1. No category

FAMILIELIV
FAMILIELIV
det har hun gjort
Anne Patricia Rehlsdorph skrev i juni
kronikken Min mand skal være min kæreste – ikke far til mit barn i Information. Den
skabte heftig debat om det rigtige i at få
et barn uden en far og dermed om vores
familieværdier mere generelt.
Vi
hylder
fire
Mor til Johan Alexander, 4 år. Advokat,
medforfatter til bogen Selvvalgt singlemor
til donorbarn – beslutningsprocessen.
Modige
mødre
Vi har brug for kvinder, der tør sætte noget på spil.
Med indsigt, gejst og kærlighed og uden tanke for de personlige omkostninger, deres indsats får. Mød fire mødre, der i det
forgangne år har satset, vundet og betalt prisen.
TEKST ULLA HINGE THOMSEN FOTO trine bukh OG IDA SCHMIDT
UDFORDREDE VORES FAMILIEVÆRDIER
“Min søn og jeg har det fantastisk uden en far”
PROVOKATØREN
Redningskvinden
Forkæmperen
Tabu-bryderen
Fordi hun bryder en konvention omkring morskabet og
står ved det.
Fordi hun har reddet et
barns liv ved at udvise moderinstinkt i sin reneste form.
Fordi hun tager den politiske
kamp for andres børn, mens
hendes egne er små.
Fordi hun ved at dele sin
historie giver andre svigtede
børn stemme og håb.
Anne Patricia
Rehlsdorph, 42
28 v ORESBØRN.DK
Maria Sacha
Kristensen, 25
Sine
Heltberg, 37
Debat Jeg ville gerne åbne for en debat om
kernefamilien, og derfor skrev jeg en kronik
om mit eget valg som mor til et donorbarn.
Jeg har bevidst valgt at få min søn alene, og jeg
synes, det er fuldstændig fantastisk. Vi har et
roligt liv uden mange konflikter, for der er kun
mig til at bestemme. På mange måder blev jeg
selv overrasket over, hvor dejligt et liv kun med
mor og søn kan være. Så jeg ville gerne afmystificere livsformen. Hvorfor skulle en model
med far, mor og barn være det eneste rigtige?
Jeg tillod mig at skrive, at min søn og jeg på
mange måder har et mere fuldendt liv end så
mange andre familier.
Lisbeth Zornig
Andersen, 44
Provokation Da kronikken blev bragt, var
der ret voldsomme reaktioner. Jeg vidste godt,
at min historie ville provokere, så jeg var forberedt på lidt af hvert. Alligevel blev jeg overrasket.
Der kom omkring 500 kommentarer på Informations hjemmeside, og en uge senere blev jeg
inviteret i Deadline for at diskutere kernefamilien. Det var især mænd, der blev rasende. Ikke
så meget over, at jeg har fået et barn alene, men
over, at jeg er så glad for det og faktisk synes,
det fungerer rigtig godt. De mest hadske skrev,
at hvis jeg ikke kunne finde en mand, så var jeg
nok så kræsen, at jeg også ville være en elendig
mor. Den slags gør da ondt.
Tæsk Jeg har taget nogle tæsk for mine syns-
punkter, men jeg synes, det er kampen værd.
Det er skræmmende, at vi ikke er kommet længere end til, at kernefamilien er det eneste saliggørende. Det er nødvendigt, at nogen stiller sig i
forreste række og provokerer, så vi får en debat
om de her ting. En gang kunne homoseksuelle
heller ikke have børn, men det er der ingen,
der løfter et bryn over længere. Jeg skrev med
vilje min kronik med spids pen, så folk kunne
komme ud af busken. Og det gjorde de så! Jeg
fortryder ikke, for jeg får jo også taknemmelige
kommentarer fra mødre i samme situation.
Kernefamilien Det sjove er, at jeg også har
fået positive reaktioner fra ganske almindelige
familier, der synes, det er fint med et indspark,
der får os alle sammen til at tænke lidt nærmere
over vores familieværdier. Når cirka 40 procent
af alle ægteskaber ender i skilsmisse, er kernefamilien måske ikke lykken for alle. Men det
er, som om det kun er okay at være alenemor,
hvis det er plan B. Kernefamilien skal være plan
A, og jeg vil gerne gøre det legitimt at vælge at
være alene med sit barn. Ikke fordi man ikke
kunne finde en mand, men fordi det simpelthen
er et godt familieliv.
