tæn ke pau se r

hans hauge
Dan
mark

tæn
ke
pau
se
r
DANMARK
Tænkepauser 1
FRIHED af Hans-Jørgen Schanz
Tænkepauser 2
NETVÆRK af Jens Mogens Olesen
Tænkepauser 3
MONSTRE af Mathias Clasen
Tænkepauser 4
TILLID af Gert Tinggaard Svendsen
Tænkepauser 5
LIVSHISTORIEN af Dorthe Kirkegaard Thomsen
Tænkepauser 6
FJENDSKAB af Mikkel Thorup
Tænkepauser 7
FOLK af Ove Korsgaard
Tænkepauser 8
DANMARK af Hans Hauge
Tænkepauser 9
NATUR af Rasmus Ejrnæs
Tænkepauser 10
VREDE af Thomas Nielsen
Tænkepauser 11
MYRER af Hans Joachim Offenberg
Tænkepauser 12
POSITIV PSYKOLOGI af Hans Henrik Knoop
Tænkepauser 13
KROPPEN af Verner Møller
Tænkepauser 14
KÆRLIGHED af Anne Marie Pahuus
Se mere på www.tænkepauser.dk
Her finder du også gratis lydbøger og e-bøger
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
T
K
P
S
R
HANS HAUGE
DAN
MARK
TÆN
KE
PAU
SE
R
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
DANMARK
Tænkepauser 8
© Hans Hauge 2013
Omslag og tilrettelægning: Trefold
Ebogsproduktion: Narayana Press, Gylling
ISBN 978 87 7124 155 6
Tænkepauser
– viden til hverdagen
af topforskere fra
AU
AARHUS
UNIVERSITET
Diskuter bogen på litteratursiden.dk,
og find mere materiale på
dr.dk/taenkepauser
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
INDHOLD
DANSKE
BILLEDER
6
STEDER
KRÆVER
GRÆNSER
15
SPROGETS
DANMARK
24
TÆNK
OG
SPIS
DIG
DANSK
32
DEN
DANSKE
FOLKEKARAKTER
43
DANMARK
I
DAG
49
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
DANSKE
BILLEDER
DET ER SÅ YNDIGT
Danmark – du ved nok, det er dér, hvor bøgen spejler sin
top i bølgen blå. Men bøgetræer og friske strande er ikke
i sig selv danske. Malere, komponister og digtere har gjort
dem danske. Og er de først blevet danske, så kan vi se det.
Hvis en udlænding kommer til landet, kan han eller hun
ikke se noget særlig dansk ved en strand med muslingeskaller, gråhvidt sand, blå bølger, legende børn og måske
lyse skrænter i baggrunden. Men det kan vi. Vi har nemlig
lært at se naturen og historien med danske øjne. P.C. Skovgaard, Anna og Michael-Peter Ancher, P.S. Krøyer, L.A.
Ring og mange flere har malet vores indre billeder af den
danske strand, også selvom vi ikke lægger mærke til det.
At Danmark er yndigt, ved vi fra vores nationalsang,
”Der er et yndigt land”, som egentlig er light-udgaven af
Adam Oehlenschlägers ”Fædrelands-Sang” fra 1819. Vi
synger den ved sportsbegivenheder, hvor danskerne dyrker den banale nationalisme, fordi vi nu er mere nationale
end fædrelandskærlige. Lad os kigge lidt nærmere på
sangen og dét, den fortæller om Danmark og danskerne.
Hvem taler mon til hvem i den sang? Det må være en
dansker, der taler til en fremmed, som ikke kender landet.
Man kan forestille sig, de to er i udlandet. Så siger den
6
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
dansktalende: ”Jeg vil lige fortælle dig, at der faktisk findes
et yndigt land. Du kan kende det på, at der står nogle
brede bøge helt nær ved den strand, der vender mod øst.
Og ved du, hvad det hedder? Det hedder ’gamle Danmark’. Det kaldes også ’Frejas sal’”. Det lyder lidt underligt. ’Frejas sal’ må være en slags kælenavn, lokkende og
erotisk. Danmark er en kvinde, skrev idéhistorikeren Rune
Engelbreth i sin bog af samme navn, og han har fat i noget. Sangen minder om en ordveksling mellem to mænd
om en ung pige. Vi kan også forestille os, at en mand siger
til en anden mand: ”Der er en yndig pige”. Hun står ved
vandet. Og det hele bugter sig i bakke og dal. Landet er en
kvinde. Og bøgen spejler sig. Og hun hedder Freja. Johannes V. Jensen så også kvinder, når han så en mark: ”Den
danske mark i en bølgen går, som åndedræt af en venlig
kvinde”. En nation er aldrig kønsløs.
Det pudsige er, at den dansker, der fortæller en anden
om det yndige land, må formodes at tale et andet sprog
end dansk. Vi skal faktisk tænke os, at det er sagt på tysk
og dernæst oversat til dansk. ”Es liegt ein lieblich Land/Im
Schatten breiter Buchen”, sagde han nok. Vi glemmer tit, at
Danmark var tosproget, da Oehlenschläger skrev sangen.
Tysk var også dansk, og han var selv en tosproget forfatter.
Norge var væk, men hertugdømmerne Slesvig og Holsten
havde vi endnu, skønt dem handler sangen ikke om.
DET YNDIGE
Hvor kommer det fra, dette yndige ved Danmark? Det
kommer fra kunsten. Nikolai Frederik Severin Grundtvig
INDHOLD
7
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
skrev, at dansk er ”småpigernes mål i det søde”, og det
satte en bølge i gang, som utallige danske sangskrivere
derefter red med på. Hos Edvard Lembcke er sproget
ungt og ser så yndigt ud, mens Kai Hoffmann kalder den
danske sang en ung, blond pige. Det er de samme yndige
danske piger, der løber nøgne rundt på stranden ved Lemvig i Thøger Larsens ”Du danske sommer jeg elsker dig”
fra 1923. På det tidspunkt var selv vejret blevet nationalt.
Byger der går og kommer, det er den danske sommer. Det
er også ”yndigt at følges ad” for to, der kan lide hinanden.
Og endnu i dag synger danskere til sølvbryllupper og lignende: ”Og hun er så ung og så yndig ser hun ud”. Det gør
de ikke i andre lande. Der laver de heller ikke dårlige sange
til brug ved fester, og de har heller ikke så mange flag på
bordene og uden for huset, som vi har.
Unge piger og det yndige blev knyttet til det danske på
det tidspunkt, hvor digterne, der var mænd, opfandt det
danske. Og det gjorde de i romantikken, der strakte sig
over det meste af 1800-tallet. Der vil derfor altid være noget romantisk over Danmark. En elite af digtere, præster
og intellektuelle begyndte at tænke, tale, male og komponere dansk, og fra dem sank det nationale ned i folket,
der langsomt indoptog det. Det var ikke i første omgang
staten, der gjorde det. Det er det i dag. Det var kunsten,
kirken og højskolen, der gjorde bønderne danske.
Dengang mente de, at danskerne kunne skabe noget
særegent dansk, og at vi ikke var dømt til altid at efterligne
udlandet, det være sig tyskerne eller franskmændene. I dag
har vi en tendens til at sige, at alt det danske er en efterlig-
8
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
ning eller noget universelt. Vi er faktisk sprunget tilbage til
1700-tallet, for sådan sagde de også i rationalismens epoke
eller oplysningstiden, dvs. den tid nationalromantikken
gjorde op med.
Men hvad med mændene, hvordan ser den danske
mand ud? Hvem danser med alle de blonde piger i det
yndige land?
KONG KRISTIAN FORTÆLLER
Et af de første nationale skuespil i Danmark, Johannes
Ewalds Fiskerne fra 1779, foregår ved Øresund. Vi er allerede på sporet af den danske mand: Han hører til ved
havet. Skuespillet var faktisk et syngespil, den tids musical,
og det er fra Fiskerne, at vi har ”kongesangen”, altså ”Kong
Kristian stod ved højen Mast”. Sangen beskriver datidens
danskere, som nu faktisk ikke endnu var danskere, men
mennesker i konglomeratstaten Danmark-Norge. Prøv at
nynne sangen i hovedet, mens jeg nu gennemgår dens billeder af danske mænd og Danmark.
Tager vi sangen fra start til slut, er det klart, at den
anskueliggør et hierarki eller en pyramide. Øverst, i første
vers, står kongen, og nederst, i sidste vers, står den almindelige dansker eller folket. Måske går der ofte kransekage
i sidste vers, men det handler altså om en lille menig i
flåden, og han hylder havet, som han ved, bliver hans grav.
Det er en vigtig konstruktion: Høj og lav er klart adskilt i
sangen, ligesom det gjaldt i det danske samfund på den tid
– men samtidig er de forenede af havet; de er alle sømænd
i samme båd, og den båd er Danmark.
INDHOLD
9
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
I første vers ser vi også, hvordan det at male gode
fjendebilleder er en vigtig del af vores identitetsdannelse.
Den Anden skal være der, for at vi kan være den Ene. Den
Anden er her ”goten”, hvis hjelm og hjerne brast. Det
er et interessant ord. Goter kan være göter eller en slags
svensker. Det kan også betyde nordboere i modsætning til
germanerne. Johannes V. Jensen ønskede en gotisk, dvs.
nordisk, renæssance. Men her smadres kraniet på goten.
Ingen kan vinde over Kristian – der nu ellers faktisk tabte
alt: Danmark var militært og økonomisk stærkt svækket,
da Chr. IV døde i 1648. Læg mærke til, at sangen ikke
af bilder en virkelighed, men skaber et ligefrem løgnagtigt
historisk billede af ikke blot kongen, men også Danmark.
Kongen og Danmark er nemlig det samme; syngespillet
blev skrevet under enevælden.
Så bevæger vi os et skridt ned ad stigen i andet vers:
til adelsmanden Niels Juel, der med et rødt flag i hånden
angriber de navnløse fjender. Datidens læsere behøvede
nok heller ikke nogen vejledning: Sangen genkalder
erindringen om alle de slag, Juel sejrede i; det var fx ham,
der i 1677 slog den svenske flåde i Øresund (ved Stevns).
Svenskerne var jo den onde Anden. I dag ville denne ærkedanske helt være norsk. Juel blev født i Christiania, Oslo
før der fandtes nordmænd.
I tredje vers fortsætter vi længere ned og kommer
til Peter Wessel – Tordenskjold. Da der var tændstikker
til, så vi ham alle dagligt; tændstikæsker blev brugt som
erindringssteder. Han kæmpede mod svenskerne, men
han er også et billede på kolonimagten Danmark. Torden-
10
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
skjold havde været i kolonierne, Dansk Vestindien, og blev
født i Norge. Danmark er endnu et imperium i denne tekst
og i virkeligheden – Danmark betød hele riget.
I sidste vers er vi nået ned til en almindelig dansker.
Den, der synger sangen i syngespillet, bruger sangen som
en slags trussel, for at få fat i en pige. Hvis du ikke vil have
mig, rejser jeg. Og piger ved, hvad der sker, hvis en mand
bliver sømand; han har en pige i hver en havn. Det vigtige
er dette: Han er en sømand.
DANSKEREN ER EN SØMAND
”Kong Kristian stod ved højen Mast” var ikke national på
sin egen tid. Der er den blevet ved, at vi ganske enkelt har
taget den ud af konteksten og sat den ind i en national.
