Kroppen - Synlighedsdagen
Synlighedsdagen 2014, Århus Oplægsholder: Louise Vallø Svanberg Overlever og studerende på psykomotorik uddannelsen. Jeg vil starte med, at introducerer en afspænding. For jeg har brug for, at komme helt i kontakt med min krop inden oplægget. Det er min indledning på min fortælling om, rejsen tilbage til min krop. Sæt dig godt til rette i stolen med øjnene let lukkede, så du skærper opmærksomheden på kroppen. Hvis det er ubehageligt at have øjnene lukkede, kan du til enhver tid åbne dem. Lyt til lydene uden for rummet. Ret derefter opmærksomheden mod lydene i rummet her, læg så mærke til dine egne lyde. Vend opmærksomheden indad. Tag en dyb indånding gennem næsen og pust ud gennem munden. Lad tanker, billeder, fantasier, følelser eller stemninger komme og lad dem gå igen som skyer, der bevæger sig på en blå himmel. Hvis du undervejs i afspændingen registrer, at du holder fast i en tanke, et billede, en følelse eller stemning fra din fortid eller fremtid, så flyt blot din opmærksomhed tilbage til kroppen. Fornem, hvordan underlaget tager imod din krop. Mærk, hvordan kroppen hviler mod underlaget. Fornem dit åndedræt i kroppen lige nu. Send nu din opmærksomhed til fodsålerne og mærk fødderne. Lad opmærksomheden vandre op til benene og fornem benene. Lad nu opmærksomheden vandre videre op og mærk kropsstykket. Fornem skuldrene. Fornem armene og hænderne. Mærk halsen og nakken. Fornem hovedet og ansigtet. Mærk dit åndedræt i hele kroppen. Afslut nu koncentrationen ved, at lytte til dine egne lyde. Send opmærksomheden ud til lydene i rummet her Åben dine øjne og ret blikket ud i rummet. Side 1 af 11 Synlighedsdagen 2014, Århus Oplægsholder: Louise Vallø Svanberg Overlever og studerende på psykomotorik uddannelsen. Bag frossen krop flød råbet om hjælp. Alt for stærke og store hænder på min krop. Smagen af frygt, blandet med hænder på min krop, truede med, at fryse mig ihjel. Alle ordene, der udeblev. Kroppen, der opgav i takt med genkendelsen af skammen. Den skærende smerte af, at miste mig selv. Afmagt, stille eksistensstop. Hvis jeg forsvandt, forsvandt hænderne, lugten og magten. Jeg forsvandt aldrig. Gemte den lille pige. Afskar mig fra min krop. I dag er min krop min. I mit hjerte banker den lille pige på. Hun er pakket ind i en glaskugle. Hun er lille, men hun er til at stole på. Hun er mit indre barn og jeg vil gøre alt for at beholde hende. Når jeg står her i dag, er det fordi jeg lever og ikke overlever. Fordi jeg har overlevet. Fordi min stemme, stemmer i med andre stemmer. Fordi jeg som person og kommende fagperson har troen på, at der kan gøres en forskel for mange mennesker. Fordi jeg tror på, at møder man et menneske med respekt for, hvor det er og fjerner man rigtigt og forkert i hvad en person mærker, kan alle genfinde håbet og troen i sig selv- både i kroppen, psyken og socialt. Det handler om, at møde andre mennesker som en helhed også i det etableret velfærdssystem. Det handler om, at anerkende et traumatiseret menneske, for der rejser vi os og folder vores brændte vinger ud og vover, at lette. Der vil komme nye fjer og vingeslagene vil forme sig. Blive større, dybere, mere vante. Men vi har behov for, at finde en rede og tage afsæt fra. Både i os selv og i samfundet. Heldigvis har jeg som voksen oplevet, at finde en tryg rede at lette fra, med hjælp fra vores system og med redskaber fra min uddannelse. Der findes mange