��
vORESBØRN.DK
29
FAMILIELIV
det har hun gjort
Maria Sacha Kristensen opdagede sidste
sommer på vej hjem fra en ferie i Tyrkiet
en lyserød lift i vejkanten med en nyfødt
pige i. Pigen var livløs, det var 40 grader
varmt, og Maria, der var højgravid, besluttede at forsøge at amme den lille pige.
Det lykkedes.
ammede døende pige
“Jeg synes ikke selv,
jeg er en helt”
Mor til Lucas, 4 år, og Matthias, 4 mdr.
Social- og sundhedshjælper.
Ydmyghed Da det skete, og folk kaldte mig en helt, forstod jeg det
ikke. På det tidspunkt tænkte jeg, at alle ville have gjort det samme,
men siden har jeg erfaret, at folk har meget svært ved tanken om at
amme et andet barn end ens eget. Jeg tror dog, at de fleste ville gøre
det, hvis de stod i situationen.
Kontakt Jeg havde stadig mælk i brysterne fra min store dreng,
Lucas, så jeg prøvede at presse mælk ned i den lille piges mund.
Pludselig fik hun fat, jeg hørte den der blop, blop, blop-lyd, og så
åbnede hun øjnene og så lige på mig. Vi fik en slags mor-barnkontakt, og det var helt vildt, at det kunne lade sig gøre med et
fremmed barn. Men jeg følte også, at det var en forbudt kontakt.
Jeg skulle jo forlade hende igen, for jeg var selv højgravid, vi havde
Lucas i forvejen, og vi skulle hjem. Vi var nødt til at køre hende til
politistationen og selv køre videre til lufthavnen. Hvis jeg havde
kunnet, ville jeg have taget hende med mig.
Raseri Mens det skete, var jeg så vred. Jeg tudede og tænkte ‘hvem
er den skøre kvinde, der har gjort det her?’. Moren til barnet havde jo
ligesom jeg været gravid i mange måneder og haft de samme følelser
som mig. Så hvordan kunne hun vælge sit barn fra? Det var jo helt
vanvittigt! Senere fandt vi ud af, at hun var en ung pige, der havde fået
barnet uden for ægteskab. Hun må have haft det meget svært. Men da
hun fik at vide, at barnet var i live, ville hun stadig ikke se hende – det
forstår jeg ikke.
Derfor letter Apotekets
Saltvandsprodukter
forkølelsen helt naturligt
Saltvand skyller næsen og fortynder slim, så det
bliver lettere at trække vejret gennem næsen. Samtidigt renses næseslimhinden for virus og bakterier.
Apotekets Saltvandsprodukter indeholder rent saltvand, er uden konservering og sammentrækkende
midler – og kan derfor anvendes ubegrænset. Også
ideelt til små børn, der får lettere ved at trække
vejret under spisning og søvn.
Apotekets egne varer
Afsked Vi fik afleveret pigen til nogle politimænd, som aldrig havde
prøvet noget lignende. De var søde og gav mig god tid til at sige
farvel til hende. Men da vi kom ud i lufthavnen, fik jeg en mærkelig reaktion. Jeg følte mig så egoistisk ved at forlade hende igen
efter at have taget hende i mine arme, ammet hende og set hende
i øjnene. Min kæreste, Kent, sagde ‘du har gjort, hvad du kunne’,
men hele vejen hjem sad jeg helt stille for mig selv og græd. Heldigvis var Kent god til at tage sig af Lucas, som var dybt forvirret. Han
havde først troet, at det var hans nye lillebror, der var kommet. Jeg
var så ked af, at det blev hans oplevelse.
Kaos Da jeg kom hjem, gik jeg på Facebook og skrev i min status:
‘Mit moderhjerte græder. Fandt en pige i vejkanten, ammede hende.’
Og så væltede kommentarerne ind. Det var rart, for det hjalp mig
med at få det bearbejdet lidt. Men ret hurtigt kom medierne også til.
Aviserne ringede, TV 2 stod og bankede på døren, og jeg kunne ikke
finde ud af at sige fra. De ville også tage billeder af Lucas, og det
blev han rigtig træt af!