Budskabet er ikke til at tage fejl af: Sangen siger, at danskeren er en sømand, en fisker, en sejler.
Denne tradition er fortsat lige siden Ewald. Danskeren
er en sømand. Vi kender dette billede fra utallige romaner,
sange og film, og det prises af L.C. Nielsen i ”Havet omkring Danmark”, hvor det hedder ”vi vandrer din vej, vi lyder din lov”. Ordene stammer fra syngespillet om søhelten
Peter Willemoes. Dette billede af det danske passer godt
med, at Danmark er et ørige og har været et imperium.
De første danskere var også sømænd: vikingerne. Vikingerne angreb England, og i Den oldengelske krønike fra 787
står der noget om nogle skibe, ”scipu Deniscra manna”,
som betyder danske mænds skibe. Englænderne kaldte
dog alle for danskere, også selvom de kom fra Norge.
Senere blev de blot betegnet ”hedenske hære”.
INDHOLD
11
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
Vi har altså masser af forestillinger om danskeren som
sømand: Jeg har en ven, en rigtig sejler. Og skibet skal sejle
i nat. Støt står den danske sømand. En sømand har sin enegang. Flådens friske fyre. For når en sejler. Sømand i knibe,
og på det seneste har Carsten Jensen fortsat traditionen i
Vi de druknede. De titler, der gemmer sig ovenfor, vil ingen
udlænding kunne genkende. De er en lille danskhedstest.
Bestod du?
DEN DANSKE BONDERØV
Men, men, men: Sømanden løber ikke med pokalen
alene. Historien har også tegnet et andet meget stærkt
billede af den danske mand: Danskeren som bonde eller
gårdmand. Måske er det derfor, DR2’s tv-dokumentar
Bonderøven er blevet så populær? Vi genkender os selv som
danskere i den unge bondemand Frank fra Djursland, det
er dejlig folkeligt, selvom DR2 lægger sendeflade til. Også
i dansk historieskrivning findes der en ”bonde-linje”, eller
en gårdmandslinje, der går ud på, at der altid har været
en alliance mellem bønder og konge imod aristokratiet.
Romantikerne opdagede eller opfandt folket; det var ’dér
nede’ – bemærk afstanden – og det havde ret. Siden er
noget folkeligt altid kommet nedefra.
Hen imod slutningen af det 19. århundrede bliver vi
bønder, og bønderne blev danske. For Grundtvig og dramatikeren Jens Christian Hostrup var vi bønder. ”Frem,
bondemand, frem” sang Hostrup. Vi var bønder hos forfattere som Johan Skjoldborg, Jeppe Aakjær, Morten Korch
og Jens Smærup Sørensen. Vi har pløjet og sået og høstet
12
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
i mange salmer; Den danske salmebog er fuld af bønder. Og
i 1880’erne skabte de fynske bondemalere, anført af Peter
Hansen, Anna og Fritz Syberg og Johannes Larsen, mange
af de landskabsmalerier, der har sat scenen for vores
forestillinger om bønder og livet på landet. Mejerimastodonten Arla har helt sikkert set dem, prøv bare at studere
bonderomantikken på din karton med økomælk.
Men bonden er en smule latterlig i Ewalds Fiskerne.
Det er for ham at se fiskerne, der er de sande danskere.
Det samme gælder i Hans Kirks roman Fiskerne fra 1928.
Skurken er den grundtvigske præst, Brink. Bønder bliver
heller ikke taget helt alvorligt i Kaj Munks Ordet, der kommer fire år senere; igen bliver grundtvigianerne til grin.
Det er slet ikke tilfældigt: Vi har i mere end hundrede år
haft en kulturkamp, der handler om, hvorvidt vi symbolsk
set er sømænd eller bønder.
Danskerne er fiskere – nomader – eller også er de
bønder, altså bosatte. Og i dag tiltaler det danskerne mest
at være rejsende, sømandstypen i kosmopolitisk udstyr er
populær, mens bønder er ret upopulære, når vi ser bort fra
bonderøven på DR2. Bønder kaldes svineproducenter og
bekæmpes af naturfredningsfolkene – og det er dem, der
i dag er med til at fastholde den nationale natur. Bønder
opfattes som u-danske. Og det udanske er ofte ondt.
DEN ONDE ANDEN
Kong Kristian præsenterede os for svenskeren, som i
mange hundrede år var den onde Anden, ham vi brugte
som modbillede til alt, hvad der var godt og dansk. Det er
INDHOLD
13
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
han stadig en lille smule, men mest når der spilles fodbold. I
løbet af romantikkens og nationalismens epoke blev vi dog
gode venner med svenskerne, der på det tidspunkt havde
overtaget Norge. Vi opfattede nu svenskere og nordmænd
som brødre. Og selvom englænderne bombede os to
gange, kom vi aldrig til rigtig at hade dem. Men da Carit
Etlar skrev sine fortællinger om gøngehøvdingen i 1853, var
han nødt til at lave de onde svenskere om til onde tyskere.
Det var, fordi vi havde fået tyskeren som en ny onde Anden. Ham begyndte vi at tegne op, efter at vi fik en lov om
indfødsret i 1776. Som tiden gik, blev tyskeren den onde
Anden, og ikke mindst de to verdenskrige gjorde naboen
i syd til vores fjende. Det gik lige indtil 1972, hvor vi kom i
EF, for så blev tyskeren vores ven, og det er han stadig i dag.
Danmark er på den måde af hængigt af det, det ikke
er. Uden den onde Anden kan eller kunne vi ikke blive
os Selv. Uden Dem, intet Os. Vi er derfor altid hjemsøgt
af det spøgelse, som er den Anden, og altså af de mange
milliarder, der ikke er danskere, og som endda kan komme
ind i vores land. Vi kan ikke have en identitet, uden at der
er nogen, der ikke har den. Medborgerskab kan aldrig
være globalt, men kun lokalt, og det lokale er det nationale. Medborgerskab er lig nationalitet. Der er altid ”eksklusionsregler”. Forsvinder den Anden, forsvinder den Ene.
Hvem er den onde Anden i dag? Det er jo det, vi skændes om for tiden. Det hedder kulturkamp. ”Der skal være
en grænse”, siger Dansk Folkeparti. Men hvor går den?
Mentalt og geografisk?
14
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
STEDER
KRÆVER
GRÆNSER
DET ER STØRRELSEN, DET KOMMER AN PÅ
Danmark var engang stort. ”Engang du herre var i hele
Norden”, skrev H.C. Andersen i 1850. Så blev det mindre.
Så blev det lille. ”Nu du kaldes svag; et lille land”. Så var
det ved at forsvinde. Det var, efter vi trådte ind i EF. Da
Danmark blev nedlagt, skrev Benny Andersen i 1976. Men
nu bliver det stort igen, fordi isen smelter oppe nordpå.
De såkaldt ”radikale” historieskrivere har altid opfattet
Danmark som en småstat eller en landsby, mens andre
er begyndt at opfatte Danmark som et stort rige. Hvad
er fakta? Er Danmark stort eller lille? Og hvordan ser det
ud? Kan man mon finde ud af det med Googles hjælp? Vi
spørger først Wikipedia, som fortæller:
Danmark, officielt Kongeriget Danmark sammen med
Grønland og Færøerne, er et land i Skandinavien i det
nordlige Europa.
Danmark er del af et rigsfællesskab eller et forenet kongerige, ligesom England hører til Storbritannien. Færinger
og grønlændere er danske statsborgere, men ikke med
i EU; den geografisk set største bid af Danmark er altså
INDHOLD
15
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
ikke med i EU. Dog bor omkring 27.000 grønlændere i
Danmark, dvs. en tredjedel af den grønlandske befolkning.
Resultatet er lidt af et kludetæppe: Danmark er et transatlantisk, vestvendt rige, og et land i Europa.
Vi tager næste eksempel. Sådan beskrives Denmark i
den engelske udgave af Wikipedia:
Denmark is a constitutional monarchy with a parliamentary system of government. Denmark has a state-level
government and local governments in 98 municipalities.
Denmark has been a member of the European Union
since 1973, although it has not joined the Eurozone.
Denmark is a founding member of NATO and the OECD.
Denmark is also a member of the OSCE.
Her er Danmark et europæisk land og et konstitutionelt
kongerige. Vi har en dronning uden magt. Det er kun et
kort uddrag, som er medtaget her, fordi det føjer det med
parlamentarismen til. Danmark har været et kongerige i
mange år, mens der kun har været parlamentarisme siden
systemskiftet i 1901. Landet har kommuner, som der står,
og Danmark er med i flere organisationer. Det er delt,
og selv en del af noget andet. Der står ikke noget om, at
landet nu er delt i regioner, men det kan vi godt nævne.
Google leder os videre til Foreningen Norden, som
selvfølgelig har en hjemmeside. Her finder vi ”Fakta om
Danmark”:
Danmark er det land i Norden, som ligger længst mod
16
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
syd. Øriget er lille, tæt befolket og omkranset af dejlige
strande.
Se, hvordan vinklen skifter: Her er Danmark et nordisk
land. Det fremhæves, at landet ligger længst mod syd,
frem for at det ligger i det nordlige Europa. Set fra Norden
er Danmark Syden. Set fra Europa er Danmark nordlig.
Danmark er altså en relativ størrelse: Den forandrer sig,
alt efter hvad man sammenligner med. Danmark er et
monarki sammenlignet med ikkemonarkier. Det er et
ørige sammenlignet med lande, der er kontinenter. Det er
tæt befolket sammenlignet med lande, der ikke er. Der er
teorier om, at et lands beskaffenhed smitter af på landets
beboere. Bliver folk anderledes af at bo i et ørige, end folk
der bor på fastlandet?
VI SØGER I GAMLE BØGER
Internettet er et glimrende værktøj, men vi kan også gå
lidt tilbage i tid og lede efter Danmarks grænser i nogle
gamle bøger, der endnu ikke findes på Google Books. Vi
ser efter i en læsebog fra 1858: Den Danske Børneven. Det
var en læsebog for borger- og almueskoler; dengang var
der ikke en folkeskole for alle, skolen var delt op i stænder
eller sociale klasser. Hør, hvad de dengang kunne læse:
Det danske Rige, eller Staten Danmark, bestaar ikke, saaledes som næsten alle andre Riger, af et sammenhængende
Land, thi dets Provindser ere for en stor Deel adspredte
Øer, og disse ligge tildeels igjen langt fra hinanden.
INDHOLD
17
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
Dengang hed det altså det danske rige eller staten Danmark. Der lægges også vægt på, at riget består af øer,
som kaldes provinser. Det var før broernes tid, men det er
også noget specielt. Det gør Danmark anderledes sådan
rent geografisk. Og det var et problem, kan man næsten
fornemme. Grænsen var svær at forsvare, og det gjorde
riget sårbart. Læsebogen fortsætter beskrivelsen med at
dele riget i tre: hovedlandet, bilandene og kolonierne var
de geografiske grundelementer. Hovedlandet var Danmark
og de tyske hertugdømmer. Bilandene var de øer, der lå
langt borte i ”Nordhavet” – Island og Færøerne – og de
blev altså ikke opfattet som kolonier.
Ud fra en politisk synsvinkel var Danmark dog todelt:
Den ene del var ifølge læsebogen ”Kongeriget Danmark”,
mens den anden og mindre var Slesvig-Holsten, herunder
Als og Ærø. Denne tvedeling skyldes Treårskrigen i 1848,
som nogle i dag kalder en borgerkrig mellem kongeriget
og hertugdømmerne. Danmark så for historikeren Fr.
