Sogneblad Til Evig Tid og til Verdens Ende For 300 år siden gav biskoppen over Sjælland et legat, som hans efterkommere siden brugte til at holde skoler for i Ørting, Aalstrup og Gylling. Her er fortællingen om legatet og om myten om strømperne på den døde Hedevig Margrethe Bornemann i Falling Kirke. Falling Kirke er næsten 1000 år gammel. Frem til begyndelsen af 1700-tallet tilhørte den bispen og kronen. I de følgende omkring 100 år tilhørte den de skiftende ejere på Aakjær, men i 1812 afhændede Andreas Hartvig von Berendsdorff kirken til sognet for 17.000 rigsdaler. Med kirken fulgte også dens jorder. Fortællingen om Bornemanns legat er udgivet i september 2012 af Ørting-Falling Menighedsråd og omdelt i Ørting-Falling sogne som en særudgave af Sognebladet. Tidligere menighedsrådsformand Jørgen Elbæk og Peter Roland Larsen har skrevet og redigeret særudgaven. Kilder: Wikipedia, Dansk Biografisk Leksikon, Trap Danmark, landinspektør A. Eriksens bog ”Bidrag til Hads herreds historie”, tidligere sognepræst Valdemar Aastrup samt tidligere stationsforstander i Falling, Anne Marie Skovfoged. Billedet af biskop Bornemann er gengivet med tilladelse fra Det kongelige Bibliotek. Billedet af Hedevig Margrethe Bornemann er en affotografering af et maleri, som har været solgt på Bruun Rasmussens auktioner i København. Historisk samfund for Aarhus Stift, 1953, skrevet af Thorvald Madsen. Det svarede til prisen på en stor bondegård Når legater bliver overhalet af tiden og derfor nedlægges, så sker det ofte, at legaternes oprindelige formål og den taknemlighed, der burde være giverne til del, bliver glemt. Sådan er det næsten også med de Bornemann-Lassonske legater, som Ørting-Falling Menighedsråd nu har fået Civilstyrelsens tilladelse til at nedlægge. Fortællingen om legaterne byder på en kulturhistorisk rejse mere end 300 år tilbage, helt nøjagtigt til 1699. På det tidspunkt var Henrik Bornemann biskop over Sjællands stift. Han havde et hidsigt temperament og en skarp tunge, men han var også ualmindelig godgørende. Han besluttede at oprette et legat, og selvom legatet kun betænkte modtagere, som boede i København, så er det alligevel her historien om de følgende 300 års godgørenhed i Ørting, Gylling og Falling sogne begynder. Det var biskop Bornemanns datter, Hedevig Margrethe Bornemann, der ved sit giftermål med ejeren af Aakjær bragte legatet til vores egn. Legatet var på 2200 rigsdaler, og det svarede til prisen på en pænt stor bondegård i Jylland. Biskop Bornemann bestemte naturligvis, hvordan renterne af hans legatsum skulle fordeles. Fattige, venneløse og sengeliggende gamle mennesker skulle have renterne af 800 rigsdaler. “Trende gamle og nødtørftige mennesker” skulle have renterne af 600 rigsdaler. En gudfrygtig, skikkelig, venneløs og svag student ved Universitetet skulle have renterne af 400 rigsdaler (dog skulle vedkommende helst have boet i det kammer på Regensen, hvor biskop Bornemanns far havde boet). Endelig skulle et fattigt, venneløst latinskolebarn nyde renterne af 400 rigsdaler. Hedevig Margrethe Bornemann respekterede sin fars legat. Fra sit hjem på Aakjær udmøntede hun faderens vilje, men da hun døde i 1749, blev legatsummen efter hendes ønske øget, og samtidig blev der ændret i formålet. For eksempel skulle der fremover gives penge til seks enker i Jylland, til de fattige i Ørting, Falling og Gylling sogne. Desuden til skoleholderne i Falling, Ørting og Gylling samt degnen i Gylling for at holde morgenbøn i kirken, hver dag! Sørgede for skoler Ændringen af biskop Bornemanns