December 2010 - Morten Rüsz og Anne Kyllingsbæk LÆS & LÆR: Da Sundhedsplejen fik nye servicemål Opgaven var krystalklar: Kommunen skal spare. Vi er nødt til at skære i den økonomiske ramme på spæd- og småbørnsområdet, men vi skal bevare det gode serviceniveau vi har i dag. Justér og formulér servicemålene på området så de afspejler det. De fleste af os havde sagt: “Jamen, det kan jo ikke lade sig gøre!, og modvilligt havde vi fattet den røde pen og var begyndt at strege i de eksisterende servicemål, mens vi havde klamret os til: “Jamen, vi plejer…”. Sundhedsple- jerskerne valgte at gøre noget andet, for missionen var tydelig: De 300 bittesmå borgere der kommer til verden hvert år i Rebild Kommune, og deres mødre og fædre, skal fortsat have et godt tilbud som tilgodeser deres behov. Sundhedplejerskerne begav sig op på Den Kreative Platform og fik, udviklede og konkretiserede - sammen med en række inviterede forældre og borgere en masse idéer, som sidenhen dannede grundlag for de nye servicemål. LÆS ARTIKLERNE Vi blev forandringsparate Interview med Ledende Sundhedsplejerske, Vibeke Jensen side 2 Hvad er den kreative Platform? Fup og fakta om Den Kreative Platform. side 3 H un opl på eve e læ s ge n k de de r t b e r de n g op r ib e etn i s id e 4 ng på nde Blandt globetrottere, politibetjente og skøjteprinsesser En øjenvidneberetning fra mor til to Side 4 ” Sundhedsplejen har gjort et godt stykke arbejde. De skal have ros for det resultat de er kommet frem til - og særligt måden hvorpå de er gået til opgaven. Det er et godt tilbud til småbørnsfamilierne i Rebild Kommune. Når det sker på baggrund af besparelser, kan det være svært at se det positive i forandringer. Særligt, når det kommer til et område, som man kerer sig dybt om. Det har jeg stor respekt for, og jeg vil vove at sige, at vi politikere kan lære noget af det. Borgmester, Anny Winther DA SUNDHEDSPLEJEN FIK NYE SERVICEMÅL 2 Vi blev forandringsparate En regnfuld dag i slutningen af oktober inviterede Sundhedsplejen forældre og borgere med op på Den Kreative Platform. Sammen fik, udviklede og konkretiserede de her en række idéer der sammen med fakta, viden og undersøgelser har dannet grundlaget for Sundhedsplejens arbejde med at udvikle nye servicemål. Det konkrete resultat er en ny serviceniveaubeskrivelse for spæd- og småbørnssundhedsplejen i Rebild Kommune. Vibeke Jensen, Ledende Sundhedsplejerske fortæller i dette interview om processen, metoden og resultaterne fra Sundhedsplejens arbejde med at beskrive de nye servicemål. Hvorfor har I valgt at omlægge Sundhedsplejens tilbud til spæd- og småbørnsfamilierne i Rebild Kommune? – Det skyldes primært den økonomiske situation i kommunen. Vi skal simpelthen spare penge, også på vores område. Signalet fra politisk side var at vi fortsat skal tilgodese de behov familierne har og samtidig frigøre ressourcer til f.eks. efterfødselsreaktioner og generel forebyggelse – inden for den økonomiske ramme der er afsat. Hvorfor valgte du den Den Kreative Platform som metode? – Det politiske ønske vakte en del modstand og frustration i medarbejdergruppen. Og det kunne jeg sådan set godt forstå. Dels fordi det var en beslutning der kom oppefra, og samtidig en beslutning som rokkede ved deres forestilling om hvad Sundhedsplejen skal og kan. Der var simpelthen behov for at gribe det anderledes an. Det var vigtigt for mig, at få skabt en positiv energi omkring den forandring vi stod over for, men også at få nogle nye input til, hvordan vi skulle løse opgaven. Det kan være svært at tænke ud af boksen, når man har været i den, i så mange år. Og jeg må indrømme, at jeg selv var en smule skeptisk overfor metoden i begyndelsen. Nåede I resultatet? – Det gjorde vi i høj grad. Mine forventninger blev i hvert fald indfriet og mere til. Sundhedsplejerskerne har opbygget en langt større