afspændingsmetoder. Overordnet er målet, at øge kropsbevidstheden, at forebygge og afhjælpe uhensigtsmæssige muskelspændinger og stress. At opnå en tilstand af kropslig og mental ro og at arbejde med selvudvikling. Afspænding påvirker nervesystemet, man retter opmærksomheden mod kroppen og mærker den indefra via sanser i hud, muskler, led og knogler. Når man fokuserer på, at mærke en kropsdel og samtidigt giver sig hen, Side 2 af 11 Synlighedsdagen 2014, Århus Oplægsholder: Louise Vallø Svanberg Overlever og studerende på psykomotorik uddannelsen. spænder af i kropsdelen, ændres spændingens tilstanden. Hjernens aktivitet nedsættes og bevidsthedsniveauet forandres kropsligt og mentalt. Det giver kroppen og psyken nye mestringsmuligheder og åbner for ændringer i social interaktion. Pludselig- dig og mig Natten var lang Du så på mig Jeg slog blikket ned Du kiggede intenst, da jeg forsigtigt løftede mit hoved Du så mig Du holdt blikket fast Vores blikkes søgen blev endelige Grebet i stunden Nu håber jeg bare Jeg har aldrig fortrængt mine overgreb i mit hoved, men min krop lukkede jeg af overfor. Jeg troede i mange år, at når jeg kunne huske, var det lig med, at jeg også kunne mærke. Efter mange års god og hård terapi manglede jeg, at få kroppens sprog aktiveret. Der var sagt så mange ord, men jeg kunne stadig ikke mærke. Ordene var en film, en stumfilm af min krop. Jeg overvejede længe, faktisk i flere år, at søge ind på afspændingspædagogudd. Lavede en ansøgning og gemte den i skuffen og inde i mig. Da jeg mistede min mor og ganske kort tid efter fik vores 3. barn var der ingen tvivl. Det var nu. Jeg var klar. Jeg søgte ind og blev optaget på psykomotorik udd.- den gamle afspændingspædagogiske udd. Det at møde mennesker er overvældende Nødvendigt Det at begive mig afsted blandt mennesker er krævende Det at tvivle på mig selv i hjertet, får mig til, at ville flygte langt væk Til alenehed og tryghed Det at forsøge, at eksistere er bare nogen gange svært Side 3 af 11 Synlighedsdagen 2014, Århus Oplægsholder: Louise Vallø Svanberg Overlever og studerende på psykomotorik uddannelsen. Min krop skreg efter, at findes bag angsten, bag angsten jeg ikke kunne forstå, for jeg kunne jo huske. Rejsen med at få børn har været en vidunderlig vej tilbage til min krop. Min krop talte. Min krop var i live. Jeg har haft hårde graviditeter. Fyldt med angst og fyldt med den fintfølenhed, jeg havde lukket af for. Jeg fornemmede alt, hvad der skete i mit underliv. Kunne sige, hvornår mine børn var undfanget, hvornår de ville komme til verden og det holdt stik. Sex blev blacklisted, for der var ikke plads i mit system. Tingene måtte ikke blive blandet sammen. Vi skulle alle være rene. Jeg kunne ikke sætte ord på. Jeg ville bare ikke. Her er stille Plukker stjerner Lytter til mine børns åndedrag Ligger mit hoved på puden Knytter hænderne og åbner dem i en udrækning efter kærlighed Vugger blidt mine tanker Mærker følelserne Uro i fødderne Men jeg kan mærke dem Min tyngde er forsvundet Men jeg kan genfinde den Med tiden Ingen spørgsmål Ingen svar Jeg er bare Side 4 af 11 Synlighedsdagen 2014, Århus Oplægsholder: Louise Vallø Svanberg Overlever og studerende på psykomotorik uddannelsen. Jeg har siden barns ben døjet med underlivssmerter og været til et hav af undersøgelser, alle der i sidste ende endte ud med, at være muskelknuder og muskelspændinger i bækkenet. Jeg har haft neurologiske udfald, som jeg