1. No category

Bitea.dk
Teknologi i eget hjem
En kvalitativ analyse af brugernes erfaring
med anvendelse af træningsteknologier
udarbejdet for Ældre Sagen af Bitea.dk
Henriette Mabeck
Januar 2014
Indhold
1. Resume .................................................................................................................... 2
2. Indledning ................................................................................................................ 6
Læsevejledning .......................................................................................................... 10
3. Dataindsamling og beskrivelse af deltagere ...................................................... 11
Dataindsamling .......................................................................................................... 11
Beskrivelse af teknologier i de fire kommuner............................................................ 13
Karakteristik af borgerne i undersøgelsen.................................................................. 13
4. Forudsætninger for implementering, udvikling og afprøvning ......................... 15
Både borgere og medarbejdere skal deltage i udvikling af systemet ......................... 15
Velfærdsteknologi skal være et frivilligt valg .............................................................. 17
Velfærdsteknologien er et supplement ....................................................................... 19
Opsætning, organisering og tilrettelæggelse af support ............................................. 20
Teknologi og indretning af borgernes hjem ................................................................ 21
5. Positive erfaringer ved anvendelse ..................................................................... 23
Gevinster som borgere lægger vægt på..................................................................... 25
Gevinster set fra personalets vinkel ........................................................................... 28
6. Negative erfaringer ved anvendelse .................................................................... 34
De væsentligste problemer borgere har oplevet ........................................................ 38
De væsentligste problemer personale og ledelse har oplevet.................................... 42
7. Forventninger til anvendelse i fremtiden ............................................................ 48
8. Konklusion ............................................................................................................ 53
9. Litteratur ................................................................................................................ 55
10. Bilag 1: Interviewguide ......................................................................................... 56
11. Bilag 2: Samlet liste med anbefalinger................................................................ 58
1
1. Resume
Undersøgelsen viser, at borgerne er glade for træningsteknologier, som de oplever er
meget mere motiverende end tidligere papirprogrammer. Medarbejdere og ledelse
fortæller, de synes, det er spændende at deltage i et udviklingsforløb, der både ændrer
service til borgene og faglige kompetencer. Det, som alle interviewpersoner påpeger,
er, at træningsteknologier kun må være et supplement til den træning, der foregår på
træningscenteret, da teknologierne har sine begrænsninger og ikke indeholder den
sociale dimension af træningen. Fælles for både ledelse, personale og borgere er, at de
oplever mange tekniske problemer, som tager opmærksomhed og tid fra terapeutens
kerneopgave – træning.
………
Undersøgelsen er en kvalitativ interviewundersøgelse af brugerperspektiverne ved
anvendelse af træningsteknologier i borgernes hjem. Undersøgelen er gennemført i
perioden oktober-december 2013. Der indgår fire kommuner og tre typer træningsteknologi i undersøgelsen. I hver kommune er gennemført et fokusgruppeinterview med
medarbejderne og 2-5 borgerinterview i borgerens hjem. I en kommune var der særskilt
interview med ledelse og projektleder. Der er i alt gennemført 19 kvalitative interview,
13 borgerinterview og 6 medarbejder/lederinterview. Undersøgelsen er finansieret af
Ældre Sagen.
Træningsteknologi er udvalgt som eksempel på en velfærdsteknologi, der ligger i mellemzonen mellem behandlingsorienterede telemedicinske systemer og mere serviceorienterede systemer som robotstøvsugeren. Træningsteknologi er en teknologi, som
kommunerne selv visiterer til, og det er en systemtype, der er i drift flere steder. Undersøgelsen beskriver udelukkende brugernes vurderinger. Der indgår ikke tekniske eller
økonomiske vurderinger i undersøgelsen.
Samtlige interview viser, at der er potentialer og interesse for anvendelse af træningsteknologier hos både borgere og personale. Samtidig viser undersøgelsen, at samtlige
brugere oplever en række problemer, der skyldes tekniske forhold. Undersøgelsen viser
også, at både medarbejdere og borgere generelt er meget positive overfor at indgå i
udviklingsarbejde.
Brugeroplevelserne kort fortalt
Borgerne er især glade for at kunne træne dagligt, samt den frihed og uafhængighed de
oplever ved hjemmetræning, men de lægger vægt på, at træningsteknologierne har sine
begrænsninger i forhold til øvelsestyper, samt at der ved hjemmetræning ikke er den
samme sociale kontakt med terapeuter og andre træningsdeltagere.
2
Alle medarbejderne lægger vægt på, at de oplever, at systemerne ikke er teknisk
færdige. Medarbejderne fortæller, at det er dem, som i første omgang skal løse de
tekniske problemer hos borgerne, og teknisk problemløsning tager tid fra deres
kerneydelse – træning. Overordnet oplever de, at der er en række af de funktioner, de
har i andre systemer, der ikke er indeholdt i systemerne. Både i forhold til virtuel træning
og online videotræning fortæller terapeuterne, at de bruger lang tid på administrative
opgaver i forbindelse med at oprette borgeren i systemet og tildele borgeren et
individuelt træningsprogram.
I forhold til vurdering af online træning er medarbejderne delt. I en kommune vurderer
medarbejderne, at der ikke er den store gevinst, fordi de skal deltage i træningen på et
bestemt tidspunkt. I en anden kommune er vurderingen, at der på sigt kan være en
gevinst at hente, når systemet kan fungere stabilt gennem en hel træningssession.
Medarbejderne er generelt positive overfor at inddrage teknologier i deres arbejde, men
de vurderer, at en række af de ’besværligheder’, de oplever i anvendelsen (eksempelvis
rækkefølge af øvelser, oprettelse af borgere etc.), kunne have været undgået, hvis der
havde været terapeuter inddraget tidligere i udviklingsprocessen. En fortæller at have
været med til en række indledende møder, men generelt er der mange ’småting’ i terapeuternes arbejde og arbejdsgange, der ikke er indeholdt i systemerne, som gør, at
medarbejderne oplever, at systemerne er administrativt besværlige at anvende.
Lederne og flere af medarbejderne lægger vægt på, at det har været en større opgave
at implementere træningsteknologi end ventet. Der er en lang række organisatoriske
forhold omkring medarbejdernes motivation og parathed, der skal arbejdes med. De
lægger vægt på, at der er mange omkostninger forbundet med at være ’first movers’,
men at det er kommet lidt bag på dem, at systemerne på nogle områder har været
forholdsvis umodne, da de modtog dem.
Anbefalingerne
Undersøgelsen fremkommer med 24 anbefalinger til forbedring af såvel udvikling,
implementering, organisatorisk forberedelse og anvendelse af velfærdsteknologier. De
fleste af anbefalingerne er generelle, men nogle få er rettet specifikt mod træningsteknologier. Overskrifterne på de 24 anbefalinger kan læses i listen over anbefalinger på
næste side. I bilag 2 findes alle anbefalingerne i kronologisk rækkefølge.
Overordnet i relation til udvikling, anskaffelse og implementering af velfærdsteknologiske løsninger peger undersøgelsen på fem væsentlige forbedringsområder set med
brugernes øjne:
1. Medarbejdernes faglige viden bør inddrages i starten af udviklingsprocessen, så
medarbejdernes viden og erfaring indgår i udvikling og design af velfærdsteknologi. Dermed kan deres viden medvirke til at sikre, at velfærdsteknologier kan
indgå naturligt i arbejdsgangene.
3
2. Systemerne bør testes hos velfungerende (måske raske) borgere og af fagpersoner, der i testøjemed fungerer som brugere, således at systemerne er testet
for ’børnesygdomme’, før de præsenteres for syge og svage borgere.
3. Kommuner og andre, der køber velfærdsteknologiske løsninger, bør stille større
krav om og tillade gennemførelse af uafhængige evalueringer og forskning i forbindelse med etablering af velfærdsteknologiske løsninger.
4. Kommunerne skal huske at medtænke den sociale dimension af serviceydelserne, således at kommunerne ikke erstatter service med velfærdsteknologi
uden, at de etablerer tilbud, der dækker de menneskelige og sociale aspekter,
der er en usynlig del af de nuværende tilbud.
5. Kommunerne bør opstille retningslinjer for anvendelse af velfærdsteknologiske
tilbud, der sikrer en lige adgang til anvendelse, så alle borgere har ret til at vælge
de mest effektive teknologier.
Nummereringen af anbefalingerne på næste side referer til den kronologiske rækkefølge, anbefalingerne har relateret til datamaterialet og analysen i rapporten. Rækkefølgen er således ikke udtryk for en prioritering.
4
Anbefalinger i relation til implementering, udvikling og anvendelse af
velfærdsteknologier
1.
Der skal være krav om, at systemerne er afprøvet på velfungerende evt. raske personer, før de
testes på syge og svage borgere
2.
Medarbejdernes faglige viden bør inddrages meget tidligt i udviklingen af velfærdsteknologiske
løsninger
3.
Udvælgelse af borgere til velfærdsteknologiske tilbud skal ske på et fagligt grundlag
4.
Velfærdsteknologiske tilbud skal præsenteres og prøves af borgerne, før de skal tage stilling til, om
de ønsker at benytte det
5.
Velfærdsteknologier skal bruges til at supplere og udvide eksisterende tilbud
6.
Personale, der installerer velfærdsteknologi i borgenes hjem, skal kende teknologien
7.
Borgerne bør have mulighed for direkte henvendelse ved problemer
8.
Det skal være borgernes eget valg, om de vil have teknologien
9.
Kommunerne bør tilbyde velfærdsteknologiske løsninger til borgere, der ønsker det
10.
Velfærdsteknologier bør være nemme at betjene
11.
Trænings og læringsteknologier skal virke motiverende
12.
Velfærdsteknologier skal bruges, hvor det fagligt giver mening
13.
Kommunerne skal sikre uddannelse af personalet, der skal bruge velfærdsteknologier
14.
Kommunerne skal sikre, at der er gode mobilmodtagere i løsningerne og fortsat udvikling af
bredbånd og mobilnet
15.
Personalet skal aktivt og uopfordret følge op på velfærdsteknologi i borgernes hjem
16.
Teknikken skal testes bedre, før velfærdsteknologiske løsninger sendes ud til brugerne
17.
Leverandørerne skal fortsat udvikle øvelser mm. i samspil med fagpersonale
18.
Kommunerne skal etablere sociale tilbud i forbindelse med velfærdsteknologier
19.
Kommunerne bør arbejde strategisk med forandringsledelse
20.
Velfærdsteknologiske systemer må ikke øge tidsforbrug på administrative opgaver
21.
Brugergrænseflade og design bør udvikles med slutbrugerne
22.
Kommunerne og leverandøren må aftale tidsplaner for de ændringer, brugerne foreslår
23.
Kommunerne skal efterspørge og tillade flere uafhængige evalueringer og forskning på området
24.
Kommunerne skal fastlægge regler for anvendelse i samspil med brugerne
5
2. Indledning
Udbredelsen af velfærdsteknologi i de danske kommuner er stigende. I disse år indfører
kommunerne nye teknologier som ’standard’ enten i samspil med eksisterende tilbud
eller som erstatning for de tidligere standard tilbud.
Der er generelt store forventninger til gevinster ved velfærdsteknologier både set fra
kommunens og borgerens perspektiv. Selvom der er gennemført mange pilotprojekter,
er der stadig relativt få evalueringer, der beskriver brugernes konkrete erfaringer og oplevelser. Ældre Sagen har udarbejdet forskellige analyser og evalueringer. Disse viser,
at ældre mennesker generelt er positive overfor nye tiltag, samt at de ældre lægger
vægt på, at velfærdsteknologiske løsninger skal støtte ’det gode liv’ (Müller, 2012). En
anden undersøgelse konkluderer, at de ældre har forskellige kompetencer og forudsætninger for at benytte teknologiske services. En forskel der betyder, at ældre har forskellige behov for støtte og vejledning i forbindelse med introduktion og anvendelse af teknologier (Forsberg, 2013).
Denne undersøgelse er initieret og finansieret af Ældre Sagen. Undersøgelsen belyser,
hvilke konkrete erfaringer borgere og medarbejdere har med anvendelse af virtuelle og
videobaserede træningsforløb. Undersøgelsen belyser både borgernes og medarbejdernes gode og dårlige oplevelser, samt deres vurderinger af potentialer for anvendelse
af virtuelle og videobaserede træningsforløb i fremtiden.
Undersøgelsen er designet som en kvalitativ undersøgelse, der gennem fokusgruppeinterview med personale og hjemmeinterview med borgerne undersøger, hvordan teknologierne tilbydes og tilpasses forskellige borgere med forskellige ressourcer og kompetencer, og hvordan teknologien indpasses i borgerens hjem.
Undersøgelsen tager udgangspunkt i træningsteknologier, men hovedparten af de anbefalinger og erfaringer, undersøgelsen fremkommer med, kan overføres til andre velfærdsteknologiske løsninger.
Undersøgelsen svarer på:
-
Hvilke forudsætninger, mener borgerne og personalet, er nødvendige for, at anvendelse af velfærdsteknologi opleves som en gevinst for borgerne?
-
Hvilke erfaringer har ældre borgere og personalet med at anvende velfærdsteknologi?
-
Er velfærdsteknologi et supplement eller en udvidelse af eksisterende tilbud, eller
medfører velfærdsteknologier, at eksisterende tilbud reduceres? Og kan borgerne selv vælge teknologiske tilbud til eller fra?
6
-
Hvilke krav og anbefalinger bør medtænkes ved anvendelse af velfærdsteknologier i fremtiden?
Undersøgelsen indeholder ikke en vurdering af de økonomiske eller tekniske parametre.
Træningsteknologier som fokusområde
Undersøgelsen tager udgangspunkt i træningsteknologier og omfatter både virtuelle og
online video træningstilbud samt et hjernetræningsprogram. Træningsteknologierne er
udvalgt, da disse teknologier er i drift i flere kommuner, og det er en velfærdsteknologisk løsning, kommunerne selv visiterer til.
Ældre Sagen og Teknologisk Institut har i en anden undersøgelse undersøgt ældre borgeres erfaringer med anvendelse af fem forskellige velfærdsteknologiske løsninger.
Vurderingerne af træningsteknologierne giver ikke et entydigt positivt eller negativt billede (Müller, 2012).
Træningsteknologier kan anses som en ’mellemteknologi’, der ligger mellem de mere
medicinske og behandlingsorienterede telemedicinske løsninger som eksempelvis Patient Kufferten1 og de mere serviceorienterede løsninger som eksempelvis robotstøvsugeren. De telemedicinske løsninger vurderes generelt positivt, mens robotstøvsugeren
har fået en meget negativ modtagelse. I forhold til træningsteknologier viser en tidligere
undersøgelse, at 64 % af respondenterne er positive, og kun 13 % er negative (Ældre
Sagen, 2012).
Denne undersøgelse fokuserer derfor på at skabe mere viden omkring brugernes erfaringer og vurderinger af træningsteknologi, som et eksempel på en velfærdsteknologi
der rykker ind i hjemmet.
Der findes forskellige former for træningsteknologier, hvor nogle er synkrone - eksempelvis online træning - mens andre er asynkrone - eksempelvis virtuel genoptræning og
hjernetræning. Tre forskellige teknologiers karakteristika fremgår af faktaboks 1.
1
Patient Kufferten består af en patientdel og en lægedel. Patientdelen er en specialudviklet, transportabel
telemedicinsk enhed med skærm med måleudstyr. Lægedelen er en specialudviklet telemedicinsk
arbejdsstation, som gør det muligt for lægen/sygeplejersken at gennemføre en videokonsultation med
patienten og hente patientdata fra patientdelen af systemet.
7
Faktaboks 1: typer af træningsteknologier i undersøgelsen
Tre forskellige typer af træningsteknologier
Virtuel træning
Virtuel træning er asynkron træning, som foregår via en skærm i hjemmet. Borgerne har fået en touch
skærm og et Kinect kamera. Kameraet fotograferer borgerens bevægelser og sammenholder bevægelser med indlagt standard for udførelse af øvelsen. Dette visualiseres for borgeren i form af en figur, hvor
de store knogler fremstår som lysende dele på skærmen.
Terapeuten har lagt et individuelt træningsprogram ind på borgerens profil. Når borgeren vil træne, tænder han/hun skærmen og kan gå i gang med træningen. Borgeren kan se en terapeut, der udfører øvelserne i den ene side af skærmen. I den anden side af skærmen kan borgeren se sig selv udføre øvelsen. Teknologien viser og fortæller via lyd, hvad borgeren skal gøre. Under træningen kan borgeren
både se og høre, hvor mange øvelser der er udført korrekt, da systemet tæller øvelserne. Når øvelsen er
gennemført korrekt, vises et tal på skærmen, og der udsendes et lydsignal.
Efter træningen får borgeren respons på sin træning i form af procentangivelse af korrekt udførte øvelser, og en smiley der kan være glad eller sur. Terapeuten får en mail, hvor han/hun kan se, hvor mange
korrekte øvelser, borgeren har gennemført. Terapeuten kan lægge flere eller færre øvelser ind i systemet. Systemet er en samlet pakke, der leveres med sim-kort, skærm og Kinect kamera.
