsten og angst for driftsstyrken (Freud 1990:53). Ifølge Anna
Freud besidder jeg’et en grundlæggende mistro til id’ets driftskrav. Under normale forhold vil
driftskravene ikke presse sig på hos jeg’et, da krav fra overjeg og omverden overdøver disse. Stiger
driftskravene vil jeg’ets fjendtlige holdning mod driften øges til angst. Herved sætter jeg’et
forsvarsmekanismer i bevægelse mod angsten for driftsstyrken. Dette kan ifølge Anna Freud føre til
udviklingen af neuroser og neurotiske træk hos individet (Freud 1990:52-53). I de tilfælde hvor
forsvaret sættes ind mod angsten for driftsstyrken kan en ophævelse af forsvarsmekanismen fra
analytikerens side i terapien have alvorlige konsekvenser for jeg’et. Herved kan man risikere at
jeg’et oversvømmes af id’et hvilket ses ved psykotiske tilstande. Bevidstgørelsen af ubevidste
elementer kan derved være en farlig proces, da det herigennem kan føre til en svækkelse af jeg’et
og fremme en patologisk proces hos personen (Freud 1990:57-58). Inden for psykoanalysen er den
bedst kendte forsvarssituation driftsforsvaret for overjegangsten. Denne ligger til grund for
neurosen. Her forsøger et driftsønske at blive bevidst og finde tilfredsstillelse ved jeg’ets hjælp. I en
sådan situation føler jeg’et ikke driften farlig selvom det forsøger at bekæmpe denne. Jeg’ets motiv
for at iværksætte forsvaret skyldes at tilfredsstillelse af driften er forbudt af overjeg’et. En
tilfredsstillelse af driften vil derved skabe konflikt mellem jeg og overjeg (Freud 1990:48-49). ”Den
voksne neurotikers jeg frygter altså driften, fordi det frygter overjeget. Dets driftsforsvar sker under
trykket af overjegangsten.” (Freud 1990:49). Overjeget fremtræder således som ophavsmand til
Side 28 af 59 neurosen og kan opfattes som en fredsforstyrrer der ikke skaber overenskomst mellem jeg og drift
(Freud 1990:49). Da et strengt overjeg kan resultere i neurosedannelse hos individet, kan en måde at
forebygge denne på ske gennem opdragelse, som ikke er præget af en streng overmoral hos
forældrene. Hvis forældrene formår at vise tolerante holdninger overfor drifter vil barnets overjeg
ikke præges i overdreven grad. Selvom overjeg’et kan fremstå som en fredsforstyrrer mellem jeg og
drift er denne ikke den eneste årsag til udvikling af neuroser. Hos det lille barn skabes konflikter
ikke grundet overjeg’et. En tilfredsstillelse af barnets drift bliver farlig for barnet derved at denne er
forbudt af dem som opdrager det ”… barnets jeg frygter driften, fordi det frygter omverdenen. Dets
driftsforsvar sker altså under tryk af angsten for den ydre verden, dvs. realangsten…” (Freud
1990:50). Realangsten vil opleves større hos barnet jo farligere og mere truende dets omverden
optræder og denne angstform kan ifølge Freud ses som en forløber for samvittighed og overjeg hos
barnet. De principper, krav og idealer der præsenteres for barnet af den ydre verden i form af
forældre og lærere, introjiceres i stigende grad i dets psyke, hvorved overjeget oprettes som en
permanent instans (Freud 1990:120-122).
Angst og forsvar Angst er ifølge Sigmund Freud et faresignal, som giver besked om risikoen for et driftsgennembrud.
Det er jeg’ets opgave, at formindske driftstrykket ved at forklæde de uopnåelige ønsker og forsøge
at fremskaffe tilfredsstillelse igennem fantasien. I de fleste tilfælde danner jeg’ets forsvar et
neurotisk symptom i sit forsvar mod angsten (Rattleff 1966:147). ”Angsten kan forskydes fra sit
oprindelige objekt til et andet objekt, der står i associativ forbindelse med det første.” Denne
forskydning besværliggør processen ved at finde frem til angstens egentlige årsag (Rattleff
1966:154). Blandt symptomerne for en angstneurose, nævner Freud overdreven ængstelighed og
pirrelighed. Han nævner derudover en række somatiske symptomer, der kan knytte sig til lidelsen:
”hjertebanken, åndenød, svedeture og muskelvibrationer. Desuden kan der forekomme søvnløshed,
svimmelhed og indbildte kropsfornemmelser.” (Olsen & Køppe 1982:223). Angstneurosen opstår
fordi den somatiske seksualenergi ikke afledes gennem den psykiske forestillingsstruktur.
Angstneurosen skyldes altså et overskud af seksualenergi (Olsen & Køppe 1982:224). Freud
beskriver tre overføringsneuroser: Tvangsneurose, konversionshysteri og angsthysteri. Af disse vil
angsthysterien uddybes, hvor han til afgrænsning af denne anvendte fobierne, ved hvilke menes
angst knyttet til bestemte ting eller situationer, heriblandt kan nævnes agorafobi (Olsen & Køppe
1982:232- 239).
Side 29 af 59 ”Det specifikke for angsthysterien er symptomdannelsen. De fortrængte ønskeimpulser konverteres
ikke til kropslige innervationer, men bindes psykisk til erstatningsforestillinger ligesom ved
tvangsneurosen. Desuden undertrykkes angsten, der er knyttet til de fortrængende forestillinger, ikke
helt, men forskydes til andre forestillinger.” (Olsen & Køppe 1982:240).
Freud sammenligner den fortrængte angst med kastrationsangsten, og mener at den fobiske angst er
at forstå som en forskudt kastrationsangst. Modsat tvangsneurosen, optræder tvangen ved
angsthysterien som negativ. Her er der handlinger og situationer, der skal undgås for enhver pris,
hvor de ved tvangsneurosen optræder med positivt indhold og dermed skal udføres. Ved
angsthysterien er angsten tilstede som realangst, hvilken holdes på et lavt niveau, så længe
situationer med fare undgås (Olsen & Køppe 1982:240). Angsten udløses når faren for en
smerteoplevelse er til stede, og derfor ikke først når smerten gør sig gældende. Angsten kan have
den utilsigtede virkning at hæmme eller lamme individet, hvis man står overfor en umiddelbar fare.
Det kan også ske, at individet forsvarer sig mod angsten og ikke selve faren. Udover den
udefrakommende smerte eller angst, kan en forsvarsproces også igangsættes af ubehaget fra en
utilfredsstillet driftsspænding, heraf seksualdrifterne (Olsen & Køppe 1982:423-424).
Irvin D. Yalom Gruppen har valgt at gøre brug af den eksistentielle psykoterapeut Irvin Yalom (1931-) i projektet,
da han bidrager til en forståelse af den eksistentielle livsverden. Yalom anvender fire
grundlæggende begreber: Døden, friheden, isolationen og meningsløsheden, hvilke er særligt
relevante i eksistentialistisk tænkning. Gruppen har fravalgt inddragelsen af grundvilkåret døden, af
afgrænsningsmæssige årsager, og da fokus er på samspillet mellem Yalom og de andre anvendte
teoretikere i projektet. Der vil i dette afsnit fokuseres på grundvilkårene: Friheden, isolationen og
meningsløsheden.
Friheden Yalom argumenterer for at begrebet friheden ikke er konkret defineret, men at ordet er af
uomgængelig betydning i alle traditionelle terapiers teori og praksis, da klientens vilje til frihed kan
være altafgørende for det videre behandlingsforløb (Yalom 1998:229). Yalom argumenterer
yderligere for, at der under friheden findes ansvarsbegrebet som ingen mening vil have, hvis
Side 30 af 59 individet ikke har frihed til at konstruere sin egen livsverden og leve efter de grundlæggende vilkår,
mennesket finder meningsgivende. Ansvaret konstituerer selve vores væren på det dybeste niveau
og er derfor et centralt element i vores eksistentielle livsverden. Han mener, at mennesket gennem
friheden bevidst skaber dets egen virkelighed og tager ansvar for at give denne virkelighed mening,
både gennem følelser og lidelser. Yalom påpeger at når individet erkender sin sande situation bør
det tage ansvaret for dets livsverden og være bevidst omkring hvad der sker i livsverdenen (Yalom
1998:231-233). Han forklarer endvidere at universet er vilkårligt i den forstand, at alt hvad der er,
kunne have været anderledes konstrueret. Han henviser til Sartre når han hævder, at vi både er
ansvarlige for vores valg og fravalg “Vi er også eneansvarlige for vores eget liv; ikke blot for det, vi
gør, men også for det, vi undlader at gøre.” (Yalom: Sartre 1998:233). Yalom gør brug af begrebet
urangsten, når han påpeger at menneskets frihed til at konstruere en indre og ydre verden kan
resultere i en form for angst dybt inde i mennesket. Han forklarer at grunden til, at denne urangst
opstår er fordi, at mennesket er vant til, at virkeligheden er et rum, som bliver skabt udenfor vores
rækkevidde og uafhængigt af vores eksistens (Yalom 1998:233). Yalom hævder at der efter
konfrontationen med urangsten opstår ansvarsvedkendelse. Når individet bliver fuldt bevidst og
beslutter sig for at ønske noget, konfronteres det med sit eget ansvar og det skaber sig selv i form af,
at ville noget bestemt i livet. Ansvarsvedkendelsen kan dog virke angstprovokerende for nogle
mennesker, som fravælger at tage ansvaret for deres beslutninger og lægger valget over på andre
mennesker (Yalom 1998:244).
Isolationen Yalom opererer med tre forskellige former for isolation: Den interpersonelle, intrapersonelle og den
eksistentielle. Der vil redegøres for den eksistentielle isolation, da det er denne form for isolation
som er relevant for projektet. Yalom påpeger vigtigheden i, at mennesket når til en fundamental
erkendelse af isolation. Det er vigtigt for individet at forstå og anerkende, at det er og altid vil være
adskilt fra verden og andre mennesker. Denne form for isolation kan ikke undgås og den er
grundlagt i selve eksistensen, uanset hvor tæt et bånd man kan have til andre mennesker (Yalom
1998:376). Han forklarer endvidere at hvis mennesket tager ansvar for sit eget liv og ikke lægger alt
ansvar på eksempelvis en religion, vil mennesket erkende at det er alene og er derfor nødsaget til at
erkende isolationen, for at opnå et anerkendende og gensidigt forhold til den eksistentielle isolation.
Yalom mener at den selv-skabende proces er forbundet med den dybe isolation, og han henviser
yderligere til socialpsykologen Erich Fromm, som påpeger at erkendelsen og bevidstheden af, at
Side 31 af 59 man står alene i verden er kilden til al angst (Yalom 1998:376). Yalom mener, at relationer og
kærlighed til andre mennesker også kan danne en form for tryghed indenfor den eksistentielle
isolation, men at mennesket også skal erkende, at det udvikler sig og bliver selvstændigt gennem
livet: ”Udviklingsprocessen er en seperationsproces, en proces der gør én til et særskilt væsen.”