forandringsparathed som de også har brugt efterfølgende. De er begyndt at kunne se sig selv, og deres arbejde på en anden måde bl.a. fordi de blev provokeret på deres traditioner og forestillinger om hvordan deres arbejde skal udføres. – Vi fik en masse gode idéer, som vi kunne arbejde videre med i forhold til den konkrete opgave. Og vi fik også en masse idéer, vi kan gemme og tage frem, når tiden er til det. Det er ikke sikkert at vores fremtidige tilbud ville have set radikalt anderledes ud, hvis ikke vi havde gjort brug af Den Kreative Platform, men vi fik alligevel en masse gode og konstruktive input til det videre arbejde. Og endnu vigtigere: Vi fik vendt omlægningen til en positiv opgave, som vi ser frem til at arbejde videre med. – En af de bedste ting var den positive tilgang. Det var ikke en kritik af det eksisterende, derimod blev der taget udgangspunkt i deltagernes input og den kreative måde som vi arbejdede med idéerne på. Det var sjovt og seriøst på samme tid, uden at det på nogen måde var grænseoverskridende for den enkelte deltager. Det var faktisk imponerende at se, hvordan så mange mennesker kunne arbejde så energisk, engageret og koncentreret en hel dag. Hvad fik I ellers ud af dagen på Den Kreative Platform? – Ud over at vi sundhedsplejersker fik nogle gode input og blev mere forandringsparate, så tror jeg også, at de eksterne deltagere fik noget med hjem. Mange gav efterfølgende udtryk for at det havde været lidt af en øjenåbner også for dem – i forhold til deres egen hverdag, deres egen måde at gøre bestemte ting på osv. Jeg tror også at de har taget metoden til sig og vil bruge den eller dele af den i deres eget liv og arbejde. - Efter vi er kommet hjem igen har jeg oplevet, at vi i gruppen af sundhedsplejersker, har fået et endnu bedre kollegialt samspil, og som leder har jeg også lært noget. Blandt andet, at man skal passe på ikke at bremse en idé, inden den har fået lov til at udvikle sig – at man skal se mulighederne i den. Kunne du finde på at bruge Den Kreative Platform i andre sammenhænge? – Ja, der er mange små redskaber og øvelser, som vi sagtens kan finde på at hive frem igen og bruge i forskellige sammenhænge. Og står vi overfor en lignende situation i Sundhedsplejen i fremtiden vil det være ganske relevant at vende tilbage til Den Kreative Platform. Men jeg tænker også, at metoden kan bruges andre steder i kommunen f.eks. hvor man i et samspil mellem det politiske niveau, de fagprofessionelle og borgerne finder løsninger på konkrete problemer. Det kunne være spændende. Byrådet vedtog de nye servicemål på spæd- og småbørnsområdet på deres møde den 16. december 2010. Det nye tilbud til familierne i Rebild Kommune bliver implementeret i løbet af første halvår i 2011. DA SUNDHEDSPLEJEN FIK NYE SERVICEMÅL 3 Hvad er Den Kreative Platform? Fup og fakta om den Kreative Platform. Hvad er det for noget? Hvad kan den? Hvordan virker den? Den Kreative Platform (DKP) er svær at beskrive, det skal opleves. Arkitekterne bag definerer DKP som: ”en pædagogisk metode til at skabe en kreativ proces gennem et skabende nærvær mellem deltagerne” - altså en form for fristed eller en idealverden. Man kan anvende den, når man ønsker, at udvikle løsninger eller idéer uden at sidde fast i rutiner, fordomme, forventninger eller andre begrænsninger der ofte opstår, når man forsøger at tænke ud af boksen. DKP skal ikke forstås som en fysisk platform, men nærmere som en fælles mental tilstand, hvor en gruppe kan udvikle nye og anderledes idéer i forhold til en bestemt problemstilling. For at man kan ”komme op på” DKP kræver det, at man er tryg, at man er fokuseret og at man er motiveret. Det kan lyde simpelt – det er det ikke. Vi kender det alle fra vores hverdag. Når vi er sammen med andre mennesker tilpasser vi vores adfærd til netop denne gruppe og de individer