Online video træning
Online video træning er synkron træning, hvor borgerne træner i hjemmet online, dvs. terapeuten viser
øvelserne, og via et kamera kan terapeuten se, hvordan borgeren udfører øvelserne. Borgeren og terapeuten kan tale sammen under øvelserne, og borgeren kan få vejledning, hvis der er øvelser, han/hun
har svært ved. Det kræver, at borgeren og terapeuten har fastlagt træningstidspunkter. Det gives derfor
kun 2-3 gange ugentligt.
Terapeuten kan træne flere borgere samtidig. Terapeuten kan tale til alle eller til den enkelte. Løsningen
leveres som en samlet pakke med skærm og router.
Hjernetræning
Hjernetræning er en asynkron træning, der henvender sig til borgere, der har behov for øvelser, der træner og stimulerer kognitive funktioner, fx genkendelse af ord, hukommelse etc. Øvelserne er webbaserede og sendes til borgeren via et link. Programmet kan afvikles på borgerens egen pc. Nogle øvelser
kan afvikles på Ipad men ikke alle. Både terapeuten og borgeren får respons på, hvor mange øvelser
borgeren har udført korrekt.
8
Hvem bestemmer, hvem der skal have velfærdsteknologiske tilbud? Og er det et
tilbud?
Et af aspekterne, der opstår i forbindelse med anvendelse af velfærdsteknologiske
tilbud, er, hvem der beslutter, om borgerne skal have teknologien. Er det en faglig
bedømmelse, eller er det et administrativt fastsat kvalitets- og serviceniveau, der afgør,
om borgeren tilbydes teknologien. Kan borgeren frit vælge eller fravælge det teknologiske tilbud?
KORA konkluderer i en kvalitativ undersøgelse af telemedicin til KOL 2 patienter, at det
stadig er åbent, hvem der skal være målgruppen for KOL-kufferten3, ligesom der ikke er
klarhed over, hvordan man finder de bedst egnede patienter. Undersøgelsen viser desuden, at nogle patienter kan opleve et psykisk pres for at bruge teknologien (Ballegaard,
2012).
Der er derfor interessant at undersøge, om borgerne oplever, at kommunerne presser
de ældre til velfærdsteknologiske løsninger, eller om borgerne efterspørger teknologiske
tilbud, som kommunen ikke kan opfylde.
Hvad betyder det for hjemmet, at der kommer nye teknologier ind?
Ud over fokus på hvem der kan bruge teknologien, er det interessant at undersøge,
hvad det betyder for ældre borgere at få teknologier ind i hjemmet. Hjemmet er privat i
modsætning til institutioner. Hjemmet bærer præg af personlige historier. Hos ældre er
hjemmet oftest fyldt med ting, som fortæller en historie, og ting der har en relationel
betydning (Bille & Sørensen, 2012). Teknologier bryder således ind i hjemmets atmosfære og indretning. Vi vil derfor i denne undersøgelse spørge ind til, hvordan borgerne
oplever denne indgriben i deres hjem, samt hvilke erfaringer medarbejderne har i forbindelse med at introducere teknologier til ældre borgere.
Et større engelsk forskningsprojekt viser, at en af de ting, som telemedicinske patienter
lægger meget vægt på. er, at teknologien gør, at deres handikap/sygdom bliver meget
synlig både for dem selv og for gæster hjemmet (Sanders, 2012).
Undersøgelsen omfatter derfor også, hvordan borgerne oplever at få teknologier ind i
hjemmet.
2
3
KOL er en forkortelse for Kronisk Obstruktiv Lungelidelse tidligere kaldet rygerlunger.
KOL-kufferten er det samme som Patient Kufferten, den er bare rettet til KOL-patienter.
9
Læsevejledning
Rapporten indeholder 7 afsnit og en konklusion. Efter et kort resumé kommer indledningen (afsnit 2) og dataindsamlingen (afsnit 3), derefter kommer de fire analyseafsnit. I
slutningen af hvert analyseafsnit fremkommer en række anbefalinger, der relaterer sig til
datamaterialet.
Anbefalingerne beskrives i sammenhæng med analysedelen. Anbefalingerne er nummereret kronologisk, efter første gang de forekommer. Nummereringen af anbefalingerne er således ikke et udtryk for en prioritering af disse. Et samlet overblik over
anbefalinger findes i bilag 2.
Afsnit 4 indeholder beskrivelse af forudsætninger for implementering, udvikling og
anvendelse.
Afsnit 5 beskriver de positive erfaringer set fra borgernes og medarbejdernes
synsvinkel.
Afsnit 6 beskriver de problemer og negative erfaringer, borgerne og medarbejderne har
haft i forbindelse med anvendelse af træningsteknologier.
Afsnit 7 beskriver forventningerne til anvendelse af velfærdsteknologier i fremtiden.
Rapporten afsluttes med en konklusion og en litteraturliste. Herefter findes den benyttede spørgeguide i bilag 1 og en samlet oversigt over anbefalinger fra undersøgelsen i
bilag 2.
10
3. Dataindsamling og beskrivelse af deltagere
Dette afsnit beskriver fremgangsmåde og karakteristika ved de deltagende kommuner
og borgere.
Dataindsamling
Der indgår fire kommuner i undersøgelsen: Aabenraa, Gladsaxe, Greve og Odense. De
fire kommuner er udvalgt således, at der er taget hensyn til at sikre en vis geografisk
spredning samt forskel i størrelse.
Undersøgelsen er en kvalitativ analyse af brugerperspektiverne ved anvendelse af
træningsteknologier.
Alle medarbejderinterview er indledt med et åbent spørgsmål:
- Prøv at fortælle hvordan I startede med at bruge træningsteknologi? Hvem
startede det? Og hvordan kom I i gang?
Alle borgerinterview er indledt med et åbent spørgsmål:
- Prøv at fortælle hvordan du kom i gang med træningen? Hvordan fik du
præsenteret træningsskærmen?
Herefter blev de forskellige interviewtemaer flettet ind i samtalen med informanterne,
således at de udvalgte emner blev belyst som en naturlig del af samtalen.
Bilag 1 indeholder de temaer, der har været brugt i interview med personale, ledelse og
borgere. Interviewene har været gennemført som åbne semistrukturerede interview
(Kvale, 1994; Rieper, 1993). Informanternes svar på de indledende åbne spørgsmål har
således guidet de enkelte interview i forskellig retning, og rækkefølgen af temaerne er
fremkommet på det tidspunkt, hvor det var naturligt for intervieweren at spørge og for
informanten at fortælle om emnet. Eksempelvis viser informantens svar på det åbne
spørgsmål, hvad han/hun vægter højest. Den åbne eksplorative tilgang betyder, at de
første interview har givet anledning til refleksioner, hypoteser og spørgsmål, der er
blevet uddybet i de efterfølgende interview. Interviewgennemførelsen har således haft
en grounded theory approach (Guvå, 2005).
Interviewene er optaget som lydfil. Efterfølgende er alle interview transskriberede og
bearbejdet analytisk. En borger frabad sig, at interviewet blev optaget, hvilket blev
respekteret, og der blev skrevet referat umiddelbart efter. I et medarbejderinterview
svigtede teknologien, her blev referat ligeledes skrevet umiddelbart efter, interviewet var
afholdt. Der er således to interview resuméer, der er skrevet på baggrund af hukommelsen. De øvrige interview er transskriberet i forbindelse med efterfølgende aflytning
af optagelsen. Interviewene har varet 1-2 timer.
11
Medarbejderinterview
Til belysning af medarbejdernes og kommunens synsvinkel er der foretaget fokusgruppeinterview med træningspersonale og projektledere samt med en afdelingschef og en
områdeleder.
Formålet med personaleinterview er i et læringsperspektiv at identificere de positive
erfaringer og erfaringer fra ’mistakes’, som personale og ledelse har oplevet i forbindelse med implementering og anvendelse af træningsteknologier, samt hvordan kommunen har identificeret og differentieret borgernes it -kompetencer og ressourcer.
Fokusgruppeinterview med personale har gjort det muligt at få en dialog om forskellige
nuancer og erfaringer med forskellige teknologier (Rieper, 1993). Af hensyn til etik og
anonymitet fremgår det ikke, hvilke medarbejdere eller kommuner der er fremkommet
med de enkelte udtalelser.
Borgerinterview og hjemmebesøg
Til belysning af borgernes perspektiver er der foretaget interview i borgernes hjem. Der
er foretaget 11 enkeltinterview og et dobbeltinterview med et ægtepar, som begge havde anvendt træningsteknologi.
Kommunerne har stået for udvælgelse af borgere. Som oplæg blev kommunen bedt om
at udvælge borgere, der anvender eller har anvendt træningsteknologi. Kommunerne
blev bedt om også at vælge borgere, der havde sagt nej, eller borgere der havde
opgivet teknologien. Kun en borger havde opgivet teknologien, resten var glade for
teknologien.
Datamaterialet må således ses som en ’positiv case’, der belyser positive borgeres
oplevelser (Maaløe, 2002). Det betyder, at der er en indbygget bias i form af en formodet mere positiv indstilling blandt borgerne. Det betyder også, at de ting, disse borgere
oplever som problematiske, sandsynligvis vil opleves som en stor barriere og et stort
problem for de mindre positivt indstillede borgere.
Formålet med at foretage interview i borgernes hjem er at skabe en dialog omkring det
praktiske og æstetiske, der ligger i at få teknologier ind i hjemmet. Borgerinterviewene
kortlægger borgernes erfaringer med anvendelse af træningsteknologien samt indsamler viden om, hvad borgerne mener, kommunen skal gøre for at sikre, at borgerne er
trygge ved teknologien og kan anvende teknologien problemfrit, både når teknologien
virker, og når der er problemer.
Ligesom i personaleinterviewene fremstår borgerne som anonyme i analysen.
12
Beskrivelse af teknologier i de fire kommuner
De fire kommuner der indgår er: Odense, Aabenraa, Greve og Gladsaxe. To kommuner
benytter virtuel træning, og en kommune har begge typer af teknologier. Den sidste
kommune har benyttet online træning i forbindelse med et projekt, men de har ikke
fortsat med anvendelsen efter projektperioden. I alle kommuner har træningsteknologien været gratis for borgerne. Kommunen har leveret og installeret udstyret. I virtuel
træningsteknologien leveres systemet med sim-kort, i de kommuner med online videotræning har kommunen etableret internetadgang. Det har ikke været muligt for borgeren
at benytte eksisterende forbindelse ved online videotræning.
I tre kommuner har det været ildsjæle fra gulvet, der har taget initiativ og har grebet
muligheden for at afprøve træningsteknologier. I disse kommuner har det været terapeutisk personale, der har udvalgt borgere til træningsteknologien.
I den sidste kommune har det været mere topstyret, hvor der både politisk og ledelsesmæssigt har kørt en proces, før personalet blev involveret. I denne kommune fortæller
personalet, at ’nogen på rådhuset’ udvalgte to diagnosegrupper, som skulle indgå i
pilottest. Efter et stykke tid måtte denne tilgang revurderes. I den ene diagnosegruppe
var der for få borgere, i den anden diagnosegruppe var træningsbehovet mere specialiseret, og skærmtræning var ikke egnet til denne gruppe. I samarbejde med fagpersonalet blev diagnosegrupperne udvidet til også at omfatte ’vedligeholdelsestræning’.
Dette betød, at teknologien kunne tilbydes til flere borgere.
Karakteristik af borgerne i undersøgelsen
Alle interviewborgerne var udvalgt af kommunen. Kommunen havde kontaktet borgerne,
som havde indvilliget i at deltage, hvorefter Bitea.dk ringede til borgeren og lavede en
aftale om hjemmeinterview.
Tabel 1 viser en oversigt over deltagende borgere opstillet efter alder. Af hensyn til
anonymitet og etik er borgernes kommune ikke opgivet. Der indgår 10 kvinder og 3
mænd i undersøgelsen. Fem borgere bor alene. Otte bor i stor eller mellemstor villa,
fem boede i mindre rækkehus eller lejlighed. Alle deltagerne har en kort eller mellemlang uddannelse. Der er ingen akademikere i gruppen.
Borgernes it-kompetencer blev vurderet ud fra deres egne udsagn og svar på spørgsmål angående deres egen opfattelse af it-kompetencer. De blev opdelt i fire kategorier,
som er taget fra rapporten ’senior online’ (Forsberg, 2013). Forsberg opdeler it-kompetencer i fire brugerprofiler:
1. It-uvante – Har aldrig brugt computer
2. It- tøvende – Har få it-færdigheder bruger computer til spil, er ikke på internettet
3. It-prøvede – Benytter it til fx kommunikation og vil gerne lære mere
13
4. It-vante – Rutineret, har brugt it i sit arbejde. Bruger it til fx bank, skat etc.
Som det fremgår af tabel 1, indgår syv it-vante borgere og fem uvante og en it-tøvende
borger i undersøgelsen. Gruppen af it-uvante eller it-tøvende borgerne ser ikke sig selv
som værende mere eller mindre it-mindede end andre, men de fortæller, at de oplever
sig som værende nysgerrige.
En af de faktorer, der går igen hos alle deltagerne, er, at de alle har en forståelse og
interesse i at holde sig fysisk i gang. En af borgerne fortæller det, som at ”man skal tro
på det, ellers virker det ikke”.
Et andet karakteristikum er, at alle borgerne er socialt aktive og har et godt netværk i
form af familie og venner. Seks borgere bor alene. De fire er meget socialt aktive og
kommer meget ud. To borgere kommer ikke så meget ud, men de er meget aktive på
internettet, hvor de kommunikerer med familie og er engageret i frivilligt arbejde. De syv
borgere, der er gift, har også et aktivt socialt liv sammen med deres ægtefælle. To
borgere modtager hjælp til praktisk bistand som rengøring mm.
Tabel 1: samlet oversigt over borgerne opstillet efter alder
CivilTidligere
It
Alder Køn
stand beskæftigelse
niveau
Bolig
Teknologi
Skærm
placering
1
58
Mand
Gift
Kontor
4
Villa
Online
Video
Stue
2
60
Kvinde
Ugift
Bankuddannet
4
Rækkehus
Virtuel
træning
Stue
3
64
Kvinde
Gift
Lærer
4
Villa
(2 plan)
Hjerne
træning
Egen pc
4
64
Kvinde
Gift
Gård +
Kantinemedhjælp
1
Gård
Virtuel
træning
Stue
5
64
Kvinde
Gift
Kontor
4
Rækkehus
/Villa
Online
video
Stue
6
67
Kvinde
Gift
Sygehjælper
1
Villa
Virtuel
træning
Stue
7
71
Kvinde
Gift
Rengøring
1
Villa
Virtuel
træning
Stue
8
72
Mand
Gift
Gård
+Maskinudlejning
9
74
Mand
Gift
Sagsbehandler
4
Villa
Virtuel
Træning
Stue
10
78
Mand
Enke
Frisør
2
Lejlighed
Virtuel
Træning
Soveværelse
11
80
Kvinde
Enke
Faglærer
4
Villa
Virtuel
Træning
Stue
12
82
Kvinde
Enke
Svømmelærer
2
Lejlighed
Virtuel
Træning
Soveværelse
13
84
Kvinde
Enke
Kontor
4
Lejlighed
Virtuel
Træning
Stue
1
Gård
Virtuel
træning
Stue
14
4. Forudsætninger for implementering, udvikling og
afprøvning
Dette afsnit belyser erfaringer og pointer i relation til udvikling, afprøvning og implementering af velfærdsteknologier i borgernes hjem.
Både fra borgernes side og fra medarbejdernes side har der været en positiv interesse
for at deltage i udviklingsprojekterne. Hovedparten af de medarbejdere, der har deltaget
i interview, giver udtryk for:
”Det har simpelthen været så sjovt og spændende. Vi skal jo nytænke det, vi leverer, det
er jo ikke bare at få apparatet til at virke. Det er jo at nytænke et helt koncept”. (Interview
terapeut)
”Vi kan jo ligeså godt være med til at have indflydelse, og det har været spændende at
være med, så vi ikke bliver erstattet, så hellere være med”. (Interview terapeut)
Både borgere og medarbejdere skal deltage i udvikling af systemet
I den kommune, hvor teknologien var ledelsens beslutning, giver både medarbejdere og
ledelse udtryk for, at der har været problemer med at få personalet med.
”Det er ikke alle medarbejdere, som ’er klar’. Der skal arbejdes med, at medarbejdere skal
ændre opfattelse af opgaver og faglighed”. (Interview ledelse)
I den kommune hvor implementeringen var startet fra ledelsen, fortalte medarbejderne,
at de synes det var spild af tid, når de skulle køre ud til en borger for at ordne ’noget
teknisk’
”Og så var jeg ude … det tog ½ time og så tilbage, så var der gået en time
og så havde vi slet ikke trænet, det var bare for at rette noget teknisk”. (Interview terapeut)
Medarbejderne har først meget senere i projektet fået opfattelsen af ’den brændende
platform’, og som en af dem siger:
”Hvis vi havde fået hele historien fra starten, så havde engagementet været anderledes”.
(Interview terapeut)
Interview med ildsjæle viser, at de medarbejdere, der er inddraget, synes, det er sjovt at
have andre opgaver. Ildsjælene så det ikke som et problem, at de skal ’rode med
ledningerne’, men de synes, der er for meget af det. De forventer, at opgaven på sigt
bliver overtaget af hjælpemiddeldepotet.
