EJENDOMME OG SKAT Aktionærlån lovliggøres N Aktionærlån bliver nu lovliggjort. Skattereglerne betyder dog, at aktionærlån fortsat kan koste dyrt i skat. PETER NORDENTOFT advokat, Bech-Bruun [email protected] Folketinget har den 1. december vedtaget en ændring af selskabsloven, som gør det muligt for selskaber at yde lån til eller stille sikkerhed for kapitalejere eller ledelse. De skatteretlige regler om aktionærlån bliver dog ikke ændret. Selskabers udlån til aktionærer vil derfor stadig kunne få negative konsekvenser. Som et af de eneste lande i EU har Danmark siden 1982 haft et forbud mod aktionærlån. Forbuddet indebærer, at et aktieselskab, anpartsselskab, partnerselskab eller iværksætterselskab hverken direkte eller indirekte må stille midler til rådighed, yde lån til eller stille sikkerhed for kapitalejere eller ledelse i selskabet. Forbuddet gælder også i forhold til kapitalejere og ledelse i selskabets moderselskab og i forhold til personer, der er nærtstående til ejere eller ledelsesmedlemmer. Loven indeholder dog enkelte undtagelser, sådan at lån bl.a. er lovlige, hvis de ydes til et moderselskab eller ydes som led i en sædvanlig forretningsmæssig disposition. Nye skatteregler Forbuddet mod aktionærlån har til formål at beskytte selskabernes kreditorer, og at hindre at kapitalejere kan trække midler ud af deres selskaber uden at betale skat heraf. I hvert fald tidligere blev forbuddet mod aktionærlån dog ofte overtrådt, uden at der var nogen effektiv kontrol på området. En undersøgelse foretaget af FSR – danske revisorer i 2011, viste således, at der var over 15.000 ulovlige aktionærlån. Bl.a. som følge heraf, blev der i 2012 indført nye skatteregler, som betyder, at et selskabs udlån til en fysisk person med bestemmende indflydelse over selskabet, skattemæssigt skal behandles som udbytte eller løn. Det samme gælder, hvor et selskab på anden måde stiller midler til rådighed eller stiller sikkerhed for sådanne kapitalejere. Skattereglerne gælder, uanset om lånet mv. er ydet på almindelige markedsvilkår, og uanset om kapitalejeren er i stand til at betale lånet tilbage og også faktisk gør dette. Der gælder dog enkelte undtagelser til reglerne, herunder for lån der ydes som led i en sædvanlig forretningsmæssig disposition. Skattereglerne har medført en uhensigtsmæssig retsstilling, hvor aktionærlån i visse situationer behandles forskelligt civilretligt og skatteretligt. I tilfælde hvor en hovedaktionær har optaget et lån i sit selskab, medfører det nu beskatning af udbytte eller løn. Efter selskabsloven er der imidlertid stadig tale om et lån, som skal tilbagebetales til selskabet med en høj rente, ligesom overtrædelse af forbuddet mod aktionærlån kan medføre bødestraf. Betales lånet tilbage til selskabet, og hæves beløbet derefter som udbytte, indtræder der beskatning af det samme beløb igen, sådan at der reelt sker dobbeltbeskatning. Aktionærlån kan dermed koste dyrt. Lovændringen Med den nye lovændring bliver der nu åbnet mulighed for, at selskaber lovligt kan yde lån til og stille sikkerhed for kapitalejere og ledelse, hvis lånet mv. kan rummes inden for selskabets frie reserver. Lånet eller sikkerhedsstillelsen skal være på sædvanlige markedsvilkår, sådan at vilkårene svarer til, hvad der kunne være opnået i en bank. Lånet mv. må desuden kun ydes efter beslutning eller bemyndigelse fra generalforsamlingen, ligesom det er en betingelse, at selskabet har aflagt sin første årsrapport. Selskaber får dermed mulighed for at yde aktionærlån i samme omfang, som de i dag kan udlodde ekstraordinært udbytte. Lovændringen, der får virkning fra 1. januar 2017, ændrer imidlertid ikke på skattereglerne. Fysiske personer, som alene eller sammen med nærstående personer og selskaber mv. har en bestemmende indflydelse i et selskab, vil dermed fortsat blive beskattet af udbytte eller eventuelt løn, hvis de modtager lån fra selskabet. Kapitalejere, der ønsker at låne penge i et kontrolleret selskab efter de nye regler, skal derfor huske at tænke sig om to gange. Advokat Peter Nordentoft, Bech-Bruun, skriver hver tirsdag i Morgenavisen JyllandsPosten om aktuelle skattespørgsmål af betydning for erhvervsejendomsmarkedet.
© Copyright 2024