1. No category

JydskeVestkysten
SAMMEN OM
DET LOKALE
SØNDAG 02-02-14
BILLUND
UDGAVE 2 . UGE 5 24. ÅRG. . NR. 33 . PRIS: 22,00 KR. (FRA 10,54 VED ÅRSABONNEMENT) JV.DK
AVISEN I DAG
Lejerne
fryser
i kulden
BRILLEXclu
siv
Anna fik nye øjne
med blå briller
Børn ved
ikke altid selv,
om de har brug
for
briller, og det kom
da
også bag på både
Anna og
hendes forældre,
at hun
var meget langsynet.
Nu har et par briller
givet Anna et
godt syn
– og hun fik
dem blå, lige som
hun gerne ville.
Læs
Annas historie
og få
gode råd om briller
til
børn og om tilskud
børnebriller. børns til
syn
tjekkes jævnligt.
Side 9
02-02-14
Tema om brille
r
1 BILLUND
4 & 6 INDLAND
UDSALG I DAG 12.00 - 16.00
UDSALGS SLUTSPURTEN
ER SAT I GANG
Køb nu og spar rigtig
mange penge på
Campingvogne og tilbehør
Billig
finansiering
lån op til
100.000,- uden
udbetaling
Dramaet
fortsætter i SF
Nr. Hostrupvej 27 · 6230 Rødekro
Tlf. 74 66 23 63 · www.nhcamping.dk
-et godt sted at handle
Se også på: www.nhcamping.dk
JydskeVestkysten
Politikere: Gode muligheder
for at få hjælp til at dø
D
Af Anne Kleemeyer Kiil
Tlf. 7211 4129, [email protected]
8-9 INDLAND 4-5 MAGASINET
ebatten om aktiv dødshjælp er blusset
op igen, og en stor del af befolkningen
mener, at det også i Danmark skal være tilladt at bede om at dø, som det er i
blandt andet Holland, Belgien og Schweiz.
På Christiansborg er der modstand mod
at lave loven om. For den nuværende lov giver allerede rigelige muligheder for at hjælpe folk med at dø. Befolkningen kender bare
ikke mulighederne godt nok, lyder det fra
både politikere og en ekspert på området.
Flemming Bay Jensen fra Esbjerg mener,
at det han og lægen gjorde, da hans kone døde, var aktiv dødshjælp. Også selv om det
var helt inden for lovens rammer.
Danmarks
udenrigsminister –
om 15 år
8-9 MAGASINET
Ved du, hvem Soulaima Gourani
er? Måske ikke, men om 15 år vil
du. Til den tid vil hun nemlig
være Danmarks udenrigsminister, for det står på listen
over hendes mål for fremtiden.
I dag er kvinden med marokkanske rødder og en barndom i
blandt andet Padborg foreløbig
blandt Europas 40 mest indflydelsesrige kvinder under
40 år. Soulaima Gourani har
skrevet en bog, der hedder
»Mod til succes«.
FOTO: CARSTEN LAURIDSEN
VERDENS
NYHED
Jeg er alkoholiker
– men jeg drikker ikke mere
Ole”Bogart”Michelsen
Minnesota-behandling har hjulpet flere
tusinde afhængige til et bedre liv
– uden afhængighed af alkohol eller medicin.
Behandlingscenter Tjele er Danmarks største og
mest erfarne behandlingscenter
Døgntelefon 70 20 40 80
MICRO
høreapparat
PRØV GRATIS
www.tjele.com
ÅBENT HUS Kl. 10 -17
Torsdag den 6. februar i
Haderslev, Aabenraa
og Kolding
Fredag den 7. februar i
Esbjerg, Horsens,
Sønderborg og Vejle
www.dkhc.dk
GRATIS HØREUNDERSØGELSE - Ring på 70 230 560
8
MAGASINET
SØNDAG 2. FEBRUAR 2014
JYDSKEVESTKYSTEN
Soulaimas succes
40 under 40: Om 15 år hedder Danmarks udenrigsminister muligvis Soulaima Gourani, for den prestigefyldte
og magtfulde post står på listen over hendes mål på fremtiden, og så bliver det som regel sådan.