Alle medarbejderne fortæller, at de oplever, at deres faglige viden kunne have gjort
systemet bedre fra starten og have medvirket til, at flere borgere blev inkluderet i
pilottest. Eksempelvis kunne deres viden have været inddraget i forbindelse med
15
udvælgelse af diagnoser eller oprettelse af borgerlister. I en kommune blev knæ- og
hoftepatienter udvalgt som diagnoser til test. Det viste sig, at knæøvelserne var for
komplicerede, og der var for få hoftepatienter, så det var svært at få tilstrækkeligt med
borgere ind i projektet fra starten.
”Hvis der bare havde været frit slag i frikadellen (…) så havde der været mange flere
borgere ind i projektet”. (Interview projektleder)
En anden medarbejder fortæller, at det er tidskrævende at oprette alle aftaler individuelt
for hver enkelt borger. Det havde været lettere at knytte borgeren til et hold og så
oprette aftaler for holdet. Andre fortæller, at det er besværligt at oprette øvelser og
ændre på rækkefølgen af øvelserne. Flere medarbejdere synes, at de bruger meget tid
på de administrative opgaver relateret til anvendelse af systemerne.
Medarbejderne anvender i dag forskellige andre systemer til at planlægge
træningsøvelser til den enkelte. Alle medarbejderne har sagt, at de savner, at deres
viden blev inddraget i udvikling, så deres viden havde medvirket til at få ’de rigtige
øvelsespakker’ og anden funktionalitet ind fra starten og tidligere i udviklingen.
En medarbejder er med i et andet udviklingsprojekt. Hun oplever, at det er fagligt
udviklende og spændende at være med til at afprøve idéer helt fra bunden. Hun fortæller, at der også er borgere med i udviklingen, samt at borgerne sagde nogle ting, som
kom helt bag på hende som terapeut. Borgerne ønskede en mere ’minimalistisk’ udgave, hvor hun synes, der skulle være mere funktionalitet, men det blev, som borgerne
ønskede.
”Meget bliver udviklet af nogle teknikere [uden terapeutisk indsigt], og så kommer det ud
til afprøvning”. (Interview terapeut).
Et andet aspekt i forbindelse med udviklingen er, at afprøvning sker hos syge borgere.
Medarbejderne fortæller, hvordan de gør meget ud af at finde de rigtige borgere.
Borgere der har tilstrækkeligt med it-kompetencer, borgere der er mentalt stærke og
ikke lader sig slå ud, hvis teknologien ikke virker, og borgere der har et træningsbehov,
der matcher træningsteknologiens muligheder. Generelt er medarbejderne enige om, at
systemerne har været for tidligt ude hos borgerne i forhold til systemernes modenhed.
”Der er brugt mange ressourcer, og det har ikke været testet godt nok, før det kom ud”.
(Interview terapeut)
”Vi skulle prøve det hos syge borgere, som både skulle træne og så afprøve noget helt
nyt, som ikke virkede (….) Vi har brugt mange terapeuttimer på at afprøve ting, som burde
have været ordnet inden. Hvorfor var det først bagefter, at vi fik alle de ting at vide. Vi havde brugt så meget tid og så mange timer”. (Interview terapeut)
16
Anbefalinger i relation til brugerinddragelse i udvikling
Anbefaling 1: Der skal være krav om, at systemerne er afprøvet på velfungerende
evt. raske personer, før de testes på syge og svage borgere
Kommuner, Ældre Sagen, patientforeninger m.fl. bør fremover stille krav om, at
velfærdsteknologier er afprøvet hos ressourcestærke evt. raske frivillige forsøgspersoner, før det præsenteres og skal afprøves hos mennesker, som i forvejen er
svækkede og har behov for hjælp.
Ligeledes bør afprøvningen inkludere afprøvning, hvor fagpersoner afprøver borgersiden, så fagpersonerne får indblik i anvendelse af systemerne set fra borgerperspektivet, og således at fagpersonernes faglige viden kan kvalificere og vurdere systemet
set fra et brugerperspektiv.
Anbefaling 2: Medarbejdernes faglige viden bør inddrages meget tidligt i
udviklingen af velfærdsteknologiske løsninger
Leverandørerne bør inddrage viden fra fagpersoner allerede på idéstadiet af systemudviklingen, så velfærdsteknologier bygger videre på eksisterende faglige standarder og
viden. Ligeledes bør kommunerne inddrage og fortælle medarbejderne om kommende
udviklingsplaner tidligt, så medarbejderne har tid til at omstille sig.
Velfærdsteknologi skal være et frivilligt valg
De borgere, der har deltaget i interviewundersøgelsen, har været udvalgt af kommunen.
Det er derfor ikke overraskende, at 12 borgere fortæller, at de er tilfredse eller meget
tilfredse med træningsteknologien. En borger synes, det er fint med træningsteknologien, men at det rent træningsmæssigt ikke giver tilstrækkelig styrke. Den borger, som
valgte at stoppe med anvendelse gjorde dette på grund af de mange tekniske problemer.
Det skal være frivilligt – men borgeren skal forsøge at prøve teknologien før et nej
Både borgere, medarbejdere og ledere lægger vægt på, at det skal være frivilligt at sige
ja eller nej til teknologien.
To borgere fortæller uopfordret, at der skal være et vist pres, for at borgerne skal prøve
teknologien, før borgerne kan ’få lov til’ at sige nej. Begge giver udtryk for, at det er
17
svært at tage stilling til noget, man ikke kender, især når man er kommet op i årene.
Den ene fortæller, han var glad for, at han ’bare’ fik at vide, at han skulle have skærmen. Han var ikke sikker på, at han havde sagt ja, hvis han var blevet spurgt, men han
er rigtig glad for skærmen.
”Det er godt – hvis de skal have nogen til det, så skal de sige, ’du skal have det med
hjem’, så er der nok nogen, som bliver lidt bidt at det – men de skal også have plads til det
[skærmen]”. (Interview borger)
Medarbejderne har i nogle kommuner haft mulighed for at have træningsskærmen
stående på centeret, så borgeren kunne se, hvordan systemet så ud, og borgerne
kunne prøve, hvordan det virkede. Som en medarbejder fortæller, så vil det være
ressourcekrævende og omkostningsfyldt at køre systemet ud til borgere, som så
returnerer det. Det er derfor fornuftigt at sikre en vis interesse for systemet, før det
bringes ud til borgeren.
I den kommune, hvor borgerne skulle tilbydes skærmen på baggrund af deres diagnose, vurderede terapeuten i et tilfælde, at træningsskærmen ikke var noget for borgeren.
Terapeuten måtte efterfølgende revidere sit syn, da borgeren blev rigtig glad for træningen. Det er således svært på nuværende tidspunkt helt skarpt at finde de rigtige borgere, hvad der også er konklusionen i KORA-rapporten. (Ballegaard, 2012)
”Jeg havde tænkt, ’det her det går aldrig, det siger hun da nej til’, men hun blev så glad for
systemet, og hun ville ikke have fået det lavet på papir”. (Interview terapeut)
Udvælgelse af borgere ændres i takt med erfaring og videreudvikling af systemer
Afprøvning og udvikling har ændret på personalets opfattelse af, hvem der vil have gavn
af systemerne.
”Jeg startede med at tænke det til de ressourcesvage, men jeg er nok nået dertil, at det
måske nok skal være de ressourcestærke. De klarer mange ting selv, og de er glade for
teknologien”. (Interview terapeut)
I en kommune forsøgte man i starten at udvælge nogle diagnosegrupper, men dette
måtte man gå bort fra, da øvelserne ikke matchede diagnoserne, og der var for få
patienter.
Medarbejderne lægger vægt på, at der er en række begrænsninger i systemet i forhold
til udvælgelse af borgere. Der er forholdsvis få øvelser, og at der er kun gulvøvelser. To
af borgerne siger, at de mangler øvelser med redskaber, og øvelser hvor der kan
komme vægt på. Medarbejderne vurderer, at der på sigt vil komme flere øvelser, men at
de typer øvelser, der vil være mulige, stadig vil være begrænset til gulvøvelser uden
redskaber.
18
Anbefalinger i relation til udvælgelse og præsentation af velfærdsteknologier
Anbefaling 3: Udvælgelse af borgere til velfærdsteknologiske tilbud skal ske på et
fagligt grundlag
Borgere, der skal benytte velfærdsteknologiske tilbud, skal være motiverede. Velfærdsteknologi kan medvirke til, at socialt aktive borgere kan fortsætte deres normale aktiviteter som fx kortspil etc. Udvælgelse af borgere, som skal have tilbud om velfærdsteknologier, skal ske efter en faglig vurdering af nytte. Der bør ikke være et alderskriterium,
der forhindrer borgere i at få velfærdsteknologiske tilbud.
Anbefaling 4: Velfærdsteknologiske tilbud skal præsenteres og prøves af
borgerne, før de skal tage stilling til, om de ønsker at benytte teknologien
Det skal være muligt for borgerne at prøve teknologien, før de skal tage stilling. Personalet må gerne i denne fase presse borgerne til at afprøve teknologien, men hvis
borgerne efter at have set og prøvet teknologien ikke ønsker at benytte teknologien,
skal det være muligt at fravælge denne.
Velfærdsteknologien er et supplement
Samtlige medarbejdere lægger vægt på, at træningsteknologier ikke kan ’stå alene’.
Teknologien er et supplement til eksisterende tilbud. Medarbejderne fortæller også, at
det er nødvendigt, at de som fagpersoner har haft kontakt til borgerne, før de skal
tilrettelægge træning for borgerne via træningsteknologien.
I alle fire kommuner fortæller medarbejderne, at træningsteknologien har medvirket til at
øge tilbuddet til borgerne, da borgerne har fået ’den normale træning’. Nogle borgere
har fået forlænget deres træningsperiode, eller borgeren har fået mere træning, fordi de
har trænet hjemme, de dage de ikke har været på center.
”Jeg ser det som en metode, det er ikke en erstatning, det sparer en transport, og jeg får
mere tid til andre ting”. (Interview terapeut).
De 12 borgere der har modtaget træning både på center og hjemme lægger vægt på at
træningsteknologi kun kan være et supplement til centertræningen. Den ene borger, der
kun trænede hjemme, manglede ikke centertræningen, men det skal bemærkes, at borgeren er meget frisk og meget bevidst om betydningen af træning.
19
Eksemplet viser, at det i nogle tilfælde kan lade sig gøre at gå direkte fra sygehus til
træningsteknologi, således at borgerne ikke kommer til at opleve ventetid fra udskrivelse til påbegyndelse af træning. Netop betydningen af at undgå ventetid og starte
med hjemmetræning i tilslutning til udskrivelse er noget, der kan hjælpe borgere til
bedre resultat. Samlet set er vurderingen, at træningsteknologi ikke er en erstatning,
men et supplement.
Anbefalinger i relation til velfærdsteknologi og øvrige tilbud
Anbefaling 5: Velfærdsteknologier skal bruges til at supplere og udvide tilbud
Træningsteknologier kan give mulighed for daglig træning og forlænge den periode,
borgerne kan modtage træning, og dermed give borgerne en bedre service. Teknologien og de besparelser, det medfører, kan måske medvirke til at reducere ventetider
på træning og dermed udnytte kommunens kapacitet bedre til gavn for alle borgere.
Opsætning, organisering og tilrettelæggelse af support
I tre af kommunerne er interviewpersonerne træningspersonale, der er engagerede i og
initiativtagere i relation til implementering af træningsteknologi. I to af disse kommuner
fortæller personalet, at det var dem, som var ude og installere teknologien. De siger, at
de synes, det er sjovt at være med til at starte noget nyt, også selvom det indebærer, at
de skal varetage opgaver, som ’ligger uden for deres almindelige arbejdsområde’. De
forventer, at opgaven på sigt overgår til hjælpemiddeldepotet.
I en kommune er det hjælpemiddeldepotet, der opsætter teknologien. Her oplever træningspersonalet i et par tilfælde, at de må ud og ændre på opstillingen. Eksempelvis i et
tilfælde hvor træningsskærmen var sat op i en udestue, hvor der er meget lys. (Kameraet fungerer ikke, hvor der er modlys). I en kommune var det Post Danmark, der opsatte træningsteknologien. Alle borgerne var tilfredse med opsætningen og den service, de
havde oplevet.
Træningspersonalet i tre kommuner fortæller, at de meget bedre kan vejlede borgerne,
når de har været i hjemmet.
”Det giver nogle gange mening at se, hvor det kan stå, og hvad der skal gøres fx hvis der
er persienner. Det gør det nemmere at vejlede i telefonen eller tilføje øvelser – man skal
ligesom have set det i brug hjemme”. (Interview terapeut der almindeligvis ikke opsatte
teknologi)
20
Et par af medarbejderne fortæller, at borgernes tilbageholdenhed yderligere kan
skyldes, at de ikke kan ringe direkte til en terapeut, men skal ringe til kommunens
omstilling, som måske ikke kender projektet.
Hvis ikke borgerne får løst deres problemer, vil kommunen ikke opnå de forventede
gevinster eller effekter ved teknologien. Flere borgere fortæller eksempelvis, at de oplever, at den virtuelle træningsskræm ikke tæller øvelserne. Nogle fortæller, at de så
’bare’ springer øvelserne over.
Anbefalinger i relation til opsætning og support
Anbefaling 6: Personale, der installerer velfærdsteknologi, skal kende
teknologien
Forskellige teknologier kræver indsigt i anvendelsen. Kommunerne bør sikre, at personalet, der skal installere velfærdsteknologier i borgernes hjem, kender teknolgien og kan
afprøve teknolgien sammen med borgerne, inden de forlader borgerne. Det kan betyde,
at det i nogle tilfælde vil være nødvendigt, at fagpersonale deltager i opsætning, således at borgerne får den rigtige instruktion, og teknologien placeres korrekt i hjemmet i
forhold til anvendelse.
Anbefaling 7: Borgerne bør have mulighed for direkte henvendelse ved problemer
Kommunerne bør sikre, at det er nemt for borgerne at komme i kontakt med personale,
de kender, og som kender teknologien, så borgerne oplever, at det er kendt personale,
der skal hjælpe dem løsning af problemer med teknologien.
Teknologi og indretning af borgernes hjem
”Først tænkte jeg, at nu kan jeg ikke have flere ting i min stue, men jeg synes, jeg har fået
den placeret, hvor den ikke generer. Den skal stå et sted, så den ikke skal flyttes”.
(interview borger i mindre lejlighed)
Træningsteknologi som virtuel genoptræning og online træning kræver mindst to meter
fra skærmen til borgerne, og der må ikke være modlys. I undersøgelsen boede ca. 40 %
(5 borgere) i lejlighed eller mindre rækkehus. Det kan være et problem i nogle hjem at
finde plads. Flere medarbejdere fortæller om borgere, der har sagt ’nej tak’, eller
borgere hvor terapeuterne ikke har tilbudt teknologien pga. pladsforholdene.
”Det er svært at få ind i ældreboliger, som er små”. (Interview terapeut)
21
De to borgere, der havde fået træningsskærmen i soveværelset, lagde meget vægt på,
at de ikke ønskede at have mere teknologi eller flere skærme i stuen. De borgere, der
havde skærmen i stuen, fortalte, at det gjorde ikke noget. De flyttede den bare, hvis der
kom gæster, og de skulle bruge spisebordet. Træningspersonalet fortæller om både
borgere og pårørende, som ikke ønskede at få teknologien pga. det æstetiske.
”Det påvirker også stuen, og der skal lige lidt overtalelse til at ændre på indretning af
hjemmet”. (Interview terapeut)
En medarbejder fortæller om en hustru, som ikke ville have det ind i den fine stue - det
skulle hun ikke have, selvom det var det bedste for hendes mand. En anden fortæller
om en situation, hvor børnene ringede og bad kommunen om at fjerne skærmen fra
deres fars hjem, da den ikke pyntede. I samme interview fortæller medarbejderne om
borgere, der næsten ikke kan vente med at fortælle om og vise skærmen til deres børn
og børnebørn.
Der er således ikke noget entydigt billede af oplevelserne omkring at få ny teknologi ind
i hjemmet. Men boligformer og indretning er en dimension, der skal medtænkes i
fremtidige design af velfærdsteknologier.
Anbefalinger i relation til teknologi i borgernes hjem
Anbefaling 8: Det skal være borgernes eget valg, om de vil have teknologien
Borgerne skal selv have indflydelse på, hvor teknologien skal placeres, og de skal
kunne vælge teknologien til eller fra. Personalet bør sikre, at borgerne og de pårørende
forstår, hvilke konsekvenser fravalg på grund af æstetiske forhold har for borgernes
helbred, således at borgerne og de pårørende træffer deres valg på et oplyst grundlag.
22
5. Positive erfaringer ved anvendelse
Helt overordnet er både borgere, medarbejdere og ledere i undersøgelsen positive
overfor at afprøve og udvikle teknologier til forbedring af eksisterende tilbud. Både
personale og borgere oplever positive effekter, samt at gevinsterne overstiger de
udfordringer og problemer, der har været med til at implementere og anvende
teknologierne.
Dette afsnit indledes med beskrivelse af to caseborgere, der er overvejende positive.
Herefter beskrives borgenes og dernæst personalets positive erfaringer.
Ellen, 80 år
”Det var et godt supplement, så jeg vil bestemt anbefale det”.
Ellen er meget frisk. Hun er 80 år og bor i en pæn villa. Ellen har tidligere arbejdet som
handelsfaglærer. Ellen bruger computer daglig og benytter både netbank og skype mm.