legat betød rigtig meget. Naturligvis skal man ikke underkende hjælpen til de fattige, men det var pengene til degnene i de tre sogne, som bidrog til almuens udvikling. Det mest almindelige dengang var, at bønderne sørgede for at skaffe skolebygningerne, men degnen fik sjældent løn. Det rettede Hedevig Bornemann op på. Hun havde blik for betydningen af, at børnene kom i skole og lærte noget. Hun betalte både bygning af skolerne og tilskud til degnenes løn. Udover støtten fra hendes legat er det dokumenteret, at 3 ejerne på Aakjær siden gav støtte til skoledriften. Dengang betød ejerne på Aakjær rigtig meget for egnen økonomisk, socialt og moralsk. De var, hvad man med et moderne udtryk vil kalde rollemodeller. Hedevig Margrethe Bornemann havde ikke et let liv. Giftermålet med etatsråd Bendix Lassen bragte hende til Aakjær. Da etatsråden døde, var hun i enkestand et år, før hun giftede sig med oberst Mathias Rosenørn fra Damsgaard på Mors. Også dette ægteskab endte for hende med enkestand. En søn af Rosenørn overtog Aakjær, men han blev heller ikke ret gammel. Derfor sad fru Bornemann i mange år som enke på Aakjær. Det var dog ikke slut med ændringerne af legatet. Hedevig Margrethe Bornemanns datter af ægteskabet med oberst Rosenørn, Benedicte Antoinette de Rosenørn, ændrede også legatet. Det skete i 1780. Den væsentligste ændring var, at legatet blev forøget med 200 rigsdaler, som forøvrigt var opsparet i Falling kirkeblok. Det var altså ikke Benedicte, som gav pengene. Der var tale om flere års bidrag til kirkebøssen i Falling Kirke. En af legatændringerne var, at bidragene til de fattige i Falling og Ørting sogne blev nedsat fra 15 til 8 rigsdaler. Den sære konges tid Det er måske på sin plads at gå i detaljer i denne del af beretningen, om ikke for andet så for at illustrere, at Hedevig Bornemann og hendes datter, Benedicte An- Biskop Bornemann var kendt som en hidsig mand og en fremragende taler. Ifølge Wikipedia var han ”for lange tider den sidste sjællandske biskop, der bar skæg”. Han plejede sit lange hvide hageskæg med særlig omhu, og når han rejste, bar han det i en sort eller rød fløjlspose. I hans sidste år var han meget forarget over, at danske præster tillagde sig en mode fra de højere rangklasser: man ragede sit skæg af og bar allongeparyk (det var en stor grå-hvid paryk med krøllede lokker. Ofte pudrede man parykken for at gøre den lysere). Billedet findes på Det kongelige Bibliotek, og det er gengivet på en side på internettet om Skeel og Kannegaards slægt. 4 toinette de Rosenørn, levede i en særdeles omskiftelig tid. Man lægger mærke til, at Hedevig Margrethe Bornemann ændrede sin fars legat i 1749. Ændringen er dateret i samme år, som hun døde, men ændringen blev først tinglyst af datteren 12. juni 1780. Hvorfor skulle der gå 31 år, før legatet blev tinglyst? Spørgsmålet lader sig ikke besvare, men hvis man ser lidt nærmere på begivenhederne her godt og vel i midten af 1700-tallet, så anes der måske en forklaring. Johann Friedrich Struensee blev livlæge for Christian 7 i 1768. Forud var gået nogle år med uro og rygter om kongens eskapader og sære opførsel. Adelen havde, på grund af kongens sygdom, stor indflydelse på rigets anliggender, og i hoffets korridorer udspilledes der magtkampe til stadighed. Adelens fremmeste folk sloges om magten over Riget. På det tidspunkt dukkede Struensee op og tog de første initiativer til bondens frigørelse. Struensee havde blik for de store forandringer, som i de år strømmede ind over Europa. Men i 1772 blev han henrettet, og for en stund