POLITIKEN Tirsdag 2. dec. 2014 6 Debat Læserne Mener TAK, BORNEDAL Mogens Bille, Strandgade 26, Dragør: Stor tak til Ole Bornedal for fremragende underholdning otte søndage i træk. Min oldefar og hans storebroder (bønder fra Fyn) deltog i krigen, hvor oldefar var så ’heldig’ efter rømningen fra Dannevirke at blive sendt til Fredericia, medens hans storebroder var mindre heldig, idet han lå i skanse 10 18. april, hvor han blev dødeligt såret. Bornedals serie giver et fremragende indblik i det ’helvede på jord’, de danske soldater var igennem pga. af tåbelige, krigsliderlige politikere. Nu er serien slut – øv! – hvad skal vi så lave søndag aften? 1864 OG MELODIGRANDPRIX Claus Jacobsen, Stenvendervej 6, Skødstrup: Det er dybt beskæmmende, at stort set hele det politiske liv samt medierne fokuserer så stærkt på, at den hidtil dyreste tv-serie, ’1864’, som de kalder den, har kostet 173 mio. kr. inkl. en ekstraordinær bevilling fra Folketinget på 100 mio. kr. Nu argumenterer nogle politiske partier for, at de også af den grund bør have indﬂydelse på indholdet i fremtidige tv-serier af historiske grunde. Hvor primitive kan vi blive i lille Danmark? Lige så primitive som i krigen 1864, da vi også troede, at vi var så store internationalt? Melodigrandprix i København kostede mere end det dobbelte af 173 mio. kr. og er stort set glemt. ’1864’ er allerede solgt til ﬂere lande og med den et syn på krig, mennesker og følelser, der er så stærkt behov for i en krigerisk nutid, hvor danske piloter og ﬂy kaster bomber, samtidig med at Folketinget har bevilget 30 mia. kr. til nye kampﬂy. JAMEN, GÅR DR 2 DIGITAL? Jørgen Bache, Bregnevænget 21, Humlebæk: Hvis du ser DR 2, har du i den senere tid været vidne til, hvordan DR 2 ødelægger det ene program efter det andet ved at lade en båndsløjfe løbe hen over skærmen. Den ikke bare løber, den bliver ved med at løbe. Båndet oplyser om, at DR 2 kun kan ses digitalt efter 2. december. Hvad tænker de på? Hvorfor skal vi have tv-billedet ødelagt på den måde, og hvad med dem, der har lagt sjæl i at skabe et godt tv-bil- lede? Kan det dog ikke klares ved en gang i timen at lade båndet løbe? ER TVANG BLEVET ETISK? Niels Lauritz Torp Carlsen, Møllemarksvej 27A, Odense: Den nuværende formand for Etisk Råd plæderer for brugen af tvang mod dem, der ikke kan eller vil deres eget bedste. Det er en uhyggelig glidebane at bevæge sig ind på. Så kan det, alt efter ideologi, blive etisk forsvarligt at tvangskristne de vantro i Danmark, for de vil jo ikke det, der er bedst for dem, nemlig at være kristne i Danmark. Brugen af lovlig tvang hører under domstolens kontrol, og etisk kan denne brug af tvang altid diskuteres. Brugen af tvang er vel stadig principielt uetisk i et demokrati med mindretalsbeskyttelse. FRED GENNEM NÅLESTIK Diana Vinding, Steen Blichers Vej 23, Frederiksberg: Det var dog utroligt, at man i Politiken 29.11. kan læse Christoffer Emil Bruuns anbefaling af at bruge giftige droner i krigen mod ISIL; ja, at det sammen med nødhjælp ville være en »intelligent blanding«. Jeg har forsøgt at læse det som et ironisk indslag, men har givet op. Tilbage er kun at spørge, om det er en holdning, der deles af Politikens andre medarbejdere? Jeg håber ikke, at det er tilfældet, og at der kommer en afstandtagen. DEN SKJULTE SANDHED Geoffrey Cain, Rebekkavej 5, Hellerup: Katrine Winkel Holm fra Trykkefrihedsselskabet har læst Martin Krasniks bog ’Fucking jøde’, og hun bemærker, at Krasnik er meget uvillig til at fortælle, hvem der mest bruger denne ikke særlig smigrende benævnelse. Og det er pudsigt, fordi han i sine interviews