Hammerich i bogen Den slesvigske Treaarskrig fra 1852
sådan her ud: Danmark satte han i flertal, det hed ”de danske lande”. Han skrev om folkelig frihed og selvstændighed, men kunne ikke se, hvordan den slags skulle kunne
realiseres i Danmark, der var et
Monarki, som, mellem 2 ½ Millioner Indbyggere, talte
ikke mindre end fem forskellige Hovedstammer, Danske,
Tydske, Islændere, Negere og Grønlændere.
Treårskrigen angik, om de tysktalende borgere egentlig
18
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
hørte til i Danmark eller ej, og det endte efter en hel del
blodigheder med, at Slesvig og Holsten forblev en del af
kongeriget. Men ikke længe, for i 1864 rev hertugdømmerne sig endelig løs, og dermed overgik Danmark fra at
være en stat – helstaten – til at blive en nationalstat.
NATIONALSTATEN
Når vi taler og skriver om Danmark, er det næsten altid
kun nationalstaten, vi har i tankerne. Vi lader, som om
nationen altid har været der, eller at den er omkring 1000
år gammel. Nationer er unge, men vil helst være gamle.
Men før nationalstaten opstod i 1864, var Danmark en
stat, og den har optrådt i forskellige udgaver. Lad os tage
dem i lyntempo.
Myten siger, at Danmark begynder, da det lille barn
Skjold sejler ind i Lejrebugten. Virkeligheden er mindre
fredelig: Den danske stat var resultat af årtier med blodsudgydelser. Den opstod først for alvor i 1648, da 30-årskrigen var overstået, og den moderne territorialstat dermed
blev til virkelighed i Europa. Nu var det slut med forestillingen om, at én politisk magt og én religion skulle styre
alt; den tyske kejser blev vækket af sine imperiedrømme.
De enkelte stater blev anerkendt som selvstændige, og
deres grænser skulle respekteres. Det gjaldt også den danske stat – kaldet Konglomeratstaten, Dobbeltmonarkiet
(Danmark-Norge) eller det oldenburgske monarki. Enevældig blev staten i 1660, efter at vi havde mistet Skåne,
Halland, Blekinge, Bohuslen, Herjedalen og Gotland et
par år forinden. I 1814 tabte vi også Norge, og så fik vi hel-
INDHOLD
19
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
staten bestående af Danmark og hertugdømmerne – men
kun frem til 1864.
Staten var der altså før nationen. Og der var et rige
eller et land, før staten blev til; tidligere endnu var landet
beboet af stammer og etniske grupper – men det skal vi
ikke bekymre os om her. Det vigtige er, at vi i Danmark
siden 1864 har kombineret nation og stat og derfor bor
i en nationalstat. Med ordet nationalstat angiver vi, at
staten ikke er neutral. Den har altid allerede en national
og kulturel komponent indbygget. Den danske stat tillader
desuden et stort civilt samfund. Det er ikke unikt dansk,
men dog karakteristisk. Det er det, der tillader og muliggør foreningsdanmark, hvor alle er med i et eller andet. Vi
deltager næsten lige så meget som amerikanerne i frivilligt
arbejde. Da det nationale og det statslige eller det kulturelle og det politiske næsten stemmer overens, er vi en ideal
nationalstat: Vi lever i den realt eksisterende nationalisme.
Det misunder mange os, alle stater vil helst være lige så
ideelle som vores. Det nationalstatslige er vores særpræg.
DANMARKSKORT: TOPOFILI
Forestillingen om Danmark og landets grænser er blevet
til på en ganske konkret måde, og det vises allerbedst i
Christian Richardts 72 strofer lange digt Vort Land fra 1889.
Det er modellen for al national litteratur. Digtet havde
undertitlen ”geografisk Digt”, og Richardt lavede dét, der
i dag hedder et Litmap, et litteraturkort. Han tog læseren under armen og førte hende strofe for strofe rundt i
landet; måske har du været med på en del af turen, digtet
20
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
findes i stærkt forkortet udgave som sangen ”Venner, seer
paa Danmarks Kort”.
Richardt var topofil (topophilia betyder én, der elsker
steder). I digtet rejser han igennem hele landet og giver
pletterne stemmer. Han tager først til Fanø. Sømanden er
ærkedanskeren, ved vi jo nu. Derefter går rejsen til Ribe
og Esbjerg, op langs vestkysten til Limfjorden, til Thy og
Skagen og derfra nedad mod Aalborg. Sydvestpå til Steen
Steensen Blichers hjemegn. Fra Viborg til Aarhus. Så sejler
han til Fyn og derfra til Lolland-Falster. ”Her paa Issfjordens Egn/inden Bøgeskoves Lukke/gik ved Lejre Danmarks Vugge”. Fra Nordsjælland til hovedstaden går næste
rejse. Til sidst kommer kolonierne: ”ej blot Sukker-Kolonier, Palmestrand med Kolibrier – men som Trappetrin mod
Nord/Færøs-Islands-Grønlands Jord!” Digtet slutter med,
at vi ikke må glemme dem syd for Kongeåen.
Da Vort land udkom, var bogen illustreret af portrætog genremaleren Knud Larsen med et danmarkskort, hvor
sydgrænsen er udvisket, mens Kiel dog er med. I højre
hjørne ses St. Thomas og St. Croix. Richardt drømmer om
et større Danmark. Han er irredentist, som det hedder om
én, der vil gøre et land større, end det er. Nationalismen
ville udvide det danske territorium, lidt ligesom de vil i
Ungarn i dag. Udvidelsen lykkedes, da grænsen rykkede
fra Kolding mod syd til Padborg, hvor den er nu. Havde
der ikke været nationalister dengang, ville vi endnu have
haft Kongeågrænsen.
Det er på grund af Christian Richardts digt, at der
gennem tiden i masser af klasseværelser har hængt et
INDHOLD
21
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
danmarkskort. Endda blindkort. Der var ingen navne på
byerne, for man skulle huske dem og give dem stemmer.
Det er det samme kort, vi ser hver aften i vejrudsigten.
Vejrudsigten er en national rite, der binder os sammen.
Vi skal altså huske navnene på byer, åer og øer, ellers
glemmer vi landet. Forestillinger bygger også på hukommelsens ophobninger af viden og ikke kun på erindringens
fortællinger om fortiden. Jeg bor i Niels Juels Gade, og
det viser, hvordan man nationaliserer en by som Aarhus.
Denne plet har fået stemme. At sige navnene på de fynske
byer i en remse var en måde at give stemme til landet
på. Hvis børn mister hukommelsen, fratages landet sin
stemme og bliver stumt.
GRÆNSEN OG NIVEA
Der må være en grænse, der adskiller det danske fra det
ikkedanske. Havet har afgrænset os fra de fleste; havet er
grænsen. Vi besynger derfor ”Havet omkring Danmark”
som det moderlige hav. Og vi kan heller ikke se en dansk
kyst, uden at den smiler så fagert til os. Naturen sætter
nogle grænser, men tanken gør også. Sigrid Undset kaldte
sydgrænsen en ”åndsgrænse”, Sønderjylland var grænsen
mellem to helt forskellige og uforenelige ”åndstyper”, det
vi ville kalde kulturer i dag: Sønderjylland havde beskyttet
Norden mod Deutschtum i tusind år. Tankegangen finder
vi også i Claus Eskildsens Dansk Grænselære fra 1935. Han
gik imod tyskerne ved at skelne mellem en statsgrænse og
en folkegrænse. Den sidste var den vigtigste. Han påviste,
hvordan der var en tysk og en dansk ”gårdrace”; man
22
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
kunne se, om en gård var dansk eller tysk. Siden 1920 har
statsgrænsen ligget fast. Der er nu overensstemmelse mellem folkegrænse og statsgrænse.
Grænser mytologiseres, og vi fortæller om dem. I min
ungdom var det sådan, at når man kom hjem til Danmark
efter en busrejse i Europa, så fik man lige efter grænsen en
middag, der bestod af dansk bøf med rødbeder, kartofler
og brun sovs – og til dessert rødgrød med fløde. Så var man
hjemme. På samme tid, og det er ikke helt hørt op, var det
en stor fornøjelse for danskerne at køre over grænsen og
købe Nivea-creme, nødder, Hansa-Pils og andet. Det spændende var forskellene: De forskellige priser var pirrende for
tanker og sanser, fordi forskelle altid er det. Grænsen var
også en madgrænse – og naturligvis en sproggrænse.
Det skaber konflikter, når man åbner grænserne, sådan
som vi er i færd med. Der sker nemlig så det, at grænser
er overalt på nær ved Kruså. Der må jo være en grænse.
Men selvom grænsen altså er afgørende, er den ikke nok,
den skaber ikke i sig selv et land. Der var grænser, før der
var Danmark. Dannevirke var også en slags grænse, men
den gjorde ikke dem, der boede nord for Dannevirke, til
danskere. Den skulle kun forhindre, at de mennesker, der
boede heroppe, blev kristne ligesom sakserne.
Vores fællesskab som danskere er altså både begrænset og suverænt. Det forudsætter og giver indhold til et
territorium, som staten har magt inden for, men dermed
opstår også et udenfor. Det kan ikke være anderledes.
Derfor findes der ind-vandrere: De skal vandre ind i noget,
og de skal være vandret ud af noget andet.
INDHOLD
23
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
SPROGETS
DANMARK
TAL DANSK, OG DU ER DANSK
Hvorfor taler vi dansk? Hvorfor bevare det danske sprog?
Det er for, at de fremmede ikke skal kunne forstå os.
Derfor er det danske sprog en del af danskheden. Det
er derfor, de fremmede skal lære dansk. I samme øjeblik
de taler dansk, tænker de dansk, og så er de assimileret,
opslugt i det danske, ræsonnerer nogle. Sproget adskiller
os fra andre folk. Det skaber den forskel, der er nødvendig. Hvis Norden var blevet samlet, ville dansk, norsk og
svensk være dialekter. Det danske sprog har ingen iboende
kvaliteter; i princippet kunne vi tale engelsk, hvad mange
så småt også gerne vil. Det sker i popmusik, i forretninger,
i firmaer og på universiteter. Vi kan forestille os, at vi om
en generation taler engelsk med distinkt dansk accent.
Et nationalsprog er egentlig bare en dialekt, der er
forstærket i næsten militærisk grad – hvor hæren og flåden
er retskrivningsordbogen og litteraturen. Og vi er stadig
i krig, som det fx fremgår af A.D. Jørgensens gamle værk
40 fortællinger af fædrelandets historie, der blev genudgivet i
1981 og udstyret med et meget sigende forord af historikeren Lorenz Rerup: ”Men i dag som dengang (1882) må vi
fastholde vort kulturelle og historiske grundlag og bevare
vort sprog, hvis vi fortsat skal bestå som nation i det ty-
24
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
vende og enogtyvende århundredes Europa”. Sproget må i
kamp for Danmark. Det er derfor, der universiteterne har
institutter, hvor vi studerer dansk sprog og litteratur. Og
derfor findes dansklærere: De er nationalismens skabere
og opretholdere.
ET ROSENBÅND
Hvorfor spiller sproget så stor en rolle? Det er resultat af
en udvikling, der begynder med reformationen, hvor det
blev vigtigt at prædike på folkets sprog og gøre Bibelen tilgængelig på dansk. Denne styrkelse af folkesproget havde
kirkelige årsager – og ingen nationale. National betydning
får sproget først i løbet af det 19. århundrede, og det på
denne måde: Når man talte dansk, tænkte man dansk.