der indgår i den. Er chefen til stede; er vi sammen med ligesindede eller folk der umiddelbart ved mere om emnet end vi selv; kender vi de andre eller ej, osv. Når vi arbejder, bliver vi ofte forstyrret – af chefen, kolleger, mails, telefoner... Men vi bliver også forstyrret af os selv, når tankerne driver: ”hvad det nu var, jeg skulle købe ind?”, ”jeg får svært ved at nå alle mine opgaver i dag”, ”gad vide, hvad chefen mente med den bemærkning”? osv. Vi kæmper også indimellem med at holde gejsten oppe over længere tid, når vi skal løse en opgave. På DKP er intet overladt til tilfældighederne og deltagerne styres målrettet af en proceskonsulent. Deltagerne får ganske enkelt ikke lov til at forholde sig til de øvrige deltagere og til situationen. Ingen tanker får lov at forstyrre den kreative proces. Alle har fokus på opgaven – hele tiden. Og det sker på en energisk og legende måde, så man hele tiden er motiveret til at fortsætte. F.eks. må man ikke præsentere sig ved navn og stilling over for de øvrige deltagere. Proceskonsulenten samler ure og mobiltelefoner ind fra starten og udleverer dem først igen sidst på dagen. Hele dagen bliver styret efter et meget stramt program med en konstant vekslen mellem små øvelser og idégenerering. Et program som gør, at deltagerne ikke får tid til at hyggesnakke eller slappe af. Og begynder deltagerne at udvise træthed eller blive ukoncentrerede sætter proceskonsulenten lynhurtigt en energizer – en lille leg – igang, som motiverer gruppen til at fortsætte og glemme trætheden. Første gang man oplever det, kan nogle af øvelserne umiddelbart virke lidt besynderlige. Men lynhurtigt finder man ud af, at de har en funktion i forhold til at opnå dagens formål – at gøre deltagerne i stand til at bryde ud af de faste rutiner og dermed være kreative. Der ligger omfattende forskning, redskaber og teori bag Den Kreative Platform - du kan læse mere på hjemmesiden: www.denkreativeplatform.aau.dk DA SUNDHEDSPLEJEN FIK NYE SERVICEMÅL 4 Blandt globetrottere, politibetjente og skøjteprinsesser - idégenerering på Den Kreative Platform Den lille skriger i tremmesengen, jeg er ikke nået i bad, snart vågner den store og faren er – naturligvis – på optagelse i dag. Fik vi egentlig aftalt noget med hentning? … Jeg sætter min lid til, at det blev planlagt på det ugentlige koordineringsmøde. ’Når moar kommer hjem, så er min far lige gåed’, traller rundt i hovedet – stakkels børn, fnysegriner jeg. Små trætte øjne. Havregrød til alle. ”Numsen i sædet, skat”, ”Tag nu dit tøj på”, ”Nej, du må ikke se Morgenhår”, ”Bliv nu færdig, skat – vi har lidt travlt i dag”. Morgenbordet bliver efterladt. Godt, alle mand er i overtøjet, ud af døren … Ja, selvfølgelig! Den lille har lortet! Af med det hele, ”Du venter bare, ven – jeg bliver lige nødt til at skifte lillebror.”. Okay. Alle mand klar for anden gang ... Der står de ved døren, bittesmå i deres store varme jakker, jeg vender mig om, slukker lyset – i bælgravende mørke hører jeg skriget. Og først efter nogle splitsekunder opdager jeg, at den store lægger alle kræfter i for at lukke døren, hvilket besværliggøres af at den lilles fingre befinder sig mellem dør og karm. De er allerede hævet op, og der er tydelige mærker på ringe- og lillefinger. Jeg puster og trøster, puster og trøster. Kommer til at se lidt for arrigt på den store, forbander mig selv, mens han bryder ud i gråd. Trøster to, undskylder og puster. Er de mon brækket? Jeg ignorerer tanken og pakker grædende børn og tasker i bilen. Kører til børnehaven. Thank God for integrerede institutioner! Orienterer pædagogen om fingrene, vinker og går med hastige skrift ud i regnen igen. Kø og vejarbejde fra børnehave til Sohngårdshoms Slot. Kaster bilen på parkeringspladsen, og løber mod slottet, mens jeg – et minut i mødetidspunkt – over mobilen, orienterer faren