3. søndag i advent 2016 Forventningens glæde er den største, siges det. Der er i hvert fald stor glæde i det at forvente sig noget godt. Bare se på børn, der venter på julen. De små især kan næsten ikke være inde i sig selv i december, sådan glæder de sig. Spændte, frydefulde, for når december og advent har været så fulde af gode sager, hvordan skal selve julen så ikke blive? Det er næsten for meget af det gode. Og af og til er det for meget. For vi kender også alle sammen til det, at vi blev skuffede. Alt det, som vi håbede skete ikke. Julen kom nok, men blev ikke helt det, vi havde tænkt os. Det sker for mange familier hvert eneste år. Der er lagt op til hygge og festligt samvær, men det ender i stress og skænderier. Eller juleglæden fordamper i takt med de voksnes indtagelse af stadig større mængder rødvin, glögg og juleøl. Der er nok en grund til at januar er en af de måneder, hvor flest mennesker går fra hinanden. For det blev ikke, som vi håbede og selv havde planlagt. Forventning kan være noget svært noget at håndtere. Det må Johannes Døberen også konstatere, da han sidder i sit mørke fængsel og har alt for god tid til at tænke over sit liv og sine gerninger. Over alt, hvad han håbede og ventede på. En forventning, han havde delt med høj og lav. For gik han den rigtige vej? Havde han ret i det, han prædikede for andre, eller havde han ledt folk i fortabelse? Det er jo en frygtelig tanke at sidde og ruge over, når løbet er ved at være kørt og tiden ved at rinde ud. For Johannes må have vidst, at denne gang slap han ikke fra fængslet igen. Hans liv var ved at være slut. Han sad der, fordi han havde fornærmet kongefamilien, hængt dem ud og kaldt dem syndere – i al offentlighed. Og den slags gjorde man ikke ustraffet på Johannes tid. Så Johannes må have vidst dybt i sit hjerte, at intet længere kunne gøres om. Det var for sent. Johannes har spillet en stor rolle i forhold til at bane vejen for Jesus. Han havde selv peget på ham og sagt: Se, der er Guds lam. Han havde fortalt sine disciple og stort set alle, der gad høre på ham – og sikkert også en del, der ikke gad – at Jesus var manden, den udvalgte. Ham, ved hvem profeternes ord skulle opfyldes. Johannes havde også følt sig udvalgt, sendt i forvejen. Han skulle berede grunden for Guds vækst, for Gudsrigets komme og folkets frelse. Og han mente, at han havde forstået Guds plan, nemlig at Jesus var den, der skulle komme som frelseren. Alt havde sagt ham det. De havde gjort Guds vilje, Johannes og Jesus. Eller havde de? Hvad nu, hvis det var forkert? Johannes er kommet i tvivl. Han er buret inde, holdt borte fra lyset og dagen og menneskers hjælp. Johannes er et eksempel på, hvorfor vi mennesker har brug for hinanden til at pege på Jesus Kristus og sige: Se, hvilket menneske, han er Guds lam, han er Guds søn. På hvorfor forkyndelsen af Jesus Kristus som Guds søn aldrig må forstumme. Har man kun sig selv og mørket, så sniger rædslen og angsten sig hurtigt ind på os, for det er Djævlens legeplads. Den bævende sjæl, som frygter dommen, er let bytte for det onde og kommer alt for hurtigt på afveje. Derfor sender Gud stadig mennesker ud med det glædelige budskab i hele verden, for at holde os i lyset af Guds klare dag. For at vi skal være lys for hinanden i mørke tider. Johannes sender sine disciple hen til Jesus med bøn om bekræftelse. Det er et spørgsmål: Er du ham, som skal komme? Et spørgsmål som kun den udvalgte vil forstå, og Jesus forstår det. Han forstår også, at Johannes er i nød, i dybeste sjælenød, og derfor ved Jesus også at svaret skal hentes der. Og at Johannes selv må finde det i sit hjerte. Havde Jesus sagt til Johannes: ”Ja, det er mig, I skal ikke vente andre”, så havde han ikke hjulpet ham, for da er det bare endnu et udsagn lagt til mange om hvem Jesus er. Men Jesu gerninger taler deres eget sprog. De viser os, at Gud er med Jesus, og derefter må enhver lede i sit eget hjerte efter svaret på, om Jesus er opfyldelsen af Guds løfter. For det er troen, som frelser mennesket, ikke skråsikker viden. Og ja, vi sætter vores liv og salighed på spil ved at tro, men den som tør give sit liv for Jesus, han skal også vinde livet. Vi har hørt det samme, som Johannes hørte om Jesus. At han helbredte døve, blinde og lamme og vækkede døde til live igen. Vi har også hørt og læst profeternes ord. Vi hørte i dag profetien fra Esajas Bog om ødemarken som skal blomstre som en rosengård, om ham, som bringer fred og glæde til Guds folk. Og vi tænker: ”Jesus Kristus”, når vi hører de ord. Han, som kom til os julenat og levede iblandt os som menneske, og dog som sand Gud, på jorden. Vi glæder os over, at den profeti gik i opfyldelse, da tiden var inde, og Gud Fader sendte os frelseren, sin søn. I Jesus blev alle forventninger indfriet. Vi blev ikke skuffede, men kan glæde os. For Gud holder sine løfter. Tvivlen vil altid være der. Den lurer på os i mørket. Jesus vidste, at det er sådan med mennesker. Derfor fordømmer han ikke Johannes for at tvivle, for at stille spørgsmål. Jesus er ikke som de jordiske herskere, der smed Johannes i fængsel og senere tog hans liv for at stille spørgsmålstegn ved deres magt og ære. For Jesus er Guds søn. Han er kongen i livets rige, og hvor han går ind følger barmhjertighed og nåde med ham. Han hersker ikke med skræk og rædsel, men med hele kærlighedens magt. Og i kærligheden er der tilgivelse, også for at tvivle. Gud støder os ikke fra sig, når vi forvilder os bort og kommer angrende tilbage. Nej, Han modtager os med åbne arme, der bliver glæde i himlen over den, som har været borte, men vender hjem til sin himmelske Fader. Forventningens glæde er stor, men i kristen sammenhæng må vi sige, at den er ikke den største. I livet på jorden kan vi måske fornemme en svag glans af den guddommelige herlighed, der stråler i Guds himmel. Vi kan smage på små bidder af den lyksalighed, som vi vil blive helt fyldt af, når vi skal se Gud ansigt til ansigt. Når Gud bliver alt i alle. Indtil da må vi nøjes med at vente og forvente, at længes og håbe og hjælpe hinanden med at holde troen i live med det glædelige budskab, evangeliet om Jesus Kristus. Amen.