kunne man som godsejer ovre i Jylland godt komme i tvivl. Skulle bønderne tugtes eller skulle de hjælpes til frigørelse? Det er måske den tvivl, der afspejles i de 31 år, der gik, før Hedevig Margrethe Bornemanns legatændringer – og deraf følgende støtte til skolerne i Falling, Ørting og Gylling blev tinglyst ... og trådte i kraft? Der kan gættes på så mange andre forklaringer, men en kendsgerning er det, at støtten til at holde degne ved skolerne i Falling, Ørting og Gylling var en investering i fremtiden. Der gik kun tre år, før Hedevig Margrethe Bornemanns legat atter blev ændret. Ændringen blev tinglyst 27. februar 1783. Nu var det Benedicte Antoinette de Rosenørns datter, frøken Hedevig Margrethe de Lasson, der bestemte, og så skulle renterne fordeles således: Til skoleholderen i Ørting for at tilskynde ham til fortsat at vise sig flittig, ligeså til skoleholderne i Aalstrup og Falling. Desuden renter til de fattige i Ørting og Falling sogne, den gamle madam Bergenhammer i Gosmer, den gamle jomfru Margrethe Wærn i Aarhus, guldsmed Buxlunds datter samt den gamle Søren Woldborre i Falling sogn. Der kom mindre tilføjelser til legatet i 1784. 90 kroner om året Der foreligger ikke umiddelbart yderligere oplysninger om ændringer af legatet i sammenhæng med Aakjær – naturligvis fordi godset overgik til andre ejere. Men legatet fortsatte i tilknytning til kirken, og i en protokol fra 1911 kastes der lys over Falling sogns menighedsråds forvaltning af midlerne. Der foreligger præcise optegnelser om bidragene til kirkeblokken (kirkebøssen). Navngivne personer i Amstrup, Aalstrup og Falling nød hvert år godt af de penge, der blev puttet i kirkebøssen, og fra 1925 indgik der også bidrag fra det Bornemann-Lassonske legat, som det kaldtes. I en længere årrække kom der 90 kroner om året fra legatet. Bidragene til kirkebøssen, altså fra sognebørnene, løb hvert år op i 30-50 kroner. De mest fattige kunne få op til 20 kroner i legatsum, men det mest almindelige var legatportioner på 5 kroner. På dette tidspunkt var efterkommerne af Hedevig 5 Bornemanns anden mand, oberst Mathias Rosenørn, i praksis forvaltere af legatet. Pengene til en studerende ved Regensen i København blev nu givet til en studerende ved Metropolitanskolen i København, men de fattige i Ørting og Falling sogne fik den største andel af pengene. I 1975 blev der ikke lagt skjul på, at menighedsrådet havde besvær med at fordele legatets portioner. Man spurgte, om det var “nødvendigt at så mange mennesker skulle bryde deres hoveder med at finde værdigt trængende og sømmelige personer, som man kan overrække 20-25 kroner”. I 1980 var der 12.733 kroner i kapital i den del af legatet, som vedrørte Falling Kirke, og kapitalen for Ørtings vedkommende var på 1.000 kroner. Og det var altså kun renterne, der blev brugt til legatets formål. I 1981 blev legatet gjort til genstand for en grundig drøftelse. Det aftaltes, at der fortsat skulle uddeles et legat på Metropolitanskolen i København. Uddelingen af legatpenge i Ørting blev opgivet. I stedet skulle menighedsrådet i Falling hvert år i december uddele et beløb til en person, som måtte skønnes at være i en akut nødsituation. Hvis det ikke kunne lade sig gøre, så skulle pengene opsamles på en særskilt konto. I 2007 konstateredes det, at menighedsrådet ville fortsætte med at udbetale 500 kroner årligt til en elev på Metropolitanskolen. Legatets overskydende renter skulle gemmes til udbetaling til en person i akut nød. Metropolitanskolen hed oprindeligt Vor Frue Skole. Den var knyttet til Københavns