S STUDIELIV STUDENT VOLUNTEERS STUDENT VOLUNTEERS SKREVET AF Nidha Rizwan STUDENT WHAT? Som jurastuderende på 7. Semester havde jeg flere gange hørt om projektet ”Student Volunteers”, men aldrig rigtig undersøgt, hvad det indebar, og hvad man fik ud af det. Jeg vidste kun, at det var frivilligt arbejde og, at man som Student Volunteer samarbejdede med Plesner. Nu hvor jeg selv er Student Volunteer og har mere kendskab til projektet, kan jeg kun ærgre mig over, at jeg ikke på et tidligere tidspunkt ansøgte om at blive en del af det. Student Volunteers er et projekt, hvor JD samarbejder med Plesner om at yde gratis juridisk rådgivning til danske hjælpeorganisationer. Til at yde denne rådgivning rekrutterer JD ca. 10 jurastuderende, som har ansøgt om at blive en del af projektet. Disse studerende skal sammen med Plesners fuldmægtige og advokater besvare juridiske spørgsmål, som er blevet stillet af hjælpeorganisationerne. Når man er blevet valgt som Student Volunteer bærer man ”titlen” i et semester og kan arbejde i op til 60 timer. Alle disse praktiske informationer er nogle, som jeg tilegnede mig i starten af forløbet. At projektet rummer meget mere, som jeg ikke selv var forberedt på at blive mødt med, er jeg først blevet klar over senere. 44 — December 2014 ”WHEN YOU’RE LUCKY ENOUGH TO DO WELL, IT’S YOUR RESPONSIBILITY TO SEND THE ELEVATOR BACK DOWN.” DET ER ET ANSVAR Min motivation for at ansøge om at blive Student Volunteer var, at jeg som menneske brænder for at gøre en forskel. Jeg mener selv, at jeg er så privilegeret, at det er mit ansvar at hjælpe andre. Jurastudiet er desværre meget konkurrencepræget og det at hjælpe andre falder derfor i baggrunden. Vi har for travlt med os selv og at være bedre end alle andre, så vi kan få jobs i de største virksomheder. De fleste større virksomheder påtager pro bono arbejde som en del af deres ”Corporate Social Responsibility”-program. Bør ordet responsibility ikke ringe en klokke? Burde vi ikke lære af dette og gøre frivilligt arbejde til en del af vores uddannelse? På baggrund af disse tanker valgte jeg at melde mig som frivillig til Student Volunteers. MERE END FORVENTET HVORDAN GØR VI? Min første opgave som Student Volunteer var, at jeg sammen med en anden jurastuderende skulle skrive et juridisk responsum om forældelse. Hjælpeorganisationen Børns Vilkår havde behov for at få klarlagt, hvad der gælder om børns adgang til at lægge sag an mod en kommune, når denne har forsømt sin positive beskyttelsespligt ved ikke at gribe ind, når børn er udsat for overgreb i hjemmet. Nærmere bestemt skulle vi forklare, hvornår børns adgang til at lægge sag an mod kommunen er afskåret, fordi det er forældet. Da ingen af os havde haft undervisning om emnet, og det i øvrigt er et område, hvor retsstillingen er en smule uklar, var opgaven fra første dag udfordrende og krævende. Vi kunne sparre med en dygtig fuldmægtig hos Plesner, som vi hentede en del hjælp hos, men ellers var opgaven i vores hænder. Vores juridiske metode blev i den grad sat på prøve. Hvordan skriver man et juridisk responsum? Hvilke retsregler regulerer problemstillingen? Hvad lægger domstolene vægt på? Disse var spørgsmål, vi stod over for, og vi lagde mange kræfter i at komme frem til svarene. Under arbejdet fandt vi en sag, hvor der er afsagt en dom, som behandler spørgsmålet. Sagen handler om en ældre kvinde, som i en meget ung alder blev seksuelt misbrugt af sin far. Overgrebene fandt sted over en årrække og kvinden fik først samlet mod til at lægge sag an mod kommunen en del år senere, da hun i lang tid fortrængte episoderne. Domstolen skulle således tage stilling til, om kvindens adgang til at anlægge sag var forældet. Denne sag var meget rørende at gennemgå, da kvinden, dengang overgrebene fandt sted, var et barn. Det var en særlig oplevelse for mig, da jeg opfattede, at det vi læser om i de ”tørre jurabøger” kan være essentielt for en så følelsesladet sag som denne. Det var en disciplin i sig selv at lære at holde følelserne adskilt, da vi skulle beskrive, hvad der er gældende ret om forældelse i disse sager. Jeg har altid haft en ambition om at læse jura, da jura er et middel til at regulere samfundsforhold og dermed også et middel til at ændre samfundsforhold. Det vigtigste for mig er, at jeg i løbet af min karriere gør en forskel, som kan mærkes hos mennesker. Jeg må indrømme, at det til tider kan være svært at gennemskue, hvordan jeg skal kunne gøre dette, ved at terpe reglerne om civilproces og Bernhard Gomards tunge bog herom. Men arbejdet som Student Volunteer har været en øjenåbner og bekræftet mig i mine tanker om, at valget om at læse jura var det helt rigtige for mig. Jeg var så spændt på at komme på ”arbejde” og dykke videre ned i de opgaver, jeg fik tildelt som Student Volunteer. Nogle dage sad jeg til sent ud på aftenen med dem, fordi det var så svært at give slip. Jeg blev nemlig konstant mindet om, at opgaven skulle løses fordi der var mennesker, for hvem mit arbejde var en hjælp. Det er en meget simpel tanke, som jeg synes alle burde minde sig selv om. Der er mennesker, for hvem vores arbejde kan være en hjælp. Stud.Jur. 4 — 45
© Copyright 2024