Ellen fik tilbudt træningsteknologi i forbindelse med udskrivning efter en planlagt operation.
Ellen fik udleveret en bog med øvelser, og så kom der en og installerede skærmen. Ellen havde
skærmen stående i stuen. Hun fortæller, at den stod fint der, og så var der plads på gulvet til at
træne. Efter at skærmen er fjernet igen, er de små figurer og billederne af familien igen placeret
på det lille bord, hvor skærmen stod.
Ellen er meget glad for skærmen. Hun synes det var en god træning og siger:
”Man skal være rimelig sikker på, at borgeren også vil gøre det, ellers så må man hente dem i et
center. Jeg var nu glad ved det [hjemmetræning], så behøvede jeg ikke vaske mig og gå i bad
(…) Jeg kan godt forstå, at der er nogen, som godt vil have, at det er sammen med andre, så
man er sikker på, at det er de rigtige øvelser”.
På et tidspunkt blev hun og terapeuten enige om, at det var slut, og at hun selv kunne fortsætte.
Ellen fortsatte med øvelserne i bogen, efter at skærmen var væk.
Ellen fortæller, at der har været tekniske problemer, men hun slår det hen med, at det må man
forvente, når systemet er nyt. Hun fortæller, at der var nogle øvelser, hvor hun skulle bruge et
trin. Her måtte hun gå ud i bryggerset. Ellens eneste kritik er derfor, at skærmen binder hende til
at træne et bestemt sted. Eksempelvis manglende hun det trin. Hun forsøgte med en lille
taburet, men den var for stor.
Ellen vil gerne betale for skærmen, men hun lægger vægt på, at der kan være andre, som ikke
har økonomisk mulighed for at betale, og de skal have det gratis.
For Ellen var det, som betød mest, at hendes venner sagde TRÆN, TRÆN… Hun synes ikke,
det var vigtigt med smiley, eller at kommunen kunne følge med.
23
Carl, 78 ÅR
Carl er 78 år og enkemand. Carl har arbejdet som frisør, men måtte gå på pension ’før tiden’,
da han havde dårlig skulder. Carl bor i en treværelses stuelejlighed. Han har en pæn stue med
fjernsyn. Derudover har han et værelse, hvor der står en computer, som han bruger til kabalespil, eller som børnebørnene spiller på, når de besøger Carl. Carl er ikke på internettet, og
bruger ikke hverken netbank eller nemID. Carl har fået træningsskærmen sat ind ved siden af
sin seng, så han kan træne i soveværelset.
Carl kom på aflastningsophold, hvor han fik genoptræning efter en hospitalsindlæggelse. Han
fik træningsskærmen i forbindelse med udskrivelse fra aflastningen. Det var egentlig ikke et
tilbud, men der kom en terapeut med skærmen og sagde: ”den er til dig”.
Carl er rigtig glad for skærmen. Han var glad for at han ikke blev spurgt. Han siger, at det kan
være svært at tage stilling til noget, man ikke kender, når man er oppe i årene. Han synes, man
skal have mulighed for at prøve nye ting, før man skal have mulighed for at sige ’nej tak’, ellers
kan der være nogen, som kunne have glæde af skærmen, som takker nej pga. uvished.
Carl ønskede ikke at få skærmen ind i stuen. Han synes ikke, der var plads, og så ville der være
så mange skærme i stuen. Han fik derfor skærmen ind i soveværelset, hvor den lige kan stå på
et lille bord ved siden af sengen. Carl er rigtig glad for skærmen. Han synes, den er meget nem
at betjene. Carl er meget tilfreds med træningen, som han tager meget seriøst, dog ikke mere
end at han slukker for skærmen, når programmet starter forfra i stedet for at gå videre til næste
øvelse.
I dag træner Carl hjemme x 7 ugentlig samtidig med, at han fortsat går til genoptræning. Han
siger, at han bedre kan lide træningen ved skærmen, end det han får på centeret. ”Det er sådan
noget med at prikke til en ballon eller gå en tur”. Det synes han ikke er særlig spændende.
Carl fortæller, at terapeuten lægger flere og flere øvelser på. Det, synes han, er helt fint, også
selvom terapeuten ikke fortæller, når hun gør det. Han synes det giver en tryghed og virker
motiverende, at ’der bliver holdt øje’, at han træner. Han siger, at det jo er en ”sladremaskine”,
men det gør ikke noget.
Carl er især glad for, at han kan passe sin træning samtidig med andre aktiviteter, som eksempelvis kortspil, hvor der jo mangler en makker, hvis han ikke kan deltage. Carl siger samtidig, at
der kan være andre, som ikke har så mange kontakter, og derfor mangler den sociale del af
træningen.
Carl har haft nogle problemer med, at systemet starter forfra, så slukkede han bare. Efter noget
tid ringede han til terapeuten, som sendte en ud, der skiftede’, et eller andet’ så systemet virkede igen. Men nu er problemet kommet tilbage.
Selvom Carl er meget glad for træningen, ønsker han ikke at beholde skærmen, hvis han skal
betale for det, efter han har afsluttet træningsforløbet.
24
Gevinster som borgere lægger vægt på
”Jeg tror ikke jeg var blevet så god, hvis ikke jeg havde fået den træning”. (Interview
borger)
Samlet set er interviewborgerne rigtig glade for træningsteknologierne, uanset om de
har fået online video træning, virtuel træning eller hjernetræning. De oplever, de har fået
mere træning ved at benytte træningsteknologien. 12 borgerne fortæller, at de via teknologiens muligheder er blevet mere motiverede til at træne. Nogle fortæller ærligt, at
de ikke havde fået trænet så ihærdigt, hvis ikke de havde haft teknologien.
En af de 13 interviewborgere opgav at bruge teknologien på grund af tekniske problemer. Da disse problemer var løst, benyttede hans hustru skærmen, og hun var fuldt
tilfreds med træningen.
Sammenfattende er de 5 væsentligste gevinster, borgerne oplever:
- Teknologien er let at bruge og kræver ikke it-forudsætninger
- Frihed og uafhængighed af tidspunkter for træning
- Det er muligt at træne 7 dage om ugen, og træning bliver en vane
- Det er motiverende at få tilbagemelding på skærmen via smiley og procent angivelse
af rigtige øvelser
- Det er motiverende, at terapeuten kan følge træningen
Teknologien er let at bruge og kræver ikke it-forudsætninger
Samtlige borgerinterview lægger vægt på, at teknologien som udgangspunkt er let at
betjene og anvende.
”Der behøver man ikke være kendt med noget som helst [henviser til it-kompetence]. Det
tror jeg, alle kan finde ud af. Det er ikke så svært som at bruge en almindelig computer”.
(Interview borger).
”Jeg var lidt nervøs for, om jeg kunne finde ud af det, men den er så enkel, den er så
nem. Du kan ikke gøre noget forkert, den siger fx, at du står for tæt på osv.”. (Interview
borger)
25
Fem borgere har ingen eller meget få it-erfaringer og forudsætninger. Samtlige af disse
borgere fortæller, at de synes, det er så enkelt, at det ikke er noget problem. De har
ikke været bange for at skulle bruge det, når der kun var en knap, de skulle tænde på.
En enkelt borger trykkede lidt ved siden af den figur, hun skulle trykke på, men da hun
’bare’ fik at vide, at hun skulle trykke på figuren, synes hun også, at det var enkelt at
benytte.
Frihed og uafhængighed af tidspunkter for træning
Karakteristisk for borgerne i interviewene er, at de er aktive og har mange aktiviteter.
Borgere lægger vægt på og værdsætter, at de kan passe deres ’normale liv’, når de kan
træne hjemme, i modsætning til hvis de skulle træne på bestemte tidspunkter på center
eller via online video træning.
”Det var rart at have det herhjemme. Du var ikke afhængig af tider, hvis der kom noget, så
kunne du skubbe det [træningen]. Jeg var godt tilfreds”. (Interview borger)
”Jeg var nu glad ved det, så behøvede jeg ikke vaske mig og gå i bad. Jeg kunne bare gå
i gang og så vente med at vaske og alt det (…) ta det [træningen] på den tid man gider”.
(Interview borger)
Det er muligt at træne 7 dage om ugen, og træning bliver en vane
Både borgerne og terapeuterne ser det som en stor fordel, at virtuel træning gør det
muligt at træne hver dag. Teknologiens synlighed fungerer som reminder, der gør det
nemt at huske træningen.
”Jeg kunne godt tænke mig at træne hjemme for sådan at have pisken over nakken. Man
føler sig forpligte til at gøre det, når man har det i huset”. (Interview borger)
”Den [skærmen] minder mig om det hver dag, når den står der. Det er positivt at have den
reminder”. (Interview borger).
”Det er mere kontinuerligt at træne, når de kan gøre det hjemme. Det kan de gøre en eller
flere gange, og de rykker, fordi det er motiverende, og de synes det er sjovt”. (Interview
terapeut).
Borgerne får på denne måde mere træning, når de kan træne 7 dage om ugen fremfor 2
dage på træningscenter. Det, at de kan træne hver dag, betyder også, at træning bliver
en del af hverdagen. De fleste borgere fortæller, at de har indarbejdet træning som et
fast morgenritual. Der er også et par borgere som fortæller, at de synes, det er en fordel, at de kan bestemme sig for at træne om morgenen den ene dag og om aftenen den
anden dag.
26
Medarbejderne fortæller at deres mål og ønske er, at borgerne får nye vaner. De vurderer, at hjemmetræningen gør det mere realistisk at indarbejde nye vaner. Nogle af
medarbejderne fortæller, at træningsteknologien kan medvirke til, at borgerne får
øjnene op for, at man kan træne hjemme, og dermed kan teknologien skabe grundlag
for nye trænings- og sundhedsvaner.
Tilbagemelding er motiverende
I den virtuelle træning får borgerne en tilbagemelding i form af smiley og procentangivelse for antal rigtige øvelser. Alle borgerne, der bruger virtuel træning og hjernetræning,
fortæller, at de oplever, det er meget motiverende, at skærmen giver feedback, så de
kan følge deres egne fremskridt. Direkte adspurgt fortæller borgerne, at det er ligegyldigt, at det er en maskine, der giver tilbagemelding, og at det ikke tager modet fra dem,
når der kommer en ’sur smiley’.
”Det er motiverende at få tilbagemelding på skærmen via smiley og procent angivelse af
rigtige øvelser” (Interview borger)
”Det var helt interessant, at der kom de der procenter, nu er jeg oppe på 60-70 %, og en
dag var jeg helt oppe på 100 %”. (smiler samtidig), (Interview borger)
De borgere, der benytter online træning, lægger vægt på, at terapeuten kan se, at de
udfører øvelserne rigtigt.
Der er således ikke nogen forskel i tilfredsheden, hvad enten det er en maskine eller en
person, der giver tilbagemelding, men alle lægger vægt på, at der er en tilbagemelding
på korrekt udførte øvelser.
Det er motiverende, at terapeuten kan følge træningen
Alle interviewborgerne fortæller, at de er glade for, at terapeuterne kan følge træningen,
og at dette motiverer dem til at træne. De oplever det ikke som overvågning, men som
en hjælp. Terapeuterne fortæller, at de gør meget ud af at fortælle borgerne, at de kan
se, hvor meget de har trænet, men at de ikke kan se, når borgeren træner.
”Det er fint, hvis jeg kan blive ved at beholde den skærm, så tror jeg, at jeg kan holde mig
i gang i meget lang tid. Den dag de tager den (…) Jeg sidder jo ikke selv derinde og rejser
mig op og ned, måske de første par dage, men så gider man ikke, der er jo ikke nogen,
der siger: ’det er rigtigt’ så og så mange procent, du har gjort rigtig”. (Interview borger).
”Det er ok, at der er nogen, der kigger over skuldrene og ser, hvor tit jeg træner (…) Jeg
vil ikke sige, at jeg fik dårlig samvittighed (…), men alligevel - der blev sparket til én, og så
fik jeg det lagt ind som et fast element i dagligdagen”. (Interview borger).
27
Anbefalinger i relation til borgenes oplevede gevinster
Anbefaling 9: Kommunerne bør tilbyde velfærdsteknologiske løsninger til de
borgere, der ønsker det
Borgerne bør have mulighed for at vælge velfærdsteknologier, og kommunerne bør
være forpligtet til at tilbyde velafprøvede og evidensbaserede løsninger, hvor dette har
relevans for borgernes mulighed for at bevare uafhængighed og selvstændighed.
Anbefaling 10: Velfærdsteknologier bør være nemme at betjene
Velfærdsteknologier bør tage højde for, at nogle borgere er fremmede for teknologi og
it. Velfærdsteknologier bør derfor være designet således, at de er enkle at anvende
med intuitive brugergrænseflader.
Anbefaling 11: Trænings- og læringsteknologier skal virke motiverende
Trænings-og læringsteknologier skal indeholde forskellige respons og feedback
funktioner, som motiverer borgerne til at benytte dem. Herunder skal terapeutens
mulighed for at følge træningen medtænkes, da dette motiverer borgerne til at
gennemføre træningen. Det må dog ikke få karakter af kontrol og overvågning i negativ
forstand.
Gevinster set fra personalets vinkel
Medarbejderne oplever flere problemer end gevinster ved træningsteknologien. Flere af
medarbejderne ser alligevel potentialer i teknologien. Medarbejderne vægter især
muligheder for at forbedre træningstilbud til patient og borgergrupper, der ellers ikke har
fået tilbud om træning.
Ildsjælene fortæller, det er sjovt at være med til at udvikle deres fag, samt at de gerne
vil have indflydelse på, hvordan teknologier skal anvendes i fremtiden. Nogle af
medarbejderne fortæller, at grunden til, de ikke ’har kastet håndklædet i ringen’, er, at
de oplever borgernes begejstring og opnåede træningsfordele ved træningsteknologien.
28
De 5 væsentligste fordele, medarbejderne oplever, teknologien giver, er
- Mere træning og daglig træning
- Nye opgaver og en ny rolle
- Kan følge med i træning – og se statistik
- Kan lave en mere gradvis udslusning til selvtræning
- Bruges til borgere der ellers ikke kunne få træning - fx cancerpatienter
Teknologien giver mulighed for mere træning og daglig træning
Medarbejderne fortæller i samtlige interview, at de oplever træningsteknologi som et
supplement og en udvidelse af de eksisterende tilbud. I to kommuner var der borgere,
der fortalte, at de havde afsluttet, den træning kommunen kunne tilbyde. Disse borgerne
havde ikke mulighed for at fortsætte træning, da kommunerne havde en fast ramme for
antal træningsgange til vedligeholdelsestræning. Borgerne fik udvidet deres træning ved
at fortsætte træning hjemme med træningsteknologi.
Udover at få mulighed for at træne i en længere periode, fortæller medarbejderne, at det
er en træningsmæssig fordel, at borgerne kan træne hver dag. Både de borgere der får
fysisk træning, men i høj grad også de borgere der skal have hjernetræningen.
”Det er mere kontinuerligt at træne, når de kan gøre det hjemme. Det at de kan gøre det
en eller flere gange. De rykker fordi det er motiverende, og de synes det er sjovt”.
(Interview terapeut)
Medarbejderne fortæller, at det i forbindelse med hjernetræning er en fordel, at træningen kan brydes op i mindre seancer, så borgerne kan træne 4x15 minutter i stedet for 60
minutter, som kan være for lang tid for nogle borgere.
I den kommune der benyttede online video, fik borgerne både video og almindelig træning. Medarbejderen fortæller, at hun oplevede forskel på de borgere, der både fik
almindelig træning og online træning samtidig, og de borgere der kun fik den
almindelige træning. Det skal dog tilføjes, at de borgere, der var udvalgt til online
træning, var udpeget pga. deres mentale og øvrige styrker og var bedre fungerende end
gennemsnittet.
29
Medarbejderne får nye opgaver og en ny rolle
Flere medarbejdere lægger vægt på, at de gerne vil være med til at præge udviklingen.
Medarbejderne giver udtryk for, at de ser, deres rolle og deres arbejdsopgaver ændres i
takt med udvikling af teknologier, og i takt med at borgerne stiller andre krav.
Flere af terapeuterne bruger ordet konsulent, om deres kommende funktioner. De fortæller, at de forventer, at de får en mere rådgivende rolle, fordi borgerne fremover selv
vil bestemme, hvilken type træning de vil gennemføre.
”Jeg vil hellere være med til at påvirke den opgave, vi skal løse i fremtiden, og sørge for at
det bliver til noget positivt”. (Interview terapeut)
”Vores rolle bliver ændret rigtig meget (…) meget mere en konsulentrolle. De nye generationer vil finde ting selv og bruge os som konsulenter til at finde ud af, hvad der er godt for
dem”. (Interview terapeut)
Medarbejde er således klar over, at der i fremtiden stilles andre krav til dem. Interview
med medarbejdere og ledere viser, at der er nogle medarbejdere, der er mere parate
end andre.
Terapeuter kan følge mere med i træning hjemme – og se statistik
Terapeuterne oplever det positivt, at de nu kan følge med i borgernes træning. Selvom
de også tidligere havde en fornemmelse af, hvor aktivt borgerne trænede hjemme, giver
teknologien dem et bedre grundlag for at tale med borgerne om øvelserne, ligesom de
langsomt kan øge antal øvelser, hvis de kan se, at øvelserne er for lette.