Universitet. I 1817 ændredes dens navn til Metropolitanskolen. I 2011 blev skolen lukket. Den indgik i en sammenlægning med et andet gymnasium, og de to skoler hedder nu Gefion Gymnasium. Dermed må også den forbindelse til legatstifterne siges at være ophørt. Uddrag af det digt, fru Bornemann skrev ved sin mand, Mathias Rosenørns død. Han døde 29. juli 1725 under et besøg på Rodstenseje. Min Rose visned, faldt omkuld, Den tabte Liv og Lugten, Min trygge Ørn, min Forsvar huld forlod mig og tog Flugten. Men al min Jamren hjalp mig ei, Tabt var og blev min Rose, Gud sagde: Ti og gak din Vei igennem Verdens Mose. Jeg stod da fuld af Hjerte-Klem, Og misted al min Glæde, paa Sneglevis jeg reiste hjem, og gav mig til at Græde. 6 Kirkely betalte Gravkapellet ved Falling Kirke blev vedligeholdt takket være en forpligtelse, som var tinglyst på en gård på Alrø 8. marts 1780. Tiendet (afgiften) var på 10 Rigsdaler. I 1920´erne købte de daværende ejere af ”Kirkely” på Alrø sig fri af forpligtelsen. Nutidens ejer af gården, Kristian Hansen, kendte ikke i detaljer den gamle forpligtelse. Han havde hørt en fortælling om, at hans gård hvert år skulle betale for nye strømper til den døde kvinde i gravkapellet. På gravkapellets gavl fortæller teksten på en sten, hvem der skal sørge for kapellets vedligehold. Matrikelnummeret på stenen er ikke det samme som Kirkelys, og forklaringen er sandsynligvis, at ændringen fandt sted i forbindelse med en gårdhandel på Alrø i 1800-tallet. Kristian Hansen ejer ”Kirkely” på Alrø. Hér ses han ved de ældste tilbageværende dele af gårdens bindingsværksanlæg. 7 Hedevig Margrethe Bornemann Fruen på Aakjær var højt respekteret mens hun levede. Det hed sig, at hun lignede sin far, biskoppen over Sjælland, Henrik Bornemann. Han var hidsig og kendte sit eget værd. Men da forfatteren Thorvald Madsen, Odder, i 1953 skrev om bispedatteren på Aakjær, mildnede han opfattelsen af hende. Han skrev, at hun ganske vist var mandhaftig, myndig og meget bestemt i sin optræden. Men i modsætning til Sarkofagen med fru Bornemanns kiste er et kulturhistorisk klenodie, der findes kun en enkelt tilsvarende her i Danmark. Stilen er rokoko. Det kostede 45.000 kroner i midten af 1970´erne at få den restaureret. Billedet viser sarkofagen før restaureringen, den var da overmalet med en grå farve. På det tidspunkt trængte gravkapellet også til at blive sat i stand. Restaureringen af sarkofagen varede næsten tre år. Alt er håndarbejde. Der er brugt messing, kobber, tin og bly til ornamenterne, der på låget forestiller de fire elementer – jord, luft, ild og vand. På låget findes symbolerne på tro, håb og kærlighed samt retfærdighed. Skrifterne er påført i forskellige perioder. Nationalmuseets konservatorer har ikke villet afdække skriftpladen ned til det første lag af frygt for, at også det er gået tabt. Man risikerer at miste det hele. Billedet er taget inden sarkofagen blev sendt til Nationalmuseet. Epitafiet er fjernet fra væggen. Nogle år efter restaureringen af sarkofagen blev gravkapellet sat i stand, det var i begyndelsen af 1980´erne. 8 faderen var hun pietist, det vil sige at hun var from og lagde vægt på personlig tro. Hun var meget opmærksom på at fremme skolerne på sin egn. Fru Bornemann havde poetiske evner. I 1732 blev der skrevet om hende, at ”hun havde Naturens gaver til dansk Poesi. Hun kunde giøre lærde og flydende Vers og derfor haver opnaaet hos sine Landsmænd overmaade stor Ros”. Hun levede i stor sorg efter at have mistet sin anden mand, oberst Rosenørn. Hun mistede også sin