Brev Type A

Group Communications
Holmens Kanal 2-12
1092 København K
Telefon 45 14 56 95
Pressemeddelelse
2. februar 2017
Tilfredsstillende resultat i udfordrende marked
Årets resultat i Danske Bank: 19,9 mia. kr. Egenkapitalforrentning på 13,1 pct.
Danske Bank har offentliggjort årsrapport for 2016.
Administrerende direktør Thomas F. Borgen udtaler i forbindelse med regnskabet:
”2016 var endnu et år med betydelig fremgang for Danske Bank. I et udfordrende marked leverede
vi et tilfredsstillende resultat, samtidig med at vi styrkede vores markedsposition. Med et afkast på
egenkapitalen på 13,1 pct. nåede vi vores langsigtede mål.
Resultaterne afspejler styrken i vores brede forretningsmodel og vores indsats for at blive en mere
kundeorienteret, enkel og effektiv bank. Vi fortsatte med at lancere innovative løsninger i et højt
tempo og introducerede en række nye rådgivningsprodukter og brugervenlige løsninger. Vi så en
fortsat forbedring i kundetilfredsheden, ligesom vi tiltrak nye kunder og øgede vores forretningsvolumen, alt imens vi fastholdt en høj kreditkvalitet og reducerede omkostningerne.
Vi er tilfredse med de fremskridt, vi har gjort, og vil fortsat arbejde engageret på at realisere vores
strategi og indfri Danske Banks fulde potentiale samt nå vores mål om at blive anerkendt som den
mest betroede finansielle partner.”
Rapporten er tilgængelig på danskebank.com. Her følger udvalgte hovedpunkter:
2016 i forhold til 2015
• Danske Bank-koncernen opnåede i 2016 et resultat på 19,9 mia. kr. efter skat. Det er en stigning
på 12 pct. i forhold til 2015, hvor resultatet før nedskrivninger på goodwill udgjorde 17,7 mia.
kr. Resultatet var drevet af indtægtsfremgang, blandt andet på grund af øget forretningsvolumen,
Side 2
samt faldende omkostninger og meget lave nedskrivninger. Derudover var resultatet positivt påvirket af en række særlige engangsindtægter.
•
Med en egenkapitalforrentning efter skat på 13,1 pct. mod 11,6 pct. før nedskrivninger på goodwill i 2015 har vi før tid indfriet vores langsigtede ambition om en egenkapitalforrentning på
mindst 12,5 pct.
•
Indtægter i alt steg 5 pct. og udgjorde 48,0 mia. kr. mod 45,6 mia. kr. i 2015 drevet af øgede nettorenteindtægter, handelsindtægter og øvrige indtægter.
•
Nettorenteindtægterne steg 3 pct. til 22,0 mia. kr. En god vækst i forretningsomfanget opvejede presset på marginalerne som følge af de lave renter og en stærk konkurrence på alle
markeder.
•
Aktiviteten inden for konvertering af realkreditlån faldt til et mere normalt niveau sammenlignet med især 1. halvår 2015, og uroen på de finansielle markeder førte til lavere aktivitet
på investeringsområdet. Det betød, at nettogebyrindtægterne faldt 6 pct. til 14,2 mia. kr.
•
Handelsindtægterne steg 26 pct. til 8,6 mia. kr., blandt andet på grund af god kundeaktivitet
særligt i 2. halvår 2016. Posten indeholder desuden indtægter fra salg af VISA Europe og
Danmarks Skibskredit A/S.
•
Øvrige indtægter udgjorde 3,1 mia. kr. og steg 34 pct. – primært på grund af salg af domicilejendomme og positiv kursregulering af aktier i associerede selskaber.
•
Trods øget aktivitet i løbet af året faldt driftsomkostningerne 3 pct. til 22,6 mia. kr. som følge af
vores løbende bestræbelser på at øge effektiviteten, et lavere nettobidrag til Afviklingsformuen
og Garantiformuen samt lavere afskrivninger på immaterielle aktiver. Omkostninger i pct. af
indtægter før nedskrivninger på goodwill blev forbedret fra 50,9 pct. til 47,2 pct.
•
Nedskrivninger på udlån viste en nettotilbageførsel på 3 mio. kr. og lå fortsat på et lavt niveau,
hvilket skyldtes forbedret kreditkvalitet og stabile makroøkonomiske vilkår.
•
Det samlede udlån steg 5 pct. pr. 31. december 2016 i forhold til ultimo 2015. Fremgangen afspejler blandt andet øget kundetilgang og udlånsvækst i Norge og Sverige.
Stigende kundetilfredshed
I løbet af året oplevede vi en generel fremgang på kundetilfredshed på tværs af koncernen. Det bringer os på niveau med vores ambitioner på de fleste områder. Kundetilfredsheden har fortsat høj prioritet.
Side 3
Overvejelser om filialisering i Finland
Som et led i arbejdet med at sikre en enkel og effektiv organisation undersøger vi mulighederne
for at samle vores finske aktiviteter i én filial, hvilket vil skabe en ensartet organisatorisk struktur på
tværs af de nordiske markeder. Ændringen vil i givet fald være af overvejende teknisk karakter og
ikke betyde ændringer for den måde, vi servicerer vores kunder på. Vi har indledt en dialog med
myndighederne og forventer at tage initiativer i løbet af 2017, som kan føre til en filialisering.
Kapital, udbytte og aktietilbagekøb
Danske Bank har en stærk kapitalposition med en egentlig kernekapitalprocent på 16,3 pct. og en
solvensprocent på 21,8 pct. mod henholdsvis 16,1 pct. og 21,0 pct. pr. 31. december 2015.
Bestyrelsen indstiller på baggrund af bankens stærke kapitalposition, at der udbetales et udbytte på
9,0 kr. pr. aktie. Dette svarer til 45 pct. af årets resultat efter skat.
Bestyrelsen har desuden besluttet at igangsætte et aktietilbagekøbsprogram for 10 mia. kr. i 2017.
Formålet med aktietilbagekøbet er at tilpasse aktiekapitalen, så den bedre afspejler Danske Banks
kapitalmålsætning. Tilbagekøbsprogrammet er nærmere beskrevet i selskabsmeddelelse nr. 8 af d.d.
Forventninger for 2017
Årets resultat for 2017 forventes at ligge på 17-19 mia. kr.
Vi fastholder vores langsigtede ambition om en egenkapitalforrentning på mindst 12,5 pct.
Med venlig hilsen
Danske Bank
Kontaktperson: Pressechef Kenni Leth, telefon 45 14 14 00
Årsrapporten præsenteres på pressemøde kl. 09.00 og telekonference for analytikere og investorer kl.
14.30. Pressemøde og telekonference kan følges direkte på danskebank.com. For yderligere information om Danske Banks regnskab henvises til danskebank.com/regnskab.