Datidens sprogfilosofi gik ud på, at sproget bestemte
den måde, vi tænkte på. Grammatikken indeholdt en
måde at sanse verden på. Eftersom der ikke fandtes sprog
som sådan, men kun bestemte, nationale sprog, da var det
at tale dansk at tænke dansk. Og dermed havde vi ikke blot
fælles sprog, men fælles livsanskuelse givet med sproget.
”Ord og tanke går i et”, skrev Grundtvig. Det var på det
tidspunkt, man begyndte at tvivle på, om slesvigere, der
talte tysk, kunne sige, at de var danskere. At være dansk
er at sige: ”Jeg er dansk”, men det kan kun siges på dansk,
ellers virker talehandlingen ikke. Sprog er en barriere og et
bånd. På engelsk: ”a bar and a bond”. Det er dét, Grundtvig synger om i sangen om modersmålet: Modersmål er
det ”rosenbånd, som store og små omslynger”, og kun
løs er al fremmed tale. Børn har som bekendt lært at tale,
INDHOLD
25
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
inden de kommer i skole, nemlig af mor. I skolen lærer de
at læse og stave – de lærer ikke dansk.
I løbet af det 20. århundrede opgav man teorien om
en identitet mellem nationalt sprog og bevidsthed, men i
praksis trives den stadig. Det danske sprog bærer og former vores identitet som danskere, og det sker ikke mindst
ét bestemt sted i sproget: i litteraturen.
DANSK LITTERATUR ER PRÆSTELITTERATUR
Den danske litteratur har samme alder som nationen.
Den er ung, men ser så gammel ud. Det var især Georg
Brandes, der gjorde meget for at skabe denne litteratur, så
vi kunne få en nationalkarakter og nationalfølelse. ”Dansk
først, naturligvis” var Brandes’ motto. Der var dog noget,
som Brandes ikke brød sig om ved dansk litteratur, og det
er det, som adskiller dansk litteratur fra stort set alle andre
litteraturer. Nemlig den særlige forfatter, som hedder
digter-præsten. De allerfleste af guldalderens eller romantikkens forfattere var præster og teologer. Det teologiske
fakultet var en forfatterskole. Den danske præstegård var
en genifabrik, derude sad de og digtede og prædikede. Vi
kan tænke på Grundtvig, Hostrup og Blicher, men også
Søren Kierkegaard, Henrik Scharling (ham med Nøddebo
præstegård), Jakob Knudsen, Kaj Munk, K.L. Aastrup, Erik
Aalbæk Jensen, Johannes Møllehave og mange flere. Den
slags findes ikke i andre lande, og det viser en unik alliance
mellem kirke og kultur, der er særlig dansk. I udlandet er
man enten præst eller forfatter. I Danmark begge dele.
26
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
Kultur og religion er identiske; folkekirken er et stykke
dansk kultur.
Enheden mellem kultur, litteratur, præste-digtere og
religion viser sig, når festklædte og halvberusede danskere
nytårsaften kl. 24 synger med på Grundtvigs salme ”Vær
velkommen, Herrens år” efterfulgt af nationalsangen og
kongesangen. Mere dansk kan det ikke blive. Den danske
folkekirke er også noget helt enestående og usammenligneligt, den er hverken statskirke eller frikirke, men en
hybrid. Det kan fremmede ikke fatte. Den danske folkekirke var en af de første i verden til at anerkende kvindelige
præster, det skete i 1947. Kirkens højeste myndighed er
Folketinget, hvori der sidder muslimer, der altså bestemmer over kirken. Det er ikke et problem, ligesom det
ikke er et problem, at vi har lesbiske provster og fraskilte
kvindelige biskopper. Det er dansk frisind – det er overensstemmelse mellem politik og kultur.
GRUNDLOVEN ER KUN ET SYMBOL
Grundloven er også præstelitteratur. Derfor er den kristen.
Den blev ikke vedtaget demokratisk, for der var jo ikke
demokrati, da loven blev indført den 5. juni 1849. Der
sad nogle kloge mænd og fandt på den – mange af dem
præster. Grundlovens forfatter var også præst og teolog:
D.G. Monrad. Den er et stykke dansk, romantisk guldalderkunst ligesom B.S. Ingemanns historiske romaner og
C.E.F. Weyses musik. Det bliver den ikke mindre brugbar
af i dag; der står en masse om kongen og hans godser i
loven, men vi er gode til at fortolke loven. Næsten hver
INDHOLD
27
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
gang, der står ”kongen”, oversætter vi det frit til fx ”regeringen”.
Er loven særlig dansk? Tja, mange paragraffer – fx de
såkaldte ”finansparagraffer”– kopierede Monrad fra den
belgiske grundlov. Og glem ikke, at der var borgerkrig i
landet, da Grundloven blev skrevet, kongeriget var i kamp
mod hertugdømmerne; Grundloven er også et stykke
krigslitteratur og på den måde et udtryk for danskhed
i krise. Men jo, der er alligevel noget særlig dansk ved
den. Den danske stat hviler på fire ben, vi har en magtens firedeling – og ikke tredeling som hos andre. Og det
kommer til udtryk i Grundlovens fire første paragraffer:
den lovgivende, den udøvende, den dømmende og den
forkyndende magt. Folketing, regering, domstole, folkekirke. Fjerner man et ben, vælter stolen. Den danske stat
er evangelisk-luthersk; den er altså ikke neutral. Men trods
denne firedeling er der intet over, under eller ved siden af
Folketinget. Dette er særegent dansk.
Vores fortolkning af Grundloven er dog det vigtigste.
Grundloven er i sig selv død skrift og bogstaver, men vi har
en særlig forståelse af dem i Danmark, eller det havde i al
fald kirkehistorikeren Hal Koch. Han begik i 1945 et kendt
skrift, der hed ”Hvad er demokrati?”, og det har betydet en
del for dansk demokratiforståelse. Han hentede hos den
tjekkiske tænker og politiker Tomáš Masaryk ideen om,
at demokrati er samtale eller en livsform. Det er noget,
der tager lang tid at skabe, og det sker ikke ved, at man
indfører en grundlov. Vi taler os altså til rette. Koch kaldte
Grundloven et symbol – og ikke andet end det. Han havde
28
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
jo lært af Grundtvig, det ikke var død skrift og lov, der var
det vigtigste, men derimod det levende ord.
LITTERATURENS STEMME
”Jylland, du er hovedlandet”, synger vi. Danmark og Jylland er personer, man kan sige du til – men mit forhold til
England eller EU er et jeg-det-forhold. Hvem har sagt du
til EU? Ingen vil dø for EU eller NATO. Det er den danske
litteratur, der har gjort Danmark til et menneske eller en
person. Danmark er en person. Den kan handle og udtale
sig. Vi kan tale til den og synge om den. Den har stemmer
og kan tale til os. Den har alder, køn, identitet og udseende. Dens biografi er den danske litteratur. Den kan være
en mand eller en kvinde; en far eller en mor. Vi kan elske
den eller hade den og forlade den.
Denne danske litteratur blev ikke mindst skabt i kraft af
det, vi danskere kalder ”det moderne gennembrud”. Siden
1880’erne er Danmark begyndt at sige noget ligesom et
barn, der vokser op og får sprog. Det begyndte endog
at synge og lod dermed hjertet tale. Georg Brandes var
gennembruddets bannerfører, og han kæmpede for, at
Danmark skulle få en litteratur – en stemme – ligesom de
store lande syd for os. Skal man kende et lands nationale
karakteristika, skal man gå til det lands litteratur: Litteraturen er folkets biografi. Danmark havde ingen litteratur
og derfor ingen stemme eller karakter. Men det fik Danmark med det moderne gennembrud, der dermed egentlig
er det nationale gennembrud. Mange steder kom pludselig
på kortet, lad os besøge nogle af dem.
INDHOLD
29
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
DEN RÅDNE BANAN
København blev som det første sted nationalt kortlagt af
litteratur, musik og malerkunst. Gader, kvarterer og veje
fik stemmer, farver og melodier. Det er en proces, der er
fortsat, og den er ikke tilendebragt. Hvem kender ikke
Solitudevej? Svar: Det gør en udlænding ikke. Dan Turèll
satte Vangede på det litterære landkort med Vangede billeder. Klaus Rif bjerg har med sine Amagerdigte bidraget til
en tradition, der blev skabt af Johanne Louise Heibergs En
Søndag på Amager. Amager taler meget. Hans Jørgen Nielsen har i romanen Fodboldenglen inddraget Englandsvej.
Johannes Ewald indlemmede Øresund i Fiskerne, og
han gjorde i digtet ”Rungsteds lyksaligheder” Rungsted
berømt og til et smukt sted. Han indførte lokalkolorit i
litteraturen. Det fik huspriserne til at stige. Henrik Hertz
skrev et digt om ”Posthuset i Hirschholm”, dvs. Hørsholm. I Hostrups komedie Eventyr på fodrejsen drog studenterne op til Kokkedal. Oehlenschläger skrev om Bakken.
Nu var Nordsjælland indtaget.
Grundtvig drog til Langeland og skrev et digt, ”Egelykke”, om det. Så var det på kortet. Med H.C. Andersen
kom Fyn med, mens Blicher og Johannes V. Jensen i
Jylland skrev om heden og Himmerland, hvorefter Hans
Kirk satte Hadsund og Gjøl på kortet. Limfjorden var nu
gennemlitterariseret. Og Skagen var malet over.
Kunsten baner vejen for turismen i Danmark, hvorved vi møder vores eget land. Hvad ville Bornholm være
uden Oluf Høst og Far til Fire? Ikke mindst den realistiske
roman, der var en afgørende del af det moderne gen-
30
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
nembrud, har skabt danmarkskortet. Den har fortsat stor
styrke, og i de senere år har forfatterne fx givet stemme
til ”den rådne banan” og ”udkantsdanmark”. Med Knud
Romers Den som blinker er bange for døden har Nykøbing
Falster fået samme status, som Nykøbing Mors fik med
Aksel Sandemose. Det er derfra, det typisk danske stammer: janteloven. Helle Helle har udødeliggjort Rødby i
Rødby-Puttgarden. Med Jens Smærup Sørensens Mærkedage
er Staun i Himmerland blevet placeret, og Gram ved vi
nu alt om på grund af Erling Jepsens Kunsten at græde i
kor. Josefine Klougart har fornyet Molbohistorierne med
romanen Stigninger og fald. Og man kunne fortsætte. Og
sådan fortsætter de. De bliver ved med at skabe forestillinger om, hvad Danmark og danskerne er.
INDHOLD
31
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
TÆNK
OG SPIS
DIG DANSK
Forestillinger om Danmark skabes i litteratur, musik,
malerier, læsebøger, wikier, hjemmesider, skuespil og
meget mere. Men de er ikke bare billeder til pynt eller
noget, vi kan trække frem ved særlige lejligheder. Vi skal
altid forestille os Danmark, før det kan eksistere. Alt, hvad
vi siger, tænker, føler, ser, hører, mærker og lugter, er et
resultat af denne fælles forestilling. Uden den ville vi ikke
have arkæologi, geografi, vejrudsigt, folkekirke, nationalmuseum, folkeskole, kunst, kultur eller penge – kroner.