i DR’s Deadline går utrætteligt efter sandheden. Men når det kommer til ham selv, vil han ikke ud med den. IDA DAVIDSEN OG IBYEN Lone Andrup, Syrenvej 53, Vodskov: Her har vi måske et skoleeksempel på sammenstød mellem klasser og generationer? Vi, et midaldrende ægtepar fra provinsen, spiste hos Ida Davidsen for et par uger siden på en travl fredag, og vi ﬁk udsøgt og velkomponeret, let opdateret traditionelt smørrebrød og en venlig betjening. Der var ganske rigtigt hverken specialøl eller myrer i havtornsauce at få, men det havde vi heller ikke forventet. Vi havde bestilt bord netop hos Ida Davidsen for at få en ægte gammelkøbenhavnsk oplevelse, før blaserte madanmeldere får udryddet dem alle. Vi både kender og sætter pris på de traditionelle smagssammensætninger i modsætning til de yngre verdensvante fra den elitære klasse, der er langt bedre og anderledes vant og måske oven i købet dukker op på en dårlig dag. Dagens citat undervisning ANNE MADSEN, DANSKLÆRER INSPIRATION FRA OVEN, TAK Lars Husfeldt, Kanalbuen 5, Dyssegård: Det er godt, at der ﬁndes originale, kreative personer, der tænker nyt. Det er rigtig kedeligt, at der er negative lyseslukkere, som vi risikerer bremser gode initiativer. En sådan er Morten Kornbech Larsen (i Politiken 28.11.). Med hans mærkeligt personlige hetz mod Dan Jørgensen med postulat om popularitetskampagne og nedgøring af hans personlighed (sælgersmil og plastikagtige optræden) går han direkte efter manden og ikke sagen. Et par andre politikere tager han lige med i farten. Jeg synes, Dan Jørgensen er et frisk pust i den ellers traditionelle debatform, og hans udspil om sunde råvarer er ﬂot og tiltrængt. Kultur skabes absolut ikke kun nedefra, mon ikke vi snarere inspireres af kreative kræfter ovenfra. Den nationale test i dansk er den rene slagtebænk Lærere søger mod de skoler, der har ordentlige arbejdsforhold, og elever spises af med uuddannede vikarer. Hvis Finansministeriet og KL ikke snart ankommer til virkeligheden, spaltes folkeskolen i et a- og et b-hold til skade for både reformen og børnene Lars Olsen, journalist og forfatter. I Jyllands-Posten SKIDT FOR DEMOKRATIET Kenneth Petersen, Bjerggårdsvænget 29, Holte: I Politiken 29.11. med overskriften ’Lidegaard frygter britisk exit efter ultimatum’ er udenrigsminister Martin Lidegaard citeret for »... at der kan ske hvad som helst, når først der er udskrevet folkeafstemning«. Man aner, at han er bange for, at folket ikke følger politikernes anbefalinger. Er det Lidegaards opfattelse, at det kun er politikerne, som kan træffe rigtige afgørelser? Det er sandelig ikke godt for demokratiet. Politikerne burde nok prøve at lytte til den stigende utilfredshed med EU og så få ændret den kurs, man fører i dag. Se blot på resultatet af den seneste folkeafstemning ved valget til Europaparlamentet. JEG ER SIMPELTHEN både vred, forarget og forundret på mine elevers vegne. Jeg er dansklærer i en 2.-klasse og skulle forleden have mine fagligt gennemsnitlige, men ﬂittige og meget skoleparate elever til national test i dansk. Vi taler om en ﬂok børn på 8 år, der er, som børn er ﬂest i den alder. Nogle glæder sig til testen, andre er spændte og må lige en ekstra tur på toilettet, og en enkelt naturinteresseret dreng sidder med sin, til natur/ teknik-timen, medbragte bille kravlende rundt på hånden. Han gelejder lydigt billen tilbage i dens bur, da det går op for ham, at billefremvisningen først er i 4. lektion. Så langt, så godt. I it-rummet logger eleverne sig på, alle kan deres koder, noterer jeg mig med stolthed. Det er en god klasse, jeg har. Jeg er stolt af