”Det er også en motivationsfaktor for borgeren at kunne se, at de er blevet bedre (…) Vi
kan justere opgaver i forhold til niveau. Det er et stort fremskidt. Vi kan følge udviklingen,
det kunne vi ikke på papir ”. (Interview terapeut)
En af terapeuterne fortalte, at hun synes, det var rigtig sjovt at følge med i den statistiske opgørelse, hun får over borgernes træning derhjemme.
”Det er sjovt at se respons på øvelser gennem statistik. Jeg får et andet indblik i deres
hjemmetræning og får flere detaljer i forhold til at tale med borgerne om deres træning”.
(Interview terapeut)
Når terapeuterne får bedre indblik i, hvor meget borgerne rent faktisk træner hjemme,
betyder det også, at de i nogle tilfælde hurtigere kan afslutte borgere, som ikke træner,
hvilket kan give plads til borgere på venteliste.
30
”Der var en, hvor jeg kunne se, at hun ikke trænede. Så konfronterede jeg hende og sagde, jeg ville afslutte. Det fik borgeren til at træne. Hun trænede fremover (…) det er de
samme, vi udpeger, men vi kan måske identificere dem tidligere”. (Interview terapeut).
Når terapeuterne kan følge med, kan der være borgere, der oplever, at de bliver overvåget, så teknologien dermed griber ind i deres frihed. Alle borgere er blevet spurgt, om
de har oplevet, det er ubehageligt, at terapeuterne kan følge deres træning. Ingen af de
interviewede borgere har oplevet det ubehageligt, eller at de er blevet overvåget på en
negativ måde.
En af terapeuterne fremhæver, at hun oplever, at træningsteknologien og den overvågning, der ligger i denne, betyder, at terapeuterne fungerer som kontrollanter og dermed
fratager borgerens fra selv at have ansvar.
”Man kommer til at agere som politimand, og det er i modstrid med, at borgeren selv skal
tage ansvar”. (Interview terapeut)
En anden terapeut fortæller, at nogle borgere oplever, at terapeuterne kommer ’for tæt
på’, hvis de kommer i borgerens hjem. En anden terapeut fortæller om en psykisk syg
borger, der ikke ville have skærmen, da hun følte sig overvåget.
”… da hun kom tilbage, ville hun ikke have det mere. Der ligger noget overvågning, som
nogle kan være bange for. Det er noget, man skal tænke over”. (Interview terapeut)
Alle borgere og terapeuter i interviewene oplever det positivt, at terapeuten kan følge
træningen, men som det fremgår af ovenstående citat, skal der være åbenhed omkring
overvågning. Kommunen må respektere borgerens ret til privatliv.
Teknologien gør det muligt at lave en mere gradvis udslusning til selvtræning
Medarbejderne fortæller, at træningsteknologien giver mulighed for en gradvis overdragelse af ansvaret til borgerne. Medarbejderne vurderer, at træning hjemme med træningsteknologi kan medvirke til, at borgerne tager mere ansvar for sin træning, og dermed træner efter forløbet er afsluttet.
Medarbejderne fortæller, at det er svært at ændre vaner på to-tre måneder, som er den
træningsperiode, borgeren typisk får på centeret. De vurderer, at træningsteknologi kan
give mulighed for at skabe en mere glidende overgang mellem centertræning og
hjemmetræning, hvilket kan skabe udgangspunkt for at etablere træningsvaner hos
borgerne.
”Skærmen kan medvirke til at få patienter til selv at tage ansvar i en proces, så de ikke går
fra fuld kontakttræning til ingenting”. (Interview terapeut)
31
Generelt fortæller medarbejderne, at de har erfaret, at træningsteknologien kan
medvirke til, at nogle borgere får øjnene op for, at det rent praktisk er muligt at træne
hjemme, samt at den daglige træning hjemme giver noget.
”Det er en rejse, hvor tilbud udvikles. Der stræbes mod at gøre borgerne selvhjulpne og
uafhængige af kommunen, her kan træning være en glidende overgang”. (Interview leder)
Træningsteknologier kan medvirke til at skabe et længere træningsforløb, hvor borgerne
får mulighed for at opleve træning som en del af deres hverdag og dermed ikke bare et
kursus.
Bruges til borgere der ellers ikke kunne få træning – fx cancerpatienter
Samtlige medarbejderinterview peger på, at træningsteknologien giver mulighed for at
tilbyde træning hos patientgrupper og borgere, de ellers ikke har tilbud til. Medarbejdene fremhæver kræftpatienter som en gruppe, de nu kan give et reelt træningstilbud i de
perioder, hvor patienten enten er for svag til at træne på center, eller de perioder hvor
patienten ikke må være sammen med andre pga. smitterisiko. En anden gruppe, flere
medarbejdere vurderer kan have gavn af træningsteknologi, er mennesker med social
fobi. Mennesker som ikke har lyst eller kan overskue at træne sammen med andre.
Disse kan benytte virtuel træning.
”Cancerpatienter har mange afbud i dag, fordi de bliver for syge, og de er meget nervøse
for at blive smittet (…) Cancerpatienterne skal en masse ting. Træning bliver nedprioriteret i forhold til kemo. På den her måde [træningsteknologi] får de mulighed for at
træne”. (Interview terapeut)
Teknologierne kan således inkludere nye borger- og patientgrupper, der ikke tidligere
har haft noget tilbud.
32
Anbefalinger i relation til medarbejdernes oplevede gevinster
Anbefaling 12: Velfærdsteknologier skal bruges, hvor det fagligt giver mening
Velfærds- og træningsteknologier skal tilbydes og anvendes til borgere, hvor det fagligt
giver mening. Det skal være en faglig individuel vurdering, der skal afgøre træningstilbuddet og dermed anvendelsen af velfærdsteknologi.
Anbefaling 13: Kommunerne skal sikre uddannelse af medarbejdere, der skal
bruge velfærdsteknologier
For at velfærdsteknologiske løsninger bliver en succes, kræver det, at kommunerne
lægger en plan for ændring af arbejdsgange og tilbud til borgerne, således at de kan
sikre de bedste tilbud til den konkrete borger, samt at personalet er ’klædt på’ til at
varetage nye opgaver.
33
6. Negative erfaringer ved anvendelse
Træningspersonalet er generelt mere kritisk over for træningsteknologi end borgerne.
Det væsentligste problem, alle fremhæver, er de tekniske udfordringer.
Afsnittet starter med to casebeskrivelser, hvorefter centrale kritikpunkter i borgernes og
medarbejdernes vurdering beskrives i de følgende underafsnit.
Peter, 58 år
Peter bor i en villa med sin hustru. Peter går stadig på arbejde og fik træningsteknologien tilbudt
i forbindelse med en planlagt operation. Peter har trænet i stuen, hvor skærmen har været
placeret. Han fortæller, at det var lige meget, at den stod i stuen.
Peter havde både træning på center og hjemmetræning samtidig. Peter har været glad for at
have begge dele. Han lægger meget vægt på, at hjemmetræning kun kan være et supplement.
Peter manglede det sociale i hjemmetræningen. Peter fortæller, at det at komme ud blandt
andre i samme situation kan være berigende. Der er en del humor på sådan et træningshold,
som går tabt ved hjemmetræning. Han sætter også pris på det sociale, hvor man indimellem
tager en øl eller kop kaffe sammen efter træningen, når man går på hold sammen.
Han fortæller, at der i forbindelse med en operation er en masse spørgsmål og usikkerhed
omkring medicin osv. Ved at gå til træning sammen med andre, så finder man ud af at sådan
har andre det også. Han fortæller, hvordan han og de andre deltagere snakker om nedtrapning
af smertestillende, og hvad de kan og må efter operationen.
Peter fik træning i 2 måneder og synes, at hjemtræning er et godt supplement, men han
understreger mange gange i interviewet, at hjemmetræning kun kan være et supplement.
”Jeg frygter den dag, hvor du kommer hjem fra et eller andet, og så får du bare en skærm stillet
til rådighed, og så kan du sidde derhjemme og hygge dig. Det er ikke ok!
Du kommer ned og møder andre mennesker og snakker om piller, og hvornår begynder folk at
trappe ned, og hvad med smerter. Alt det får man ikke med skærmen, der er det bare træning
(…) det at vide at sådan har de det også (…). Man må ikke spare træningen væk”.
Rent teknisk var der startvanskeligheder med lyden. Det rungede, men Peter siger at det er
børnesygdomme, som man nok må forvente. Senere røg lyden også nogle gange. Peter mener,
at det er netværksforbindelsen.
Peter synes, at hjemmetræning kan bruges i ventetid til egentlig træning starter. I dag er Peter
tilbage på arbejdsmarkedet og træner flere gange ugentlig i et nærliggende træningscenter.
34
Poul, 72 år
Poul og hans hustru bor på en stor gård med deres to sønner. Gården ligger langt ude på
landet. Poul og hans hustru har begge haft udearbejde, mens de har passet gården. Nu deler
Poul og den ene søn arbejdet på gården. I interviewet deltager både Pouls hustru og den ene
søn.
Poul fik tilbudt træningsteknologien i forbindelse med udskrivning fra sygehus. Han opgav at
bruge teknologien efter noget tid, da der var for mange tekniske problemer, som gjorde, at
træningen ikke kunne afvikles på skærmen.
Skærmen var placeret i stuen, og det var fint nok, da familien kunne bruge den anden stue, hvis
de skulle se fjernsyn.
Poul fortæller, at der kom nogen ud for at se på problemerne, men det hjalp ikke. Sønnen
fortæller, at en af de ting, der blev konstateret, var, at gårdens bliktag var medvirkende til
problemerne, men så brugte de familiens eget internet.
Hustruen har også brugt skærmen og er meget tilfreds med træningen. Sønnen fortæller, at der
kom en fysioterapeut ud en dag, som konstaterede, at øvelserne var for voldsomme. Han
synes, at der skal komme en fysioterapeut og se, hvordan øvelserne udføres, så man ikke
risikerer at der opstår skader hos de borgere, som måske ikke selv siger fra eller ringer, når det
gør ondt.
”Måske skulle der komme en fysioterapeut og se og følge op, det kunne være godt”. (hustru)
Både Poul og hans hustru synes ikke godt om robotstøvsugere. De fortæller, at robotstøvsugerne ikke dur, og det er for svært at rense dem.
”De kører bare – de er runde og kan ikke komme i hjørner, og der må ikke ligge nogen
ledninger, det hele skal være ryddet. Altså de siger, at de kører mest i gangbaner og sådan.
Hvis du vil have den til at køre hele dagen, det vil jeg altså ikke have”. (…) (hustru)
De skal jo have noget service på den og rense dem: Det kan gamle mennesker ikke - skille
sådan en ad og sætte nyt filter og batterier i….”. (manden)
Ægteparret fortæller, at de synes, de tyske motorvejstoiletter er meget hygiejniske og rene, men
tanken om at have robotter til at vaske sig, det har de ikke lyst til.
”Robotter skal jo snart til at erstatte og vaske ældre folk (…), det synes jeg ikke om”.
35
Tekniske problemer og problemer med netværksdækning
Et overraskende kritikpunkt er manglende netværksdækning, ikke mindst fordi det
afvises af leverandørerne. Version2 har 10.12.2013 en artikel, hvor de påpeger, hvordan problemer med netværk sætter en stopper for telemedicinske løsninger (Version2,
2013). I Erhvervsstyrelsens rapport fremhæves, at der er dækning i 99 % af landet
(Erhvervsstyrelsen, 2012a).
I en kommune fortæller lederne, at de er overraskede over, at der er så mange udækkede områder i deres kommune, samt at de har oplevet meget ringe forståelse for problemet hos netværksudbydere. De er således nødt til at differentiere tilbud, og de kan
kun tilbyde træningsteknologi til udvalgte borgere - dem der har dækning. I en anden
kommune fortæller medarbejderen, at de også oplever mange dækningsproblemer, og
at det kom bag på dem, at de opfatter kommunen som en ’bykommune’. Deres
oplevelse er således i tråd med de erfaringer Version2 beskriver. I de to sidste
kommuner oplever personalet ikke netværksproblemer.
”Der har været meget, der ikke har virket, og som terapeuten har skulle tænke over (…)
Først at finde borgeren, så tænke ’er der dækning’? Kan det bruges i hjemmet? De kan
ikke være sikre på, at det fungerer, det er ikke det samme som et nyt løbebånd”.
(Interview ledelse)
Rapporten fra Erhvervsstyrelsen fra 2012 beskriver, at der med en god mobiltelefon er
udendørsdækning i ca. 4/5 (477 af 586 postnumre) af landet. Med en telefon med
mindre gode modtageegenskaber er det ca. 1/3 (210 af 586) (Erhvervsstyrelsen,
2012b).
”Ifølge denne nye mobilkortlægning foretaget med data pr.1. august 2012 har 477 af Danmarks i alt 586 postnumre en geografisk udendørsdækning større end 99 % for en mobiltelefon med gode modtageegenskaber. Er der derimod tale om en mobiltelefon med mindre gode modtageegenskaber, har 210 af Danmarks i alt 586 postnumre en geografisk
udendørsdækning større end 99 %”. (Erhvervsstyrelsen, 2012b, s. 5)
De praktiske erfaringer viser, at der er betydelige problemer i yderområder. De tekniske
problemer fylder meget hos både borgere og personale. Borgerne, der anvender virtuel
træning oplever, at billederne fryser, eller at systemet ikke tæller. Medarbejdere med
online video fortæller også, at det har været meget få træningsgange, hvor det er
lykkedes at gennemføre træningen uden afbrydelser på grund af tekniske problemer.
Mange gange har medarbejderen været nødsaget til at bede borgerne logge af
systemet og logge på igen. Medarbejderen fortæller, hvis en borger kom for sent og
loggede på, så oplevede hun, at alle de andre blev smidt af, og sessionen måtte starte
forfra. Borgere med online video træning oplever også problemerne, fx at lyden
forsvinder. Borgeren med lydproblemer fortæller, at ’det lærer man at leve med, man
kan jo se billederne’.
36
”Der har været et par gange, hvor den [skærmen] ikke har kørt frem eller har talt – jeg har
sagt det til A [terapeuten]. Der gik lang tid – 14 dage, før det kom til at virke (Interview
borger virtuel træning, hvor er ikke var mobildækningsproblemer.)
Denne undersøgelse har ikke til formål at redegøre for de nærmere tekniske specifikationer. Formålet er at belyse anvendelse fra et brugerperspektiv. Brugerne er ligeglade
med, om det er netværket eller systemet, der svigter. Brugerne forholder sig til, om
systemet virker, eller om det ikke virker. Det er ikke brugernes opgave at foretage en
fejlfinding eller indgå i slagsmålet om, hvor problemet ligger – hos leverandøren af
systemet, hos kommunen eller hos netværksudbyderen?
Pointen i denne undersøgelse er, at både ledelsen, personale og borgerne oplever, der
er uforholdsmæssigt mange problemer, der kan henføres til tekniske forhold. Problemer
der tager tid fra træning, og som træningspersonale skal bruge kræfter på at finde løsninger til. Dette er ikke acceptabelt for hverken borgerne, som skal bruge teknologien,
eller kommunerne, der investerer i teknologierne. Kommunerne bør derfor sikre sig
viden gennem evalueringer og specifikationer, der beskriver forudsætninger for systemernes anvendelse i praksis, eksempelvis beskrivelse af forudsætninger som netværk,
hardware, plads, viden, lysforhold etc. Det kan være svært nøjagtigt at angive indendørs modtageforhold, men det vil være en hjælp, hvis kendte faktorer, der påvirker i
negativ retning, fremgår af specifikationerne. Eksempelvis fortalte en borger, at de havde bliktag, som påvirkede på modtageforholdene.
Anbefaling i relation til oplevede tekniske problemer
Anbefaling 14: Kommunerne skal sikre, at der er gode mobilmodtagere i
løsningerne og en fortsat udvikling af bredbånd og mobilnet
Hvis kommunerne og regionerne tilrettelægger pleje og behandling via telemedicin og
velfærdsteknologier, må der være krav om, at alle borgerne kan være trygge ved, at der
er dækning i deres område, så der ikke opstår en ulighed i sundhed. Netværksinfrastruktur i bør være således, at borgere i udkantsområder kan modtage velfærdsteknologiske og telemedicinske løsninger som eksempelvis hjemmetræning.
Ligeledes må det være et krav, at de mobilmodtagere, der sættes i teleteknologier, skal
have gode modtageegenskaber, da det forbedrer modtagelsesforhold i områder med
dårlig dækning.
37
De væsentligste problemer borgere har oplevet
Alle borgere har oplevet tekniske problemer, men kun 1 af de 13 interviewede borgere
stoppede træning på grund af problemerne. Det, som er væsentligt at bemærke i denne
undersøgelse, er, at de borgere, der har deltaget i undersøgelsen, er udvalgt af kommunen. Selvom kommunerne blev opfordret til at spørge borgere, der havde fravalgt teknologien, er det overordnede billede fra borgerinterviewene, at borgerne, der har deltaget,
er kendetegnet ved at være positivt indstillet. De kritikpunkter, interviewborgerne fremkommer med, er således et tegn på, at selv de meget positive oplever en række tekniske problemer og udfordringer i anvendelsen. Det har været karakteristisk, at borgerne i
interview, efter de har fremført kritik af eksempelvis tekniske forhold, understreger, at de
er meget tilfredse med teknologien.