i dag ved, var store angstanfald. Jeg har haft mange mavesmerter og har stadigvæk en følsom mave. Som barn fik jeg lagt blokader i nakken, fordi jeg var plaget af spændinger og ikke kunne bevæge mit hoved. Jeg fik manipuleret min ryg som ganske lille i mange år, fordi den låste og jeg ikke kunne bevæge mig. Jeg fik diagnosen anoreksi som teenager, anede ikke hvad det betød. Kunne dårligt sige ordet. Jeg selvskadede mig i mange år. Jeg forsøgte selvmord. Bag huden Facade En mur Solidt bygget På et spinkelt fundament Ikke mit fundament Jeg trækker ikke vejret Jeg flytter mig ikke Jeg mærker ikke Jeg findes ikke Jeg søgte og søgte på en diagnose, men intet kunne forklares fysisk. Psykosomatiske symptomer. Ingen psykiatriske diagnoser. Senfølger er min diagnose. Og jeg bærer den med stolthed. For den titel rummer mig. Giver håb og tro på, at små forskelle gør en forskel. Det er summen af de små skridt. Og det, at andre ser en tage de små skridt, der er med til, at skabe mulighed for forandringer. Side 5 af 11 Synlighedsdagen 2014, Århus Oplægsholder: Louise Vallø Svanberg Overlever og studerende på psykomotorik uddannelsen. Små skridt Store skridt I bevægelse Står fast Stille Lige her Jeg ville forstå, jeg ville have svar. Jeg havde selv svarene, vidste bare ikke hvad jeg skulle spørge mig selv om… Alt sammen fordi, at jeg ikke kunne mærke mig selv. Fordi jeg ikke havde lært, at mærke mig selv. Men et sted inde i mig, var jeg uberørt, glad og levende. Et sted inde i mig, var jeg betaget af erotik, kroppe og lyster. Det var ufarligt, jeg var ufarlig, for ingen kendte til mine tanker og følelser om, at sex var en nydelse. Når blot jeg var alene. Min rejse tog fart på mit studie. Det var hverdag, at mærke. Dag ud og dag ind. Mærke, fornemme, bevidstgøre kropsoplevelser. Med på sidelinjen kunne jeg pludselig høre min læge, hans årlange anerkendelse af mine fysiske symptomer på min historie og reflektere over koblingen mellem min psyke, krop og mine relationer. Jeg kunne høre min mands ord. Jeg kunne mærke hans kærlighed og lyst til mig, men jeg kunne ikke forholde mig. Jeg blev kastet tilbage i frossen krop. Smerten over, at elske, blive elsket, men ikke, at kunne elske fysisk uden, at min krop låste, frøs, og jeg forsvandt. Giv mig et knus og jeg er lykkelig Tag fat i min hånd og se mig i øjnene og jeg er tryg Lyt til mine drømme og jeg er tillidsfuld Mærk mit hjerte og jeg elsker dig Hold mig tæt og roligt og jeg er trofast Sig til mig, at du er ærlig og jeg vil takke dig Elsk mig nu og altid og jeg vil være bange Bange for svigt Men elsk mig alligevel for jeg vil så gerne Side 6 af 11 Synlighedsdagen 2014, Århus Oplægsholder: Louise Vallø Svanberg Overlever og studerende på psykomotorik uddannelsen. I så mange år havde jeg erkendt min historie. Gennem psykomotoriske øvelser fik jeg søgt dybere, for jeg havde ikke anerkendt min historie. Jeg fandt min fødder. Mine rødder. Jeg kunne ikke væltes, for jeg havde rødder. Grounding, at få jordforbindelse, at mærke underlaget under mig. At lade underlaget bære, at lade mig suge ned i underlaget. Slippe muskelspændinger og spænde op. I min rytme og i mit tempo. Jeg husker særlige mennesker og øvelser, hvor jeg rykkede mig til et nyt sted i livet. Hvor jeg mærkede, at jeg har ret til et godt liv og mærkede glæden, lysten og letheden i min krop. Hvor verden er lys, smuk og tryg. I den ene øvelse skulle vi stå to overfor hinanden. Den