Fødsel Jeg fødte et par måneder efter, og da jeg fik Matthias i arme-
ne, føltes det så rigtigt i forhold til med pigen i Tyrkiet. Ham havde jeg
ventet på i ni måneder, og jeg kunne se, hvem han lignede. Selv om
hun var gudesmuk, var det jo helt forskellige følelser. Ham elskede jeg
– hende skulle jeg bare redde. Men jeg vil aldrig glemme hende. Vi
skulle egentlig have været tilbage i Tyrkiet og se hende, men hun fik
hurtigt en adoptivfamilie, og så må myndighederne ikke fortælle os,
hvor hun er. Jeg har dog stadig kontakt med medierne i Tyrkiet, og jeg
har fået en af de store aviser til at skrive, at hun altid er velkommen
hos os. Så ved hendes familie det i hvert fald.
Forandret Jeg har nok fået en lidt mere ekstrem tro på skæbnen af
det her. Tænk på alle de tilfælde, der skulle til for at redde hende: At vi
kom forbi, at jeg stadig havde mælk i brysterne, og at vi kørte alt for
tidligt til lufthavnen. Lige efter oplevelsen kunne jeg ikke gå fra Lucas,
og jeg kan stadig blive helt tom, hvis han ikke er der. ��
vORESBØRN.DK
31
FAMILIELIV
deT haR hun gjoRT
BLOTTEDE TRAUMATISK BARnDOM
sine heltberg blev valgt ind i kommunalbestyrelsen på Frederiksberg for s i
2009 og blev medlem af børneudvalget,
hvor hun har kæmpet for gode rammer
for børn, mens hendes egne var små.
sikrede i 2012 en aftale om efteruddannelse af personale i daginstitutioner og
sFoer i børns sorgarbejde.
“Jeg vil give andre et spejl”
Åbenhed Jeg fortæller min historie af to år-
sager: For det første har rigtig mange brug for
et spejl. Jeg får overvældende mange henvendelser fra mennesker, der har haft en barndom
som min, og fra børn, der på grund af min historie har fået mod til at tro på et godt liv på
den anden side. Det er meget rørende. Den anden grund er mediesagerne om misbrug og
vanrøgt. De forfærdede jo hr. og fru Danmark,
og min mission er at sige, at det findes altså!
Mor til Frederik, 7 år, og Lauritz, 4 år.
Cand.scient.adm., journalist, specialkonsulent i staten.
Sandhed At jeg stod frem, betød selvfølgelig, at mine børn også fik historien. Men jeg
har alligevel ikke kunnet skjule min barndom
for dem. Måske lyder det mærkeligt, men jeg
har fortalt mine børn om de seksuelle overgreb, min stedfar udsatte mig for – at det ikke
gjorde ondt, for eksempel. Ellers kunne de gå
og fantasere om voldtægt og smerte. Jeg siger
tingene ligeud. I forhold til at rulle det hele ud
for offentligheden frygtede jeg mest af alt, at
jeg ville gå fra menneske til offer. Jeg var
bange for at miste min magtfulde position
som de udsatte børns talerør. Der er jo ikke
respekt om et offer. Men jeg har ikke mistet
respekten – tværtimod.
Konsekvens En barndom som min forsvinder ikke, men du kan lære at leve med
den. Jeg har langt fra et perfekt liv. Jeg er
rodet og utilstrækkelig og bokser med de
skader, jeg fik som barn. En nat uden onde
drømme er en god nat! Den uperfekthed er
jeg begyndt at dyrke mere. Mange historier
om mønsterbrydere er alt for lyserøde, og jeg
var bange for, om nogle blev endnu mere
modløse af min succes.
Forældreskab Da jeg skulle være mor før-
AFgAV nOgET AF SIn EgEn MOR-TID
ste gang, lånte jeg alle bøgerne om børnepsykologi. Jeg vidste, at der var ting, jeg ikke
bare kunne. Men det lykkedes at give mine
børn en meget tæt tilknytning. Jeg har nok
været lidt for ivrig for at opnå det – min ældste
søn måtte selv sige stop til amning, da han var
to et halvt år, og han lærte aldrig at kravle,
fordi jeg altid bar ham rundt. Alle børnene har
også sovet i min seng som små – det har altid
være meget kropsligt og nært imellem os. Min
evne til nærhed har jeg hentet gennem omsorgen fra mine brødre, fra lærere og på fantastiske Hylleholt (husholdningsskole, red.), hvor
jeg kom, da jeg var 14 år.