den seriøsitet og alvor, de udviser. Der er 2 minutter og 33 sekunder, til prøven starter. Et par piger sammenligner hænder, for de ryster lidt af spænding. De gør det med et tappert smil. Andre hyggesnakker, og enkelte sidder og gør sig voldsomt umage med ikke at komme til at pille og trykke på tastaturet. Jeg glæder mig til at se resultatet. Tænker, at det er et godt redskab at have som dansklærer; at kunne se, hvordan ens elever klarer sig i forhold til sprogforståelse, afkodning og tekstforståelse. SÅ GÅR PRØVEN i gang. Godt og vel 2 minutter inde i prøven dukker følgende opgave op på et par elevers skærm: Istanbul har en betragtelig befolkning af kurdere, der stammer fra det sydøstlige Tyrkiet. De anerkendes ikke officielt som minoritet, og man indsamler ikke data om, hvor mange de er. Giv teksten en overskrift. Værsgo! Tekstforståelse for 2. klasse. Det svarer nogenlunde til, at man til køreprøven bliver bedt om at starte med at parallelparkere et lastvognstog. Bare for at vi lige kan ﬁnde dit niveau og formåen. Det var et par sørgeligt skamskudte elever, der møjsommeligt fortsatte deres bestræbelser. Jeg måtte hviske opmuntrende til dem, at de bare skulle gå videre, at det ikke betød så meget. Men det er svært at tro på, når man er 8 år og opsat på at gøre sig umage. Andre elever ﬁk denne afkodningsopgave: Sæt to streger og del ordet i tre: sweaterssæsonchauffør Hvordan man har forestillet sig, at et barn tilfældigvis kender til disse tre udenlandske stavemåder, er mig en gåde. Har det ret meget med afkodning at gøre? Var det dog ikke muligt at ﬁnde andre, mere relevante ord med høj sværhedsgrad, hvis man vil teste, om et barn ligger over gennemsnittet? Selvom prøven er adaptiv (tror jeg nok, det hedder) og tilpasser sig elevens niveau, er det i mine øjne en pædagogisk og motivationsmæssig fejl, at testen ikke starter på et overkommeligt niveau og langsomt stiger i sværhedsgrad. Så eleverne får læst sig varme ligesom i en sportskamp. Denne uoverskuelige række lette og svære opgaver er meget forvirrende og demotiverende. 2.-klasses elever kan ikke selv gennemskue, hvilke opgaver der skal læses grundigt igennem, og hvilke man skal springe over. Det gør dem forvirrede og usikre. Bortset fra de ukuelige, der fornuftigt nok vælger som strategi helt at undlade at fordybe sig. SÅ MIN PÅSTAND er, at resultatet af nationaltesten nødvendigvis må være præget af en del psykologiske faktorer, der kan spille uheldigt ind på resultatet. Har man taget højde for det? I min klasses tilfælde blev resultatet en noget rodet affære. For eksempel har jeg en elev, der scorer under middel i afkodning, men ligger klart over middel i tekstforståelse. Det giver ikke rigtig mening for en dansklærer. Var det muligt, at man for en gangs skyld kunne forestille sig, at der rundt omkring i de danske skoler faktisk sidder entusiastiske og læringsparate små elever, der dagligt arbejder seriøst, og som derfor har fortjent en pædagogisk og fair behandling, når de testes? Rend mig i konventionerne rettigheder THORKILD HØYER, POUL HAUCH FENGER, KAAVEH DOLATSHAHI PIROOZ OG SIGNE POPPENBØLL HANSEN, LEVENDE MENNESKERETTIGHEDER I AL STILHED har regeringen besluttet, at syv internationale FN-konventioner om menneskerettigheder ikke skal gøres til dansk lov. Det gør det vanskeligere som dansker at hævde sin ret til de grundlæggende regler, vi igen og igen kræver, at andre lande respekterer. Hvorfor denne beslutning? Forklaringen fra justitsministeren er, at man ser en »risiko for en forskydning af kompetence fra Folketinget og regeringen til domstolene«. Altså en forskubbelsen