om to kvaste fingre og det faktum at jeg resten af dagen er off-line – frarøvet ur og mobil. Jeg ser spørgende på receptionisten og mimer ”Rebild Kommune” med tydelige mundbevægelser, hun peger venligt i modsat retning. Jeg kaster den våde frakke på en knage og vælter ind i det lokale, der skal danne rammen om resten af dagen. ’Du må ikke præsentere dig, du må ikke præsentere dig’ – det står der i invitationen og sætningen kværner rundt i mit hoved, mens jeg gumler friskbagt bolle med pålæg i mig og forsøger at balancere med kaffekop og tallerken og samtidig få et overblik over lokale og mennesker. Men det er svært. Jeg tager mig i det flere gange – ”Hej, jeg hedder … Nå nej, Godmorgen”, siger jeg og smiler. Der er ret stille i lokalet. Skræmmende, hvad vi mennesker gør per automatik og at indgangen til mødet med nye mennesker altid er gennem navn og titel. Han præsenterer sig som Jesper Thinnesen, indehaver af Creative Setup og ekstern lektor på Aalborg Universitet. Medudvikler af metoden Den Kreative Platform. Manden, der skal føre os op på platformen og hjælpe os med at generere en masse nye, sjove, kreative og anderledes idéer som kan være med til at udvikle Sundhedsplejens tilbud til familierne i Rebild Kommune. Og så lover han endda også, at vi som deltagere, vil kunne tage redskaber og metoder med herfra, som vi kan bruge til at bringe mere kreativitet ind i hverdagen og i vores arbejde. Spændende, spændende hvisker stemmen i mit hoved, der i dagens anledning åbenbart har fundet den store hammer frem og rytmisk slår den ind på bagsiden af min pande. Av. Op på Den Kreative Platform Og så går det pludselig stærkt. Op af den røde løber og ud på gulvet. ”Find sammen to og to – find sammen med én der har samme farve bukser på”. Først en klappeøvelse, der vækker en del latter og så fortæller I lige hinanden om jeres morgen – altså bagfra. Jeg lægger forsigtigt ud med: Jakken på knagen, receptionisten, mobilen … Jeg når ikke længere end til halvvejs ned af Sohngårdsholmsbakken. ”Så bytter I … Og så finder I en ny makker, der matcher jeres håndtemperatur”. Jeg når ikke engang at tænke: ’hvad f… er det her jeg har indladt mig på’ før jeg render rundt og trykker fremmede mennesker i hånden og fornemmer deres og min egen håndtemperatur. Jeg når at trykke mange hænder inden jeg finder en med ligeså varme hænder som mig. Til vedkommende skal jeg fortælle om en barndomsdrøm – hvad eller hvem jeg er … og det ender så med at blive min identitet resten af dagen. Med ét befinder jeg mig i samme lokale som en pilot, en skøjteprinsesse, en globetrotter, en sygeplejerske, en minister, en dyrepasser, en der såre simpelt er glad og en masse andre. På mit navneskilt står der politimand. Dem er vi faktisk to af. DA SUNDHEDSPLEJEN FIK NYE SERVICEMÅL Og så er vi der åbenbart – oppe på Den Kreative Platform. Varmet op i både stemme og krop. Jesper slår an med en hurtig teoretisk udlægning af hvad Den Kreative Platform egentlig er, hvordan de forstår kreativitet og arbejder med det. Essensen: Kreativitet er uhæmmet anvendelse af viden. Men det vi ser og forstår, er styret af mønstre i krop og hjerne. Vi ser det, vi plejer at se. Vi forstår, ud fra hvad vi ved. Vi tænker og handler, ud fra hvad vi kan. Vi formår ikke at tænke ud af boksen. For at være kreative må vi gøre noget, vi normalt ikke ville gøre. Men det skal gøres inden for en ramme. For det kræver, at vi er trygge, koncentrerede, motiverede og at vi har noget viden og erfaring at give. Altså: Kreativitet kan læres, gennem såkaldte 3Dcases, der giver redskaber til at bryde mønstrene og metoder til nye handlemåde kombineret med såkaldte energizers – lege der skaber energi, glæde og nærvær. Og som alt andet kræver det øvelse, øvelse og øvelse. Klare spilleregler Med teorien på plads, eller i hvert fald fremlagt, kridter Jesper