I en ny bog opfordrer hun flere til at definere en retning for deres liv – og følge den.
Soulaima Gourani er blevet kåret til at være blandt Europas 40 mest indflydelsesrige ledere under 40 år.
J
eg falder i allerede under den
indledende snak.
Soulaima Gourani har – helt
udramatisk – fortalt om sit program for den kommende uge.
Hun er netop blevet kåret til at
være blandt Europas 40 mest indflydelsesrige ledere under 40 år, men
hun kan ikke være til stede, når prisen bliver uddelt.
For de næste dage deltager hun i
Økonomisk Verdensforum i Davos i
Schweiz, og i øjeblikket er hun i gang
med at fintune kalenderen, så tiden
blandt markante ledere inden for politik, erhvervsliv, civilsamfund, internationale organisationer og akademiske institutioner kan udnyttes optimalt.
Der er møder fra klokken 6.30 om
morgenen og receptioner til klokken
to om natten. For i Davos er der mulighed for at pleje kontakter i et omfang, der svarer til et års netværksarbejde.
– Efter de dage er mit stressniveau
vanvittigt højt, og min hjerne føles
som havregrød. Det er som en lang
sprint, og når jeg kommer hjem, har
jeg jo stadig travlt.
Hun siger det nærmest henkastet.
Som om det, helt ærligt, ikke er noget
at pive over.
Men jeg falder alligevel i med et
brag.
Spørger bekymret til, hvor meget
hun egentlig sover. Vil godt lige høre,
hvordan hun egentlig restituerer og
får helt instinktivt lyst til at tilføje et
»pas nu på dig selv«.
Soulaima Gourani er høflig nok til
ikke at kommentere på det, men senere kommer det frem, hvor dansk
denne »sæt nu lige tempoet ned«holdning er, og hvor meget hun
egentlig foretrækker den holdning,
hun til gengæld møder i udlandet.
– I stedet for at slukke flammen puster de til den og siger »godt gået, så
er det nu, du skal give den gas«.
Beskeden livsdrøm
Nogenlunde samme – udanske – tilgang til livet løber som en rød tråd i
Soulaima Gouranis nye bog »Mod til
succes«.
I bogen fortæller hun sin egen historie.
Om at kæmpe sig til succes trods
en opvækst med mobning, benspænd
af enhver art og ikke mindst løbende
formaninger om at skrue ned for forventningerne til livet.
Men bogen er ikke mindst en opfordring til andre om at skrue ambitionsniveauet op og tage det fulde
ansvar for at skabe de ønskede forandringer. Det lyder måske en smule
letkøbt. Sådan er det ikke
ment, understreger hun. Det
er bare et oprigtigt ønske
om at hjælpe andre til at udnytte det potentiale, hun
ved, de fleste indeholder.
– De fleste har en relativ
beskeden livsdrøm. De vil
have et job, en bolig, en
partner, et par børn og muligheden for at komme på
ferie et par gange om året.
Og det er flot, at vi ikke kræver mere af livet, men i et lille land som Danmark er det
så vigtigt, at flere af os skubber hårdere på, siger Soulaima Gourani, der passende
kunne have givet sin bog undertitlen »Den nødvendige
sult«.
For når så mange herhjemme arkiverer ambitionerne
under »det kan ikke lade sig
gøre, og vi har det jo meget godt«, så
skyldes det, ifølge forfatteren, at vi
ikke har noget på spil.
Sulten, eller drivkraften om man
vil, er fjernet med en fuldfed menu
bestående af velstand og velfærd.
– Jeg tilhører en generation, der ikke har noget at kæmpe for. Alle behov
er ligesom tilfredsstillet. Og samtidig
er det, som om vi har vedtaget en fælles definition af, hvad det gode liv er
– uagtet at så mange tydeligvis ikke
er tilfredse med det liv, de lever.