af magten væk fra de folkevalgte og dermed folket. Men den risiko eksisterer reelt ikke. Hvis Danmark f.eks. inkorporerer torturkonventionen, betyder det, at tortur bliver direkte forbudt i dansk lov. Det ﬂytter ingen magt fra regeringen. Derimod øger det vores retssikkerhed. Ved en inkorporering ville magten i øvrigt komme til at ligge nationalt. Det ville først og fremmest være de danske domstole, som skulle sikre overholdelsen af konventionerne og ikke kun en international kontrolinstans. Magten ville altså rent faktisk komme tættere på borgerne. Vi er ikke så nervøse som regeringen for, at en inkorporering i dansk lov vil svække folket. Tværtimod. En styrkelse af menneskerettighederne er i sig selv en styrkelse af demokratiet, hvis fundament jo netop er en tremagtsdeling, som sikrer borgerne en beskyttelse mod overgreb. Det drejer sig her om konventioner for børn og handikappedes rettigheder, konventioner mod tortur og racediskrimination. Når regeringen vælger ikke at gøre konventionerne til dansk lov, vælger den også at nedprioritere disse menneskerettigheder på nationalt plan og at gøre det sværere for borgerne at holde deres rettigheder i hævd. En inkorporering af konventionerne havde ikke alene givet en større bevidst- hed om menneskerettighederne hos domstolene og i befolkningen. Den havde også betydet en reel anvendelse i dansk lov. Dermed havde menneskerettighederne fået langt mere gennemslagskraft. For de danske domstole ville reglerne være noget, man uden videre skulle forholde sig til. Det så vi med den europæiske menneskerettighedskonvention. Først da den i 1992 blev gjort til dansk lov, begyndte domstolene rent faktisk at inddrage konventionen i deres afgørelser. tursamfunds Selvbekræftelse, at dets største Personligheder behandles sammenfattende to eller tre Gange i hvert Aarhundrede. Hver Generation maa tage Standpunkt, be- eller fordi de forsøger at revidere det eftermæle, de ved, de vil få. De kan slette deres mails og undlade at tage sig sammen til at få bevaret elektroniske dagbøger og notater. De bestemmer selv, men gør de ikke noget, risikerer de at skabe et stort hul efter sig selv, og fremtidens danskere bliver henvist til at gisne og gætte sig frem for at vide og kunne diskutere på et oplyst grundlag. Det var grunden til, at Rigsarkivet for et par år siden tog initiativ til at tilbyde en digital bevaring af alle folketingsmedlemmers privatarkiver. Måtte de benytte sig af chancen. Aftalen mellem Folketinget og Rigsarkivet om at give de enkelte politikere denne digitale bevaringsmulighed bryder nye veje. Danmark er oven i købet det første land i verden, der har banet vejen for denne teknologiske mulighed. Det kan vi bryste os af i den store verden. Nu er det op til de enkelte folketingsmedlemmer, om de har det politiske mod til at give efterkommerne indsigt i de kringlede spil, de i deres tid måtte indgå i for at nå deres politiske mål. AT REGERINGEN vælger at overhøre anbefalingerne fra ﬂertallet i det ekspertudvalg, der i næsten to år har undersøgt, om Danmark bør inkorporere de pågældende FN-konventioner i dansk ret, kan vi stærkt beklage. Det er ikke alene skuffende. Det er helt uacceptabelt og undergravende for Danmarks legitimitet. Hvis vi gerne vil være et stærkt demokrati, hvor vi lovgiver ud fra folkets interesser, kunne vi jo starte med at gøre de regler, vi forlanger, at andre lande lever op til, gældende for borgerne i Danmark. ... Slet ikke mails og brænd ikke breve ringstid på et privatarkiv garanterer, at intet følsomt eller kontroversielt slipper ud til offentligheden, før tiden er inde til