banen op. ”Vi holder ingen pauser”. En konstatering der udløser en del mumlen som dog aftager i takt med hans uddybning – meld dig momentant ud, det kan du godt få brug for, men tag aldrig andre med dig væk – hold pauser alene. Okay, så. 5 ”Har du spørgsmål – så skriv det ned på en post-it og hæng det der. Jeg besvarer dem til allersidst.” Okay, så. Så kommer det øjeblik jeg inderst inde har frygtet siden jeg modtog invitationen: Aflevér venligst, men bestemt ur og mobil. Argumenterne er gode, ingen tvivl om det. Men det er med en vis modvilje at jeg lægger dem i posen. Jeg føler mig en lille bitte smule nøgen, men overraskende også fri (et faktum jeg aldrig kommer til at indrømme i offentlighed). YES! Vi har lavet en fejl Allerede mens Jesper med beundringsværdig entusiasme illustrerer første del af den 3Dcase, vi efterfølgende bliver sat til at gennemleve, er jeg fuldt ud bevidst om, at det med sikkerhed bliver en af de ting jeg tager med mig hjem i dag. Sten, saks, papir. Når den ene taber, eller vi står lige er det lig med en fejl. Stræk da begge arme i vejret og råb højt og tydeligt: ”YES! Vi har lavet en fejl”. Og forfra. Den øvelse burde man ved gud lave hver dag. Fra den umiddelbare begejstring ved at lave fejl, går vi direkte over i kunsten at forklare sig. Jeg siger: ’Hvad er det modsatte af et vindue?’, min makker med lignende skosåler siger spontant: ’hoppebold’, hvorefter jeg må ytre: ’Ja, selvfølgelig – hvorfor er det det?’ Og så forklarer min matchende skosål så det. Det er fantastisk hvilke sammenhænge DA SUNDHEDSPLEJEN FIK NYE SERVICEMÅL 6 der viser sig at være i den verden, vi lever i. Og som sidste step i 3Dcases viser mig, findes der også i denne verden yderst alternative muligheder for ferieafholdelse. Opgaven hedder ’planlæg en ferie sammen’. Forholdsvis ufarlig grund at begive sig ud på. Problemet er at Jesper uddeler et kort til alle deltagere med en række ord på, som vi så på skift skal bygge ind i ferieplanerne – f.eks. stearinlys, rumraket, håndbold, linedanser, tåre … jeg siger bare, hvad pokker blev der af sommerhus på langeland med familien!? Omkring mig sitrer det af energi og grin. Der er tydeligvis skabt en form for samhørighed mellem os. Jeg tror ganske enkelt, at det er det simple faktum at vi alle gør de samme mere eller mindre mærkelige ting, der fremtryller fornemmelsen. ”Find tilbage til jeres stol, fat post-it blok og pen, tøm hovedet – skriv alt det ned som rumsterer derinde – positivt og negativt. Ud med det. Én tanke, én post-it”, lyder meldingen fra Jesper. Og jeg grifler: ’Willis fingre’, ’Ondt i hovedet’, ’Bedste ven’ (inspireret af ordene på den Power Point slide der netop bliver vist og sender tanker til Ulrikka som jeg ser ALT for lidt). ”Godt – så er hovedet renset, de sedler er kun til jer, put dem i lommen”, siger Jesper. Og jeg konstaterer at dagens outfit, ikke har en eneste lomme … rådvild sidder jeg der, i halvcirkel på den yndigt polstrede stol, med tre gule sedler i hånden – de ryger ned i højre støvle. Følelsen er direkte befriende – morgenens kaos er på mystisk vis forsvundet, nu er jeg klar til resten af dagen, fokuseret og spændt på hvad der nu skal ske. Ok, hovedpinen er der fortsat … der må være nogen der har en hovedpinepille? Så kommer spørgsmålet op: Hvordan skal sundhedsplejerskerne fortsat sikre sundheden og trivslen hos 0-1-årige børn og deres familier? På den igen med pen og post-it. Jeg noterer, river af, noterer, river af, holder pause, ser eftertænksom ud, noterer ... Der er meget stille i lokalet, koncentrationen er tydelig hos alle. Efter et stykke tid viser Jesper en serie billeder og såkaldte benspænd: sætninger, der giver inspiration til at komme videre og input til at tænke anderledes og kreativt, vende problemstillingen på hovedet. Et billede af en indkøbsvogn, Klods Hans og prinsessen, Wall