Ingen redder dig
Den nødvendige sult handler ikke
kun om længslen efter forandring,
men i høj grad også om viljen til at
investere tid, penge og kræfter i arbejdet for at nå sine mål, understreger Soulaima Gourani og illustrerer
sin pointe med et dugfriskt eksempel
fra sin bugnende mail-boks.
Her tikkede for nylig en henvendelse ind fra en kvindelig mellemleder i
en stor privat virksomhed. Kvinden
ville gerne finpudse sine lederkompetencer, og »hun ville give sin højre
arm for at få mig som mentor«.
Det kunne Soulaima Gourani ikke
tilbyde hende, men inviterede hende
i stedet til sit årlige arrangement,
hvor hun stiller sig til rådighed for interesserede privatpersoner, der gerne
vil spørge hende til råds.
Kvinden kunne komme med til halv
pris. Kort efter kom der svar retur.
Tak, men nej tak. De 2000 kroner, det
ville koste, var der ikke plads til i
budgettet. Det blev nødt til at være
gratis.
– Men den tid er ovre, hvor du kan
læne dig tilbage og vente på at blive
reddet. Du må selv skabe din udvik-
,,
''
Når jeg
siger, at jeg
gerne vil
være
udenrigsminister om
15 år, svarer
det
selvfølgelig
lidt til at
sige, at jeg
gerne vil
være
kronprins.
Men ting
har det jo
med at
manifestere
sig, når
man siger
det. På et
tidspunkt
bliver jeg
ikke til at
komme
udenom.
SOULAIMA
GOURANI
ling og investere i den. Jeg
geninvesterer for eksempel
70 procent af min indkomst
i min karriere. Senest har jeg
brugt 25.000 schweizerfranc på en uges konference.
Før det brugte jeg 15.000
kroner på en dag i Abu Dhabi for at møde de rigtige
mennesker. Vi bor stadig i
en lejlighed på Nørrebro, kører rundt på en Christianiacykel, og det er først nu, der
for alvor er råd til at komme
på sommerferie. Så når folk
siger, jeg har været heldig,
må jeg bare sige: Det er fandeme ikke held, men udelukkende hårdt arbejde, lyder det fra Soulaima Gourani
og tilføjer, at man også skal
være klar til at flytte sig.
Hvis de rigtige mennesker
findes i Sverige, må man tage derover for at møde dem.
Hvis det rigtige job findes i
Schweiz, må man pakke kufferten.
Uden dårlig samvittighed
Selv pakker hun kufferten flere gange
om ugen.
Sætter sig op i et fly for at rejse derhen, hvor de bedste muligheder for
udvikling befinder sig. Og hun gør
det gerne.
Faktisk kan hun slet ikke trække
vejret, hvis ikke hun får luft under
vingerne på ugentlig basis.
– Hvis jeg havde et funktionærjob,
kunne jeg ligeså godt begå selvmord,
konstaterer hun – uden at blinke. Det
er, når hun udnytter sig selv optimalt, søger indflydelse og flytter både andre og sig selv, at hun føler sig
mest i live. Og når hun, som nævnt i
indledningen, herhjemme jævnligt
bliver opfordret til at slappe af, har
hun ærligt talt svært ved at få øje på
logikken.
– Hvis jeg var en sprinter, ville man
jo ikke opfordre mig til at indstille
træningen. Tværtimod ville man
spørge mig, om jeg ikke snart stillede
op til OL. Jeg er hverken den dygtigste eller den klogeste i mit felt, så jeg
skal vinde på marginalerne. Jeg ved,
at årsagen til, at det går godt, er, at
jeg superoptimerer den smule talent,
jeg har, siger Soulaima Gourani, der
godt har noteret sig de mærkater, der
jævnligt bliver klistret på hende. Bossy, grådig og ufeminin er bare nogle
af dem.
– Jeg indrømmer gerne, at min familie ikke er nok. Jeg elsker at være
sammen med mine to børn og min
mand, men jeg kan også godt lide at
rejse væk fra dem, og jeg har ikke
skyggen af dårlig samvittighed. Mine
børn har tværtimod et klart billede af,
hvad et godt arbejdsliv kan bestå af –
og hvis de kan få samme disciplin
kombineret med et moralsk kompas,
så kan de ende med at gøre verden til
et bedre sted.
