Sø- og Handelsrettens dom af 22. december 2014: Skadelidte kunne ikke anlægge sag direkte (”Direct action”) mod skadevolderens engelske P&I-assurandører i Danmark Sagens omstændigheder: Et svensk rederi, Skåne Entreprenad Service AB [”SES”], indgik aftale om befragtning på bareboatvilkår af en slæbebåd, ”Sea Endeavour I”, med ejeren af skibet, Saga Shipping & Trading Ltd., Norge. Slæbebåden blev af SES anvendt til transport af sukkerroer, bl.a. til en fabrik i Nykøbing Falster. Under udførelsen af en transport af sukkerroer fra Assens til Nakskov blev der den 24. november 2007 af SES forårsaget skader på et kajanlæg i Assens havn. SES havde som befragter tegnet P&I-forsikring (Protection & Indemnity forsikring) gennem en svensk forsikringsmægler hos Navigators Management (UK) Limited, der havde placeret dækningen hos Navigators Syndicate 1221, Lloyd´s of London [”Navigators”]. Det var angivet i de for forsikringen gældende betingelser, at dækningen var tegnet iht. engelsk ret, og at tvister udelukkende skulle afgøres af de engelske domstole: ”This insurance shall be governed by and construed in accordance with English law and, in particular, be subject to and incorporate the terms of the Marine Insurance Act 1906 and any statutory modification thereto. This insurance, including any dispute arising under or in connection with it, shall also be subject to the exclusive jurisdiction of the High Court of London.” Efter at SES var gået konkurs anlagde Assens Havn sag med krav om erstatning ved Sø- og Handelsretten direkte imod Navigators, med henvisning til forsikringsaftalelovens § 95. Navigators anførte, at retssagen ikke kunne anlægges i Danmark, idet det fremgik af værnetingsaftalen i forsikringen, at tvister skulle afgøres ved High Court i London, og at denne værnetingsaftale også var gældende for den af Assens Havn anlagte sag. Assens Havn anførte, at der ikke mellem havnen og Navigators var indgået en værnetingsaftale, og at værnetingsaftalen i forsikringsbetingelserne ikke kunne have betydning for Assens havns direkte søgsmål imod Navigators. Sø- og Handelsrettens afgørelse: Retten fastslog, at værnetingsaftalen i forsikringsbetingelserne ikke var i modstrid med de i øvrigt præceptive regler i Bruxelles 1-forordningen (Art. 8-14) om værnetingsaftaler i forsikringsaftaler, idet der var tale om en ansvarsforsikring vedrørende drift af skibe (en såkaldt ”stor risiko”). Retten fandt på denne baggrund, at værnetingsaftalen var gældende for den af Assens Havn anlagte retssag, idet havnen måtte anses efter forsikringsaftalelovens § 95 at være indtrådt i SES’s ret til forsikringsdækning iht. betingelserne i forsikringen: Retten udtalte følgende: ”Det skadevoldende selskab, [”SES”] er gået konkurs, og spørgsmålet er herefter, hvordan forsikringsaftalelovens § 95 nærmere skal forstås. […] Retten finder, at bestemmelsen både efter sin ordlyd og sit formål må forstås sådan, at den skadelidte indtræder i den sikredes ret imod selskabet, herunder også eventuelt særligt aftalte forsikringsvilkår mellem parterne, som her aftalen om lovvalg og værneting i England og Wales. Som følge heraf er der ikke værneting i Danmark for denne sag”. Bemærkninger til dommen: Dommen vedrører et principielt og meget omstridt spørgsmål om, hvorvidt en værnetingsaftale i en ansvarsforsikring har betydning og gælder for et søgsmål, der anlægges af en skadelidt, der ikke er part i forsikringsaftalen, direkte imod ansvarsassurandørerne i de tilfælde, hvor forsikringsaftalelovens § 95 giver mulighed for et sådant direkte søgsmål. I den juridiske litteratur er det anført af nogle, at den skadelidtes ret til et direkte krav (søgsmål) følger af loven (forsikringsaftalelovens § 95), og at denne ret derfor ikke kan indskrænkes ved bestemmelser, herunder om værneting, der er aftalt mellem den Birch Windahl Advokatfirma www.birchwindahl.dk Østbanegade 7, DK-2100 København Ø T + 45 35 25 38 00 F + 45 35 25 38 01 sikrede og ansvarsassurandørerne, idet dette ville være i strid med princippet om kontrakters relativitet. Andre har herover for gjort gældende, at den skadelidte efter loven indtræder i den sikredes ret (”steps into the shoes of the insured”), og at den skadelidte derfor ikke kan anlægge søgsmål imod assurandørerne i modstrid med en værnetingsklausul i forsikringsaftalen. Sø- og Handelsretten har med dommen tilsluttet sig denne sidstnævnte forståelse. Sø- og Handelsretten synes endvidere, uden at der i dommen er anført nogen nærmere begrundelse for dette, at have lagt til grund, at forsikringsaftalelovens § 95 var gældende for det direkte krav i den omhandlede internationale sag. Det er i øvrigt også et omtvistet spørgsmål, i hvilke tilfælde forsikringsaftalelovens § 95 finder anvendelse i internationale sager. 2