E, Kaj og Andrea, Dronningen, et portræt af Christian Stadil – hvordan ville han løse problemet med spirituel ledelse og karisma?, et billede af soldater i krig – hvordan ville de gribe situationen an? Jeg sniger mig til at observere på de andre. Det er tydeligt at nogle billeder og benspænd sætter gang i nogle af deltagerne, mens andre ikke giver anledning til så mange associationer, idéer osv. Det samme for mig – totalt blank på Margrethe, mens indkøbsvognen f.eks. gav mig idéen om en form for ”varekatalog” over services/ ydelser sundhedsplejen tilbyder som forældrene så kan bestille. Da Jesper stopper den individuelle øvelse, sidder jeg tilbage med en stor stak gule post-its. Som instrueret placerer jeg mine mere eller mindre ulæselige sedler på væggen sammen med alle de andres. Der er mange, rigtig mange. ”Cirkulér, få et overblik og vælg så én idé I vil arbejde videre med. Vælg med hjertet.”, siger manden. Hjertet, bumbumbum – jeg snupper en seddel. Det er en af mine egne. Idéen om et forældreseminar. Vi udvikler på idéerne, først to og to siden fire og fire. Energien syder og bobler. En konstant vekslen mellem 3Dcases og idéarbejdet holder gryden i kog. Vi leger journalist og giver usynlige gaver. Vi snakker i munden på hinanden og følger skovstier hvorpå der sker de mærkeligste ting. Jeg er fuldstændig fanget i nuet – så fanget at jeg på et tidspunkt er lige ved at tisse i bukserne fordi jeg simpelthen ikke vil gå midt i processen. På intet tidspunkt bliver vi overladt til at skulle træffe praktiske valg. Jesper guider og styrer, alt hvad vi foretager os. Ingen tanker som, hvem pokker skal jeg nu gå sammen med?, når at dukke op i hovedet. I et flygtigt øjeblik tænker jeg tanken: Hvordan pokker skal jeg nogensinde formidle det her til andre, men så er tanken væk og jeg er tilbage på platformen. Løbende sorterer vi idéer fra, indtil vi sidder tilbage med en eller to som vi konkretiserer på A4 med: • • • • Navn Kort beskrivelse evt. en tegning Hvad er det nye i idéen? Hvad er de næste 3-5 skridt? Og så er det op og vælge endnu en gul seddel og forfra igen, kun afbrudt af nye lærende 3Dcases. Sig JA, og … Kernebudskabet er klart – sig: JA. Tag imod de tilbud du får. Skyd ikke idéer ned. Byg videre på dem og se hvad der sker. Det er slut med ’Nej’ og ’Ja, men …’. De forskellige 3D-cases giver metoder og redskaber til reelt at gøre det. Jeg gufler sandwich i mig – var åbenbart blevet ret sulten. Det foregår på kanten af en stol med hovedet drejet bagud og op for vi bygger videre på en idé: ”Ja! Og så … ” hører jeg mig selv sige, mens jeg begejstret rejser mig og ævler videre. Jeg har så sandelig fået JA-hatten på i dag. Men i takt med at maden rammer mavesækken, rammer trætheden mig også. DA SUNDHEDSPLEJEN FIK NYE SERVICEMÅL Reddet af et spil Hvad mon klokken er? Fornemmelsen i kroppen siger midt nat. Jeg er fuldstændig flad og energiforladt. Jeg har svært ved at hive mig op til endnu en omgang, da problemstilling nummer to bliver kastet op på væggen af projektoren: Hvordan skal sundhedsplejerskerne fortsat bidrage til at sikre sundheden og trivslen hos 1-6-årige børn med behov ekstra støtte? Puha. En serie benspænd rykker mig videre. Sætning: Forældrene skal selv løse alle opgaver, et billede af en trampolin, en snegl, en babusjkadukke, nogle træklodser, Mærsk Mc-Kinney Møller; rettidig omhu – hvad ville han eller andre erhvervsledere gøre? Sætning: Sundhedsplejen eksisterer ikke – hvad ville mødrene så gøre? Kan fænomener som Facebook og YouTube hjælpe? Alle gule sedler bliver hængt op, vi skaber overblik over idéerne, vælger én vi vil arbejde videre med. Først to og to, så fire sammen. Da Jesper lynintroducerer spillet: Den Kreative Platform, og jeg bliver sat til at spille det sammen med tre andre, er energien igen tilbage. Og det i 10-fold. I en 7 på en idé