Ingen forhindring
Selvfølgelig er der dage, hvor hun er
træt. Hvor den energi, der opstår ved
at sætte alt ind på det, man brænder
for, ikke rækker.
Der er dage, hvor det ene møde afløser det andet. Hvor det frivillige arbejde, som organisator, ambassadør
eller bestyrelsesformand, forvandler
arbejdsdagen til et slags væg-til-vægtæppe, der strækker sig ud over alle
de vågne timer.
– Men jeg kunne heller ikke lade
være. Det er en helt enorm tilfredsstillelse at bruge mig selv og ikke
mindst at opleve den indflydelse, der
følger med. Jeg kan omgås alle slags
mennesker, og det betyder, at jeg kan
transformere og bære viden fra mange forskellige miljøer – og jeg føler
mig helt ekstremt levende, når jeg
sidder i et hemmeligt møde med en
minister og ved, at der bliver lyttet til
mig.
Soulaima Gourani er 38 år, og hun
har for længst besluttet sig for, at hun
vil udnævnes til at være en af de ti
mest indflydelsesrige i Europa som
45-årig.
Det er det konkrete mål, der sætter
hendes kompas hver morgen. Men
ambitionerne slutter – selvfølgelig –
ikke her.
For om 15 år vil hun gerne være
udenrigsminister. Det er et job, der,
hvis hun selv skal sige det, fordrer alle de kompetencer, hun gennem årene har erhvervet sig.
Og jo, hun ved godt, hun stadig
mangler lidt. For en kvinde, der ynder at kalde en spade for en spade,
kan de diplomatiske muskler godt
trænge til en gevaldig opstramning.
Men det er jo ingen forhindring.
– Når jeg siger, at jeg gerne vil være
udenrigsminister om 15 år, svarer det
selvfølgelig lidt til at sige, at jeg gerne vil være kronprins. Men ting har
det jo med at manifestere sig, når
man siger det. På et tidspunkt bliver
jeg ikke til at komme udenom. Lige
nu har jeg ikke brug for at være diplomatisk, men det skal nok komme.
Det er jo bare at beslutte mig for, at
jeg vil lære det.
Læs et uddrag fra bogen
»Mod til succes«
på de næste sider.
JY DS K EV EST KYST EN
SØNDAG 2. FEBRUAR 2014
MAGASINET
9
Mange er vokset op i
politik, men de mangler
mod og kant, og måske
trænger de til sådan en
som mig. Men først skal
jeg lære diplomatiets
kunst, at styre mine
impulser. I dag siger jeg
idiot, hvis jeg mener det,
men man kan jo træne
alle kompetencer. Det
handler bare om at
beslutte sig for,
at man vil det.
Foto: Carsten Lauridsen
F A K TA
Soulaima Gourani
■ Soulaima Gourani er født i
1975 og har en dansk mor og
en marokkansk far.
■ Hun flyttede en del rundt i
sin barndom, men har blandt
andet boet i Padborg.
■ Hun har en Master of
Business Administration fra
CBS i København og har
blandt andet været ansat i
A.P. Møller Maersk Gruppen
og Hewlett-Packard.
■ Siden 2007 har hun haft
sin egen rådgivningsvirksomhed og besidder
desuden en række
bestyrelsesposter.
■ For to år siden blev hun
udnævnt til Young Global
Leader af World Economic
Forum, og samme år blev hun
udnævnt til dansk formand
for Global Dignity.
■ Sidste år blev hun kåret til
at være en af de 20 bedst
erhvervstænkende i Norden.
Og i år modtager hun så
prisen »40 under 40«.
■ Hun har skrevet »Tag
magten over din karriere«,
der udkom i 2009, og nu
udkommer hendes anden bog
»Mod til succes«.
■ Bor på Nørrebro i
København med sin mand
Brian og deres to børn.