Danmark findes ikke som et objekt i virkeligheden. Danmark er ikke derude i Danmark eller i verden. Danmark er
et bevidsthedsfænomen eller, hvis man hellere vil bruge et
andet billede, et sprogligt frembragt fænomen. Det findes
inde i hovedet på danskerne. Og der er mange forskellige
forestillinger: Danmark er en landsby. Danskerne er en
stamme. Danmark er en brugsforening. Danmark er et
lejrbål, hvor vi sidder i rundkreds og vender ryggen til de
andre.
Det nationale er skabende. Det skaber bøgetræer, kirker, sprog og strande om til nationale symboler. Bøgetræer
er nu mere danske end egetræer. Fjelde er norske. Skove
er tyske. Haver er engelske. Vi kan ikke se et bøgetræ i maj
32
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
uden at forbinde det med danskhed, ganske som de i Libanon ikke kan se et cedertræ uden at tænke på Libanon.
Træer er gode at skabe symboler med. De har en lang, religiøs forhistorie: Kundskabens træ i Edens Have og Kristi
kors er kendte eksempler. Korset eller træet har vi i flaget.
Træet brugtes også som symbol på det tre nordiske brødrefolk, der havde samme rod. Det viser, at nationalisme
også er en erstatningsreligion. Hvor evangelisk-luthersk
kristendom holdt sammen på det gamle rige, kom det
nationale til at holde sammen på det nye, der opstod efter
1849 med Grundloven.
Vores vej blev hellig, for da nationalismen afløste
lutheranismen som sammenhængsskabende kraft, blev
alle steder i princippet hellige: hver lille ø og sandbanke, ja,
endog havet. I den katolske og senere lutherske epoke var
der hellige steder, som pilgrimme kunne rejse til: kirkerne
og kilderne. Resten var ikke helligt. Men det ændrede sig:
Som danskere behøvede vi med nationalismens komme
ikke længere rejse et særligt sted hen for at finde det, der
binder os sammen, Danmark var overalt. I en overgangsperiode fungerede bestemte steder dog som lidt mere hellige end andre; det kunne være Skamlingsbanken, Dybbøl
Mølle, Himmelbjerget eller i en lidt anden forstand: Nationalmuseet i København. Men efterhånden overlejrede
det nationale sig på det hele, så også især landsbykirkerne
begyndte at blive danske, især hvis de var røde og hvide.
Helliggørelsen eller nationaliseringen tog tid. Vi fik religionsfrihed, men kulturtvang, selvom Grundtvig forsøgte at
skabe frihed også på det nationale område. Folk skulle selv
INDHOLD
33
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
vælge, om de ville være med i folket eller ej. Det nationale
var ikke skæbne, men valg.
PLAKATER OG GLANSBILLEDER
Bøgetræer, heder, klitter, kirker, sprog, kornmarker, piger
og friske strande skal gøres danske af danskerne, men før
danskerne kunne gøre naturen dansk, skulle de selv gøres
danske. Danmark har ikke altid været der inde i vores
hoveder. En bonde fra Vendsyssel omkring år 1720 havde
ikke nogen forestilling om Danmark. Hvis han havde forestillinger, var de om kongen og Gud. Hans fædreland var
himlen. Men om danskhed? Nej, det var der intet af. Det
var netop ikke opfundet endnu.
Lad os springe 200 år og en del kilometer sydpå for
at møde en sønderjysk bonde. Nu ser verden anderledes
ud. Han har billeder af Danmark inde i hovedet. Hvordan
disse billeder af Danmark så ud, ved vi helt præcis. Vi har
nemlig plakater fra folkeafstemningerne i 1920, hvor man
i Slesvig skulle klarlægge, hvem der ville være danskere,
og hvem der ville være tyskere. Afstemningen er vigtig, for
den viser noget om, hvad det vil sige at være dansk. Det
betyder at bo på den ene side af grænsen med bevidsthed
om, at dem, der bor på den anden side, ikke er danskere.
Danskhed er noget, vi forestiller os. Plakaternes billeder af
heroiske mænd, helgenagtige kvinder, æblekindede børn
og gyldne kornmarker – det hele pyntet med Dannebrog,
solskin og ophøjethed – fremviser derfor heller ikke nogen
ufiltreret virkelighed. Billederne er ikoner. Opfattelsen af,
hvad der var dansk, blev skabt af billederne, ikke om-
34
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
vendt. Det samme var jo tilfældet med national- og kongesangen: Det yndige land og kong Kristian er glansbilleder.
De beskriver ikke virkeligheden, som den så ud. De skaber
virkeligheden, hvorved fx en strand bliver til en person,
man kan tale til: ”du danske, friske strand”.
En nation er derfor et forestillet fællesskab. Hvis det
var et fællesskab, behøvede man ikke forestille sig det.
Man skal kun forestille sig noget, hvis det ikke er der. Og
forestillingen er så stærk, at mange er gået i døden for
den. Frivilligt. For Danmark. Danske soldater dør den
dag i dag i Afghanistan, og det ville de ikke, hvis forestillingen om et nationalt og politisk fællesskab manglede.
Forestillingen var også mulighedsbetingelsen for, at danske
mænd drog i krig mod prøjserne og østrigerne i 1864, og
uden en forestilling om danskhed ville vi ikke have haft
frihedskæmpere under den tyske besættelse 1940-45 – eller
EF-modstandere i 1972.
UDEN AVISER OG ROMANER
INTET DANMARK
Hvor Danmark som nation er en forestilling, der er det
danske folk et forestillet fællesskab. Jeg siger noget nu, som
vil forekomme nogle underligt. Dette forestillede fællesskab skyldes romanen og avisen, for en nation ligner en
avis eller en roman. Romanen og avisen er forestillingsformer, og disse former leverede allerede i 1800-tallet de
tekniske midler til at repræsentere den slags forestillet fællesskab, som nationen er. Når vi læser dagens avis eller ser
tv-avisen, forestiller vi os, at andre gør det samme, imens vi
INDHOLD
35
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
gør det. Morgenavisen er det moderne menneskes erstatning for morgenbøn. Og når vi læser en roman, forestiller
vi os, at personerne er levende, skønt vi aldrig har set dem.
Tag fx forsiden på en tilfældig avis. Der kan stå noget
om statsministeren, om kup i Elfenbenskysten, om snevejr
på Bornholm, om oversvømmelse i Queensland, om en ny
cd, og måske er der også et par reklamer. Hvad har disse
ting at gøre med hinanden? Intet. Forbindelsen mellem
dem er forestillet. Det eneste, der er fælles, er datoen – altså tiden. Vi kan høre en akademiker sige: ”Jeg har mere til
fælles med en anden akademiker fra Australien end med
en pensioneret fisker fra Hirtshals”. Det er sandt. Sådan
er det. Det har blot intet med det forestillede, nationale
fællesskab at gøre. Avisen viser det helt tilfældige. Vi har
netop intet til fælles, og derfor skal vi forestille os det.
Vi har allerede været rundt i landet med litteraturen og
set, hvordan den har gjort Danmark til en person – men
hvordan gør den danskerne til nogle, vi har et fællesskab
med? Jo, hvis man læser en roman, skal man forestille sig,
hvordan personerne ser ud. Vi skal ligesom i en roman
forestille os, at vi har fællesskab med mennesker, hvoraf
de fleste er døde, og med utallige, der endnu ikke er født.
Danmark er en kæmpe kirkegård. Det er ikke til at vide,
hvor mange millioner lig vi går oven på, men det er betydelig flere end de små fem millioner, der er i live. De døde,
der ligger begravet i den danske muld, hører til dem, vi
har et forestillet fællesskab med. Vi har dog taget de sorte
kors fra graven og i stedet plantet en stor have. Der findes
ikke uberørt natur i Danmark; naturen er ren kultur og
36
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
som sådan ægte dansk. Danmark er en lund eller en have
med hegn omkring. Engang var hegnet en grænse, nu er
det en metafor. Man skal kun forestille sig det, som ikke findes.
VI ER FÆLLES OM POLITIK
Det forestillede fællesskab opretter et fællesskab, hvor
der kun er eller var et atomiseret og anonymt moderne
samfund. Jeg har selv kun mødt et ganske lille udpluk
af danskerne, og dem, jeg har mødt, behøver jeg ikke
forestille mig, for dem kender jeg jo. Mange af dem, jeg
har mødt, bryder jeg mig ikke om og vil nødig indgå i et
konkret fællesskab med, men det behøver jeg heller ikke.
Jeg skal ikke forestille mig min kone; hende kan jeg jo se.
Et landsbyfællesskab skal man heller ikke forestille sig, for
man kender alle. Men et nationalt fællesskab er og kan
kun være forestillet. Man lader, som om det er et fællesskab, og man kan endog bruge ordet ”folkehjem” om en
moderne stat. På den måde kan man få folk til at føle sig
hjemme i en moderne verden, der ellers forekommer
hjemløs. Det nationale omskaber det moderne samfund til
et beboeligt fællesskab, skønt det altså ikke er det.
Vi kan nu udvide forestillingen: Danmark er et forestillet, politisk fællesskab. Med ordet ”politisk” får vi det med,
at den nationale forestilling holder sig inden for en grænse
og inden for en territorialstat. Forestillingen er begrænset,
og den forestiller sig Danmark som suverænt. Forestillingen
om fællesskabet standser ved grænsen mod Tyskland. Et
forestillet, politisk fællesskab er den bedste definition på en
nation.
INDHOLD
37
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
Nationalisme skaber nationer, hvor der ikke er nogen
i forvejen. Der var naturligvis noget, men det ’noget’,
der var, var ikke en nation. I Danmarks tilfælde var det jo
en dynastisk stat. Det vil sige, at staten var kongens. Der
er endnu rester af denne dynastiske stat i den moderne
nationalstat: monarkiet, domstolene, militæret og kunstakademierne. Disse ikkedemokratiske eller ikkefolkelige
institutioner har kun iført sig nationaldragter, men dem
kan de smide igen, hvis det bliver nødvendigt. Ægte folkelige og nye, nationale institutioner er Folketinget, folkebiblioteket, folkekirken – og ikke mindst folkeskolen.
SPISELIG KULTUR
Så sent som i 1993 blev det folkeskolens opgave at gøre
børnene fortrolige med dansk kultur. Det skete, mens Ole
Vig Jensen fra De Radikale var undervisningsminister.
Skolen blev national og kulturforkyndende: Danskhed
var kommet på skemaet. Og samtidig var debatten om
multikulturalisme indledt. Når skolen skulle gøre børnene
fortrolige med dansk kultur, kan det kun skyldes to ting:
Enten var dansk kultur blevet fremmed for alle, eller også
var det indvandrerne, der skulle gøres fortrolige med den
– for dem fremmede – danske kultur. Det var en assimilationsparagraf.
Da dansk kultur blev en del af skolens formål, var der
det problem, at kulturbegrebet er spaltet i to. Kultur kan
enten være et æstetisk begreb, hvor det betyder kunst. Det
er det, kultur betyder i Kulturministeriet. Men kultur kan
også betyde vaner eller livsformer. Er det dem, de frem-
38
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
mede skal gøres fortrolige med? Vi selv kender jo danske
vaner. Og hvordan ser dansk kultur – og ikke kunst – så
ud?