De tre væsentligste problemer borgerne har oplevet
- Manglende opfølgning – borgere accepterer, når teknologien ikke virker
- Manglende redskaber – svære øvelser
- Den sociale dimension af at komme ud
Manglende opfølgning – borgere accepterer, når teknologien ikke virker
Alle borgerne har haft problemer med at få teknologien til at virke. Det karakteristiske i
den forbindelse er, at borgerne prøver sig lidt frem. Borgerne er meget tilbageholdende
med at tage kontakt til træningspersonale, selvom de oplever problemer. Det gælder
både i de kommuner, hvor borgerne har en fast tilknyttet terapeut i forbindelse med
hjemmetræning, og i de kommuner hvor de skal ringe til træningscenteret og viderestilles herfra. Interview med borgene viser, at de er bange for, at de har gjort noget forkert,
eller at problemerne skyldes, de ikke kan finde ud af at bruge teknologien. Borgerne
tænker, at det er deres fejl, og så vil de ikke forstyrre personalet. Borgerne har en
forventning om, at de selv skal kunne finde ud af det.
Det er derfor værd at bemærke, at borgerne er meget forsigtige med at fremkomme
med kritik af systemet. De undlader i stor udstrækning at gøre opmærksom på de
problemer de oplever, og de kontakter først kommunen ved mere massive problemer.
Borgerne affinder sig i høj grad med de problemer, de oplever ved anvendelse af teknologien.
38
En af borgerne fortæller, hvordan hun blev kontaktet af terapeuten, fordi terapeuten
kunne se, at borgeren ikke trænede. Borgeren trænede dagligt og kunne se, at systemet ikke talte øvelserne, men det accepterede hun uden at ’brokke sig’ til kommunen.
Systemet sendte derfor ingen informationer videre til terapeuten, som reagerede og
kontaktede borgeren. Adspurgt fortæller flere borgere, at de bare ignorerer de problemer, der er med systemet, eller de henfører det til, at man må forvente nogle ’børnesygdomme’, når det er tale om nye systemer.
En it-kompetent interviewborger foreslår, at der er en medarbejder til stede de første 2-4
gange, systemet skal bruges, således at personalet sikrer sig, at borgerne kan betjene
teknologien. Borgeren foreslår, at det eksempelvis kan være en hjemmehjælper, der er i
hjemmet de første gange, for at sikre at borgeren kan betjene systemet.
Nogle af medarbejderne fortæller, at deres indtryk er, at en væsentlig årsag til, at
borgerne undlader at kontakte kommunen, når de oplever problemer skyldes, at
borgerne tænker, at det er fordi, de ikke kan finde ud af det. Borgerne vil ikke fremstå
som ’dumme’, og resultatet bliver, at de ignorerer problemerne og i værste fald undlader
at træne. Eksempelvis fortalte en af borgerne, at systemet gik tilbage til første øvelse,
og når det blev ved, så sprang han de andre øvelser over. Han have ikke kontaktet
kommunen omkring problemet.
Øvelserne er for enkle, og borgerne mangler træningsredskaber
Flere af de interviewede borgere fortæller, de oplever, øvelserne i virtuel træning er for
simple. Borgerne savner træningsredskaber, men de synes, træningsteknologien er et
godt supplement. En borger er mere tilfreds med træningsteknologien, end den kognitive træning han får på centeret.
Medarbejderne er enige med borgerne i, at træningsteknologierne har sine begrænsninger og derfor kun kan benyttes til afgrænsede terapeutiske områder. Træningsteknologierne kan således ikke erstatte almindelig træning på center, hvor der er forskellige træningsredskaber, og der er personale, som kan vejlede, instruere og kontrollere
de mere komplekse og komplicerede øvelser.
Den sociale dimension af træningen mangler
Der er to ting, der karakteriserer de deltagende borgerne i undersøgelsen. Det ene er,
at de er socialt aktive. Det andet er, at de alle sammen går op i deres fysiske helbred.
De er bevidste om, at de selv skal gøre noget for at holde sig i gang. Alle fortæller, at de
er blevet mere motiverede af, at de ved, der er en terapeut, der ’holder øje med dem’.
De lægger dog også vægt på, at de ikke har brug for den sociale del af træningen.
39
”Hvis det jeg gjorde var nok, så var der jo ingen grund til at fare derud [på centeret] (….)
jeg havde ikke brug for at være sammen med andre i samme situation, men det kan der jo
være andre, der har”. (Interview borger)
”Det er rart ikke at skulle ud i det vejr [det regnede under interviewet] især her til vinter.
Det er nemmere at passe træningen (…) men nogen har også glæde af det sociale i
træningen”. (Interview borger)
Tre borgere fortæller, at de har været meget glade for den sociale del af træningen. De
øvrige borgere lægger vægt på, at de ikke har behov for den sociale del af træningen,
men de siger samtidig, at der er borgere, der både har et trænings- og et socialt behov.
En borger fortæller, at ’han blev samlet op af terapeuterne’ i forbindelse med træningen,
en hjælp der fik ham videre, da han havde brug for det.
”Der havde jeg brug for at ’blive samlet op’. Det var jeg rigtig glad for. Der var personale,
hvis man havde behov for at blive samlet op og drøfte, hvilken situation man nu stod i ”
(Interview borger hvis hustru kom på plejehjem)
To af borgerne blev hentet i bus til træning. De fortæller, at busturen også udgjorde et
opmuntrende indslag i hverdagen. Medarbejderne fortæller, at de både oplever, der er
borgere, der nyder busturen og det sociale aspekt af træningen, og borgere der hader
det. Der er således ikke et entydigt billede af den sociale dimension.
Den borger, der udelukkende fik virtuel træning, fortæller, at hun ikke havde behov for
det sociale.
Lederne fortæller, at det efter deres mening er vigtigt at sikre, at terapeuternes faglighed bruges på træning. De er opmærksomme på at tænke i nye og anderledes muligheder, der kan sikre, at svage borgere tilbydes mulighed for social kontakt. Kommunen
arbejder derfor bevist med at tilbyde borgerne forskellige muligheder for fortsat træning
eller sociale arrangementer i en udslusningsfase.
40
Anbefalinger i relation til borgenes oplevede problemer
Anbefaling 15: Personalet skal aktivt følge op på velfærdsteknologi
Borgerne henvender sig ikke nødvendigvis, selvom de oplever problemer. Kommunerne
bør derfor indarbejde en fast rutine, hvor de efter 1-2 uger uopfordret kontakter borgerne og følger op på eventuelle problemstillinger, så borgerne kan få rettet fejl eller
misforståelser.
Anbefaling 16: Teknikken skal testes bedre, før velfærdsteknologiske løsninger
sendes ud til brugerne
Flere kommuner og borgere oplever, at der er mange børnesygdomme ved systemerne.
Leverandørerne bør derfor foretage flere tekniske test og pilottest, før produkterne
sættes i drift, således at borgerne og kommunerne kan koncentrere sig om at teste
brugergrænseflader og anvendelse.
Anbefaling 17: Videreudvikling af øvelser
Både borgere og træningspersonale fortæller, at de oplever, udvalget af øvelser er for
begrænset. Leverandørerne bør derfor i tæt dialog med fagpersoner videreudvikle
øvelser i systemerne.
Anbefaling 18: Kommunerne skal etablere sociale tilbud i forbindelse med
velfærdsteknologier
For mange borgere indeholder en service fra kommunen ofte mere end selve ydelsen.
Ydelsen medfører også en social kontakt. Det er vigtigt, at kommunerne ikke kun ser
selve ydelsen som leverancen. Der er brug for, at kommunerne ved brug af velfærdsteknologier også tænker på de sociale og tavse dele af et servicetilbud.
Kommunerne skal i samarbejde med borgerne og interesseorganisationer finde nye
løsninger til at sikre, at den sociale og tavse dimension af service og sundhedsydelser
tilgodeses. Den sociale dimension er en væsentlig faktor for det gode liv, som tidligere
undersøgelser påpeger er afgørende for velfærdsteknologi. Der kan være risiko for, at
en række borgere, der er isoleret i en kortere eller længere periode, ’mister gejsten’,
hvis ikke der er nogle sociale kontakter, og det kan være svært for borgerne selv at
opsøge kontakter.
41
De væsentligste problemer personale og ledelse har oplevet
”Det var os, der sad med de vrede borgere”. (Interview terapeut)
Medarbejderinterview viser to forskellige synsvinkler. De terapeuter, der har medvirket
til at implementere træningsteknologien, har fået et stort ejerskab og engagement i
forhold til at anvende teknologien. Denne gruppe er generelt positive, om end de også
har kritikpunkter.
Den anden gruppe er de terapeuter, der har fået træningsteknologien ’trukket ned over
hovedet’. De er meget mere kritiske over for anvendelsen, og den ændring af deres
arbejdsområde teknologien medvirker til. De fortæller i interviewet, at de fornylig har
fået en forklaring omkring baggrunden for anvendelse af træningsteknologi, som gav
dem en bedre forståelse af kommunens motivation for implementering af træningsteknologi.
”Der blev holdt et møde, og fremadrettet er der ikke så mange penge i kommunekassen.
Det blev ridset op helt fra regeringen, at der er brug for at tænke nyt, det vidste vi ikke i
starten, der blev det solgt som en ny service. Det [forklaringen om den brændende
platform] kunne jeg godt have brugt fra starten” (Interview terapeut).
Både projektlederen og ildsjæle blandt medarbejderne oplever, at det er et stort og
krævende arbejde at motivere kolleger til at ændre praksis. Der er relativ lang vej fra
accept og ide blandt ildsjæle til accept og begejstring hos resten af medarbejdergruppen.
”Der er ingen, der ikke er motiveret og interesseret, men det kræver et motivationsarbejde
hos kolleger – her ligger en stor opgave”. (Interview terapeut)
”Jeg forstår ikke, det skal tage så lang tid: Det er en uendelig lang proces for
medarbejderne at forstå at ændre praksis – at få drejet skuden rundt så den enkelte bliver
mere bevidst (…)”. (Interview projektleder)
Medarbejderne fortæller, at de oplever manglende inddragelse af deres faglighed i relation til udviklingsfasen med leverandøren, og nogle medarbejder oplever manglende
forståelse og forklaring fra deres egen ledelse i implementeringsfasen. Derudover kan
medarbejdernes problemer inddeles i fem hovedkategorier.
42
De fem væsentligste problemer medarbejderne oplever i anvendelsen
- Tekniske problemer der tager tid fra terapeutens kerneydelse
- Begrænset anvendelsesområde
- Terapeutrollen ændres
- At det tager lang tid at få rettet uhensigtsmæssigheder i systemet
- Svært at lægge øvelse ind
Der er mange tekniske problemer
Alle medarbejderne har oplevet, at de har måttet hjælpe med at løse forskellige tekniske
problemer hos borgerne. De fysioterapeuter, der har været initiativtagere til at implementere virtuel træning, fortæller, at de har påtaget sig mange tekniske og praktiske
opgaver af interesse for at få ’systemet til at virke’. Opgaver som ligger udenfor ’det
almindelige terapeutiske arbejde’, som man derfor ikke kan forvente, at alle vil påtage
sig.
De medarbejdere, der ikke har været initiativtagere, oplever, det er stærkt demotiverende at bruge tid på tekniske ting.
”Al den tid der er gået med tekniske problemer, det har været dybt demotiverende”.
(Interview terapeut)
”Vi har brugt mange terapeuttimer på at afprøve ting, som burde have været ordnet
inden”. (Interview terapeut)
En anden medarbejder fortæller, hvordan hun oplever det fagligt utilfredsstillende, at der
bliver sat lighedstegn mellem hendes faglige kompetence, og det at teknikken ikke
virker. Der er borgere, der siger nej til træningstilbud, fordi de oplever, teknikken ikke
fungerer. Medarbejdere fortæller, at de oplever, borgerne retter deres vrede mod kommunen og ikke mod dem som medarbejdere.
”Der har været nogen, der har sagt, at de ikke vil have noget med os at gøre, for så
inkompetent træning ville de ikke være med til”. (Interview terapeut)
43
Både ud fra et borger- og et medarbejderperspektiv bør der stilles større krav til at den
tekniske afprøvning af velfærdsteknologiske systemer. Den tekniske afprøvning bør
være mere grundig, før systemerne præsenteres for borgere og medarbejdere, da
medarbejderne samtidig med implementering skal opretholde den daglige drift. De har
derfor kun begrænset tid til løsning af opgaver, der ligger uden for selve træningen.
Begrænset øvelses- og anvendelsesområde
Både medarbejderne og nogle af borgerne oplever, at træningsteknologien ikke er tilstrækkelig i forhold til at variere øvelser og bruge redskaber i øvelserne, ligesom en
medarbejder fortæller, at de øvelser, der udvælges, skal være forholdsvis lette at forstå
for borgerne.
”Vi vælger øvelser, som ikke kan misforstås, og dermed ikke er så komplicerede som ved
holdtræning”. (Interview terapeut, virtuel træning)
”Borgeren bliver presset mere ved hold (…) skærmens styrke er, at du får kvantiteten, og
dermed øvelser der handler om at øge styrke gennem gentagelse ”. (Interview terapeut,
virtuel træning)
Der mangler styrkedelen i træning, de kan bruge en flaske vand, men det er alligevel (…)”
(Interview terapeut, virtuel træning)
I en kommune havde de udleveret en bold og andre enkle redskaber, som borgeren
kunne bruge til online træning. I en anden kommune fortæller medarbejderne, at den
diagnose, der var udvalgt til deltagelse i afprøvning, ikke kunne bruge øvelserne, da
øvelserne i virtuel træning var for simple.
Der er således et begrænset antal øvelser og dermed antal borgere, der kan anvende
teknologien, som den er i dag. Det betyder, at træningsteknologi er et supplement til
den øvrige træning. Et supplement som i nogle tilfælde betyder ekstra arbejde, fordi
terapeuten skal vedligeholde to systemer – papirtræningssystemet og det virtuelle
træningsprogram.
”På papiret er der større udvalg af øvelser (….) og så får de papiret med, så vi kører
dobbeltsystem med flere borgere”. (Interview terapeut)
Terapeutrollen ændres til en mere rådgivende og vejledende konsulent
Flere af terapeuterne giver udtryk for, at de er bekymrede for, at udviklingen skal
reducere deres opgave og rolle til at være mere tekniske og mindre menneskelige.
44
Ildsjælene blandt terapeuterne fortæller, at de synes, det er sjovt med teknologien og de
nye udfordringer med teknologien, men at de ekstra opgaver, de har påtaget sig for at
få det til at virke i opstartsfasen, forventer de ikke skal fortsætte. Disse terapeuter fortæller eller svarer bekræftende på, at ’de er lidt teknisk nørdede’, og dermed adskiller
de sig fra ’den almindelige terapeut’.
I en kommune er det fysioterapeuterne, der står for opsætning og supportkontakt til borgerne. De synes ikke, det er et problem at sætte systemet op, men på sigt forventer de,
at det skal udleveres fra hjælpemiddeldepot. I de øvrige kommuner er det Post Danmark eller hjælpemiddeldepotet, der sætter systemerne op, medmindre der er fysioterapeut, der alligevel skal ud i hjemmet.
”Det er mere kedeligt som terapeut (…) det er det nære og kontakten som mange
terapeuter har valgt”. (Interview terapeut)
”Der er nogle ting, der går tabt, og den menneskelige dimension mangler. Det handler
også om, at man bliver bedre til at bruge det”. (Interview terapeut)
”Som terapeut har jeg en kontakt med dem, selvom de er derhjemme – man følger lidt
med”. (Interview terapeut)
Et par af medarbejderne fortæller, at de oplever, at de har en god kontakt til borgerne,
når de har været i hjemmet. Andre giver udtryk for, at de mangler kontakt til borgere,
der træner hjemme. Medarbejderne vurderer, at oplevelsen af manglende kontakt
måske også hænger sammen med tilvænning til at bruge systemet. De lægger vægt på,
at der altid vil være øvelser og borgere, hvor det er nødvendigt, at terapeuten kan guide
borgerne og mærke, hvordan borgerne udfører øvelsen.
Lederne fortæller, at der er medarbejdere, der er bange for deres jobsituation, ligesom
der er medarbejdere, der ikke er ’klar’ til at ændre på deres faglighed og opfattelse af
’rigtigt terapeutarbejde’.
Det et vigtigt, at kommunerne tager medarbejdernes bekymring alvorligt, da det er dem,
som fremadrettet skal bruge træningsteknologierne. Det handler både om at inddrage
deres faglige vurdering, men også om at imødekomme den proces, der handler om at
se på egen praksis med nye øjne.
Det tager lang tid at få rettet uhensigtsmæssigheder i systemet
”Bare at få numre på øvelserne er der gået tre måneder med, og det tager bare så lang
tid, og vi har måske et forløb på 3 -6 uger”. (Interview terapeut)
45
Terapeuterne fortæller, at de generelt synes, at der er for mange mangler ved systemerne, som sendes ud i drift. Derudover oplever medarbejderne, at det tager uforholdsmæssig lang tid at få indarbejdet ændringer i systemerne. Der er oprettet brugergrupper, men det tager tid at få rettelser og tilpasninger ind i systemerne.