INTERVIEW
Af Bine Madsen
[email protected]
10
MAGASINET
SØNDAG 2. FEBRUAR 2014
SOULAIMA GOURANI har succes
i erhvervslivet. Men hun er absolut
ikke kommet sovende til den. I den
nye bog »MOD TIL SUCCES « fortæller
hun sin historie. Om at kæmpe sig
til succes trods en opvækst med
mobning og benspænd af enhver art.
Soulaima Gourani boede en stor del af
sin ungdom i Sønderjylland - ikke den
lykkeligste tid i livet. Med tilladelse
fra Politikens Forlag bringer vi her
afsnittet om tiden i Padborg og Vojens.
JYDSKEVESTKYSTEN
Mod
til
I
slutningen af 1970’erne boede vi i Nordjylland. I Sejlflod,
Egense, Storevorde og Mou, hvor jeg gik i henholdsvis børnehave
og folkeskole. På de kanter var jeg meget eksotisk, og min mor
blev stoppet på gaden og tilbudt penge, for at folk kunne få lov
til at betragte mig. Det skete såmænd også i Odense.
På et tidspunkt skulle min far træffe valget, om han ville blive
ved med at rejse og se sin familie for lidt. Han var ret opfindsom
og prøvede fx at slå sig ned som privatdetektiv. Det blev
selvfølgelig ikke til noget. På det tidspunkt boede vi på en gård
oppe ved Mou, og en dag kom han hjem og fortalte min mor,
at han havde byttet gården med et hotel i Padborg. Altså flyttede
vi til Padborg, og de første par år gik det rigtig godt. Det
var noget af en omvæltning, men desværre ødelagde det vores
familie. De arbejdede utrolig hårdt og altid. Alle, som vokser op
i restaurationsbranchen, ved, at det er noget af en barndom.
Der mistede jeg på en måde mine forældre, og til sidst gik de
desværre konkurs.
På et tidspunkt skulle min far træffe valget, om han ville blive
ved med at rejse og se sin familie for lidt. Han var ret opfindsom
og prøvede fx at slå sig ned som privatdetektiv. Det blev
selvfølgelig ikke til noget. På det tidspunkt boede vi på en gård
oppe ved Mou, og en dag kom han hjem og fortalte min mor,
at han havde byttet gården med et hotel i Padborg. Altså flyttede
vi til Padborg, og de første par år gik det rigtig godt. Det
var noget af en omvæltning, men desværre ødelagde det vores
familie. De arbejdede utrolig hårdt og altid. Alle, som vokser op
i restaurationsbranchen, ved, at det er noget af en barndom.
Der mistede jeg på en måde mine forældre, og til sidst gik de
desværre konkurs.
I Padborg var der på mange måder også dødssygt, og der
skete meget lidt. Her begyndte jeg allerede i 3. klasse at drømme
mig frem til den dag, hvor jeg selv kunne bestemme, hvor
jeg skulle bo. Jeg begyndte at tælle dage, til jeg kunne flytte
hjemmefra. Men pludselig måtte vi altså rejse fra alt i Padborg,
og jeg forlod mit første meget tætte venindeforhold. Et brud,
det tog mig lang tid at komme over.
Fragmenter
af en reaktion
»Mod til succes«
udkom i denne uge
på Politikens Forlag
Vi flyttede fra Padborg til Jegerup, en lillebitte by nær Vojens
med 439 indbyggere. Min mor og far havde købt den lokale
kro. Jegerup var et lille samfund med en lokal købmand, en bager
og en lille skole. De første tre måneder af min tid i Jegerup
kæmpede jeg mig gennem skoledagene og oplevede at blive
truet på liv og lemmer af de lokale landsbybørn, som bestemt
ikke havde plads til en som mig.
Med udsigt til daglige bank, ingen, der gad lege med mig,
udeblevne fødselsdagsinvitationer og gruppearbejde, hvor jeg
fik lov til at være i gruppe med mig selv – og en skole, der intet
gjorde for at komme mobningen til livs eller intet gjorde for få
mig integreret, tog jeg sagen i egen hånd. Jeg nægtede simpelthen at gå i skole.
