4. søndag efter helligtrekonger 2017
Vi mennesker tror, vi kan alt. At der slet ikke er nogen grænser for, hvad vi kan udrette, hvis vi bare
tager os lidt sammen og koncentrerer os. Vi betragter os selv som de klogeste, dygtigste og bedste
skabninger på jorden, ja, nok i hele universet, for hvad kan dog måle sig med os? Og i dag piller
Gud os så ned fra den pedestal, som vi selv har sat os op på. Hvad kan I overhovedet af jer selv,
hvis ikke I får hjælp? Hvad har I skabt eller regnet ud? Har I mon været der fra begyndelsen, og ved
I overhovedet, hvad liv og død vil sige, spørger Gud os i Jobs Bog.
Gud har selvfølgelig ret. I virkeligheden skal der ikke så meget til, før vi bliver slået ud af kurs. Lidt
mørke og kulde, en smule høj bølgegang, et jordskælv eller en lavine, og så er vi sat ud af spillet.
Små og bange gemmer vi os i et hjørne, en mørk krog, hvor Gud eller skæbnen forhåbentlig ikke
kan få fat på os. Som disciplene, der kryber sammen i angst i bunden af båden, mens Jesus sover
fredeligt. Indtil vi, grebet af ren dødsangst, skriger: Herre, frels os! Vi går under! Og lige der indser,
at vi har ikke styr på noget som helst. Vi er helt i den Almægtiges hånd. Prisgivet en magt, som
ingen af os forstår. For hvem af os kan påstå, at vi har nogen indsigt i Guds vilje? Hvem tør hævde
det om sig selv og stadig løfte blikket mod Guds himmel?
Vi behøver ikke se os meget omkring, før vi må indse, at mennesket er et skrøbeligt og udsat væsen.
Det kræver naturligvis, at vi ser os om og ikke vandrer gennem verden, blinde for andres nød og
behov, overbeviste om egen styrke og magt. Der er forskel på mennesker, på deres vilje, deres sind
og evner til at tænke. Det har selvfølgelig med opdragelse at gøre, men også med hvordan vi hver
især er skabt fra Guds hånd. Nogle mennesker har en natur, der forbyder dem at bestemme over
andre eller måske endda bare at bestemmer over sig selv og deres egne liv. De løbes nemt over ende
af dem, der har let ved det at bestemme og regere. Derfor har Gud givet os sine bud og forordninger
i Bibelen. De er til for at vi skal leve sammen i god ro og orden. For at den stærke ikke skal udnytte
den svage, men at der skal være lige regler for alle mennesker.
Det er Gud, som har al magten. Derfor kalder vi Ham jo også den Almægtige, så vi ved det altså
godt. Han kan gøre med os, hvad Han vil. Og det ser ud til at Gud vil lade os leve. Hans første
besked til de nyskabte mennesker var: Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden. Vi har
opfyldt jorden. Til alle sider og til dens ender. Og måske fordi vi er så mange, får vi også den tanke,
at vi er mægtige og har uudtømmelige resurser og kræfter. Intet kunne være mere forkert. Alle
herskere på jorden som har troet, at de kunne udnytte store folkemængder til at beherske verden er
med tiden kommet til kort. For intet menneske ejer Guds magt og er heldigvis heller ikke evige som
Gud. Af og til dukker der nye magthavere op, som tror, at de ved hjælp af frygt og løgn kan
kontrollere menneskemængderne. De har alle taget fejl indtil nu. Det går måske en tid, men så
vender frygt og løgn altid tilbage til sit udspring og slår afsenderen til jorden. Riger og stater, som
er bygget og ledet med mistro og had vil æde sig selv op indefra og kan ikke bestå. For det er sådan
Gud gør med dem, der tjener ondskaben og mørket.
Jesus var et menneske, som havde en større magt end andre mennesker. Den havde han ikke fra sig
selv, men fra Faderen, som havde sendt Jesus til sin menneskehed for at frelse os. Man forstår, at
Jesu samtidige var chokerede og at nogen tog afstand fra ham, når de så, at hans ord kunne få storm
og hav til at lægge sig, eller kunne drive sygdomme som spedalskhed eller vanvid ud af de ramte
stakler, så de pludselig blev hele og raske mennesker igen. Det er ikke almindeligt, og det som ikke
er almindeligt, kunne jo være farligt. Men Jesus lod aldrig som om det var noget, han selv
udvirkede. Han mindede altid om, at han kun handlede på sin himmelske Faders vegne. Jesus var
ikke kommet for at herske, selv om det ville have været let for ham at gribe magten, når mennesker
både ærede ham og frygtede ham for de gerninger, de så ham gøre. Jesus var kommet for at tjene.
Han var kommet for at hele og reparere og kalde til orden. For alle vegne, hvor Guds øje faldt, så
Han mennesker, der misbrugte deres evner og magt. Det var på høje tid at gribe ind, at lære
menneskeheden om at magten kan være ydmyg og udelukkende god. At man kan tjene Gud uden at
skulle forgyldes af den grund. Selv Guds tjenere i templet havde glemt det, at magten ikke var
deres, men Guds. Og det fik store konsekvenser. For dem og for folket. De lyttede ikke. Og når man
ikke vil høre, så må man føle. Jesus forkastede de. Troede ikke deres egne øjne og ører. Derfor blev
deres dyrebare helligdom Templet knust, raseret og skændet af hedninge, romerne.
Men troen på Jesus Kristus lever. Den bor ikke i helligdomme af sten, men i hjerter af kød og blod,
og der, hvor mennesker samles om troen på Guds søn, er der kirke. Bygning af sten eller ej. Vi
mødes for i Jesu navn at takke Gud for, at det er Ham, der har al magten i himmel og på jord. At vi
ganske vist her er undergivet herskere, som kan være kloge eller det modsatte, men at de kun er
midlertidige, og så vil historien fortsætte uden dem og i en anden gænge. Gud er evig, vi stoler på
Ham og lægger vore liv i Hans gode hænder. Vi så Hans magt og kraft i Jesus Kristus, og ja, vi
frygter vel for Ham, der kan udslette os, hvis det er Hans vilje, men ærer Ham også som Faderen,
der vil sine børn det bedste. Vi påkalder Ham i tryghed, før vi lukker vore øjne for natten og takker
Ham for det daglige brød.
Mennesket er Guds skabning. Vi er Guds gave til hinanden, men bør også vide, at vi bare er små og
skrøbelige væsner, der kun har kort tid i denne verden. Vi skal bruge den tid til det gode. Ikke til at
samle på magt eller penge, men til at hjælpe hinanden i stort og småt. Det er Guds vilje, at vi skal
leve sammen i kærlighed. Det fortalte Hans søn Jesus Kristus os, så lad os tage hans ord til os og
leve efter dem. Amen.