(Yalom: Rank 1998:381). Man kan som menneske ikke undgå, at isolationen bliver en del af ens
person, og det er derfor at mennesket indgår i relationer med andre mennesker for at se bort fra den
eksistentielle isolation. Dog vil et forhold til et andet menneske ikke kunne overvinde angsten for
eksistentiel isolation, da mennesket i sidste ende altid står alene i sin egen tilværelse. Mennesket
må, ifølge Yalom, erkende angsten og dele sin alenehed med andre mennesker, så relationerne og
kærligheden kan dække over smerten som isolationen resulterer i (Yalom: Buber 1998:383). Yalom
gør brug af begrebet vækstorienteret individ, når han beskriver de individer der har fået dækket de
grundlæggende psykiske behov, til at udvikle sig til selvstændige mennesker samt mindre krævende
individer. De vækstorienterede individer er ikke så afhængige af andre mennesker og har ikke
behov for konstant bekræftelse. Derudover vil disse mennesker beundre kærligheden i stedet for at
kræve den, hvilket resulterer i en mere værdifuld og subjektiv oplevelse af kærligheden (Yalom
1998:390).
Meningsløsheden Alle mennesker har et eksistentielt behov for at der er mening i deres liv. Mennesket bliver født i en
verden uden faste meningssystemer og det er derfor op til det enkelte menneske, at søge efter egen
mening i tilværelsen. Mennesket vil altid føle et behov for at vide at der er en mening med dets
tilværelse, og hvis tvivlen sniger sig ind, kan der opstå en dyb fortvivlelse, der lader individet
tvivle, om dets funktion i verden har en mening (Yalom 1998:445). Yalom påpeger, at mennesket
står overfor et dilemma der indebærer to grundsætninger, som både er sande, men strider mod
hinanden. Den første grundsætning er, at mennesket umiddelbart er et meningskrævende væsen,
som higer efter at have et liv med mening, mål, værdier og idealer. Hvis ikke disse faktorer er i
menneskets liv, kan der fremkomme stor psykisk lidelse (Yalom 1998:446). I den anden
grundsætning sætter han fokus på det eksistentielle frihedsbegreb, som hævder at det eneste sande
absolut er, at der ingen absolut findes:
”Det ligger i et eksistentielt standpunkt, at verden er vilkårlig, ”kontingent” – dvs. at alt lige så godt
kunne have været anderledes; at mennesker skaber sig selv, deres verden og situation i denne verden:
Side 32 af 59 at der ingen ”mening”, ingen storslået plan er med universet og ingen andre retningslinjer for, hvordan
man skal leve, end dem, man selv skaber.” (Yalom 1998:446).
Yalom forklarer at mennesket søger efter mening med livet, for at undgå meningsløsheden, men da
han både gør brug af begrebet mening og formål, er det vigtigt at skelne mellem disse to. Begrebet
mening forklarer den søgen efter sammenhæng og betydning mennesket higer efter. Begrebet
formål definerer både målet, funktionen og hensigten (Yalom 1998:447). Yalom mener, at der
findes forskellige meningssystemer hvori mennesket kan opnå meningen med sit liv. Her er der tale
om den kosmiske mening og den timelige mening. Den kosmiske mening sætter individet ind i en
rolle, hvor det er en del af noget større end sig selv. Individet har her til opgave at søge efter et
sammenhængende mønster i tilværelsen (Yalom 1998:448). Den timelige mening lader derimod
individet søge efter egen mening gennem et verdsligt meningssystem, som tager udgangspunkt i
menneskets egen væren. Den timelige mening er ikke religiøst baseret, da individet selv skal søge
oplevelsen af livets mål eller funktion (Yalom 1998:449). Yalom påpeger at der er flere forskellige
former for timelig mening og blandt dem findes den altruistiske mening, som går ud på at praktisere
næstekærlighed, engagere sig i andre mennesker samt give noget til andre mennesker. I denne
meningsform skal individet tro på, at det at give, hjælpe og gøre verden til et bedre sted for andre
mennesker, anses for at være en primær kilde til meningsindhold i livet. Yalom forklarer ydermere
at inden for den altruistiske mening findes troen på, at det er godt at give samt være til gavn for
andre. Dette ville resultere i en verden der er bedre for andre og det vil ifølge Yalom anses som
værende en rig kilde til mening (Yalom 1998:456-458).
Yalom henviser yderligere til den franske forfatter Albert Camus (1913-1960), der især
beskæftigede sig med eksistentialismen. Camus diskuterer det absurde ved menneskets
grundlæggende indstilling til omverdenen. Han mener at mennesket søger en mening som ikke
eksisterer. Denne nihilistiske indstilling udspringer fra tanken om, at mennesket er placeret i en
objektiv og meningsløs verden, hvor det selv skal skabe sin egen mening, da den overordnede
mening anses for værende ikke eksisterende (Yalom 1998:452). Det er vigtigt at erkende og se
meningsløsheden i øjnene, for derefter selv at kunne skabe et personligt meningssystem hvori der
indgår værdier og retningslinjer for ens tilværelse (Yalom 1998:455).
Side 33 af 59 Analyse I dette afsnit vil der gives en karakteristik af interviewpersonen Sofie og dernæst en præsentation af
den deskriptive meningskondensering. På baggrund af den deskriptive meningskondensering vil
interviewet med Sofie analyseres ud fra Frankls logoterapeutiske teori, Sigmund Freuds og Anna
Freuds psykoanalyse, samt Yaloms eksistentielle psykoterapi.
Karakteristik af interviewpersonen Gruppen havde fra starten af interviewprocessen aftalt med interviewpersonen, at hun skulle være
anonym i projektet, da dette ville beskytte hendes etiske rettigheder. Det var meget vigtigt for
gruppen at interviewpersonen kunne føle sig tryg gennem hele interviewprocessen og derfor blev de
etiske rettigheder vægtet højt. Derudover var rammerne med til at gøre interviewet så trygt som
muligt, hvilket resulterede i et professionelt produkt. Gruppen valgte i fællesskab at anvende navnet
Sofie som et synonym for interviewpersonens rigtige navn. Sofie er en etnisk dansk kvinde på 37
år, som er født og opvokset i Danmark. Hun er gift og har to drenge på henholdsvis 10 og 12 år.
Sofie har fra hun var cirka tre år gammel lidt af angst og fobi, og som 19 årig fik hun diagnosen
agorafobi. Hendes barndom var præget af vold og alkoholiserede forældre, som resulterede i
angstens opståen, da omstændighederne ikke var trygge. Da Sofie var fem år blev forældrene skilt
hvor hun efterfølgende flyttede ind med moren og besøgte faderen engang imellem. Efter bruddet
satte moren alkoholen på hylden, men faderen fortsatte med at drikke. Hendes mor blev gift igen og
fik efterfølgende en datter til. Sofie er uddannet pædagog og har haft en del jobs gennem årene. Hun
har blandt andet arbejdet på et plejecenter, i børnehave og været tilknyttet en sproggruppe som
pædagog. I fritiden kan hun godt lide at bruge tid med familien, rejse rundt i verden og især bruge
tid med sine tætteste venner og sin lillesøster. Sofie bor nu i hovedstadsområdet sammen med sin
mand og børn i et hus.
Deskriptiv meningskondensering Agorafobi Sofie husker selv, at hun har haft agorafobi siden tre års alderen, selvom hun først blev
diagnosticeret som 19 årig, hvilket hun selv mener er ret sent. Hun har stadigvæk agorafobi, men er
ikke blevet diagnosticeret med andre psykiske sygdomme. Frem til at hun blev diagnosticeret kunne
Side 34 af 59 hun ikke forstå hvorfor hun fik det dårligt, hun anede ikke hvorfor og tænkte bare, at nu var hun
syg. Omkring sin diagnosticering, fortæller Sofie at det nu er lettere at forstå sine dårlige perioder.