Så vidt jeg husker, gik der et par måneder, før jeg fik lov til at
starte på en lidt større skole i Vojens (8.000 indbyggere). Jeg
fik det bedre på den større skole, hvor udvalget af venner var
lidt større. Jeg blev aldrig glad for selve skolen, men jeg udviklede
nogle ret gode venskaber. Især med en pige, som desværre
JY DS K EV EST KYST EN
MAGASINET
SØNDAG 2. FEBRUAR 2014
succes
mistede livet for et par år siden. I Vojens begyndte jeg også
at hjælpe til på den lokale Radio Vojens og oplevede en stor
glæde ved at tale direkte ud i æteren, de gange jeg fik lov til
det. Jeg mærkede pulsen stige, glæden ved at have et ’publikum’
var vakt.
Jeg har altid været meget ambitiøs med et utrolig højt drive. De
fleste har det lidt svært med mig, fordi jeg fylder så meget, tager
rummet, taler højt og meget og bare klør på, når der er noget, jeg
gerne vil. Jeg er ofte den, der taler højest og mest. Jeg er engageret,
nysgerrig, spørgende og søgende. Det kan virke voldsomt på
folk. Jeg har hovedet fuld af oplevelser, jeg gerne vil dele, om folk,
jeg har mødt, og samtaler, jeg har haft. Nogle opfatter det som
pral og selvpromovering.
På et tidspunkt i 4. klasse fik min matematiklærer nok af mig.
Han var sikkert velmenende, for han var ikke et ondt menneske.
Han sagde: ”Soulaima, du bliver nødt til at skrue ned for
dine ambitioner og forventninger til livet, for det kommer aldrig
til at ske: Du er pige, du er mørk, og du hedder Soulaima.
Det kommer aldrig til at gå godt.” Jeg slog mine bøger sammen
og forlod klassen. Jeg gik hjem og sagde, at jeg havde samarbejdsproblemer med matematiklæreren, og at jeg ikke agtede at gå derhen igen.
Min store fornøjelse i livet er at gøre,
hvad andre mennesker siger, jeg ikke kan.
Jeg er drevet af ”jeg skal vise dem!”.
Jeg gør, hvad jeg gør, fordi jeg kan
lide det, men også fordi man engang
sagde, jeg ikke kunne.
Det sidder dybt i mig den dag i dag, at folk ikke troede, jeg
blev til noget. Når man ikke kan være en del af ’det gode selskab’,
finder man sammen med andre rastløse, skæve individer.
Det gjorde jeg også. Jeg kom på mange måder i dårligt selskab
og var som 12-årig lidt vild og ville ud og se mig omkring.
Mine forældre havde hverken evnerne, viljen eller værktøjerne
til at ’styre’ mig, og det endte med, at jeg som 13-årig stak af
hjemmefra. Jeg pakkede i nattens mulm og mørke og rejste til
Odense, hvor en stor del af min mors familie boede. Her skjulte
jeg mig i nogle uger og talte kun til mine forældre gennem
pressen (bl.a. Tine Bryld, Tværs og B.T.).
En morgen hentede politiet mig, og jeg blev anbragt på et børnehjem i Gråsten. Der ville jeg gerne være. Miljøet var ekstremt
hårdt, men jeg passede på mange måder ind i den jargon og
i en verden, hvor det handlede om at overleve. Efter cirka et
halvt år vurderede man imidlertid, at jeg skulle hjem og få livet
med mine forældre til at fungere.
Så jeg blev sendt hjem. Og vendte tilbage til min skole i Vojens,
som kvitterede med at smide mig ud af 8. klasse. I skolegården
overbragte min dansklærer mig ’nyheden’ om, at jeg
var uvelkommen, fordi jeg var løbet hjemmefra og kunne give
de andre børn ”fikse ideer”. Det måtte jeg selv gå hjem og underrette mine forældre om. Der mistede jeg den sidste tillid, jeg
måtte have haft til skolesystemet, og især til lærere.