Dansk kultur har noget med mad at gøre. Der er en
tæt forbindelse mellem mad og national kultur, for vaner
kender vi bedst fra mad. Vi ved derfra, hvor svære de er at
ændre. Stort set alle danskere spiser det samme juleaften –
intet er mindre multikulturelt end juleaften. Mad er derfor
en fantastisk synlig metafor for det lidt åndelige begreb:
danskhed. En svensk kritiker af det danske, journalisten
Per Svensson, mener, at der i Danmark råder en ”rør ikke
min flæskesteg-mentalitet”. Det er klart, at hvis svinekød
lægges for had, vil det gå ud over dansk landbrug, og hvis
landbruget forsvinder, forsvinder en del af det ærkedanske. Vi er jo bondevenner. Det ville svare til at fjerne
vinmarker i Bordeaux eller olivenlunde i Italien.
FLÆSK OG RUNDSTYKKER
Restauranter er det mindst multikulturelle, vi har. Eller
sagt på en anden måde: Jeg kan kun være multikulturel,
hvis du er monokulturel. Mad er national.
Vi går ofte ind på en italiensk restaurant eller en græsk.
Vi vil ikke have danske frikadeller til pastaen. Etniske
restauranter fastholder etnicitet. Vi spiser japansk mad.
Vi synes, at fastfood fra McDonald’s og Kentucky Fried
Chicken er amerikansk, og at tapas er spansk. Hvad betyder de ord? Svensk pølseret er ikke svensk, men surströmming og köttbullar er. Franskbrød er ikke fransk, men
vi tror, at der er et fransk køkken. Ingen er i tvivl om, at
INDHOLD
39
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
der findes tysk mad, for den får man i Tyskland. I dele af
Berlin kalder de tyrkiske indbyggere tyskerne for svinekødsædere (Schweinefleischfresser). Og vi kender det fra den
danske debat, hvor der spørges, om muslimer skal tvinges
til at spise medisterpølse.
Der er altså en dyb sandhed i, at danskhed har med
mad at gøre. Og vi kender godt dansk mad, men derfor
kan det sagtens være, at vi spiser italiensk eller græsk.
Smørrebrød er dansk. Et stykke med rullepølse er. Dansk
mad er et stykke hamburgerryg med italiensk salat. Leverpostej med rødbeder. Dyrlægens natmad. Alene det at
lægge pålæg oven på rugbrød er dansk. Vi åbner sandwicher, hvor de andre lukker. Det kan godt være, at vi bruger
andre nationale adjektiver om dansk mad, men det bliver
den ikke mindre dansk af: Wienerbrød er dansk, men Danish pastry er bestemt ikke. Æbleskiver – uden æbler – er
danske. Og boller i karry er.
Enhver kan kende en dansker på, hvordan han eller
hun spiser et rundstykke. Dem kan vi kun få i Danmark.
Hvem har fået en håndværker eller en birkes i Norge? De
tyske har ikke engang birkes på. Danskere skærer først
rundstykket igennem og kommer smør på. Udlændinge
bider blot bollen i stykker. Underen er ikke så god som
overen. Vi tager det dårligste først, og på underen kommer
vi ost. Derefter belønnes vi med overen, og den putter vi
marmelade på. Surt før sødt. Deri er gemt en hel pædagogik, og det har ført til mange danske familiekonflikter, hvis
der var én, der tog alle overne.
Dernæst er der den danske hotdog – den røde pølse.
40
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
Også den gør Per Svensson grin med. Der er ikke andre
steder, man kan få den, og hvilke andre steder får man
kold eller varm kakaomælk til? Eller hvad med en krasser?
Man forsøgte engang den norske specialitet, hvor man får
rejesalat oven på pølsen. Men dette forsøg mislykkedes, så
let går det ikke at ændre vaner.
SILD OG FRUGTSALAT
Det er også dansk at spise mad i en bestemt rækkefølge.
Lad os tage en frokost. Vi har alle oplevet amerikanere,
der blander det hele sammen. Men det gør danskere ikke.
Barne-lighed var en af de ting, Grundtvig beskrev danskerne som eller med, og børn kan ikke lide det, der er blandet
sammen. Det var antropologen Anne Knudsen, der
engang analyserede det danske frokostbord: Det afspejler
dansk historie fra jernalder til i dag – fra det rå til det forarbejdede. Frokostbordet har en fastlagt dansk syntaks, det
er et ritual i nationalismens erstatningsreligiøsitet.
Først spiser vi sild. Altid de hvide før de røde. Det vil
sige, at vi begynder med rå fisk. Ganske primitivt. Man
kan spise karrysalat til silden, men ikke alle gør det. Man
kan ikke spise italiensk salat til sild. Efter silden kommer
fiskefilet med remoulade. Den er stegt og varm. Nu er
vi gået fra rå fisk til stegt eller forarbejdet. Både sild og
fiskefilet kan man spise af samme tallerken, men man
blander ikke fisk og kød. Efter fisk kommer kødet. Fra
fiskeri til landbrug. Det sker, at der kommer varmt kød
før koldt. Og ofte er den varme ret mørbradbøf med løg
– det er aldrig karbonader (som i Norge). Det kan også
INDHOLD
41
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
være frikadeller med enten rødkål eller kold kartoffelsalat.
Derefter kommer der rådden mad, dvs. ost. Til allersidst
kan der være frugtsalat. Det er frugt i flødeskum oven på
franskbrød.
Disse madvaner kan man tage afstand fra og dermed
signalere, at man ikke er dansk, hvad madvaner angår.
Igen viser det, at nationalitet er et valg. Til et folk de alle
høre som sig spise selv dertil. Man kan spise kogt torsk
nytårsaften. Det er dansk, eller også kan man spise fransk
mad, men det bliver man blot ikke franskmand af. Du
bliver heller ikke amerikaner, hvis du i Danmark spiser
kalkun med kartoffelmos juleaften, og man bliver ikke
italiener af at spise pizza.
42
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
DEN
DANSKE
FOLKEKARAKTER?
DEN DANSKE RACE
Kan man se på en person, at han eller hun er dansker?
Grundtvig mente nej. Kan man se det på tøjet? Ja, delvis.
Det er faktisk ikke så vanskeligt at spotte danskere, når de
er i udlandet. De taler altid meget højt og støjende, men
der findes ikke en dansk race. Det har der dog været en
forestilling om. Helt op til Anden Verdenskrigs afslutning
mente mange antropologer, at der fandtes racer. Nogle
gode eksempler findes hos den finlandssvenske antropolog
Rolf Nordenstreng, der i perioden 1915-39 skrev en række
raceteoretiske værker.
Nordenstreng havde videnskabeligt belæg for sine
teorier, mente han. I 1897 og 1898 havde man nemlig foretaget målinger af svenskerne, og resultatet viste, at svenskerne var det mest racerene folk i Norden. Islændingene
var blandet med keltere. De var derfor gode til litteratur,
men havde ikke forstand på økonomi. Færingerne så ud til
at være af irsk afstamning. Danskerne tilhørte oprindeligt
den germanske race. Nordmændene var blandet med finner og lapper.
Det var almuen, der var de mest ublandede, mens adelen havde en del tysk blod i sig. Det gjaldt hele Norden,
INDHOLD
43
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
men der var dog ikke ret meget tysk blod, og derfor havde
det nationale gode kår. Norden har på verdensplan gjort
store kulturgerninger – især svenskerne, men også danskerne, siger Nordenstreng. Det er især inden for naturvidenskaben, og det skyldes, at vi er de reneste racer.
Dengang var race og nationalitet det samme. Hvis
man havde dansk blod i sig, var man dansk. Hvis man
havde jødisk i sig, kunne man ikke være det. Assimilation
var umulig. Brandes kunne ikke blive dansker, Henrik
Ibsen ikke nordmand. Sagen er, at det ikke var noget, man
kunne vælge. Det var skæbne. Man var født med det. Det
var noget naturligt. Og det var dét, Grundtvig gjorde op
med.
LANGSKALLER OG BLOD
Lad os følge Nordenstreng lidt endnu. Dengang mente de,
det var hjerneskallernes størrelse, der betød noget. I dag
mener vi, det er i hjernen. De kunne kun måle uden på
skallen, vi kan måle inden for skallen. Man arbejdede med
hjerneskallens indekstal, som var forholdet mellem bredde
gange 100 delt med længde. Danskerne var langskallede
og havde dermed et relativt lille indekstal. Svenskere 78,
nordmænd 79, danskere 81, nordtyskere 83, sydtyskere 84.
Danskerne placerede sig altså mellem tyskerne og de
øvrige skandinaver, blandt nordboerne var danskerne de
mest raceblandede – eller multietniske, som vi ville sige i
dag. Vikingerne, fortæller Nordenstreng, tog trælle med
hjem: engelske, walisiske, irske, franske, frisiske, tyske
osv., og de blandede sig med danerne. Det kunne man se
44
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
på, at hårfarven var mere mørk end lys, og at hovedet var
bredt.
Racen var renest i Ringkøbing og Thisted amter, hvor
folk var høje og lyse, mens de mest blandede var dem
på Lolland-Falster, der tilhørte den alpine race ligesom i
Sydtyskland. Det var de to yderligheder, og derimellem
fandtes mange variationer. På Sjælland mellem Helsing­
ør og København boede der fx mange små sorte, som var
opstået ved blandingen mellem nordboere og kulsviere.
Rolf Nordenstreng tilhørte den skole, der mente, at
raceblandinger eller hybrider svækkede et folk. Johannes V. Jensen derimod gik ind for, at raceblanding kunne
forædle et folk. Det kan vi læse i romanen Kongens Fald,
hvor figuren Axel er en lykkelig bastard, fordi han var en
blanding mellem en himmerlænding og en jødinde. Race
var altså engang en forklaring på folkekarakteren. Og danskerne var nok nordboere, men trods alt dem med mest
sydlandsk blod. Hvad gjorde Nordenstrengs raceteori godt
for? Den var også en måde at lave et forestillet fællesskab
på. Og det virkede. Men raceteorien var langtfra den
eneste, og mange andre gjorde forsøg på at beskrive det
særegent danske.
VI ER DANSKE, VI ER TRÆGE
Hvis der var nogen, der ville det danske, så var det
Grundtvig og Brandes. De var de bedste til at skabe danskhed. Brandes var meget sigende også god ven med Christian Richardt, og det, der bandt dem sammen, var deres
danskhed. I 1901 udgav Brandes en lille tekst med titlen:
INDHOLD
45
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
”Hvad er dansk folkekarakter?”. Når vi har Brandes’ tekst,
kan jeg opstille, hvad han mener, det danske er, og det kan
jeg gøre på den måde, vi foretrækker i dag: Vi laver lister.
Her er brandesianismens liste:
1. Langsomhed og træghed
2. Stædighed og udholdenhed
3. Passiv modstandskraft
(derfor har sproget aldrig udvidet sig)
4.Tålmodighed og ingen utilfredshed
5. Sproget er blødt
6.Formløshed
7. Flegma og ro
8. Lune og stilfærdighed
9. Mindre råhed end hos alle andre (resultat af oplysning og dannelse)
10.Ingen grove laster
11.Sund forstand (i modsætning til de andre)
– men ikke fornuft
12.Grundtvigianisme (følelse og fantasi i forening)
13.Kunstneriske egenskaber – prunkløshed.
Passer det ikke meget godt med vores selvopfattelse?
Fordi vi var så følelses- og fantasifulde, måtte vi blive
grundtvigske, mente Brandes.