ældste søn fra ægteskabet med Henrik Lassen. Der er blevet spekuleret meget over, hvorfor oberst Rosenørns kiste ikke står ved siden af hendes i gravkapellet ved Falling Kirke. En folkelig forklaring er, at han kiste stod der nogle år, men hver aften var der indtil kl. 12 et frygteligt spektakel i kirken, fordi de to ægtefolk skændtes. Først da Rosenørns kiste blev flyttet til Gosmer, blev der ro i kirken i Falling. Historien stemmer ikke godt med de mange beretninger om deres gode samliv på Aakjær og hendes store sorg over at miste ham. Der foreligger ingen oplysninger om, hvor Rosenørns jordiske rester har fundet hvile. I en artikel om fru Bornemann i Aarhus Stifts årbøger fra 1953 hæftede forfatteren Thorvald Madsen sig ved, at det i det 18. århundrede var kvinderne, der stod for styret på de store godser. På Rathlousdal og Gersdorffslund var det Dorothea Schack, der styrede med kraftig hånd. På Rodstenseje var det oberst Rantzaus enke, Øllegaard Rodsten og hendes datter, Sophie Amalie, der bestemte. Og på Aakjær altså Hedevig Margrethe Rosenørn, som hun hed på det tidspunkt. Men Hedevig Margrethe var en større personlighed, større i åndelig henseende end de andre kvinder. Høyædle oberstinde Den lærde og kloge præst i Gylling, Dines Guldberg, skrev i 1735 i sin skoleindberetning: Jus patronatus til Gylling haver Høyædle og Velbaarne Frue Oberstinde Rosenørn til Aakjær, der med saa rund Haand for fattige Børn har forsynet sit Gods med Skoler, og følgelig med rent Hjerte gerne understøtter, hvad den højtbydende i Skolevæsenet for godt befinder. Hvilket Gud naadelig velsigne. Dette kom Gylling til gode på den måde, at bønderne har ”ved det naadige Herskab paa Aakjær dets Tilladelse og Assistance opbygt 4 smaa Fag Skolehus på Kirkens Fortoug, og som aarlig af samme vedligeholdes”. Også i Ørting og Aalstrup sørgede hun for at fremme skolevæsenet ved selv at bekoste skolernes oprettelse og bygningernes vedligeholdelse. I beretningen for 1739 beskrev præsten i Ørting, J. Müller, hende således: Høygunstige, meget retsindige og for Guds Ære og hendes underhavendes saavel aandelig som timelig Tarv nidkjære Patronesse Velbyrdige Fru Oberstinde Rosenørn til Aakjær. 9 Fru Bornemanns strømper blev en vandrehistorie Af Jørgen Elbæk Hvervet som kirkeværge var i fortiden ofte røgtet af min familie, som var nærmeste naboer til kirken i Falling. Smedien og smedens hus lå indtil 1988 umiddelbart neden for kirkebakken, så også af den grund var det praktisk, at min familie var kirkeværger. Jørgen Elbæk og hans familie har været kirkeværger i Falling i mange generationer. Da jeg var barn, havde min bedstefar, Chresten Elbæk, hvervet. Jeg fik som lille næsten altid lov til at komme med ham, når han havde ærinde i og ved kirken, således også når der skulle pyntes til høstgudstjeneste og jul. Dengang var det en del af menighedsrådsmedlemmernes arbejde at udføre disse pyntninger sammen med ringeren. Førstelærer i Aalstrup Skole Bertel Thomasen, kordegn og kirkesanger, var tilstede, når der skulle pyntes, men han smudsede ikke sine hænder med egentligt arbejde og så kun til, at alt gik ordentligt og traditionelt for sig. Lærer Thomasen var en glimrende fortæller, og han havde åbenbart lyst til at berette for mig om kirken, de forskellige tings historie og betydning, og med et let smørret smil sagde han engang i forbindelse med julepyntningen i kirken: ...” og nu skal vi så skifte strømper på fru Bornemann”. Der må have været yderligere en person med i gravkapellet, for nu blev de dengang eksisterende store nagler