Men mine forældre fik via kommunen kontakt til Rens Efterskole, som gerne ville optage mig, selv om det var midt i skoleåret. Skolen havde desværre ikke en 8. klasse, så jeg kom
i 9. klasse. Det var en stor ting at springe en hel klasse over.
Pludselig gik jeg i klasse med nogen, der var et helt år ældre
end mig.
Efterskolen var på mange måder et vildt bekendtskab, for
ikke alle, som gik der, var Guds bedste børn. Jeg måtte gå ud
efter 9. klasse, da der var mistanke om, at jeg sammen med
nogle andre elever havde røget hash på skolen. Vi var 16-17
elever, som ikke fik lov til at vende tilbage efter sommerferien.
Jeg tog 10. klasse på en folkeskole i Haderslev. Efter et par
måneder stak jeg af fra mine forældre igen. Jeg kunne bare
ikke bo sammen med dem. Kommunen fandt herefter en plejefamilie til mig i Kvistrup ved Haderslev.
Der fik jeg en god tid. Min plejefamilie åbnede en verden for
mig med motion og ikke mindst sund, økologisk mad. Jeg fandt
ud af, at jeg ved at dyrke sport som løb og aerobics kunne få
afløb for noget af al min hyperenergi. Det var noget, jeg virkelig
tog til mig, og siden da har jeg leveret flere ekstreme sportspræstationer, fx Miss Fitness, Danmarksmesterskabet, adventure
extreme races (24-timers løb), triatlon, spinning, skimaraton
og den slags. Jeg har stadig kontakt til dem, og de har
taget min lille familie og vores børn til sig som deres egne.
Da jeg var cirka 16 år, flyttede jeg på en ungdomsinstitution
med fem andre unge. Vi havde daglige pligter og skulle få et
hus til at fungere. Der boede også to pædagoger hos os, men
jeg har selv haft ansvaret for at stå op og passe min skole, så
længe jeg kan huske. Jeg har været i dårligt selskab og haft en
kæreste, der har siddet i fængsel, og ja, jeg har haft kriminelle
venner med stofmisbrug, og ja, det er da utroligt, at jeg ikke er
kommet på afveje, blev mor som teenager eller det, der er værre.
Men jeg har altid haft den der værdighed i mig, der gjorde,
jeg ikke trådte ud over kanten.
Men det voksende pres i mit spirende voksenliv reagerede jeg
på ved at udvikle en spiseforstyrrelse. Jeg startede ganske enkelt
på en slankekur, som jeg ikke kunne styre. Jeg blev alt for
tynd, og folk frygtede for mit helbred, så jeg måtte tilbage på
’fede-ophold’ hos min plejefamilie. Frem og tilbage. Jeg fik dog
ikke helt styr på forstyrrelsen, før jeg var i midten af 20’erne.
Jeg har været i livsfare flere gange, når vægten har været nede
omkring 42-44 kg. Selv om folk bønfaldt og tryglede mig om at
spise, kunne jeg bare ikke. Jeg havde fundet en måde, hvorpå
jeg kunne bevare en form for kontrol. Jeg troede faktisk aldrig,
at jeg skulle blive rask. Samtidig knoklede jeg på med min
handelsskoleeksamen.
Fra jeg var 16 til næsten 20 var jeg kæreste med Jens. Vi havde
begge en vanskelig fortid, men vi holdt sammen og fik en stabil
hverdag. Vi boede sammen på en ungdomsinstitution og gik på
den samme skole. Vi var længe venner, men blev et stabilt par
trods vores unge alder. Han var på mange måder min trygge
havn i den periode. En rigtig dejlig ungdomskæreste, der
behandlede mig værdigt og respektfuldt. Det gav mig en
grundlæggende tro på kærligheden at opleve så tryg en
kærlighed i så ung en alder.
Uddrag fra bogen
»Mod til succes«
med tilladelse af
forfatteren selv og
Politikens Forlag.
Omfang: 190 sider
Pris: 250 kr.
11