ene stod stille og den anden gik imod denne. Den der, stod stille skulle mærke efter, hvor tæt på, man kunne lade den anden komme. Jeg havde åbne øjne, da personen var nået halvvejs, havde jeg lyst til, at forlade rummet. Jeg gjorde tegn til, at personen skulle stoppe. Pause. Finde min vejrtrækning, mærke mine fødder. Jeg lukkede øjnene og gjorde tegn, det er ok, kom tættere på. Ingen ord. Kropfornemmelse. Ved armslængde sagde jeg stop. Ikke længere. Så blev det min tur til, at gå… øjenkontakt, samhørighed, trygt. Jeg gik, personen sagde ikke stop ved armslængde, tårerne trillede stille på min kind. Personen foldede armene ud, sagde med sin krop, kom her. Jeg gik ind i armene, hulkede. Mærkede armene, krammet, varmen og trygheden. Inde i mit hoved var der overarbejde. Så mange år med nej, jeg siger nej, for så passer jeg på mig selv… men jeg havde jo lyst til, at sige ja… Jeg brænder indeni Jeg letter Tager et dybt vingeslag og spejder mod horisonten Solen i ryggen Side 7 af 11 Synlighedsdagen 2014, Århus Oplægsholder: Louise Vallø Svanberg Overlever og studerende på psykomotorik uddannelsen. Jeg koblede det til mit sexliv. Kunne jeg sige ja og nej? Tillod jeg mig selv, at mærke efter, eller gjorde jeg det bare? Tillod jeg min mand, at spørge, gav jeg ham svar? Med ord og med mit nærvær? Eller flygtede jeg blot væk i tankerne? Jeg kom frem til, at for at jeg kunne give mig hen, skulle jeg hen over mit hoved og ned min krop. ”Er man en, der en gang er blevet brændt, går der tid, før man igen finder flammen, det tager tid før man tager og bliver tændt”, et fint citat fra en sang, jeg hørte i radioen forleden. Bag huden er alt det, Jeg ikke kan vaske væk Jeg må ikke slippe nu Jeg må holde fast Jeg vil ikke slippe Jeg vil møde angsten Gribe livet bag Jeg valgte, at udfordre mig selv og meldte mig som studentermedhjælper til et arrangement om centrering. En hel dag med fokus på kernen i en selv. Jeg kom igennem dagen og endnu en gang oplevede jeg, hvordan jeg kunne trække vejret, mærke mit underliv, mærke min mave, lysten til at være tæt med min mand, lysten til at smile og grine. Lige der i min mave, hvor jeg tit havde ondt, lige der var min kerne, indefrosset glæde, leg og sexlyst. Jeg besluttede, at tage det med mig. Jeg besluttede, at åbne op over for min mand. Og der mødte han min krop og mit nærvær i sex. Jeg var der, det var dejligt, det var rent. Jeg kunne trække vejret ned i maven og give mig hen. Jeg kunne sige stop og lade tårerne trille, lade min mand holde om mig. Jeg kunne sige godnat og vide, at min mands hænder ikke ville vække mig, fordi jeg havde sat ord på. Fordi, når der er sagt godnat, så bliver jeg ikke vækket, men kan sove trygt. Bevidstgørelsen af afgrænsning og ikke afvisning blev central I mit forhold til min mand. Samtidigt fandt jeg en genkendelig kraft fra min barndom, min selvrespekt, min lyst til livet. Den havde altid været der, gemt væk i beskyttelse. Under en psykomotorisk behandling fik jeg at vide, at jeg var overspændt i min dybe muskulatur, at det var positivt, for jeg havde beskyttet min kerne. Ja, det var en ressource, men behøvede jeg stadig den beskyttelse nu i mit liv? For den beskyttelse gav jo uden tvivl nogle begrænsninger i, at føle mig fri, glad og levende. Kunne jeg slippe lidt i den spænding og stadig føle mig beskytte. Ja, det kunne jeg. Jeg kunne slippe muskelspændinger, blive bevidst om, at spænde op og spænde af alt