fjernet, sarkofagens låg løftet af, og der åbenbaredes så inderkisten, som var betrukket med sort stof. Låget kom også af den, og nu så man så ligklædet foldet over fruens legeme. Det blev også foldet ud, så jeg kunne se damen, der egentlig var synlig som et kranie med pergamentagtig hud, et smukt broderet pandebånd, der holdt et hovedklæde på plads og så et par foldede, benede hænder. Resten af damen var dækket af kjortlen i gulnet silketaft. Men nede i fodenden i kisten sås et par spinkle strømpefødder med hvide strømper. 10 Fruen kan ikke se forskel Jeg har sikkert været spændt på, hvad der nu skulle ske, men lærer Thomasen gik ind i apsiden (rummet bag alteret) og tog et par sammenrullede silkestrømper i en zinkkasse. I kassen lå også messehaglen og sørgeflorene til de lysestager, som blev brugt ved begravelser. Han viste mig nu, stadig med sit smørrede smil, et par tilsvarende strømper, der lå neden for fruens egne strømper, og dem udskiftede han med dem, han havde hentet, og sagde: ”Fruen vil ikke kende forskellen, og jeg har gjort, hvad jeg får mine penge for!” Lærer Thomasen berettede så for det undrende barn, at fruen havde bestemt i sit testamente, at hun hvert år til jul skulle have nye strømper på. Det skulle foregå i en treenig handling med degnen i Ørting, degnen i Falling og degnen i Gylling. Angiveligt skulle den ene skifte strømperne, en anden bede Fadervor og den tredje påse, at alt gik anstændigt og værdigt for sig, hvorpå de i skøn forening skulle synge en salme! Som erkendtlighed for denne handling skulle fruen have oprettet et legat til de tre degne, som de ”den dag i dag” fik fra eforen for dette legat, en efterkommer af fruens ved navn Rosenørn! Jeg husker ikke mere beløbet, men det er senere fastslået til at have været 10 Rigsdaler, og senere et omregnet beløb i kroner. Den kendsgerning, at man kunne åbne for sarkofagen og se fru Bornemanns mumie, var almindelig viden. Jeg husker kun at have set det nogle få gange som barn, men min yngre søster har fortalt, at mens hun gik til konfirmationsforberedelse hos pastor Tranholm, da havde han haft børnene med inde i kapellet og vist dem fruen. Min søster sagde, at en af drengene havde haft fat i næsen, fordi han syntes, den var skæv, og det tålte den vist ikke! Da jeg i slutningen af 1960´erne var kommet i menighedsrådet, fortalte formanden, førstelærer Sparsø, at han skam stadigvæk fik pengene hvert år til jul, men hvad der skete med portionerne til Ørting og Gylling, vidste han ikke. Et par gange har vi i menighedsrådet diskuteret, hvad man skulle gøre ved kapellet og sarkofagen, som blev mere og mere forfalden. I sin tid havde det været en gård på Alrø, som fruen havde pålagt at vedligeholde ”begravelset” mod fritagelse for landgilde, men den forpligtelse havde man frikøbt sig for i 1924. En stentavle på nordsiden af kapellets ydermur statuerer denne forpligtelse. Sarkofagen stod på ladet af min bil Vi foreslog provsten ved et syn, at man for at undgå dyr restaurering af både kapel og indhold skulle begrave fruen på kirkegården under passende højtidelighed og ceremoniel. Provst Villumsen var vist fristet, men han gik kommandovejen med rådspørgning, og så blev det en ganske anden historie. Nationalmuseet sendte en inspektør, og kort fortalt, så skulle sarkofagen restaureres. Jeg kørte den selv til Nationalmuseets afdeling i Brede. På Mols-Liniens færge vakte min Chevrolet El Camino med sarkofagen på det åbne lad megen opmærksomhed. Jeg kunne dog berolige billettøren med, at det ikke var et ”ligtog”. Nationalmuseet havde nemlig betinget sig, at inderkisten forblev i kapellet. 