En bedre brugertest og mere inddragelse af faglige vurderinger, inden systemerne
tages i brug, vil kunne reducere nogle af de fejl og uhensigtsmæssigheder, der ligger i
systemerne.
Det er svært at lægge øvelse ind
Der er lidt uenighed blandt medarbejderne omkring, hvor tidskrævende det er at lægge
nye øvelser ind og oprette nye borgere, men de er enige om, at det burde kunne gøres
mere smidigt. Eksempelvis fortæller en af medarbejderne, at de skal taste alle oplysninger forfra, når de skal oprette borgere. Ligesom medarbejderne fortæller, at der er for
mange begrænsninger i systemet og mange besværligheder i forhold til at vælge øvelser, flytte om på rækkefølge af øvelser. Nogle har fået pakker med forskellige øvelser,
de kan tildele borgere. I nogle kommuner kan terapeuten flytte om på rækkefølgen eller
tilføje nye.
Det, som især irriterer medarbejderne, er, at funktioner, som er kendt og fungerer i
andre systemer, ikke er mulige i den virtuelle træningsteknologi. I online videosystemet
skal de oprette hver aftale separat, i stedet for at knytte borgeren til et hold. Det er
noget, de oplever er tidskrævende og unødvendigt, da det burde være en enkel
funktion. Problemerne i de administrative funktioner betyder, at medarbejderne oplever,
systemerne er ’tunge at danse med’. De tilføjer dog, at det også er nyt, og derfor må en
vis grad af besværlighed accepteres.
”Det er svært at sammensætte programmer. Der er kommet flere øvelser, men det er ikke
nok, og det tager 20-30 minutter at lægge et program, og det er ikke træningstid. Det var
nemmere bare at printe et program i det [system], vi ellers bruger”. (Interview terapeut)
Medarbejderne oplever nogle problemer, som sandsynligvis er et mix af konkrete
besværligheder og problemer med at ændre på indgroede vaner. Det centrale budskab
er, at kommunerne skal vurdere det tidsforbrug, der er forbundet med de administrative
opgaver, der er i forbindelse med anvendelse af træningsteknologier. Det er væsentligt,
at tid til administrative opgaver ikke forøges.
46
Anbefalinger i relation til personalets og ledelsens oplevede problemer
Anbefaling 19: Kommunerne bør arbejde strategisk med forandringsledelse
Kommunerne bør arbejde med at skabe et grundlag for forandring – en brændende
platform. Kommunerne bør inddrage medarbejderne og arbejde metodisk med forslag til
nye arbejdsgange og handlingsplaner for disse.
Anbefaling 20: Velfærdsteknologiske systemer må ikke forøge tid på
administrative opgaver
Kommunerne bør stille krav om, at velfærdsteknologiske systemer er lette at
administrere, og fagpersonale kan bruge mest mulig tid på deres kerneopgaver i
forbindelse med borgene.
Anbefaling 21: Brugergrænseflade og design bør udvikles med brugerne
Leverandørerne bør trække flere fagpersoner og borgere ind i de tidlige udviklingsfaser,
så velfærdsteknologiske systemer matcher den kontekst, de skal anvendes i. I den
forbindelse bør brugernes vurdering af design (udseende, størrelse, materiale mm)
også medtænkes i det endelige design.
Anbefaling 22: Kommunerne og leverandøren bør aftale tidsplaner for ændringer
Det er utilfredsstillende og demotiverende, at der går lang tid fra identificering af
problemer, til løsningerne er implementeret. Kommunerne bør i deres kontrakter stille
krav i forhold til tidsperspektiv for indarbejdelse af ændringer.
47
7. Forventninger til anvendelse i fremtiden
Både borgere, ledelse og medarbejdere forventer en øget teknologisk udvikling de kommende år. Borgerne lægger vægt på, at der er forskel på træningsteknologierne, som
de er positive overfor, og så krav om e-kommunikation. Personale og ledelse lægger
vægt på, at der mangler viden om effekterne af velfærdsteknologiske løsninger både de
faglige og de økonomiske samt opstilling af retningslinjer for anvendelse.
Borgerne forventer mere teknologi – noget er ok, andet er ikke
Flere borgere forventer mere teknologi i fremtiden. En af de meget teknologivante
borgere, som både bruger NemID, netbank og ordner regnskaber på pc, fortæller:
”Det er nok den vej, det går. Man skal vænne sig til, at det er den måde, man skal
kommunikere med det offentlige. Man skal kommunikere uden, at der er nogen tilstede”.
(Interview borger)
Alle borgerne er blevet spurgt om deres holdning til robotstøvsugere og andre velfærdsteknologier. I forhold til robotstøvsugerne er borgernes indstilling, at de ikke kan gøre
ordentlig rent, og at det ikke er det samme, som at der kommer et menneske.
Borgerne skelner mellem de forskellige teknologier som NemID og træningsteknologi.
Deres tilfredshed med træningsteknologien skyldes, at teknologien er nem at betjene og
opfylder et behov.
”Der er mange der ikke har digital post, som ikke har computer og som ikke vil have det
(…) men lige det her [træningsteknologi] – det er ok”. (Interview borger)
Der er store forventninger om besparelser, men realisering mangler
I praksis mangler stadig at realisere de lovede besparelser. Kommunernes motivation
for at investere i træningsteknologier er en formodning om besparelser. Forskellige
rapporter og leverandører har foretaget beregninger, der viser det forventede besparelsespotentiale, og det er ikke nødvendigvis det samme, som den realiserede besparelse.
Lederne fortæller, at deres motivation er, at der er et potentiale for besparelse. Lederne
er bevidste om, at besparelserne ikke kan høstes i starten, og at der i implementeringsperioden skal bruges ekstra ressourcer, men på sigt skal der være et potentiale for besparelse eller kvalitetsforbedring. Lederne fortæller, at der har været mange overraskelser, som gjorde det dyrere og mere tidskrævende end først beregnet.
”Vi er blevet overrasket over, at det blev så dyrt at udvikle og implementere personalemæssigt. Svært at vide om det er oversolgt (…) de [leverandørerne] lover, det kan erstatte, men det kunne det ikke”. (Interview ledere)
48
Flere medarbejdere mener, at det er muligt at hente en besparelse på kørselsudgifter til
borgere, der skal hentes til træning på centeret.
Et andet område, hvor medarbejderne ser muligheder for at hente besparelse, er ved at
omlægge nogle træningsseancer. Det kan være ved at kombinere center- og hjemmetræning, så der frigives tid til at starte nye borgere op og dermed medvirke til at reducere ventelisterne. Eksempelvis hvis borgeren træner på centeret en gang om ugen, og
resten er hjemme. Eller ved at afkorte nogle holdforløb, så en del af træningen ændres
fra holdtræning til virtuel træning.
I den kommune, der har begge løsninger, oplever personalet ikke, at online videotræning sparer terapeuttid. I deres øjne binder online træning personale på faste tidspunkter, hvilket ikke giver nogen gevinst i form af reduceret tid. Den kommune, der kun har
haft online træning, oplever, at der er et potentiale, men det kan først realiseres, når
teknologien er mere stabil.
Både ledere og medarbejdere fortæller, at der mangler et billede af, hvad det reelt
koster, når systemerne er i drift. Lederne oplever, at de udgifter, der er forbundet med at
drifte systemerne, er nedtonet, så det ikke er et reelt billede af de økonomiske
konsekvenser, der er fremstilet. I evalueringsrapporten fra Spitze er der eksempelvis
ikke medtaget udgifter til support, udbringning af skærme, vedligehold eller omlægning
af arbejdsgange og implementering (Spitze, 2012).
”Det har kostet urimelig mange ressourcer – bare intern support. Det skal hænge
sammen, når det kommer i drift (…) Det koster meget at køre ud og vedligeholde skærme.
Det er en hindring, at der er forskellige skærme”. (Interview leder)
Træningsteknologier kan kun være et supplement
Både borgere og medarbejdere lægger meget vægt på, at virtuel og online træning ikke
kan erstatte den træning, der foregår på træningscenteret. Mange af
interviewpersonerne gentager flere gange under interviewene, at træningsteknologier
kun kan være et supplement, og at det ikke må stå alene.
Der er tre hovedargumenter for dette. Det ene er den faglige kontakt og vejledning, det
andet er, at træningsteknologierne ikke omfatter redskaber mm. Det sidste argument er
den sociale dimension, og den kontakt borgerne har med terapeuten og de øvrige deltagere i forbindelse med træning.
Bitea.dk vurderer, at især det første og det sidste argument også gælder for andre
velfærdsteknologier. Hvad enten der er tale om en serviceopgave som støvsugning eller
et bad, så er der en social og faglig dimension indeholdt i opgaven. Borgerne får en
social kontakt, og der er en fagperson, der ser borgerne med regelmæssige mellemrum,
49
som dermed kan observere eventuelle ændringer og begyndende problemer med
eksempelvis demens.
”Jeg vil understrege, at det kun kan være et supplement. Det kan ikke erstatte den
træning, man får på centeret”. (Interview borger)
Det betyder, at business cases og fremtidige budgetter skal indeholde et mix af
almindelig træning og træning i hjemmet.
Der mangler evalueringer og vidensdeling om effekter både fagligt og økonomisk
De interviewede ledere og medarbejdere er enige om, at der mangler evalueringer.
Flere terapeuter fortæller, at der mangler viden om effekterne.
”Rent sundhedsfagligt (…) vi aner ikke, hvad effekten er, kan vi stå inde for det?
(Interview terapeut)
I forbindelse med dette projekt har det været relativt svært at finde kommuner, der ville
deltage. Flere kommuner har afslået tilbud om deltagelse i dette projekt, med den
begrundelse, at de ikke kunne afsætte ressourcer til deltagelse dvs. personale til 1½
times fokusgruppeinterview. Andre har afslået med den begrundelse, at de var i gang
med en evaluering, eller selv ville gennemføre en evaluering.
I lederinterviewet kom det frem, at der ligger en bekymring for, at en ekstern evaluering
kan medføre kritik af kommunens investering. Denne bekymring møder Bitea.dk også i
forbindelse med evaluering af andre it-projekter i sundhedsområdet. Bitea.dk ser det
som et generelt problem, at det er svært at få udarbejdet kritisk konstruktive evalueringer, der kan medvirke til vidensdeling og formidle både gode idéer og forhindre
gentagelse af fejl. De manglende kritisk konstruktive evalueringer betyder, at det nemt
bliver leverandørernes evalueringer og business cases, der kommer til at udgøre
beslutningsgrundlaget.
Der er endnu ikke fastlagt regler og kvalitetsstandarder
Både lederne og flere medarbejdere fortæller, at området med træningsteknologi og velfærdsteknologi er så nyt, at der endnu ikke er kommet regler og kvalitetsstandarder for
området. En af lederne fortæller, at det fremover kan blive nødvendigt at prioritere,
hvem der kan få tilbudt træningsteknologier, og at det måske primært vil være de yngre
borgere, der vil få valget, da der er størst potentiale hos dem.
”På sigt vil der også være en prioritering af dem, som kan tilbydes træningsteknologi (…)
der skal være et potentiale for forbedring”. (Interview leder)
50
”Fordele nu er, at der ikke er nogle regler for tildeling, tid etc., men på sigt vil der
sandsynligvis komme regler og rammer for anvendelse af videotræning. Lige nu er det
helt frit, men det fortsætter nok ikke”. (Interview terapeut/projektleder)
Alle borgerne har fået stillet teknologien gratis til rådighed, uanset om teknologien er i
drift, eller noget kommunen tilbyder i forbindelse med et projekt. I nogle kommuner har
man opstillet retningslinjer for, hvor længe borgeren må have teknologien, men flere af
borgerne fortæller, at de kunne beholde teknologien længere, da der ikke var nogen,
der stod og ventede på at bruge den, eller at det var sommerferie.
12 af borgerne er spurgt, om de kunne tænke sig at beholde skærmen mod betaling,
efter den aktuelle træningsperiode var afsluttet. En borger siger klart, at han ikke ønsker
at betale for teknologien, og en borger vil gerne købe en skærm, hvis det kunne lade sig
gøre. Flere borgere svarer lidt mere forsigtigt, at det kommer an på prisen, men at de
godt kunne tænke sig at beholde skærmen lidt længere, hvis de kunne leje den. En
fortæller, at hun gerne vil leje skærmen, men kun hvis der følger terapeutisk vejledning
og kontakt med. Tre svarer, at de ikke oplever, de har behov for at fortsætte skærmtræning. To af disse vil starte i træningscenter. Der er således ikke et entydigt billede af
borgernes ønsker om at fortsætte mulighed for træning mod betaling. Ligesom ved
mange af de andre udsagn skal borgernes indstilling ses i lyset af, at borgerne er udvalgt af kommunen. Borgerne kan således være mere positivt indstillet end den mere
’gennemsnitlige’ borger.
51
Anbefalinger i relation til fremtidige investeringer i velfærdsteknologi
Anbefaling 23: Kommunerne skal efterspørge og tillade flere uafhængige
evalueringer og forskning på området
Kommunerne skal stille krav om, at velfærdsteknologiske løsninger er evalueret af
uafhængige forskere og konsulenthuse, der benytter systematiske gennemsigtige
metoder, eksempelvis MAST metoden4.
Samtidig er der behov for større åbenhed og forståelse fra kommunernes side, så de
tillader gennemførelse af uafhængige evalueringer. Det er vigtigt at få såvel de gode
som de mindre gode erfaringer frem i lyset, så fremtidige projekter bygger på de erfaringer, der allerede er – også de mindre gode. Det gælder om at finde en balance
mellem de meget langvarige forskningsprojekter, og de mere hurtige og til tider ensidige
konsulentrapporter.
Anbefaling 24: Kommunerne skal fastlægge regler i samspil med brugerne
Der er behov for, at kommunerne får udarbejdet retningslinjer for anvendelse af velfærdsteknologier i samspil med borgerne, og at kommunerne inddrager borgerens viden
om behov og potentialer, således at anvendelse af velfærdsteknologi giver værdi til
såvel borgerne som kommunen.
4
MAST er en systematisk metode til at vurdere forskellige parametre ved anskaffelse af telemedicinske
løsninger. MAST metoden indeholder vurdering af helbredsproblem, sikkerhed, klinisk effekt, patientens
perspektiv, økonomi, organisation, sociokulturelle, etiske og juridiske aspekter. MAST er en forkortelse af
Model of ASsesment of Telemedicine
52
8. Konklusion
Det generelle billede er, at både borgere, ledere og medarbejdere, der har været
inddraget i træningsteknologiprojekter, er meget positive overfor at anvende træningsteknologier. Både borgere, ledere og medarbejdere forventer, at der i fremtiden vil
komme mange flere teknologier på forskellige områder.
Både borgere og medarbejdere pointerer kraftigt i interview, at teknologierne ikke må
erstatte den træning der er i dag. Først og fremmest fordi træningsteknologi ikke er
tilstrækkeligt træningsmæssigt. Dernæst fordi træningsteknologi ikke indeholder den
sociale dimension af træningen, som for nogle borgere betyder, at de opnår social
kontakt i en periode, hvor de ikke har deres normale ressourcer og kan bevæge sig frit.
Borgerne oplever mange fordele ved at bruge træningsteknologier. Medarbejderne
oplever, at de skal løse mange tekniske problemer, som tager tid fra deres kerneopgave. Ledernes erfaring er, at det kræver flere ressourcer at implementere træningsteknologier, samt at der er en række omkostninger i forbindelse med drift af systemerne, som
ikke er medregnet i businesscasen.
Det, som går igen i alle interview, er, at der er mange tekniske problemer, der stadig
ikke er løst. De tekniske problemer er både netværksproblemer og systemproblemer.
Derudover er der uhensigtsmæssigheder i systemernes design og opbygning, som
besværliggør anvendelsen set fra fagpersonalets side. Medarbejderne oplever, at deres
faglige viden med fordel kunne havde været inddraget tidligere i udviklingsprocessen og
medvirket til, at systemet fra starten var designet, så det matchede deres behov bedre.
Undersøgelsen har identificeret 24 anbefalinger, se bilag 2. Derudover peger undersøgelsen på fem centrale områder til fremtidig forbedring i forbindelse med udvikling,
implementering og anvendelse af velfærdsteknologiske løsninger.
1. Medarbejdernes faglige viden bør inddrages i starten af udviklingsprocessen, så
deres viden og erfaring indgår i udvikling og design af velfærdsteknologi.
2. Systemerne bør testes hos velfungerende (måske raske) borgere og af
fagpersoner, der i testøjemed fungerer som brugere, således at systemerne er
testet for ’børnesygdomme’, før de præsenteres for syge og svage borgere.
3. Kommuner og andre, der køber velfærdsteknologiske løsninger, bør stille større
krav om uafhængige evalueringer og forskning i anvendelse af velfærdsteknologiske løsninger.
4. Kommunerne bør medtænke den sociale dimension af serviceydelser, således at
kommunerne ikke erstatter service med velfærdsteknologi uden også at tænke
på de menneskelige og sociale aspekter, der er indeholdt i nuværende tilbud.
53
5. Kommunerne bør opstille og inddrage borgerne i udarbejdelse af retningslinjer
for anvendelse af velfærdsteknologiske tilbud, der sikrer en lige adgang for alle
borgere til at vælge de mest effektive teknologier.