Hun føler dog ikke, at hun har haft behov for at vide det, da hun ikke vidste at der var noget i vejen
med hende. Hun kan ikke erindre hvad der førte til hendes agorafobi, men relaterer det til, at hendes
forældre har dannet ramme om et utrygt miljø, da hun var barn. Hun nævner en truende far og
masser af druk, at måtte tage over til sin farfar og engang hvor hun blev låst ude på altanen. Det har
altså været meget utrygt, men hvorfor det har sat sig som agorafobi, ved hun ikke. Hendes hverdage
varierer mellem gode og dårlige dage, alt efter hvornår angsten kommer. Hun ved ikke hvornår
hendes angst ikke vil være der, og derfor laver hun altid en lem, når hun planlægger diverse ting,
som hun kan bruge til at melde fra, hvis hun ikke kan overkomme situationen. Hun beskriver
hvordan hendes angst, kan komme som et lyn fra en klar himmel, for eksempel kan hun pludseligt
få det dårligt, mens hun er nede i Netto. Angsten dukker også op, i forbindelse med forventninger til
interviewet med gruppen i henhold til at der kommer en mindre gruppe mennesker, som hun ikke
kender. Disse ængstelige øjeblikke, kan påvirke resten af hendes dag. Udover agorafobi, har Sofie
fobier for at flyve, køre i metro og lignende ting, hvor hun forventer en reaktion hos sig selv, ved at
gøre disse ting. Hun tilrettelægger altså sin hverdag, på en måde hvorved hun har mulighed for at
sige fra. Hun beskriver derudover sin hverdag som meget mekanisk. De svære perioder i hendes
hverdag sætter sig meget fysisk, hvor hun blandt andet begynder at fryse. Hun begynder at spænde
fuldstændigt op, så hun får det som om hun ikke kan gå og derefter bliver hun svimmel. Hvis hun
vågner og har det sådan, så kan hun mærke at den dag kan hun ikke rigtigt noget. Hun er dog blevet
bedre til, at få sig selv ud ad døren. Hun nævner også hvordan det at have børn, får hende til at tage
sig sammen. Der er ikke bare lige en standby knap, og man kan ikke bare droppe ting, fordi man har
det dårligt. Der er altså nogle ting, hvor hun hiver sig selv op og gør det for børnenes skyld. Selvom
hun kan mærke det fysisk, ved begyndelsen til en ængstelig situation, føler hun ikke at hun forsøger
at undgå disse situationer. Hun er dog bevidst omkring hvilke steder der kan fremprovokere
angsten, som for eksempel arrangementer på skolen, centret, biblioteket, fester, indkøbsture eller en
gåtur på Strøget. Hun bliver derfor mere nervøs, når hun ved at der er større sandsynlighed for at
hun får det dårligt, men det stopper hende dog ikke i at tage af sted, i modsætning til flyvemaskiner,
hvor hun kan have det svært ved at tage af sted. I Sofies svære perioder, får hun hjælp og støtte fra
sin mand. Hun mener ikke, at der er nogle specifikke faktorer som gør hende bevidst omkring sin
utilpashed, udover at hun får det fysisk dårligt. Det er ikke altid, at hun ved hvorfor hun bliver
dårlig. Det er først bagefter, at hun forstår hvorfor hun fik den utilpashed, hvilket for det meste
Side 35 af 59 skyldes de mange mennesker. Dette mønster er hun bevidst omkring. Selvom hun kan have en
tendens til at ville undgå de steder, som udløser hendes angst, gør hun det oftest alligevel for
børnenes skyld. Hun forsøger at overtale sig selv, til at tage et sted hen og være der, for eksempel, i
minimum et kvarter. Selvom det kan virke umuligt at komme derhen, sker det ofte, at efter et
kvarter, så går det bedre. På den måde prøve hun, at sætte grænser for en minimum periode, som
hun skal være der. Hun tænker derudover hele tiden på, at hvis det går dårligt, så kan hun jo bare
køre hjem. Hun føler ikke rigtigt, at hun får sat sig udover sin fobi. Det eneste hun nævner er, at hun
kommer ud at flyve nogle gange, men at hun har det elendigt under flyveturen, selvom hun tager
beroligende piller. Hun kan godt finde på, at gøre ting, der bevidst gør hende ængstelig. For
eksempel nævner hun, at have inviteret projektgruppen på besøg. Derudover nævnes cafeture og
lignende, hvilket lidt er en måde at udfordre fobien på, mener hun. Hun føler det ikke som en sejr,
efter at have udfordret fobien. Hun synes ikke agorafobien forsvinder, når hun forsøger at
overkomme den. Det giver hende derimod en erfaring af et forløb, som hun så senere kan bruge, når
hun føler at noget er farligt at gøre og derved sætte sig udover det. I hendes fritid går hun blandt
andet til folkedans med sin søster, men her føler hun sig ikke utilpas, selvom der er mange andre
mennesker. Hun tror, at det er fordi de er gamle, omkring halvfjerds år, dem der danser. Hun finder
det ikke farligt at komme der, hvilket hun også siger er fordi der ikke er nogle forventninger til
hende, og der ikke er nogen hun spejler sig i. Hun har dog aflyst et par gange, fordi hun har fået det
dårligt med at skulle tage derhen. Hendes lillesøster er meget sød og forstående, hvis Sofie har det
dårligt og ikke ved om det bliver bedre, hvilket Sofie synes er rart. Hun føler det som en
tryghedsramme, hvor hun har mulighed for at udfolde sig. Sofie har været igennem masser af terapi,
for eksempel har hun været på Stolpegården, Fobiskolen i København, til psykiater og psykologer
og hun har også været under hypnose. Generelt føler hun, at det har hjulpet lidt. Hun nævner
hypnose og fortæller, at det giver en idé om hvor det stammer fra eller kan være opstået af. Det
kognitive arbejde på fobiskolen har også hjulpet, fortæller hun tøvende. Når hun bliver ramt af
angsten, kan hun godt bruge noget af det hun har lært, og sige til sig selv, at det sker på grund af det
og hun skal huske at gøre bestemte ting. Hun føler dog ikke, at det får det til at forsvinde, og at det
altså bare er en måde, at håndtere det på.
Relationer Sofies barndom var præget af meget vold og alkohol, da begge hendes forældre var alkoholikere.
Hun voksede op i utrygge rammer som resulterede i at agorafobien allerede opstod da hun var
omkring tre år gammel. Hun erindrer ubehagelige episoder fra barndommen, hvor hun blandt andet
Side 36 af 59 blev låst ude på altanen og blev sendt hen til sin farfar, da det blev for meget med volden og
alkoholen i hjemmet. Sofies forældre gik fra hinanden da hun var tre år gammel og blev skilt da hun
var fem år. Moren fandt sammen med Sofies stedfar, da Sofie var fem år og hun fik efterfølgende
en lillesøster. Efter forældrenes skilsmisse voksede hun både op i morens hjem og i faderens, men
dog var faderens hjem stadigvæk præget af vold og alkohol, hvorimod moren faldt mere til ro efter
at have fundet sammen med Sofies stedfar. Sofies angst har ændret ansigt mange gange i løbet af
barndommen, hvor hun blandt andet havde angst for elevatorer, krig, ozonlaget og alt muligt andet.
Hun forklarer at denne angst har skiftet retning gennem hele barndommen og frem til voksenlivet.
Sofies forhold til familien er i dag meget bedre og begge forældre ved, at hun er diagnosticeret med
agorafobi. Hendes mor kan godt forholde sig til Sofies diagnose og rumme den, selvom Sofie er den
eneste i familien der har fået stillet en psykisk diagnose, men faderen har meget svært ved det og
lader som om det ikke findes. Sofie forklarer at hendes far er en “stereotyp” mand hvad angår
hendes agorafobi, og hvis ikke fobien kan ses, lader han som ingenting, da han anser det som
værende noget “hokus pokus”. Sofie har et rigtig godt forhold til lillesøsteren på trods af, at
stedfaderen har forskelsbehandlet dem gennem hele barndommen, da lillesøsteren er stedfaderens
biologiske datter. Når der var ballade med stedfaderen, fordi han syntes Sofie var en møgunge,
plejede hendes mor at forsvare hende. Sofie fik sin første kæreste, da hun var 16 år gammel og
beskriver at hun i de første forhold var meget omklamrende, da hun var bange for at miste partneren
og ville gå alt for langt for dem, for ikke at blive forladt. De tidligere partnere reagerede også ved at
blive irriterede, da de gerne ville have lidt albuerum. Sofie mener at hun i dag er blevet markant
bedre til at passe på sig selv og ikke lade forholdet gå ud over hende. Hun er nu gift og har to
drenge på henholdsvis 10 og 12 år, og det fungerer rigtig godt. Hvad angår venner fortæller Sofie at
hun har mange bekendte, men kun få venner da det er vigtigt for hende at vide, at hun kan regne
med dem som hun har tæt og nært. De tætte venner ved at hun har agorafobi og de må godt vide at
hun oplever nedture engang imellem, men folk udefra skal ikke kende til hendes diagnose. Selvom
vennerne i Sofies omgangskreds ikke har de samme interesser og er meget forskellige, er de ens på
det mellemmenneskelige niveau, da de alle står inde for ærlighed og retfærdighed og har samme
slags humor. Kontakten mellem vennerne går da også begge veje og der er en balance i relationen
til vennerne. Sofie har dog brudt kontakten til en meget manipulerende veninde, da hun ikke fandt
sig i den dårlige behandling længere. Sofies angst blev forstærket da hendes mand startede på et nyt
arbejde og sønnen startede i ny skole og derfor var hun ikke parat til at tage imod det job hun var
blevet tilbudt per første maj. Da hun blev færdiguddannet pædagog arbejdede hun i forskellige
Side 37 af 59 institutioner. Hun har blandt andet arbejdet i en vuggestue, på et plejehjem og som dagplejer. Det
sidste job Sofie havde, var som pædagog i en sproggruppe for flersprogede børn, som hun var rigtig
glad for. Sofie beskriver sig selv som en der “shopper” rundt på arbejdspladserne, da hun oftest ikke
har arbejdet et sted mere end mellem et til tre år, og det kan muligvis skyldes agorafobien mener
hun. Da Sofie arbejdede som pædagog i sproggruppen, passede det hende fint at arbejdstiderne lå
tre gange om ugen, så hun arbejdede en dag og havde en dag til at slappe af. Hun regner ikke selv
med at komme op fuldtid, da det suger hendes energi både fysisk og psykisk, samt ender det altid
med for mange sygedage, og derfor er det bedst for hende kun at arbejde på deltid.
Individ og personlighed Sofie beskriver sine teenageår som værende normale. De var præget af lidt for mange byture og
hendes fobi kom ifølge hende selv ikke særligt til udtryk i denne periode. Som tidligere nævnt er
Sofie uddannet pædagog og har tidligere arbejdet i en børnehave. Hun har netop sagt nej til et job,
da hun gerne vil lave noget hvor man ikke har så meget med mennesker at gøre hele tiden. Sofie
føler det er svært at trække sig væk i institutioner når man har det dårligt, og hun har derfor
overvejet at læse psykologi. Hun beskriver sig selv som værende meget konfliktsky og på arbejdet
kan hun have tendens til at handle mod sine egne værdier, følge flokken, og agere som andre vil
have. Hun forsøger nogle gange at gøre modstand, men ofte er denne modstand skjult, hvorved hun
undgår en direkte form for konfrontation. Dette kan eksempelvis gøre sig gældende i forbindelse
med pædagogiske retningslinjer og principper, som hun skal være loyal overfor men ikke altid er
det. Her er Sofie ikke god til at udtrykke sin uenighed, hvis hun ikke vil arbejde på en særlig måde,
og hun føler selv det ville være bedre hvis hun kunne udtrykke denne uenighed klart så hun ikke
behøver at lave skjulte dagsordener. For Sofie er det vigtigt at hun kan stå inde for særlige
menneskelige livsværdier som hun forsøger at følge. Her understreger hun at ærlighed og
retfærdighed er værdier som betyder noget for hende og som hun forsøger at holde fast i. I
forbindelse med at skulle præstere i arbejdslivet forklarer Sofie at hendes selvtillid er helt i bund.