FORBEHOLDNE OG FODSLÆBENDE
Den næste anmelder af dansk folkekarakter, jeg vil
præsentere, er Sigrid Undset – hende der hævdede, at
46
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
sydgrænsen var en åndsgrænse. Undset giver en historisk forklaring på, hvorfor danskerne er, som de er. De
er tilknappede, fordi de altid har skullet forsvare sig mod
en stærk fjende i syd: tyskerne. Man blotter sig ikke, når
man altid er truet. Danskerne kan virke barske, sagde
hun. Det skyldes den militære kamp for overlevelse, men
også naturens barskhed. Her er hendes liste over, hvad der
kendetegner danskerne:
1.Barske
2.Ubøjelige
3.Virkelighedsnære
4. Formløshed (der forhindrer, at tingene stivner.
Denne formløshed fører ofte fremmede bag lyset.
I dag ville vi kalde det ’omstillingsparathed’)
5.Vid
6. Udviklet rygrad
7. Smidige muskler
8.Følsomme nerver
9. Skarpe sanser
10.Venlige
11.Åbne
12.Ærlige
13.Tillidsfulde
14.Hader: det skabagtige, hul patos og praleri.
Sigrid Undset slog fast: ”Den moderne danske nation er
skabt ved at vende Tyskland ryggen og samtidig sænke
paraderne nordover”. Og hvad digterne altid har vidst, har
INDHOLD
47
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
videnskaben nu bevist. Efter mange lange undersøgelser
udgav en forskergruppe i 2003 bogen Er vi så forbeholdne?
Danmark over for globaliseringen, EU og det nære – og de
måtte svare ”ja” til deres eget spørgsmål. Forskerne nåede
frem til stort set samme resultat som Undset: Vi er forbeholdne og fodslæbende.
SNEFLAGER OG STAMMEFOLK
Helt anderledes opfattede den engelske forfatter Sacheverell Sitwell det, da han gæstede Danmark i 1955 og skrev
en bog om landet. Den hed blot Denmark. Bogen handler mest om slotte og herregårde, så man skulle tro, at
Danmark var feudalt, men han kunne sagtens bestemme
det særligt danske. Danskerne er meget mindre tunge end
svenskere og nordmænd, sagde han. Og de er som sneflager sammenlignet med tyskerne. Han skrev også, at smørrebrød gav et ellers kedeligt måltid ”a national character”.
Nogle år senere var der en anden englænder, som
også beskrev os. Han hed James Mellon og var diplomat.
Han mente i 1992, at danskerne var en stamme og ikke en
nation. Hvorfor? Fordi vi ikke havde fået befolkningsgruppernes forskelligheder til at gå op i en højere enhed, og
det mente han, at man skal gøre, hvis man vil kaldes en
nation, for sådan fungerer det i England. I dag må man
sige, at de fleste danskere betragter homogenitet som
noget ubehageligt, de føler sig ikke som en stamme, og i
stedet fremhæves forskellighed og mangfoldighed – men
den højere enhed er ikke let at få øje på.
48
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
DANMARK
I
DAG
DANSKE VÆRDIER ER TRADITIONELLE
Folkekarakterer findes ikke mere, men de gjorde engang,
og spørgsmålet er, om de ikke blot hedder noget andet
nu. I løbet af efterkrigstiden har kulturbegrebet erstattet
racebegrebet, men vi fornemmer stadigvæk, at der er forskel på danskere og svenskere. Vi siger dog blot, at de har
forskellige kulturer; moderne racisme er ikke rettet mod
racer, men mod kulturer. Men så er vi tilbage ved begyndelsen. Er der da en dansk kultur og en svensk? Hvis ikke,
hvad er så forskellen? I dag taler vi ikke om folkekarakterer, men om kulturer – og ikke mindst om værdier.
Et klart flertal af danskerne ønsker, at politikerne i
fremtiden skal lægge mere vægt på de traditionelle, danske
værdier, end tilfældet er i dag. Det fremgik af en meningsmåling om værdipolitik, som Gallup foretog for Berlingske
Tidende i efteråret 2010. Det viste sig for det første, at værdibegrebet er gået ind i sprog og tænkning, og for det andet,
at det nationale står stærkt i danskernes bevidsthed. Der
er intet her, der tyder på, at nationalstaten er svækket. Det
nye er, at det danske eller det nationale knyttes sammen
med og forstås som værdier. Det er derfor helt i tråd med
folkeflertallet, at der nu er nedsat en værdikommission.
INDHOLD
49
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
Det er først, når man eksplicit skal formulere værdierne, at der opstår et problem. Det er med dem, som det er
med sproget. Selvom man taler dansk, er det ikke alle, der
kan den danske grammatik og formulere dens regler. Jeg
skal her forsøge at beskrive de danske værdiers grammatik. Men først må vi skelne mellem danske værdier og danskernes værdier. Danske værdier er idealer; de er normative
og ideologiske (det vi tror på). Danskernes værdier er
de værdier, der rent faktisk findes og praktiseres; de har
med identitet at gøre (dem vi er). Der kan være mere
eller mindre overensstemmelse mellem det normative
(danske værdier) og det deskriptive (danskernes værdier).
For Grundtvig og Brandes var dansk normativt, ikke
deskriptivt.
DANMARK OG VERDENSVÆVET
Uanset om vi taler om danske værdier eller danskernes
værdier, er der noget, som vi ikke har sagt noget om,
nemlig ”danske” og ”danskernes”. Der er dem, der mener,
der ikke længere findes noget særegent dansk – selvom det
måske engang har været tilfældet – eller at det, der var
det danske, er på vej til at forsvinde. Direktør Olaf Broby
fra firmaet Upnor udtalte fx til Berlingske Tidende den 6.
november 2010, at danskerne skal lære at tænke ”globalt”.
Han udtrykker på den måde et ønske om, at danskerne
ikke skal tænke som danskere. Han ønsker at tilpasse
danskerne en transnational verdenskultur. Det er den ene
pol i debatten. Interessant nok kan Broby godt beskrive,
hvordan danskerne er. De er ”lukkede”. Ydermere ved de
det ikke selv. Vi ser her, at man sagtens kan generalisere
50
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
om danskerne, hvis blot man siger noget negativt. Den
anden pol har jeg allerede præsenteret, for det var den, der
fremgik af Gallupundersøgelsen, hvor et stort flertal ville
bevare traditionelle, danske værdier.
Jeg bruger disse to eksempler til at vise den spænding,
Danmark befinder sig i i dag – og som landet dybest set
altid har befundet sig i. Det befinder sig i en spænding
mellem verdenskulturen på den ene side – og så på nogle
nationale traditioner, vaner og institutioner på den anden. I krydsfeltet mellem de to opstår en hybrid kultur,
hvor de globale værdier af bøjes og ændres af det lokale.
Kristendommen var et stykke verdenskultur, der fik sin udformning i Danmark, og det gør, at vi kan tale om dansk
kristendom. Reformationen, romantikken, nationalismen
og moderniseringen er skåret over samme læst. Og globaliseringen er endnu et eksempel. Danmark befinder sig
som nationalstat i et globalt system. Det nationalstatslige
er nyt, men globaliseringen har altid været der.
Danmark, hvordan vi end opfatter den størrelse, har altid været en del af globaliseringen. Og globaliseringen opfatter jeg på den måde, som filosoffen Peter Sloterdijk gør.
For ham er vi trådt ind i den tredje globaliseringssfære. Den
første var den kosmologiske, hvor verden var en fuldendt
ideal, rund form eller et kosmos. Vi kender det fra nordboernes runde Kringla Heimsins (verdens kreds), hvor verden
var af bildet på et rundkort. Vikingernes rejser var også en
globalisering. Den anden jordomspændende globalisering
slog igennem med Columbus i 1498, hvor vi begyndte at
sejle verden rundt, og jorden blev en globus. Og i den tredje
globalisering er det internettet, der omkranser os.
INDHOLD
51
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
Danmark har altid været i verden, og verden har altid
været i Danmark. Dette forhold mellem verdenskultur og
lokal kultur eller mellem globalisering og sted har intet
som helst med lukkethed eller åbenhed at gøre. Nationalismen er eller var et verdenskulturelt fænomen, der fik sin
bestemte udformning i Danmark og en anden i Sverige.
Nationalismen gjorde, at stater kom til at ligne hinanden
og åbnede for trafikken mellem dem. Derved skabtes et
globalt system bestående af distinkte nationalstater – deres
forskellighed er forudsætningen for, at vi kan forestille os
noget som united nations.
Når vi i dag alle taler om værdier, er det, fordi de også
gør det alle andre steder. Transnationale eliter bestående
af magthavere, meningsdannere og andet godtfolk – det er
dem, der tegner ”verdenskulturen” – laver nemlig værdiundersøgelser i alle lande. Values are back var et slogan for
en del år siden. Værdier har blot erstattet nationalkarakter
og ”dansk sind” eller danskhed. Det er en anden måde at
tale om det danske på. Før talte man poetisk og litterært
om det danske, nu taler man samfundsvidenskabeligt og
sociologisk. Det er forskellen.
DANSKHED ER LYKKEN
Det var muligt at sige, hvad nationalkarakteren gik
ud på, men det er svært at sige, hvad værdierne er. De
danske værdier formuleres som idealer i sange, salmer,
undervisning, kunst og politik – i dag er det bare ikke
de nationale idealer, men ofte den transnationale elites værdier, der repræsenteres i disse ting. Det danske
er derfor sunket ned – som nedsunkne kulturgoder – i
52
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
folket, og for at få at vide, hvad danskhed går ud på, er
det påkrævet at lave værdiundersøgelser. Videnskaben
skal finde ud af, hvad danskernes værdier og særpræg
går ud på, og hvordan danskerne adskiller sig fra andre
nationaliteter. De skal finde ud af, hvad der er tilbage af
den nationaliseringsproces, der gik i gang efter krigen i
1864 og skoleloven i 1993.
Danskernes værdier kan kortlægges, som de er blevet
det i nogle store analyser, en gruppe forskere anført af sociologen Peter Gundelach lavede omkring årtusindskiftet.
Resultaterne blev præsenteret i bogen Danskernes særpræg
fra 2004, og her blev danskernes værdier forstået som
særpræg beskrevet – uden et eneste normativt udsagn.
Jeg forkorter undersøgelserne meget her og kan konkludere: Nationalismen står stærkt i Danmark. På det punkt
minder vi om amerikanerne, mens vi er meget forskellige
fra svenskerne. De andre særpræg er: Vi er lykkeligere end
de fleste. Vi ligger i toppen med hensyn til demokratiske
værdier. Vi har stor tillid til staten. Der er en sammenhæng
mellem liberalisme og nationalisme i Danmark. Vi er
glade for velfærdsstaten forstået på den måde, at vi mener,
problemerne er løst, og at der ikke skal gøres mere. Danskerne er ikke tilhængere af et multikulturelt samfund.
Vi kan nu næsten lave en værdiliste, som altså kun
beskriver danskernes særpræg, der gør os forskellige fra
andre nationaliteter:
1. Stærke demokratiske værdier
2. Meget lykkelige
3. Er ikke frisindede
INDHOLD
53
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
4. Holdningen til velfærdsstaten er positiv, men
konservativ (den skal ikke udvides)
5. Nationalistiske og ikke kosmopolitter
6. Medlemmer af folkekirken, men ikke aktive
7. Deltagende i frivilligt arbejde – med et stærkt civilt
samfund.