54
9. Litteratur
Ballegaard, S., et al.: Hjemmeteknologi til patienter med KOL, 2012, KORA Det nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning
Bille, M., Sørensen, T.F.: Materialitet – en indføring i kultur, identitet og teknologi, 2012,
Samfundslitteratur
Erhvervsstyrelsen: Bredbåndskortlægning, 2012a, set på www. 06.12.2013.
http://erhvervsstyrelsen.dk/file/305959/bredbaandskortlaegning-2012.pdf
Erhvervsstyrelsen (b): Mobilkortlægning 2012, 2012b, set på www. 10.12.2013,
http://erhvervsstyrelsen.dk/file/309361/mobkort-2012-rapport.pdf
Forsberg, L. et al: Senior online – det digitale Danmark set med 65+ øjne, 2013, Teknologisk Institut
Guvå, G., Hylander, I.: Grounded Theory – et teorigenererende forskningsperspektiv,
2005, Hans Reitzels forlag
Kvale, S: InterView – en introduktion til det kvalitative forskningsinterview, 1997, Hans
Reitzels Forlag
Müller, C.; Rasmussen, S.; Forsberg, L.: Ældres erfaringer med velfærdsteknologi – en
brugerundersøgelse udarbejdet for ældresagen, 2012, Teknologisk Institut
Maaløe, E.: Casestudier – af og om mennesker i organisationer, 2002, Akademisk forlag
Rieper, O.: Gruppeinterview i praksis – brug af fokusgruppeinterview I evalueringsforskning, 1993, AKF Forlaget
Sanders, C. et. al: Exploring barriers to participation and adoption of tele health and tele
care within the Whole System, Demonstrator trial: a qualitative study, 2012, BMC Health
Services Research
Version2: Læren fra Lemvig: Dansk telenet ikke godt nok til telemedicin, 2013, set på
www. 11.12.2013, http://www.version2.dk/artikel/lemvigs-it-chef-efter-droppet-projektlangsomt-mobilt-bredbaand-er-ikke-nok-til-telemedicin
Ældre Sagen: Undersøgelse om befolkningens holdninger til velfærdsteknologi, 2012,
http://www.aeldresagen.dk/presse/nyheder/Documents/YouGov070612.pdf
Ældre Sagen: Velfærdsteknologi – orientering til ældre politiske frivillige, 2012, Ældre
Sagen
55
10.
Bilag 1: Interviewguide
Bilag 1 indeholder de temaer, der har været brugt i interview med personale, ledelse og
borgere. Interviewene har været gennemført som åbne semistrukturerede interview.
Informanternes svar på de indledende åbne spørgsmål har således guidet de enkelte
interview i forskellig retning, ligesom de første interview har givet anledning til hypoteser
og spørgsmål, der er blevet stillet i de efterfølgende interview.
Bilag 1a.: Interviewguide personale og ledelse
Alle medarbejder- og ledelsesinterview indledes med et åbent spørgsmål:
Prøv at fortælle hvordan I startede med at bruge træningsteknologi? Hvem
startede det?
Herefter blev de forskellige temaer flettet ind i samtalen med informanterne, således at
nedenstående emner blev belyst.
Implementering
- Fortæl hvordan I kom i gang med at benytte træningsteknologier?
- Implementering, service og support
- Anvendelse – har det betydet organisatoriske omlægninger?
- Kompetencer og oplæring hos personale
- Udvælgelse af borgere – karakteristika
Positive og negative erfaringer med anvendelse
- Hvilke positive erfaringer vil I gerne give videre?
- Hvilke problemer har I oplevet?
Hvordan tænker I velfærdsteknologi i fremtiden?
- Er det et supplement og tilbud, der frit kan vælges
- Er det en erstatning – dvs. teknologien bliver tilbuddet?
- Hvordan forestiller I jer, at borgerne i fremtiden udvælges?
56
Bilag 1b.: Interviewguide borger
Alle borgerinterview indledes med et åbent spørgsmål:
- Prøv at fortælle hvordan du kom i gang med træningen? Hvordan fik du
præsenteret træningsskærmen?
Herefter blev de forskellige temaer flettet ind i samtalen med informanten, således at
nedenstående emner blev belyst.
- Baggrundsoplysninger
- Alder, køn, tidligere erhverv, it-kompetence,
- Hjemmets størrelse, it og teknologi i hjemmet, placering af træningsskærm
- Baggrund for behov for træning – forudgående træningsoplevelse
- Introduktion, tilbud og support
- Levering og opsætning af træningsteknologi – hvem kom med skærmen?
Blev du introduceret til den?
- Positive og negative erfaringer med videotræning
- Træningsoplevelser – vurdering af effekt, hyppighed, øvelsesmængde,
kvalitet i øvelserne etc.
- Kontakt – dialog med personale
- Tekniske forhold
- Økonomi – evt. betaling?
- Løsning af problemer
- Sammenligning med andre velfærdsteknologier
- Holdning til robotstøvsuger og andre velfærdsteknologier
- Vurdering af forudsætninger eller krav for at anvende videotræning
- Ønsker til fremtiden – teknologi, kommunale tilbud
57
11.
Bilag 2: Samlet liste med anbefalinger
I dette bilag findes et samlet overblik over de anbefalinger, undersøgelsen peger på.
Anbefalingerne er nummereret kronologisk i forhold til, hvornår de optræder første gang
i rapporten. Nummereringen er således ikke udtryk for en prioritering af anbefalingerne.
Anbefalinger i relation til brugerinddragelse i udvikling
Anbefaling 1: Der skal være krav om, at systemerne er afprøvet på
velfungerende evt. raske personer, før de testes på syge og svage borgere
Kommuner, Ældre Sagen, patientforeninger m.fl. bør fremover stille krav om, at
velfærdsteknologier er afprøvet hos ressourcestærke evt. raske frivillige
forsøgspersoner, før de præsenteres og skal afprøves hos mennesker, som i
forvejen er svækkede og har behov for hjælp.
Ligeledes bør afprøvningen inkludere afprøvning, hvor fagpersoner afprøver
borgersiden, så de kan få et indblik i systemerne fra borgerperspektivet, og
fagpersonernes faglige viden kan kvalificere og vurdere systemet set fra et
brugerperspektiv.
Anbefaling 2: Medarbejdernes faglige viden bør inddrages meget tidligt i
udviklingen af velfærdsteknologiske løsninger
Leverandørerne bør inddrage viden fra fagpersoner allerede på idéstadiet af
systemudviklingen, så velfærdsteknologier bygger videre på eksisterende faglige
standarder og viden. Ligeledes bør kommunerne inddrage og fortælle medarbejderne om kommende udviklingsplaner tidligt, så medarbejdernes har tid til at omstille sig.
Anbefalinger i relation til udvælgelse og præsentation af
velfærdsteknologier
Anbefaling 3: Udvælgelse af borgere til velfærdsteknologiske tilbud skal ske
på et fagligt grundlag.
Borgere, der skal benytte velfærdsteknologiske tilbud, skal være motiverede.
Velfærdsteknologi kan medvirke til, at socialt aktive borgere kan fortsætte deres
normale aktiviteter som fx kortspil, etc. Udvælgelse af borgere, som skal have
tilbud om velfærdsteknologier, skal ske efter en faglig vurdering af nytte. Der bør
ikke være et alderskriterium, der forhindrer borgere i at få velfærdsteknologiske
tilbud.
58
Anbefaling 4: Velfærdsteknologiske tilbud skal præsenteres og prøves af
borgerne, før de skal tage stilling til, om de ønsker at benytte teknologien.
Det skal være muligt for borgerne at prøve teknologien, før de skal tage stilling.
Personalet må gerne i denne fase presse borgerne til at afprøve teknologien, men
hvis borgerne efter at have set og prøvet teknologien ikke ønsker at benytte
teknologien, skal det være muligt at fravælge denne.
Anbefalinger i relation til velfærdsteknologi og øvrige tilbud
Anbefaling 5: Velfærdsteknologier skal bruges til at supplere og udvide
tilbud
Træningsteknologier kan give mulighed for daglig træning og forlænge den
periode, borgerne kan modtage træning, og dermed give borgerne en bedre
service samtidig. Teknologien og de besparelser, det medfører, kan måske
medvirke til at reducere ventetider på træning, og dermed udnytte kommunens
kapacitet bedre til gavn for alle borgerne.
Anbefalinger i relation til opsætning og support
Anbefaling 6: Personale, der installerer velfærdsteknologi, skal kende
teknologien
Forskellige teknologier kræver indsigt i anvendelsen. Kommunerne bør derfor
sikre, at personale, der skal installere velfærdsteknologier i borgernes hjem,
kender teknolgien og kan afprøve teknolgien sammen med borgerne, inden de
forlader borgerne. Det kan betyde, at det i nogle tilfælde vil være nødvendigt, at
fagpersonale deltager i opsætning, således at borgerne får den rigtige instruktion,
og teknologien placeres korrekt i hjemmet i forhold til anvendelse.
Anbefaling 7: Borgerne bør have mulighed for direkte henvendelse ved
problemer
Kommunerne bør sikre, at det er nemt for borgerne at komme i kontakt med
personale, de kender, og som kender teknologien, så borgerne oplever, at det er
kendt personale, der skal hjælpe dem løsning af problemer med teknologien.
59
Anbefalinger i relation til teknologi i borgernes hjem
Anbefaling 8: Det skal være borgernes eget valg, om de vil have teknologien
Borgerne skal selv have indflydelse på, hvor teknologien skal placeres, og de skal
kunne vælge teknologien til eller fra. Personalet bør sikre, at borgerne og de pårørende har forstået, hvilke konsekvenser et eventuelt fravalg på grund af æstetiske
forhold kan have for borgernes helbred, således at borgerne og de pårørende
træffer deres valg på et oplyst grundlag.
Anbefalinger i relation til borgenes oplevede gevinster
Anbefaling 9: Kommunerne bør tilbyde velfærdsteknologiske løsninger til de
borgere, der ønsker det
Borgerne bør have mulighed for at vælge velfærdsteknologier, og kommunerne
bør være forpligtet til at tilbyde velafprøvede og evidensbaserede løsninger, hvor
dette har relevans for borgernes mulighed for at bevare uafhængighed og selvstændighed.
Anbefaling 10: Velfærdsteknologier bør være nemme at betjene
Velfærdsteknologier bør tage højde for, at nogle borgere er fremmede for teknologi og it. Velfærdsteknologier bør derfor være designet således, at de er enkle at
anvende med intuitive brugergrænseflader.
Anbefaling 11: Trænings- og læringsteknologier skal virke motiverende
Trænings-og læringsteknologier skal indeholde forskellige respons og feedback
funktioner, som motiverer borgerne til at benytte dem. Herunder skal terapeutens
mulighed for at følge træningen medtænkes, da dette motiverer borgerne til at
gennemføre træningen. Det må dog ikke få karakter af kontrol og overvågning i
negativ forstand.
Anbefalinger i relation til personalets oplevede gevinster
Anbefaling 12: Velfærdsteknologier skal bruges hvor det fagligt giver
mening
Velfærds- og træningsteknologier skal tilbydes og anvendes til borgere, hvor det
fagligt giver mening. Det skal være en faglig individuel vurdering, der skal afgøre
træningstilbuddet og dermed anvendelsen af velfærdsteknologi.
60
Anbefaling 13: Kommunerne skal sikre uddannelse af personalet, der skal
bruge velfærdsteknologier
For at velfærdsteknologiske løsninger bliver en succes, kræver det, at kommunerne lægger en plan for ændring af arbejdsgange og tilbud til borgerne, således
at de kan sikre de bedste tilbud til den konkrete borger, samt at personalet er
’klædt på’ til at varetage nye opgaver.
Anbefaling i relation til oplevede tekniske problemer
Anbefaling 14: Kommunerne skal sikre, at der er gode mobilmodtagere i
løsningerne og en fortsat udvikling af bredbånd og mobilnet
Hvis kommunerne og regionerne tilrettelægger pleje og behandling via telemedicin
og velfærdsteknologier, må der være krav om, at alle borgerne kan være trygge
ved, at der er dækning i deres område, så der ikke opstår en social ulighed i sundhed på grund af netværksinfrastruktur i udkantsområder.
Ligeledes må det være et krav, at de mobilmodtagere, der sættes i teleteknologier,
skal have gode modtageegenskaber, da det forbedrer modtagelsesforhold i
områder med dårlig dækning.
Anbefalinger i relation til borgenes oplevede problemer ved anvendelse
Anbefaling 15: Personalet skal aktivt følge op på velfærdsteknologi
Borgerne henvender sig ikke nødvendigvis, selvom de oplever problemer. Kommunerne bør derfor indarbejde en fast rutine, hvor de efter 1-2 uger uopfordret
kontakter borgerne og følger op på eventuelle problemstillinger, så borgerne kan
få rettet fejl eller misforståelser.
Anbefaling 16: Teknikken skal testes bedre, før velfærdsteknologiske
løsninger sendes ud til brugerne
Flere kommuner og borgere oplever, at der er mange børnesygdomme ved
systemerne. Leverandørerne bør derfor foretage flere tekniske test og plitotest, før
produkterne sættes i drift, således at borgerne og kommunerne kan koncentrere
sig om at teste brugergrænseflader og anvendelse.
61
Anbefaling 17: Videreudvikling af øvelser
Både borgere og personale fortæller, at de oplever, at udvalget af øvelser er for
begrænset. Leverandørerne bør derfor i tæt dialog med fagpersoner videreudvikle
øvelser i systemerne.
Anbefaling 18: Kommunerne skal etablere sociale tilbud i forbindelse med
velfærdsteknologier
For mange borgere indeholder en service fra kommunen ofte mere selve ydelsen.
Ydelsen medfører også en social kontakt. Det er vigtigt, at kommunerne ikke kun
ser selve ydelsen som leverancen. Der er brug for, at kommunerne ved brug af
velfærdsteknologier også tænker på de sociale og tavse dele af et servicetilbud.
Kommunerne skal i samarbejde med borgerne og interesseorganisationer finde
nye løsninger til at sikre, den sociale og tavse dimension af service og sundhedsydelser tilgodeses. Den sociale dimension er en væsentlig faktor for det gode liv.
Der kan være risiko for, at en række borgere, der er isoleret i en kortere eller
længere periode, ’mister gejsten’, hvis ikke der er nogle sociale kontakter, og det
kan være svært for borgeren selv at opsøge kontakter.
Anbefalinger i relation til personalets og ledelsens oplevede problemer
Anbefaling 19: Kommunerne bør arbejde strategisk med forandringsledelse
Kommunerne bør arbejde med at skabe et grundlag for forandring – en
brændende platform. Kommunerne bør inddrage medarbejderne og arbejde
metodisk med forslag til nye arbejdsgange og handlingsplaner for disse.
Anbefaling 20: Velfærdsteknologiske systemer må ikke øge tid på
administrative opgaver
Kommunerne bør stille krav om, at velfærdsteknologiske systemer er lette at
administrere, så fagpersonale kan bruge mest mulig tid på deres kerneopgaver i
forbindelse med borgene.
Anbefaling 21: Brugergrænseflade og design bør udvikles med brugerne
Leverandørerne bør trække flere fagpersoner og borgere ind i de tidlige udviklingsfaser, så velfærdsteknologiske systemer matcher den kontekst, de skal anvendes
i. I den forbindelse bør brugernes vurdering af design (udseende, størrelse, materiale mm) også medtænkes i det endelige design.
62
Anbefaling 22: Kommunerne og leverandøren bør aftale tidsplaner for
ændringer
Det er utilfredsstillende og demotiverende, at der går lang tid fra identificering af
problemer, til løsningerne er implementeret. Kommunerne bør i deres kontrakter
stille krav i forhold til tidsperspektiv for indarbejdelse af ændringer.
Anbefalinger i relation til fremtidige investeringer i velfærdsteknologi
Anbefaling 23: Kommunerne skal efterspørge og tillade flere uafhængige
evalueringer og forskning på området
Kommunerne skal stille krav om, at velfærdsteknologiske løsninger er evalueret
af uafhængige forskere og konsulenthuse, der benytter systematiske gennemsigtige metoder, eksempelvis MAST metoden5.
Samtidig er der behov for større åbenhed og forståelse fra kommunernes side, så
de tillader gennemførelse af uafhængige evalueringer. Det er vigtigt at få såvel de
gode som de mindre gode erfaringer frem i lyset, så fremtidige projekter bygger på
de erfaringer, der allerede er – også de mindre gode. Det gælder om at finde en
balance mellem de meget langvarige forskningsprojekter og de mere hurtige og til
tider ensidige konsulentrapporter.
Anbefaling 24: Kommunerne skal fastlægge regler i samspil med brugerne
Der er behov for, at kommunerne får udarbejdet retningslinjer for anvendelse af
velfærdsteknologier i samspil med borgerne, samt at kommunerne inddrager borgrens viden om behov og potentialer, således at anvendelse af velfærdsteknologi
giver værdi til såvel borgerne som kommunen.
5
MAST er en systematisk metode til at vurdere forskellige parametre ved anskaffelse af telemedicinske
løsninger. MAST metoden indeholder vurdering af helbredsproblem, sikkerhed, klinisk effekt, patientens
perspektiv økonomi, organisation, sociokulturelle, etiske og juridiske aspekter. MAST er en forkortelse af
Model of ASsesment of Telemedicine
63