vi ellers liiiige gik og troede at der ikke var mere at sige til. Min tidsfornemmelse er ude af drift, men på et eller andet tidspunkt fortæller Jesper om Den Sydindiske Abefælde. Aberne spiser de stakkels bønders afgrøder, hvorfor de har opfundet en fælde; en kokosnød der fyldes med abeskønne nødder og andre lækkerier, med et hul der nøjagtigt passer til en abehånd. Aben lokkes af den liflige duft, stikker hånden i kokosnødden, griber nødderne og forsøger at trække hånden ud igen … men det kan den sørme ikke, for hullet er for lille til en knyttet abehånd. Hos os mennesker hedder konceptet idékrampe: At min idé er så fantastisk, at jeg krampagtigt holder fast i den og stædigt bliver ved med bringe den på banen. Døv og blind overfor hvad andre siger og foreslår. ... Og selv om jeg udmærket genkender fænomenet fra mig selv, gør jeg hvad jeg kan for at skjule det for de andre. Minen jeg forsøger mig med er: Ja, den slags mennesker kender jeg sandelig flere af! Vi runder af med at evaluere dagen. Og endelig må man præsentere sig. Det viser sig, at skøjteprinsessen ikke blev skøjteprinsesse, piloten ej pilot. Og jeg politimanden, ej heller politimand. Stakken af idéer er enorm, en del af dem er sikkert for vilde, for dårlige, helt urealistiske og i direkte strid med loven. Men der er i hvert fald noget at arbejde videre med for sundhedsplejerskerne. Jeg bider mærke i at de fleste andre har haft det som mig gennem dagen – usikker i starten, løbende energiboost og læring fra 3Dcases, og at de har givet alt – eller i hvert fald rigtig meget af sig selv – og fået noget med hjem. Særligt bliver det tydeligt at de sundhedsplejersker der har skjult sig blandt os har fået en AHA-oplevelse eller to og en fornemmelse af hvordan andre forstår og tænker om deres arbejde. nærmest euforisk tilstand kaster jeg mig ud i associationer og tankespind baseret på de stimuli-, person-, princip- og udfordringskort som spillet indeholder. Får i et splitsekund fornemmelsen af, at jeg skræmmer et par af de andre deltagere med alle de ord, der pludselig vælter ud af mig. Men jeg ignorerer tanken, for jeg morer mig helt ind i marv og ben. Og det ser samtidig ud til at give noget energi til de andre. Mens tiden flyver, videreudvikler og konkretiserer vi idéer, jævnligt afbrudt af Jesper der med iver demonstrerer og leder os gennem endnu en 3D case, som skaber energi og på en legende måde, får os til at bryde hverdagens mønstre og vaner og samtidig giver os metoder til at komme videre i idéudviklingen. ”Skriv de fem forudsætninger ned for at idéen kan få succes – de fem væsentligste forhold, der skal være opfyldt for at idéen kan føres ud i livet”. Vi grifler. ”Ja, og så fjerner I lige forudsætning nr. to”, konstaterer han tørt. Ramaskrig – det kan man jo ikke! ”Hvordan har du forestillet dig at drive en restaurant uden kok!? … Det går da meget godt for Jensens Bøfhus”. Og så må vi på den igen. Og det giver faktisk nye idéer og alternative løsninger Hårdt arbejde Det er hårdt arbejde at være kreativ. Jeg er fuldstændig drænet for energi, da jeg sætter mig ud i bilen for at køre hjem. Det regner stadig, hovedet føles tomt og fuldt på samme tid, det snurrer i kroppen. Nå ja, børn og mand og hverdag – hej igen virkelighed. Den store og den lille er heldigvis blevet både hentet, fodret og puttet trygt og godt af faren, da jeg når frem til min matrikel. Mønstre er nu ikke altid et onde, og planlægning en ganske god ting – særligt når virkeligheden følger den. … I øvrigt: ”Hej, jeg hedder Anne Kyllingsbæk – jeg er Kommunikationsmedarbejder i Rebild kommune, i Børn og Ungdom. I dag har jeg haft en dobbeltrolle. Jeg deltager i Den Kreative Platform som mor til to. Men jeg har også efterfølgende fået til opgave at kommunikere om forløbet, metoden og resultatet internt og eksternt.”. PS. Ingen brækkede fingre.