Når hun er sammen med andre har hun tendens til at sammenligne sig selv med dem, og mener altid
at de præsterer bedre end hende selv. Hun mener at denne form for pres både kommer til udtryk
som et pres for andre, men også som et indre psykisk pres fra hende selv. I forhold til at opnå
bekræftelse forklarer Sofie, at hun blandt andet søger denne, når hun mener, hun har udført et godt
stykke arbejde, hvilket eksempelvis kan gøre sig gældende på arbejdspladsen. Her vil Sofie gerne
have at hendes arbejde bliver bemærket. Samtidig vil Sofie gerne have anerkendelse og ros af
Side 38 af 59 familien når hun føler at hun har lavet noget særligt. Hvis Sofies arbejde ikke bliver bemærket i
familien, er hun god til at gøre dem opmærksom på hvad hun har fået udført, således at hun kan
blive anerkendt. Sofie forklarer at hun kan have svært ved at træffe beslutninger. Hun mener godt at
hun kan stå inde for de beslutninger hun tager, men at det samtidig afhænger af resultatet af den
enkelte beslutning. Hun kan have tendens til at reflektere meget over de beslutninger hun tager og
er meget opmærksom på at det er hende selv der tager valget. Dette kommer blandt andet til udtryk
når hun skal tage toget og hun begynder at tænke over om toget kører galt og hvad der ville ske hvis
hun tager det næste tog i stedet. Dette kan også gøre sig gældende når hun cykler og hun reflekterer
over om den ene vej er mere sikker end den anden. Sofie udtrykker dog samtidig at hun nogle gange
træffer beslutninger hurtigt, uden at tænke nærmere over konsekvenserne. Det med at træffe
beslutninger er altså ikke altid påvirket af hendes fobi, men afhænger af den enkelte situation. I
forbindelse med at tage beslutninger føler Sofie at hun er for hurtig til at give efter, hvis hun har
truffet en beslutning og hendes mand udtrykker en anden holdning. Her føler Sofie at hun ofte giver
for hurtigt op, således at hendes mand kan trumfe hende og hun mener selv hun skal blive bedre til
at holde fast i sit eget perspektiv. Dette gælder også i forhold til hendes børn, hvor hun kan være
meget eftergivende over for dem sammenlignet med hendes mand. Det at Sofie reflekterer meget i
forhold til sine beslutninger, kan være problematisk når hun skal rejse. Sofie forklarer at det ikke
kun er selve flyveturen som er ubehagelig men også perioden op til. Månederne efter at flybilletten
er bestilt kan være uudholdelige, da Sofie går med tankerne om hvad der sker, hvis hun tager den
ene flyvemaskine fremfor den anden. Dette har betydet at Sofie tidligere ikke er kommet ud at rejse,
men ifølge hende selv er det i høj grad hendes familie og mand som gør at hun nu forsøger at
overkomme ubehaget. Sofie har flere forskellige fritidsinteresser som hun opnår glæde ved at
udføre. Disse fritidsinteresser er oftest noget som foregår i fællesskab med andre, men samtidig kan
Sofie godt lide at være alene da hun får mere tid til sig selv. Sofie går blandt andet til folkedans med
sin lillesøster hvilket hun holder meget af. Samtidig dyrker hun gymnastik med sin kusine og spiller
badminton med sin familie. Udover dette kan Sofie lide at rejse med sin familie og se fjernsyn, og
for hende er det vigtigt at de laver noget sammen som familie. I Sofies hverdag er det særligt
hendes børn som gør hende glad. Samtidig understreger hun at naturen har stor betydning for hende,
da hun føler sig hjemme når hun er i naturomgivelser. For Sofie er det altså både i samværet med
børnene samt i naturen at der skal findes mening. Hun understreger samtidig at en hyggelig dag er
ensbetydende med samværet med familien og vennerne i det gode vejr. Sofie forklarer at hun ikke
har nogle særlige mål som hun kunne tænke sig at opnå i fremtiden, men at hun gerne vil opleve og
Side 39 af 59 se en masse af verden. For hende er det vigtigt at tage én dag ad gangen og se hvor det fører hen.
Sofie mener ikke at hun er blevet styrket på grund af sin fobi, men at hun har lært særlige sider af
sig selv bedre at kende. Grundet sin fobi har Sofie nu nemmere ved at forstå når andre mennesker er
stressede, da hun har opnået en forståelse af hvordan hjernen nogle gange kan tage over og det kan
være svært at styre den. Samtidig kan Sofie bedre sætte sig ind i når mennesker har det skidt og hun
ved at det ikke er med vilje når folk er deprimerede og de ikke kan tage sig sammen. Det, at kunne
sætte sig i andre folks situation, betragter hun som en styrke.
Analyse ved brug af projektets anvendte teoretikere Agorafobi Logoterapiens manglende fokus på klientens barndom, kan begrænse forståelsen af agorafobi, især
hos klienter med en traumatiserende barndom, i modsætning til psykoanalysen, der har stor fokus
på barndommen. Her er det vigtigt at fastslå, at Frankl ikke forstår logoterapien som en erstatning
for psykoanalysen, men derimod en mulig bidragelse til denne. En angstneurose vil, ifølge Frankl,
opstå grundet individets manglende vilje til mening. De psykoanalytiske forståelser af angsten,
præsenteret i redegørelsen, muliggøre en dybere analyse af Sofies barndom. Sofie kan ikke huske
hvad der har ført til hendes agorafobi, hvilket antyder at jeg’et har benyttet sig af
fortrængningsprocessen i løbet af hendes barndom. Det hun dog nævner i interviewet, tyder på et
noget utrygt miljø, forårsaget af hendes forældre, blandt andet gennem en truende far og masser af
druk. Et strengt overjeg, som det her er præsenteret ved hendes forældre, kan resultere i
neurosedannelse. Det er meget muligt, at Sofie har haft visse undertrykte drifter i hendes barndom,
grundet hendes truende omverden, og som et resultat heraf, kan hun have dannet et driftsforsvar.
Ifølge psykoanalysen, danner jeg’ets forsvar i de fleste tilfælde et neurotisk symptom i forsvaret
mod angsten. Det er en mulighed, at angsten kan forskydes fra sit oprindelige objekt til et andet
objekt. Hermed kan Sofies overjegangst være blevet projiceret over på et objekt, i associativ
forbindelse til hendes forældre. Det er muligt, at dette kommer til udtryk gennem agorafobien i
situationer, hvor hun føler at hun skal ”være på”, idet der fremhersker forventninger til hendes
person. Forskellige faktorer kan fremprovokere Sofies angst, for eksempel kan hun pludseligt få det
dårligt, mens hun handler ind i Netto, og hun beskriver hvordan sådanne ængstelige episoder kan
påvirke resten af hendes dag. Ifølge Frankl, har hun muligheden for at ændre sin indstilling til selve
lidelsen. Hun behøver derfor ikke at lade angsten påvirke hende gennem hele dagen. Da mennesket
Side 40 af 59 er selv-determinerende, er det altså op til Sofie selv om hun vil lade sig underkaste sine betingelser,
i form af agorafobien. Ved brug af logoterapien kan man her forsøge, at udvide hendes synsfelt,
sådan at det bliver hende muligt at vende blikket væk fra sin angst og mod en given mening i
verden omkring hende. Yalom nævner også vigtigheden af, at klienten har en vilje til frihed og
hermed tager ansvaret for at konstruere sin egen livsverden. Sofie formår dog at sætte sig udover sig
selv, idet hendes børn får hende til at tage sig sammen:
”S:… så er jeg sådan blevet bedre til at sige, du skal bare, altså kom nu afsted med dig og sådan noget
ikke… I3: Mmm. S: Og så hjælper det rigtig meget, når du har børn og du kan jo ikke bare ikke gøre
noget… I1: Mmm. Ja, der er ikke bare lige en eller anden standby knap, man lige kan trykke på. S:
Nej… Så det hjælper, kan man sige ikke… I2: Jo. S: Der er altså nogle ting, selvom man har det
dårligt… I2: Så der er nogle ting, hvor du bare sådan hiver dig selv op og siger, så gør vi det for
børnene eller et eller andet? S: Ja…” (bilag 1, s. 23, ll. 715-733).
Her udlever hun et eksempel på en selvtranscendent tilværelse, og samtidigt med dette opnår hun
mening, ved at opleve en værdi i form af kærlighed. Dette er vigtigt, da menneskets eksistens,
ifølge Frankl, er afhængig af selvtranscendens. Sigmund Freud nævner en række somatiske
symptomer, der er knyttet til angstneurosen, heriblandt svimmelhed. Derudover kan angsten have
den utilsigtede virkning at hæmme eller lamme individet, hvis man står overfor en umiddelbar fare.
Dette gør sig gældende for Sofie, som fortæller hvordan hun i sine svære perioder, kan begynde at
spænde fuldstændigt op, så hun får det som om hun ikke kan gå og derefter bliver hun svimmel. I
disse svære perioder kan hun få følelsen af, at hun ikke rigtigt kan noget den pågældende dag. Dette
er et eksempel på den anticipatoriske angst, som Frankl nævner, hvor hendes fysiske ubehag
vækker forventninger om at angsten vil komme anmassende i løbet ad dagen. I forlængelse heraf,
nævner Sigmund Freud hvordan angsten udløses når faren for en smerteoplevelse er til stede, og
derfor ikke først når smerten gør sig gældende. Ifølge Frankl, er det muligt at denne frygt for
frygten udvikler sig til en flugt fra frygten, hvor Sofie vil forsøge at undgå de steder der er
ængstelige for hende. Her ville logoterapeuten opmuntre Sofie til at benytte paradoksal intention
som en teknik, hvorved hun vil blive opmuntret til at gøre netop det, hun frygter. Sofie kan dog
også finde på, at gøre ting, der bevidst gør hende ængstelig:
”I1:… har du nogensinde gjort noget bevidst selvom du vidste at det ville gøre dig ængstelig? S:...
Siger jeg ja til at gå på cafe med en eller anden i København eller sådan noget ikke, selvom det ved jeg
godt at det er måske ikke det bedste scenarie… Ja. Der er sådan mange ting, ja.” (bilag 1, s. 28, ll. 875883).
Side 41 af 59 Måden hun overtaler sig selv, ved minimum at skulle være til en begivenhed i et kvarter, viser også
en selv-determination, hvorved hun ikke lader sig styre fuldstændigt af angsten. Hun nævner det,
som en måde at udfordre fobien, men føler det dog ikke som en sejr efterfølgende. Hermed kan man
kigge kritisk på den paradoksale intention, der fungerer som en kort behandlingsmetode. Det er i
stedet muligt, at for at formindske denne ængstelighed, så bør fokus vendes mod Sofies fortid, og
hermed et psykoanalytisk perspektiv. Idet hun ikke føler det som en sejr, efter at have udfordret
fobien forbigår hun, ifølge Frankl, muligheden for at opnå mening gennem lidelsen. Til folkedans
med søsteren, formår Sofie dog, at finde en vis form for ro. Her føler hun sig ikke utilpas, og der
udtrykkes mening ved at udføre en handling. Frankl påpeger også det enkelte menneskes unikke
mening i et givent øjeblik, hvor folkedansen kan fungere som et godt eksempel. Sofie har været
igennem en lang række af terapiforløb, som hun kun føler har hjulpet lidt: ”I2: … har det sådan
hjulpet…? S: Altså ja lidt.” (bilag 1, s. 22, ll. 674-675). Hun er derudover ikke klar over, hvorfor
hun har fået lige netop agorafobi. Man bør kunne forvente, at en person der har været igennem så
mange forløb som Sofie, har en idé om hvordan hendes fobi er blevet en realitet. For at modvirke
det eksistentielle vakuum og genskabe spændingstilstanden i mennesket er det, ifølge Frankl,
nødvendigt at gøre individet opmærksom på sin egen ansvarlighed. Yalom mener ligeledes, at
mennesket bør tage ansvar, men nævner at ansvarserkendelsen kan virke angstprovokerende for
nogen. Ifølge Frankl er neurotikeren kendetegnet ved at forsøge at flygte fra bevidstheden om sin
egen livsopgave. Dette kan relateres til Sofies fornægtelse af agorafobiens oprindelse. For at kunne
bevæge sig udover sin angst, bør hun erkende dens fulde eksistens. Ved at genskabe klientens
spændingstilstand, kan man bidrage til at styrke klientens evne til at overvinde neurosen, hvilket
bliver uddybet senere i analysen. Ifølge psykoanalysen kan individet benytte sig af projektion og
identificering, for at få bugt med den angst der opstår i kampen mod autoritetspersoner. Det er
hermed muligt, at Sofies truende far har ageret den frygtede autoritet, og hun ved at introjicere og
identificere sig med ham, og efterfølgende projicere dennes aggression, har forsøgt at få bugt med
angsten. Faderens aggressioner er efterfølgende blevet projiceret over på et objekt i associativ
forbindelse med faderens autoritet, hvilket kan komme til udtryk i form af de mange psykologer og
psykiatere Sofie har været under behandling hos. Udover agorafobi, har Sofie også en række andre
fobier. Frankl mener at mange i dag lider af eksistentiel frustration, som kan udvikle sig til en mere
alvorlig eksistentiel eller noogen neurose, hvor det enkelte individ blandt andet kan udvikle fobier
for at udfylde det eksistentielle tomrum. Det er derfor muligt, at Sofie har været eksistentielt
Side 42 af 59 frustreret. De noogene neuroser opstår ikke grundet konflikter mellem drifter og instinkter hos
individet, men kan skyldes eksistentielle kriser og moralske konflikter hos individet. Hvor
psykoanalytikeren vil rette fokus mod Sofies barndom, vil logoterapeuten fastholde nuet og forsøge
at rette hendes fokus udad, da individer med neuroser kan være så fokuseret på deres indre verden,
at de glemmer det ydre engagement. Frankl understreger at psykoterapi ikke vil være passende i
tilfælde ved noogene neuroser. Her vil den passende terapi være logoterapi, idet denne terapiform
tager menneskets længsel efter en meningsfuld eksistens alvorligt og oprigtigt, og ikke forsøger at
spore denne længsel tilbage til ubevidste kilder.