11 Restaureringen af sarkofagen fandt også vej til avisernes spalter. Journalisterne havde i arkiverne fundet gamle beretninger om strømperne. En andenlærer i Aalstrup, Ladefoged hed han, havde engang i 1930´erne indgivet en artikel med historien om strømpeskiftet, og nu blev den så gengivet i tre aviser. Jeg blev ovenikøbet citeret for selv at have været med til at skifte strømper på fruen. Marie Skovfoged, den tidligere postmester og stationsforstander i Falling, troede imidlertid ikke på historien med strømperne. Hun regnede med, at det var ”dumme, naive landsbydegne som Per Degn i Holbergs ”Erasmus Montanus”, der ikke havde styr på årsagen til, at de fik pengene, og som så havde brygget historien om strømperne sammen”. Fru Skovfoged troede ikke på, at den kultiverede dame fra Aakjær skulle have lavet slig tåbelig testamentarisk bestemmelse. Hun ville sætte sig for at undersøge, hvad der var sandt. Det var en vandrehistorie Fru Skovfogeds arbejde mundede ud i følgende: Fru Bornemann havde testamentarisk oprettet et legat til de tre degne ”til opmuntring i tjenesten”. For degnene i Falling og Ørtings vedkommende, og for degnen i Gylling for at holde morgenbøn i kirken (dagligt efter kongelig forordning efter svenskernes belejring af København), da hun mente, at de af bønderne i sognene ofte blev urimeligt behandlet ved udmåling af den tiende, der var deres løn. Når degnen i Gylling blev ligestillet med dem i Falling og Ørting, var forklaringen, at Gyllingnæs dengang hørte under Aakjær. Intetsteds fandt fru Skovfoged noget om skiftning af strømper. Alligevel er historien om strømperne med mellemrum dukket op til overfladen. Da sarkofagen i sin tid kom tilbage, var der sørget for, at låget kunne skrues fast med skruer i stedet for store nagler. Dermed kunne inderkisten med fru Bornemanns afsjælede legeme underlægges gravfred i den nyrestaurerede sarkofag. Og jeg må sige, at fru Skovfoged havde ret. Historien om strømperne v a r en vandrehistorie. Anne Marie Skovfoged, der var stationsforstander i Falling, satte sig for at undersøge, om historien om pligten til at skifte strømper hvert år var sand. Efter grundige studier af dokumenter i Rigsarkivet og i Landsarkivet i Viborg kunne hun konstatere, at pligten til at skifte strømper ikke er nævnt et eneste sted. 12 Til en student i København Det er cirka 30 år siden, udbetalingen af legatbeløb til fattige i Ørting og Falling sogne ebbede ud. I 1975 skrev menighedsrådet til stiftet i Århus, om ”det er nødvendigt at så mange mennesker hvert år i december fortsat skal bryde deres hoveder med at finde værdigt trængende og sømmelige personer, som man kan overrække 20-25 kroner til hjælp til deres betrængte økonomi”. I 1981 kom løsningen. Det aftaltes, at man fortsætter traditionen med at uddele et legat til en student ved Metropolitanskolen i København. Fattighjælpen kunne man opsamle på en særskilt konto, hvis det ikke lykkedes at finde en modtager. Den økonomiske side af den løsning blev skabt ved, at man fordelte renterne fra legatets formue med en tredjedel af legatet til Metropolitanskolen og to tredjedele til fattighjælpen, som så til gengæld blev indskrænket til kun at omfatte Franskvaskeren i Amstrup modtog ofte støtte fra Bornemanns legat, naturligvis fordi hun var enke og fattig. Hun boede i Amstrup Vestergade (billedet). I nyere tid bredte der sig en misforståelse om begrebet ”franskvasker”, nogle troede, det betød luder. Forklaringen er en helt anden. Da det fine, hvide bomuldstøj begyndte at blive brugt i Danmark for flere hundrede år siden, afløste det hjemmevævet, groft uldtøj. Samtidig blev man i datiden klar over, at det fine bomuldstøj skulle vaskes lidt oftere end uldtøjet, men også med forsigtighed. Derfor dukkede der kvinder op, som havde lært fransk vask og strygning. På husholdningsskolerne var det en del af pensum. 