“Jeg har pligt til også at hjælpe andre børn”
Afsavn Mit politiske engagement var gledet
lidt i baggrunden, da jeg fik job og familie. Men
for fire år siden ringede telefonen: ‘Vil du stille
op til kommunalbestyrelsen?’ For mig var det
naturlige svar ja. Jeg ville gerne gøre noget godt
for alle børn på Frederiksberg, selv om jeg vidste, at det ville betyde tid væk fra mine egne
børn. Jeg er til møder tre aftener om ugen og
bruger i alt 20-25 timer ved siden af mit job.
Heldigvis er min mand indstillet på at få det til
at fungere, og begge sæt bedsteforældre er på
banen. Lauritz går for eksempel til rytmik med
farfar hver torsdag. Jeg prøver i det hele taget at
kompensere for mit fravær ved, at mine børn
har en god hverdag med aktiviteter, kammerater og deres udvidede familie.
Storfamilie Jeg lever nok i et lidt anderledes
familiemønster. Af praktiske grunde, ja, men det
fungerer også følelsesmæssigt. Jeg kan jo se, hvordan mine forældre har opdraget mig og min søster, og hvordan mine svigerforældre har opdra32
vORESBØRN.DK
get deres børn. Hvis de gør det samme over for
mine børn, er det godt nok for mig. Mine børn
kender heller ikke til andet, for deres bedsteforældre har altid være indover. Da jeg var på barsel
med Frederik, læste jeg samtidig en uddannelse
i journalistik. Når der var seminarer i Århus, tog
mine forældre med og passede ham, mens jeg var
til timer. Så malkede jeg ud på toilettet, mens de
gik tur med barnevognen.
Børneliv Det har været sådan lige fra starten,
og det har været hårdt til tider. Men så tænker
jeg på, at jeg selv kan huske, hvordan det var at
aflevere mine børn i institution første gang – det
var forfærdeligt! Som politiker kan jeg være med
til at sætte nogle rammer, og selv om pengene er
knappe, skal det bare være et ordentligt tilbud til
vores børn! Stort set alle børn går i daginstitution,
og de er der rigtig mange timer, så institutionerne
skal være i orden. Der skal være sund mad, legepladser af ordentlig standard, lavt sygefravær hos
de voksne og styr på økonomien.
Resultat Lukkedage er en af de ting, jeg har
kæmpet hårdt imod. Som mor ved jeg, at du skal
være virkelig presset for at aflevere dine børn i
en fremmed institution. De sidste tre år har jeg
derfor fået afskaffet lukkedage hvert år. Det er en
sejr! Jeg synes jo ikke, det skal være kommunen,
der bestemmer, hvornår nogen skal holde ferie
med deres børn.
Bidrag Når jeg nu har resurserne, føler jeg
også, at jeg har pligt til at bidrage. Det samme
gælder mine børn. De er privilegerede, derfor
skal de også lære at hjælpe andre. De er for eksempel med ude og samle ind til nødhjælp. For
mig er det lige så meget familiehygge som at
sidde hjemme i sofaen. Mine drenge skal selvfølgelig være velfungerende i deres hverdag,
men det betyder meget for mig, at de også vokser op og bliver aktive samfundsborgere. Så er
jeg en succes som mor.
Balance For tiden har jeg dårlig samvittig-
deT haR hun gjoRT
Lisbeth Zornig andersen levede selv
som barn med vold, misbrug og svigt,
men brød mønstret. alt dette har hun
fortalt om i bogen Zornig – vrede er mit
mellemnavn og den meget personlige
tv-dokumentar Min barndom i helvede.
Fik sidste år alt for damernes kvindepris for sit arbejde for udsatte børn.
Mor til Magnus, 11 år, Tea 13 år, Freja
16 år, Ida 17 år, og Asbjørn, 24 år. Uddannet cand. polit., tidligere formand for
Børnerådet.
hed over for mine børn, fordi jeg har så travlt.
Jeg er hende, der kommer svingende ind og
bruger penge på sjov og ballade, mens deres
far er den primære omsorgsperson. Men vi har
aftalt i familien, at vi er på en mission. Mine
børn er helt klart præget og har alle et stort,
bankende socialt hjerte. Jeg skal finde ud af,
hvor meget jeg kan gabe over, men jeg bliver
ikke træt af at kæmpe. Hver dag oplever jeg, at
mindst ét menneske føler sig ‘reddet’ af mig.
Det er noget så banalt som meningsfuldt. ★