Relationer Sofie har allerede fra barndommen oplevet turbulens i relationen til sine primære omsorgspersoner,
da begge hendes forældre var alkoholikere og barndomshjemmet var præget af meget alkohol og
vold. Disse faktorer resulterede i at Sofie voksede op i utrygge rammer, hvor agorafobien brød ud
da hun var tre år gammel, samme tidspunkt hendes forældre gik fra hinanden. Selvom Sofie ikke
kan se en sammenhæng i hvorfor hendes agorafobi opstod da hun var tre år gammel, kan man
formode at den brød ud grundet de utrygge rammer og forældrenes skilsmisse. Som tidligere nævnt,
er fokus i logoterapien ikke rettet mod barndommen, men derimod menneskets søgen efter mening i
tilværelsen, som er en primær og enestående drivkraft, mennesket selv skal opnå at realisere. Dog
syntes det ifølge psykoanalysen at være ligegyldigt for neurosedannelsen, hvad jeg’et er angst for,
da det afgørende er at jeg’ets angst sætter forsvarsprocessen i gang. Dette gør sig også gældende i
Sofies tilfælde, da hun på trods af at agorafobien brød ud på samme tid som forældrenes skilsmisse,
ikke kan se hvorfor fobien brød ud på det pågældende tidspunkt. Sofie har ifølge psykoanalysen
gjort brug af forsvarsmekanismen fornægtelse, for at undgå konfrontationen med den
angstfremkaldende situation, at forældrene blev skilt. Sofie husker at angsten har ændret ansigt
mange gange i løbet af barndommen, hvor hun i perioder havde angst for elevatorer, krig, ozonlaget
og en masse andre ting. Ifølge Frankl kan individer med neuroser være så fokuseret på deres indre
verden, at de glemmer det ydre engagement og der kan opstå en tilstand af hyperrefleksion. Dette
kommer til udtryk ved Sofies mange skiftende objekter for hendes angst, samt hendes mange fobier.
Et af de steder hun finder ro, er til folkedans med sin søster, blandt andet fordi der ikke er nogle
forventninger til hende, og der ikke er nogen hun spejler sig i. Det er muligt, at Sofie begrænser
realiseringen af hendes potentielle mening ved at lade angsten overtage de objekter, hvorved denne
mening kan udspringe fra. Psykoanalysen ville mene at agorafobien, i Sofies tilfælde, opstod
Side 43 af 59 grundet de aktuelle livsomstændigheder i hendes liv. Sofies agorafobi ytrer sig både i form af
somatiske og psykiske symptomer, og er ifølge psykoanalysen at forstå som en psykoneurose. Dette
underbygges af hendes fortidige oplevelser i barndommen, som var præget af alkohol og vold i
hjemmet, da psykoneurosens opståen altid skyldes en fortidig traumatisk oplevelse. Derudover
mener psykoanalysen at der til angstneurosen hører en overføringsneurose, hvor angsthysterien gør
sig gældende. I Sofies tilfælde er dette også gældende, da angsthysterien indebærer fobier. I Sofies
tilfælde belyses angsthysterien ved at hun har haft og fortsat har fobier for flere ting og situationer.
Sofie har et rigtig godt forhold til lillesøsteren på trods af at stedfaderen har forskelsbehandlet dem,
da lillesøsteren er hans biologiske datter. På trods af agorafobien, ville Frankl mene, at Sofie lever i
en selvtranscendent tilværelse, hvor stedfaderens forskelsbehandling ikke har ødelagt det stærke
bånd Sofie føler hun har til sin lillesøster. Sofie fortæller under interviewet at hun gennem sine
tidligere kærlighedsforhold har haft angst for at blive efterladt og derfor har hun reageret ved at
være meget omklamrende til partneren:
“I1:… Så tænkte vi på øh dine øh kærlighedsforhold. S: Mmm. I1: Om du kunne beskrive dem…?
S:… Man kan sige i starten… altså de første forhold der var jeg meget omklamrende. I1: Mmm. S:
Altså sådan meget bange for at miste tror jeg ikke og ville gå meget langt.” (Bilag 1, side 8, ll. 227232).
Sofies frygt for at blive efterladt kan ifølge Frankl være tegn på frygten for at miste mening i
tilværelsen, da det at opleve værdien af kærlighed kan være meningsskabende, og i Sofies tilfælde,
var frygten for at miste partneren med til at vække angsten for at miste denne værdi. Derudover
kunne Sofies omklamrende adfærd medføre hyperintention, der ifølge Frankl opstår hvis man føler
pres i forhold til noget eller nogen. I Sofies tilfælde har hun følt et indre psykisk pres i forhold til at
skulle holde på partneren, for ikke at blive efterladt. Sofies frygt for ensomheden vil dog, ifølge
Yalom, tyde på den grundlæggende eksistentielle angst, som han refererer til som urangsten. Denne
form for angst vækker en dyb indre uro i mennesket, hvor forestillingen om ensomhed kan vække
urangsten. Derudover tyder Sofies adfærd i de tidligere forhold på, at hun ikke var et
vækstorienteret individ, der ifølge Yalom har behov for konstant bekræftelse af den anden, og dette
gjorde sig også gældende i Sofies tilfælde i form af omklamrende adfærd overfor partnerne. Sofie
påpeger dog, at hun i dag er blevet meget bedre til ikke at være omklamrende. Dette kan ifølge
Frankl være tegn på, at Sofie lever i en selvtranscendent tilværelse, hvor hun er vokset ud over sig
selv og indset at partneren også skal have plads i forholdet. Sofies udvikling i sine
Side 44 af 59 kærlighedsforhold vil ifølge psykoanalysen være tegn på brug af forsvarsmekanismen sublimering,
hvor jeg’et omdanner sine aggressive eller seksuelle driftsønsker fra id’et til mere socialt acceptabel
adfærd. Sofie beskriver forholdet til vennerne positivt og udtrykker at hun har en del bekendte, men
dog få venner, da det fungerer bedst for hende at have en lille omgangskreds, som hun ved at hun
kan regne med. Selvom vennerne i Sofies omgangskreds er meget forskellige og har forskellige
interesser, føler Sofie stadigvæk at de er meget ens på det mellemmenneskelige niveau:
I1:... så tænkte vi på øh forholdet til dine venner. S: Mmm. I1: Kan du beskrive det? S: Jeg har ikke
mange venner. Altså jeg har bekendte og så har jeg nogle få venner. Men det er tæt og nært... Men
altså grundlæggende vil jeg sige at vi medmenneskeligt er det samme. I3: Ja. S: Altså samme humor
og sådan noget. I1: Hvad med øh kontakten mellem vennerne. Føler du at det er ligesom dig der
kontakter dem mest eller... går det begge veje? S: Det går begge veje. I1: Så der er også en
balancegang i det? S: Ja. Ja. (Bilag 1, side 9, ll. 272-339).
Dette kan tyde på at Sofie lever i en selvtranscendent tilværelse, hvor hun gennem forholdet til
vennerne er vokset ud over sig selv og kan se en større mening i relationen til dem, end blot fælles
værdier. Hendes evne til at leve i en selvtranscendent tilværelse vil, ifølge Frankl, resultere i
fuldbyrdelsen af mening og selvaktualisering. Psykoanalysen ville derimod mene at Sofies forhold
til vennerne kan tyde på en altruistisk afståelse af egne driftsimpulser, for at driftstilfredsstille
vennernes ønsker. Dette resulterer yderligere i, at individet også formår at tilfredsstille sine egne
ønsker indirekte, ved at nære venlig interesse overfor andre mennesker. Yalom ville derimod mene
at Sofies forhold til vennerne viser, at hendes tilværelse er præget af den timelige mening, hvor
individet selv søger oplevelse af livets mål gennem den altruistiske mening, som blandt andet
indebærer at praktisere næstekærlighed og engagere sig i andre mennesker, samt give noget til
andre mennesker. Sofie husker dog tilbage på en manipulerende veninde hun havde da hun var
yngre, som hun i dag har brudt kontakten til, da hun ikke accepterede den dårlige behandling
længere. Ifølge Frankl og Yalom er mennesket selv-determinerende, og det står individet frit, at
handle inden for rammerne af de betingelser, som begrænser det. I eksemplet med Sofies
manipulerende veninde, viser Sofie ansvar for sit eget liv, da hun ikke lader sig underkaste
venindens dårlige behandling og hermed ændrer hun sin indstilling i forhold til deres venskab.