13 Falling sogns fattige. Ved den sidste legatuddeling i 2011 udgjorde renterne af legatets formue cirka 75 kroner. Heraf blev der hævet 25 kroner til legatuddelingen til Metropolitanskolen i København. De resterende 50 kroner til fattige i Falling sogn blev anbragt på en opsamlingskonto, hvor der nu står 5.000 kroner. Selve legatets formue er p.t. på cirka 18.000 kroner. Det er aftalt, at legatet til studenten på Metropolitanskolen er på 500 kroner. De 25 kroner fra legatet rækker altså ikke. Derfor supplerer Ørting-Falling menighedsråd op med de manglende 475 kroner. Det koster 50 kroner at få udskrevet den check, som skal gives til Metropolitanskolen. De samlede udgifter for Ørting-Falling Menighedsråd er med andre ord 525 kroner om året. Da legatet blev uddelt på Metropolitanskolen i København sidste år, sluttede den tradition. Skolen blev nemlig nedlagt i 2011. På kirkemurens vestside i nærheden af den lille indgang var der bygget nogle små huse. De lænede sig bogstavelig talt op af muren, fortælles det. Det var i et af disse huse den sagnomspundne Drakenberg boede. 14 Drakenberg og frøkenens gravsten Det første legat, som biskop Bornemann gav, er der lavet flere tilføjelser til. Den væsentligste tilføjelse var, at legatets hovedformål blev flyttet fra Sjælland til Ørting, Falling og Gylling sogne. De fleste andre tilføjelser er uden interesse for nutiden, men en enkelt, dateret 31. maj 1784, påkalder sig interesse. Frøken Hedevig Margrethe de Lasson bestemte, at hendes ligsten i Aarhus Domkirke skulle vedligeholdes og afstøves hvert år til pinse og jul. Til det formål hensatte hun 200 Rigsdaler. Tidligere menighedsrådsformand Jørgen Elbæk forklarer: Der kunne let komme snavs foran frøkenens begravelse i Aarhus Domkirke, idet der lige Dette billede af Drakenberg findes på Wikipedias i nærheden var et gravsted, som hjemmeside på internettet. Billedet er i arkiverne påkaldte sig megen folkelig op- på New Yorks bibliotek, og ifølge oplysningerne på mærksomhed, nemlig den gamle hjemmesiden viser det Drakenberg som 139-årig. Drakenbergs grav. Hans afsjælede legeme stod til skue – kisten var åben. Og da han var en sagnomspunden mand, så valfartede rigtig mange til kirken for at se ham – og gyse. Drakenberg hævdede, at han blev 146 år. Han var født i Bohuslen 1626 og døde i 1772. Han var soldat, sømand og officer, og han havde været med i krige så langt væk som i Aleppo, Tripoli og på Cypern. I 1722 tog han ophold i Danmark, og hans tilstedeværelse er dokumenteret på flere herregårde ... blandt andre Aakjær. Han boede ifølge Jørgen Elbæk på et tidspunkt i et af de små huse, der dengang lænede sig op af kirkemuren mod vest lige ved den lille portal (som hang sammen med kirkestien til godset). I Fallings kirkebøger er han i en alder af 100 år registreret som fadder til et barn. Det er aldrig lykkedes at opklare gåden om Drakenberg, selvom mange historikere har forsøgt. 15 Tavlen i Aarhus Domkirke er svær at læse, men den dokumenterer, at Hedevig Margrethe de Lasson (der var barnebarn af Hedevig Margrethe Bornemann på Aakjær) ligger begravet i kirken. Hedevig Margrethe de Lassons far, Thøger Lasson, ejede Dybvad og senere også Aakjær.