efter hvor mit stressniveau er. Side 8 af 11 Synlighedsdagen 2014, Århus Oplægsholder: Louise Vallø Svanberg Overlever og studerende på psykomotorik uddannelsen. Mine øjne smiler denne morgen Jeg er rolig og tilpas Stille og trygt ligger jeg ved hans side Nattens søvnløshed vil indhente mig senere Mine hænder er vågne, ønsker at kærtegne hans varme krop Jeg rører hans kind Loftet bliver en stjernehimmel Jeg undres- forundres Mine tanker er uendelige denne morgen, mangfoldige som mine følelser, som et helt menneske i harmoni og tilfredsstillelse Denne morgen er din og min Det gik op for mig, at jeg gennem tiden havde brugt megen energi på, at holde sammen på mig selv, stå op om morgen, tage i skole, forsøge at være i relationer og at det var ved, at gentage sig. Min hverdag blev uoverkommelig, især fordi mit store barn blev alvorligt syg. Mit fokus var på mit barn og jeg skubbede mig selv i baggrunden midt i en rivende proces. Jeg gik på standby. Blev sygemeldt. Og i den sygemelding fik jeg tid til, at integrer alle mine kropsoplevelser, tid til, at kigge ud i luften og være i min krop og følelser. Jeg var følsom, hudløst følsom og jeg ville være i det, for det gjorde mig godt. Det afgrænsede mig og rykkede mig tættere på min egen kerne. Og det rykkede mig tættere på min mand. Jeg var på den rigtige vej. Skulle bare have tid til, at finde mig selv på vejen og iagttage vejens udformning. Valgte aleneheden i dagtimerne og fuldt fokus på min lille familie resten af tiden. Jeg rejste mig. Kiggede på mig selv med nysgerrighed, anerkendelse, mærkede mine fødder. Mærkede roen sænke sig i min krop. Sagde forsigtig ja til, at blive elsket, til glæderne, og ja til min krop. JA! Sluttede fred med ambivalensen over, at være mig, være sådan en med sådan en historie. Jeg vil ikke være min historie foruden, for så var jeg ikke den, jeg er i dag, jeg behøver ingen undskyldning, for det har gjort mig til den jeg er. Jeg har stået igennem helvede og er landet et sted, der i verden verden minder om himlen. Jeg har hadet og jeg har elsket. Jeg har hadet og elsket mig selv. Nu er der afgrænsning, ro og kærlighed. Jeg har valgt fra, for at vælge til. Jeg har accepteret min hypersensitivitet, psykisk og fysisk. Min største senfølge og min største gave er skærpelsen af min medfødte hypersensitivitet. Jeg er en overlever med senfølger og ikke et offer. Jeg er ikke god nok, jeg er god. Den lille pige i glaskuglen har været dødens angst for, at stå frem, men jeg tager hende i min voksne kvindehånd og lader min stemme knytte bånd. Jeg lover hende, at hun ikke bliver såret, svigtet og efterladt uden stemme nogensinde igen. Hun er uskyldig og værd, at favne og elske. Både af mig og af andre. Side 9 af 11 Synlighedsdagen 2014, Århus Oplægsholder: Louise Vallø Svanberg Overlever og studerende på psykomotorik uddannelsen. Jeg har en ryg og bag min ryg er der luft og rum, jeg kan komme væk, rejse mig, gå, vende ryggen til. Bevidst lukke en dør og åbne en ny. I dag står jeg i en sluse. Går igennem slusen og vælger at findes, med min historie bag mig som en styrke. Stille Står på mine fødder Mærker min stemme Føler frigørelsen Har sat mig selv fri af fortiden Jeg har overlevet Min indre verden har altid været i farver Mine omgivelser som barn var sort/hvide Min indre og ydre verden er i farver i dag Jeg lever Jeg har givet min krop stemme. Jeg har ved, at lytte til mig selv, åbent op for, at andre lytter