Hvornår er det, man tvinges til at svare på, hvilke værdier
der er danske? Når et eller andet udfordrer dem, truer
dem, sætter spørgsmålstegn ved dem, vil ændre dem, vil
afskaffe dem, vil bevare dem, vil forsvare dem. Det vil
sige, når de bevidstgøres.
IDENTITETENS DOBBELTHED
Der er kun én ting, der er værre end en problematisk
identitet. Det er ikke at have en identitet. En identitet fik
vi først i 1980’erne, for før den tid brugte man ikke ordet
om grupper. Det ændrede sig, da danske historikere med
Ole Feldbæk i spidsen udgav en stor Dansk identitetshistorie
og netop ikke blot en danmarkshistorie.
Identitet kan betyde to ting: enten det samme eller et
selv. Dansk identitet kan altså være dét, der er forblevet det
samme gennem tusind år. En dansk kerne eller et dansk
væsen. Det er næsten det samme som folkekarakter. Eller
det kan være dét, vi er i modsætning til de andre. Feldbæk
brugte den sidste betydning af ordet, men der er altså to
svar på spørgsmålet: Hvem er vi? Identitet er enten det
bestandige, det samme, det der har været der længe. Eller
identitet er det, der gør os forskellige fra andre.
54
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
Hvis man ser efter i P. Stavnstrups lille bog fra 1940,
Dansk Sind, står der noget om dansk folkesind: ”dansk
tilknappethed”. En dansker ønsker ikke at ”blotte sig”. Det
er identitet forstået som uforanderlighed. Vi er tilbøjelige
til at give ham ret. Så måske findes der en folkekarakter, der er forholdsvis uforanderlig. Vi synger jo ofte, at
gamle Danmark skal bestå, så længe bøgen spejler sin top
i bølgen blå. Vi udtrykker dermed et ønske om, at landet
skal være det samme – identisk. Det betyder også, at vi
bevarer bøgetræer. De danske sange om den danske natur
er naturbevarende. Vi udrydder ikke den natur, der har
stemmer og navne. Så længe den danske natur forestilles
som dansk, er den et du.
Heller ikke hvis vi bevæger os fra det poetiske til
det politiske, tyder noget på, at nationalstaten er ved at
forsvinde som politisk aktør. Den er sejlivet og resistent,
og den opretholdes med nationalisme. Hvad ellers? Mange
steder i verden er etniske identiteter ved at underminere
den forholdsvis nye nationalstat. Det sker i Spanien, Italien
og nu også Polen. Det sker ikke i Danmark, hvor det
etniske og det nationalstatslige har været næsten identiske,
siden Danmark blev til mellem 1864 og 1920. Dansk regionalisme er en vittighed.
Men hvad så, står nationen bare stille? Nej, absolut
ikke.
NYE VANER?
Nationen forandrer og fornyer sig hele tiden, fordi den er
en kultur, og kulturer er dynamiske. Men det skal vi helst
INDHOLD
55
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
glemme. Det glemmer vi, fordi vi definerer kultur som
vaner, og vaner er svære at slippe af med og forandrer
sig langsomt. Danskhed er vaner. De ændrer sig – men
langsomt.
Staten skulle gerne være statisk, men også den ændrer
sig. Den var en enevældig stat fra 1660 til 1848. Den blev en
demokratisk nationalstat efter 1848. Folket erobrede dele
af staten ved systemskiftet i 1901, hvor vi fik parlamentarisme. Den danske nationalstat forvandledes efter 1945 til
en universalistisk velfærdsstat. Denne velfærdsstat synes
nu at forandre sig til en konkurrencestat, en multikulturel
stat, en interkulturel stat eller en workfare state, hvor man
skal arbejde for kontanthjælpen. Og ikke mindst: I 1972
påbegyndtes en vis afvikling af både den suveræne stat
og nationalstaten i forbindelse med Danmarks indtræden
i EF. Staten er ved at levere noget af sin magt tilbage til
transnationale magter, nationale love afnationaliseres.
Inden for denne stats grænser er der også ved at udvikle
sig en regionsstat (mellem Malmø og København). Endelig
er Danmark især siden 2001 blevet globaliseret indefra
og med i krige udenfor. Dermed er én danmarkshistorie
ophørt, og en ny kan begynde. Historikeren Søren Mørch
skrev da også bogen Den sidste danmarkshistorie i 1996.
Nogle forestiller sig fremtidens Danmark som en del
af verdenskulturen; men de fleste vil nok alligevel bevare
Danmark, som det er, eller formuleret på en anden måde:
Det kan godt være, at kulturen er ved at blive globaliseret,
men det er i udpræget grad sådan, at politik endnu er bundet til nationalstaten. Intet er entydigt. Staten forandrer
56
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
sig og fornyer sig altså også. Men forbliver alligevel den
samme. Det er det metafysiske ved staten. Der er jo ingen,
der har set den danske stat.
TRAUMEFRI DANSKERE?
Hvem er vi så? Jeg har jo sagt, at vi engang var sømænd,
og så blev vi bønder. Senere igen blev vi arbejdere. Knud
J.V. Jespersen anfører i Historien om danskerne fra 2007, at
vores identitet er bundet til velfærdssamfundet, der har bevaret sin identitet fra fortidens landsbyfællesskab til i dag,
og som er et resultat af nederlaget 1864: ”Moderne dansk
identitet i alle dets facetter kan således vanskeligt tænkes
uden nederlaget 1864”.
Danskerne har på en måde haft et posttraumatisk
stresssyndrom siden den tid, men nu er vi ved at komme
over det. Vi er blevet en nation i krig. Alle politiske partier
gik ind for krig mod Libyen i foråret 2011, kun fire år efter
Jespersens diagnose. Det er tegn på, at vi er helbredt. Vi er
på vej mod et nyt post-64-Danmark. Det har gjort, at man
nu læser vidt og bredt om 1864. Instruktøren Ole Bornedal
vil ligefrem lave en film om begivenhederne på baggrund
af historikeren Tom Buk-Swientys bestseller Slagtebænk
Dybbøl fra 2008 – vi tager traumet op for at kunne glemme
det.
Vi spørger om vores identitet, eller om hvem vi er, fordi
vi er ved at ændre identitet. Velfærdsstaten omformes til en
konkurrencestat. Den kan derfor ikke længere være vores
identitet: Vi skal udskifte en passivistisk med en aktivistisk
identitet. Den er under udformning. Den første identitet
INDHOLD
57
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
blev formuleret af romantiske digtere, og den blev indpodet i danske bønder. Bønder blev danskere. Den anden
identitet formuleres af sundhedsmyndighederne. Nu skal
vi have en ny identitet som aktive og sunde, og det vil sige
som sømænd (igen). Både bogstaveligt og symbolsk. Når
et land er i krig, skal befolkningen og især de unge mænd
helst være fysisk i topform. Derfor gør staten alt for at
ændre vores ryge- og spisevaner – og dermed vores kultur.
Hvis vi ikke kommer i form, kan vi heller ikke blive gode
soldater. Vi bekæmper pirater i Det Indiske Ocean; vi flyver fra baser i Italien og bomber byer i Libyen, vi kæmper i
Afghanistans Helmand-provins. Vi har kæmpet i Irak, og i
Kosovo bombede vi serberne. Vi planter vores flag på Hans
Island, mens Nordpolen smelter. Og den er dansk.
Det ny Danmark blev markeret symbolsk netop ved
at sende Olfert Fischer af sted til Golfen under den første
golf krig i 1990. Ti procent af al skibsfart i verden udføres
af danske skibe. Vi er en af de mest globaliserede økonomier i verden. Vi viser flaget overalt i verden. Eller som
H.C. Andersen, der altid rejste rundt i verden, fik os til at
synge: ”et lille land, og dog så vidt om jorden/end høres
danskens sang og mejselslag”. Nu er det blot noget andet,
de hører, men de hører det så vidt om jorden.
DRØMMEN OM DANMARK
Er Danmark en drøm? Ja, i den amerikanske politolog
Francis Fukuyamas store værk The Origins of Political Order
fra 2011 fremstår Danmark næsten som en idealstat. Alle
vil gerne være som Danmark. To afsnit hedder ligefrem
58
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
”Getting to Denmark”. Danmark er også et mytisk sted
for mange ulande, og af gode grunde: Vi har sunde politiske og økonomiske institutioner, landet er stabilt, demokratisk, fredeligt, rigt, inkluderende og har en særdeles lav
grad af korruption. Dog ved ikke mange, hvordan man
bliver Danmark – selv ikke danskerne, føjer Fukuyama til.
Vores vikingetid kan ikke forklare, hvorfor Danmark blev
en sådan idealstat. Hvad kan så?
Der er to forklaringer. Først og fremmest skabte den
protestantiske reformation en ny verden, der gav bønderne
en hidtil uset styrke. I det 18. århundrede var de danske bønder en relativt veluddannet og velorganiseret social klasse,
og det skabte grundlaget for en positiv økonomisk og
kulturel udvikling. Reformationen er simpelthen forudsætningen for vores religionsfrihed og velfærdsstat. Den anden
forklaring har jeg allerede givet: Vi tabte Norge og hertugdømmerne og blev dermed en homogen nationalstat.
Men i dag har de fleste glemt, hvad reformationen gik
ud på. Og nu vinder vi krige. Derfor kan vi danskere ikke
længere bruge historien, når vi skal fortælle historien om
vores succes. Og derfor leder alle febrilsk efter et nyt danmarksbillede. Lad os følge billedstrømmen lidt og se, hvor
vi ender.
HOTEL DANMARK
Danmark var først en kirkestat med en luthersk statskirke.
Danmark var en kirke. Så opstod et nyt billede: Danmark
blev et hjem. Det skete med romantikken og det moderne,
hvor nationalismen gjorde Danmark til et hjem, hvori
INDHOLD
59
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
der var en kirke, der lå ude i det fjerne – hvad man kan se
på mange nationalromantiske malerier. Men den var der,
kirken. I det nationale hjem kunne de hjemløse moderne
føle sig hjemme. Dette hjem udviklede sig til et socialt
folkehjem med plads til alle – hvis de var danskere. Danmark var et hjem, derfor var de fremmede gæster. I mit
barndomshjem sagde vi: ”Mor, der kommer fremmede”.
Vi kaldte da også de første indvandrere for gæstearbejdere,
fordi de naturligvis rejste hjem igen. Det gjorde de blot
ikke. Nu kommer indvandrerne uinviteret, og vi kan ikke
lukke eller åbne døren, for Danmarks tid som hjem er
ovre. Interessant er det, at indvandrere i nød stadig opfatter Danmark som en kirke. Den søger de asyl i, som om vi
var katolikker.
Men hvis Danmark i fremtiden hverken kan være en
kirke eller et hjem, hvilket billede er så det rette? Svar: Det
nye Danmark er et hotel. Et hotel skal man ikke føle noget
for. Statsborgeren er en hotelgæst. Alle kan tjekke ind.
Nogle får suiter og store værelser, og andre får små kosteskabe. Af og til er der ikke plads. Der er et personale, som
betjener os – det er mest indvandrere. Som det hedder:
Hvem skal passe os i fremtiden? Og ikke mindst: Hoteller er universalistiske. Maden er international. Man kan
få, hvad man vil. De ligner hinanden, så alle har let ved at
blive integreret. Derfor: Hotellet er det bedste billede på
Danmark som en konkurrencestat på det globale marked.
Vi skal være et hotel i verdensklasse. Velkommen!
60
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives