NO SECOND DATE TIL HASSAN PREISLER Skyldtes det, at jeg ugen forinden havde været ude med svigermors drøm og derfor ikke var helt fair i mine krav til den nye date? Eller ville jeg under alle omstændigheder have kedet mig i løbet af aftenen? Uanset hvad formåede ’En Skilsmisse’ aldrig at feje benene væk under mig på samme måde, som ’Erasmus Montanus’ havde gjort det ugen forinden – ja, den trak faktisk ikke engang stolen pænt ud fra bordet. Af Sara-‐Lisa Schuster-‐Rossel Forestil dig følgende scenarie: Det er datenight, og selvom du er ny i gamet, er du overbevist om, at det nok skal blive en god aften. Forventningerne er høje – ikke mindst fordi du i sidste uge kom hjem fra en yderst vellykket første date med en anden og tænkte, at det da ikke var så slemt. Det skulle prøves igen. I mødes. Settingen er god: Rummet er sparsomt møbleret, lyset tilpas dæmpet og udseendet fejler heller intet – alt virker lovende. Men så begynder personen overfor dig at tale. Og det i et så hæsblæsende tempo, at du efter kort tid indser, at der ikke vil blive nogen date nummer 2. Sådan kan mit møde med Hassan Preislers ’En Skilsmisse’ nogenlunde beskrives. Alt virkede ellers lovende den onsdag aften på Aarhus Teater. Publikum blev budt velkommen af stykkets fem skuespillere med en flerstemmig udgave af Paul Simons ’50 ways to leave your lover’. Således var separationstemaet lagt for forestillingen, men også, skulle det vise sig, for aftenens indre opgør med mig selv. Et opgør, der efterhånden fik den noget uopfindsomme titel ’50 ways to leave a teaterforestilling’, idet min hjerne hurtigt begyndte at lede efter undskyldninger for at gå fra den mislykkede date. Men jeg blev siddende. ’En Skilsmisse’ præsenterede så mange rolleskift, metafortællinger og spring i tid, at selv Nolan-‐brødrenes tunger ville blive udfordret. Hvor både de indlevende skuespillere, effektfulde kulisser og en velført lyssætning formåede at få meget ud af lidt, endte det omvendte med at være tilfældet for stykkets overordnede vision. ”Metalag afdækker forfatterens intelligens”, hævdes det halvvejs i stykket, og spørgsmålet var, om strukturen ikke netop blev for intelligent – også for instruktøren selv. Ville Preisler for meget? Tabte han publikum undervejs? Outplayede han så at sige sin egen fortælling, så han endte med at stå alene tilbage med al genialiteten? På trods af en eksperimenterende og for så vidt nytænkende opsætning rykkede ’En Skilsmisse’ sig ikke videre end det forudsigelige. Selvom papiret var autobiografisk, og der derfor stod både Hassan, May og Sonja på indpakningen, så viste gaven sig at være ganske almen: Ja, mor og far er ikke længere så forelskede, som dengang de mødte hinanden. Ja, retssager og skilsmissepapirer får det grimme frem i folk. Ja, mor og far havde hed sex og simultane orgasmer, da de var unge og nyforelskede. Ja, mor og far troede, at et barn var løsningen på problemerne. Ja, manden finder en ung elskerinde. Ja, elskerinden vil også elskes. Og ja, barnets verden ramler sammen, når det én gang for alle får at vide, at mor og far ikke finder sammen igen. Men hvor er det nye og overraskende? Havde man ikke (som en anden HP fra Ukendt Kunstner ville have sagt) hørt alle linjerne før? På den måde blev stykket aldrig for alvor til mere end nogle personificerede klichéer med instruktørens eget navn på, og da forestillingen sluttede, sad man derfor tilbage med følelsen af netop at have afsluttet en dårlig date. Den dér følelse af at have brugt to timer på en person, som man ikke kommer til at møde igen, og hvis livshistorie derfor pludselig virker frygteligt uvedkommende. Hvad kan det skade, tænker du, at have fået et indblik i en anden persons fortid og tanker? At være blevet klogere på et andet menneskes livshistorie? Ikke noget umiddelbart. Men skal jeg være ærlig, så ville jeg hellere have været på date den aften med en overfladisk og fiktiv Hollywood karakter end Hassan Preisler. She just left.