Denne ansvarsvedkendelse er, ifølge Frankl og Yalom, en vigtig del af menneskets væren, hvilket
vil blive eksemplificeret yderligere senere i analysen. Fra et psykoanalytisk perspektiv, kan dette
brud tolkes som, at Sofie går fra at være passiv til aktiv. I den passive til aktive proces, vender
individet en situation fra at være offeret, til at være den autoritære, og i Sofies tilfælde vælger hun
Side 45 af 59 at sætte en stopper for venindens manipulation. Dog kan venindens manipulation også resultere i, at
Sofie oplever vending mod en tredje person som ifølge psykoanalysen resulterer i, at Sofie
projicerer sin dårlige erfaring mod noget andet eller andre. Dette kunne muligvis i hendes tilfælde
være det psykiatriske sundhedssystem, som hun gennem interviewet udtrykker, at hun ikke har stor
tiltro til. Sofie har bevidst valgt at takke nej til et jobtilbud hun fik i maj, grundet at manden skiftede
arbejde og sønnen startede i ny skole, som resulterede i at hendes angst blussede op. Den psykiske
reaktion Sofie gennemlever kan ifølge psykoanalysen skyldes en forsvarsproces, hvor
angsthysterien lader ønskeimpulserne bindes psykisk til erstatningsforestillinger, hvor angsten ikke
fortrænges men derimod forskydes til andre forestillinger. I Sofies tilfælde forskydes angsten for at
starte i arbejde igen over på mandens nye arbejde og sønnens nye skole. Sofie påpeger dog at på
trods af at hun “shoppede” rundt mellem de forskellige jobs, fandt hun især glæde på den sidste
arbejdsplads, hvor hun var pædagog for en sproggruppe. Ifølge Frankl kan der argumenteres for, at
Sofie har oplevet følelsen af mening gennem sit arbejde, da hun som pædagog har været med til at
tjene en sag, og lever dermed i en selvtranscendent tilværelse, hvor hun opnår selvaktualisering
gennem arbejdet.
Individ og personlighed Sofie beskriver hvordan hun kan have tendens til at være meget konfliktsky, hvilket især har gjort
sig gældende i forbindelse med hendes arbejde. Her har hun haft tilbøjelighed til at handle imod
sine egne værdier for derved at følge flokken og agere som andre mennesker ønsker. Ifølge Frankl
kan det have store konsekvenser for det enkelte individ når mennesket mister retning i tilværelsen
og ikke realiserer sit eget unikke kald. På denne måde kan man risikere at mennesket bliver offer
for ensretning i tilværelsen, hvorved viljen til mening vil svækkes. Det faktum at Sofie ikke følger
sine egne unikke værdier på arbejdspladsen, men derimod agerer som andre mennesker gør og
ønsker, kan ses som et udtryk for en konformistisk og totalitaristisk måde at handle på. På denne
måde udebliver det meningsskabende aspekt i Sofies arbejde, da hun ikke realiserer sit eget unikke
kald ved mening gennem arbejde eller skabende virksomhed, men derimod bliver offer for
ensretning på arbejdspladsen. De pædagogiske retningslinjer og principper på arbejdet er i høj grad
rammesættende og styrende for Sofies måde at arbejde på. Hun understreger selv at hun føler hun
skal være loyal over disse, men ikke altid ønsker at være det:
Side 46 af 59 ”S:… Men det er det nogle gange, altså der er jo pædagogiske retninger og principper og så skal du
være loyal mod det. Det jo ikke altid jeg er loyal… Og det svært, synes jeg. Der er jeg ikke god til at
sige… Nej sådan vil jeg ikke arbejde, så kan jeg godt bare bøje af altså” (bilag 1, s. 14, ll. 431-436).
Frankl understreger at det er nødvendigt at gøre individet opmærksom på sin egen ansvarlighed, når
spændingstilstanden i mennesket skal genskabes således at tilværelsen igen kan opleves
meningsfuld. Ifølge Frankl vil dette ansvar i hvert enkelt tilfælde betyde ansvar overfor en mening.
I forbindelse med Sofies arbejde, som kunne være meningsskabende for hende, er hendes adfærd
præget af en form for ansvarsundvigelse. Yalom påpeger at det, at vedkende sig ansvar er essentielt,
men at ansvarsvedkendelsen kan være angstprovokerende hvorved mennesker fralægger sig at tage
ansvar for deres beslutninger. Denne ansvarsvedkendelse gør sig, i dette tilfælde, ikke gældende for
Sofie, da hun ikke udtrykker sin uenighed med arbejdet klart, men derimod laver skjulte
dagsordener når hun ikke ønsker at arbejde på den måde der praktiseres ”S: Nej, jeg synes altså det
bliver jo noget værre rod, når man laver de der, altså skjulte dagsordener og sådan. Det ville være
meget bedre, hvis jeg kunne sige, jeg fuldstændig uenig i det I siger ikke.” (bilag 1, s. 14, ll. 426427). Grundet denne ansvarsundvigelse handler Sofie samtidig ikke i overensstemmelse med sine
egne menneskelige værdier; ærlighed og retfærdighed, idet hun laver skjulte dagsordener på
arbejdet. På denne måde kan der argumenteres for at hendes arbejde ikke bliver meningsskabende
for hende, da hun hermed ikke formår at udleve sine egne unikke værdier ved at udføre arbejdet.
Den manglende ansvarsvedkendelse kommer samtidig til udtryk i forbindelse med at skulle træffe
beslutninger. Udover at Sofie har svært ved at træffe beslutninger, er hun samtidig for hurtig til at
give efter når hun har truffet en beslutning, hvorved hun ikke fastholder sit eget perspektiv. Dette
gør sig eksempelvis gældende overfor hendes mand “S: Men jeg er hurtig til at give mig hvis nu jeg
har besluttet noget og min mand han så siger noget andet. I1: Okay. S: Så er jeg alt for hurtig til at
give op. Altså, og så kan han trumfe ikke.” (bilag 1, s. 31, ll. 961-964). Sofie oplever samtidig et
pres i forhold til at skulle præstere i arbejdslivet, da hun har tendens til at sammenligne sig selv med
andre og da hendes selvtillid er meget lav. Frankl understreger i forbindelse med spændingstilstand,
at mennesket har brug for spænding i et sundt og moderat omfang. Det faktum at Sofies selvtillid er
meget lav kan betyde at kravene i arbejdslivet, og hermed spændingstilstanden, for Sofies
vedkommende bliver for stor. Denne spænding oplever Sofie både som et pres i forhold til andre
mennesker, samt som et indre psykisk pres fra hende selv. For megen spænding vil ifølge Frankl
have store konsekvenser for den enkelte, da for store krav kan føre til nervøse sammenbrud og
forårsage sygdom. De krav som Sofie oplever i arbejdssammenhænge, og den øgede spænding disse
Side 47 af 59 krav skaber, kan på denne måde have været medvirkende til at forårsage at Sofie blev sygemeldt på
arbejdet. Det indre psykiske pres Sofie beskriver i forbindelse med arbejdslivet, kan også forklares
derved, at hun ved konstant sammenligning med egen arbejdsindsats ikke formår at følge sine egne
unikke værdier i forhold til hvordan arbejdet bør udføres, og på denne måde frustrerer det
meningsskabende aspekt i arbejdet. Sofies adfærd kommer flere gange til udtryk som værende
meget omklamrende, hvilket både har gjort sig gældende i tidligere forhold og samtidig kommer til
udtryk i det store behov for anerkendelse og bekræftelse hun søger gennem familien og arbejdet “S:
Så vil jeg gerne have at der er nogen der bemærker det... Og sige se lige hvad jeg har lavet. Ja ja
du er dygtig siger han så (latter).” (bilag 1, s. 11, ll. 346-352). Ifølge Yalom kan mennesker som
har fået dækket de grundlæggende psykiske behov, og som derfor fremstår selvstændige og mindre
krævende, beskrives som værende vækstorienterede individer. Sofies adfærdsmønster står i skarp
kontrast til dette begreb, da hun flere steder fremstår som en person der agerer afhængig af andre
mennesker for at få dækket behovet for bekræftelse. Dette kan skyldes en grundlæggende utryg
opvækst, hvor fraværende og ikke anerkendende forældre, ikke har formået at kunne dække Sofies
grundlæggende psykiske behov. Samtidig kan dette ses som et udtryk for en manglende erkendelse
af den eksistentielle isolation hvor Sofie, for at undgå angsten der opstår ved bevidstheden og
erkendelse omkring at være adskilt fra andre mennesker, agerer afhængigt og uselvstændig. I
forbindelse med at skulle træffe beslutninger fremstår Sofie meget reflekterende. Hun er
opmærksom på at det er hende selv som tager valget, og at hun står til ansvar for hver enkelt
beslutning hun træffer:
“S: Så kan det være det her tog kører galt men det næste tog kører ikke galt… hvordan skal… altså så
kommer der sådan nogle beslutninger ind hele tiden, jamen hvad nu hvis det er jeg cykler den vej i
stedet for den der vej, er det det så bedre, er det mere sikkert eller?” (bilag 1, s. 30, ll. 943-945).
Frankl påpeger at individer som i for høj grad er optaget af deres egen indre verden, glemmer det
ydre engagement, hvorved der opstår en form for hyperrefleksion hos individet. Sofies tendens til at
reflektere i for megen grad i de situationer hvor hun skal træffe beslutninger, kan ses som et udtryk
for en sådan tilstand. Sofie udtrykker ekstremt ubehag ved denne tendens til hyperrefleksion,
hvilket også gør sig gældende når hun har bestilt flybilletter “I2: … hvis du bestiller to måneder før
en billet, er det så noget du går med sådan? S: Ja det er forfærdeligt…” (bilag 1, s. 31, ll. 988990). Frankl understreger at en mulig måde hvorpå hyperrefleksion kan afhjælpes, er ved at forsøge
at rette individets fokus fra den indre verden til det ydre engagement, og på denne måde skabe
Side 48 af 59 derefleksion. Sofie forklarer at hendes familie i høj grad er medvirkende til, at hun formår at
overkomme ubehaget ved at skulle flyve. På denne måde kan der argumenteres for at Sofie, ved at
forsøge at sætte sig udover sig selv og fokusere på sin familie, forsøger at modarbejde tendensen til
hyperrefleksion. I de situationer hvor Sofie formår at møde sin lidelse og forholde sig til denne,
udviser hun samtidig selv-determinerende adfærd. Selvom Sofies frihed således er begrænset, da
hun lever under visse betingelser i form af sin lidelse, som kan være styrende for hvad hun oplever,
har Sofie friheden til at vælge hvordan hun vil handle inden for rammerne af disse betingelser. Som
nævnt tidligere er der flere områder ved Sofies arbejde, der kunne tyde på at hun oplever en
frustreret vilje til mening. Sofie beskriver dog samtidig flere områder i tilværelsen der kan ses som
meningsskabende for hende. Selvom Sofie på nogle områder i livet er styret af sin lidelse, lever hun
til dels en selvtranscendent tilværelse, hvor hun ved at indgå i fællesskab med andre mennesker og
sætte sig udover sig selv opnår mening. Det at hun engagerer sig i andre mennesker og praktiserer
næstekærlighed, kan ses som et udtryk for at hun opnår mening gennem den timelige altruistiske
meningsform hvilken Yalom beskriver. Sofie går blandt andet til folkedans med sin lillesøster,
dyrker gymnastik med sin kusine og spiller badminton med sin familie. Dette kan ses som måder
hvorpå Sofie ved at udføre en handling opnår mening i tilværelsen. Samtidig understreger Sofie at
både samværet med hendes børn og det at være i naturen spiller en stor rolle i hverdagen og er
medvirkende til at gøre hende glad. Dette kan ses som måder hvorpå Sofie ved at opleve en værdi i
form af kærligheden til børnene, samt det at opleve naturen som værdi formår at finde mening i
tilværelsen. Selvom Sofie således udtrykker at hun ikke har nogle særlige mål i fremtiden hun stiler
efter, kan både familien og fritidsaktiviteterne dog ses som et udtryk for dette.
Opsummering Gennem analysen er gruppen kommet frem til, at logoterapiens manglende fokus på individets
fortid, kan begrænse forståelsen af Sofies agorafobi. Her formår man en dybere analyse af Sofies
barndom gennem psykoanalysen, hvor gruppen er kommet frem til, at hun benytter sig af de seks
forsvarsmekanismer: Fornægtelse, sublimering, fortrængning, forskydning, projektion og
introjektion. Derudover er det sandsynligt, at et stærkt overjeg i barndommen, har påvirket hendes
nuværende tilstand. Sofie opnår primært mening i sin tilværelse gennem selvtranscendens, hvor
især omsorg for hendes børn spiller en afgørende rolle. Hun formår dog ikke altid at realisere sin
potentielle mening, hvilket blandt andet kommer til udtryk gennem hendes ansvarsundvigelse på
arbejdspladsen. Sofies vilje til mening er ikke altid til stede i samme omfang, hvilket kommer til
Side 49 af 59 udtryk gennem hendes ansvarsvedkendelse og hendes selv-determinerende adfærd, da hun til tider
lader sig styre af angsten. Sofie viser tegn på hyperintention og hyperreflektion, og på baggrund af
analysen, vil brugen af derefleksion som eventuel behandlingsmetode indenfor logoterapien, være
en mulighed. Dette skyldes at Sofies positive og meningsskabende oplevelser karakteriseres ved et
engagement i verden, hvor hun blandt andet nævner folkedans og at rejse med familien. Der er også
blevet analyseret frem til eksempler, som antyder, at Sofies agorafobi kan være resultatet af et
eksistentielt vakuum og dertil hørende meningsløshed ved tilværelsen.
Diskussion I denne diskussion vil vi komme ind på de teoretikere, der anvendes i projektet og diskutere deres
videnskabsteoretiske ståsted og menneskesyn. Ydermere vil der rejses en kritik mod Frankls
logoterapi i henhold til den manglende fokus på barndommen, og slutteligt om hvorvidt Frankl
determinerer mennesket, trods sin afstandtagen fra den deterministiske opfattelse af mennesket.
Frankl forstår mennesket som søgende efter realiseringen af dets potentielle mening, hvilket skal
opnås i samspil med den mening, individet trækkes mod. Menneskets eksistens er afhængig af
selvtranscendens, hvor evnen til at kunne sætte sig udover sig selv vægtes højt. Hans teori omkring
menneskets vilje til mening, er en universel teori, hvor individets engagement i den ydre verden
anses som en essentiel del af hans forståelse af mennesket, dog anses den for universel da den
gælder alle mennesker. Meningen eksisterer i den verden der omgiver mennesket, hvori individet
har friheden til at agere selv-determinerende ved at stille sig ansvarlig over for sine valg i henhold
til de betingelser man er underlagt. Frankls forståelse af mennesket som værende selvdeterminerende, bliver uddybet yderligere senere i diskussionen. Klientens opgaver og hensigter
skal altså realiseres i fremtiden. Den psykoanalytiske tilgang til analysen, har muliggjort en
fordybelse i forståelsen af Sofies agorafobi, som ikke har været muligt med Frankls eksistentielle
teori, når fokus har været på barndommen. Logoterapien formår ikke at inddrage alle aspekter af
Sofies person, men henviser samtidigt ikke til driftsforsvar som neurosedannende, men derimod
meningsløshed. Logoterapi kan altså ikke bidrage til en forståelse af agorafobi ud fra barndommen,
men Frankls eksistentielle teori bør derimod anvendes med henblik på klientens fremtid. Sofie
beskriver sin barndom i interviewet meget kort, hvilket tyder på at hun har benyttet sig af
fortrængning og fornægtelse, som det er kommet til udtryk gennem analysen, hvilket indikerer at
oplevelser i denne periode kan have påvirket udviklingen af hendes agorafobi. Som konsekvens
Side 50 af 59 heraf kan logoterapien forbigå vigtige elementer i forståelsen af agorafobi. Gennem analysen af
Sofies livsverden fremgår det, at store dele af hendes positive og meningsskabende oplevelser
karakteriseres ved et engagement i den ydre verden. Som kendetegnende ved individer med
agorafobi kan menneskemængder virke angstfremkaldende, samtidigt kan generel færden uden for
hjemmet fremstå ængsteligt. For at Sofie kan opnå mening, bør hun bryde den onde cirkel og ikke
lade angsten holde hende tilbage, da meningen møder eksistensen og da denne mening skal opdages
fremfor opfindes. Frankls opfattelse af menneskets behov for en spændingstilstand, divergerer fra
psykoanalysens opfattelse af individet som søgende efter at få denne reduceret og dermed ophævet.
Sofie behøver kaldet fra en potentiel mening, og et af fokuspunkterne i logoterapiens forståelse af
agorafobi bliver derved at hjælpe klienten med at opdage dets fremtidige mål. Hvor Sofie kan have
en tendens til at anvende psykens forsvarsmekanismer for at dæmpe spændingstilstanden, for
eksempel ved at trække sig tilbage fra arbejdspladsen, bør hun ifølge logoterapien omvende sin
situation på arbejdet, hvorved hun finder det værd at stræbe og kæmpe for.
Sofies angst har vist sig i form af forskellige fobier for blandt andet elevatorer, krig og ozonlaget.
Selvom Sofie udtrykker at angsten har skiftet ansigt mange gange i løbet af hendes liv, og at hun
ikke ved hvorfor agorafobien opstod, kan der argumenteres for, at hun har oplevet angst grundet de
pressende situationer, som kan resultere i flere former for eksistentiel angst. Frankl mener at når
menneskets vilje til mening svækkes, opstår der eksistentiel frustration, som i værste fald kan
udvikle sig til et eksistentielt vakuum, hvor individet plages af en følelse af indre tomhed og
meningsløshed i tilværelsen. Frankls videnskabsteoretiske ståsted placerer sig, som tidligere nævnt,
indenfor humanvidenskaben, da han undersøger mennesket ud fra dets vilje til at opnå mening
gennem menneskets engagement i den ydre verden. Ud fra Frankls eksistentielle teori, forstås
Sofies agorafobi som en reaktion på hendes svækkede vilje til mening. Derimod retter
psykoanalysen fokus tilbage på barndommen, hvor nogle drifter eventuelt blev undertrykt, grundet
det utrygge miljø Sofie voksede op i, som førte til angstens mange ansigter. Selvom Sigmund Freud
og Anna Freud videnskabsteoretisk placeres indenfor humanvidenskaben, er deres forståelse af
menneskets angstvækkende situationer baseret på menneskets undertrykte drifter. Hertil kan der
rejses en kritik mod Frankls logoterapi, da han ikke mener at det eksistentielle vakuum er et resultat
af menneskets undertrykte drifter, men derimod skyldes en følelse af indre tomhed og
meningsløshed. Frankl mener, at mennesket som fornuftsvæsen har mistet overblikket. Gennem
analysen gøres det klart, at selvom Sofie til tider lader sig styre af angsten, formår hun at
overkomme disse angstsituationer for børnenes skyld. Ud fra Sofies angstvækkende situationer kan
Side 51 af 59 der diskuteres om hun formår at agere som fornuftsvæsen, og derved higer efter en form for vilje til
mening gennem børnene og familielivet, uden at være styret af undertrykte drifter. I forlængelse af
denne antagelse kan Frankls logoterapi kritiseres for ikke nærmere at undersøge om der gennem
barndommen muligvis opstod angstprovokerende situationer, hvor Sofie undertrykte sine drifter for
at beskytte sig selv mod det utrygge miljø.
En del af Frankls kritik vedrørende psykoanalysen består i, at Frankl ikke deler dens opfattelse af
mennesket. Frankl mener at psykoanalysen i for høj grad opfatter mennesket som et væsen, der blot
handler og agerer ud fra indre drifter og instinkter hvorved mennesket blot fremstår som en
maskine, der er determineret af disse indre betingelser. Frankl er modstander af en deterministisk
opfattelse af mennesket og han mener at logoterapien kan ses som en mulig måde at rehumanisere
psykologien og psykiatrien på. Dette mener Frankl kan gøre sig gældende, da logoterapien opfatter
mennesket som et meningssøgende væsen, der har frihed til at handle og finde mening i tilværelsen,
og derved ikke blot betragter mennesket som en betinget og årsagsbestemt mekanisme. På denne
måde betragter Frankl mennesket som værende selv-determinerende. Trods Frankls kritik og
afstandtagen fra den deterministiske opfattelse af mennesket er det interessant at Frankl samtidig, i
logoterapien, opstiller viljen til mening som en primær drivkraft der ligger til grund for menneskelig
adfærd. Ved at definere mennesket på denne særlige måde og betragte al menneskelig adfærd som
et forsøg på at opnå mening i tilværelsen, kan der argumenteres for at Frankl selv til en vis grad
determinerer mennesket. Gennem logoterapien udtrykkes samtidig vigtigheden i at individet selv
formår at finde sin egen unikke mening i tilværelsen og følge sit eget unikke kald. Selvom Frankl
mener at mennesket gennem logoterapien kan opnå at finde sin egen unikke mening i tilværelsen,
opstiller han samtidig tre specifikke måder hvorpå denne mening skal findes. På denne måde kan
der argumenteres for at logoterapien herved bliver for bestemmende i forhold til
klientens tankegang og valg, i forhold til hvordan meningen i tilværelsen kan opnås.
Opsummering Frankls eksistentielle teori, er at forstå som en universel teori. Hans videnskabsteoretiske ståsted
placerer sig indenfor humanvidenskaben, da han undersøger mennesket ud fra dets vilje til at opnå
mening gennem menneskets engagement i den ydre verden. Gennem diskussionen er gruppen
kommet frem til, at logoterapien kan forbigå vigtige elementer i forståelsen af agorafobi, som
konsekvens af dens manglende forståelse af barndommen, da fokus er på meningsløshed i nuet og
ikke driftsforsvar som neurosedannende. For at skabe en positiv spændingstilstand i sin væren, kan
Side 52 af 59 en mulighed være, at Sofie omvender sin situation på arbejdet, hvorved hun finder det værd at
stræbe og kæmpe for. Der er blevet diskuteret hvorvidt Sofie agerer som et fornuftsvæsen, samt
hvorvidt Frankl til en vis grad selv determinerer mennesket, ved at opfatte al menneskelig adfærd,
som et forsøg på at opnå mening i tilværelsen.
Side 53 af 59 Konklusion Det har været projektets mål at undersøge hvordan Frankls eksistentielle teori kan bidrage til en
forståelse af agorafobi. Da Frankls logoterapi understreger, at klienten skal fokusere på et mål i
fremtiden, var inddragelsen af psykoanalysen, præsenteret af Sigmund Freud og Anna Freud,
relevant, da denne stilles i modsætning til logoterapien, ved at rette blikket mod klientens fortid.
Brugen af den eksistentielle psykoterapeut, Yalom, har bidraget til en forståelse af den eksistentielle
livsverden. Yderligere har projektet anvendt det fænomenologisk-kvalitative forskningsinterview
som metode, da denne bidrager til forståelsen af menneskets oplevelsesverden, som også har været
tilfældet med interviewpersonen, Sofie, hvor forståelsen af hendes agorafobi er blevet tydeliggjort
gennem hendes livsverden. På baggrund af analysen af interviewet med Sofie, ved brug af
teoretikerne Frankl, Yalom, Sigmund Freud og Anna Freud konkluderes der, at logoterapiens
manglende fokus på individets fortid kan begrænse forståelsen af Sofies agorafobi. I forlængelse af
dette formår logoterapien heller ikke at inddrage alle aspekter af Sofies person. Logoterapien
henviser ikke til driftsforsvar som neurosedannende, men derimod meningsløshed. På denne måde
kan der rejses en kritik af Frankls logoterapi, da han ikke mener at det eksistentielle vakuum er et
resultat af menneskets undertrykte drifter, men derimod skyldes en følelse af indre tomhed og
meningsløshed. Der kan endvidere konkluderes at gruppen gennem psykoanalysen har opnået en
dybere analyse af Sofies barndom og er kommet frem til at hun gør brug af seks
forsvarsmekanismer: Fornægtelse, sublimering, fortrængning, forskydning, projektion og
introjektion. Yderligere konkluderes der at Sofie primært opnår mening i sin tilværelse gennem
selvtranscendens, især gennem kærligheden til sine børn. Selvom Sofie opnår mening i tilværelsen
gennem kærligheden til familien formår hun, blandt andet grundet ansvarsundvigelse på
arbejdspladsen, ikke altid at realisere sin potentielle mening. Samtidig er der flere eksempler i
analysen, som antyder at Sofies agorafobi kan være resultatet af et eksistentielt vakuum og
dertilhørende meningsløshed ved tilværelsen.
Der konkluderes, at Frankls eksistentielle teori bidrager med en forståelse af agorafobi, ved
inddragelsen af hans selvtranscendente og selv-determinerende forståelse af mennesket i forhold til
dets søgen efter mening i tilværelsen. Brugen af derefleksion som eventuel behandlingsmetode
indenfor logoterapien kunne være en mulighed for Sofie, da hun udviser tegn på hyperintention og
hyperreflektion, samtidig med at hendes meningsskabende oplevelser karakteriseres ved et
engagement i verden. Gennem selv-determination formår Sofie, at forholde sig ansvarsfuldt i
Side 54 af 59 forhold til sin tilværelse, hvilket giver muligheden for at sætte sig ud over sig selv og forsøge sin
potentielle mening realiseret, for eksempel gennem en selvtranscendent ageren.
Side 55 af 59 Perspektivering Gennem arbejdet med Frankls logoterapi, er der opstået spørgsmål omkring hvorledes hans
terapiform kan anvendes den dag i dag, og i hvor høj grad Frankls terapeutiske tilgang kan
dokumenteres empirisk. Gruppen har valgt at tage udgangspunkt i to videnskabelige artikler:
“Logotherapy for clinical practice” af Stefan E. Schulenberg med flere fra 2008 og “The Effect of
Logotherapy on the suffering, finding meaning, and spiritual well-being of adolescents with
terminal cancer” af Kyung-Ah Kang med flere fra 2009. I disse artikler præsenteres empiriske
resultater, som kan aktualisere brugen af logoterapien. Derudover illustrerer den ene artikel at
logoterapien ikke kun gør sig gældende i Vesten, men kan også anvendes andre steder i verden.
Artiklen “Logotherapy for clinical practice” formål er både at vise hvilke områder logoterapi kan
anvendes i, samt at brugen af logoterapi med fordel kan implementeres i andre psykologiske
behandlingsformer, som eksempelvis positiv psykologi og kognitiv psykologi. Forfatterne påpeger
at logoterapi har vist sig brugbar i forbindelse med både alkohol problemer, angst, psykoser, samt
håbløshed forbundet med uhelbredelig sygdom (Schulenberg m.fl. 2008:450). Derudover
argumenteres der i artiklen for, at logoterapien bidrager til den positive psykologi, ved at fokusere
på begreber såsom: Mening, tro, håb og humor. Disse begreber er også blevet en del af den positive
psykologi. Forfatterne understreger at Frankl og andre logoterapeuter har udført meget klinisk
arbejde i disse områder, som med fordel kan implementeres i den positive psykologi (Schulenberg
m.fl. 2008:448). Selvom logoterapien primært hører til som retning indenfor den humanistiske
eksistentielle skole, påpeger forfatterne, at den kan anses som værende forgængeren til kognitiv
psykologi. Flere af de teknikker der anvendes i logoterapien, som tager udgangspunkt i at ændre
tanke- og handlemønstre fra ikke meningsgivende til meningsgivende tanker, bliver i dag brugt i
den kognitive terapi (Schulenberg m.fl. 2008:448). I artiklen “The Effect of Logotherapy on the
suffering, finding meaning, and spiritual well-being of adolescents with terminal cancer”
fremlægges videnskabelige resultater, der dokumenterer brugen af logoterapi med unge mennesker i
Korea mellem 11-18 år, som led af uhelbredelig kræft. Formålet med undersøgelsen var at påvise
hvorledes et logoterapeutisk forløb kunne reducere lidelse og forbedre mening i de unge
menneskers tilværelse (Kang m.fl. 2009:138). Deltagerne, der blev inddelt i en kontrolgruppe og en
testgruppe, modtog fem logoterapeutiske sessioner af 20-30 minutters varighed og skulle efter
forløbet udfylde spørgeskemaer, der målte hvor meget fortvivlelse de havde i tilværelsen, samt hvor
meget mening de fandt i livet (Kang m.fl. 2009:139-140). Forfatterne konkluderede på baggrund af
undersøgelsen, at det logoterapeutiske forløb med succes bidrog til at reducere lidelse hos
Side 56 af 59 deltagerne og hjalp dem med at opnå større mening i deres tilværelse (Kang m.fl. 2009:143). De to
anvendte artikler illustrerer at Frankls logoterapeutiske tilgang stadigvæk er aktuel i dag, og kan
benyttes succesfuldt i forskellige terapeutiske behandlingsforløb, som både vedrører somatiske
såvel som psykiske lidelser. Projektgruppen mener, at Frankls logoterapi fortsat bør inddrages i nye
empiriske undersøgelser, således at logoterapiens relevans fortsat kan dokumenteres og valideres.
Side 57 af 59 Litteraturliste
•
Collin, Finn & Køppe, Simo 2010: Humanistisk videnskabsteori, 2. udgave, 6. oplag, DR
Multimedie.
•
Cooper, Mick 2011: Eksistentielle terapier, 1. udgave, 1. oplag, Dansk Psykologisk Forlag
A/S.
•
Frankl, Viktor E. 1980: Det overhørte råb om mening, Nordisk Bogproduktion A.S, Haslev.
•
Frankl, Viktor E. 1970: Psykologiens menneskebillede, Munksgaard, København.
•
Frankl, Viktor E. 2002: Psykologi og eksistens, Nordisk Bogproduktion A.S, Haslev.
•
Frankl, Viktor E. 2014: Psykologi og eksistens, 3. udgave, 10. oplag. Nordisk Forlag A.S.
København.
•
Frankl, Viktor E. 1967: Livet har mening, 2. oplag, Johan Grundt Tanum Forlag.
•
Frankl, Viktor E. 1971: Psykiatri og sjælesorg, Gyldendals Logbøger.
•
Freud, Anna. 1990: Jeg’et og forsvarsmekanismerne, 4. udgave, 1. oplag, Hans Reitzels
Forlag, København.
•
Funch, Bjarne Sode 2003: Nordisk Museologi 2003. Bind 1. Viborg: Tidskriften Nordisk
Museologi.
•
Hauge, Lene og Brørup, Mogens red. 2007: Gyldendals Psykologihåndbog, 3. udgave, 2.
oplag, Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S, København.
•
Karpatschof, Benny og Katzenelson, Boje red. 2011: Klassisk og moderne psykologisk teori,
2. udgave, 2. oplag, Hans Reitzels Forlag, København.
•
Kvale, Steinar & Brinkmann, Svend 2009: InterView. Introduktion til et håndværk, 2.
udgave, 4. oplag, Hans Reitzels Forlag, København.
•
Larsen, Ole Schultz 2012. Psykologiens Veje, 1. udgave, 6. oplag, Aarhus, Systime.
•
Olsen, Ole Adkjær & Køppe, Simo 1982: Freuds Psykoanalyse, 2. udgave, Gyldendal,
København.
•
Olsen, Poul Bitsch 2011: Problemorienteret projektarbejde, 3. udgave, 6. oplag, Roskilde
Universitetsforlag, Frederiksberg C.
•
Rattleff, Anker 1966: Psykoanalyse, Nyt Nordisk Forlag, København.
•
Simonsen, Erik & Møhl, Bo 2010: Grundbog i Psykiatri, 1. udgave, 5.oplag, Hans Reitzels
Forlag.
•
Yalom, Irvin D. 1998. Eksistentiel psykoterapi, Hans Reitzels Forlag, København.
Side 58 af 59 Artikler •
Kang, Kyung-Ah og Im, Jae-Im og Kim, Hee-Su og Kim, Shin-Jeoung og Song, Mi-Kyungs
og Sim, Songyonh 2009: The Effect of Logotherapy on the Suffering, Finding Meaning, and
Spiritual Well-being of Adolescents with Terminal Cancer. J Korean Acad Child Health
Nurs Vol.15, No. 2, 136-144.
•
Schulenberg, Stefan E og Hutzell, Robert R og Nassif, Carrie og Rogina, Julius M. 2008:
Logotherapy for clinical practice. American Psychological Association. Psychotherapy
Theory, Research, Practice, Training Vol. 45, No. 4, 447-463.
Internetkilder •
Internetkilde 1: www.who.int: International Classification of Diseases (ICD), lokaliseret
08.05.2015:
(http://www.who.int/classifications/icd/en/).
•
Internetkilde 2: www.denstoredanske.dk: Sygdomsklassifikation, lokaliseret 08.05.2015:
(http://www.denstoredanske.dk/Krop,_psyke_og_sundhed/Sundhedsvidenskab/Samfundsme
dicin/sygdomsklassifikation).
•
Internetkilde 3: www.denstoredanske.dk: Viktor Emil Frankl, lokaliseret 12.05.2015:
(http://www.denstoredanske.dk/Krop,_psyke_og_sundhed/Psykologi/Psykoanalyse_og_ego
psykologi/Viktor_Emil_Frankl).
Side 59 af 59