Dagens indlæg GLASDAG 2014 Cricursa, Barcelona / Josè Luis Ruiz de Valdivia Bøjet Glas - Hvad er muligt? Cricursa fra Barcelona er en 85 år gammel virksomhed som excellerer i glasforædling og som leverer helt enestående specialglas til visionære projekter over hele verden. Cricursa vil løfte sløret for hvordan de udvikler glasdesigns med arkitekterne og vil især fortælle om bøjet bygningsglas – om teknikken og det æstetiske potentiale. Area Manager José Luis Ruis de Valdivia har forberedt et spændende indlæg som skal inspirere og gøre os klogere på fremstilling og anvendelse af bøjet glas. Glasteknisk Forening vil gerne, med dette indspark fra Spanien, sætte fokus på glasteknikker der kan være med til at udvikle arkitekturen, glasfacader og glaskonstruktioner generelt. På billedet ser vi et nyere projekt af Herzog & de Meuron, Bond Street, New York. På deres hjemmeside www.cricursa.com kan man orientere sig om både projekter og de arkitekter som Cricursa samarbejder med. BoGlas / Per Sørensen, direktør Lamineret glas - fremstilling og anvendelse ”Vores mål er at være et kompetencecenter”fortæller Per Sørensen. ”Det gælder viden om glassets mange anvendelsesmuligheder, den fysiske bearbejdning og udvikling af nye processer og produkter. Kun fantasien sætte grænser, og vores knowhow skal være med til at udvikle de produkter, som ingen andre tror mulige”. Ekspertise kombineret med effektivitet har sikret BoGlas a/s i Brønderslev en stærk position på det danske marked. BoGlas er førende producent med unikke og avancerede produkter i glas fra alt i farver og glas med tryk, udsmykning og interiør til termoruder, værn og facader. Den nordjyske familieejede virksomhed blev grundlagt som glarmesterforretning tilbage i 1961 og beskæftiger i dag godt 60 medarbejdere med et omfattende produktprogram. Læs mere på www.boglas.dk. Saint Gobain R&D Nordic / Elin Søndergård, Ph.d. Perspektiver fra innovationen i Saint-Gobain Hvilken vej går udviklingen i glas? Hvilke termiske, akustiske og optiske egenskaber kan vi forvente af glasprodukter i nærmeste fremtid? Hvordan arbejder forskningen med at gøre glas mere bæredygtigt og med at udvikle de såkaldte smarte glastyper? Elin Søndergård, Forsknings og Udviklings direktør for Saint-Gobain i Norden og Baltikum, taler om trends og tendenser og giver et indblik i fremtidens funktioner i glas. Elin Søndergård har sin Ph.D. i fysik ved Université Nice i 1998 med emnet tyndfilm på oxidmaterialer. Siden 2001 har Elin Søndergård været tilknyttet Saint-Gobain som forsker, fra 2007 til 2013 som leder af OPP forskningssamarbejdet CNRS/SAINTGOBAIN. Læs uddybende artikel : ”Glasforskning får boost af international producent” på www.glasindustrien.org AART/architects / Anders Tyrrestrup, arkitektet maa, partner Femtidens glasarkitektur Med udgangspunkt i AART architects mange nybyggede og igangværende projekter vil Anders Tyrrestrup reflektere over glassets betydning og potentiale i fremtidens arkitektur. Anders Tyrrestrup er partner i AART architects og står bl.a. i spidsen for researchafdelingen AART+ - en intern researchafdeling hvor der arbejdes strategisk med viden og innovation. AART+ arbejder i krydsfeltet mellem forskning og kommerciel udvikling og er specialiseret i at udvikle og implementere innovative løsninger i AARTs projekter. AART+ er organiseret i fire researchteams: AART concept, AART build, AART green og AART health. De fire researchteams bidrager med den nyeste viden inden for konceptudvikling, projektering, bæredygtigt byggeri og sundhedsbyggeri. Læs mere på www.aart.dk Nobel Arkitekter/ Erik Nobel, arkitekt maa, direktør Inddækningen af Jellingstenene Hvordan bygger man en afskærmning omkring Jellingstenene uden at ødelægge det følsomme miljø omkring Danmarks nok mest værdifulde kulturarv? Afskærmningen af runestenene var en kompliceret opgave, hvor der skulle tages hensyn til mange faktorer, bl.a. skulle især glasset imødekomme flere funktioner med krav til sikkerhed, formidling og konstruktion. Bronze og glas er de to primære materialer, som iscenesætter runestene på en helt ny måde. Hvordan blev afskærmningerne bygget og hvilket glas blev der anvendt? – Det vil Arkitekt Erik Nobel løfte sløret for. Nobel arkitekter blev etableret af Erik Nobel i 2001 og har i dag kontorer i både København og Tallinn. Læs mere på www.ark.dk Transparent Shelter / Faglærer Stefan Broby Larsen og 2 glarmesterelever Glasworkshop Transparent Shelter er et innovationsprojekt om fremtidens transport- og byrumsinventar helt i glas. Projektet har til formål at involvere den samlede glasbranche, og gennem et konkret byggeprojekt at tilføre viden og erfaring om nye innovative teknologier og konstruktionsprincipper med glas. Med afsæt i et oplæg fra arkitekterne Borgos/Piepers baseret på deres designkoncept for Transparent Shelter, blev der i december 2013 afholdt en elevworkshop på glarmesterskolen, hvor der blev eksperimenteret med at bøje og laminere glas med det formål at fremstille en glasbænk til glasshelteret. Faglærer Stefan Broby Larsen og to elever fra glarmesterskolen vil fortælle om resultaterne af workshoppen. Læs mere om workshoppen på www. ncfg.dk Mattias Tesfaye (s) ”Kloge Hænder” - et forsvar for håndværk og faglighed De udførende håndværk presses af billigere arbejdskraft og industrien presses på konkurrenceevnen. Hvad skal vi som samfund stille op imod denne udvikling? Det vil murer og tidligere næstformand i SF - nu medlem af Socialdemokratiet, Mattias Tesfaye komme med konkrete og konstruktive bud på. Mattias Tesfaye udgav i efteråret 2013 bogen ”kloge hænder”, og med afsæt i historiske fakta, konkrete statistikker og cases fra ind- og udland fra bogen, vil Mattias give et overblik af den historiske udvikling, fra det håndværksbaserede samfund, over det industrialiserede og til hvor vi står i dag, i servicesamfundet. Mattias vil spørge, hvorfor er der mere prestige i at kunne bøje et udsagnsord på oldgræsk, end at kunne montere et blandingsbatteri i en bruseniche? og sætter fokus på forskellen på praktisk og boglig viden.
© Copyright 2024