til mig. Via egenkærlighed har jeg åbent op for andres kærlighed. Jeg har åbent op for min seksualitet og fundet power i min kvindelighed. Ved at møde mig selv uhøjtideligt og empatisk har mine omgivelsers vedholdenhed og kærlighed fundet vej ind bag min hud. Det handler om bevidstgørelse via kropsoplevelser. Handler om mod, styrke og ikke mindst tro og håb på, at den lille forskel, gør en forskel. Det er i dialogen i mig selv, mellem min krop, psyke og sociale relationer, at jeg er blevet et helt menneske. Jeg kan ikke slette min historie, men jeg kan slippe fri af den og leve med den. Jeg er ikke min historie-jeg er mig og jeg er lige her. Autentisk og fri. Verden er god for mig og jeg er god for den. Verden er smuk. Verden vil også dig, der sidder her i dag med din historie. Usagt, førbevidst, sagt, mærket, fornemmet bag din hud. Ingen er alene eller skal føle sig alene med sin historie. Min styrke er min svaghed og min svaghed min styrke… sådan var det en gang. I dag er min svaghed min svaghed og min styrke min styrke. Derfor står jeg her i dag. Fordi jeg er blevet set, hørt, fornemmet, mærket og sanset af mig selv og min omverden. Fordi jeg ser, hører, fornemmer, mærker og sanser, lige nu dig/jer i dette rum. Jeg har en værktøjskasse med psykomotoriske redskaber. Jeg har mulighed for, at bevæge mig, reflektere, ændre, vælge og undersøge ved hjælp af de redskaber jeg har fået tilegnet mig via min Side 10 af 11 Synlighedsdagen 2014, Århus Oplægsholder: Louise Vallø Svanberg Overlever og studerende på psykomotorik uddannelsen. uddannelse og mange års terapi. Min trygge rede er min kerne i mig selv. Og jeg gror stadig nye fjer. Jeg står på mine bare tæer, ryster lidt, har en gammel ølkasse ved min side som symbol på, at alle har ret til at bryde tavsheden. Indeni og ude i verden. Jeg står her, fordi jeg som kommende fagperson har mærket på min egen krop, at der er en vej. Der er en vej til, at genvinde ejerskabet over vores egne kroppe. En hård vej, men vi har overlevet, at miste vores kroppe, psyke og sociale relationer. Min overbevisning er, at vi også kan overleve, at generobre os selv. Give os selv rettigheder og livet. Ydmygt og taknemmeligt- ærligt, med rene hjerter og gode mavefornemmelser kan vi få livet tilbage og stå på vores fødder. Til slut vil jeg bede jer om, at lave en lille øvelse med mig, den første øvelse jeg udførte på studiet, som åbnede min dør til min krop... Det er selvfølgeligt frivilligt. Det kræver, at I rejser jer op. Hvis ikke du har lyst til, at rejse dig, så bliv blot siddende. Tag skoene af, hvis du ikke har lyst, så behold dem på. Luk evt. øjnene let. Ret opmærksomheden indad. Mærk dit åndedræt. Vend nu opmærksomheden til dine fødder og mærk kontakten til underlaget. Mærk fodens støttepunkter fra hæl over ydre fodrand og frem til storetåen. Er der varmt eller koldt? Er der områder du mærker mere end andre? Er der forskel på hvordan underlaget føles på højre og venstre fod? Blot registrer. Vær opmærksom på vægtfordelingen mellem forfod og hæl og før evt. vægten lidt frem og tilbage over ankelleddene i en lille svingning. Indstil bevægelsen og sørg for, at finde en god balance med lige stor vægtoverføring på forfod og hæl. Mærk dine fødder og ankelled. Er der forskel på før du lavede svingningen og nu? Bare stå lidt og registre, tag det med dig, som du kan mærke eller det du ikke mærker. Det er okay. TAK! Side 11 af 11
© Copyright 2024