historiefortælling. Den anden ting, som politikeren selv – eller vedkommendes sekretær – skal gøre, er at kopiere arkivet over i en særlig boks på Christiansborgs server. Politikeren vælger selv, hvor meget: det hele eller blot nogle ganske få dokumenter. Først den dag, folketingsmedlemmet forlader det høje ting, vil overdragelsen til Rigsarkivet ske i overværelse af folketingsmedlemmet selv, så det digitale arkiv ikke falder i de forkerte hænder. Det er en utrolig nem, sikker og historisk værdifuld måde at sikre sig en plads i historien på. RIGSARKIVETS digitale modtagesystem har været afprøvet i pilotprojekter siden 2010 i form af digitale privatarkiver fra udvalgte, forhenværende ministre og medlemmer af Folketinget, blandt andet fra de fhv. ministre og folketingsmedlemmer Lone Dybkjær og Ritt Bjerregaard. Indtil videre har knap en fjerdedel af de siddende folketingsmedlemmer skrevet under på aﬂeveringsaftaler. Udfordringen nu er – inden det kommende valg – at få så mange som muligt til at underskrive og gemme de mailkorrespondancer, digitale dokumenter, notater og manuskripter, der skaber et digitalt arkiv. Det vil nemlig være et demokratisk skævt billede, der bliver efterladt i de kulturarkivalske annaler, hvis ikke alle folketingsmedlemmer fra hele det politiske spektrum gør sig umage med at bevare sporene efter sig. Indtil videre har ﬂere folketingsmedlemmer fra Liberal Alliance, Socialdemokraterne, SF og de radika- le, men kun én fra hvert af partierne de konservative, Enhedslisten og Fremtidens Dansk Folkeparti historikere vil gjort det. Det er opnemt kunne sø- lagt, hvem der ge i de digitale mangler. arkiver, hvor de Fremtidens historikere vil nemt kan krydssøge på emner, nav- kunne søge i de digitale arkiver, hvor ne og sager i de kan krydssøge stedet for som i på emner, navne dag at sidde i og sager i stedet for som i dag at månedsvis og gennembladre sidde i time-, dage-, eller månedsarkivkasse efter ugevis og gennemarkivkasse bladre arkivkasse efter arkivkasse for at ﬁnde lige netop de dokumenter, man søger efter. Det er mindre romantisk og sjælfuldt at søge i digitale arkiver end i bunker af håndskrevne breve. Men når nu de håndskrevne korrespondancer slet ikke ﬁndes mere alligevel, bliver det vejen at gå. Hvordan fremtidens forskere, journalister og almindelige borgere end vil forholde sig, er det en god idé i dag at gemme breve, dagbøger, notater, billeder og andet kildemateriale. Også digitalt. Hvordan skulle vores historier ellers kunne fortælles og fortolkes? VI HAR SOM sagt allerede en god tradition for, at kulturinstitutionerne passer på de utrykte kilder, som vi ikke bør kaste ud med badevandet: Rigsarkivet, Det Kongelige Bibliotek, Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv, Kvindehistorisk Samling, Nationalmuseets arkivsamlinger og en lang række lokale arkiver og museer bevarer tilsammen over fem hundrede hyldekilometer arkivalier, heraf knap halvdelen fra private. De udgør vores utrykte, upublicerede kulturarv på papir. Her ligger kilderne til vores historie og mangfoldighed af historiefortællinger: Almindelige menneskers breve er gemt på lokale arkiver, hvor slægtsforskere og museer får fornøjelse af dem. Berømte kunstneres, kulturpersonligheders, ﬁnansfolks, intellektuelles og politikeres korrespondancer, dagbøger, notater og ufærdige manuskripter er bevaret på Rigsarkivet og Det Kongelige Bibliotek. Der ligger de som autentisk dokumentation for, hvad vore forgængere har tænkt og tvivlet på, hvad de har pønset på, hvilke drømme de nærede, og hvilke trængsler, de var plaget af. Uden den slags kilder ville megen af vor historie ikke kunne skrives. Vi bør passe på dem. For opfattelserne af historien ændres hele tiden og kræver, at vi genlæser originalerne. Vi vil jo ikke undvære at kunne bore i hverken Karen Blixens manuskripter eller de bevarede breve fra de i 1864 udsendte soldater. Vi har brug for at stå på hovedet i Søren Kierkegaards notater, Jens Otto Krags dagbøger eller i den til enhver tid siddende regerings ministermødeprotokoller, når vi igen og igen skal genkalde os, revidere eller debattere vores kultur- og samfundshistorie. Vi gemmer og bevarer dokumentationen fra det virkelige liv, fordi den faktiske historie kun ﬁndes i de dokumenter og kilder, som fortiden har efterladt sig. Det betyder ikke, at kilderne automa- tisk fortæller den fortidige virkeligheds historie. Det gør de ikke. Der kommer ikke en lyd fra dem, før nogen begynder at stille spørgsmål til dem. Så kan de til gengæld åbne sig. De kan be- eller afkræfte det, som de bliver spurgt om. Eller de kan fortælle en helt anden historie, end vi forventer. Som vi råber i skoven, får vi svar. Men svar får vi kun, når vi spørger. Den historiske fortælling er noget, vi skaber efter møjsommeligt arbejde. Historien ﬁndes ikke i sig selv, og vi kan ikke fotografere den. Vi kan konstruere den på basis af spørgsmål til kilderne. Men hvis vi sletter og fortrænger de dokumenter, som historiens mangfoldighed af spor har efterladt sig, overlader vi al fremtidig forståelse af vores historie til gætteri og politisk spekulation. Og det er en rigtig dårlig idé. Det kender vi fra uhyggelige regimer. HVER GENERATION har brug for at kunne kaste sit eget blik på historien og genfortælle den, hvad enten den handler om krig og nederlag, smukke samfundsudviklinger eller de enkelte mennesker, der skabte fundamentet for det, vi lever i. Vi har brug for at diskutere vores fortid. Igen og igen. Det er en vigtig del af den demokratiske debat, at vi kan diskutere og skændes om, hvilke historieopfattelser, der er de rigtige. Det er en del af en civiliseret kultur at argumentere, at lade sig overbevise af andre og at overbevise andre. For tres år siden skrev den berømte litteraturprofessor Frederik Billeskov Jansen, der selv var et nationalt ikon, i en anmeldelse af en ny Ludvig Holberg-biograﬁ: »Det er bydende nødvendigt for et Kul- Den historiske fortælling er noget, vi skaber efter møjsommeligt arbejde vidst og udførligt.« Billeskov Jansen har stadig ret. I disse dage modtager vi begejstret Jens Andersens nye Astrid Lindgren-biograﬁ, der bygger på et utal af nyfundne breve og notater, som forfatteren med en talentfuld teknik og nye spørgsmål har fået til at tale. Vi mærker, hvor godt det gør at få et nyt og nuanceret billede af hende, hvis børnebøger gav farve og fantasi til manges barndom. Vi bliver oplyst og kommer til at tænke selv. Sådan går det, når det er bedst. Når det går værst, nøjes vi med at tage moralsk stilling til, hvad der er foregået i fortiden. Vi tager fejl, hvis vi tror, at historiske romaner og ditto ﬁlm viser virkeligheden, som den var. Det gør de ikke; de viser ﬁlm eller fortæller ﬁktive historier, som kan være inspireret af noget, der engang skete. Men historie er det ikke. Det er ﬁktion. Skal vi fortælle om vores opfattelser af den eller de historier, der faktisk havde rod i en fortidig virkelighed, kommer vi ikke uden om at bruge tid på kritisk analyse af de dokumenter og artefakter, som dem, der var involveret, har efterladt. VI KAN IKKE forhindre, at nogle politikere brænder deres breve og dokumenter, fordi de ikke ønsker eftertidens blik på sig, BIRGITTE POSSING